, Rør ved vort hjerte-752, Rør ved vort hjerte 3.s.e.H.3 K. 21/ Matt. 8,1-13. Jørgen Christensen

Transkript

1 , Rør ved vort hjerte-752, Rør ved vort hjerte 3.s.e.H.3 K. 21/ Matt. 8,1-13. Jørgen Christensen Det har de første uger i det nye år været interessant at følge debatten om forholdet mellem kirke og politik, som fulgte i kølvandet på nogle præsters udmeldinger om forholdene for de irakiske asylansøgere i Sandholmlejren. Interresant ikke mindst når man selv har skullet stå som præst foran alteret og læse årets første tre søndages bibeltekster i kirken. For når man hører, hvor forsigtig nogen mener, man skal være med at tage stilling til aktuelle samfundsspørgsmål fra prædikestolen ja, så tænker i hvert fald jeg, går det over hovedet an at læse de til disse søndage foreskrevne bibeltekster 1.s.eH3K - 7/1 hørte vi bl.a.: Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. I søndags, 2.s.e.H.3 K., fortsatte vi lidt i samme spor: Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Og så i dag, 3.s.eH3 K, hvor vi fra alteret hørte formaningen: Herren jeres Gud er en Gud, som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.

2 For selv om ordene er mellem 2000 og 3000 år gamle, så virker de forbavsende, ja, man kunne vel også sige uhyggeligt aktuelle. Bibelens egne ord taler stærkt og direkte til os, minder os om, at som kristne og som kristen kirke skal vi ikke blot tilpasse os denne verden eller som der står i den lutherske kirkes bekendelse artikel 16: Derfor bør kristne nødvendigvis adlyde deres øvrigheder og love, medmindre de befaler at synde; da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker. Vi bliver mindet om, at den faderløse, enken og den fremmede har vi som kristne et særligt ansvar for. Hvorfor? Fordi vi er et legeme og hvis en legemsdel lider, lider hele legemet. Men hvad har det nu med søndagens evangelium om Jesu helbredelse af den spedalske og officererens syge tjener at bestille. Når Jesus øver den slags barmhjertighed, er han vel fuldstændig upolitisk og neutral. Men spørger vi sådan ta r vi fejl. For både den spedalske og officererens tjener tilhører en gruppe af udstødte og ringeagtede, som ingen ordentlige mennesker på Jesu tid kunne drømme om at være i stue med endsige hjælpe. Officererens tjener, fordi han er en fremmed, en hedning. Palæstina var dengang besat af romerne, så officereren er en romersk officer, en repræsentant for den forhadte besættelsesmagt. Det er også derfor, officeren siger, han er for ringe til at lade Jesus træde ind over hans dørtærskel for officereren ved, at har en jøde først været inde i en romers hus, så vil han blive uren der går dage, før denne jøde igen må komme i templet eller synagogen.

3 Alligevel før Jesus ved noget som helst om romerens store eller lille tro så er han parat til at gå ind i hans hus på trods af alt helbreder Jesus hans tjener. Jeg er fuldstændig overbevist om, at både disciplene og alle, der hører om det, har nægtet at tro deres egne øjne og ører det gør man bare ikke, hjælper besættelsesmagten, fjenden, hedningen, den fremmede. Det er ikke blot uhørt, det er SÅ politisk ukorrekt, at det ikke er til at fatte. Og hvad der gælder den romerske officer gælder også den spedalske. Fordi det ganske enkelt er livsfarligt at komme tæt på en spedalsk, man kan selv blive smittet. Spedalskhed var og er den dag i dag en forfærdelig sygdom, der langsomt æder kroppen op. Bylder og sår ser ikke blot rædselsfulde ud, men får også fingre, tæer, ja, selv næse og ører til at rådne væk. Langsomt. men sikkert reduceres den syge til et gruopvækkende monster og vel at mærke et smittefarligt monster. Dertil kommer, at sygdom dengang blev set som Guds straf. Derfor blev de spedalske også, så snart de første tegn viste sig på huden, jaget bort ud af familien, ud af landsbyen, ud af samfundet, ud af fællesskabet ud i ødemarken. De blev udstyret med en klokke eller en skralde, som de skulle bruge for at advare de raske. Jeg ved ikke, om I kender ordet stigmatiseret, det betyder egentlig korsmærket, men bruges også om dem vi i vort samfund brændemærker og stempler som ja, som hvad egentlig, for smittefarlige er de vel ikke men altså dem vi undgår som pesten, dem vi ikke vil røre med en ildtang, dem vi låser vores dør en ekstra gang for. Hvis der er nogen, der er stigmatiseret på Jesu tid, så er det både de romerske soldater og de spedalske.

4 Ja, de spedalskes eneste chance for overlevelse er, at barmhjertige mennesker sætter madrester ud til dem. Der er lysår fra denne behandling af de spedalske til Paulus beskrivelse af os som kristne og menighed - som én krop bestående af mange kropsdele. Lider en kropsdel lider hele kroppen, siger Paulus. Jesu helbredelse af den spedalske og den romerske officers tjener er altså hverken almindelig eller uskyldig tvært imod er det en grov og provokerende overskridelse af alle den tids grænser og normer. Ikke blot risikerer Jesus selv at blive smittet og uren, men med sin helbredelse nægter han samtidig at se sygdommen som Guds straf. Med sin helbredelse viser Jesus, hvad Paulus ord, om at vi er en krop, betyder, når de ikke bare er smukke ord og festtale, men når de er dagligdags praksis. Nu har vi måske svært ved at sætte os ind i, hvad den stigmatisering, som den fremmede og den spedalske mærker på egen krop, betyder for spedalskhed er lykkeligvis ikke noget vi kender i Danmark. Men i torsdags var jeg til gudstjeneste i anledning af den økumeniske bedeuge for kristen eenhed økumenisk betyder egentlig præcis det samme, som Paulus siger med sit billede. Katolikker, lutheranere, ortodokse, pinsefolk, metodister, anglikanere alle er vi kropsdele på den samme krop, Kristi krop. Men når jeg nævner det her, er grunden ikke det økumeniske, nej grunden er, at oplægget til gudstjenesten i år er udarbejdet af kirkefolk i det sydlige Afrika. Kristne som de sidste mange år har set, hvordan hiv og aids langsomt, men sikkert æder større og større dele af befolkningen.

5 Som en smittefarlig byld, der breder sig til flere og flere. Hivaids epidemien er som en snylter på den tætteste kærlighedsrelation, som to mennesker kan have med hinanden. Kirken har aids! Sådan siger præster og andre kirkefolk højt og klart og beskriver den smertelige virkelighed for masser af menigheder i det sydlige Afrika hvor voksne, og især unge og børn hver dag bliver smittet med hiv. Kirken har aids! Er det en sandhed, når den siges i Afrika men en provokation når den siges i Danmark? Tør vi høre sandheden når en del af kroppen lider, så lider også alle de andre. Og tør vi sige sandheden? Lukker vi ører og øjne for den ubehagelige sandhed, at vores kirke har fået aids. Måske vil nogen kalde det overlevelses-strategi ikke at ville høre det ubehagelige faktum, at der i dag er millioner af vore kristne søstre og brødre i Afrika, der lever med hiv og aids. Den ubehagelige sandhed at den forventede levealder i disse lande er under 40 år at utallige børn har mistet en eller begge forældre. Men vil vi lytte lægge øre til det menneske, som mærker smerterne på egen krop? Ikke kun de fysiske smerter, men alt det som er fulgt med at være blevet smittet med hiv, fordi det er en sygdom som er forbundet med seksualitet og kærlighed - det mest private. Deltager vi selv i stigmatiseringen af disse mennesker, der er ramt af denne ulyksalige skæbne. Jeg besøgte for godt et år siden Zambia og Malawi så hivsmittede mennesker, som hemmeligt samles i kirkerne i små grupper.

6 Mennesker, som ikke tør tale åbent om deres sygdom og den frygt, de lever med helt inde under huden mennesker som frygter fordømmelsen, udelukkelsen, foragten, brændemærkningen også i kirken. Dybt troende kristne medmennsker, som higer efter at kunne dele både deres glæder og smerter med andre kristne men som frygter de vil blive jaget ud af familien, ud af landsbyen, ud af fællesskabet, ud af kirken med en klokke om halsen eller en skralde i hånden. Og hvad jeg her beskriver er ikke kun en afrikansk virkelighed, danske aids-ramte fortæller desværre om lignende erfaringer. For disse mennesker der lever med aids, har det til fælles, at de ofte rammes af døvhed og stumhed. Ikke deres egen, men omgivelsernes familiens såvel som kirkens. For aids gør os stumme når vi bliver forlegne og ikke ved, hvad vi skal sige eller når vore fordomme løber af med os, og vi forbinder aids med en foragtelig og syndig seksuel livsførsel. Så vælger vi at tale ved at tie stille vælger tavshedens sprog. Som en hiv-positiv udtrykte det: Jeg er vokset op med kirken som mit andet hjem. Som jeg var fortrolig med mit eget hjem, var jeg også fortrolig med kirkens liv, færdedes der hjemmevant. Men når jeg oplever, at i dette ene af mine hjem kan jeg ikke tale om den smerte og den angst, som det udløser at leve med hiv, føler jeg mig med ét ikke længere hjemme. At mærke familie og kirkemedlemmer udtrykke, at de skammer sig over mig, forøger blot denne oplevelse af hjemløshed. Jesu helbredelse af den spedalske og den romerske officers tjener viser os et billede af Gud som den medlidende Gud. Den Gud, der nægter at anerkende og respektere de grænser og mure, vi bygger op mellem os, og dem vi gerne vil holde ude eller tre skridt fra livet.

7 Den Gud, der igen og igen bryder med den gode tone og åbner sit hjem for den udstødte. Den Gud, der ikke kun elsker sit eget folk, men også den fremmede, den stigmatiserede, den udstødte. Den Gud, der lider med alle lemmer på sit legeme. For hans søn, Jesus Kristus er vores med-medlidende Herre, Han er der, hvor hans lemmer lider, Han er den, der sætter sig i de nederstes sted både ude i den store verden og i vor egen lille verden. Derfor må vi også tro, at han er her med sin Ånd hos alle os, når vi lider af både døvhed og stumhed er at han én gang for alle har overskredet grænsen, brudt døvheden og stumheden for os, og vi derfor også er skyldige at gøre det samme. For når en kropsdel lider, lider hele kroppen. Amen