Oplæg til høring på Christiansborg den 16. april 2012

Transkript

1 Oplæg til høring på Christiansborg den 16. april 2012 Inge Lise Pedersen, formand for Landsforeningen af Menighedsråd Tak for lejligheden til at formulere nogle ønsker til arbejdet med modernisering af folkekirkens styringsstruktur, set fra menighedsrådenes side. Mine bemærkninger falder i tre dele Forudsætninger for LMs ønsker til processen Ønsker til den proces der skal i gang Afsluttende bemærkninger Forudsætninger For nu straks at gøre det klart: Når der i regeringsgrundlaget og i indbydelsen til denne høring tales om henholdsvis en mere tidssvarende og klar styringsstruktur for den danske folkekirke og en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur, så lægges der op til en reform af folkekirkens styring, der kan føre til en opfyldelse af Grundlovens 66. Grundloven taler som bekendt om en forfatning, som iflg. ODS defineres som En paa lovgivning hvilende ordning af magtfordelingen i en stat, med underbetydningen Bestemmelser, love olgn. angaaende en større institutions ordning og styrelse. Ordet forfatning undgås i dagens tekst, men indholdet er til stede, for hvad er en sammenhængende styringsstruktur for folkekirken andet end Bestemmelser, love olgn. angaaende en større institutions ordning og styrelse? Derfor et par bemærkninger om vores opfattelse af folkekirken. Folkekirkeordningen er en ramme om den evangelisk-lutherske kirke som den overvejende del af danskerne slutter sig til. Derfor har den organisatoriske form selvfølgelig skiftet med de dominerende organisationsformer som danskerne har brugt. Om end oftest med en vis forsinkelse. Formen er ikke hentet i Ny Testamente eller i teologien, ud fra en forestilling om hvordan man bedst er kirke for det

2 danske folk, men hentet fra det omgivende samfund, dvs. fra den måde som det danske folk, som folkekirkens medlemmer er en del af, til enhver tid har indrettet sig på. Hvilket ikke hindrer at man reflekterer teologisk over formens hensigtsmæssighed. Men den har ikke et teologisk udspring. Derfor er den heller ikke uforanderlig, og opgaven går ikke ud på at finde frem til en mere oprindelig (underforstået: og derfor bedre) form, men at finde frem til en styringsform der kan understøtte folkekirkens løsning af sine opgaver i nutiden, både lokalt, regionalt og nationalt. Ordningen skal holde trit med nutidens tankemønstre, ellers har folkekirken svært ved at blive taget alvorligt, og dens navn af folkekirke kan ende med at blive et rent postulat. Til forudsætningerne for en folkekirkelig styringsstruktur hører, set under en LM- synsvinkel, at der er både en demokratisk, folkevalgt linje og en embedsmandslinje på alle niveauer fra sogn til landsplan, og at styringen foregår i et samvirke mellem demokratisk valgte, overvejende læge og gejstlige/embedsmænd. Opgaverne kan være ret forskellige på de forskellige niveauer, og derfor kan samvirket antage forskellige former. Det vigtige er at der både indgår læge og gejstlige i styringen, og at forholdet mellem disse to linjer er dynamisk. Det skal være et samvirke, altså et konstruktivt samarbejde, ikke en statisk magtbalance, hvor man bruger kræfterne på at holde hinanden i skak. 2 Ønsker til processen Vi har set opgaven som at formulere ønsker til den proces der skal i gang, dvs. 1. Formulering af kommissorium 2. Udvalgets sammensætning 3. Udvalgets arbejde Derimod finder vi det vil være en kortslutning allerede nu at komme med specifikke forslag til, hvilke konkrete ændringer der kunne ønskes i styringsformen.

3 1. Kommissorium 3 Eftersom der ikke foreligger andet end antydninger af, hvad det er for problemer en moderniseret styringsstruktur skal kunne håndtere, må det indgå i kommissoriet at identificere de særlig vigtige problemfelter. Uden at foregribe arbejdet kunne man pege på den debat vi har haft om forholdet mellem indre og ydre anliggender, og på forholdet mellem folkekirken og andre trossamfund som to mulige kandidater. Jeg har personligt undret mig over at regeringsgrundlaget kun refererer til 66 i Grundloven. Hvorfor er 69 om de andre trossamfunds forhold ikke i spil? Det bør også indgå i kommissoriet at der skal foretages en samlet organisationsanalyse, hvor folkekirkens karakter af folkekirke hele tiden tænkes med. Vi har gennem de sidste 7 år haft en række udvalg der har analyseret dele af folkekirkens område, og udvalgsarbejderne har ført til præciseringer af visse ansvarsområder og flytning af visse kompetencer fra et niveau til et andet, men vi mangler en samlet analyse, hvor opgavernes placering kan ses i sammenhæng Demokratiseringen af folkekirken og den større selvforvaltning er begyndt nedefra med lov om menighedsråd 1903 (permanent fra 1912), med lov om provstiudvalg 1922 og med lov om stiftsråd Fra menighedsrådsside ønsker vi at der arbejdes videre i dette spor, dvs. nedefra (mere om dette lidt senere). 2. Udvalgets sammensætning Derfor er det vigtigt at det bliver et bredt og solidt forankret udvalg, ikke et smalt udvalg der ser det hele oppefra. Et snævert kirkeligt og ministerielt udvalg, alene bestående af gejstlige, kirkeministerielle embedsmænd og repræsentanter for kirkelige interesseorganisationer kan ikke sikre, at moderniseringen af styringsstrukturen bliver forankret i den brede folkekirkesammenhæng. Udvalget bør også rumme personer der har blik for og viden om relevante sider af samfundsudviklingen, både ændringerne i det lokale demokrati og i civilsamfundets organisation og virkemåde. Og så skal der selvfølgelig også være plads til nogle af dem der har arbejdet med kirkeforfatningsspørgsmål i forskellige fora.

4 4 3. Udvalgets arbejde 3.1. Identifikation af problemerne Som nævnt må man vide, hvad det er for problemer man skal løse, før man kan komme med løsningsforslag. At dømme efter den seneste tids kirkelige debat er forholdet mellem indre og ydre anliggender, eller rettere Folketingets og ministerens ret til at blande sig, et påtrængende problem, og Selskab for Kirkerets rapport 2011 om en kirkeforfatning ser det forhold at folkekirken ikke har selvstændig beslutningskompetence i indre anliggender som hovedproblemet. I menighedsrådene er man langt mere optaget af beslutningsstrukturen og fordelingen af ansvarsområder mellem de forskellige administrative niveauer, og mellem det kirkelige demokrati og ministeriet, men det betyder ikke at udvalget kan nøjes med at analysere de administrative forhold. Menighedsrådene har som bekendt både et kirkeligt og et administrativt ansvar, derfor er det også vigtigt for os at man i udvalget er meget opmærksom på, hvordan man kan sikre den rummelighed og de frihedsrettigheder, som er så karakteristiske for den danske folkekirke, og hvordan man håndterer uenighederne. Rent praktisk: hvordan løser man spændingen mellem den territoriale opdeling i sogne og den opdeling der nogle steder er mellem menigheder af meget forskellig kirkelig observans. Og hvordan håndterer man medierne? Bisperne, eller i hvert fald visse bisper, er blevet meget mere kendt i offentligheden end før, fordi medierne ønsker folkekirkens syn på dit og dat, og det må bisperne stille op til. Kan man i et mediesamfund opretholde at ingen taler på folkekirkens vegne? Under alle omstændigheder: Det er vigtigt at problemerne indkredses, før man går i gang med andre analyser Analyse af organisationsstrukturen Eftersom opgaven er at komme med forslag om en mere sammenhængende styringsstruktur, bør udvalget foretage en samlet analyse af organisationsstrukturen. Hvordan er fordelingen af opgaver og beslutningskompetencer, og er denne fordeling optimal? Der har været mest opmærksomhed på forholdet mellem sogn og provsti, men der er også brug for at se på hvilke opgaver som løses bedst i et større område, dvs. et stift.

5 Både sogne og provstier har gennem de seneste år fået tillagt flere opgaver, men det er en almindelig opfattelse, at det kun er provstierne der har fået større indflydelse. Er det fordi de er mere funktionelle end sognene? Og skyldes det at de er mere homogene størrelsesmæssigt, end stifter og sogne er? Kan ansvaret blive liggende på sogneniveau, mens man lader professionelle tage vare på den praktiske udførelse af fx regnskab og personaleadministration? Hvad sker der, når personaleadministrationen varetages af ansatte personalekonsulenter? Bør arbejdsgiveransvaret snarere overgå til provstiet? Og hvad med de overordnede arbejdsgiverforhold? Bør vi have en kirkelig arbejdsgiverforening som de har i Norge, når nu kirkefunktionærerne efterhånden bliver overenskomstansatte næsten alle sammen? Alle disse spørgsmål bør analyseres og ses i sammenhæng. Sognestrukturen må ses i samspil med de opgaver som ligger/bør ligge på sogneniveau. Skal der en sognereform til eller andre retningslinjer for samarbejde? Vi mangler retningslinjer for hvordan præst og menighedsråd kan forpligte hinanden, ikke mindst hvor præsterne indgår i præsteteams, og bedre muligheder for at koordinere fordelingen af præsteres spidskompetencer inden for et provsti eller en del af et provsti. Skal man også analysere beslutningskompetencen for den gejstlige linje? Skal det være muligt som præst at kunne lukke sig inde i sin præstegård? Der er forkyndelses- og metodefrihed, men jo ikke total frihed til at sige fra over for rimelige aktiviteter Hjemløse opgaver Folkekirken har absolut tyngdepunktet i det lokale. Det er dér langt de fleste både ansatte og frivillige lægger deres arbejde, og det er også dér de fleste penge ligger. Mange nye udfordringer kan ikke klares lokalt, nogle ikke engang regionalt, men løses bedst på landsplan. Det er folkekirken ikke gearet til, det blev også klart i bloktilskudsudvalget. Den har ikke som enhver større virksomhed en udviklingsafdeling, og den har heller ikke noget fælles organ, som kan slibe en ny ide til og videreudvikle og operationalisere den. Det betyder i nogle tilfælde at opgaven i mange år slet ikke bliver taget op (ex: kirkeforskning).i andre tilfælde er der nogle ildsjæle der tager fat i opgaven, skaffer måske nogle fondspenge til en enkelt eller i hvert fald meget få ansatte, i et par år. Og så står vi med en ny institution, som banker på for at få del i kir- 5

6 keskattepengene. Vi har og har i tidens løb haft en hel del af den slags enmandshære, som kan være meget vanskelige at få indplaceret. Knopskydning kan være charmerende, men funktionelt er det sjældent Overvejelser over forholdet til de frie kirkelige organisationer Det er karakteristisk for den danske folkekirke, at meget kirkeligt arbejde udføres af de frie kirkelige organisationer fra spejdere og kirkelige retninger til diakonale og missionsorganisationer. Man må i udvalget være meget opmærksom på dette forhold. Hvordan skaber man plads til de frie kirkelige organisationer, uden at inkorporere dem totalt og dermed risikere at tage kvælertag på dem? Afsluttende bemærkninger Folkekirkens forankring i folket manifesterer sig også i at den har en folkelig styringsform, ikke en teokratisk. Demokrati betyder jo som bekendt folkestyre, og den styringsstruktur der skal moderniseres er et kirkeligt demokrati opbygget som en parallel til det verdslige demokrati i kommuner og stat, ikke en ordning der kan udledes direkte af teologiske normer. Det er næppe nogen tilfældighed, at menighedsrådene blev indført kort efter systemskiftet. Og selv om der er mindst kirkelig selvforvaltning af de indre anliggender, kan vi ikke hente styringsordningerne for disse hverken i Bibelen eller i urkirken, men i de demokratiske styringsformer som vi har udviklet i det danske samfund. Hovedsagen er at det handler om at finde adækvate former for et kirkeligt folkestyre, derfor er vores allerstørste ønske, at samtalen om styringsreformen bliver så bred og åben som overhovedet muligt. Det er en samtale om folkekirkens fremtid, derfor skal den ikke være forbeholdt hverken embedsværket (det være sig det gejstlige eller forvaltningsmæssige) eller snævert kirkelige kredse, men bør tilrettelægges på en sådan måde at så mange som muligt kan deltage, evt. i form af seminarer eller høringer undervejs i udvalgsarbejdet.