FAKTA OM RISIKOADFÆRD Spiseforstyrrelser Selvskadende adfærd - Angst - Depression UNIVERSITY COLLEGE SYDDANMARK EFTER- OG VIDERE- UDDANNELSE

Transkript

1 FAKTA OM RISIKOADFÆRD Spiseforstyrrelser Selvskadende adfærd - Angst - Depression UNIVERSITY COLLEGE SYDDANMARK EFTER- OG VIDERE- UDDANNELSE

2 Udarbejdet af: Ellen Sandahl Sørensen, projektleder, lektor Udvikling og forskning Videncenter for Sundhedsfremme University College Syddanmark Forsidebillede: LMS landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

3 Indholdsfortegnelse Forord... 2 Mulige årsager til spiseforstyrrelse og selvskade... 3 Hvad er spiseforstyrrelser?... 4 Nervøs spisevægring - Anorexia nervosa... 5 Nervøs overspisning - Bulimia nervosa... 6 Andre spiseforstyrrelser... 6 Binge eating disorder... 6 Orthoreksi den fjerde spiseforstyrrelse?... 6 Se signalerne... 7 Tegn på sygdom... 8 Spiseforstyrrelser kan forebygges... 9 Tidlig indsats hjælper Hvad er selvskade? Angst Fobier Medicinsk behandling Kognitiv terapi Råd til dig der har angst Råd til pårørende Depression Symptomer hos børn Symptomer hos unge Hyppighed og forløb Behandling Tværfaglig og tværsektoriel indsats en samarbejdsmodel Handlevejledninger og redskaber Proces og koordinering Vigtige kontakter Litteraturhenvisninger... 26

4 Forord Denne pjece henvender sig til frontpersoner for eksempel pædagoger, lærere, sygeplejersker og andre faggrupper, der i hverdagen arbejder med børn eller unge. Hensigten er at gøre læseren opmærksom på, hvor vigtigt det er, så tidligt som muligt, at opfange signaler, som kan indikere risiko for udvikling af alvorlige psykiske sygdomme. Det er håbet at pjecen kan være med til at skabe overskuelighed over kompleksiteten som er i spil i det professionelle arbejde med børn og unge, der udviser risikoadfærd. Pjecen er resultatet af et projektsamarbejde mellem University College Syddanmark og Socialstyrelsen i perioden Formålet var: Styrk indsatsen for børn og unge med risikoadfærd Med temaerne: Spiseforstyrrelser Selvskadende adfærd Angst Depression Pjecen giver overblik over facts og handlemuligheder relateret til risikoadfærd og i forhold til årsager, tegn, behandling og prognose. Intentionen er også at inspirere til hvordan det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde omkring børn og unge med risikoadfærd kan styrkes. I pjecen beskrives symptombilleder og handlemuligheder på baggrund af projektdeltagernes videnbidrag og fokuspunkter i forhold til symptomanalyse og forslag til handlinger. I den forbindelse rettes en særlig tak til LMS Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Psykiatrifonden, Traume og Torturcenter i Vejle, Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital, Risskov, Rigshospitalet og Gentofte, som har bidraget til projektet og dermed denne pjece med betydningsfuld viden i forhold til at spotte tegn på risikoadfærd hos børn og unge. Haderslev, december 2010 Ellen Sandahl Sørensen, projektleder, lektor 2

5 Mulige årsager til spiseforstyrrelse og selvskade Spiseforstyrrelser skyldes ikke tynde modeller i reklamerne. Tværtimod skal årsagen til, at en person er i gang med eller har udviklet en spiseforstyrrelse, oftest findes i følelsesmæssige påvirkninger, som personen har været udsat for i sit liv. Måske kombineret med et særligt følsomt og skrøbeligt sind. Der kan være mange forklaringer på, hvorfor et menneske udvikler en spiseforstyrrelse eller selvskadende adfærd. I det følgende ses bud på forhold som kan være udløsende faktorer. En traumatisk oplevelse Når et menneske bliver udsat for en voldsom følelsesmæssig smerte pga. af en enkeltstående oplevelse, kan denne smerte sætte sig som et vedvarende sår i sjælen. Smerten kan være så stor, at personen ikke ved, hvad hun eller han skal stille op med den. Den er umulig at forholde sig til, og det er helt uoverskueligt at få kontrol over eller styr på de følelser, som hun eller han rummer til overflod. Set udefra vil man måske sige, at mange andre har været ude for noget lignende, uden at det fik de alvorlige følger. Det holder bare ikke, for vi er som mennesker meget forskellige - ikke mindst på det følelsesmæssige område. Det, nogen kan tackle, kan andre ikke. Den traumatiske oplevelse kan være en nær vens eller et familiemedlems død, forældrenes skilsmisse, oplevelsen af at flytte hjemmefra første gang, den første seksuelle oplevelse eller simpelthen nedværdigende bemærkninger. En periode fyldt med stress eller smerte Når man oplever en periode hvor man bliver udsat for, at den ene voldsomme episode efter den anden ramler ned over en, kan den stress eller smerte, man føler, blive så ubærlig, at man ikke kan forholde sig til den. Det kan f.eks. være det, at man i løbet af kort tid flytter hjemmefra, har sit første seksuelle forhold, bliver afvist og oplever en nærtstående persons død. Vedvarende følelsesmæssig smerte Når man gennem længere tid lever under forhold, som forårsager stor følelsesmæssig smerte, kan man på et tidspunkt nå dertil, at man ikke kan håndtere smerten længere. Årsagerne til risikoadfærd er mangfoldige og ofte ses en kombination af biologiske, sociale og psykologiske faktorer. Det kan f.eks. være at vokse op i en alkoholikerfamilie, blive udsat for seksuelt eller følelsesmæssigt misbrug eller leve i et ulykkeligt ægteskab. Det følsomme barn Vi har alle en sårbar med os. Det er både genetiske, sociale, psykologiske faktorer der spiller ind på denne sårbarhed, som kan udvikle sig til psykisk sygdom ved psykologiske belastninger, skilsmisse, langvarig stress etc. Nogle børn er mere følsomme end andre. Når et meget følsomt barn vokser op i en familie, som har ikke-erkendte problemer, dvs. bærer rundt på en følelsesmæssig smerte, som man ikke anerkender eller taler om, kan dette barn opsuge al den smerte, som en svamp opsuger vand. Og netop fordi man aldrig har talt om de bagvedliggende problemer - udadtil kan 3

6 familien virke perfekt og problemfri - ved barnet ikke, hvordan det skal bearbejde al den opsamlede smerte. Over-kontrol Et barn, der vokser op i en familie, hvor forældrene styrer alt og kontrollerer den mindste detalje hos barnet, kan opleve det som sin eneste mulige overlevelse at opgive sin egen identitet. Barnet vil prøve at tilpasse sig forældrene i alt og gøre alt, hvad der kan gøre dem tilfredse og glade. Men med tiden kan situationen blive så følelsesmæssig smertefuld, at det bliver nødvendigt at bryde ud af den. Men barnet/den unge ved bare ikke, hvordan hun eller han kan gøre det. Denne oplevelse kan kvinder gift med meget kontrollerende/dominerende mænd også ofte føle. Undertrykte følelser Undertrykte følelser er nok den årsag, som er mest vanskelig at få hold på, når et menneske med spiseforstyrrelse eller selvskade forsøger at finde det, der udløste sygdommen. Ganske enkelt fordi den er så uhåndgribelig, vedvarende og udefinerlig. Situationen kan være, at et barn hele tiden oplever, at de følelser og tanker det har, ikke bliver accepteret eller taget alvorligt. Tværtimod får barnet at vide, at dets tanker og følelser er forkerte, egoistiske eller på anden måde uacceptable. Men det fjerner jo ikke barnets tanker og følelser, så til sidst må det føle, at der ikke er anden forklaring, end at det selv er forkert eller tosset. Det afføder en masse negative følelser, som barnet med tiden har lært at vende indad. Med andre ord: Personen lader negativiteten gå ud over sig selv. Familiefunktionen bliver her genstandsfeltet, men man har ikke kunnet beskrive én bestemt familietype ved spiseforstyrrelser, dog er familierne ofte præget af konfliktskyhed eller overinvolvering Hvad er spiseforstyrrelser? Medvirkende faktorer kan være af både kulturel, social, psykologisk, biologisk og genetisk art. Fælles er, at en indre uro, usikkerhed og følelse af utilstrækkelighed forsøges afhjulpet med en ydre kontrol over kroppen gennem spisningen. En ung med anoreksi kan som regel kontrollere spisningen og bliver gradvist afmagret, mens en person med bulimi mister kontrollen og får anfald af grovæderi. Ofte starter sygdommen med en slankekur, som efterhånden udvikler sig til en besættelse. En udløsende hændelse kan være et traume som for eksempel forældrenes skilsmisse, tab af veninde, skoleskift eller lignende. I nogle tilfælde er det måske selve vægtreguleringen, der tager magten fra den unge. En spiseforstyrrelse er kendetegnet ved en forstyrret måde at tænke og handle på, når det gælder mad, krop og vægt. Spiseforstyrrelser kan optræde i forskellige former. Sygdommen ses 10 gange så hyppigt hos piger som hos drenge. Spiseforstyrrelser opstår typisk omkring puberteten og frem til voksenalder, men de kan også opstå udenfor denne periode. Spiseforstyrrelser handler altså om følelser og spiseforstyrrelser handler også rigtig meget om kontrol og kontroltab. Men spiseforstyrrelser handler også om mad på sin vis er maden det helt centrale i spiseforstyrrelsen. Men samtidig handler spiseforstyrrelsen slet ikke om mad maden er nemlig kun et symptom. 4

7 Man kan sammenligne det med, når man får hovedpine på grund af infiltrationer i nakken. Hovedpinen er et symptom på, at der for eksempel er spændinger i nakken, der skal løsnes op for. Man kan godt tage en smertestillende tablet, men den løser ikke problemet. Så snart tabletten ikke virker længere, kommer hovedpinen tilbage. Så i stedet for at behandle symptomet må man gå ind og behandle årsagen: Spændingerne i nakken først når de er væk, forsvinder hovedpinen. Når man har en spiseforstyrrelse, så svarer problemerne med mad og vægt til hovedpinen: De er et symptom på, at man indeni har nogle følelsesmæssige problemer, der skal løsnes op for. Hvis man kun fokuserer på maden, og for eksempel får en person med anoreksi til at tage på i vægt, så har man ikke løst problemet man har bare givet en smertestillende tablet. For at løse problemerne omkring maden, må man koncentrere sig om årsagen, de indre følelsesmæssige problemer, og få løst op for dem. Først når de bliver bearbejdede, kan spiseforstyrrelsen slippes og man kan begynde at spise og leve normalt. I det følgende gennemgås forskellige former for spiseforstyrrelser: Nervøs spisevægring - Anorexia nervosa Man kender ikke årsagen til spiseforstyrrelser og der er ingen enkel forklaring på, hvorfor sygdomme opstår. Både arvelige egenskaber og forhold i miljøet har betydning. Svigt i den unges nære omgangskreds eller nederlag i skole og i idræt er ofte det, der får sygdommen til at bryde ud. Vægttab er muligvis en selvstændig udløsende faktor. Formentlig er der tale om mange forskellige forhold, der under uheldige omstændigheder kan danne baggrund for en spiseforstyrrelse. Anoreksi optræder fortrinsvis i den vestlige del af verden, hvor disciplinering og beherskelse af kroppen forbindes med succes. Også kulturelle forhold spille ind, og det ses at især balletdansere, fotomodeller, eliteudøvere har højere risiko for at rammes. Anoreksi betegnes som nervøs spisevægring og viser sig først og fremmest som vægttab, en ekstrem frygt for at tage på trods undervægt samt en intens optagethed af mad, vægt og udseende. Den unge er stærkt undervægtig, men ønsker alligevel at tabe sig endnu mere. Hun spiser kun lidt og undgår kalorierige madvarer. Den unge har ofte et overdrevent behov for at kontrollere alt, hvad der har med familiens mad at gøre. Tankerne om mad, krop og vægt optager så stor en del af hendes tid, at alt andet sættes til side og underlægges hendes ønske om at tabe sig eller opretholde en lav kropsvægt. Hun har et forvrænget opfattelse af sin krop. Hun forsøger på alle måder at tabe sig. Alle tanker kredser omkring mad. Ofte kombineres skrappe diæter med overdreven motion og afførings- og slankemidler. Hun nægter som regel hårdnakket, at hun er syg og har behov for hjælp. Ofte er hun perfektionistisk, ivrig efter at gøre andre tilpas og stiller høje krav til sig selv. Bag facaden er hun imidlertid usikker og har et lavt selvværd. Socialt har hun en tendens til at isolere sig. Diagnosen anorexia nervosa stilles, når følgende er opfyldt Vægttab på mindst 15 pct. af normalvægten. Intens frygt for at opretholde selv en normal kropsvægt. (Vægtfobi) Vægttab er selvfremkaldt. Man faster, spiser mindre, dyrker motion, tager vanddrivende medicin, spiser afføringsmidler eller slankemedicin eller kaster op. Forstyrret kropsopfattelse og -billede. Den unge føler sig tyk på trods af undervægt. Forsinket pubertetsudvikling. Efter puberteten, ophør af menstruationen. 5

8 Nervøs overspisning - Bulimia nervosa Bulimia nervosa er episoder med spiseanfald - og efterfølgende aktiv, sygelig regulering af vægten ved opkastning, overdreven motion, brug af afføringsmidler eller slankepiller. Der er mange fællestræk med anorexia nervosa i form af intens frygt for at tage på i vægt - og heraf følgende fokus på spisning, mad, krop og vægt. Hvor den unge med anoreksi som regel kan styre trangen til mad, taber den unge med bulimi kontrollen over spisningen. Efter et spiseanfald kaster hun op eller bruger afføringsmidler til at tabe sig. Overdreven motion eller faste er andre måder at regulere vægten på. På grund af opkastninger kan der forekomme syreskader på tænderne. Spiseanfaldene kan være planlagte. De finder typisk sted i det skjulte og er behæftede med skamfølelse. Unge med bulimi er ofte normalvægtige, hvilket kan gøre det svært at opdage sygdommen. Men vægten i sig selv er ikke afgørende for, at der er tale om en sygdom. Diagnosen bulimia nervosa stilles, når følgende er opfyldt Gentagne episoder med spiseanfald, hvor den syge inden for to timer spiser meget mere end andre ville kunne overkomme. Det sker i gennemsnit mindst to gange pr. uge over en periode på tre måneder. Følelse af tab af kontrol over spisningen. Tilbagevendende forsøg på ikke at stige i vægt i form af slankekure, opkastninger, faste eller fysisk træning samt brug af afføringsmidler og/eller vanddrivende piller. Overdreven optagethed af udseende og vægt. Både bulimi og anoreksi ses i varianter, der ikke opfylder alle kriterierne for at få stillet diagnosen anorexia nervosa eller bulimia nervosa. Alligevel er der tale om sygdom, som kræver behandling. Andre spiseforstyrrelser Andre spiseforstyrrelser er tilstande hvor kun nogle af kriterierne for at stille diagnosen anorexi eller bulimi er opfyldt. Alligevel kan den unge være alvorlig syg. Binge eating disorder Personer der tvangsspiser uden at gøre noget for at regulere vægten ned, bliver overvægtige. Tilstanden kaldes Binge Eating Disorder BED. For personer med BED har spisningen ligesom hos bulimikere en angstdæmpende funktion. Husk på at unge der er vægtbevidste, uden at det påvirker deres helbred eller trivsel på en dårlig måde, har ikke spiseforstyrrelser. Orthoreksi den fjerde spiseforstyrrelse? Sund livsstil kan være farlig. Den kan nemlig udvikle sig til en besættelse af sund mad. En besættelse der kan føre til, at andre aktiviteter udelukkes, at parforholdet påvirkes og det til sidst bliver fysisk farligt. Og så er der pludselig ikke længere tale om sund livsstil, men om orthoreksi. 6

9 Karakteristisk er madvarer man ikke må spise, diæter man selv har opfundet, daglig planlægning af maden i morgen og medbragt mad når man skal ud: Orthoreksi har taget magten. Som ved anoreksi, bulimi og overspisning er maden en så stor besættelse, at det hindrer mennesket i at føre et normalt liv. Men hvor de unge med anoreksi og bulimi er fokuseret på mængden af mad, er den unge med orthoreksi fokuseret på madens kvalitet. Den unge med orthoreksi begynder at danne sig sit eget billede af, hvad der er sundt og laver sine egne diæter, regler og ritualer. Den unge med orthoreksi er ikke decideret bange for at blive fed og ønsker ikke at være specielt tynd hun vil bare gerne spise sundt. Så selvom orthoreksi og anoreksi udefra kan ligne hinanden, så er det ikke det samme, fordi der ligger forskellige ønsker og forskellig motivation, bag ønsket om at kontrollere maden. Udbredelse og årsag De senere år er der kommet øget opmærksomhed på forstyrret spisning og følgerne heraf. Der er registreret en stigning i forekomsten af bulimi og overspisning, men forekomsten af anoreksi synes at være nogenlunde konstant. Undersøgelser viser, at op mod 1 pct. af unge piger/kvinder udvikler anoreksi, og op mod 4 pct. udvikler bulimi. De to sygdomme hører således til de mest udbredte, alvorlige lidelser blandt unge kvinder. Sygdommene kan dog forekomme i alle aldersgrupper og også hos drenge og mænd. Blandt unge, der til stadighed prøver at få vægten ned, er der flere, der udvikler spiseforstyrrelser end blandt unge i almindelighed. Vedvarende vægtregulering ledsaget af nedsat trivsel ses hos mere end hver fjerde unge pige/kvinde og hos 2-3 pct. af drenge/unge mænd. Det kaldes af nogle risikoadfærd. Der er brug for hjælp En spiseforstyrrelse er tegn på at den unge har problemer, hun ikke selv kan klare. Hun har brug for hjælp. Derfor er det vigtigt at forældre og andre voksne for eksempel lærere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, pædagoger, sundhedsplejersker, læger, tandlæger apotekeransatte, trænings- og fitness ansatte er i stand til at opdage en begyndende spiseforstyrrelse. Som regel kan man se tegn på, at der er noget galt, før sygdommen direkte kan aflæses på vægten eller helbredet. Unge der til stadighed prøver at slanke sig og dyrke overdreven motion har større risiko for at få en spiseforstyrrelse. De har en risikoadfærd, som gælder mere end hver 4. ung pige/kvinde. Risikomiljøer Spiseforstyrrelser ses hyppigere i nogle miljøer end i andre. For både piger og drenge gælder det aktiviteter som idræt, fitness, dans og modelarbejde. Se signalerne Forud for udvikling af en spiseforstyrrelse går ofte et langt forløb, hvor den unge gradvist ændrer adfærd og mistrives. Signalerne kan ofte ses, før vægten begynder at falde eller svinge voldsomt. 7

10 Signaler om, at noget er galt Den unge viser tegn på dårlig trivsel og social isolation. Den unge er trist bag en tilsyneladende perfekt facade. Den unge trækker sig måske fra fællesskabet og søger ikke udfordringer og oplevelser sammen med andre. Den unge har et lavt selvværd og søger efter accept ved at behage og fokusere på udseendet. Den unge er utilfredshed med eget udseende. Den unge viser overdreven bekymring og optagethed af mad og slankning. Den unge udøver overdreven og øget motion samt gentagne slankekure og vægtsvingninger. Den unge kan tage for eksempel slankepiller trods normal vægt. Tegn på sygdom Ændrede spisevaner og modvilje mod at spise sammen med andre. Vægttab. Toiletbesøg lige efter et måltid (som tegn på, at maden kastes op). Røde øjne, skader på tænderne, sår på knoer, håndryg og i mundvigene (ligeledes tegn på hyppige, selvprovokerede opkastninger). Fysisk utilpashed som forstoppelse, oppustet mave, hovedpine, søvnproblemer og svimmelhed. Ophør af menstruation eller forsinket pubertetsudvikling. Konsekvenser for helbredet Spiseforstyrrelser er en alvorlig trussel mod helbredet - både fysisk og psykisk - hvis der ikke sættes ind med behandling. I yderste konsekvens kan anoreksi medføre, at den unge dør af underernæring. Konsekvenser af anorexia nervosa Overdreven motion og underernæring medfører forsinket pubertet eller ophør af menstruationen. Stofskiftet falder i udtalte tilfælde. Det medfører lav legemstemperatur, langsom puls, tør hud og forstoppelse. Langvarig underernæring svækker musklerne, skader hjernen og kan hæmme væksten. Der kan opstå muskelkramper, hjerterytmeforstyrrelser, knogleskørhed og hormonelle forstyrrelser. Overdreven motion kan give ledskader. Tristhed, lav selvtillid, irritabilitet og social isolation ses hyppigt. Der er indlærings- og koncentrationsbesvær, og til trods for træthed kan den syge være hyperaktiv og i stadig bevægelse. Konsekvenser af bulimia nervosa Hyppige opkastninger kan medføre akutte smerter i mave og spiserør, og resultere i skader på tænderne som følge af ætsning fra mavesyren. Brug af afføringsmidler kan forstyrre tarmfunktionen, og medføre træg eller oppustet mave. Kroppens væskebalance og hormonelle balance forstyrres og menstruationen kan ophøre. 8

11 En vis social tilbagetrækning ses ofte i kølvandet på bulimi, fordi den unge føler det skamfuldt ikke at have kontrol over spisningen og derfor forsøger at skjule symptomerne. Ofte deltager hun kun nødtvungent i måltider. Tilsyneladende er hun velfungerende. Kroniske følger af anoreksi kan være Udvikling af knogleskørhed (osteoporose) på grund af langvarig sulttilstand. Der kan desuden forekomme skader på lunger, hjerte, nyrer eller hjernen. Højdevæksten kan standse hos den unge i puberteten. Træthed og problemer med at koncentrere sig. Psykisk uligevægt og trist stemningsleje, nogle kan udvikle depression og får selvmordstanker. Dødeligheden er op til 10 gange forøget. De fleste dør af selvmord eller som følge af underernæring. Når behandling er nødvendig Målet for behandlingen er at få den unge til at trives og acceptere sin krop og sig selv. Hun skal lære at søge andre måder at tackle sit liv på end gennem kontrol med spisningen og overdreven fokusering på udseendet. Ved alvorlig undervægt skal patientens vægt i første omgang øges til et ikke livstruende niveau, så hun bliver i stand til at modtage psykiatrisk eller psykologisk behandling. Behandlingen kan foregå ambulant eller ved indlæggelse på hospital. Et behandlingsforløb kan tage lang tid før det bærer frugt og den unge får et positivt og naturligt forhold til sig selv og sin krop. Jo tidligere der gribes ind over for en spiseforstyrrelse jo bedre er udsigten til at den unge bliver rask. I lettere tilfælde kan en række samtaler med sundhedsplejersken, en lærer eller familiens læge vende udviklingen. Hvis man kan se at samtalerne ikke ændrer noget og den usunde adfærd udvikler sig til sygdom, er det vigtigt at gå videre i sundhedssystemet. Gennem den alment praktiserende læge kan den unge blive henvist til behandling hos psykiater eller psykolog. Elementer i behandlingen Støtte til normalisering af spisning og vægt. Styrkelse af sociale netværk og venskaber. Individuel psykoterapi eller gruppeterapi. Familieterapi. Spiseforstyrrelser kan forebygges Glade, sunde og harmoniske børn og unge, der trives med sig selv og hinanden, er det bedste værn mod problemer med accept af kroppen. Derfor er det vigtigt at fremme den psykiske sundhed hos børn og unge ved at styrke deres selvværd, kropsbevidsthed og evne til at klare problemer og nye udfordringer. Mange unge bliver forskrækkede over at kroppen i puberteten ændrer sig. De fysiske forandringer er naturlige, nødvendige og sunde. En øgning af kroppens fedtmængde hos piger er helt naturlig. Men den unge ser det imidlertid ofte som noget skamfuldt og som begyndende fedme, der skal bekæmpes. 9

12 Bevidstheden om, at det normale har vide rammer, er vigtig, når den unge skal acceptere sin krop også selv om den måske ikke lever op til modeindustriens snævre skønhedsidealer. Tidlig indsats hjælper Ved at sætte tidligt ind med støttende samtaler kan man medvirke til at forhindre at en usund adfærd udvikler sig til sygdom. Når en voksen ser, at en ung mistrives og regulerer vægten i udtalt grad, er det vigtigt at tale med hende om hendes problemer. Det vigtigste er ikke hvor meget man ved om spiseforstyrrelser, men at man er parat til at lytte og hjælpe. Samtaler skal foregå i en atmosfære af tillid og gerne på tomandshånd. Målet med samtalerne er at give den unge en mulighed for at tale med en voksen om problemerne ikke at få hende til at af- eller bekræfte mistanken om en spiseforstyrrelse. Tit vil hun benægte, at der er noget galt. Men det er vigtigt ikke at lade stå til, så den uheldige udvikling fortsætter. Spiseforstyrrede bliver ikke mere modtagelige for hjælp jo mere syge de bliver tværtimod. Det er bedst at tale med den unge, så snart man ser der er noget galt. Alle erfaringer viser, at når den unge er kommet over problemerne, er hun glad for, at hun blev hjulpet. Elementer i en tidlig indsats Tal med den unge om hvordan hun har det. Man kan for eksempel sige: Jeg er bekymret for dig. Du har forandret dig Hvad er årsagen til at du ikke har det så godt? Forsøg at bryde den sociale isolation, hun befinder sig i. Få en dialog om trivsel, selvtillid, kropsbevidsthed og sunde kost- og motionsvaner. Det du som voksen kan gøre i mødet med den unge er Støtte børn og unge i deres tro på sig selv. Være opmærksom på børn og unge der ikke trives. Påvirke med positive holdninger til mad, krop og vægt modvirke at sundhed og kvindelighed forveksles med tegn på overvægt. Genkende de tidlige tegn og signaler på, at der kan være problemer. Tale med børn og unge om deres problemer. Kontakte netværket omkring den unge for eksempel sundhedssygeplejersken eller familiens læge. Hvis den unge ikke vil tale med forældrene om problemet, kan de måske få hende til at tale med for eksempel skolesygeplejerske eller skolepsykologen. Erfaringer viser, at mulighederne for helt at overvinde en spiseforstyrrelse øges, jo tidligere der sættes ind. Det gælder både de fysiske og psykiske følger af sygdommene. Uanset hvem der ser tegnene på, at der er noget galt, skal der reageres og tages hånd om den unge, så hun kan få hjælp til at løse sine problemer. Hvis hun er under 18 år skal forældrene inddrages. Men det kan tage lang tid og lykkes ikke altid. Ved anoreksi bliver ca. halvdelen raske, en fjerdedel får det klart bedre, men har fortsat problemer, mens den sidste fjerdedel forbliver alvorligt syge. Resultaterne af behandling for bulimi er bedre end for anoreksi. 10

13 Hvad er selvskade? Et menneske, der skader sig selv, har som regel ekstrem fokus på den selvskadende adfærd. Både på hvornår de næste gang kan komme til at skade sig selv, på om de kan lade være og på de sår og ar, selvskaden medfører. Men forholdet til selvskaden er blot et fysisk udtryk for den sorg, vrede, fortvivlelse og mangel på selvværd, som den enkelte bærer på. Selvskade betyder, at en person skader sig selv med vilje. Den mest udbredte form for selvskade er cutting, hvor personen skærer sig i bl.a. armene. Derudover kan selvskade være at banke hovedet ind i væggen gentagne gange, at indtage store mængder alkohol eller medicin, at hive hår ud af hovedbunden m.m. Der er minimale forskningsundersøgelser om selvskadende adfærd. Det er derfor svært at sige noget præcist om omfanget. Her ses forskellige eksperters bud på, hvor udbredt selvskadende adfærd er. Bent Kawa, overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup: Måske en ud af 10 teenagere. Bo Møhl, chefpsykolog, Rigshospitalets psykiatriske afdeling: 17 % af unge piger har skadet sig selv mindst en gang. Center for Selvmordsforskning, Odense: Hver 6. pige i klasse har skadet sig selv. Tegn og årsager Sygdommen rammer bredt både blandt de omsorgssvigtede børn og unge, hvis grænser er blevet overskredet og har manglende forståelse af eget følelsesliv og de velfungerende, ambitiøse og målrettede børn og unge. Jo før man kan gribe ind over for en selvskade, jo større er chancen for, at den ramte person kan frigøre sig fra fokuseringen på selvskaden og begynde at arbejde med de egentlige, bagvedliggende problemer. Uanset hvor man befinder sig i forhold til den eller de personer, som man har en fornemmelse af, er på vej ud i problemerne, skal man lægge mærke til følgende signaler. Isolation Når personen ikke trives i de sociale sammenhænge, hun eller han indgår i, men derimod trækker sig tilbage og isolerer sig i sin egen verden. Lavt selvværd Når personen har et meget ringe selvværd og ikke rigtig synes, at hun eller han er vigtig eller har nogen værdi som menneske. Omvendt vil hun eller han ofte søge at gøre andre mennesker tilpas - også ved at overse sine egne behov. Dårlig koncentration og humørsvingninger Når personen har svært ved at samle sig om en opgave eller en aktivitet. Hyppige og store humørsvingninger fra det helt depressive til glæde kan også være et faresignal. 11

14 Rastløshed Når personen f.eks. har svært ved at blive i en situation i længere tid ad gangen. Dette kan også betyde, at personen har svært ved at falde i søvn eller sove i længere tid. Ar og sår Hvis personen har mange ar eller altid har sår på enten arme, ben, mave, bryst eller andre skjulte steder på kroppen. Skjuler armene Hvis personen altid går med lange ærmer, støttebind, armbånd og lignende kan det være for at skjule sår og ar på armene. Skjuler kroppen Personen har altid en undskyldning for ikke at deltage i gymnastik, svømning, strandture eller andet, der kan afsløre sår og ar på kroppen. Tag straks fat om problemet Selvskade skal forstås som en mestringsstrategi i forhold til at håndtere et indre følelsesmæssigt kaos. Det kan handle om, at man ikke kan sætte ord på sin indre smerte. Den unge har et behov for at kontrollere smerten ved at gøre den fysisk. Så snart du får en fornemmelse af, at der er noget galt, skal du handle. Udtryk din omsorg. Sig, at du er bekymret for, om personen har nogle problemer, som hun eller han ikke kan klare selv. Og at du meget gerne stiller op med din støtte og hjælp. Angst Psykiske, følelsesmæssige symptomer De psykiske symptomer spænder fra let ængstelse, anspændthed og uro til panik, dødsangst og forvisning om, at noget forfærdeligt er ved at ske. Man kan f.eks. tro, at man er ved at blive sindssyg, eller at ens sidste time er kommet. Situationen føles uvirkelig, og man føler, man er ved at besvime og miste selvkontrollen. Kropslige symptomer De kropslige symptomer består i fornemmelser fra bryst og mave, de indre organer og musklerne. Symptomerne kan være åndenød, klump i halsen, hjertebanken, smerter i brystet, sveden, rysten, svimmelhed, ondt i maven og diaré. De kropslige symptomer er meget dominerende ved angst, og det er ofte dem, man lægger mærke til og dem, der føles særligt generende. Mange går således også til lægen netop pga. de kropslige symptomer, ofte uvidende om at der er en psykisk sammenhæng. 12

15 Angstfyldte tanker Tankerne ( katastrofetankerne ) kredser om det, man oplever som truende, f.eks. at man ikke klarer situationen, at man bryder sammen, er ved at blive sindssyg, eller at ens sidste time er kommet. Man kan ikke tænke klart, og man har en oplevelse af, at de kaotiske og ængstelige tanker har magten. Undvigelsesadfærd Adfærden handler om, at man forsøger at flygte fra eller undgå den situation, hvor angsten opstod. Dette gælder f.eks. ved det akutte panikanfald. Sund fornuft og dømmekraft er sat ud af spil, og selvom man ved, at der ikke er en rationel grund til angsten og til at flygte, sker det helt automatisk. Man må bare væk. Først når man er væk fra den situation, hvor angsten opstod, kan man ånde lettet op og igen trække vejret frit. Ved social angst udvikler man også en særlig adfærd, hvor man undgår de ting, der vækker angst, f.eks. melder afbud til fester og andre sociale arrangementer. Denne overordnede inddeling vækker genkendelighed hos de fleste mennesker med angst. Der er dog stor forskel på, hvordan angsten viser sig, hvad der udløser den, og hvordan forløbet er afhængig af, hvilken angstsygdom man lider af. De mest almindelige former for angst er: Fobier Fobierne er de mest udbredte angstformer. Disse angsttilstande opstår i bestemte situationer, der uden reel grund fremkalder angst og kan opleves som de andre psykiske sygdomme i mild, moderat eller svær grad. Man deler fobierne op i tre typer: Agorafobi er angst for at være alene blandt mange andre mennesker og så pludselig blive angst og have vanskeligt ved at komme væk eller få hjælp. Angsttypen kendes også som 'angst for store åbne pladser'. Socialfobi er angst for at blive betragtet/iagttaget af andre, mens man er i færd med at gøre noget og for at blive vurderet negativt af andre. Frygten kan f.eks. opstå ved frokostbordet eller ved møder især hvis der skal ydes en præstation. Det kan også være angsten for at handle ind, spise foran andre etc. Enkelfobi er angst for bestemte ting eller situationer, f.eks. højder, lukkede rum, edderkopper eller tandlæger. Panikangst Panikangst er tilbagevendende svære angstanfald, der opstår pludseligt uden synlig årsag. Angsten udvikler sig i løbet af få minutter til en sådan grad, at der går panik i personen, som derfor prøver at få angsten til at stoppe, ofte ved at flygte fra situationen eller søge hjælp, f.eks. på skadestuen. Mennesker med panikangst udvikler ofte angst for de steder, hvor de tidligere har fået et angstanfald, f.eks. på gaden eller i bussen. Ofte udvikles agorafobi efter at have oplevet panikangst. Oplevelsen at panikangst gør personen bange for nye anfald, og det medfører, at de indskrænker deres ture ud af huset og isolerer sig. 13

16 Generaliseret angst Generaliseret angst er en mere vedvarende angst, der ikke er knyttet til nogen speciel situation. Symptomerne er vedvarende klager, ængstelse, uro, bekymring for familiemedlemmer, for fremtiden og for dagligdagens små og store begivenheder. Den konstante bekymring kan give søvnproblemer og være meget forstyrrende i dagligdagen. Tvangshandlinger og tvangstanker Tvangshandlinger og tvangstanker (obsessiv-kompulsiv tilstand, OCD) er en tilstand præget af enten tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Tvangstanker er gentagne uønskede og ubehagelige tanker. Typiske tvangstanker er angst for snavs og bakterier, angsten for at blive smittet med en alvorlig sygdom Tvangshandlinger er gentagne handlinger og ritualer. For eksempel at vakse hænder gange i løbet af en dag. Tvangshandlinger kan også være gentagelsesritualer, for eksempel at kontrollere ting utallige gange, lukke/åbne døre og vinduer, om lyset og kaffemaskinen er slukket, angsten for, at der vil ske en selv eller en man holder af noget alvorligt, f.eks. dødsfald. Eller der er en uro inde i en, der ikke forsvinder førend handlingerne er udført. Ritualerne er ofte tidskrævende, fordi personen oplever et behov for at udføre dem omhyggeligt et helt bestemt antal gange og på en helt særlig måde. Lykkes det ikke, må det gøres helt forfra. Personen oplever tvangshandlingerne som meningsløse og forsøger at kæmpe imod dem, men kan ikke lade være. Forsøg på at lade være fremkalder eller forværrer angsten. Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) PTSD er en ofte langvarig angsttilstand, som kan opstå efter voldsomme, livstruende begivenheder (stor trafikulykke, voldeligt overfald, krigsoplevelse, naturkatastrofe). Symptomerne udvikler sig inden for de første seks måneder og består i 'flash backs' (tilbagevendende genoplevelse af den traumatiserende begivenhed) og mareridt, hvor man igen og igen gennemlever det, man har været udsat for (nogle tør derfor næsten ikke lægge sig til at sove). Der vil ligeledes være stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed, som man derfor forsøger at undgå. Irritabilitet og koncentrationsbesvær ses også. Helbredsangst, sygdomsangst (hypokondri) Sygdomsangst er karakteriseret ved, at man i overdreven grad bekymrer sig om at fejle noget fysisk, ofte en alvorlig og dødelig sygdom som f.eks. kræft. Almindelige kropslige fornemmelser tolkes som symptomer på alvorlig begyndende sygdom. Frygten for at fejle noget alvorligt bliver så intens, at mennesker med sygdomsangst igen og igen søger læge. Andre former for angst Desuden kan angst være en følge af anden psykisk eller fysisk sygdom. F.eks. i forbindelse med skizofreni, depression og ved forhøjet stofskifte. Angst ses også ved abstinenstilstande, f.eks. i forbindelse med overdrevent alkoholforbrug. Man kender ikke angstens præcise årsager, men der er ofte tale om en kombination af: En arvelig sårbarhed Belastninger under opvæksten Belastninger senere i livet 14

17 En arvelig sårbarhed Der er en sammenhæng mellem angst i den nærmeste familie og egen risiko for at få angst. Man regner med, at % af angstsygdomme vil kunne forklares ud fra arv. Alle mennesker har et større eller mindre angstberedskab, som er med til at sikre vores overlevelse. F.eks. er en vis angst hensigtsmæssig, hvis vi står for tæt på en højtliggende afsats eller kommer for tæt på en hurtigkørende bil. Her hjælper angstreaktionen os til at komme hurtigt væk og i sikkerhed. Nogle mennesker er imidlertid født med et ekstra følsomt nervesystem, som gør, at de hurtigere reagerer på mindre belastende begivenheder med angstsymptomer. Man kan sige, at kroppens medfødte beredskab fejludløses. Mennesker med et følsomt nervesystem er derfor mere udsatte for at få en angstsygdom. Et følsomt nervesystem kan bl.a. hænge sammen med ubalancer i hjernens signalstoffer. Særligt tre signalstoffer serotonin, noradrenalin og GABA (gamma-aminosmørsyre) spiller en rolle ved angst. Belastninger under opvæksten Oplevelser og betingelser i opvæksten har betydning i forhold til risikoen for senere udvikling af angst. En utryg barndom præget af belastninger i form af f.eks. voksnes stof- og alkoholmisbrug, vold, seksuelt misbrug eller mobning kan medføre en øget sårbarhed over for senere udvikling af angst. Stress, depression og livskriser Stress, depression og voldsomme begivenheder (skilsmisse, dødsfald eller fyring) kan også udløse vores alarmberedskab og give en angstreaktion. Angst er den mest udbredte psykiske sygdom: Her og nu har ca danskere (5 %) en eller anden form for sygelig angst. I løbet af et år vil ca danskere (7 %) opleve en eller anden form for angstsygdom kort- eller langvarigt. I løbet af livet vil ca (15 %) opleve en angstsygdom. Samlet set får ca. dobbelt så mange kvinder en angstsygdom som mænd. Kun OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) og sygdomsangst (hypokondri) forekommer lige hyppigt hos de to køn. Mange angstformer begynder i skolealderen. Det gælder især socialfobi, enkeltfobi og OCD. Generaliseret angst giver sig ofte til kende i ungdommen, panikangst i års alderen. Angst begynder tidligere i livet hos kvinder og har oftere end hos mænd sammenhæng med depression. Forløb Forløbet af angstlidelser varierer med de forskellige angstformer. Overordnet gælder det, at en tredjedel bliver raske men kan få enkelte tilbagefald. En anden tredjedel vil vedvarende have lette symptomer, som dog ikke forhindrer et aktivt liv, mens den sidste tredjedel vedvarende vil være belastet af relativt svære symptomer, som dog kan mildnes under behandling. Jo tidligere, man kan sætte ind med information, vejledning og behandling, jo bedre bliver forløbet. Ved mistanke om angst kontakt først og fremmest din læge. Lægen kan hjælpe dig med at finde den rette behandling. Valg af behandling afhænger bl.a. af graden af angst. 15

18 Oplysning Lettere angst kan ofte afhjælpes alene med viden og fortrolighed med angsten. Når man har viden om sygdommen, kan man bedre håndtere angsten. Livsstilsændringer er afgørende, f.eks. regelmæssig søvn, motion, mindre stress og alkohol. Samtaleterapi Samtaleterapi - særligt kognitiv terapi - giver en bedre forståelse af angsten og redskaber til at begrænse den. Kognitiv terapi tager udgangspunkt i de tanker og forestillinger, som er med til at udløse angsten. I terapien arbejdes der med forskellige redskaber, der kan bryde de tanker, der opretholder angsten. På denne måde åbnes der op for mere hensigtsmæssige måder at forholde sig til de angstprægede tanker. En del af behandlingen kan også bestå i at man gradvist opsøger de ubehagelige angstprovokerende situationer eller steder og lærer at mestre dem. Dermed muliggør terapien indlæring af ny, mindre angstpræget adfærd. Spørg lægen, om regler for tilskud til psykologbehandling. Den praktiserende læge har også mulighed for at henvise til en psykiater, hvor behandling er gratis. Medicinsk behandling For mange mennesker med angst er oplysning og samtaleterapi tilstrækkeligt, men hvis der ikke er udsigt til bedring, kan det være nødvendigt med medicinsk behandling. Hos mennesker med svær angst kan det være relevant at give medicin i en periode for overhovedet at få et overskud til at arbejde terapeutisk med angsten. I dag vælger de fleste læger de nyere midler mod depression til behandling af angst. Der findes flere forskellige præparater indenfor denne type medicin, og de virker ved på forskellig vis at fremme virkningen af signalstofferne serotonin og/eller noradrenalin i hjernen. Der går typisk tre-fire uger, før medicinen har en effekt. Undertiden kan angsten endog forværres i begyndelsen af behandlingen, og det er derfor en god idé at starte med en lav dosis af medicinen. Bivirkninger kan bl.a. være kvalme, hovedpine, søvnforstyrrelser og seksuelle problemer (nedsat lyst, evne og udløsning). Man skal helst undgå de såkaldte benzodiazepiner (f.eks. stesolid), der er vanedannende. Medicinsk behandling bør aldrig stå alene, men bør kombineres med samtaleterapi. Du bør altid rådføre dig med din læge, hvis du ønsker at trappe ned i dosis eller stoppe med din medicin. Kognitiv terapi Kognitiv terapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende. Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkaldende og mere støttende, nuanceret og fornuftsbetonet. Det sker ved, at man sammen med terapeuten finder nogle situationer, som plejer at medføre angst, f.eks. at deltage i sociale sammenkomster. Situationerne gennemgås grundigt, således at det bliver klart hvilke forhold i situationen, der medfører angst og hvilke tanker, der opstår i den pågældende situation. Der vil ofte være tale om såkaldt negative, automatiske tanker, dvs. tanker der opstår hurtigt og tilsyneladende helt af sig selv. Tankerne kan f.eks. være: Dette her klarer jeg aldrig. Hvis jeg bliver her, får jeg et kæmpe angstanfald, besvimer, bliver dårlig. Alle mennesker kan se, hvor bange jeg er. Jeg må skynde mig væk og hjem i sikkerhed. De negative, automatiske tanker er med til at frembringe og fastholde angsten. Sammen med terapeuten arbejdes derfor som næste skridt på at danne såkaldt alternative tanker, som kan erstatte de negative automatiske tanker. De alternative tanker er mere realistiske og vil i 16

19 højere grad støtte og opmuntre til at blive i situationen. Det kan f.eks. være: Hvis jeg bliver stående lidt længere og trækker vejret roligt, vil angsten dale. Der er ingen, der kan se, hvordan jeg har det inden i - og hvis de kan, vil de ikke synes mindre om mig af den grund. Det er jo venlige mennesker, og de vil mig ikke noget ondt. Når man er i stand til at tænke sådanne alternative tanker, vil angsten dale, og behovet for at flygte fra situationen vil mindskes. Ved hjælp af de støttende, alternative tanker får man mere mod på at udsætte sig for de situationer, der plejer at medføre angst. At udsætte sig for de situationer, der medfører angst kaldes for eksponering. Sammen med terapeuten vil du udarbejde en plan for, hvordan du ved hjælp af alternativ tænkning gradvist kan udsætte dig selv for de angstfremkaldende situationer. Råd til dig der har angst Der er flere ting, du selv kan gøre for at lindre og forebygge angst: Undgå at isolere dig tal med dine nærmeste om din angst. Bare det at få sat ord på følelserne er ofte med til at give dig en afklaring og mod på at søge hjælp. Kontakt evt. en telefonrådgivning, hvor du anonymt og til almindelig telefontakst kan tale med et forstående menneske, der har indsigt i psykiske problemer. Tilegn dig viden om angst, så kan du bedre håndtere sygdommen. Motionér mindst en halv time hver dag. F.eks. løb, en rask gå-tur med hunden, havearbejde, aktiv leg med børnene. Motion mindsker anspændthed og har stor betydning for dit psykiske velbefindende. Bliv bedre til at slappe af i kroppen, f.eks. ved hjælp af afspændingsøvelser og vejtrækningsteknikker. Undgå at dulme angsten med alkohol eller andre rusmidler. Det kan i sig selv forværre angsten. Undgå overdreven indtagelse af koffeinholdige drikke (kaffe, sort te, cola). Koffeinen kan forstærke angst. Spis sundt, regelmæssigt og varieret. Få tilstrækkelig og regelmæssig søvn. Lyt evt. til beroligende musik eller en lydbog, hvis du har svært ved at falde i søvn. Pas på den længerevarende stress. Stress kan gøre dig mere sårbar over for angsten. Lær dine sårbare områder at kende de situationer og handlinger, der kan forværre din sindstilstand. Gør, hvad du kan for at undgå dem. Du kan søge hjælp i en støttegruppe. Angstforeningen, OCD-foreningen og landets PsykInfo er organiserer støttegrupper over hele landet. Hvis der er tale om et meget svært angstanfald, og I ikke kan overskue situationen, er der mulighed for at få beroligelse ved henvendelse til nærmeste hospitals skadestue eller psykiatriske modtagelse. Råd til pårørende Når du som pårørende første gang oplever, at et menneske, der står dig nær, får et angstanfald, kan det være svært at forstå, hvad der sker. Selvom du kan føle dig magtesløs, er der flere ting, du kan gøre: Tilegn dig viden om angst, så kan du lettere forholde dig til sygdommen. Hjælp vedkommende med at holde fast i en sund livsstil, arbejde, familie og fritidsaktiviteter. Snak med vedkommende om angsten. Undgå at vise utålmodighed eller irritation. Det kan tage tid at komme sig efter længere tid med en angstsygdom, og det er derfor vigtigt at udvise tålmodighed. Du bør undgå at sige ting som: "Tag dig nu sammen" eller "slap nu af". Sig hellere: "Fortæl mig, hvad du har brug for", "træk vejret langsomt og dybt", "jeg ved, at du har det svært, men det er ikke farligt, og du skal nok klare det". 17

20 Vis forståelse uden dog at pakke din ven ind i misforstået omsorg. Personen med angst skal selv være med til at træffe beslutninger om, hvilken hjælp der er den rette. Hjælp vedkommende med at ringe til en telefonrådgivning. Se kontaktoplysninger s.23. I forbindelse med et angstanfald kan det hjælpe, at du holder beroligende om vedkommende. Prøv også at hjælpe personen til at fokusere på sin vejrtrækning og trække vejret langsomt, roligt og dybt. Hold fast i dit eget liv og de aktiviteter, der giver dig glæde og energi. Hvis der er tale om et meget svært angstanfald, og I ikke kan overskue situationen, er der mulighed for at få beroligelse ved henvendelse til nærmeste hospitals skadestue eller psykiatriske modtagelse. Hvis du har mistanke om, at du eller en pårørende har en angstsygdom, skal du først og fremmest søge læge. Start evt. med at ringe til en anonym telefonrådgivning eller tal med en god ven, hvis du har svært ved at komme af sted til lægen. Depression Symptomer hos børn Symptomerne, som ligger til grund for diagnosen depression hos børn, er principielt de samme som hos voksne, dvs. tristhed, tab af energi og interesse i omgivelserne, træthed og håbløshed samt selvbebrejdelser. Men det depressive billede hos børn er ikke altid så entydigt som hos voksne. Det skyldes dels, at børn med depression kan have andre psykiske tilstande, som slører billedet. Således ser man ofte DAMP-lignende vanskeligheder (hyperaktivitet, opmærksomhedsproblemer og impulsivitet), OCD (svære tvangstanker eller -handlinger), angsttilstande eller adfærdsforstyrrelser. Og dels skyldes det, at nogle af de karakteristika, som ses hos deprimerede voksne, ikke er til stede eller ikke er så udtalte hos de fleste børn med depression. Bl.a. ser man langt sjældnere døgnvariation, og ofte er tristheden ikke så umiddelbart synlig, men erstattet af irritabilitet og aggression, og man ser langt sjældnere psykomotorisk hæmning som fx langsom tale, langsomme bevægelser og stivnet ansigtsmimik. Derimod er andre depressive symptomer såsom selvbebrejdelser og selvmordstanker også hyppige hos børn. Depression hos børn kan således vise sig ved, at barnet mister interessen for omgivelserne og isolerer sig socialt. Barnet giver udtryk for, at det ikke gider aktiviteter, som det har været optaget af tidligere. Frustrationstærsklen er lav, og ofte vil barnet virke irriteret. Barnet vil ofte give udtryk for, at det føler sig dum, at det ikke klarer lektierne eller sportsaktiviteterne så godt som kammeraterne, og det kan bebrejde sig selv ting i eller uden for familien, som barnet ingen reel indflydelse har på. Barnet kan bebrejde sig selv, at forældrene er blevet skilt, at familiens økonomi er dårlig eller på helt urealistisk plan pålægge sig selv skylden for sultkatastrofer i Afrika eller krig i verden. Et barn med depression kan endvidere have selvmordstanker, men barnet vil ofte holde dem skjult af frygt for at gøre forældrene bekymrede eller kede af det. Heldigvis er selvmordsforsøg meget sjældne hos børn. B%C3%B8rn+og+unge+og+depression Symptomer hos unge Hos unge ligner billedet af en depression i højere grad den tilstand, man ser hos voksne. Den unge med depression vil være plaget af triste tanker, manglende lyst og energi, glædesløshed og ofte have let ved at komme til at græde. Ligesom hos børn optræder der også selvbebrejdelser, og ind imellem kan disse tage karakter af depressive vrangforestillinger, hvor den unge tillægger sig selv skyld på en helt urealistisk måde. Unge med depression isolerer sig typisk fra kammeratgruppen, nogle sover dårligere, mens andre bliver mere trætte og sover en stor del af døgnet. Appetitten påvirkes oftest i form af manglende lyst til mad, men det 18

21 modsatte kan også ses, således at den unge spiser mere end normalt. Hos nogle kan man se stemningssvingninger, hvor man det ene øjeblik på dagen er trist og opgivende, og det næste er humørmæssigt løftet. Disse stemningsudsving er større, end man normalt oplever som rask. For både børn og unge med depression gælder det, at de typisk vil få svært ved at koncentrere sig og derved vil have vanskeligt ved at følge med i skolen. Dette kan således blive en ond cirkel, som bidrager til yderligere at få barnet/den unge til at føle sig utilstrækkelig eller dum. Hos den unge kan der tillige udvikles et sekundært misbrug af alkohol eller stoffer. Hos unge ligner billedet af en depression i højere grad den tilstand, man ser hos voksne. Den unge med depression vil være plaget af triste tanker, manglende lyst og energi, glædesløshed og ofte have let ved at komme til at græde. Unge kan også opleve aggressivitet, uden at vide hvorfor. Eller man kan have svært ved at komme i skole mandag til fredag, men om lørdagen, hvor der er fest, kan man godt. Det kan gøre det svært for voksne og kammerater at forstå. Ligesom hos børn optræder der også selvbebrejdelser, og ind imellem kan disse tage karakter af depressive vrangforestillinger, hvor den unge tillægger sig selv skyld på en helt urealistisk måde. Unge med depression isolerer sig typisk fra kammeratgruppen, nogle sover dårligere, mens andre bliver mere trætte og sover en stor del af døgnet. Appetitten påvirkes oftest i form af manglende lyst til mad, men det modsatte kan også ses, således at den unge spiser mere end normalt. Hos nogle kan man se stemningssvingninger, hvor man det ene øjeblik på dagen er trist og opgivende, og det næste er humørmæssigt løftet. Disse stemningsudsving er større, end man normalt oplever som rask. For både børn og unge med depression gælder det, at de typisk vil få svært ved at koncentrere sig og derved vil have vanskeligt ved at følge med i skolen. Dette kan således blive en ond cirkel, som bidrager til yderligere at få barnet/den unge til at føle sig utilstrækkelig eller dum. Hos den unge kan der tillige udvikles et sekundært misbrug af alkohol eller stoffer. Hyppighed og forløb Alvorlig depression rammer ca. 1 % af børn før puberteten. I ungdomsårene ser depression ud til at være hyppigere hos piger end hos drenge. En alvorlig depression er ofte forløber for flere depressive episoder. Risikoen for alvorlig depression rammer ca. 1 % af børn før puberteten. Hyppigheden stiger op gennem ungdomsårene til 2-5 %. I ungdomsårene ser depression ud til at være hyppigere hos piger end hos drenge. En alvorlig depression er ofte forløber for flere depressive episoder. Risikoen for at få en ny depression inden for en årrække efter at man har haft første episode, er omkring 75 %. Derfor bør man forholde sig til, at man er sårbar over for at udvikle flere depressioner og forsøge at forebygge disse. Behandling Ved mistanke om depression hos et barn eller en ung bør man sørge for, at vedkommende bliver undersøgt og får fastslået, om symptomerne på en depression er til stede. Ofte vil henvisningen foregå via den lokale pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR), som er knyttet til alle danske skoler, eller via den praktiserende læge. Hvis der viser sig at være tale om en alvorlig depression, bør man overveje at henvise til en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri. 19

22 Samtale Første led i behandlingen er samtaler med barnet/den unge og familien for at identificere eventuelle belastende oplevelser og begivenheder i barnets/den unges liv. Endvidere vil man undersøge, hvorledes barnet/den unge trives i familien og i skolen, og endelig vil man vurdere, om flere i familien har haft depression. Næste led i behandlingen består i oplysning om depression og at tage stilling til, hvordan man kan aflaste den stress, som barnet måske føler. Blandt andet skal man vurdere, om barnet/den unge skal aflastes midlertidigt i skolen eller fra eventuelle andre aktiviteter. Endvidere bør der iværksættes støttesamtaler hos en psykolog eller læge. Når det drejer sig om børn, bør disse samtaler altid i et eller andet omfang involvere forældrene. Jo ældre den unge er, desto mere kan han eller hun selv tage stilling til, i hvor høj grad den øvrige familie skal inddrages. Egentlig psykoterapi hos en læge eller psykolog kan også være relevant. I et sådant forløb vil man arbejde målrettet med de ting og oplevelser, som fastholder den unge i depressionen (de negative, selvforringende og triste tanker). Medicin Behandling med antidepressiv medicin vil være aktuelt i svære tilfælde, hvor barnet eller den unge har depressive vrangforestillinger eller belastende selvmordstanker, eller hvor det ikke spiser eller drikker pga. depressionen. Endvidere kan behandling med medicin overvejes i de tilfælde, hvor de øvrige ovennævnte behandlingsformer ikke hjælper. Antidepressiv medicin er ingen mirakelkur, og dens virkning sætter ofte først ind efter flere ugers behandling. Hvor medicin er nødvendig og viser sig at hjælpe vil barnet/den unge oftest skulle fortsætte med medicinen i seks til ni måneder efter, at de depressive symptomer er forsvundet. Tværfaglig og tværsektoriel indsats en samarbejdsmodel Servicestyrelsen har på baggrund af et projekt ( ) udarbejdet et idékatalog til en tværgående samarbejdsmodel med det formål at hjælpe professionelle til at optimere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats omkring børn og unge. Idékataloget retter sig mod børn med sindslidende eller misbrugende forældre, men kan med lethed omsættes til andre børn og unge med behov for ekstra tværgående indsats for at øge livskvalitet. I idékataloget ses en række modeller og handlevejledninger som kan anvendes sammen med børnene og deres familier. Flere kommuner og regioner har indført modellen. Modellen skal bidrage til At der sker en tidlig opsporing af børn i familier med sindslidelse eller misbrug, så børnene tidligt får den støtte og hjælp, de har brug for At sikre tilbud om støtte, som er rettet mod netop disse børn, og som hjælper børnene med at håndtere de særlige problemer, der er forbundet med at være barn i en familie med sindslidelse eller misbrug 20

23 At ansatte samarbejder på tværs af faggrupper og sektorer om at sikre, at vigtig viden om børn og unge med sindslidende eller misbrugende forældre formidles mellem faggrupper og sektorer, så der skabes helhed og sammenhæng i indsatsen. Den udviklede samarbejdsmodel indeholder fire elementer En forståelsesramme, der beskriver, hvordan samarbejdet kan tilrettelægges på tre forskellige niveauer afhængigt af problemets omfang og antallet af involverede aktører En samarbejdsstruktur baseret på, at én aktør stafetholderen er ansvarlig for at koordinere det tværgående og tværfaglige samarbejde og for at dokumentere samarbejdet i stafetloggen. Idékataloget indeholder Handlevejledninger til forskellige ansatte med forskellige funktioner En række konkrete redskaber, der understøtter opsporingen, vurderingen, beslutningen og indsatsen over for det enkelte barn og dets familie. Til modellen er endvidere knyttet en implementeringsvejledning og en vejledning til selvevaluering. Indsats på tre niveauer Udgangspunktet for samarbejdsmodellen er, at den skal kunne bruges på alle niveauer i indsatsen fra den tidlige og forebyggende indsats til den omfattende og indgribende indsats, hvor en lang række aktører er involveret. Modellen opererer med tre niveauer: Niveau 1 hvor indsatsen kun involverer et enkelt tilbud eller en afdeling, f.eks. en børnehave. Tilbuddet klarer selv opgaven, evt. med råd og vejledning udefra Niveau 2 hvor der er behov for, at to eller flere tilbud koordinerer deres indsats. Der arbejdes efter fælles målsætninger, og man er opmærksom på de andre aktørers indsats Niveau 3 hvor børnefamiliesagsbehandleren fra socialforvaltningen involveres og normalt overtager koordineringsansvaret. Samarbejdsmodellen 21

24 Stafetholder og stafetlog Erfaringen er, at der ofte sker brud i forløbene omkring børn i familier med sindslidelse eller misbrug. Her kan koordineringen svigte, fordi den myndighed eller person, der overtager opgaven, måske ikke er tilstrækkeligt orienteret om problemernes omfang og karakter og den indsats, der er gået forud. For at undgå sådanne brud og koordinationsproblemer er der i samarbejdsmodellen to faste forudsætninger: Der udpeges en koordinator en stafetholder for den tværfaglige indsats Der indføres en stafetlog til dokumentation af indsatsen: En kombineret ansvarsstafet og beslutningslog, som skal fastholde initiativer og trufne beslutninger, placere ansvar og sikre klarhed over, hvem der gør hvad i hvilke faser. Stafetten er valgt som billede på sammenhæng og kontinuitet. En stafetholder kan ikke give en stafet fra sig, før en anden har modtaget den. Handlevejledninger og redskaber Samarbejdsmodellen omfatter også en række handlingsvejledninger til de aktører, der møder børnene og deres forældre. Det er pædagoger, lærere, ansatte i behandlings- og socialpsykiatri og misbrugsbehandlingstilbud, sundhedspersonale og ansatte på sygehuse, sagsbehandlere i kommunerne m.fl. Handlevejledningerne specificerer ansvar og handlemuligheder for de enkelte ansatte. Forudsætningerne for et godt tværfagligt og tværsektorielt arbejde er, at alle involverede ved, hvordan de kan og skal handle, hvis de bliver bekymrede for et barn. Endelig indeholder modellen en række konkrete redskaber, som de ansatte kan bruge i deres daglige praksis: Samtykkeerklæringer, skema til underretning, observationsskema, standarddagsorden for koordinationsmøde m.v. Proces og koordinering Samarbejdsmodellen og dens redskaber og handlevejledninger udgør et skelet af strukturer og processer, som ansatte kan bruge lokalt i institutioner, tilbud, kommuner og regioner, når de tilrettelægger samarbejde og indsats. Hele modellen kan betragtes som en fortløbende proces, hvor man til enhver tid kan justere indhold i og omfang af den tværgående indsats. 22

25 Vigtige kontakter Du kan få gratis rådgivning på et af landets Psykiatriske Informationscentre (PsykInfoer): PsykiatriFondens telefonrådgivning Telefon (man-fre kl , lør-søn kl ) Angsttelefonen Telefon (mandag, onsdag og torsdag kl samt søndag kl ) For information vedrørende lokale selvhjælpsgrupper kontakt: Angstforeningens hjemmeside: OCD-foreningen Telefon PsykInfo Region Sjælland PsykInfo Region Syddanmark PsykInfo Region Midtjylland PsykInfo Region Nordjylland LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade Dronningens Tværgade 46, stuen 1302 København K Telefonrådgivning: Mandag til torsdag kl Personlig anonym rådgivning i København, Odense og Aarhus: Se åbningstider på Mailrådgivning: raadgivning@spiseforstyrrelser.dk Chat: Psykiatriske skadestuer Amager Psykiatrisk skadestue, Amager Hospital Digevej København S Telefon Telefon Nattelukket: kl Ballerup Psykiatrisk skadestue, Psykiatrisk Center Ballerup Ballerup Boulevard Ballerup Telefon

26 Bispebjerg Psykiatrisk skadestue, Bispebjerg Hospital Tuborgvej 235, opgang København NV Telefon Frederiksberg Psykiatrisk skadestue, Frederiksberg Hospital Nordre Fasanvej 57 Hovedvejen, indgang 27, stueetagen 2000 Frederiksberg Telefon Gentofte Psykiatrisk skadestue, Psykiatrisk Center Gentofte Niels Andersens Vej 65, opgang 32, stueetagen 2900 Hellerup Telefon Nattelukket: kl Glostrup Psykiatrisk skadestue, Psykiatrisk Center Glostrup Ndr. Ringvej Glostrup Telefon Hillerød Psykiatrisk skadestue, Psykiatrisk Sygehus Dyrehavevej Hillerød Telefon Hvidovre Psykiatrisk skadestue, Hvidovre Hospital Brøndbyøstervej Brøndby Telefon Region Sjælland syd Psykiatrien i Vordingborg Færgegårdsvej Vordingborg Telefon Region Sjælland øst Psykiatrien Roskilde Smedegade Roskilde Telefon Region Syddanmark, Odense Psykiatrisk afdeling, Odense Universitetshospital Sdr. Boulevard Odense C Telefon Telefon Region Syddanmark, Esbjerg Psykiatricenter Vest Gl. Vardevej Esbjerg N Telefon

27 Region Midt, Horsens Regionspsykiatrien, Horsens Sundvej Horsens Telefon Region Midt, Århus Psykiatrien, Århus Universitetshospital Skovagervej 2, Indgang Risskov Telefon Region Nordjylland Psykiatrien, Ålborg Sygehus Mølleparkvej Aalborg Telefon

28 Litteraturhenvisninger Boehringer, Ingelheim (2006) Guide til depressive og deres omgivelser, Gyldendal. Broberg, Anders, Kjerstin Almqvist, Tomas Tjus (2005) Klinisk Børnepsykologi udvikling på afveje, Hans Reitzels Forlag Center for selvmordsforskning (2008) Rapport Travellers Sayle: Danske Regioner (2007) Dansk kvalitetsmodel på det sociale område. Downloades på Dansk Psykologi forlag (2005) Traumer, tilknytning og psykisk sygdom Dyhr, Karin, Marianne Holmen (2004) Glaspigen dokumentarroman. Hellerup:2004. Karin Dyhrs hjemmeside: www. glaspigen.dk Familierådslagning på: eller Frønes, I. & Brusdal, R. (2001). På sporet af en ny tid. Kulturelle advarsler for en nær fremtid, Gyldendal Uddannelse. Fagbokforlaget Vigmostad Bjørke AS. Gerlach, Jes & Esben Hougaard (2007) Angst Psykiatrifondens Forlag. Gjærum, B. m.fl. (Red.) (2000). Mestring som mulighet i møte med barn, ungdom og forældre, Tano Aschehoug. Jørgensen, Carsten Rene (2006) Personlighedsforstyrrelser, Moderne relationel forståelse af borderline-lidelser Akademisk forlag Killen, K. (2005). Omsorgssvigt er alles ansvar, Gyldendal. Koch, Ida (2007) Der er bare ikke rigtig nogen: en antologi om unge og ensomhed, Annette Wiborg (red) Kbh. Ventilen. Koch, Ida (2000) Når ungerne bli'r unge - et remix, 2. udg. Gyldendal Kåver, Anna (2005) Acccept. At leve livet, ikke vinde krig. Dansk psykologisk Forlag LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade 2011: Lau, Marianne & Mette Wadegaard (2006) Spiseforstyrrelser 1. udg. 2. oplag Pfizer pfizerplus (kan bestilles gratis på Miller, William R. & Stephen Rollnick (2004) Motivationssamtalen Gyldendals Akademiske bogklubber Møhl, Bo (2006) At skære smerten bort en bog om cutting og anden selvskadende adfærd, Psykiatrifondens Forlag Møss, Lone (2001) Et siv i vinden et langt liv i anoreksiens verden, Dansk psykologisk Forlag Nyborg, Anne Marie og Annette Vilhelmsen (red.) (2003) Hvor svært skal det være? En antologi om forebyggelse af unges mistrivsel, selvmordsforsøg og selvmord. Ungdomspædagogisk forsknings- og udviklingscenter. CVU Fyn 26

29 Oestrich, Irene Henriette (2008) Livskundskab og modstandskraft 1. udg. 1. oplag, Dansk Psykologisk Forlag. Oestrich, Irene Henriette & Antonia Sumbunda (2004) Livskraft Hvordan kan du bruge den positive psykologi? Psykiatrifondens Forlag. Schibbye, Anne-Lise Løvlie (2005) RELATIONER - Et dialektisk perspektiv. Akademisk Forlag Servicestyrelsen, Socialt Udviklingscenter SUS & COWI/Muusmann (2008) Bedre tværfaglig indsats for børn i familier med misbrug eller sindslidelse [250211] Siebert, A. (2005). ( Skårderud, Finn (1999) Uro en rejse i det moderne selv Tiderne skifter Skårderud, Finn (2001) Stærk/svag en håndbog om spiseforstyrrelser Hans Reitzels Forlag Socialministeriet, Center for selvmordsforskning (2006) Kommunepakken Forebyggelse af selvmordsadfærd hos børn og unge, Vejledning til personale i Socialsektoren. +b%f8rn+og+unge [250211] Stallard, Paul (2007) Vejledning til gode tanker - gode følelser, kognitiv adfærdsterapi med børn og unge på dansk ved Charlotte Pietsch. 1. udg. København, Dansk Psykologisk forlag. Sundhedsstyrelsen (2005) Spiseforstyrrelser - Anbefalinger for organisation og behandling [250211] Sundhedsstyrelsen (2007) En skolefe og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer [250211] Sørensen, J.H. (Red.) (2006) Affektregulering i udvikling og psykoterapi. København. Hans Reitzels Forlag. Søndergaard, Per Straarup (2007), Når livet gør ondt, Kroghs forlag Tønnesvang, J. (2002). Selvet i pædagogikken selvpsykologiens bidrag til en moderne dannelsespædagogik, KLIM Zoffmann, Vibeke (2004) Guided Selfdetermination a life skills approach developed in difficult Type 1 diabetes, PhD thesis Århus Universitet Zöllner, Lillian (2007) Når unge skader sig selv 1 udg 1 oplag Komiteen for Sundhedsoplysning Åkermann, Sofia (2006) Zebrapigen, 1. udgave, Moskito, besøg Sofia Åkermanns hjemmeside: eller 27

30 UNIVERSITY COLLEGE SYDDANMARK Degnevej 16 DK-6705 Esbjerg Ø ucsyd.dk YDERLIGERE OPLYSNINGER: EFTER- OG VIDERE- UDDANNELSE Lembckesvej 7 DK-6100 Haderslev Lektor, projektleder Ellen Sandahl Sørensen ess@ucsyd.dk