Tilfældet vil os det bedste

Save this PDF as:
 WORD  PNG  TXT  JPG

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "Tilfældet vil os det bedste"

Transkript

1 9 Tilfældet vil os det bedste 1

2 Tilfældet vil os det bedste Novelleantologi 2

3 tilfældet vil os det bedste 20 noveller udvalgt ved DM i novelleskrivning for unge 2013

4 Tilfældet vil os det bedste Redaktion: Iben Claces Omslagsfoto: Anders Johansen Produktion: Plusord, plusord.dk Tryk: Scandinavian Book Se efterskriften for flere oplysninger 1. udgave, 1. oplag 2014 Bidragyderne har ophavsretten til de enkelte noveller Dansk Forfatterforening har ophavsretten til samlingen 2014 ISBN Teksten kan hentes som gratis e-bog på danskforfatterforening.dk/om-dff/dm-i-novelleskrivning.aspx

5 Indhold Therese Stegeager Kirkevang: Haiking 7 Kirstin Sloth: Jubilæum 12 Mariam Ahmad: Skytsengel 16 Rebecca Dohm: Hos frisøren 21 Jakob Hansen: Månen tur-retur 24 Evi Arnsbjerg Brygmann: Utterslev Mose 28 Malte Simon Christensen: Mask Delivery 31 Anna Pagh Nebel: Hedebølge 35 Anders Frederik Jørgensen: Bundet til kødet 39 Sofie Risager Aaby: Pap 43 Mathilda Printzlau-Paulsen: Astrid 46 Anna Haugberg Rasmussen: Nu 51 August Renbo Olsen: To eksistenser 54 Mette Pedersen: Tør du? 58 Asta Louise Holm: Glasbørnene 63 Bertil Kasper Kaae: Otte mørke øjne 67 Ragnhild Clod Pedersen: Vejen hjem 71 Marina Steenberg Pasovski: Kære Marie Overgård Møller: Eukaryotisk kraniums fragilitet 78 Anna Seibæk: Styrtet 81 Efterskrift 84 Om bidragyderne 85

6

7 Therese Stegeager Kirkevang Haiking Var det en vadsæk, der stod for hans fødder? Jeg havde ingen anelse om, at der stadig fandtes unge mennesker med dødsforagt nok til at stikke tommelfingeren ud og lade sig samle op. Da jeg kørte forbi ham, vendte han ikke hovedet. Det gjorde jeg. Min forseelse blev straffet af et asfaltkrater, der fik bilen til hoppe og mit hoved til at banke ind i ruden. Midt i infernoet af grantræer og elve hamrede jeg bremsen i. Min telefon knurrede ad mig i min lomme. Det var sjette mistede opkald. Ved siden af mig, nede ad fjeldskråningen, hvæsede floden. Jeg kiggede tilbage på ham i bakspejlet, og adrenalinen satte bilen i bakgear for mig. Bilen snublede igen over hullet i vejen. Nu kiggede han på mig. Vadsækken stod ikke længere på jorden, den lå over hans ryg som et udmattet barn. Er du på vej østover? spurgte han på engelsk. Jeg havde rullet bilvinduet ned, og da der ikke længere var en regnplettet rude mellem os, gik det op for mig, at han ikke var en ung mand. Ja. Ja, det er jeg. Han spurgte ikke, om han kunne køre med, før bildøren klappede i. Med sig slæbte han jord og mos. Hvor skal du hen? spurgte jeg. Gardermoen. Jeg skal hjem, fortalte han og tørrede ansigtet i kanten af sin sweater. Der hang små dråber og dirrede i spidserne af hans hår. Han lignede ikke en, der skulle hjem. Hvor er hjem? Hans rynker myldrede frem, da han smilte. Akkurat som en tegneseriefigur med en dynamitstang i hånden. I mit pas står der britisk, men jeg er født skotsk. Du lyder irsk. Du har en mærkelig måde at fornærme folk på. 7

8 Skyerne havde trukket sig sammen, og det var begyndt at regne igen. Det var typisk norsk regn, der kom direkte fra oven og faldt lodret ned som på en børnetegning. Ved siden af havde min passager svært ved at holde sig i ro. Særligt sit snakketøj. Jeg forsøgte at holde trit. Folk leder og man må sige, at de fleste er dårlige til det. De har for travlt. Alligevel Han drejede overkroppen halvt af led for at kunne vende sig mod mig. Jeg blev endnu mere fokuseret på at holde fast i rattet. En klippe hældede truende ind over vejen mange meter oppe. har folk en større interesse end nogensinde før i, hvor de kommer fra. Ikke som det biologiske eventyr om sædceller, æg, ni måneder og en udvidet fødselskanal. Men hvad hed deres oldeforældre, hvor i verden kom de fra, hvordan så de ud? Efter oldeforældrene er det tipoldeforældrene, der står for tur. Historien bliver rippet op som aldrig før. Hvorfor? Regnen larmede indtrængende, men den ville ikke svare for mig. Man vil gerne vide, hvor man kommer fra, går jeg ud fra. Det vil jeg da også gerne vide. Ha! Han slog håndfladerne sammen med en hul lyd. Det lød, som et punktum ser ud. Men hvorfor vil du gerne vide det? Det er jo en del af mig. Kender du ikke dig selv godt nok til at kunne afgøre, hvem du er? Det... Er der noget galt i at ville vide, hvor ens forfædre kommer fra? Nej, på ingen måde. Der er i grunden ikke noget som helst galt i noget, mennesker kan foretage sig. Nej, det tænkte jeg nok, du ville sige... Men. Det er vigtigt at vide, hvorfor man gør, som man gør. Og når dit yndige, lille hoved er stoppet til med ligegyldige ting, glemmer du at stille spørgsmål. Han sagde du, hvor han plejer at sige man, og jeg svingede fra i en afkørsel. Der lå en lille, forkølet Esso-tank, med blegnet asfalt og fedtede skodder for butiksvinduet. Jeg fumlede mig selv ud af bilen og gik ind i 8

9 butikken. Der var flere timer endnu til Oslo, og jeg ville hverken få egne tanker eller egen stemme at høre. Ud ad øjenkrogen kunne jeg se den afblegede teenagepige stå oppe ved kassen og pille ved mikrobølgeovnen. Jeg havde brug for at være alene. Der kom et lille pip fra min lomme.»slutt nå. Kom hjem«stod der i beskeden. Han havde ikke sendt mig tekstbeskeder, siden vi først mødte hinanden. Da han endelig ringede første gang, var vi begge stille i lang tid. Vi sad bare og trak vejret sammen. Det var lettere end at forholde sig til sprogbarrieren. Han mente ikke, at der var stor forskel på Danmark og Norge. Mine møbler, mine rammer, lysestager, Dalí-reproduktioner og det skårede tandbørstekrus blev sendt til Bergen. Efter et par sekunder kunne jeg igen mærke blod strømme til hovedet. Jeg endte med at tage en chokoladebar, inden jeg gik op til kassen, hvor min filosofiske passager stod med et mastercard fremme. Jeg fyldte tanken op, sagde han, mens han tastede koden ind. Teenageren stirrede på ham. Jeg kunne ikke afgøre, om hun virkelig var træt, eller om det var meningen, at hendes make-up skulle lægges sådan. Over hans skulder kunne jeg se hans tegnebog. I en lille plasticlomme sad et billede af en rundkindet pige. Der var mørke huller der, hvor de første mælketænder var faldet ud. Måske havde han alligevel et hjem. Da vi igen lå og kørte langs E16, var han tilbage på sporet. Naturen var imidlertid kommet i tanke om, at det var forår. Træerne var gået fra at være mørkegrå silhuetter til at blive levende ting med blade, der kastede skygger. Jeg har ikke lyst til at ønske mig noget, jeg ikke kan få. Er det dumt at have drømme? Hvis du har viljen til at føre dine drømme ud i livet, så er det ikke længere drømme... Jeg kunne mærke, han kiggede på mig. Så er det mål. At kalde det drømme er en undskyldning for ikke at lette røven og åbne det hotel i Wales. I Wales? Nu kiggede jeg på ham, men jeg fortrød med det samme. Det brændende blik var væk, og hans ansigt faldt sammen som en blodhund, der mister færten af sit bytte. Wales er et fint sted. 9

10 Det var ikke det, han egentlig ville sige. Jeg forestillede mig, det var sådan, han talte til sin datter, når han forklarede hende noget, hun ikke var gammel nok til at forstå. Det måtte være hårdt at have børn. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvor gammel han var. I stedet tændte jeg radioen for at fylde stilheden ud. Mørket kom krybende ganske langsomt. Selv grantræerne på de højeste klippeafsatser kunne ikke gemme de farvede søer, der dækkede himlen. Lilla og rød, tænkte jeg. Det var Norges himmel. I Danmark blev det kun gradvist mørkere. Et forkølet hvæs lød fra en lighter, og jeg kunne lugte røg. Jeg tjekkede op på ham en gang eller to i minuttet, hvis vejen ellers var lige nok til det. Færre gange, hvis han begyndte på en af sine monologer. Nu stirrede jeg ondt på ham. Er det virkelig nødvendigt? Jeg fangede hans blik et splitsekund. Hans øjne lå dybt bag øjenbrynene og de tunge øjenlåg. Han pustede røg ud gennem næsen. Det er en afhængighed, lød hans svar. Han gjorde det som en hævn, jeg vidste det. Det er muligt at skille sig af med sine afhængigheder, pointerede jeg. Det ved jeg. Så? Jeg kan godt lide det. Er du ikke afhængig af noget? spurgte han og kiggede på mig. Nej. Løgner. Noget svulmede op i min hals. Han måtte kunne se mit ubehag, men han fortsatte. Du lyver. Alle mennesker er afhængige. Vi spiser, sover. Trækker vejret. Sammenligner du at ryge med at trække vejret? Fandeme, ja. Det er en afhængighed. At være afhængig af nikotin er noget, man vælger. Der var stille en rum tid. Havde han intet at sige? Hvis du ikke vil være afhængig af noget, så lad vær med at trække vejret. Se, hvad der sker, svarede han. 10

11 Jeg kiggede over på ham. Han så ud ad vinduet. Jeg satte ham af på Majorstuen. Inden han lukkede døren, vendte han sig mod mig. Noget i hans ansigt havde ændret sig, syntes jeg. Hvis jeg nogensinde så ham igen, ville jeg ikke kunne genkende ham. Vi kun kan forvente, at tilfældet vil os det bedste. Ikke sandt? Han skråede over lyskrydset for rødt og forsvandt bag en lukket kiosk. 11

12 Kirstin Sloth Jubilæum Bilen giver et hult klik, da han låser den. Manden stopper nøglen i lommen og går mod hovedindgangen. Skolegården er mærkeligt tom og forladt. Vinden stryger over det tomme cykelskur og den åbne plads. Han kaster et hurtigt blik på armbåndsuret Helt sent på den er han dog ikke. For hvert skridt han tager hen over den frostsprukne asfalt, er han på nippet til at snurre om på hælen, løbe tilbage til bilen, suse hjem i den tomme lejlighed, vaske koldsveden af og nyde fritagelsen for gensynet med alle de gamle gymnasiekammerater og deres vandfald af frelse, forfremmelse og livsforpurrelser gennem de sidste 20 år. Manden har dagen lang mærket en snigende hovedpine ved tanken om aftnens arrangement. Han har spekuleret over, hvilke undskyldninger han skal fyre af, når uundgåelige spørgsmål om siden sidst vil trænge sig på. Han står og hopper lidt på stedet. Skiftevis knytter hænderne og spreder fingrene. Lige inden han åbner hoveddøren og træder ind, bemærker han, at det sølvgrå 0 i den glitrende 20-års jubilæum - guirlande over indgangen hænger i en tynd tråd, på nippet til at falde lige akkurat ned i skraldespanden mellem de to hoveddøre. Manden klemmer øjnene hårdt sammen og gnider dem med tommelog pegefinger. På venstre side af ham sidder en kvinde i gang med en længere smøre om sine kaotiske kærlighedsforhold, tre skilsmisser og om dengang i gymnasiet, hvor hun troede på den eneste ene. Hendes røde mund er bred og spytter hvert ord ud så hurtigt, at man knap nok opfatter det forrige. Hun joker og griner elendigheden væk og skyller så til sidst det hele ned ved at bunde champagneglasset. Har han gået i klasse med hende? Hun ligner en fordrukken, midaldrende udgave af hans hemmelige forelskelse i 2.g. På højre side sidder en tæt, veltrænet, skaldet mand med ryggen 12

13 til ham. Han fanger tydeligvis hele den kvindelige del af bordendens opmærksomhed, for alt hvad manden kan se, er kvindernes brede, opadtrukne, røde munde vendt mod pumperen. Han siger noget, og de ler; han siger noget andet, og de fniser højlydt. Snakken i rummet er en evig, enerverende jingle på repeat. Mandens hovedpine kommer nu ikke længere blot i snigende jag, men er konsekvente piskesmæld lige bag øjenlågene. Han lukker dem og bøjer nakken forover. Hvad skal han gøre, når den brede mund på venstre side er løbet tør for skilsmissestof og spørger ind til, hvad han har gået og lavet de sidste 20 år? Alle de røde, smilende munde og den skaldede mand vil vende sig mod ham, og et øjeblik vil det måske være akavet, men han vil nok i en nervøs krampetrækning afværge spørgsmålet med et skævt smil og et»hvad har man ikke lavet de sidste 20 år?«og folk vil måske trække lidt i mundvigen, måske le, og så vende tilbage til deres skaldede mand og rødvinssovs. Men de vil i det mindste slippe for at skulle komme på nogle trøstende klichéer om, at»i den dybeste afgrund er der kun én vej, og det er op.«og de vil slippe for frustrationen over ikke at kunne finde på yderlige trøstende ord, når han må præcisere, at der altså i realiteten ikke blot er tale om en afgrund med blå himmel at skimte foroven, men en vakuumpakket, sort plastikpose begravet dybt et sted uden for drømmenes rækkevidde. Da han kigger op, møder han alle de bredmundede og den skaldedes blikke.»nå, hvad har du så gået og lavet siden sidst?«spørger munden til venstre. Hun sidder og balancerer et genopfyldt glas mellem to fingre, venter. Han kigger rundt på de tres tidligere skolekammerater, alle i snak med sidemanden eller personen overfor. Leende, grinende, plaprende, råbende. Alle hæmninger er smidt, længe før han ankom. Skyllet væk af champagne, rødvinssovs og brede mundes drivende strøm af ord. Jinglen river i hans øre og tørlægger hans mund for en hver form for kækt, afværgende svar på kvindens spørgsmål. Hun sidder og stirrer på ham med øjne dovne af alkohol. Smiler, åbner munden for at sige noget. Ud kommer ingen ord, men en strøm af bræk står hende ud af den brede kæft. Han springer op for at undgå at blive griset til, ser sig om, og langs alle borde står brækket ud af halsen på de snakkende. 13

14 Ud over tallerkener og glas, velourdugen, ned på gulvet og i skødet på sidemanden. Overalt uophørlige kaskader af bræk. Manden tumler ud i den frostklare nat. Skyerne er drevet bort, og den fuldt synlige måne står unaturligt stor og lysende på himmelen, omgivet af skærende stjerner. Han gisper efter vejret, bukker forover, holder hovedet ned mellem benene, så blodet løber til hjernen. Hovedpinen dunker. Han retter sig op og ånder syv store mundfulde iskold natteluft ind og ud. Kvalmen kribler i ham, og han begynder at trave ned mod skolens fodboldbaner bag parkeringspladsen. Banerne ligger uendelige og mørke, omkranset af høje graner. Bag træerne skimtes en sart oplyst, violet himmel, farvet af byens liv og reklameskilte. Manden løsner snørebåndene i de blankpolerede herresko, sparker dem af i det rimknitrende græs. Han sætter i løb. Løber to hele baner, stopper op, hvor han smed skoene, men løber alligevel barfodet videre. Tre runder, fire runder, fem-seks-syv, og til sidst har han ikke længere tal på dem. Kulden mærker han ikke. Som om han knap nok rører den frosne jord under sig. Han føler sig varm, og som en bølge skyller energien fortsat ind over ham. For hvert skridt bider kulden kvalmen af ham. Manden griner ad den måbende måne. Pludselig registrerer han en bevægelse i takt med sin egen. Kvinden med den røde mund kommer løbende op på siden af ham. Hun smiler lige så bredt som før, men munden er lukket, og der kommer ikke andet fra hende end lyden af hendes ind- og udånding. Han bemærker, hvordan lyden af hans afsæt i jorden synes dybere og tungere, men at han stadig føler sig lige let og flyvende. Han kaster et blik over skulderen og ser, hvordan samtlige 60 par bare fødder skaber den dundrende lyd af mange menneskers skridt i en fast, pulserende rytme. Alle brede munde er lukkede i smil. Den skaldede mand giver et ulvehyl fra sig, og sammen løber de rundt og rundt på foldboldbanen i takt, som var de én stor, levende organisme. Hylende, hujende og opstemte af urørlighed med manden i spidsen. Al bræk og rødvinssovs, alle nuller er en fjern fremtid. Dér, hvor kvalmen før vendte sig i ham, gnaver nu en sult, en glubende appetit. Mandens hoved er smertefrit, klart og parat. Lysten til at fortsætte ud på parkeringspladsen, ud på skolevejen, ind mod byen, forbi reklameskilte og natteliv, afskærmede vinduer, men- 14

15 neskeforladte bytorve og gågader breder sig under huden på manden. Han er forrest og kender retningen. De andre behøver kun at følge ham. Han drejer af og sætter i spurt. Han føler hverken sved eller kulde. Han behøver ikke se op. Hans blik er stift rettet mod de bare fødder, der bevæger sig hurtigere og hurtigere. Langt ude ad landevejen, derude hvor himmelen ikke længere er violet, men kulsort, og markerne ligger flade og ender i en lige, ubrudt horisontlinje, dér løber en barfodet mand. Han har løbet længe og længere end forventet, for pludselig stopper han op og kigger sig desorienteret omkring. Manden er for længst løbet forbi skilte, der afgrænser by fra land, og der er ingen huse at skimte i mørket. Han er forpustet og hiver efter vejret. Forfrysningerne niver og stikker ham i de bare tæer, og han mærker, hvordan frosten, langsomt smertende, lammer fødderne. Han spejder og vender og drejer sig og standser op. Kun hans hiven efter vejret forstyrrer den larmende stilhed, månen og stjernerne har presset ned over hovedet på ham. Noget vender sig i maven. Et velkendt, snigende ubehag. Noget tyktflydende og surt fra mavesækken op gennem spiserøret. En skæv ansigtstrækning afslører mandens væmmelse over smagen af galde, der samler sig i mundvigen, løber og ender i en tråd af savl dinglende fra hans skjortekant, inden den falder som en dråbe ned på hans bare, livløse fødder. 15

16 Mariam Ahmad Skytsengel Stilheden havde opslugt hele byen. Ikke den form for harmonisk stilhed, der er i skoven om foråret, men snarere den form for frygtindgydende stilhed, der er i junglen, når en løve lydløst lister rundt mellem buske og træer, inden den angriber og fortærer sit intetanende bytte. Der var ingen kvidrende fugle, ingen legende børn, ingen osende biler, ingen åbne butikker ingenting. Vejene var hullede, huse lå i ruiner, træer var væltede og lygtepæle var styrtet sammen. Kun lyden af vindens susen brød den uhyggelige tavshed, der havde lagt sig over gaderne. En sort sky af røg og tåge stod over byen som et skjold, der blokerede for lys og glæde. Byen lignede en ubeboet spøgelsesby, men dette var langt fra realiteten. Faktisk boede der millioner af mennesker i denne syriske storby, men de gav ingen lyd fra sig. De fleste beboere her var enten døde, syge, svækkede, eller også havde frygten tvunget dem til at gemme og isolere sig fra omverdenen. Frygten for at dø eller miste en af sine kære havde lagt sig som en tung byrde i alle syrernes skrøbelige hjerter. Sådan havde tilstanden i landet været de seneste to år, hvor krigen mellem den syriske hær og oppositionsgrupper havde forårsaget masseødelæggelser og drab på civile i hele landet. Ingen kunne føle sig tryg længere. Hvert sekund kunne byde på eksplosioner, skyderier, ødelæggelser, sorg og død. Kvinder tilberedte mad uden at vide, om de ville leve længe nok til at spise den, og mænd begav sig ud af huset med en fornemmelse af, at de aldrig nogensinde ville vende hjem til familien igen. Nora vågnede med et sæt. Forskrækket kastede hun sin dyne af sig og lod hænderne løbe ned langs hele sin krop.»pyh, jeg er stadig i live,«åndede hun lettet. Efterhånden var det blevet en vane for hende at starte morgenen i chok. Det var mandag, men Nora skulle ikke i skole. 16

17 Hun havde ikke været i skole i halvandet år. Hun var ikke engang klar over, om hendes klassekammerater var i live. Det eneste, hun kunne gøre, var at håbe på det bedste. Nora følte sig som en fugl uden vinger. Hun kunne ikke begive sig ud af huset. Hun kunne heller ikke have nogen form for kontakt med omverdenen, da både el- og telefonnettet var brudt sammen. Hun havde ingen idé om, hvad der skete i resten af verden. Det var der ingen i byen, der havde. De nationale nyheder gik fra mund til mund mellem syrerne, og ingen kendte deres troværdighed. Nora havde fået nok af et liv i frygt. Hun var kun 14 år gammel og ønskede at være fri. Hun ville ud og se verden, være sammen med sine venner og få en uddannelse. Hun havde tidligere planlagt de næste ti år af sit liv, men nu vidste hun ikke engang, hvad de næste fem minutter kunne byde på. Hun havde haft så mange drømme og ønsker, men nu var der kun et mareridt tilbage. Et mareridt som hed hverdagen. Nora kunne ikke se lys for enden af tunnellen. Hun troede ikke på, at ødelæggelserne og drabene nogensinde ville få en ende. Den syriske hær og oppositionsgrupperne brugte alle former for våben for at få hinanden ned med nakken, og hvert sammenstød mellem dem var skyld i flere og flere uskyldige menneskers død. Nora vidste ikke, hvem hun skulle holde med. For hende virkede begge parter lige onde. Hun vidste intet om politik; hun ville bare have sit gamle liv tilbage.»nora! Kom her!«lød det fra køkkenet. Det var Noras mor, der kaldte. Nora fór ud i køkkenet. Lige så snart hun trådte ind ad køkkendøren, blev hun mødt af et syn, der gav hende gåsehud og fik alle hendes blodårer til at trække sig sammen. Hendes magre, etårige lillesøster lå livløs på køkkenbordet. Hun var helt bleg i ansigtet og tom i blikket. Hendes øjne var røde og udspilede, og hendes ben var stive. Hun lignede ikke et barn, men snarere en porcelænsdukke. Nora følte, at hendes hjerte slog kolbøtter i brystet.»hvad er der dog sket, Mor!?«udbrød hun med rusten stemme.»det er vandet,«nåede hendes mor at sige, inden hun faldt på knæ og brast i gråd. Nora forstod med det samme, hvad der var sket. Hun havde tidligere hørt nogle rygter om, at de syriske tropper havde ledt giftige kemikalier ud i drikkevandet, men hun vidste ikke, om rygterne var sandfærdige. Det vidste hun så nu. 17

18 »Hvor er far?«spurgte Nora, mens hun kunne mærke tårerne trille ned ad sine kinder.»han Han leder efter en læge,«stammede hendes mor med tør og hæs stemme. Nora lagde hånden på den spinkle søsters bryst. Der var ingen aktivitet.»det er for sent mor,«fremstammede hun med dyb sorg i stemmen. Noras mor faldt grædende sammen på gulvet og råbte:»nej! Det er ikke sandt!«nora løb ind på sit værelse, lagde sig på sengen, pressede ansigtet mod sin pude og lod sine øjne drukne pudebetrækket i tårer. Der lød et højt brag, og Nora kunne mærke jorden skælve under sin seng. Luften blev tung, og lugten af røg spredte sig i Noras værelse. En stor varmebølge angreb værelset, der pludselig føltes som en sauna. Nora var forvirret.»hvad sker der?«tænkte hun. Hun sprang straks op fra sengen og kiggede ud af vinduet. Nu kunne hun se det. Naboens hus var jævnet med jorden, og der lå blodige kropsdele spredt ud over deres terrasse. Der lød høje kvindeskrig, barnegråd og en masse råb. Nora spurtede ud af værelset.»mor!«kaldte hun panisk.»løb, Nora, red dig selv!«lød det fra køkkenet. Nora vendte blikket mod køkkenet. Det stod i flammer! Og hendes mor var stadig derinde.»mor, jeg redder dig!«råbte Nora.»Nej, det er for sent! Red dig selv, og lov mig, at du ikke kigger dig tilbage!«skreg moren. Uden at tænke sig om, fór Nora ud ad bagdøren og løb, så stærkt som hun kunne, indtil hendes ben ikke længere kunne bære hende. Det føltes, som om tårerne brændte sig igennem hendes kinder. Hun havde mistet sin søster og mor på samme dag, og hun vidste ikke, om hendes far var i live. Hendes tanker var tågede, og hendes åndedræt var tungt. Hun havde det, som om hendes lunger kæmpede for at holde hende i live. Hendes mave slog knuder. Hun faldt på knæ på en græsplæne i den lokale park. Her plejede hun at komme med sin lillesøster. Men parken lignede ikke sig selv. Den grønne græsplæne, som hendes lillesøster normalt kravlede på, var blevet grå af støv. Klatretårnet var styrtet sammen, gyngerne var fløjet væk, og halvdelen af rutsjebanen var knækket af. Lugten af røg 18

19 og krudt fyldte Noras lunger og fik hende til at hoste. Hun lagde sig på ryggen og skreg så højt, at hun kunne føle sine stemmebånd bevæge sig i halsen. Hun havde ikke længere en mening med livet. Hun havde mistet sine kære og var nu alene i verden. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun tage sit eget liv? Nej! Hendes mor ønskede, at hun skulle leve. Hun rejste sig og gik langsomt ned ad gaden. Alle menneskene, som hun mødte på sin vej, var sorte under øjnene af gråd og helt gule i ansigterne. Ingen sagde et eneste ord til Nora. De kiggede blot på hende med deres døde øjne. Hun kunne se på dem, at de rummede den samme frygt og sorg som hun selv. Nora var træt. Hendes ben kunne ikke længere bære hende. Hun gled ned på fortovet langs en husmur og lukkede sine øjne. Måske kunne hun søge tilflugt fra sin ynkelige situation i drømmeverdenen. Den virkelige verden var alligevel ikke længere værd at leve i.»vågn op, lille ven,«lød en blid stemme. Nora lukkede stille og roligt øjnene op. Bøjet over hende stod en ung mand med store, klare dådyrøjne og et fremtvunget smil på læben. Nora kunne se på ham, at han var bange og trist, men han prøvede at skjule disse følelser bag sit falske smil. Han lignede ikke en syrer. Godt nok var han træt og bange, men han havde noget i øjnene, som syrerne for længst havde mistet. Noget som Nora havde svært ved at identificere. Var det håb? Intet menneske kunne være håbefuldt i sådan et miljø. Måske var han slet ikke et menneske? Måske var han en engel? Nora tænkte, at det nok var dødens engel, der var kommet for at tage hende med til himlen. Tanken fik et smil frem på hendes læber.»endelig skal jeg forenes med min familie igen. Døden er bedre end det helvede, som jeg lever i,«mumlede hun for sig selv.»snakker du med dig selv?«sagde den unge mand smilende og rakte hende hånden.»lad mig hjælpe dig op.er jeg ikke død?«spurgte Nora.»Nej, selvfølgelig ikke,«grinede den unge mand. Nora sukkede og rakte ud efter mandens hånd. Den føltes blød og tryg. Han trak Nora op.»er du så ikke en engel?«spurgte hun. 19

20 »Nej, desværre ikke. Mit navn er John,«svarede han.»jeg kommer fra Røde Kors. Er du forældreløs?ja,«sagde Nora lavmælt med våde øjne.»bare rolig, jeg kan hjælpe dig,«sagde John. Hans stemme gav Nora en fornemmelse af varme og tryghed.»hold mig i hånden, og så skal jeg nok få dig væk fra dette mareridt. Du skal nemlig til Tyrkiet. Du skal have et bedre liv,«fortsatte han. Nora vidste ikke, om hun kunne stole på John, men hun havde ikke noget valg. Han var hendes eneste håb. Hun holdt fast i hans varme hånd, og de begyndte langsomt at gå. Efter en kort gåtur nåede de til en lille parkeringsplads. Her stod to minibusser med slidte dæk og revner i vinduerne.»sæt dig ind,«sagde John. Bussen var fyldt med grædende kvinder og børn. Nora satte sig ved siden af en ældre kvinde. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen, eller hvad der ville blive af hende. Hun kiggede ud ad busvinduet og bemærkede den spøgelsesagtige stemning, der var på gaderne. Glasskår, blod, væltede træer og bygningsrester lå spredt ud over den revnede asfalt. Her var engang så lykkeligt og trygt, men nu var al lykken borte. Nora så sin barndom for sig. Dengang var der ingen bekymringer. Hendes hjemby var fyldt med glade mennesker og smukke huse. Hendes liv var som en drøm, som hun ikke ville vågne fra. Men nu var alt forandret. Det gjaldt bare om at komme væk. Nora ville ikke huske noget længere. Hun ville glemme alt om denne by. Da chaufføren startede motoren, fik Nora øje på John. Hun kiggede ind i hans klare øjne. Hans varme blik gav Nora en god mavefornemmelse. Hun følte pludselig, at hendes krop blev styrket. Hun kunne ikke forstå, hvordan denne unge mands blik kunne give hende så megen positiv energi. Det var, som om han var overnaturlig. Da bussen satte i gang, smilede hun til ham og vinkede. Hans smukke smil stod i kontrast til de ødelagte gader og rædselsslagne mennesker, hun også kunne se gennem busvinduet. Hans varme blik og betryggende smil passede ikke ind i dette miljø. Han var som et træ fra paradis, der fejlagtigt var blevet plantet i helvede.»måske er han alligevel en engel,«tænkte Nora.»Min helt egen skytsengel.«20

21 Rebecca Dohm Hos frisøren Han sagde, at jeg ville miste alt mit hår. Derfor ringer jeg til frisøren. De har meget travlt, og hun undskylder.»det er jo lige op til påsken,«siger hun. Og jeg siger, at det er okay, at jeg bare skal have en tid så hurtigt som muligt, at det er lige meget hvornår, at jeg bare skal have en tid så hurtigt som muligt. Og jeg kan høre, hun bladrer i en bog.»vi har en tid torsdag efter ferien. Klokken «Jeg siger, det er fint, og lægger på. Det er det eneste, der står på min liste. Jeg streger det ud, krøller sedlen sammen og smider den i skraldespanden. Så trækker jeg alle gardinerne for, lukker alle dørene og går i seng. Her ligger jeg så. Der er mørkt og varmt og længe til min frisørtid. Jeg sover tit og spiser aldrig, det er som om min krop bliver mindre og mit hoved større. Jeg tisser ned i madrassen, så der lugter i rummet, og katten holder efterhånden op med at kradse på døren. Mit hår er tungt, der er støv i min næse. Mor ringer. Hun fortæller mig, at jeg skal have sild med til påskefrokosten, at jeg skal huske karrysalaten, men ikke den fra K-salat. Jeg fortæller hende, at jeg ikke kommer til påskefrokosten, at jeg ikke kan, at jeg skal noget andet.»men alle kommer,«siger mor.»henrik tager fileter og rejer med, og Karen står for snapsen.«jeg siger, at jeg ikke kan, at det ikke er muligt. Mor siger, at jeg ikke behøver at tage silden med, hvis jeg har meget travlt.»vi er altid sammen i påsken,«siger hun. Min alarm bipper, det er torsdag, det har været påske, jeg skal til frisøren. 21

22 Jeg finder tøj i skabet, trækker gardinerne fra og børster mine tænder. Jeg bader, sæber mig ind og vasker mig, skrubber med kluden, indtil min hud bliver rød. Der er køligt udenfor, vinden skubber til mig. Jeg går over mange fodgængerfelter i mange lyskryds, før jeg når frisøren. Hun spørger om mit navn, og jeg fortæller hende det. Mine hænder er knyttede.»du kommer lidt tidligt,«siger hun.»vil du ikke have jakken af? Så kan du sidde her og vente.«hun peger på en sofagruppe. Jeg nikker og lyner jakken op. Jeg lægger den over sofaryggen og sætter mig, som hun sagde, jeg skulle. Der ligger mange magasiner på bordet. Nogle af dem er meget slidte og dateret flere år tilbage, nogle af dem er om hår og frisurer og farver, og nogle af dem er om mennesker, mange mennesker der smiler fra deres forsider. Jeg lader dem alle ligge, de ligger fint, sådan spredt ud i en vifte. Jeg ved, at Henrik har haft ringet, ringer, vil ringe til mig, at hans navn står på skærmen, der er også et billede, jeg tog det juleaften. Jeg ved, at han vil spørge til, hvordan det går med katten, at han vil klø sig i håret, mens han fortæller, at alle har det godt. At han vil sige, at mor ringer, at jeg skal svare. Be om med sukkerknalder på, som dengang vi var børn. Frisøren kommer hen til sofagruppen. Hun siger mit navn, og jeg bekræfter.»denne vej,«siger hun. Jeg sætter mig i den stol, hun viser mig. Hun lægger et klæde om mine skuldre og rører ved mit hår.»skal vi ikke begynde med at vaske det? Denne vej.«hun vasker mit hår, varmen fra vandet og skummet fylder mine ører, jeg lukker øjnene. Bagefter reder hun det ud og stryger sine fingre igennem det.»nå,«siger hun.»hvad skal der ske?det skal klippes,«siger jeg.»ja, det trænger det til. Hvor meget tænker du, der skal tages af længden?længden skal væk. Det skal være kort.er du sikker på det?«hendes fingre glider gennem mit hår. Igen og igen.»du har sådan et smukt, langt hår.det skal være kort.«22

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende

yngre engle, som godt kunne lide at komme ind i det lidt lumre men også dragende For mange tusinde år siden var der en ærkeengel ved navn Mikael, som gjorde sig ret så bemærket blandt øvrige engle. Han var den sejeste af alle englene, kunne han slet ikke lade være med at styre dem

Læs mere

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt

HEJ SØSTER. og grædt det samme snot uden dig var det aldrig gået godt HEJ SØSTER 1. HEJ SØSTER Hej, søster, kan du ikke se komikken, så står vi her igen med fletningerne langt nede i postkassen hej, søster, det er ligesom bukseelastikken har fået et knæk og sikkerhedsnålen

Læs mere

De er døde, begge to

De er døde, begge to De er døde, begge to De er døde, begge to. 2012 Ved Vivi Petersen. Alle rettigheder forbeholdes. Tryk: Eurographic, Denmark Design af omslag: Frede Uhrskov Forlagsredaktør: Vibeke Uhrskov Larsen Forsidefoto:

Læs mere

Masterclass i kreativ skrivning. - Århus Akademi 2014. Lasse Rude Nord. Nikolaj Loufbye Carstensen. Sissel Karstensen.

Masterclass i kreativ skrivning. - Århus Akademi 2014. Lasse Rude Nord. Nikolaj Loufbye Carstensen. Sissel Karstensen. VI SER 1 Masterclass i kreativ skrivning - Århus Akademi 2014 Lasse Rude Nord Nikolaj Loufbye Carstensen Sissel Karstensen Nikita Morel Laura Haslam Lassen Alle rettigheder tilhører forfatterne Forord

Læs mere

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser.

Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Klimaet har ændret sig gennem flere tusinde år. Fra istid til tempereret klima med stor betydning for mennesker, dyr og planters betingelser. Undervisningshæftet Klima og historie giver et indblik i seks

Læs mere

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk

Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 1 Jeg har bare lyst til at sove, til smerten er væk 21-årig mand, mor død af blodprop for tre uger siden Denne pjece er skrevet til dig, der er teenager eller i 20 erne, og som har mistet din far eller

Læs mere

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET

DE FRAFALDNE. 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser UNGDOMSBUREAUET DE FRAFALDNE 20 fortællinger af unge om frafald fra ungdomsuddannelser De Frafaldne En samling af fortællinger om

Læs mere

DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK!

DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK! DEN SINDSSYGE POLAK KØB DEN SINDSSYGE POLAK - TRYK HER OG KOM DIREKTE TIL GYLDENDAL.DK! Kapitel 1 Søndag den 22. august 2010, Christianshavn Manden stod på en bro på Amager og kiggede over mod Marmorkirken,

Læs mere

Historien om. Hvem har flyttet min ost?

Historien om. Hvem har flyttet min ost? Historien om Hvem har flyttet min ost? DER VAR ENGANG, for længe siden i et land langt væk, fire små størrelser, der løb igennem en labyrint for at finde ost, som skulle gøre dem mætte og lykkelige. To

Læs mere

VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.

VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER. Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15. VIRGINIE DESPENTES VI SES I HELVEDE ROMAN På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt TIDERNE SKIFTER Tiderne_Vi ses i helvede.indd 3 11/04/12 15.25 Vi ses i helvede Oversat fra fransk efter Apocalypse bébé Copyright

Læs mere

er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution.

er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution. Sam Nik og Michael Svennevig: er en dokumentarisk roman om opvækst og revolution. Det er en fortælling, der giver indblik i livet i skyggen af den religiøse revolution i Iran i 1979, og er begyndelsen

Læs mere

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder

han løftede den op. Den ene arm faldt slapt ned til siden og dinglede mod hans hofte, da han begyndte at gå i regnen. Vandet løb ned ad hendes kinder * Da han rettede sig op, sank de nye, blanke Lloyd sko, han ellers kun brugte til pænt brug, ned i mulden, og han var ved at falde bagover. Fornemmelsen af noget skrøbeligt, der bliver knust mellem fingrene,

Læs mere

MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen

MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen MIT BARN hvor er du? Første bog i Danmark om adoption fortalt af den biologiske mor. Aniella Bonnichsen MIT BARN HVOR ER DU? BAGSIDETEKST Adoption bringer mange tanker og følelser i spil. I bøger, aviser,

Læs mere

BLIV EN GLADERE KÆRESTE

BLIV EN GLADERE KÆRESTE BLIV EN GLADERE KÆRESTE Af Carl-Mar Møller Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller www.parterapeutskolen.dk Sexolog og Parterapeut Skolen Udgivet som e-bog i 2012

Læs mere

En guide for transkønnede

En guide for transkønnede En guide for transkønnede Indholdsfortegnelse OM EN GUIDE FOR TRANSKØNNEDE... 3 FORORD... 4 AFSNIT 1. TRANSKØNNET HVAD BETYDER DET?... 7 AFSNIT 2. SPRING UD FOR FAMILIE & VENNER?... 13 AFSNIT 3. HORMONBEHANDLING

Læs mere

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød

Indholdsfortegnelse. Del 2 side 38 Støtte i sorgen side 40. Landsforeningen Spædbarnsdød Når I har mistet Når I har mistet Rymarksvej 1 2900 Hellerup Telefon: 3961 2451 Kontonr.: 9884 104990 www.spaedbarnsdoed.dk forening@spaedbarnsdoed.dk Landsforeningen Spædbarnsdød er på Facebook Tekst:

Læs mere

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov

Unge på kanten af livet. Spørgsmål og svar om selvmord. Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov Unge på kanten af livet Spørgsmål og svar om selvmord Bente Hjorth Madsen Center for Selvmordsforebyggelse, Risskov 1 Indhold Brugervejledning 3 Hvad er problemet? Fup eller fakta 5 Metode 9 Piger/Drenge

Læs mere

Du skal adlyde din mor

Du skal adlyde din mor Du skal adlyde din mor af Sørine Steenholdt fra novellesamlingen: Ung i Grønland, ung i Verden Oversat til dansk af Aminnguaq Dahl Petrussen Kommentarer af psykolog Jonna Ketwa Novelle 2 En ung kvinde

Læs mere

Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980

Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980 Kampen om Byggeren på Nørrebro 1980 1 Tekst og fotos: Søren Dyck-Madsen Denne bog er skrevet i 1980 - i månederne efter kampen om Byggeren. Den er imidlertid først udgivet elektronisk nu den 17. august

Læs mere

og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE

og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE D E M E N S og hvad gør jeg så? HÅNDBOG MED GODE RÅD FRA DEMENTE TIL DEMENTE OG DERES PÅRØRENDE Rådgivnings- og kontaktcentret for demensramte og pårørende Kallerupvej Odense Forord I 2002 etablerede Alzheimerforeningen

Læs mere

Tag dig nu sammen, skat

Tag dig nu sammen, skat Lisbeth Fruensgaard Tag dig nu sammen, skat bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes af stress eller angst Go Bog Tag dig nu sammen, skat bevar glæden og overskuddet, når din partner rammes

Læs mere

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok

Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006. Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Danmarks største uafhængige brugerblad om psykiatri Nr. 56 juni - juli 2006 OUT sideren ser psykiatrien indefra Når man sætter strøm til hjernen - tre historier om elektrochok Essay om tvangens historie

Læs mere

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ 1 DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ af Barbara Berger (Copyright Barbara Berger 2000/2009) 2 Indhold Introduktion 3 De Mentale Love / Måden sindet fungerer på - Loven om at tanker opstår 4 - Loven

Læs mere

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld Klaus Rifbjerg Den kroniske uskyld Det Schønbergske Forlag København 1958 Copyright 1958 by Det Schønbergske Forlag. Omslag: Thomas Winding. 2. oplag november 1958.

Læs mere

NDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT

NDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT AF KIRSTEN HOLM-PETERSEN Vi ser fremad Vi ser fremad OM Om MÆND mænd BAG bag kvinder KVINDER MED BRYSTKRÆFT OG UNDERLIVSKRÆFT med bryst- og ovariekræft Kirsten Holm-Petersen Vi ser fremad Om mænd bag

Læs mere

Af Helle Hinge og Henrik Juul

Af Helle Hinge og Henrik Juul ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå Brug filosofien Af Helle Hinge og Henrik Juul Dette er en pdf-fil med Brug filosofien Filen er stillet til rådighed for elever

Læs mere