Fagbevægelsen - den sidste barrikade

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Fagbevægelsen - den sidste barrikade Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. juni 2013 Mange mennesker er begyndt, på en meget genert måde, at se os som den sidste barrikade, i stedet for at se os som en del af problemet. Interview med Nuria Lozano Montoya, der arbejder i Barcelona for CCOO (Arbejderkommissionerne, der i dag er den største faglige landsorganisationer (LO-organisation) i Spanien) og er medlem af Cataloniens Forenede og Alternative Venstre (EUiA) om den sociale og politiske udvikling i Spanien set fra et fagligt venstrefløjsperspektiv. Krisen og dens konsekvenser Hvordan har krisen ramt Spanien? - Først og fremmest skal du tænke på det Spanien, der blev ramt af krisen. Da krisen begyndte, hørte Spanien og Catalonien til blandt de europæiske lande med de højeste overskud. De giftige finansielle produkter, der blev spredt, forårsagede den finansielle krise, herunder sammenbruddet i bygge- og boligboblen. Den fejlagtige håndtering heraf fik den socialistiske regering til at træffe beslutning om at redde de vigtigste banker i landet. Denne redning af de bankerne er årsagen til det spanske underskud, som bankerne nu bruger til at skaffe sig profitter i stedet for at tilbagebetale de penge, de tidligere har modtaget fra staten. Hvad er de økonomiske konsekvenser for arbejderbefolkningen? - Den lever under en urimelig økonomisk, social- og arbejdsmarkedsmæssig model, som bliver undergravet af en ulige formuefordeling, usikker beskæftigelse sammen med lave lønninger og pensioner. Spanien er en af de svageste europæiske velfærdsstater, der nu er ved at blive demonteret af voksende afhængighed og en unfair social og skattemæssig model, der giver skatteamnesti for de mest magtfulde. Gennem reaktioære arbejdsmarkeds- og pensionsreformer - hele fire på bare et år - er der skabt endnu mere arbejdsløshed. Der er mere end 6 millioner arbejdsløse i Spanien og op mod en million i Catalonien, hvor jeg bor. Med en ungdomsarbejdsløshed op til 56%. Ændringerne af arbejdsmarkedet mod usikre arbejdsvilkår har sammen med reformer af pensionssystemet og nedskæringer på den offentlige service ramt arbejderbefolkningen, så mange nu direkte lider. Det har samtidig betydet, at der er skabt endnu større ulighed mellem de forskellige dele af befolkningen. PP (Partido Popular, konservativt spanske parti, der har regeringsmagten i Spanien, BG) og CIU (Convergencia i Unió, konservativt, nationalistisk parti, regeringsparti i Catalonien, BG) fører en klart nyliberal politik, som begrænser demokrati, borger- og borgerrettigheder. Det gør de på den her måde: - Ved at give afkald på et retfærdigt skattesystem, hvor store ejere, der tjener og ejer mest, også betaler mest - Ved at reducere de offentlige indkomster med nye skattelettelser (lavere arveafgifter, lavere skat på de højeste indkomster, en skatteeftergivelse for at hjælpe primært Partido Populars korrupte netværk) 1 / 5

2 - Ved at ødelægge beskæftigelsen i alle økonomiens brancher og ved for første gang i vores land at gøre det muligt at fyre offentligt ansatte med blot 9 måneders varsel i tilfælde af offentlige underskud - Ved at indføre en ny model, der sprænger hele velfærdssystemet og i stedet skaber et system med to hastigheder, når det gælder adgang til universelle rettigheder som folkesundhed, uddannelse, pleje og omsorg. Den ene er den offentlige velfærd med lav kvalitet, og den anden er en privat del med høj kvalitet for rigeste mennesker Lad mig give nogle praktiske eksempler. Hjælpen til de handicappede, der har brug for en personlig assistent til at hjælpe med de mest elementære behov, er blevet skåret ned i sidste måned. Universiteter er blevet demonteret, fordi forskningsprogrammer, laboratorier, mv. er blevet forladt af næsten et hundrede tusinde mennesker, der ikke har råd til at betale for de nye skatter, som er steget omkring 400%. Offentlige sygehuse er blevet hyret til private tjenester, mens de lukker for mindre velstående mennesker. Der har været nogle tilfælde af mennesker, der dør, mens de venter på operation eller behandling. Børn oplever meget belastende tilstande, fordi situationen for deres forældre er, som den er. Tusinder kan ikke købe det tøj, de har brug for. Dårlig ernæring breder sig som en epidemi. Der er blevet skåret ned på frokostordninger, og det har betydet, at nogle børn går hele dagen uden at få et reelt måltid mad. Befolkningen oplever også et demokratisk tilbageslag med trusler mod strejkeret, møde- og demonstrationsfrihed. Uskyldige mennesker sættes i fængsel uden en retssag. Brugen af de sociale netværk kriminaliseres. Der indføres betaling for sundhedstjenester, som udelukker indvandrere og unge under 26 år fra sundhedssystemet. Der indføres afgift på retsafgørelser. Vi kalder det den fordømte fredag. Fagbevægelsens modstand Hvordan har fagforeningerne reageret, og hvilken rolle spiller generalstrejker? - Det har været en reaktion, der har bevæget sig fra et lavt niveau til en højere intensitet. I den første fase af krisen reagerede fagbevægelsen primært ved at komme med forslag til at designe en egen alternativ økonomisk og politisk model, som blev koblet til en brancherettet mobilisering i tilknytning til kollektive overenskomstforhandlinger. I denne fase skete der en optrapning af konflikterne med de multinationale selskaber. Dag for dag dag blev fagbevægelsens svar så intensiveret. Fagbevægelsen gik mere direkte i clinch med holdningerne hos regeringen. Det skyldtes bl.a. det faktum, at regeringen efter at have underskrivet en aftale med fagbevægelsen dekreterede en ny lov, der var helt modsat indholdet i aftalen med fagbevægelsen. Den manglende dialog og den omstændighed, at regeringen sendte fagforeningsfolk i fængsel var noget af det, der fik fagforeningerne til at indse, at den sociale dialogs æra var forbi. Kun hvis det lykkes for fagbevægelsen at mobilisere og generere en proces af styrkeopbygning, vil det være muligt at ændre styrkeforholdene og skabe en ny social aftale til erstatning af det efterkrigskompromis, der nu er blevet ødelagt af de neoliberale angreb. Kampen og den folkelige mobilisering har fundet sine egne nye veje, når folk er blevet stillet over for ændringer på arbejdsmarkedet, i den sociale velfærd og i det politiske. Den succes, som vores tre generalstrejker har haft, er et signal om et opbrud fra resignationen over for den førte politik. Generalstrejkerne har været nødvendige skridt i en vedvarende og voksende mobilisering på arbejdsmarkedet og mod de demokratiske og sociale nedskæringer. 2 / 5

3 Det næste skridt har været de største 1. maj demonstrationer i de sidste 10 år over hele landet. Men også de to strejker blandt de universitetsstuderende - den sidste i januar - er værd at bemærke. Her var der et tæt samarbejde med sociale bevægelser og de venstreorienterede partier. Disse sociale og politiske kræfter må være de vigtigste aktører i at udvikle et samlet medborgersvar, både på gaden og i institutionerne. Bevægelsernes medborgersvar vil fortsætte med at vokse, selv om både den spanske og den catalanske regering foregiver at reducere de sociale ulighed, undgår borgernes opposition og kriminaliserer konflikten. Regeringerne har designet nedskæringer i rettigheder og friheder, som skal neutralisere fagforeninger, studerende og sociale organisationer. Det er højt spil. I dag sidder der for første gang siden slutningen af 70'erne medlemmer af forskellige fagforeninger i fængsel i flere måneder, hvor de anklages for at tilhøre en organiseret kriminel gruppe, selv om der reelt er tale om en straf for at tilhøre fagbevægelsen. Regeringerne retsforfølger den organiserede faglige aktivisme. Vi har haft tre generalstrejker i de sidste 2 år: den første den 29. september 2011 mod socialistregeringens arbejdsretlige ændringer, den anden den 29. marts 2012 mod den konservative regering og det sidste, en europæisk generalstrejke den 14. november Vi har vundet - blot ved at annoncere generalstrejkerne. Hvorfor? Fordi vi tror, at mange mennesker dermed er begyndt (omend på en meget genert måde) at se os som den sidste barrikade, i stedet for at se os som en del af problemet. Vores arbejde med de sociale bevægelser har en masse med det at gøre. Arbejdet i og med de sociale bevægelser har mindsket opfattelsen af mistillid til bl.a. fagbevægelsen og gjort det muligt at skabe nye sociale dynamikker. Den omstændighed, at undertrykkelsen har ramt os hårdere end andre, har hjulpet os til at blive set som en af deres, og det har skabt en vis sympati i en del af befolkningen. Så generalstrejker har været et meget nyttigt værktøj. Konkret mobilisering Hvordan forsøger I i fagbevægelsen at samarbejde med de sociale bevægelser (indignados) og de politiske venstrepartier? Er de en del af mobiliseringen? Dit spørgsmål gør det nødvendigt først at forklare, at der findes rigtig mange sociale bevægelser i Spanien. Indignados er vigtige, men de er ikke de vigtigste i dag, fordi de er organiseret i enheder, som deltager i de mobiliseringer arrangeret af andre bevægelser. I dag er de mest aktive bevægelser dem, der er organiseret omkring forsvaret af offentlige ydelser. Vi kalder dem tidevandsbølger: den hvide tidevandsbølge, der forsvarer det offentlige sundhedssystem, den gule tidevandsbølge for undervisning i et offentligt system, den sorte tidevandsbølge af offentligt ansatte og så videre. De er nu mødestedet for alle sociale bevægelser i dag. Alle disse bevægelser er en del af mobiliseringen. Måderne at samarbejde på afhænger af hvilken type organisation, der er tale om. I boligkvartererne er der tradition for at danne støttekomiteer, der startes af medlemmer af de sociale bevægelser, beboerforeninger og politiske partier. Her er fagforeningerne blot endnu en social bevægelse, der indgår i disse støttekomiteer, og som hjælper med materialer og infrastruktur. Her planlægger man sammen det nødvendige arbejde med at sikre kvarterets deltagelse i generalstrejken. I fagbevægelsen skaber vi fælles platforme for offentlige konferencer, der er åbne for alle borgere. Og derudover organiserer fagbevægelsen sine egne aktiviteter: konferencer, information på offentlige steder, møder med de faglige organisationer osv. Hvad angår de politiske partier, præsenterer de forslag til resolutioner i det spanske og det catalanske parlament - og også i 3 / 5

4 kommunerne. Det catalanske parlament har bl.a. besluttet at godkende et forslag fra de venstreorienterede partier om at sagsøge den spanske regering for at krænke den spanske forfatning i tilfælde af de sidste arbejdsmarkedslove. Den europæiske generalstrejke Den 14. November 2012 gennemførtes den første europæiske generalstrejke. Har vi brug for yderligere europæiske generalstrejker, og er der allerede konkrete planlægning af den næste? - På sidste års EFS kongres (Europæisk LO, BG), der fandt sted i Athen, gik det den rigtige vej: Vi er nødt til at skabe en europæisk ret til at strejke, som en måde føre kollektiv international kamp i EU på. Den europæiske forfatning må indeholde lønmodtager- og borgerrettigheder, og strejkeretten er en af disse rettigheder. For at gøre kollektiv international kamp mulig, har vi brug for europæiske sociale standarder, som omfatter retten til generalstrejke. Men vi skal sørge for, at vi taler om det samme: politiske strejker er forbudt i Spanien, som de er det andre steder. Men hvis de har noget at gøre med ansættelsesforhold, er strejkerne tilladte. Jeg ved ikke, om konceptet er det samme over hele Europa? Den økonomiske nedskæringspolitik i de forskellige lande har en fælles rod: politik og europæiske love plus egoistiske adfærd hos nogle regeringer, der kun bekymrer sig om det, der kræves af de såkaldte finansielle markeder. Skal du kunne gå op imod en bestemt politik, har du brug for politiske strejker, der kan hjælpe folk med at modarbejde de neoliberale politikker. Men det er ikke den eneste måde. Du kan ikke mobilisere kun gennem generalstrejker. Vi er nødt til at bruge andre former for mobilisering for at skabe en holdbart klima for reaktioner mod systemets aggressioner. Det betyder strejker og demonstrationer hver dag i nogle selskab eller en brancher, specielt der hvor det er knyttet til overenskomstforhandlinger, og det kan føre til en slags produktiv desorganisering, der driver situationen næsten til kaos i nogle dage, ikke bare én dag. Vi er nødt til at samarbejde og koordinere aktioner i alle de europæiske lande på samme tid. En koordinering af forskellige handlinger, hvor man deltager på grundlag af forskellige omstændigheder og forskellige love i de forskellige lande. Den vellykkede kamp mod havnedirektivet viser os her en rigtig måde at gøre det på (Kampen mod havnedirektivforslaget blev bl.a. ført som en kordineret kamp mellem forskellige europæiske havnearbejdere, der hver især deltog med egne manifestationer ud fra egne lokale forudsætninger og muligheder, BG). Vi er nødt til at tænke globalt og handle lokalt. Set i det lys udgør den 14. november en historisk dato i den europæiske fagbevægelse. Det var en handling, der havde kontinuitet frem til marts med en ny europæisk mobilisering i form af store demonstrationer og en ny mobilisering den 16. juni. Det er den rigtige måde. I fremtiden vil der komme nye europæiske strejker. Men der er ingen konkrete planer endnu. Den seneste generalstrejke var en succes, først og fremmest i form af mængden af mennesker, der fulgte strejkeopfordringen: 85% spanske befolkning, mere end 13 millioner mennesker, stoppede med at arbejde den 14. november. Kun 8 måneder tidligere havde der været 10 millioner. Det betyder, at støtten fra befolkningen til generelle mobiliseringer er stigende dag for dag. Millioner af mennesker i deltog demonstrationer, og det medførte et fald i elektricitetsforbruget på 24% den dag, selv om bystyret i Madrid beordrede, at den offentlige belysning skulle være tændt hele dagen bare for at ændre denne statistik. Der var et vigtigt særkende ved denne strejke: de massive strejker i butikker, supermarkeder og 4 / 5

5 store indkøbscentre. Du kunne ikke finde en åben butik i hele kvarterer i flere af vores vigtigste byer. Baggrunden for dette var, at krisens konsekvenser for detailhandlen er ekstreme: lukninger, udsalgsdumping, mangel på lånemuligheder. Samtidig er der her et tæt forhold mellem fagbevægelsen og butiksejernes organisationer. Dette bidrager til at give en stærkere følelse af et helt land i strejke, at der nærmest var tale om spøgelsesbyer: alt lukket, ingen på gaderne og tomme veje. Hvis vi taler om de effektive resultater, har vi ikke fået regeringen til at ændre sin politik. Den har blot gjort politikken endnu mere aggressive med det, vi kalder den fordømte fredag, nemlig dagen for ministrenes rådsmøder, hvor de designer nye ødelæggelser for befolkningen uge efter uge. På den anden side har vi vundet blot i og med mobiliseringerne, fordi folk nu arbejder mere og mere sammen dag for dag, fordi det reducerer mistilliden til fagforeningerne, og fordi det har muliggjort et tættere handlingsfællesskab med de sociale bevægelser. Fremadrettet betyder strejkesuccessen intet, hvis ikke vi er i stand til at håndtere udviklingen efter strejkerne. Her har fagforeningerne en stor udfordring: at kunne give de rigtige svar på problemerne, geare hele den faglige organisation til at matche denne udfordring med stadig større intensitet, opretholde mobiliseringen over tid, sammen med andre sociale og politiske organisationer skabe de nødvendige alliancer for at sammenfatte vores indsats, holde gang i den ideologiske kamp og idédebatterne og udvikle en social organisering, der gør alt dette muligt. Vi håber, at vi vil være i stand til at tænke og handle stort nok til klare udfordringen. 5 / 5