En forløbsundersøgelse af 330 langtidssyge på trivselspsykologisk grundlag

Transkript

1 ET GODT PSYKISK BEHANDLINGSMILJØ SÆTTER FLERE I ARBEJDE En forløbsundersøgelse af 330 langtidssyge på trivselspsykologisk grundlag FiF-rapport nr. 11 1

2 Kolofon Copyright ( ): Institut for Trivsels- og Livskvalitetsstudier, Dronningensvej 19, 2000 Frederiksberg, eggert@oncable.dk og AOF Østjylland, Ørnsøvej 5-7, 8600 Silkeborg, thyde@aof-silkeborg.dk Sats: Institut for Trivsels- og Livskvalitetsstudier Tryk: Silkeborg Bogtrykkeri A/S, Stagehøjvej 27, 8600 Silkeborg ISBN April 2007 Alle publikationer og øvrige oplysninger om projektet findes på og på der også bringer oplysninger om Instituttet. Mekanisk, fotografisk eller anden mangfoldiggørelse af nærværende og tidligere publikationer er tilladt med kildeangivelse. Kopiering må dog kun finde sted på institutioner, der har aftale med COPY-DAN. 2

3 Forord Den undersøgelse, der beskrives i denne publikation, er et led i forsøgsprojektet, Fat i fraværet, med hjemsted på ØrnsøCentret, Silkeborg, og som refererer til Det lokale arbejdsmarkedsråd (LBR), Silkeborg. Projektets styregruppe bestod på undersøgelsestidspunktet af forretningsfører ved AOF-Østjylland, Jørgen Thyde (formand), repræsentant for LO i Silkeborg-Them- Gjern; Frank Høy, personalechef i Silkeborg og Thor Jensen, repræsentant for FTF. Projektet har indtil nu, jf. publikationslisten (p. 6) dels bestået af undersøgelser af sygefraværet hos 1275 arbejdstagere på 25 arbejdspladser i 2002, heraf er 638 fra 16 arbejdspladser geninterviewet i 2004, dels af undersøgelser af 330 langvarigt sygemeldte i Af disse er 293 geninterviewet i 2003 og 244 interviewet for tredje gang i 2006, hvilket beskrives efterfølgende. Undersøgelsesgruppen har omfattet professor, dr. phil. Eggert Petersen; statistiker, cand. polyt. Henrik Albeck. cand. psych. John Rosenstock og korrespondent Ingrid Graversen. På basis af et interviewskemaer, udarbejdet af undertegnede, har John Rosenstock foretaget 11 åbne, kvalitative interviews og Socialforskningsinstituttet 244 strukturerede interviews af de mulige af de 330 langtidssyge fra Henrik Albeck har udført den statistiske bearbejdning af data og udformet de heraf resulterede tabeller og figurer. Af nærværende publikation har Eggert Petersen skrevet kapitel, 1, 3 og 5; John Rosenstock kapitel 2 med bilag A samt givet feedback på kapitel 4; Eggert Petersen og Henrik Albeck har skrevet kapitel 4 med bilag B. Ingrid Graversen har formateret manuskriptet, klargjort det til trykning samt lavet omslag. På Styre- og forskningsgruppens vegne vil jeg gerne takke de tidligere langtidssyge samt personalet i Socialforvaltningerne for deres velvillige deltagelse i undersøgelserne. Nærværende rapport er udarbejdet på basis af en bevilling fra LBR, Silkeborg. Eggert Petersen Forskningsleder 3

4 Indholdsfortegnelse KAPITEL 1: FORSØGSPROJEKTET FAT-I-FRAVÆRET, Baggrund og formål med FiF-projektet Projektets aktiviteter Nogle vigtige resultater fra projekt Fat i Fraværet, Populationens sammensætning Hvordan havde de oprindelige 330 personer det efter ½ års sygemelding og behandling? Hvordan gik det dem så, to år senere, i 2003? Behandlingsmiljøet betydning for behandlingsresultatet Plan for fremstillingen af 2006-publikationen...9 KAPITEL 2: LIVSHISTORIER FOR 11 LANGTIDSSYGE, Metode og gennemførelse Tre illustrerende eksempler på interviewpersoner i samme alder, men med forskellig aktuel forsørgelsessituation Beskrivelse af interviewgruppen Biografiske hoveddata Om lidelsens art, behandling og oplevet årsag Lidelsens art og baggrund Behandling Lidelsens årsag Ændringer og udvikling siden Sygdommens følger Helbred Økonomi Socialt Trivselsvurdering Arbejdsmotivation og arbejdets betydning Oplevelsen af Social- og sundhedssystemet Synet på fremtiden Sammenfatning Perspektivering...26 KAPITEL 3: FORMÅL OG PROBLEMSTILLING FOR 2006-UNDERSØ- GELSEN AF 244 LANGTIDSSYGE FRA Undersøgelsens formål undersøgelsens problemstillinger tager sit udgangspunkt i tre spørgsmål: Undersøgelsens metode Formidling af undersøgelsesresultaterne fra 2006-undersøgelsen

5 KAPITEL 4: RESULTATERNE AF FORLØBSUNDERSØGELSEN Populationen Stikprøven, som den foreligger fra Socialforskningsinstituttet, nov Social situation som kriterium for behandlingen Udviklingen af sociale roller, Rollebevægelser og rollestabiliteten, Den livskvalitetsmæssige udvikling Udviklingen af sygelighed, Almentrivslen fordelt på år og social rolle Tilfredshed med tilværelsen, Psykosocial livskvalitet for årene 2001, 2003 og Det psykiske behandlingsmiljø Ændring af behandlingsresultatet, og dets betydning for forekomsten af sociale roller i KAPITEL 5: DE CENTRALE RESULTATER, PERSPEKTIVERING OG FORSLAG TIL PRAKTISKE KONSEKVENSER Udviklingen i det sociale rollemønster, Det psykiske behandlingsmiljøs betydning med særlig henblik på A- gruppen Diskussion Kan behandling af langtidssyge betale sig? Det psykiske behandlingsmiljø Perspektivering af undersøgelsens resultater Praktiske konsekvenser Ændring af behandlingssystemet gennem et bedre psykisk behandlingsmiljø Patientens psykosomatiske livskvalitet Behandlingstrivslen/den generelle tilfredshed med det lægelige behandlingssystem Lægernes livsstilspraksis Den sociale behandlingstrivsel eller den generelle tilfredshed med det sociale system At det lægelige og det sociale behandlingssystem gør en alvorlig indsats for at fremme patienternes/klienternes selvansvar Opsummering af krav til ændring af behandlingssystemet Andre tiltag Undersøgelsens betydning...65 BILAG...67 Bilag A: 11 livshistorier...68 Bilag B: Oversigt over signifikante behandlingsfaktorer for behandlingsresultatet...80 Bilag C: Behandingssystemets komplementærroller...82 Bilag D: Vigtigste tidligere trivselspublikationer

6 Tidligere publikationer fra Fat- i-fraværet, udarbejdet ud fra: Undersøgelsesprogram til en interventionsundersøgelse af arbejdstrivsel, livskvalitet, arbejdsmiljø og fravær i Silkeborg - Them - Gjern og Ry, Eggert Petersen, Frederiksberg, august 2000, efter oplæg af Jørgen Thyde, AOF-Østjylland. 1. Behandlingsmiljø, Behandlingstrivsel, Behandlingsresultat - En trivselsundersøgelse af 371 langvarigt sygdomsramte fra Gjern, Ry, Ikast, Silkeborg og Them, (322) sider, mar Fra passiv til interaktiv behandling. Nogle hovedresultater fra Behandlingsmiljø, Behandlingstrivsel og Behandlingsresultat (24 sider), apr Undersøgelse af trivsel, arbejdsmiljø og fravær hos Virksomhed A/S Undermiddelsted - simuleret, prototype for lokalrapport for 25 virksomheder enkeltvis imod alle deltagende virksomheder (46 sider), jan Trivsel, arbejdsmiljø, organisationskultur og fraværet på 25 virksomheder (110 sider), sep Fraværssamtaler og organisationsudvikling. Nogle resultater fra undersøgelsen af trivsel og arbejdsmiljø i 25 virksomheder (22 sider), sep Trivsel, arbejdsmiljø og fravær på Undermiddelsted, , simuleret, prototype for lokalrapporter for 16 virksomheder (24 sider), jan Det psykiske behandlingsmiljøs betydning for behandlingsresultatet for 293 langtidssyge. En forløbsundersøgelse på trivselspsykologisk grundlag (140 sider), feb Nogle hovedresultater fra Det psykiske behandlingsmiljøs betydning for behandlingsresultatet for 293 langtidssyge. En forløbsundersøgelse på trivselspsykologisk grundlag (24 sider), feb Opskrift på mindre fravær. En interventionsundersøgelse, , af 16 virksomheder i Silkeborg området (121 sider), nov Gevinsterne ved en indsats imod fraværet - Slutrapport for projekt Fat i Fraværet, (24 sider), nov De fulde titler med forfatternavne og udgivelsessted findes i publikation nr. 9, og kan i øvrigt hentes på eller hvor også undersøgelsesrapporterne, en kortere gengivelse samt et resume heraf findes. 6

7 KAPITEL 1: FORSØGSPROJEKTET FAT-I-FRAVÆRET, Baggrund og formål med FiF-projektet Årligt har omkring personer sygefravær af under 2 ugers varighed, mens sager har en varighed af over 2 uger. I de senere år er der sket en stigning i sygefraværet i Danmark og i antallet eller varigheden af langtidssygemeldinger. Samtidig har Danmark en forholdsmæssig høj grad af varig udstødning af langtidssyge. Dette sygefravær svarer til ca heldagsstillinger, næsten 5% arbejdsstyrken, og det er væsentlig mere end i Norge og Sverige. Såvel det korte fravær (< 2 uger) som det langvarige fravær er en stor belastning for individet, virksomheden og samfundet. Det koster samtidig virksomhederne og samfundet ca. 40 milliarder kr. årligt, rent bortset fra de menneskelige lidelser. Halvdelen af det samlede fravær her i landet er korttidsfravær, det langvarige fravær over 14 dage tegner sig følgelig for den anden halvdel af det samlede fravær. Fat i Fraværet har derfor både beskæftiget sig med det korte og med det langvarige fravær - med det formål at bidrage til en forebyggelse og nedsættelse af fraværet. 1.2 Projektets aktiviteter Fat i Fraværet aktivitet har i perioden dels bestået af undersøgelser, først af 330 langvarigt sygemeldte i 2001, heraf er 293 geninterviewet i 2003, dels af undersøgelser af sygefraværet hos 1275 arbejdstagere på 25 arbejdspladser i 2002, heraf er 638 fra 16 arbejdspladser geninterviewet i Aktiviteten er for perioden beskrevet normere i 10 publikationer, jf. publikationslisten p.6. Undersøgelser af fravær på arbejdspladsen er beskrevet i publikation nr. 3,4,5,6 og 9 og af langtidssyge i publikation nr. 1,2,7,8 og 10 samt her i 11. I 2006 lykkedes det at fremskaffe en bevilling til en tredje interviewrunde af restgruppen på 244 af de oprindelige 330 langtidssyge. 1.3 Nogle vigtige resultater fra projekt Fat i Fraværet, Populationens sammensætning Kort sagt, et bredt udsnit af den normale, arbejdssøgende del af befolkningen i Gjern, Ikast, Ry, Silkeborg og Them. Der er altså ikke tale om en overrepræsentation af sociale tabere eller psykisk samspilsramte personer, men om et rimeligt repræsentativt udsnit af det arbejdssøgende Danmark. 7

8 1.3.2 Hvordan havde de oprindelige 330 personer det efter ½ års sygemelding og behandling? Det fremgår af de to efterfølgende figurer. Procent Figur 1.1. Selvrapporterede antal problemer i forhold til før sygemelding Flere Uforan. Færre Procent Figur 1.2. Selvrapporteret sundhedstilstand aktuelt i forhold til før sygemelding Forbed. Uforan. Forvær. 0 Ændring i antal problemer 0 Ændring i sundhedstilstand I figur 1.1 er vist, at 62% oplyste i 2001, at de har fået flere problemer efter ½ års behandling, og i figur 1.2. at kun 22% har fået en forbedret sundhedstilstand. Der konkluderes, at dette må anses for et særdeles pauvert resultat Hvordan gik det dem så, to år senere, i 2003? Det fremgår af tabel 1.1. Tabel 1.1. Fordeling på sociale roller, 2003 A-rolle P-rolle L-rolle S-rolle Række Total Antal Fuldtidsarbejde 13,0% ,0% 38 Deltidsarbejde 4,1% ,1% 12 Lettere arbejde 1,4% ,4% 4 Flexjob 14,3% ,3% 42 Revalidering 6,8% ,8% 20 Efterløn -- 2,0% ,0% 6 Førtidspension -- 31,7% ,7% 93 Arbejdsløs på dagpenge 6,8% 6,8% Kontanthjælp ,4% -- 2,4% 7 Ledighedsbeløb ,4% -- 3,4% 10 Sygedagpenge ,0% 14,0% 41 Søjle total 39,6% 33,8% 12,6% 14,0% 100,0% 293 Antal Ud fra en umiddelbar social betragtning er det mest bemærkelsesværdige resultat, at efter ½ års behandling er kun hver sjette igen kommet i egentligt lønarbejde, og heraf har endog 4,1% kun i deltidsarbejde. Anlægges en bredere synsvinkel ses, at 39,6% i 8

9 2003 er kommet ind i en A-rolle, omfattende lettere, deltids- og heldagsarbejde samt flexjob og revalidering og med de 12,6% ledige i en arbejdsmarkedsrolle, i alt 52,6% Behandlingsmiljøet betydning for behandlingsresultatet I bilag B er vist resultatet af denne analyse. Det ses, at der er 11 behandlingsmiljøfaktorer fra 2001, som er af betydning for, hvorledes det er gået de tidligere langtidssyge, socialt og psykologisk i Dette udtrykkes ved behandlingsresultatet, som fastlagt ved syv kriterier, omfattende deres sociale rolle, deres livskvalitet og deres arbejdsorientering i Dette resultat vil blive nærmere efterprøvet i efterfølgende undersøgelse. 1.4 Plan for fremstillingen af 2006-publikationen Nærværende publikation er en fortsættelse af de to tidligere undersøgelser af de 330 langtidsledige, 2001 og er baseret på to datamaterialer fra 2006: en kvalitativ undersøgelse med åbne interviews af 11 langtidssyge og en kvantitativ undersøgelse med strukturerede interviews med 244, alle langtidssyge i Og det generelle formål er at undersøge, hvorledes de tidligere langtidssyge fra 2001 har det 5 år efter den første interviewning i fortsættelse af den første opfølgning i I kapitel 1 er beskrevet baggrunden for og formålet med for det samlede forsøgsprojekt, Fat i Fraværet, I de efterfølgende kapitler beskrives nærværende undersøgelse; først illustreres i kapitel 2 denne undersøgelses almene problematik gennem en række kvalitative interviews. I kapitel 3 følger herefter en nærmere udformning af problemstilling og metode for den kvantitative del, altså af spørgeskema-undersøgelsen af 244 tidligere langtidssyge. I kapitel 4 beskrives analysen af de indsamlede data for de 228 mulige, og sluttelig i kapitel 5 sammenfattes og perspektiveres resultaterne med hensyn til praktiske konsekvenser. 9

10 KAPITEL 2: LIVSHISTORIER FOR 11 LANGTIDSSYGE, Metode og gennemførelse. I forløbsundersøgelsen af de 293, der deltog i forløbsundersøgelsen , opereredes med fire grupper (jf. publikationslisten p.6. pkt.7). A-rolle: Personer, der har bevaret en tilknytning arbejdsmarkedet i form af fuldtidsarbejde, deltidsarbejde, lettere arbejde, flexjob eller på revalidering P-rolle: Førtids- og folkepensionister samt efterlønnere L-rolle: Ledige på dagpenge og kontanthjælp S-rolle: Modtager af sygedagpenge Ved Socialforskningsinstituttet foranstaltning blev der udtrukket 30 personer fra Silkeborg kommune, der repræsenterede disse fire grupper, på baggrund af deres status i Af disse blev der opnået tilsagn om, at 12 ville deltage i et længerevarende interview med en psykolog. De, der ikke ønskede at deltage, gav typisk som begrundelser, at de følte sig for syge, ikke havde overskud, ikke kunne overskue deres situation, eller ikke havde lyst til at snakke om deres sygdom. Desuden meldte én af de 12 efterfølgende fra pga. sygdom. Interviewet indledtes med, at intervieweren præsenterede sig og kort redegjorde for baggrunden for interviewet. Han oplyste, at samtalen var anonym og ikke havde nogen indflydelse på en evt. sagsbehandling. Alle deltagere gav skriftligt deres samtykke til, at deres oplysninger måtte benyttes i nærværende undersøgelse. Herefter blev interviewpersonens biografiske data fastslået, hvorpå arbejdskarriere og sygdomsforløb blev gennemgået. Samtalen gik derfra over til at dreje sig om interviewpersonens aktuelle situation, helbredsmæssigt, økonomisk, socialt og evt. arbejdsmæssigt. Der blev derefter spurgt nærmere til forløbet siden 2003, herunder interviewpersonens oplevelse af Social- og sundhedsforvaltningen, og i hvilket omfang man har haft et netværk at støtte sig til. Der blev dernæst bedt om en vurdering af vedkommendes aktuelle trivsel (på en skala fra 1-5, hvor fem er højest) og samtalen afsluttedes med, at interviewpersonen blev spurgt om, hvordan vedkommende så på sine fremtidsudsigter. Interviewene varede ca. en time og fandt sted på ØrnsøCentret i dagene november Tre illustrerende eksempler på interviewpersoner i samme alder, men med forskellig aktuel forsørgelsessituation 1) IDA, 43 år, førtidspension. Ida er 43 år og bor alene med sin 19-årige datter. Hun er ufaglært og har haft en lang række ufaglærte jobs, indtil hun begyndte som pædagogmedhjælper i 91. Fik i 98 smerter i ryg og højre arm og blev sygemeldt ult. 99. Opereret i 03, hvilket gav nogen 10

11 smertelindring, men ikke ændrede afgørende på hendes helbred. Har været på rygskole, diverse kurser og arbejdsprøvning og har i 3½ år været i praktik i ungdomsklub uden løn. Hun har haft 3-4 depressioner og har de sidste 5-6 år været i behandling med antidepressiva. Er for nylig kommet i psykoterapi. Hun har desuden stadig smerter i højre arm og hånd og tager løbende smertestillende piller (har tidligere fået ordineret Ketogan, men fravalgte det p.g.a. af osteklokkefornemmelse ). Sover dårligt. Fik førtidspension primo 06 og arbejder nu 10 timer om ugen i en skolefritidsordning (SFO). Denne ansættelse udløber sommeren 07 p.g.a. besparelser. Idas helbredsmæssige situation har ikke ændret sig væsentligt de sidste tre år. Hun har haft eksem i perioder, men det har fortaget sig, og hun har fået en mindre operation i foden. Det har været afgørende for hende, at hun har et arbejde: jeg ville ikke kunne holde ud at gå derhjemme hele tiden (har bl.a. derfor arbejdet uden løn i over tre år) og endnu vigtigere, at hun nu har lønnet arbejde ( det giver en anerkendelse ). Hun har i hele sin sygdomsperiode været overbevist om, at hun ville kunne komme tilbage i arbejde i fuldt omfang, og der var ikke noget, jeg hellere ville, og hun har stadig svært ved at affinde sig med, at hun næppe vil kunne klare mere end de par timer om dagen, hun har nu ( jeg er blevet klar over, at jeg ikke kommer tilbage på fuld tid og så må jeg jo prøve at få det bedste ud af det ). Økonomisk oplevede hun især en nedgang ved overgang til sygedagpenge. Hun forventer nu at kunne tjene de tilladte kr. ved siden af sin pension og så ser det ikke så dårligt ud. M.h.t. sin oplevelse af social- og sundhedssystemet fortæller hun, at man jages rundt mellem systemerne og generelt mødes med mistro. Hun har haft mange forskellige sagsbehandlere ( og så skal man begynde forfra hver gang ) og hun finder ventetiderne urimeligt lange, især m.h.t. lægekonsulenten og sygehussystemet, hvor du kan vente i flere måneder, og psykiatrien topper listen. Hun har ventet 11 mdr. på at komme til hos psykiateren. Hun synes, at systemerne er dårligt koordinerede og mener, at de lange ventetider forstærker uvisheden: uvisheden i så mange år er rædselsfuldt. Hun mener, at 2-2½ år er gået med ventetid og at kortere ventetid kunne have givet mig et mere normalt liv og færre depressioner. Hun råder i øvrigt alle til at bede om aktindsigt i de papirer, der ligger; hun har selv fundet mange fejl og misforståelser, som hun har bedt om at få rettet. Ida angiver sin trivsel til 3,5. Helbredet trækker ned, arbejdet trækker op: jeg er blevet gladere og spiser mere, fordi jeg har et arbejde. M.h.t. netværk har hun flere gode veninder, men har savnet et professionelt modspil. Hun fremhæver desuden en forstående chef. Hun ser optimistisk på fremtiden, fordi hun nu har arbejde og er kommet i psykiatrisk behandling så det kan kun blive bedre. Hun forventer at der findes en løsning, så hun kan beholde sit arbejde, og det er af afgørende betydning for hende. 11

12 2) ELSE, 44 år, arbejdsprøvning Else er gift og har tre hjemmeboende børn i alderen år. Har tidligere arbejdet i børnehaver, afbrudt af barselsorlov og ledighedsperioder. Uddannet social- & sundhedsassistent og har også arbejdet som sådan. Har de sidste to måneder været i arbejdsprøvning som receptionist 25 timer pr. uge. Hun havde migræne-symptomer første gang for ca. 12 år siden, men de fortog sig igen. Et halvt års tid før sin sygemelding i 2001 havde hun et par arbejdsskader, som hurtigt fortog sig. Mens hun var i arbejde som social- & sundhedsassistent fik hun i 2001 rigtig mange migræneanfald samt depressioner. Hun fyredes derpå p.g.a. for mange sygedage. Efterfølgende har hun bl.a. været på rygskole og føler i øvrigt, at hun er blevet kastet rundt i systemet. Hun blev sendt ud (i børnehave, 2004), men gik ned efter tre måneder, har haft arbejde som annoncesælger, hvor migrænen blev for slem efter nogle måneder og har skiftet mellem at være kortvarigt i arbejde og været ledig. Begyndte på REVA i 2005 og var der i syv måneder ( det var en stor hjælp ). Har som nævnt været i arbejdsprøvning de sidste par måneder den udløber om en måned. Aktuelt har hun stadig migræne-anfald, men ikke så slemt og ikke så ofte som tidligere. Hun tager migrænemedicin ved anfald, ellers ingen medicin og hun har hverken været indlagt eller opereret i forbindelse med sin sygdom. Hun er p.t. i behandling med kognitiv terapi og føler, at det hjælper hende. Hun mener, at hendes sygdom skyldes, at nogle nervebaner sidder i klemme, enten som en fødselsskade (hun havde de første anfald i forbindelse med en fødsel), som noget hormonelt betinget eller arbejdsrelateret. Else fortæller, at hun har det godt psykisk og fremhæver, som flere andre, sit gode bagland. Hun har diskuteret sin sygdom primært med familien, til en vis grad også med ægtefællen. Økonomisk har der ikke været de store problemer, også fordi ægtefællen er i arbejde. Forløbet over de sidste tre år har været præget af flere mislykkede ansættelser med tilbagevendende migræne-anfald. Det seneste års tid har været mere positivt. Jeg har som regel haft troen på, at jeg kom op igen, men så er jeg blevet banket ned igen. Men hver gang er jeg kommet op igen. Hun har følt det som et nederlag at komme i arbejde og så ikke at kunne klare det. Også omverdenens reaktion på hendes sygdom har undertiden været med til at øge hendes følelse af mindreværd. Hun synes, at REVA har været målrettet og en god hjælp, men finder ellers, at hun har været kastet rundt i systemet mellem egen læge (hvor hun har haft tre forskellige på samme praksis-adresse), neurolog, fysioterapeut, kiropraktor m.fl. Hun har fundet ventetiderne urimeligt lange (f.eks. flere måneders ventetid på neurolog) og synes, at de har været belastende og med til at øge usikkerheden om fremtiden. Hun har desuden følt, at hun selv hele tiden har skullet foreslå det videre forløb. Else angiver sin arbejdsmæssige trivsel til 3, dels p.g.a. arbejdets art hun føler, at hun er kommet på sin rette hylde som receptionist -, dels fordi hun ser det som en 12

13 sejr, at hun er kommet i arbejde igen. På den anden side slutter arbejdsprøvningen snart, hvorefter hun skal ud på det almindelige arbejdsmarked, hvilket hun er lidt usikker over for, da hun p.g.a. sin sygdom har brug for nogle hjælpemidler. Sin personlige trivsel ansætter hun til 4, fordi det går godt lige nu. Hun forventer at komme i almindeligt arbejde (30 timer/uge), når hendes arbejdsprøvning udløber. 3) METTE, 44 år, fuldtidsarbejde Mette er social- & sundhedsassistent. Gift, ingen børn. Har arbejdet som sygehjælper indtil uddannelsen som social- & sundhedsassistent Hun fik nældefeber efter at have arbejdet 25 år på samme arbejdsplads. Hun mener, at nældefeberen havde sammenhæng med, at hun trivedes dårligt på arbejdspladsen, hun blev sygemeldt, og nældefeberen forsvandt. Efter sin færdiguddannelse begyndte hun på et nyt arbejde, hvorpå nældefeberen kom tilbage. Den fortog sig dog efter nogle måneder og hun er stadig på denne arbejdsplads, hvor hun arbejder 34 t./uge. I forbindelse med omlægninger og omstruktureringer på hendes arbejdsplads, var hun i 2005 ofte syg og hun gik ned med depression og stress før jul Hun var indlagt et døgns tid og har efterfølgende været i psykologbehandling og i medicinsk, anti-depressiv behandling. Hun tager fortsat anti-depressiv medicin. Siden 2003 hvor hun også arbejdede 34 t. har hun haft ovennævnte sygdomsperiode, og hun har fået en mindre operation. Hun er begyndt at dyrke sport og fitness og føler, at det hjælper. Aktuelt har hun ingen smerter, hun har det fortsat godt på hjemmefronten (hendes ægtefælle er også i arbejde), og hun synes det går bedre både arbejdsmæssigt (kollegialt) og helbredsmæssigt. M.h.t. sit arbejde (i hjemmeplejen) siger hun, at jeg brænder for mit arbejde, men det er blevet mere presset. Økonomisk set fik hun fuld løn under sygdom, så økonomien har ikke været påvirket af hendes sygdom. Ægtefællen og familien har været en god støtte og hun har desuden kunnet snakke med veninder og kolleger. Også psykologen var en god hjælp. Mette mener, at hendes sygdom skyldes arbejdet, idet der har været en tydelig sammenhæng mellem hendes symptomer og dårlig trivsel/stress på arbejdspladsen. M.h.t. behandlingssystemet fremhæver hun en forstående turnuskandidat hos sin praktiserende læge. Hun mener desuden, at kommunen stiller mange overflødige spørgsmål vedr. informationer, de allerede har og synes, at der er mange papirer og skemaer at udfylde - og det er svært at overskue, når man er syg. Hun synes, at hendes egen sygdom har gjort det nemmere for hende at forstå ældre med depression. Hun angiver sin aktuelle arbejdstrivsel til 3,5 og sin personlige trivsel til 4,5. 13

14 Hun ser optimistisk på fremtiden, dels fordi hun er i arbejde, dels fordi hun føler, at hun har en vis kontrol over, om hun bliver syg igen, bl.a. fordi hun er blevet bedre til at sige fra i tide og blive hørt. Hun håber at kunne fortsætte med at arbejde indtil sin pensionering. --o-- De tre livshistorier viser, uagtet de er jævnaldrende (43-44 år), et meget forskelligt forløb og illustrerer, hvorfor de har fået den forsørgelsessituation (i 2006), som tilfældet er. Lad os herefter betragte interviewgruppen i sin helhed. 2.3 Beskrivelse af interviewgruppen Biografiske hoveddata Otte af de interviewede er kvinder, tre mænd. Aldersspredningen er fra 34 til 67 år og fordelingen er: < 40: : : 5 > 60: 1 Gennemsnitsalderen er 49,9 år, dvs. ca. seks år højere end den gruppe på 21, der interviewedes i som det måtte forventes, da der er tale om en forløbsundersøgelse. Otte er gift eller samboende, tre enlige/fraskilte med hjemmeboende barn/børn. M.h.t. faglig baggrund er tre ufaglærte, to er social- & sundhedsassistenter, de seks øvrige har alle en faglig uddannelse (butiksuddannet, kontor- & lager, pædagog, frisør, syerske, revisor). 1 Se publikation nr. 1, p.6. 14

15 I henhold til grupperingerne i afsnit 2.1, omfatter P(ensions)-gruppen seks personer, nemlig fem førtidspensionister og folkepensionist, A(rbejds)-gruppen, dvs. personer med større eller mindre tilknytning til arbejdsmarkedet, i alt fire personer, nemlig én i fuldtidsarbejde, to i flexjob og én i arbejdsprøvning Endelig er én på kontanthjælp og dermed i L(edig)-gruppen. Interviewgruppen er således meget heterogen, som det også vil vise sig i det følgende. Da der er tale om kvalitativ undersøgelse er det da også spændvidden snarere end fællestrækkene, der skal søges afdækket Om lidelsens art, behandling og oplevet årsag Lidelsens art og baggrund I ni eller evt. ti af de 11 tilfælde er der tale om kroniske lidelser. Kun én person (folkepensionist) kan siges at være fuldt restitueret. Der er her tale om, at vedkommende under motionsgymnastik sprængte nogle sener i højre overarm, opereredes herfor og modtog 50% sygedagpenge, indtil han senere samme år gik på efterløn. Yderligere én synes næsten fuldt restitueret (fuldtidsarbejde), men har dog senest været indlagt for mindre end ét år siden og er stadig i behandling. Det er derfor vanskeligt at afgøre, om der er tale om en kronisk lidelse. Den primære lidelse er I fire tilfælde lokaliseret i bevægeapparat og ryg: oven for nævnte folkepensionist, en nedslidt syerske(førtidspension), en ufaglært pædagogmedhjælper (førtidspension), og en ufaglært med diskusprolaps (flexjob). Tre har primært luftvejsproblemer: frisør (kontanthjælp), advokatsekretær(flexjob), og tidligere truckfører med KOL (førtidspension). I de resterende fire tilfælde er der tale om: kronisk migræne (social- & sundhedsassistent i arbejdsprøvning), hjernesvulst (mellemleder, førtidspension), depression (pædagog, førtidspension) og (antagelig psykosomatisk) nældefeber (social- & sundhedsassistent, fuldtidsarbejde) Behandling Fire har gennemgået operationer i forbindelse med deres sygdom og yderligere to er blevet opereret uden direkte forbindelse til den lidelse, der har forårsaget sygemeldingen. Selv om depression kun er den primære lidelse i ét tilfælde er det bemærkelsesværdigt, at fire af de 11 aktuelt er i behandling med anti-depressiva og yderligere tre en- 15

16 ten har været indlagt på psykiatrisk afdeling eller undervejs gik psykisk ned. Alle disse syv er eller har været i psykoterapeutisk behandling, betalt af kommunen. Tre af de 11 tager dagligt smertestillende medicin (og yderligere én burde gøre det, men tåler det ikke), én er i anden medicinsk behandling og én er som anført fuldt restitueret efter operation. Kun én har ikke modtaget nogen form for behandling, idet der ikke findes nogen behandling for hendes luftvejslidelse (flexjob). Med mindre interviewgruppen er specielt lidt repræsentativ på dette punkt må det konkluderes, at depression synes at være en almindelig overbygning på eller direkte følge af den primære lidelse hos mennesker, der er ramt af en langvarig, kronisk sygdom Lidelsens årsag M.h.t. lidelsens årsag anser fire den for at være en direkte følge af arbejdet: frisøren (p.g.a. farlige kemikalier og dampe), syersken (nedslidning), advokatsekretæren (dampe fra kontormaskiner) og en social- & sundhedsassistent (stress, dårlig trivsel på arbejdspladsen). Yderligere to mener, at deres lidelse skyldes en kombination af en medfødt disposition og uheldige arbejdsmiljøpåvirkninger: en ufaglært med diskusprolaps og svag ryg, og en truckfører, der har arbejdet mange år på et teglværk. To mener, at deres lidelse ikke er arbejdsrelateret og de resterende tre mener ikke at kunne sige noget om sygdomsårsagen Ændringer og udvikling siden 2003 Allerede inden 2003 var to overgået til hhv. efterløn og førtidspension. Siden 2003 er yderligere fire overgået til førtidspension (heraf var tre langtidssyge i 2003 og én på flextid). Af de resterende kom to på flexjob i 2003, én er overgået til kontanthjælp og én er p.t. i arbejdsprøvning. 16

17 Endelig er én, der var i fuldtidsjob i 2003, tilbage i fuldtidsjob efter en sygeperiode i Af de ni, der ikke allerede var pensioneret i 2003, er én som nævnt tilbage i fuldtidsjob, og to er stadig i flexjob, som de også var det i De øvrige seks - hvoraf fire nu er på førtidspension, én på kontanthjælp og én i arbejdsprøvning har alle været sendt ud i arbejdsprøvning, flexjob el. lign., og alle har måttet opgive det, fordi de helbredsmæssigt ikke har kunnet klare det. Det har i et par tilfælde givet psykiske skadevirkninger: én brød sammen og indlagdes på psykiatrisk afdeling ( det år, jeg var på arbejde, var ikke sjovt. Der var for mange nederlag og jeg havde svært ved at erkende, hvor dårligt det stod til ). En blev sendt i arbejde, men gik ned efter tre måneder, én var i arbejdsprøvning ( det holdt jeg til i tre dage ) og også andre føler, at de har oplevet nederlag i denne forbindelse. Det bør nævnes, som det også fremgår nedenfor, at alle har været stærkt motiveret for at komme tilbage i arbejde og næsten alle har selv ønsket at komme i arbejde. Men set i retrospekt må man sige, at det i nogle tilfælde har været overflødigt eller direkte skadeligt, og at arbejdsplaceringerne ikke altid har været lige velvalgte med tanke på de sygemeldtes fysiske og psykiske tilstand. Det har desuden været medvirkende til nogles oplevelse af at blive kostet rundt i systemet. Hvad angår udviklingen helbredsmæssigt angiver fire, at de stadig har symptomer, men dog har det bedre end i Fem anser deres helbred for uforandret (heraf var én rask allerede i 2003), og to vurderer, at deres helbredstilstand er blevet yderligere forværret Sygdommens følger Sygdommen har ikke alene helbredsmæssige konsekvenser, men har oftest også konsekvenser på andre områder: familiemæssigt, socialt, økonomisk og trivselsmæssigt. Generelt er der tale om tab eller begrænsninger i livsudfoldelses-mulighederne på alle disse områder. 2 2 Se nærmere om følgerne af langvarigt sygefravær i publikation 1, p. 82 ff. 17

18 I hvilket omfang den enkelte oplever dette har sammenhæng med en lang række forhold (lidelsens art, fremtidsudsigter, netværk osv.). To vigtige faktorer i forbindelse med selve sygdommen er, om den opleves som kronisk eller forbigående, og i hvilket omfang man føler, at man har mulighed for at kontrollere eller reducere symptomerne. Som før nævnt er 9-10 af interviewpersonerne ramt af kroniske lidelser. De fleste søger at kontrollere symptomerne ved forskellige typer behandling, typisk antidepressiva, smertestillende medicin eller psykoterapi. Desuden kan man, ved allergiske reaktioner, søge at undgå allergi-provokerende miljøer f.eks. ved at arbejde hjemme eller i kemikaliefri omgivelser Helbred M.h.t. den aktuelle helbredsmæssige situation kan som nævnt kun én (med en forbigående lidelse) betegnes som helt rask og symptomfri. Da der i øvrigt ellers generelt er tale om kroniske lidelser er det ikke overraskende, at alle øvrige har aktuelle helbredsmæssige problemer. Fire har smerter dagligt, tre har kroniske luftvejsproblemer, tre har søvnproblemer, to er aktuelt deprimerede, én har migræneanfald og én har følgevirkninger af en inoperabel hjernesvulst. Som før nævnt får fire anti-depressiv medicin (og endnu én burde få det, men tåler det ikke), tre tager dagligt smertestillende medicin, to er aktuelt i psykoterapi og én i anden medicinsk behandling Økonomi Økonomisk har alle, med en enkelt undtagelse, oplevet større eller mindre indkomstnedgang. Undtagelsen er den fuldtidsarbejdende, som også fik fuld løn under sygdom. Af de øvrige anfører to (flexjob og arbejdsprøvning), at økonomien kan hænge sammen p.g.a. ægtefælles arbejde, to (førtidspension) har desuden hhv. en privat og en arbejdspladstegnet pension, én (førtidspension) har en privat opsparing. To (førtidspension og folkepension) nævner, at den store ændring økonomisk skete på et tidligere tidspunkt, hhv. ved overgang til sygedagpenge og til selvstændig virksomhed. Én (flexjob) finder, at økonomien har svinget meget, afhængig af hvilken ordning hun var på, og endelig oplever to massive økonomiske problemer: en førtidspensionist har oplevet en alvorlig lønnedgang ved overgangen fra sygedagpenge til førtidspension ( det går ad H til økonomisk ) og hun har bl.a. måttet opgive at gå til fitness af økonomiske grunde. Personen på kontanthjælp (med to hjemmeboende teenagebørn) siger, at økonomien kan slet ikke hænge sammen. Jeg har 2500 kr. om måneden til alt, og det sidste år [hvor hun har været på kontanthjælp] har været helt tosset økonomisk. På grund af sin lidelse må hun købe alt økologisk, hvilket er endnu dyrere, og hun har ikke råd til kiropraktorbehandling for sine rygproblemer (kommunen kan angiveligt kun bevilge 15 behandlinger og de er brugt). 18

19 Selv om 10 af de 11 har oplevet økonomisk nedgang er der således stor forskel på, hvor hårdt det har ramt. Det har ramt mindre hårdt i de tilfælde, hvor ægtefællen har en god indtjening eller vedkommende har en eller anden form for ekstra pensionsordning eller opsparing, og som regel særdeles mærkbart hvor dette ikke er tilfældet. Ikke overraskende er især den enlige kontanthjælpsmodtager med to hjemmeboende børn hårdt ramt økonomisk Socialt Ud over de helbredsmæssige og evt. økonomiske problemer har en kronisk lidelse oftest også konsekvenser på det sociale plan. På den ene side er et godt bagland, først og fremmest en forstående ægtefælle, familie og netværk i øvrigt, af stor betydning for den sygdomsramtes generelle trivsel. 3 Dette nævnes da også af flere af interviewpersonerne. På den anden side kan sygdommen medføre, at man er mindre oplagt til eller i stand til sociale aktiviteter, eller har mindre råd til dem. Således siger en førtidspensionist: Mit netværk er blevet mindre, fordi jeg ikke er så oplagt til sociale aktiviteter som tidligere, og andre henviser til, at de føler sig mere trætte eller ikke har råd. To af de tre enlige nævner, at parforhold er gået over styr i forbindelse med deres sygdom. Det fremgår også helt tydeligt af interviewene, hvad de fleste mennesker sikkert genkender: at en kronisk sygdom ikke alene rammer den syge, men hele familien at der med andre ord sker en sekundær traumatisering, der som oftest ikke får nogen opmærksomhed fra social- og sundhedssystemet. Et par af de interviewede er inde på, at deres ægtefælle er stærkt påvirket af situationen og undertiden undlader man som sygdomsramt bevidst at belaste ægtefællen eller familien. En førtidspensionist siger f.eks., at hun ikke rigtigt har snakket med nogen om sin sygdom, fordi det bliver folk jo hurtigt trætte af og der er jo alligevel ikke noget at gøre ved det. Denne holdning synes især udbredt blandt de lidt ældre kvinder. 4 En anden har oplevet, at hvis man snakker med sin familie får man bare at vide at man er sygdomsfikseret. Endelig nævner flere, at de har været ude for at blive betragtet som simulanter af overordnede eller andre, fordi de ikke har et synligt handicap. 2.4 Trivselsvurdering Interviewpersonerne blev i samtalens løb bedt om at vurdere deres almene trivsel på en 5-skala, hvor 1 er lavest, fem højest. 3 Se publikation 1, p. 86 ff. 4 Se publikation 1, p

20 Da materialet er for lille til at belyse statistiske sammenhænge skal det her blot nævnes, at gennemsnittet lå på 3.5, og dermed en del lavere end i 2001-undersøgelsen af de 371, hvor gennemsnittet kan beregnes til Det fremgik af kommentarerne til vurderingerne, at den angivne aktuelle trivsel var stærkt præget af dagsformen, dvs. hvordan man havde det på interviewdagen. I det følgende anføres eksempler på trivselsvurderinger med en uddybning af, hvad der vejede hhv. positivt og negativt i de interviewedes vurdering af deres aktuelle trivsel: 5 trods daglige smerter, fordi jeg er så glad for at have arbejde (kontanthjælp, p.t. i ulønnet arbejde). 4 fordi det går godt lige nu (i arbejdsprøvning som receptionist) 3.5 helbredet trækker ned, arbejdet trækker op: jeg er blevet gladere og spiser mere, fordi jeg har et arbejde (førtidspensionist med ti timers ugentligt, lønnet arbejde) 3 på plussiden tæller, at hun er glad for sit arbejde, og det er godt at vide, at man er til gavn. På minussiden, at hun stadig har symptomer, at sygdommen er kronisk og at hun savner det kollegiale samspil (flexjob, arbejder hjemme, 15 t/uge) 2.5 jeg har ikke nogen dårlig hverdag, men sygdommen lurer jo hele tiden i baghovedet. Savner sit arbejde (førtidspensionist med hjernesvulst) er irriteret over sin tilstand, træt, nedtrykt, social fobi, og følelsen af manglende kontrol over sit eget liv: jeg ved ikke, hvornår jeg får det dårligere og hvorfor. Når trivslen ikke er lavere skyldes det, at jeg HAR haft det dårligere (førtidspension, social fobi, depression) 1 er smerteplaget, føler sig deprimeret og frustreret. Jobbet er en positiv faktor: uden jobbet ville jeg VIRKELIG være dykket og jeg havde ikke noget livsmod, før jeg fik flexjobbet (flexjob, 15 t/uge). Som det fremgår af ovenstående har det at have et arbejde en klart positiv indflydelse på trivslen, mens det er helbredsmæssige forhold, der trækker ned. 2.5 Arbejdsmotivation og arbejdets betydning Det er tidligere nævnt, at interviewgruppen er meget heterogen og fremviser få fællestræk. Der er dog ét fællestræk, der går igen, og som også afspejles i afsnittet oven for om trivsel, nemlig at så at sige alle helst vil i arbejde, og at det at have et arbejde 5 Se publikation 1, p

21 spiller en stor rolle for deres trivsel og selvværd. Til de tab, der nævnt oven for, kommer således også tabet af arbejde. Arbejdets betydning ses også af, at to i interviewgruppen enten har arbejdet eller aktuelt arbejder ulønnet, og at to (i flexjob) selv har gjort en meget aktiv indsats for at finde deres nuværende arbejde. De oven for anførte citater kan suppleres: Hun har bemærket, at hun har det bedre helbredsmæssigt i ferierne og ville nok have det bedre uden arbejde, men jeg vil helst arbejde og jeg kan godt lide arbejdet (flexjob) Hun har følt det som et nederlag at komme i arbejde og så ikke at kunne klare det, men ser det som en sejr, at hun er kommet i arbejde igen (i arbejdsprøvning). Jeg brænder for mit arbejde, men det er blevet mere presset (fuldtid) Hendes sagsbehandler er indstillet på at give hende førtidspension, men det vil lægekonsulenten ikke, og selv vil hun helst i flexjob og ikke på førtidspension (kontanthjælp, p.t. i ulønnet arbejde timer ugentligt) Det pinte mig meget at skulle modtage penge fra det offentlige. Hans identitet har været tæt forbundet med hans arbejde og han føler sig overbevist om, at det var erkendelsen af, at han ikke ville kunne komme i arbejde igen, der medførte en depression (førtidspension pga. nedsat lungefunktion) Det har været afgørende for hende, at hun har et arbejde: jeg ville ikke kunne holde ud at gå derhjemme hele tiden (har bl.a. derfor arbejdet uden løn i over tre år) og endnu vigtigere, at hun nu har lønnet arbejde ( det giver en anerkendelse ). Hun har i hele sin sygdomsperiode været overbevist om, at hun ville kunne komme tilbage i arbejde i fuldt omfang, og der var ikke noget, jeg hellere ville, og hun har stadig svært ved at affinde sig med, at hun næppe vil kunne klare mere end de par timer om dagen, hun har (førtidspension pga. depression. Arbejder ti timer ugentligt) Han ville helst arbejde, men har affundet sig med, at det ikke kan lade sig gøre. Savner sit arbejde (Førtidspension pga. hjernesvulst) Endelig ville én gerne i arbejde af økonomiske grunde (førtidspension pga. nedslidning). 2.6 Oplevelsen af Social- og sundhedssystemet Interviewpersonerne har for næsten alles vedkommende haft en årelang kontakt med social- og sundhedssystemet. Deres oplevelse varierer meget. To (på førtidspension) er ret entydigt positive: Hun føler sig rimeligt behandlet i social- og sundhedssystemet og fik pension med det samme, da den blev søgt. 21

22 Han synes, at social- og sundhedssystemet har fungeret utrolig godt, ventetiderne har været rimelige og han føler, at han hele vejen igennem har fået en fair behandling ( måske fordi min sygdom har kunnet måles ). Endnu en førtidspensionist er overvejende positiv: M.h.t. hans oplevelse af systemet er han tilfreds med sagsbehandlingen i kommunen, som han finder god og fair, mens han ryster på hovedet over en psykolog på et andet hospital, der mente, at hans symptomer skyldtes, at han havde ondt i livet. Andre er mere kritiske over for ét eller flere elementer i systemet: Hun har haft seks forskellige sagsbehandlere udskiftningerne har f.eks. skyldtes graviditet, flytning, opsigelse, videreuddannelse hvilket ikke har gjort det nemmere at nå frem til en afklaring af situationen. Generelt synes hun, at hun er blevet godt behandlet, selv om hun har indtryk af, at sagsbehandlerne er overbelastede og f.eks. glemmer at ringe tilbage. Hun har savnet en afklaring og finder det utroligt, hvad man skal trækkes igennem. Det er hendes opfattelse, at det er svært at overbevise lægerne om, at man er syg, hvis man ikke har et synligt handicap. (Kontanthjælp) Hun mener, at hendes sagsforløb har været unødvendigt langt. Hele forløbet har handlet om at finde en arbejdsgiver, der kunne matche hendes betingelser, og hun har følt det frustrerende, at der hele tiden er dukket lidt tilfældige idéer op, som viser sig ikke at føre til noget, og så kommer den næste idé og så videre. Hun har indtryk af, at kommunen og AF nærmest har modarbejdet hinanden, men har generelt følt sig ordentligt behandlet i systemet.(flexjob) Hun synes, at REVA har været målrettet og en god hjælp, men finder ellers, at hun har været kastet rundt i systemet mellem egen læge (hvor hun har haft tre forskellige på samme praksis-adresse), neurolog, fysioterapeut, kiropraktor m.fl. Hun har desuden følt, at hun selv hele tiden har skullet foreslå det videre forløb. (I arbejdsprøvning) Hun fremhæver en forstående turnuskandidat hos sin praktiserende læge. Hun mener desuden, at kommunen stiller mange overflødige spørgsmål vedr. informationer, de allerede har og synes, at der er mange papirer og skemaer at udfylde - og det er svært at overskue, når man er syg (Fuldtid) Om behandlingssystemet siger hun, at det er én lang gang kosten-rundt i systemet. Hun er især kritisk over for kommunen, hvor hun har haft 4-5 forskellige sagsbehandlere af meget vekslende kvalitet og holdning (hun bad selv om at blive flyttet fra én, som hun følte behandlede hende med mistro og manglende forståelse). Hun har derimod kun ros til dagpsykiatrien et rart sted med rare mennesker. (Førtidspension) 22

23 Hun synes, at det går for langsomt i det kommunale system og at sagsbehandlerne skulle lytte mere til, hvad folk siger selv blev hun f.eks. sendt i arbejdsprøvning, hvad hun holdt til i tre dage. Det var også hende selv, der fandt frem til hendes nuværende flexjob. M.h.t. sin oplevelse af social- og sundhedssystemet fortæller hun, at man jages rundt mellem systemerne og generelt mødes med mistro. Hun har haft mange forskellige sagsbehandlere ( og så skal man begynde forfra hver gang ). Hun råder i øvrigt alle til at bede om aktindsigt i de papirer, der ligger; hun har selv fundet mange fejl og misforståelser, som hun har bedt om at få rettet.(førtidspension) Ventetiderne fremhæves ofte som et problem: Hun finder ventetiderne urimeligt lange, især m.h.t. lægekonsulenten og sygehus systemet, hvor du kan vente i flere måneder, og psykiatrien topper listen. Hun har ventet 11 mdr. på at komme til hos psykiateren. Hun synes, at systemerne er dårligt koordinerede og mener, at de lange ventetider forstærker uvisheden: uvisheden i så mange år er rædselsfuldt. Hun mener, at 2-2½ år er gået med ventetid og at kortere ventetid kunne have givet mig et mere normalt liv og færre depressioner.(førtidspension) Hun har fundet ventetiderne urimeligt lange (f.eks. flere måneders ventetid på neurolog) og synes, at de har været belastende og med til at øge usikkerheden om fremtiden. (I arbejdsprøvning) Én (førtidspension) fandt også ventetiderne lange, men så havde jeg da fred så længe. Endelig har to (mandlige pensionister) ikke set ventetiderne som noget større problem: Han fandt ventetiden før operation (4-5 mdr.) lige lang nok, men ventetiden har ikke i øvrigt haft indflydelse på det senere forløb. Han synes nok, at der gik lang tid fra symptomerne meldte sig i 2001 og til pensioneringen tre år efter, men han mener ikke, at forløbet kunne have været meget kortere. Sammenfattende går kritikken således primært på de mange skift af sagsbehandlere og hos mange en følelse af at blive kastet rundt i systemet. Også de undertiden lange ventetider er ofte en kilde til utilfredshed og endvidere kritik af mislykkede forsøg på arbejdsplacering og arbejdsprøvning. 23

24 2.7 Synet på fremtiden I 2001 regnede 77% af de langtidssygemeldte med, at de ville komme i arbejde igen fordelt på tre lige store grupper, der forventede at komme i arbejde enten på fuld til, på nedsat tid, eller med lettere arbejde. 23% forventede ikke at komme i arbejde igen. 6 I denne interviewgruppe har fire (36%) bevaret en tilknytning til arbejdsmarkedet (én fuldtid, to i flexjob, én i arbejdsprøvning), mens seks (54%) må anses for permanent at stå uden for arbejdsmarkedet. Hertil kommer en førtidspensionist med ti timers ugentligt arbejde i 10 mdr. Denne tendens til en (for) positiv vurdering af fremtiden er tidligere kaldt optimistic bias og ser ud til at skyldes, at vi helst vil tro det bedste om fremtiden. 7 Det er da også et af de få træk, denne interviewgruppe har til fælles: Hun ser optimistisk på fremtiden.og håber at kunne fortsætte med at arbejde indtil sin pensionering (Fuldtid) Hun forventer at kunne blive i sit nuværende flexjob, der har stor betydning for hende. Hun håber at kunne beholde sit nuværende arbejde, til hun kan gå på efterløn om tre år.(flexjob) Hun forventer at komme i almindeligt arbejde (30 timer/uge), når hendes arbejdsprøvning udløber. Hun ser optimistisk på fremtiden, fordi hun nu har arbejde og er kommet i psykiatrisk behandling så det kan kun blive bedre. Hun forventer at der findes en løsning, så hun kan beholde sit arbejde, og det er af afgørende betydning for hende (Førtidspension med ti timer/uge) M.h.t. fremtiden er hun glad for, at der med førtidspensionen er fundet en permanent løsning og at hun ikke behøver at frygte at blive sendt ud i et arbejde, hun ikke kan klare. Hun håber, at hun med tiden kan få bedre styr på sin angst, så hun kan få nogle nye oplevelser, f.eks. ved at rejse. (Førtidspensionist) Hun er med tiden blevet mere resigneret med hensyn til mange ting, men ser dog positivt på fremtiden, idet hun forventer enten at komme i flexjob eller på førtidspension med mulighed for at arbejde lidt ved siden af (Kontanthjælp) 6 Se publikation 1, p Se publikation 1, p

25 2.8 Sammenfatning 1) Interviewgruppen. 11 personer, der var langtidssygemeldt i 2001, har i efteråret 2006 deltaget i et interview med en psykolog vedrørende deres sygdomsforløb og tilværelse, specielt siden De repræsenterede de fire grupper, der opereredes med i 2003-undersøgelsen: 4 i A-rollen, personer, der aktuelt har en tilknytning til arbejdsmarkedet: 1 i arbejde, 2 i flexjob og 1 i arbejdsprøvning. 6 i P-rollen: 5 førtidspensionister og 1 folkepensionist, 1 i L-rollen, ledige på dagpenge og kontanthjælp (1), men ingen i S-rollen, personer på sygedagpenge. Interviewgruppen består af otte kvinder og tre mænd med en aldersspredning fra 34 til 67 år og en gennemsnitsalder på ca. 50 år. Otte er i parforhold og tre enlige kvinder med hjemmeboende børn. Tre er ufaglærte, to social- og sundhedsassistenter, alle øvrige har en mindst treårig faglig uddannelse 2) Lidelserne og deres baggrund. I ni eller ti tilfælde er der tale om en kronisk lidelse og kun én, en folkepensionist med muskelskade, kan betragtes som fuldt restitueret. Selv om depression kun er den primære lidelse i ét tilfælde, er det påfaldende at syv har været i psykoterapeutisk behandling. Det må derfor antages, at depression tendentielt kan være en almindelig overbygning på eller direkte følge af den primære lidelse hos mennesker, der er ramt af langvarig, kronisk sygdom. Fire får da også anti-depressiva, tre tager dagligt smertestillende piller, to er i psykoterapi og derudover er der tale om allergier, luftvejslidelser, søvnproblemer m.m. I fire tilfælde synes sygdommen at være en direkte følge af arbejdsforholdene og yderligere to mener, at deres lidelse skyldes en kombination af en personlig disposition og uheldige arbejdsmiljøpåvirkninger. 2) Behandling Seks har siden 2003 været i arbejdsprøvning, flexjob el. lign., og alle har måttet opgive det, hvilket i flere tilfælde har medført alvorlige psykiske skadevirkninger. Alle har imidlertid været stærkt motiveret for at komme i arbejde, men arbejdsplaceringerne har ikke altid svaret til personernes fysiske og psykiske formåen og har dermed bidraget til oplevelsen af at blive kostet rundt i systemet. 25