Foråret Program på midtersiderne ISSN:

Transkript

1 Foråret 2009 Program på midtersiderne ISSN:

2 SMEDEN GENNEM TIDERNE Omkring Kristi fødsel spåede smeden i Dejbjerg: Høvdingene vil kræve flere våben, men bruger vi al skovens træ, har vi lavet det sidste jern. På den tid i jernalderen dukkede smedefaget op og mange hverdagsgenstande blev nu produceret lokalt af landsbyens smed. Det krævede dog en hel del inden man nåede så langt. Mosemalmen eller ertsen skulle udvindes og det krævede ca. 100 kg. træ at få 1 kg. smedejern. Det var en stor træmængde i det træfattige Vestjylland! I vikingetiden udvindes også jern, hvilket udgravninger i Trabjerg viser, og i middelalderen stiger efterspørgslen på sværd, hjelme, stigbøjler m.v. I Ginding Herred i Vestjylland skulle fæstebønderne betale skat i jernkloder og i 1498 blev det til, at de årligt skulle levere 100 jernkloder (á 5-6 kg) i skat. ( Jernklode er en porøs jernklump, der er smeltet ud af malmen. Denne jernklump skulle senere smedes sammen til en massiv barre, der egnede sig bedre til smedning af våben og redskaber). I 1599 leverede Simmelkjær Sogn 187 kloder altså ca. I ton hvortil man brugte ca. 100 ton træ pr. år. Intet under, at omkring 1600 blev det sidste vestjyske jern udvundet. Smeden i landsbyen var en vigtig person. Han kunne mange ting ud over at smede. Han var landsbyens kloge mand han skar bylder, trak tænder ud, kurerede heste og meget mere. Ikke mindst var han og smedjen landsbyens ejendom, d.v.s. han fik til dagen og vejen (kost og logi) og arbejdede så gratis for landsbyens bønder. Ved udskiftningen (stavnsbåndets ophævelse) i slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet, blev smeden en selvstændig håndværker og kunne nu kræve betaling for sit arbejde. Denne overgang var svær for landsbyens bønder at vænne sig til, og de fleste gange fik han kun tak. En lidt kreativ smed, fik den ide at binde sin kat til døren, og når så bonden gik uden at betale, men kun sagde tak, fik han at vide, at det kunne han sige til katten. Et stykke tid senere var katten død, og bønderne ville vide, hvad den var død af. Jow sagde smeden den er død af tak, hvilket skulle forstås således, at det kan man ikke leve af. Smedefaget ændrede sig med tiden fra den lille smedje med essen og tilpassede sig det nye industrialiserede samfund. Dampmaskiner, traktorer, motorer til alverdens ting dukkede frem. I beboelserne kom centralvarme, sanitet og indlagt vand, så der er stadig brug for smeden både privat, i landbruget og i erhvervslivet, men nu i en mere teknisk udgave. af Helle Bjerrum 2

3 DA TREVAD SKULLE VÆRE STATIONSBY men mest om smedjen... Vadestedet tre-vad, senere med en træbro, var et centralt sted at bygge et mejeri og senere en smedie, når nu jernbanen fra Skive, over Videbæk til Skjern skulle gå denne vej. Der skulle nemlig være trinbræt i Trevad! Man (stedets gårdmænd) kunne endda sagtens forestille sig en mindre by tage form. På grund af Karup å s fald på 7 m. fra Hagebro til Trevad projekterede man også et kraftværk beliggende syd for mejeriet. I slutningen af 1880-erne arbejdede de gæve gårdmænd i Trevad på at oprette et andelsmejeri, som skulle ligge ned til Karup å ved broen i Trevad, så d. 23. maj 1888 holdtes møde og licitation på Gyldenvadgård hos Karen og Søren Johan Jørgensen og mejeriet var en realitet. Jorden på 1 tdr. land blev lejet af Søren Johan for 50 år til kr.10,- pr. år og nu kunne byggeriet gå i gang. På ønskelisten over bygninger i Trevad var også et forsamlingshus og mejeribestyrelsen tegnede sig for 4 aktier i projektet. De fleste af disse storslåede planer blev, som nogen nok har gættet, aldrig til noget. Jernbanen blev opgivet så sent som i 1927, måske mest p.g.a. en del diskussion angående forløbet. De forskellige sogneråd så jo helst at dette vidunder kom forbi netop deres gårde. Kraftværket kom, som mange sikkert ved, til at ligge ved Tange Sø, hvor den i dag er en del af El-museet. Dette skyldtes at man her havde et fald på ikke mindre end 11 m. i stedet for kun 7 m. ved Trevad. Ak ja end ikke et forsamlingshus kunne det blive til - Det kom til at ligge i Vridsted og en bymæssig bebyggelse kom der heller ikke. Noget blev der dog ud af anstrengelserne. D. 13.december 1908 købte smedemester Johan Bitsch ½ tdr. land ved siden af mejeriet for kr. 200,-. Parcellen udstykkedes fra Gyldenvadgård og var ikke behæftet med nogen form for forpligtelser eller tiende. Johan Bitsch var efterkommer efter kartoffeltyskerne og havde på det tidspunkt drevet Mogenstrup smedie nogle år. Han og hustruen Dorthea kunne se mulighederne i smedjens placering, idet mælkekuskene ofte havde brug for at få skoet en hest eller ringet et hjul. Han var efter sigende en arbejdsom mand, der altid havde nok at se til i værkstedet. Også på hjemmefronten var der fremgang. 7 børn blev det til og en af de yngste, Svend, kom i smedelære hos faderen. Da Johan dør i 1938 forpagter Svend smedjen af sin mor et par år og køber forretningen d. 1. januar

4 Svend og hans kone Poula indførte den skik at holde åbent hus med servering af kaffe den dag i måneden, hvor mælkekuskene havde fået udbetaling på mejeriet. Det har sikkert ikke altid været let at få penge fra til den uundgåelige smederegning, men kaffen hjalp lidt på det. Svend fik i begyndelsen af 60-erne et par lærlinge i sit værksted, nemlig Ib og Bjarne. Bjarne var 3. generation af Bitsch smede, men valgte senere en anden levevej, så den anden smedesvend, Ib Brochholm, forpagter i 1970 smedjen og overtager den i Ib driver smedjen gennem en årrække og lukker forretningen i Han bor dog stadig i huset, hvor en imponerende samling af gamle maskiner og veterantraktorer har til huse sammen med skrueklubben Æ Trevad Knejt, som samles i den gamle smedie hver tirsdag aften. Kilder:Skive Årbogen 2002 Andelsmejeriet Trevad af Magnus Vistisen. Skøde og panteprotokoller for Fjends Herred, på Æ Fjabdboarkiv i Stoholm. Folketællinger 1916, Fjends Herred, på Æ Fjabdboarkiv i Stoholm. Æ Trevad Knejt m.fl. i den gamle smedie i Trevad. af Helle Bjerrum Trevad smedie, ved åben-hus arragement med maskinudstillig og tærskedag, d. 30. august foto Lilli Lund 4

5 Kongenshus Det oprindelige, det gamle og det lille. Kongenshus kender de fleste som en restauration, der ligger omgivet af store hedearealer langs vejen mellem Skive og Thorning ved indkørslen til Kongenshus Mindepark. De lidt mere interesserede ved også, at der på stedet er indrettet et naturcenter til belysning af hedens historie og specielle natur, og mange kan huske noget om en Hans Dall og en rensdyrpark, der var oprettet på stedet i starten af 1900-tallet. De lidt mere historisk interesserede kan måske også erindre, at de har læst noget om en tysker, Ludvig von Kahlen, der i 1750-erne byggede et Kongenshus, da man indledte de første forsøg på en opdyrkning af de dengang store hedearealer. Der har således gennem tiden været udvist flere og forskellige initiativer på områderne ved Kongenshus. De tidligere store, øde og vidtstrakte hedearealer, som områderne ved det nuværende Kongenshus var en del af, pådrog sig i lange tider mange menneskers opmærksomhed. Her lå store ubenyttede arealer med mange udnyttelsesmuligheder. Mange mennesker, heriblandt vore lokale digtere og malere, naturelskere og mange flere, har også efterladt sig et rigt vidnesbyrd om deres oplevelser af hedeområderne, og de har alle fundet dem fascinerende på hver deres måde. Området ved Kongenshus, som det ser ud i dag, er helt enestående, fordi man her så langt øjet rækker kan betragte et hedelandskab, som det må have set ud, da hederne dækkede store dele af Jylland, og fordi man på de nu fredede arealer har indrettet en mindepark for de personer, der tidligere har medvirket til en opdyrkning af hederne i de jyske herreder. Der er således mange minder samlet omkring Kongenshus, men på lokaliteten har der også gennem tiderne boet mange almindelige fjandboere med en hel almindelig tilværelse, som hedebønderne dengang levede, - og deres historie med det oprindelige og det gamle Kongenshus er næsten gået i glemmebogen. Hedelandskab af C. Milton Jensen

6 Af samme grund er de periferiske oplysninger, man ind imellem støder på om det oprindelige og det gamle Kongenshus og om de tidligere ejendomme og deres placeringer, ikke altid i overensstemmelse med de historiske optegnelser. Kongenshus ligger i Resen sogn i den sydlige del af det gamle Fjends Herred og i et landskab, der engang udgjorde en del af den øde og barske Alhede, der strakte sig milevidt i det midtjyske. Alligevel udgjorde området kun en lille del af de vældige lyngklædte landskaber, der strakte sig fra Hannover i Tyskland, gennem Holsten og Slesvig og hele vejen op gemmen Jylland. Alheden har således ikke været et specielt område i forhold til andre hedeområder, men blot et stort sammenhængende hedeområde, som er blevet kendt på grund af udviklingen på stedet, og fordi et stort område i dag er bevaret. Den gamle Alhede er i hele dens udstrækning helt uigenkendelig i dag. Næsten alt er opdyrket, og kun i området ved Kongenshus finder man resterne af de gamle hedearealer. Området er fredet, og heden med dens specielle natur skulle således være sikret for fremtiden. De gamle bebyggelser er forsvundet, og der er ikke mange spor at finde efter de tidligere fjandboere, som har ernæret sig her på stedet og levet en tilværelse på godt og ondt med udviklingen på nærmeste hold. Udviklingens begyndelse skal man finde tilbage i 1700-tallet. Landet var dengang et landbrugsland, hvor 80 % af befolkningen boede på landet i små landsbyer, bestående af gårde, der næsten alle var fæstegårde under en hovedgård (et gods). Mange godsejere havde flere hovedgårde, og derfor var det kun nogle få hundrede familier, der dengang ejede landets jord. Jord, som ikke var underlagt de mange gårde og godser, var efter gammel retsopfattelse krongods og tilhørte således kongen, og som sådan kan vi her finde den største del af Alheden. I starten af 1700-tallet var landet fattigt, og befolkningen var udpint efter mange krige. Man måtte efter afslutningen af den store nordiske krig i 1720 affinde sig med tabet af de østlige provinser, Skåne, Halland og Blekinge, som svenskerne havde overtaget ved fredsslutningen i I økonomisk henseende havde landet mistet nogle værdifulde områder, der havde givet gode skatteindtægter. Kun en fjerdedel af landet var dengang opdyrket, og i Jylland var mere end halvdelen hede og ødelagt skov. Det var derfor en nærliggende tanke, at det var gennem udvidelse af landbrugsarealerne, man skulle få landet på fode igen. Op gennem 1700-tallet blev der gjort flere forsøg på at få de jyske bønder til mod løfte om skattefrihed m.v. at påtage sig en opdyrkning af hedearealerne, men ingen lod sig lokke, og ingen var tilsyneladende reelt interesseret. Det daglige virke for en bonde for at opretholde livet på disse egne var i sig selv krævende nok. 6

7 Det var i denne forbindelse den nævnte kaptajn Ludvig von Kahlen omkring 1754 meldte sig som interesseret. Han var født omkring år 1700 ved Lauenburg og var opvokset ved landbruget, inden han påbegyndte sin militære uddannelse. Han fremsendte planer og et finansieringsforslag til det, der dengang hed Rentekammeret, og han blev bevilget et beløb til en besigtigelse af hedeområderne, for at han derved kunne finde et velegnet sted, hvor han kunne starte sit forsøg. Han udså sig et område på Alheden, hvor kongens besiddelser var store. Han fandt området velegnet og forventede, at der med tiden kunne oprettes flere gårde. Han havde planer om at hente nogle tyske familier fra hans hjemegn til hjælp med opdyrkningen. Han kendte tyskerne som ihærdige folk, og han anså tyske familier for de bedst egnede til et sådant arbejde. Planen blev godkendt af kongen, og han fik overladt de udpegede hedearealer, der lå i Hjortedalen i udkanten af Storedalen langs Sejbækken. Han byggede sig et hus i tysk stil med et højt spidst tag, som kunne ses langt ud over heden. Huset stod færdigt i 1755, og han kaldte det Kongenshus til ære for kong Frederik V, der havde givet ham det. Han drog til Mecklenburg og fik overtalt nogle interesserede familier til at rejse med tilbage til Alheden. Planen holdt dog ikke, og den mislykkedes ret hurtigt af flere årsager. Hans temperament og den øde egn, der mødte dem, gjorde formentlig, at familierne kort efter ankomsten til Alheden ønskede at vende tilbage til Mecklenburg. Efter flere episoder blev von Kahlen nødt til at lade tyskerne rejse, og han forsøgte sig nu med danske medhjælpere, men også uden held. Han sled selv videre gennem flere år og fik opdyrket nogle arealer, som han dog ikke fik en større indtjening ud af. Sideløbende med von Kahlens forsøg iværksatte staten et nyt og større projekt med at skaffe tyske indvandrere til landet fra egnen omkring Heidelberg i Sydtyskland. Sejbæk omkring 1900 Achton Friis 7

8 Folk herfra var i forvejen på grund af uro udvandret til andre egne i Europa gennem flere år. Dette projekt var i betydelig større målestok og indeholdt planer om bosættelser flere steder i Slesvig og i Jylland. Mange af disse tyske indvandrere, Kartoffeltyskere, som de senere blev kaldt, ankom i til Alheden, hvor de blev bosat i Frederikshede (Havredal) og Frederikshøj (Grønhøj), og i kommissionens arbejde i denne anledning deltog von Kahlen også. Von Kahlen havde således foruden arbejdet med sin egen hedeopdyrkning ved Kongenshus også en rolle som landmåler ved udstykninger omkring de to nævnte nabobyer. Han har udvist stort engagement omkring hedeopdyrkningen, men trods hans ihærdige og vedholdende indsats begyndte tingene at skride omkring ham, og han bad efter nogle år om at blive fritaget for sit opdyrkningsforsøg. I 1766 forlod han Kongenshus efter at være bevilget tilladelse dertil. Han døde 6 år senere som chef for en militærenhed i Fladstrand (Frederikshavn). Den lokale befolkning i Resen sogn og i det tilstødende Daugbjerg sogn har formentlig ikke udvist den store interesse og hjælpsomhed med disse nye tiltag på heden. Naboernes eksistens og tidligere levevis måtte også på en eller anden måde have været truet, idet deres ret til bl.a. sommergræsning på heden, afhentning af lyng m.v. indskrænkedes i takt med opdyrkningen. Umiddelbart må man tro, at der i starten har været dybe skel mellem de oprindelige bønder i området og de nyankomne. Ved en gennemgang af kirkebøgerne i Sdr. Resen sogn ses der heller ikke umiddelbart at være foretaget kirkelige handlinger, der kan henføres til folk bag de nye tiltag på Alheden. Befolkningen i sognet var dengang grupperet i Resen, Høgild, Kolkur, Overtorp, Nedertorp og Rabis. Man ser ikke nævnt andre stedsbetegnelser i kirkebøgerne før i 1763, hvor Alheden første gang bliver nævnt. I optegnelserne ved pigen Maren Rasmusdatters begravelse bemærkes, at hun var hos Christen Jensen fra Alheden. I 1764 ses igen under Maren s dåb i kirken, Christen Jensens barn, at han på ny nævnes som værende fra Alheden. Nævnte Christen Jensen havde omkring 1756 bosat sig med et hus i nærheden af von Kahlen, men ovenfor dalen og oppe ved landevejen (Skive - Kolding). Hans ejendom blev kaldt for Aunsbjerg, Aunsberghus eller blot krohuset. Han skulle være kommet fra København, og han skulle her have drevet en landhandel med krovirksomhed. Han har måske følt sig lidt mere fornem end de øvrige i sognet. I kirkebogen ser man ham nævnt som Seig. Christen Jensen (formentlig en forkortelse af titlen seigneur), - en titel som ikke var knyttet til andre i sognet dengang.. Nævnte Christen Jensen forpagtede på et tidspunkt jorden fra von Kahlen, og da han forlod stedet i 1766 overtog Christen Jensen Kongenshus, som han nu drev 8

9 de efterfølgende år. Hans hidtidige ejendom Aunsberg ses første gang nævnt i kirkebogen i 1773, hvor seign. Grøn, Aunsberg får sin søn Morten døbt i kirken, og Christen Jensen ses opført som fadder. Heller ikke Christen Jensen kunne finde tilstrækkelig udbytte af arbejdet på Alheden, og den 6. maj 1774 afhænder han (til en pris af 600 rigsdaler) de to huse Kongenshus samt et ditto sted tæt søndenfor bemeldte beliggende - Aunsberghus kaldet med de påværende bygninger og begge steder tilhørende jorder til baron Rosenkranz på Krabbesholm i Skive. Christen Jensen forlader efterfølgende egnen Fra 1774 tilhører ejendommene Kongenshus og Aunsberghus således Krabbesholm i Skive, og nu ses Jens Sørensen (f. 1737) og hustru Lisbeth Kierstine Pedersdatter (f. 1746) indsat som fæstere af Kongenshus. Hvornår de har bosat sig her, eller hvor de kommer fra er uvist, men allerede i feb fører de en søn Søren til dåb i Resen kirke, og i de følgende år kommer der flere børn til, nemlig Mette Chatrine (f. 1775), Peder (f. 1778) og Ole (f. 1780). Studekøretøj med tørv. Hans Smith. Familien skulle som fæstere betale en årlig afgift til Krabbesholm, ligesom de for egen regning skulle skære 72 læs hedetørv, som blev hentet og transporteret til Skive af andre fæstere under Krabbesholm. Egnen må dengang have været temmelig øde, og der har været langt fra Kongenshus til de nærmeste naboer. Udmålt i lige linier udgjorde afstandene til de nærmeste naboer i Daugbjerg sogn, som var Sejbækgaard lidt over 2 km, til Nygaard var der ca 3 km, til Knudsgaard lidt under 4 km og til Vedhoved ca 4 km. Kolonibyen Frederikshøj (Grønhøj) lå i Frederiks sogn i en afstand af ca 4,5 km. Mod syd lå nærmeste naboer ude ved Rabis, Høgild og Torp, alle i en afstand af 4,5 5 km, og i retningen mod sydvest lå Resen by i en afstand af ca 4 km. I 1779 udflyttede man 4 gårde fra Frederikshøj (Grønhøj) til Vester Frederikshøj (Resenfelde), der ligger mod syd i udkanten af den nuværende hede ved Kongenshus 9

10 Mindepark, og derved blev afstanden til naboer mod syd noget mindre, nemlig kun ca 2 km. Trods den øde egn med langt til naboer lå Kongenshus alligevel i en form for vejknudepunkt, hvor man med jævne mellemrum må have set vejfarende. Man boede her op ad landevejen mellem Skive og Kolding, og ved to andre småveje, som krydsede landevejen på dette sted. Den ene vej forløb fra Søvsø (Mønsted) og videre mod syd over heden til Høgild, og den anden forløb mellem Vedhoved (Viborg) og Resen. Sidstnævnte vej ses også at have været kaldt Bette Jens Vej. Området må efterhånden være blevet en naturlig del af Resen sogn, men ved folketællingen i 1787 har man formentlig glemt, at der boede folk ude på heden, idet ingen herfra er opført i tællingen. Dengang bestod Sdr. Resen sogn af bebyggelserne Resen med 15 familier, Høgild med 10 familier, Kolkur med 2 familier, Over Torp med 2 familier, Neder Torp med 1 familie, og Rabis med 3 familier, - i alt 154 personer i sognet. Hertil skulle så have været tillagt minimum 6 personer fra Kongenshus. Den nye familie på Kongenshus fik tilnavnet Dahl, og dette navn fulgte også de efterfølgende slægtled. Lisbeth Kirstine døde i 1805 som Jens Dahls kone på Alheden, medens Jens døde i 1825 som af bondestand og aftægtsmand fra Kongenshus Den næste generation (2. generation), der tog over og blev de nye fæstere under Krabbesholm blev datteren, Mette Chatrine (f. 1775) og Palle Laursen (f. ca 1776). De var blevet gift i Resen kirke i Kongenshus jorder var dengang i hartkorn sat til ½, og i 1825 havde gården af husdyr, 2 stude, 2 køer og 10 får, men ellers bestod arbejdet på stedet formentlig som tidligere i at skære hedetørv på den tilhørende del af de omliggende heder (mere end 1000 tdr. land), således de af andre fæstebønder kunne afhentes og bringes til Krabbesholm i Skive. Mette Cathrine fødte i årene fra 1799 til 1817, i alt 8 børn, nemlig Elisabeth Christine (f. 1799), Jens (f. 1800), Else Cathrine (f. 1804), Laust (f. 1806), Jens (f. 1809), Elsebeth Kirstine (f. 1812), Johanne Marie (f. 1814) og Karen Marie (f. 1817). Mette Cathrine døde i 1824, 49 år gammel, som bondekone fra Kongenshus. Palle Laursen døde i 1829, 53 år gammel, som af bondestand og aftægtsmand fra Kongenshus Næste generation (3. generation) på Kongenshus blev sønnen Jens Pallesen (f. 1800) og Mette Nielsdatter (f. 1794). Hun var datter af gårdmand Niels Nielsen i Søvsø, og de var blevet gift i Daugbjerg kirke i

11 Mette fødte efterfølgende i årene fra 1826 til børn, nemlig Bodil Kierstine (f. 1826), Mette Katrine (f. 1828), Niels (f. 1830) og Mette Marie (f. 1832). Jorden til Kongenshus gav ikke det store udbytte og blev ved matriklen i 1844 nedsat til Medens Palle og Mette sad som fæstere af Kongenshus, sad Palles bror, Laust (f. 1806), og hans hustru Jacobe Margrethe Nielsdatter (f. 1787) som fæstere af et nærliggende mindre hus. I folketællingen fra 1845 ses de to familier på Kongenshus med Palle som gårdmand på en gård på Kongenshus og Laust som husmand i et nærliggende hus. Bebyggelsen ved landevejen blev allerede fra ca 1756 under Christen Jensen kendt som Krohuset, og om denne krodrift med brygning og brænding af spiritus gennem generationer har holdt ved slægten på stedet er uvist, men det fortælles, at Jens Pallesen her på stedet ejede noget brændevinstøj (et destillationsapparat), som også tidligere har været almindeligt på landet, men som for længst var blevet forbudt. Mange ejendomme havde dog stadig dette apparat liggende gemt, men for at håndhæve forbudet kørte fogeden eller tolderne rundt med mellemrum for at undersøge gårdene. En dag så Jens på afstand et hesteforspand komme kørende ind over heden i retning mod gården, og da han genkendte forspandet som værende toldernes, skyndte han sig at få fat i sønnen Niels, der blev sendt ud i heden med brændevinstøjet for at gemme det, medens tolderne var på gården. Niels forsvandt med brændevinstøjet og gemte det i en rævegrav, men da han senere skulle hente det igen, var det væk. Om det var ræven, der havde trukket det ned i graven, eller om det var en anden, der havde fundet gemmestedet vides ikke, og muligvis ligger det der endnu. Niels blev aldrig tilgivet af faderen og måtte høre en del for tabet af dette brændevinstøj. Da Niels samtidig som ung gik lidt for hårdt til de våde varer, kom han yderligere på kant med faderen, og da der ikke var andre sønner i ægteskabet, blev det bestemt, at fæstet af Kongenshus skulle overlades til en efterkommer af Jens bror Laust i det nærliggende husmandssted. Mette døde i 1857 og Jens Dahl (som slægten fortsat blev kaldt) blev fortsat boende på stedet som fæstegårdmand i Kongenshus. Samme år som moderen døde (1857) blev sønnen Niels gift med en datter fra Knudsgaard, Ane Marie Jacobsdatter, og de bosatte sig i en nyopført ejendom på Knudsgaard hede langs vejen gennem Storedal og ved den gamle Viborg-Holstebro landevej. Niels kunne dog stadig godt lide de våde varer, og det hændte sig en dag, at Niels var en tur hos høkeren, hvorfra han bl.a. skulle have en liter snaps med hjem i en dunk. Det var på den tid, hvor man begyndte at kende til en ny form for belysning, nemlig stenolielampen (petroleumslampen), og væsken til en sådan lampe købte man også ved høkeren. 11

12 Uheldigvis kom høkeren til at aftappe den forkerte tønde, således at Niels fik petroleum i sin dunk i stedet for snaps. Da han nu på vejen hjem kom til at følges med en bekendt, foreslog denne, at han ville give en kop kaffe, hvis Niels nu ville give en snaps fra dunken til en kaffesort. Niels syntes straks godt om ideen, der blev skænket kaffe op hos den bekendte, og man kom snaps i kaffen. Denne smagte dog noget mærkeligt og ikke som den plejede, men Niels, der var vant til at tage det hele med, udtalte, at når han nu havde købt og betalt for snapsen i dunken, skulle den også drikkes, og han tog resten med sig hjem. Hvad der senere blev af den resterende del af væsken er dog uvist. Den næste generation på Kongenshus blev således ikke sønnen Niels, der som nævnt bosatte sig på Knudsgaard Hede. Døtrene var også alle blevet afsat, idet Bodil Kierstine var blevet gift i 1848 med Laurs Christensen, Frederiks Mark ( Pisselhøj ), Mette Marie gift i 1857 med Jens Chr. Jensen, og Mette Katrine i 1859 med Knud Nielsen. Hos farbroderen Laust Pallesen, der boede i det nærliggende husmandssted ( Lille Kongenshus ), så det ikke godt ud med arvinger. Laust Pallesen havde tilsyneladende aldrig forladt barndomshjemmet Kongenshus. Da faderen døde forblev han på gården som tjenestekarl hos broderen Jens Pallesen. Laust havde dog som 31-årig fundet sig en kone, nemlig en enke på 50 år fra Daugbjerg, Jacobe Margrethe Nielsdatter, og hende giftede han sig med i Laust og Jacobe Margrethe boede efterfølgende i det omhandlede husmandssted, og i 1855 ses det, at der foruden de to også bor en familie, Johan Chr. Bitch og Marie Kradt med en søn Jacob. Laust var da anført som aftægtshusmand, og der var ingen børn i ægteskabet. I 1857 døde Jacobe Margrethe som 71 årig, og Laust forlod efter nogen tid stedet. Jens sad alene med driften af Kongenshus i et par år efter Mettes død, men den 22. nov giftede han sig på ny. Hans nye kone hed Agathe Christensen, og de blev gift i Resen kirke. Hun var født i 1819 i Borris sogn og var datter af husmand og skolelærer Kristen Jensen i Sparkær. Hun faldt tilsyneladende godt til på stedet og deltog i driften af Kongenshus, men der kom ingen børn i ægteskabet. Jens Pallesen (Dahl) døde som fæstegårdmand på Kongenshus i 1874, og der var på dette tidspunkt ingen efterkommere tilbage i de to ejendomme (Kongenshus og Lille Kongenshus) af slægten, der gennem 3 generationer havde siddet som fæstere af Kongenshus. Agathe overtog fæstet, og hun drev i flere år Kongenshus ved hjælp af tjenestefolk. I 1884 overlod hun driften af ejendommen til en familie fra Nygaard Hede bestående af Jens Kristian Jakobsen (f. 1852) og Christine Andersen (f. 1854) med 4 børn, Johanne (f. 1877), Karen (f. 1879), Andersine Jakobine (f. 1881) og Anders (f. 1884). Familien flyttede ind på gården og skulle svare aftægt til Agathe, der blev boende i den ene ende af stuehuset. 12

13 Agathe boede til højre for indgangen, hvor der var bræddegulv, medens familien Jakobsen boede til venstre, hvor der var lergulv og alkover. Agathe skulle bl.a. i aftægt have 1 liter mælk om dagen, samt et godt fedt får og et lam om året. Familien forøgedes efter nogle år med endnu to børn, Jakob (f. 1888) og Anton Kristian (f. 1890), men i 1894 døde Kristine, og familien måtte forlade stedet. Også Agathe, der var kommet op i alderen, måtte efterfølgende forlade Kongenshus. Hun flyttede til Søgaard i Daugbjerg sogn, hvor hun levede de sidste år. Hun døde den 5. april 1903 som enke efter fæstebonde Jens Pallesen, Kongenshus. Sidste fælles bopæl Kongenshus, Resen sogn. Omkring 1870 var en ny familie flyttet ind i husmandsstedet ( Lille Kongenshus ), nemlig Daniel Bertel (f. 1845) og Bodil Marie Laursen (f. 1853). De blev gift i 1870 i Frederiks kirke. Bodil, der var født i Frederiks sogn, var datter af Laust Christensen og Bodil Kierstine Jensdatter, - og var såedes et barnebarn af Jens Pallesen, hvis enke Agathe stadig sad som fæster på Kongenshus. Bodil var kun 18 år, da de blev gift, og familien forøgedes i årene frem til 1886 med i alt 11 børn. Herefter flyttede de til Sandkjærgårde til Daniels fødehjem. Her fødte Bodil endnu et barn inden hun døde i 1889, 35 år gammel. Kun 4 af de 12 børn overlevede, nemlig Johan Georg (f. 1872), Susanne Laurine (f. 1878), Agathe Marie (f. 1883) og Daniel Marinus (f. 1888). De øvrige var alle døde under eller kort tid efter fødselen. Kongenshus, 1904, foto af C Wollesen. 13

14 Efterfølgende (efter 1886) flyttede en ungkarl Jens Laursen (f. 1851) ind i ejendommen, Lille Kongenshus. Han var født i Frederiks og var søn af Laust Christensen og Bodil Christine Jensdatter, altså også et barnebarn af Jens Pallesen og en broder til Bodil Marie, der sammen med Daniel Bertel var flyttet til Sandkjærgårde. Gennem de seneste tilgængelige optegnelser fra lokaliteten ses, at Jens Laursen, blev gift med Marie Kjestine Kristensen (f. 1851) og de ses af folketællingen af 1906, at de boede på L. Kongenshus, matr. 1, som lejere, og at de fortsat dengang drev landbrug på stedet. Hvornår og hvorhen de efterfølgende er flyttet er uvist, men umiddelbart må de være blandt de sidste, der har drevet landbrug på lokaliteten Kongenshus. Dyrlæge C Wollesen, der arbejdede fra Sjørup i tiden mellem 1894 og 1904 beskrev det gamle Kongenshus som en ejendom med et stuehus, der lå tæt op mod og nord for landevejen, og en vinkelbygget lade og staldbygning, der lå bagved mod nord og vest, ligesom der mod øst stod et sparrehus. Laden og stalden var dengang meget forfaldent i bindingsværket. Murværket var af rå, ubrændte og hjemmelavede sten, dels marksten opmuret i ler. Brønden nær stuehuset var en vindebrønd. Alt murværket blev hvert år oversmurt med livi (en tynd vælling af ler og vand). I stalden, hvor gulvet var stenbrolægning, var der fækreaturer, 2 heste og mange får. I lade og sparrehus var der kun jordgulv I slutningen af 1800-tallet var Kongenshus blevet udskilt fra Krabbesholm. I 1865 udstykkedes arealet i matrikler og i et skøde fra 1875 ansættes hele arealet incl. ejendomme til rigsdaler. I 1913 blev hele området overtaget af Hans Dall fra Hamburg. Han byggede efterfølgende det nuværende Kongenshus, der ligger syd for landevejen. Dette nye Kongenshus fik efterfølgende sin egen og en hel anderledes historie. De gamle bygninger nord for landevejen forsvandt, men lidt særpræget er det, at det har været samme slægt, der gennem hele perioden fra 1774 til op i begyndelsen af 1900-tallet gennem 5 generationer, har siddet som fæstere (lejere) af ejendommene på Kongenshus og derfra, om end i beskedent omfang i forhold til arealernes størrelse, har drevet landbrug på arealerne, som i dag står i lyng. Mange af de nulevende fjandboere kan helt sikkert finde nogle af deres aner blandt familierne på Kongenshus, Efterkommerne af de nævnte generationer er mange, og de skal i dag ikke blot findes i lokalområdet, men også som efterkommere af slægter i almindelighed, findes spredt over hele landet, - og hvem ved, måske endnu fjernere. 14

15 Slægterne på Kongenshus (1) Det oprindelige Kongenshus blev bygget i 1755 i Hjortedalen ved Sejbækken af Ludvig von Kahlen. Han boede på stedet, medens han opdyrkede den omliggende del af Alheden. Ca året efter byggede Christen Jensen en ny ejendom, Aunsberghus oppe ved landevejen Skive-Kolding. Christen Jensen boede selv i denne ejendom, der lokalt kaldtes for krohuset. Da von Kahlen i 1766 forlod Kongenshus, overtog Christen Jensen stedet og flyttede formentlig selv ind i ejendommen, medens Aunsberghus husede familien Grøn. Christen Jensen opgav agerbruget i 1774 og solgte begge ejendomme til Rosenkranz på Krabbesholm i Skive. Efterfølgende blev der indsat fæstere på ejendommen. 3. generation Børn: Elisabeth Christine f Jens f Else Catrine f generation Fæstere: fra 1774 Jens Sørensen (Dahl) gift med Lisbeth Kierstine Pedersdatter generation Børn: Søren f Mette Chatrine f Peder f Ole f generation Fæstere: Kongenshus Palle Laursen gift 1799 Mette Chatrine Jensdatter Laust f Jens f Elsebeth Kirstine f Johanne Marie f Karen Marie f

16 Slægterne på Kongenshus (2) 3. generation Fæstere: Kongenshus Jens Pallesen (Dahl) gift 1. gang 1826 med Mette Nielsdatter gift 2. gang 1859 med Agathe Kristensen Lille Kongenshus Laust Pallesen 1806 gift 1837 Jacobe Margrete Nielsdatter generation Børn: Bodil Kierstine f Mette Katrine f Niels f Mette Marie f Ingen børn Ingen børn Bodil Kierstine Jensen bliver i 1848 gift med Laurs Christensen Frederiks Mark, Lille Kongenshus Daniel Bertel f gift 1870 Bodil Marie Laursen (11 børn) Agathe forpagtede driften ud til: Jens Kristian Jakobsen f og hustru Christine Andersen Drev landbrug indtil efter generation børn, heraf: Jens f Bodil Marie f generation Lille Kongenshus fra ca 1887 Jens Laursen f gift med Marie Kjestine Kristensen f (Fortsættes efter programmet side 22)

17 Salg af hæfter og bøger: Foreningen har udgivet flere hæfter og en bog: Dagligliv i Daugbjerg Originaler og kloge folk i Fjends Sælges for kun 20 kr. pr. stk. Poesibogen Revy ved Sjørup Borgerforenings 20 års jubilæum Fjends Egnshistoriske Forenings 10 års jubilæumshæfte Erindringer af Vissa Jensen Erindringer fra Tastum af Aase Madsen Sælges for kun 25 kr. pr. stk. Erindringer af Mælkemanden fra Vridsted Sælges for kun 30 kr. pr. stk. Sorte Klaus og Kalkunen - en fantastisk historie fra egnen mellem Daugbjerg, Søvsø og Mønsted. Sælges for kun 40 kr. pr. stk NYT Mit liv som fynbo og fjandbo - Regnar Mikkelsen fortæller om sin opvækst som uægte barn på Fyn, og livet som husmand og mælkekusk mellem Daugbjerg og Søvsø. Sælges for kun 30 kr. pr. stk. Gamle Nyheder om Jeppe Åkjær, fra Skive Folkeblad fra 1887 til 2008 Sælges for kun 30 kr. pr. stk. Programhæftet kan erhverves af ikke-medlemmer for 25 kr. Hæfterne kan købes i flere butikker på egnen, hos Fjends Folkeblad, Biblioteket, Arkivet eller hos bestyrelsen på vores mødeaftener. 17 (Fortsættes side 19)

18 Forårsprogrammet 2009 Tirsdag d. 27. januar kl Foredrag på Fjandbohus ved Ib Svenningsen. Leder af Spøttrup lokalhistorisk Arkiv vil fortælle om Livø, som i hans barndom var øen, hvor de anbragte Gutterne kunne leve frit, på bekostning af de ansattes børns frihed. Der vil blive vist billeder fra Livøs opstart, til anstaltens endeligt, suppleret med fortællinger om gutterne og personalets hverdag og om lægernes holdninger og meningsudvekslinger, enkelte skæbner og diverse flugtforsøg. Hertil kommer Livøs historie før den Kellerske åndssvageanstalt. Blandt de først ansatte var Ib Svenningsens bedsteforældre, der i en menneskealder var plejefamilie på pavillon 2. Parrets 4 børn fulgte i forældrenes fodspor og blev ligeledes uddannet inden for åndssvageforsorgen. Entré og kaffe 50 kr. Alle er velkomne. Tirsdag d. 31. marts kl Rundvisning ved Byretten i Viborg. Klostermarken 10, Overlund, 8800 Viborg Vi vil få udleveret lidt skriftligt materiale omkring retterne og en forklaring om hele opbygningen. Til en forsamling på personer vil der blive afsat 2 rundvisere. Der vil blive serveret kaffe med småkager. Det hele er gratis for foreningen. Tilmelding er sikkert nødvendigt. Tlf eller Alle er velkomne. Mangler du kørelejlighed til et af vores arrangementer, så ring til en i bestyrelsen, vi kan altid hjælpe! Se telefon listen på side 20 18

19 Tirsdag d. 21. april kl Generalforsamling på Fjandbohus. To bestyrelsesmedlemmer er på valg. Efter generalforsamlingen er foreningen vært ved en kop kaffe. Lysbilleder fra foreningens ture og bortlodning af gaver. Kun for medlemmer! Tirsdag d. 19. maj kl Fremvisning af et moderne halmhus hos Brit og Martin Høj, Rørgårdsvej 12. Brits far, driftsleder ved Hede Danmark, Kaj Madsen, Nygårdsvej, vil vise rundt og fortælle om byggeriet af huset, som vil være klar til indflytning kort før jul i Kaffen har vi bestilt hos Jonna og Anker Jepsen, i Daugbjerg Kalkgrubers nye café. De, der har lyst, får mulighed for at gå ind i gruberne. Tilmelding er nødvendig. Tlf eller Alle er velkomne. Søndag d. 21. juni kl Sommerkoncert på Fjandbohus Ålborg postorkester under ledelse af Birgit Damgaard. Se nærmere omtale på side 21. Alle er velkomne. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends Herred. En bog på 116 sider, med over 100 billeder. Der er kun få tilbage - sælges for kun 150 kr. pr. stk. Bogen kan købes i flere butikker på egnen, hos Fjends Folkeblad, Biblioteket, Arkivet eller hos bestyrelsen på vores mødeaftener. 19

20 Fjends Egnshistoriske Forening Bestyrelsen 2008/2009 Formand Inga Pedersen, Kjeldbjergvej 44, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf Næstformand Karen Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf Kasserer Eline Hedegård, Jordemodervej 6, Iglsø, 7850 Stoholm. Tlf Sekretær Jens Damgaard, Vittrupvej 7, Vroue, 7800 Skive. Tlf Bestyrelsesmedlem Bjarne Nørgaard, Skolegade 24, 7850 Stoholm. Tlf Suppleant Gunnar Nielsen, Liljevej 13, 7850 Stoholm. Tlf Suppleant Henry Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf Revisor Alfred Christensen, Koldkurvej 16, Sdr. Resen, 7470 Karup. Tlf Revisor suppleant Betty Hessellund, Baunevej 10 Sdr. Resen, 7400 Karup. Tlf Kontingent 50 kr. for enlige og 75 kr. for par. Husk der er åbent på Æ Fjandboarkiv torsdage mellem kl eller efter aftale Tlf. arkivet mail@fjendsarkiv.dk. 20

21 Sommerkoncert på Fjandbohus Søndag d. 21. juni kl Aalborg Postorkester kommer og underholder med musik og fællessang. Orkesteret består af ca. 30 velspillende musikere og ledes af Birgit Lyby Damgaard. Koncerten er arrangeret i samarbejde med Ældresagen Fjends Karup. Koncerten foregår udendørs. Entre, kaffe og brød: Ved tilmelding senest d. 10. juni 90,00 kr. derefter 100,00 kr. Tilmelding: eller Alle er velkomne! 21

22 Der har således boet flere familier af samme slægt og enkelte udefra kommende familier på lokaliteten Kongenshus. Antallet af familier, der har boet der samtidig, har også været flere, og der må alene af den grund i lange perioder og helt frem til 1900-tallet have eksisteret mere end 1 ejendom på stedet. Fra 1755 lå det oprindelige Kongenshus i dalen, hvor Ludvig von Kahlen tog bopæl, og et par år senere opførtes Aunsberghuset oven for skrænten ud mod landevejen, hvor Christen Jensen tog bopæl. I 1766 overtog Christen Jensen Kongenshus, og han kan være flyttet ind i det oprindelige Kongenshus, medens Aunsberghuset blev beboet af en anden familie, idet en Seign. Grøn boede i Aunsberg i Fra 1774 indtræder Jens Sørensen som fæster af stedet under Krabbesholm i Skive, men hverken Christen Jensen eller Jens Sørensen er nævnt i kirkebøgerne som værende fra andre steder end Alheden. Der ses ikke anført andre stedsbetegnelser. Der har således oprindelig ligget 2 ejendomme på lokaliteten, Kongenshus i dalen og Aunsberghus ved landevejen. Jeppe Åkjær beskrev og fotograferede i 1909 tomten af det oprindelige Kongenshus, der lå øde hen i heden nord for landevejen. Hvornår det oprindelige Kongenshus i dalen er gået til grunde synes lidt uvist, og måske flyttede man byggematerialer fra ejendommen op til en ejendom ved vejen, hvorved navnet Kongenshus flyttede med. På et matrikelkort fra 1770-erne ses de to oprindelige ejendomme indtegnet som Forrige Kongens Hus og Forrige Christen Jensens Hus, nu Aunsberg Gaard. På samme kort er også kolonien Vester Frederikshøj indtegnet, og da denne koloni (nuværende Resenfelde) blev oprettet i 1779 ved udflytning af 4 gårde fra Grønhøj, synes det svært at vide, hvornår de enkelte oplysninger er påført eller indtegnet. 22

23 Jens Sørensen nævnes gennem den sidste del af 1700-tallet som værende fra Alheden, men ved datteren Mette Chatrines bryllup med Palle Laursen i 1799 anføres, at hun er fra Aunsberghus. Under folketællingen i 1801 nævnes også Aunsberghus, og her bor de to familier, Jens Sørensen med hustru, og Palle Laursen med hustru og børn. Palle Laursen ses efterfølgende fra 1804 nævnt som fæster af Kongenshus på Alheden, og efterfølgende nævnes familien som værende fra Kongenshus. Kongenshus synes herefter at være blevet navnet på lokaliteten, der er fæstet af Krabbesholm i Skive. Sønnen Jens Pallesen var blevet fæster, da han i 1826 blev gift med Mette Nielsdatter, idet han her nævnes som fæster af Kongenshus. I folketællingen 1840 nævnes 2 huse under Kongenshus, et hus med Jens Pallesen og hans familie, og et hus med Laurs Pallesen (broderen) og hans familie. Begge er anført som husmænd. Fra 1845 er Jens anført som gårdmand i Kongenshus og Laurs som husmand i et hus. Der synes således at være opstået et husmandssted på stedet i sidste halvdel af erne, hvor Laurs stifter familie. Jens sidder som fæster af gården Kongenshus frem til sin død i 1874, og Agathe, hans hustru af 2. ægteskab, sidder fortsat som fæster af Kongenshus frem til omkring århundredeskiftet. I Laurs husmandssted bor midt i 1850-erne 2 familier, og fra ca 1870 Daniel Bertel med familie. På dette tidspunkt kaldes husmandsstedet for Lille Kongenshus. Således eksisterer der i slutningen af 1800-tallet gården Kongenshus med Agathe som fæster, og husmandsstedet Lille Kongenshus, med Daniel Bertel og senere Jens Laursen som fæstere/lejere. Af flere optegnelser ses således, at der samtidig op gennem 1800-tallet har eksisteret et Kongenshus og et Lille Kongenshus, men præcise oplysninger om, hvor de har ligget, kan ikke umiddelbart findes i optegnelserne. Ser man nærmere på et målebordsblad fra sidste halvdel af 1800-tallet kan man dog tydeligt se 2 ejendomme på matriklen, der ligger nord for landevejen. Den ene ejendom ligger op mod landevejen omgivet af opdyrkede marker på begge sider af vejen og umiddelbart over for det sted, hvor det nuværende Kongenshus ligger. Ejendommen er betegnet Kongenshus. Den anden ses ude i heden ca 1000 m længere mod øst (mod Grønhøj) og i en afstand af ca 300 m fra landevejen. Denne ejendom ligger omgivet af opdyrkede marker i dalen, og adskilt fra landevejen af et 23

24 hedeområde. Ved sidstnævnte ejendom er der ikke anført noget navn, men stedet ligger på den del af heden, der i dag kaldes Lille Kongenshus. Ser man i vestlig retning (mod Sejbækgårde) kan man se, at der i 1800-tallet er opstået 3 mindre ejendomme på arealerne vest for vejen fra Nygaard ( Nygårdsmark ). De to af ejendommene ligger nord for og op mod Sejbækken, - den ene, som ligger der endnu op mod vejen ( Nygårdsmark ), og den anden ude bag denne i en afstand af ca 300 m fra vejen. Den tredje ejendom ligger syd for Sejbækken ca midt i arealet, der i dag udgør en del af Kongenshus. De omkringliggende arealer ved de tre ejendomme er alle opdyrkede, også de tilstødende arealer langs med og syd for landevejen. Her ses tomten af den ene ejendom, der har ligget op mod Sejbækken i Daugbjerg sogn. Den anden ejendom har ligget i heden til højre over mod landevejen. Træerne ved Kongenshus ses i baggrunden. En lokal beboer har fortalt, at den ene af de to nu forsvundne ejendomme lokalt skulle have haft navnet Lille Kongenshus knyttet til sig. Spørgsmålet kan således være om det oprindelige Lille Kongenshus har ligget i dalen øst for gården Kongenshus (mod Grønhøj), eller om det har ligget i dalen mod nordvest (mod Sejbækgård). Det oprindelige og føromtalte Lille Kongenshus har været en del af Kongenshus, hvor det også har huset en del af slægten, der gennem flere generationer har boet på lokaliteten. Oplysningerne om Kongenshus og Lille Kongenshus kan findes i både folketællinger og kirkebøger fra Resen sogn, og tilsyneladende ikke gennem optegnelser i nabosognene. Begge steder må derfor have ligget i Resen sogn (og på matr. nr. 1), der ligger øst for vejen Nygårdsmark. 24

25 De to andre ejendomme, der har ligget vest for vejen Nygårdsmark har været beliggende i Daugbjerg sogn med matr. under Sejbæk og Nygård. Derfor kan det ikke have været en af disse ejendomme, der var det oprindelige Lille Kongenshus. Skitse over den nordøstlige del af Kongenshus Mindepark med de nu forsvundne bygninger indtegnet Det gamle Kongenshus lå således placeret umiddelbart over for det nuværende Kongenshus, og i dag ses kun enkelte gamle frugttræer, hvor ejendommen engang har ligget. Stedet, hvor det tidligere husmandssted Lille Kongenshus lå, er lidt mere vanskeligt at udpege, men følger man vejen mod Grønhøj ser man ved 23,9 km-kantpælen et spor (en markvej) ind gennem lyngen i nordlig retning, og ude i dalen (Hjortedalen) ved denne vej, hvor der i dag står en gruppe træer, skulle ejendommen Lille Kongenshus have ligget. De gamle vejforløb kan man stadig se spor af i landskabet. Den tidligere vej fra Nygård ( Nygårdsmark ) forløber i dag ind i landevejen ( Vestre Skivevej ) i et T-kryds. Vejen forløb tidligere på det sidste stykke lidt mere i retningen mod Kongenshus og krydsede landevejen vest om den nuværende bygning Kongenshus før den også krydsede vejen, der kom ind fra Vedhoved gennem Storedal, Hjortedal og sydøst om Kongenshus. Sporene mod Resen kan stadig anes på tværs af heden. Når man i dag efter at have passeret hotellet kommer ind på hedearealet ses sporene til højre gennem lyngen, og 25

26 Mellem træerne overfor det nuværende Kongenshus, ses stedet hvor det gamle Kongenshus har ligget. Man kan også stadig se sporene af vejen fra gården til den bagved liggende dal. Fra Landevejen mod Grønhøj fører disse spor ind over heden til stedet (træerne i baggrunden), hvor Lille Kongenshus har ligget. følger man dem forbliver de tydelige langt ud over hedearealet. I den anden retning mod Vedhoved er det betydelig sværere at finde sporene gennem lyngen, og vejen er nærmest helt væk på hedearealet. Længere ude eksisterer vejen dog stadig på en længere strækning mellem Hvidevej (fra umiddelbart syd for Vedhoved), forbi Rishøje og til umiddelbart før Kongenhus Mindepark. Sporene af de tidligere aktiviteter i området er ganske få! Bygningerne er helt væk, og de opdyrkede marker, der fra Ludvig von Kahlens tid har strakt sig i dalen mod øst fra Nygårdsmark med en senere udvidelse omkring Lille Kongenshus, ses ikke mere. De opdyrkede marker ved Sejbækken vest for Nygårdsmark er også forsvundet, ligesom de tilstødende marker på den sydlige side af vejen og omkring det nuværende Kongenshus. Mange mennesker har levet af disse jorder, som i dag står i lyng. Man har med fuld fortjeneste for de mange hedeopdyrkere oprettet en mindepark i området, men i den forbindelse bør man ikke helt glemme, at der netop også her 26

27 lokalt, hvor mange i dag blot nyder fritiden og naturen, har levet fjandboere, der gennem et dagligt slid og slæb har opretholdt et nøjsomt liv som hedebønder. Bjarne Nørgaard Kilder og litteraturhenvisninger: Hedens opdyrkning i Danmark, Det danske Hedeselskab 1953 De sydtyske kolonisters bosættelse på den jyske hede af Jørgen Nielsen og Stine Bitsch-Larsen. Det begyndte på Kongenshus af Gert Lynge Sørensen. Karl Jakobsen, Mælkemanden fra Vridsted af Karl Jakobsen Kartoffeltyskernes historie af Etlar Kramer Johansen. Fra Agermuld og Hedesand af Jeppe Åkjær Langs Karupåens bred af Jeppe Åkjær, samt kirkebøger og folketællinger m.v. Hvis du har adgang til internettet, kan det anbefales at besøge: Vinderup Egnshistoriske Arkiv Her kan du finde mange spændende historier og oplysninger. 27

28 I en skriftlæsningsbog fra 1896 I december 1875 henvendte C. A. Thyregod, lærer i Ans og P. A. Holm, lærer i Højbjerg sig til lærere, til skolernes foresatte, nogle få fra almuen, bedst kendte forfattere og forfatterinder, præster og provster med anmodning om et bidrag til en håndskriftsbog til undervisningsbrug. Af teksterne kan man oveni købet få oplysninger om, hvad der rørte sig på den tid. Her gives et eksempel på lærer ved Vindum skole, Emil Sauter bidrag: Midt i Hedeegnen, omtrent en Milsvej fra Viborg, ligger den gamle Herregaard, Hald, omgivet af Skov og Sø som en Oase i Ørkenen. Mange ere Minderne, der knytte sig til dette Sted. Herfra drog Aage og Ebbe ud med Longobarderne; her havde Ridder Niels-Bugge sin stolte Borg; her bode den usyndige katolske Biskop, Friis; herfra drog Gregers Daa ud for at kjæmpe og falde ved Gadebusch; her tilbragte Ove Høgh Guldberg sine sidste Dage, og nu drager Opmærksomheden atter herhen, idet her aarlig afholdes Lejrsamlinger. Smukt ligge de hvide Telte paa en Bakke, der skraaner mod Søen; Liv og Lystighed er der i en saadan Lejr. Dagen gaar med Øvelser i Omegnen, men om Aftenen samles Mandskabet ved de lange Borde bag Teltene. Al Træthed er glemt, Spøg og Latter lyder, medens man strækker sig i Græsset, Sangen toner i den stille Aften; Retræten blæser; et Skud knalder, og saa: Alle Mand til Køjs! Det var en god tid for Viborg by, når der hver sommer kom mand, som skulle ligge i teltlejr for at holde øvelser på heden. Skoven genlød af musik, når soldaterne rykkede ud om morgenen og hjem om aftenen, eller når der blev holdt fest som på Fredericia- og Isteddagene. Første gang, lejren holdtes ved Hald var i 1868, og sidste gang i 1880, fortæller Daniel Bruun i Hedebogen fra 1909 s. 92. Da var han selv med som officer. En mindesten blev rejst på det sted, hvor kongeteltet var placeret i 1868 i nærheden af divisionsgeneralens teltplads. Arthur Feddersens bidrag: Duen er paa Grund af sine lange Vinger den bedste Flyver imellem vore Husfugle. Den kjendes let fra alle andre Fugle derved, at den Hornskede, som danner Overnæbbet, egentlig alene findes paa Næbspidsen, idet der ved Grunden af Næbbet sidder en blød og oppustet Hud. Duens Føde er flere Slags Frø, som blødgøres i dens store Kro. I Øvrigt lever den parvis, lægger kun et Par Æg i hvert Kuld og mader i den første Tid Ungerne med en mælkelignende Væske, som udvikles i Kroen. Duens Kurren svarer til Sangfuglenes Sang. Man har en Mængde Afarter af den tamme Due, saa som Tumleren, Mæfikken, Brevduen og Maanedsduen. Uddrag af Hundrede Dyr, Naturhistorie for Almueskolen. 28

29 Kjeldbjerg Vindmølle Der findes ikke et billede af møllen, men det siges, at det var en hollandsk mølle, og at den mindede lidt om Roslev mølle. Under møllen var en møllesokkel på ca. 1 meters højde over jorden. Fra kælderrummet kunne kornsækkene hejses op til kværnen. Eva og Edvard Kristensen bor på Møllebakken 9 med udsigt til stedet, hvor møllen stod ca m fra deres hus. Møllegrunden lå på højdedraget, som i dag tilhører Trevadvej 5. Mellem huset og mølletomten har Edvard opstillet en af de store møllesten, som er lavet af tuf, der er en mørk, porøs bjergart opstået ved hærdning af vulkansk aske. Den ses anvendt til bl.a. bygningssten i kirker og til møllesten. Omtalte møllesten er 131 cm i diameter og 13 cm tyk, hvilket svarer til de gamle mål 50 gange 5 tommer. Den havde fungeret som bordplade i haven hos Søren og Karen i æ møll, og Karen forærede den til Edvard. Han lavede et solidt understel i beton, så den nu kan bruges som havebord i mange år. Hullet i midten havde Sørens far, Jens, fyldt med cement, og man kan lige ane nogle tal og bogstaver, og de tydes som A K. Det kan være møllens endeligt og initialerne for Ane Kirstine. Elektriciteten vandt indpas i og gjorde møllen urentabel. Landmændene fik elektriske kværne og blev fri for at køre til møllen med kornet. Bildhammeren fra samme mølle fik vi taget et billede af foruden et par flotte smedejerns vinduer (halvrunde og tredelte). De har siddet i den underste del af møllen, og bruges nu som spejle i Eva og Edvards forgang. De første mølleejere var i 1882, Palle Sørensen. Et par år efter hed mølleejeren Christen Jensen. Derefter var det murer Peder Sørensen, men mureren solgte hurtigt møllen igen til Søren Simonsen fra Sjørup. I 1900 blev møllersvend Jens Kristiansen, født 1871, gift med Ane Kirstine, der var datter af Søren Simonsen, og de overtog ejendommen og møllen med hendes forældre som aftægtsfolk. Jens Kristiansen levede fra og hans kone Ane Kirstine fra De drev møllen i 20 år, hvorefter den blev nedlagt og i 1921 revet ned. Vingerne blev ifølge Edvard solgt til Hvidbjerg mølle, som malede korn til i 1950 erne, da den blæste omkuld. Kørevejen til Kjeldbjerg mølle gik fra ejendommen op til møllen og ned mellem købmandens grund og grunden til Kjeldbjergvej 28. Sønnen, Søren i æ møll, overtog ejendommen efter forældrene, giftede sig med Karen, og de boede i mange år på ejendommen Trevadvej 13. De fik børnene Jens, Mary, Svend og Harald. Søren levede fra og Karen fra De og deres forældre ligger begravet på Iglsø kirkegård. I.P Ifølge interview med Edv. Kristensen I Fjends Egnshistoriske Forenings bog: Livet omkring vind- og vandmøller i Fjends kan man læse mere om møllen. 29