Kronik: En lukket fest for den hvide middelklasse

Transkript

1 Side 1 af 7 Kulturministeriet og Ministeren + 1 mere Kronik: En lukket fest for den hvide middelklasse Politiken,, 11. juni 2016,Sektion 2 (Debat),, Side 5 (Debat),, PROJEKTSTØTTEUDVALGET FOR SCENEKUNST..., 2093 ord, Id:e5c0907c Der skal mere mangfoldighed over scenekanten på de danske teatre. Vores vision er, at teatret kan blive en form for ' uenighedsfællesskab'. 2 sider Projektstøtteudvalget for Scenekunst består af formand Ditte Maria Bjerg samt Geir Sveaass, Kasper Daugaard Poulsen, Mikael Fock og Sara Topsøe-Jensen HVAD VIL DU gerne opleve, når du går i teatret? Hvad og særligt hvem får dig til at reflektere? Går du i teatret for at blive bekræftet eller udfordret? Og hvem vil du sidde ved siden af? Det er disse spørgsmål, vi stiller scenekunsten og publikum på baggrund af en vision:»i 2020 henvender scenekunsten i Danmark sig mere dynamisk, vedkommende og mangfoldigt på et internationalt niveau til alle dele i befolkningen«. Det står der i Kulturministeriets grundige rapport fra 2010 om dansk scenekunst. Denne vision er både vigtig og relevant, og vi bakker op om den. I STATENS KUNSTFONDS projektstøtteudvalg for scenekunst foretager vi her et realitetstjek. Hvor langt er dansk scenekunst nået med at være dynamisk, vedkommende og mangfoldigt? På et internationalt niveau. Når vi ser på dansk scenekunst anno 2016, oplever vi en stigende dynamik. Og vi ser en stor indsats for, som visionen efterspørger, netop at være vedkommende: Små storbyteatre, egnsteatre, frie projekter og de store teatre arbejder sammen i nye, interessante samarbejdskonstellationer. Cph Stage, der fylder København med scenekunst fra hele landet, er på få år blevet en central og vigtig festival. Egnsteatre over hele landet oplever i disse år fremgang i forhold til publikumstal. Og landsdelsscenerne i Aarhus, Odense og Aalborg er med deres borgerscener, hvor almindelige borgere fortæller deres

2 Side 2 af 7 personlige historier, lykkedes med at skabe frugtbare relationer med nye typer scenekunstnere og dermed også nye publikumsgrupper. SÅ JO - dynamisk og vedkommende scenekunst oplever vi og et stort publikum dagligt. Men visionen om»at henvende sig mangfoldigt på et internationalt niveau«ser med vores øjne knap så lovende ud. For vi ser et scenekunstlandskab, der er udpræget homogent. Scenekunsten bliver alt for ofte en lukket fest for den hvide middelklasse. Vi kender billetstatistikkerne, og vi er selv netop en del af det publikum. Men vi ved, at vores samfund ikke kun rummer sådan nogle som os. Der mangler et opgør med os selv. En lyst til at prøve noget nyt, som vi af gode grunde ikke kender alle facetter af. Vi tror ikke på, at kvoter er løsningen. Det handler snarere om at ændre vores tankegange og se muligheder i den mangfoldige scenekunst. Opgøret skal ikke være for den gode samvittigheds skyld, vi efterlyser en større mangfoldighed for kunstens og publikums skyld. Mangfoldighed er både de synlige og usynlige forskelle mellem mennesker. Det er dem, vi går i teatret for at se på, opleve og tage med os hjem. Vi er forskellige i forhold til køn, alder, etnicitet, religion, seksuel orientering, politisk anskuelse og fysisk fremtoning. Og i forhold til social klasse og uddannelsesbaggrund. Vi er ikke ens - og det afspejler scenekunsten ikke varieret nok. Kønsbalancen går det absolut bedre med, f. eks. på Det Kongelige Teater, der bevidst har valgt at sammensætte et skuespillerensemble på ti mænd og ti kvinder. Vi ser også i udvalget med glæde, at antallet af kvalificerede ansøgninger fra kvindelige kunstnere til udvalgets puljer er støt stigende. Men denne positive udvikling inden for ligestilling kan vi desværre ikke få øje på, når det gælder etnisk og social mangfoldighed. VI ANERKENDER at aktører som C: NTACT og Opgang 2 arbejder for og med en stor etnisk mangfoldighed. De arbejder begge i høj grad for integration gennem kunstnerisk træning.

3 Side 3 af 7 Endda ikke kun på scenen, men også bag ved og foran. Det er desværre særegent, og det er tankevækkende. Vi anerkender også, at dygtige kommercielle aktører bag f. eks. revyer, cirkus og musicals rundtomkring i Danmark har godt fat i andre sociale klasser end middelklassen. Men kan vi forsvare, at den statsstøttede scenekunst er en eksklusiv fest, der ikke inviterer en stor del af landets befolkning? Hvis de er fattigere end gennemsnittet og/eller har en anden kulturel baggrund end majoriteten, ser vi dem ikke i særlig høj grad. Scenekunstlandskabet er for homogent, og vi risikerer, at det bliver en helt lukket fest - for den hvide middelklasse. Vi efterlyser altså et større fokus på mangfoldighed. Vi tror på en praksis, hvor mangfoldigheden afspejles i hele organisationen på alle niveauer i den kunstneriske proces. Sådan som vi oplever det i store dele af erhvervslivet, hvor det er kompetencerne, der er afgørende, og ikke den kulturelle baggrund. Men hvor den kulturelle baggrund naturligt er afsmittende på praksis, på produkt og derfor også på brugeren/kunden. I den danske scenekunst er det desværre langtfra sådan, måske fordi vi knap nok har opdaget, hvor homogene vi er? VI MENER, AT mangfoldighed er tæt forbundet med internationalisering. Hvis vi ikke kender til det, der sker på den internationale arena, hvordan skal vi så vide, hvad ' et internationalt niveau' er? Lad os se på det internationale udbud i Danmark. Der er flere interessante internationale festivaler i Danmark; ILT i Aarhus, gadeteaterfestivalen Passage Festival i Helsingør og Waves Festival i Vordingborg er nogle af de markante aktører. Odinteatret i Holstebro har arbejdet med løbende international udveksling i snart 30 år og har for nylig modtaget støtte fra Creative Europe til at fortsætte dette arbejde. Hvis vi ser på det internationale udbud i København, ser det værre ud. Vi har haft Metropolis Festival, skabt af KIT (Københavns Internationale Teater). En festival, der med stor succes har gjort hele København til en scene, bl. a. da byen blev ændret af et gigantisk dominospil. Men KIT står efter mange års intenst arbejde stadig i en usikker og ustabil økonomisk situation.

4 Side 4 af 7 Og så er der de fabelagtige nycirkusgæstespil på Teater Republique og undertiden et enkelt gæstespil fra Tyskland på Det Kongelige Teater. Men desværre alt for sjældent og ofte alt for ubemærket og efter vores vurdering ikke i et omfang, der kan mobilisere nye publikumsgrupper. Og her tænker vi både på turister om sommeren og danskere med minoritetsbaggrund. Faktum er, at en række fantastiske internationale forestillinger turnerer forbi København til byer i vores nabolande som Berlin, Hamburg, Malmø eller Göteborg. Og at meget få forestillinger i København er koproduktioner med teatre i udlandet. På landsdelsscenerne skal man osse se langt efter en international produktion. Hvorfor skal et dansk mangfoldigt publikum over hele landet ikke have løbende mulighed for at opleve et udbud på et internationalt højt niveau? HVORDAN RYKKER vi os selv og dansk scenekunst ind i den internationale og interkulturelle virkelighed, som vi befinder os i lige nu, mens vi også husker de mange forskellige publikumsgrupper i vores danske samfund? Hvis vi ser på vores nabolande som England, Sverige og Norge, har der i de seneste år været et stor kulturpolitisk fokus på netop mangfoldighed. Omfattende rapporter og udredninger, brugbare værktøjer og anbefalinger. Vores vurdering og anbefaling er at stjæle alt det, vi kan. DER ER MASSER af erfaringer og inspiration at hente hos vores naboer, og lad os starte i England, hvor det national kusntråd, Arts Council England i 2014 præsenterede strategien ' The Creative Case for Diversity'. Strategien handler om at se mangfoldighed som kunstnerisk udviklingspotentiale og blev skabt i anerkendelse af, at de tidligere argumenter for at støtte mangfoldigheden ikke var tilstrækkelige. De gamle argumenter havde moralske, juridiske eller forretningsmæssige tilgange. Det var en form for burde-, skulle-, måtte-argumenter. Antagelsen var, at man bør arbejde med mangfoldighed, for ellers er det synd for nogen, og vi er selv dårlige mennesker. Eller: Vi skal, fordi vi er forpligtet via lovgivning til ikke at

5 Side 5 af 7 diskriminere/give alle lige rettigheder. Eller: Vi skal arbejde med mangfoldighed for at få flere publikummer og tjene flere penge. Efter et større forskningsprojekt lancerede Arts Council England så den nye strategi The Creative Case for Diversity. Strategien bygger på den grundlæggende observation, at mangfoldighed i den bredeste forstand er en integreret del af den kunstneriske proces - og netop derfor også et kunstnerisk anliggende. DET, VI KAN LÆRE fra England, er, at vi først og fremmest skal arbejde med mangfoldighed for publikums skyld og for at styrke den kunstneriske kvalitet. Ikke bare for at få flere publikummer, men et mangfoldigt publikum lige ved siden af hinanden i stolesæderne, hvor vi sidder, og hvor du sidder. Fodboldens verden viser os med tydelighed, at mangfoldighed ikke er en modsætning til høj kvalitet, snarere tværtimod: Bare kig på hjemmebane i national fodbold blandt fodboldspillerne, ude på sidelinjerne hos trænerne og oppe i logerne hos mæcenerne. Med andre ord: Mangfoldighed kræver en rekruttering af mangfoldigt personale. Det er international praksis i flere lande, og det foregår tæt på os. Med stor succes i Sverige. På Sveriges største teater, Riksteatern, har de en såkaldt mangfoldighedsambassadør - et medlem af dramaturgiatet, der sparrer med instruktører, dramatikere, skuespillere på et tidligt tidspunkt i den kunstneriske proces. Riksteatern ansatte i den sammenhæng en iransk producent, som formåede at få både international iransk kunst af høj kvalitet til Sverige og tiltrække den iranske minoritetsbefolkning som gæster sammen med den hvide middelklassesvensker. VI HAR OGSÅ haft eksempler på lignende ordninger med ' mangfoldighedsambassadører' herhjemme, men desværre døde de ud, fordi man ikke kunne finde et fælles fodslag. Måske fordi man ledte efter et homogent fællesskab? I Norge blev det tydeligt lige efter massakren på Utøya og bomben i regeringskvarteret, at det var vigtigt at formulere et såkaldt u-enighedsfællesskab. Det går grundlæggende ud på, at vi må blive enige om at være

6 Side 6 af 7 sammen om at have forskellige meninger. At vi skal gøre en indsats for at rumme forskellige holdninger. Norge befandt sig i en national sorg og så indad og forstod netop vigtigheden af, at det er vigtigt, at et samfund kan rumme mangfoldighed. I hvert fald som et skridt på vejen til at forhindre en ny katastrofe bygget på radikalisering. Hvordan kan vi herhjemme i Danmark etablere et uenighedsfællesskab, hvor vi bliver enige om, at der er en styrke i vores forskellige måder at se på verden? Vores vision er: i scenekunsten. DER ER et hårdt pres på de store teatre i Danmark med resultatkontrakter, der kræver mange publikummer i sæderne. Der er ikke noget at sige til, hvis kompetente teaterledere udmattede tænker: ' Åh gud, nu også krav om større mangfoldighed i forhold til etnicitet og social klasse? Oven i kravet om unge publikummer, brede forestillinger og høje belægningsprocenter'. Men spørgsmålet er, om ikke vi i scenekunstens verden netop gennem at udfordre os selv på mangfoldigheden, uanset vores størrelser og fokusområder, kan få inspiration og nye kompetencer til at løse mange af de udfordringer vi står overfor? Frem for at blive i troen på, at det handler om honorere flere krav, er dette en oplagt mulighed for at få nye kræfter tilført på flere niveauer. Imange år har scenekunsten i Danmark arbejdet mere eller mindre målrettet med publikumsudvikling. Men ofte er det blevet til sekundære aktiviteter frem for en integreret del af praksis. Publikumsudvikling hænger uløseligt sammen med den kunstneriske udvikling. F. eks. i form af valget af den organisatoriske sammensætning, i repertoire, casting af skuespillere eller i nogle af de mange andre led, der er medskabende i en scenekunstproduktion. Hvis vi ændrer synet på mangfoldighed og netop ser det som både en kunstnerisk og en publikumsmæssig udviklingsmulighed, er vi tættere på visionen. DER ER DERFOR brug for, at vi én gang for alle gør op med forestillingen om, at mangfoldighed spænder ben for kunstnerisk kvalitet. Vi må begynde med os selv

7 Side 7 af 7 og erkende, at vi også selv har svært ved at se ud over vores egen hvide middelklasseposition. Hvis vi ikke kender dem, der tilhører en anden etnicitet eller en anden social klasse end os selv, må vi spørge dem, eller dem, der kender dem. Vi må selv gå først og proaktivt række ud over egne rækker. I udvalget planlægger vi at synliggøre allerede eksisterende initiativer og stimulere nye tiltag, både i forhold til internationalisering og mangfoldighed. Men uden en branche, der er med, kommer der ikke til at ske noget nyt. Det kræver, at vi alle tager de skridt, vi kan, uanset hvor vi er. Og at vi deler generøst ud af erfaringer og ideer til, hvordan vi kan indfri visionen. Visionen om, at vi om 4 år netop i teatret møder den internationale mangfoldighed, som vores fællesskab jo er - både på scenen, bag ved og ved siden af os i stolerækkerne. Det skylder vi alle de publikummer, der endnu ikke ved, at scenekunsten er et enestående»livemedie og kollektivt mødested, socialt laboratorium eller et allerhelvedes horehus«, som det hedder i Kulturministeriets udgivelse ' Veje til udvikling'. PROJEKTSTØTTEUDVALGET FOR SCENEKUNST. Kan vi forsvare, at den statsstøttede scenekunst er en eksklusiv fest, der ikke inviterer en stor del af landets befolkning? Faktum er, at en række fantastiske internationale forestillinger turnerer forbi København Mangfoldighed kræver en rekruttering af mangfoldigt personale. SCENEKUNSTER. I øjeblikket spiller teaterfestivalen Cph Stage forskellige steder i København. Festivalen er noget af det gode, som er sket for dansk teater de sidste år. Den dårlige nyhed er, at der er for lidt mangfoldighed i dansk teater. Foto: Cph Stage