HIV og AIDS i Kina. af Ole Odgaard

Transkript

1 HIV og AIDS i Kina af Ole Odgaard Det er juni 1992 og jeg befinder mig i Harbin i Nordøstkina. Jeg er sammen med et team af læger, som skal evaluere den danske ulandsbistand til Kinas sundhedssektor. Et biomedicinsk center i Harbin har fået støtte til produktion af hepatitis test-kits. De kinesiske læger lever op til vores bedste forventninger de har udviklet en billig og pålidelig test til at diagnosticere leverbetændelse. Hvad vi derimod ikke forventer er, at centrets ledelse beder om yderligere støtte til at udvikle et nyt test-kit, som der fremover vil være et stort marked for. Et HIVtest kit! Stilheden breder sig i lokalet, sundhedsministeriets officielle holdning er, at HIV er et meget begrænset problem i Kina. Centrets direktør bryder tavsheden og forklarer, at han i disse reformår bliver gjort ansvarlig for at finansiere en stadig stigende del af centrets drift og salg af HIV test-kits kan løse centrets økonomiske problemer! Ved en efterfølgende uformel sammenkomst spørger jeg forsigtigt om HIV og AIDS i Kina. Selvfølgelig er der AIDS i Kina, får jeg at vide. Sovjetunionens sammenbrud har bragt narkotika til Sibirien og videre til Nordøstkina og dermed også HIV. Det er deres egen skyld, fortæller en højtstående lokal kadre, som ikke mener, at der skal ofres penge på at behandle de AIDS-ramte. Til gengæld er han bekymret over, at raske kinesere på grund af test-kitsenes dårlige kvalitet testes positive og dermed fejlanbringes i interneringslejre for HIV-smittede. En kinesisk læge tilføjer, at han ikke er begejstret for interneringslejrene, hvor en del af de HIV-smittede angiveligt bor, til AIDS en er brudt ud og de dør. Der er bedre måder at begrænse smitten på, fortæller han, og spørger samtidig om muligheden for at få støtte til AIDSoplysning. Nu knap ti år senere er virkeligheden en anden. AIDS problemet anerkendes officielt og regeringen finansierer forskellige programmer til AIDS-bekæmpelse og information. Men de afsatte midler slår ikke til og antallet af smittede stiger betydeligt. Sundhedsministeriet har panden mod muren, men det er endnu ikke for sent at tackle AIDS problemerne i Kina, inden de får samme omfang som i de hårdt ramte asiatiske lande som eksempelvis Thailand, Indien og Burma. Spredning af HIV i Kina Det første AIDS-tilfælde (hvor HIV-sygdommen er brudt ud) blev officielt opdaget den 25. juni 1985, det var en turist. Samme år offent-

2 liggøres, at de første HIV-smittede er fundet i Kina. Det var 4 kinesiske narkomaner fra Yunnan provinsen. Frem til 1989 blev der kun registreret yderligere 17 HIV/AIDS-tilfælde. I 1980 erne er HIVspredningen således meget sporadisk og begrænset til få provinser i Sydkina. 2 Herefter ekspanderer HIV-smitten i et stigende antal provinser frem til 1994, hvor i alt 1774 er registreret som HIV-tilfælde. I Yunnan, hvor HIV blev fundet først, rapporteres om yderligere forværring bl.a. om tre amter, hvor mellem 30 og 80 pct. af alle narkomaner er HIVsmittede. Fra 1995 finder en meget kraftig HIV-spredning sted og i 2000 er næsten kinesere registreret som HIV-smittede. Alle provinser melder om HIV. De hårdest ramte provinser er Yunnan, Xinjiang, Guangxi, Sichuan, og Guangdong. Narkomiljøerne er stadig ramt af HIV, men HIV har også vundet indpas i prostitutionsmiljøerne, og de mange migrantarbejdere har spredt smitten til nye områder. HIVsmitte via heteroseksuel kontakt og bloddonation stiger kraftigt. Antallet af HIV-smittede 7-dobles på kun 5 år. Det officielt registrerede antal HIV-tilfælde er imidlertid langt fra dækkende, da der er under 100 overvågningsstationer i hele Kina et helt utilstrækkeligt antal. Og de HIV-smittede skjuler ofte deres sygdom. Mest åbenlyst ses det hos de prostituerede, da den kinesiske straffelov indeholder en bestemmelse om, at overførsel af kønssygdomme ved illegale aktiviteter (prostitution), kan straffes med fængsel i op til 5 år. Tit isoleres de HIV-smittede i lokalsamfundet på grund af frygt for smitte, og der meldes ofte om mere formelle repressalier i form af afskedigelse fra job, ekstraordinære og ulovlige forhøjelser i sygeforsikringsbidrag o.lign. Mange lokale læger har desuden et ringe kendskab til HIV og fejldiagnosticerer ofte sygdommen som tuberkulose o.lign. Det kinesiske sundhedsministerium anslår derfor, at det reelle antal HIV-smittede er omkring 30 gange større end officielt registreret.

3 Estimerede HIV-tilfælde med aktiv indsats Estimerede HIV-tilfælde uden indsats Registrerede HIV-tilfælde Figur 1: Sundhedsministeriets registrerede tal og officielle estimat for HIV-tilfælde i Kina: Som vist i figur 1 skønner myndighederne, at det reelle antal HIVsmittede er steget fra i 1995 til i Sundhedsministeriet vurderer, med hjælp fra UN AIDS (Forenede Nationers Organisation for AIDS), at stigningen kan begrænses til i alt i 2000, hvis regeringen formår at igangsætte informationskampagner, hjælpe narkomaner og screene donorblod m.v. Hvis denne indsats ikke igangsættes hurtigt, vil 1 mio. i år 2000 sandsynligvis være HIVsmittede, vurderer Sundhedsministeriet og UN AIDS i To år efter at regeringens og UN AIDS prognoser har fremhævet behovet for nye HIV-initiativer, sætter en AIDS-katastrofe i Kina atter fokus på problemets omfang. Begivenheden giver anledning til øget intern kritik af HIV-beredskabet i Kina og er startskuddet til en ny og mere offensiv HIV-politik. HIV-inficeret donorblod BBC, CNN, de største internationale aviser og dele af den kinesiske presse beretter i foråret 2001 om, hvordan myndighedernes lemfældige kontrol med donorblod har smittet måske op til hundrede tusind mennesker med HIV i Henan provinsen. Siden starten af 1990 erne har Henans sundhedsmyndigheder opfordret indbyggerne i mange fattige landområder til at sælge blod. Bønderne fik 40 kr. per halve liter blod, og store mængder blod blev solgt til lokale, mobile blodbanker.

4 4 Blodcentralerne fyldte al donorblod i en fælles beholder. Den blev centrifugeret for at fremstille plasma, som bruges i mange former for medicin. Blodet blev derefter sprøjtet tilbage i bøndernes blodårer, for at de hurtigere kunne give blod igen. Nålene blev genbrugt. Da blodet heller ikke blev screenet for HIV, blev de fleste bønder smittet. Alene i Henan provinsen var der 287 officielle blodbanker og endnu flere illegale. I flere landsbyer er 65 pct. af befolkningen nu HIV-smittede og flere er allerede døde af AIDS. De lokale sundhedsmyndigheder har tjent mange penge på blodsalget, hvilket utvivlsomt har gavnet de slukne offentlige kasser. Det var oven i købet udenlandsk valuta, da amerikanske og japanske lægemiddelkoncerner købte en del af blodprodukterne. Men nærmere undersøgelser har vist, at både lokale og centrale kadrer og dele af hæren, som ejer de mobile blodbanker, har forsøgt at bestikke sundhedsministeriets undersøgelseshold til ikke at grave dybere i sagen. Efter flere forsøg afdækkes et omfattende netværk, som tjente store summer på at omgå reglerne. Sundhedsminister erkender AIDS epidemi Få måneder efter skandalen om det HIV-inficerede donorblod i Henan udtaler en kinesisk minister for første gang, at Kina har en AIDSepidemi. Sundhedsminister Zhang Wenkang udtaler den 25. juni 2001 på FN s AIDS Topmøde i New York, at Kina havde HIVsmittede i år Vice-sundhedsminister Yin Dakui udtaler som den 23. august 2001, at problemets omfang er større end først antaget. Denne udmelding følges op af det statskontrollerede nyhedsbureau Xinhua den 18. oktober 2001, som offentliggør et nyt officielt tal for HIV-inficerede i 2000: Mere end 1 mio. kinesere. Officielt er der altså over 1 mio. HIV-smittede, men hvor mange mere end 1 mio.? Et center under Sundhedsministeriet har forbedret den kinesiske prognosemodel, som nu viser, at der i 2000 var ca. 1,2 mio. HIV-tilfælde. UN AIDS angiver det præcise tal til 1,5 mio. (se figur 2). Udviklingen i nye HIV-tilfælde i 2000 er dermed dobbelt så stor som forventet to år tidligere. Der er nu 3-4 gange flere HIV-tilfælde på kun 2 år!

5 UN AIDS (2001) Sundhedsministeriet (2001) UN og Sundhedsministeriet: Aktiv indsats mod HIV (1999) UN og Sundhedsministeriet: Uændret indsats mod HIV (1999) Figur 2: Sundhedsministeriets og UN AIDS estimat fra 1999 og 2001 af HIVtilfælde i Kina Og ikke nok med det: Antallet af nye HIV-tilfælde i første halvår 2001 er 67 pct. højere end i samme periode året før. Antallet af HIVtilfælde nærmest eksploderer og over 2 mio. kinesere vil dermed være HIV-smittede ved udgangen af Der er reelt tale om en så kraftig og omfangsrig stigning, at HIV-spredningen bliver ukontrollabel i enkelte lokalområder, hvis ikke de centrale og lokale myndigheder tackler problemet i løbet af få år. Sundhedsministerens og vicesundhedsministerens officielle udmeldinger skal således ses i lyset af, at udviklingen har overhalet de hidtil mest pessimistiske prognoser. Det resulterer i et øget politisk pres for en mere offensiv og forebyggende HIV-politik. Udmeldingerne er et vink med en vognstang til lokalregeringerne om at bistå med at tackle problemet nu, inden det er for sent. Set i international målestok er udbredelsen ikke stor: WHO (Verdenssundhedsorganisationen) anslår, at der i 2000 var godt 36 mio. HIV/AIDS-tilfælde i verden og 3 pct. af verdens HIV-smittede findes således i Kina. Det placerer Kina på en 17. plads i verden over antal HIV/AIDS-tilfælde, ifølge de usikre tal. 0,1 pct. af den kinesiske befolkning var i 2000 HIV-smittede. I Danmark er det 0,06 pct., mens det i Zimbabwe drejer sig om ikke mindre end en-fjerdedel af befolkningen (sic!). UN AIDS offentliggør i efteråret 2001 en ny analyse om problemets omfang. UN AIDS hidtidige prognose for HIV-smittede i 2010 an-

6 gav, at en aktiv og hurtig indsats muligvis kunne begrænse antallet til 1,5 mio. Hvis situationen fortsatte som hidtil, ville der være 10 mio. HIV-smittede. Den nye prognose viser, at der i 2010 ikke vil være 10 men 20 mio. HIV-smittede, hvis der ikke gribes ind. Der vil i givet fald være 1½ pct. HIV-smittede kineserne. 6 De økonomiske omkostninger ved HIV stiger uforholdsmæssigt meget, hvis HIV-smitten stiger eksponentielt og udbredes til nogle pct. af befolkningen. Så er mulighederne for begrænse HIV betydeligt forringede. Det vil blive en egentlig byrde for samfundet og ofte en økonomisk klods om benet for landets videre udvikling. Allerede nu stiger HIV eksponentielt i Kina. Flere kinesiske provinser vil i 2020 have nogle pct. HIV-smittede og dermed befinde sig i denne situation, hvis der ikke gribes ind nu. Hvordan spredes HIV i Kina? Sundhedsministeriet har et register for alle HIV-smittede til-og-med Det viser, at 71 pct. af alle HIV-tilfælde er narkomaner. 7 pct. er smittet ved heteroseksuel kontakt fra prostituerede. Kun 0,2 pct. angives at være smittet ved homoseksuel kontakt. Smitteårsagen kendes ikke for hvert femte HIV-tilfælde. Registret refereres ofte i kinesisk og udenlandsk presse, men de fleste epidemiologer fraråder at bruge resultaterne, da de interviewede sjældent indrømmer homoseksualitet eller besøg hos prostituerede o.lign. I stedet har et center under Sundhedsministeriet gennemført en kontrolleret undersøgelse af gennemsnitligt 72 repræsentativt udvalgte HIV-tilfælde årligt, hvor de HIV-smittedes reelle baggrund kortlægges. Stikprøven skal tages med store forbehold. Prostitution og efterfølgende seksuel kontakt med ægtefælle og andre viser sig at være langt vigtigere end hidtil antaget og resulterer i ca. 2/3 af HIVtilfældene: HIV-tilfælde: Patienter med kønssygdom 40 % 40 % 36 % 38 % 38 % 39 % Narkomaner 19 % 19 % 22 % 19 % 20 % 25 % Prostituerede 31 % 31 % 28 % 22 % 22 % 25 % Lastbilchauffør 10 % 10 % 12 % 7 % 7 % 8 % Gravide kvinder 2 % 1 % 1 % 4 % Bloddonorer 12 % 13 %

7 Den kinesiske strategi til bekæmpelse af HIV og AIDS 7 De to første nationale AIDS-programmer blev lanceret i 1990 og De havde begrænset effekt, men igangsatte flere samarbejder med udenlandske organisationer. Desuden banede de vej for det tredje og betydeligt mere omfattende program fra I november 1998 vedtog den kinesiske regering således den såkaldte Nationale mellem- og langsigtede strategi for HIV/AIDS kontrol i Kina ( ). Målsætningen for 2002 er: 40 pct. af landbefolkningen og 80 pct. af bybefolkningen skal have en grundlæggende viden om AIDS og kønssygdomme HIV-smitte via bloddonation skal elimineres HIV-smitte af narkomaner (via genbrug af injektionsnåle) skal kontrolleres Stigningen i seksuelt overførte sygdomme skal under 15 pct. årligt Målsætningen for 2010 er: Antallet af seksuelt overførte sygdomme skal stabiliseres eller reduceres Andelen af voksne HIV-smittede skal være på et relativt lavt niveau internationalt set Statsrådet har styrket sin indflydelse på HIV-politikken og afholder jævnligt koordinationsmøder. Ledelsen indeholder så prominente personer som præsident Jiang Zemin og premierminister Zhu Rongji. Jiang Zemin åbnede selv Kinas første konference om AIDS og kønssygdomme i november Her lancerede præsidenten et nyt officielt mål: Stigningen i HIV og kønssygdomme skal reduceres til 10 pct. årligt i De højtstående politiske udmeldinger har i de sidste par år bragt øget fokus på HIV. Det skal sikre, at de nye love og regulativer formuleres hurtigt og reelt efterleves. Smitte- og spredningsmønstret skal kortlægges og HIV-forebyggelsen styrkes. AIDS-behandlingen skal udbygges på alle niveauer. Det kræver, at omfattende informationskampagner igangsættes og mobiliserer befolkningen ifølge den nye strategi.

8 Finansiering af HIV-programmer 8 Politisk opbakning gør det ikke alene, der skal også ressourcer til. Centralregeringens budget til HIV og AIDS programmer har været meget beskedent, hvilket er en del af forklaringen på de magre resultater i 1990 erne. I 1995 blev der kun allokeret 5 mio. kr. til HIV/AIDS aktiviteter, hvilket herefter steg til 15 mio. kr. årligt. Stort set ingen konkrete aktiviteter kan afholdes for det beløb, da størstedelen af pengene går til oprettelse af nye institutioner og igangsættende konferencer m.v. Størstedelen af aktiviteterne skal finansieres af de lokale regeringer. Der er imidlertid ingen retningslinier for de lokale bevillingers størrelse og anvendelse. Reelt sker der meget lidt. Frivillige kinesiske læger og aktivister gennemfører derfor aktioner og egne græsrodskampagner i håb om øget opmærksomhed og flere bevillinger. De kinesiske bevillinger til HIV/AIDS programmer virker endnu mere beskedne, når de sammenlignes med den udenlandske bistand til kun HIV/AIDS-programmer i Kina. Omkring 70 mio. $ har udenlandske bistandsorganisationer givet i gave- og lånebistand i løbet af 1990 erne. Det er 8 gange mere, end den kinesiske regerings bidrag. Til sammenligning: Den thailandske regering bevilgede næsten lige så meget i løbet af , som den kinesiske regering og udenlandske bistandsorganisationer ydede til sammen i 1990 erne og så udgør den thailandske befolkning endda kun en brøkdel af den kinesiske. Først med skandalen om det HIV-inficerede donorblod i Henan og sundhedsministerens officielle udtalelse om en national HIV-epidemi kommer der flere ressourcer fra centralregeringen. I august 2001 øges de centrale bevillinger med 100 mio. kr. årligt i perioden til køb af udstyr og styrkelse af AIDS-overvågningen. En årlig bevillig på 1 mia. kr. skal bidrage til at undgå HIV-smittet donorblod. Derudover øremærkes 2,6 mia. kr. til informationskampagner i hele femårsperioden, som skal komme fra både centralregeringen og lokale regeringer. De øgede bevillinger skal bl.a. gå til informationskampagner og forebyggelse. En særlig indsats skal ydes til højrisikogrupper som narkomaner og prostituerede m.v. Blod-screening skal gennemføres i også landområderne og de mindre byer. Den allerede HIV-smittede del af befolkningen skal kunne behandles og den rigtige medicin skal være til rådighed.

9 Oplysning om HIV 9 Omfattende informationskampagner skal sikre, at de HIV- og AIDSramte ikke isoleres i lokalsamfundene, og at den almindelige befolkning bliver klar over smittevejene og selv kan forebygge HIV-smitten. Det generelle vidensniveau er ikke imponerende. Følgende fire undersøgelser er gennemført i 2000 og 2001: Den første fra fire kinesiske storbyer viser, at 75 pct. af de adspurgte bevidst ville undgå HIVramtes selskab p.g.a. formodet smittefare. 45 pct. mente, at AIDS var en konsekvens af dårlig moral. Den anden undersøgelse er blandt universitetsstuderende. 40 pct. af de adspurgte ville ikke sidde ved siden af en HIV-smittet p.g.a. formodet smittefare. En landsdækkende undersøgelse af 20 til 64 årige fandt, at kun 4 pct. kunne identificere de korrekte smitteveje, dvs. blod og sæd. Hele 54 pct. troede, at de kunne smittes ved at bruge en HIV-ramts spisepinde eller madskål. 49 pct. mente at smitten kunne overføres ved nys og 30 pct. ved at give hånd med en HIV-patient. 45 pct. mente ikke, at brug af kondom kunne forebygge AIDS. En anden landsdækkende undersøgelse fandt, at kun 20 pct. af de 7000 adspurgte havde hørt om AIDS. 62 pct. vidste, de kunne beskytte sig mod smitte de vidste dog ikke hvordan. Oplysning om HIV og AIDS skal derfor styrkes for den brede befolkning. Det skal være en fast del af pensummet i alle folkeskoler. Radio, TV og aviser skal desuden informere mere om HIV s smitteveje, betydning og behandling. Bedre kontrol med donorblod Omgåelse af regler for bloddonation og lemfældige rutiner er ikke kun begrænset til Henan. Nationale undersøgelser har efterfølgende vist, at risikoen for HIV-infektion fra blodtransfusion i Kina er så høj som én ud af Målet er nu at reducere risikoen til én ud af og én ud af i de belastede områder. Til sammenligning: I USA er AIDS-risikoen ved blodtransfusion én ud af og i Kenya én ud af 50 (sic!). Derfor skal al donorblod screenes for HIV og andre virus/hepatitis. Som i f.eks. Danmark skal alle produkter fra blodplasma køres gennem et virus-inaktiveringsprogram. I storbyerne testes en stor del af donorblodet for enkelte virustyper, men ikke i landområderne.

10 10 HIV i donorblod skal ikke alene kunne opdages det skal også forebygges. Derfor vil kampagner i højere grad opfordre folk til frivillig at give blod. Størstedelen af donorblodet kommer i dag fra betalte donorer. Det øger risikoen for HIV, idet betalte donorer især rekrutteres blandt fattige og marginaliserede grupper. Kun en-gangsnåle må bruges ved blodtapning. Højrisikogrupperne skal opsøges og hjælpes Befolkningsgrupper med størst risiko for HIV og AIDS skal opsøges og hjælpes til at forebygge (yderligere) smitte. Pålidelige HIV test-kits skal være til rådighed. Sundhedsministeriets officielle tal viser, at andelen af HIV-smittede narkomaner er steget fra 0,04 pct. i 1995 til 5 pct. i I de værst ramte områder er andelen meget højere. UN AIDS angiver antallet af narkomaner til 1,5 mio. i Sundhedsministeriets officielle tal viser også, at stort set ingen prostituerede var HIV-ramte i 1995, men 1,3 pct. var det i Kun 9 pct. af de prostituerede angives at bruge kondom regelmæssigt. Der angives at være mindst 4 mio. prostituerede. Rådgivningen skal også styrkes ved de homoseksuelle barer og mødesteder. Der er ingen pålidelige skøn over, hvor mange millioner denne risikogruppe udgør. Den nye højrisikogruppe er folk med kønssygdomme. Officielt er smittet med kønssygdomme, men UN AIDS og et nyt epidemiologisk center under Sundhedsministeriet angiver nu tallet til over 8 mio. En stor del er migrantarbejdere. Da der er en årlig stigning på 40 pct. i kønssygdomme, er det uhyre vigtigt at styrke de lokale lægers og hospitalers opsøgende og behandlende indsats for også de heteroseksuelt smittede. Medicin til behandling af HIV/AIDS-patienter Den ultimative løsning er en HIV-vaccine. Internationale eksperter har i mere end 15 år samarbejdet herom, og i heldigste fald vil en vaccine være udviklet og tilgængelig om år. De mere pessimistiske forskere tvivler på, at en vaccine overhovedet kan udvikles. HIV/AIDS kan således endnu ikke helbredes, men antiviral behandling kan holde sygdommen nede og øge livskvaliteten. Vestlige medi-

11 11 cinalkoncerner har udviklet den såkaldte ARV(AntiRetroVirale) behandling, som giver længere overlevelse (typisk 6-7 år) og bedre livskvalitet, om end der er alvorlige bivirkninger. Medicinen har reduceret antallet af dødsofre med op til 90 pct. i USA. Prisen for et års behandling er kr., hvilket ikke er uoverkommeligt i vesten, hvor indkomsterne er højere og sygesikring mere udbredt. ARV-behandlingen er livslang og kræver et velfungerende sundhedssystem med uddannet personale, udstyr og infrastruktur et faktum som udelukker mange ulande. I Kina forskes der også i ARV-lignende behandlingsformer og med traditionel medicin, endnu uden held. Derfor importeres ARVmedicinen. ARV-behandling tilbydes i dag kun i 6 centre i Kina, hvor bl.a. Glaxo og andre internationale medicinalkoncerner er inddraget. Patienterne skal selv betale kr. for ARV-behandling. Det er et uoverstigeligt byrde for de fleste kinesere 90 pct. af landbefolkningen og 30 pct. af bybefolkningen er i dag helt uden forsikring og må betale for egen medicin og hospitalsophold. Reelt har kun meget rige kinesere mulighed for denne behandling. Sundhedsministeren annoncerede i juli 1997, at der skulle gennemføres en national sygesikring, som inden 2010 skal dække 80 pct. af landbefolkningen. Under den nye ordning skal kineserne selv betale for en del af medicinforbruget. Da Folketingets sundhedsudvalg i juni 2001 besøgte Kina, udtrykte sundhedsminister Zhang Wenkang håb om et øget samarbejde med Danmark herom, da det danske sygesikringssystem blev anset som en mulig model for Kina. Det resulterede bl.a. i, at en provinsdelegation i september 2001 besøgte Danmark for at undersøge sygesikringsordningens finansiering og organisering. De høje ARV-priser er dog et væsentligt problem for en fremtidig sygesikringsordning i Kina, som ikke vil have økonomisk dækning til at behandlede de mange AIDS-tilfælde. Derfor har Kina med interesse fulgt med i sagen om Sydafrikas fremstilling af kopimedicin til deres AIDS-patienter. I november 2001 bekræftede WTO (Verdenshandelsorganisationen), at ulande af hensyn til folkesundheden har ret til at anvende kopimedicin. Det internationale pres på medicinalkoncernen og konkurrence fra kopimedicin har medført, at prisen på original ARV-medicin er faldet drastisk til nu kun 2500 kr. for et års medicinforbrug. Det muliggør behandling af flere kinesiske AIDS-patienter via en ny sygesikringsordning. Men prisen er stadig (for) høj i 1998 beløb det gennemsnitlige forbrug af medicin sig til godt 70 kr. pr. kineser (ekskl. traditionel medicin). Medicin til en AIDS patient koster altså lige så meget som medicin til 35 almindelige patienter. Derfor vil den kinesiske regering vægte forebyggelse meget højt, her får man mest for pengene.

12 12 Hvis den kinesiske HIV-politik skal lykkes, må både den forebyggende og behandlende indsats styrkes. I de sidste to år er den politiske opbakning markant øget, men de øgede økonomiske ressourcer fra centralregeringen er utilstrækkelige og skal i udstrakt grad suppleres af lokalregeringerne. Og der skal handles nu. Selvom antallet af HIVsmittede stiger meget kraftigt disse år, kan en hurtig, vedvarende og sammenhængende indsats begrænse HIV-udbredelsen, således at antallet af HIV-smittede også i fremtiden er langt mindre end i de hårdt ramte asiatiske lande Ole Odgaard er Ph.D. og har boet i Kina i fem år, senest i , hvor han var udstationeret på den danske ambassade. Han er nu ansat i Sundhedsministeriet. Artiklen udtrykker kun hans private synspunkter. Artiklen har været publiceret i Kinabladet, marts 2002.