Fra salon til café - om franske sprogrum i dansk

Transkript

1 Kenneth Reinecke Hansen Fra salon til café - om franske sprogrum i dansk Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund, Latin paa Papiret kun malte, Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund, Og Dansk med sin Tjener han talte. 1 Fransk kultur og åndsliv strutter af stolthed. Hvad der kommer fysisk til udtryk i triumfbuer, brede, gennemskærende boulevarder og militærparader viser sig sprogligt som en selvbevidst begrebsproduktion. civilisation er fransk, og det er vel at mærke Frankrig, der er civilisationen. Det er den samme selvforståelse, der slår igennem på kunstens område i forestillingen om avantgarden, fortroppen. Denne ekspanderende franskhed kommer til os som begreber, men i mange århundreder også som en bestemt storslået og kultiveret måde at leve på. De fleste franske indlån har dybere rødder i andre sprog, sædvanligvis latin, men i denne artikel interesserer vi os for, hvordan de i vores bevidsthed er elementer fra fransk sprog og kultur. 2 Ordene alene er ikke så interessante, men det er derimod de rum og den kultur, de peger på. Frankrig og (finkulturel) dannelse har fra og med det 17. århundrede været synonymer også i Danmark og såvel den aristokratiske som borgerlige dannelseskultur importerer derfor en ganske betragtelig mængde af franske ord og former. Når vi importerer kultur, importerer vi også sprog og vice versa. De kulturelle rum er sproglige rum. Den gode smag Når vi studerer sproghistorie, fokuserer vi bl.a. på det selvfølgelige gitter af dansk betjener os af. En operation, der som regel anfægter vores kulturelle selvopfattelse. Det er fx en udbredt opfattelse, at der ikke er noget så dansk som bøf med sovs. Ud over at dette er rent madhistorisk forkert, 1 Christian Wilster i hyldestdigt (1827) til Ludvig Holberg og dennes betydning for fordanskningen. Gengivet som nr. 392 i højskolesangbogen. 2 Og det er almindelig ordbogspraksis. Slår vi civilisation op i fremmedordbogen, får vi at vide, at det er fransk, men civis: borger. Rodmaterialet er altså latin, men det er franskmændene, der finder på at bruge det til nydannelsen af et begreb for en særligt kultiveret kultur (nemlig deres egen). Derfor er det et fransk ord. 1

2 er begreberne netop franske boeuf med sauce. Og den hjemlige kulinariske verden er overstrømmet med franske retter og drikke og deraf følgende begreber, hvoraf flere er helt hverdagsagtige: pommes frites jo, det er en fransk ret, og amerikanerne benævner den med rette french fries entrecote, kotelet, krebinet, culotte, fondue, cremefraiche, fromage, remoulade, mayonnaise, limonade, likør, dessert, sorbet, roulade, flutes og efterhånden også baguette (eller jo simpelthen franskbrød). Og så er der de stedfæstede spiser og drikke bourdeux, champagne, dijon, cognac, bearnaise, hollandaise, bordelaise, roquefort og brie. Fx dijonsennep og bourdeux er stadig knyttet til deres geografiske egne, mens champagne og cognac er blevet mere generelle betegnelser. Så i dag kan vi have sådan noget som russisk champagne, der altså egentlig er en umulighed, så længe Champagnedistriktet ikke er på russiske hænder. I den mere eksklusive madlavning er kogekunstens greb også hentet i det franske sprog: sautere, blanchere, braisere, pochere, moussere. Disse er næppe hverdagsagtige, men det er til gengæld de af fransk kultur affødte spisesteder og -måder: restaurant, café, bistro, menu, kabaret, charcuteri, buffet og porcelæn. At ord for finere mad og tilbehør er franske, er ingen tilfældighed. For både enevælden og senere borgerskabet er fransk kultur den fineste kultur og fransk det fineste sprog ligesom det i dag er en udbredt opfattelse, at det franske køkken er verdens fineste eller raffinerede og pikante med et par franske importudtryk. Det er derfor karakteristisk, at når vi selv opfinder en raffineret ret flødeskum og mandler i risengrøden giver vi den et fransk navn, ris à l amande (efter 1986: risalamande), der altså er pæredansk. 3 Hverken ordet eller desserten kendes i Frankrig, hvor det i øvrigt korrekt ville have heddet riz aux amandes. Men pointen er klar: Desserten tillægges merværdien franskhed, der igen konnoterer raffinement. Og sådan bruges i det hele taget à la (efter 1986 a la) i det kulinariske sprog. Det er altså i det hele taget Frankrig, der i mange århundreder og vel stadigvæk standarden for, hvad er er smagfuldt, moderigtigt og pikant også inden for beklædning (og jo dermed også for, hvad der er.); således importerer vi ord som trusse, lingeri, chemise, negligé, korset, gamache, bluse, kasket, kostume og chiffon. Fra Frankrig lærer vi også, at den ydre fremtræden ikke blot er et spørgsmål om at holde varmen; at soignere sig, manicurere, pedicurere og gøre toilette 4 er franske begreber ligesom parfume og eau de cologne. Hårkunsten har en stor del af sit vokabular sammestedsfra: 3 Der er i Jarvads vokabular tale om et pseudolån, dvs. ord som ser udenlandske ud, men ikke er det, p Toilette vil sige at gøre sig i stand men udvides efterhånden til (også) at betyde wc. Der er tale om en eufemisme, der med fransk elegance ligesom legitimerer besøg på det unævnelige sted. 2

3 moustache, frisure, papillot, allongeparyk og toupet (egentlig hårtop, der både er en paryk og en måde at En fredelig skilsmisse Den franske indflydelse i Danmark er ikke begrænset til en enkelt kulturhistorisk periode eller styreform. Såvel enevældens aristokratiske dannelseskultur som det spirende demokratis borgerlige dannelseskultur orienterer sig mod Frankrig både royal og bourgeois er franske ord og vi skal helt op til det 20. århundrede, før denne orientering klinger af. I mellemtiden er mange af begreberne sunket ned i det danske sprog som naturlige og kun særligt fremmedartede ord eller udtaler vil i dag blive oplevet som krukkede og frankofile. Den franske indflydelse viger i det 20. århundrede på ganske fredelig og umærkelig vis pladsen i vores bevidsthedshistorie til (især) angelsaksisk sprog og kultur selv om disse på mange måder er diametrale modsætninger. Vi havde og har i vores kultur ingen særlige behov for at gøre op med den franske indflydelse. Vores moderne nations tilblivelse er ganske vist (bl.a.) en historie om, hvad vi ikke er men det bliver Tyskland og tysk, der får denne antagonistiske status. Det er således temmelig ironisk, at godt en fjerdedel af vores ordforråd kan henføres direkte til tysk, der uden sidestykke tegner sig for den mest massive påvirkning af dansk sprog fra og med 1200-tallet. Skilsmissen fra fransk kultur går mere end den fra tysk, og det kan i dag se ud, som om den franske indflydelse er perifer og tilegnet de højere sociale lag. Men efter tysk har fransk faktisk andenpladsen i påvirkning af det danske vel at mærke over end den samlede engelske indflydelse. På det konkrete sproglige niveau betyder dette, at mange franske ord slet ikke forekommer fremmede. De er med andre ord låneord, der i lydlig struktur, stavning og bøjning ligner vores egne arveord, der har eksisteret i det danske sprog, så længe dansk har eksisteret (i modsætning til de rigtige fremmedord, der i lydlig struktur, stavning og bøjning afviger fra arveordene, jf. Hansen og Lund, p ). Den store fordanskning af udtale, stavning og bøjning skyldes ikke mindst en retskrivningsref 1892, der sådan set bare formaliserede skik og brug 5, fx bøf (boeuf), kø (queue), nervøs (nerveux), kontor (comptoir), fadæse (fadaise), turist (tourist) og kupé (coupé). Mange franske ord forekommer 5 En lille pudsighed er, at der før 1892 ikke var nævneværdigt mange engelske ord i dansk. Pga. deres senere herkomst har de fleste engelske indlån således bevaret deres oprindelige staveform. I dag ser de derfor ofte mere fremmede ud end 3

4 imidlertid stadig fremmedartet i det angelsaksisk dominerede 20. århundrede, hvorfor vi får den anden store fordanskningsbølge ved retskrivningsreformen i 1986, hvor Den største enkeltgruppe af fremmedord, som har fået fordansket stavemåde, er de franske (ibid. p. 110). Derfor har vi nu en række ord, hvor begge former er tilladt (camouflage/kamuflage, creme/krem, cognac/konjak, limonade/lemonade, ressource/resurse og mayonnaise/majonæse 6 ) samt en række, hvor den oprindelige franske form ikke længere er tilladt, fx regi (*regie), odør (*odeur) og ajour (*à jour). Firesprogskulturen 7 og den aristokratiske forfranskning Når vi vil udforske denne importvirksomhed kulturhistorisk, må vi starte i 1700-tallet. Sproghistorisk set er påvirkningen indtil da hovedsageligt kommet fra nedertysk/plattysk indtil omkring reformationen ( gammeldansk : ca ) og derefter fra højtysk/sydgermansk ( ældre nydansk : ca tallet). Tiden før 800 omtales ofte som et fælles oldnordisk og perioden som olddansk/runedansk. I den nydanske periode fra 1700-tallet til i dag kommer påvirkningen fra mange sprog i starten altså hovedsageligt fra tysk og fransk og mod slutningen hovedsageligt fra (amerikansk- )engelsk. 8 Fransk sprog får altså intensiveret betydning op gennem enevælden i og 1700-tallet. Det er værd at bemærke, at Danmark på det tidspunkt var et multietnisk samfund med en tilsvarende flersprogskultur bestående af dansk, norsk, tysk, latin og fransk. I det nuværende geografiske Danmark beherskede de fleste naturligvis dansk men det var et lavklasse- og lavstatussprog og altovervejende talesprog. De alfabetiserede samfundslag skrev på tysk der også var et dagligsprog for mange, men som overklassen ydermere beherskede lige så godt som dansk. Tysk var tilligemed hærens kommandosprog indtil 1770erne og i stor udstrækning også hoffets og adelens. Toppen af sproghierarkiet var de to tillærte mål, latin og fransk. Fransk var det fineste af dem alle og fra omkring 1650 (barokken) diplomatiets internationale sprog i stedet for latin, der dog fortsatte sin internationale status som det lærde sprog. Man betjente sig så vidt muligt af fransk i saloner og brevvekslinger, og de, der for alvor beherskede sproget, havde det fornemmeste overklasseemblem og 6 Den store offentlige polemik i pressen i 1985 om omskrivning af indlån kaldes ligefrem. 7 Begrebet firesprogskultur stammer fra Jensen et al. p Men der var jo et femte sprog inden for helstaten, nemlig norsk. Jensen et al. såvel som denne artikel beskæftiger sig imidlertid med det geografiske Danmark, hvor norsk ikke spillede den store rolle. 8 De sproghistoriske perioder er mere udførligt behandlet hos fx Karker 1993 og

5 kunne helt konkret distancere sig fra det vulgære, dvs. almindelige. Sprog og magt var således intimt forbundet. Og på universitetet talte og skrev man på latin helt op i 1800-tallet (og indtil 1739 desuden i al undervisning over første lektie i latinskolen). På denne måde forhindredes effektivt en demokratisering; de brede lag forstod simpelthen ikke sprogene i magtens centre. 9 Etableringen af et borgerligt demokrati hænger sammen med en fordanskning af det danske samfunds debatterende og besluttende organer. For 1700-tallets såkaldte purisme (der er et fransk udtryk sprogrensning er et puristisk) er målet at gøre dansk til et rent (af latin: pur) og disciplineret hovedsprog uafhængigt af latin, fransk og efterhånden også tysk. En puristisk bevægelse i Frankrig havde i øvrigt sat normen for projektet, hvorved fransk både bliver forbillede og udfordring. Tankegangen forstærkes op gennem oplysningstiden og selvfølgelig 1800-tallets (antityske) nationalisme og skandinavisme. Hvor det jo faktisk lykkes at gøre dansk til omgangssprog på alle ficielle niveauer i Danmark, er purismens indflydelse på ordforrådet i almindelighed mere sparsom. Dansk bliver det officielle sprog i Danmark, men er selv forlængst blevet et blandingssprog; tyske, latinske, franske og sidst engelske ord gt ind over grænsen, og fordanskningen består mest i at indrette (adaptere) ordene efter dansk udtale. Demokratiets rum og den borgerlige forfranskning Det karakteristiske er nu, at den borgerlige revolution i Danmark kaster aristokratiet på porten, men ikke det franske sprog. Tværtimod. Og det skyldes naturligvis, at Frankrig er et forbillede for såvel aristokratiet som borgerskabet. Med andre ord fortsætter den borgerlige kultur i Danmark trods sin stærke nationalisme storimporten af franske begreber og ord, men nu fra andre sproglige rum. 10 I starten af denne artikel kiggede vi på mad og mode, men der er jo ikke noget mærkeligt i, at netop sådanne ord lånes. Det er faktisk ofte det eneste, vi kender til fremmede sprog tænk på yoghurt, bortsj, sushi, musaka, taco og paella. Men hvor disse ord bliver en slags emblemer for de pågældende (eksotiske) kulturer, er det afgørende, at den franske kultur også leverer langt mere vidtgående begreber til måder at organisere økonomi, politik, medier og livsrum på. De franske begreber er ikke bare fremmede og sære ord i det danske sprogs periferi, men derimod beboelige livsrum og ikke mindst tankegange, der 9 Ludvig Holberg parodierer denne sociale og sproglige lagdeling i sine komedier, hvor figurerne er karakteriseret karikeret og latterliggjort gennem deres replikker. Tænk i vores sammenhæng på Jean de France i Jeppe paa Bierget. 10 Bemærk, at de mange franske udtryk i det følgende ikke kun er opfundet efter stormen på Bastillen. Mange af dem har eksisteret meget længere for først at slå igennem evt. med nye betydninger efter

6 trænger dybere ind og ned i kulturen. Salonen er fx ikke bare et opholdsrum, men rammen om en salonkultur en væsentlig kulturel sfære, hvor aristokratiet italesætter sig selv. På samme måde men med modsat hensigt er caféerne jo ikke bare et sted, man drikker kaffe, men et kulturelt centrum for borgerskabets diskussioner af kunst, kultur og politik. Cafékulturen bliver væksthus for borgerligtrevolutionære idéer. I netop Frankrig har mange caféer stadig en sådan funktion. Den borgerlige dannelseskultur er karakteristisk ved skarpt at opdele sine livsrum først og fremmest i privat og offentligt. Intimsfæren får nu med fransk hjælp entré (så man kan filtrere de besøgende i forskellige rum), balkon, pavillon, garage, garderobe, salon, montre, gobelin og selvfølgelig klaver. Selv et så bonderomantisk begreb som alkoven er fransk import. Tilsvarende forfranskes byens rum med fx boulevard, avenue, allé, passage, palæ, fontæne og mindre flatterende bordel. Til de mere sobre borgerlige forlystelser hører ikke mindst teatret med et hav af ældgamle såvel som nye franske begreber: kulisse, maskerade, operette, vaudeville, replik, duplik, silhuet, kabaret, revy (re vue, egentlig gen-se), sufflør, premiere, pastiche og repertoire. Dannelseskulturen er ikke mindst karakteristisk for sine dannelsesrejser som i dag lever videre i form af interrail hvor borgersønnen foretager en såvel fysisk som mental rejse for at blive et helt menneske. Fra Frankrig låner vi på den konto fænomener som turist, Som bekendt er de borgerlige omvæltninger imidlertid ikke kun kulturrevolutio måder at producere og distribuere varer på. Den borgerligt-kapitalistiske økonomi og økonomiske organisering bringer os begreber som kompagni, branche, chef, direktør, ingeniør, entreprenør, entreprise, fabrik, industri, konkurrence, en gros, fond, avance, rentabel, profit, professionel og dermed også amatør. Og ude i distributionsleddet afløses det ældgamle oldrussisk/oldnordiske begreb om torvet med dets bytte- og naturalieøkonomi af pengeøkonomiens boutique (fordansket butik) og efterhånden også magasin, der i denne betydning af ordet stadig udtales fransk (marga si) og i København endvidere helt utilsløret fransk: magasin du nord. Bevæger vi os over i den politiske sfære, låner vi først og fremmest den borgerlige ideologis decentrale styreform og dermed begrebet kommune. Det gælder imidlertid også demokratiets utilsigtede sidestyreform, bureaukratiet (fra bureau det franske ord for skrivebord). Og de, der forvalter bureaukratiet er betroede kontrolembedsmænd, kommissærer med et andet fransk udtryk. Går det alligevel galt, har demokratiet også mulighed for at forsvare sine institutioner og sanktionere. I denne 6

7 magtanvendelsessfære kan vi takke franskmændene for ord som guillotine, gendarmeri, garde, armé, bataljon, kolonne, patrulje og korps. Det er indbegrebet af det borgerlige demokrati, at nogen skal holde øje med dets tre søjler den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Tanken om medierne som den fjerde statsmagt er en borgerlig tanke. Og her udvikler det unge franske demokrati en lang række medier og genrer, som stadig er virksomme. Det gælder ikke mindst avisen, der er en fransk konstruktion fra latin ad visum: til-syn. Til dette medium knyttes en lang række franske fænomener som journalist, redaktør og annonce samt genrerne føljeton, causeri, petitjournalistik, reportage, interview og essay (de to sidstnævnte er i vores udgave vandret over engelsk fra hhv. entrevue og essai). Det mere blandede stof samles i magasiner (i den anden betydning af ordet og her uden fransk udtale), der er en moderne sammenstilling af enkeltdele til en helhed, der i dag dominerer mediebilledet. Montage og collage er to franske begreber for denne modernisering, der gradvist nedbryder den borgerlige opdeling i privat og offentligt og dermed fiktion hhv. fakta. Inden det sker, får intimsfærens mere følsomme oplevelsesrum imidlertid også et par genrer med rod i det franske, nemlig romanen af romanz, der slet og ret betyder tekst på romansk (fransk) folkesprog og novellen (med rod i latin novellus: lille ny). Frankrig leverer ikke bare kultur, men også gennem tiderne et sprog at tale om kulturen i. Tænk bare på alle de periode- og stilbetegnelser, der etymologisk kan føres direkte tilbage til fransk udvalg med den franske version i parentes: renaissance/renæssance (renaissance), barok (baroque), rokoko (rococo), klassicisme (classicisme), romantisme (romantisme dannet til romantique efter omvej over tysk), impressionisme (impressionnisme), ekspressionisme (expressionnisme), dekadence (décadence), fin de siècle (fin de siècle), realisme (réalisme), surrealisme (surréalisme), naturalisme (naturalisme), teisme (théisme), eksistentialisme (existentialisme), avantgarde (avantgarde), modernisme (modernisme), radikalisme (radicalisme), nationalisme (nationalisme), individualisme (individualisme), liberalisme (libéralisme), socialisme (socialisme) og kommunisme (communisme). Vi kan måske sige, at hvor den amerikanske kultur og det engelske sprog i dag leverer begreberne til postmoderne (kommunikations-)teknologi og (natur-)videnskab, leverede Frankrig de tilsvarende moderne begreber til filosofi og (human-)videnskab. 7

8 I det 20. århundrede er den fransksprogede indflydelse skrumpet ind til næsten ingenting 11 og fortrængt af den engelske. Det enorme franske ordforråd i dansk, vi har studeret sporadisk i denne artikel, har for længst sneget sig ind i dagligsproget. Det kulturelle centrum er i dag USA, og derfor er engelsk et verdensog importsprog. 12 Efterhånden som EU vokser sig stærkere, kan visse af de nationale sprog, ikke mindst fransk, muligvis få en renæssance bl.a. fordi det tales i Belgien. Det ses i begreber som monetær (monétaire) og ECU med fransk udtale (godt nok netop fortrængt af EURO). Den store franske sprogog kulturbølge er imidlertid for længst skyllet bort, men er blevet liggende som naturlige sprog- og livsrum. Bibliografi Hansen, Erik og Jørn Lund: Kulturens Gesandter. Fremmedordene i dansk. Munksgaard 1994 Jacobsen, Henrik Galberg og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i nudansk. Politikens Forlag 1999 Jarvad, Pia: Nye ord hvorfor og hvordan? Gyldendal 1995 Jensen, Johan Fjord, et al. (1984): Dansk litteraturhistorie 4. Patriotismens tid Gyldendals Bogklubber 2000 Karker, Allan: Dansk i tusind år. C.A. Reitzels Forlag A/S 1993 Karker, Allan: Politikens Sproghistorie. Politikens Forlag A/S 1996 Tak til adjunkt Robert Zola Christensen for kritisk gennemlæsning, gode råd og ideer. 11 Jarvad nævner dog bl.a. petanque, pret-a-porter (prêt-à-porter), telematik (telematique) og nå-generation (la gènèration bof) som eksempler på nyeste tids franske ord- og begrebsimport, p Der kan nævnes lige så vigtige og mere praktiske grunde til det engelske sprogs succes. Nutidsengelsk er i forvejen en konstruktion et rodsprog med brokker fra mange andre europæiske hovedsprog, heriblandt la Dette gør sproget velegnet til internationalisering. 8