AT tema. Peder Agger Lars Andersen Mikael Skou Andersen Hans Branner Rasmus Bo Sørensen Jesper Theilgaard. Gyldendal

Transkript

1 AT tema Peder Agger Lars Andersen Mikael Skou Andersen Hans Branner Rasmus Bo Sørensen Jesper Theilgaard Gyldendal

2 6 Naturgeografi og fysik AT tema AT-Klima Af Peder Agger, Lars Andersen, Mikael Skou Andersen, Hans Branner, Rasmus Bo Sørensen og Jesper Theilgaard 1. udgave, 1. oplag Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København Peder Agger Lars Andersen Mikael Skou Andersen Hans Branner Rasmus Bo Sørensen Jesper Theilgaard Forlagsredaktion: Lise Penter Madsen Ekstern redaktion: Rektor Mogens Hansen Konsulent på kapitel 6: Inger Sarborg Grafisk tilrettelæggelse: Ulla Korgaard, Designeriet Tryk: Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2009 ISBN: Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Billedtekst: Koralrev, der er dødt pga. stigende havtemperatur. Gyldendal

3 5 AT Tema Klima INDHOLDSFORTEGNELSE Forord s. 7 kap. 1 Naturgeografi og fysik: Klimaet ændrer sig s. 8 Dette indledende kapitel beskriver en række af de faktorer, der påvirker klimaet. For eksempel havstrømme, indstråling og udstråling fra Solen og Jorden samt atmosfærens indhold af drivhusgasser. Desuden beskrives, hvilke data klimaforskningen bygger sine analyser af både fortidens klima og prognoserne for fremtidens klima på. Endelig kommer kapitlet ind på, hvilke konsekvenser en fortsat temperaturstigning vil få for vandstanden i verdenshavene, for nedbøren og for isafsmeltningen. Kap. 2 BIOLOGI: Naturens balance bliver udfordret s. 46 I dette kapitel er der fokus på, hvilke konsekvenser klimaændringerne kan få for naturen. Især diskuteres følgerne for den danske natur. Som udgangspunkt gøres der rede for de basale krav, som naturen med dens planter og dyr stiller for at kunne eksistere, ligesom naturens tilstand og de vilkår, den er underkastet, beskrives. Dernæst præsenteres en række af klimaændringernes direkte og indirekte effekter på naturen, og det diskuteres, om de vil blive til gavn eller skade. Kap. 3 samfundsfag Politik: Klimapolitik er verdenspolitik s. 70 Kapitlet påviser, hvorledes miljø og klima i stigende grad er kommet på den politiske dagsorden, både nationalt og internationalt. I forlængelse heraf diskuteres, hvordan klimaproblemerne skal ses i sammenhæng med den globalisering, som har karakteriseret udviklingen de seneste årtier. Klimaproblemerne er globale, hvorfor det også er nødvendigt at analysere, om det er muligt at finde løsninger på internationalt niveau. For at belyse det præsenteres hovedteorier om international politik samt nogle af de fremskridt, der er opnået i forhandlingerne. Til sidst diskuteres samspillet mellem det nationale og internationale niveau i kampen mod klimaændringer, og herunder belyses også Danmarks rolle. Kap. 4 samfundsfag økonomi: Prisen for et godt klima s. 94 Kapitlet fokuserer på de økonomiske aspekter af klimaproblematikken. Det handler om de økonomiske konsekvenser af klimaændringer og de mulige omkostninger ved at gribe ind over for disse. I denne analyse inddrages perspektiverne for både den enkelte og virksomhederne, ligesom det diskuteres hvilke økonomiske omkostninger, der vil være for forskellige typer lande ved at tilpasse sig de klimaændringer, man allerede nu kan se er ved at indtræffe. Kapitlet inddrager både teoretisk-økonomiske overvejelser og gennemgange af konkrete forslag til initiativer til løsning af klimaændringer. Kap. 5 Dansk: Medierne har ordet s. 116 Med udgangspunkt i en konkret analyse af en række danske dagblades dækning af miljøstoffet de seneste årtier indeholder kapitlet en diskussion af mediernes generelle rolle i forbindelse med den stigende fokus på miljøproblemer og klimaændringer. Kapitlet indeholder også en analyse af, hvorledes miljøstoffet præsenteres i medierne og hvilke ændringer, der er sket i behandlingen af stoffet. Det påvises, hvordan miljø- og klimastoffet i stigende grad er blevet en central del af det stof, som medierne prioriterer. I denne sammenhæng påvises også, hvordan medierne i stigende grad har tilsluttet sig en dagsorden, der hævder, at klimaproblemerne er menneskeskabte. De såkaldte miljø-skeptikere fylder ikke meget i nutidens medier. Kap. 6 ENGELSK: About Al Gores An Inconvenient Truth s. 132 Al Gore s book and film An Inconvenient Truth has been much discussed and has created quite a stir in public debate on modern climate and climate change. In the following chapter a number of scientific articles and interviews will aim at presenting the film as well as raising crucial and inherent issues and perspectives to be discussed. It is recommended to watch the film An Inconvenient Truth prior to working with the various texts and articles as the students awareness and discussions will be improved. The last section includes ideas on how to work with the topic Climate Change in English classes at both A+B level. Kap. 7 Klima, etik og bæredygtighed s. 150 I dette kapitel diskuteres en række af de etiske problemstillinger, der er blevet berørt i de forrige kapitler. Begrebet bæredygtighed og forskellige tilgange til at håndtere klimaudfordringen foldes ud. Kapitlet ser nærmere på hvilke etiske overvejelser, der kan gøres, når indsatsen med at løse klimaproblemet skal fordeles. Endelig beskriver kapitlet en række af de forhold, der kan virke som barrierer for, at den enkelte forstår og accepterer, at problemet eksisterer. Stikordsregister s. 172 Links s. 173 Billedliste s. 174

4 70 71 Kapitel 3: Samfundsfag politik Klimapolitik er verdenspolitik Kapitlet påviser, hvorledes miljø og klima i stigende grad er kommet på den politiske dagsorden, både nationalt og internationalt. I forlængelse heraf diskuteres, hvordan klimaproblemerne skal ses i sammenhæng med den globalisering, som har karakteriseret udviklingen de seneste årtier. Klimaproblemerne er globale, hvorfor det også er nødvendigt at analysere, om det er muligt at finde løsninger på internationalt niveau. For at belyse det præsenteres hovedteorier om international politik samt nogle af de fremskridt, der er opnået i forhandlingerne. Til sidst diskuteres samspillet mellem det nationale og internationale niveau i kampen mod klimaændringer, og herunder belyses også Danmarks rolle.

5 72 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 73 Klimapolitik er verdenspolitik Af Hans Branner, lektor, Nørre Gymnasium Klimaspørgsmålet optager toppolitikere overalt på kloden. Danmark har forsøgt at skærpe opmærksomheden om spørgsmålet blandt udenlandske ledere ved at fremvise afsmeltningen af ismasserne på Grønland. På billedet har klimaminister Connie Hedegaard og statsminister Anders Fogh Rasmussen den tyske forbundskansler Angela Merkel og den tyske miljøminister Sigmar Gabriel med på en inspektionstur. Det er ikke mange år siden, at klima og politik ikke havde meget med hinanden at gøre. Ja, mange var lykkelige over, at menneskene tilsyneladende ikke var i stand til at påvirke klimaet. Tænk hvis Folketinget kunne beslutte, hvor meget regn vi skulle have i Danmark, eller hvor kolde vintrene skulle være. Det kunne let give anledning til voldsomme politiske stridigheder med mange modsatrettede interesser involveret. Men i dag er kendsgerningen, at menneskene efter alle solemærker at dømme påvirker klimaet om end ikke ud fra politiske målsætninger, der på forhånd er gennemdrøftet og prioriteret. Det sker som en uønsket bivirkning af industrialiseringen og den voldsomme økonomiske vækst i verden siden midten af 1800-tallet. Menneskets påvirkning af klimaet ses derfor som en trussel, som det gælder om at finde redskaber og frem for alt politisk vilje til at imødegå. Også her opstår stridigheder. Hvilke redskaber er de mest hensigtsmæssige? Hvor meget skal der satses på vedvarende energi og inden for hvilken tidshorisont? Hvor meget skal vi overlade til den enkelte, og hvor meget til staten og de internationale organisationer? Hvilke lande skal bære de største byrder? Skal indbyggerne i ulandene forhindres i at opnå den samme levestandard som os andre? Og hvordan skal klimaproblemet prioriteres i forhold til andre globale problemer som fattigdom og krig? Klimaspørgsmålet er, hvad enten vi kan lide det eller ej, blevet en del af den politiske dagsorden. Der er endda udsigt til, at klimaet i de kommende år kan gå hen at blive det vigtigste politiske spørgsmål både internationalt og i mange enkeltstater. Det er der flere årsager til: Klimaændringerne udgør en stadigt større global trussel, og der en stigende bevidsthed herom i befolkningerne; spørgsmålet giver anledning til store interessemodsætninger mellem befolkningsgrupper og mellem stater; og mulige løsninger på problemet griber dybt ind i menneskers levevilkår og dermed i staternes indenrigspolitik. Det er ikke svært at finde dokumentation for, at klimaet er kommet højt op på den politiske dagsorden både herhjemme og internationalt. I Danmark har miljøspørgsmål siden slutningen af 1980 erne haft en dalende betydning for vælgerne, men denne tendens er nu brudt. I 2007 blev klimaforandringer rubriceret som det vigtigste eller næstvigtigste politiske spørgsmål hos en ¼ af vælgerne få år før var andelen kun et par procent. Det er tydeligvis bekymringen for konsekvenserne af den globale opvarmning, der har vendt tendensen. En tilsvarende udvikling kan registreres på internationalt plan. Af en undersøgelse fra 2007 fremgår, at befolkningerne i EU-landene klart vurderede klimaet som det vigtigste miljøproblem, fire år før rangerede det på linje med en række andre problemer (se figur 1 s. 74). Og klimaet er ikke kun rykket op i forhold til andre miljøproblemer. En måling fra 2007 viser således, at hele 30% af danskerne anser klimaspørgsmålet som det vigtigste globale problem. Næstvigtigst er fejlernæring og sult med kun 13%. Udover opinionsmålinger kan klimaspørgsmålets stigende politiske betydning aflæses i mediernes dækning af miljøstoffet, i de politiske partiers arbejdsog partiprogrammer og ikke mindst i de utallige internationale konferencer, der behandler klimaproblematikken. I Danmark er der efter folketingsvalget i 2007 oprettet et særligt klima- og energiministerium. Det er bl.a. sket, fordi København i slutningen af 2009 er udset til at være værtsby for den konference, der skal udstikke retningslinjerne for den globale klimapolitik efter Det vil utvivlsomt yderligere befæste klimaspørgsmålets placering på den politiske dagsorden herhjemme Logoet for klimatopmødet i København i december Klimakonferencen i København i december 2009 er den foreløbige afslutning på en lang række globale FN-konferencer, der sigter på at nå frem til en ny forpligtende aftale. Ved konferencen på Bali 2007 blev køreplanen frem til topmødet i København fastlagt.

6 74 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 75 Europæernes miljøbekymringer 2003 og 2007 Globaliseringens dimensioner og deres sammenhæng Økonomisk globalisering Kulturel globalisering Militær globalisering Miljømæssig globalisering Politisk globalisering Figur. 2 Der skelnes i figuren mellem fem dimensioner i globaliseringen. I snæver forstand forbindes globaliseringen kun med den økonomiske dimension. Her tænkes på, at ny teknologi og højere levestandard har mangedoblet strømmen af varer og kapital på tværs af grænser og kontinenter og har skabt mulighed for en ny arbejdsdeling, hvorved fremstillingen af et produkt opdeles i faser, der foregår forskellige steder på kloden. I bred forstand er den økonomiske dimension ikke dækkende for begrebet, men den kan siges at være en slags motor for dele af den øvrige globalisering. Den politiske globalisering er placeret for sig, idet den vedrører forsøget på styring af de andre dimensioner, markeret med de fuldt optrukne pile der udgår fra kassen. FN s Sikkerhedsråd er således et eksempel på pilen op til den militære globalisering. Kyoto-protokollen fra 1997 (se s. 83) er et eksempel på pilen op til den miljømæssige globalisering. De stiplede pile angiver, at den politiske globalisering udløses af globaliseringen i de fire andre dimensioner. De er alle mere eller mindre forbundne med hinanden, men især den miljømæssige globalisering i form af de globale klimaproblemer forstærkes af de andre dimensioner (jf. pilene). Den stærkt øgede verdenshandel (økonomisk globalisering) er kun mulig ved, at også fly- og skibstrafikken øges stærkt, hvilket har haft konsekvenser for atmosfærens CO2-belastning. Samme konsekvens følger af den kulturelle globalisering, der bl.a. vedrører den øgede bevidsthed om og mulighed for at besøge fjerne steder på kloden. Også den militære globalisering kan have indvirkning på miljøbelastningen, bl.a. i kraft af USA s militære tilstedeværelse i de fleste verdensdele. Figur 1. Kilde: Eurobarometer, Special report, marts 2008, s.9. Klimaproblemet som global trussel Som politisk fænomen skal klimaændringerne først og fremmest ses i sammenhæng med begrebet globalisering. Måske er klimaændringerne og deres konsekvenser det bedste eksempel på det, man forstår ved globalisering. Kernen i begrebet er det forhold, at verden hænger sammen på en ny og tættere måde, således at begivenheder og tilstande i én del af verden har konsekvenser for befolkninger og samfund langt borte, herunder også på andre kontinenter. Og det er jo netop tilfældet i forbindelse med klimaproblemerne. Hvis regnskoven i Brasilien fældes i samme tempo som hidtil, vil det mindske mulighederne for at bremse temperaturstigningerne og dermed indvirke på levevilkårene overalt i verden. Det samme kan siges om den stærkt stigende brug af kul i Kina, hvor et nyt kulkraftværk tages i brug hver uge for at imødekomme energibehovet i landets ekspanderende økonomi. Og hvis ikke amerikanerne er i stand til at reducere deres CO2-udslip, der pr. indbygger er dobbelt så stort som det danske, vil europæiske bestræbelser på at løse klimaproblemerne være stort set forgæves. Med den tyske sociolog Ulrich Becks udtryk kan man sige, at vi i dag lever i et globalt risikosamfund, hvor risiciene i modsætning til tidligere er menneskeskabte, og hvor vi alle, uanset hvor vi bor på kloden, er udsat for de samme risici og har samme interesse i at bekæmpe deres opståen. Mere end noget andet illustrerer klimaproblemet, at alle på jorden er blevet afhængige af hinanden adfærden i en del af verden har indvirkning på forholdene i en hel anden del af verden. En indvirkning der i nogle tilfælde kan true selve eksistensen eller overlevelsen. Vi kan derfor heller ikke være ligeglade med, hvad der foregår i andre stater selv langt borte. Når globaliseringen er så tydelig i forbindelse med klimaproblemerne, hænger det sammen med, at vi alle lever under én fælles trussel i form af en forstærket drivhuseffekt. Vi bidrager alle i større eller mindre udstrækning hertil, og vi bliver alle ramt af konsekvenserne.

7 76 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 77 Klimatruslen og dens afledede virkninger Klimaændringer Stigende temperatur Øget drivhuseffekt Flere storme m.m. Direkte samfundsmæssige virkninger Ændrede levevilkår Afledede samfundsmæssige virkninger Regionale konflikter Flygtningestrømme Fødevareprisstigninger Figur 3. Klimaproblemernes globale karakter forstærkes af de afledede virkninger, der følger af dem (se figur 3). De ændrede levevilkår, der følger af klimaændringerne, kan i sig selv være en trussel for mange befolkningsgrupper: Hele øer og flodområder kan blive oversvømmet, vandmangel og ørkendannelse kan radikalt ændre hidtidige livsbetingelser, en række erhverv inden for landbrug, fiskeri og turisme risikerer at bukke under. Men når nogle grupper er direkte truet på deres eksistens, har det langt videregående indirekte virkninger på andre grupper. I kølvandet på de direkte trusler kan der opstå regionale konflikter, der risikerer at brede sig til andre områder; flygtningestrømme der truer sammenholdet i eksisterende stater; og fødevareprisstigninger der påvirker verdensøkonomien, og som kan udløse nye regionale konflikter. Det sidste er allerede observeret i 2008, hvor uroligheder som følge af stigende priser på fødevarer har ramt adskillige stater i Afrika, bl.a. Ægypten, Mozambique og Sudan. På grund af de mange afledede virkninger taler man om klimatruslen som en konfliktmultiplikator. I modsætning til de trusler, der sandsynligvis vil blive en følge af klimaforandringerne, har de trusler, som individer og stater hidtil har været udsat for, normalt haft en mere begrænset geografisk karakter. På det militære område er truslerne dog i stigende grad blevet globale. Med Anden Verdenskrig blev størstedelen af jordens indbyggere påvirket af krigsbegivenhederne, og med atomkrigstruslen under Den kolde Krig var selve den menneskelige civilisation truet på sin eksistens. Globale trusler har altså eksisteret før om end kun som undtagelser. Men der er i hvert én afgørende forskel mellem den tidligere atomkrigstrussel og nutidens klimatrussel. Og den vedrører muligheden for at afværge truslen. Det var på ingen måde sikkert, at en altødelæggende atomkrig kunne undgås under Den kolde Krig. Men det var især to parter, de to supermagter USA og Sovjetunionen, der besad atomvåbnene og hvis indbyrdes forhold var bestemmende for krig og fred i verden. Denne såkaldte bipolaritet gjorde det relativt overskueligt at følge modpartens handlinger og også relativt let hvis viljen var til stede at indgå aftaler med hinanden. Og da der kun var to parter, kunne konflikten og dermed truslen på det nærmeste afblæses, da en af parterne, nemlig Sovjetunionen, i slutningen af 1980 erne måtte bukke under i kappestriden og endte med at blive opløst. Med klimatruslen forholder det sig helt anderledes. Her er der et næsten uoverskueligt antal parter, omfattende både stater og internationale organisationer, der skal forhandle; konsekvenserne af ikke at indgå en aftale er i hvert fald på kort sigt meget ulige fordelt mellem staterne; det er meget sværere at afveje de fordele, der opnås ved en aftale mod de omkostninger, den indebærer; og truslen opleves af mange af parterne som mindre overhængende. Alt sammen forhold der mindsker løsningsmulighederne i en situation hvor alle undersøgelser viser, at problemerne og dermed truslen blot bliver større, jo længere det trækker ud med at vedtage effektive forholdsregler på internationalt plan. Men der er også faktorer, der vejer i modsat retning. Der er nok flere parter, der skal enes om en løsning, men samtidig er der også mange flere aktører end under Den kolde Krig, der i stand til at bidrage til en løsning. Hvor udviklingen tidligere stort set alene afhang af USA s og Sovjetunionens adfærd, er der i dag ikke alene langt flere stater, der med deres handlinger kan modvirke truslen, men også enkeltpersoner og virksomheder kan bidrage. Og måske vil det vise sig, at det er en stærk folkelig bevægelse nedefra, der vil være udslagsgivende for, at der kan indgås forpligtende globale aftaler. tale fra Amerikansk klimaforsker 2008 Kul og røg vil kræve mange liv i Kina. Her hænger smog og røg over Beijing. Forskere anslår, at 83 millioner kinesere vil dø af lungesygdomme over de næste 25 år, hvis der ikke gøres en indsats mod bl.a. rygning og kulvarme. Vi har nået et punkt, hvor vi er i krise, i en nødsituation, men folk er ikke klar over det. Der er en dyb kløft mellem, hvad det videnskabelige samfund ved om global opvarmning, og hvad offentlighed og politiske beslutningstagere ved. James Hansen, leder af NASA s klimaforskningscenter og en af USA s mest fremtrædende klimaforskere. Fra en tale på Stanford University, nov

8 78 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 79 Realisme Idealisme Figur 4. internationalt anarki modsatrettede interesser ønske om overlevelse gensidig afhængighed fælles problemer oplysning og demokrati To syn på globale problemer vedvarende konflikter og kun mulighed for midlertidig fred, begrænsede og uforpligtende aftaler, stater beholder deres suverænitet, svage internationale organisationer tro på fremskridt i international politik og på muligheden af varig fred, forpligtende politiske aftaler til alles fordel, suverænitetsafgivelse og stærke internationale organisationer Kan staterne enes om løsninger? Da lederne for verdens otte førende industrilande, G8-landene, mødtes i Japan i juli 2008 til deres årlige sammenkomst om verdens vigtigste problemer, kunne de stolt meddele, at der var opnået enighed om en ny skelsættende målsætning for bekæmpelse af klimatruslen: Inden 2050 skal udledningen af CO2 på globalt plan være reduceret med 50%. Det var andet år i træk, at klimaproblemerne var blandt de højst prioriterede emner på konferencen, hvilket i sig selv er en understregning af, hvor højt spørgsmålet er kommet op på den internationale dagsorden. Og enigheden var samtidig et udtryk for, at lederne føler sig forpligtet til at udvise ansvarlighed og handlekraft på området. Men mange observatører, herunder eksperter og NGO ere, var langt fra tilfredse. Anbefalingerne fra FN s klimapanel IPCC (se s. 83) er hvis overskridelsen af den kritiske temperaturstigning på 2 grader skal undgås væsentlig skrappere. Dertil kom, at der ikke var indbygget nogen forpligtelser, hvad angår overholdelsen af det angivne reduktionsmål. Denne mangel forstærkes af, at G8-landene kun kunne enes om et langsigtet mål og undgik mål for det korte og mellemlange sigt. Man kan spørge sig i hvor høj grad, der blot var tale om et slag i luften, idet næppe nogle af lederne vil være ansvarlige for deres lands politik om 40 år. Den anden hovedretning, idealismen, bygger på helt andre antagelser. Her går man ud fra, at en række udviklingstendenser (der fremgår af figuren) gradvist gør stater mere samarbejdsvillige. De indser fordelen ved at indgå forpligtende aftaler med hinanden og herved afgive dele af den suverænitet, der ellers har karakteriseret uafhængige stater i flere århundreder. Resultatet er skabelsen af stærke internationale organisationer og andre former for regelsæt, der sikrer indgåede aftalers overholdelse og i en vis udstrækning erstatter det anarki, som realisterne anser for et grundvilkår. Det er klart, at synet på klimaproblemerne og deres løsning vil være forskelligt inden for de to retninger. Som realist vil man være mere tilbøjelig til at hæfte sig ved de interessekonflikter, der gør sig gældende mellem staterne, f.eks. mellem udviklede og mindre udviklede stater, og mellem stater, der bliver stærkt berørt af klimaændringerne, og stater, der bliver mindre berørt og måske endda kan høste fordele af dem. Og man vil være skeptisk over for, om staterne er parate til at binde sig til aftaler, der indskrænker deres suverænitet. Idealister vil derimod have et mere positivt syn på løsningsmulighederne. For dem er klimaproblemerne netop et eksempel på den gensidige afhængighed, der er ved at opstå i det internationale system, og de fælles problemer staterne i stigende grad udsættes for. Øget oplysning om og forståelse for den alvorlige udfordring, som klimaproblemerne repræsenterer, vil derfor føre til, at der indgås forpligtende og effektive aftaler, som alle stater kan drage fordel af. Fra en demonstration under G8-topmødet i Japan, juli G8-landene er verdens 8 største ilande, hvis ledere mødes en gang om året for at drøfte presserende økonomiske og politiske problemer, der angår hele verden. Eksemplet med G8-landene viser, at der på den ene side er et stort internationalt pres for at tage fat på klimaudfordringerne og en villighed blandt verdens ledere til at tage spørgsmålet alvorligt, men på den anden side, at staterne kun i begrænset omfang er parate til at bære de umiddelbare omkostninger, som en effektiv indsats indebærer. Der er tilsyneladende et misforhold mellem problemets omfang og som allerede nævnt viljen og evnen til at løse det. Hvad er udsigten til at overvinde dette misforhold? De to hovedretninger i faget International Politik, realisme og idealisme, har som udgangspunkt et forskelligt svar på spørgsmålet (jf. figur 4). Iflg. realismen vil stater altid først og fremmest handle ud fra deres egne snævre interesser og anskue andre stater som mulige modstandere. Det skyldes, at rammen om staternes handlinger er et internationalt anarki, dvs. en tilstand, hvor der ikke eksisterer faste regler og ingen almindeligt anerkendte, effektive sanktionsmidler over for andres adfærd. Under sådanne vilkår bliver staternes hovedbestræbelse at sikre deres egen overlevelse, hvilket ofte vil ske på bekostning af andre stater. Herved vil relationerne i højere grad blive præget af konflikt end samarbejde.

9 80 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 81 Regeringslederne for G8-landene (2008). Fra venstre: Silvio Berlusconi (Italien), Stephen Harper (Canada), Dmitri Medvedev (Rusland), George W. Bush (USA), Yasuo Fukuda (Japan), Nicolas Sarkozy (Frankrig), Angela Merkel (Tyskland) og Gordon Brown (Storbritannien). I juli 2008 blev de otte daværende ledere enige om en målsætning om, at udledningen af CO2 på globalt plan skal være reduceret med 50% inden Men er det nok til at undgå klimakatastrofer som f.eks. omfattende oversvømmelser? Politikens tegner, Roald Als, synes ikke at være optimistisk (se tegningen th). Teorier som realisme og idealisme er udgangspunkter for at forstå og fortolke virkeligheden, men deres antagelser vil aldrig fuldt ud svare til virkeligheden. Ser vi på den historiske udvikling, kan begge retninger således finde støtte til deres antagelser. De menneskeskabte klimaændringer som en global trussel har været genstand for undersøgelser og omfattende offentlig debat siden 1980 erne, men realisterne vil her fremhæve, at der er gjort meget få og helt utilstrækkelige fremskridt mht. at bekæmpe truslen. Staternes egeninteresser har stået i vejen. Supermagten USA har været uvillig til at indgå forpligtende aftaler, og interessemodsætninger mellem stater har konstant udvandet de resultater, som man har håbet ville komme ud af de utallige konferencer, der har været afholdt. Omvendt vil idealisterne pege på, at der på klimaområdet er sket store fremskridt, siden diskussionen startede. Højdepunkterne, der nævnes, er Montreal-protokollen fra 1987, der effektivt har bremset nedbrydningen af ozonlaget i atmosfæren, og Kyoto-protokollen fra 1997, der gennem indførelsen af et forpligtende kvotesystem sigter på at begrænse udledningen af drivhusgasser frem til 2012 (se oversigt s. 83). Begyndelsen er gjort til skabelsen af en mere omfattende international regulering af klimaområdet. Ingen, heller ikke inkarnerede idealister, vil benægte de vanskeligheder, der er forbundet med at nå frem til aftaler, der for alvor reducerer den globale opvarmning og dens konsekvenser. G8-topmødet i juli 2008 er allerede nævnt som et eksempel på gabet mellem ambitioner og realiteter. Og vejen frem til den stort anlagte konference, der afholdes i København i december 2009, vil utvivlsomt igen vise, hvor begrænsede mulighederne er. To alvorlige knaster, der indbyrdes hænger sammen, skal ryddes af vejen, før en ny effektiv aftale til afløsning af Kyoto-protokollen kan indgås. For det første skal verdens hidtil største udleder af CO2, USA, være villig til at ændre kurs og indgå en forpligtende international aftale. USA var i 1997 medunderskriver af Kyoto-protokollen, efter at landet havde opnået indrømmelser, der udvandede aftalen. Men siden sprang USA fra aftalen blev aldrig ratificeret (godkendt) af det amerikanske senat. Hovedårsagen var valget i 2000, der bragte George Bush og republikanerne til magten. Den nye præsident ønskede ikke at pålægge sin befolkning byrder på grund af et problem, som han grundlæggende anså for at være fiktivt. Men herudover er der i USA generelt en langt større modvilje mod at afgive suverænitet til internationale myndigheder, end vi kender det i Europa. Måske fordi supermagten i højere grad mener at kunne klare sig alene. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og USA s daværende præsident George W. Bush i Roald Als streg. Tegning bragt i Politiken 25. april 2008.

10 82 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 83 Med valget af Barack Obama som ny præsident fra januar 2009 synes nye toner imidlertid på vej i klimapolitikken. Dels er Obama i modsætning til sin forgænger i langt højere grad indstillet på at samarbejde med andre stater i udenrigspolitikken. Den hidtidige unilaterale kurs vil blive forladt til fordel for en mere multilateral. Dels har han straks efter sin valgsejr tilkendegivet, at klimapolitikken vil få høj prioritet i hans præsidentperiode, og at USA aktivt vil deltage i processen frem mod topmødet i København. Han har bebudet store investeringer i ny energiteknologi, og på det korte sigt er målet at nå op på 10% vedvarende energi allerede i Mht. CO2-reduktioner er målet at nå ned på 1990-niveau i Det sidste betyder imidlertid, at også den nye amerikanske regerings ambitioner på dette centrale punkt er langt lavere end EU s om end Obama har stillet i udsigt, at udslippet skal reduceres med 80% frem til Den anden knast vedrører muligheden for at inddrage de to befolkningstunge og økonomisk stærkt ekspanderende lande, Kina og Indien. Med tilsammen ca. 1/3 af jordens befolkning og med vækstrater i de senere år på over 10% for Kinas vedkommende og 7-8% for Indiens vedkommende er de to giganter blandt hovedsynderne, når skylden for nutidens høje CO2-udledning skal placeres. Ingen af dem har påtaget sig forpligtelser under Kyoto-protokollen, der kun omfatter industrialiserede lande. Både Kina og Indien blev dengang anset for at tilhøre kategorien af ulande, men i dag er der almindelig enighed om, at klimaproblemerne ikke kan løses uden også at inddrage en række hidtidige ulande, hvis økonomier er vokset stærkt. Det gælder f.eks. også et land som Brasilien. Disse nyindustrialiserede lande er som helhed parate til at medvirke i en ny aftale, men deres udgangspunkt er, at den globale opvarmning først og fremmest skal forklares med fortidens synder, og at de gamle ilande derfor bærer hovedskylden. Og i hvert fald er det helt afgørende for dem, at USA påtager sig en væsentlig del af forpligtelserne. Dermed er de to hovedknaster for et succesfuldt forhandlingsforløb i 2009 tæt forbundne. Milepæle i kampen mod klimatruslen 1987: Brundtland-rapporten. FN-rapport med titlen Vor fælles fremtid, udarbejdet under ledelse af den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland. Rapporten introducerede begrebet bæredygtighed og vurderede, at de rige lande skulle reducere deres CO2-udslip med 50%, hvis en klimakatastrofe skulle undgås. 1987: Montreal-protokollen. International aftale der sikrer kontrollen med og udfasningen af gasarter (bl.a. freon fra køleskabe), der ødelægger atmosfærens ozonlag. Protokollen vedrører ikke direkte klimatruslen, men fremhæves som forbillede i forbindelse med bekæmpelsen af globale miljøproblemer. Den er i dag ratificeret af 74 lande, heraf de største udledere, og man regner med, at det beskyttende ozonlag stort set vil være gendannet i : Oprettelsen af IPCC (International Panel on Climate Change). Videnskabeligt panel nedsat af FN for at undersøge omfanget af og konsekvenserne af menneskeskabte klimaændringer. IPCC s rapporter, der løbende er udkommet siden 1990, bekræfter, at klimaforandringerne er reelle, og påviser at de udgør et stigende globalt problem. I de seneste rapporter fra 2007 anses det for så godt som bevist, at ændringerne hovedsageligt er skabt gennem menneskelig aktivitet. 1992: Rio-konferencen. 172 af verdens stater vedtager handlingsplan for, hvordan en bæredygtig udvikling kan realiseres, herunder Agenda 21 og undertegnelse af FN s klimakonvention der i dag er underskrevet af 192 lande, inkl. USA. Iflg. klimakonventionen indkaldes der til jævnlige konferencer, såkaldte COP (Conference of Parties) til opfølgning af anbefalingerne. 1997: Kyoto-protokollen. Indtil i dag den vigtigste opfølgning af klimakonventionen, vedtaget under COP3 i den japanske by Kyoto. Underskrevet af 181 stater, inkl. USA og trådte i kraft i februar 2005, efter at 55 stater ansvarlig for 55% af verdens CO2-udslip i 1990 havde ratificeret. Protokollen pålægger de deltagende, industrialiserede lande at reducere deres CO2-udslip med 6-8% i perioden i forhold til EU som helhed er forpligtet til 8% s reduktion, Danmark til 21%. Lande som Kina, Indien og Brasilien der kategoriseredes som ulande er deltagere, men ikke forpligtede til reduktioner. 2005: Al Gore-filmen En ubekvem sandhed. Den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore, der i nogle år havde turneret verden rundt med et foredrag om de globale klimaproblemer, udsendte i 2005 en film på grundlag heraf. Den fik stor betydning i retning af at ændre mange menneskers syn på klimaproblematikken, ikke mindst i USA. 2007: EU s energi- og klimaplan. Regeringslederne vedtager i marts 2007 forpligtende reduktionsmål på 20% frem til 2020 og hvis der opnås international enighed et videregående mål på 30%. Som et led i planen skal andelen af vedvarende energi op på 20% af forbruget i Der er siden udarbejdet en præcis fordelingsnøgle med angivelse af hvilke %-mål, de enkelte medlemslande skal opfylde. 2009: København-konferencen, også benævnt COP15. Målet for denne konference er at få vedtaget en aftale til erstatning for Kyoto-protokollen, der udløber i Håbet er, at også USA og de store CO2-udledere blandt ulandene (især Kina, Indien og Brasilien) vil gå med i en ny forpligtende aftale. Barack Obama

11 84 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 85 Drivhusgasudledning i 2000 og 2050 (% af global udledning) Region Canada og USA EU(25) 14 8 Rusland og CIS* 8 5 Oceanien og Latinamerika Afrika og mellemøsten Asien Total Tab.1. Tabellen viser, hvordan udledningen forskydes fra Europa og Nordamerika til at have tyngdepunkt i især Asien. *Sammenslutningen af tidligere Sovjetrepublikker, dannet i Kilde: EU Kommissionen, Feb. 2005, Winning the Battle Against Global Climate Change. En række andre konkrete problemer, f.eks. vedrørende brugen af alternative energikilder, kan gøre det vanskeligt at nå til en ny aftale i København. Men herudover skal omtales tre generelle forhold, der kan indvirke negativt på internationale klimaforhandlinger. Klimaet er et såkaldt fælles offentligt gode. Vi nyder alle godt af de klimaforhold, der har givet livsbetingelser på vores klode, og vi har alle en interesse i ikke at forringe dem. Men heraf følger også, at alle får fordel af den indsats, enkelte foregangslande yder, og af de omkostninger de er parate til bære. Visse lande opnår altså fordele uden nødvendigvis selv at yde noget, hvilket benævnes free-rider problemet. I praksis betyder det, at disse lande kan vælge at sidde på sidelinjen og vente på, at de engagerede lande bliver enige om resultater. Men en sådan adfærd virker på den anden side demotiverende på de engagerede. Man taler i dag om, at klimapolitikken er blevet sikkerhedsliggjort. Hermed tænkes på, at klimapolitikken er kommet så højt op på dagsordenen og er blevet så højt prioriteret, at den betragtes som en del af staternes sikkerhedspolitik. Sikkerhedspolitik handler om at afværge eller mindske truslerne mod statens eksistens og handlefrihed, og når noget bliver sikkerhedsliggjort, berettiger det ofte til at tage ekstraordinære midler i brug. Det ses i forbindelse med terrorlovgivningen, hvor telefonaflytninger i visse tilfælde er blevet lovliggjort. Risikoen ved sikkerhedsliggørelsen af klimapolitikken er først og fremmest, at staternes nationale interesser kommer så meget i fokus, at de har sværere ved at samarbejde (man kan dog også argumentere for det modsatte), og at de prioriterer uhensigtsmæssigt i valget af midler. F.eks. kan sikkerhedsliggørelsen føre til, at der i højere grad satses på at afbøde og forhindre konkrete skadevirkninger frem for at modarbejde de bagvedliggende årsager. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med USA s prioritering af risiciene ved oversvømmelser på dets sydkyst som følge af de ødelæggelser, som orkanen Katrina forårsagede i byen New Orleans i Opmærksomheden forskydes herigennem fra de fælles problemer til de nationale. I indsatsen mod klimaproblemerne er der indbygget en generationskonflikt. Endnu er problemerne for de fleste ikke overhængende. Der vil derfor for den nuværende generation af ledere være en fristelse til at udskyde de omkostninger, der er forbundet med en effektiv indsats, til kommende generationer (jf. om G8-lederne ovenfor). Hertil vil de være tilskyndet af størstedelen af deres vælgere, der også kun i begrænset udstrækning vil blive berørt af den globale opvarmnings konsekvenser. Dette forhold er naturligvis med til at dæmpe lysten til at indgå omkostningstunge aftaler her og nu. Effekten mindskes dog i den udstrækning, vælgerne bevidstgøres om problemets alvor og er i stand til se ud over deres egne kortsigtede interesser. Kina: Vesten skal ændre livsstil Det mener Kinas premierminister Wen Jiabao, og han lægger ikke skjul på, at det er Kinas konsekvente overbevisning, at ilandene sidder med ansvaret for at tackle den globale opvarmning. Ifølge flere internationale research-institutter har Kina overhalet USA som verdens største udleder af CO2. Xie Zhenhua, viceleder af Kinas nationale udviklings- og reformkommission, understreger dog, at Kinas udledning pr. person stadig er langt lavere, end den er i udviklede lande. Hver enkelt kineser udleder i gennemsnit ca. tre ton CO2 pr. år, mens en dansker står for 10 ton og en amerikaner for 20 ton. Xie mener desuden, at landets udledning historisk set er lille, og at det ikke er retfærdigt at stille Kina alene til ansvar for det øgede CO2-udslip, bl.a. fordi 24% af Kinas totale udledning af drivhusgasser er frembragt af den eksportproduktion, der gavner verdens forbrugere med billige priser. Beijing anerkender dog, at det er bydende nødvendigt at tackle konsekvenserne af landets eksplosive og ødelæggende industrielle vækst. Den kinesiske presse skriver om den globale opvarmning, der allerede forårsager ringe høst, tørke og oversvømmelser i Kina, og antallet af demonstrationer mod forureningen stiger. Men budskabet fra premierminister Wen er, at udfordringen er så stor, at der er brug for penge og ekspertise udefra. Det tog udviklede lande årtier at løse problemerne med at spare energi og skære ned på emissioner, mens Kina er nødt til at løse det samme problem inden for et relativt meget kortere tidsrum. Så sværhedsgraden er uden fortilfælde, siger Wen. Hans regering ønsker en klimaplan, der indebærer, at rige lande betaler for overførsler af miljøteknologi til ulande og afsætter op mod én % af deres bruttonationalprodukt til en fond, der skal hjælpe de fattigste lande med at bekæmpe klimaændringer. Det vil være lig med ca. 300 mia. dollar om året, hvis alle OECD-landene betaler. Yvo de Boer, FN s klimachef, bakker i Beijing op om, at rige lande giver udviklingslande adgang til miljøvenlige teknologier. Hvis teknologioverførsler finder sted, vil lande som Kina være i stand til at skride til handling, hvilket ikke er økonomisk muligt for dem i øjeblikket, siger han. Kilde: Information , artikel af Martin Gøttske. Verdens rige lande skal ændre deres ubæredygtige livsstil Wen Jiabao, Kinas premierminister

12 86 87 Aluminiumsdåser til genbrug.

13 88 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 89 En kilometer på cykel i stedet for en kilometer i bil svarer til en besparelse på 163 gram CO2. Kilde Dansk Cyklist Forbund Omstillingen i nationale samfund Klimaproblemet er grundlæggende internationalt i sin karakter. Vi har hidtil set på, hvad det vil sige og hvilke muligheder, der er for at finde løsninger gennem internationale forhandlinger. Men politisk er verden stadig hovedsageligt bygget op på grundlag af knap 200 selvstændige enheder kaldet stater. Også de fleste grænseoverskridende og som her sågar globale spørgsmål bliver ofte først og fremmest søgt løst på nationalt plan. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, men på den anden side kan man hævde, at processen mod løsninger jo skal starte et sted. Og her er det nationale niveau velegnet. For beslutninger, der er truffet på dette niveau, opleves normalt som mere legitime og forpligtende af den enkelte borger, der jo i sidste ende også skal bære en del af byrden, end når de træffes i fjerne fora af mere eller mindre ukendte politiske ledere. Fem niveauer i kampen mod klimatruslen Globalt niveau (f.eks. København 2009) Lokalt niveau (f.eks. delstater, kommuner) Nationalt niveau Regionalt niveau (f.eks. EU) Privat niveau (f.eks. husholdninger, virksomheder) Figur 5. Beslutninger, der sigter på at bekæmpe klimatruslen hvad enten de træffes på lokalt, nationalt eller internationalt niveau vil som regel være forbundet med omkostninger af både den ene og den anden art. De kan medføre lukning af arbejdspladser, fordi virksomheder mister konkurrenceevne; de kan indebære afgiftsforhøjelser og dermed mindsket realindkomst; de kan føre til afsavn eller ændret livsførelse, hvis produkter forbydes, eller deres anvendelse begrænses (f.eks. kvoter for brug af flytransport). Både stater, virksomheder og den enkelte kan altså blive økonomisk og på anden måde ringere stillet, og politikere kan miste vælgeropbakning. Stærke kræfter, herunder lobbygrupper fra dele af industrien, vil derfor ofte modarbejde beslutninger, der effektivt søger at mindske klimatruslen. Heroverfor står en række organisationer og græsrodsbevægelser, der har som mål at arbejde for mere klimavenlige beslutninger på alle niveauer. I Danmark er der i 2008 dannet en specifik klimabevægelse (se der har lokalgrupper flere steder i landet. Dens fokus i klimakampen er især det private niveau, men også det lokale og det nationale spiller en rolle. Det samme gælder 92-gruppen, der er en sammenslutning af forskellige foreninger og grupper med interesse for miljøspørgsmål (se Dens aktiviteter er også rettet mod det internationale niveau. Et andet eksempel er miljøbevægelsen NOAH, der i høj grad også har taget klimaproblemet op (se NOAH s fokus er også beslutninger, der træffes i Danmark, men den er samtidig en del af en international bevægelse, Friends of the Earth, der har afdelinger i mange lande verden over, og som aktivt søger at påvirke beslutninger, der træffes på regionalt og globalt plan. Tilsvarende gælder for Verdensnaturfonden (se der i klimakampen har allieret sig med private virksomheder og dermed bl.a. satser på det private niveau. På det internationale niveau arbejder endvidere en organisation som Greenpeace (se der ofte gennem provokerende aktioner har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. De forskellige idealistiske organisationer på klimaområdet henter i høj grad deres styrke i den stigende bekymring, der overalt gør sig gældende for konsekvenserne af den globale opvarmning (se figur 1 s. 74). I alt kan der skelnes mellem fem forskellige niveauer, hvor der træffes beslutninger, der har relevans for løsning af klimaproblemet: det nationale og to der ligger over, og to der ligger under, jf. figur 5. Det nationale niveau er fremhævet i figuren, fordi det på mange måder er omdrejningspunktet for, hvad der sker på de andre niveauer. Men man skal lægge mærke til, at pilene går begge veje. Skal man forklare de ændringer i klimapolitikken, der er ved at ske på nationalt niveau i USA, er det således vigtigt at inddrage indflydelsen fra de globale aftaler, der er indgået (især Kyoto-protokollen), og fra beslutninger truffet i delstater, større byer og virksomheder. Der er i USA en stærk bevægelse på lokalt plan for at forpligte sig til CO2-reduktioner, og mange virksomheder betragter det som en væsentlig del af deres imagepleje at fremstå miljøvenlige. Nogle hævder, at store private virksomheder, ikke mindst de multinationale selskaber, spiller en nøglerolle, hvis der for alvor skal rykkes noget i kampen mod klimaforandringerne. I kraft af deres investeringer og deres muligheder for at påvirke forbrugsmønsteret øver de stor indflydelse, og de betragtes derfor af mange som aktører med samme vægt som staterne hvis ikke større. I stigende grad er der økonomiske fordele for virksomhederne ved at indrette sig på et marked, hvor forbrugerne er blevet mere klimabevidste, og hvor statslige og internationale aftaler lægger nye rammer for deres dispositioner. I Europa er samspillet mellem det nationale og det regionale plan på grund af EU meget centralt. I næppe noget andet område i verden er bevidstheden om gensidig afhængighed mellem stater så høj som i Europa, og samtidig er bevidstheden om konsekvenserne af klimaforandringerne også meget høj. Kombineret med at de europæiske stater stort set alle er demokratier, har det ført til en forholdsvis stor villighed til at gøre noget ved klimatruslen på det nationale niveau; men også en villighed til at lade EU der i forvejen er det mest udviklede overstatslige samarbejde i verden gå foran i kampen mod denne trussel. EU har i 2007 vedtaget en energi- og klimaplan, der er mere vidtgående, end den kendes fra andre regioner (se boks s.83). EU s overstatslige karakter gør organisationen særlig velegnet til at tage sig af klimatruslen. Fælles problemer kræver fælles beslutninger, men på globalt plan findes ingen myndigheder, der med tilstrækkelig styrke kan træffe den slags beslutninger. Denne mangel er i Europa erstattet af EU, der kan gennemtvinge sine beslutninger over for medlemsstaterne og hvor modvillige stater kan blive stemt ned. Fordelen ved et sådant overstatsligt samarbejde i kampen mod klimatruslen er endvidere, at man sikrer en rimelig byrdefordeling og undgår free-rider -problemet (se s. 84). For Danmarks og andre europæiske staters vedkommende er påvirkningen fra det regionale niveau derfor stor. Men det betyder ikke, at påvirkningen ikke også går den anden vej. Uden opbakning fra medlemsstaterne og dermed også fra de niveauer der ligger under det nationale vil EU ikke kunne handle. Og det er også vigtigt for EU s muligheder, at nogle medlemsstater som Danmark i perioder har gjort mht. alternativ energi optræder som foregangslande, der kan trække andre lande med op. På større plan er det sket i forbindelse med EU s udvidelse i 2004 og 2007 med otte østeuropæiske lande, hvis miljøstandarder haltede langt efter de gamle medlemslandes. 12% af det samlede CO2-udslip i EU stammer fra bilkørsel. Kilde: Europa-Kommissionen

14 90 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 91 Er Danmark et foregangsland i kampen mod klimatruslen? Danmark står i 2009 som vært for et klimatopmøde, der af mange anses for en afgørende prøve på, om der på globalt plan er tilstrækkelig vilje til at gøre noget effektivt for at bekæmpe den globale opvarmning. Når den danske regering har valgt denne rolle og fået den tildelt afspejler det, at Danmark traditionelt gerne har villet stå som et foregangsland, der selv yder en markant indsats. Men hvor meget har vi egentlig at bryste os af? Da VK-regeringen tiltrådte i november 2001, lod den kort efter 250 medarbejdere i miljøministeriet fyre. Det var et led i en kraftig reduktion af miljøbevillingerne, der også ramte den betydelige miljøstøtte, Danmark hidtil havde ydet i østeuropæiske lande og i ulandene. Udbygningen med alternativ energi gik stort set i stå, bl.a. fordi opførelsen af planlagte havvindmølleparker blev stoppet. Den nye regering overvejede endvidere ikke at ratificere Kyoto-protokollen, der var blevet underskrevet fire år tidligere. Man mente, at den 21% s reduktion, Danmark havde forpligtet sig til over for de øvrige EU-lande, var alt for høj, og at den burde genforhandles, inden Danmark kunne godkende protokollen. På dette punkt måtte regeringen imidlertid bøje sig for internationalt pres. Men efterfølgende søgte den at udnytte de muligheder, aftalen gav for at købe sig til reduktioner i udlandet gennem private virksomheders investering i miljøforbedringer i især ulandene. Den nye linje i miljøpolitikken blev af VK-regeringen udråbt som et opgør med den tidligere socialdemokratiske miljøminister Svend Aukens miljøimperium. Man hævdede, at Auken og hans ministerium op gennem 1990 erne havde tiltaget sig alt for stor magt, og at de penge, der blev brugt, ikke gjorde tilstrækkelig nytte. Og så var den borgerlige regering tilhænger af en større markedsstyring og derfor modstander af bl.a. den hidtidige offentlige støtte til vindmølleindustrien. Ændringerne kunne ikke undgå at rokke ved det image af Danmark som foregangsland, der var blevet opbygget gennem årene, især under SRregeringen. Fra 1993 til 2001 gik Danmark fra at dække 4% af sin elektricitet med alternativ energi til, at næsten 28% blev dækket fra de CO2-neutrale kilder, en europæisk rekord på dette område. På topmødet i Kyoto i 1997 sloges Auken åbenlyst med amerikanerne for at sikre en bedre aftale, hvilket gav verdensomspændende medieomtale. Og inden for EU forpligtede SR-regeringen sig til en forholdsvis høj reduktionsprocent for at lette forhandlingerne om fordelingsnøglen mellem medlemsstaterne. Efter regeringsskiftet var der derimod ikke længere tale om, at Danmark søgte at være i front internationalt. Den nye kurs blev understreget af, at miljøskeptikeren Bjørn Lomborg blev udnævnt til direktør for et nyt miljøinstitut, hvis opgave var at lave økonomiske analyser af fordele og ulemper ved forskellige miljøtiltag. Men fra midten af årtiet blev kursen igen lagt om. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, der offentligt havde betvivlet den menneskeskabte drivhuseffekt, blev i løbet af et år forvandlet til en ivrig miljøforkæmper. Den konservative Connie Hedegaard blev hevet ind som ny miljøminister, og hun ønskede igen at placere Danmark som foregangsland. Prominente udenlandske politikere blev inviteret til Grønland, for at de ved selvsyn kunne observere indlandsisens hastige nedsmeltning. Og både Hedegaard og Fogh Rasmussen fremhævede, ikke mindst over for amerikanerne, at Danmark i de sidste 25 år havde haft en BNP-vækst på 70%, uden at energiforbruget var øget. I starten af 2007 præsenterede regeringen planen En visionær dansk energipolitik 2025, hvorefter andelen af vedvarende energi skulle fordobles, og planen fastsatte et mål om, at energibesparelser årligt skulle udgøre 1,25% frem til år Et resultat af den nye kurs var endelig, at det i februar 2008 lykkedes at nå til enighed med oppositionen om en energiaftale, der bl.a. igen satte gang i opførelsen af nye vindmølleparker. Om Danmark så i dag kan kaldes et foregangsland, er der imidlertid langt fra enighed om. Som et stort minus må konstateres, at vi har svært ved at leve op til Kyoto-forpligtelserne. I sidste halvdel af 1990 erne skete der en kraftig reduktion i den danske CO2- udledning, men siden 2000 er denne udvikling vendt i de senere år endda med tendens til en ny stigning i tallene. Modsat en række andre europæiske lande vil Danmark derfor næppe på egen hånd kunne nå de aftalte mål i 2012, men må satse på de såkaldte fleksible mekanismer om køb af reduktioner fra andre lande. Flere og flere vindmøller bliver placeret offshore. Verdens første havmøllepark blev placeret ud for Vindeby på Lolland i I 2008 var der 8 havmølleparker i Danmark. En af dem er ved Horns Rev i Nordsøen. Her er man ved at opføre endnu en havmøllepark, som er planlagt til at stå klar i slutningen af 2009, inden klimatopmødet i København. Parken vil da være verdens hidtil største havmøllepark.

15 92 Samfundsfag politik Samfundsfag politik 93 Borgergade i København. Det er gratis at parkere og få ladt elbilen op. På alle fem planer (se s. 88), men især på det nationale, vil man se, at politiske modsætningsforhold, som man kender dem fra andre politikområder, gør sig gældende. Der vil således normalt kunne konstateres forskelle mellem liberale og socialistiske holdninger, når klimaproblemerne diskuteres, men ofte kan det i konkrete tilfælde være svært at udrede disse forskelle. Liberale holdninger har i højere grad end socialistiske været forbundet med en vis tøven ved at ville erkende klimaproblemernes alvor, hvilket kan være med til at forklare omsvinget i dansk miljøpolitik efter regeringsskiftet i Som ideologi tager liberalismen udgangspunkt i troen på det harmoniske samfund der er ingen indbyggede store modsætninger eller interessekonflikter. Og de problemer, der opstår, kan løses i kraft af menneskets fornuft og markedskræfternes frie spil. Hermed følger også, at statslige indgreb skal reduceres mest muligt. Overført på klimaproblemerne betyder det, at der skal lægges vægt på det personlige ansvar og de tiltag, der kan gennemføres af den enkelte. Ligeledes tillægges de private virksomheder en vigtig rolle. Markedsmekanismerne vil sikre deres medvirken til løsning af problemerne i samspil med nye krav fra forbrugerne vil de se en økonomisk fordel i at fremstå mere klimabevidste. Og samtidig vil der opstå et incitament til at udvikle mere klimavenlige teknologier, der f.eks. vil kunne muliggøre elbiler. Alt i alt er der en tro på, at problemerne løser sig selv, og at dommedagsscenarier skal undgås. Socialisterne har været tilbøjelige til at anskue problemerne ud fra et andet grundsyn. For dem er konflikter og modsætninger i det kapitalistiske samfund naturlige, og klimatruslen blev fra et tidligt tidspunkt tolket ind i denne ramme som endnu et eksempel på, at private og offentlige interesser kunne være i modstrid med hinanden. Det var derfor nødvendigt, at staten satte ind med effektive midler: grønne afgifter til styring af forbrugeres og virksomheders adfærd, kontrol med og krav om reduktion af CO2-udledninger og omlægning til alternative energiformer gennem offentlige tilskudsordninger. Alt sammen en afspejling af en ringe tiltro til, at problemerne alene kan løses af markedskræfterne. I ren form er disse principielle, ideologiske forskelle svære at genfinde i praktisk politik. Liberale erkender nødvendigheden af offentlige reguleringer på området, og socialister lægger vægt på også at inddrage borgere og virksomheder i kampen mod klimaændringerne. Og hos begge parter ser mange men langt fra alle EU som et vigtigt redskab i denne kamp. Hertil kommer, at forskellen mellem regering og opposition i Danmark sløres af, at der i den konservative ideologi indgår en stærk hensyntagen til miljøet. Konservatismen opererer med en forpligtelse over for tidligere og kommende generationer og dermed også en forpligtelse til hverken at drive rovdrift på klodens ressourcer eller varigt forringe menneskehedens livsbetingelser gennem klimaændringer. Det er måske ikke tilfældigt, at ændringen i VK-regeringens klimapolitik (se boksen Er Danmark et foregangsland side 90-91) tidsmæssigt faldt sammen med, at den konservative Connie Hedegaard overtog ansvaret for området fra den liberale Hans Christian Schmidt. Litteratur Dahlager, L og Rothenborg, M (2007): Global feber kampen om klimaet. Politiken. Europabevægelsen i Danmark: Europæisk energipolitik den nødvendige debat (2007). Gore, Al (2006): En ubekvem sandhed. Den globale opvarmning og hvad vi kan gøre ved den. Lindhardt og Ringhof. Hedegaard, Connie (2008): Da klimaet blev hot. Gyldendal. Jørgensen, Dan (2007): Grøn globalisering Miljøpolitik i forandring. Hovedland. Lidegaard, Martin (2008): Sidste udkald. Sådan halverer vi Danmarks CO2-udslip på 10 år. Gyldendal. Lomborg, Bjørn (2008): Køl af. Lindhardt og Ringhof. Meltofte, Hans (red.) (2008): Klimaændringerne menneskehedens hidtil største udfordring. Danmarks Miljøundersøgelser Hovedland. Monbiot, George (2007): Globalt hedeslag. Fyrbakken. Nedergaard, Peter (2007): Klimapolitik i Danmark, EU og internationalt. Columbus. Nielsen, Henning og Rasmussen, Mette Annelie (red.) (2008): Temaartikler om FN og klimaspørgsmålet. Syddansk Universitetsforlag. Nielsen, Jørgen Steen (2008): En lille guide til overlevelse. People s Press. Tidsskriftet Politik nr.1, Temanr.: Klimapolitik (bidrag af bl.a. Connie Hedegaard og professor Ole Wæver). Trads, David (2008): Klimatruslen set fra Danmark. TV2. Udenrigs nr.3, Temanr.: Klimaforandringer: For sent at sætte ind? (bl.a. interview med klimaminister Connie Hedegaard om COP15 og art. om klimapolitikkens historie). Denne æterbil er bygget fra grunden af studerende på DTU. Bilen deltog i Shell Eco-marathon 2008, der går ud på at køre så langt som muligt på mindst muligt brændstof.