Europæiske følelser eller amerikansk rationalisme? Forretningsmodeller i internationale sportssystemer Storm, Rasmus K.

Transkript

1 Syddansk Universitet Europæiske følelser eller amerikansk rationalisme? Forretningsmodeller i internationale sportssystemer Storm, Rasmus K. Published in: Publication date: 2006 Document Version Forlagets udgivne version Link to publication Citation for pulished version (APA): Storm, R. K. (2006). Europæiske følelser eller amerikansk rationalisme? Forretningsmodeller i internationale sportssystemer: Anmeldelse af: National Pastime. How Americans Play Baseball and the Rest of the World Plays Soccer. Stefan Szymanski and Andrew Zimbalist. General rights Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights. Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal? Take down policy If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim. Download date: 31. jan

2 National Pastime. How Americans Play Baseball and the Rest of the World Plays Soccer Stefan Szymanski and Andrew Zimbalist 263 p. Illustreret Brookings Institution Press Europæiske følelser eller amerikansk rationalisme? Forretningsmodeller i internationale sportssystemer Boganmeldelse af Rasmus K. Storm, Idrættens Analyseinstitut Hvad kan europæisk fodbold lære af amerikansk baseball, og hvilke erfaringer fra europæisk fodbold er relevante i amerikansk sammenhæng? Det er nogle af hovedspørgsmålene i Stefan Szymanski og Andrew Zimbalists bog, National Pastime. How Americans Play Baseball and the Rest of the World Plays Soccer. Bogen er kærkommen, da manglen på komparativ forskning er udtalt inden for sportssektoren. Der er godt nok skrevet meget om eksempelvis fodbold og baseball internationalt, men egentlige sammenligninger mellem forskellige sportssystemer eller lande er det småt med. Styrken i bogen er, at forfatterne tager fat om en meget central problemstilling, som længe har optaget sportsøkonomer: Hvilke fordele og ulemper er der ved lukkede henholdsvis åbne ligasystemer? Desuden søger de at finde et svar på, hvorfor amerikansk baseball er en god forretning, mens hovedreglen i europæisk kontekst er, at fodboldklubberne taber penge på trods af stigende opmærksomhed fra tv og sponsorer. Jeg vil i det nedenstående kort gennemgå og vurdere nogle af forfatternes analyser og forslag til forbedringer af den nuværende situation med fokus på de udfordringer, der er opstået i europæisk kontekst. De amerikanske problemstillinger omtales også, dog primært for at forstå og perspektivere de europæiske ditto. 1

3 Forskellige forretningsmodeller Der er grundlæggende forskel på europæisk fodbold og amerikansk baseball (Major League Baseball, MLB). Det står klart, når man læser bogens gennemgang af de to systemer. På baggrund af en længere redegørelse og analyse af de to sportsgrenes udvikling globalt (kapitel 2 & 3) er Szymanski og Zimbalists overordnede pointe, at baseball er meget profitorienteret i sit udgangspunkt og natur, mens den europæiske fodboldversion har udviklet sig under stærk indflydelse fra den foreningskultur, den er udsprunget af. Hvor det i amerikansk sammenhæng var forretningsfolk, der tog initiativ til MLB, har politiske og ideologiske bånd og ikke mindst følelser i stedet spillet en klar rolle i europæisk fodbold. Et paradeeksempel er Barcelona, der er blevet et centralt sportsligt symbol på den catalanske nationalisme i Spanien. Udspringet fra det civile samfund har med andre ord påvirket fodboldens kommercialiseringsproces i en grad, der har sat vigtigheden af sportslig succes frem i forreste række. Pengene ses som midlet til at opnå målet om sportslig succes, hvilket empirisk kan aflæsses i de europæiske fodboldklubbers regnskaber, der som hovedregel er fyldt med røde tal og tunge gældsposter. Klubledelserne i de europæiske klubber har traditionelt været interesseret i ære og prestige, ikke økonomisk overskud. Amerikanske fordele Årsagen til den forretningsmæssige succes i amerikansk baseball er, ifølge Szymanski og Zimbalist, først og fremmest, at MLB fungerer som et monopol, der i grove træk selv sætter prisen for sine ydelser. Gennem mange års undtagelser fra den amerikanske konkurrencelovgivning har klubberne været fri for markedsmæssig konkurrence. Det er således ligasystemet selv, der bestemmer, om det skal udvides med nye hold eller indskrænkes af hensyn til de eventuelle forretningsmæssige muligheder. Det er også ligasystemet selv, der bestemmer, hvor nye klubber geografisk skal placeres. Markedet kontrolleres altså af markedet selv, idet nye klubber (franchise-firmaer) kun tillades at træde ind, hvis systemet beslutter sig for det - og der vel at mærke er en økonomisk gevinst ved det for systemet (dvs. klubejerne). Eksempelvis afkræves nye klubber meget store pengebeløb for at blive optaget i MLB, ligesom disse skal sandsynliggøre, at deres deltagelse vil være en økonomisk gevinst for hele sektoren. For fans betyder systemet (for) høje billetpriser, for tv- 2

4 stationer (for) høje priser for tv-rettigheder og for det offentlige (for) store udgifter til opførelse af opvisningsanlæg. Reelt er der tale om karteldannelse, der kun benificierer ejerne og ikke er generelt samfundsøkonomisk givende og i strid med almindelige markedsmæssige principper om fri konkurrence, men dygtigt politisk lobbyarbejde har sikret denne unikke position for MLB i mange år. Europæiske udfordringer Hvor den amerikanske struktur således sikrer en udpræget grad af økonomisk stabilitet og profit til ejerne, er situationen som nævnt en hel anden i europæisk sammenhæng. En af hovedårsagerne er blandt andet den åbne ligastruktur, der sikrer en permanent konkurrencesituation. Ingen klubber kan i princippet føle sig sikre på deres position, der hele tiden trues af andre klubbers potentielle sportslige succes. Set fra en markedsmæssigt synspunkt er dette godt, men i praksis giver det en essentiel økonomisk usikkerhed, der får klubberne til at overinvestere i spillermateriale for at sikre sig mod nedrykning. Kombineres dette med en situation, hvor de økonomiske forskelle mellem top og bund er dramatiske, forstærkes problemstillingen. Dette fordi de lavere rangerende klubber ifølge Szymanski og Zimbalist kan opnå så store økonomiske gevinster (og dermed på længere sigt sportslige ditto) ved at komme med i det gode selskab (eksempelvis Champions Leauge, hvor de store tv-indtægter ligger), at deres incitament til at satse mere, end bukserne kan holde, er for stort. De bedste klubber ved dette, og satser tilsvarende for at fastholde deres position i det sportslige hierarki. Dermed er skabt en ond cirkel af overinvesteringer, der blot gør de europæiske fodboldligaer mere og mere finansielt sårbare. Omfordeling eller ej? Problemet med denne polarisering har man i amerikansk sammenhæng søgt at løse gennem et omfordelingssystem, hvor klubberne progressivt beskattes. Andre reguleringsformer er også indført, eksempelvis gennem begrænsninger på omfanget af spillertruppen. Szymanski og Zimbalist kritiserer herunder særligt det økonomiske omfordelingssystem, idet de anfører, at denne model synes at straffe succes. Dette viser sig ifølge forfatterne ved, at det faktisk kan betale sig for nogle af de lavere rangerende klubber at tabe, fordi de derved vil få tilført større 3

5 midler gennem omfordelingssystemet, end hvis de satsede på at vinde og dermed søgte at blive placeret sportsligt højere med en højere beskatning til følge. Argumentet er altså en sportslig møntet variant af kritikken af stor velfærdstatslig omfordeling kombineret med høje marginalskatter: Hvis der ikke er et økonomisk incitament - eller incitamentet virker forkert - vil aktørerne vælge et for helheden dårligt alternativ. Dette er en relevant kritik af systemet, men spørgsmålet er efter min mening, om ikke problemerne skyldes en forkert konstruktion af omfordelingsnøglen snarere end selve omfordelingstanken. Szymanski og Zimbalist synes - trods den generelle kritik af systemet - at antyde det, men kommer efter min mening ikke med et helt klart svar. Tværnationale løsninger Mere klare i mælet er Szymanski og Zimbalist derimod når de søger opstille en række konkrete løsninger på de europæiske klubbers økonomiske problemer. En af dem handler om at indføre bedre finansielle tilsyn med klubberne, et fodbold politi, med henblik at gøre dem mere økonomisk ansvarlige og sikre økonomisk stabilitet. I Frankrig har man haft succes med finansielle inspektioner. Siden 1990 har det statslige Direction Nationale de Contrôle de Gestion (DNCG) gennem uanmeldte besøg på klubbernes kontorer samt via gennemgange af klubbernes finansielle forretningsmodeller og -praksis medvirket til at sikre, at de franske klubbers gæld løbende er faldet. Imidlertid er spørgsmålet om dette successivt kan overføres til andre lande. Szymanski og Zimbalist anfører selv, at det kan være vanskeligt af flere årsager. Dels er det langt fra sikkert, at de relevante nationale regeringer i Europa overhovedet vil gå ind og lægge deciderede statslige reguleringer ned over sportsfeltet, dels er det vanskeligt at sikre en harmonisering af, hvorledes de nationale inspektorater i praksis gennemfører deres arbejde. Skal overinvesteringer - og dermed en reel økonomisk konkurrenceforvridning mellem klubberne - undgås er det klart, at der ikke må være forskel på retspraksis, hverken nationalt eller internationalt. Hvis bare et land er mindre restriktiv end et andet skaber det på overordnet plan konkurrenceforvridning, og så er tiltaget i princippet ligegyldigt. 4

6 Det er derfor heller ikke på dette område Szymanski og Zimbalist mener, der bør satses, og her har de efter min mening fat i noget interessant. Deres udgangspunkt er i stedet, at man må stille sig selv det grundlæggende spørgsmål om det ikke er bedre at bruge sportslige reguleringsmetoder i stedet for retslige, hvis man ønsker at styre de europæiske klubbers lommesmerter. Bekræftende svarer de, når de peger på radikale ændringer af den internationale turneringsstruktur gennem oprettelse af tværnationale ligaer med regional forankring. Der ingen tvivl om, at dette er et kontroversielt forslag, men hvis det - som forfatterne peger på - kan løse både finansielle og sportslige problemer, er det bestemt en overvejelse værd. Ideen er i grove træk som følger: Seks divisioner med ti hold i hver skabes, hvorunder de bedste klubber fra forskellige lande spiller mod hinanden i følgende system: 1) Nordvest: England og Skotland 2) Sydvest: Spanien og Portugal 3) Midt-vest: Frankrig, Belgien og Holland 4) Syd: Italien, Grækenland og Balkan-landene 5) Midt-øst: Tyskland, Schweiz og Østrig 6) Nord-øst: Skandinavien og de østeuropæiske stater De tværnationale divisioner kobles herefter med et op- og nedrykningssystem til de nationale divisioner, hvorfra ét nationalt (mester-)hold kan rykke op om året. Ifølge Szymanski og Zimbalist er effekten ved på denne måde at skære de dårligste hold væk fra de tværnationale divisioner, at der på dette niveau skabes en større grad af kompetitiv balance, hvilket er et andet af de problemer, der opstået som en effekt af de store økonomiske forskelle mellem de europæiske klubber. På nationalt niveau vil de øvrige hold alt andet lige opleve større opslutning fra fans, da de hold, som ikke tidligere har været i nærheden af en topplacering, pludselig kan 5

7 blande sig i (den nationale) mesterskabskamp(en), fordi de stærkeste nationale klubhold deltager på tværnationalt niveau. Desuden er det meningen, at klubberne i de tværnationale divisioner, udover at spille med hinanden internt i divisionerne, også spiller mod tre hold fra hver de andre tværnationale divisioner. Eksempelvis ville det muliggøre, at Real Madrid spiller mod Manchester United eller Bayern München. Eller at Aston Villa spiller mod Juventus. Parringen af hold på tværs af divisionerne skal ske på baggrund af deres resultatmæssige historik således, at de største europæiske hold møder hinanden. Gennem sikring af sådanne topkampe vil interessen fra tvseere og fans blive maksimeret. Da point for disse tværkampe desuden skal gives efter almindelige principper (eksempelvis tre point for sejr, et point for uafgjort og nul for nederlag), vil de relativt svagere hold få en mindre fordel i forhold til at blande sig i den absolutte op, hvorved kompetitiv ubalance samtidig modvirkes på længere sigt (de svagere hold møder relativt svagere hold, og opnår dermed større chance for at få point i forhold til de stærkere hold, der som nævnt møder ligeværdige modstandere). Sidst, men ikke mindst, sikres spændingen om det europæiske mesterskab til det sidste, da dette afgøres gennem en række playoff-kampe mellem divisionsvinderne samt to såkaldte wildcard-hold, eksempelvis de to hold, som i forhold til sidste sæson har klaret sig bedst (det Szymanski og Zimbalist kalder: best runnersup ). Kan det så nytte? Som det kan ses medfører Szymanski og Zimbalists forslag ikke en vending mod det amerikanske system med lukkede ligaer, sådan som flere analytikere har peget på kan være en løsning på den kompetitive ubalance og den økonomiske instabilitet, som præger den europæiske kontekst. Pointen - ifølge Szymanski og Zimbalist - er nemlig, at den lukkede og profitorienterede amerikanske struktur måske nok har gjort baseball profitabel på kort sigt, men samtidig har det fjernet fokus fra langsigtede løsninger på baseballs faldende interesse blandt publikum og tv-seere samt sportens manglende evne til at vinde interesse hos et internationalt publikum. På dette område har fodbolden derfor sejret. Det er kun amerikanerne, der finder baseball interessant, resten af verden spiller fodbold og netop denne verdensomspændende interesse er selve grundlaget for de store muligheder, som de europæiske klubber står over for. 6

8 Muligheder, der ifølge Szymanski og Zimbalist kan indfries ved at skabe en mere klar forbindelse mellem det nationale og internationale niveau. At de skitserede forslag skulle finde fodslag i europæisk fodbold, er imidlertid tvivlsomt. Til trods for, at etableringen af en tværnational divisionsstruktur allerede har været diskuteret, specielt imellem klubledelserne i de store europæiske klubber, der til daglig dominerer deres nationale ligaer, er der i skrivende stund ingen tegn på, at tanker om tværnationale ligastrukturer, som den skitseret ovenfor, bliver en realitet foreløbig. Årsagen er politisk modstand i såvel de nationale ligaorganisationer som hos UEFA, fordi der i et vist omfang skal gøres op med en lang tradition for, at de nationale mesterskaber er den kerne i europæisk fodbold, hvorom alting drejer. Derfor synes Szymanski og Zimbalists perspektiver for den europæiske fodboldfremtid nok dystre. Men en bevægelse i retning af nye organiseringsformer sker på den anden side ikke over natten. Jeg synes bestemt, at der er interessante perspektiver i National Pastime. Szymanski og Zimbalist har således udlagt en skitse til en fremtidsvision, der vil tilgodese helheden i europæisk fodbold og ikke kun de store klubber, repræsenteret i G-14, som i lang tid har leget med tanken om et lukket ligasystem med et begrænset antal deltagere efter amerikansk forbillede. 7