KONTEKST INA OLSEN MARIANNE THINGHOLM RALF MABILLON OLE LINDQVIST BJØRN KROMANN-ANDERSEN1.

Transkript

1 KONTEKST INA OLSEN MARIANNE THINGHOLM RALF MABILLON OLE LINDQVIST BJØRN KROMANN-ANDERSEN1

2 2 Grafisk tilrettelæggelse & layout: KONTEKST og Signe Thur Fotos: Jesper Uglsøe, Sofus Emil Kromann-Andersen, Barbara Katzin og KONTEKST Tryk: Huset, Aarhus, juni 2011 Tak for udlån til

3 Forord Af Jacob Wamberg, dr. phil., professor i kunsthistorie ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet Kunstgenrer, der har vundet succes uden for kunstens domæne, kan være noget af en udfordring at videreføre som kunst med mindre de udsættes for et modificerende greb: en ironisk afstand, en formmæssig sprængning, en stoflig injektion. Det gælder portrættet, der slap fra guldrammen og ud i alverdens familiealbum. Og det gælder landskabet, der i eftermiddelalderlig tid udsatte naturen for en ny sensibilitet, men siden er blevet ufølsom kliché i alt fra rejsekataloger og naturfilm over Monets skamredne åkander til det blik, vi bare har med os, når vi går en tur derude i den såkaldt uspolerede natur og forvandler den til panorama, landskab. Landskabet havde ellers arbejdet hårdt for overhovedet at blive anerkendt som værdigt kunstmotiv. For da det var den aristokratiske smag, der satte dagsordenen i kunstakademiernes storhedstid i tallet blev det henvist til den laveste plads i hierarkiet af kunstgenrer, kun undergået af det endnu mere uanselige stilleben. Kunstens mest værdifulde motiver udgjordes dengang af idealiserede figurlige hændelser, der kunne lede intellektet mod storladne ideer, og landskabet forledte jo blot blikket til de omgivelser, der alene kunne opfattes med sanserne. Men det blev så også landskabets chance sidenhen, hvor kunst kom til at omhandle kunstnerens særlige måde at sanse sin omverden på jævnfør Zolas diktum om kunsten som et hjørne af verden oplevet gennem et temperament. I vores overstimulerede tider må kunsten imidlertid gribe til mere end den blotte sansning af omverdenen par excellence landskabet for stadig at kunne mærkes som kunst, og det mærker man i dette katalog. Indgangene til det landskabstema, som har samlet kunstnergruppen Kontekst, er netop ikke det rene landskab den panoramiske indfatning af naturen men tvistninger af det. Den Verlusst der Mitte, som den østrigske kunsthistoriker Hans Sedlmayer forbandt med moderne kunst som sådan, ligger nok i hjertet af landskabsbegrebet, men hos Marianne Thingholm er dette centrumstab ført ud i sin absurde centrifugale konsekvens helt 3

4 derud, hvor midten henstår som tom hvidhed og landskabet klumper sig sammen i periferien som en montage af boligannoncers udsigter. Ved synet af denne sprængte natur forstår man, hvorfor Ralf Mabillon føler sig tilskyndet til at folde landskabet tilbage i det skab, der ligger i begrebets rod og hos ham yderligere genopvækkes i et skrivebord med mindelser om barndommens trygge tilflugtssted. Eller hvorfor Bjørn Kromann-Andersen presser landskabet ned i urtepotter, hvor harer sejler, ryger pibe, graver sig ned og gror frem og også griber til våben, som i beskyttelse af et truet habitat. I disse udlægninger får landskabet gentilført en kropslig og også humoristisk tilgængelighed, der byder figurer velkommen tilbage, hvad enten det er urtepotternes fabelvæsner, dukker og modeltog anbragt i skabets kunstige græsmåtter eller et bankende kartoffelhjerte indkastet som fluktuerende lysbilledprojektion under skrivebordet. En anden strategi til at gentilføre landskabet substans er så at sige at angribe det indefra: tage fat om det optiske og sindslige apparat, hvorigennem naturen bliver til panorama. Det er, hvad Ole Lindqvist gør, når han på psykedelisk vis hælder gule pletter, skarer af kors eller riflede hvide plamager ud over en i forvejen moderniseret Winterreise, Schuberts sangcyklus over Wilhelm Müllers melankolske digte, der her er muteret til flygtige fotografiske indtryk fra en vinterlig biltur i Letland. I en mindre fremmedgørende gestus går Ina Olsen i kødet på selve den oversættelse, der omdanner natursansning til billeder. Hendes naturvision er nok som udgangspunkt ret abstraheret som fjerne erindringsindtryk men erindringen genkonkretiseres i bevægelsesspor, der fremmaner stoflige naturfænomener som kviste, græs, ild, tåge og røg. Så skal man tro disse fem ret forskelligartede bud, findes landskabet skam stadig i kunsten. Blot ikke betingelsesløst. Jacob Wamberg 4

5 Ina Olsen 5

6 Landskabet lever, og vi lever i det Vi gør det igen og igen. Begiver os ud på skovstierne en bidende søndag i februar for at mærke det løfte om forår, der gemmer sig bag frosten. Hvad er det, der får os til det? Mennesket består selv udelukkende af natur, så måske er det os selv, vi dybest set opsøger? I naturen oplever jeg ubetinget at kunne være den, jeg er. Og at netop det er den største og eneste værdi. Naturen taler til mig gennem vindens susen i trætoppene, gennem landskabet i barken og gennem skovbundens lugt af forgængelighed, der blander sig med friskheden fra en nyudsprunget, livskraftig bøg. Naturen taler til min egen natur, den jeg er født som, lever som og skal dø som. Den får mig til at huske, hvad jeg er og hvem jeg er. Naturen har ikke de ambitioner om at blive større end, bedre end, der bringer os mennesker så langt væk fra vores egentlige væsen, vores egentlige væren, og væk fra det virkeligt interessante. Naturen ved, at det egentlig bare handler om at gro. Sådan er det også med kunsten. Når vi vover at droppe al vores stræben efter at komme i stadig større mål, er det, at det egentlige opstår. Det autentiske, det vi sanser og oplever bagved alle de krav vi stiller til os selv og som samfundet stiller til os. 6

7 Ina Olsen: Vinterlandskab Acryl og blyant på masonit 120 x 100 cm. 7

8 8 Ina Olsen: Papir. Tusch på papir

9 Ina Olsen: Fra scenografiopgave, forestillingen Mens vi venter på Godot, Århus Teater 2011 Kridt på væg 300 x 400 cm. Foto: Jesper Uglsøe 9

10 Ina Olsen: Træ. skitse 10 Kul på papir 110 x 250 cm.

11 Bjørn Kromann-Andersen 11

12 Skyder haren er jeg død Af Mary-Ann Kromann-Andersen, Cand. mag i religioshistorie og køn, kommunikation og kultur Miniature er noget småt; det siger sig selv, men en miniature er ikke bare noget småt ligesom en æske tændstikker, som vel er indbegrebet af en lille ting. En miniature er en ting, et billede - eller et landskab, der er blevet formindsket. Noget, der ikke nødvendigvis kun findes i virkeligheden i større udgave, men også f.eks. i kunsten. En tredimenssionel miniature kræver - for at tage sig ud fra sin bedste side - at betragteren har forestillingsevne, dvs. at man skal kunne forestille sig, at man er mindre end man egentlig er, meget mindre. Måske som en nisse, der er lige så høj som tre æbler stablet ovenpå hinanden eller måske endnu mindre. Måske så stor som en tændstikæske. Skal man have fuld fornøjelse af sin græsplæne i miniature-øjemed, må man altså ned på maven og forestille sig, at man ikke er større end netop en tændstikæske eller en tændstik, måske endnu mindre. Når man er helt dernede, er hvert græsstrå så højt som et af de højeste træer og det svimler næsten for en, når man kigger op i trækronerne. Der mellem træerne kan man også møde en helvedes stor, rød myre med et helvedes stort hoved, mens man løber snublende baglæns væk fra uhyret. Hvis man er vokset op på en strand, så at sige, kan man fylde lidt sand i et syltetøjsglas og kigge derned og så er man tilbage foran havet med sand mellem tæerne og solen højt over hovedet. For at få fuldt udbytte af Skyder haren er jeg død må man nok ned i knæ, måske både i overført og konkret betydning. Foto: Sofus Emil og Bjørn Kromann-Andersen / Barbara Katzin 12

13 Bjørn Kromann-Andersen: Skyder haren er jeg død Hårdtbrændt stentøjsler Højde ca. 30 cm. 13

14 Bjørn Kromann-Andersen: Skyder haren er jeg død 14 Hårdtbrændt stentøjsler Højde ca. 30 cm.

15 15

16 Bjørn Kromann-Andersen: Skyder haren er jeg død Hårdtbrændt stentøjsler Højde ca. 30 cm. 16

17 Marianne Thingholm 17

18 Verlust der Mitte - landskabet som miniaturecollager Af Sidse Camilla Sørensen, Cand. mag. i kunsthistorie 1948 introducerede den østrigske kunstteoretiker, Hans Sedlmayer, I begrebet Verlust der Mitte i kritikken af samtidskunsten, som han mente kunne anvendes som et barometer for udviklingen af både kunsten og det moderne samfund. Verlust der Mitte henviser til et tab af kerne eller centrum, som i den moderne kunst bl.a. kommer til udtryk som mangel på struktur og form, fx som hos Asger Jorn, der var fascineret af begrebet og titulerede et af sine værker Verlust der Mitte. Marianne Thingholm arbejder med miniaturelandskaber med inspiration i begrebet Verlust der Mitte, hvor begrebet bliver dobbelttydigt: manglen på struktur opleves samtidig som et åbent rum, en tidløs tilstand, der giver mulighed for ny udvikling og nye konstruktioner man sætter sine egne forestillinger i centrum. Miniaturelandskaberne, der er sat sammen af udklip fra havegrønt og træer fra avisernes boligannoncer, er blevet til i en åben, associerende og næsten meditativ proces. Husenes herlighedsværdier dekonstrueres og i stedet skaber Marianne Thingholm små paradisiske landskaber, med hvide rum i midten, nonfigurative negativformer, opstået ud fra landskabernes afgrænsninger. Som i paradiset er man ude over naturens logik, her vokser forskellige træsorter og buske side om side en natur der er tæmmet i boligannoncen og som sættes fri gennem kunstnerens greb. Formmæssigt er collage-landskaberne på en gang bløde og kantede - som et møde mellem naturens former og kunstnerens udvælgelse med saksen. Herved opstår de smukke og konstruerede landskaber, hvor den oprindelige natur tæmmes og sættes i system i en miniatureverden. Miniaturen har en evne til gøre foruroligende billeder og forestillinger ufarlige; når ting skaleres ned i størrelse, reduceres tingens iboende styrke eller magt og kan ligefrem få modsat fortegn og gøres hyggelig. Som åbne centrum inviterer de abstrakte hvide rum beskueren til at dyrke intetheden, tomheden der runger eller blot den kontemplative væren. Et sted for nye erkendelser i kunstudtrykket og i livet. Note: Hans Sedlmayer: Verlust der Mitte: Die bildende Kunst des 19. und 20. Jahrhunderts als Symptom und Symbol der Zeit,

19 Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 18 x 15 cm. 19

20 20 Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 25,5 x 9 cm.

21 Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 13 x 12 cm. 21

22 22 Marianne Thingholm: Verlust der Mitte Collage, 10,5 x 15cm.

23 Ole Lindqvist 23

24 WINTERREISE revisited. En billedrejse med udgangspunkt i Schuberts sangcyklus. Rejsen som kunstnerisk koncept er velkendt. Fra vores tid kender vi roadmovien: En ydre rejse og et indre udviklingsforløb udspiller sig samtidigt. Det gælder også for Schuberts Winterreise, hvis hovedperson ved tabet af sin elskede påbegynder en hvileløs rejse gennem et vinterfrossent landskab og her gennemlever en kaskade af følelser i kølvandet på tabet. Digtenes billeder: landskaberne, snestormen, de gøende hunde, den barske opvågnen fra en drøm etc. bliver metaforer for den rejsendes indre tilstande. Winterreise revisited tager sit udgangspunkt i en digtcyklus skrevet i 1827 af Wilhelm Muller og sat i musik af F. Schubert nogle få år senere. Schubert har fastholdt de 24 digte i et værk med stor og koncentreret sammenhæng. Værket betragtes idag som et højdepunkt i den vestlige musikhistorie. I Ole Lindqvists billedserie er værket blevet til en nutidig rejse, fotografisk fastholdt og malerisk bearbejdet. En rejse gennem gaderne i byen og på vejene mellem byerne (de fleste i øvrigt fra en rejse til Letland dec jan. 2011) Industrialisering og stordrift har for længst elimineret det landskab hvori den oprindelige Winterreise foregår og idag findes landet praktisk talt ikke mere som andet end en slags fravær. Der færdes ingen ulykkelig vandrer på vejene mere og menneskers følelse af isolation har i dag andre årsager. Digtenes patos er væk, årsagerne til denne barske rejse er ikke mere konkrete som i den oprindelige tekst. Følelserne af udstødthed og savn, af vrede og trods og de indimellem hallucinatoriske billeder som den rejsende gennemlever blander sig med den fotografiske nøgternhed, overlejrer den eller filtres ind i den og bekræfter hvad den romantiske tekst implicit stadig udtrykker: At der ikke findes et landskab uden som oplevet landskab. At al menneskelig sansning er subjektiv. 24

25 Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 29,7 x 21 cm. Bin gewohnt das Irregehen, / s führt ja jeder Weg zum Ziel; / Uns re Freuden, uns re Wehen, / Alles eines Irrlichts Spiel! 25

26 42 x 29,7 cm. 29,7 x 21 cm. Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 42 x 29,7 cm. Lustig in die Welt hinein / Gegen Wind und Wetter! 26

27 29,7 x 21 cm. 42 x 29,7 cm. 42 x 29,7 cm. / Will kein Gott auf Erden sein, / Sind wir selber Götter! 27

28 Ich träumte von bunten Blumen, So wie sie wohl blühen im Mai; Ich träumte von grünen Wiesen, Von lustigem Vogelgeschrei. Und als die Hähne krähten, Da ward mein Auge wach; Da war es kalt und finster, Es schrien die Raben vom Dach Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 42 x 29,7 cm. 28

29 Ralf Mabillon 29

30 Barndommens LandSkab eller Ich habe noch einen Koffer in Berlin Hvorfor hedder et landskab, land-skab? Orddelingen forener både det fjerne og det lokale. Det topologiske og det topografiske, som det hedder i fagsprog. Tilmed taler vi også om indre landskaber! Og selvom landskabet nu til dags blandes med katastrofebilleder fra medierne, er begrebet stadig præget af romantikken. Landskabet er det fysiske rum, vi i kraft af teknologien er ved at overvinde, mens skabet repræsenterer en tid, da vi havde nok af tiden og var mere stedsbundne. Som Jørn Guldberg i sin artikel Landskabets Tid skriver: Stedssansen organiserer sansning, erindring og viden om steder og giver dem betydning. Stedssansens medium er stemningen. Således peger landskabet både på det at rejse og det stedsspecifikke, unikke. I mit projekt bruger jeg skabet som metafor for barndommens eller erindringens landskab. Man kunne også kalde det for det magiske landskab. Det er sådan jeg især husker søndage, hvor standurets pendul var det eneste tegn på liv på denne jord! - Børn oplever uden filter. I lighed med de oprindelige mennesker lever børn i et andet perspektiv og en anden tid. Fra tidernes morgen har mennesket rejst som nomader i deres territorium snarere end gennem det. Deres oplevelsesverden har været rum og ikke tid. Modsat i dag, hvor afstande er ved at miste deres betydning, er det vores kroniske mangel på tid, som styrer livet. Fra mig selv husker jeg, hvordan min farfars mørke biblioteksskab emmede af en anden tid! Skabet var flankeret af 2 mandshøje søjler, som vogtere, der påbød mig at holde respektfuld afstand. Overfor min hule under skrivebordet, ventede der mig med bankende hjerte, en verden, jeg ikke havde nøglen til. Og med sine søjler mindede skabet om indgangen til vores hus, med opgangen i flerfarvet marmor bag de tunge døre, som tyste landskaber med luften fuld af formaninger: om ikke at gå for langsomt, om ikke at løbe for hurtigt - op og ned ad trinnene med de røde løbere og blankpudsede messingstænger - på vej op under loftet, hvor de døde duer sov. Overfor husker jeg en 4-etagers udbombet ruintomt, der var forbudt og derfor et spændende landskab at gå på opdagelse i. Jeg tænker mig skabet som en slags container, der iscenesættes som en opretstående kiste og formidler en stemning, der opleves fra et barns perspektiv. Et skrivebord, som huser hulen med projektionen af et bankende hjerte. En billedprojektion, der refererer til et andet landskab, måske et fiktivt rum. - Sangeren Wolf Bierman udtrykte - lige før han blev smidt ud af sin Wahlheimat DDR - netop dette skisma mellem det nære og det fjerne med disse ord: Ich møchte am liebsten weg sein und bleibe am liebsten hier! Mens det i Hildegard Knefs version lød: Ich habe noch einen Koffer in Berlin. 30

31 Ralf Mabillon: Barndommens LandSkab Øverst på skabet kører et modeltog, der kan ses, ved at man stiger op på en taburet. 31

32 32 Ralf Mabillon: Barndommens LandSkab

33 Ralf Mabillon Barndommen Land Skab kjvsivbkjsvb Ralf Mabillon: Valhallaekspressen på vej gennem ørkenen 33

34 34 Ralf Mabillon: Barndommens Land Skab

35 Bjørn Kromann-Andersen / Ole Lindqvist : Flodseng

36 Ralf Mabillon Kildehøjen 100, 8240 Risskov Tlf / ralf@ralfmabillon.dk Ole Lindqvist Karetmagertoften 130, 8270 Højbjerg Tlf / olelindqvist1@gmail.com Marianne Thingholm Den Blå Hest Oddervej 80 A, 8270 Højbjerg Tlf ma_thing@hotmail.com Bjørn Kromann-Andersen Holme Byvej 28, 8270 Højbjerg Tlf bjkaster@gmail.com Ina Olsen Den Blå Hest Oddervej 80 A, 8270 Højbjerg Tlf inaolsen@hotmail.com 36