MELLEM ØST INFORMATION

Transkript

1 Nr.. 12, årgang ISSN Redaktionelt Indhold: Børsspekulation i Mellemøsten: ikke for svage sjæle 1 Peter Seeberg Reformer, elendighed og islam - om ægyptisk økonomi Martin Hvidt Sheik Yasins frigivelse Khalid Salih Valg og demokrati i Jordan Torben Rugberg Rasmussen Når muslimer og kristne gifter sig Mehmet Ümit Necef Rigtig eller forkert islam? Helle Lykke Nielsen Redaktion: Lars Erslev Andersen (ansv.), Martin Hvidt, Mehmet Ümit Necef, Helle Lykke Nielsen (red.), Torben Rugberg Rasmussen, Peter Seeberg og Charlotte Wien. Redaktionen afsluttet d. 28. november Udsendt til abonnenterne d.1. december Næste nummer udsendes d. 5. januar Årsabonnement kr inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Mellemøst-information,, Campusvej 55, 5230 Odense M, tlf Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøst-Information. Børsspekulation i Mellemøsten: ikke for svage sjæle Peter Seeberg I galopsportens Mekka, Midtengland, er den engelske overklasse grundig træt af Mellemøstens emirer, som vinder flere og flere af de store klassiske galopløb. Baggrunden for miseren er, at oliesheikerne uden at skele til prisen systematisk opkøber de bedste ungheste, lader dem træne af verdens førende trænere og ride af de bedste jockeys. Nu kan hestesport være et risikabelt investeringsområde, og det kræver en solid pengepung, ganske som tilfældet er med børsspekulation. I Mellemøsten har det længe været en (ikke urealistisk) forestilling, at spekulation på de mellemøstlige børser er mindst lige så problematisk som hestevæddeløb. Og måske er det grunden til, at mange af de olieformuer, der er tjent i de arabisktalende lande, er investeret i den vestlige verden. På det seneste er billedet vendt. De mellemøstlige børser er blevet stabile foretagender: Børserne i Beirut, Kairo, Casablanca, Istanbul osv. oplever vækst i omsætningen og som noget nyt investeringer fra vestlige firmaer. Spørgsmålet er, hvad der er årsagen til denne nye tingenes tilstand? Og hvor stabil den nye situation er? Beirut: problembarn og forbillede Det er blevet sagt, at hvis 1996 var året, hvor de mellemøstlige aktiemarkeder trådte frem på verdensscenen, synes 1997 at blive året, hvor de mellemøstlige børser for alvor etablerer sig.

2 2 Mellemøstens problembarn, Beirut, kan ses som et udtryk for dette. Rafiq Hariri, Libanons premierminister, gav allerede ved sin tiltrædelse i 1992 topprioritet til genopbygning af det libanesiske aktiemarked, og anstrengelserne er tilsyneladende ved at bære frugt. Libanon har brug for enorme finansielle ressourcer til at genopbygge hovedstaden. Hovedentreprenøren, Solidere, som delvist er ejet af Hariri selv, skal frem til midten af næste årti bruge, hvad der svarer til 100 mia kr. til sin ambitiøse Horizon 2000-plan, der skal genskabe Libanon som regionalt industrielt og ikke mindst finansielt kraftcenter. Så sent som i slutningen af august måned i år mindede israelske bombardementer af bl.a. et elværk lidt syd for Beirut libaneserne om, at landets infrastruktur fortsat er gidsel i konflikten mellem Hizbollah og de israelske styrker. Det er ofte blevet sagt, at så længe dette varer ved, vil der ikke ske nogen forbedringer - heller ikke med udviklingen af den libanesiske økonomi. Hvad der således på grund af den fortsatte konflikt i Sydlibanon indtil for nylig lignede lidt af et luftkastel, nemlig at genrejse den libanesiske børs, er ikke desto mindre ved at blive en realitet: Store udenlandske investorer gør sig i stigende omfang gældende på det finansielle marked i Beirut. Det franske parlament har gennem en større donation skabt forudsætningerne for, at det sidste nye computergrej er blevet installeret, så Beirut-børsen er kommet on-line med de mest betydningsfulde børser i Tokyo, New York og London. Solidere, der står for genopbygningen af 4,6 mio. m 2 i den indre by - primært langs den såkaldte grønne linie, der var centrum for borgerkrigen fra 1975 til 1991, er det største enkelte investeringsobjekt på børsen i Beirut. De internationale investorer har dog andet at investere i end Solideres aktiviteter - det monstrøse projekts størrelse til trods. En anden gigantisk aktieemission, der indtil videre bl.a. har tiltrukket store kuwaitiske investeringer, skal muliggøre en udbygning af Beiruts lufthavn og de tilhørende faciliteter. Det er planen at yde service for 6 mio. passagerer årligt fra år 2000, hvilket næsten er en firedobling i forhold til passagerantallet i Noget af det nye ved situationen i Libanon er, at de internationale banker er på vej ind i landet. Amerikanske Citibank, franske Crédit Lyonnais, for nu at nævne nogle af de større, er i færd med at etablere nye afdelinger i landet, og disse giganters entre på det marked, der indtil videre består af 82 store og små libanesiske banker, vil helt givet føre til skærpet konkurrence. I slutningen af oktober har den saudiske prins al-walid Bin Talal Bin Abdulaziz afsluttet investeringsaftaler vedr. bygning af hoteller, der indgår i forskellige internationale kæder: Four Seasons, Mövenpick, Le Meridien og restaurantkæden Planet Hollywood - en samlet investering på over 100 mio. dollars. Interessant er det, at disse hotelbyggerier er muliggjort gennem opkøb af jord fra Solidere - en anden måde, hvorpå Hariri og konsorter kan skaffe sig likviditet. Tilsvarende projekter, hvor Solidere sælger jord til udenlandske investorer, skal etablere de finansielle forudsætninger for hotelbyggerier, gigantiske parkeringskældre, kontorfaciliteter og restauranter. Islamiske investeringsfonde I Kairo, Casablanca og Tel Aviv har børserne også oplevet en betydelig vækst: I 1996 var den på hhv. 25, 36 og 51%. Endnu mere spektakulære væksttal har man oplevet på Den Arabiske Halvø, bl.a. i Oman, hvor omsætningen er fordoblet på et år. Børserne på Den Arabiske Halvø handler i sagens natur mest med aktier i tilknytning til olieudvinding og -raffinering, men også her slår en international tendens igennem, der bl.a. går ud på at placere midler (læs: oliemillioner) i amerikanske, japanske og europæiske investeringsselskaber, som efterfølgende går ud på de internationale børser og agerer med samlet styrke. Dette ses bl.a. i Saudi-Arabien, Oman, Kuwait og Bahrain. Også børsen i Istanbul har i slutningen af 1996 og de første tre kvartaler af 1997 oplevet en stigende omsætning, der delvis skyldes internationale investeringer. Samlet er der tale om en vækst

3 3 på over 100%, der især har fundet sted i efteråret I Istanbul er der imidlertid også en anden faktor, der spiller ind, nemlig de voksende investeringer, der stammer fra store logeagtige sammenslutninger med et vist islamisk tilsnit, bl.a. den såkaldte MUSIAD (en tyrkisk forkortelse for Den Uafhængige Sammenslutning af Industri- og Forretningsmænd). Sådanne islamiske investeringsfonde synes at være et fænomen, der griber om sig i Mellemøsten. Indtil for relativt nylig har koranens forbud mod at tage renter og lave spekulation forhindret muslimske investorer i f.eks. at spekulere på børser, såvel hjemme som i udlandet. De store udenlandske investeringer i London, New York og andre af verdens hovedstæder har haft karakter af offentlige hemmeligheder, foretaget af stråmænd med schweiziske bankers mellemkomst. Innovative bankfolk og liberalt sindede sharia-fortolkere har bidraget til, at livet er blevet lettere for den mellemøstlige finansverden. I virkelighedens verden forlener man de finansielle aktiviteter med en vis social eller miljømæssig fernis - en etisk overbygning kunne man sige - der så retfærdiggør opbygningen af tidssvarende finansielle relationer. Islamiske fonde, som f.eks. MUSIAD og en lang række andre i Kairo og de arabiske olielande, foretager så en art moralsk screening af de mulige investeringsobjekter, inden investeringerne foretages - hvorefter der skrides til handling. Man undgår - af selvsamme moralske årsager - vidtløftige spekulationer og holder passende cigarføring, der reserverer en vis værdighed til den pågældende islamiske investeringsfond. Det sidste nye i den sammenhæng er investeringer i miljørigtig produktion af bl.a. køleskabe, hvor man undgår brug af ozon-ødelæggende isoleringsmateriale og kølende væsker. I parentes bemærket kan man more sig med at sammenligne Mellemøstens moralske muslimer med hjemlige pensionskasser for velstillede offentligt ansatte, hvor tilsvarende moralske overvejelser gør sig gældende. Inflationen i bedring En vittig hund har sagt, at det mest stabile ved Mellemøstens valutaer er den galopperende inflation. Det er en sandhed med modifikationer. Ganske vist har nogle lande fortsat en voldsom inflation: Tyrkiet havde f.eks. i perioden oktober oktober 1997 en nominel vækst i forbrugerpriserne på 93,2%. Som modpol kan man nævne Israel, hvor inflationen i samme periode befandt sig på europæisk niveau - omkring 5%. Nogle af Mellemøstens valutaer, der tidligere har haft inflationsproblemer af nærmest tyrkisk omfang, har fået bedre styr på udviklingen: Det gælder nogle af de nordafrikanske lande, bl.a. Tunesien, men også Ægypten. Den forbedrede situation har klart positive konsekvenser: For det første, fordi en mere stabil valuta alt andet lige er lettere at have med at gøre i samhandel med udlandet, og for det andet, fordi valutastabilitet i sig selv skaber tillid: Derfor kan den forbedrede situation på børserne i Mellemøsten formentlig også tilskrives mere stabile valutaer. Og for det tredje er det ganske givet lettere at opnå lån fra internationale långivere, hvis man kan opvise en valuta med små en-cifrede inflationstal. Tunesiens nylige aftale med Den Europæiske Investeringsbank kan formentlig også opfattes som en cadeau til landets relative succes med inflationsbekæmpelse. Også Libanon har fået bedre hold på inflationen, og det libanesiske pund må i dag regnes for at være en af Mellemøstens forholdsvis stabile valutaer. Ikke for svage sjæle Når der på trods af den i flere henseender forholdsvis gunstige situation på de mellemøstlige valutamarkeder alligevel må tilrådes en vis forsigtighed, skyldes det først og fremmest det helt generelle vilkår, at vi har at gøre med et område af verden, hvor der hurtigt kan ske ændringer, først og fremmest på grund af de

4 4 generelle politiske vilkår. Situationen i det sydlige Libanon er fortsat ustabil og kan eskalere, hvilket i givet fald vil sætte den igangværende økonomiske vækst i Libanon i stå. Konflikten mellem Irak og FN er heller ikke ligefrem med til at fremme vestlige investeringer på Mellemøstens valutamarkeder. Og de muslimske fundamentalisters myrderier i Luxor for nylig vil ganske givet indebære et i det mindste midlertidigt tilbageslag for turisternes betydelige tilførsler af udenlandsk valuta til den ægyptiske økonomi. På det økonomiske felt fører stabile oliepriser og voksende salg af olie - faktorer, som i stor udstrækning kan henføres til væksten i USA s økonomi - til en relativ pengerigelighed især på Den Arabiske Halvø. Dette kan forklare meget af væksten i Mellemøstens børshandel. Dertil kommer internationale investeringsselskabers aktive deltagelse i regionens finansielle aktiviteter. I den forbindelse kan selve det forhold, at de mellemøstlige pengemarkeder er ved at blive en integreret del af det internationale finansielle marked, også lægge børserne åbne for spekulationer, der rettes direkte mod nationale valutaer. Når den ungarnsk-amerikanske storspekulant George Soros grundlæggende kunne ryste det britiske pund i begyndelsen af 1990 erne, hvad kan der så ikke ske med mindre valutaer på et marked, der ikke har erfaringer med den slags folk? Her gælder ingen moral, hvad enten man er muslim eller ej! Kilder: The Economist, november The Middle East, oktober, november Middle East Business Weekly, vol. 41, no. 44, Middle East Economic Survey, vol. XL, no. 42, 43, 44, oktober, november Reformer, elendighed og islam - om ægyptisk økonomi Martin Hvidt 17. november kom Ægypten igen på forsiderne af alverdens aviser, og igen skyldtes det terrorangreb på turister. Angrebet krævede over 70 dødsofre, hvoraf 61 var udlændinge. Den islamiske gruppe al-jamaat al-islamiya, der har taget ansvaret for handlingen, er den samme gruppe, som i 1995 stod for attatentatforsøget mod præsident Hosni Mubarak i Sudan, og som siden 1992 har forrettet en række angreb på turister i Ægypten. Gruppen har som sit erklærede mål at vælte Mubaraks styre, og at gøre Ægypten til en islamisk stat. Midlet til at opnå dette er en destabilisering af det nuværende styre igennem en forringelse af landets økonomi. Gruppens tilgang bygger på det, man kalder elendighedsteori : Jo værre, det står til i samfundet, desto bedre er betingelserne for, at der kan indtræffe en revolutionær forandring. Og skal man ramme landet økonomisk hårdt, er turistsektoren et oplagt mål. Godt 4 millioner turister besøgte landet sidste år, og turismen giver Ægypten en indtægt på op imod 24 milliarder kroner årligt. Det menes, at ca. hver sjette ægypter tjener sit levebrød inden for denne sektor. Med andre ord: Rammes turisterhvervet, har det økonomiske konsekvenser for meget store dele af landets befolkning. Forskere ser en sammenhæng mellem den betydelige tilslutning til muslimske grupper i 1990 erne - i særdeleshed de mere moderate som f.eks. Det Muslimske Broderskab, men også de mere radikale grupper som al-jamaat alislamiya - og de betydelige økonomiske og social problemer, som store dele af den ægyptiske befolkning lever under. I mellemøstlige lande med stærkt begrænset ytringsfrihed og demokrati er islam og organise-

5 5 ringen omkring moskeerne én af de få muligheder, menigmand har for at kritisere styret, som i alt for ringe omfang har søgt at forbedre lvilkårene for den brede del af befolkningen. De lever under stigende økonomiske problemer, usikkerhed og korruption, mens magthaverne synes at boltre sig i goder og penge. Tilslutningen til islam kan altså tolkes som et økonomisk og socialt anliggende. Målet med denne artikel er at tegne et billede af det ægyptiske samfund anno 1997, som fostrer denne type modstandere. 10 års hestekur Mubaraks styre arvede i 1981 en økonomi med dybe og kroniske problemer. Siden 1952 havde Ægypten forsøgt at opbygge en velfærdsstat ved at etablere en række goder: gratis skolegang og universitetsuddannelser, et udbygget sundhedsvæsen, fornuftige levevilkår for de fattige gennem subsidier på fødevarer, elektricitet og benzin, begrænsninger på lejens størrelse både for boliger og landbrugsjord osv. Forsøget på at fortsætte denne politik trods for få økonomiske ressourcer skabte inflation, mangel på udenlandsk valuta, betydeligt underskud på betalingsbalancen, faldende vækstrater i økonomien som helhed, og ikke mindst en voldsom udenlandsgæld. Sidstnævnte nåede i midten af 1980 erne ca. 50 milliarder dollars med dertil hørende problemer med at opfylde forpligtigelserne for afdrags- og tilbagebetaling. I midten af 1980 erne begyndte ægypterne at forhandle med Den Internationale Valutafond (IMF) og senere Verdensbanken og andre internationale donorer. Målet var i første omgang en lånomlægning og siden optagelse af lån til langsigtede udviklingsprojekter og økonomiske strukturomlægninger. Siden landets første aftale med IMF i 1987 har målet været at skabe balance mellem indtægter og udgifter på de offentlige budgetter samt reformere økonomien gennem en omfattende liberalisering, dvs. decentralisere, deregulere og privatisere væsentlige dele af den økonomiske aktivitet. Ingen bank, og i særdeleshed ikke IMF, låner penge ud, hvis den ikke har sikkerhed for, at lånene kan betales tilbage. Derfor følger der altid en række krav med sådanne lån. I de første år opfyldte Ægypten ikke kravene, og derfor er tonen siden 1990 blevet skærpet væsentligt. I dag er udbetalingen af lån og bistand til Ægypten snævert bundet til de faktisk gennemførte reformer: Hvis det f.eks. er en forudsætning, at lønningerne ikke må stige med mere end en given procent, eller benzinprisen skal hæves 30% inden for et år, skal disse krav være opfyldt, før næste del af lånet kommer til udbetaling. På sammen vis har den gældseftergivelse på milliarder dollars, som OECD-landene gav Ægypten som tak for deres støtte i Kuwaitkrigen, været bundet til gennemførsel af økonomiske reformer i landet. Hvad enten man er for eller imod denne måde at yde lån på, ser medicinen ud til at have virket. Siden 1995 har Ægypten haft overskud på betalingsbalancen, den økonomiske vækst ligger i dag på mellem 5 og 6%, turismen blomstrer, de statslige udgifter og indtægter balancerer nogenlunde, der privatiseres - omend tempoet ikke helt opfylder målet om én virksomhed om ugen, handlen er blevet liberaliseret, og en stor del af statssubsidierne på f.eks. elektricitet og gas er bragt ned, så priserne nu næsten afspejler produktions- eller verdensmarkedsprisen. Og som kronen på værket opgøres landets reserver af udenlandsk valuta til over 20 mia. dollars i dag. IMF udtrykker betydelig tilfredshed med reformernes forløb i forlængelse af deres seneste besøg i landet, og det rapporteres, at udenlandske investorer nu er begyndt at investere i Ægypten, både som konsekvens af den stabile økonomi, og som følge af investeringsproblemerne i Sydøstasien. Middle East Economic Survey opsummerer succesen således: The macro-economic fundamentals of the Egyptian economy are indisputably solid.... men liberaliseringen gør ondt Men for menigmand har omkostningerne ved den økonomiske hestekur været betydelige. For

6 6 størstedelen af den ægyptiske befolkning er levevilkårene forringet drastisk over de sidste 10 år, dels pga. stagnerende lønninger, dels pga. stærkt stigende priser som følge af, at subsidierne falder bort. Verdensbanken anslår f.eks., at lønningerne i den offentlige sektor er faldet omkring 50% inden for denne periode. Også arbejdsløsheden er fortsat et problem. Verdensbanken anslog, at den i slutningen af 1994 var 17,5% af arbejdsstyrken, eller 2,8 millioner. Af disse var 70% unge under 20 år. Det anslås endvidere, at arbejdsløshed i kortere eller længere perioder påvirker mellem en tredjedel og halvdelen af arbejdsstyrken. Det ansættelsesstop, der i praksis har været i den offentlige sektor siden 1991, har bl.a. betydet, at løftet om ansættelse til alle med en universitetsuddannelse ikke har kunnet indfries. I dag menes 1,4 millioner universitetsuddannede at vente på det job, de er blevet stillet i udsigt, da de påbegyndte deres studier. Ventetiden opgøres til 11 år. Efter godt 10 år med nedskæringspolitik er antallet af det, man kalder absolut fattige, forøget. Der mangler selvsagt troværdige data for sådanne opgørelser, men hvis man definerer absolut fattigdom som en total indkomst, der er mindre end 30 dollars pr. måned, skulle omkring 1/3 af Ægyptens indbyggere, svarende til 19 millioner ægyptere, ifølge Economist Intelligence Unit i dag leve i absolut fattigdom. Også indkomstforskellene er blevet større. Mens mellem 75 og 80% af befolkningen menes at have en gennemsnitsindkomst, der ikke overstiger 50 dollars pr. måned, er der andre 5%, som selv i forhold til amerikanske standarder er rige. Yderligere er der godt 2% (lidt over en million), som vurderes til at være umådeligt rige. Og da man gerne viser sin rigdom i arabisk kultur, sender det uheldige signaler til den store del af befolkningen, der lider under reformerne. Reformerne har ikke alene skabt mere fattigdom, de har også skabt grundlæggende utryghed, f.eks. i ansættelsen. 314 offentligt ejede selskaber skal privatiseres, og indtil nu er ca. en tredjedel solgt. I disse offentlige virksomheder har der været alt for mange ansatte, og derfor er privatisering ensbetydende med omfattende fyringer - og det skaber selvsagt utryghed. Utrygheden opstår også som følge af ændringer i det, der engang var hævdvundne rettigheder. F.eks. har landbruget netop gennemført en frisætning af lejen på jord. Siden 1952 har lejen været fastfrosset, lejekontrakterne kunne i realiteten ikke opsiges, og jorden kunne frit overdrages til lejernes børn og børnebørn. Efter en femårig overgangsperiode var det 1. oktober 1997 slut med disse privilegier. Ca. en million lejekontrakter er omfattet af denne ændring, og ifølge avisen al-ahram anslår officielle ægyptiske kilder, at der for 94% vedkommende nu er skrevet nye kontrakter. Næste led i reformen omfatter en ophævelse af samme type lejekontrakter for boliger: En typisk leje er i dag mellem 20 og 30 kroner pr. måned for en lejlighed i boliger bygget før 1952, og udsigten til enten at skulle betale en betydelig højere husleje eller blive smidt ud af sin lejlighed er selvfølgelig skræmmende for de i forvejen hårdt trængte borgere. Politisk kapital For almindelige ægyptere drejer politik sig ikke om makro-økonomiske strukturer, men basalt set om, at de igennem næsten 15 års nedskærigspolitik er blevet fattigere. Unge mennesker kan ikke få arbejde, offentlige skoler og sundhedsvæsenet fungerer ikke - eller kun, hvis man betaler under bordet for ordentlig behandling - der mangler kloakering, jobmulighederne er usikre, familiefædre må have to jobs for at klare dagen og vejen, børn må arbejde for at bidrage til familiens økonomi, unge mennesker kan ikke blive gift, fordi deres lønninger ikke tillader at bo i en lejlighed osv. osv. Staten har med andre ord brudt sine løfter. Hvis dårlige økonomiske og sociale vilkår får folk til at slutte op om islam, kan det ikke undre, at islam har haft vind i sejlene i 1990 erne: Det er ganske enkelt blevet sværere at være ægypter. Den ægyptiske regering er selvfølgelig selv ganske klar over disse sammenhænge, og der er da også en række konkrete eksempler på,

7 7 hvordan den ægyptisk regering i de senere år har lagt drikkevand ind, kloakeret og etableret renovation i slumområder for at sende synlige signaler om, at staten skam tænker på dem. Og regeringen har også fået betydelig international donorstøtte til at videreføre arbejdet i Den Sociale Udviklingsfond, som siden 1991 har skabt godt arbejdspladser årligt i et forsøg på at afbøde de værste effekter af reformprogrammet. Det har kostet regeringen masser af politisk kapital hos borgerne at gennemføre reformerne. Spørgsmålet er nu, om den formår at omsætte landets nyvundne økonomiske soliditet til arbejdspladser og bedre levevilkår for den almindelige befolkning. Kilder: Lars Erslev Andersen: Muslimske fundamentalister. Militante muslimer i Mellemøsten (København, DUPI, 1997) Economist Intellingence Unit: Egypt, Country Profile (London, 1997). The Egyptian State Information Service: 20. august 1997, 17. november 1997, index.htm Egyptian Reform Gathers Pace, I: Middle East Economy Survey, vol. 40, no. 22, 3. november Tawfiq awda arba -wa-tis in fil-mi a min al-mallak walmusta jirin al-zira iyyin, notits i al-ahram, oktober, The World Bank, press release no. 96/25/MENA, Sheik Yasins frigivelse Khalid Salih 6. oktober kunne Hamas grundlægger og åndelige leder, sheik Ahmed Yasin, vende tilbage til Gaza efter mange års fangenskab. Det var en stor begivenhed for mange palæstinensere, især for dem, der sympatiserer med Hamas. Men hændelsen blev også opfattet af de øvrige palæstinensere som et tegn på sejr over israelerne. Mange iagttagere tror, at sheik Yasins frigivelse handler om en israelsk politisk og sikkerhedsmæssig fejltagelse, selv om den umiddelbare årsag angiveligt er at få de agenter tilbage, som var indblandet i et mislykket mordforsøg mod en Hamasleder i Amman i slutning af september. Den israelske beslutning om at frigive sheik Yasin er efter min mening langt fra nogen fejltagelse, og det er heller ikke et resultat af en forhastet beslutningsproces. Ganske vist har israelske politikere altid betalt en høj pris for at redde israelske agenter og soldater, men denne gang var beslutningen også forankret i den politiske elite og havde dermed andre og mere langsigtede mål for øje. Bortset fra rent taktiske overvejelser kan frigivelsen af Hamaslederen være betinget af to andre vigtige årsager. For det første indebærer sheik Yasins frigivelse et politisk og psykologisk pres på Det Palæstinensiske Selvstyre og Yassir Arafat. At sheik Yasin blev modtaget af store grupper palæstinensere, både i Jordan og i de besatte områder, viste, at de israelske beregninger i den henseende holder. Arafat havde lovet at være tilstede, når sheik Yasin ankom til Gaza, men dennes popularitet har med stor sandsynlighed afskrækket Arafat fra at stå side om side med en person, der kunne få så stor opmærksomhed blandt palæstinenserne. I stedet valgte Arafat at holde sig væk.

8 8 Hamas versus PLO Yasins popularitet er en politisk risiko, som israelske beslutningstagere synes at være bevidste om, men som de alligevel håber vil udvikle sig i en anden retning. At frigive en så central Hamasperson kan med israelske øjne føre til, at Hamas rent faktisk tvinges til at tage et ansvar for den offentlige politik på en anden måde end gennem selvmordsattentater og andre voldshandlinger. Hamas politiske ledelse bliver nu nødt til at arbejde for både at forbedre sin anseelse og for at konkurrere med Det Palæstinensiske Selvstyre, men først og fremmest skal den afbalancere Yassir Arafats politiske dominans. Skal Hamas have nogen chance for at etablere sig som pålidelig politisk bevægelse, der i fremtiden kan blive en del af den politiske proces, må disse politiske ledere se ud over organisationen, dens politiske mål og handlinger. En klar forhåbning i denne situation er, at Hamas med tiden kan undergå reformer, tilpasse sig vedtaget politisk arbejdsmåde og samtidig lægge pres på Yassir Arafat. Skulle denne politiske beregning trods al forventning ikke holde stik, regner israelerne nok med, at kampen mellem Hamas og Yassir Arafat forværres. Det vil give israelerne mulighed for at beskylde palæstinenserne for manglende evne til at fungere i en politisk proces, som jo kræver, at man både giver og tager. I forlængelse af et sådant palæstinensisk fejlslag kan andre løsninger blive aktuelle, som for eksempel direkte forhandlinger med jordanske repræsentanter. Den israelske beslutning om at frigive Hamaslederen kan også have været påvirket af amerikanerne. Meget tyder på, at amerikanske mæglingsforsøg i andre verdensdele og andre konflikter har ført til en erkendelse af, at fredsforhandlinger ikke nødvendigvis bør udelukke radikale ledere. Tværtimod kan man ved at inddrage dem mindske risikoen for fejltagelser og hindre forhaling af fredsprocessen. Det kan faktisk være en stor fordel at inddrage en gruppe, der til stadighed underminerer en skrøbelig fredsproces, fordi man dermed giver den et stort ansvar: Ansvarsfordeling kan på sigt føre til stabilitet og kontinuitet. Hvis politik skal ses som kunsten at kunne opretholde en vision og så vidt muligt arbejde for at realisere denne vision, er det oplagt, at en radikal gruppe som Hamas kan ændre standpunkt og tilpasse sig den virkelighed, som mennesker lever i til daglig. Det er ikke så længe siden, der blev talt om, at anerkendelse af henholdsvis Israel og PLO var politisk selvmord. Hvem havde forestillet sig for nogle år siden, at palæstinensiske og israelske ledere skulle være afhængige af fortsatte forhandlinger og samarbejde på det ene område efter det andet? Selv det mest usandsynlige kan forvandles til det mulige i politik. Politiske udfald behøver ikke nødvendigvis altid at være af negativ karakter. Trods den almindelige pessimisme er der måske store forandringer undervejs i Mellemøsten. Hamas i israelsk politik? Mange hævder, at det israelske samfund ikke kan acceptere Hamasbevægelsen, eftersom den er fundamentalistisk og kræver, at religionen gøres politisk. At Hamas er en islamisk bevægelse, anses af mange kommentatorer som en alvorlig trussel. Men faktum er, at det israelske politiske system længe har kendt til politiske grupperinger, som hviler på religion. Og ikke nok med det: Religiøse grupper er med held blevet inddraget i det israelske politiske system. Kun stærkt radikale og militante religiøse grupper og enkeltpersoner har kunnet skabe problemer i israelsk politik. Med andre ord er tanken om at inddrage religiøse grupper i den politiske proces ikke noget nyt i Israel. Endvidere er tanken, at en mere åben holdning over for islamiske politiske grupper ikke nødvendigvis indebærer en direkte trussel mod staten Israel. Hvis Hamas politiske ledelse kan ændre standpunkt i spørgsmålet om Israels eksistens, ændre sit politiske program og derefter overbevise sine tilhængere om, at der er

9 9 behov for en ny strategi i en ny situation - en proces, som PLO jo har gennemløbet - vil truslen fra Hamas flytte sig fra at være rettet mod Israel til at blive en politisk udfordring i forhold til Yassir Arafat, PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre. Følgende kommentar fra en læge og Hamastilhænger fra Hebron illustrerer, hvad frigivelsen af sheik Yasin kan komme til at betyde: Her har vi en leder, som holder sig til sine principper uden hensyn til magtbalancen...kun en rigtig mand som Yasin kan skabe sand fred med Israel. Man kan altså forestille sig, at Hamas bliver en afgørende politisk faktor i den palæstinensiske politiske proces, og at sheik Yasin bliver en alvorlig politisk konkurrent til Yassir Arafat. Set med israelske øjne behøver denne forandring ikke automatisk at medføre en større trussel mod Israel end hidtil. At Hamas og sheik Yasins daglige anstrengelser nu må rettes mod at sikre deres placering i en intern palæstinensisk politisk kamp, kan give israelerne en mere fredelig hverdag set i et sikkerhedsmæssigt perspektiv. Og det er vel ikke nogen dårlig udvikling for israelerne. Kilder: John S. Dryzek: Political inclusion and the dynamics of democratization, i American Political Science Review 90, September Russel Hardin: One for all: The logic of group conflict (Princeton, Princeton University Press, 1995.) al-hayat, 1. oktober til 7. november Farhad Kazemi: The inclusion imperative, i: MESA Bulletin, no. 30, december Palestine Time, no. 77, november al-quds al-arabi, 1. oktober til 7. november. al-sharq al-awsat, 1. oktober til 7. november. Artiklen er oversat fra svensk af Louise Pedersen. Valg og demokrati i Jordan Torben Rugberg Rasmussen I november 1989 blev der for første gang i 22 år afholdt parlamentsvalg i Jordan. Godt nok stillede alle kandidater op som enkeltpersoner, fordi alle politiske partier - bortset fra Det Muslimske Broderskab, der havde status af velgørende religiøs forening - var forbudt, men den begyndende demokratisering af det politiske liv var åbenbar. 4. november i år blev der igen afholdt valg, men den kontrollerede demokratiske proces, kong Hussain har sat igang, er langt fra problemløs. Selvom Det Muslimske Broderskab blev valgets store sejrherre, blev parlamentsvalget fulgt op af en række reformer på forskellige niveauer: Dels blev en række begrænsninger af pressefriheden ophævet med henblik på at fremme en mere åben offentlig debat, dels blev en række fængslede politiske aktivister benådet af kong Hussain, og ikke mindst blev forbuddet mod politiske partier ophævet, således at valget i 1993 fandt sted inden for rammerne af et flerpartisystem. I alt var der således opstillet kandidater fra 20 partier ved valget i 1993, der af mange kommentatorer blev opfattet som en afgørende lakmusprøve på, hvordan den islamiske fundamentalisme i form af Det Muslimske Broderskab ville klare sig ved frie demokratiske valg. Det Muslimske Broderskab, der i Jordan er organiseret i paraplyorganisationen Islamisk Aktionsfond, tabte eftertrykkeligt ved dette valg, selvom det uden sammenligning var det bedst organiserede blandt de politiske partier - bl.a. i form af en landsdækkende organisation og en række aktiviteter på græsrodsniveau. Også de palæstinensiske kandidater tabte ved valget i Selvom palæstinenserne repræsenterer mindst halvdelen af den jordanske befolkning, opnåede mindre end 20 af de palæstinensiske kandidater valg til underhuset, der i alt tæller 80 pladser. I stedet faldt valgresultatet entydigt

10 10 ud til fordel for de traditionelle stammeledere og andre repræsentanter for det jordanske stammeog beduinsamfund. På denne måde fik kong Hussain stort set det parlament, han havde håbet på - og dermed carte blanche til at håndtere de igangværende fredsforhandlinger med Israel efter sit eget hoved. Valgsystemet Overgangen til et regulært flerpartisystem var ikke den eneste formelle ændring, hvis vi sammenligner valget i 1989 med valget i Tværtimod var selve valgsystemet blevet afgørende ændret, og her finder man formodentlig en vigtig forklaring både på stammeledernes fremgang, Det Muslimske Broderskabs tilbagegang og de politiske partiers generelt dårlige valgresultat. Vi finder også en afgørende achilleshæl ved hele det demokratiske jordanske set-up: Hvor valget i 1989 var organiseret således, at den enkelte vælger disponerede over lige så mange stemmer, som den enkelte valgkreds gav valg til - 2, 3 eller i en enkelt valgkreds 9 stemmer - var valget i 1994 organiseret ud fra det velkendte princip om én mand - én stemme. Det lyder fuldt ud demokratisk, men modvirkes af, at mandaterne i landets 20 valgdistrikter ikke er baseret på antallet af vælgere og indbyggere i disse distrikter. Opdelingen i valgkredse favoriserer således beduinerne, de religiøse minoriteter og den ikke-palæstinensiske del af befolkning, mens valgsystemet omvendt ikke tilgodeser bybefolkningen, de palæstinensiske områder og områder, hvor Det Muslimske Broderskab traditionelt står stærkt. I det gamle valgsystem faldt første stemme næsten stensikkert på et familiemedlem, stammens repræsentant eller en person knyttet til den enkelte vælgers lokale netværk. Derimod blev anden og tredje stemme afgivet ud fra politiske, religiøse eller ideologiske præferencer. Man kan også sige, at den første stemme typisk var en lokal stemme, afgivet inden for rammerne af det traditionelle stammesamfunds autoritetsmønstre, mens de følgende stemmer i højere grad blev afgivet i et landspolitisk perspektiv, dvs. med nationen som horisont. De jordanske vælgere fastholdt tilsyneladende denne valgpraksis ved valget i men med den afgørende ændring, at anden og tredje stemme var faldet bort som følge af den angivelige demokratisering af valgssystemet. Formodentlligt var denne optiske demokratisering af valgssystemet en vigtig forklaring på Det Muslimske Broderskabs stemmemæssige tilbagegang ved valget i 1993, og det blev fra forskellige lejre hævdet, at incitamentet for kong Hussain til at indføre den nye valglov netop var en ambition om at svække broderskabets og den politiske oppositions mulige indflydelse af teknisk vej, dvs. uden formelt at tilbagekalde eller justere den påbegyndte demokratiseringsproces. Valget i november 4. november 1997 blev der igen afholdt valg til det jordanske underhus - igen inden for rammerne af valgloven fra 1993, og igen med de lokale stammeledere og en række lokale, politisk uafhængige kandidater som valgets sejrherrer. Mere end 95% af de ialt 524 kandidater opstillede således på lokale, stammebaserede eller regionale lister, og ikke overraskende vandt disse kandidater 62 pladser i et parlament, der i al væsentlig må forventes at overlade det landspolitiske inititativ til kong Hussain, der således endnu en gang har fået det parlament, han kunne ønske sig. Der er med andre ord ingen grund til at forvente uro på bagsmækken i forbindelse med de jordanske ambitioner om at genoplive fredsprocessen med Israel eller i forbindelse med de forestående forhandlingsrunder med IMF. Det interessante ved valget i november var således ikke parlamentets sammensætning. Det var givet på forhånd. Allerede i foråret besluttede Det Muslimske Broderskab således at

11 11 boykotte valget - en beslutning, som siden blev fulgt af 8 mindre oppositionspartier - i protest mod valgloven fra 1993 og en række begrænsninger i ytringsfriheden, der primært - ifølge Det Muslimske Broderskab - er rettet mod den uafhængige jordanske presse. Som et eksempel på valglovens favorisering af kong Hussain og de uafhængige stammeledere anføres det, at de to store byer i Jordan, Amman og Zarqa, hvor omkring halvdelen af Jordans ca. 4,6 millioner indbyggere bor, og hvor Det Muslimske Broderskab traditionelt har sin vælgerbasis, kun giver valg til en fjerdedel af parlamentets pladser, hvorimod tyndt befolkede landområder mandatmæssigt er voldsomt overrepræsenterede i parlamentet. Hvorvidt Det Muslimske Broderskabs opfordring til boykot - der fra den jordanske stormuftis side blev besvaret med et fatwa, i følge hvilket det var en hellig pligt over for nationen at stemme - blev fulgt af de jordanske vælgere, er en skønssag: Hvor stemmeprocenten i 1989 og 1993 var henholdsvis 68% og 61,5%, udgjorde den ved 1997-valget 54, 6% - et fremmøde, som af den jordanske regering officielt udlægges som en tillidserklæring over for både valgssystemet og den førte politik. Omvendt henviser repræsentanter for Det Muslimske Broderskab til, at valgfremmødet netop i Amman og Zarqa kun lå på 35%, hvilket er klart lavere end ved valgene i 1989 og i 1993, og det er således nærliggende at dømme uafgjort i den efterhånden årelange konflikt mellem kong Hussain og den islamiske og palæstinensiske opposition. Man kan også sige, at kong Hussain i kraft af valglovens objektive disfavorisering af Det Muslimske Broderskab har fraskrevet sig selv muligheden for at kunne kontrollere den politiske og folkelige opposition inden for demokratiets rammer, mens den politiske opposition i kraft af sin boykot omvendt har forsømt muligheden for at kunne gøre sig realpolitisk gældende. Kilder: Economist Intelligence Unit: Jordan: Country Report, 2nd quarter (London, 1997). The Economist, 8. november Middle East International no.561, 24. oktober Torben Rugberg Rasmussen: Valget i Jordan, Mellemøst- Information, nr. 11, november Når muslimer og kristne gifter sig Mehmet Ümit Necef I sommers prydede en opsigtsvækkende overskrift forsiden af det tyrkiske dagblad Hürriyet: En bryllupsceremoni i kirken med bibel- og koranoplæsning. Nyheden blev illustreret med et farvet bryllupsbillede af den tyrkiske læge Eda Köseoglu og civilingeniør Franz Riepe i en kirke i München. Under den højtidelige ceremoni skulle præsten have læst vers op fra begge hellige bøger. Billedet havde en stor altertavle som baggrund, og inde i avisen var der endnu et billede af det nybagte ægtepar med en præst i snehvid præstekjole mellem sig. Til Hürriyets korrespondent sagde Eda, at hun bevarer sin oprindelige tro, islam, og ikke har tænkt sig at lade sig omvende til kristendommen, selvom ceremonien foregik i en kirke: Vores respektive tro er noget helt privat mellem os og Gud. Begge vores religioner lovpriser og opfordrer til næstekærlighed, tolerance og respekt for andre mennesker. Vores tanker ligner meget hinanden, selvom vores tro er forskellig. Vi elsker hinanden højt. Det er næsten for smukt til at være sandt. I en tid, hvor mange taler om civilisationernes sammenstød og islam som trussel mod Vesten, gifter en muslim og en kristen sig, og denne

12 12 gang er der ikke tale om et af de efterhånden sædvanlige ægteskaber mellem muslimske mænd og europæiske kvinder. De fleste menneskers umiddelbare reaktion på en sådan begivenhed er sandsynligvis humanistisk optimisme over, at mennesker, der tilhører forskellige kulturer og religioner, alligevel kan finde ud af det med hinanden - at folk mødes og forelsker sig trods forskellighederne. På trods af gensidig mistænksomhed og fordomme lykkes det alligevel for nogle mennesker at overkomme vanskelighederne og få kærligheden til at fungere. Det bedste eksempel på, at muslimer er på vej til at integrere sig i de europæiske samfund, er sandsynligvis, at et stigende antal muslimske piger gifter sig med europæiske mænd. Da jeg læste nyheden, kom jeg i tanke om en historisk bygning fra middelalderen, som befinder sig i den andalusiske by Cordoba, og som ifølge beretningerne skiftevis blev brugt som moske om fredagen, synagoge om lørdagen og kirke om søndagen. Muslimer og jøder dækkede blot de kristne helgenbilleder og statuer til, når de holdte deres gudstjeneste. Tilbage til brylluppet i den tyske kirke: Næste dag skrev den tyrkiske journalist Ertug Karakullukcu en artikel med overskriften: Vores brud Eda, vores brudgom Franz, en slags ordspil for tyrkere, der normalt vil forvente et tyrkisk mandsnavn efter et tyrkisk pigenavn i denne sammenhæng. Artiklen fortjener at blive citeret og kommenteret udførligt, da den afslører en del om den tyrkiske elites selvforståelse og peger på de værdimæssige forandringer, de europæiske tyrkere gennemgår. Nationalist og sekulær Nu er Hürriyet ikke en hvilken som helst avis, og Karakullukcu ikke en hvilken som helst journalist. Hürriyet er ikke et obskurt antiracistisk blad, der lever på offentlig støtte og propaganderer for international solidaritet og mellemfolkelig forståelse. Det er Tyrkiets største dagblad, der både bliver trykt i Istanbul og Frankfurt og distribueret til hele Europa. Man kan købe den i en hvilken som helst europæisk by, hvor der findes et vist antal tyrkiske indvandrere - selv i en by som Slagelse. Avisens europæiske oplag er på Avisens redaktionelle linie kan betegnes som stærkt tyrkisk nationalistisk, sekulær og vestligt orienteret. Avisen gør sig ofte til talsmand for en integrationslinie, der kan koges ned til sætningen: Vi tyrkiske indvandrere må endelig integrere os i de europæiske samfund og blive moderne som europæerne, men vi må absolut bevare vores loyalitet over for den tyrkiske nation og stat. Karakullukcu er avisens mest fremtrædende journalist i Europa og den mest intellektuelt prætentiøse. Han skriver dagligt avisens ledere, hvori han udbreder sig om alt muligt mellem Istanbul og Bonn: Tysklands indvandrere og tysk indvandringspolitik, europæiske staters politik over for Tyrkiet, EU medlemskabet osv. I den pågældende artikel minder lederskribenten sine læsere om, at tyrkerne tidligere har reageret meget negativt, når en tyrkisk pige giftede sig med en udlænding: Ægteskaber med udlændinge var før i tiden vigtige begivenheder i vores presse. Vi har altid glædet os, hver gang det lykkedes en tyrkisk mand at gifte sig med en Erika efter først at fået hende til at forelske sig i ham, og bagefter få hende omvendet til islam. Men hvis en af vores piger, Gud forbyde det, havde forrådt os ved at gifte sig med en John eller Hans, har vi følt os som en nation af hanrejer. Så er vi blevet temmeligt sure. Men så sker der noget: Efterhånden har verden forandret sig ernes store udvandring har givet os nye værdier. Verden er med stor hast blevet mindre. Helga, Hans, Monika, Manfred, Renata er blevet en del af vores liv. Kærlighed opstår - og det gør jalousien også. Også bitterheden. Udenlandske brude og brudgomme har gjort vores familier farverige. Der er kommet børn, sågar børnebørn, ud af disse ægteskaber. Men lad os tilstå: Et foto, der viser en udenlandsk brud med tørklæde i færd med at recitere trosbekendelsen, varmer vores hjerter,

13 13 mens vi føler stor smerte i hjertet, hver gang en af vores piger går fra os. Efter så mange år. Stadigvæk. Efter denne ærlige selverkendelse forsøger Karakullukcu at fortolke den aktuelle bryllup: Hvad mon vi har tænkt, da vi så billedet med præsten, der vier en tyrkisk pige og en tysk mand i en kirke? Eller vigtigere: Hvad bør dette foto sige os? En præst, en tyrkisk pige, en tysk brudgom, koran- og bibelvers. Hvad foregår der? Er verden gået af lave? Nej, hvorfor studse over det? Begge unge mennesker bevarer deres tro. Begge unge respekterer hinandens tro. Vi bør give dem stående ovationer. Vi bør tage hatten af for dem. Vi bør omfavne dem, kysse og kramme dem og ønske dem tillykke. Og en lillebitte sætning, der bør give ekko i alle moskeer og kirker: Vi elsker hinanden højt, og vi respekterer hinandens tro. Det er kærlighedens og tolerancens sejr. Den helligste gudsdyrkelse. Modernitetens symboler Man kan spørge, hvorfor en populær tyrkisk avis giver så meget spalteplads til netop dette ægteskab. Man skal huske, at det er et kontroversielt emne blandt tyrkiske indvandrere, eftersom mange tyrkere, måske de allerfleste, sandsynligvis er imod et ægteskab mellem en tyrker og en europæer, ikke mindst hvis det er pigen, der er tyrkisk. Det er i hvert fald den konklusion, jeg har draget på basis af en landsdækkende videnskabelig undersøgelse, jeg foretog blandt unge tyrkere i Danmark - hvis man altså overhovedet kan bruge den som pejling. Hver tredje ung tyrker sagde nemlig absolut nej til spørgsmålet: Vil du tillade, at din datter gifter sig med en dansker?, mens kun 12 pct. svarede absolut ja. Tanken om, at sønnen skulle gifte sig med en dansker, var betydelig mindre upopulær. Man skal også huske, at undersøgelsen handlede om andengenerationstyrkere, der enten er født eller opvokset i Danmark, og ikke om førstegenerationstyrkere, der kom til Europa som voksne. Hvorfor denne modstand mod ægteskab mellem en tyrkisk pige og en ikke-muslimsk mand? Lad os først tage den teologiske begrundelse: Den islamiske lovgivning, sharia, (men pudsig nok ikke koranen) forbyder meget eftertrykkeligt ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand. Koranen nævner ikke muligheden for ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en ikke-muslimsk mand, sandsynligvis fordi det var utænkeligt på den tid. Det er et godt eksempel på, at tavsheden om et bestemt emne nogle gang afslører mere end ord. I den islamiske tradition kan en muslimsk kvinde gifte sig med en ikke-muslimsk mand på betingelse af, at manden omvender sig til islam. Det indebærer, at han bør omskæres, hvis han eksempelvis er kristen. For det andet er mange tyrkere stadig ret traditionsbundne og foretrækker, at deres børn gifter sig med en, de kender, helst en fra storfamilien, slægten eller landsbyen, eller i det mindste fra det egn, man kommer fra. Man kan undre sig over, hvorfor dagbladet Hürriyet og dets fremtrædende journalist i den grad bifalder et så kontroversielt ægteskab. En rimelig forklaringen kunne være, at den tyrkiske elite, som Karakullukcu er repræsentant for, forsøger at benytte lejligheden til at sende et budskab til den vestlige elite: Tyrkerne er blevet moderne, vestlige og civiliserede nok til at blive accepteret som europæere og følgelig til Den Europæiske Union. I den tyrkiske elites diskurs er de tyrkiske kvinder blevet symbol på moderniteten. Deres ubegrænsede færden i den offentlige sfære, deres vestligt inspirerede påklædning uden tørklæde, det at de har jobs, der før i tiden var forbeholdt mænd, og nu deres ægteskab med udlændinge - det værste forræderi, en tyrkisk kvinde i sin tid kunne begå - er blevet symboler på den moderne tyrkiske nation og kultur. Se, siger den tyrkiske elite til Vesten, se hvor frisindede vi er blevet. Vi accepterer sågar, at vores døtre gifter sig med jeres sønner. Det er det højeste offer, I kan forvente fra os. Hvad mere vil I have, at vi skal gøre, for at blive som én af jer?

14 14 Den gode gamle Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger, sagde i 1920 rne: Vi må være på højde med den nutidige vestlige civilisation. Og i dag forsøger eliten at overbevise sig selv og Vesten om, at dette hellige mål er nået. Europæiske politikere Udover budskabet om vestliggørelse og modernitet har dagbladet Hürriyet et andet ærinde: at kritisere vestlige politikere for at udelukke tyrkerne fra det europæiske selskab: Har jeg skrevet alt dette for blot at komme med tomme lovprisninger af en bryllupsceremoni? spørger Karakullukcu efter sine floromvundne ord om ægteskabet. For mig har denne ceremoni i en krisetid som vores et budskab, der overgår sig selv. Læge Eda Köseoglu og ingeniør Franz Riepe har med deres kærlighed og deres ægteskab sendt et budskab til både det tyrkiske og det tyske samfund: Alle former for konservatisme kan overvindes med kærlighed. Tyrkerens og tyskerens liv kan forenes på basis af gensidig respekt for hinandens værdier. Koranen og biblen kan bringes sammen ved hjælp af gensidig tolerance. Bruden siger Evet! og brudgommen siger Ja!. Og to mennesker flyder ind i hinanden. Denne forening giver os håb på trods af alle konservative holdninger, trods folk som Le Pen og sågar Schröder. Dette er en ægte mosaik. Dette er det ægte flerkulturelle samfund. Det er respekt for vores brud Eda og vores brudgom Franz. Lad deres kærlighed vise os vejen frem Man kan undre sig over, at Le Pen og det tyske socialdemokratis formand Schröder bliver nævnt i samme åndedrag. Men visse tyrkiske journalister sparer ikke på ordene, hvis en eller anden europæisk politiker kritiserer menneskerettighedsituationen i Tyrkiet og bruger det som argument for at holde Tyrkiet ud af EU. Og netop på det område har Schröder forbrudt sig. Schröder er dog ikke den eneste politiker, tyrkerne elsker at hade. Det skabte i sin tid stor opsigt og moro i den tyrkiske presse, at kansler Kohls søn kom sammen med en tyrkisk pige. Her skal man huske, at tyrkerne hovedsageligt beskylder tyskerne, og ikke mindst de kristelige demokrater, for at forhindre deres indtræden i EU. Hvis Tyskland ønsker sig noget, kan de gennemtrumfe det, plejer man at sige. Netop i de dage, Kohl blev citeret for at sige, at tyrkerne aldrig kunne komme ind i EU, fordi landet er islamisk og kulturelt forskelligt fra de kristne europæiske lande, lancerede den tyrkiske presse nyheden. Selv det britiske The Economist skrev, at Kohl nu ikke kun har et politisk, men også et familiemæssigt problem: tyrkerne. Den tyrkiske presse frydede sig over situationen og skrev ting à la: Nå, vi er ikke vestlige nok til at blive medlem af EU, men vores piger er åbenbart gode nok til at blive indlemmet i familien. Tyrkernes kamp om at komme ind i varmen hos EU handler ikke kun om Tyrkiets dårlige økonomi, Europas angst for tyrkisk indvandring gennem arbejdskraftens fri bevægelighed eller Grækenlands blokering. Det er også en kamp om symboler, og her spiller de tyrkiske kvinder åbenbart en vigtig rolle. Tyrkerne prøver hårdt at forbedre deres image hos de vestlige eliter, og tiden vil vise, hvilke billeder der vil blive de dominerende i europæernes bevidsthed: tyrkerne som krumsabelsvingende muslimer eller som moderne og sekulære mennesker, der sågar tillader en vis frihed for deres kvinder. Kilder: Ertug Karakullukcu: Gelinimiz Eda, Damadimiz Frans (Vores brud Eda, vores brudgom Franz). Hürriyet, 28 august Mehmet Ümit Necef: Ethnic Identity and Language Shift Among Young Turks in Denmark. Ph.d. afhandling. Odense Universitet, 1997.

15 15 Rigtig eller forkert islam? Helle Lykke Nielsen Attentatet i Ægypten har endnu engang skabt uro blandt muslimer - både herhjemme og i Mellemøsten: For ganske vist påstår den fundamentalistiske gruppe, der har taget ansvaret for attentatet - al-jamaat al-islamiya - at den handler i islams navn, men det er mange muslimer selvsagt ikke enige i. Og da man i islam ikke uden videre kan tillade sig at påstå, at andre, der selv kalder sig muslimer, ikke er det - at være frafalden er en alvorlig anklage, der kan straffes med døden - tager diskussionen typisk en anden drejning: Man vælger istedet at skelne mellem rigtig og forkert islam og anklager de andre - dem, der ikke er enige i den opfattelse af islam, man selv har - for at være forkerte eller dårlige muslimer. Når diskussionen om rigtig versus forkert islam er interessant, er det, fordi den med sikkerhed dukker op, hver gang der enten sker et attentat på den politiske scene, eller når muslimer i almindelighed er uenige: Afhængig af standpunkt og perspektiv bliver Husni Mubarak, Saddam Hussain, de algeriske fundamentalister, naboen, de unge andengenerationsindvandrere - forsæt selv - eksponenter for den rigtige eller den forkerte islam. Som ikke-muslim er det svært at forholde sig til denne diskussion, bl.a. fordi der ikke findes nogle entydige retningslinier, der gør det muligt at skelne mellem sådanne to kategorier: Argumenterne for henholdsvis rigtig og forkert islam er enten så personlige, at de ikke kan bruges til noget, eller tager form af skriftsteder i den religiøse litteratur, som det ofte end ikke er værd at checke, fordi de er så uklare, at der levnes meget vide rammer for den frie fortolkning. I praksis er denne skelnen mellem rigtig og forkert islam derfor ufrugtbar, hvis man som ikke-muslim vil prøve at forstå, hvad islam handler om. Som ikke-muslim er det måske særligt vanskeligt at orientere sig om islam på fornuftig vis, når man bor i Vesten: Her er det min erfaring, at mange muslimer ofte holder mere fast i deres muslimske identitet, end de gjorde hjemme - utvivlsomt en almindelig menneskelig reaktion, når man omplantes til et nyt miljø - og de er derfor mindre tilbøjelige til f.eks. offentligt at fordømme attentater som det i Ægypten eller kritisere andre trosfællers "forkerte" holdninger. Det var Salman Rushdie-affæren efter min bedste overbevisning et tydeligt eksempel på. Måske er det et forsøg på at komme rundt om dette dilemma, når mange muslimer i Vesten anklager vestlig presse for at forvrænge mediebilledet af islam - og det nogle gange i en grad, at man næsten kan få indtryk af, at det er pressen, der er synderen, og ikke dem, der har begået attentatet og dræbt uskyldige mennesker. Skulle nogen have lyst til at få syn for sagen, kan de f.eks. følge med på MSANEWS' diskussions- og nyhedsliste på internettet, hvor der p.t. verserer diskussioner om forskellige dagblades brug af karikaturtegninger i forbindelse med attentatet i Luxor. Religiøs versus sekulær selvforståelse Skal man kunne orientere sig i en verden, hvor islam spiller en stadig større rolle, tror jeg, det er hensigstmæssigt at erstatte muslimers skelnen mellem rigtig og forkert islam med en anden og - i hvert fald for ikke-muslimer - mere formålstjenlig skelnen mellem religion som genstand og religion som sandhed. Lidt firkantet sagt er en vigtig forskel på mellemøstlige og vestlige samfund i dag, at mange almindelige muslimer - og her taler jeg om almindelige i modsætning til intellektuelle - forstår sig selv og det mellemøstlige samfund, de lever i, som religiøst, mens vi i Vesten forstår os som sekulære, altså verdslige - eller sagt på en anden måde: I islamiske samfund er det en udbredt forestilling hos menigmand, at religion og politik er to sider af samme sag, mens vi i vestlige samfund har som ideal at holde religion

16 16 og politik adskilt. Dermed ikke sagt, at religionen er forsvundet ud af de sekulære samfund: Den har blot skiftet plads fra tidligere at betinge samfundslivet, altså den offentlige sfære - ganske som de fleste muslimer anser islam for at gøre i dag - til nu at befinde sig i privatsfæren på lige fod med alle mulige andre interesser og tilhørsforhold. Enhver, der måtte ønske det i Danmark, kan oprette en forening og dyrke sin tro på samme måde, som frimærkesamlere, spejdere og fodboldspillere dyrker deres interesser. Denne forskel i religionsopfattelse smitter af på, hvordan man f.eks. anskuer humanistisk videnskab: Mens den i en sekulær sammenhæng består i at gøre ting - det være sig konkrete, abstrakte, ideer, forestillinger m.m. - til genstande, om hvilke man kan danne teorier, der lader sig diskutere og falsificere, er det i mellemøstlig sammenhæng stadig udbredt blandt mange almindelige muslimer at anskue humanistisk videnskab i forlængelse af en lang islamisk tradition, der primært fokuserer på at fortolke Guds ord. Her er formålet altså ikke at diskutere og falsificere, men derimod at udbygge, systematisere og konkretisere Guds vilje på jord. Når man i et sekulært samfund skal forholde sig til ideologier - hvad enten det nu er islam som i denne sammenhæng, eller jødedom, kommunisme eller noget helt fjerde - gør man dem altså til genstand for beskrivelse, analyse og teoridannelse. Det har imidlertid ikke noget formål at forsøge at falsificere dem - i hvert fald ikke, når det drejer sig om religion - af den simple grund, at en tro ikke lader sig falsificere. Til gengæld er det her en hyppigt anvendt teknik at sammenstille troens doktrin med de konkrete manifestationer, troen har i samfundet - altså at sammenligne det, der siges, med det, der gøres - for derved at afsløre eventuelle modsætninger. Disse modsætninger kan så danne basis for videre analyser, uden at folks verdensbillede af den grund bryder sammen. Religion som genstand For ideologiens eller troens tilhængere stiller sagen sig selvsagt anderledes: Netop fordi muslimer og andre troende ikke anser Guds ord for noget, der lader sig diskutere, endsige falsificere - i et religiøst verdensbillede er Guds ord en grundlæggende sandhed, som det gælder om at udbrede - opleves den analyserende proces utvivlsomt meget hårdhændet, og det sker hyppigt, at muslimer fortolker den verdslige analyses konklusioner som noget, der har til formål at genere dem personligt. Heraf stammer i hvert fald en del af den kritik, man ofte hører fra muslimer, af, at folk - eller medier - i Vesten er fjentligt indstillet over for dem. Jeg tror imidlertid, det er vigtigt for muslimer at holde sig klart, at det at gøre islam og den måde, religionen manifesterer sig i samfundet på, til genstand for en verdslig analyse, ikke er det samme som at forholde sig nedladende til islam eller sætte spørgsmålstegn ved muslimers ret til at tro på islam. I et tilstræbt verdsligt samfund som det danske er trosfrihed en grundlovssikret ret for alle - så længe landets lov og ret vel at mærke overholdes. Men omvendt har andre altså også lov til at analysere og diskutere, hvad der passer dem, inden for de samme rammer. Derfor nytter det ikke, som nogle muslimer gør sig til talsmænd for, at hævde, at det kun er muslimer, der har ret til at udtale sig om, endsige kritisere islam. I et verdsligt samfund behøver man ikke at være jøde for at udtale sig om jødedom eller marxist for at kritisere socialismen. Det samme gælder islam. Og så er vi ved sagens kerne: I stedet for at diskutere, hvorvidt Saddam Hussain, al-jamaat al-islamiya eller andre muslimske aktører repræsenterer den rigtige eller den forkerte islam - altså reducere det til et gradsspørgsmål inden for den overordnede religiøse ramme - giver det i verdslig sammenhæng langt mere mening at skelne mellem religion som ideologi /sandhed (retten til at tro på, hvad man har lyst til) og religion som genstand - altså det verdslige samfunds stadige tendens til at gøre en handling, en person eller en ideologi til genstand for analyse og påpege modsætninger.

17 17 Privat eller offentlig? En af de ting, der adskiller mellemøstlige og vestlige samfund, er altså menigmands opfattelse af, hvorvidt religionen hører hjemme i den offentlige eller den private sfære - hvorvidt den skal betinge politikken eller være folks private sag. Men netop religionens placering i den offentlige sfære er ikke længere så entydig i mellemøstlige samfund, som mange har tendens til at tro: Der foregår i disse år en voldsom kamp mellem fundamentalistiske muslimer, der mener, at islam skal spille en større rolle i regulering af samfundslivet, end den gør nu, og andre - som f.eks. det politiske establishment i Algeriet, Marokko, Tunesien og Ægypten - der mere eller mindre presset af samme fundamentalister tvinges til at ændre kurs fra den mere moderate politiske rolle, de hidtil har tildelt islam. At denne nye kurs trods en del islamisk retorik er ganske ambivalent i forhold til religionen, skyldes, at den jo primært har til formål at tage luften ud af de fundamentalistiske modstandere. Jeg tror imidlertid ikke, man skal være blind for, at mange almindelige muslimer som modreaktion på disse voldsomme brydninger i samfundet lige så stille er ved at bevæge sig i modsat retning - altså mod den placering af troen i privatsfæren, vi kender i Vesten. Lad mig illustrere det med et eksempel: Jeg træf for nogen tid siden en ældre muslim i Tunis, der efter eget udsagn havde været til bøn i moskeen hver fredag, siden han var 17. Sidste år havde han imidlertid besluttet sig for kun at bede hjemme. Begrundelse: Han var blevet godt og grundig træt af, at pressen, tv og partitoppen altid var til stede ved fredagsbønnen og derved inddrog moskeen som rum for en politisk propaganda, han ikke kunne identificere sig med. At politiet en fredag oven i købet var mødt op ved hans hoveddør for at bringe ham til moskeen, gjorde ham kun endnu mere overbevist om, at han burde holde sig væk. Hans frustration blev kun værre af, at der ikke syntes at være nogle ordentlige moskeer tilbage i nabolaget, der lod ham i fred for både fundamentalistisk og officiel politisk propaganda. Samme reaktion har jeg mødt hos flere mandlige muslimer her i Odense, der har valgt at bede hjemme som reaktion på, at de føler sig brugt i en uønsket politisk kamp i moskeen. I begge tilfælde har presset fra grupper, der ønsker at bruge islam politisk i den offentlige sfære altså medført, at nogle muslimer trækker sig hjem og dyrker deres tro i privatsfæren - ganske som vi kender det i Vesten. Og lur mig, om ikke denne ændring lige så stille er ved at vinde frem i takt med, at den politiske kamp om religionen skærpes i Mellemøsten, samtidig med at muslimer i Vesten vænner sig til moderniseringens sekulære livsform. Kilder: Alain Gresh: L Islam au miroir des médias, i: Le Monde Diplomatique, juin, 1997, s. 22. Albert Hourani: De Arabiske Folks Historie. (København, Gyldendal,1994) Bernard Lewis: The Middle East years of History from the Rise of Christianity to the Present Day. (London, Weidenfeld & Nicolson, 1995). MSAnews, msanews@lists.acs.ohio-state.edu mail-liste:

18 18 Mellemøsten i tal af Martin Hvidt Algeriet , ,4 0,11 per dinar Bahrain 0,7 0, ,2 17,53 per dinar Emiraterne 84 2,5 5, ,8 1,80 per dirham Irak b.. suspenderet Iran , b -1,5 0,0022 per rijal Israel 21 5,5 3, ,5 1,87 per shekel Jordan 89 4,2 5, ,5 9,33 per dinar Kuwait 18 1,7-4, ,1 21,83 per dinar Libanon 10 4,0 1, ,0043 per pund Libyen , c.. 17,41 per dinar Marokko ,6 2, ,9 0,70 per dirham Oman 212 2,2 6, ,3 17,17 per rijal Qatar 11 0, ,2 1,81 per rijal S.Arabien , ,9 1,76 per rijal Sudan , a.. 0,04 per pund Syrien ,1 3, ,9 0,15 per pund Tunesien 164 9,0 1, ,9 6,01 per dinar Tyrkiet ,1 1, ,2 0, per lira Yemen ,3 5, ,053 per rijal Ægypten ,8 2, ,1 1,95 per pund I alt , Danmark 43 5,2 0,3 75 < ,5 1. Areal i km2 6. BNP per capita 1995 i $ 2. Befolkningstal medio 1995 i mio. 7. Årlig gns. vækst i BNP per capita i % 3. Befolkningsvækst årligt gns i % 8. Valutakurser ult. okt i kroner per enhed 4. Forventet antal leveår ved fødslen Eksport fra Danmark 1996 i kroner 5. Analfabetisme 1995 blandt voksne i % 10. Import til Danmark 1996 i kroner Vedr. BNP tal: a) estimeret under 765 $. b) estimeret mellem 766 og $. c) estimeret mellem og $. Kilder: World Development Report 1997, Statistisk årbog 1997 og Den Danske Bank a/s, Odense. s Trykkeri November 1997