Kapitel december De er anholdt

Transkript

1 Kapitel december De er anholdt Et sted i København I er anholdt. Selvom man har set og hørt denne sætning masser af gange i fjernsynet, så var det en chokerede og ganske rædselsfuld bemærkning sådan at få i hovedet. Jeg forstod pludseligt hvordan hønsefuglene har det i Amerika, når de står foran en slange. Hønsefugle kan sagtens komme væk fra slangen, men de bliver så forvirrede, at de begynder at hakke efter frø, i stedet for at flygte væk fra faren. Sven og jeg reagerede på nogenlunde samme måde. Vi gik totalt forvirrede rundt om os selv og vidste hverken ud eller ind. Hvad skulle vi sige? Hvad skulle vi gøre? Dog tænkt vi ikke på at komme væk. En politibetjent stak en rangsagenskendelse frem under næste på os og sagde, at de havde ret til at undersøge hele huset og tage alt det med som de fandt mistænkeligt. De var da meget søde og venlige situationen taget i betragtning. Men Sven og jeg gik rundt og sagde kykkeliky, og vi fattede simpelthen ikke en meter af hvad der foregik. På et tidspunkt kom der en tanke op i Svens hoved, så han fik spurgt hvad vi var anholdt for. Det havde politiet sikkert allerede sagt et par gange, men vi havde ikke hørt det eller forstået det. Vi var anholdt for terrorisme og terrorristvirksomhed. Tak for kaffe det var noget af en overraskelse. Huset blev totalt endevendt, systematisk og metodisk. Kælderen, loftet og garagen blev undersøgt. Mobiltelefon, pc og alt elektronisk materiale blev bragt ud i politibilerne. 6.

2 Vores koleriske naboer sad og frydede sig bag deres vinduer, men så skete der også noget for dem denne dag. Selvom det er mit mål som dragemenneske at gøre folk glade, så er der altså en række mennesker som stortrives med konsekvens at have ondt af sig selv og brokker sig over andre der tør leve livet. Mennesker som naboerne, som har gjort det til deres livsstil at brokke sig højlydt. Men det er da selvfølgelig også en måde at få opmærksomhed på. Den type mennesker må selv dragemennesker opgive at gøre glade over noget positivt og så bare ryste på hovedet og tænke, tænk at de spilder en så dejlig gave som livet. Jeg håber de opdager det inden de ender som 72 år gamle sure prutter på et plejehjem, men så skal der da ske en radikal holdningsændring hos dem, for der er ikke mange år, til de når den alder. Så sker der nok det for dem, som der er sket for så mange andre af samme slags, at de fortryder alt det de ikke har nået og som de kunne have haft nået det må være en umådelig bitter pille at sluge! Men tilbage på politisporet. Det var altså en total ad bad dag. Jeg blev bragt ind på politigården i en bil og Sven i en anden bil. Det var ikke noget dramatisk med at vi var i håndjern eller sådan noget. Politiet har en temmelig god situations fornemmelse af hvornår sådan noget er nødvendigt. Inden vi tog af sted, fik Sven lov til at ringe til sine forældre, så der var nogen som kunne passe på Freja, da vi ikke rigtig havde nogen fornemmelse af hvor længe det her ville vare ved. Freja vidste jo godt, at vi havde hjemmearbejdsdag, så hun havde naturligvis en forventning om at vi var hjemme. Det er ikke sådan at man bare ligger en seddel på køkkenbordet og skrive Hej skat vi er der ikke, for vi er anholdt. Det var også en temmelig chokerende meddelelse at høre for Svens forældre, men de var klar til at hente Freja direkte fra skolen, under påskud af at hun skulle have en hyggedag med bedsteforældrene. 7.

3 Jeg ved ikke hvordan sådan noget med anholdelser normalt sker, for det er ikke noget jeg har prøvet før ikke indenfor de sidste 150 år må jeg nok tilføje ellers har jeg da for mange år side været anholdt nogle gange, beskyldt for hekse virksomhed, specielt i middelalderen. Jeg kan faktisk heller ikke rigtig fortælle om hvordan en moderne anholdelse foregår, for alting står i en grå tåge i min hukommelse. Dog kan jeg klart sige at det ikke var noget der gjorde ondt fysisk. De gange hvor jeg tidligere har været anholdt, har jeg været gennembanket inden jeg overhovedet havde forladt min bopæl. Men én ting kan jeg dog huske og det var, at der midt under vores afhøringer pludselig kom to mænd der erklærede at de var vores advokater. En gik ind i forhørs lokalet til Sven og en til det rum hvor jeg sad og havde det rigtigt dårligt. Ingen af os havde nogen sinde set disse mennesker før, men jeg genkendte det emblem som de bar. Emblemet for dragemenneske samfundet. Normalt bærer vi det blot altså hvis vi bærer det som et lille bitte emblem. De her var store, større end almindelige badges, så de var ikke til at undgå at se. Specielt ikke fordi emblemet er meget farvestrålende. Sven genkendte også dette emblem, da han så det på sin advokat. Så vi sagde begge to god for dem og anerkendte dem som vores advokater. Min advokat var en lille vindtør mand, der var så nærsynet at jeg tror at det var nødvendigt for ham både at have kontaktlinser på og briller. Hans øjne fulgte årvågent med i spørgsmålene der blev stillet. Han lavede ændringer og dirigerede mig igennem forhøret. Efter endeløse forhør - hvor ingen af os husker særlig meget, fordi vi nærmest var i en choktilstand, hvor alt foregik i en underlig tåge, nærmest som om der kørte en film foran os, som slet ikke vedkom os - blev vi løsladt. Sven blev løsladt tidligt på aftenen, og jeg blev løsladt lige før midnat. 8.

4 Det var noget vores advokater fik udvirket, ellers havde jeg den grimme fornemmelse af, at vi nok var endt med at blive fængslet. Jeg var ihvertfald, tror jeg nok. På løsladelsestidspunktet anede jeg ikke mine levende råd. Jeg var forvirret, ked ad det, ulykkelig, handlingslammet, træt og sulten var begyndt at melde sig. Min advokat klappede mig på skuldrene og sagde at jeg havde klaret det godt og væk var han. Da jeg mødte ham senere hen, sagde jeg til ham at han en anden gang godt kunne sørge for at få en transporteret hjem. Hans eneste forklaring var, at jeg havde virket så fattet og rolig, så jeg nok havde styr på det hele. Jeg måtte konstatere at jeg er bedre til at opretholde en facade end jeg havde troet. Derfor endte det med at jeg gik ud af politigården alene, som en zombie, med alle mine muskler værkende, fordi jeg havde siddet anspændt som en fjeder hele dagen. Støjen omkring mig nåede min bevidsthed, som om jeg hørte lydene gennem en stor vatdyne. Den ramme lugt af sved fra mennesker der havde været presset, blandede sig med lugten af offentlige rengøringsmidler. En enkelt betjent kom gående hen mod mig og hilste pænt, og jeg kom med et smil som en karikaturtegner ville have været lykkelig for at kunne efterligne. Uden for politigården stod jeg et godt stykke tid og tænkte over, om jeg skulle gå til højre eller til venstre, en virkelig stor beslutning i min zombietilstand. Jeg gik omkring mig selv i små cirkler, og begyndte så bare at gå og gå. Jeg gik vel en 20 minutters tid, inden jeg vågnede lidt op af den zombiagtige tilstand og lagde mærke til hvor jeg var. Det var ikke et sted jeg kendte. Ikke fordi jeg var faret vild, jeg viste da godt i hvilket område jeg var. Men jeg ville ikke kunne bestille en taxi over mobilen, for jeg kendte ikke navnet på gaden hvor jeg gik. Da jeg kom til et hjørne læste jeg gadens navn på et ynkeligt skilt, som i den grad trængte til en renovering eller en udskiftning. 9.

5 Heller ikke navnet på et vejskilte hjalp mig, for det navn havde jeg ikke set eller hørt om før. Jeg fortsatte til venstre ned af en tilfældig gade. Mellem to huse var der en høj port eller låge, der var låst med en stor hængelås, som jeg gik forbi. Jeg havde vel taget 10 skridt da jeg stoppede op, vendte tilbage til lågen, og transformerede mig om til en drage og gik igennem porten. Her indefra kunne jeg fuldføre transformationen til drage, slå vingerne ud og flyve væk. Der var meget mørkt i det område hvor jeg transformerede mig om, og jeg var heller ikke særlig opmærksom, så da min hale var fuld aktiv igen, ramlede den ind i en musefælde, der klappede samme over min halespids. En stærk smerte skød gennem min krop, indtil jeg fik fælden pillet af min stakkels hale. Lige så snart jeg kom ud i noget lys måtte jeg undersøge hvordan den så ud. Men jeg fik da lettet og svang mig op i luften. Der er ikke noget så godt som en flyvetur til at klare ens tanker. Det med at se alting ovenfra, får også en selv til at se på tingene sådan lidt ovenfra og det giver mange gange et ganske godt overblik over et problem. Normalt altså, og det her var ikke normalt, men jeg fik dog den tanke at ringe til Jakobsen. Jeg fandt min mobiltelefon i min lomme og forsøgte at ringe, indtil jeg igen kom til at tænke mig om. Selvfølgelig kan jeg ringe når jeg flyver, det er der intet problem i, men vindens susen ville bare gøre det umuligt for modtageren at høre hvad jeg sagde. Jeg fandt et sikkert sted hvor jeg kunne lande og transformerede mig om til menneske igen, efter at have tjekket min stakkels hale. Jeg var helt klar over at jeg i morgen, lige ved min haleben, ville have et giga blåt mærke. Så i min frustration ringede jeg til Jakobsen, selvom det var sent om natten, og bestemt var udenfor det tidspunkt man normalt ringer til andre mennesker på, med mindre man er totalt nyforelsket, og ikke kan undvære hinanden og endnu ikke er flyttet sammen. 10.

6 Efter et par enkelte ringetoner tog Jakobsen telefonen. Samtalen blev ultra kort, det eneste jeg fik ud af det var, at Jakobsen svarede: Ikke lige nu. Jeg er på en overvågningsopgave, men mød mig hos Uurguula om en time til en kop øl så kan vi snakkes. Beskeden var håbløs, og jeg fattede intet af den. Hvad er det dog for noget bras og pladder var jeg lige ved at fyre af, indtil jeg fik den ene af mine to chokerede zombi hjerneceller til at fungere. Jakobsen talte jo i koder. Jakobsen vidste udmærket godt, at jeg aldrig drikker øl. Jeg kan ikke lide smagen af humle, for bitter efter min smag - og hvad mere var, Jakobsen vidste også udmærket at Uurguula bor i en mose og hører til kategorien flora, altså en plante. Det fortalte mig at der nok var noget om denne her følelse af at have været overvåget i et længere stykke tid. Det fortalte mig også, at Jakobsen måtte have haft vidst et eller andet om vores anholdelse i dag, for han havde overhovedet ikke lydt overrasket. Eller også havde Sven fået samme ide som jeg og havde kontaktet Jakobsen tidligere på aftenen. Hvorfor havde Jakobsen intet fortalt, jeg havde jo intet hørt fra ham i 14 dage? Hvad var det her for noget underligt noget? Stod jeg nu til at skulle have en jul ødelagt, for mig selv og alle dem som jeg kender og holder af? 11.