Uddrag af en studerendes Dagbog for opholdet i Viet Nam september 2011, modul 13

Transkript

1 Uddrag af en studerendes Dagbog for opholdet i Viet Nam september 2011, modul 13 Dag 1. Torsdag d. 1. september 2011 Ved ankomsten til lufthavnen skulle al bagagen tjekkes på vej ud og vi skulle vise pas til en meget alvorlig og tavs uniformeret soldat. Mens vi ventede på bagagen, lagde vi mærke til at være de eneste europærer der. Dr. Lam som arbejder freelance for universitetet og UCC hentede os og tog os i Taxi med til hotellet. Der var godt nok et værelse til os men der var problemer med vandet og toiletterne. Lam fandt et andet hotel der gerne ville lade os bo 3 på et værelse, vi forstod at de ville skaffe en ekstra seng, men det viste sig ikke muligt. Det lykkedes at få noget ekstra sengetøj, så bliver det spændende og se hvordan vi kommer til at sove. Området lige omkring vores hotel er fyldt med små butikker og alle slags handlende. Der er også et stort marked, med masser af små boder med alt muligt lagt frem: plastik el metal fade lige midt i solen, støvet, regnen og osen fra de mange motorcykler, scootere o.l. Der var bl.a. fisk, sneglehuse, tudser, kød, øjne (ved ikke fra hvilket dyr, men der ligger bare en hel stak og kigger på en) og alverdens mærkelige grøntsager og frugter. Der er meget snavs og affald i gaderne og der løber små floder af blodigt og stinkende vand. Vi skiller os også meget ud her, vi har ikke set andre turister i området, og alle kigger og mange peger uhæmmet på os og griner. Vietnameserne er meget venlige og vil rigtigt gerne i kontakt med os, bare de passerer os på scooter, råber de halloo. Men der stopper det engelske så også ofte. Da vi skulle bestille aftensmad, var der 4 unge mennesker der stod og grinede og med fagter og en masse ord vi ikke forstod forklarede hvad vi kunne få at spise. Vi fik ris med en chillidressing til og en skive svinekød marineret i noget surt og sødt, lidt strimlede agurker og en skål suppe, måske var det løg der var i, måske vandkastanjer? Det blev Dong i alt, det er ca. 12 kr. Vi spiste det med en gaffel og en ske. Vi måtte smugkigge på de indfødte for at se hvordan man skulle klare det. Man stikker gaflen i kødet og bider af det. Det var stærkt, men smagte rigtigt godt og vi blev mætte. Restauranten er et åbent hul i en husmur, bagvæggen er et jerngitter og bag det står en gammel lastbil. Bordene er af stål, de er godt bulede, stolene er røde plastik taburetter, bukserne skal nok vaskes når vi kommer hjem. Vi fik også købt vand, tandbørste, shampoo, bodylotion og myggebalsam ved hjælp af tegnsprog og mange forsøg på at beskrive vores behov. Fredag d. 2. sep. Fra vores altan kan man stå og iagttage livet i gaden, og det er meget underholdende. Det er en slags helligdag i dag og nogle af butikkerne er lukkede, men slet ikke alle. Den skole, eller hvad det nu er, der ligger overfor hotellet, er lukket. Der er et mylder af mennesker og motorcykler alle vegne. Men da det er første hele dag er det jo ikke til at sige om det er det normale. Trafikken er 1

2 som en brusende flod af motorcykler og biler og mennesker imellem hinanden. Det er virkeligt et stort projekt at komme over en gade til fods. Motorcykler kan klare al transport. Babyer sidder i en højstol foran eller holdes på armen af den der sidder bagpå, 2-3 årige kan stå på sædet imellem mor og far så de kan se ud. Og materialer kan stables i det uendelige, fx et spisebord og 6 polstrede stole med armlæn. Motorcykler, knallerter og scootere blokerer alle fortove og er meget dominerende i trafikken og alle vegne. De tages gerne med ind i butikker, forhaller til hoteller og hvor der ellers er en ledig ½ kvadratmeter. Ligesom der tages middagslur af hele familier de samme steder, på plastik liggestole, stabler af et el. andet el. bare på gulvet. Man kan også sagtens sove på sin motorcykel, hvilket der er mange der gør (parkeret på fortovet). Børn transporteres også fint sovende på sådan en. Nogle har monteret en pude på styret så det er mere behageligt at tage middagsluren der. Der spilles kort el brætspil mange steder i butikkerne, på caféer og på fortovene. I dag har vi fået nudelsuppe til morgenmad, efter at have trasket rundt i gaderne i en time og udset os et sted hvor der så nogenlunde tilforladeligt ud. Det smagte rigtigt godt og jeg kan godt leve med suppe til morgenmad. Vi har været inde i centrum her til aften med taxi, det kostede derind og hjem for 8 personer. Vi har spist på fin restaurant til dong. Det er ca. 13,95 og er 3 x så meget som vi spiste for i aftes her ved siden af hotellet. Men jeg er stadig millionær. Hævede 2 mill. i gå r:-) Det er lidt svært at finde noget at spise, som man kan være sikker på er i orden, rent bakterie mæssigt. Indtil videre er vi alle OK. En almindelig kop kaffe er det ikke lykkedes at få endnu :-( Det vi fik på cafe efter at have peget på en kop med dampende kaffe, var is-kaffe, meget sødt stærkt og egentligt godt. Der var isterninger i, og det er jo ikke til at vide hvad de er lavet af. Det kaffe vi købte for at være nés-kaffe, er også noget meget sødt og stærkt kaffe. Vi har spurgt vores hotel mutter, hvordan vi kan få kaffe. Det lader ikke til at vi kan få det på cafeer, men må lade os nøje med det vi kan købe i supermarkederne, altså det søde stads. Og så vil hun koge vand til os! Hun er utrolig sød, smilende og hjælpsom. Da vi havde købt bananer og pomelon på markedet ville hun vide hvad vi havde givet for det, for at sikre sig at vi ikke blev snydt. Vi ville bare købe 3 bananer, men de troede det var 3 kg, da vi så prøvede at stoppe det, ville de give os 3 klaser. Det lykkedes os at standse ved 1,5 kg og vi var tilsyneladende ikke blevet snydt :-). Vi gav dong for dem og en pomelon, det er ca. 7 kr. og ikke helt for meget selv for en Vietnameser. I morgen vil vi tage til et stort marked inde nær centrum. Det skulle være en stor oplevelse og billigt. Der er ellers også flere markeder heromkring. I dag var vi på et i en gade nede ved floden. Der var høns som lå lige så stille og ventede på at blive slagtet (de var bundet sammen to og to i benene), der var frøer der var flåede men stadig hoppede, der blev slagtet og parteret på åben gade og blod flød sammen med skidt og møg i den støvede gade. Også her vækker vi opsigt, især da en af os skal holdes i hånd for at komme forbi et fad med flåede og stadig levende, temmelig store frøer, griner de højlydt og peger på os. 2

3 Lørdag d. 3. sep. Dagen starter med en løbe/gåtur over floden. Der er allerede god trafik kl Vi får hurtigt nok og er tilbage på hotellet kl Købte brød på vejen hjem. Spiser brød, bananer, pomelon og drikker sød kaffe. Kl er vi klar til marked, vi tager bussen derind. Det er en oplevelse. Det slingrer og bumper, og der er hårde opbremsninger og dytten. Folk holder sig fast så godt som muligt og har travlt med at komme af når bussen holder (hvis den da holder helt). Vi kommer hele frem og står af det rigtige sted. Vi er stolte af os selv. Markedet er stort og tingene hænger meget tæt. I starten er der lidt luft imellem menneskerne, men snart bliver der overfyldt og der er en skubben og masen. Vi passer godt på vores ting. Holder øje med hinanden og får shoppet en del. Vi prøver at prutte om tingene så godt vi kan og gør nogle gode handler, synes vi. Spiser på Frutty-frutty rigtig god mad og yoghurt is til dessert. Undervejs ser vi en kvinde der sidder på gaden og fixer åbenlyst. Hun gør det i hånden (og ikke et usynligt sted), hjemme i vores eget distrikt har vi set en mand der tydeligvis var påvirket af et el andet. Han blev hjulpet af sted af en anden mand og var helt væk. Vi undrer os over dette og tænker på, om stofmisbrug er almindeligt her og om stoffer er nemt tilgængelige. På vej hjem bliver vi enige om at gå. Dels fordi det er sundt og dels fordi vi tror vi bedre kan finde vejen gående end i bussen (det er svært at se hvor vi skal stå af, vi har ingen sikre pejlemærker endnu). Det skulle vi ikke have gjort. I et vejkryds på vej over fodgængerovergangen kommer en motorcyklist og kører inden om os selvom vi var så godt som ovre. Han snupper min taske som hænger om halsen på mig, og snoren knækker og væk er han med mit VISAkort og penge ØV. Det er en grim oplevelse, vi har det alle rigtigt dårligt bagefter og tager en taxi det sidste stykke hjem, vi vil bare væk fra det sted.(1-1½ km og vi havde været hjemme). Det bliver en mærkelig eftermiddag, med uro i kroppen og en følelse af at være spærret inde. For hvad skal vi gøre, hvordan kan vi passe bedre på os selv end vi gjorde? På markedet var vi meget bevidste om at passe på og holdt øje med hinanden. Men her blev vi distraheret af at vi var ved at blive kørt ned og af det helt uventede i situationen. Senere går vi (uden tasker el. penge) over i en lille bitte park vi har set og sidder og ser på familierne der hygger sig, kvinder der jogger, nogle der lufter hunde og andre der spiller badminton eller bruger de opstillede motionsredskaber. Der er en del overvægtige børn iblandt. Der er en ældre dame (kunne være en dement!) der bliver tages sig af, af en yngre mand, og en mand der cykler i en slags kørestol. På gaden overfor er der flere brudepar og mange fine gæster, der bliver fotograferet og ivrigt hilst på parrene. Det ser ud som om stedet er beregnet til bryllupper og kun bruges til dette formål. Det bliver hurtigt mørkt. Lidt over kl. 17 begynder det at skumre og kl. 18 er det så godt som mørkt. Tror det begynder at lysne kl. 4 om morgenen, det er i hvert fald der vores lokale haner 3

4 begynder at gale om kap. De sidder i hver deres kurv vendt på hovedet nede på gaden lige til venstre for hotellet.(set her oppefra altanen). Vi vover os også ud med lidt penge i lommen for at købe noget at spise til aften. Det går også godt. Vi køber ris med kylling og peanuts og soja hos den lokale gadesælger nede på hjørnet. Det koster ,00 og vi bliver mætte. Søndag d. 4. sep. I dag sov vi længe, til 9. Tøserne her er lige ved at tage billeder af deres lår, så det kan dokumenteres hvor meget farve de har fået i dag. Vi har fundet en tagterrasse her på hotellet og fået lov til at bruge den. Hotel mor Hien (udtales Haang) og hendes hjælpere synes godt nok, at vi er mærkelige at vi vil sidde der, men der er pragtfuldt. Støjen fra gaden kommer godt nok derop, men mere dæmpet og der er grønne planter der danner en bue hen over et bord. Der var vi i ca. 2½ timer og nød at kunne være ude, uden at være på gaden hvor der bare sker alt for meget på en gang, og hvor man går i snavs og affald og sik sak mellem parkerede scootere og motorcykler og diverse boder mmm Vi nyder det rigtigt meget efter at have følt os lidt indespærrede efter episoden i går. Kl.14 kørte Hien mig ind til politiet og hjalp mig med at anmelde tyveriet. Det er noget Dr. Lam havde bedt mig om at gøre, han har en tro på at de vil finde VISA kortet!??? Han mener at tyven kun vil tage pengene og smide resten, som nogen så vil indlevere på nærmeste politistation. Det tog 2 timer i alt incl. 2 x ca. 10 min kørsel på scooter!! Først kørte vi rundt indtil vi fandt det vejkryds tyveriet var foregået i, og så kørte vi rundt indtil vi fandt en politistation i nærheden, der var bemandet. Politistationen var en kultur-oplevelse af format. Kontoret var som butikkerne her, et hul i væggen som kan lukkes med metal låger eller gitre. Da vi kom ind var der 3 mand på forkontoret, "Kaptajnen" sad og sov hen over skrivebordet, de andre sad og røg og snakkede og så fjernsyn. Hien forklarede hvad vi ville, og den ene gik ind i et andet kontor, der var helt for nedrullede gardiner og hentede en 4. betjent. Så fik han hele forklaringen og bad Hien om at vise ham stedet, jeg blev beordret at blive siddende og så kørte de. Der sad jeg så med den sovende og flere andre betjente der kom og gik. Dem i græsgrønne uniformer var dem med stjerner på og noget at skulle have sagt, og dem i olivengrønne de menige. Da kaptajnen vågnede efter et kvarters tid, sagde han ikke et ord, så meget forsovet ud, rejste sig og strakte sig længe og gik ud på gaden, en af de græsgrønne sagde noget til en af de olivengrønne som straks kom og tørrede svenden af bordpladen hvor kaptajnen havde sovet. Der kom folk fra gaden ind og snakkede og nogle af betjentene kiggede indimellem ind på det tillukkede kontor, nikkede og smilede til hvem der så end var på den anden side. Der var 4 plastikstole boltet ind i væggen. På den ene lå en protokol af en art, på den anden stod en termospand med vand og isterninger i og oveni lå en kop som betjentene på skift gik hen og drak af. Jeg sad på en og på den sidste stol satte de folk der kom ind for at snakke sig på, alt imens betjentene skiftede kanaler på fjernsynet, åbenlyst og grundigt pillede næse og ellers bare daskede omkring. Da Hien efter knapt 20 min kom tilbage 4

5 skulle der skrives rapport. Jeg skulle skrive alle mine data, pas og visa nr. osv. osv. og skrive hele forløbet og beskrivelse af manden og af taske og indhold. Derefter skulle Hien oversætte det hele til Vietnamesisk og derefter gik betjenten i gang med at skrive det hele af. Undervejs stillede han uddybende spørgsmål til Hien som så spurgte mig. Så skulle der ellers skrives under både af mig og af Hien og af betjenten flere gange. Så skulle der stemples, og det var en alvorlig sag. Der skulle ligge et blad under papiret og stempelpuden skulle hentes op af skuffen. Stemplet af træ skulle op af en anden skuffe og duppes i puden mange gange og så blev der omhyggeligt taget sigte inden stemplet blev sat. Et andet stempel lidt mere moderne skulle så sættes nøjagtigt nedenunder det første. Derefter gik han ind på det mørklagte kontor og kom tilbage efter nogle min. Så fik Hien en kopi (tror jeg) og vi kunne tage hjem. Senere tog vi med bus til centrum for at finde et sted som Lonely Planet anbefalede, et sted hvor men kan få traditionel Vietnamesisk massage af blinde der er uddannet til det. Vi traskede rundt i 2½ time uden at finde det, selvom vi købte et kort og spurgte adskillige mennesker om vej... Vi opgav det og fandt et sted at spise suppe og ris og tog så en taxi hjem. Næste gang vi forsøger, tager vi en taxi. Det mest fantastiske var at vi fandt noget der ligner sort kaffe uden tilsat sukker og sidder nu på værelset med computere og KAFFE. DEJLIGT!! Mandag d. 5. sep. Hverdag og mandag. Trafikken er om muligt endnu mere hektisk og vejene tæt pakket, hovedsageligt med scootere og des lige. Denne første skoledag gik godt. Vi fik mail fra Dr. Lam kl. 23 i aftes om at han alligevel ikke kunne hente os, så vi skulle bare møde op Det gjorde vi så og fik rundvisning og introduktion til de forskellige Departements of Public Health. Det var 7 forskellige små bitte kontorer hvor der arbejdede imellem 4 og 10 personer. Når vi 16 studerende og Lam og et par andre fra universitet så også skulle stå derinde, blev der meget trangt og varmt. De fleste steder fungerede airconditionen ikke. Vi stod op imens de forsøgte at fortælle om deres respektive arbejdsområder i 3 timer, kun afbrudt af når vi gik videre til det næste kontor 2-5 m væk. Ikke alle var lige lette at forstå og det var svært at høre, dels fordi de var usikre på deres engelsk og på hvad de skulle sige og derfor talte lavt, og på grund af blæsere der kørte og larm fra gangen. Indimellem var der en livlig snakken på vietnamesisk. Alt i alt meget underholdende og meget trættende. Vi gik hjem kl og havde fri, resten af dagen. Det går lidt trægt med at blive integreret i det kulinariske. Nogen af os er noget forskrækkede og kan næsten ikke få sig selv til at spise deres mad. Der lugter altså også stygt mange steder og i aftes spiste hotellets personale rotte her nede i forhallen. Vi spiser bananer, Den leende ko (ost) og hvidt brød til morgenmad og det samme til frokost, men her til aften har vi fået ris med kylling. Det vil sige en stor skefuld klæge ris og et lille drys kyllingefilet i strimler, lidt hakkede peanuts, en lille smule kogte og syltede grøntsager og et stænk sojasovs over. Det hele i en æske der ligner dem man får burgere i, en plastiske ved og en elastik om og så med op på værelset. ( VND = 2,50). 5

6 Selvfølgelig kan man få alverdens dejlig mad her, og i alle prisklasser, bare ikke i den bydel vi bor i. Man skal ind til centrum og her om aftenen vil det være nødvendigt at tage en taxi. Det har vi også gjort nogle gange, men det bliver bare for meget i længden. Både økonomisk men også i tid og måske mest af alt det stressende ved alle gadesælgerne derinde, som overfalder en så snart man stiger ud. De små snuskede madsteder og de ufatteligt mange gadekøkkener (en blikkasse på hjul) er af meget forskellig standard, og det er få steder grøntsagerne er kogte el. stegte og de rå tør vi ikke spise (endnu). Og ris og kylling igen og igen bliver lidt ensformigt. Der er også lige det at i flere af de boder, ligger det kylling som vi gerne vil spise sammen med eller i hvert fald utrygt tæt på rå og ubestemmelige kødvarer (læs: øjne, indvolde og lign.). Så det er virkeligt spændende at finde mad ;-) Men kaffen virker nu. Vi har fundet ud af hvor vi kan købe noget der ligner nés-kaffe og vores hotelmor, Hien, som er utrolig sød og omsorgsfuld, insisterer på at koge vand til os. I eftermiddag gik vi en god tur ud af nogle veje vi ikke har været før. Vi kom over en bro til et område som var meget skummelt, så vi vendte hurtigt om. Der var både en flod med store palmer ved og en masse slum, blik- og papskure og forhutlede mennesker og bagved var et stort område der var ryddet for alt og var i gang med at blive bebygget. I det hele taget er det hele her en stor blanding af nyt og gammelt. Et flot 3 etagers hus med grønne planter på altanerne mm ligger lige op og ned af et faldefærdigt værksted hvor alt er sort og smurt ind i olie, taget ved at falde ned og åbent ud mod gaden og for øvrigt er fortovet og det første stykke af gaden en del af værkstedet. Vi gik hen i den lille park med motionsredskaberne og motionerede. Først var alle 4 redskaber optaget, så vi travede bare rundt på en oval sti ca. 100x 20m Men så begyndte det at regne voldsomt og så blev redskaberne ledige. Vi prøvede dem alle imens vi nød regnen og det forfriskende det gjorde ved luften. Bagefter gik vi hjem i bad og det var bare en dejlig fornemmelse bagefter. Vi har også nydt tagterrassen i dag. Nu må vi dele den med de andre der også har fundet derop :-) Vi har indtil nu delt en stor dobbelt seng og det er lidt for trangt. Men vi skulle lige være sikre på at vi ville blive boende her før vi købte en madras, det har vi så gjort i dag og håber at det hjælper på det hele :-) Hotellet ligger 12 min. s gå tid fra universitetet og hotel mor er engle sød og alle er super hjælpsomme, så kan man godt leve med at de ikke kan skaffe en ekstra seng. Endnu engang var vi til stor underholdning for hele district 8 (vores bydel), da vi travede igennem skrald og boder og scootere med en skummadras med baby-motiver på. Vietnameserne griner og peger åbenlyst af os. Tirsdag d. 6. sep. Skoledag. Vi trasker af sted i en lang række over broen, der er ikke rigtig plads til at gå ved siden af hinanden. Vi mødes i biblioteket, det er stort nok til at vi alle 16 + et par lektorer kan sidde der. Efter lidt intro går vi i vores grupper og taler med vores respektive vejledere om forventninger og planer for gruppearbejdet. Vi ender op med at prøve at lære hinandens sprog. Vi lærer at sige nej tak og varm kaffe uden sukker. Til gengæld lærer vi Dâng at sige tak og jeg elsker dig, han griner genert da vi foreslår ham at øve sig på en af pigerne fra den anden gruppe. Men det vil han ikke, han mener hun vil slå ham. Dâng er kun 23 år. Vi gætter ham til at være sidst i 20érne selvom 6

7 han ser meget ung ud, men på grund af at han har undervist ved universitetet i et år og har studeret i Japan i et år og rejst bl.a. i Europa. Han forklarer at det er normalt at man bliver hurtigt færdig med sin uddannelse, og at man for at få noget international erfaring læser et år i Japan, Australien eller USA. Både han og en anden underviser spørger om vi spiser godt og vi forklarer om vores udfordringer. Det endte med at Dâng tog os og de 4 fysioterapeutstuderende og to vietnamesiske 4. års studerende med på en kinesisk restaurant. Det foregår også med taxi! Det er fantastisk flot og Dâng bestilte lidt af hvert for at vi kunne smage noget forskelligt. Vi sad ved et rundt bord, med en drejeskive i midten til alle fadene med mad. De vietnamesiske studerende var virkeligt hjælpsomme og øste op til højre og venstre med deres spisepinde og rettede på mine spisepinde så jeg holdt ordentligt på dem. Da vi havde spist, så vi var ved at revne (og for under 25 kr. pr. mand), gik vi lidt længere ned ad gaden til en kaffebar. Den lå gemt lidt væk fra gaden og der var virkeligt dejligt stille og køligt. Her sad vi indtil vi næsten var ved at komme for sent til lecture in english kl (var på skemaet til kl. 14, men som så meget andet lavet om i sidste øjeblik. I morgen skal vi møde kl i stedet for kl. 8 som der står på planen, fordi kl. 8 er underviserens tid, kl. 7,30 er elevtid derfor :-)). Vi når det til tiden. Der sidder allerede ca. 20 studerende og venter. De rejser sig da vi træder ind i lokalet og bliver stående til vi alle har sat os. Vi er på 1. sal i Hall D der er aflange borde med smalle bænke uden ryglæn ved. Bordene er så lave at vi ikke kan få vores ben ind under dem. Der sidder 3-4 på hver bænk, det er tæt især i denne varme og lidt underligt, for der er rigeligt med bænke, men alle har samlet sig i den ene side af lokalet. Vi indtager noget af den anden halvdel. Efter ca. 20 min kommer underviseren og vi bliver budt velkommen og klappet af. Så går undervisningen i gang. Engelske for public health students på 3. år. Der kommer 4-5 elever mere i løbet af de første 10 min. herefter. Først virker undervisningen meget relevant, med undervisning i at kunne sammenstykke meningen af et medicinsk udtryk ved at dele ordet op i dets rod, dets præ- og post-stavelse. Men herefter deles der et undervisningshæfte ud, med en tekst som vi bedes læse, den er på ½ side, resten af de 1½ time hvor der undervises uafbrudt, stiller underviseren spørgsmål til denne tekst. De studerende rejser sig når de skal svare og er det forkert bliver de stående til en anden har svaret rigtigt, og først når de får lov til det, sætter de sig ned igen. Undervisningsformen, det at det er læreren der snakker næsten hele tiden og elevernes meget korte svar, får det til at virke som om det er på et lavt niveau. Selvom nogle af os prøver at markerer, bliver vi ikke draget ind i undervisningen. Selvom der er en stram disciplin lære og elever imellem, virker læreren meget mild og venlig, faderlig både med anerkendelse til de dygtige og en slags far er skuffet attitude når nogle svarer forkert. Efter 1½ time slår læreren over i en yderligere velkomst til os og vi bliver bedt om at sige noget. Vi fortæller lidt om Danmark og om os selv, hvad vi laver og hvorfor vi er her. Og så synger vi Der er et yndigt land for dem. Vi spørger om de har nogle spørgsmål, men de er meget generte og siger ikke noget. Vi stiller dem nogle spørgsmål, om de ved hvor Danmark ligger osv. 7

8 Så er det deres tur. Ca. ½ af klassen kommer op foran og synger en sang for os, med en slags dans til. Det er meget sjovt og de griner også selv meget. Trods opfordringer fra læreren er der ikke flere indslag, så han synger en sang for os på engelsk. Det er meget smukt. Onsdag d. 7. sep. Der er epidemiologi på skemaet og vi sidder igen i Hall D, denne gang er den bare stop fyldt af elever og fordi vi har tænkt at i dag vil vi ikke sidde og vente en ½ time på underviseren, ja så viser det sig at undervisningen er i fuld gang da vi kommer ti min. i otte. Vi klemmer os ind i bagerste hjørne og får nogle kopier af slides udleveret. De er på engelsk, men al anden undervisning er vietnamesisk og det er på nær et enkelt spørgsmål fra en studerende, enetale fra underviseren. Sveden løber i striber ned ad mave, ryg og ben. Luften står helt stille og er så tyk at den kan skæres i skiver, det på trods af to store blæsere i loftet der larmer så det er svært at høre andet. 1½ time ud i en køre. Selvom vi ikke forstår en pind af hvad der bliver sagt, er det meget interessant at være med til. Det hele bliver forklaret meget grundigt kan man se. Hver slides tager lang tid og læreren peger flere gange på det samme ord og er meget udtryksfuld i sit kropssprog. Igen er der denne autoritet blandet med den alfaderlige mildhed. Senere fortæller en af vores vejledere, at før i tiden var læreren som en far for de studerende, han var deres rollemodel, eleverne forsøgte at være og gå klædt lige som ham. Det er ikke helt sådan mere, men noget hænger der ved, stadig. Fordi der er så mange studerende, op til 400 til en forelæsning, bliver det sådan at det er de elever der er aktive og opsøgende i undervisningen, som læreren fokuserer på. Hvilket var tydeligt i engelskundervisningen. Torsdag d. 8. sep. Vi ser af og til rotter. De er store. Der er også nok af skidt og møg de kan rode i. Mange steder, på fortove, tage, terrasser og andre solrige steder tørres der forskellige ting og sager, vi kan ikke helt se hvad det er. Noget ser ud som ris, andet som nogle grøntsager som er trevlede. Noget af det som gadesælgerne gerne vil putte ovenpå vores ris el nudler, ligner de der trævlede tørrede tingester. Når man lægger de to første oplevelser sammen, vil man helst ikke opleve den tredje. Ismanden kommer hver morgen. Han har en trækkærre med store isblokke der er dækket af et par lag sækkelærred og presenning. Han standser ved hver lille gadesælger el. butik og saver en klods is af, lægger den på en sæk på jorden og deler den i mindre klodser som han putter i kundens taske el. fad. Denne is knuses senere og bruges i is-kaffen og andre kolde drikke. I dag vågner vi alle 3 med hovedpine. Det må være indeklimaet, det er ikke så nemt at styre airconditionen. Going to Department of Occupational and Department of School Health Viser sig at være at gå over i universitets laboratorium hvor vi får demonstreret diverse måleudstyr til måling af støv i rum og af lungefunktion. Laboratoriet er landets mest moderne, siger de med stolthed. Det har hvide flisevægge, nogle flise- og stålborde og vaske og ellers virker det helt tomt og bart. Der er en 8

9 professor der fortæller og forklarer på vietnamesisk, Dâng og Jân som sporadisk oversætter. Det lyder kun som om vi får ca. 20 % oversat. Så er der en ingeniør der demonstrerer, han taler til professoren som så forklarer og så bliver der oversat. Imens står en mand og ser til, og i det modsatte hjørne står to kvinder ved et bord. Det viser sig senere at de er ingeniører som skal vise os lungefunktionsudstyret. Når vi stiller uddybende spørgsmål, så som om apparatet kan skelne imellem forskellige partikelstørrelser, er det som om de tror at vi ikke har forstået og de forklarer forfra. Lungefunktionsmåleren er akkurat som vi kender dem hjemmefra. Denne er en transportabel model. Jeg prøver den, og har en fin lungefunktion, 120 %. Vi får anledning til at stille spørgsmål til professoren som har lavet en ph.d om stress blandt arbejdere. Han fortæller lidt om sine undersøgelser, og vi snakker også om arbejdsmiljø lov og hvordan de effektuerer den. Det er mest noget med at regeringen kan straffe virksomheden hvis de ikke efterlever den. Der er ikke fagforeninger som vi kender dem. Hver virksomhed har en forening. Det gælder kun de større og ikke de små skure vi ser her i vores distrikt. Det er meget svært at nå ud til de små med sikkerhedsforanstaltninger mv. forklarer Dâng med et genert smil. Vi går hjem og får noget frokost (bananer tror jeg) og en lille lur. Bagefter kører vi med taxi til børnehospitalet helt på den anden side af centrum. Det første der møder os ved indgangen er en livlig trafik af mødre med små syge børn på armene, ind og ud af taxier, fra den ene bygning til den anden eller bare op og ned af stierne. Da vi kommer ind i en bygning, der er modtagelse af børn der skal have lungefysioterapi, er der en frygtelig larm. Der kører et fjernsyn med reklamer for sundhedsprodukter, patienter bliver kaldt ind via en skrattende højtaler og der er adskillige børn der græder el. nærmere skriger hjerteskærende. Vi kommer ind og ser forskellige rum. Vi får et kig ind til de grædende børn, mindst 4 børn ml. ½ og 3-4 år behandles samtidigt. De bliver ikke talt til, bare behandlet. Det virker samlebåndsagtigt. Der er også en lille skole for de indlagte børn. De sidder pænt på deres små bænke og rejser sig da vi kommer ind. De bliver bedt om at sige god dag i kor. De er søde og meget betuttede. Derefter ser vi afdelingen for psykologisk hjælp til børn hvis forældre har AIDS. Her får man gratis behandling fordi kommunen finansierer projektet. Børn op til 5 år får gratis hospitalsbehandling, ellers skal man selv betale for behandling på hospitalet. Børn af forældre med AIDS bliver holdt ude af samfundet. De får ikke lov til at gå i skole eller deltage i aktiviteter sammen med andre børn. Det er ikke regeringen der har bestemt det sådan, men de andre børns forældre. Det er et meget stort problem i VN. Til sidst ser vi en afdeling for træning af autister, børn med ADHD og lign. Hele hospitalet er stort og flot udad til. Der er store grønne områder med legepladser i mellem bygningerne og legende børn og forældre myldrer på dem. Der tørres tøj på altanerne. Indvendigt virker det meget sparsomt indrettet og udstyret er primitivt. Det udstyr de har til at træne autister med er de puslespil og put i box som vi kender så godt. Men det kan måske også være lige så godt som alt muligt andet. Dem der viser os rundt ser ud til at være glade og stolte af deres afdeling. Da vi er færdige venter vi i ca. 20 min. hvor vi ikke ved at vi er færdige, fordi underviserne 9

10 snakker med personalet på hospitalet. De har det helt tydeligt rigtigt godt sammen og snakker og griner. Vi venter. Da vi til sidst spørger om vi skal videre, siger de at vi har fri. Vi får kaffe på et meget dejligt kaffested. En stor kop sort kaffe. Derefter tager vi til Shiatsu massage. En hel time bliver vi trampet og trykket på, hevet i og bukket sammen. Det er en virkelig god oplevelse. Bagefter er vi meget veltilpasse og afslappede. Vi spiser på en lille restaurant hvor menu kortet er mega langt. Der er Vietnamesisk, Italiensk, Mexicansk mm. Jeg får stirred aubergine with onions og ris. Det er godt. Dejligt med nogle grøntsager. Fredag d. 9. sep. Vi deltager i 2 timers undervisning sammen med the young staff members om Research Methods og har derefter 2 timers evaluering af ugen og planlægning af næste. På vejen hjem over broen overhaler vi en mand, da jeg passerer ham siger han en hel masse på hvad der for mig lyder som vietnamesisk, der er nok også noget engelsk i, det eneste ord jeg forstår, er nationalitet. Jeg fortæller ham at vi er fra Danmark. Hvordan det end kan lade sig gøre med sprogbarrieren lykkedes det at fortælle hvor længe vi skal være her og hvor gammel jeg er (det er noget de spørger meget om, selv taxi chauffører). Han spørger også hvor mange sprog jeg taler. Manden fortælle så mig at han er 87 år og taler fransk. Han går fint, kun lidt slæbende på det ene ben, har en rank holdning, hans ene øje ser blankt ud, han er gråhåret, ellers ser han rask og frisk ud. Er meget smilende og glad for samtalen. Hjemme igen gik vi (ca. 10 piger) på tagterrassen og solede, spillede yatzy, læste og snakkede. Derefter tog nogle en taxi til centrum for at købe en is og andre sover. Så jeg nyder det alene (sammen med lyden af scootere, dytten, haner der galer, vinden der blæser og får palmer og andre planter til at rasle, og en summen af menneskemylderet på gaden). Vi har haft et par dage hvor vi har fået lov at oplev hvad regntid vil sige. Der har ikke været ret meget sol, men dog en smule indimellem. Det har været varmt og trykkende med høj luftfugtighed og så næsten uden varsel vælter regnen ned, scootere standser i præcis så lang tid det tager at få et regnslag på, gadekøkkener får regnslag på eller køres i læ, gående går ind i butikker el under halvtage eller tager regnslag på, eller som de dumme turister - går videre og nyder afkølingen :-) Der har været nogle gigantiske lyn, ikke så mange tordenskrald, bare en langvarig rumlen i det fjerne. I dag har solen skinnet hele formiddagen og gør det også delvist nu (ca. kl. 14), men der er igen noget på vej, for det er blæst kraftigt op. Super behageligt at blive pustet i hovedet med 32 gr. varm luft. Jeg ser ingen termometre her, så det er svært at sige. I aftes syntes vi det var køligt, men vi gik også i shorts kl. 22, så måske var den nede på 28 :-) Regnen kom da vi skulle af sted ud og spise til aften, det er voldsomt meget vand der kan komme i løbet at kort tid. Vi spiser på en italiensk, det ku man jo have gjort hvor som helst, men der er meget hyggeligt. Vi sidder ude under et halvtag i en slags gård. Inde i midten er der åbent og her vælter regnen ned. 10

11 Jeg får aftenen for mig selv, da de andre er taget videre i byen. Fra altanen kan jeg observere at der hen over midnat bliver tyndet lidt ud i scooterne på gaden. Lidt! Jeg snakker lidt med Hien. Hun er single og har sin familie i en anden del af landet. Hun har ingen faste fridage, men kan sige til hvis hun skal noget, ellers arbejder hun her, som hun siger mens hun griner genert. Hun tager på besøg hos familien en gang om ugen, med bussen. Her kører hun på scooter. Vi ser hende på alle tider af døgnet. Om morgenen når vi løber/træner eller bare går efter brød ligger hun og sover, enten hen over 4 spisestuestole eller på gulvet i forhallen. Der er stålgitter for døren, så hun må op og lukke op. Hun sender os i skole, og hun er der når vi kommer hjem, hvad enten det er tidligt eller sent (også kl. 03 nat). Hun laver mad til sig selv og mindst 3 andre ansatte her i hotellets køkken. Forhallen er et åbent rum og indeholder det hele. skranke, kontor, spisestue, opholdsstue, akvariefisk, buddhistisk husalter, køkken og fjernsyn som kører uafbrudt. Lørdag d. 10. sep. Jeg tager min morgenkaffe og to bananer af den mindste slags med op på tagterrassen. Derefter går jeg en tur i området og ender på en fiskerestaurant kl Der er to meget hjælpsomme mænd der bestemt mener at jeg skal bestille en øl. Til sidst må jeg meget bestemt og med begge arme sige NO. Så får jeg lov at få min fiskesuppe uden øl. Da suppen er meget lille bestiller jeg en grøntsags ret bagefter. Det er meget lækkert og jeg behøver ikke mere mad foreløbigt. På vej tilbage farer jeg vild, jeg er ellers ikke nået ret langt væk synes jeg. Men det tager over ½ time at finde den rigtige vej tilbage, ved hjælp at visitkortet og nogle venlige vietnamesere. Vi er 7 der tager til byen for at se lidt så seværdigheder. Det bliver til Jadekongens tempel, domkirken og posthuset som er meget stort og flot. Derefter går der total shop amok i pigerne da vi finder Diamond som ligeså godt kunne have været et storcenter i London eller København. Vi finder et supermarked, køber ind og tager hjem til hotellet. Dâng og nogle af hans venner har inviteret os ud om aftenen. Vi bliver hentet her kl. 20. Der er lidt misforståelser, fordi han har skrevet at han ville bestille bord har vi troet at vi skal spise sammen, men det var ikke hans plan. Man da vi 5, der tager med, ikke har spist endnu tager han os til en vietnamesisk restaurant. Det er rigtigt godt at have dem med (de er 3 i alt) for nu kan vi få forklaret nogle af retterne. Også mens vi spiser hiver vi det ene efter det andet op med vores spisepinde og spørger what is this? Standardsvaret er banan. Man bruger banan blomsten, tørre umodne bananer, noget der kommer helt fra toppen af banan palmen og meget mere. Derfra tog vi hen i en gade hvor der blev solgt alt muligt lysende og glimtende legetøj og lanterner i alle afskygninger. Det er sidste aften inden den aften hvor det er mid autumn festival så der er gang i boderne. Det er næsten umuligt at bane sig vej igennem. Det var Dângs plan at vise os der hvor han og hans venner oftest hænger ud. Men det er lukket i dag, fordi visepremiereministeren er død og skal begraves i dag, så er det besluttet at alle underholdningssteder skal være lukkede. I stedet tager han os med til et andet sted som han tror, er åbent, det er det ikke af samme årsag Så vi han tage os til et sted at få kaffe, men 11

12 klokken er 22,15 og vi skal tidligt op i morgen og bliver enige om at vi bare må gøre det om en anden gang. Søndag d. 11. sep. Kl mødes vi med en studerende fra engelskundervisningen foran uni. og tager i taxi til børnehjemmet. Der er kun 11 km, men det er igennem byen så det tager ½ time. Fremme ved stedet går vi igennem en smal gyde ind til børnehjemmet. Det er et smalt, højt hus (som de fleste andre her) 4 etager + tagterrasse. Her bor 50 børn i alderen 0-15 år. Forhallen er pakket med scootere og cykler (som alle andre forhaller). Vi stiller skoene og kommer ind på et lille kontor hvor vi bliver budt velkomne. Derefter får vi rundvisning. Hver etage er lille bitte med en smal gang til begge sider for trappen og små rum på begge sider herfor. Der er en skolestue, en kirke sal og et malerværksted på hver 8-12 m2. Der er et rum med to køjesenge i til de store drenge. Der er to legerum til de mindre børn, de er måske m2 max. Her sover de også på gulvet. Det eneste legetøj er nogle plastik scootere! Måske 6 i alt. Der er et rum til de helt små, her står 6 tremmesenge uden madrasser i, så tæt at man skal kante sig igennem. På en repos står 4 babysenge og en babyhængekøje, på gulvet sidder en ung pige og giver et meget lille spædbarn flaske, barnet ligger på gulvet imens. Et baderum og pedaltiolet til hhv. piger og drenge er her også. Flere og flere børn følger med os, rører ved os og ved alting vi har. Mit navneskilt bliver behændigt afmonteret og er på vej væk sammen med en lille dreng. Mange er allerede på arm eller holder i hånd. På tagterrassen skal der pyntes op med lanterner og da vi er højere end vietnameserne, er det os der skal hænge dem op. En af fyrene fra engelskklassen går i gang med programmet, han er en fantastisk entertainer og får alle til at deltage. Vi leger en masse lege og synger. En af legene fordrer at man forstår hvad der bliver sagt og vi bliver dejligt til grin. Børnene får moon cakes og flere andre slags kiks og kager og slik. Vi smager en lille bid af moon cakes ne det er rigeligt! De er vist lavet af bønner og en masse sukker og så er der en kerne af??? i midten som er orange. Der er flere af børnene der ikke har noget sprog, nogle er døve og nogle er måske bare generte, men kropssprog og fagter kan sagtens sige her vil du ikke have en kage nå ikke, men så tage en alligevel og giv den til mig og det gjorde vi så, det var fantastisk at se dem guffe i sig og gemme i blusens folder el. i poser og papæsker de var hurtige til at få fat i når tingene blev pakket ud. Nogle af børnene optrådte med rulleskøjtenumre, hullahopringe og et helt akrobatisk balance nummer. Det var virkeligt flot. Alt imens gik børnene fra den ene til den anden, sad på skødet, kravlede rundt, pillede ved alt og blev nusset og aet. Der kom andre gæster som også havde kager og mælkedrikke mv med. Så det blev en stor fest. Pludselig skulle alle de mindre børn nedenunder. De skulle have frokost og så sove til middag. Lidt senere forsvandt de lidt større osv. Til sidst var det vores tur, vi kom ned på 1. sal hvor der var øst op til os på grønne plastik tallerkener. Ris, lidt skrællede agurker og en skive stegt kød. Hertil en 12

13 skål kold suppe. Så skulle vi også have middagshvil på tagterrassen. Vi lagde os eller satte os, og straks kom nogle piger (vel omkring 8-10 år) med puder og tæpper til os. Kl var det meningen at vi skulle tage dekorationerne ned igen og hænge dem op på børnenes værelser, men da børnene stadig sov tog vi hjem. Vi fik hver en lanterne og en moon cake af de studerende fordi vi var taget med dem derud de er meget søde. Jeg fik snakket en del med en af de studerende, en pige der hedder Lân. Hun fik min og vil skrive når vi er kommet hjem. Da vi skulle spise ville vi gerne have vasket vores hænder. Det syntes de var meget morsomt, vi stod pænt i kø alle 10 i køkkenet og vaskede os grundigt. Vi var så klistrede at havde vi taget fat i skeen med de hænder havde vi ikke kunnet slippe den igen. Der var ingen af de studerende fra engelskholdet der fulgte vores eksempel, de grinede bare. Selvom alle havde bare tæer inden døre og der blev fejet imens vi var der, var vores tæer rigtigt ulækre at putte ned i skoene da vi skulle hjem. Vi gik også direkte i bad og vaskede alt vores tøj. Og nej det var ikke hysterisk, det var nødvendigt. Vi forbereder oplæg til onsdag og spørgsmål til i morgen og skriver dagbog resten af dagen. Dagbog 12. september 2011 Første programpunkt i dag var besøg på fakultet of Nursing. Vi blev modtaget af lederen af sygeplejeskolen. Hun fortalte om uddannelsen og vi stillede supplerende spørgsmål. Hun var også meget interesseret i at høre om forholdene i Danmark. Der er ca studerende i alt. Der er både sygeplejestuderende, fysioterapeutstuderende, tekniske og andre lignende stud. på stedet. I år er der års- studerende og års studerende der bliver færdige. De 4 års-studerende er færdige med deres BA. De 2 års skal ud og arbejde som sygeplejersker i 3 år og så tilbage på skolen i 3 år før de er BA er. Der lægges stor vægt på det tekniske og de studerende skal have bestået alle de tekniske eksaminer inden de kan komme i praktik på sygehuset. Det er for patientens sikkerhed og fordi der ikke er sygeplejersker nok til at de kan oplære studerende. En sygeplejerske har gerne 10 patienter hver dag. Hun arbejder 8 timer hver dag, 5 dage om ugen og i skiftende vagter. Dag, aften og nat. En nyuddannet BA sygeplejerske kan tjene 200 USD, efter 6 mdr. stiger hun i løn og derefter stiger hun hvert 3. år og kan med tiden komme op på 500 USD (hvilket er en god løn). Vi så biblioteket, som var pænt men lille i forhold til skolens størrelse. De studerende låner alle deres bøger der, de køber dem ikke. Vi så en bog med V. Henderson! Men fik desværre ikke opklaret om de brugte hende, men mon ikke de gør når de har bogen? Deres learning Lab var noget større end vores især i loftshøjde. Et stort rum med fliser på gulv og vægge og med gitre for de meget høje vinduer. Der var senge med dukker i og løse arme til at lægge drop i mv. Der var eksamen (dem har de af hvert år). Hvert eneste emne afsluttes med en eksamen og den skal 13

14 bestås om end det tager 6-7 x at nå dertil). De studerende sad på rad og række i gangen og ventede og kom efter tur ind i rummet hvor der var 6 stationer med forskellige opgaver der skulle løses. En dukke skulle have lagt sonde, der skulle gøres klar til en injektion, en arm skulle forbindes, klargøring af noget der lignede en steril procedure osv. der sad 3 observatører der hver hold øje med to studerende og noterede og kommenterede. Døren stod åben og vi kunne kigge med og fotografere! Vi sluttede allerede kl og skulle først møde igen Jeg tog en rundtur i vores bydel. Kom lidt længere ud af en vej end vi før har været. Det var noget trist og ensformigt. De har det med at lægge den samme slags butikker el. værksteder o. lign. lige efter hinanden. Her var det værksted efter værksted, det ene mere sort ende det andet og så der midt i snavset var der en stor bygning med store låger for hvor der i sølv stod Jesus. Ved at kigge ind imellem tremmerne kunne jeg se en stor flot kirkesal inde bagved. Der var nogle 2 m høje figurer af Jesus og en af disciplene tror jeg (de stod med ryggen til mig). Under dem var der sat blomster. Da det blev for snusket den vej ud og det er umuligt at finde andre veje hjem end den man kom af, vendte jeg om og gik tilbage til parken hvor jeg havde alle motionsredskaberne for mig selv indtil der kom en flok skolebørn og legede med mig. De ville gerne snakke, men da vi havde sagt hallo, how are you Thank you, I m fine, how are you? I m fine ja så kunne vi ikke komme længer. De grinede og løb. Jeg fik trænet i 50 min i bagende sol og var driv våd af sved. Hentede 10 l vand med hjem fra vores købmand (som er en sød dame). Vi tog taxi til centrum hvor vi skulle møde på Center for Education. Da vi var næsten fremme fik vi besked om at det var aflyst. Vi tog i stedet på PHO2000 og fik vietnamesisk frokost. Ris med beef og tofu, spist med pinde selvfølgelig, og med iste til. Der var en del grøntsager i! Godt! En bager med groft brød bliver lige ribbet for alt mørkt brød, og så tager de andre hjem. Jeg tager hen og får en gang ansigts og fod massage. Det er enormt afslappende og jeg når at falde i søvn flere gange i løbet at de 1 ¼ time det varer. Bagefter tager jeg en kop kaffe på en lille café overfor. Det går i begyndelsen ret fint med at afvise og ignorere de gadesælgere der overøser en med gode tilbud. Men så kommer der en pige med en lille dreng på 1 år på armen. Han er så charmerende og dejlig, så det ender med at jeg køber et armbånd til fuld pris VD (10 kr.). Men det har alle de andre sælger set, så nu er freden forbi. De er ikke til at standse i deres tiggeri om at købe af netop dem. Samtidigt kommer en mand som er for nærgående. Så jeg går, kan da heldigvis gå hurtigere end de kan på deres korte ben og med deres omvandrende souvenir butik. Jeg finder tilbage til mainstreet og tager bus 1 hjemad. Der er så voldsom trafik at jeg dårligt kan se den tankstation lige fremme hvor jeg skal af, for at gå den sidste km hjem. Det ser ud som om at det er totalt umuligt at kommer over vejen, men så alligevel, lige pludseligt er der en åbning og det lykkes. Endda 3 gange inden jeg er på hotellet. Det er mandag, det betyder at der er 2 pizzaer for ens pris på PizzaHot. = pizza til aften. 2 tager af sted og henter Pizzaer til hele holdet. 14

15 Så er der mail fra Mr. Truc fra uni om ændringer til i morgen, men vi skal stadig møde kl. 7, så nu er det i seng. Tirsdag den 13. sep. Vi skulle have været til Binh Duong Province med det er ikke lykkedes at få de nødvendige tilladelser. Derfor skal vi i stedet til et behandlingshjem i Mai Hoi for terminale AIDS patienter der ingen familie har, samtidigt er det et hjem for disses børn. Vi mødes ved UNI kl Der holder en bus klar og venter på os. Mens vi venter på de sidste undervisere der skal med går vi på indkøb for at have noget med til børnene, slik, kiks, nudler, malebøger og farver bliver det til, og kl er vi klar til afgang. Vi skal kun km får vi oplyst, men det tager 2 timer. Trafikken gennem byen er kaotisk. Undervejs samler vi Dr. Lâm op. Der er stor forskel på de forskellige distrikter i byen. Vi kommer igennem distrikt 10. Her bor plantemarkederne og her er midterrabatten flot dekoreret med formklippede træer og buske. Her ud til hovedvejen ser der renere ud. Efter noget tid kommer vi ud på landet. Det er helt anderledes dejligt grønt. Rismarker, bambus skove, palmer, marker med køer (de ligner danske røde malkekøer) og her er vandbøfler, høns og noget der ligner hvide storke. Husene her er lige så forskellige som i byen. Der er flot udsmykkede paladser og blikskure og alt derimellem, fælles for dem alle er at de er helt smalle ud til vejen og lange ind i landet. Her er store åbne huse, der kun består af stolper og et tag af kokospalmeblade. Inden under hænger adskillige hængekøjer, måske en middagslursplads for nogle arbejdere der ikke kan komme hjem i middagspausen?? Efter at være kørt forkert og vendt om på den smalle landevej kommer vi til Mai Hoi. Det er en smuk bygning med en flot plads foran med grønne planter og flot stenbelægning. Det hele er hegnet forsvarligt ind. Indenfor i en hall bliver vi modtaget at bestyreren. Hun er en lille ydmyg kvinde der ikke er helt ung mere. Stedet startede i 2001 og hun har været leder i de 10 år. Der er strenge adgangskriterier for at komme ind. Personalet tager ud og besøger patienten på det hospital der har anvist dem (de har samarbejde med 3 hospitaler i HCMC). Ved den samtale skal patienten indvillige i at overholde de regler der er på stedet (der må ikke indtages alkohol, ikke ryges tobak og ikke tages stoffer). Man må kun få besøg 2 x om ugen). Man finder også ud af om patienten har familie der kan tage sig af dem. Har de det kommer de ikke i betragtning. Det gør de heller ikke hvis de har taget stoffer inden for de sidste 14 dage, da personalet ikke er uddannet til at tage sig af afvænning og abstinenser mv. Vi kommer videre ud i en dejlig åben have med mange planter og blomster. Her ligger 4 huse. Det første indeholder 2 skolestuer, et læge rum, et værelse til 6 børn i køjesenge med tilhørende badeværelse og en forhal med køkken i. Der er undervisning i klasse værelserne, og vi hilser kort på de generte børn. Det næste hus har 3 børneværelser hvor der er senge til 5-7 børn i hver, det ene har tremmesenge. Her er også et toilet. I det største rum sidder to små børn og tegner. Her er rent og pænt, lyst og luftigt. Der er ens, meget sødt sengetøj på alle sengene. Det 3. hus er kvindernes hus. Der ligger 3 kvinder og ser fjernsyn. Vi taler med den ene. Hun har været her i 8 måneder. Hun fortæller at dem der er for dårlige til at gå oppe, ligger i sengen hele dagen og får bragt deres mad, dem der kan noget, hjælper til på hjemmet med rengøring eller hvad de nu kan selv. Hun har selv fået det meget bedre efter at være kommet hertil. Der hænger et kors ved 15

16 hendes seng, der hænger billeder af Jesus eller kors ved manges senge. Derudover er der ikke billeder eller dekorationer, her er meget enkelt. Vi spørger om hun er religiøs, hun svarer at udenfor er hun buddhist, men her er hun ingenting. Lederen lægger vægt på at det ikke er et religiøst sted. Det sidste hus er mændenes hus. Her snakker vi med en mand der siger at han kun har været der i en måned, men lederen fortæller at han har været der i et år. Han har været hårstylist (hvisket man fornemmer af hans meget flotte hår) og har lavet hår på mange kendte, bl.a. Miss Vietnam. Han kom til lægen med en anden lidelse og fik så at vide at han havde AIDS. Hans sønner brød forbindelsen med ham på grund af det, og han savner dem. En ung mand går og lægger lagen på en seng, det er tydeligt at han ikke har mange kræfter, lederen giver ham en hånd imens hun snakker lidt med ham. En tredje mand ligger slapt hen, han er kun skind og ben og hans hoved ser alt for stort ud. Trods dette ser han afslappet og afklaret ud. Imens vi taler med den første mand har lederen stået hos ham, holdt ham i hånden, aet ham og snakket med ham. Nu siger hun at han gerne vil synge en sang for os. Han har engang været en berømt sanger, været meget populær hos kvinderne og sunget for de kendte. Han synger med en næsten uhørlig stemme og kan næsten ikke få vejret. Han er ikke tilfreds og beder om hjælp til at komme op at sidde, for at kunne gøre det bedre. Han synger vietnamesisk på melodien til Happy Birthsday. Det bliver en smule bedre og han lægger sig udmattet ned igen. Lederen er chokeret, han har virkeligt været godt til at synge, siger hun. Nede bagved de fire huse ligger et vaskehus og allerbagerst i skyggen under træerne fra gummiplantagen der omgiver grunden, ligger et kapel. Her bliver de døde patienter lagt indtil de (hurtigt efter) bliver brændt. Asken kommer i en lille bitte kiste. Hvis der er noget familie til afdøde kommer asken hjem og stå hos dem. De andre kommer til at stå på hylder i vægen udenpå kapellet. Der er allerede mange der. Nogle af de 20 børn der er her, har deres liggende forældre her. Her er flere køkkenhaver, et vandløb med en bro over til en overdækket plads med borde og stole og mange bænke imellem blomster og buske langs med de røde flisegange. To drenge på 6-7 år går med hinanden om livet og griner og de to små der tegnede før løber omkring en kvinde der luger. Her er så stille og fredeligt, frodigt, pænt og rent. Her kan man virkelig tale om at det ånder af fred og idyl hvilket kan lyde mærkeligt i så dystre omstændigheder. Man får virkelig det indtryk at alle har det rigtigt godt og at der bliver givet en masse kærlighed til alle på dette sted. Lederen fortæller at det er meget svært for nogle af patienterne at holde sig til reglerne. Nogle får smuglet stoffer eller alkohol ind, andre sniger sig ud til den nærmeste landsby om natten for at få fat i noget af det de er afhængige af. Hvis de gør det får de ikke lov til at blive her. Her er plads til 30 patienter, lige nu er her kun 17. Vi undrer os over dette, og får at vide at de ikke vil gå på kompromis med reglerne og deres optagelses krav selvom der er ledige pladser. Lederen understreger meget at det altid er bedst hvis patienterne har familie der kan hjælpe dem og patienterne skal accepterer reglerne, de har ikke resurser til andet. 16

17 Gaverne vi har med afleverer vi til lederen og vi får ikke lejlighed til at snakke eller lege med børnene, hvilket vi ellers var forberedte på. Efter to timer tager vi derfra igen. På vejen holder vi ind ved et spisested. Det er en bambushytte uden vægge og med tag af kokospalmegrene. Her sidder vi på små plastikskamler ved et lavt bord og spiser pho vietnamesernes foretrukne ret, nudelsuppe! Det er Lâm der har bestilt det til os alle. Det er nu en rigtig god en af slagsen, denne pho. Tilbage i bussen får vi valget imellem at komme hjem eller ud til the Cú Chi tunnel. Vi vælger det sidste :-) Det er de tunneler vietnameserne gravede under Amerikanerkrigen (det vi kalder Vietnamkrigen). Det er meget spændende og fint lavet. Vi er der i et par timer og kører så tilbage til HCMC og bliver sat af ved hotellet kl. 17. Det har været bagende sol hele dagen og vi har næsten ikke været ude i den, så vi skynder os op på tagterrassen for at nyde den sidste times sol. Trætheden melder sig og nogle tager en lur, jeg går en tur i kvarteret, eller rettere forsøger. Der foregår et el andet i aften. Det er ekstra varmt i aften og alle har gang i noget med en kurv af papir med nogle kopierede pengesedler, farvede papirer og kager i. Sammen med det er der røgelse der brænder. Der er så meget trafik i vores lille gade at jeg opgiver at prøve at krydse vejen. Derfor bliver det kun til et forhindringsløb op og ned ad fortovet. Jeg vælger at se lidt på det lokale udbud af tøj. Efter et par forsøg viser det sig at her har de kun vietnamesiske størrelser. Tilbage på værelset er der dømt forberedelse til fremlæggelsen i morgen. Vores gruppe skal tale om dansk kultur. Vi har byttet pladser, så nu er det min tur til at sove på madrassen på gulvet. God nat. Onsdag d. 14. september 2011 Formiddagens timer er aflyst, så vi sover længe og tager til et marked i distrikt 7. Det viser sig at være et storcenter. Vi får shoppet lidt og glæder os til at nyde en is-kaffe inden vi skal tilbage. Det der dog en skuffelse, det smager rædselsfuldt. Kl sidder vi klar uden for Hall B hvor vi iflg. Skemaet skal fremlægge. Der sidder allerede mindst 100 studerende derinde og panikken breder sig. Vi havde ikke forventet at det var så mange vi skulle fremlægge for. Heldigvis er det i Hall E vi skal være og der er kun 30 studerende. Vi bliver budt indenfor og bedt om at blande os med de vietnamesiske studerende. To af dem er kendte ansigter, da det er dem der var med os og Dâng på kinesisk restaurant. Thau (det betyder bogstav)er en af dem, hun er meget interesseret i at snakke og høre om Danmark. Vi snakker, en studerende forbereder vores power-point på computeren, en anden sørger for mikrofon og en ansat kommer med et glas kold grøn te som sættes på katederet. Kl kommer underviseren. Alle rejers sig, vi sløve danskere får lige et lille puf af sidekammeraten, så vi kan få lettet os i tide. Der er omgående ro i klassen og efter en meget kort introduktion kommer vi på med vores 17

18 præsentation af den danske kultur. Vi fortæller om flaget, viser et kort over landet, har forskellige facts om befolkningen og måder vi lever sammen på. Vi har billeder af kongefamilien, Nyhavn, den lille havfrue og vores foretrukne befordringsmidler (ikke så mange scootere som her). Så fortæller vi kort om hvad vi spiser, om jul og fastelavn og om de 4 årstider (her har de kun 2). Vi runder af med noget om sport og dertilhørende øl. Det sidste billede er en mand med ølvom og vi advarer om, at sådan kommer man til at se ud hvis man drikker for mange øl. Derefter fremlægger de 3 andre grupper om hhv. det danske sundhedsvæsen, ernæring og det danske uddannelsessystem. Underviseren stiler en del spørgsmål og vi svarer så godt vi kan. De vietnamesiske studerende skulle også have fremlagt noget for os, men de har ikke fået det at vide i tide, i stedet har de planlagt gæt og grimasser og andre lege og de har købt gaver til os. Vi skal bla. a. lære at sige i eftermiddag køber vi en pomelon på vietnamesisk. Det er 5 ord, hvor de to første og to sidste udtales næsten helt ens men staves vidt forskelligt og derfor er svært selv for en vietnameser. Vi består dog prøven og får alle en gave der er pakket fint ind. Jeg tror at de har haft en med hver. Det er meget rørende. De synger også for os. Thau synger solo. En dreng synger for på en vietnamesisk fælles sang og en anden på en engelsk. Så vil de også have at vi synger for dem, vi synger kvinde min jeg elsker dig. Så tager underviseren over og snakker en hel masse om alt muligt. Øko-turisme, fri kærlighed og kæledyr på hospitaler og om sin egen datter som er autist, men han har kureret hendes autisme ved at anskaffe en lille hund. Efter i alt 2½ time uden pauser på de hårde bænke i bagende varme med larmen fra blæserne og fra undervisningen via højtaler på den anden side af gangen får vi fri. Vi går ind til centrum, henter en kjole hos skrædderen, spiser stegte ris med kylling, får hævet nogle penge og tager en taxi hjem. Så skal der pakkes til i morgen hvor turen går til Mekong deltaget. Vi regner med at blive der til søndag. Dagbog torsdag d. 15. sep. Vi stod op kl og mødte kl på UNI. Allerede efter 10 min kørte vi, denne gang en anden vej ud af byen. Det blev hurtigt meget mere grønt, med marker og palmetræer. Vi kørte på Vietnams første og indtil videre eneste highway, den er kun et år gammel og meget bumlet. Det virker som om der kun er to muligheder på pedalerne i bussen; fuld gas eller bremsen i bund. Efter at vi mange gange er fløjet op til en meter op i luften og er kommet med høje udråb, gasser chaufføren dog lidt ned ved de næste. Kl er vi fremme ved hotellet vi skal overnatte på. Det er ikke spor hyggeligt, her lugter af mug og der løber gekko er op og ned ad væggene, også indenfor (på vores eget hotel har vi 17 gekkoer, de sidder udenfor på nabohusets væg, og de er der altid alle 17!). De to mænd i badetøfler og ternede boxershorts kan ikke et ord engelsk og vi savner allerede vores Hein. Nå men det gør ikke så meget for allerede 9.30 skal vi videre til et andet (flot og dyrt hotel) nede ved floden. Her skal vi møde den daglige leder af et projekt i Can Tho der hedder CARE. Det er et 18

19 projekt som er støttet af den Australske regering og som stræber efter at forvandle mennesker der er udsatte i forhold til at blive smittet med eller er smittet med hepatitis, Hiv og STD ved at styrke dem (empowerment). Det gør de ved at opsøge prostituerede og stofmisbrugere og hjælper dem til at stoppe deres risikoadfærd, eller hvis de ikke kan el. vil det, hjælper dem med at minimere smitterisikoen. Bl.a. laver de forhandlingskurser for de prostituerede for at de kan overbevise deres kunder/partnere om at de skal bruge kondom. For dem der kommer ud af deres misbrug har de nogle centre hvor de kan komme og få uddannelse, mikrolån til at starte virksomhed og støtte til at blive ude af misbruget. Efter frokost og en kort middagspause på hotellet (Vietnameserne kan ikke undvære deres middagslur) kørte vi til et samfundscenter/medborgerhus. Der var medarbejdermøde, så vi fik hilst på alle medarbejderne og fik fortalt om deres aktiviteter. Det lå dejligt fredeligt og var småt og enkelt. For ikke at opholde dem i deres møde kørte vi hurtigt tilbage til deres hovedkontor og så deres faciliteter der. Pænt og meget småt. Så småt at vi ikke ville kunne sidde ned alle sammen, derfor kørte vi til det store hotel igen og fik kaffe og fik stillet en masse spørgsmål til lederen. Kl da vi var færdige der, gik vi lige over vejen til floden og steg ombord i en båd. Den tog os med på en sejltur på floden. Det var storslået. Her var både til alle formål. Hus-, handels-, jordtransport-, fiske- og turist både. Tankstationen var også flydende og her var det hele; både brændstof og velassorteret kiosk. Desuden boede hele familien der også. Der blev hevet vand op af floden og vasket op på dækket, vasketøj hang langs blik væggene og hængekøjer hang imellem benzinstandere og kioskvarer. Langs bredderne var der meget slum og fattigdom, men også dejligt grønt indimellem. Og så pludseligt lå der et pænt hus indimellem her og der. Der var også gang i nybyggeriet, men alle vegne flyder det med affald. Vi så en mand der stod og tømte en skraldespand ud i floden. Han stod i vand til livet og sorterede i det der kom ud af den. Det meste fik bare lov at flyde ud i floden. Båden vi sejlede i havde en utæt benzintilførsel. Slangen lå ovenpå dækket og hullet var forbundet med en klud. Benzinen sprøjtede ud som en spruttende pulsåreblødning hele vejen. ud i floden. Flere af husene langs floden havde en lille bitte karnap ud over vandet Mekong floden har et langt forløb bag sig inden den når til Can Tho og er rødbrun/grå af mudder og forurening. Dem der lever på og ved floden er afhængige af vandet og bruger det til alt. De bader i floden, høster grøntsager i den (vandplanter som ligner åkander og andre som ligner siv, bruges i madlavningen), fanger fisk, vasker op i vandet osv. De fleste koger vandet inden de drikker det, men de skyller grøntsager i det. Samtidigt lever de på meget lidt plads. Vi så mange både der transporterede frugt eller jord og så var der lige en lille overdækket platform bagpå hvor alt til familien var samlet. Køkken udstyret, vasketøjet, hængekøjer og en spand til at hejse vand op ad floden med. Vi så en mor sidde på sådan en hive vand op og vaske sin baby i det. Så selvom dem der vokser op med vandet og dets bakterier kan tåle det så er der oplagt grobund for sygdomme og høj børnedødelighed her. 19

20 Undervejs holdt vi pause i en frugthave med mange dyr i bure. Hulepindsvin, slanger, krokodiller, en lille gnaver der lever af rødder (den spises), fugle og aber. På stedets terrasse serverede de lækre frugter, så som dragefrugt, pomelon og andre jeg ikke husker navnene på. Turen varede fra til 18.35, det var en fantastisk oplevelse. Kl var vi alle på restaurant med et stort fælles bord med mange retter. Der var paneret tofu, bambus med kød på, små fisk m. hoved og hale (det hele spises) i en stærkt krydret sovs, suppe, ris, grøntsager og beef (som er tynde flager af oksekød). Tilbage på hotellet gik nogle til køjs og andre i byen for at feste. Jeg gik med Dâng og hans bror og søster (ikke biologiske, men fordi han er ældre end dem og de er hans venner, så kalder han dem det) på kaffebar. Det viste sig at de ikke serverede kaffe, da det var en cafe for studerende (og de har åbenbart ikke godt af kaffe). Så vi fik noget andet, ved ikke hvad, det var koldt, friskt og lidt beskt. Men hyggeligt at snakke. Fredag d. 16. sep. Op kl og klar ved bussen kl Af sted til floden igen. Denne gang skal vi til det flydende marked. Det er stadig ikke helt lyst og det er en søvnig forsamling. En hel del er først kommet i seng kl. 03. men det er smukt at se det blive dag over floden. Det tager godt ½ time at komme til markedet. Både i alle størrelser sejler ud og ind imellem hinanden. De store ligger for anker og har et eksemplar af den eller de grøntsager/frugter de vil sælge hængende på en bambusstav, så det er let at navigere til den vare man vil købe. Man sejler bare op på siden af den man vil handle med og så går vare den ene vej og pengesedler den anden. Også her er der gade køkkener en båd med en stor dampende gryde sejer op på siden af os og tilbyder Pho (nudelsuppe) og andre madvarer. Der kommer også en kaffesælger fristende, men vi bliver frafrådet at drikke det, da det laves af flodvand. Vi går ombord på en meget stor båd og køber pomelon og mango. Her bor hele familien også lige der midt i frugterne og det hele. Her er endda en lille kravlegård af bambus og brædder. Det er to børn der ekspederer os, deres mor sidder på gulvet og skærer frugterne op hvis man ønsker det. Senere sejler vi op til en ananas båd, her får vi ananas skåret ud så de ligner store slikkepinde og vi bliver enormt klistrede fordi de er så saftige. Vi er i havn ca. halv 8 og tilbage på hotellet et kvarter senere. Der er ingen tid til morgenmad, da vi skal være på et andet sted for AIDS/Hiv patienter kl Vi ankommer til en stor grå bygning og går op på 1. sal til et stort rum med højt til loftet, meget sparsomt indrettet og med halvt stål halvt glas skillevægge ind til de forskellige kontorer, undersøgelses- og samtale rum. Der er ikke noget på væggene eller ellers i rummene der fortæller noget om hvad der foregår her på stedet. Der er sat små bananer og grønne klementiner frem til os og te. Her er smeltende varmt og de to blæsere har ingen forlængerledning, så de kan kun stå i den anden ende af lokalet. Det første kvarters tid bliver der kun snakket vietnamesisk og dansk. Så går vi i gang. Lederen af centeret bliver præsenteret for os på engelsk og vi bliver præsenteret for ham på vietnamesisk. Lederen fortæller nu om centeret på vietnamesisk. Han taler i meget lange 20