Stress nok til alle?

Transkript

1 Kronik Stress nok til alle? Tage Søndergård Kristensen 1978 underviste jeg på en konference på I LO-skolen om arbejdsmiljøet i beklædningsindustrien arrangeret af de københavnske afdelinger af det daværende Beklædningsarbejderforbund. Jeg fortalte om re sultaterne fra undersøgelsen af kvinders ar bejdsmiljø, som jeg netop havde gennem ført. Mit oplæg handlede mest om det typiske kvindearbejde: Det stillesiddende, ens formige tempoarbejde. Midt under mit op læg rejste en af de københavnske fagforeningsformænd sig op og tog ordet. Han sagde, at mit oplæg efter hans mening var overflødigt og ramte helt ved siden af de reelle problemer for hans medlemmer. Han foreslog, at man derfor gik med ham ned og spillede billard i stedet for at spilde tiden på mere vås fra den unge forsker. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare og var parat til at pakke sammen og forlade arenaen. Men så rejste to syersker sig op og bad formanden om at klappe i. Efter deres mening var mit oplæg det mest relevante, de kunne hu ske at have hørt på et fagforeningsmøde. Enden på det hele blev så, at jeg fik lov til at fortsætte med at snakke om psykisk arbejds miljø. Denne fagforeningsformand, der i øvrigt var DKP er, var ikke alene om sin kritik. Da re sultaterne vedrørende skotøjsbranchen skul le formidles på en konference, hvor ar bejdsgiverne var med, måtte jeg på forhånd love, at jeg ikke ville anvende ordene stress, psykisk arbejdsmiljø eller andre frit opfundne begreber, der kun skabte problemer for branchen. Senere blev angrebene på forskningen om stress og psykisk arbejdsmiljø udvidet, idet slagteribranchens arbejdsgivere sammen med Dansk Arbejdsgiverforening indledte en generel kampagne i me dierne mod brugen af spørgeskemaer og dårlig forskning. (De to begreber blev nærmest anset for at være synonyme). Man ønskede ikke, at Arbejdsmiljøfonden fremover skulle give penge til den slags problemskabende forskning. I forlængelse heraf blev jeg kontaktet af en central person i Arbejdsmiljøfonden, der for talte mig, at jeg godt kunne finde på noget andet at forske i eller allerhelst helt for lade forskningen. Jeg ville aldrig mere få penge fra fonden, uanset hvad jeg søgte om. Vedkommende fortalte mig, at det var ment som et venneråd. Så slap jeg for at bruge min tid på at skrive ansøgninger. Hvad enten det nu skyldes dumhed, stædighed eller mangel på fantasi, så valgte jeg at fortsætte min dødsdømte karriere som stress forsker. På daværende tidspunkt så det ud til, at en sådan karriere ville komme til at bestå af løse ansættelser, afslag på ansøgninger og manglende opmærksomhed i offentligheden. Som de fleste nok ved, kom det til at gå helt anderledes. I dag kan man ikke åbne 80 Stress nok til alle?

2 en avis uden at læse om stress og psykisk ar bejdsmiljø, der er afsat store summer til forskning på området, Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter prioriterer emnet meget højt, og et stort antal virksomheder arbejder seriøst med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Og, hvis sandheden skal frem, så har jeg aldrig fået så meget som et eneste afslag på en ansøgning til Arbejdsmiljøfonden. Vi har med andre ord gennemgået en næsten utrolig udvikling i løbet af cirka 20 år, og man skulle tro, at den gamle stressfor sker ville være tilfreds med denne offentlige anerkendelse af psykisk arbejdsmiljø og stress? Mit svar er, at den offentlige anerkendelse er udmærket, men at vi netop i denne tid står ved en korsvej, hvor det kan gå gruelig galt. For at forstå det, må vi se på to for hold, nemlig de forskellige stressparadigmer, der gemmer sig bag stress-diskursen, og de forslag, som fremkommer på den politiske arena som reaktioner på den megen om tale af stress. I Ramme 1 har jeg kort skitseret en række stress paradigmer, der kan identificeres i den (po pulær)videnskabelige litteratur. Listen er måske ikke udtømmende, men pointen skulle være klar. Nemlig at stressforskningen på ingen måde lægger op til en bestemt forståel se af, hvad stress er for en størrelse, eller hvad der bør gøres ved problemet. Tværtimod kan man sige, at disse paradigmer står i skarp kontrast til hinanden, og at løsningsforslagene strit ter i alle retninger. Når man studerer stress forskningens historie, viser det sig da også, at denne forskning er blevet brugt til alt muligt lige fra at gøre soldater rustede til krig og tortur til at legitimere krav om demokrati på arbejdspladsen (Viner 1999). I den danske diskussion har man kunnet høre eksperter sige, at næsten al stress er selvforskyldt, at stort set al stress skyldes arbejdsmiljøet, at stress er voldsomt overvurderet, eller at vi ingenting ved om stress. Når jeg siger, at vi står ved en korsvej, er det fordi, stressdiskursen ser ud til at være på vej ind i en slags institutionaliseringsfase, hvor en række beslutningstagere har signaleret, at der bør gives et offentligt svar på stress-epidemien i form af konkrete politiske tiltag. Der må gøres noget! Eksempler herpå er Det Radikale Venstres oplæg om stresspolitik (Radikale 2007) og FTF s krav til en offentlig stresspolitik (FTF 2006). Tilsvarende initiativer er i gang mange steder i organisationer og hos offentlige myndigheder. Blandt de forslag, der ofte nævnes, er følgende: 1. Alle virksomheder skal udforme en stresspolitik. 2. Der skal være offentlige stressklinikker i alle regioner. 3. Stress bør anerkendes som arbejdsbetinget lidelse. 4. Mere forskning i stress. Efter min opfattelse vil gennemførelsen af disse og lignende forslag ikke blot være virkningsløse, men også med stor sandsynlighed gøre ondt værre. Lad os se på et forslag ad gangen: Hvad stressklinikker angår, så har klinikken ved Karolinska i Stockholm opnået næsten mytologisk status i Danmark. Der henvises ofte til denne klinik, og det betragtes som indlysende, at vi bør etablere lignende tilbud. Imidlertid er der ingen dokumentation for, at den svenske kliniks indsats har haft nogen gavnlig effekt for de henviste patienter. En artikel, der er skrevet af kli nikkens leder, viser ingen effekt af den om fattende indsats (Perski & Grossi 2004). I Danmark har vi haft en lignende aktivitet ved den arbejdsmedicinske klinik i Hillerød, og der er for nyligt publiceret en vurdering af denne indsats (Netterstrøm et al. 2007; se også Netterstrøm 2007). Desværre er den valgte sammenligningsgruppe me- Tidsskrift for ARBEJDSliv, 9 årg. nr

3 Ramme 1. Stressparadigmer 1. Belastningsparadigmet. Dette paradigme lægger afgørende vægt på de faktorer i omgivelserne, der øger risikoen for stress, de såkaldte stressorer. Det kan være livsbegivenheder (fx skilsmisse), belastende arbejdsmiljø eller dagliglivets fortrædeligheder (fx afbrydelser eller computerproblemer). I forlængelse heraf lægges der vægt på den primære forebyggelse, hvor man reducerer stress ved at reducere stressorerne. Denne tilgang er særlig stærk i Skandinavien, hvor folk som Gardell, Levi, Theorell og Karasek har været de vigtigste eksponenter (Karasek & Theorell 1990; Johnson & Johansson 1991). 2. Copingparadigmet. Copingparadigmet er så at sige belastningsparadigmets modstykke. Udgangspunktet er her, at der altid vil være stressorer. Det gælder derfor om at udvikle individets evne til at håndtere disse, med andre ord coping. Der er altså tale om en individ-centreret tilgang, hvor kurser i stress management, meditation m.v. ses som en vigtig del af svaret på den udfordring, som stress repræsenterer. De vigtigste repræsentanter for dette paradigme er amerikanerne Lazarus & Folkman (1987). 3. Personlighedsparadigmet. Personlighedsparadigmet er også et individ-orienteret paradigme, men her fokuseres der på stabile træk ved personligheden. Eksempler herpå er Type-A teorien, der fokuserer på mennesker, der er utålmodige og altid har for lidt tid (Friedman & Rosenman 1974), Antonovsky s teori om sense of coherence (Antonovsky 1987) og Kobasa s teori om hardiness (Kobasa et al. 1982). De to sidste teorier handler om positive træk ved personligheden, som fx at kunne se en mening i tilværelsen eller at kunne se på belastninger som udfordringer. Selv om personligheden anses for at være ret stabil, kan man godt arbejde forebyggende inden for dette paradigme. Dels kan man reducere stress ved at få øget indsigt i sin egen personlighed, og dels kan man i et vist omfang ændre ved adfærd og personlighed gennem træning eller terapi. 4. Det psykofysiologiske paradigme. Dette paradigme fokuserer på de fysiologiske processer, der finder sted i organismen under stress, hvor kroppen mobiliserer energi og ruster sig til kamp eller flugt. Mens kortvarig stress ofte er hensigtsmæssig for individet, kan langvarig stress være skadelig og føre til sygdomme som fx hjertesygdom eller depression. Den psykofysiologiske tilgang har været anvendt i forebyggelsen gennem påpegning af risikofaktorer som fx natarbejde, overarbejde og akkordarbejde. Dette paradigme går primært tilbage til stress-forskningens store pioner Seley (1956). Andre betydende repræsentanter er svenskerne Levi (2000), Frankenhaeuser (1987) og Lundberg (Lundberg & Wentz 2004). 5. Det anerkendende paradigme. Mens copingparadigmet opererer på det individuelle niveau, har det anerkendende paradigme specielt vundet udbredelse blandt konsulenter, der arbejder på det organisatoriske niveau. Med udgangspunkt i Appreciative inquiry lægger man stor vægt på at være handlingsorienteret og fremadrettet (Cooperrider & Srivastva 1987, Dall & Hansen 2001). Man ser stress som en indikator for forskellige problemer i organisationer, men man fokuserer ikke på stressens årsager. Paradigmet er i vidt omfang erfaringsbaseret, og der findes, mig bekendt, ikke forskningsbaseret evidens for de anvendte metoders effektivitet. (Se fx Dalsgaard 2006). 6. Det konstruktivistiske paradigme. Inden for dette meget brede paradigme ser man på stress som en social konstruktion. Et oplagt eksempel på denne tilgang er Wainwright & Calnan s bog fra 2002 om Work stress The making of a modern epidemic. Heri gør de rede for det synspunkt, at det er den meget tale om stress, der er den egentlige årsag til denne moderne syge. Når stress (og udbrændthed) har kunnet brede sig som en steppebrand over hele den industrialiserede verden, skyldes det, at denne konstruktion opfylder en række væsentlige funktioner, og at et stort antal mennesker og professioner så at sige lever af stress. I sin yderste konsekvens leverer dette paradigme opskriften på den ultimative afskaffelse af stress: Hold op med at tale om det! 7. Det benægtende paradigme. Det er nok lige på kanten at kalde dette paradigme for et stressparadigme. Det går i al sin korthed ud på at benægte eller bagatellisere betydningen af stress. I videnskabelig sammenhæng står dette paradigme meget stærkt inden for den biomedicinske og øvrige naturvidenskabelige tænkning. Typiske talemåder er: Vi kan ikke definere stress, der er uenighed, om hvad stress er, stress kan ikke måles objektivt, forskningen om stress er af ringe kvalitet og forskningen om stress viser modstridende resultater. Inden for lægeprofessionen er der størst skepsis blandt hospitalslægerne, mens de praktiserende læger er væsentlig mere åbne for betydningen af stress, hvilket måske ikke er mærkeligt i lyset af de mange patienter i deres praksis, der henvender sig med diffuse og stress-relaterede lidelser. Dette paradigme er fx det dominerende i kardiologiske kredse (dvs. blandt hjertelæger, se fx European Guidelines (2003)). I den epidemiologiske litteratur har specielt to britiske forskere argumenteret for, at sammenhængen mellem stress og hjertesygdomme er dårligt underbygget (Macleod & Davey Smith 2003). 82 Stress nok til alle?

4 get forskellig fra den gruppe, der blev tilbudt behandling i klinikken, hvilket gør det svært at vurdere effekten. Men uanset om man betragter erfaringerne fra klinikkerne som lovende eller ej, vil det ikke være noget argument for at få stressklinikker i alle regioner, hvilket den danske kliniks leder, Bo Netterstrøm, da også selv giver udtryk for. Hvis vi antager, at cirka en tiendedel af løn modtagerne har stress i et omfang, der ville retfærdiggøre henvisning til en klinik, så ville vi have behov for en enorm hærskare af ikke eksisterende læger eller psykologer til at varetage behandlingen (Kristensen 2006; 2007). En sådan indsats er med andre ord ikke realistisk for nu at sige det mildt. Der er kun én vej, når det gælder om at hjæl - pe og fastholde mennesker med stress, udbrændt hed og andre lignende problemer, nemlig et godt samarbejde mellem arbejdsplads, praktiserende læge og kommune. Det er på dette niveau, kompetencen skal udvikles. Ikke i en frit svævende klinik under sygehusvæsenet. Forslaget om, at stress og lignende tilstande skal anerkendes som arbejdsskader, er på alle måder en meget dårlig ide. For det første er der ikke tale om en sygdom, men om en tilstand, der i langt de fleste tilfælde er reversibel. For det andet vil det være umuligt at etablere et klart årsags-virkningsforhold mellem arbejde og stress, som et sådant system kræver. Stress er en multikausal tilstand, og i de enkelte tilfælde fil trer årsagerne sig sammen på uigennemskue lige og indviklede måder. For det tredje er der meget, der tyder på, at man gennem anmeldelse af stress som arbejdsskade ville sygeliggøre et meget stort antal mennesker (Kristensen 2006). Det er næsten umuligt at bli ve rask, når man skal bruge al sin tid og ener gi på at bevise, at man er syg. Og for det fjerde ville anmeldelse og behandling af tusinder af erstatningssager hvert år udgøre et enormt ressourcespild. Hvis sådanne ressourcer virkelig findes i systemet, så skal de bruges til at hjælpe de pågældende med at få det bedre og med at blive i arbejde. Kravet om, at alle virksomheder skal have en stresspolitik, er blevet meget populært på det seneste, og det lyder umiddelbart som en god ide. Man kunne forestille sig, at man derved tvang virksomhederne til at sætte stress på dagsordenen og tage pro blemet alvorligt. Imidlertid skal man også her tænke sig grundigt om. Det er i de senere år blevet almindeligt, at staten håndterer vanskelige og diffuse problemer ved at pålægge virksomheder eller institutio ner at formulere en politik. For eksempel en mob be-politik, en senior-politik, en indvandrer-politik, en ryge-politik eller en ligestillings-politik. Formuleringen af alle disse po litikker oven i de allerede eksisterende krav om dokumentation og planer (handleplaner, undervisningsplaner, APV osv.) har skabt en desillusioneret og kynisk stemning på arbejdspladserne. Nå, nu skal vi lave en til politik for politikernes skyld. Ja, ja, papiret er jo taknemmeligt. Det afgørende er naturligvis ikke, om man har en politik eller ej, men hvordan virksomheden fungerer i praksis. Når det kommer til stykket, er en stresspolitik ikke andet end en ordentlig personalepolitik, hvad enten den så er skrevet ned eller ej. Det sidste krav, der er rejst i forbindelse med den store interesse for stress, er øget forsk ning. Som forsker skal jeg ikke være den, der siger nej tak til flere ressourcer til om rådet. Men en sådan satsning vil kræve stor omtanke og et seriøst forarbejde. Den store flaskehals er ikke penge til området, men kvalificerede forskere og bæredygtige miljøer. Og de laves ikke på under fem år. Det handler om det lange, seje træk, og så kræver det, at man tager stilling til i hvert fald to spørgsmål. For det første bør man se på, hvordan en forskningsmæssig satsning skal forholde sig til de stressparadigmer, jeg har nævnt ovenfor. Skal de alle sammen Tidsskrift for ARBEJDSliv, 9 årg. nr

5 have (lige mange) penge? Og for det andet skal man overveje forholdet mellem forskning og praksis. Skal vi have en biomedicinsk og individ-orienteret forskning med hovedvægten på de arbejdsmedicinske klinikker eller en forskning, der er orienteret mod virksomhedsledelse og -samarbejde, og som inddrager handelshøjskolerne og ingeniørerne? Man kunne have nævnt flere af de krav, der, primært fra fagbevægelsens side, er rejst i forbindelse med det store fokus på stress. For eksempel kravene om øget inddragelse af psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med Arbejdstilsynets screeninger. Min personlige opfattelse er, at ingen af dem vil have nogen positiv effekt. Tværtimod vil de øge sygeliggørelsen, øge tendensen til at fokusere på fine formuleringer i stedet for daglig praksis og øge ressourceforbruget på aktiviteter med tvivlsom effekt. Jamen, hvad er så alternativet, vil man måske spørge. På NFA (Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, tidl. AMI) arbejder vi på en samlet strategi, der dels er ba seret på nogle fundamentale kvaliteter i den enkeltes arbejde ( de seks guldkorn ), dels på virksomhedernes sociale kapital, hvorved vi forstår kombinationen af samarbejdsevne, tillid og retfærdighed. Vi tror på, at en sådan satsning ikke alene vil skabe sunde ar bejdspladser med stor motivation og arbejdsglæde, men også private og offentlige virk somheder, der kan producere varer og tje nesteydelser af høj kvalitet. Ser vi specielt på den offentlige sektor, så har politikerne et stort ansvar for de meget omfattende problemer med stress og udbrændthed, som er en trus sel mod velfærdssamfundets udvikling. De mest iøjnefaldende problemer er stigende kontrol og mistillid ovenfra, manglende tid til kerneydelsen og alt for mange organisatoriske og lovgivningsmæssige for andrin ger. Hermed er det også antydet, hvad løs ningen består i, nemlig en politik ba seret på tillid og respekt for de ansatte og vel begrundede reformer, der gennemføres i et passende tempo. Det er Christiansborg og regeringen, der har brug for en stresspolitik ikke landets arbejdspladser. REFERENCER Antonovsky, A. (1987): Unravelling the mystery of health, San Francisco, Jossey-Bass. Cooperrider, D.L. & S. Srivastva (1987): Appreciative inquiry in organizational life, i Research in Organizational Change and Development, 1, Dall, M.O. & S. Hansen. (red.) (2001): Slip anerkendelsen løs Appreciative Inquiry i organisationsudvikling, København, Frydenlund. Dalsgaard, T. (red.) (2006): Stress et vilkår i det moderne arbejdsliv?, København, Jurist- og Økonomiforbundets Forlag. European Guidelines on CVD Prevention (2003), i European Journal of Cardiovascular Prevention & Rehabilitation, 10, Suppl. 1. Frankenhaeuser, M. (1987): Stress, hälsa, arbetsglädje, Stockholm, Arbetsmiljöfonden. Friedman, M. & R. H. Rosenman (1974): Type A behaviour and your heart, New York, Knopf. FTF (2006): Stress på FTF-arbejdspladsen, København, FTF. Johnson, J. V. & G. Johansson (1991): The psychosocial work environment: Work organization, democratization and health, Amityville, Baywood Publishing Company. Karasek, R. & T. Theorell (1990): Healthy work Stress, productivity, and the reconstruction of working life, New York, Basic Books. Kobasa, S.C., S.R. Maddi & S. Kahn (1982): Hardiness and health A prospective study, i Journal of Personality and Social Psychology, 42, Kristensen, T. S. (2006): Kan og skal stress behandles?, i Ugeskrift for Læger, 168, Stress nok til alle?

6 Kristensen, T.S. (2007): Fakta og myter om stress, København, Videncenter for Arbejdsmiljø. Lazarus, R. S. & S. Folkman (1987): Transactional theory and research on emotions and coping, i European Journal of Personality, 1, Levi, L. (2000): Guidance on work-related stress Spice of life or kiss of death?, Brussels, European Commission. Lundberg, U. & G. Wentz (2004): Stressad hjärna, stressad kropp, Stockholm, Wahlström & Widstrand. Macleod, J. & G. Davey Smith (2003): Psychosocial factors and public health a suitable case for treatment?, i Journal of Epidemiology and Community Health, 57, Netterstrøm, B. (2007): Effekten af et multidisciplinært stressbehandlingsprogram erfaringer fra en stressklinik, i Tidsskrift for Arbejdsliv, 9, 2. Netterstrøm, B., P. Bech & N. H. Eller (2007): Erfaringer fra en stressklinik Et pilotstudium, i Ugeskrift for Læger, 169, Perski, A & G. Grossi (2004): Behandlingen av långtidssjukskrivna patienter med stressdiagnoser, i Läkartidningen, 101, Radikale Venstres Folketingsgruppe (2007): Stress! Vi skal handle nu!, København, Folketinget. Seley, H. (1956): The stress of life, New York, McGraw-Hill. Viner, R. (1999): Putting stress in life Hans Selye and the making of stress theory, i Social Studies of Science, 29, Wainwright, D. & M. Calnan (2002): Work stress The making of a modern epidemic, Buckingham, Open University Press. Tage Søndergård Kristensen, mag.scient.soc. & dr. med., er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. tsk@arbejdsmiljoforskning.dk Tidsskrift for ARBEJDSliv, 9 årg. nr