- fremtidens forsvarspolitiske samarbejde? Smart Defence. hvad er det. se mere side 3

Transkript

1 forum for sikkerhedspolitik info s i k k e r h e d s p o l i t i s k o p l y s n i n g o m s i k k e r h e d s p o l i t i k info EFTERÅR 12 Smart Defence - fremtidens forsvarspolitiske samarbejde? Smart Defence hvad er det se mere side 3 Danmark og tanken se mere side 5 Hvor bevæger vi os hen herfra se mere side 8 Denne publikation udgives med støtte fra NATO PDD, Forsvarsministeriet

2 forum for sikkerhedspolitik leder Smart defence - smart forsvar... Det lyder smart, det er mundret og det bliver måske også smart... Måden at indrette fremtidens forsvar på. Smart, altså fornuftigt både sikkerhedspolitisk og økonomisk. Formålet med denne del af NATOs politik er enkelt: at sikre, at de enkelte medlemslande, især de europæiske lande, i tider med økonomien på smalkost fortsat udvikler deres forsvar på en måde, hvor det kan fungere i et integreret NATO forsvar, som deltager i internationale missioner og i nationale og regionale opgaver. Medlemslandene skal udvikle deres militære kapabiliteter, ved en højere grad af multinationalt sam arbejde, specialisering og prioritering af deres respektive udgifter på forsvars området. Skal man opnå en Smart Defence-struktur i NATO regi, kræver det, at nationerne i høj grad lægger deres nationale interesser bag sig, og i stedet implementerer en såkaldt pool & share -strategi, hvor medlemslandene deler deres forsvarsressourcer med andre, samt koordinerer og prioriterer dem bedre. Hvor stater traditionelt optimerer en bred anvendelse af udstyr og våbenarter i hær, flåde og flyvevåben, kræver nutiden en anden disciplin. Alle medlemslande behøver måske ikke et stort antal kampvogne, hvis det f.eks. er flåde og fly tilstedeværelse i Arktis, der er brug for - og omvendt. Et smart forsvar kan f.eks. bestå i at lande går sammen om ammunitionslagre eller samarbejder med andre lande om bestemte våbentyper. Man kan leje sig ind på store transportfly, man kan udlicitere opgaver og man kan aftale med partnere, at de tager sig af nogle opgaver, mens man selv tager ansvaret for andre opgaver. For at denne øvelse ikke skal ende med en formålsløs reduktion, er det imidlertid vigtigt, at det hele foregår i koordi neret NATO-regi, således at landene ikke går tilbage til en usammenhængende national politik. Et vigtigt element er suverænitetsspørgsmålet - kan man f.eks. regne med, at et andet land vil varetage suverænitetshåndhævelsen, hvis ens grænser krænkes og man selv mangler kapacitet? I Danmark er der bred opslutning til projektet. Forsvarsminister Nick Hækkerup foreslår fælles indkøb af præcisionsbomber og en styrkelse af det nordiske forsvarssamarbejde. I en situation hvor man vil spare % af forsvarsbudgettet repræsenterer Smart Defence således umiddelbart en kærkommen mulighed for at spare rigtigt. Bag alle overvejelser anes også en klar interesse i at fortsætte den Hækkerupske linie, hvor Danmark fra 90-erne har været i centrum af Vestens forsvars- og sikkerhedspolitik som en synlig og ansvarlig partner i internationalt regi i samarbejde med USA og de øvrige NATO-lande Stud.mag. Jeppe Mariegaard Reng giver i denne udgave af Sikkerhedspolitisk INFO sin vurdering af indholdet i Smart Defence konceptet, herunder eksempler fra NATO, ser på de nordiske landes samarbejdsmuligheder, samt på den rolle militærindustrien spiller i billedet. Et vigtigt indlæg fra Atlantsammenslutningen for at forstå, hvad man taler om... når man altså vil være smart. God læsning, god debat Troels Frøling Generalsekretær Atlantsammenslutningen takker følgende for økonomisk støtte til udgivelsen af denne udgave af NATO. PDD og Forsvarsministeriet. Atlantsammenslutningen Ryvangs Allé 1 DK-2100 København Ø Tlf.: (+45) Fax: (+45) atlant@atlant.dk forum for sikkerhedspolitik Atlantsammenslutningen har siden 1950 informeret den danske befolkning om NATO og dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Som en landsdækkende og internationalt orienteret NGO fungerer Atlantsammenslutningen som bindeled mellem politikere, forskere, studerende og den brede befolkning og som et forum for sikkerhedspolitisk debat. Sikkerhedspolitisk INFO udgives af Atlantsammenslutningen og kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt mod et mindre gebyr. Ansvarshavende redaktør: Troels Frøling Redaktør: Søren Kyster Hvelplund Forfatter: Jeppe Mariegaard Reng Forside: Verdensledere samlet ved NATO-topmødet i Chicago, maj 2012 Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS Oplag stk. ISSN: (tryk version) ISSN: (Elektronisk version)

3 Smart Defence hvad er det? 2012 har på alle måder udviklet sig til at være et afgørende år for NATO og forsvarsalliancens fremtid. Foruden presserende spørgsmål omkring NATOs engagement i Afghanistan, udviklingen i NATOs forhold til partnerskabslande samt den fortsatte udvikling af NATOs missilforsvar, bliver 2012 også afgørende i forhold til alliancens lancering af begrebet Smart Defence. Begrebet blev første gang introduceret af NATOs Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen ved sikkerhedskonferencen i München den 4. februar 2011, og er efterfølgende blevet gjort til et af de mest centrale begreber i NATO-regi. Men hvad dækker begrebet så over? Ifølge Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kan det defineres som NATO-alliancens forsøg på at få medlemslandene til i højere grad at arbejde sammen om deres forsvarsbudgetter, eller som han selv fremlagde det, at: Ensuring greater security, for less money, by working together with more flexibility 1). Smart Defence-begrebet var et centralt emne ved NATOs sikkerhedskonference i München den februar Foto: NATO. Smart Defence-begrebet skal forstås som alliancens ønske om, at de enkelte medlemslande finder en ny måde hvorpå de udvikler deres militære kapabiliteter, ved at forfølge en højere grad af multinationalt samarbejde, specialisering og prioritering af deres respektive udgifter på forsvarsområdet. Skal man opnå en Smart Defence-struktur inden for NATOregi, kræver det derfor at nationerne i høj grad lægger deres nationale interesser bag sig, og i stedet implementerer en såkaldt pool & share -strategi, hvor medlemslandene deler deres forsvarsressourcer med andre, samt koordinerer og prioriterer dem bedre. Derfor knytter der sig også en række spørgsmål til gennemførelsen af Smart Defence-initiativet, såsom traditioner, dårlige erfaringer med tidligere multinationale løsninger og rollespecialisering, NATOs Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har sat Smart Defence-projektet øverst på sin agenda. Foto: NATO. industrielle særinteresser og ikke mindst suverænitetshensyn. Så længe NATO består af frie, suveræne nationer, afhænger landenes villighed til at indgå i en Smart Defence-struktur i sidste ende af dem selv, og er ikke noget NATO kan beslutte for dem. Hvorledes disse problemer konkret skulle overkommes, blev i første omgang ikke offentliggjort. Først på NATO-topmødet i Chicago den maj 2012 kom der konkrete bud på, hvilke projekter man så som egnede til at blive inkluderet i Smart Defence-initiativet og hvad det ville betyde for de enkelte medlemslande. Dermed markerede topmødet i Chicago også reelt starten på projektet. Efteråret 2012 vil derfor vise hvordan alliancen kan bevæge sig fra teori til praksis, og dermed gøre tanken om et mere samarbejdsvilligt, specialiseret og koordineret NATO-fællesskab realiserbart. Smart Defence - gammel vin på nye flasker? Ud fra Generalsekretær Anders Fogh Rasmussens definition af Smart Defence initiativet, repræsenterer tanken om at samordne, prioritere og koordinere medlemslandenes ressourcer ikke noget nyt inden for NATO. Det var således et erklæret mål allerede ved alliancens begyndelse, og tidligt i 1990 erne forsøgte NATO at igangsætte flere projekter, der skulle øge alliancens effektivitet og sikre en bedre allokering af de økonomiske ressourcer forbundet hermed. Således indeholder også både NATOs strategiske koncept fra 1999 og det nuværende fra 2010 tiltag, der på mange områder svarer til hvad der bliver fore slået i forbindelse med Smart Defence initiativet 2). I NATOs strategiske koncept fra 1999 kan man læse, at medlemslandene skal forsøge at forfølge højere grad af linkages and collaboration og interoperability - som kan defineres som medlemslandenes indbyrdes evne til at samordne og koordinere ressourcer, der gør dem i stand til at operere effektivt sammen. Ligeledes viser NATOs strategiske koncept fra 2010 forsøg på tiltag, som i sin udformning minder om en forløber til Smart Defence konceptet. Heri opfordres medlemslandene til at benytte deres NATO-midler på den mest effektive måde, og til at søge større sammenhæng mellem forsvarsplanlægning for at reducere duplikationer og fokusere kapabilitetsudvikling på moderne behov 3). Smart Defence - nuværende projekter Inden for NATO-regi finder man også allerede eksempler på hvordan Smart Defence fungerer i praksis, hvilket varierer mellem alt fra bilaterale aftaler til ordninger baseret på NATO-ejede aktiver. Den 2. november 2010 underskrev Frankrig og Storbritannien to samarbejdsaftaler om sikkerhed og forsvar for en 50-årig periode i et forsøg på at fremme begge landes nogenlunde ens ambitioner på forsvarsområdet, der også kendes som The Franco-British Defence Agreement. Ti NATO-medlemmer (Bulgarien, Estland, Ungarn, Litauen, Nederlandene, Norge, Polen, Rumænien, Slovenien og USA) og to partnerskabslande (Finland og Sverige) underskrev i september 2008 en aftale som bekræftede deres deltagelse i en Strategic Airlift Capability (SAC) som betød nationernes hvervning, administration, støtte og drift af tre Boeing C-17 Globemaster III fly. Med hovedbase i Ungarn, kan SAC blive fordelt til både NATO, FN og EU-missioner, eller til andre internationale behov. Således er forordningen blevet brugt til at støtte de NATO-ledede missioner i Afghanistan og Kosovo, til humanitære aktiviteter i Haiti og Pakistan og til fredsbevarende formål i Afrika. Et andet eksempel er institutionen Multinational Logistics Coordination Center (MLCC) som ved sin åbning i februar 2010 skulle forbedre det logistiske samarbejde mellem Grækenland, Ungarn, Slovakiet, USA og Tjekkiet for derved at reducere omkostningerne ved at koordinere aktiviteter mellem landene. Samtidig eksisterer der også allerede nu former for samarbejde inden for NATO, som udelukkende er ejet og drevet af NATO. Et velfungerende eksempel på dette er AWACs-samarbejdet - Airbone Warning and Control System - hvor 17 nationer 4) samarbejder på et multinati onalt niveau. Et andet eksempel på denne form for samarbejde er AGS-samarbejdet - Allied Ground Surveillance - som via 3

4 forum for sikkerhedspolitik Tre Boeing C-17 Globemaster III fly danner grundlag for NATOs Strategic Airlift Capability (SAC). Foto: NATO. droner bidrager til NATOs overvåg ning over store områder fra højtliggende, langtidsholdbare, ubemandede luftplatforme som opererer fra store distancer og benytter avancerede radarsensorer. Projektet er dog i en opstartsfase og derfor endnu ikke fuldt implementeret. De ovenstående eksempler illustrerer tydeligt, at der er allerede er blevet lavet tiltag som følger en Smart Defence-logik. Men samtidig afslører projekter som f.eks. AGS-samarbejdet også, at der blandt NATOs medlemmer stadig eksi sterer en udpræget modvilje mod at gennemføre en større grad af koordinering, specialisering og samarbejde på centrale dele af forsvarsområdet. Hvad der imidlertid kendetegner NATOs lancering af Smart Defence er ifølge alliancen dets bedre definerede strategi, ramme og mere effektive interinstitutionelle koordination. Hvorfor Smart Defence nu? Årsagen til at Smart Defence er blevet et af de emner, der er kommet til at stå øverst på NATOs dagsorden, er en kombination af flere sammenhængende udviklinger inden for forsvarsområdet og især inden for alliancens europæiske medlemsstater. For det første har den finansielle krise, der i øjeblikket kendetegner den vestlige verden, tvunget NATOs NATOs AWACs-samarbejde er et godt eksempel på hvordan Smart Defence kan fungere i praksis. Foto: NATO. medlemslande til at nedprioritere deres udgifter til forsvaret til fordel for udgifter på social-, sundheds-, og uddannelsesområder. Den 5. januar 2012 meddelte USA, at man ville skære 489 millioner dollars af forsvarsbudgettet de næste ti år og samtidig i højere grad koncentrere sin militære tilstedeværelse i Mellemøsten og Asien - og derved mindske sin tilstedeværelse i Europa 5). USA er dog stadig NATO-alliancens største bidragsyder og står i dag for 75 procent af NA TOs samlede forsvarsbudget, et tal der med stor sandsynlighed vil stige de kommende år (på trods af de proklamerede besparelser på forsvarsområdet). For 10 år siden tegnede USA sig kun for lidt under halvdelen af NATO samlede forsvarsbudget. Helt anderledes ser det ud for NATOs europæiske medlemslande. Inden for de sidste to år er forsvarsudgifterne for europæiske medlemslande faldet med cirka 45 milliarder dollars - hvilket svarer til Tysklands årlige forsvarsbudget. Derudover lever kun meget få europæiske lande op til NATOs krav om at 2 % af BNP skal gå til nye forsvarsinvesteringer. Samtidig har lande som faktisk lever op til dette krav, bedyret at man vil foretage besparelser på netop forsvarsområdet de kommende år - herunder også Danmark, som skal spare procent (svarende til ca. 2-3 mia.) på forsvarsbudgettet fra ). Forskellen mellem USA og Europa, hvad angår forsvarsinvestering, har aldrig været større, og det har fået flere til at frygte, at NATO udvikler sig til en todelt alliance: Mellem europæiske medlemmer, som specialiserer sig i bløde opgaver som træning og institutionsopbygning, og USA, som står for de hårde krigsrelaterede opgaver. En udvikling som alliancens største bidragsyder ikke finder acceptabel, og som bl.a. blev understreget ved forsvarsminister Robert Gates tale ved NATOs The Security and Defense Agenda (future of NATO) i Bruxelles den 10. juni 2011: This is no longer a hypothetical worry. We are there today. And it is unacceptable 7). Foruden den generelle modvilje fra USA omkring denne udvikling, mener Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen samtidig, at udviklingen er med til at underminere det overordnede princip om kollektivt forsvar og allieret solidaritet som er en af NATO-alliancens grundpiller 8). Det kan i sidste ende betyde, at USA begynder at lede efter andre troværdige forsvarspartnere i andre dele af verden og dermed efterlader et ukampdygtigt og skrøbeligt Europa. For at undgå, at den finansielle krise bliver en sikkerhedsmæssige krise, kræver det derfor nytænkning og det er her Smart Defence-initiativet kommer ind i billedet. Libyen - et udstillingsvindue NATOs seneste militære operation i Libyen illustrerede klart USA s militære dominans i alliancen, og at de europæiske NATO-medlemmers forsvarsbudgetter fortsat er et udpræget nationalt an Military Expenditures as a Percentage of G.D.P. in NATO Country Country , 2010 average average U.S Norway Greece Czech Rep. 1.4 Britain Denmark Albania 2.0 Germany France Italy Poland 1.9 Netherlands Turkey Romania 1.3 Estonia 1.8 Slovak. Rep. 1.3 Bulgaria 1.7 Belgium NATO - Europe Hungary 1.1 Portugal Spain Slovenia 1.6 Latvia 1.0 Canada Lithuania 0.9 Croatia 1.5 Luxembourg Inden for de sidste 25 år er NATO-landenes forsvarsbudgetter blevet mindre og mindre. Udviklingen er dog mest udpræget i de europæiske medlemslande.

5 liggende. Påbegyndt i marts 2011 som en europæisk ledet koalition med det politiske og militære ansvar, og kun med USA i en støttende rolle, udviklede Libyen-konflikten sig hurtigt til et udstillingsvindue for USA s afgørende rolle og Europas manglende militære kapabiliteter. Ud af 28 NATO-medlemmer leverede kun 14 medlemmer militær støtte og heraf havde kun 8 medlemmer mandat til at foretage angreb på Libyen. Det betød for det første at NATO-alliancen måtte gennemføre Libyen-operationen med meget få fly; Storbritannien og Frankrig leverede hver især 20 fly, mens Belgien, Norge, Danmark og Canada hver især leverede 6 fly til operationen. Yderligere problematisk var det, at koalitionens to største bidragsydere, Storbritannien og Frankrig, løb tør for de præcisionsbomber som man brugte til at opretholde flyveforbuddet over Libyen. På trods af at USA lå inde med en stor andel af netop selvsamme præcisionsbomber, så kunne bomberne ikke Det var den daværende amerikanske forsvarsminister Robert Gates, der for alvor gjorde de europæiske ledere opmærksomme på, at den nuværende udvikling inden for alliancens forsvarsplanlægning ikke er bæredygtig. Foto: United States Government Work fastgøres til hverken Storbritanniens Eurofighters og Tornado-fly eller Frankrigs Mirage-fly, som stod for hovedparten af bombardementerne over Libyen. Derudover må USA s rolle under Libyenkonflikten siges at være mere end blot støttende. Cirka 25 procent af alle de togter der blev foretaget under konflikten blev foretaget af USA, hvad enten det gjaldt overvågning, optankning af fly, droner, transport og jamming, af den simple årsag, at kun USA besidder den militære kapacitet til at fuldføre disse typer af missioner 9). Libyen-konflikten bekræftede de anelser man allerede havde, nemlig at det ulige forhold mellem USA på den ene side og de europæiske medlemsstater på den anden side, aldrig har været større hvad angår militære kapaciteter. Som flere kritikere efterfølgende påpegede, så var Libyen-operationen ikke nogen stor konflikt og hvis de europæiske medlemsstater end ikke er i stand til at varetage denne form for konflikter, så bekræfter det blot, at de europæiske lande i højere grad må forfølge en Smart Defencestrategi for at skabe en mere koordineret og effektiv NATO-alliance 10). Men også andre forhold end de generelt faldende forsvarsbudgetter spiller ind, når NATO-ledelsen mener det er en god idé at dele ressourcer. Militært isenkram bliver stadigt mere teknologisk komplekst og dermed også dyrere både i anskaffelse og vedligehold. Det gælder stort set alt fra it-systemer, intelligente våben og missiler, samt ikke mindst store avancerede våbensystemer som kampfly eller krigsskibe. Både den finansielle krise, det ulige forhold mellem USA og Europa inden for NATO-alliancen, Libyen-operationen og det forhold, at militært udstyr generelt bliver dyrere, kan derfor være med til at genoplive tanken om vejen til smartere forsvar inden for NATO. Om disse forhold er nok til at overkomme den politiske modvilje man hidtil har oplevet, er på nuværende tidspunkt stadig usikkert. Fransk Mirage-fly. Foto: NATO Danmark og tanken om et nordisk samarbejde - styrkelse af NORDEFCO? Herhjemme er det et velkendt eksempel at Danmark er en aktiv deltager i det såkaldte Baltic Air Policing og Icelandic Air Policing-samarbejde, hvor flere NATO-medlemslande via et rotationsprincip skiftevis håndhæver suveræniteten i Estland, Letland og Litauens samt Islands luftrum. Derudover valgte Danmark, i samarbejde med NATO, at sige farvel til vores sidste ubåde i 2004, da man ikke vurderede det en nødvendighed i dansk sammenhæng. Danmark har dermed tidligere demonstreret handlinger, som følger NATOalliancens og generalsekretær Anders Fogh Rasmussens kernebegreber om Smart Defence og en øget prioritering, samarbejde og specialisering inden for forsvarsområdet. Forsvarsminister Nick Hækkerup er også stor tilhænger af Smart Defence-tanken og har bl.a. foreslået at dele ammunitionsdepoter efter erfaringerne fra Libyen; Et forslag som sidenhen er blevet rost af Generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og blevet kaldt et fremragende eksempel på Smart Defence 11). Desuden har forsvarsministeren foreslået, at man styrker det nordiske forsvarsarbejde, NORDEF CO, og har argumenteret for, at de nordiske lande i højere grad går sammen om f.eks. indkøb af dyrt militært isenkram. Han har bl.a. nævnt fælles indkøb af præcisionsbomber til flyvevåbnet 12). Af andre områder nævner forsvarsministeren et tættere samarbejde om nordisk transportkapacitet via de respektive landes C-130 J Herkulesfly, opbyggelsen af en afrikansk FN-lignende indsatsstyrke i Østafrika, der bl.a. skal bekæmpe pirateri, samarbejde i Arktis, samtænkning på øvelses-, materiel- og uddannelses-området samt mulig eksport af nordisk grøn forsvarsteknologi 13). Ideen om at styrke det nordiske samarbejde skal betragtes som helt i tråd med NATOs Smart Defence, i og med man anser det regionale samarbejde som en arena for netop en større grad af prioritering, specialisering og samarbejde angående militære kapabiliteter. Denne betragtning hviler på et rationale om, at lande inden for samme region ofte deler samme trusselsbillede og har en lang tradition for indbyrdes samarbejde. I det nordiske tilfælde eksisterer der samtidig en høj grad af sproglig, kulturel, værdimæssig og geografisk nærhed som har skabt et godt naboskab og i forvejen gjort os til samarbejdspartnere på mange områder, bl.a. gennem Nordisk Råd. Stoltenberg-rapporten Men spørgsmålet er så, om en regional tilgang til Smart Defence-initiativet er vejen frem, og om det i så fald kan blive realiseret inden for en nordisk dimension, i form af en styrkelse af NORDEFCOsamarbejdet? Eksperter peger bl.a. på at risikoen ved at lande indgår i regionale samarbejdsenheder, kan være en fragmentation af alliancen og derigennem skabelsen af afgørende skillelinjer, der i sidste ende kan bringe alliancens sammenhæng og solidaritet i fare 14). Det er derfor vigtigt, at det regionale sam ar b ejde ikke danner barrierer for det enkelte medlemsland, som forhindrer sam ar b ejde på et mere overordnet niveau. Ideen om at styrke den nordiske dimension fik ekstra vand på møllen, da Thorvald Stoltenberg i februar 2009 udgav den såkaldte Stoltenberg-rapport 15), som indeholdt en række forslag til et nordisk samarbejde inden for udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder. I rapporten opstilles der 13 forslag om en styrkelse inden for en række områder af militær karakter 16). Medtaget i Stoltenberg-rapporten er forslaget om en solidaritetserklæring mellem de nordiske lande, som har til hensigt at overkomme en af hovedudfordringerne ved Smart Defence-initiativet. Slår de nordiske lande sig an på en større grad af samarbejde, prioritering og specialisering af deres militære kapabiliteter, så betyder det også, at hver nordisk nation ikke i samme grad kan bibeholde det nuværende brede spektrum af militære udbud. Vælger man at de 5

6 forum for sikkerhedspolitik NATOs operation i Libyen er generelt blevet udlagt som en succesfuld mission, men under overfladen understregede aktionen USA s dominans inden for alliancen og at de europæiske medlemsstater spiller en underordnet rolle. Foto: NATO. nordiske lande skal være afhængige af hinanden militært, må hver enkelt nation også kunne stole på, at den automatisk får tilgang til de nødvendige militære mid ler som skal bruges for eventuelt at forsvare sig. Der er dermed tale om en slags nordisk musketér-paragraf, som man kender fra NATOs egen artikel 17). Herhjemme er Stoltenberg-rapporten som sagt blevet betragtet positivt af den danske forsvarsminister Nick Hækkerup. På trods af at der ikke er kommet nogen helhedsvurdering af rapporten, så har forsvarsministeren som tidligere nævnt talt positivt om at styrke det nordiske sam arbejde inden for flere områder. Norge og Stoltenberg-rapporten I Norge er rapporten dog blevet modtaget med en vis skepsis. Den 3. februar 2010 udgav det norske Forsvars Forskningsinstitutt (FFI) rapporten Nordiske materiellsamarbeid - muligheter og utfordringer for norsk forsvarsindustri 18), hvori man vurderer de fordele og ulemper, som et styrket nordiske samarbejde vil betyde for den norske forsvarsindustri. Rapporten peger på en række udfordringer forbundet med en styrkelse af nordisk samarbejde. På trods af de hævdede lighedspunkter mellem de nor diske lande, eksisterer der ifølge rapporten væsentlige forskelle, når det gælder de nordiske nationers sikkerheds- og forsvarspolitiker. Et afgørende punkt er den historiske forskel og deraf landenes forskellige tilknytning til internationale institution er 19). Norge blev medlem af NATO i 1949 og indgår dermed som alle NATO-lande i et forpligtende samarbejde, i og med Atlantpagtens artikel 5 slår fast, at et angreb mod ét medlemsland skal betragtes som et angreb på hele NATO-alliancen. Norge er ikke medlem af EU, men har underskrevet en samarbejdsaftale med The European Defence Agency (EDA) i begyndelse af ). Sverige derimod er ikke medlem af NATO, men er medlem af EU og EDA. Derudover er Sverige medlem af LOI 6 som er et samarbejde mellem de seks største forsvarsproducenter i Europa. De andre medlemmer er Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Italien. Danmark på den anden side er medlem af NATO og EU, men ikke EDA 21) eller LOI 6. Island er med i NATO og har ansøgt om medlemskab af EU, mens Finland er medlem af EU og EDA, men ikke NATO. Alt dette er opsummeret i nedenstående tabel. De nordiske landes differentierede historie, kultur og deraf forskellige tilknytning til internationalt samarbejde, har samtidig medført en materiel arv som er meget forskellig, da den er anskaffet fra forskellige nationer. Den materielle arv i Finland er i stor grad af svensk og russisk oprindelse, mens man i Norge og Danmark har mest amerikansk udstyr oprindeligt på grund af Marshall-hjælpen. Sverige har derimod udviklet meget af sit forsvarsmateriel selv. De relativt store materielle forskelle og tilknytning til internationalt samarbejde gør, at der kræves mange ændringer før man kan opnå fordele ved et nor NATO EU EDA LOI 6 Danmark x x Finland x x Island x Norge x * Sverige x x X De nordiske nationers samarbejdsrelationer med udvalgte internationale organisationer. *Markerer at Norge har indgået en samarbejdsaftale, som åbner for deltagelse i aktiviteterne i EDA og observatørstatus på møder, men at Norge ikke har adgang til formelle beslutningsprocesser. disk samarbejde på en bred front. Først og fremmest vil det kræve en harmonisering af fremtidige anskaffelsesplaner af forsvarsmateriel, og det kan nemt vise sig at blive en umulig opgave, eftersom de nordiske nationers behov differentierer. Hvordan man som nation betragter forsvarsmaterielle behov, afhænger i høj grad af de helt overordnede visioner for NATO - dens raison d être - og hvorvidt NATO skal vende tilbage til sit oprindelige udgangspunkt som regional forsvarsalliance, eller fastholde en mere globaliseret sikkerhedsdagsorden. Ønsket om at trække NATO i en mere regional retning er hovedsageligt udtalt af de fleste østeuropæiske og baltiske lande, men også til dels af Norge 22). Denne gruppe af nationer ønsker at forstærke forbindelsen mellem det oprindelige formål med NATO og den fremtidige retning, hvor værdien af artikel 5, en europæisk forankring i samarbejdet og kollektivt forsvar, står som centrale ele menter. De ser bl.a. Georgien-krisen i august 2008, som en eksemplificering af nødvendigheden af, at NATO vender tilbage til det oprindelige udgangspunkt som modvægt til en mulig invasionstrussel fra Rusland. Overfor denne regionale dagsorden står en mere globalt orienteret gruppe, som hovedsageligt udgøres af USA, Storbritannien, Holland og Danmark 23). De ser hellere, at NATO i stigende grad påtager sig en rolle som global sikkerhedsudbyder og fortsætter den globalt orienterede integration og intervention, som allerede præger alliancen. NATOs massive tilstedeværelse i Afghanistan er et godt eksempel på dette, hvor 50 NATO- og partner-lande deltager i den NATO-ledede ISAF koalition. Denne gruppe af lande deler ikke i samme grad som regionalisterne, det fjendebillede af Rusland, hvorfor der i højere grad lægges vægt på sikkerhedstrusler af ikke konventionel og ikke-statslig karakter. Eksempelvis cyberterrorisme, pirateri, international terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben og fejlslagne stater. De to gruppers forskellige opfattelser af det omgivende sikkerhedspolitiske miljø betyder, at de ofte har vidt forskellige forståelser og tilgange til problemer. Derudover kan NATOs raison d être være afgørende for, hvilke former for militære kapaciteter det er nødvendigt for alliancen at opbygge - idet globale out-of-area ekspeditionsmissioner vil fordre andre militære kapaciteter end regionale territoriale forsvarsmissioner. Helt overordnet vil det i høj grad komplicere vejen til et NATO anlagt på Smart Defenceinitiativet, men mere relevant i nordiske henseende, vil det samtidig også lægge hindringer i vejen for en styrkelse af

7 NORDEFCO-samarbejdet. På den ene side har man Norge som vægter militær kapacitetsopbygning ud fra idéen om NATO som territorial forsvarsalliance, mens man på den side har Danmark som i høj grad anser alliancens fremtid som en out-of-area -aktør og allerede langt hen ad vejen har omstillet det danske forsvar til denne funktion inden for de seneste år 24). Den danske forsvarsminister Nick Hækkerup har annonceret et tættere nordisk samarbejde på forsvarssiden. Her ses forsvarsministeren med repræsentanter fra de andre nordiske lande. Foto: Forsvarsministeriet Forholdet mellem myndigheder og industri Oven i dette eksisterer der samtidig en varierende grad af samarbejde mellem myndigheder og industri i Norden. Sverige har en betydelig forsvarsindustri, hvor store internationale forsvarsvirksomheder er blevet privatiseret i den senere tid. Både Finland og Norge har også en betydelig forsvarsindustri - heraf er staten dog ejer af de største og mest betydningsfulde virksomheder, men også her er forsvarsindustrien i høj grad blevet privatiseret. Island har ikke noget selvstændigt forsvar og heller ingen forsvarsindustri, hvilket gør det afhængigt af at andre stiller ressourcer til disposition for landet. Den danske forsvarsindustri er ligeledes meget mindre i omfang end i Sverige, Norge og Finland. Overgangen til overvejende privatejet forsvarsindustri i Norden har været et led i en længerevarende proces, startende allerede tilbage i 1970 erne med formålet at reducere omkostningerne på materiel og tjenester inden for forsvarsindustrien. Da man opdagede, at landenes forsvarsbudgetter ikke var store nok til at opretholde den statsejede forsvarsindustri i fremtiden, privatiserede man store dele af forsvarsindustrien for at øge konkurrencen og derigennem opnå prisreduktion. Det har samtidig medført at den internationale dimension af forsvarsindustrien har fået større betydning, og flere virksomheder i Norden eksporterer i dag i stor stil deres produkter uden for egne og Nordens grænser. I Norges tilfælde eksporterede man i 2008 for 3,9 milliarder forsvarsmateriel. Inden for den nordiske dimension var eksporten størst til Sverige med 174 millioner kr. årligt. Derefter kom Finland med 165 millioner kr. og endelig Danmark med 16,4 millioner kr. Størstedelen af Norges forsvarsmateriel bliver dog afsat i NATOmedlemslande, som importerer 85 % af alt produceret forsvarsmateriel i Norge - heraf udgør USA s import alene 55 %. Den lave andel af nordisk import fra Norge får ikke overraskende rapportens ophavsmænd til at konkludere, at det nordiske marked ikke tyder på at være en tilstrækkelig størrelse til at drive udviklingen af en nordisk industristruktur, og stiller dermed endnu et spørgsmålstegn ved styrkelsen af NORDEFCO og Stoltenberg-rapportens hensigt. Et eventuel regionalt samarbejde mellem de nordiske lande vil betyde, at Norge mister vigtige markedsandele i NATOmedlemslande uden for Norden, som ville betyde tab af en vigtig indtægtskilde og i sidste ende norske arbejdspladser i forsvarsindustrien. Så på trods af de åbenlyse kulturelle og geografiske ligheder mellem de nordiske lande, så illustrerer FFI-rapporten samtidig de store industrielle udfordringer der er knyttet til Smart Defence-initiativet - i dette tilfælde eksemplificeret ved et nordisk forsvarssamarbejde. Ifølge rapporten for bliver disse udfordringer uberørte i de udredninger, der hidtil er gennemført. NORDEFCO ( Nordic Defense Cooperation): Regionalt forsvarssamarbejde mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. I 2012 har Danmark formandskabet for NORDEFCO og har således mulighed for at præge hvilke områder, man ønsker at styrke i forhold til det nordiske samarbejde. NORDEFCO blev dannet den 4. november 2009 da man på et nordisk ministermøde, besluttede at fusionere de tre hidtidige parallelle organisationer (NORDCAPS, NORDSAFN, NORDSUP) til kun én, nemlig NORDEFCO. Topmøde i Chicago NATOs topmøde i Chicago den maj var det 25. i rækken og markerede samtidig det første topmøde i USA afholdt uden for Washington D.C. På dagsordenen forelå forskellige emner som Afghanistan, NATOs partnerskaber, missilforsvar, Smart Defence og cyberterror, men da topmødet gik i gang, blev det hurtigt klart at NATOs exitstrategi for Afghanistan og den såkaldte transition af NATOs ISAF-styrker til Afghanistans egen hær efter 2014, blev det dominerende emne. Dette emne fik ekstra mediebevågenhed da den nytiltrådte franske præsident François Hollande i forbindelse med valgkampen, havde meddelt at han ville trække samtlige franske kamptropper ud af Afghanistan ved udgangen af 2012 i stedet for en styrke på cirka 3400 soldater og 150 gendarmer ud af ISAF s samlede styrke på ca mand. Topmødet endte ikke med en overtalelse af den franske præsident til at lade sine styrker blive i Afghanistan efter 2012, men til gengæld lovede Hollande at man ville deltage aktivt i transitionsprocessen efter I forhold til Smart Defence-projektet blev man enige om at fortsætte den føromtalte Baltic Air Policing-aftale, som sikrer at suveræniteten i Estland, Letland og Litauens luftrum bliver håndhævet via et rotationsprincip mellem flere NATO-medlemslande. Derudover blev der fastlagt en samarbejdsaftale om oprettelse af et missilskjold, som i første omgang sikrede det sydlige Europa mod eventuelle angreb fra potentielle trusler uden for det euro-atlantiske område - primært Iran 25). Endvidere blev der udformet en liste på over 20 multinationale projekter, som NATOmedlemslandene betragter som mulige områder hvor Smart Defence-initiativet kan gennemføres 26). Man skulle dog lede længe efter forslag, som indeholdte en deling af vigtige militære kapaciteter som f.eks. kampfly. Kendetegnende for listen var dens iøjnefaldende præg af så kaldte back office-funktioner, dvs. udelukkende forsvarsområder som hverken kræver de store suverænitetsmæssige eller finansieringsmæssige overvejelser fra alliancens medlemmer. Det var i høj grad logistik og støttefunktioner som dominerende listens indhold, f.eks. uddannelse og træning af helikopter piloter, deling af maritime overvåg ningsfly, fælles lægebehandling samt det fælles ammunitionslager, som Danmark foreslog efter operationerne i Libyen 27). Samtidig meddelte Danmark allerede før topmødet, at man på ny ville træde ind i NATOs AGS-samarbejde, selv om man ellers var trådt ud af initiativet allerede i

8 Hvor bevæger vi os hen herfra? Udfaldet af topmødet i Chicago, afslører med al tydelighed at NATOs Smart Defence-initiativ endnu er i begyndelsesfasen. Et interessant spørgsmål for fremtiden, vil derfor være i hvilken retning NATO vil bevæge sig i forhold til Smart Defence; vil man opleve at medlemslandene i højere grad vil forfølge multinationale løsninger inden for NATO-regi eller vil Smart Defenceprojektet blot henstå som endnu et forsøg i rækken blandt mange af NATOs initiativer, der har til formål at forfølge en højere grad af samarbejde, prioritering og koordinering? Som tidligere beskrevet, så er emnet måske mere aktuelt end nogensinde. Med et USA som varsler nedskæringer på forsvarsbudgettet og som i højere grad orienterer sig mod Mellemøsten og Asien i stedet for Europa, kan Smart Defence-projektet være måden hvorpå især NATOs europæiske medlemslande, som ligeledes kæmper med skrantende forsvarsbudgetter, undgår at den nuværende finansielle krise udvikler sig til en sikkerhedsmæssig krise. Vejen frem mod en NATO-alliance orienteret mod en større grad af Smart Defence byder på mange udfordringer - de mest essentielle er forsøgt behandlet i denne publikation. Samtidig eksisterer der også et stort potentiale, som i teorien kan muliggøre en gennemførelse af Smart Defenceprojektet. Den nuværende økonomiske recession som flere økonomer beskriver som på niveau med 1930 ernes krisetider kan være netop det forhold, som får medlemslandene til at sadle om og forfølge tiltag der er i tråd med noter Smart Defence-initiativet og tænke forsvarsbudgettering udover nationale grænser. Derudover udgør alliancens 26 europæiske medlemslandes forsvarsbudgetter tilsammen 220 milliarder dollars, hvilket er langt mere end hvad f.eks. både Rusland og Kina hver især bruger på forsvarsområdet 28). Der eksisterer derfor allerede på nuværende tidspunkt nog le grundlæggende omstændigheder, som er til fordel for en gennemførelse af Smart Defence-projektet. Spørgsmålet er om man i fremtiden er i stand til at overkomme de politiske barrierer, som man hidtil er stødt på ved lignende projekter tidligere i NATOs historie og som gør at forsvarsbudgettering i høj grad stadig er et nationalt anliggende. Med topmødet i Chicago har man taget de første spadestik på vejen mod Smart Defence, men der er stadig lang vej før medlemslande vil risikere at dele vigtigere militære kapabiliteter som kampfly, flådefartøjer og andet tungt og avanceret materiel. Fra dansk side er man på mange områder en varm for taler for NATOs Smart Defence-projekt, og forsvarsminister Nick Hækkerup har som omtalt allerede foreslået fælles indkøb af præcisionsbomber og en styrkelse af det nordiske forsvarssamarbejde, NORDEFCO. Danmark står i en situation hvor man er tvunget til at spare procent på forsvarsbudgettet i 2015 (cirka 2-3 milliarder), og i denne proces repræsenterer Smart Defence-projektet en kærkommen mulighed for at gøre det. Der er dog grænser for initiativets udfoldelse. Den 13. februar 2012 udtalte forsvarsministeren til Nyhedsmagasinet Ingeniøren, at han blankt afviser at fjerne et værn som en konsekvens af Smart Defence med henvisning til, at det er en central del af Danmarks forsvar, at have tre værn 29). Realiteten er dog at forsvarsministeren som sagt står overfor betydelige besparelser på forsvarsbudgettet i fremtiden, og har man ikke lyst til at nedlægge ét værn eller forfølge en anden form for samordning af udgiftstunge områder, må pengene givetvis findes andetsteds som f.eks. afskaffelse af værnepligt, nedlæggelse af kaserner eller færre ansatte i forsvaret. Disse besparelser skal samtidig medtages i det regnestykke, som tvinger Danmark til at investere i nye jagerfly som erstatning for de over 30 år gamle F-16 fly, og afhængigt af antallet kan udgifterne blive et sted mellem 10 og 20 milliarder kroner plus driftsomkostninger 30). For Danmark, byder fremtiden derfor på store økonomiske udfordringer hvad angår forsvarsbudgettering. Om NATOs Smart Defence-initiativ er en løsningsmodel for at overkomme disse udfordringer er endnu for tidligt at sige, men de første skridt er taget. Forfatter til Smart Defence - fremtiden forsvarspolitiske Samarbejde? Jeppe Mariegaard Reng. Stud. mag., Aarhus Universitet. 1) NATO s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, Smart Defence can help nations to build greater security with fewer resources but more coordination and coherence, Munich 4 February 2011, 2) (NATOs strategiske koncept fra 1999) 3) eng.pdf (NATOs strategiske koncept fra ) Tyskland, Danmark, Canada, Belgien, USA, Grækenland, Italien, Luxembourg, Norge, Nederlandene, Portugal, Tyrkiet, Spanien, Ungarn, Polen, Rumænien og Tjekkiet. 5) barackobama/ /us-turns-page-on-adecade-of-war.html 6) britain-drastically-cuts-defense-spending/22610/. Derudover har Tyskland og Frankrig talt om besparelser på 6 procent fra ) aspx?speechid=1581 8) texts_17120.htm (NATO s charter) 9) AF3O7ElD_story.html 10) Kritikken er bl.a. blevet fremført af John Pike - direktør for forsvarstænketanken org. 11) 12) den-nordiske-model-under-pres/danmark-hjem-tilnorden 13) Fra bladet Folk & Forsvar - Nordisk er et stærkt brand - også på forsvarssiden. 14) - Dr. Holger Bahle s præsentation: Challenges for the Smart Defense Initiative on regional level. 15) nordiskrapport.pdf 16) Disse områder består af fredsopbygning, luftovervågning, maritim overvågning og arktiske spørgsmål, en maritim indsatsenhed, et satellitsystem for overvågning og kommunikation, nordiske samarbejde om arktiske spørgsmål, samfundssikkerhed - heraf et kompetencenetværk mod digitale angreb, en katastrofeenhed, en efterforskningsenhed for krigsforbrydelser, samarbejde om udenrigstjenesten, militært samarbejde om transport, sanitet, uddannelse, materiel og træningsområder, en amfibisk enhed og endelig forslaget om en nordisk solidaritetserklæring der skal sikre, at andre nordiske lande kommer til undsætning, hvis situationen skulle opstå at et nordisk land bliver angrebet udefra. 17) 18) Rapporten udkom den 3. februar 2010 og var forfattet af hhv. Shahzad Ali og Einar Willassen. 19) På trods af at Stoltenberg-rapporten ikke angiver dette som hæmmende for at styrke den nordiske dimension 20) administrativearrangements/norway 21) Grundet Danmarks forsvarsforbehold. 22) Ringmose, Jens & Sten Rynning: NATO s næste strategiske koncept: Globalt engagement eller Artikel 5?, DIIS Brief, ) Ringmose, Jens & Sten Rynning: NATO s næste strategiske koncept: Globalt engagement eller Artikel 5?, DIIS Brief, ) 25) texts_87593.htm?mode=pressrelease 26) pdf_topics/ _media_backgrounder_multinational_projects_en.pdf 27) 28) pdf 29) 30)