!"#$%&'$()(*+,&$%,(-.($+,(&"#/%0( Indholdsfortegnelse

Transkript

1 !"#$%&'$()(*+,&$%,(-.($+,(&"#/%0( *+,(0%&1&$2'(3,4%,5($+,&$%,(-.($+,(&"#/%05(-%2324&$,#(24($+,(6&7,(-.(8-%90(8&%( *6-5(&40(,:,4($+-/3+(2$(6&#('%2$2'2;,0(&#(",243(4-4#,4#,(&40(/4<%-.,##2-4&95(2$( 6&#( 9&$,%( &'74-69,03,0( $-( ",( &4( 21<-%$&4$( <&%$( -.( $+,( +2#$-%=( -.( *-( #/<<-%$( $+2#5( '-4',<$#( &%,( /#,05( #/'+( &#( #<&',5( $21,5( &40( $+,( +/1&4( ",243#A( %,9&$2-4($-($+,(-$+,%(+/1&4(",243>(*+,(&"#/%02$=(24(92.,('-1,#($-(#+-6(24($+,(6&=( $+&$( -%0,%( -.( $21,( &40( #<&',( 2#( #21<9=(.%&31,4$2;,0( &40( 1,&42439,##5( &40( $+&$( -4,(<,%#-4(2#(0,<,40243(-4($+,(-$+,%>(*+,($+,&$%,(-.($+,(&"#/%0(02#$&4',#(.%-1( #2$/&$2-4( &40( 4-$( &( #$-%=( 62$+( &( #$&%$( &40( &4(,40243>( 8,( '+-#,( $-( &4&9=#,( $6-( <9&=#5(!"#$#%&'()*'+),)$'"=( B&1/,9( C,'7,$$( &40( -.#$'$/0'1#%&'D( E/3F4,(?-4,#'->( G/%$+,%1-%,( -/%( $&#7( 6&#( $-( '-44,'$( 2$( $-( $+,( <+29-#-<+=5( -.#2$0%$#"3#24>( 8,( &21,0($-($%&',(<-##2"9,(#2129&%2$2,#(&40(02..,%,4',#(",$6,,4($+,($6-5(&40(.-/40( $+&$( $+,=( %,9&$,( $-(,&'+( -$+,%( 24( 1&4=( 6&=#>( H/%243( $+,( <%-',##( %,9,:&4$( 92$,%&$/%,(6&#(/#,0($-(#/<<-%$($+,($+,-%=5('-4',<$#(&40(+2#$-%=(-.($+,($+,&$%,(-.( P&%$24(E##924(KLMLQO($-(0-($+2#>(( Indholdsfortegnelse Indledning Dimensionsforankring Problemformulering Problemstillinger Problemfelt Motivation Teori Metode Fremgangsmåde Gruppens samarbejde Eksistentialisme -redegørelse o Eksistensfilosofien og eksistens o Fremmedgørelse o Fortabthed o Uoprindeligheden o Identitetsproblemet o Friheden o Angsten o Skylden o Den nærværende tid Det absurde teater o Rummet o Tiden o Sproget o Mennesket og det andet menneske o Den absurde tradition o Dramaets verden ( R(

2 Analyse af Waiting for Godot o Samuel Beckett o Resumé o Indledning o Rummet o Tiden o Sproget o Mennesket og det andet mennesket o Delkonklusion Analyse af Kongen skal dø o Eugène Ionesco o Resumé o Rummet o Tiden o Sproget & Mennesket og det andet menneske o Delkonklusion Diskussion Konklusion ( ( ( Indledning( Vi bruger tit betegnelsen absurd om noget, der forekommer os åndssvagt, uoverskueligt eller meningsløst i forhold til den kontekst, vi befinder os i. Men hvad betyder det egentlig, når noget er absurd? Vores opgave har til formål at afdække den dramatiske form, der går under betegnelsen det absurde teater samt eksistensfilosofien eksistentialisme. Det absurde teater forsøger at vise denne absurditet kunstnerisk opsat. Vi vil derfor prøve at komme det absurde nærmere ved at kigge på det absurde teater. I den grad det er os muligt, vil vi argumentere for vores opfattelse af det absurde teater og dets tradition som fast dramaturgisk genre. Vi vil inddrage eksistentialisme og forsøge at sammenfatte denne filosofi med det absurde teater. Dimensionsforankring Opgaven er skrevet i de to dimensioner, Filosofi & Videnskabsteori og Tekst & Tegn. Valget er faldet på disse, da Tekst & Tegn synes oplagt, idet vi ønsker at undersøge to skrevne teaterstykker og sætte dem op imod hinanden i en komparativ analyse. Filosofi & Videnskabsteori, fordi vi ønsker at kortlægge relevante begreber indenfor det absurde teater samt eksistensfilosofien, eksistentialisme. Disse skal bane vejen for vores analysedel og senere diskussion. Problemformulering Hvordan karakteriseres det absurde teater, og i hvor høj grad kan man tænke eksistentialismen ind i denne dramaform? Problemstillinger Hvad kendetegner eksistentialismen ifølge Johannes Sløks afhandling, Eksistentialisme? Hvordan karakteriseres det absurde teater ifølge Johannes Sløks værk Det absurde Teater og Jesu Forkyndelse samt Martin Esslins Det absurde Teater? ( S( ( T(

3 Hvad kendetegner det skrevne dramas udtryksform ifølge Morten Nøjgaards Det litterære værk? Hvordan fremstilles absurditeten og hvilke eksistentialistiske træk kommer til udtryk i Samuel Becketts Waiting for Godot og Eugène Ionescos Kongen skal dø? Hvilke ligheder og forskelle forekommer mellem disse stykker? Problemfelt Med dette projekt søger vi at opnå en bredere forståelse af det absurde teater, og hvordan dette forholder sig til eksistentialismens idéer og menneskesyn. Mere nøjagtigt vil vi med denne undersøgelse forsøge at vise, hvorvidt man kan læse det eksistentialistiske ind i det absurde teater. Hensigten er ikke at definere dramaformen som en bestemt størrelse, da dette formentligt ville kræve flere års intensiv forskning uden håb om at kunne opnå en egentlig sandhed. På trods af dette vil vi dog forsøge at afdække træk i det absurde teater, ligesom man ville gøre, hvis man arbejdede med en fast dramaturgisk form med regler og traditioner. Erkendelsen af, at endegyldige svar er svære at opnå, er vigtige for os i den forstand, da et sådant forsøg vil være i direkte strid med det absurde teater. Vi ønsker i stedet blot at nå en større og mere nuanceret forståelse af fænomenet samt dets betydning og virke i forhold til eksistentialismen. Da absurd teater og eksistentialisme behandler mange af de samme emner, vil vi derfor undersøge om de supplerer hinanden og/eller om de modarbejder hinanden. Motivation Udgangspunktet for, at vi har givet os i kast med det absurde teater, er først og fremmest vores higen efter at komme nærmere en forståelse af denne kunstform. Efter en indledende diskussion i gruppedannelsen om det absurde teater, blev motivationsfeltet udbygget med en interesse i eksistentialismens kernebegreber. Det interesserede os at finde eventuelle paralleller inden for disse rammer. Alle var meget optagede af, hvad ideen med det absurde teater egentlig var, og hvad det forsøgte at udtrykke. Der var mange bud og temmelig klart stod det, at det absurde teater skulle forsøges hæftes sammen med eksistensfilosofien, eksistentialisme. Under gruppedannelsesfasen var der udbredt enighed om, hvilken retning opgaven skulle tages. Med udgangspunkt i eksistentialismen overfor det absurde teater, ønskede vi en sammenligning af disse med henblik på forskellige teaterstykker af markante skikkelser i teateret. Vi fandt desuden hurtigt ud af, at der var helt utrolig meget at tage fat i, og at der var rigtig meget at læse meget vi ikke vidste. Til vores gruppemøder diskuterede vi flere forskellige kunstnere, hvoriblandt Ionesco, Beckett, Sartre, Adamov, Tardieu, Genet, Arrabal og Pinter blev taget op. Disse faktorer skabte vores motivation for projektet, og denne blev ikke mindre ved vores første møde med vores vejleder, Mihail Larsen, som introducerede os til forskellige markante tænkere inden for feltet, vi arbejder i. Her kan nævnes Johannes Sløk og Martin Esslin. Teori Johannes Sløks bog, Eksistentialisme, behandler den moderne eksistensfilosofi. Denne bog bruger vi, som fundament for vores opfattelse af eksistentialismen. Det er også denne bog, der danner grundlag for den ene del af vores redegørende afsnit i opgaven. Den anden bog af Sløk, vi beskæftiger os med, Det Absurde Teater Og Jesu Forkyndelse, definerer de væsentlige begreber i det absurde teater samt forholdet mellem teateret og bibelpersonen Jesus. Vi har valgt at holde fokus på teaterdelen, da Jesu forkyndelse er irrelevant i forhold til vores problemformulering. Det absurde Teater Og Jesu Forkyndelse fungerer, ligesom Eksistentialisme, som en grundbog i vores opgave. Det absurde Teater indeholder en gennemgang af flere væsentlige forfattere og deres værker. Med hjælp fra samme relevante begreber analyseres de udvalgte stykker med udgangspunkt i disse som værende absurde. Med disse tre værker danner vi os et bredt og klart billede af det absurde teater og eksistentialismen. ( U( ( N(

4 Derudover inddrager vi teori til analysen af teaterstykkerne fra Det Litterære Værk af Morten Nøjgaard. Metode Som anvendt metode vil vi grundlæggende benytte os af hermeneutikken til at opnå en dybdegående forståelse af den litteratur, vi vil anvende i projektet. Med udgangspunkt i Johannes Sløks Det Absurde Teater Og Jesu Forkyndelse, Eksistentialisme og Martin Esslins, Det Absurde Teater, vil vi klarlægge relevante teorier og begreber i eksistentialismen og det absurde teater. Martin Esslin giver en hurtig gennemgang af flere absurde forfattere, hvor vi kritisk har udpeget dem, der henvender sig bedst til vores udlægning af det absurde teater. Derudover har vi benyttet os af Morten Nøjgaards Det litterære værk som supplerende værktøj til analyserne af stykkerne. Vi vil benytte os af en hermeneutisk analyse af de udvalgte skuespil, Waiting for Godot og Kongen skal dø og lave en komparativ analyse af de to. Vi vil belyse, hvordan de karaktertræk vi har fremhævet i vores redegørelse af eksistentialisme og det absurde teater, slår sig ud. Vi vil påvise hvorledes det absurde teater kan ses som en udtryksform, der skildrer væsentlige begreber inden for eksistentialismen. Vi vil yderligere kæde det absurde teater sammen med eksistentialismen igennem en komparativ analyse af filosofien og teateret. Fremgangsmåde Opgaven er delt op i flere dele. Første del er redegørende, hvor vi klarlægger forskellige betydningsfulde begreber inden for den eksistentialistiske filosofi. Her vil vi komme ind på følgende begreber: eksistensen, fremmedgørelsen, fortabtheden, uoprindeligheden, identitetsproblemet, friheden, angsten, skylden og den nærværende tid. Derefter vil vi redegøre for det absurde teater, og hvad dette udspringer af. I denne del af redegørelsen vil vi komme ind på følgende begreber: Rummet, tiden, sproget, mennesket i forhold til det andet menneske, samt en kort gennemgang af den absurde teatertradition og det skrevne dramas udtryksform. Anden del er en analyse af Waiting for Godot og Kongen skal dø. Vi analyserer de to stykker ud fra de opstillede begreber i vores redegørende afsnit. Tredje del består dels af en sammenligning af de to stykker, og dels af en diskussion af, hvorvidt disse stykker hænger sammen med de eksistentialistiske begreber, vi gennemgik i redegørelsen. Vi ønsker dermed at diskutere de teoretiske pointer og gennem en hermeneutisk fortolkningsproces at sammenstille de to begrebsverdener, der arbejdes med i projektet. Afgrænsning Udarbejdelsen af dette projekt har krævet, at vi har måtte foretage os visse afgrænsninger for at konkretisere emnet og for at skabe fodfæste i en ellers abstrakt og kompleks begrebsverden. Det er interessant at se, hvorvidt man kan trække det absurde teaters betydning i forskellige retninger. Blandt andet stod det os hurtigt klart, at de bibelske referencer, som mange mener at kunne se i absurde dramaer, måtte undlades i opgaven. Det er et yderst interessant fænomen, og det skal ikke udelukkes, at vi på et senere tidspunkt vælger at arbejde videre med dette, men i denne opgave ville det blive for omfattende. Vi har ligeledes afgrænset os i valget af absurde dramatikere. I de indledende faser i projektarbejdet har vi læst om forskellige markante dramatikere, der har beskæftiget sig med det absurde teater. Valget af Eugéne Ionesco og Samuel Beckett kom sig af, at de begge har været særdeles effektive forfattere, og der derfor var meget stof at vælge imellem. Vi har læst et vælg af stykker, inden det endelige valg faldt på Waiting for Godot og Kongen skal Dø. Waiting for Godot er et velkendt stykke i det meste af verden, og der er derfor også mange før os, der har beskæftiget sig med netop dette stykke. Af samme grund, havde næsten alle gruppens medlemmer stiftet bekendtskab med dette, allerede inden vi gik i gang med projektarbejdet. Disse faktorer gjorde det oplagt at vælge dette ( V( ( Q(

5 stykke. Samtidig har vi valgt at læse stykket på engelsk, da Beckett selv har oversat det, og derfor har vi fundet at denne version må stemme bedst overens med hans oprindelige budskab. Kongen skal Dø er valgt, fordi vi har kunne finde et bredt udvalg af træk henvisende til det absurde teater samt flere eksistentialistiske referencer. Da vi valgte dette stykke, havde vi på daværende tidspunkt allerede opbygget os en bred viden om den eksistentialistiske begrebsverden samt fået en opfattelse af, hvilke træk, der kendetegner det absurde teater. Vi havde derfor opnået en klar idé om, ud fra hvilke begreber, vi kunne analysere et absurd teaterstykke. I Kongen skal Dø, er der mange faktorer der belyser disse forskellige elementer, og det var derfor et oplagt valg som vores primære stykke sammen med Becketts Waiting for Godot. I vores belysning af eksistentialismen har vi valgt udelukkende at benytte os af teolog, filosof og idéhistoriker Johannes Sløks redegørelse for eksistentialismen. Dette har vi valgt, fordi det fra starten stod os klart, at eksistensfilosofien var en noget snørklet og indviklet filosofi, hvor det er altafgørende at forstå hvert begreb korrekt. Da tiden var begrænset, måtte vi indskrænke os til at vælge mindre materiale, men til gengæld bruge længere tid på at diskutere det valgte materiale, så alle i gruppen havde en klar forståelse af det læste stof. Man kan sige, at vi er gået kvalitativt fremfor kvantitativt til værks. Sløks redegørelse af eksistentialismen forekommer oplagt, da den forklarer hovedtrækkene i eksistensfilosofien generelt uden at gå i dybde med diverse filosoffers forskelligheder. Gruppens samarbejde Under de tre kurser i projektteknik har vi fået nogle grundredskaber til gruppeprocessen og de problemer, der kunne forekomme i forløbet. Vi har fra start søgt at nå til enighed om, hvordan udarbejdelsen af et projekt i et gruppearbejde skulle forløbe. Vi lagde ud med en forventningsafstemning, hvor vi aftalte at være ærlige og realistiske. Her talte vi blandt andet om, hvilke kompetencer, vi hver især udmærkede os ved, hvornår og hvor tit gruppen skulle mødes, og hvad vi forventede af hinandens arbejdsindsats. Denne afstemning har været essentiel for hele processen i vores gruppe, og arbejdet er tydeligvis foretaget ud fra denne. Vi har, hvor vi har fundet det tilpas, til gruppemøderne arbejdet med ordstyrer og sekretær. Diskussionerne er somme tider foregået med håndsoprækning, hvilket har vist sig at fungere ganske fint. Vi har igennem projektteknikkurserne erhvervet os redskaber til udarbejdelsen af opgaven med hensyn til opsætning og krav i den skrevne fremstilling. En anden væsentlig faktor i projektteknikkurserne er vores samarbejde med henholdsvis vores opponentgruppe og -vejleder. Vi fik meget konstruktiv feedback under midtvejsevalueringen, og det var rart at få en anden gruppes syn på projektets udvikling. På samme måde var det brugbart at vejlede opponentgruppen i deres proces, da det fik os til at reflektere over gode løsninger til diverse dilemmaer. Vi har ud fra projektteknikkurserne stiftet bekendtskab med værktøjsbogen Problemorienteret projektarbejde, som har givet os materiale og fornødne redskaber igennem processen. Dog bør det nævnes, at vi i gruppen, fra start til slut, succesfuldt har arbejdet meget ud fra egne løsningsmodeller. Mange af de redskaber vi har lært på kurserne og læst os frem til i Problemorienteret projektarbejde, har vi faktisk ikke haft behov for at tage i brug i gruppen. Vi har fra start af været meget enige om, hvordan vi skulle arbejde, og der er derfor ikke opstået nogle egentlige kriser eller dilemmaer undervejs. Som eksempel på dette, var vi alle sammen bekendte med aktiv lytning allerede inden kursets start. Til gengæld har vi måttet sande, at den fremadrettede planlægning har været mangelfuld igennem den sidste del af forløbet, hvilket har stillet os en smule pressede mod slutningen. Dette er noget vi vil lægge større fokus på i fremtidig projektarbejde. ( M( ( LW(

6 Eksistentialisme Eksistensfilosofien og eksistens Vores første mål er at kortlægge begrebet eksistentialisme og fremhæve punkter inden for denne filosofiske tankestrømning. Vi ønsker derved at kunne trække bånd til den absurde teatertradition og bruge vores erfarede grundviden i et dybdegående analytisk arbejde med enkelte skuespil indenfor denne tradition. Det er altså ikke vores mening at lave en udtømmende redegørelse for begrebet eller gå i dybden med forskellige syn og fremstillinger af eksistentialismen. Derfor har vi valgt at bygge vores viden på Johannes Sløks fremstilling af filosofien i bogen Eksistentialisme. Begrebet eksistentialisme kan både forstås i en snæver eksistensfilosofisk sammenhæng og som betegnelse for en bred kulturel strømning, der har sat sig spor inden for alle åndslivets områder. (Sløk 1964:7). Johannes Sløk vælger at sætte fokus på sidstnævnte, da empirien, hvorpå man kan danne sine analyser, ikke i samme grad snævres ind. Eksistentialismen ses oftest som et moderne pessimistisk fænomen, som opstod i kølvandet på 1. Verdenskrigs afslutning og den kaotiske livsverden, der fulgte. Lige som det var tilfældet med politiske og kunstneriske strømninger i perioden, søgte eksistentialismen at vurdere og analysere menneskets plads og livssyn i en stadig foranderlig verden, som ikke lod sig skue og forstås umiddelbart. Men eksistentialismens tænkning rækker langt tilbage i Europas historie, og paralleller kan drages helt tilbage til Grækenlands antikke tænkere som Sokrates og Platon og tanker fra renæssancens tid (Ibid.:10). Dette skal blot give et indblik i, at eksistentialismen ikke umiddelbart lader sig afgrænse til en bestemt tid eller kulturel strømning, men kan ses hos flere tænkere gennem tiden i forskellige afskygninger. En decideret kronologisk redegørelse for begrebet skal man derfor ikke vente. Blot vil disse tænkeres synspunkter løbende blive fremhævet, når de står sig relevant til et begreb eller som udtryk for en bestemt tænkning. Lad os starte, hvor Johannes Sløk også gør, med begrebet eksistens, som bevægelsen bygger sit navn på. Først er det vigtigt at fastslå, at eksistens er et grundlæggende begreb i det filosofiske sprog. Eksistentialismen gør et brud med den metafysiske verdensforståelse, som herskede i Europa i antikken og middelalderen. I en metafysisk grundopfattelse leder man efter det evige og uforanderlige det som konstant er og søger at give dette en herskende rolle, hvilket gør mennesket underlegen. Det skal forstås sådan, at den enkelte ting eller det enkelte menneske i dets ontologiske realitet aldrig vil være i besiddelse af en sådan evig væren (Ibid.:10). I antikken er sjælen eller det, som ikke undergår ændringer evig i sig selv, hvorimod skallen uden om sjælen vil forgå. Igennem evigheden er sjælen hævet over tid og rum, og essensen er til som evig realitet; genstand i tanken hos Gud og dermed den egentlige realitet. Gud kunne vælge at give en essens eksistens og dermed hive denne ud af evigheden og over i en materiel og forgængelig livssituation. Derved bliver det eksisterende en stoflig fremstilling af en essens. For det eksisterende menneske betyder det, at man, fra det øjeblik man bliver hevet ud af sin evighed, altid længes tilbage mod den igennem hele det horisontale forløb. Mennesket er faldet ud af himlen og ønsker ikke at eksistere, men igen at blive evig. For eksistentialismen står det modsat til. Eksistentialismens grundsten er, at mennesket først og fremmest er til; eksisterer. Uden eksistensen vil enhver tanke og ageren være meningsløs. Som Sløk skriver: Eksistensen er der >først<, som udgangspunkt for alle andre bestemmelser, som det grundlæggende begreb, der skal begrunde alle andre begreber. (Ibid.:11). Det at eksistere handler om at være; man er. Det er aksiomet; det absolut første faktum, hvorom man ikke kan sætte spørgsmålstegn. Men man må nødvendigvis have et indhold for at kunne eksistere. Karakteristika, personlige træk og andet indhold kommer blot efter eksistensen, som ligger den ontologiske basis for det eksisterende menneske. I eksistentialismen er eksistens altså først, dernæst følger essensen. Essensen kan aldrig gå forud eksistensen, som Sartre siger det (Ibid.:14). ( LL( ( LR(

7 Dog kan kun mennesket eksistere. En ting eller et dyr må nødvendigvis være identisk med sit indhold, da et højere erkendelsesniveau ikke kan opnås. Det er her det virkelige dilemma i eksistentialismen ligger: Mennesket kan sagtens agere og leve et liv lig med sit indhold ligesom en blomst eller en hare, hvis aldrig eksistensen virkeliggøres eller erkendes. Man er, som eksisterende, til på en bestemt og selvrealiseret vis. Som Sløk siger: Først når mennesket virkeliggør sin eksistens og begrunder hele sit livsindhold i sin egen eksistens, er det blevet virkelig til. (Ibid.:12). Dette er mennesket yderste interesse. Som Kierkegaard også har påpeget, kan adspredelse i livets mange interesser være godt for mennesket, men det kan også i denne adspredelse nå en nærsynethed, hvori den egentlig interesse glemmes. Enhver handling eller adspredelse skal kunne kaldes tilbage til og begrundes i den yderste interesse. Og siger heraf, at den eksisterende er ham hans egen eksistens om at gøre (Kierkegaard i Sløk 1964:13). Det er en kvalitativ tænkning, hvori den enkelte selv skal kunne begrunde de interesser og handlinger, denne udfører i livet i sin eksistens, så den yderste interesse ikke forglemmes. Ud fra eksistentialismen er det at leve et rigt liv altså ikke båret af indhold og interesser, som har et formål og en afslutning, men derimod af erkendelse og realisering af sin blotte eksistens. Både for Sartre og Kierkegaard gør det sig gældende, at de søger væk fra den metafysiske grundopfattelse af noget evigt, og tager afstand fra Platons tanke om sjælen i ideernes evige verden, hvor denne kan nå evigheden eller ideen om den ideelle virkelighed gennem erindring. Hos både Sartre og Kirkegaard gælder det, at mennesket som det eneste kan opnå at eksistere. Fremmedgørelse Selvom mennesket er eksisterende, er det ikke ved livets begyndelse bevidst herom, da eksistensen er gemt af essensen. Essensen her værende den menneskelige arv de kulturelle og menneskelige faktorer, der har gjort, at verden ser ud, som den gør for det enkelte individ. Mennesket er i en ting-væren af sanser og adspredelse væk fra erkendelse af den yderste interesse. Godt nok er mennesket i en sanseverden en særlig størrelse, men i et eksistentialistisk perspektiv eksisterer det ikke ontologisk set. Det, der gør mennesket til en ting er, at den er til blandt andre ting og står i relation til disse. Da det inden for eksistentialismen er en kvalitativ størrelse at eksistere, er man ikke-eksisterende, når man ikke ved af det. Når man er til i en ting-væren, er man til på kvantitativ vis, da man ønsker at være til stede og ikke forgå. Man sammenstiller derved sig selv med andre ting, for der igennem at kunne føle sig levende. Man er så at sige uafvidende og tilstedeværende. Det er i denne tilstedeværelse, at den kvalitative eksistens kan forefinde sig: Eksistensen bliver et krav i et paradoks: Mennesket kan trods sin uvidenhed om sin eksistens ikke løsrive sig fra denne og bliver derved nødsaget til at erkende den. Det er her fremmedgørelsen som begivenhed eller oplevelse indfinder sig: Fremmedgørelsen er selve eksistentialismens udgangspunkt, da det er den oplevelse der overkommer mennesket, hvorigennem realiseringen af eksistensen opstår. Mennesket kan ud fra et eksistentialistisk synspunkt på dette tidspunkt ikke frigøre sig erkendelsen af eksistensen, hvilket fremkommer i fremmedgørelsens skelsættende moment. Sløk bestemmer fremmedgørelsen som verden, der skifter ansigt eller naturen, der vender mennesket ryggen. (Ibid.:17). Det er den pludselige indsigt, at man er fremmed for verden i en gensidig afsky, der rammer mennesket. Både i antikken og i den europæiske oldtid og middelalder var universet evigt ubegribeligt og gudestyret, og set ud fra dette faktum, måtte de iagttagelser, man rent faktisk foretog forstås og fortolkes. Universets herre sad åndeligt og beherskede kosmos bevægelser, og menneskets virkelighed udsprang fra dette forståelige univers. Universet var rummet; huset, hvori menneskets liv opstod og udformede sig. Uden rummet var der intet menneske. Essensen kom altså her forud mennesket, og dennes plads lod sig angive i en nært betragtelig ramme. I renæssancen brød denne kosmostanke sammen. Universets opbygning kunne ikke længere anskues så enkelt og cirkulært, som det før var fremstillet. Strukturel skønhed blev afløst af tomhed og undren, da man ikke længere kunne ( LS( ( LT(

8 skematisere universet ud fra den tidligere forestilling. Dette ændrede dog ikke, at man stadig så universet som kommende før mennesket. Mennesket udsprang af universet, blot var det ikke længere så fast og forståeligt som før. Mennesket blev slet og ret centrum for iagttagelse. Naturen stod til for iagttageren at observere, og man kunne derved ændre omgivelserne til et velordnet og forståeligt hele. Ændringen for mennesket bestod altså i et skift fra at være led i universet til at blive subjekt for verden. Det var kun i det enkelte menneskes optik en erkendelse af virkelighed kunne udfolde sig. Alt uden om mennesket blev forvandlet til kvalitative objekter gennem erkendelsesprocessen. Det vigtige at bide fast i her er, at verden i begge perioder var tryg og hjemlig. Fremmedgørelsen gør op med denne opfattelse. Som tidligere beskrevet vendte naturen mennesket ryggen. Man følte sig pludselig i hændelsen fjern fra verden. Den bliver uforståelig og fremmed. Som Sartre beskriver i sin første roman Kvalme, giver den fremmedgørende oplevelse en kvalme over de umiddelbart naturlige og begribelige ting. Verden omkring en bliver meningsløs og mennesket som slet og ret er tomhed; intet, føler kvalme ved den fysiske verden. Men ikke kun ting bliver fremmedgjorte. Mennesker omkring én afpersonificeres og bliver mystiske skaller verden bliver absurd og uhåndgribelig (Ibid.:21). Fortabthed Mennesket må erkende sin yderste interesse og gå tilbage til det eksisterendes nøgne at for derpå at kunne forholde essensen til sin blotte eksistens. Hvis erkendelsen ikke nås, kan mennesket ikke eksistere og vil dermed være fortabt igennem hele livet. Ved at opbygge sin eksistens ud fra en ting-verden er mennesket fortabt: Livet, lykken og skæbnen afhænger af de omkringværende ting. Når mennesket er bevidst tilstedeværende, godkender det at være udkastet fra det evige over i den stoflige verden, og her bliver den fremmedgørende oplevelse det enkelte menneskes løsrivelse fra accept af relation og blot tilstedeværelse. Vi må stadig huske, at man ikke kan være sig sin egen eksistens uafvidende. Man kan ikke pludselig opdage, at man befinder sig i eksistensen og har kastet tilstedeværelsen bort. Man kan kun eksistere gennem et bevidst valg. Man må realisere sig selv og tage de udfordringer og besværligheder, der medfølger at være eksisterende på sig. Eksistensen bygger her på en dialektik, som i sig selv virker noget paradoksal: På den ene side er man evigt eksisterende, men samtidigt fra begyndelsen og det meste af tiden ikke, i og med man ikke er bevidst herom. Mennesket er først og fremmest eksisterende og kan ikke fralægge sig sin eksistens, til trods er det hovedsageligt tilstedeværende. Dette paradoks kan for sig selv virke noget forvirrende, og store tænkere som Kierkegaard har da også brugt lang tid på at klarlægge dialektikken. Dog har hans mål været at vise dens indhold, og de følger den giver. Dialektikken afslører, som Sløk skriver, [ ] at fejlpositionen ikke er en skæbne, mennesket nu engang er fanget i, men at det er en skyld, som det opdager, det allerede har belæsset sig med. For det andet viser netop dette forhold, at eksistens i sig selv er en start. (Ibid.:26). Eksistens skal være det oprindelige, det som mennesket tager sit udgangspunkt i. Her er vi tilbage ved den yderste interesse. Uoprindeligheden I og med mennesket er tilstedeværende i en ting-verden, er det uoprindeligt. Uoprindelighed betyder at mennesket ikke selv er oprindelsen til sin livsudfoldelse. (Sløk 1964:26). Netop dette uoprindelighedsbegreb vil vi gennemgå nedenfor gennem en beskrivelse af tre faktorer, som begrebet bygger sig på. Nemlig det uoprindelige sprog, den uoprindelige handling og det uoprindelige forhold til det andet menneske. Sproget er et kommunikationsmiddel, vi bruger til at forklare vores tanker og ønsker. Vi bruger det til at beskrive den verden, vi lever i ved hjælp af symboler, som vi har lært fra barnsben. Sproget gør os i stand til at tale om vores verden på et fælles grundlag, men det gør os ikke nødvendigvis i stand til at forstå, det vi taler om. Sproget bevæger sig i sig selv kun på overfladen og er i sit væsen ikke i stand til at tale ( LU( ( LN(

9 oprindeligt; til at tale sandheden. Hvis sproget ikke gør os i stand til at tale oprindeligt, hvordan kan vi så samtale og forstå hinanden? Efter eksistentialistisk tankegang er det en illusion, at vi gennem sproget kan forstå hinanden helt. Med det sagte ord vil vi altid komme længere væk fra sandheden. Det kan altså godt være oprindeligt i én selv, men så snart det videregiver egne følelser og tanker i sproget, vil det være overladt til fortolkning for den enkelte modtager, som har en anden forståelsesramme at forstå verden ud fra. Dermed bliver sproget uoprindeligt. I forlængelse heraf er der altså et problem i kommunikationen. Hvis modtageren ikke hører, hvad der bliver sagt eller ikke forstår ordene, kan man tale om, at sproget svigter målet med sproget nås ikke. Sløk beskriver denne problematik på baggrund af filmen, Det søde liv. I borgscenen befinder personerne sig i hvert deres rum, hvor de gennem et kanalsystem kan kommunikere. Her igennem giver han en kærlighedserklæring til hende, alt imens hun er midt i en erotisk scene med en tredje. Disse yderst intime og betydningsfulde ord bliver ikke modtaget hun hører dem slet ikke. Ordene bliver hængende uberørte i luften, og de bliver ubetydelige idet, de ikke når frem til den tilsigtede. De opnår ikke målet, da sproget står alene som intet andet end en naturlyd; sproget svigter. Hvis vi kigger på sproget som overfladisk og lødigt, vil man se, at det rent faktisk er muligt at tale om en sag, selvom man kun kender til den gennem sproget. Og det er det, der gør sproget uoprindeligt. Taler man derimod indefra, ud fra sig selv og egne erfaringer, vil sproget komme længere væk fra det uoprindelige. Det er dog ikke muligt kun at tale oprindeligt, da vi kender de fleste emner fra anden hånd, men dette er heller ikke målet for eksistentialisterne, da der ville være så mange emner, man aldrig kunne berøre. Selvom vi taler uoprindeligt, kan man stadig forsøge sig med en så dybdegående indsigt, som sproget tillader. Målet er nærmere at bruge sproget til at nå indsigt i disse andenhånds emner. Så vi har altså her opstillet to variationer af det uoprindelige sprog; Det overfladiske og det dybdegående, eller som Kirkegaard kalder det, inderlighed og tilegnelse (Ibid.:33), en tilegnelse af sproget og en oprindelse gennem inderligheden. I tilegnelsen er det muligt at komme helt tæt på det oprindelige ved at optage en andenhåndsviden, bearbejde den og forstå dens budskab i egen inderlighed. Sker dette, bliver inderligheden til, sådan at den pågældende viden ikke længere oprinder udefra, men i stedet indefra, fordi man i sin egen eksistens har taget stilling. Det, der i første antagelse kun er ord, og derfor som begyndelse er uoprindeligt, nærmer sig nu det oprindelige. Man kan dog ifølge Kirkegaard ikke høre forskel på det oprindelige og det uoprindelige i sproget. Det er også vigtigt at fremhæve, at uden tilegnelsen af andenhåndsviden, vil sproget være en parodi af sproget, det vil bestå af fraser og konventioner uden indhold. Det lader måske til, at det er sproget i sig selv, der er det bedrageriske, men det er menneskets forhold til sproget, som gør sproget til en mulig bedrager. Det er ikke de konventionelle vendinger, der i sig selv er uoprindelige, det er brugen af dem. De kan være nok så oprindelige for nogen, hvis de blot taler ud fra sig selv. Man kan her tale om, at de har tilegnet sig denne vending og gjort den til sin egen. For nogen kan sådanne vendinger være oprindelige for andre uoprindelige, afhængig af hvordan man har tilegnet sig disse. Heri ligger hele humlen, for det er os ikke muligt at skelne mellem de to, da vi ikke kan sætte os fuldstændigt ind i andres bevidsthed eller ud fra eksistentialistisk synspunkt i vores egen. Den uoprindelige handling vil vi her opdele i tre emner: den fortravlede, den emsige og den ørkesløse handling. De fleste mennesker kender til den hektiske og fortravlede hverdag. Man har for meget man skal nå, og det hele må afsluttes hurtigst muligt. I den fortravlede handling ligger, at man kun har øje for målet. (Ibid.:38). Her er altså ingen forståelse for, hvorfor man handler som gør, men en klar følelse af, at hver handling er betydningsfuld. Dette sker kun i den uoprindelige handling, fordi man her er en ting fortabt i essensen. Man lever altså i en illusion om, at alt i tingenes verden er betydningsfuldt, og tingenes sag kræver en indsats i sig selv. Alle de betydningsfulde sager fortsætter i det uendelige, og tager man alt ind, vil man ikke bare have travlt men leve fortravlet. Da ender man i dilemmaet, hvorvidt tingene er betydningsfulde eller ej, og man kan her vælge den fortravlede handling eller, som Sløk skriver det [ ] synke sammen i mismod. (Ibid.:40). Han mener, at hvis man når ( LV( ( LQ(

10 til den erkendelse, at tingene i sig selv ikke er betydningsfulde, er de konventionelle, og man synker sammen i mismod. I erkendelsen bliver verden tom og ligegyldig, ens gøren, sliden og slæben er tom og ubetydelig. Den næste handling, vi skal beskæftige os med, er den emsige handling. Målet med denne er, at det pågældende menneske for eftertiden vil bestå. Den er forfængelig, men derudover er den også dybere end den fortravlede. Det uoprindelige menneske er her velvidende om sin egen uoprindelighed og er bekendt med, at det ikke er noget, men kæmper en kamp for at vigtiggøre sig og forme sin egen biografi. Den sidste handling er den ørkesløse handling. I en virkelig ørkesløs handling har mennesket indsigt i, at ingen betydning kan hentes ud fra tingene, og at gennem den emsige handling, kan man kun gøre sig tomt og afmægtig. Med den ørkesløse handling er oprindelighedens muligheder udtømt [ ] Hvis man tager ét skridt til er man ude i den eksistentielle opdagelse af selvet som det sande forankringspunkt for al virkelighed. (Ibid.:43). Det er altså denne handling, som kan give os sandheden om vor eksistens, det er her vi kan nå oprindeligheden, men ikke nødvendigvis gør det. Man kan vælge at leve videre i uoprindeligheden velvidende om dette. Den sidste del indenfor uoprindeligheden er forholdet til det andet menneske. Det uoprindelige menneske ser grundlæggende det andet menneske som en fjende på livet. Vi vil forsøge at uddybe dette udsagn ved at tage fat på Rivaliteten. Rivaliteten gør, at man ser det andet menneske som en konkurrent. Dette må ikke forveksles med psykologiske træk. Det handler nemlig ikke om, at man ikke må konkurrere med hinanden eksempelvis i sport, dette kan i mange tilfælde give motivation og løfte ambitionsniveauet. Hvis man ikke har opnået egen eksistens i realiseringen af sig selv, undgår man ikke at rivalisere med andre. Det kan blandt andet betyde, at blikket er rettet ud mod sit publikum. Her er handlingen et forsøg på at vise sit værd; at vise sig frem. Handlingen bliver en præstation, og herved er den meningsløs, hvis den ikke vækker opsigt, bifald eller blot bliver vist for sit publikum (Ibid.:45). Forholdet til det andet mennesket kan også være som medbejleren, her er det en reel konkurrent, og der kæmpes om overlevelse. Det er en kamp om at være noget. I uoprindeligheden kan mennesker ikke mødes uden at skabe en magtkamp. Målet er heri enten den komplette erobring eller besættelse af en anden. I besættelsen ligger, at hvis man ikke har opnået egen eksistens i realiseringen af sig selv, må man stjæle en andens liv for at have et liv overhovedet. Netop dette forhold mellem mennesker er blevet behandlet i både eksistentialistisk teater og absurd teater. Sartre skriver i Lukkede Døre: Helvede er de andre. (Sartre 1946:57). Der er ingen lukkede døre, der holder de tre mennesker samlet, de er derimod lænket til hinanden. De behøver hinanden for at opretholde deres selv og erobrer og besætter hinanden. Dørene er åbne, men ingen tør vove sig derud, for udenfor er kun tomhed. Det er samtidig en evig kamp om herredømme og trældom. Denne afhængighed mennesker imellem er også illustreret i Becketts Slutspil mellem Hamm og Clov. Her er rollerne tydeligt delt ud, og de behøver begge hinanden for at opretholde disse. Ingen af dem er hinanden overlegen. Herren behøver slaven for at opretholde sin rolle og omvendt: At være herre er derfor ikke ensbetydende med at være fri. (Sløk 1964:48). Sammenfattende for menneskets uoprindelighed siger Sløk: [ ] det uoprindelige menneske er på vej til at forsvinde i det anonyme. (Ibid.:50). Her citerer Sløk værket Das Man af Heidegger: den enkelte er ikke sig selv, men de andre. (Ibid.:50). Heri ligger det, at vi handler således som andre gør læser de samme bøger, hører den samme musik, osv. Alt dette gøres, fordi det er noget man gør. Man kan forsøge sig ved at handle uafhængigt af denne kontroversielle gennemsnitlighed. Dog vil denne handling blot være en flugt fra den gennemsnitlige flugt, og herved bliver mennesket anonymt. Til slut skal det slås fast, at hele det uoprindelige begreb kun eksisterer ud fra tanken om kosmos sammenbrud. ( LM( ( RW(

11 Identitetsproblemet Som tidligere nævnt er det grundlæggende i eksistentialismen, at man først er til, når man erkender sin eksistens. Vi kan med rette igen citere Sartre: eksistensen går forud for essensen. (Sløk 1964:14). Når mennesket opdager, at det er fortabt i en verden af ting, møder det fremmedgørelsen. I et forsøg på at kortlægge sig selv og sin identitet sidestiller mennesket sig med en ting og bliver dermed ingen-ting (Ibid.:52). Herved skal forstås, at ved at opfatte sig selv som en tilstedeværende ting, er man fortabt i en verden af tavse og meningsløse ting. Først når mennesket erkender dette gør sig sin anonymitet bevidst, kan man begynde at blive eksisterende. Det er her, mennesket støder på identitetsproblemet. Man skal, som menneske, kunne fastlægge sin identitet; gøre sig klart, hvem man er. Ikke nok med, at man skal fastlægge sin identitet, man skal også kunne fastholde den. Man kan ikke være én person i en bestemt sammenhæng og straks efter være en helt anden. Selvom omstændighederne skifter, skal man kunne fastholde sin identitet og holde alting fast i den. Mange dramatikere og eksistentialistiske forfattere har beskæftiget sig med netop dette emne. Arthur Adamov bygger hele sit stykke Professor Taranne op om en personlig drøm (Ibid.:52). Her anklages den lærde professor Taranne for flere pinlige optrin blandt andet blufærdighedskrænkelser ved en strandbred. I et forsøg på at bevise sin uskyld til politiet, må han forfærdet opdage, at ingen genkender ham. Flere mennesker, som kender hinanden synes ikke at kunne genkende Taranne på trods af, at de har været til hans forelæsninger. Det er essentielt for ham, at bare én kan genkende ham, men som et mareridt, der ikke vil slutte, bliver flere og flere mennesker kaldt ind på politistationen, og da en dame pludselig mener at kunne genkende ham, bliver det tydeligt, at det er en anden professor, hun tænker på. Det viser sig, at Taranne har efterlignet den anden professor til uigenkendelighed opfører sig som ham, holder brillerne som ham, taler som ham osv. Taranne har med andre ord stjålet hans identitet og er dermed ikke selv til som eksisterende. Langsomt begynder professor Taranne at klæde sig af og udfører netop den krænkelse på anstændigheden, som han blev anklaget for i starten, og det bliver slutningen på stykket. Stykket kan ses som menneskets forsøg på at identificere sig med omverdenen og blive tingsliggjort. Da ingen genkender Taranne, må han bevise, hvem han er via andre. Stykket er absurd og giver derfor ingen løsning på professorens problem. Det er derimod blot et billede på identitetsproblemet. Lad os for en stund kaste lys på rollebegreberne som en del af identitetsproblemet. Mennesker påtager sig roller for at kunne identificeres, dog begrænser disse roller vores jeg og begrænser dermed også vores muligheder. Man må endvidere forstå, at alle roller er uforbindende. Rollerne indeholder tunge krav, men man er i stand til at udskifte dem når som helst. Man må, som Karen Blixen formulerer det, blive ét med sin rolle, da livet er et skuespil (Ibid.:60). Vi skal nu forstå, hvad Johannes Sløk skriver om det ydre og det indre i mennesket og skellet imellem disse. Han skriver, at det forkaster eksistentialismen at skelne mellem disse to lag (Ibid.:61). Hvis vi prøver at definere os selv, giver vi os selv en indre kerne og samtidig ydre skal. Alt det man kan indholdsbestemme sig selv i, er også det, man må distancere sig fra. Med andre ord, skal man ud fra eksistentialismen ikke definere sin identitet, for så snart man gør det, er det en rolle og altså en ydre identitet. Friheden Vi vil nu bevæge os videre til at tale om friheden. Lad os igen rette fokus på afklædningsmetaforen. Hvis man bliver ved med at klæde sig af; skrælle lag af om man vil, vil man opdage, at der ingen kerne er. Her mener eksistentialistiske tænkere, at det man møder er friheden. Det vil altså sige, at frihed er lig med tomhed; intethed, da det er fraværet af essens. Friheden er den totale og yderste tomhed (Sløk 1964:65). Det opstår, når vi bliver bevidste om vores egen eksistens gennem fremmedgørelsen. Man kan ikke være fri i den omgivne verden, men kun i sig selv. I friheden forholder man sig, og det gør man i forhold til sit eget indhold og bevidstheden. Hvis man, ud fra bevidstheden, vælger, om et dilemma skal stilles op eller ej, er man et selv, ( RL( ( RR(

12 som Sløk formulerer det (Ibid.:67). Det er ikke handlingen i sig selv, men muligheden for at bestemme over handlingen. Dette sker gennem den fremmedgørende oplevelse. Man må være parat til at forholde sig for ikke at blive trukket med ned i tingenes verden. Der opstår dilemmaer, hvor en stillingtagen er nødvendig. Med bevidstheden om sig selv og sin eksistens, kan man manøvrere sig igennem samfundet og selv afgøre, hvilke dilemmaer, man vil udsættes for. Man har sig selv med. Selvmord er den yderste konsekvens af friheden. Hvis vi står i et dilemma, som vi på forhånd har valgt ikke at ville være en del af, men dilemmaet forbliver over os, må vi gå planken ud og begå selvmord. Vi må dog holde fast i, at der er forskel på det selvmord, hvor der er tale om en flugt fra en konkret livsomstændighed og det ægte selvmord (Ibid.:72). Det ægte selvmord er totalt og det kan ikke begrundes. Det er ikke et valg mellem livet og døden, da man må forstå, at livet er vores eneste mulighed. Det er altså vores sidste udvej i det frie valg. Selvmordet er nemlig et valg eller et fravalg. Det handler ikke om døden, men om livet og ikke-livet. En fortabt eksistens ville blindt følge tingenes verden som fortæller, at man ikke må fravælge livet, selvom man hvis man lyttede til sig selv ville gøre det. Det er her mennesket, i al sin fortabthed, gennem fremmedgørelsen kan opleve den indsigt, at livet blot er en absurditet i sig selv. Som nævnt ovenfor er selvmordet et valg mellem livet og ikke-livet. Vi kender ikke noget til døden, da vi har aldrig oplevet den. Døden er ingen kendt størrelse som livet, derfor omhandler valget kun livet. Døden er uden for bevidstheden og er kun den reaktion, der opstår ved fravalget af livet. Vi vil slutte dette afsnit med at rette fokus på Camus, der siger: Selvmord er ikke andet end en flugt fra det absurde, og at flygte fra det er identisk med at bekræfte det. (Ibid.:75). Hverken tingenes verden eller mennesket for sig selv er absurd, men misforholdet imellem dem. Ifølge Camus er oprør den eneste legitime mulighed, man har overfor absurditeten. Man erkender absurditeten og kæmper mod den. Ved at begå selvmord eller lade sig fortabe ind i tingenes verden, lader man absurditeten vinde. Absurditeten er en eksistentiel udfordring, og ved at erkende, at indholdet af det, man forholder sig til er absurd, er man fri. Angsten Angsten har været beskrevet i meget moderne litteratur og er ikke specifikt knyttet til eksistentialismen. Den første til at fremhæve dens betydning i forhold til eksistentialismen er Kierkegaard, der i sit værk Om Begrebet Angest beskæftiger sig aldeles dybdegående med emnet. Kierkegaard forklarede angsten ved at stille den overfor frygten, og disse overvejelser er vi nødt til kort at gennemgå, for at kunne forstå begrebet til fulde (Sløk 1964:102). Psykologisk og fysiologisk er der ingen forskel på angsten og frygten. Begge tilstande kommer til udtryk i nøjagtigt de samme biologiske mekanismer, og sætter mennesket i en tilstand af skræk (Ibid.:104). Det er nogle helt andre forskelle, der ligger i ordenes betydning. Frygten er et konkret faresignal på en ydre aktuel trussel. Netop ved at være signal på fare har frygten en funktion. Frygten er dermed ikke et udtryk for noget i menneskets væsen, men et udtryk for menneskets forhold til omverdenen. Dette medfører en række bestemmelser. Først og fremmest er den et signal, der også vil forsvinde igen, når der ikke længere er nogen fare. Frygtens funktion er at sætte mennesket i alarmberedskab, så længe der er en trussel, og gøre det i stand til enten at imødegå den trussel eller flygte fra den. Ydermere har frygten forskellige grader, og graden af frygt vil ofte hænge sammen med omfanget af truslen. Sidst er frygten ikke omfattende. Den kan i visse situationer, som når døden truer, være så intensiv at den overskygger alle andre affekter, og man vil da kunne hævde, at den så er omfattende. Her er der dog en vigtig pointe i eksistentialismen: Ifølge en eksistentialistisk betragtning kan man nemlig ikke frygte døden, da døden er ingenting, og derfor ikke kan være en konkret trussel. Som beskrevet tidligere vedrørende selvmordet, kan man ikke vælge døden, man kan kun undlade at vælge livet. Hvis man da siger, at man frygter døden, mener man, at man frygter en bestemt begivenhed, der kan medføre døden. ( RS( ( RT(

13 Døden i sin intethed kommer til udtryk i angsten, som er den frygtlignende tilstand, der kan gribe mennesket og er et signal på en indholdsløs og permanent fare. Den har ingen genstand og fremkaldes ikke af nogen ydre trussel. Angsten kan pludseligt dukke op, selv i de mest harmløse situationer, hvilket må betyde, at den kommer indefra. Da denne fare ikke kan gives et indhold, men kun beror på noget indre, må den samtidig være permanent. Her skal det dog ikke forstås som om, at man dermed altid er angst. Men hvis angsten altid kan dukke op uden anledning, må den bero på noget, der altid er tilstede. Mens angsten på den måde er et fænomen, der dukker op og forsvinder igen, er den fare, som den er et signal for, altid tilstede. Den er ikke en konkret trussel og truer os ikke på en bestemt måde, men totalt. Truslen er total, fordi den netop ikke har noget angiveligt indhold, og på den måde er den egentlig ingenting. Den er en intethed, der truer med tilintetgørelse; at gøre os til intet (Ibid.: ). Netop denne genstandsløshed er dét, der gør angsten så uudholdelig og til en grundstemning inden for eksistentialismen. Man kan spørge sig selv, hvad det væsentlige i angsten egentligt er. Normalt vil man pege på indholdløsheden, intetheden eller døden, som værende det væsentligste. Døden giver med sin intethed udtryk for den intethed, eksistensen selv er. Man kan forklare dette på flere måder. Først og fremmest skal vi forstå, hvorfor væren er intet. Man kan adskille det værende og dets væren, da alt værende er en bestemt størrelse med et indhold i modsætning til dets væren. Blot fordi, at noget er til, betyder det ikke, at det også har et indhold. Derfor har det værendes væren ikke et indhold, ligesom det værende har, og deraf er det ingenting. Man kan derfor drage en parallel i mellem væren og intet, da det værendes væren, som sagt, ikke har noget indhold, og når det ikke har et indhold, er det jo i en vis forstand ikke-væren, hvilket henleder os til det faktum, at det er intet. Man kan dermed ikke skelne i mellem disse to ting, da intet ligger i væren, og uden intet ville der intet værende være. Derfor hænger væren og intet uløseligt sammen (Ibid.:107). Værens intethed og døden er vekselbegreber, hvilket har den betydning for mennesket, at dets eksistens bliver en eksistens rettet mod døden, som er intet. Det er denne døds intethed, der melder sig hos mennesket og betragtes som værende en essentiel del af angsten. Friheden, valget og ansvaret som tidligere beskrevet grundbestemmelser i eksistensen, og angsten er derfor konstant og uovervindelig. Angsten har dog også en anden betragtningsmåde, som specielt Kirkegaard arbejder med. Her er angsten som sådan ikke en angst for døden, men en angst for den frihed, der melder sig i tilbagestødet (Ibid.:110). Her sammenligner Kierkegaard desuden angsten med svimmelhed, hvor han mener, at man bliver svimmel i frihedens øjeblik. Svimmelheden er her sammenlignet med den følelse, der kan gribe mennesket på kanten af en afgrund. Afgrunden kan på samme tid føles dragende og frygtindgydende. Sådan forholder det sig også med angsten. Den er på samme tid skræmmende og lokkende. Den fører mennesket til at iværksætte muligheden - en mulighed, der endnu intet er. Dette er et afgørende område i den Kierkegaardske angst (Ibid.:111). I angsten er der to mulige udfald af menneskets valg. Enten kan man ryge ud i fortabelsen i tingenes verden, eller man kan møde glæden. Selvom angsten både hos Sartre og Kierkegaard er et relativt mørkt kapitel i eksistentialismen, giver de begge to udtryk for en optimisme, som man kan finde på den anden side af angsten. For Kierkegaard indeholder angsten trænge gennemgangsstadier, der fører vej til målet, som er glæden og livet, mens den for Sartre er at indse, at livet en menneskelig mulighed. Skylden Inden for eksistentialismen siges det, at et menneske ikke kan leve sit liv uden også at overtage skylden for sit liv. For at kunne forstå hvad dette indbefatter, må ordet skyld først defineres: Skyld betegner først og fremmest en fordring. At være skyldig betyder, at man lever i overensstemmelse med det gældende normsystem, at vælge normerne frit og i det hele taget at påtage sig disse. Skyld er altså det samme som at være skyldig i at gøre noget, at der rettes krav til en, eller at man er forpligtet til at gøre noget. ( RU( ( RN(