Leder. Tidsskrift for Socialpædagogik. Nr Tema: Brugerperspektiver og brugerindragelse. Leder 1

Transkript

1

2 Tidsskrift for Socialpædagogik Nr Tema: Brugerperspektiver og brugerindragelse Leder Tidsskrift for Socialpædagogik udgives af Dansk Forening for Socialpædagogik og udkommer to gange om året - i juni og december. Næste nummer udkommer i december www. socialpedagogik.dk Abonnement fra 2009 kr. 245 Studerende og pensionister kr. 100 Institutionsabonnement (3 eks.) kr. 500 Uddannelsesinstitutioner (20 eks.) kr Løssalg kr. 100 pr. nummer. Tidligere numre kr. 45 Sekretariat: Tidsskrift for Socialpædagogik Att. Mariann Handgaard VIAUC Peter Sabroes Gade Arhus C Tlf maha@viauc.dk Redaktion: Jan Jaap Rothuizen (ansvarsh.) VIAUC Peter Sabroes Gade Århus C Tlf jjr@viauc.dk Ullrich Rudenko Zeitler Diakonhøjskolen Lyseng Allé Højbjerg, Tlf Fax umz@diakonhojskolen.dk Leder 1 Introduktion til temaet: 2 Brugerperspektiver og brugerindragelse Brugerperspektiver i socialpædagogik 3 Af Ida Schwartz Udforskning af børneperspektiver i dialog 13 mellem børn og forsker Af Helle Schjellerup Nielsen Kommunikation og hverdagslivets rammer 22 Af Jesper Holst Socialpædagogikkens brugsværdi 31 Af Gertrud Oelerich & Andreas Schaarschuch Styring af døgninstitutioner for børn og unge. 39 Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler? Af Steen Juul Hansen Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv 48 og marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring. Af Marlene Bisgaard Thomsen & Piet van der Vliet Struktur(de)konstruktivisme 53 Af Ole Henrik Hansen Anmeldelse: Bettina Grubenmann: 60 Nächstenliebe und Sozialpädagogik im 19. Jahrhundert. Eine Diskursanalyse. Den 28. maj vedtog Folketinget at tiltræde FN s Handicapkonvention, som bl.a. fastslår, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet. Det underbygger, at socialpædagogikkens fokus på deltagelse, såvel som middel som mål, er helt central. At undersøge og inddrage brugerperspektiver er en grunddisciplin i pædagogisk arbejde, hvor man altid har at gøre med andre selvstændige mennesker. I dette nummer sætter vi fokus på brugerperspektiver i vores temadel. Og dermed er dette nummer af tidsskriftet det første, men sikkert ikke det sidste, med et tema. Redaktionen har besluttet, at hvert nummer fremover vil være et temanummer med 3-4 artikler, der relaterer sig til et bestemt tema. I dette nummer brugerperspektiver, i næste nummer socialpædagogik i en international kontekst og derefter profession og viden - eksempler fra praksis. Jakob Kornbecks anmeldelse af Mark Smiths bog Rethinking residential care: Positive perspectives giver en forsmag på vores næste tema, og læserne opfordres til at henvende sig til redaktionen angående bidrag til de kommende temanumre. At socialpædagogik nødvendigvis må være samspil - og ikke behandling - og at socialpædagogik i lige høj grad kerer sig om brugerens udspil som om samfundets evne til at håndtere og inkludere disse udspil, er grundviden for enhver (social)pædagog. Kan den grundviden være grundlag for en profession? Læser man Steen Juul Hansens ph.d. afhandling Bureaukrati, faglige metoder eller tommelfingerregler, så er svaret her, at det ikke er lykkedes at grundfæste en profession på den viden. I stedet for bliver det de aktuelle praksisfællesskabers tommelfingerregler, der styrer arbejdet på døgninstitutioner for børn og unge. Faren herved er, at den socialpædagogiske praksis bliver selvbekræftende og immun for kritik - og dermed i sidste ende også for de brugerperspektiver, som man ellers mener at inkludere. Steen Juul Hansen har skrevet en sammenfatning af afhandlingen til dette nummer af Tidsskriftet, og både afhandlingen og artiklen kan give anledning til en selvransagelse og reaktioner, som vi gerne giver plads til i kommende numre. Marginalisering er ikke noget som kun mennesker med et handicap oplever. Van der Vliet og Bisgaards beskriver i Socialpædagogisk praksis mellem arbejdsliv og marginalisering. Anerkendelse og identitetssikring hvordan man på Stedet i Aalborg arbejder socialpædagogisk med unge, der ikke umiddelbart finder en plads på et arbejdsmarked, der mere og mere efterlyser vidensarbejdere. Ole Henrik Hansen giver i Struktur(de)konstruktivisme sit bud på en sammensmeltning af konstruktivisme og strukturalisme, som en tilgang hvor man favner en kompleksitet der både indeholder den strukturelle bestemthed og muligheden for at noget nyt opstår. Han efterlyser et begrebsligt røntgenblik, der også stiller krav til pædagogen om at træde ud af selvbekræftelsen. Som den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, så er der flere nye elementer på spil end at vi i dette nummer introducerer en tematisering. Tidsskriftet gennemgår en modernisering, der også kommer til udtryk i layout og tryk. Selvom trykningen er blevet mindre kostbar, har vi fået øgede muligheder for også at bruge billedmateriale. Det vil vi benytte os af i næste nummer og fremover. Omlægning af diverse funktioner har desværre også bevirket at dette nummer udkommer senere end planlagt. Forside: Allan Stockholm Tryk: ISSN: Oplag: 600 Anmeldelse: Mark Smith: 62 Rethinking residential child care: Positive perspectives Udgivet med støtte fra Tips- og Lottofonden Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra dette tidsskrift eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmclse med over enskomst mellem Copy-Dan og Undervis nings mini ste riet. Tidsskrift for Socialpædagogik nr

3 Introduktion til temaet: Brugerperspektiver og brugerindragelse Dette nummer af Tidsskrift for Socialpædagogik har brugerperspektiver og brugerinddragelse i fokus i et forsøg på at udforske, hvordan disse begreber kan forstås i et socialpædagogisk perspektiv. Serviceloven fra 1998 foreskriver, at de sociale myndigheder skal samarbejde med og inddrage de personer, de sociale ydelser rettes mod. Lovgivningen indskrænker således professionelles magt, i den forstand at det ikke længere bør være fagpersoner, der ensidigt definerer børns og voksnes problemer og behov. Samtale, dialog og samarbejde er kommet på dagsordenen i socialt arbejde. Spørgsmålet er, om der med disse hensigtserklæringer rokkes grundlæggende ved traditionelle magtkonstellationer i socialpædagogisk arbejde. Er det stadig pædagoger, der ud fra de bedste intentioner i sidste ende bestemmer, hvem der skal inddrages i forhold til hvad? Det kan undre, at der er så forholdsvis ringe tradition for, både i forskning og socialpædagogisk praksis, at udforske, hvordan brugere at sociale ydelser bruger den hjælp, de modtager i forhold til at opnå et godt liv for dem. Her tænkes ikke på effektmåling og tilfredshedsundersøgelser, hvor der dybest set spørges ud fra professionelles perspektiver og dagsordener, herunder de folkevalgtes behov for kontrol gennem akkreditering, accountability m.v., men på en interesse for at udforske den betydning, en given socialpædagogisk indsats kan have for de mennesker, der skal bruge den i deres liv. Og hvis man nu har den interesse, hvordan kan en sådan udforskning så finde sted? I forhold til nogle brugergrupper er kommunikation en afgørende faktor - man kan jo ganske simpelt spørge. Det kan imidlertid være vanskeligt at spørge fx voksne uden sprog eller børn i krise, og selvom samtale er mulig, er det ikke sikkert, at brugerne kender deres muligheder så godt, at deres svar vil kunne give et tilstrækkeligt modspil til en professionel definitionsmagt. På hvilken måde giver begreber som brugerperspektiver og brugerinddragelse da overhovedet mening, og hvornår kan vi sige, at vi er på sporet? I Brugerperspektiver i socialpædagogik argumenterer Ida Schwartz for, at brugerperspektiver handler om at stille sig i brugernes position og se her ud fra og tilbage på professionelles praksisser. Artiklen tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, hvor to brugere med nedsat funktionsevne er blevet fulgt i deres hverdagsliv på hver deres bo - og aktivitetssteder. Artiklen søger et vende perspektivet om, således at der grundlæggende spørges til, hvordan professionelle via et brugerperspektiv kan udvikle en fleksibel socialpædagogisk indsats, som brugerne kan inddrage og bruge til at komme videre med deres liv. Helle Schjellerup beskriver i Udforskning af børneperspektiver i dialog mellem børn og forsker, hvordan hun i et forskningsprojekt omhandlende anbragte børns hverdagsliv, har brugt kameraer til at gøre børnene til vidende informanter. Børnene anskues som eksperter på, hvad der har betydning i deres hverdagsliv, og fotos viser sig at være et interessant medie til at skabe en udforskende dialog mellem forsker og børn. I Kommunikation og hverdagslivets rammer sætter Jesper Holst fokus på brugere med omfattende funktionsnedsættelser og deres muligheder for at få indflydelse på eget liv. I artiklen spørges der grundlæggende til, om servicelovens intentioner er implementeret, og om brugere med omfattende funktionsnedsættelser har mulighed for at få indflydelse på fx boform og strukturering af hverdagslivet. Der sættes tillige fokus på betydningen af professionelles brug af dokumentation, hvor brugere indrulleres i pædagogiske projekter, der har til formål at dokumentere de professionelles indsats. Gertrud Oelerich og Andreas Schaarschuch er dette temas internationale bidrag. I Socialpædagogikkens brugsværdi skitseres rammerne for udviklingen af et forskningsprogram ved Universitetet i Wuppertal. Artiklen erstatter den traditionelle forståelse af brugeren som medproducent af serviceydelsen med en forståelse af brugeren som producent, byggende på, at brugeren skal tilegne sig nye muligheder i samspillet med de råd, den vejledning eller de anderledes handlemåder, som den professionelle opstiller. Forfatterne spørger ind til, hvad socialpædagogisk arbejde nytter på et teoretisk grundlag, og præsenterer derefter egen empiri i forhold til unge. Grundtanken er, at unge eller andre brugere stiller krav til sig selv, og at de derudfra vurderer, om den professionelle ydelse er nyttig. Måske er dette et af flere mulige svar på, hvordan forskning i brugerperspektivet kan udvikles? Brugerperspektiver i socialpædagogik Denne artikel diskuterer, med udgangspunkt i empiri fra et forskningsprojekt, hvordan et begreb som brugerperspektiver kan forstås i socialpædagogisk arbejde, og hvad der kan menes med at tilrettelægge socialpædagogisk praksis her ud? Af Ida Schwartz Siden Serviceloven i 1998 har brugerinddragelse for alvor været på dagsordenen i socialpædagogisk arbejde i forhold til voksne med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Loven understreger, at brugere med nedsat funktionsevne ikke automatisk har status som klienter underlagt professionelles pædagogiske målsætninger, men tvært imod i alle livets forhold har samme ret til selvbestemmelse som alle andre. I stedet for at blive behandlet ud fra et gruppetilhørsforhold er der kommet fokus på individet med betoning af forskelle i brugernes præferencer og livsformer. Dermed blev den enkeltes gode liv et centralt spørgsmål i socialpædagogik (se fx Schwartz 2001). Det er imidlertid stadig et omdiskuteret spørgsmål, hvordan inddragelse og selvbestemmelse skal forstås og praktiseres i socialpædagogisk praksis i forhold til voksne med psykisk og fysisk funktionsnedsættelse. Allerede i 1970 erne argumenterede daværende socialchef Niels Erik Bank-Mikkelsen mod det, han kaldte beskyttelsesteorien. En tænkning der, efter hans mening, fastholdt udviklingshæmmede i en behandlingsplan. Han mente, at de udviklingshæmmede blev lagt åndeligt i seng på institutionerne, og så lærer man altså ikke at gå (Bank-Mikkelsen 1971 s. 107). Et liv så nær det normale betød for Niels Erik Bank-Mikkelsen ligestilling i levevilkår. Udviklingshæmmede skulle tilbydes samme juridiske, sociale og økonomiske vilkår som resten af befolkningen, herunder muligheder for at udvikle deres personlige potentialer. Det betød ikke, at mennesker med funktionsnedsættelse skulle gøres normale og tilpasse sig flertallets normer. Serviceloven er blevet betragtet som endnu et led i opgøret med professionel paternalisme. Normalisering blev op gennem 1980 erne og 1990 erne i høj grad forstået og praktiseret som opdragelse, kontrol og tilpasning således, at mennesker med funktionsnedsættelse efter mange kritikeres mening blev fastholdt som social gruppe i en underprivilegeret position i samfundet (se f.eks. Holm et al.1994; Schwartz 2001). I forbindelse med Serviceloven blev institutionsbegrebet ophævet, og boligform og sociale ydelser blev adskilt. Hjælpetiltag skulle nu tage hensyn til og udgangspunkt i den enkeltes ønsker og forestillinger om det gode liv uanset bosted. Det er således ikke længere den institutionelle kontekst med dens særlige behandlingslogik, der skal være bestemmende for den støtte, brugerne modtager. Både brugerinddragelse og brugerperspektiver er langt fra entydige fænomener, eftersom disse begreber kan forstås meget forskelligt afhængig af det socialpolitiske syn, der lægges til grund herfor (jf. Askheim 2003, 2007). Brugerperspektiver og -inddragelse udspringer af intentioner om at demokratisere velfærdssamfundets indsatser, således at der gives mere magt og indflydelse til den svage part i samarbejdet. I et neoliberalt perspektiv kan brugerinddragelse ses som en del af en stigende markedsgørelse af velfærdsstaten. Brugere gøres til forbrugere og udstyres med frie valg mellem veldefinerede ydelser. En betoning af individuelle valg risikerer imidlertid at omgøre professionelles faglige skøn til et udbud af standardiserede ydelser. Individuelle valg fører ikke automatisk til forbedrede livsmuligheder, men kan tværtimod betyde et liv i øget selvvalgt isolation. Langt fra alle borgere og således heller ikke mennesker med funktionsnedsættelser har tilstrækkeligt overblik eller erfaringer til at kende deres muligheder. Hertil kommer, at brugere i kraft af deres mentale handicap kan have svært ved at overskue betydningen af egne valg. Brugerinddragelse og brugerperspektiver italesættes også ud fra et frigørende socialpolitisk perspektiv. Her lægges vægt på at brugerne betragtes som individer med en stemme og ret til at blive hørt. Det har skabt øget fokus på kommunikation og udvikling af metoder til at sikre dialog med brugere med 2 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

4 funktionsnedsættelser (Schwartz 2001; Perlt 2002; Holst 2005). Eller som det ses mere radikalt i borgerstyret personlig assistance, hvor handicappede selv ansætter og definerer den hjælp, de modtager. Det, at brugerne har den fulde kontrol over den indsats, de modtager, betragtes ofte i dette perspektiv som den mest rendyrkede form for brugerinddragelse (Askheim 2003). Kritikere af brugerstyrede indsatser har fremført, at disse favoriserer de mest ressourcestærke brugere nemlig dem, der kan overskue samfundets muligheder, og ved hvad de vil. Nye boformer med selvstændige lejligheder medfører f.eks. ikke nødvendigvis mere social integration (Perlt 2002, ). Mennesker med nedsat funktionsevne er i mange tilfælde afhængige af, at professionelle i samarbejde med det personlige netværk organiserer sociale livssammenhænge for dem (Schwartz in prep). I kølvandet på idealer om brugerinddragelse følger nye former for styring af de sociale indsatser. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen (2003) knyttes frie valg til forventninger om, at den enkelte magter eget liv. Med øget selvbestemmelse følger kontrakter og handleplaner, der forpligter brugerne på de indgåede aftaler. Ifølge Niels Åkerstrøm Andersen stilles der øgede krav om selvudvikling, og det centrale spørgsmål i nyere motivationsstrategier i socialt arbejde er, hvordan socialarbejderen kan tage ansvar for, at brugerne tager ansvar for sig selv (ibid. s. 135 ). Mennesker med funktionsnedsættelser bliver f.eks. indrulleret i professionelles målsætninger om udvikling af selvbestemmelse (se også Jesper Holst i dette tidsskrift). Idealer om selvbestemmelse risikerer således at blive omgjort til nye projekter, som professionelle har med brugerne. Brug af begreber som inddragelse kan knyttes til en stigende erkendelse af, at brugere er aktivt handlende personer med egne perspektiver på deres livssituation. Erving Goffman (1967) udførte et studie af psykiatriske klienters organisering af egen livspraksis indenfor de professionelles behandlingsregime på et psykiatrisk hospital og viste, at professionelles intentioner med en given indsats ofte får en helt anden betydning i brugernes liv end den intenderede. Interessen for, hvordan brugere bruger sociale indsatser, er også i en dansk sammenhæng blevet sat på dagsordenen i de seneste årtier i psykosocial forskning. Charlotte Højholt viste for eksempel i hendes studie af Brugerperspektiver (1993), hvordan brugere af sociale ydelser ofte var uvidende om de professionelles planer med dem, og hvordan brugerne prøvede at deltage i den behandlingsmæssige dagsorden ud fra de måder, hvorpå det gav mening for dem. Betydningen af, at der findes flere perspektiver på den sociale indsats end de professionelles egne, og hvad det indebærer at inddrage disse perspektiver i praksis er stadig relativt uudforsket indenfor det socialpædagogiske område. Pernille er en ung kvinde på 23 år, der har fået diagnosen Prader Willi Syndrom (PWS). PWS beskrives som et mentalt handicap med en fejlfunktion i den del af hjernen, der regulerer hormondannelse og sultfornemmelse. Det medfører bl.a., at brugere med PWS har svært ved at mærke mæthed og kontrollere deres fødeindtagelse. Pernille bor på Bostedet organiseret specielt med henblik på brugere med PWS. Det indebærer blandt andet, at al fødeindtagelse foregår under pædagogisk kontrol. I køkkenet er der kun adgang for pædagoger. Både mad og drikke serveres for hver enkelt beboer i nøje afmålte portioner efter anbefalinger fra en diætist. Jeg deltager to hverdage i både Bostedet og i Værkstedet, hvor Pernille arbejder hver dag. Værkstedet er nabo til Bostedet, og jeg følger med, når de 6 beboere om morgenen går i samlet flok ad en lille sti til et anneks, der er indrettet som aktivitetscenter. Her organiserer to pædagoger en hverdag med særligt fokus på denne brugergruppe. Både Bostedet og Værkstedet tilhører samme organisatoriske enhed, og begge steder tilrettelægger pædagoger hverdagen i faste og forudsigelige rammer, hvilket pædagogerne antager, er det bedste pædagogiske tilbud for netop disse brugere. Som det redegøres for i stedets beskrivelse af deres tilbud, er det imidlertid en balancegang: mellem på den ene side beboernes ret til at bestemme over eget liv, og på den anden side deres behov for struktur og forudsigelighed. (Fra stedets hjemmeside) I institutionens egen beskrivelse af deres tilbud fremgår det således, at brugernes ret til selvbestemmelse sættes overfor de professionelles definition af deres behov for pædagogisk styring. Brugernes hverdagsliv i både Bosted og Værksted er således underlagt betydelig pædagogisk styring samtidig med, at man har ambitioner om at imødekomme den enkeltes ønsker, muligheder og behov. Den pædagogiske praksis er således placeret midt i de dilemmaer, jeg præsenterede i indledningen. I min udforskning af brugerperspektiver anfægter jeg i udgangspunktet ikke stedets erfaring for, at brugere med PWS har brug for hjælp til at få styr på deres indtagelse af føde og en lang række andre praktiske opgaver i deres liv. Spørgsmålet er, hvilken styring der udøves, og hvordan den får betydning set ud fra brugernes perspektiver. På min anden besøgsdag i Bostedet har Pernille inviteret mig med til ridning, hvilket foregår langt ude på landet. Efter at vi er blevet sat af rutebilen, skal vi gå to kilometer, og Pernille skridter af sted i et rask tempo iført ridetøj og slæbende på en tung taske med hestegrej. Vi går så hurtigt, at jeg har svært ved at følge med. Vi snakker undervejs om Pernilles hverdag og livssituation. I mine feltnoter skriver jeg: Pernille forklarer mig, at hun er glad for at få motion, og at det er godt for hendes muskler. Før vejede hun så meget (over hundrede kilo), at hun slet ikke kunne følge med, når de skulle på tur i Værkstedet. Det var hårdt, når hun næsten ikke kunne bevæge sig, fortæller hun. Det var også hårdt fordi huden, der sad i folder, gav både kløe og svamp. Pernille fortæller, hvordan hun startede med at cykle på en motionscykel. Nu har hun en rigtig cykel og kan selv cykle rundt. Hun fortæller: at det er svært, det med maden og at det bliver ved med at være svært hele livet! Maden skal hun have hjælp til altid, mener hun. Teorigrundlag og forskningstilgang De diskussioner, der er blevet ført indenfor handicapområdet indenfor de seneste årtier har ofte det til fælles, at de fokuserer på den enkeltes livsmuligheder som et individuelt anliggende, hvilket den udstrakte brug af begrebet selvbestemmelse også kan pege på. I det perspektiv, der anlægges i denne artikel, og som udspringer af kritisk psykologi, skabes individuelle livsmuligheder alment betragtet gennem 4 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

5 deltagelse i samfundets sociale praksisser (Dreier 2001, 2007; Højholt 1996). Den enkeltes udvikling af handleevne og deraf følgende realisering af livsmuligheder er således knyttet til de betingelser, som skabes i samfundets forskellige sammenhænge, og som den enkelte samtidig gennem sin deltagelse er medskaber af (Dreier 2001, 2007; Højholt 1996). Individuel udvikling og læring anskues således som knyttet til deltagelse i sociale praksisser (se også Lave & Wenger 2003), og den enkeltes mulighed for at udvikle egen livsførelse forudsætter således adgang til samfundsmæssigt tilrettelagte deltagelsesbaner (Dreier, 1999) som f.eks. uddannelse, hvor den enkelte kan gøre erfaringer med og udforske, hvad forskellige samfundsmæssige muligheder kan betyde helt konkret i eget livsperspektiv. Det er en grundlæggende antagelse i denne artikel, at en socialpædagogisk forståelse af brugerperspektiver må tage udgangspunkt i en analyse af brugernes betingelser for at udvikle gode livsmuligheder i sociale fællesskaber med andre, således som disse mulighedsbetingelser stiller sig set ud fra brugernes perspektiver. Historisk har brugere med funktionsnedsættelse været udelukket fra at deltage i samfundets almene sociale praksisser og fællesskaber, hvilket indebærer en risiko for oplevelse af social devaluering: at man lærer at forstå sig selv som en, der ikke kan være med. En faglig forståelse af brugerperspektiver kan således ikke alene baseres på indlevelse i brugernes her-og- nu-baserede meninger eller på deres umiddelbare formulering af drømme, da disse forestillinger er funderet i deres oplevelse af begrænsede deltagelsesmuligheder. Spørgsmålet er, hvilke deltagelsesbaner velfærdsstatslige indsatser muliggør for en person som Pernille, således at hun kan udforske og udvikle sine muligheder gennem deltagelse i sociale fællesskaber. Med udgangspunkt i en analyse af Pernilles livssituation udforskes og udfoldes denne forståelse af brugerperspektiver i socialpædagogik nærmere i det følgende. Forskningsprojektet har fulgt Pernille i hendes hverdagsliv fire dage i henholdsvis Bosted og Værksted, hvor jeg har foretaget deltagende observationer. Med deltagende observation menes, at jeg har taget del i hverdagslivet, for der igennem at indfange betydningen af pædagogernes organisering af den pædagogiske støtte som en central del af Pernilles livsbetingelser. Det brugerperspektiv, der har været anlagt i forskningen, og som der bygges videre på i denne artikel, udgør således ikke et forsøg på at udlægge, hvad Pernille egentligt måtte mene eller opleve. Det er tværtimod en forskningsmæssig bestræbelse på gennem deltagelse i hendes hverdagsliv at indleve sig i hendes position i forhold til bestemte professionelle praksisser og tillige i hendes situation som et ungt menneske med et handicap. Hensigten med det forskningsmæssige fortsæt om at stille sig i og på hendes sted er først og fremmest at bruge dette perspektiv til at se ud fra og tilbage på de professionelles praksisser med henblik på at sige noget alment om socialpædagogiske dilemmaer og problemstillinger. Jeg har desuden interviewet Pernille, hendes forældre og to grupper af pædagoger de to steder om, hvordan den pædagogiske støtte, som Pernille modtager, passer ind i både hendes og familiens forventninger til et godt liv for hende. Hvor og hvordan opstår der konflikter mellem professionelles målsætninger og brugeres og pårørendes oplevelse af støtten, og hvordan håndteres disse konflikter? Der har tillige været fokus på den rolle, it spiller i pædagogernes bestræbelser på pædagogisk styring og i deres håndtering af konflikter mellem parterne (se også Schwartz, in prep.). Denne udforskning af de forskellige parters perspektiver på Pernilles livssituation bruges som indgangsvinkel til at forstå baggrunden for konflikter og dilemmaer i samarbejdet. Fremtidsmuligheder i Bostedet Inden skal vi være klar over, hvad Pernille ønsker sig. Så har han [jobkonsulenten] meget kontant sagt, at det skal være med en pædagog, som frit kan sige de begrænsninger, der er. Fordi han skal finde ind til den bedste position til hende, så det kan lykkes. Derfor bliver man også nødt til at sige det negative, ikke kun alt det hun kan, men også hvis der er nogle begrænsninger. Og det skal vi være åbne omkring. Så har jeg allieret mig med [pædagog] på værkstedet. Så hende, Pernille, jobkonsulenten og jeg, vi skal så finde frem til, hvad vi mener, kan blive en succesoplevelse for Pernille. (Gruppeinterview med pædagoger i Bostedet). Meningerne i personalegruppen er delte. Nogle lægger vægt på, at Pernille skal udvikle større bevidsthed om sit handicap, hvor hendes handicap ses som en veldefineret størrelse uafhængig af livsbetingelser. Andre repræsenterer en forståelse, hvor handicappet opfattes som en bevægelig størrelse, hvis betydning kan afprøves i forhold til de praktiske omstændigheder i en konkret arbejdssammenhæng. Det har ikke været uden problemer at nå frem til indkaldelse af jobkonsulenten, fortæller pædagogerne i Bostedet. Der er gået over et år, hvor emnet har været taget op mange gange: Der er ikke sket noget. Hun [afdelingslederen] har ikke taget problematikken op, fordi det er for svært.. der er et eller andet [i samarbejdet] mellem forstander, afdelingsleder og værksted. Så en dag sagde jeg til hende, nu gør jeg det selv hvad siger du til det? Så sagde hun, at det måske nok er bedre, hvis du gør det. Og så har jeg gjort det. Først ville værkstedet ikke have noget med det at gøre, men jeg synes jo at beskæftigelse, det er værkstedet, det er ikke os, der skal stå for det. Det må være dem. Så jeg har bare hele tiden prøvet at få dem med [. ] fordi jeg synes ikke, at det kan passe. Så det er endt med, at [pædagog fra Værkstedet] skal med til det møde. (Gruppeinterview med pædagoger i Bostedet). Det er første gang, at Bostedet er involveret i at undersøge jobmuligheder, der kan pege på en fremtid i arbejde udenfor institutionen. Indtil nu har praksis været, at brugere med PWS boede og arbejdede indenfor samme organisatoriske ramme. Deres handicap blev anskuet som en statisk størrelse og dermed som en afgørende barriere i forhold til muligheden for at skabe en tilværelse udenfor den institutionelle sammenhæng. Nogle i personalegruppen ser praktikken som en midlertidig ordning ligesom en skolepraktik, mens andre mener at afprøvningen er et skridt på vejen til at afklare Pernilles fremtidsmuligheder udenfor institutionen, hvilket de mener, er Pernilles udtrykkelige ønske. Nye holdninger er kommet til i personalegruppen, hvor der tænkes mere åbent om brugernes fremtidshorisont. 6 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

6 Nye vilkår for Værkstedet Værkstedet ligger i en pavillon tæt på Bostedet, hvor der er ansat to pædagoger. Pædagogerne fortæller i et interview, hvordan de lægger vægt på, at tiden i værkstedet byder på oplevelser, der kan bruges som afsæt til fælles samtaler om alle livets forhold. Pædagogerne går hver dag sammen med den lille gruppe brugere rundt i lokalsamfundet, dels for at motionere, men også for at følge årstidernes skiften og forandringer i det lille bysamfund. Det giver anledning til mange samtaler om, hvordan mennesker lever. Der arrangeres forskellige former for kulturelle aktiviteter og ture efter brugernes ønsker. Udsendelser i fjernsynet og andre hændelser i hverdagslivet trækkes ind og diskuteres. Formålet er alment dannende, dvs. at styrke brugernes forudsætninger for at kunne forstå og læse deres omgivelser. Værkstedet byder tillige på kreative aktiviteter som f.eks. papirklip og forskellige former for tekstilarbejde. De dage jeg følger arbejdet i værkstedet, er Pernille optaget af at male julenisser til den kommende julebasar. Pernilles ønske om at arbejde i en børnehave har varslet nye tider på Værkstedet og det har skabt en del usikkerhed om Værkstedets fremtid. Hvis Pernille kommer i praktik, så vil de andre brugere sikkert også, tænker pædagogerne. Hvordan ser de nye opgaver ud, og skal værkstedet være en form for værested, hvor brugerne kan tanke op de dage, de ikke er i jobtilbud? Skal pædagogerne fungere som konsulenter og følge brugerne ud i deres jobtilbud? Den nye ungdomsuddannelsesordning, hvem har ret til den? Hvad med spørgsmål som forsikring og løn? Pernilles ønske har rejst en lang række spørgsmål: Jeg har det sådan, at den gruppe vi har her, det er en uddøende race. Alle unge med PWS, de gider ikke sidde på sådan et værksted her. De vil ud og have arbejde, så derfor skal vi også forny os. Så det er helt inde under huden, når jeg siger, nu vil jeg videre i det! (Gruppeinterview med pædagoger i Værkstedet). I forhold til Pernille har pædagogerne taget en del diskussioner med hende om at pædagogmedhjælper, det bliver hun aldrig. På værkstedet mener de, at Pernille mangler forståelse for sit handicap. De tænker, at Pernille gerne vil være normal, og at hendes forældre er med til at give hende store forventninger til, hvad hun kan klare. De tænker, at det i stedet handler om, at Pernille skal acceptere sine begrænsninger. Pædagogerne svinger imellem på den ene side at formulere et statisk handicapsyn, hvor de ser Pernilles syndrom som en veldefineret størrelse, der altid vil bestemme hendes muligheder. På den anden side er de åbne overfor at undersøge, hvilke muligheder der konkret kan skabes for, at Pernille kan komme videre med sine ønsker. Ligesom i Bostedet er flere holdninger i spil på samme tid. I interviewet rejser pædagogerne mange organisatoriske spørgsmål, der mangler at blive afklaret. På værkstedet savner man, at ledelsen går ind og tager hånd om den nye udvikling. Pernilles og hendes forældres perspektiv Pernille fortæller i et interview, at hun er glad for at bo i Bostedet. Hun synes, at hun får god hjælp til alting også til maden, selvom det tog noget tid at vænne sig til at spise alt hvilket gerne må være i tilknytning til Bostedet. De synes, at Pernilles tilværelse i Bostedet har skabt ro og glæde i hendes liv, og de ønsker, at hun fortsat skal bo der. De mener imidlertid, at de fysiske rammer for hendes liv er alt for ringe. De har forstået, at politikerne i regionen har talt om, at det skulle ændres, men at det nu er sat i bero pga. af omstruktureringer. Handleplan og statusmøde Handleplanen for Pernilles ophold er udformet i et elektronisk journalsystem, med traditionelle opdelinger indenfor følgende temaer (ordret citeret): fysisk/sansemæssig, helbred, selvhjulpen, kommunikation, socialt, følelsesmæssigt, fritid, beskæftigelse og økonomi. Hvert tema indeholder beskrivelser med vurderinger af, hvad Pernille henholdsvis er god til, og hvad hun har brug for hjælp til. Handleplanen er udformet i et let læseligt professionelt fagsprog med det formål at udarbejde en samlet beskrivelse af Pernilles funktionsniveau og hendes behov for støtte. Den er pædagogernes redskab, og den indeholder beskrivelser af mange personlige og såkaldt adfærdsmæssige problemstillinger knyttet til spørgsmål som helbred, fødeindtagelse, seksualitet, håndtering af følelser etc. Pernilles egne mål, således som de er beskrevet ovenfor, fylder følgende ud af de samlede 25 sider: Hun har dog et stort ønske om egen bolig. Der er en del konflikter forbundet med at skulle dele toilet og bad med andre, Pernille har dog et ønske om at komme i praktik i en børnehave og Er Pernille så heldig at få en praktikplads, er det vores vurdering, at Pernille skal have en kontaktperson fra værkstedet, som kan hjælpe hende med div. usikre spørgsmål. Pernilles ønske om at deltage i madlavning er slet ikke nævnt. På statusmødet bliver handleplanen gennemgået, og Pernille får meget ros for de store fremskridt, hun har præsteret i forhold til de personlige problematikker. Det, der fylder mest i de professionelles optik, er, at Pernille fortsat bør arbejde videre med at blive bedre til at kommunikere om personlige frustrationer. Praktikpladsen kommer også på dagsordenen, og der er enighed om, at der skal arbejdes videre med den. Pernille siger, at for hende er det fint, hvis det bare er sat i gang. Spørgsmålet om egen bolig bringer hun selv på banen, men det henvises af mødelederen til ledelsen, der igen henviser til forsinkede planer i regionen. Mødet slutter med, at Pernille fortæller om sin hverdag, og de gøremål hun finder vigtige. Hun holder meget af at passe sine to kaniner, at gå til ridning og være sammen med de øvrige beboere. 8 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

7 Fokus på liv I de afsluttende afsnit vil jeg, på baggrund af beskrivelsen af Pernilles livssituation, vende tilbage til denne artikels diskussion om brugerperspektiver og inddragelse, og hvad det kan indebære at inddrage brugernes perspektiver i en socialpædagogisk praksis. Som det fremgår af ovenstående, har Pernille fået god hjælp til at få kontrol over problemer med spisning, vægt og økonomi under hendes ophold i Bostedet og på Værkstedet. Hun er faldet til i et fællesskab med ligestillede, hvor hun føler sig accepteret, og hun er i fuld gang med at leve et aktivt og meningsfuldt ungdomsliv. Den pædagogiske styring på Bostedet kan derfor betegnes som konstruktiv i forhold til at udvide Pernilles livsmuligheder. Jeg vil her pege på to forhold, der kan spille ind på, at der finder forskydninger sted mellem formål og mål: modsætninger i den socialpædagogiske tænkning og den elektroniske journalføring. For det første er der, som påpeget ovenfor, modstridende syn på handicap i spil i personalegruppen. Den behandlingsmæssige forståelse af PWS som et statisk og livslangt syndrom har rødder i en stærk diagnostisk sygdomsopfattelse indenfor området, og den retter de professionelles fokus mod behandling af personlighedsmæssige problemstillinger, der tolkes som et resultat af handicappet. I denne forståelse skal Pernille beskyttes mod sit handicap, og den professionelle indsats består i gøre hende bevidst om de begrænsninger, handicappet skaber for hende. En forståelse, der har rødder i en terapeutisk tænkning, hvor individet menes at kunne udvikle sig gennem en bevidsthed om sit handicap (Askheim 2007), og den guider de professionelles blik hen på udvikling af hendes personlighed i stedet for et fokus på, hvordan der kan arbejdes med hendes livsbetingelser. Det er vanskeligt for professionelle at få øje på, hvordan egne strukturer og organiseringer stiller sig som betingelser for brugerne. Måden værkstedet er organiseret på, som en del af en større behandlingssammenhæng, indebærer både tryghed for brugerne og en indkapsling af deres livsmuligheder. Hvis der skal tilrettelægges en deltagelsesbane for Pernille ud i andre samfundsmæssige sammenhænge, betyder det, at værkstedet som praksis skal omorganiseres. Når pædagogerne vil forandre Pernilles livssituation, støder de altså ind i deres egne arbejdsvilkår. Her betyder inddragelse af brugerperspektiver først og fremmest en vej til at forstå mere om de professionelles praksisser. Ved at se ud fra brugernes perspektiver og tilbage på de professionelles egen praksis, bliver det muligt at forholde sig kritisk og udvikle en fleksibel indsats i forhold til brugernes livsførelse i stadig forandring. Pernilles ønsker til et fremtidigt liv støder imidlertid mod institutionens veldefinerede behandlingslogik. Arbejdet med personlighedsmæssige og helbredsmæssige problemstillinger er traditionelt det, der kommer først på dagordenen i en behandlingsmæssig sammenhæng. Pernille forventes at arbejde med selvudvikling i form af en bedre forståelse og håndtering af sit handicap. Bostedet har en erklæret målsætning om, at statusmøder skal tage udgangspunkt i brugernes beretning om deres liv, men på dette møde byttes rækkefølgen om. Først da den pædagogiske dagsorden er overstået og færdigforhandlet får Pernille mulighed for at invitere os ind i en engageret fortælling om, hvad hun er optaget af i sit hverdagsliv. Overordnet set kan man argumentere for, at formålet med en socialpædagogisk indsats er, at Pernille får de bedste muligheder for at skabe det gode liv for sig, hvilket hun selv formulerer som arbejde, egen bolig og madlavning - alle dele med støtte. Netop disse spørgsmål knyttet til hendes livsperspektiv skubbes ud i periferien eller kommer slet ikke på dagsordenen. Man kan overordnet spørge, hvordan det går til at dette perspektiv glider ud i periferien af de professionelles fokus, trods erklærede mål om at ville imødekomme den enkeltes ønsker, muligheder og behov (stedets egen formulering). Professionelles arrangementer set ud fra et brugerperspektiv Et brugerperspektiv i socialpædagogik kan således ikke alene defineres som dét at høre brugernes ønsker og inddrage deres synspunkter. Den tænkning, der præsenteres her, lægger op til et anderledes syn, hvor det er brugernes nutidige og fremtidige livsmuligheder, der er i fokus, med udgangspunkt i deres engagementer og rettethed. Det indebærer, at professionelle kontinuerligt kritiserer og udvikler egen praksis. Hvordan står den professionelle praksis i vejen for, at brugerne kan udvikle deres livsbetingelser? I eksemplet med Pernille medfører hendes ønsker, at der bliver sat spørgsmålstegn ved både Bostedets og Værkstedets hidtidige praksis. Bostedet stilles overfor en revurdering af deres meget gruppeorienterede praksis, hvor Pernille fastholdes i et bestemt handicapsyn, hvor det f.eks. vurderes som skadeligt for hende at have med mad at gøre, hvilket først og fremmest begrundes i hensynet til den øvrige gruppe af beboere. Dermed bliver det vanskeligt at udforske, på hvilken måde Pernille kan håndtere madlavning i et fremtidigt liv. Mad har haft en problematisk effekt på Pernilles livsførelse indtil nu, men ingen kender hendes fremtidige muligheder med støtte i en forandret livssituation. Forandring og udvikling af livsbetingelser Det gode liv for Pernille er ikke et selvbestemt liv alene, men et liv sammen med dem, hun holder af og med mulighed for at være deltager i samfundsmæssige praksisser. Det kan kun lade sig gøre, hvis organisationer gearer sig til at tilrettelægge særlige deltagelsesbaner for brugere med nedsat funktionsevne, således at de kan udforske og udvikle deres muligheder i forskellige sociale sammenhænge. Det kræver klare målsætninger og tilrettelæggelse af ressourcer fra bevilligende myndigheder, således at den professionelle indsats kan udgøre det nødvendige følgeskab gennem forandringer i brugernes liv. Statusmødet kan i dette perspektiv udgøre en anledning til, at professionelle på tværs af sociale systemer ser kritisk på, hvad de har gjort for at ændre Pernilles livsbetingelser i retning mod at imødekomme hendes forestillinger om et fremtidigt liv. På den måde kan formålet med den socialpædagogiske 10 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

8 indsats: at fremme og udvikle de gode livsbetingelser for Pernille, indtage det centrale fokus. Når fokus er på forandring af brugernes livsbetingelser, bliver de materielle vilkår centrale, nemlig hvordan der kan skabes rimelige arbejds- og boligvilkår for handicappede. Ikke-diskrimination, fuld deltagelse og lige muligheder i samfundet er centrale principper i den handicapkonvention, som Danmark står overfor at skulle ratificere, og her spiller professionelle en væsentlig rolle, hvis den skal virkeliggøres. Professionelle i hele det sociale system er dem, der arbejder med og har indgående kendskab til ulighed i borgernes betingelser. Ole Petter Askheim (2003, s. 204) taler om, at solidaritet bør være en central del af professionelles virke, og det forstår han på to måder: 1) et aktivt engagement i brugerens situation, således at potentialet for Askheim, O. P. (2003): Fra normalisering til empowerment. Oslo, Gyldendal Akademisk. Askheim, O. P. (2007): Empowerment - ulike tilnærminger. I: O. P. Askheim and B. Starrin: Empowerment. Oslo, Gyldendal Akademisk: 221 sider. Bank-Mikkelsen, N. E. (1971): Noget om åndssvage. I: J. Jepsen: Afvigerbehandling. København, Thaning & Appels Forlag. Dourish, P. (2004): Where the action is. The foundations of embodied interaction. Cambridge, Mass., MIT Press. Dreier, Ole (1999a): Personal Trajectories of Participation across Context of Social Pravtice. I: Outlines. Critical Social Studies, vol 1 s Dreier, Ole (2001): Virksomhed læring deltagelse. Nordiske Udkast, 29:2 s Dreier, O. (2008): Psychotherapy in everyday life. Cambridge: Cambridge University Press. Goffman, E. (1967): Anstalt og menneske. [Kbh.], Jørgen Paludan. Holm, P., Ed. (1994): Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik. Herning, Systime. Holst, J. (2005): Management and professionalism in social-educational care. I:. A. Gustavsson, J. Sandvig, R. Traustadóttir and J. Tøssebro: Resistance, reflection and change. Social research on disability. Lund, Studentlitteratur. Højholt, C. (1993): Brugerperspektiver. København, Dansk psykologisk Forlag. Højholt, Charlotte (1996): Udvikling gennem deltagelse. Litteratur selvbestemmelse fremmes mest muligt og 2) et engagement i at påpege og forandre samfundsmæssige betingelser, der bidrager til at marginalisere mennesker med handicap. I den forstand kan det have stor betydning, at professionelle taler højt og vedvarende om urimelige livsbetingelser. Denne artikel har argumenteret for, at brugerperspektiver i socialpædagogik handler om at ændre marginaliserende livsbetingelser og at udvikle en fleksibel professionel praksis, som brugerne kan bruge til at udvikle deres muligheder også videre frem i deres liv og ud i andre sammenhænge. Ida Schwartz er socialpædagog, cand.psych., ph.d. og konsulent ved EVU, Pædagogfaglig afdeling, University College Lillebælt I: Charlotte Højholt & Gunnar Witt (red.): Skolelivets socialpsykologi. Nyere socialpsykologiske teorier og perspektiver. København: Unge Pædagoger. Lave, J., & Wenger, E. (2003): Situeret læring - og andre tekster. Kbh.: Hans Reitzel. Nissen, Morten (1998): Brugerindflydelse og handlesammenhænge i psykosocialt arbejde. Aarhus: Ph.D.-afhandling ved Aarhus Universitet: Center for Sundhed, Menneske og Kultur, Institut for Filosofi. Perlt, B., T. Dahl-Østergaard, et al. (2002): Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicap-området, , Socialministeriet. Rothuizen, J. J. (2001): Pædagogisk arbejde på fremmed grund. [Kbh.], Gyldendal Uddannelse. Schwartz, I., Ed. (2001): Livsværdier og ny faglighed. Brøndby, Semi-forlaget. Schwartz, I. (2003): Fra klient til medborger - dilemmaer i socialpædagogikken. I: J. Gleerup and F. Wiedemann: Pædagogisk forskning og udvikling. Odense, Syddansk Universitetsforlag. Schwartz, I. (2007): Børneliv på døgninstitution. Socialpædagogik på tværs af børns livssammenhænge, Ph.d.-afhandling ved Odense: Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet Schwartz,I. (in prep.): Liv med pædagogerne. Artikel om målsætninger og brug af it i socialpædagogiske praksisser for brugere med omfattende funktionsnedsættelser. Knowledge Lab, Syddansk Universitet. Åkerstrøm Andersen, N. (2003): Borgerens kontraktliggørelse. Kbh.: Hans Reitzel. Udforskning af børneperspektiver i dialog mellem børn og forsker I denne artikel diskuteres først, hvad det betyder at skabe et børneperspektiv og derefter, hvorledes engangskameraer til børn kan anvendes som metodisk redskab til at inddrage børn som informanter i en forskningsmæssig undersøgelse af deres hverdagsliv på døgninstitution. Af Helle Schjellerup Nielsen Informant er et begreb, der bl.a. er knyttet til antropologisk feltarbejde. Informanter, nogle gange få udvalgte nøgleinformanter, giver via deres lokalkendskab adgang til den sociale og kulturelle verden, som feltarbejderen søger indsigt i. Ud fra en ambition om at arbejde med børnenes perspektiver børn som informanter har jeg bl.a. anvendt kameraer som metodisk redskab i et igangværende ph.d.-projekt om børns hverdagsliv, mens de bor på døgninstitution. Ud over fotometoden har jeg udført ½ års antropologisk feltarbejde som metodisk bestod af deltagerobservation på tre døgninstitutioner og i nogle af børnenes skoleklasser, fritidsinstitutioner og fritidsaktiviteter. Og jeg har foretaget børneinterview med i alt 17 børn. Fotometoden er således en del af en metodetriangulering. Alle børn på tre døgninstitutioner fik tilbud om at få et engangskamera med 27 fotos. Over en uge skulle de fotografere det, der har betydning for dem i deres hverdagsliv. Efter fremkaldelsen foretog jeg et fotointerview, hvor børnene fortalte om deres motiver. Børnene blev som en del af interviewet bedt om at udvælge de tre-fem mest betydningsfulde motiver i deres fotoserie. Jeg har valgt denne fremgangs-måde ud fra en antagelse om, at nogle børn ville være optaget af at eksperimentere rent foto-grafisk uden at tænke over den opgave, der er knyttet til fotograferingsprocessen. Samtidig giver børnenes udvalg mulighed for at fokusere på det, de finder mest betydningsfyldt i deres fotoserie. I alt har 17 børn i alderen 8-19 år fra tre forskellige døgninstitutioner taget 320 fotos. Der er foretaget fotointerview med alle børnene. Analysen af det visuelle materiale i kombination med det øvrige materiale er ikke færdigbearbejdet, men kan læses i den kommende ph.d. afhandling. Det er de små ting, der tæller Først et empirisk eksempel fra antropologisk feltarbejde på en døgninstitution for børn. Eksemplet illustrerer hvorledes anvendelse af fotometoden kan skabe indsigt i, hvad et barn tillægger betydning i en institutionel hverdag midt i en svær indflytning på en døgninstitution. En dreng på 9 år har en meget voldsom indflytning og er ofte i konflikt på institutionen. Drengen visiteres akut til institutionen på trods af, at institutionen ikke har akutfunktion. Da anbringelse andetsteds er brudt sammen, vurderer kommunen, at denne institution er den bedste placering for drengen i et turbulent forløb. Drengen ankommer således uden den sædvanlige indkøringsprocedure. Kort efter drengens ankomst opstår en konflikt med nogle af de andre børn og drengens verden vælter, han isolerer sig på sit værelse, vil ikke tale med nogen, låser sig inde og smadrer ting og møbler på værelset. Pædagogerne må flere gange fysisk holde ham (magtanvendelse). I løbet at de næste par dage spiser han ikke noget særligt og pædagogerne kan ikke komme i kontakt med ham, han har låst sin dør og smider ting i hovedet på dem, når de låser sig ind på hans værelse. Efter et par dage overvejer personalet, om det er nødvendigt at indlægge ham på psykiatrisk hospital. Muligheden for at han er på vej ind i en psykose overvejes i samråd med den psykolog, der er tilknyttet institutionen. Det diskuteres ligeledes, om han overhovedet er i stand til at danne relationer. Efter fem dage og to pædagogers intensive indsats i en weekend, hvor der ikke er så mange andre børn på institutionen, lykkedes det lige så småt at få kontakt og at få ham ud fra værelset. Det er kort herefter, at jeg starter fotometoden og deler engangskameraer ud til børnene. Vi er i tvivl, om drengen vil vædre med i fotoprojektet. Det vil han meget gerne, han har aldrig haft et kamera og efterspørger ekstra viden hos feltarbejderen i forhold til opgaven og hvordan han skal fotografere. På det tidspunkt vi har aftalt at pakke de fotografier ud, han har taget, og han skal fortælle om dem (fotointerview), er 12 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr

9 han sendt på sit værelse efter en konflikt med andre børn i skolen (en intern skole). Pædagogerne har forsøgt at komme ind på hans værelse for tale med ham om det, der er sket i skolen, men han vil ikke snakke med nogen voksne overhovedet. Jeg rådfører mig med pædagogerne i forhold til, om det er ok for dem, at jeg forsøger, om han vil tale med mig, eller om dette eventuelt kommer i vejen for deres pædagogiske strategi. Desuden spørger jeg, om de vurderer, at han vil se mig som endnu en voksen, han ikke vil tale med. Pædagogerne vurderer, at jeg netop kommer udefra og dermed ikke nødvendigvis vil blive identificeret som en af dem. Samtidig anser de det for vigtigt, at han får mulighed for at gennemføre den aftale, han har med mig, hvis det er det, han ønsker. Jeg banker på hans dør med fotopakken og båndoptager i hånden og spørger, om han har lyst til, at vi kigger på hans fotografier, hvorefter han lukker mig ind. Hans deltagelse i fotointerviewet kæder han således ikke sammen med konflikten med institutionen. Feltarbejderen betragtes tilsyneladende ikke som pædagog eller en voksen for den sags skyld, og muligvis er hans deltagelse i fotointerviewet tilmed en potentiel vej ud af konflikten. Han har ligget i sengen, og der er mørkt på værelset. Han synes, at vi skal sidde på sengen og jeg får ham gradvist til at tænde mere lys, så vi kan se på fotografierne sammen. Dette interview er som de andre fotointerview rigtig hyggeligt. Som en del af fotointerviewet skal han ud af fotoserien vælge de tre-fem mest betydningsfulde fotografier. Han udvælger to fotografier af to pædagoger, hvoraf den ene er hans kontaktperson, og den anden var en af de to pædagoger, der som tidligere nævnt hjalp ham ud af isolationen på værelset ved indflytningen. Derudover valgte han et fotografi af en stor plakat på hans værelse, der viser rapperen 50 cent og et fotografi af DVD filmen 8 mile. Efter at båndoptageren er slukket, og han har hørt sin egen stemme på bånd, og jeg er ved at pakke sammen, så tager han en fotoramme, der står i vindueskarmen lige bag sengen. Han tager et udklip af 50 cent ud af rammen og sætter i stedet fotografiet af den ene pædagog (ikke kontaktpersonen) ind i rammen og stiller det igen op i vindueskarmen. Senere på dagen fortæller (den indrammede) pædagog mig, at drengen stolt tog hende ind på værelset og viste hende fotografiet i rammen placeret i hans vindueskarm lige ved sengen. Med blanke øjne siger pædagogen, at det er sådan noget, der gør hele arbejdet værd at udføre. Jeg vender tilbage til eksemplet sidst i artiklen. At nærme sig børns perspektiver Ideen om barnets stemme har fået en retorisk magt (James, 2007), idet det at have en intention om at høre barnet nærmest er blevet en trend, der f.eks. kan fungere som legitimering for social politik, eller når forskningsresultater overføres direkte til praksis uden, at der tages højde for, at der f.eks. kan være forskel på teoretiske begreber og empirisk anvendte. At inddrage børns perspektiver eller at have en ambition om dette garanterer ikke i sig selv kvalitet i hverken forskning eller socialt arbejde, dette fordrer kontekstuel refleksion. Børns perspektiver, synsvinkler, og stemmer er netop som ordene indikerer vinklinger på deres liv ud fra deres egne erfaringer, det vil sige bestemte positioner, der tales fra. I kulturelle termer kan man sige: Kultur er ikke noget, man taler om, men en position, man taler fra. Kultur er det, man ser med, men sjældent det man ser (Hastrup, 1993). Tolkning af børns perspektiver indebærer således overvejelser i forhold til, hvorfra børnene taler, under hvilke omstændigheder, og hvordan deres udsagn afspejler og former den måde, barndom forstås og praktiseres på. I tolkning af børns udsagn og praksis gælder det om at inddrage konteksten, hvori barnet agerer. Altså den sammenhæng, hvori de interagerer med både andre børn, voksne og den fysiske, materiale og institutionelle ramme, som interaktionen foregår inden for. Dette kræver i tolkningen en åbenhed for den tvetydighed og kompleksitet, som er karakteristisk for f.eks. en institutionel hverdag. Den position, børn har, er forskellig fra voksnes, og derfor er deres perspektiv også anderledes. At inddrage børnenes perspektiver i relationelle analyser med dem, de interagerer med, kan således synliggøre forskellige praksisser og opfattelser. At inddrage børnenes perspektiver på hverdagen i en døgninstitution kan synliggøre en diskrepans mellem pædagogernes opfattelser af, hvad der er vigtigt for, at børnene trives, og det, børnene selv anser som værdifuldt (Schjellerup Nielsen, 2009). Inden for barndomsforskningen diskuteres det, hvorvidt man kan tale om et entydigt børne-perspektiv. Børn er ikke en homogen gruppe. Der er så at sige variationer over samme position, eller forskellige positioner indenfor samme sociale setting, det kan f.eks. dreje sig om kønsspecifikke positioner, aldersforskelle, etniske forskelle, sociokulturelle forskelle, dette fordrer refleksion over kompleksiteten i børns udsagn. Det er nødvendigt både at se det større billede karakteristika ved barndom, skoleliv eller institutionsliv og at have øje for forskelligheder blandt børns erfaringer og praksisser. Men overordnet set må børns viden anerkendes som specifik og kontekstuel, ikke i forhold det enkelte barn men som kendetegnede for børn, der deler samme sociale verden. Det er f.eks. kun børn der bor på døgninstitution, der har viden om, hvordan det er at være barn i netop den situation. Dette betyder dog ikke, at vi kan indfange en objektiv sandhed ved at høre børns udsagn, men vi kan få et anderledes perspektiv på denne situation end ved anvendelse af andre datakilder. Børnene har førstehåndskendskab, hvilket gør dem til sagkyndige informanter om betydningsfulde aspekter ved deres eget liv. Etik i inddragelse af børns perspektiver Børneperspektivet giver børn en ny position i forholdet til voksne, fordi det placerer barnet centralt som ekspert i viden om eget liv. Forskere og praktikere, der arbejder med at etablere et børneperspektiv, må derfor placere sig i en mere ydmyg rolle end sædvanligt, da vi er afhængige af børnenes viden, ikke blot i forhold til en demokratisk indstilling, men fordi de er medskabere af kultur og for at vi kan få indsigt i deres erfaringer med dette. I forskning, hvor børn inddrages som informanter, såvel som i pædagogisk arbejde er det vigtigt at medtænke de statusforskelle, som uvilkårligt findes i en barn-voksen relation. Et forhold, der i princippet kan indeholde både autoritet og magt. Det er derfor vigtigt at have øje for, at mindst tre centrale kendetegn ved barn-voksen relationen gør sig gældende, når man arbejder med børn: a) Børn er vant til, at store dele af deres liv bestemmes af voksne, b) de har en tendens til at forvente, at voksne udøver magt over dem, og c) de er ikke vant til at blive behandlet som ligeværdige af voksne (Punch, 2002). Disse kendetegn har alle stor betydning for børn, som bor på døgninstitution, da mange af disse børn har erfaringer med magt-fulde voksne og professionelle, der uden at inddrage dem handler og udtaler sig på deres vegne (Schjellerup Nielsen & Zobbe, 2003). 14 Tidsskrift for Socialpædagogik nr Tidsskrift for Socialpædagogik nr