nyt vi tør det - vi gør det FLAGDAGEN 5. SEPTEMBER Veteranhjemmet i trekantsområdet DET MARITIME FOLKEKØKKEN GULE ÆRTER

Transkript

1 nyt Marinekonstabelgruppens fagblad 13. årgang nr. 5 - november 2010 vi tør det - vi gør det Veteranhjemmet i trekantsområdet DET MARITIME FOLKEKØKKEN GULE ÆRTER 15 år efter Bosnien - tiden læger ikke alle sår FLAGDAGEN 5. SEPTEMBER MIN TUR TIL LIBANON - EN BERETNING - MEDLEMMERNES JUBILÆER

2 SKnyt -november årgang - nr. 5 nyt Marinekonstabelgruppens fagblad Søværnets Konstabelforening Mose Alle Rødovre Telefon: Fax: sk-nyt@maks.dk ansvarshavende redaktør Bjarne Krogh-Pedersen bkp@maks.dk T-tlf.: Mobil: informationsmedarbejder Anja Poulsen ap@maks.dk Tlf.: informationsmedarbejder Bjarne Mørup Olsen bmo@maks.dk Tlf.: informationsmedarbejder Hans Philipsen hp@maks.dk Mobil: Indhold Leder Flagdagen 5. september år efter Bosnien tiden læger ikke alle sår Veteranhjemmet Trekantsområdet Min tur til Libanon Jubilar Philipsen Jubilar Wennerwald Jubilar Bestle Værnepligten Gule ærter for Willemoes Afvikling af restferie Lanternen Farvel til FLEXerne Tillidsmænd og kontaktpersoner Layout Anja Poulsen Tryk Specialtrykkeriet Viborg Oplag Næste nummer Udkommer 17. december informationsmedarbejder Kaj Friborg kf@maks.dk Tj-tlf.: Mobil: Deadline Læserbreve og artikler til næste nummer skal være redaktionen i hænde 25. november eller efter aftale. Indlæg, forslag m.v. sendes til SK's adresse eller som e-post til: sk-nyt@maks.dk ISSN Er SKnyt forsinket, eller er der andre problemer med leveringen, så henvend dig til sekretariatet på telefon: Artikler, læserbreve, kommentarer m.v., der trykkes i SKnyt, er ikke nødvendigvis udtryk for SK s officielle holdning, bortset fra lederen. Redaktionen forbeholder sig ret til at anvende og redigere modtagne artikler og billeder, med mindre andet er aftalt. Det er tilladt at gengive og kopiere tekster, artikler og billeder med kildeangivelse. Det er ikke tilladt at kopiere artikler og billeder til kommercielt brug uden skriftlig tilladelse. Alle fagblade lægges på SK s hjemmeside Husk at melde adresseændring til SK. nyt Fotografer: Steffen, Michael, Anja, BKP, Jonatan Annoncepriser: 1/1 side kr inkl. moms 1/2 side kr inkl. moms 1/4 side kr inkl. moms Priserne er inkl. 4 farver 2

3 En samlet SKnyt - november årgang - nr. 5 Leder af formand Bjarne Krogh-Pedersen veteranpolitik Under overskriften En samlet veteranpolitik slår tre af regeringens ministre på tromme for en samlet indsats til gavn for vore hjemvendte kollegaer, altså det, der også kaldes veteraner. Det er forsvarsministeren, det er indenrigs- og sundhedsministeren og det er socialministeren, der barsler med de nye tanker og det nye tiltag. De har lagt hovederne i blød og det har ført til, at regeringen den 13. oktober overfor folketinget fremlagde sit udspil til en veteranpolitik. Det er al ære værd, at vort samfund langt om længe vil støtte de hjemvendte soldater og anerkende den indsats, som de har ydet på Danmarks vegne i udlandet. Det store antal af veteraner kommer fra hæren, men også søværnet og flyvevåbnet har udsendte soldater, der har behov for støtte og anerkendelse, når deres missionstid er ovre. Det tyder det på, at de nu kan se frem til langt om længe. Herhjemme har politikerne aldrig rigtig tænkt i de baner. Men presset fra det omkringliggende samfund er efterhånden så massivt, at selv de mest handlingslammede og reaktionære inde på Christiansborg nu kan se nødvendigheden af en indsats for veteranerne. Der må åbenbart være stemmer i sagen! Der har nu for anden gang været afholdt soldaternes flagdag, den 5. september. Den er også indført af Folketinget og ligesom med veteranpolitiken er det først efter et massivt folkeligt pres udefra og fra soldaternes egne rækker, at det sker. Det ville da have været rart, hvis de gode ideer og de nødvendige tiltag på disse felter kom fra Christiansborg og fra vores regering og ikke hver gang fra de udsendtes egne rækker. Jeg skrev i SKnyt nr. 5 i 2009 bl.a.: Vi skal som samfund huske at tage os af de hjemvendte styrker. Vi må ikke tøve med at træde til og gøre en maksimal indsats for at sikre den enkelte soldats tilbagevenden til en normal hverdag." Og lidt senere i samme artikel: så vi erindrer de faldne og sårede og dem vi ellers har tendens til at glemme: Alle de, der har gjort en indsats, men heldigvis er kommet uskadte igennem forløbet. Søværnets Konstabelforening var allerede dengang aktivt med til at sætte fokus på problemet. Vi kunne allerede dengang se, ikke alene at skoene trykkede, men også hvor skoene trykkede. Det er en glidende proces, der er i gang, når et folkeligt pres skal bygges op til at præge udviklingen i samfundet, men det er beklageligt, at nogle af de sidste, der erkender et eksisterende behov for denne udvikling, er vort lands egen regering. Derfor er det også så meget mere glædeligt, at der nu ser ud til omsider at ske noget på området. Der er en proces i gang, der gerne skulle ende op i en fuld anerkendelse af vore hjemvendte soldaters behov, der gerne skulle føre til, at veteranerne kan regne med den fulde støtte, og som gerne skulle resultere i, at samfundet fuldt ud accepterer, at man også kan have sår på sjælen, selv om man rent fysisk ikke fejler noget som helst. Denne proces og denne udvikling hilser vi velkommen. Vi har i forrige nummer af SKnyt skrevet om Veteranhjemmene og uddyber det andetsteds i denne udgave. Og det ligger helt fast, at Søværnets Konstabelforening bakker op om ideen. Og at samfundets forpligtigelser overfor hjemvendte soldater og deres pårørende nu er på vej til at blive defineret, kan vi kun stå bag. Søværnets Konstabelforening har tidligere meldt ud, at vi synes, at nok er nok, og at den umulige krig i Afghanistan bør gøres færdig uden tab af flere danske soldaters liv. Vore tropper har ydet en stor og anerkendelsesværdig indsats, som alle kan være stolte over og som har sat sit præg på udviklingen i Afghanistan. Men nu mener vi, at de dygtige danske soldater bør lettes en smule for deres tunge byrde. Vi vil have vore tropper hjem, - hurtigst muligt, og i bedst mulig tilstand. Senere skal de nemlig sendes til Afrikas Horn for at hjælpe i et hjørne af verden, der i udpræget grad trænger til hjælp. Hvis planerne om en international indsats mod pirateri skal have en chance for at blive en succes, vil det nemlig kræve en seriøs indsats på landjorden. Og hvem er bedre til dette job end vore dygtige kollegaer? 3

4 SKnyt -november årgang - nr. 5 FLAGDAGEN 5. september Af Anja Poulsen Den 5. september 2010 markeredes for anden gang den internationale flagdag for det danske forsvars veteraner og udsendte. Flere steder i landet var der planlagt arrangementer i anledning af dagen som, uanset hvad aviserne har skrevet, blev afholdt og markeret for første gang i SKs formand var inviteret med og deltog i mindegudstjenesten i Holmens Kirke og var med et par repræsentanter fra SK tilskuer til paraden på Christiansborg Slotsplads ved rytterstatuen med stor efterfølgende reception på pladsen ved trappen op til Christiansborg. I København indledtes dagen med mindegudstjenesten i Holmens Kirke. Kirken var fyldt op af soldater, civile, kongelige og statsfolk HKH Prins Joachim, HKH Prinsesse Marie, Statsministeren, Helle Thorning-Smidt, Margrethe Vestager, Bertel Haarder og Lene Espersen var bl.a. til stede og sidst men ikke mindst var A. Mærsk Mc-Kinney Møller at finde til denne mindegudstjeneste. Gudstjenesten indledtes med et præludium og herefter en fanemarch, hvortil der vendtes et blad i Mindebog for de danske frivillige, der gav deres liv i de allieredes militære styrker i krigen '. Mindebogen, som ligger fremme i Holmens Kirke, bærer på hver side navnet på en sømand, som er faldet i udlandet og ikke er blevet begravet i Danmark. Salmerne som blev sunget var Den Signede Dag Med Fryd Vi Ser, Du Som Har Tændt Millioner Af Stjerner, Kærlighed Til Fædrelandet, Til Himlene Rækker Din Miskundhed, Gud!, alle smukke salmer, som klang flot i kirken hjulpet godt på vej af Holmens Kirkes kor. Stemningen var præget af stor højtidelighed og ved sidste salme Altid Frejdig Når Du Går gik der et brus gennem kirken da alle folk, som var det aftalt, rejste sig op til sidste vers af Weyses smukke salme: Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller Præsten var til mindegudstjenesten ikke den eneste, der fra prædikestolen talte til menigheden i kirken; statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt en tale, der efterfulgtes nydeligt af to solister, der akkompagneret af piano sang Simon og Garfunkels Bridge Over Troubled Water det skønne nummer som nogle mener, oprindeligt er ment som værende en salme. Meningen i nummeret er smuk: en hjælpende kraft fra det hinsides, der rækker ud og fører det hensygnende eller ramte menneske gennem hårde tider. I kirkeligt øjemed tolkes det selvfølgelig som om det er Gud, der er denne hjælpende kraft, men alle i kirken, troende eller ikke, kunne forholde sig til Simon og Garfunkels indpakning, der giver plads til individuelle referencer. Nummeret var fint udvalgt og rundt om i kirken sås det da også, at mange mennesker fik afløb for sorg, ærbødighed og dybe følelser til tonerne af de forskellige salmer og ikke mindst Bridge Over Troubled Water. På Christiansborg Slotsplads Et par hundrede meter udenfor kirken på Christiansborg Slotsplads havde ca soldater samlet sig til parade der var soldater fra alle værn og rundt om pladsen, som var afspærret af bånd, stod flere tusinde civile, som alle var mødt op for at se paraden og tilkendegive deres støtte til de soldater, dagen omhandlede. De forskellige chefer og deres tilknytning til givne operationer blev præsenteret og fra søværnet var det Claus Buur, chef på Absalon, som repræsenterede flåden. For enden af Slotspladsen var opstillet en stor scene, hvorfra der skulle foregå underholdning om aftenen. Scenen var dekoreret med et stort bagtæppe, der var prydet af Dannebrog og ordene VI TAKKER. Foran scenen stod Den Kongelige Livgardes Musikkorps, som efter tale fra folketingets formand Thor Pedersen spillede I Danmark Er Jeg Født. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech holdt efterfølgende en tale, hvori hun understregede, at nok er Danmark et lille land, men alligevel i stand til at gøre en stor forskel på grund af de soldater, der i tjenesten vælger at gøre sit 4

5 SKnyt - november årgang - nr. 5 for at bedre situationen i andre lande. Forsvarsministeren nævnte også familie og pårørende og udtrykte derved sin taknemmelighed overfor de, der lever med afsavn for at gøre det, de føler er deres pligt. Talen afsluttedes med at forsvarsministeren tilkendegav sin dybeste medfølelse for pårørende, der må leve med livslang sorg over at have mistet en elsket i tjenestens navn æret være deres minde. Efter et minuts stilhed spillede Den Kongelige Livgardes Musikkorps temaet fra tv-serien Band of Brothers (på dansk: Kammerater i Krig ), så man skulle have et hjerte af sten for ikke stå der på Christiansborg Slotsplads med en tåre i øjenkrogen. Den sidste taler var forsvarschef Knud Bartels og i lighed med de to første talere, takkede han også soldaterne for indsatsen i de mange internationale operationer, Danmark tager del i. Bartels huskede dog også at takke en mindre synlig gruppe i forsvaret, nemlig de personer, der ikke nødvendigvis har været udsendt, men for eksempel udfører logistiske, praktiske og manuelle opgaver, der gør, at systemet i det hele taget kan køre rundt. Forsvarschefen sluttede sin tale af med at udtrykke sin påskønnelse og taknemmelighed og mindedes også de faldne soldater, der nu er marcheret til General Ryes Brigade, som han meget smukt udtrykte sig. Efter paraden var der rigget an til stor reception i Rigsdagsgården. I et mylder af baretter, rundhuer og uniformskasketter blev der serveret frikadeller, sandwich, kage, øl og vand i rigelige mængder til de mange hundrede soldater, der mødte op til receptionen. Om aftenen var der underholdning på den opstillede scene på Christiansborg Slotsplads. Bubber var konferencier og fra klokken 1530 til 2300 var der rock for alle pengene, da ca. 15 forskellige bands i tidsrummet ganske gratis gav den gas på den opstillede scene. Afholdelsen af den nationale flagdag for alle danske soldater der har været udsendt siden 1948 tiltrak mange mennesker og det viser klart, at denne dag er kærkommen, da den er med til at give folk mulighed for at vise anerkendelse og støtte til Danmarks soldater. 5

6 SKnyt -november årgang - nr år efter Bosnien - tiden læger ikke alle sår Af Anja Poulsen Hvordan forsvaret og samfundet har taget hånd om sine hjemvendte soldater har ændret sig meget gennem tiden. Bare inden for de sidste 15 år er der sket store ændringer i, hvordan man ser behovet for opfølgning på hver enkelt hjemvendt soldats situation og hvor meget der gøres ved det. Med tre nyåbnede veteranhjem i Danmark og flagdagen d. 5. september, ses det at forsvaret og dets ansatte er blevet mere synlige og får større anerkendelse i både politik og blandt befolkningen. Den store tilslutning vidner om, at politikerne har indset, at der må og skal afsættes flere ressourcer til fordel for de danske soldater, der giver og har givet så meget via deres tjeneste i forsvaret. Alt for mange mennesker går rundt med svære og traumatiske oplevelser som noget uforløst på grund af militærtjeneste i udlandet. De soldater der for år tilbage har været udsendte, har måttet se sig selv ladt i stikken af dem, de arbejdede for. Om det skyldes økonomi, politik, uvidenhed eller noget helt fjerde er ikke til at sige, men et er sikkert: de soldater der har været medvirkende til at synliggøre et behov for tiltag som flagdagen og veteranhjem, er samtidig dem, der har måttet betale prisen i form af store personlige omkostninger. Et af disse mennesker er Jimmi Lund fra Vestfyn. Jimmi er 41 år gammel, tidligere soldat i hæren hvor han gjorde tjeneste fra 1988 til midt i 90erne. Efter endt værnepligt i 1988 blev Jimmi udsendt til Cypern Det var min første udsendelse; vi var med til at lukke og slukke for danskerne dernede. Jeg blev udsendt igen á to omgange da jeg i starten af halvfemserne var udsendt med hold 1 og hold 3 til Tuzla i Bosnien. Hvornår stoppede du så i hæren og hvorfor? Jeg stoppede i hæren da jeg kom hjem fra Bosnien, for da fik vi at vide, at vi kunne risikere at komme af sted en gang om året og det det ville jeg ikke være med til, fortæller Jimmi. Det er tydeligt, at det efter 15 år stadig er et emne der berører ham dybt og blikket i hans øjne vidner om, at hans karriere i forsvaret og livet efter ikke har været en dans på roser. Fik I tilbudt noget hjælp efter I kom hjem? Nej, det gjorde vi sådan set ikke. Der blev sagt at hvis vi havde behov for det, så kunne vi godt få det. Men ellers ikke. Vi blev godt nok kaldt ind til noget samtale, men det var hele delingen på én gang, og så sidder man ikke lige og siger noget, vel? Nu bliver de jo kaldt ind enkeltvis og det er alle, der bliver det. Så det har ændret sig en del... Kan du mærke, at du gerne ville have haft noget personlig hjælp fra en professionel dengang? Ja det kan jeg nok... Det er bedre, end bare at lade stå til. Én jeg boede sammen med for et stykke tid siden sagde, at hun nogle gange måtte holde om mig om natten, fordi jeg lå og rystede og græd. Det ville være bedre, hvis man får noget professionel hjælp ligeså snart man kommer hjem... Men det var der ikke rigtig nogen muligheder for dengang. Nu tænker jeg ikke så meget over mine oplevelser fra da jeg var udsendt, som jeg har gjort, for jeg var ovre at snakke med Bente Thomsen, psykolog på Ryes Kaserne, hvor jeg blev tilbudt et par timer hos en psykolog i Odense. Derigennem fik jeg, skal vi sige, redskaber eller metoder, der skulle kunne dæmpe de der anfald, eller hvad pokker man nu kan kalde det. Det hjalp mig. 6

7 SKnyt - november årgang - nr. 5 Hvorfor tror du det er så anderledes nu, end det var før? Folk har vel de samme behov? Bente hun sagde selv, at de jo ikke var gearede til det, dengang vi kom hjem med det første hold. Der har nok været problemer med mange, så de har måttet lave proceduren om... Mange af de unge mennesker i dag vil gerne af sted, men så skal de satanedme have en psyke der er så stærk... og et bagland der er 100 % i orden... Der er kommet mere fokus på soldaterne nu. Bl.a. med de her veteranhjem. Er det noget du kunne finde på at tage over at kigge på? Ja, jeg skal bare finde ud af, hvor det ligger henne. Så kunne jeg godt finde på at tage derover at kigge. Der sidder jo nok nogen, der er professionelle lyttere og og måske i samme situation som dig? Hvad synes du om, at de har lavet de her veteranhjem? Det var da ikke for tidligt! Nu har jeg været med et par gange i Sønderborg ved De Blå Baretter... der er sådan en sommerlejr en gang om året, men der kommer hovedsagligt dem, der har været på Cypern og sådan noget... der er ikke nogen af dem der sådan har været i krig. Hvad mener du om flagdagen - er det noget, der betyder noget for dig? Ja, det er det. Ligeså vel som vi flager for Danmarks befrielse, så synes jeg det er godt. Det er jo ikke noget, man sådan lige får indført. Så den dag, da kan man da mindes nogle af alle dem, der har været udsendt, ikk? Jeg ved så bare, at nogle af dem jeg var dernede sammen med... de oplever det ikke... Der var en af mine kammerater dernede, han døde, fordi der var en kampvogn der skulle over en bro - de sprængte noget af broen væk, så kampvognen væltede ned i floden. Den landede lige på tårnet, så han druknede derinde. Han kunne ikke komme ud. Jeg ved godt de sagde, vi havde skrevet under på at skulle tage af sted, men dengang syntes jeg det var frivillig tvang, for da jeg kom til Aalborg var der to mekanikere, der sagde nej - så var det ud af forsvaret. Find et andet arbejde. Sådan var det. Jimmi L. Lund Jimmi Lund lever i dag et roligt liv med arbejde, kammerater og til tider en øl på den lokale bodega, men det er tydeligt, at oplevelserne han har haft gennem sin tjeneste i forsvaret har sat sine spor. Der er uden tvivl andre mennesker ude omkring, som kan nikke genkendende til Jimmis oplevelse af omstændighederne under og efter at være udsendt og man kan kun håbe på, at tiltagene der ligger i veteranhjemmene og flagdagen, kan være med til at minde veteraner og pårørende om, at ingen er glemt og at vi sætter pris på dem, der indtil nu har været de ubesungne helte. 7

8 SKnyt -november årgang - nr. 5 Veteranhjem Trekantsområdet af Anja Poulsen Som du sikkert har hørt, set og læst i forskellige medier, er der dukket tre veteranhjem op rundt om i Danmark. Aalborg, Fredericia og København er de byer man skal tage til, hvis man vil besøge et af veteranhjemmene. Veteranhjemmet i Fredericia, Veteranhjem Trekantsområdet, bød indenfor til en kop kaffe, rundvisning og en hyggesnak da SK kiggede forbi en blæsende efterårsdag i september sammen med veteranen Jimmi Lund, som du kan læse om på side 6 og 7. Hvis ikke det havde været for det store skilt med teksten Veteranhjem Trekantsområdet, som hænger udenfor den røde murstensvilla på Ansgarsvej 4, ville det ikke have været til at se, at her ligger et veteranhjem. Veteranhjemmet er da også indrettet på en måde, der ikke udstråler hverken institution eller offentligt værested. Mest af alt minder det bare om et hjem. Og det er også det, der er meningen. Veteranhjemmet er veteranernes hjem og her er det meningen, at man skal føle sig hjemme. Villaen er indrettet med mange stuer, der indeholder fjernsyn, sofaer, lænestole, malerier på væggene og gulvtæpper under sofabordene. Villaen er i tre etager, hvor øverste etage er indrettet med flere forskellige værelser, så der altid er plads til overnattende. De, der overnatter på veteranhjemmet, gør det enten fordi de en overgang er hjemløse, har brug for et stykke tid hjemmefra eller bare fordi, de har brug for lidt ro og fordragelighed. Det er nemlig meningen, at en veteran kan komme på veteranhjemmet og få sig et værelse og en seng at sove i bare for en nat, en weekend, en uge, eller hvor lang tid, det nu kunne tænkes at vedkommende ønskede at benytte sådan et tildelt værelse. Under sådan et ophold kan man komme og gå som man vil så længe man rydder op efter sig selv og opfører sig som ja, som var man hjemme. Man er velkommen. Veteranhjemmet i Fredericia er åbent 24 timer i døgnet hver dag. Hele året rundt uden undtagelser. Når man ankommer, bliver man budt velkommen af en af de frivillige, som har deres daglige gang i hjemmet. Vedkommende kalder sig ikke hverken daglig leder eller opsynsmand, men vært. Værten denne eftermiddag, hvor Jimmi Lund og jeg dukker op, hedder Gunnar og er en venlig, midaldrende mand med et kammeratligt blik i øjnene. Han har tid til at lytte, snakke, fortælle vitser og give råd om dette og hint, hvis det er det, man har brug for. 8

9 SKnyt - november årgang - nr. 5 I stueetagen er der som sagt indrettet et par stuer, hvor der i en af dem er opsat ventilationsanlæg, så rygerne ikke kvæles i røg, mens de ser film på fjerneren og får sig et par kopper kaffe. Hvis man har børn, er det muligt at tage dem med på besøg; der er sågar indrettet et fint rum til poderne, hvor de kan vælte sig i sækkestole, bamser og andet legetøj. Af flere goder i Veteranhjemmet kan nævnes en netcafé med seks computere, et stort køkken, en form for fælles-/møde-lokale og kælderrum der stadig ikke er indrettet, for som værten Gunnar siger: Det er veteranernes hjem. Brugerne her skal bestemme, hvad der skal være. Om det skal være bordfodbold, dart eller noget helt tredje Det er op til dem. Men i rummet her overfor, siger Gunnar og peger på et lyst kælderrum på den modsatte side af kældergangen der kunne godt stå nogle havkajakker. Og nogle mountainbikes De frivillige i Veteranhjemmet agter nemlig at indkøbe grej, så der kan planlægges udendørsaktiviteter. I veteranhjemmet er der så få regler som muligt. Huset udvikler sig hele tiden, forklarer Gunnar så hvis der bliver brug for regler, laver vi dem hen ad vejen. Her er plads til alle og ingen løftede pegefingre. Man må komme og gå som man vil." Jeg er nysgerrig omkring Veteranhjemmets alkoholpolitik og går ikke ud fra, at alkohol er tilladt på stedet, men Gunnar fortæller: Man må godt tage sig en øl, hvis man har lyst til det. Der er nogen, der har det bedst med en øl i hånden, og de skal ikke holdes ude bare på grund af det. Jimmi og jeg opholder os i veteranhjemmet et par timer, som flyver af sted. Vi når at hilse på et par veteraner, som kommer forbi Jimmi får snakket lidt gamle dage med nogle af dem. Endelig er der nogen, han ikke behøver forklare noget overfor. De forstår ham, kan jeg se. Og han forstår dem. Mon ikke det er dét, der er meningen. At det usynlige bånd, der unægteligt knytter veteraner sammen, bliver set gennem lys og kammeratskab og ikke gennem fortvivlelse og modløshed. I Veteranhjemmet bliver der snakket gamle dage, udvekslet historier, lyttet, givet venskabelige skub i den rigtige retning, grinet og grædt, funderet og hvilet ud, imens det gode humør hele tiden er inden for rækkevidde for dem, der har overskud til at række ud efter det. Hvis det overskud lader vente på sig, står der heldigvis en hel flok tålmodige mennesker klar, der ikke lader sig skræmme, men er i stand til at tage hånd om tingene, som de nu engang er. Info om Veteranhjem Trekantsområdet: Formålet med Veteranhjem Trekantsområdet er at skabe rammer og mulighed for udsendte, tidligere udsendte og kommende udsendte samt disses pårørende til at mødes under uformelle former og vilkår for herigennem at støtte og afhjælpe. Herudover skal Veteranhjem Trekantsområdet kunne give og/eller formidle støtte og kontakter til støtte, som der måtte være behov for hos de nævnte grupper. Facebook søg på Veteranhjem Trekantsområdet Mail: trekant@veteranhjem.dk Tlf.: Web: Adresse: Ansgarsvej 4, 7000 Fredericia På kan du læse om alle tre veteranhjem i Danmark 9

10 SKnyt -november årgang - nr. 5 Min tur til Libanon Af Michael Holm Jørgensen Hen over sommeren 2009 blev Danmark spurgt, om vi havde mulighed for at sende et logistikkompagni til Libanon. Her har FN været tilstede siden 1978 ved operation UNIFIL (United Nations Interim Force In Lebanon). Danmark skulle afløse et polsk kontingent, som skulle hjem efter 18 år i Libanon. Det sagde regeringen og Folketinget ja til. Danskerne skulle overtage fra januar 2010, men det blev fremskudt, således at hold 1 skulle afsted ultimo november 2009 med henblik på at overtage den 1. december Danmark og jeg selv har iøvrigt tidligere deltaget i UNIFIL, idet søværnet har deltaget i den flådestyrke, som siden 2006 er en del af UNIFIL. I Libanon er der ca FN-soldater fordelt på ca. 30 nationer. Størrelsen på logistikkompagniet skulle være på ca. 150 mand under ledelse af hæren, men hæren kunne først overtage fra august 2010, hvorfor det blev flyvevåbnet ved Combat Support Wing der skulle være Parent Unit. Kompagniet er en del af DANCON UNIFIL som består af fem stabsofficerer (hvoraf den højst rangerende en oberstløjtnant er DETCO, det der før hed ÆDO), tre MP ere og så selve kompagniet med en major som kompagnichef (KC). Kompagniet var opdelt i tre delinger. Personellet blev sammensat fra alle tre værn. Civilt ansatte og militære blandet sammen. Kompagniets opgave bestod hovedsageligt af transport. Transport af hvad som helst fra personel (ifm udskiftninger af de forskellige landes soldater), over brændstof til afhentning af containere med gods. Derudover havde vi ca. fem mand i køkkenet i hovedkvarteret i Naqoura, hvor også resten af kompagniet var baseret. Deres opgave bestod oprindeligt i at modtage, opbevare og udlevere madvarer til køkkenet. En lang overgang var de dog også med til at lave dansk mad, hvilket var et kærkomment indslag i menuen, som ellers var rigelig men lidt kedelig. 10

11 SKnyt - november årgang - nr. 5 Der var en enkelt dansker i Beirut, som løste en masse opgaver ifm personel, som skulle via lufthavnen i Beirut og grej, som skulle via havnen i Beirut. Derudover var der også danske brandmænd i lejren. Og så stod danskerne også for at udlevere brændstof og gasflasker samt at kontrollere tankanlæg i hele operationsområdet og med jævne mellemrum at udskifte diesel for at undgå dieselpest. Vi havde mekanikere til at skrue på køretøjerne. Og vi havde folk på arbejde i Jem og Fix hvor de udleverede alt tænkeligt fra søm og skruer til byggematerialer. Jeg endte på hold 2, som skulle af sted fra medio marts til hold 3 kunne overtage engang i august Jeg skulle fungere som DUTY OPS assistent. Arbejdet bestod i at monitere vores kolonner, når der var nogen ude at køre, at oprette køresedler, dvs lister over hvilke personer og køretøjer, der blev tilknyttet hvilke opgaver. Dette således at vi hurtigt kunne få et overblik over, hvem der var i lejren og hvem der var på opgave og hvor, hvis dette skulle blive nødvendigt. Vi havde også en vikingtavle en slags landlovstavle hvor man havde et billede med navn, som man kunne flytte rundt på, alt efter hvor man var henne. timer og vi var fire mand om det. En kort periode var vi dog fem, idet den ene CIS tekniker også indgik i vagten. Det hele startede en kold vintermorgen i januar i Karup. Her skulle vi gennemgå fem ugers MISU (Missionsforberedende Uddannelse en slags forskole). Denne var delt over i to. Først tre ugers uddannelse, så to ugers ferie og så to ugers uddannelse. Vi sluttede i uge 10, hvorefter 1. Rotation tog afsted i uge 11 og jeg selv i uge 12 med 2. Rotation. I Karup skulle vi iklædes med Ørkenuniform komma komplet. Jeg havde dog det hele med hjemmefra. Vi skulle fordeles ud i delingerne. Og så skulle vi uddannes til vores opgave. Problemet var, at ingen rigtig vidste, hvad det var, vi skulle ned til. Så KC og ledelsen havde valgt at forberede os på Worst Case Scenario og på baggrund af de erfaringer man har fra Irak og Afghanistan. Det viste sig heldigvis at være skudt over målet, men det vidste vi ikke på daværende tidspunkt. Det var en broget forsamling, der var mødt op. Flyvere, hærfolk og søfolk. Civilt ansatte og militære. Mænd og kvinder. Nyudnævnte KS ere på HRU-kontrakt. Vi skulle også modtage og videregive informationer til de rette personer. F.eks. efterretnings- og trusselssvurderinger mod UNIFIL personel og installationer. Disse kom fra hovedkvarteret og på baggrund af dem skulle ledelsen i DANCON så træffe afgørelse om, hvilke forholdsregler der evt. skulle træffes for det danske personel. Hvis der var særlige hændelser mod kolonnerne, f.eks. stenkast, trafikuheld, belysning med lazerlys, happy shootings, vejspærringer osv, var det DUTY OPS' opgave at hjælpe kolonneføreren med at komme videre f.eks. ad en anden rute. Hvis der skulle hjælp frem, var det vores opgave at sørge for, at det skete. Skrive diverse rapporter over hændelser og sende dem til UNIFIL HQ. På vores tur havde vi heldigvis ingen alvorlige personskader, hvilket desværre ikke var tilfældet for hold 1. I et trafikuheld mistede de en kammerat, FSPC Kjeld Møller Mellergaard. Den danske lejr er siden blevet opkaldt efter ham: CAMP MELLERGAARD. Vi skulle også fungere som en slags reception og omstillingsbord. Og ikke mindst hittegodskontor og kaffestue. Vi havde dog til enhver tid ret til at bede alle, som ikke har et tjenstligt ærinde i DUTY OPS, om at forsvinde. Tjenesten var fordelt på døgnets 24 11

12 SKnyt -november årgang - nr. 5 Folk med over 30 års tjeneste bag sig. Folk med en reservekontrakt. Yngste mand 19 år, ældste sidst i 50 erne. Københavnere og sønderjyder. Alle med forskellige forudsætninger for at tage afsted. Og der var fem uger til at ryste os sammen. Det har uden tvivl været noget af en opgave. Vi var tre søfolk. Morten fra Commcen FRH, lægen Liv og jeg selv. Så vi var klart på udebane. I Libanon ville vi få forstærkning i form af to søfolk som fortsatte fra hold 1, nemlig Jerrie og Bonde. Liv var den eneste, som jeg ikke havde mødt før. Tilbage til MISU en. Det første jeg fandt ud af var, at de ikke talte dansk. Hvorfor kalder de det for Appel, når alle ved, at det hedder Mønstring? Og hvorfor kalder de det for delinger, når det hedder divisioner? Og det gik helt galt når man brugte almindelige ord som en dørk eller en kuttendækker... Nå, spøg til side. Vi lærte, hvordan man nedkæmper en evt. fjende, når man er på en patrulje. Vi lærte taktisk sanitet for enkeltmand kaldet TSE. Det er førstehjælp på sig selv og andre. Hvordan anlægger man et Tourniquet? Hvordan får man hurtigst muligt to sårede væk fra et køretøj, der har ramt en vejsidebombe? Og du er måske alene om det. Hvordan bruger man bedst sin IFAK (førstehjælpstaske). Hvordan anlægger man en god forbinding? Hvordan sikrer man et omåde, så man kan komme til at yde førstehjælp til evt. sårede? Nemlig Ronni Conchas, som jeg har sejlet med en kort overgang på Viben. Også i forbindelse med UNIFIL. Men så kom tiden til, at jeg skulle afsted. Som før nævnt kom jeg ned med 2. rotation, hvilket havde den praktiske betydning, at jeg flyttede direkte ind på det, der skulle være mit værelse på resten af turen. Et værelse som jeg skulle dele med Claus, vores kommandobefalingsmand. Efter et par dage med diverse briefinger og in-processing, kunne min overlevering gå i gang. Jeg kunne lige nå at få 3-4 dage med resterne af hold 1, inden de tog hjem, så det var bare om at suge til sig. Det gik nu fint, det var to søfolk, der var tilbage. Annemarie og min egen kollega hjemmefra, Norton. Og 1. april fløj hold 2 solo. Det meste af transportdelingen havde da været dernede i to uger og havde trænet en masse kørsel. Vejene i Libanon er ikke noget at råbe hurra for, der er masser af steder hvor asfalt er et ukendt begreb og libaneserne selv kører ikke specielt godt med mange trafikdrab til følge. Og så er færdselsloven også lidt anderledes. Når man f.eks. kører i en rundkørsel, skal man holde tilbage for dem, der vil ind i denne, hvilket tit skaber kaos. Der var flere, som prøvede at få et par kolde hænder ind på den bare hud i 10 frostgrader og en halv meter sne, fordi der skulle anlægges en forbinding i lysken eller armhulen. Og det var altså koldt... Hvad er Rules Of Engagement? Genevekonventionen? Jeg kan gennem praktisk erfaring (opnået under øvelse) oplyse, at det er forbudt at skyde på en såret fjende, blot fordi han bevæger sig. Finder man en såret fjende, må man afvæbne ham og derefter skal man yde førstehjælp, akkurat som hvis han er en af dine kammerater. Lovene tager ikke hensyn til at han kan ligge med en afsikret håndgranat eller et skarpladt våben og bare vente på at hjælpen når frem... Vi lærte om Conduct After Capture (CAC) hvordan man skal forholde sig hvis man bliver taget til fange eller bliver kidnappet. Vi fik lavet Min Sidste Vilje hvad skal der ske med mig, hvis jeg ikke kommer hjem i live? Og så var der mulighed for at lave et testamente. Det giver vist sig selv, at vi også fik gennemført uddannelse og resultatkontrol på pistol og M96. Og så var jeg i gaskammer for første gang siden Må konstatere, at forsvaret ikke har fået gasdragter i størrelse voksen. Jeg kunne ikke være i den, så jeg måtte gå ind i kammeret iført kampuniform. Det var iøvrigt en gammel kending og kollega, der stod for teorien om de forskellige typer gas, man kan komme ud for. 12

13 SKnyt - november årgang - nr års jubilæum På Møen foregik indkvarteringen af eleverne i 24-mandsbanjer på minedækket, så Hans er altså én af de mange tjenestegørende i søværnet der ved, hvordan det er at ligge kilet fast mellem øverste køje og dækket på Møen. I 1970 kom en 17-årig knægt i søværnet. Navnet var, og er stadig, Hans Peter Philipsen. I anledning af sit 40-års jubilæum i søværnet skal han selvfølgelig have noget spalteplads her i SKnyt som det sig hør og bør for vores medlemmer. Hans Peter Philipsen er gift og har to sønner på hhv. 25 og 27 år. I Hans fritid er det ikke hverken golf, fiskeri eller fodbold, der fylder nej, han er hovedsageligt engageret i forskelligt foreningsarbejde og listen er lang: kasserer i Københavns Marineforening på 10. år, kasserer i den lokale vælgerforening for Socialkammeraterne (som Hans selv udtrykker det) og kredskasserer samme sted. Han sidder i bestyrelsen for Dansk Naturfredningsforening, er kasserer i Søværnets Konstablers Seniorklub (SKS) på 7. år, sidder i to forskellige udvalg omhandlende grundvand og bæredygtig udvikling og det sidste skud på stammen er, at Hans nu også arbejder i Hegnssynet. Der bliver nu også tid til at passe arbejdet i Søværnet, hvor marinespecialisten Hans er artillerist og har været 25 år ved fotoholdet eller registreringsholdet som det også hedder. Hans søgte ind til søværnet som 17-årig, fordi han altid gerne har villet ud at sejle. Det første skib han sejlede på, var Skoleskibet Møen. Jeg kan huske, at jeg sejlede sammen med Jens Ole, som nu sidder i bestyrelsen i SKS, fortæller Hans, han var konstabel om bord. Han gik og jagede rundt med os, for vi var jo kun elever. Det var meget sjovt mindes han. Om bord på Møen stiftede Hans for første gang bekendtskab med søsyge, knob og stik og tilsendte pakker indeholdende kage fra moren, som syntes, at hendes søn var forfærdeligt langt væk fra hjemmet: Ja, hun sendte pakker til mig, som om jeg var i udlandet. Men Frederikshavn var jo også langt væk dengang. Efter turen på Møen gik turen til land, hvor Hans kom på skolebænken i godt to år, og så var det ellers af sted på havet igen. Jeg sejlede SDCer Neptun og Havfruen; der sejlede jeg i et år. Så kom jeg tilbage til Holmen Artilleriskolen Holmen. Efter svendeprøven var det meningen, at jeg skulle have været ud af systemet, men jeg skulle lige have lidt CU men så kom jeg på fototeamet i to år og gik samtidig hen og blev installatør, og så var det meningen at jeg skulle ud af systemet. Det blev heller ikke til noget, for der var mange arbejdsløse og det der med at sidde på en stol fra otte til fire det tror jeg sgu ikke, jeg kunne holde til. Det gode ved søværnet er det med at komme ud. Man kan komme ud at rejse og sejle og der sker noget. Ikke alene har Hans 40 års jubilæum i søværnet, han har samtidig 25 års jubilæum som tillidsmand. På spørgsmålet om, om han kan mærke en holdningsændring til fagforeninger gennem tiden svarer han: De unge mennesker i dag er ikke så interesserede i fagforeninger. De føler ikke, de har brug for det, for der er mange ting i dag, man selv skal forhandle f.eks. med udstikkeren. Der er meget, man selv skal finde ud af. Hvis man kommer i klemme, har man brug for en fagforening, men de steder hvor det går godt, tænker man ikke over det. Der er ikke den samme gejst som førhen det er mere stille og roligt. Man affinder sig med mere, f.eks. utidssvarende indlogering, og cheferne er mere åbne over for de ansatte. Der er jo ikke noget med De og på efternavn, som det var førhen. Den der kæft-trit-ogretning-mentalitet er der ikke mere. I dag er Hans placeret i Ballerup ved Forsvarets Materieltjeneste hvor han er med til at fotografere missilskydninger og sprængladninger samt at lave følgeprøver på nye skibe for at se, om det hele spiller sammen. Samtidig fortsætter han sit virke som bestyrelsesmedlem i SK og vi er glade for at kunne ønske Hans Peter Philipsen hjertelig tillykke med de 40 år i søværnet. Tillykke 13

14 SKnyt -november årgang - nr års jubilæum for en af Tordenskjolds soldater af Bjarne Krogh-Pedersen Det er ikke så tit det sker, men her for nylig gjorde det: En af Tordenskjolds soldater havde 25 års jubilæum. I søværnet ganske vist, men alligevel... Nærmere bestemt var det marinespecialist James Adler Wennerwald, der den 9. september kunne fejre, at der var forløbet 25 år siden han i sin tid trådte ind gennem porten i Auderød. Og den der med Tordenskjold, den er altså god nok. James er nemlig en af de faste aktører i de berømte Tordenskjoldsdage, der hver sommer finder sted i Frederikshavn, men det kommer jeg til lidt senere. Det var helt tilbage i 1985, at James startede som konstabelelev og lærling for at uddanne sig som Elektronik- og Datamekaniker. Bortset fra de obligatoriske fagskoleophold og de traditionelle skoleskibssejladser var det de første mange, mange år på Kattegats Marine-distrikt (KGM), at han havde sin daglige dont, dog udlånt til Inspektionsskibet Hvidbjørnen for et enkelt togt til Færøerne. Efter tiden i KGM var det sejlads med Standard Flex 300- klassen og Minelæggeren Fyen, inden James atter gik i land, denne gang på Senderstation Rishøj, der ligger i de natur-skønne bakker mellem Sæby og Frederikshavn. Herfra til Taktikskolen, der har til huse på Flådestation Frederikshavn, indtil han havnede på sin nuværende arbejdsplads, LSE FRH, der er den lokale afdeling af Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. James lægger ikke skjul på, at han nu er havnet på den rette hylde og at han gerne vil blive i LSE mange år fremover. Når han er havnet hvor han er, altså i LSE, skyldes det for en stor del hans fysiske tilstand. Blot tre år inde i læretiden kørte James galt på sin motorcykel, hvor det ikke mindst var hovedet, der blev beskadiget ( Rigtige mænd kører ikke med styrthjelm!! ). Det kom han sig så nogenlunde over, selv om hukommelsen ikke altid havde det så godt. Da han så langt om længe var vokset sammen igen var der en bilist, der nedlagde James på cykel på vej hjem fra arbejde. Det var heller ikke så smart. Men omsider var James fit for fight, og om så det var hovedet, så virkede det igen. Men, men, men, - hans trængsler var ikke slut endnu, tværtimod. En arbejdsskade ombord på en af Flex erne ødelagde James ryg. Han fik stærkt nedsat erhvervsevne og må fremtidigt acceptere, at han aldrig bliver i stand til at klare et "normalt job. Men ikke alene James må acceptere, at han ikke kan yde en 100% arbejdsindsats. Det samme må forsvaret, og der har det har knebet lidt med forståelsen undervejs. Disse trængsler hører heldigvis fortiden til, og der er i dag fuld forståelse på hans arbejdsplads for hans situation og det er helt accepteret, at James flexer lidt mere i sit job end hans kollegaer gør. Den måde, som man i LSE har taget imod James på, er i høj grad medvirkende til, at han gerne vil blive her resten af sit arbejdsliv. Undervejs gennem hele sagsforløbet har Søværnets Konstabelforening naturligvis været i tæt dialog med James, og den knudrede vej gennem systemet, indtil han havnede på rette hylde havde han efter eget udsagn ikke klaret uden den kæmpemæssige indsats fra Ole Hemmingsen og andre af fagforeningens sagsbehandlere og politikere. Engang var James ivrig sportsdykker i sin fritid og forsøgte også at beholde sin hobby efter at ryggen var blevet beskadiget. I vandet vejer dykkerudstyret stort set ingenting, men når man er oppe på land, er det noget tungt grej at smide rundt med, så han måtte efterhånden erkende, at det var umuligt at fortsætte med dykningen, - ryggen ville ikke være med til det! Og her er det så, at Tordenskjold kommer ind på scenen. For når den ene hobby og interesse forsvinder, må der jo en anden til, hvis der skal være balance i livet. Gennem sin interesse for gamle våben blev James efterhånden en del af den faste stok ved de vidt berømmede Tordenskjoldsdage i Frederikshavn. Han er med i den del, der hedder livgarden, og samværet med de øvrige aktører er godt, både hjemme i det nordjyske og ude i verden. For Tordenskjolds livvagt kommer af og til udenbys og lands for at være med til lignende arrangementer og for at gøre reklame for Tordenskjoldsdagene. Det vækker altid begejstring, når livgarden trækker i de flotte uniformer. Men når ikke James tilbringer tiden i sin daglige funktionsuniform eller sin livgardeuniform og skifter over til civilt, er det hjemme hos hans elskede hustru, Susanne, det foregår. De bor i eget hus i bydelen Kilden i Frederikshavn. Parret har tilsammen fem børn (dine, mine og vores) og to børnebørn. Hertil både hund og kat, så der er altid liv i huset og haven. Han interesserer sig for sin slægt og kan føre den tilbage til 1600-tallet. Det nuværende slægtsnavn, Wennerwald, kommer via Sverige til Danmark i 1744, og den del af slægten, som hedder Adler er importeret fra Tyskland, så rødderne på stamtræet er vidt forgrenede. Ikke så sært, at James Adler Wennerwald er en sammensat natur! 14

15 SKnyt - november årgang - nr. 5 Henrik Green Bestle Jubilar 7. juli 2010 kunne marinespecialist Henrik Green Bestle fejre 25 års jubilæum i søværnet. Efter at have gennemført sin uddannelse som rørsmed, startede Henrik sin karriere i søværnet på grundskolen i Auderød i september 84 som værnepligtig. Efter grunduddannelsen blev Henrik sendt ombord i orlogskutteren BARSØ, hvor han blev dæks-gast. Henrik blev glad for jobbet til søs og valgte derfor at tegne kontrakt i I 1988 søger Henrik over i torpedobådene, hvor han samtidig skifter speciale og bliver maskinmand. Det var en oplevelse at sejle torpedobåd, selvom det kunne være mindre sjovt, når vejret var dårligt. I 1994 syntes Henrik, at han trængte til lidt luftforandring og rejste til Grønland, som han meget gerne ville opleve. Efter fire gode år på et tjenestested hvor der skete meget, gik rejsen til Danmark med mange gode minder i rygsækken - tilbage til torpedobådene hvor han sejlede, indtil de udfasedes i Henrik deltager derefter i tilrigningen af FLYVEFISKEN, der har været lagt op i nogle år, til dens nye opgave som søopmålingsenhed. Herefter starter en periode, hvor skibene bliver lagt op under fødderne på Henrik, først FLYVEFISKEN, så LOMMEN, hvor opgaven var søopmåling og til sidst SØ- LØVEN, som sejlede farvandsovervågning. Efter SØLØVEN røg Henrik på HAVFRUEN, hvor han stadigvæk sejler og er glad for at være. Der er fast sejlmønster, når man sejler farvandsovervågning; 14 dage ude og 14 dage hjemme som efter Henriks opfattelse giver en fornuftig rytme i hverdagen. Henrik har siden 2005 været gift med Dorte, som han har delt adresse med i en årrække, inden de blev gift. Henrik bruger sin fritid på huset og haven i Næstved, hvor der altid er noget at tage fat i, når man har været på havet i 14 dage. Henrik bruger også en del af sin fritid på at holde sig i form på sin racercykel, som luftes på de Syd-sjællandske landeveje et par gange om ugen. Søværnets Konstabelforening ønsker Henrik tillykke med jubilæet. Tillykke 15

16 SKnyt -november årgang - nr. 5 Af Anja Poulsen VÆRNE I den sidste tid har bølgerne gået højt i medierne, når det gælder diskussionen om værnepligten. Mange danskere mener, at det er en forældet institution, som ikke bare er utidssvarende men også, for at sige det mildt, groft kønsdiskriminerende, i det den kun omfatter mænd. Skal værnepligten bevares eller afskaffes? Ville en afskaffelse af værnepligten betyde et professionelt forsvar, eller ville det betyde mangel på engagement og personel? Betyder tvungen værnepligt et indgreb i folks personlige frihed eller betyder det, at man får gode folk ind, som normalt ikke ville have tænkt tanken? Almindelig værnepligt blev indført i forbindelse med Stavnsbåndets ophævelse, men blev først gældende for alle mænd uanset stand fra Grundloven foreskriver, at enhver våbenfør mand har pligt til at bidrage til landets forsvar, så derfor ville det kræve en grundlovsændring at afskaffe værnepligten. Formanden for Hærens Konstabelog Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther, blev i sommers citeret i flere medier for at sige, at skulle en afskaffelse af værnepligten komme på tale, er det ikke nødvendigt formelt at afskaffe den man kan suspendere ordningen og tage den i brug igen, hvis verden ændrer sig og det skulle blive nødvendigt. Dansk Folkeparti udlægger i deres forsvarspolitik, at værnepligten er et vigtigt led i et demokratisk forsvar samt et vigtigt bidrag til befolkningens forståelse for forsvarets vilkår. Desuden mener de, at værnepligten skal udstrækkes til også at gælde færinger og grønlændere, der ad den vej kan bidrage til forsvaret af hele Riget. Med et budget på cirka 20 milliarder kroner er forsvaret en af de allerstørste offentlige udgiftsposter og som de fleste andre steder i den offentlige sektor, skal en del af det budget spares væk. Der lægges op til, at der over de næste fire år skal spares to milliarder kroner men hvor skal der spares? Skal det gå ud over værnepligten eller skal det gå ud over de danske soldaters indsats i udlandet? Forsvarsordførerne i Venstre og Dansk Folkeparti er åbne overfor enten at skære i antallet af danskere på mission i udlandet eller at afslutte udenlandske missioner i blandt andet Libanon, Kosovo og Irak for at spare penge, mens de Konservative mener, at vist bør værnepligten bibeholdes, men at der ikke må skæres i budgetterne for udenlandske missioner. Socialdemokraterne mener derimod, at Danmarks militære internationale engagement har et fornuftigt niveau, hvor der ikke må lægges besparelser ind over og både SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne mener, at besparelserne i forsvaret bør ske ved bl.a. at suspendere værnepligten. Der er selvfølgelig mange grunde til enten at ønske afskaffelse af værnepligten eller bibeholdelse af samme. Et af de argumenter, man oftest hører, når det gælder bibeholdelse af værnepligten er, at den sikrer rekruttering af personel fra hele det danske samfund, så ingen samfundsklasser er overrepræsenterede og at man ved værnepligten får folk ind, som ellers ikke ville have ansøgt. 16

17 SKnyt - november årgang - nr. 5 PLIGTEN Forestil dig en virksomhed, der hvert år bruger flere måneder på at uddanne 100 kandidater og kun ender ud med at kunne ansætte de 25, fordi resten falder fra. Hvorefter virksomheden gentager rutinen. På den måde poster man penge i noget, som man reelt intet får ud af. Ifølge major Torben Grinderslev fra FPT indkaldes der, fordelt over hele året, otte hold á 35 værnepligtige til fire måneder i søværnet, mens der til Kongeskibet Dannebrog indkaldes 38 personer til ni måneders værnepligt. Den værnepligtige må ikke udføre såkaldt gavntjeneste, så hvis det sker, at de værnepligtige optager pladser, der pga. mandskabsmangel ikke kan besættes af konstabler på eksempelvis et inspektionsskib, er en værnepligtig desværre ikke nogen hjælp for konstablerne, som har nok at se til i forvejen. Institut for Militære Studier, der er en uafhængig forskningsinstitution, har undersøgt brugen af værnepligt i flere andre NATO-lande og er kommet frem til den konklusion, at der kunne spares godt en kvart milliard ved at opgive værnepligten, men ifølge tal fra Forsvarskommandoen, kan tallet være næsten tre gange så højt. Ikke alle organisationer i forsvaret mener, at værnepligten bør afskaffes, men SK mener, at den værnepligt vi kender i dag, har udspillet sin rolle og at tiden er inde til at arbejde hen mod et mere fleksibelt forsvar, der kan leve op til fremtidens udfordringer. Også på den internationale scene. Tallene gennem de seneste år viser, at det lader til at der er en stigende interesse for en karriere i forsvaret. Siden man i 2005 forkortede værnepligten, er antallet af frivillige steget støt. I første halvår af 2006 skulle man trække et nummer på eller højere for at slippe for værnepligten, i 2007 faldt grænsen til og således er tallet fortsat med at falde. I år er værnepligten reelt sat ud af kraft, da samtlige 6500 pladser er besat af frivillige. Hvis den tendens fortsætter, er det måske på tide for politikerne at tage deres positive holdninger til tvungen værnepligt op til revision. Det er svært at se, hvordan forsvaret pga. værnepligten skulle kunne afspejle det danske samfund, når værnepligten i dens udformning udelukker halvdelen af befolkningen kvinderne. Ydermere viser tal fra Forsvarskommissionen, at 75% af de indkaldte forlader forsvaret igen, når de fire måneders værnepligt er overstået. Kilder: venstre.dk socialdemokraterne.dk danskfolkeparti.dk dekonservative.dk sf.dk major Torben Grinderslev radikale.dk, information.dk 17

18 SKnyt -november årgang - nr. 5 GULE ÆRTER for Willemoes Gule ærter har en særlig duft. Den opstår i blandingen af svinekød, timian og de tørrede ærter. Når denne karakteristiske duft breder sig i et køkken eller ved et bord, kommer jeg altid til at tænke på den danske søhelt Peter Willemoes, der levede fra Selvom han døde før han blev 25, opnåede han status som nationalhelt, og man finder statuer af ham bl.a. i fødebyen Assens. Han havde også en imponerende karriere med et målrettet uddannelsesforløb uden tid til fjumreår : han røg på kadetskolen som 12-årig og kom ud som sekondløjtnant som 17-årig. Allerede året efter stod han i spidsen for den danske flåde under Slaget på Reden. Her kæmpede han overfor den legendariske engelske Admiral Nelson. Det lykkedes Nelson at påføre den danske flåde store tab ved dette slag, men Willemoes vandt anseelse for sin indsats. I 1808 forsvarede Peter Willemoes igen sit fædreland mod den engelske flåde under Slaget ved Sjællands Odde. Efter et par timers kamp gik hans skib Prins Christian Frederik ned og adskillige besætningsmedlemmer omkom - herunder den unge fynbo. På 100-årsdagen for hans fødsel rejstes ved Sjællands Odde Kirke et mindesmærke over ham og de andre omkomne. Men hvad har alt dette med gule ærter at gøre? Jo, sagen er den, at jeg tilbragte et par år i Søværnets Tamburkorps, hvor vi rejste landet tyndt for at spille til maritime festligheder. En af de tilbagevendende begivenheder var mindegudstjenesten for Willemoes ved Sjællands Odde Kirke. Det var på hans dødsdag d. 22. marts og hvert år var vejret klart og koldt på den forblæste top, hvor den røde kirke skyder op. Indenfor blæste vi godt igennem til salmerne og efterfølgende var der kransnedlæggelse ved mindestenen udenfor. Herefter kom frokosten på Søværnets Artilleriskole helt ude på spidsen af Odden med panoramaudsigt til Willemoes sidste slagmark. Menuen var altid gule ærter og det styrkede dejligt oven på formiddagens ceremoni. Der er ikke noget, der giver så god appetit som at være i kirke! Gule ærter er sådan set bare en suppe kogt på svinekød (flæsk, medister), som jævnes med de tørrede kogte ærter, og kødet serveres ved siden af. Retten har et lidt dårligt rygte, hvilket nok skyldes, at den alt for ofte bliver jævnet for meget, så konsistensen bliver klæg. Men sådan behøver det slet ikke være. Her kommer en luksusudgave med kålpølse, bacon og letsaltet medister. Nogle sværger til fersk flæsk i stedet for bacon, men jeg synes ærter godt kan tage lidt røg-smag. Det passer også bedre til en søhelt! Det er en rigtig simreret, som faktisk ikke kræver så meget arbejde men tid! 18

19 I glasset Er man til øl og snaps så er dette en perfekt lejlighed - gerne en Indian Pale ale-øl, og krydrer man selv sin snaps, er det perfekte match til denne ret en timian-snaps, men den ravfarvede Nordguld er absolut et glimrende alternativ. Er man mere i humør til vin, så skal det være en god riesling fra Alsace, der giver et frisk modspil til både ærter og svinekød. Imens man venter kan man varme op under selskabet ved at synge de mange heltekvad, der er skrevet om Willemoes fx Kommer hid i Piger små eller De snekker mødtes, som Grundtvig starter således: De snekker mødtes i kvæld på hav, og luften begyndte at gløde. De leged alt over den åbne grav, og bølgerne gjordes så røde. SKnyt - november årgang - nr. 5 Gule ærter (4 personer) 2 kg svineben ½ kg gule ærter Et stykke bacon af god kvalitet (ca gram) eller kogeflæsk eller en blanding. 4 kålpølser ½ kg medister 3 porrer 3 gulerødder 2 persillerødder Timiankviste, laurbærblade, peberkorn, salt, lidt sukker Fremgangsmåde Saltning af medisterpølsen: Opløs 200 gram salt i en liter vand. Kom medisteren i og lad den trække nogle timer gerne natten over. Kom svinebenene i en stor gryde, dæk med 2 l vand. Kog det op og skum suppen. Skræl en gulerod og de to persillerødder. Rengør en porre. Skær disse grønsager i grove stykker. Så kommes de ned til kødet sammen med masser af timiankviste, laurbærblade, lidt salt og peberkorn. Lad det koge et par timer. Så sigtes suppen, grønsagerne og ben smides ud. Hvis der er lidt kød på benene kan det pilles af og kommes tilbage i suppen. Så hældes suppen tilbage i gryden med de gule ærter og det koger videre. Efter en halv time kommes bacon ved, og efter en time kommes de to slags pølser ved, og det hele koger videre i ca. en halv time mere til ærterne er helt møre. Så tages kødet op. Ærterne moses lidt ud i suppen, der kan evt. suppleres med ekstra vand, hvis den er for tyk. Gør de resterende porrer og gulerødder i stand og skær dem i meget tynde skiver, som kommes i umiddelbart før servering. Så serveres suppen i dybe tallerkner og kødet ved siden af på en tallerken med sennep og rødbeder. Velbekomme Kommentarer og spørgsmål modtages gerne via jonatanleer@hotmail.com 19

20 SKnyt -november årgang - nr. 5 feriedage afvikling restferie særlige feriedage Så er sommerferieperioden slut og hovedferien skulle gerne være afviklet, med mindre man har lavet særlige aftaler med sin arbejdsgiver. Tidligere år har vi haft henvendelser fra medlemmer om placering og afvikling af hovedferien, men det har der faktisk ikke været denne sommer. Det betyder selvfølgelig ikke, at reglerne ikke overtrædes eller fortolkes meget liberalt ude i de spidse ender. Skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt deres ferie er afviklet i henhold til reglerne, er man meget velkommen til at kontakte SK. Som hovedregel gælder, at man har krav på tre ugers samlet ferie i perioden 1. maj til 30. september. Ledelsen skal senest tre måneder forinden meddele medarbejderen ferietidspunktet. Restferie Restferien skal være afviklet inden 1. maj 2011 og det er ledelsen, der træffer den endelige afgørelse om feriens placering. Hvis man har ønsker om at holde ferie i en bestemt periode, skal man henvende sig til sin ledelse så tidligt som muligt. Restferie skal som udgangspunkt gives i sammenhængende perioder på mindst fem dage. Hvis det er nødvendigt, af hensyn til institutionens drift, kan ferien opdeles yderligere. Den ansatte skal have mindst en måneds varsel om ferietidspunktet. Særlige Feriedage Afholdelse af særlige feriedage skal aftales mellem den ansatte og ledelsen. Dagene kan afholdes samlet, som enkeltdage eller som brøkdele af dage. Det er også muligt, både forud for ferieårets start og i løbet af året, at indgå aftale om kontant godtgørelse af dagene. Ledelsen kan ikke pålægge medarbejderen at afholde særlige feriedage. Det gælder dog ikke, hvis tidspunktet for afholdelsen ikke er fastlagt senest 1. januar - så kan ledelsen nemlig fastsætte afviklingen af feriedagene med en måneds varsel. Dagene skal i dette tilfælde afvikles som hele dage. Det er altså vigtigt, hvis man gerne vil være sikker på at have medbestemmelse på afviklingen af sin restferie og særlige feriedage, at man henvender sig til ledelsen med sine ønsker. Har du spørgsmål om ferie og særlige feriedage kan du henvende dig til SK så vil vi hjælpe dig med at besvare dem. BMO ophør af honorering af effektiveseringsforslag Denne umulige overskrift dækker over det faktum, at FPT har valgt at opsige en aftale med organisationerne, som gav mulighed for at belønne medarbejdere der fremsendte konstruktive forslag til effektivisering og forbedringer m.v. Jeg kender ikke årsagen til, at forsvaret ikke ønsker at videreføre ordningen, men det er måske ikke helt utænkeligt, at det er et led i forsvarschefens bestræbelser på at få fuldstændig styr på økonomien. Det er selvfølgelig ærgerligt, at ordningen forsvinder, for det gør de ansattes opfindsomhed jo ikke og derfor vil der stadigvæk komme gode ideer til effektivisering og forbedringer og der vil hos disse ildsjæle stadigvæk være en berettiget forventning om honorering af deres indsats. Den eneste mulighed der er for at belønne opfindsomheden hos disse mennesker, vil være at give dem engangsvederlag finansieret af de lokale lønpuljemidler, som jo så vil være endnu sværere at få del i, end de allerede er. BMO 20