HISTORISK LÆSNING: Folkeviser, folkeeventyr og kunsteventyr, romantisme og perspektivering

Transkript

1 HISTORISK LÆSNING: Folkeviser, folkeeventyr og kunsteventyr, romantisme og perspektivering FOKUSPUNKTER Litteratur og Sprog: mundtlige genrer og deres funktion, fortællingen =>novellen (tråd til noveller og kortprosa senere), genrerne i perioderne, intern og ekstern analyse i samspil perioden romantismen eksempler på perspektivering via teori, billeder og tekst Folkeviser Litteraturens Veje side 38-46/58-66 Præciserende arbejdsspørgsmål til LV Huskeark om folkeviser m. billedstof Hvad gør man ved en folkevise - arbejdspapir Om folkevisesproget Supplerende perspektiverende læsning: af Villy Sørensen: Digtere og dæmoner, 1959 Nogle centrale om V.S.-uddraget Rudolf Broby-Johansen: af Den danske billedbibel i kalkmalerier, 1947, side 156 og om dansefrisen og Jomfru Marias kroning i Ørslev kirke Ordliste over folkevisegloser Folkeeventyr og kunsteventyr LV s /66-71 og / (om folkeeventyr) LV s / og s. 426 (om kunsteventyr) Huskeark m. introduktion og værktøjskasse til Eventyranalyse Samvirkeartikler vedr. eventyranalyse Efterskrift til En landsbydegns dagbog Folkeviser: Stolt Elins Hævn Torbens datter Harpens kraft Germand Gladensvend Billeder: Dansefrisen fra Ørslev kirke Jomfru Marias kroning kalkmaleri oven over dansefrisen i Ørslev kirke

2 Folkeeventyr Rødhætte og ulven Kunsteventyr: H.C. Andersen: Den lille Idas Blomster, 1835 H.C. Andersen: Den lille pige med svovlstikkerne, 1848 H.C. Andersen: Kjærestefolkene, 1843 H.C. Andersen: Skyggen, 1847 Mere romantisme: Aarestrup: Gunløde, 1838 (se modul 1) Aarestrup. I en landsbykirke, 1837 Aarestrup: Angst, 1838 (se også Kaspersen side 44-45) Poe: af Genstridighedens djævel, 1845 Hertz: Skriftemålet, 1841 (se modul 1) B.S. Ingemann: Bekendelser, 1812 Værk: St.St. Blicher: Brudstykker af en landsbydegns dagbog, 1824

3 MODUL 2 MODULOPGAVE 1 (forøvelse A og B der sammenskrives til afleveringsopgave C) Materialer Læs teorimaterialet Øvelsestekst A: Harpens kraft Øvelsestekst B: Torbens datter Opgave: Forøvelse A: Tryllevise. Skriv en analyse af Harpens kraft. Øv dig først og fremmest i at finde og beskrive forskellige typiske genretræk inden for komposition, personkarakteristik, konfliktforløb, miljø-indikatorer og formelsprog. Formuler et bud på hvad de syngende og dansende brugere af en sådan folkevise fik med sig hjem? Forøvelse B: Riddervise. Skriv en analyse og fortolkning af Torbens datter. Du skal påvise forskellige typiske genretræk som i øvelse A. Derudover skal du formidle den eller de tolkninger af visen som du finder belæg for. Afslut med et bud på hvad de syngende og dansende brugere af en sådan folkevise fik med sig hjem? Afleveringsopgave C: Skriv en analyse og fortolkning af Harpens Kraft og Torbens datter. Sammenlign de to viser, og påvis ligheder og forskelle m.h.t. typiske genretræk, konfliktforløb og formelsprog, og afslut med en vurdering af hvad de syngende og dansende brugere af en sådan folkevise fik med sig hjem.

4 MODUL 2 MODULOPGAVE 2 Materialer: H.C. Andersen: Kjærestefolkene Opgave: Skriv en analyse og fortolkning af H.C. Andersen: Kjærestefolkene. Du skal påvise folkeeventyrtræk (fx i komposition og personkarakteristik) og kunsteventyrtræk (sprog og stil, fortæller mm), og du skal gøre dig overvejelser over hvordan H.C. Andersen når sine målgrupper: børn såvel som voksne. Hvordan repræsenteres romantismen i dette eventyr?

5 MODUL 2 MODULOPGAVE 3 Materialer: Emil Aarestrup: Gunløde Emil Aarestrup: I en Landsbykirke Emil Aarestrup: Angst Relevante sider i Litteraturens Veje og Peter Kaspersen: Tekstens stemmer Opgave: Skriv en analyse og fortolkning af Emil Aarestrup: I en Landsbykirke. Påvis billedsprog og andre stiltræk. Kortlæg kompositionen og overvej dens betydning. Giv en karakteristik af jeget og hans syn på skønhed. Påvis romantistiske træk i både I en Landsbykirke, Gunløde og Angst.

6 Arbejds- og tjekspørgsmål Litteraturens Veje afsnit om folkeviser side NAVN: Hvad ligger der i betegnelsen folkevise, og hvad ligger der i betegnelsen ballade? Side 38 og GENRE: Folkeviserne er i kraft af det stemningsgivende omkvæd og måske indkvæd en særlig måde at være digte (dvs. lyrik) på. Alligevel er de mest episke. Hvordan hænger dette genre-mix sammen? Hvordan hænger det sammen med at genren er mundtligt overleveret, og at den er blevet danset (af hvem?)og sunget (af hvem?) når nogen skulle bruge den? altså med genrens funktion? 3. FORMSPROG: Hvad er generelt karakteristisk for en folkevises opbygning (hvad angår forløbet? Hvorfor er viserne som regel meget lange? Hvordan er den enkelte strofes bestanddele? Hvad er de karakteristiske stiltræk (sprogligt? Nævn eksempler! Gør rede for formelsprogets finesser og definer hvad syrebadsteknik dækker over. Stilistisk? Nævn eksempler!) 4. SKRIFTLIG OVERLEVERING: Hvornår begynder den skriftlige overlevering af viserne? Hvad betyder den mon for visernes form? 5. TEORIER: Hvad går de tre teorier om visernes opståen ud på? Hvilken teori synes I selv lyder mest plausibel (rimelig)? 6. TYPER: Hvad er karakteristisk for riddervisen? Hvad er karakteristisk for tryllevisen? Husk at der også er andre typer: fx skæmteviser (viser med humoristiske pointer hvor der gøres grin med især øvrighedspersoner (personer af højere status), historiske viser (viser om historiske navngivne personer og historiske begivenheder) 7. TIDSTYPISK? Hvordan kan man hævde at folkeviserne vidner om middelaldersamfundet: riddervæsenet, hierarkisk feudalt samfund, slægtsfejder, hævn- og æresbegreber, overtro, magi. Og hvordan kan det være at viserne alligevel ofte som tema har det enkelte individs problematiske udfoldelse over for dette at indordne sig under slægtens og normens reglementering? 8. TOLKNING hvad synes I om de tolkningstilløb af viserne om Torbens datter, Germand Gladensvend og Harpens Kraft som der står i Litteraturens Veje? 9. Villy Sørensen Hvad er Villy Sørensens hovedpointer ifølge Litteraturens veje? Side 43 - Hvad går den strukturelle læsning ud på? Side 44 - Hvad går den socialhistoriske læsning ud på? Side 44 - Hvilken læsemetode brugte vi i december 2007? 10. Se på Broby-Johansens gennemgang af kalkmaleriet fra Ørslev kirke. (dansefrisen jf. side i LV) + Mariakroningen oven for frisen + beskrivelsen af de kirkelige standspersoner under frisen). Kaster hans gennemgang nyt lys på din forståelse af folkevisernes funktion i middelalderen? HUSKEARK FOLKEVISER VISERNES AFSENDERE og MODTAGERE og VISERNES OVERLEVERING Viserne er kopier uden kendte originaler. Om originalerne stammer fra 'Arilds tid' kan ikke dokumenteres. Men indholdet vidner om middelalderlige bevidsthedsformer. Kopierne blev skrevet ned på papir i renæssancen. Viserne har flere tider (- men altså ingen originaler)

7 Forfatterne: Den tid, visernes handling foregår i: Høj- og senmiddelalder ( ). Måske er førsteudgaverne/originalerne, der givetvis var mundtlige, også skabt på dette tidspunkt, af anonyme forfattere der digtede dem i et 'kulturelt frirum' dels som markedsviser (hvem kom på markeder?), dels inden for den høviske, lavadelige, kultur (hvem opholdt sig her?) når de sociale forpligtelser var lagt til side, og man holdt årstidsfester, bryllupper etc. og ved disse lejligheder gøglede, dansede og sang. Nogle forfattere kan have været fast tilknyttet et hof eller en på danske breddegrader stormand, de fleste har nok været omrejsende som så fik tidsbegrænset tjans hos en 'Hr. Peder'. 1 Nedskrivningstiderne er langt senere: Poesibøger, en adelsmode, f.eks. Hjertebogen (ca. 1550) Anders Sørensen Vedel (1591), Peder Syv (1695) Svend Grundtvig, ( ), søn af NFS, filolog, folkemindeforsker, romantiker. Omfattende indsamlingsarbejde blandt almuen hvor viserne nu levede. Omfattende indsamlinger fra ca Præget af romantisk tankegang 2 viserne opfattedes nu som oprindelige og folkelige. Navnet folkeviser er blevet hængende, men det har ikke noget på sig. TEKST OG BILLEDE FRA DET KONGELIGE BIBLIOTEKS HJEMMESIDE: Hjertebogen anses for at være det ældste danske folkevisehåndskrift. Her er samlet 83 kærlighedsviser. Hjertebogen er blevet til i miljøet omkring Christian III s hof i begyndelsen af 1550 erne. Ovenfor ses begyndelsen af vise nr. 43, Store længsel, du går mig nær. En senere læser den i øvrigt ukendte Christen Masse har her gjort sine notater, bl.a. dette fromme ønske: gvd ende oc vinde alle mit er lende til en god oc gledelig ende amen. Hvem der har samlet disse viser og ladet dem skrive i Hjertebogen, ved man ikke. Alle viserne undtagen én nr. 66 er sandsynligvis skrevet af samme hånd, men heller ikke navnet på denne skriver er kendt. 1 Hr. brugtes om en mand af fornem stand 2 Nationalstaternes tid + i dansk regi tillige en særlig kompensation for de idelige tab af nationalt domæneområde (Norge, Fyrstendømmerne).

8 TEKST OG BILLEDE FRA DET KONGELIGE BIBLIOTEKS HJEMMESIDE: Historikeren Anders Sørensen Vedel ( ) oprettede sit eget trykkeri, Liljebjerget, i Ribe. Her udgav han denne bog, den første trykte samling af folkeviser, ikke bare i Danmark men overhovedet. I forordet fremhæver han visernes værdi som nationalt og kulturelt mindesmærke. Det vi ikke ved noget om: alle de mange mundtlige såvel som (tabte) skriftlige versioner, viserne har eksisteret i før de blev holdt fast i skriftsprog. Folkeviserne rummer spor fra alle disse tider i sig. Filologi og historisk viden kan hjælpe os til at skelne skæg fra snot. VISERNES INDHOLD 1. Handler om slægtsforhold. Især konflikt ml. individ og slægt, individuel lidenskab og lov. 3 ((( individuel lyst # slægtsvilje: Den sociale norm (slægtsviljen) siger: giftermål er en handel, en aftale mellem to ligeværdige slægter (ligeværd blev opgjort i status og ære). Giftermål der alene bunder i forelskelse og kærlighed skaber problemer! 4 ))) 2. Handler om menneskets møde med overnaturlige væsner m. overnaturlige kræfter 5. Skildrer undtagelsesskæbner. Normbrydere, dem der ikke lige... De truede eksistenser. De udsatte. Fokus på tidspunkter i menneskets liv hvor man mente der var fare for afsporing af det normale livsforløb. Især overgangssituationer (som kan lykkes eller mislykkes). - i barndommen: stedmoderforhold, manglende moderkærlighed, problematisk moderkærlighed 6. - i overgangen fra barn til voksen: seksualitetens indtræden, kvinden der skal flytte fra sit første hjem til sit andet hjem 7 3 Torbens Datter: Torben forelsker sig i datteren til den mand han lige har slået ihjel Nilus har giftet sig med Hillelil. Nilus har dræbt Hillelils morbroder - alt for tæt beslægtet 4 Torbens Datter: viser det splitsekund hvor Torben forelsker sig. Fremtiden ser sort ud! 5 Harpens kraft, Germand Gladensvend 6 Germand Gladensvend: Psykologisk tolkning: moderbinding: mor kan ikke slippe, GG prøver, men er handicappet og rejser bort fra fæstemø og England (og udslettes helt af gammen undervejs).

9 - i det andet hjem: slegfredforhold 8 Viserne giver de unge praktiske råd og vejledning m.h.t. mulige fejltrin og frygtområder. TRE under-genrer: Ridderviser, trylleviser og skæmteviser (samt skæmte-eventyr): RIDDERVISER Foregår i et adeligt miljø. Person, miljø, konflikt rummer realistisk genkendelighed. Som regel handler ridderviser om slægtskonflikter: konflikt ml. individ og slægt Ridderviser skal, modsat trylleviser, læses relativt realistisk. Kalkmaleri: En led Gam? Sjellebrostenen: Maskebillede af den grufulde åmand TRYLLEVISER Magiske væsner 9 m. overnaturlige kræfter optræder. Måden: handler og agerer på linje med de almindelige mennesker/personer. For middelaldermennesket var trolde etc. en ydre realitet, og man formidlede sine erfaringer om mødet med dem i fortællinger hvori de blev forstået som fremtrædelsesformer for eller 'personificeringer' af skæbnen Harpens kraft: bruden er bange for sin nye livsfase som frue og hvad dertil hører, Germand Gladensvend er på vej ud at fri da han møder Gammen. Herefter er han 'ikke meget værd' over for fæstemøen som ihærdigt reder hans hår...? 8 Stolt Elins Hævn: peger på kvinders skrøbelige rettigheder i slegfredforhold. De kan forstødes uden videre. 9 trolde, gamme, elverpiger, nøkker, dværge, helheste 10 SKÆBNE i folkeviser og sagaer er ikke tung fatalisme, statisk livsopfattelse. Der udtrykkes ikke skæbnetro, men skæbnebevidsthed. Skæbne: Det i tilværelsen som er uundgåeligt. Uundgåelige konsekvenser af begivenheder i det enkelte menneskes liv. En styring af livets retning - men ikke en fuldstændig på forhånd givet koreografering af hver eneste bevægelse i denne retning. " Det er ikke tilfældigt, at skæbnemotivet altid har været yndet af digterne, i hvis fortællinger intet er tilfældigt, heller ikke de "usandsynlige sammentræf", der er hyppigere i digtningen end i virkeligheden, men

10 For nutidsmennesket er trolde mv. snarere en indre realitet. Vi begrebsliggør dem som frygtområder, psykiske komplekser o.l. Villy Sørensen:...de (viserne) fremstiller i symbolsk form grundlæggende psykiske konflikter, fx. splittelse, fortrængning, moderbinding 11 Trylleviserne skal læses symbolsk. Fare: at vi psykologiserer overdrevent og dermed vrider viserne af led 12. SKÆMTEVISER - Læs under Skæmteeventyr i LV Har rod i en folkelig latterkultur. De gør grin med samfundets normer og autoriteter, eller med dårskab i det hele taget. Latteren rammer ofte samfundets top, konge, adel og gejstlighed og udtrykker en oprørskhed og protest overfor det bestående samfunds normer. Viserne giver de undertrykte luft og udtrykker en utopi. I viserne hersker den omvendte orden som under karneval. 13 Heraf betegnelsen karnevalistisk litteratur (som skrives af Brorson, Holberg til you name it). FREMSTILLINGSFORMEN I RIDDER- OG TRYLLEVISER PERSONER: Skabeloner: Ikke-individualiserede, roller. Handlinger og replikker viser hvem de er = showing, mens telling er sjældent. Ingen direkte beskrivelse af følelsesmæssige eller sjælelige tilstande. Men bag handling og replik findes følelsen/psykologien = fortolkningsarbejde. Lignende teknik kendes fra folkeeventyr, sagn og andre elementære episke genrer. MILJØ: også i denne kan virke som "skæbnens ironi" (i Verdis opera fra 1862 besunget som "skæbnens magt"). Også hvor der ikke direkte som fx i de islandske sagaer henvises til skæbnen, er det den typiske helts opgave at opfylde sin bestemmelse, hvad han snarere gør ved at "udfordre skæbnen" og bukke under for den end ved at "lade skæbnen råde". Villy Sørensen fra Encyklopædien. 11 Digtere og dæmoner, Mange hælder til den med frygtområderne (jf. senere), men der er frit slaw. 13 KARNEVAL betyder 'farvel til kødet' og er en betegnelse for tiden umiddelbart før fasten som var og er en katolsk foreteelse: ingen kød i 40 dage. På dansk kalder vi det fastelavn. Karnevalstiden er en feststemt overskudstid m. masser af mad, drikke, munter livsudfoldelse og kopuleren. Karnevalets idé: Man løber hornene af sig, så er man mere regerlig når spægelsen og afsavnet sætter ind. Først tøjlesløshed - så respekt for fasten. Karneval er en kontrast til hverdagen - både den før og efter festlighederne. Under karnevalet hersker den omvendte (u)orden for en stund: Folk fra samfundets bund kan blive konge for en dag og regere i stedet for den etablerede autoritet. Man kan skifte identitet ved at forklæde og maskere sig: lav bliver til høj og omvendt. Til hverdag gjaldt denne lighedstænkning ikke: man er født ind i et tilsyneladende uforanderligt hierarki som var guds idé. Under karnevalet dyrker man reproduktionen: Kroppen skal tilfredsstilles grundigt her og nu. Man spiser, drikker og horer ud fra devisen: vi ligner hinanden høj som lav, uanset stand har vi samme dødelige krop, den vokser, ældes og dør - og den skal fodres både på den ene og den anden måde. Heri både lighedstænkning, frugtbarhedstænkning og materialisme. Til hverdag skulle man tænke på sjælen, handle godt og fromt for at fremme dens vandring mod guds rige i det hinsides.

11 Måske m. stednavne: Bredebro, Engeland, Hermindsholm/Herning, men så findes visen garanteret i en variant m. andre navne vedkommende for modtagerne, skaber autencitet. Oftere et anonymt miljø adelsmiljø: gård, kongens gård. Natur: mark, heder, vand, uvejr i naturen peger ofte både på noget konkret og på noget 'mere'. En overordnet bevægelse i miljø er ofte: Hjemme - Ude - Hjem TID: Ligefrem kronologi uden tidsspring Hurtig fremdrift m.h.t. handling - her sker noget på få linjer. Jf. syrebadsteknikken. Ingen bløde overgange mellem scenerne. Når der sker ændringer i personbestand eller graden af personers nærhed: sceneskift! FORTÆLLETEKNIK: Adfærdsbeskrivende. Telling Beretninger (hvad sker der?) og replikker (hvad siger de?) dominerer. Ydre synsvinkel: Beretning, replik. Men ingen indre synsvinkel. Det indre er de dansendes/læserens fortolkningsområde. Implicit fortæller, stemmen giver sig sjældent til kende i teksten m. kommentarer Forsangeren var - når viserne blev fremført - en eksplicit fortæller. Kunne digte til, accentuere, dramatisere. KOMPOSITION 3 dele: se nærmere LV s Hjemme, ude, hjem. KLICHÉER Faste vendinger eller poetiske moduler: væn en mår, ganger grå, "under ø" etc husk oversigten over folkevisesprog. Gl. teori: Klichéerne/formlerne var en støtte til bedre at kunne huske teksten (mundtlig overlevering). Ny teori m. støtte i sprog- og stilhistorie: Klichéerne bliver flere og flere efterhånden som genren etablerer sig. Konklusion: klichéerne er et genresignal folkevise. VISERNE HAR RIM OG RYTME Har især enderim. Har rytme: Det særlige er, at den kun holdes sammen af et fast antal trykstærke stavelser (sådan var det også i sagaens kvad), mens antallet af tryksvage kan variere. Man kan synge til dem. Man kan danse til dem: De er skabt til at blive fremført af en forsanger til kædedans. De er skabt til festligt lag. Dansen har rod i kultisk dans.

12 Dansescene: Ørslev kloster, 1325 Det ældste skriftlige om dans i Danmark stammer fra et kloster. Her skrev man - på latin. Skik: at skrive en krønike om årets gang i og omkring klosteret samt krøniker om abbederne Fremhæve deres kvaliteter internt i det kirkelige system. Eskildsø Kloster v. Roskilde Fjord: Abbed Vilhelms krønike skrevet ca. 1200: Før Vilhelm fik sat skik på tingene foregik det sådan:...på de årlige højtider kom talrige lægfolk (ikke gejstlige) af munkenes slægt i følge med kvinder på besøg for at fejre højtiderne i forening med dem, holdt gilde i refektoriet (spisesalen), mænd og kvinder sammen, drak sig fulde og opførte runddanse, hvortil de sang (ducebant choreas) - Men så kom abbed Vilhelm altså og fik indført kristen skik og brug, fortæller krøniken! Siger noget om kirkens syn på dans: dans fortabelse Siger også noget om selve dansen: Kan foregå i kæder, cirkler. Billedet Dansescene fra Ørslev Kloster: - åben kæde, dansen kan også foregå som rækkedans (nu er det jul igen) - kunstneren har fastholdt dansens trin og rytme: Ses af de 2 modgående bevægelser: 2 skridt frem, 1 tilbage. - Fornemme folk, adelsmodetøj fra 1300-tallet (de korte kjortler), tofarvede på lodret! - Kalkmaleriets formål? Gør-det-selv-kursus i kædedans? Eller en advarsel? - Yderst th: hare m. basun = en skikkelse, djævelen ynder at påtage når han er blandt mennesker - De runde dimser: måske spejle = forfængelighed...men derfor kunne jo man jo godt lige lære sig trinene, når man nu sad dér i kirken Man ved: Tyskland, Frankrig, England: Kædedans som adelsmode i 1100-tallet. Herfra breder moden sig til Danmarks lavadel. Fra lavadelen breder moden sig nedad i samfundet. En af grundene til kirkens fordømmelse af dans var: Dansen havde rod i den hedenske kult: I forbindelse med religiøse fester har man danset i hele Europa i uendelige tider tilbage. Man har viser, der fortæller om dans på kirkegården: Kirkerne var jo opført på de gl. hedenske festpladser...derfor udendørs dans på kirkegården. Man har viden om fødselsfester: Efter veloverstået fødsel: Ældgammel kvindelig frugtbarhedskult: Dansk og druk og uhæmmet brug - fra kvindeside - af alt det mandkøn, de faldt over på deres vej.

13 Dødedans. Kalkmaleri fra Nørre Alslev kirke ( Et andet kirkeligt senmiddelalderbillede af dans: Her stilles dans sammen med død! Bisp - døden - adelsmand/ridder - døden - page GENRETRÆK: OVERORDNEDE A: Set i forhold til de klassiske storgenrer: Viserne er episke, dramatiske og en smule lyriske: Episke, fordi de er berettende (hvad sker? hvad siges?) Dramatiske, fordi de vha. replik og handling er så adfærdsbeskrivende at de ligger tæt op ad dramaet. Lyriske fordi de i omkvædet (og som regel kun dér) har en stemningsbetonet linje eller to. Ligheder med folkeeventyret er store. Modsat folkeeventyret bukker helten i ridder- og trylleviser ofte under for slægtskonflikten eller det overnaturlige væsen. B: Set i relation til nyere genreteorier der siger (som sandt er): - genrer kan ikke entydigt klassificeres - afsender - situation - modtager skal altid medtænkes En genres registre er form og indhold. Form og indhold er bestemt af afsenderens og modtagerens status, rolle, magtforhold og af situationen - som alt sammen må bestemmes historisk. 2. En genre er en stivnet sproglig handling der stabiliserer det fællesskab den bruges i. Handlingen udføres af afsenderen for at skabe en modtagervirkning. Hvordan var den i middelalderen, 1500-tallet, romantikken? 3. Der er et fællesskab mellem afsendere og modtagere = diskursfællesskab, 'fortolkningsfællesskab', 'samtalefællesskab' Hvordan var det i middelalderen, 1500-tallet, romantikken? 4. Genrer har en historie. Denne historie er til stadighed til forhandling i et eller flere diskursfællesskaber. F.eks. forhandler vi løs i dansktimernes diskursfællesskaber! Skal denne tryllevise forstås psykologisk? Handler den snarere om religiøse mysterier, eller 14 Følgende bygger på definitioner fra: Jens Breinholt Schou, 'Genrer - findes de i virkeligheden?', 2005

14 foretrækker vi at rydde et åbent felt til refleksion ud fra devisen vi ved ikke med sikkerhed.? HVAD GØR MAN VED EN FOLKEVISE? Fx til mundtlig eksamen! 1. Folkeviser skal genrebestemmes ud fra deres typiske form og funktion: danseviser (= ballade) brugt til sang (forsanger og fællessang på omkvædet og indkvæd) og fortælling i adelskredse i middelalder. Det episk-lyriske sammensurium. 2. Folkevisernes overlevering anonyme, mundtligt overleverede indtil nedskrift i hhv tallet (adelsdamer nedskrev) og i romantikken (mere systematisk indsamling) hvor viserne fik deres misvisende navn: folke-. 3. Når genrens funktion (brugs litteratur ) er fastslået, aflæses den typiske form: sangbar derfor regelmæssig rytme så hver strofe kan passe ind i melodien med ca lige mange versefødder. Stroferne har omkvæd og undertiden indkvæd. (dette er visernes lyriske islæt) Der er bestemte sproglige særtræk som vidner om visernes høje alder: gamle vendinger, gamle grammatiske former (se her værktøjspapir om folkevisesproget vigtigt papir!) 3. Og endelig: a. Hvad handler visen om og hvordan: det episk fortællende - hjemme ude hjem? INDDEL visen for at skabe overblik - vær særlig opmærksom på anførselstegn: hvem siger hvad til hvem hvornår trylle- eller riddervise? Indre psykologisk-symbolsk forløb? Forlovelsessituation, modningsproces Eller udsprunget af mere samfundstypiske (realistiske) facts vedr. forviklinger i ridderlivets slægts- og æresbegreber, som individet kommer i klemme imellem. b. Tolkning hvad betyder visen hvad er den dybere mening? Er der noget alment i visens univers dens værdier - som vi stadig kan fænges af? Er der noget i viserne vi stadig kan lære af? Psykologisk, samfundsmæssigt, politisk vedr. forholdet mellem individ og slægt individ og samfund? Nogle centrale synspunkter på folkeviser fra uddraget af Villy Sørensen: Digtere og dæmoner 1962 v. nc s. 157: Visens forfatter har ikke gjort noget for at glemme de jammerlige mord, men tværtimod gjort en vise for at huske dem, og formodentlig har han ved at fastholde sin egen forfærdelse i viseform søgt at betvinge den og frigøre sig fra den. s.157: Fantasiens forkærlighed for det negative må ikke nødvendigvis opfattes som et vidnesbyrd om menneskets onde tilbøjeligheder, men kan lige så vel betragtes som en hårdnakket menneskelig vilje til at frigøre sig fra det onde.

15 s.168: Slutningen af Harpens kraft røber en ny forståelse af at mødet med dæmonen visselig er undgået, men ikke behøver at betyde menneskets endelige undergang, blot dets undergang som det hidtil var. s.188: Drabsmanden (i Torbens datter) som myrder faderen, er fæstemanden som tilintetgør den gamle fortolkning: løser bindingen til barndommen og skaber den nye (fortolkning) Morderen forvandles til elsker omfortolkes og forløses af fæstemøen. s.168: I forlovelsessituationen ønsker mennesket at give sig hen og ængstes dog for at miste sig selv. Den oprindelige konfrontation mellem menneske og dæmon forstås som en (midlertidig) konflikt i det enkelte menneske, og således forvandles skæbnetroen til psykologi, myten til poesi. (nc: interessen forskydes fra samfundets normfikseringen og det deraf statiske menneskesyn til normnedbrydning/normforandring og et dermed sammenhængende dynamisk menneskesyn. (jf. renæssancen som netop er på vej/i gang jf. næste citat) s.165: (nc s understregning) Hr. Oluf mødte gådefuldt sin skæbne i forlovelsessituationen, i Harpens kraft reflekteres der over hvorfor denne situation er farlig: brud og brudgom diskuterer om der er grund til at frygte den. Og var hr. Olufs forlis ganske ubegrundet, har brudens fald fra Blidebro i det mindste to fortilfælde, der rummer kimen til en forhistorie. I Germand Gladensvend er refleksionen nået et skridt videre i retning af (psykologisk) begrundelse (Jomfru Sølverlad (for)bandede hans moder (som) havde gjort hans lykke så hård) s.201 (fra konklusionen): desto lettere bliver man fristet til at opfatte folkeviserne som historiske kildeskrifter (den socialhistoriske læsning nc), hvad de dog kun er det det poetiske forbehold at kunst ikke er efterligning af den ydre virkelighed, men udlægning af en virkelighedsoplevelse. s. 202: Kunstens område er grænsen mellem en gældende fortolkning og det ufortolkede. I folkeviserne er kærligheden den forløsende magt som har en tilintetgørende (magt) over sig. FOLKEVISESPROG: (HK = Harpens Kraft) (TD = Torbens datter) ORDFORRÅD og stiltræk: højtideligt, poetisk, gammeldags Fx: mår, mø, jomfru, frue, viv, ganger, frænde, Abstrakter findes sjældent! Forstærkende gradsadverbier: så lifligt (HK omkvæd), så mange tårer (HK 2,2), så liste (HK 20,1), Så såre (HK 21,1), så væne (HK 27,2), så gerne (HK 29,1), så mange (TD 1,1), så årlig (TD1,2), så vrede (TD2,2), så små (TD 7,1), så god (TD 11,1), så stor (TD 12,2), så godt (TD 13,2), Fuldvel (HK 6,2) Specielt fyldord: alt Alt som løv (TD 7,2), han legte alt så liste (HK 20,1),

16 Tautologiske forbindelser: (to ord for det samme) Favr og fin (TD 4,1), hus og gård (TD 5,1), lyst og spil (TD 10,1), Formelsprog: faste stereotype vendinger er så righoldige, at den person der er fortrolig med stilen, aldrig vil kunne komme i forlegenhed selv om hukommelsen et øjeblik skulle svigte! Under liden (TD indkvæd), under ø (HK 31,1), ude ved å, sildig om aften, om en søndag ad aften (TD 2,2), så modige tår, Stereotype vendinger indeholder ofte bogstavrim: lade deres bryllup bo (finde sted) (HK 8,2), ganger grå (TD 14,1), favr og fin (TD 4,1), volde dit vand (HK 29,2), Andre ex; bolster blå, brynje blå, vilde vand, væne viv, galge og gren, guld og gave, GRAMMATISKE SÆRTRÆK: 1. En mø (HK) omtales undertiden mår (TD) (gammel nominativform). De to ord bruges side om side. De betyder det samme. 2. Gamle kasusformer i substantivbøjn.(se også Rod i Sproget) i præpositionsforbindelser: På borde (HK 2,1), på kviste (HK20,2), til bunde (HK25,1), fra grunde (HK 25,2), i munde (HK 26,2), 3. Adjektiver bøjet i akkusativ foran enstavelsessubstantiver og foran personbetegnelser rytmisk bekvem: For striden strøm (HK 14,2), liden smådreng (HK18,1), For norden skov (TD 3,1), Andre eksempler: om lysen dag, med røden guld, ved hviden kind, i grønnen lund, under sorten muld, liden Kirsten 4. Adjektiver der ender på vokal efterstilles ofte: Skarlagen små (HK 30,1), ganger grå (HK 30,2) (TD 14,1), kåben blå (TD 14,2), søskende små (TD 1,1) 5. Pronomen efterstilles af rytmiske hensyn oftest: Frænde min (TD 4,2), guldharpen min (HK 18,2) Andre eksempler: Kære moder min, hvi røbte I fader min 6. Adverbier trækkes frem i sætningen understregende (emfatisk) Neder sank den jomfru ( HK 14,2), Op kom den trold (HK 26,1), Så gerne da tager jeg min mø (HK 29,1) aldrig skal du volde (HK29,2) så lifligt legte han for sin jomfru (HK omkvæd), så årlig faldt os faderen fra (TD 1,2) Ude stod hans datter (TD 9,1) aldrig så hun sin fader mere (TD 15,2) Sammenfattende: Folkevisens sprog ligger meget fjernt fra en lærd, litterær stil. De er præget af det sociale lag hvor de igennem hele middelalderen hørte hjemme, nemlig de adelige kredse. Folkevisen menes indført fra Frankrig sammen med kædedansen i slutningen af 1100-tallet.

17 Enkel sætningsbygning, konkret ordforråd, islæt af det ordstof der hørte riddervæsenet til. Det er et dæmpet og rytmisk roligt sprog, det er billedskabende og anskueligt, motiverne følges naivt (uden refleksioner fra en fortæller) og ubønhørligt ligesom i folkeeventyrene gennem hovedpersonernes stadier til den absolutte ofte tragiske afslutning. Kilde: Peter Skautrup: Om folkevisesproget. In Dansk Sproghistorie bind 2 side TRYLLEEVENTYR: 1) Trylleeventyr handler ofte om basale mangler på fornødenheder - i Sødgrøden er det mangel på mad, der er temaet. jf. evt. Abraham Maslows teori om de menneskelige behov. Iflg. teorien er der fem behovstyper, der udgør et hierarki. Nederst i behovspyramiden er de fysiske behov, dernæst sikkerhedsbehov, så sociale behov, så egobehov og selvrealiseringsbehov på toppen. Man vil først og fremmest forsøge at få de grundlæggende behov - de fysiske - opfyldt, - de er betingelse for overlevelse. Først når de er opfyldt, har man iflg. teorien et overskud til at få de højere behov og søge dem opfyldt. 2) I mange trylleeventyr er der en idyllisering af og identifikation med aggressor/undertrykkeren - eller den røveriske overklasse. Lykken er at gifte sig med dem, at blive en integreret del af dem, (underkaste sig) og dermed komme i besiddelse af de manglende basale fornødenheder. 3) I trylleeventyr er fantasien brugt affirmativt eller magtkonformt, dvs. at den bekræfter den herskende klasses magt og tilhørernes afmagt og modarbejder dermed tilhørernes evne til at udvikle egne resurser til at få deres behov opfyldt. 4) Grundmønstret (problemstilling, handlingsgang og slutning) i trylleeventyr afspejler underklassens vilkår på landet: ekstrem undertrykkelse, SKÆMTEEVENTYR 1) I skæmteeventyr er de basale behov opfyldt, så at der er et vist overskud af energi til at beskæftige sig med uopfyldte følelsesmæssige behov som selvhævdelse og hævn, der er affødt af overklassens undertrykkelse. I dette skæmteeventyr UGLSPIL handler det om at få en repræsentant for den kirkelige autoritet ned med nakken ved brug af snuhed og latterliggørelse som magtmidler. jf. satire, karikatur og revy mmm i dag 2) Skæmteeventyr forholder sig til den virkelige verdens indretning uden idyllisering eller identifikation med overmagten. Tværtimod er der en stærk devaluering af undertrykkere i form af latterliggørelse og udmanøvrering med snuhed og list. 3) I skæmteeventyr er fantasien subversiv eller oprørsk, dvs. at den angriber den herskende klasse og fremmer tilhørernes evne til at handle i samfundet i egen interesse. 4) Grundmønstret afspejler byunderklassens livsvilkår. Byunderklassen bestod af håndværkersvendene, der var udelukkede fra mesterværdigheden og afhængig af

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31 Nogle centrale synspunkter på folkeviser fra uddraget af Villy Sørensen: Digtere og dæmoner 1962 v. nc s. 157: Visens forfatter har ikke gjort noget for at glemme de jammerlige mord, men tværtimod gjort en vise for at huske dem, og formodentlig har han ved at fastholde sin egen forfærdelse i viseform søgt at betvinge den og frigøre sig fra den. s.157: Fantasiens forkærlighed for det negative må ikke nødvendigvis opfattes som et vidnesbyrd om menneskets onde tilbøjeligheder, men kan lige så vel betragtes som en hårdnakket menneskelig vilje til at frigøre sig fra det onde.

32 s. 157: Det som appellerer til fantasien, er ofte det som ikke uden videre kan accepteres, det man som det hedder med et udmærket udtryk ikke kan komme over: fantasien må bestandig søge tilbage til det uforløste, ligesom de velmenende hvide blodlegemer svømmer til det betændte sted, og rejse en advarende mindesten, et mørkt memento. s.158 midt: I fællesskab fremmaner man faren for at betvinge den ved fælles hjælp. s.161: I folkevisedansen levede erindringen om kulten; når man i de tider samledes til dans, var det ikke for at glemme, men for at huske, - visen var ikke blot underholdning, men tillige besværgelse, dansen ikke blot leg, men tillige ritual. s. 161: Ligesom visen i sit indhold ikke interesserede sig for enkeltmennesket, og ligesom dens digter kun var talerør for et fællesskab så at hans navn ikke var værd at huske så godt som hans vise, bør den ikke kun betragtes som en individuel præstation, men også som en kollektiv manifestation. s.160: Oprindelig har kunsten ingen anden mening end sin virkning, oprindelig var den knyttet til kulten og det religiøse og havde en magisk funktion, som er at ligne ved den ubedærvede grumme folkefantasis i sin oprindelige skikkelse, som står det mytiske nær, fører den (dvs. kunsten nc) mennesket frem til dets grænse og konfronterer det med de kræfter som lurer hinsides grænsen og som som på tysk kaldes das Nichts, på fransk le néant, på dansk intet som helst, men som i i tider der var verdens skabelse nærmere, antog skinbarlig dæmonisk skikkelse, thi det farlige som skræmmer og dog lokker fantastien er netop det dæmoniske. Kunstens oprindelige emne og kernen i al myte er ikke de enkelte begivenheder som det er svært at komme over, men selve det banale vilkår: at livet kan være svært at komme om ved; dens (kunstens ) mening er at styrke mennesket ved at lade det møde den stærkest mulige ved at konfrontere det med intet eller det tilintetgørende. s. 163: Det dæmoniske er på én gang det skræmmende og det dragende. s. 159: At foregribe i fantasien er at forebygge i virkeligheden at være i beredskab er alt. s.159. også hans (digterens) opmærksomhed tryllebindes af det som han har svært ved at fatte og acceptere, det som han ikke kan fortolke og hans kunst er forsøget på at fortolke det. s. 159: er det ufortolkede det farlige som frastøder, er det tillige det udfordrende som man drages imod, netop i ønsket om at overvinde faren og genskabe harmonien. Denne dobbelte retning denne blanding af lyst og gysen, af tiltrækning og frastødning er det der næsten bestandig gentager sig i disse sange (trylleviserne), det er den hovedtanke der udtaler sig derigennem. s.167: vedr. Germand Gladensvend: Dæmonen er her trådt i en tydeligere relation til det enkelte menneske, som samtidig er blevet mere individualiseret (flere beskrivelser). Som der i Harpens kraft reflekteres over angsten (diskussionen mellem de to kommende ægtefolk), diskuteres skæbne-skyld-problemet direkte i Germand Gladensvend (opdragerens betydning fra generation til generation) Og dog består hendes (moderens) eneste ubestridelige skyld i at have bragt et barn til verden: at være i live er at være i fare. Dette er skæbnevisernes hovedtanke, deres funktion er just at afværge faren ved at fremmane den, at pacificere dæmonerne ved at besynge dem.

33 s.168: Slutningen af Harpens kraft røber en ny forståelse af at mødet med dæmonen visselig er undgået, men ikke behøver at betyde menneskets endelige undergang, blot dets undergang som det hidtil var. s.188: Drabsmanden (i Torbens datter) som myrder faderen, er fæstemanden som tilintetgør den gamle fortolkning: løser bindingen til barndommen og skaber den nye (fortolkning) Morderen forvandles til elsker omfortolkes og forløses af fæstemøen. s.168: I forlovelsessituationen ønsker mennesket at give sig hen og ængstes dog for at miste sig selv. Den oprindelige konfrontation mellem menneske og dæmon forstås som en (midlertidig) konflikt i det enkelte menneske, og således forvandles skæbnetroen til psykologi, myten til poesi. (nc: interessen forskydes fra samfundets normfikseringen og det deraf statiske menneskesyn til normnedbrydning/normforandring og et dermed sammenhængende dynamisk menneskesyn. (jf. renæssancen som netop er på vej/i gang jf. næste citat) s.165: (nc s understregning) Hr. Oluf mødte gådefuldt sin skæbne i forlovelsessituationen, i Harpens kraft reflekteres der over hvorfor denne situation er farlig: brud og brudgom diskuterer om der er grund til at frygte den. Og var hr. Olufs forlis ganske ubegrundet, har brudens fald fra Blidebro i det mindste to fortilfælde, der rummer kimen til en forhistorie. I Germand Gladensvend er refleksionen nået et skridt videre i retning af (psykologisk) begrundelse (Jomfru Sølverlad (for)bandede hans moder (som) havde gjort hans lykke så hård) s.201 (fra konklusionen): desto lettere bliver man fristet til at opfatte folkeviserne som historiske kildeskrifter (den socialhistoriske læsning nc), hvad de dog kun er det det poetiske forbehold at kunst ikke er efterligning af den ydre virkelighed, men udlægning af en virkelighedsoplevelse. s. 202: Kunstens område er grænsen mellem en gældende fortolkning og det ufortolkede. I folkeviserne er kærligheden den forløsende magt som har en tilintetgørende (magt) over sig.

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

59

60 Rødhætte Af brødrene Jacob og Wilhelm Grimm Oversat af Carl Ewald ( ) I elektronisk udgave af Michael Husted, Der var engang en sød, lille Pige, som alle Mennesker holdt meget af, men ingen elskede hende som hendes Bedstemor, der slet ikke vidste, hvor godt hun skulde gøre det for hende. En Dag gav hun hende en lille rød Fløjlshue, der klædte hende saa godt, at hun altid gik med den, og derfor blev hun kaldt Rødhætte. En Dag sagde hendes Mor til hende: "Se her, lille Rødhætte, her har du et stykke Kage og en Flaske Vin, kan du bringe det hen til Bedstemor, hun er syg og svag, saa det vil nok styrke hende. Du maa helst gaa med det samme, før det bliver alt for varmt, men gaa nu pænt den lige Vej og pas paa, at du ikke falder og slaar Flasken itu. Og husk saa at sige Goddag straks, naar du kommer ind i Stuen, og staa ikke først og se dig om." "Jeg skal nok huske det altsammen," sagde Rødhætte og gav sin Mor Haanden paa det. Bedstemoderen boede ude i Skoven, en halv Times Gang fra Landsbyen. Da Rødhætte kom ind i Skoven, mødte hun Ulven, men hun var slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor slem den er. "Goddag, Rødhætte," sagde den. "Goddag," svarede hun. "Hvor skal du hen saa tidligt?" "Jeg skal til Bedstemor." "Hvad er det, du har under Forklædet?" "Det er Kager og Vin. Vi har bagt i Gaar, og nu skal stakkels, gamle Bedste ogsaa have noget med." "Hvor bor din Bedstemor, lille Rødhætte?" "Aa, det er vel et Kvarters Gang herfra. Hendes Hus ligger under de tre store Egetræer, du ved nok." "Det er en rigtig lækker lille Mundfuld," tænkte Ulven ved sig selv, "hun vil nok smage bedre end den gamle. Nu vil jeg bære mig rigtig snildt ad, saa faar jeg fat i dem begge to." Den fulgte Rødhætte et lille Stykke paa Vej, og lidt efter sagde den til hende: "Se engang de dejlige Blomster, Rødhætte, du ser dig slet ikke om. Du hører vist ikke engang, hvor kønt Fuglene synger. Du skynder dig jo, som om du skulde i Skole, og der er dog saa dejligt herude i Skoven." Rødhætte saa sig om. Solstraalerne skinnede mellem Bladene ned paa de mange, kønne Blomster, og hun tænkte: "Bedstemor vil sikkert blive glad for en Buket Blomster. Det er saa tidligt, saa jeg kan godt naa at plukke nogle." Hun gik nu ind mellem Træerne og begyndte at plukke nogle, men naar hun havde plukket en, syntes hun, at der stod nogle meget kønnere længere borte, og paa den Maade kom hun dybere og dybere ind i Skoven. Ulven gik imidlertid den lige Vej til Bedstemoderens Hus og bankede paa: "Hvem er det?" spurgte hun. "Det er mig, lille Rødhætte, med Kager og Vin til dig," svarede Ulven. "Tryk paa Klinken," raabte Bedstemoderen, "jeg er saa daarlig, at jeg ikke kan staa op." Ulven trykkede paa Klinken, saa Døren gik op, og uden at sige et Ord gik den lige hen til Sengen og slugte den gamle Bedstemor. Saa tog den hendes Klæder paa, lagde sig i Sengen og trak Forhænget for." Rødhætte havde imidlertid plukket lige saa mange Blomster, hun kunne bære, og kom langt om længe hen til Huset. Hun kunde ikke forstaa, at Døren var aaben, og da hun kom ind i Stuen, blev hun saa underlig til Mode, og det kunde hun slet ikk begribe, for hun holdt ellers saa meget af at være hos sin Bedstemor. "Goddag," sagde hun, men der var ingen som svarede. Hun gik hen til Sengen og trak Forhænget til Side, og der laa Bedstemoderen med Natkappen trukket dybt ned i Panden og saa saa underlig ud." "Sikke lange Øren du har, Bedstemor," sagde Rødhætte. "Det er, for at jeg bedre kan høre, hvad du siger." "Og sikke store Øjne, du har, Bedstemor." "Det er, for at jeg bedre kan se dig." "Men sikke store Hænder, du har, Bedstemor." "Saa kan jeg bedre holde paa dig." "Men Bedstemor, sikken forfærdelig stor Mund, du har."

61 "Det er, for at jeg bedre kan æde dig," sagde Ulven, og i samme Øjeblik sprang den ud af Sengen og slugte den stakkels lille Rødhætte. Da Ulven nu havde faaet sin Lyst styret, lagde den sig igen i Sengen og snorkede, saa Huset rystede. Jægeren gik netop forbi og tænkte: "Det er dog løjerligt, saa den gamle Kone snorker. Det er bedst, jeg gaar ind og ser, om der er noget i Vejen." Han gik ind i Stuen og fandt Ulven liggende i Sengen. "Nu har jeg dig da endelig, din gamle Synder," sagde han, "jeg har rigtignok længe søgt efter dig." Han skulde lige til at skyde den, da han kom i Tanker om, at Ulven kunde have slugt den gamle Bedstemor, og at hun maaske var levende endnu. Han tog derfor sin Kniv og begyndte at skære Ulvens Bug op. Da han havde gjort et Par Snit, saa han den røde Hue skinne, og lidt efter sprang den lille Pige ud og raabte: "Nej, hvor var jeg bange. Der var saa mørkt i Ulvens Mave." Den gamle Bedstemor kom ogsaa ud, men hun var meget forpustet og kunde næsten ikke faa Vejret. Rødhætte hentede i en Fart nogle store Sten og puttede dem ind i Maven paa Ulven, og da den vaagnede og vilde løbe sin Vej, faldt den om og var død med det samme. Det var alle tre meget glade. Jægeren trak Skindet af Ulven og tog det med sig hjem. Bedstemoderen spiste Kage og drak Vin og kom igen til Hægterne, og den lille Rødhætte lovede sig selv, at hun aldrig mere vilde løbe ind i Skoven, naar hendes Moder havde forbudt hende det.

62

63

64

65

66

67

68 H. C. Andersen: Eventyr 40: Den lille Pige med Svovlstikkerne. (1848). (Dette Eventyr har været aftrykt i "Dansk Folkekalender" for 1846.) Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja hun havde jo rigtignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn. Der gik nu den lille Pige paa de nøgne smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa. Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt! nei, hvad var det! - Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, - - da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden. En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler! og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.

69 Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kiøbmand, nu sidste Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen. "Nu døer der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud. Hun strøg igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet. "Mormoer!" raabte den Lille, "O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletræ!" - og hun strøg ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, - de vare hos Gud! Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde! H. C. Andersen Homepage [Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab] Det Kongelige Bibliotek

70 H. C. Andersen: Kjærestefolkene H. C. Andersen ( ). Eventyret er fra samlingen Nye Eventyr, 1843 Toppen og Bolden laae i Skuffe sammen mellem andet Legetøi, og saa sagde Toppen til Bolden:»Skulle vi ikke være Kjærestefolk, siden vi dog ligge i Skuffe sammen«; men Bolden, der var syet af Saffian, og bildte sig ligesaa meget ind, som en fiin Frøken, vilde ikke svare paa saadant noget. Næste Dag kom den lille Dreng, der eiede Legetøiet, han malede Toppen over med Rødt og Gult, og slog et Messing-Søm midt i den; det saae just prægtigt ud, naar Toppen svingede rundt.»see paa mig!«sagde den til Bolden.»Hvad siger De nu? skulde vi saa ikke være Kjærestefolk, vi passe saa godt sammen, De springer og jeg dandser! lykkeligere end vi to kunde Ingen blive!saa, troer De det!«sagde Bolden,»De veed nok ikke, at min Fader og Moder have været Saffians-Tøfler, og at jeg har en Prop i Livet!Ja, men jeg er af Mahognitræ!«sagde Toppen,»og Byfogden har selv dreiet mig, han har sin egen Dreierbænk, og det var ham en stor Fornøielse!Ja, kan jeg stole paa det!«sagde Bolden.»Gid jeg aldrig faae Pidsk om jeg lyver!«svarede Toppen.»De taler meget godt for dem!«sagde Bolden,»men jeg kan dog ikke, jeg er saa godt som halv forlovet med en Svale! hver Gang jeg gaaer til Veirs, stikker den Hovedet ud af Beden og siger:»vil De?«og nu har jeg indvortes sagt ja, og det er saa godt som en halv Forlovelse! men jeg lover Dem, jeg skal aldrig glemme Dem!Ja, det skal stort hjælpe!«sagde Toppen, og saa talte de ikke til hinanden. Næste Dag blev Bolden taget frem; Toppen saae, hvor den foer høit op i Luften, ligesom en Fugl, man kunde tilsidst slet ikke øine den; hver Gang kom den tilbage igjen, men gjorte altid et høit Spring, naar den rørte Jorden; og det kom enten af Længsel, eller fordi den havde en Prop i Livet. Den niende Gang blev Bolden borte og kom ikke mere igjen; og Drengen søgte og søgte, men borte var den.»jeg veed nok, hvor den er!«sukkede Toppen,»den er i Svalereden og er gift med Svalen!«Jo mere Toppen tænkte derpaa, desmere indtaget blev han i Bolden; just fordi han ikke kunde faae hende, derfor tog Kjærligheden til; at hun havde taget en Anden, det var det aparte ved det; og Toppen dandsede rundt og snurrede, men altid tænkte den paa Bolden, der i Tankerne blev kjønnere og kjønnere. Saaledes gik mange Aar - - og saa var det en gammel Kjærlighed. Og Toppen var ikke ung mere - -! men saa blev den en Dag heel og holden forgyldt; aldrig havde den seet saa deilig ud; den var nu en Guldtop og sprang, saa det snurrede efter. Jo, det var noget! men med et sprang den for høit og, - borte var den! Man søgte og søgte, selv nede i Kjælderen, den var dog ikke at finde. - - Hvor var den? Den var sprunget i Skarnfjerdingen, hvor der laae alle Slags, Kaalstokke, Feieskarn og Gruus, der var faldet ned fra Tagrenden.»Nu ligger jeg rigtignok godt! her kan snart Forgyldningen gaae af mig! og hvad det er for nogle Prakkere jeg er kommet imellem!«og saa skjævede den til en lang Kaalstok, der var pillet altfor nær, og til en underlig rund Ting, der saae ud som et gammelt Æble; - men det var intet Æble, det var en gammel Bold, der i mange Aar havde ligget oppe i Tagrenden, og som Vandet havde sivet igjennem.»gud skee Lov, der dog kommer een af Ens Lige, som man kan tale med!«sagde Bolden og betragtede den forgyldte Top.»Jeg er egentlig af Saffian, syet af Jomfru-Hænder, og har en Prop i Livet, men det skulde Ingen see paa mig! jeg var lige ved at holde Bryllup med en Svale, men saa faldt jeg i Tagrenden, og der har jeg ligget i fem Aar og sivet! Det er en lang Tid, kan De troe, for en Jomfru!«Men Toppen sagde ikke noget, han tænkte paa sin gamle Kjæreste, og jo mere han hørte, desto klarere blev det ham, at det var hende. Da kom Tjenestepigen og vilde vende Fjerdingen:»heisa, der er Guldtoppen!«sagde hun. Og Toppen kom igjen i Stuen til stor Agt og Ære, men Bolden hørte man intet om, og Toppen snakkede aldrig meer om sin gamle Kjærlighed; den gaaer over, naar Kjæresten har ligget fem Aar