Uddrag af Shīʿisme Oprindelse, Tro & Praksis

Transkript

1 Uddrag af Titel: Forfatter: Iman M. Kashi Udgiver: Forlaget Hjelm ISBN udgave, 1. oplag Alle rettigheder forbeholdes. Fotografisk, mekanisk, elektronisk eller anden mangfoldiggørelse eller gengivelse af denne bog eller dele heraf er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret kun tilladt med skriftlig aftale med forlaget. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med en anmeldelse. Følgende uddrag er blevet udarbejdet i samarbejde med teamet bag websiden Shiisme ( Tilgået via Shiisme ( i

2 Forord Den islamiske tro har spredt sig med en lang større hast end nogensinde kunne have været foregrebet. Dette over vidtstrakte landområder fra kysten af Atlanten tværs over Nordafrika og det Iranske Højland til Kinas og Indiens grænser. Dette relative nye fænomen har resulteret i fødslen af en civilisation, som har formet en betydelig del af de kreative og intellektuelle bedrifter, mennesket har opnået til dato. Islams ekstraordinære indflydelse skal ses i lyset af den bemærkelsesværdige evne til at integrere og videreudvikle andre kulturer og civilisationer. Profetens lære, som på ene og samme tid er simpel og dybsindig, giver anledning til en spirituel og intellektuel human kultur, som bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskellige samfund og deres traditioners konstante forandringer. Den islamiske kulturs umådelige mangfoldighed er siden da blevet en integreret del af verdens kulturarv. Med etableringen af nye handelsruter op igennem den tidlige moderne tid er politiske og handelsrelationer mellem Europa og Nærorienten blevet styrket. I kølvandet af den europæiske voksende politiske og militære dominans i området, har adskillige rejsende strømmet til Orienten i søgen efter ny indsigt fra disse eksotiske lande og deres kulturer. Centre for orientalsk lærdom og islamiske studier blev etableret ved europæiske universiteter, som har tilskyndet en strukturel og systematisk tilgang til islamstudiet, hvortil publikationer blev udgivet i overflod. Orientalisterne har læst og anvendt adskillige arabiske, persiske og tyrkiske skrifter for herefter at præsentere en detaljeret beskrivelse af islam, både ud fra et religiøst og historisk aspekt, som hidtil har været ukendt for europæerne. Med den voksende interesse for studiet og de tiltagende antal publikationer har efterspørgslen op igennem det 20. århundred vokset stødt. Til trods for den status værkerne fortjente og nogle samtidig hurtigt opnåede har disse fejlet i at dække kulturelle aspekter af forskellige islamiske traditioner og skoler, i særdeleshed inden for Shīʿisme en af islams mest betydningsfulde og indflydelsesrige lærdomsskoler. Skønt den signifikante rolle orientalisternes værker har haft samt den beundringsværdige indsats i at fremme en forståelse af de islamiske tekster, skal det fremhæves at en række nye udfordringer, som kræver nye svar, har rejst sig. Tilsyneladende har det krævet en række dramatiske begivenheder før verdensbilledet begyndte at ændre sig. Det var først med den blodige libanesiske borgerkrig, den islamiske revolution i Iran og mere nyligt invasionen af Irak, at et vedvarende fokus er blevet fastholdt på denne minoritet-overbevisning, der ikke desto mindre udgør mere end 200 millioner tilhængere på verdensplan. Selvom trosretningen figurerer som en af de største religiøse denominationer på verdensplan, er Shīʿisme netop kun kendt af navn blandt lægmanden og sjældent forstået til fulde blandt islamforskere. Den dag i dag er Shīʿa troen og praksissen relativ ukendt og ringe forstået. Det brede flertal i det offentlige er kun vidner til de dramatiske demonstrationer af aggressive fanatikere, totalitære mullaher, indoktrinerede folkemængder, offentlige opvisninger af selvpinelse og blodige sørgehøjtideligheder. Disse såkaldte komplekse former for politiske og sociale aspekter, der siden har fundet fodfæste blandt visse Shīʿa grupperinger, er nærmest med til at tilsløre det faktum, at Shīʿisme som en troslære har en af de rigeste intellektuelle, religiøse og spirituelle traditioner inden for islam; at dets historie er sammensat af tusindvise værker af fremragende teologer, traditionister, filosoffer, kunstnere, lærde, jurister og vise mænd; at dens litteratur, som udgør talrige korpusser og sammenfatter flere tusinder af værker, er blandt en af de rigeste i verden. Tilgået via Shiisme ( ii

3 Årsagen til denne uvidenhed er flersidig. Først og fremmest er de akademiske studier, som særskilt er tilegnet Shīʿisme, af relativ nyere dato. Det er først engang op igennem 1970 erne og nok først 1980 erne at strukturel-kritisk islamforskning af Shīʿisme voksede i omfang. Vestlige islamforskere med speciale inden for Shīʿisme udgør ikke mange flere end to til tre snes individer til dato; hvortil der også skal tilføjes de usædvanlige nutidige Shīʿa lærde, der anvender en historie-kritisk tilgang, der samtidig publicerer materiale på ikke-vestlige sprog. Til sammenligning med de flere hundrede af specialister, der nu i over et halvandet århundred har publiceret akademisk materiale om Sunnīsme, er der en kolossal forskel i både antal og omfang af akademisk materiale, der er til rådighed. Med nutidens øjne skal fremskridt inden for studiet af Shīʿisme netop ses i lyset af disse historiske fakta. Udviklingen har udløst en bred vifte af friske spørgsmål og emner til debat inden for næsten alle felter dette strækker sig lige fra ideologi og spiritualitet, skik og kultur, teologi og videnskab til mange flere. Professor og filosof Henry Corbin (d. 1978), der passende kan betegnes som pioneren bag islamisk filosofi inden for vestlige akademisk islamstudie, brugte en stor del af sit liv på at studere og udbrede kendskab til islamisk filosofi og mystik. Forinden Corbins akademiske bidrag, var studie af spirituel og religiøs Shīʿisme ikke tilgængeligt for forskere, der gjorde brug af vestlige kilder. Selv blandt de forskere, der kunne begå sig på et eller flere fremmedsprog, var Corbin særdeles kritisk over for den tidligere generation der udelukkende beskrev Shīʿisme ud fra eksterne eller ydre historiske faktorer: Moderne litteratur, som behandler Shīʿisme som en minoritet eller ligefrem en uortodoks organ i islams korpus ud fra ydre faktorer, hører vel at mærke fortiden til. Til trods for den stadige voksende forskning har den historiske og dogmatiske udvikling af den formative periode ikke modtaget nær sin passende andel af moderne akademiske studier. Klassiske tendentiøse Sunnī historiografer og heterodoksografikere (dvs. de der udarbejder systematisk gennemgang af de forskellige bevægelser og fraktioner) betragter Shīʿa som dem, der afviger fra normen, og repræsenterer således Shīʿisme som en heterodoksi. Adskillige orientalister og senere islamforskere har siden adopteret samme dikotomiske standpunkt. Dette manglende alsidige syn på islam er i praksis, beklageligvis ikke kun noget der hører fortiden til. Denne opfattelse af at præsentere en eller flere islamiske trosretninger, denominationer eller grupperinger som værende normative er dog et forenklet syn på en meget kompleks dogmatisk udvikling, som det har forløbet over flere århundreder. Dertil er det dikotomiske standpunkt, som er den generelle opfattelse blandt religiøse kredse i Vesten, en uegnet tilgang til ethvert studie af islam, idet der inden for den islamiske sfære er et fravær af en gejstlig autoritet. Det muslimske fællesskab har fra første færd altid været af pluralistisk natur. I modsætning til anden dansk litteratur, hvor Shīʿisme præsenteres gennem andre denominationer med opfattelsen af at være en kættersk sekt, er perspektivet i dette værk udelukkende præsenteret ud fra et kvalitativt akademisk studie af Shīʿisme som en uafhængig religiøs, spirituel og politisk identitet. Som trosretning har Shīʿisme stået tidens prøve, faktisk siden profeten Muḥammads levetid, og behøver således ikke at blive påvist nærmere er ønsket at oplyse. Tilgået via Shiisme ( iii

4 Det er målet at skabe større bevidsthed om Shīʿisme som netop en rig og alsidig spirituel, religiøs og kulturel overbevisning. Jeg har specielt ladet mig inspirere af nutidige islamforskere som E. Kohlberg, H. Corbin, H. Halm, H. Modarressi, M. A. Amir-Moezzi, M. Momen, R. Shah-Kazemi, S. H. Jafri, S. H. Nasr og W. Madelung samt alle deres forgængere hertil skal tilføjes de adskillige videnskabelige artikler, som fremgår i henholdsvis encyklopædien Islamica, Iranica og Islam (2. & 3. udgave). Dertil skal også tilføjes Shīʿa retslærde, som har en historie-kritisk tilgang til studiet (hvor deres litteratur også er blevet oversat til engelsk), her iblandt ʿAllāma Sayyid Muḥammad Ḥusayn al-ṭabāṭabāʾī, ayatollah Jaʿfar Sobhani, Murtaḍā Muṭahharī og storayatollah Sayyid Abū al-qāsim al-mūsawī al-khūʾī. Tilgået via Shiisme ( iv

5 Indledning OPRINDELSE Fra begyndelsen af islams historie har forskellige grupperinger hævdet at repræsentere den sande og originale islamiske ånd. Den formative periode for det muslimske fællesskab (umma) har resulteret i en større grad af diversitet, som den nu afspejler sig i den mangfoldige intellektuelle, spirituelle og institutionelle pluralisme. Muslimer har udviklet forskellige perspektiver som svar på netop det grundlæggende islamiske budskab. Forskelligheden i fortolkningen af grundteksterne Koranen og profeten Muḥammads sædvane har ført til diverse grupper, som over tid er sammensmeltet til større denominationer. En af disse denominationer er Shīʿisme. Netop disse forskellige perspektiver kan passende anskues som et udtryk for forskellighed blandt muslimer i det store hele fællesskab, især hvad angår den essentielle udlægning af, hvad det ideelle fællesskab er, og hvordan dette kan blive realiseret; i langt højere grad er dette en rummende beskrivelse end udtryk for sekterisme i den snævre forstand. Tidlige vestlige orientalister og islamforskere har beklageligvis repræsenteret Shīʿisme som en afvigelse fra et såkaldt ortodokst perspektiv, endda i visse tilfælde kendetegnet det som et persisk svar på den arabiske islam. Nyere forskning har dog præsenteret et mere nuanceret og korrekt billede af Shīʿisme, og det er nu muligt at beskrive denominationen uden de tidligere fejlslutninger og stereotypiske udlægninger; anskuelsen om at der har eksisteret en ortodoks eller autentisk islam, hvorfra Shīʿisme afveg, kan på en saglig basis kategorisk afvises. Den pluralistiske natur af det tidlige muslimske fællesskab er her præsenteret med udgangspunkt i Shīʿisme. Udover de essentielle trosartikler, som alle muslimer bekender sig til henholdsvis troen på én Gud og profeten Muḥammad som Hans sidste sendebud (= trosbekendelsen) kendetegnes de forskellige denominationer ved mindre og større forskelle i deres respektive religiøse, politiske og spirituelle anskuelser. Essensen af Shīʿisme er også funderet i trosbekendelsen, hvor en given person ikke kan betragtes som værende muslim forinden en helhjertet tilkendegivelse af trosbekendelsen. Herudover anser Shīʿa, at på forordning af Gud har profeten Muḥammad udnævnt sin religiøse og spirituelle efterfølger for det muslimske fællesskab. Den første guddommelige prædestinerede efterfølger og leder (imam) efter profeten er Muḥammads svigersøn og fætter, ʿAlī b. Abī Ṭālib (fremover betegnet som Imam ʿAlī). Det er i denne kontekst termen»shīʿa«røber sin fulde betydning. Hvor den bogstavelige betydning af termen gengiver en eller flere tilhængere eller følgere i generel forstand, betegner den i kontekst af historiens gang tilhængerne af Imam ʿAlī som religiøs og verdslig leder efter profeten Muḥammad. Særligt blev det kendetegnet for de muslimer, der var tilhængere af Imam ʿAlī med den overbevisning, at han og sine efterkommere er de guddommelige forudbestemte og retmæssige autoriteter for det muslimske fællesskab. Denne islamiske anskuelse er udledt fra forskellige koraniske vers og anden tidlig islamisk litteratur frem for at være resultatet af divergente opfattelser af ren politisk karakter. Tidlige vestlige orientalister og islamforskere har dog fastholdt, at denne gruppering, til at starte med, ikke udviste religiøse tendenser som markant adskilte sig fra andre muslimske grupperinger. Hertil tilføjer de, at forskellen mellem de to store grupper (som der til dato betegnes som Shīʿa og Sunnī denominationerne), rent og skær har været af politisk karakter. Således har de tenderet til at minimere eller helt ignorere Shīʿisme som et religiøst fænomen. Paradoksalt nok er Shīʿisme, hvis legitimitet primært er funderet i spirituelle og religiøse Tilgået via Shiisme ( v

6 dogmer, stemplet som politisk motiveret i dets oprindelse. Nutidige vestlige islamforskere gengiver et billede som i langt højere grad ligger sig op af den, der er præsenteret i tidlig islamisk litteratur, nemlig at de forskellige perspektiver allerede fra begyndelsen har båret karakter af religiøse og politiske uenigheder. Dette underbygger også islams mangfoldige pluralistiske udvikling. Muḥammad var i sin levetid både modtager af guddommelig åbenbaring og forkynder af denne profeti. Det var hans død i år 11/632, der markerede afslutningen på profet-rækken og samtidig begyndelsen på en debat over naturen af hans arv for de kommende generationer. Debatten opstod i det spirende fællesskab som led af den fraværende konsensus om profeten havde udnævnt sin succession eller ej. Shīʿisme er et islamisk perspektiv, der opretholder, at selvom åbenbaring afsluttedes med profetens død, fortsatte behovet for en spirituel og religiøs vejledning (imam) for fællesskabet. Her anses profeten Muḥammads arv som værende overdraget til sin kernefamilie Ahl al-bayt i hvem profeten, på forordning af Gud, har betroet sin autoritet som ledere for samfundet. Det første medlem af profetens Ahl al-bayt, som er blevet betroet lederskabet er Imam ʿAlī, profetens fætter og ægtefælle af profetens eneste overlevende barn, Fāṭima. Imam ʿAlī, som også har været den første mandlige person til at acceptere det islamiske budskab, har fortjent profetens beundring ved at være en ihærdig forkæmper for islam, endda i så en høj grad som med sit liv som indsats. For Shīʿa er lederskabet (imamatet) guddommeligt forudbestemt i Imam ʿAlī og er nedarvet i profetens slægtslinje gennem Imam ʿAlī og Fāṭima. Ligeså vel som det var profetens særret at udnævne sin succession, var det hver imams særret at udnævne sin succession blandt sine mandlige efterkommere. Fra første færd har der således været en klar forskel mellem ʿAlīs tilhængere (shīʿat ʿAlī), som anså at profeten havde udnævnt Imam ʿAlī som sin retmæssige efterfølger (som det har været profeten forordnet af Gud), og de som anså, at profeten ikke havde udnævnt sin efterfølger og det således har været op til fællesskabet at udnævne sådan én. Efterhånden sammensmeltede sidstnævnte gruppe til majoriteten og er nu det, der betegnes som Sunnī denominationen. Termen Sunnī betragtes som en forkortelse og fællesbetegnelse for folket af [profetens] sædvanen og fællesskabet (ahl al-sunna wa al-jamāʿa). Selvom der i den formative periode eksisterede en lang række andre perspektiver, som i streng forstand hverken kan kategoriseres som Shīʿa eller Sunnī, døde de fleste af disse ud inden for de første islamiske århundreder. De nuancer og mindre forskelle, der siden da gjorde sig gældende blandt visse grupperinger kan vel at mærke anses som afgreninger af disse to overlevende denominationer. Med Imam ʿAlīs død i år 40/661 tilkom imamatet hans ældste søn, al-ḥasan, der af det muslimske fællesskab samtidig blev udnævnt som kalif. For al-ḥasan var embedet som verdslig leder (kalif) kortvarigt. Der eksisterede kræfter i det spirende fællesskab som kæmpede for verdslig magt og som resultat heraf abdicerede al-ḥasan kalifatembedet til sin konkurrent, Muʿāwiya. Efter al-ḥasan gik bort tilkom imamatet hans yngre broder, al-ḥusayn, som på daværende tidspunkt levede under kaliffen Muʿāwiyas styre. Først med Muʿāwiyas død, der kort forinden havde banet vej for at overdrage lederskabet til sin søn Yazīd, ville al-ḥusayn gøre oprør mod denne udnævnelse. Indledningsvis nægtede al-ḥusayn at give løfte om troskab til Yazīd, og senere da en gruppe muslimer skrev til ham om at bistå dem mod Yazīds tyranniske styre, accepterede al-ḥusayn deres tilkaldelse. Ikke længe efter al-ḥusayn satte kurs mod kalifatets hovedsæde i daværende Kūfa, led han og sin mindre skare af familie og ledsagere en grusom martyrdød, i hænderne af kaliffen Yazīd. Blandt de få overlevende var al-ḥusayns søn, ʿAlī Zayn al-ʿābidīn, og søster, Zaynab. Med al-ḥusayns død, tilkom imamatet ʿAlī Zayn al-ʿābidīn, som hermed blev betragtet som den fjerde imam inden for Shīʿisme. Imam-embedet ville fremover gå fra fader til søn iblandt al-ḥusayns efterkommer og ville fortsætte således i ni generationer. Tilgået via Shiisme ( vi

7 Kort forinden den ellevte imams død, udnævnte han sin søn Muḥammad al-mahdī til den tolvte imam. På daværende tidspunkt var intensiteten af Shīʿa forfølgelsen vokset i så omfattende grad, at Muḥammad al-mahdī ikke længere kunne kommunikere direkte med sine tilhængere. Han fandt sig nødsaget til at holde kontakt til dem gennem en håndfuld trofaste fæller. Med dette var Muḥammad al-mahdī over de næste halvfjerds år kun i kontakt med fællesskabet gennem en række repræsentanter, der fungerede som hans talerør til det brede Shīʿa fællesskab. Forinden den sidste repræsentants død fremsendte Muḥammad al-mahdī en skrivelse til fællesskabet, hvori han eksplicit udtrykte, at der fremover ikke vil være flere repræsentanter, og at han herved ville gå i komplet skjulhed. Med denne sidste skrivelse af Muḥammad al- Mahdī i år 329/941, begyndte den større skjulhed eller okulation. Til dato er denne okulation stadig i effekt og vil vare ved, indtil verden er fyldt med uorden og uretfærdighed; hvorefter Muḥammad al-mahdīs tilsynekomst vil finde sted igen. Begyndelsen af den tolvte imams okulation i år 329/941, markerede slutningen på imam-rækken og samtidig den formative Shīʿisme. Mindre end tre et halvt århundred efter profeten Muḥammad, der markerede afslutningen på profetismen og profet-rækken, ville hans tolvte generations efterkommer, imam Muḥammad al-mahdī, afslutte imam-rækken. Selvom adskillige Shīʿa fraktioner i historiens gang adskilte sig fra det brede Shīʿa organ, hvor de blandt andet gjorde krav på verdslig magt eller til tider tilskrev yderliggående holdninger til Shīʿa troen, forblev størstedelen (over tid) loyale til det brede Shīʿa organ med troen på tolv imamer. Ithnāʿashariyya eller Tolver Shīʿisme er siden da blevet efterprøvet af historiens gang og udgør til dato Shīʿismens hovedstrøm. TRO Shīʿismens basislære (tilsvarende andre islamiske perspektiver), er troen på Guds enhed (tawḥīd) samt troen på Muḥammads profetkald (nubuwwa) som den der fuldkommengør religionen islam og menneskehedens sidste profet. Disse to læresætninger udgør essensens af religionen islam, som det også fremgår af trosbekendelsen: Jeg bevidner, at der ingen gud(er) er foruden Gud (Allāh) og bevidner, at Muḥammad er Guds sendebud (ashadu ʿanna lā ʿilāha ʿillā llāhu wa ʿashadu ʿanna Muḥammadan rasūl Allāh). Enhver der tilkendegiver trosbekendelsen og inderligt tror på denne lære, betragtes som en der har antaget troen og tiltales som muslim : en der har hengivet og underkastet sig til islam. Denne centrale troslære danner fundamentet for alle muslimer og samtidig fungerer som rammeværket for islams ydre grænser. Hvad der adskiller Shīʿisme fra andre perspektiver (heriblandt Sunnīsme) er særskilt troen på imamatet (imāma). Inden for Shīʿisme anses det at politisk, spirituelt og religiøst lederskab efter profeten tilkom Muḥammads efterkommere, som det er guddommeligt forordnet. Shīʿa perspektivet udviklede sig over tid i forskellige skoler, der endnu senere videreudviklede sig til den jafaritiske retsskole, der danner grund for Shīʿismens troslære til dato. Set i sammenspil med den historiske udvikling, er det grundteksterne, udlægningen og den senere fortolkningsproces der har formet den nutidige Shīʿa denomination. Selvom der i tidlig islam hverken var forskel på de religiøse riter og ritualer iblandt de forskellige perspektiver, blev dette billede gradvist ændret over tid. I kølvandet af at islamiske skoler begyndte at udgøre forskellige bevægelser (og senere fraktioner), der hver især tolkede religionen anderledes, ville diverse religiøse riter og ritualer også gennemgå en tolkningsproces. De religiøse riter og ritualer, der samtidigt betragtes særskilt som værende Shīʿa i både karakter og form, har deres oprindelse i tidlig islam. Disse kan alle dateres tilbage til profeten Muḥammads levetid, og i tilfælde af at de er førislamiske praksisser, kan de også blive fundet inden for andre (fx Sunnī) perspektiver. Det er næppe for meget sagt, at nutidige eller moderne religiøse Shīʿa overbevisninger ikke er markant anderledes fra det Tilgået via Shiisme ( vii

8 tidlige Sunnī perspektiv, selvom disse riter og ritualer i det 21. århundred nu betragtes som værende særskilt Shīʿa. PRAKSIS Den strukturelle og systematiserede præsentation af Shīʿisme gengiver sjældent noget om hvordan religionen leves, opleves og udfolder sig i tilværelsen af de, der har antaget troen. Typologier, kategorisering og klassificering af en overbevisning gør naturligvis religionen lettere at sammenligne og sidestille med andre overbevisninger, ikke desto mindre er dette på bekostning af at religionen præsenteres delvist ensidigt, statisk og i et datidigt perspektiv. For den enkelte muslim der efterlever Shīʿa troen eller Shīʿisme, er billedet en helt anden; her opleves og leves religionen dynamisk, i vidt forskellige farver og nuancer, der hver især gør deres forståelse af tilværelsen unik. Ligeledes er religion for dem ikke kun normer, dogmer og doktriner, men i ligeså høj grad idealer og mål, fællesskabs værdisæt, forståelse af selvet og ens medmennesker. Med andre ord er det religiøse og spirituelle bånd til selvet, verden omkring en og det transcendente herredømme alle facetter af en kompleks tro, der udfolder sig ved at leve Shīʿisme. Det er akkurat disse facetter og nuanceforskelle eller farver og toner, der rummer identiteten og ånden af religionen. Den afsluttende del om praksis præsenterer et flygtigt indblik i, hvordan Shīʿisme i praksis udfolder sig og efterleves af Shīʿa muslimer. Tilgået via Shiisme ( viii