Medlemsblad for De Berejsles Klub Korrekturlæser: Per Allan Jensen, adresse s. 70 Svend Garbarsch. Redaktør: Pernille A. Fiih, adresse s.

Transkript

1

2 Gouda Rejseforsikring er med til al dække Globen. Vi d kk r og In dl Som DBK-medlem får du 330/0 rabat på rejseforsikring r III dl og din I mlll (medrejsende samboende samt egne børn). Ring til Gouda Rejseforsikring på SIKKERHED UD OVER A L LE GRÆNS ER Billige flybilletter til hele verden Gennem 12 år har vi specialiseret os i at tilbyde dig billige billetter med personlig service. Ring, mail, eller kom ind i en af vores afdelinger og få råd og vejledning fra vores søde sælgere til din næste rejse. W ASTEELS Rejser København Skoubogade København K Telefon mail@wasteels.dk WASTEELS Rejser Århus Borggade Arhus C Telefon aarhus@wasteels.dk Gløben Medlemsblad for De Berejsles Klub Korrekturlæser: Per Allan Jensen, adresse s. 70 Svend Garbarsch Redaktør: Pernille A. Fiih, adresse s. 70 Indsendelse: Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: globen@berejst.dk Tekst / fotos:. Med lemmer af De Berejstes Klub Forsidefoto: To munke fra Ki gompa i Spiti spiller p~ traditionelle horn under den indledende puja i forbindelse med Dalai Lamas fødselsdag, der hvert ~r fejres under stor festivitas i Indisk Himalaya. Foto: John Lau Jensen Forsidedesign: Pernille Fiih og Nikoiaj Witte, adresse s. 70 Tryk: BB Offset Thorsvej 11 ; 8850 Bjerringbro Oplag: 275 ISSN : Deadline til næste nummer: 5. august 2005 Tema : Rejseformer Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: Formand: Søren Padkjær, ad resse s. 70 De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk I bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Indhold: Et festligt tema Næste tema : Rejseformer Noget om voodoo Arne Runge Bryllup i Batuan p~ Bali Kirsten $varre r P~sketraditioner i Polen Ewa Bvlinska Adam' s Peak, Sri Lanka Erik Futtrup P~skefejring i Filippinerne Søren Bonde Møder i glimt med kulturelle ceremonier i Vestafrika Knud Bach Udspring i evigheden - Naghol p~ Va nuatu Jakob Linaa Jensen 24 En særdeles festlig katolicisme Lars Munk Filmanmedelse : Den ultimative udfordring Svend Garbarsch De sm~ tæppetissere Katrine Thiesen 27 Lamaen har ogs~ fødselsdag 29 John Lau Jensen Det oprindelige folk Nikolaj Witte Semana Santa, Antigua Guatemala Sisse Skipper Andersen 35 Til bryllup i Uzbekistan Kenneth Hvolbøl Kan nibalen inviterer p~ middag John Lau Jensen En rejse til fortvivlelse og h~b Per Jørgensen Mellem lig og maiaria myg Rasmus Krath 48 Der er liv i Lviv 51 Henrik Døcker Indokina Per Allan Jensen 54 Uddrag af rejsebreve fra Filippinerne Jette Torp Sponsornyt og medlemsrabatter Boganmeldelse: Eventyrløs fod rejse Henrik Døck er Mine 10 mest mindeværdige eksotiske tømmermænd - og historien bag.... Lars Munk 62 Mine 10 bedste lande Sisse Skipper Andersen 64 Mine 10 bedste photo locations Pet er Højmose 66 Cafe Globen Martin Anker Nielsen Afholdte arrangementer Nye medlemmer Klubbens kontaktpersoner GLOBEN nr. 20/ juni

3 Et festligt tema Næste tema: rejseformer S;,m ny redaktør af Globen va r j eg lidt nervøs. Mon andr nd J IWIlIl ' "., li JiU I II I kllllur Ile ceremonier" sa spændende, at de havde lyst t,l at berette om d t? D nn b ky l11dn J vl lto I I V -lil liv Inødlg. Fra første dag væltede det ind med artikler med interessa nte, morsomm g f 'lind rll pi viii n. De r er ingen tvivl om, at mange af jer har fået "en på opleveren" genn m d Il ag I I, II '" l remonier rundt om i verden. En af klubbens store forcer er mangfoldighed blandt medlemmerne og deres meget forskellige rejseformer. Valget af rejseform er afgørende, fordi det medfører en række muligheder men også begrænsninger, som man kan være sig mere eller mindre bevidst. I dette nummer kan du blandt andet bli ve lidt klogere på påsketrad ition rr' I Po l n, hvor d re at blive våd, komme til Da lai Lama s fødselsdag, eller hvad med at deltage i et bryllup i Usb kl t n, Iwor cl r b t mt ikke manglede våde varer? Du kan også komme med til påskefejringer så forsokellige steder om uat maia og Fil ippinerne, og meget, meget mere. Bladet er fyldt med godter, so m blot venter pa, at du sætter t nd rn I d m. God fornøjelse til alle jer læsere, og tak til alle, som har bidraget med en god histori e. Næste nummer Inden I nu alle fatter pennen og begynder at forfatte en artikel til næste nummer så vil jeg bede jer genlæse de to indlæg "artikelopskrift til Globen" og "et lille hjertesuk fra korrekturlæseren", som var med i sidste nummer af Globen. I kan alle lette vores arbejde med Globen, hvis I følger disse retningslinier. Jeg vil kort nævne et par stykker, som giver en del ekstraarbejde til redaktionen, og som en del stadig ikke følger: Måske er du typen, som ikke kommer nogen steder medmindre firmaet betaler? Eller du rejse r helst alene for bedre at kunne bestemme selv og udleve dine mest eksotiske lyster? Foretrækker du at rejse med en partner for større sikkerhed og mindre ensomhed og for at have en at dele oplevelserne med? Eller slæber du hele din stakkels familie inklu sive nyfødte datter langt uden for lands lov og ret akkompagneret af venners undrende hovedrysten? Måske hører du til dem, som synes at planlægningen af rejsen er halvdelen af den hele oplevelse, eller du skruer op for chartercharmen og slipper for at løfte en finger! Hvilken rejseform du end foretrækker, hører vi meget gerne fra dig til dette kommende tema. Med venlig hilsen redaktørerne af næste nummer, Artikel, billedtekst og evt. infoboks sendes i separate filer - altså ikke en lang fil. Vær omhyggelig med jeres billeder. Send dem i høj opløsning (min looox1500 pixels). Kør en stavekontrol og ret de mest åbenlyse stavefejl. Slet eventuelle dobbeltmellemrum mellem ord. Varme sommerhilsener fra redaktionen Sommeren nærmer sig, og mon ikke mange vil benytte lejligheden til at komme ud og opleve verden? Til alle skal der lyde et "ha ' en god og berejst sommer" her fra Globens redaktion. Jeg håber, at I alle vender tilbage med rygsækken fuld af nye ideer til inspirerende artikler om rejselivet. Lif/e Julie plj besøg i laotisk landsby. Søren Bonde og Claus Qvist Jessen At rejse med børn gør utvivlsomt rejselivet en del anderledes, men langt 'ra umuligt. Selv CiJnadisk laksefiskeri kan Jade sig gare, her demonstreret af10 mdr. gamle Simon, der hjælper godt til, mens far Claus poserer med en 4-5 kgs. keta/aks (ra Stave River. \ l \\, på gensyn - Pernille Fiih De onde /Jnder indsamles i plastiktal/erkner mens tilskuerne tager det helt roligt. Siberut. Foto: Nikolaj Witte Procession Palmesøndag, Guatemala Foto: Søren Bonde.. Foto: Claus Qvist Jessen Foto: Sisse Skipper Andersen GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni 2005 s

4 Noget om voodoo Tekst og foto: Arne Runge Vil du med til en ceremoni i morgen eftermiddag, spurgte kongen. Ja tak, det vil jeg mægtig gerne, svarede jeg. Dagen før var jeg uden at vide det - fiyttet ind hos kong Jean Constant Adjolohoun af Abomey, en konge for en vestafrikansk stamme med ældgamle rødder. Deres område var nu en del af landet Benin. Det viste sig nemlig, at det lille gæstehus ude i junglen, hvor jeg lige var fiyttet ind, var ejet af kongen. Han kom forbi om aftenen i sit fiotte kongetøj og bød på en øl. Je suis le Roi, sagde han højtideligt, da han præsenterede sig. Og jeg er ejer af hotellet. Han viste mig sit fotoalbum med fotos af kroningen, som foregik under en voodoo ceremoni. Alle undersåtterne bøjede sig for os, når de gik forbi. Næste eftermiddag gik vi så til voodoo. Kongen fortalte mig om ritualerne og forklarede mig, at der godt nok er en Præsident i Benin, men at alle stammer også har hver deres konge, og at kongen er højt agtet af sine undersåtter. Det kunne jeg bestemt også mærke, både under ceremonien og da vi gik i gaderne, folk bukkede ydmygt, når de så ham. Ordet Voodoo stammer fra det afrikanske ord "vudu" der både betyder usynlig kraft og guder. Tilhængere af voodoo tror P~I at naturen er fyldt med åndevæsener og usynlige kræfter. Ved at give offergaver til guderne kan man få dem til at hjælpe sig. Ondskabsfulde og farlige ånder kan man på den anden side holde på afstand ved hjælp af magi og trolddom. De tror på, at naturen er magisk, at alting i universet er forbundet på en usynlig og uforklarlig måde. Hvis man f.eks. tager nogle hovedhår fra et menneske og sætter dem på en dukke, så vil dukken på magisk vis stå i forbindelse med dette menneske. Hvis en troldmand nu stikker nåle i dukken, vil mennesket føle nogle stærke, stikkende smerter og måske dø. Magien virker over alle afstande, så dukken og offeret kan sagtens befinde sig på hver sin side af jordkloden. Dette er grunden til, I USA kalder man voodoo for hoodoo eller juju. på Cuba kaldes den Sa nteria. En stor del af verdens måske 100 millioner voodoo-dyrkere lever i Brasilien. Her har troen fået mange navne, bl.a. Macumba, Santeria, Lucumi, Umbanda, Candomble og Quimbanda. Quimbanda er en særlig ondskabsfuld form for voodoo, hvor man tilat man skal afievere lidt hår og nogle neglestumper til Voodootemplet, når men bliver optaget. på den måde bevarer præsten altid en vis magt over medlemmerne. Voodoo ligestillet med islam og kristendom I 1996 meddelte Staten Benin, som den første i verden, at voodoo nu var ligestillet med kristendom og Islam. Benin - som tidligere hed Dahomey bliver kaldt voodooens vugge. Landet har fem millioner indbyggere, og over tre millioner af dem er voodoo tilhængere. Blandt dem er osse Benins Præsident. Da han for nogle år siden led af dårlig ryg, blev han behandlet af både læger og voodoo præster. Voodoo blev med slaverne fra Vestafrika ført over til de sydlige stater i USA, til Mellemamerika, til Vestindien og til Sydamerika. Nogle steder blev voodoo troen særlig stærk, og her kan man møde den endnu i dag. Det vigtigste voodoo sted er det lille, fattige land Haiti, der oprindelig var en fransk koloni. Der er fiere grunde til, at voodoo altid har haft stor betydning på Haiti. Slaverne på Haiti biev behandlet utroligt grusomt. Man brugte alle mulige former for tortur for at få slaverne til at være lydige. Det førte til mange oprør på den lille ø. Det betød osse, at slaverne blev endnu mere stolte af deres religion, så det var svært for de hvide præster at gøre dem kristne. Herskern e over Haiti Mig og Jørgen Leth til voodoo ceremoni i Haiti brugte osse voodoo som et middel til at skræmme befolkningen, så alle forholdt sig i ro. Voodoo troen fortæller, at livet er farligt. Det er f.eks. farligt at være ude i middagssolen. Når solen står højt på himlen, kaster man nemlig kun en meget lille skygge. Hvis skyggen pludselig er helt væk, betyder det, at sjælen har forladt kroppen. Der er osse farligt at blive våd i ansigtet eller på hovedet. Vand kan trække sjæien til sig og opløse den, voodootilhængere mener, at sjælen sidder i hovedet. Og i Benin fik jeg fik aldrig tilladelse til at fotografere voodootilhængere efter mørkets frembrud. på Haiti har slavernes gamle religion beholdt navnet voodoo. Denne afrikanske tro på guder og magi findes i alle de lande, som slaverne kom til, men mange steder har troen dog fået et andet navn. beder guden Exu, der i virkeligheden er den samme som de kristne kalder for satan. på jagt efter voodoo og zombier Jeg stod af tap-tappen, pick-upbussen, halvtreds kilometer syd for hovedstaden, Port au Prince. Midt i junglen. Her mødte jeg Mister Wilson og hans store sorte familie, kone og ti børn. Han inviterede mig til at bo i hans hus. Hans engelsk klingende navn havde han fået fra sin tip-tiptip-oldefar, som var slave og»ejet«af en "blan", som de hvide kaldtes. Denne hvide mand hed Wilson, og det kom alle hans slaver til at hedde til efternavn, da de blev frie efter slaveriet, fortalte han. Jeg blev tre dage på hans lille junglefarm, endnu et lille paradis på jord. Han fortalte mig en masse om landet, zombier og voodooreligionen. Han var selv voodootilhænger og overbeviste mig om, at det gjorde ham stærkere og bragte ham held. Voodoo er bestemt ikke en ond religion, som nogen p~st~r, men en meget smuk religion, forsikrede han mig. Han kendte mange zombihistorier, men havde aldrig selv mødt en. Da jeg forlod hans lille junglefarm, fyldte han min rygsæk med bananer, appelsiner og mangoer. Jeg lovede at komme tilbage en dag. Jeg fik godt nok nogle oplysninger om zombier og voodooceremonier, men havde stadig til gode at opleve det, så jeg besluttede at tage til Jacmel, hvor jeg vidste, at den danske filmmand Jørgen Leth for nylig var blevet Konsul Honoraire - æreskonsul. Han måtte da vide noget, tænkte jeg. Jacmel var også en stor by, men alligevel helt forskellig fra Cap Haitien og Port au Prince. Den var mere provi nsagtig, og af en eller anden grund va r den ikke så fattig som de andre byer. Faktisk var det en skøn, skøn by. Det syntes Jørgen Leth også, fortalte han mig, da jeg besøgte ham den næste dag. Mig og Kongen af Abomey - understjtterne bøjede sig for os, nljr de gik forbi Jeg præsenterede mig som Arne Runge, fra De Berejstes Klub. Jeg ved ikke, om det var det, der åbnede døren, det har det jo gjort før, men sikke en modtageise jeg fik. Jeg va r ellers vant til, at ambassaderne rundt om i verden hellere så en backpackers hæl end hans tå. Men sådan var det slet ikke på det danske konsulat i Jacmel på Haiti. Velkommen, vil du have en kop kaffe og en Havanna cigar, spurgte Jørgen Leth. Ja tak, det ville jeg meget gerne. Jørgen var faktisk midt i sit arbejde. To smukke piger fra Nordisk Film, Marianne og Camilla, var på besøg for at snakke om en film, de sammen var ved at lave. De havde alle hørt om vores klub og var meget interesseret i at høre mig fortælle om den. De begyndte alle tre omgående at tælle lande, men det kneb med at nå op på antallet for at blive medlem. Inden jeg brød op spurgte Jørgen, om jeg havde lyst til at komme til middag samme aften. Det havde jeg naturligvis. Jeg mødte op i mit fineste tøj, et par rene cowboybukser og en ren langærmet cowboyskjorte. Og vand i håret. Udover Jørgen og de to piger fra Nordisk film, var der en kvindelig fransk fotograf med sin haitianske kæreste. Kokken havde fremtryllet en fin lokal middag med lokale vine, og snakken kom hurtigt ind på voodoo. Jørgen havde boet elleve år på øen, og blandt meget andet havde han sammen med det lokale politi- investigeret to sager om mennesker, der var blevet gjort til zombier, hvilket der her i landet var dødsstraf for. Den ene sag handlede om en ung pige, som pludselig blev syg og døde. Fire år senere var hendes bror på en rejse til en anden landsby, og pludselig fik han øje på søsteren, som stod og arbejdede på en mark. Hun så meget forandret ud, men han va r sikker på, at det var hende, og gik straks til politiet. Politiet undersøgte sagen sammen med Jørgen, og det viste sig, at det var hende og at det var hendes stedfar, der stod bag. Han havde givet hende et pulver, som gjorde hende skindød. Alle troede, at hun var rigtig død, så hun blev hurtigt begravet, som skik er i varme lande. Men om natten blev hun, af to medskyldige, gravet op igen og fik noget modgift. Hun var så blevet solgt som slave til en mand, der boede langt fra familiens landsby. Det var her broderen havde fundet hende. Hun kom tilbage til familien, og med hjælp fra en lokal kristen præst har hun nu fået det meget bedre, men er stadig dybt hjerneskadet og husker intet fra sit tidligere liv. Det var faktisk det tætteste jeg kom på zombier. Til voodoo ceremoni på Haiti Efter middagen blev vi enige om at tage til voodooceremoni. Det er skik og brug at medbringe en gave til værtinden, der afholder ceremo- GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni

5 I nien, sagde Jørgen, så vi medbragte en flaske rom. Det gjorde de andre gæster asse, s~ der var mange flasker på gavebordet. Da vi havde sat os, blev flaskerne budt rundt. Alle tog et nip, når en flaske kom forbi, jeg tog en slurk. Der kom mange flasker forbi. Folk begyndte at danse, og flere af de omkring tohundrede gæster kom i trance og opførte sig som svømmende fisk eller hoppende frøer. Jeg blev godt fuld, dansede, hoppede og svømmede med i flere timer, men desværre kom jeg ikke i trance, til gengæld blev jeg piakatfuld. Blandt mange rituaier blev der ofret haner, og vi drak det varme blod. Jeg føite mig som en vampyr. Voodoomusikanter trommede med Litteratur hellige trommer. Den ensformige og høje musik var med t il at skabe en trance hos voodoodanserne. Nogle af danserne følte, at de blev besat af guder og ånder, når de dan sede. Jeg var flere gange selv ved at miste tidsfornemmeisen. Men det var nok rammens skyld. Jeg tilbragte mange timer de næste par dage sammen med Jørgen og fik alle de oplysninger om landet, regeringen og befolkningen, zombier og voodooceremonier, jeg kunne ønske mig. Jeg læste hans bøger, så hans film og blev lige så grebet af Haiti, som Jørgen, der nu har boet her i elleve år og formodentlig bliver her, Flere rejsenørde-klubber til han skal bæres bort. Jeg fik som sagt ikke set nogen levende zombier, selvom jeg nu ved, at de findes. Der var vist ikke ret mange. I øvrigt var det Hollywood, der stod bag de fleste rygter om zombier, fortalte Jørgen Leth. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden så en musikvideo med Michael Jackson, hvor tusinder af zombier kom kravlende op af deres grave og dansede med. Ren fiction som så mange andre film og bøger om voodoo og zombier. Men jeg fik deltaget i en voodooceremoni og jeg fik Jørgens udsagn om, at der fandtes zombier. Det var jo faktisk derfor jeg var taget til Haiti, så missionen var opfyldt. Klaus Aarsleff: Voodoo - slavernes magiske religion. (1998) mysteriet om magt og trolddom (1995) Maurice Bessy: I skyggernes verden. Magi og overtro. (1967) Arthur C. Clarke: Illustreret videnskabs Store Bog Om Mystik (1996) Arne Falk Rønne: Klodernes forunderlige mysterier. (1991) Poul Fersling: Mystikkens verden. (1992) Thorkild Hansen: Slavernes kyst. (1967) Slavernes skibe. (1968) og Slavernes øer. (1970) Jens Laigaard: Mystik og Magi. (1989) Trolddom. 1992Magiens kraft. (1993) Aage Krarup Nielsen: Sorte sorgløse Haiti. (1956) Palle Petersen: Danskernes slaver. (1983) William B. Seabrook: Mysteriernes ø (1950) Caroline Young: En verden af mystik (1996) I Globen nr. 17 fortalte Claus Qvist på underholdende vis om "TravelIers Century Club" ( rycl ub. o ~g ), der opererer med 317 "lande" (="steder") og hvor et sted betragtes som besøgt, så snart man har betradt det. I Politiken d. 22. maj faldt jeg over en lille notits om endnu en af slagsen, nemlig ( an.com), der er hjemmeside for "The Worlds Most Travelied People". Her opereres med ikke mindre end 572 "steder", men det løber naturligvis hurtigt op, når man f.eks. medregner samtlige USA's stater samt (i Grækenland) de Ioniske og de Dodekanesiske øer. Klubbens højdespringer er Charles Veley fra San Fransisco, der - i en alder af kun 39 år - har besøgt 498 (svarende til 87%) af de nævnte lokaliteter. Prøven gang at aktivere linket "See Charles's 5-year odyssey", det er virkelig underholdende at se på og må have indbragt ham flybonuspoints nok til at dække en normal rejsendes behov for hele livet. Men frygtelig ærgerligt at tænke på, at manden har taget et fly til f.eks. Grønla~d og Galapagos, blot for at tage det næste fly tilbage igen. Eller "besøgt" København, Stockholm og Pans pa samme dag I Per Allan Jensen Bryllup Tekst og foto: Kirsten Svarrer I Det er varmt, vi sidder i indergå rden hos Wayan Supir og betragter alle de mange mennesker, der har indfundet sig for at overvære brylluppet hos Wayan Supir. De unge, Nyoman og Wayan Nini, som det hele handler om, er klædt i traditionelle indonesiske klædedragter, men dog ikke brudedragter, som v i har set det ved andre bryllupper på Bali. Vi tror, at de ikke er klædt i glimmer og glamour, sådan som vi har set ved andre balinesiske bryllupper, fordi Wayan Nini er gravid. Men det er et gæt, som skal vise sig ikke at holde stik. Der er en præst tilstede, og det unge par gennemgår et ritual, som præsten dirigerer, mens vi andre blot er tilskuere. Der er en gryde hængt op over et fiktivt ildsted, som de to unge går rundt om. Det virker, som om de unge skal indvies til det at have et fælles praktisk liv. Nyoman og Wayan Nini gør, hvad de bliver bedt om, selvom de virker lidt beklemte ved situationen. Da ritualet er overstået, får præsten sin betaling og forlader selskabet. Fiil fotograferer på livet løs, vi andre fire betragter og bliver betragtet. Mange ting undrer os, og da ingen i selskabet er gode til engelsk eller synes, at det er vigtigt, er vi overladt til vores sparsomme viden og fa ntasi, men det er nu egentlig også meget godt nogen gange. Vi har læst om den balinesiske hinduisme, men det giver ikke svarene på alle vores spørgsmål. Vi føler, at vi er gæster på lige fod med de øvrige, ingen tager specielt notits af os, eller kigger mere på os end v i på dem. Vi afleverede vores gave da vi kom, og den er blevet placeret sammen med alle de øvrige gaver. Vi har inden festen forhørt os om, hvad der ville være en passende gave og har fået at vide, at vi skulle gå til en af de lokale handlende og købe en af de indpakkede gaver på hylden. Pakkerne på hylden er i forskellige størrelser og man vælger Batuan på Bali en, der passer i prisniveau. Vi ved ikke selv, hvad der er i pakken, blot at det er noget til huset. Gaverne bliver ikke pakket ud hverken nu eller i den nærmeste fremtid. Gaverne indeholder husgeråd og bliver pakket ud efterhånden, som man mangler noget. Man er bare ikke så materielt fikseret, som vi i vesten. Wayan Supir er et gammelt bekendtskab, som Fiil gjorde på sin første rejse til Bali i Wayan Supir er risbonde bosat i Batuan, ikke langt fra Ubud, sammen med sine to koner, den yngste søn og hans unge smukke kone. Wayan Supir er også maler og danser. Vi skønner, at han er en meget dygtig maler, ud fra de mange malerier, vi har stiftet bekendtskab med. Vi har besøgt Wayan flere gange i hans hjem, og intet er forandret siden De to koner sidder med bare overkroppe og fletter bedekurve, som de sælger på markedet. De sidder i skygge under halvtaget i gården, som alle husets rum vender ud til. De laver te tilos på det store støbejernskomfur, når vi kommer på besøg, men deltager ellers Bruden Wayan Nini ikke aktivt i samværet. Hjemmet er sparsomt møbleret uden at virke fattigt. Festen er i fuld gang, og der bliver givet signal tilos om, at vi skal følge med flokken. Der er stor munterhed, fnisen og pjatten. Vi fatter ikke en lyd, andet end at mænd og kvinder deler sig og indkredser det unge brudepar, guider dem ned til vandingskanalen under tilråb og latter. De unge er lidt generte over alt postyret, men kender proceduren, ser det ud til. Det unge par bliver sendt ned i kanalen, hun ved broen, han 50 meter længere oppe. Nyoman tager sit tøj af, og det bliver sendt ned til Wayan Nini. Hun samler det op, skyller det og vrider det. Da Wayan Nini er færdig med at ordne Nyomans tøj, vasker hun sig i floden og får udleveret nyt tørt tøj. Vi kan se, at det er helt nyt, da noget af det endnu bærer prismærker. Hele denne ceremoni foregår under stor tumult, som en slags polterabend. Herefter går hele selskabet tilbage til huset og venter. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 S GLOBEN nr. 20/ juni 2005 g

6 Denne pause, som vi ikke kender længden på, giver mulighed for eftertænksomhed. Wayan, Made, Nyoman og Ketut, fire navne, som vi støder på igen og igen. En venlig sjæl har fortalt, at den førstefødte i en familie - uanset om det er en dreng eller en pige - bliver kaldt Wayan, nummer to Made osv. Det er selvfølgelig simpelt og nemt lige ved første øjekast. Problemerne opstår imidlertid hurtigt, da der bliver mange med samme navn, og navnet heller ikke fortæller, om vedkommende er mand eller kvinde. Den førstefødte og det femte barn hedder også det samme, da man blot starter forfra, når navnerækken er brugt. Har en mand to koner, som Wayan Supir, hedder det første barn med hver af de to koner Wayan. Heldigvis har de fleste også et mellemnavn. så sker der noget igen. Ud af et af soveværelserne træder en meget sm uk Waya n Nini. Hun ligner nu en rigtig ba linesisk brud, fint klædt på og med gu ldblade i håret. Hun er så sm uk og sm iler et sm il, som overstråler det hele. Borte er genertheden, og tilbage står en - for os at se - lykkelig ung kvinde, der gifter sig med den mand, hun har valgt. Vi har lært de unge lidt bed re at kende, da Wayan Nini har undervist Silke i balinesisk dans og Nyoman har væ ret med flere gange. De taler lidt engelsk. Vi skal igen af sted. Vi skal hen til naboen, her har vi været før for at se en kunstudstilling, da vidste vi ikke, at det var Waya n Ninis o far, der boede her. Det er ogsa her, at familietemplet befinder sig. Waya n Ni nis mor er død og faren gift igen. Wayans familie har ikke deltaget i bryllu ppet indti l videre, og selve tempelceremonien virker da også ganske uhøjtidelig for andre end de direkte involverede. Folk går lidt til og fra, snakker, ser fjernsyn og børnene leger. Vi observerer og undres. Wayans halvbror, som ka n noget engelsk fortæller, at det er ganske normalt og at Nyomans familie har overtaget forpl igtelsen for Wayan Nini, og derfor er det dem, der står for hele ceremonien. Selve tempelceremonien bliver styret af en præst og Nyomans forældre. Uhøjtidligheden er bare en livsstil. Da Wayan Supir kom og fortalte, at Nyoman og Wayan Nini skulle giftes, og han nu var ude for at samle penge ind til brylluppet, undrede vi os over, at Wayan Nini al lerede var flyttet ind i Wayans Supirs hus. Nixpille! GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 Ceremoni i familietemplet De unge skulle giftes, fordi pigen var gravid. Det va r ikke så godt, uden at det dog virkede som nogen katastrofe. Pigens familie syntes ikke, at Nyoman var et passende parti, se lv om de to unge var fætter og kusine. så var der problemet med brudeprisen. Brudgommens familie giver en brudepris, og den kunne Wayan Supir umuligt betale til denne mere velstående familie. Dette li lle problem løste man ved, at Wayan Supir en nat - på sin lille knallert - kørte ned og stjal bruden og hjemførte hende til sin bolig. Dette løste begge familier fra et dilemma, og derfor var bruden allerede installeret i sit nye hjem før brylluppet. Den balinesiske kultur er forunderlig og praktisk. s å blev det spisetid. Vi var både sultne og tørstige. Der blev serveret ris, satay lavet af svinekød og vand. Det var enkelt, stærkt og godt. Vi sad hos Wayan Supir, rundt omkring, hvor vi nu kunne finde plads. Mange gæster fik mad med i en beholder til dem derhjemme. Der blev bespist rigtig mange til det bryllup. Der var slagtet en hel gris, og den blev spist. Da familien ikke havde køleskab, var det jo også nødvendigt. Der bliver ikke spist kød så ofte i disse familier, så det var en rigtig festmiddag. Hele dagen havde vi nu været til bryllup, og selvom der var meget, vi ikke forstod og børnene syntes, at det ind imellem va r kedeligt, er det all igeve l en af de oplevelser, vi ser t il bage på med glæde og en oplevelse af, at livet er mangfoldigt og farvestrålende. 10 Påsketraditioner i Polen Hvordan man kan beskytte sig imod traditioner og især»den Vilde Mandag«Tekst: Ewa Bylinska Foto : pjecen AB ova -Pfiske i Polen Hver gang jeg før påsken åbnede en polsk kogebog, fandt jeg en opskrift ka ld et "Billig påskebagværk". Efter at have læst den første sætning, som lød: "tag 60 æg...", lukkede jeg bogen med et smæk og lovede mig se lv, at det måtte være slut med traditionerne fra nu. [ de forskellige polske regioner fejres påsken med flere brogede og forskell ige skikke. De vigtigste er udsmykning af æg, indvielse af påskemad, overdådige måltider med flot dækkede borde samt "Den Våde Mandag", også kaldet "smigus-dyngus". Den enorme mængde mad på påskebord et i Polen i gamle dage giver det bedste billede ved fø l gende beskrivelse : "Midt på bordet hviler fire stegte vildsvin omgivet af en krans af farserede smågrise - enhver af dem med et æble i trynen. Gigantiske lårstykker af enebærrøget skinke flettes sammen med kæmpe stykker af lammesteg, v ildt, harepostej og hjemmelavede pølser på flere kilometers længde rullet malerisk sa mmen. Desuden er bordet pyntet med utallige farvede æg, som er forsynet med mønstre ved hjælp af voks. på fade så store som møllehj ul stables pirogi (en slags ravioli) dækket tykt med flæskesvær. Midt I det hele skinner 12 sølvkander (et symbol på 12 måneder) med vin fra Cypern, Spanien og Italien. Der står 365 (symbol på 365 dage I året) krystalkarafler med ungarsk vin. Dernæst kommer der 365 forske llige kager på bordet, bl.a. "ba by", som er så høje, at de næsten når loftet, og "mazurki" omhyggelig pyntet med sukkerglasur. Dertil drikker man mjød af ka rafler (antallet af t imer i, ret). Selvom dette overdåd ig e madorgie ikke har overlevet i dag, er de polske påskeborde stadig væk så mættende, at påskegildets deltagere ofte ender på skadestuen. Hvis man vil undgå dette, må man holde igen med at æde. Udsmykning af æg og indvielse af påskemad er en ældgammel tradition, som går helt tilbage til t iden fra før år Dagen før påskemorgenmad bærer man en flettet kurv til kirken, pyntet med en hvid brodere~ serviet, som indeholder symboler pa påskebordet: farvede æg, et stykke nybagt brød, røgede skinke, pølser, der lugter af hvidløg, og en lammefigur i sukker. Kurven stilles på et bord foran alteret. Præsten venter t ålmodig på, at bordet fyldes op af menighedens kurve, og sprøjter derefter højtideligt det hellige vand over de medbragte fødevarer. Først efter denne ceremoni kan familien sætte sig til bordet og påbegynde påskegildet. Mens man som barn syntes det var morsomt og spændende at gå med sine forældre gennem byen til kirken for at få æggene stænket med vievand, prøvede vi at slippe for proceduren efter vi havde nået pubertetsa lderen, hvor vi blev sendt alene i kirken. I stedet for at va nd re gennem byen og gøre os latterlige, listede vi os ned i kælderen og sprøjtede "Guds gaver" med poste- Ve/signelse afafgrøder og p3skemad vand for derefter at stille kurven med æggene på familiens festbord. Vi trøstede os med, at øjne der ikke ser, heller ikke får ondt i hjertet. Det var dog ikke alle skikke, vi kunne beskytte os så iet imod. Den tredje påskedag, den såkaldte "Våde Mandag" eller "smigus-dyngus", var svær at komme udenom. på denne dag ønsker man at være usynlig, når man sniger si g langs husmurene på byens gader. Ved enhver krog, i vinduer, bag døre eller på hustage skjuler sig nogen med en spand koldt vand. Uanset om man er mand eller kvinde, uanset alderen, vejret og påklædningen risikerer man at blive våd fra top til tå. Navnet smigus-dyngus, som bruges den dag i dag, markerer to forskel lige ældgamle skikke. "Smigus" går ud på at slå hinanden med grønne grene eller sprøjte hinanden med vand for at bevare skønhed og vække de vitale kræfter. Navnet stammer sandsynligvis fra det tyske Schmechosten. Smechen (at slå) + Osten (påske), dvs. at slå til påske. "Dyngus" stammer fra det tyske verdingen, som frit fortolket betyder at købe sig fri. I ungdommens muntre påskeoptog får disse skikke fællesnavnet smigus-dyngus, hvor sprøjtning med va nd er det vigtigste element. Især på landet, men også i byerne, sprøjter de unge mænd GLOBEN nr. 20/ juni

7 I En ung mand kaster vand efter to piger. Postkort 'ra 1932 vand på udvalgte kønne piger. Jo mere vand, des større ære for pigen. Adam's Peak Uanset om man bor i Polen eller er på besøg der, kan man ikke beskytte sig mod den barske skik. så hvis nogen af jer planlægger en påskeferie i Polen, vil jeg råde jer til at forlade landet før "Våde Mandag". Forskellige medlemsskaber af De Berejstes Klub Ved samtaler med medlemmerne opdager jeg ofte, at disse har et mangelfuldt - eller nærmest helt fraværende - kendskab til de forskellige typer af medlemskaber, som klubben giver mulighed for. Derfor denne lille klumme, der forhåbentlig kan kaste lys over forholdene. Hvis vi går en håndfuld år tilbage i tiden, så var der kun en slags medlemskab, og dette kunne opnås, såfremt man havde besøgt mindst lige så mange lande som ens alder (dog mindst 25 - senere sat op til 30), passeret ækvator, besøgt mindst fire kontinenter samt besøgt mindst to NYE lande inden for de seneste to år. Smukt og enkelt regelsæt, som dog - efter manges mening - udelukkede en masse interessante og særdeles berejste mennesker, som måske ikke helt havde besøgt lande nok, men som så til gengæld havde erhvervet et dybtgående kendskab til visse lande/områder. Dette førte til, at vi - på en generalforsamling - vedtog at ændre vedtægterne, så den slags mennesker kunne optages via den såkaldte "B-ordning" (dårligt navn, men endnu har ingen fundet på noget bedre). Ansøgninger bedømmes i hvert enkelt tilfælde af bestyrelsen, og optagelse kræver flertal i denne. Vi har de forløbne år optaget otte medlemmer via denne ordning (den niende er lige på trapperne), hvoraf i hvert fald fire i mellemtiden også har opfyldt de "almindelige" optagelsesbetingelser. De nævnte medlemmer kan I øvrigt kendes ved, at deres medlemsnummer er skrevet i kursiv med et punktum efter på listen 'Div. Data' under hjemmesidens punkt 'Lister, Statistik'. Næste skud på stammen var indførslen af begrebet "passivt medlemskab", hvilket først og fremmest var begrundet i et ønske om at lade Globen (der i mellemtiden havde udviklet sig til et stort, flot og indholdsrigt medlemsblad) komme en bredere læserskare til gode. Passive medlemmer modtager globen fire gange årligt og har stort set de samme fordele af klubbens sponsoraftaler som "de aktive" (pt. med Gouda-rabatten som eneste undtagelse). De passive har IKKE nogen form for medbestemmelse i klubben og kan almindeligvis IKKE deltage i medlemsmøder, der som oftest afholdes i medlemmernes private hjem og derfor er underlagt nogle pladsmæssige begrænsninger. Af og til afholdes dog specielle møder, hvor pladsen ikke er så trang (fremover f.eks. i Cafe Globen), og her vil de passive medlemmer blive inviteret med. Vi anser de passive medlemmer for at være særdeles vigtige for klubbens drift. Først og fremmest fordi de er med til at øge Globens oplagstal, således at vi til stadighed kan forbedre dennes tekniske kvalitet samt give større værdi for de sponsorer, der annoncerer i bladet. Men også fordi de passive medlemmer er med til at "sprede budskabet" til en endnu bredere kreds, så vi kan få endnu flere medlemmer osv. Jeg vil derfor endnu en gang opfordre jer alle til at hjælpe med at hverve nye passive medlemmer. Der må være masser af rejseinteresserede mennesker i jeres omgangskreds, og fordelene er indlysende: Bare en ugentlig drink i Cafe Globen vil give en årlig besparelse næsten svarende til kontingentet (pt. 300 kr.), og så er der jo også alle de andre sponsorrabatter, for ikke at tale om, at Globen bliver bragt lige til døren fire gange årligt. Og endelig er der muligheden for at deltage i udvalgte arrangementer. Overvej også at bruge et medlemskab som jule- eller fødselsdagsgave til rejseinteresserede venner. I så fald vil vi fremsende det nyeste nummer af Globen, som så kan overrækkes på selve dagen. Per Allan Jessen Tekst og foto: Erik Futtrup Og det er lige præcist sådan, det er - vi vandrer op af de belyste trappetrin, og undervejs møder vi pilgrim me, der messer, og børn, der synger pilgrimssange, som forældrene synger for på. Bjergets cikader synger med. Det næste hjørne, vi runderi ~benbarer endn u n Buddhafigur. Et sted er vegetationen indhyllet i sytråd. Legenden fortæller, at Buddha rev sin kappe Il er. Mange gør et stop for at sige n lille bøn. Der er små boder hele vej en op. Man kan få en kop te, købe ouvenirs eller bare hvile sig lidt. Efter tre timers vandring når vi topp. n. Her finder vi en lille klokke, som man må ringe med det antal ga nge, man har besteget bjerget. Ma nge pilgrimme har været her flere ga nge. Det giver gode fortjenestepoints. 7 gange skulle give adgang Ul Nirvana. Fortrin svis buddhister, men også hinduer, muslimer og nogle få backpackers valfarter hertil. Mange for at se fodaftrykket på bjergets top (her skal man ikke stille alt for mange kritiske spørgsmål til, hvorfor det lige er, at fodsporet er 1V, meter langt). Buddhister mener, Buddha satte af herfra med kursen mod Indien. Hinduerne derimod tror, at Shiva besøgte øen længe før, mens muslimen siger, det var her, at Adam landede, da Allah sendte ham ud fra Edens have, deraf bjergets navn. Pilgrimmene starter vandringen før midnat. på bjergets top omslutter nattekulden dem. De mindst troende skynder sig ned til det varme udgangspunkt, de udholdende ofrer en blomst til fodaftrykket eller deltager i en kort poyaceremoni for derefter at krybe sammen i en krog og spejde efter solens første stråler. Og hvilken belønning, der venter os. Adam's Peak fra syd, halvvejs nede»en Fuldmaaneaften, ved Poya-Maane, skal Pilgrimstoget ses. Da lyser Bjærget af tændte Fakler, Lysskær flakker over Klippestier og Stentrin, og Fjældsidens Vegetation aabner sig som Drypstenshuler. Videre gaar det, under hellig Sang og styrkende Hosianna-Raab... Sadhu, Sadhu, Sadhu - lyder det ud over Dalene, hvor Ekkoet slaar tilbage, som om Bjærgets Aander gav Gensvar... «Hans Hartvig Seedorff, Ceylon - vort tabte paradis. Naturen under os åbenbarer sig hele vejen rundt, og vi føler, at vi er på toppen af verden. Nogle få af os forlader modstræbende den opstigende sol for at kigge mod vest, hvor bjerget i nogle få minutter kaster en perfekt pyramideskygge ned over landskabet, inden det stadigt stærkere sollys sletter den ud igen. Måske den kristne Gud der også vil vise sig på bjerget. Rejsenoter Pilgrimssæsonen er' en lang religiøs begivenhed, hvor man er inviteret til at kigge forbi. Stemningen, naturen og bjerget, hvis tinde titter frem blandt te-plantager og indbyder til en tur til toppen. Sri Lanka holder 3 religi oners helligdage og alle fuldmånedage (Poya) - 25 dage pr. år. på Poya -dagene GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni

8 kan der være tusinder på bjerget, andre dage måske nogle hundrede. Jeg har været på Adam's Peak tre gange, og hvert besøg har været noget særligt. Påskefejring I Filippinerne Nordruten Det er ikke svært at komme til Adam's Peak. Langt de fleste kommer fra nordsiden, med bus eller bil via Kandy-Nuwara Eliya-Hatton Maskeliya. Fra Maskeliya, som ligger ved bjergets fod, er der ca. 3 timers vandring op til toppen. Sørg for at få lidt søvn inden opstigningen, og tag ikke af sted før hen på natten. Og husk, at det er bidende koldt på toppen, inden solen står op ca. kl Sydruten Starter i te-planta~en Carney Estate, som bedst nas med taxa fra Ratnapura. Få tager den stejle sydrute, som består af 14 kilometer trapper. Det giver ekstra mange fortjenestepoints, hvis man er buddhist, men jeg har endnu ikke mødt en vesterlænding, der er kravlet op denne vej. Man møder familier midt ude i junglen i deres fineste tøj. Fra sønnike på 3 år til en oldemor på 90, der tager sin tyvende tur. Turen op kan nemt tage et døgn for dem. Tæt på startpunktet er de glade, men ikke underligt, at man møder dem trætte og udmattede på toppen. Sydru ten er en meget fin tur, men gå den hellere ned - regn med ca. 5'/2 time. Sidst lejede vi en bil med chauffør - det kostede ca. 150 kr. om dagen, og chaufføren satte os så af i Maskeliya og samlede os op igen på bjergets sydside. på den måde slap vi for at slæbe på al bagagen. på min første tur for 14 år siden, slæbte vi rygsækkene med over toppen, og det var ved at tage livet af os. Tips til Adam's Peak HUSK! Deadline for indlæg til næste nummer er 5. august 2005 Pilgrimme spejder efter solens første strljler Mere information og Iinks: adamspeak.html og Husk postkort og frimærker - der er en postkasse på toppen, og man får brevene stemplet med et fint Adam's Peak stempel. Glem madpakken og drikkeflasken - der er boder hele vejen op, selvom colaerne begynder at blive lidt dyre op mod toppen. Sæsonen er fra december til maj. r Asiens eneste kristne land er rituelt drama, processioner og korsfæstelser faste traditioner, som flere steder føres ud i det ekstreme. Næsten hvert ijr viser danske medier billeder af de opsigtsvækkende korsfæstelser, men hvad er det, der driver folk til frivillig korsfæstelse, som fordømmes af den katolske kirke? Tekst og foto: Søren Bonde Kolonise ringen af Filippinerne b gyndte så tidligt som 1521, da den spanske opdagelsesrejsende, rdinand Magellan, gik i land undervejs på verdens første jordomjling. Det var påske, og hans medbragte missionærer holdt den første messe i Filippinerne. Den dag i dag forn æg ter det spanske islæt sig ikke; fl estaånden hersker i Filippinerne, og fastetiden og påskeugen er Ingen undtagelse. Rejser man hertil i påsken, kan man næsten ikke undgå at støde ind i et optog eller l o, og ofte byder de på oplevelser ud over det sædvanlige. For de fleste filippinere er påsken nemlig ikke nsbetydende med ferie; påsken er n tid til eftertanke, selvransagelse g ikke mindst bodshandling. Kæmpeprocessioner på Marinduque Den lille ø Marinduque gennemgår n bemærkelsesværdig forvandling op til påske. Øen er kendt for sine torslåede påskespil, som tiltrækker lusindvis af besøgende; og også venner og familie vender hjem til øen til p ske. Filippinske turister strømmer Ul de mange små 'resorts', der ligger om perler på en snor langs kysten. O folkningstallet i øens søvnige måbyer tre- eller firdobles, og det ka n være vanskeligt at finde et logi. I hovedbyen Boac skorter det ikke ps aktiviteter. Boac katedral kalder lil messe tre-fire gange om dagen, m n mange sidder også hjemme og I citerer afbrudt i biblen sammen med fa milie og venner. Man skiftes III det - det såkaldte pabasa - og Iyclen strømmer ud på gaden gen 1 m de åbne vinduer. Pabasaen kan vare 24 timer eller længere. I påskeugen er der næsten dagligt processioner, den ene er mere stor " ISet end den anden. Den første er pa lmesøndag og begynder oppe fra ki rken umiddelbart efter morgen- messen. Først velsignes palmegrenene foran et ikon af Den hellige Jomfru, og derefter fortsætter processionen ru ndt i byens gader. Hundredvis af men nesker deltager, og processionen gør holdt adskillige steder undervejs ved opstillede stationer, som er doneret af de mere velbeslåede borgere. Skærtorsdag trækkes nogle store vogne med dramatiske ikoner af den lidende Jesus og Maria ru ndt i byens gader. Vognene er smukt dekoreret med (kunstige) lys og blomster, og sætter i gang lige inden solnedgang. Deltagerne bærer alle et hvidt stearinlys, som bidrager til processionens højtidelighed. Den udfordres dog på det kraftigste af et særdeles rædsomt blæserorkester, som stemmer værre end klaveret i care Globen, og minder om et siciliansk sørge-ensemble. Heldigvis overdøves orkestret til dels, når generatorerne sættes i gang, og lysene på vognene tændes. Processionen anføres af byens gejstlige, og umiddelbart bagved går en gruppe hvidklædte kvinder. De arbejder frivilligt i kirken i påskeugen som en form for bodshandling. Via Crucis Ikke alfe tager Korsvejen lige højtideligt! Den mest opsigtsvækkende procession er dog Korsvejen (Via Crucis) langfredag. KI slæber Jesus og de to røvere store, sorte trækors gennem Boac på vej t il det lokale Golgatha ved scenepladsen i udkanten af byen. påsken falder altid i den varmeste tid på år.et i Filippinerne, og allerede kl. 8 bager solen ubarmhjertigt ned fra en skyfri himmel. De tusinder af tilskuere langs ruten er udstyret med paraplyer og andre værn mod solen, men ikke de tre dødsdømte eller deres vogtere, Pilatus' soldater. Asfalten er gloende hed, men alligevel må de dødsdømte gå barfodede. Soldaterne - de såkaldte morianer - bærer forskellige våben, uniformer med lange kapper og tunge træhjelme, GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni S

9 ----,.r ~---~- som dækker hele hovedet og m ~ være ulideligt varme. De patruljerer byens gader i disse dragter hele p~skeugen, og det er deres form for bodshandling. Processionen gør holdt ved de traditionelle 14 stationer p ~ vejen til korsfæstelsen, og mere end en gang sker det, at nogle barmhjertige tilskuere kaster vand foran fødderne p~ de dødsdømte for at lindre deres smerte. Bagerst i processionen kører en lille højtalervogn, som udspyr liturgisk musik og i øvrigt er helt tilplastret med plakater og bannere: Vog nen er doneret af guvernøren, som ikke har ligget p~ den lade side her op til valget, og ligesom sine rivaler benytter hun enhver lejlighed - religiøs eller ej - til at fremhæve sig selv. Vi n~r omsider frem til Golgatha, og soldaterne fører de dødsdømte op p~ bakken. Korsene lægges p~ jorden, og de dødsdømte bindes til dem p~ hænder og fødder. S~ rejses korsene, og soldaternes leder, centurianen Longinus, træder frem og stikker sit spyd i brystet p~ Jesus for at ende hans lidelser. Teaterblodet fiyder dramatisk ned ad mave og ben, og hans hoved hænger slapt til siden. Rituelt drama - en anden form for bodshandling Korsvejen indg~r som en midterakt i p~skeugens største trækplaster: Boacs rituelle drama eller sinakulo. Onsdag, torsdag og lørdag aften gengives skabelsen (Gamle Testamente) og p~skeevangeliet (Nye Testamente). Det er et storslået religiøst teater, som foregår på udendørs scener og bliver større og fiottere fra ~r til ~r. Der er mindst et par tusind tilskuere, og det er vanskeligt at placere sig, s~ man kan overskue alle scenerne samtidig. Det rituelle drama blev indført af spanske missionærer i 1700-tallet og iscenesættes udelukkende af frivillige amatører. Hele lydsiden (musik, replikker og effekter) er indspillet p~ kassetteb~nd og er derfor uændret fra ~r til ~r. Aktørerne slipper for at huske lange replikker, som ganske vist er p~ nationalsproget tagalog, men som bruger gammeldags ord og vendinger. De kan nøjes med at mime til et yderst velgennemført og virkningsfuldt play-back. Det er et kæmpeapparat, som hvert ~r køres i stilling; Forberedelserne begynder Det er»(uldbragt«,. F/agge/anter i stpvet pj hovedgaden i Puerto Princesa allerede askeonsdag, dvs. optakten til fastetiden 40 dage inden p~ske. De største opgaver be st~ r i at ind kalde nye s~ve l som tidligere medvirkende til prøverne, fremstille nye kostumer og sørge for, at kulisser, rekvisitter og det tekniske udstyr er i orden. Aktører, instruktører, kostumedesignere, Iyd- og lysfolk - godt og vel 150 personer i alt - afsætter adskillige aftner til prøverne. I princippet kan alle melde sig, men der er en tendens til nepotisme, s~ hovedrollerne g~r til folk med indfiydelse i lokalsamfundet; f.eks. stammer "Jesus" fra en fin, gammel spansk familie (til daglig er han plastickirurg i Manila!), "Langinus" er en velset ingeniør, som kender guvernøren, og "Judas" er politimand. Rollerne er meget velspillede, og forestillingen som helhed er gribende. Deltagelse i sinakulaet er en langvarig proces; nogle har religiøse motiver, mens andre blot ønsker en plads i rampelyset og at have det sjovt med vennerne, da adspredelsesmulighederne p~ Marinduque er sm~. Marian Cunanan i rollen som Isudla (Pi latus' hu stru) forklarer, at d fl te melder sig af nysgerrighed, m dog ofte efte rh ~nde n erstattes Dr r ligløs overbevisning: 1/1 p/avers of the sinaku/o - they Blllt inakulista - they do this for a mbtt r af vow - Ol' in Tagalog thai' is ponata. O l' a penance Ol' saerifiee for 1/18 1' malter. J do thai' also beeause, you know, the first time J partieipal d - thai' was baek in J don't /lov anything to think about, sav p nance, panata not at all - J just wonna joini J want to see myse/f 0 11 thai' stage p/aying - performing o ro/e. But beeause there are same prayers Ol' whims thai' J ask from 111m...He gave il' baek. So J started and others sav when you start p r(orming in sinaku/o you have to c/o It five years, seven years, ten y ars - that's panata Ol' a vow, for l n years. J said: Til do five years, fine". But then J enjoyed il' reallyl Okay, another two years, for seven y ars, and then Jeannot pull out '/lyse/f from being part af the sinoku/o until J reaehed this e/eventh year no matter how mueh J wanted Io... you know, withdraw myse/f now bccause J wanted to rest Ol' enjoy the I nten season not making any aetivlties Ol' s/eeping very /ote at night and then you go baek to work the foliowing morning, you 11Bve to go to the office ond work and then you praetiee again in the vening, wake up very carly - like that. But l /len Jenjoy It. Mueh more when you eome realize thai' there are more b/essings eoming Io you. ThaI' is the time when you realize l /lat perhaps you ean ouribute thai' to being portieipant af the sinoku/o. That's why J'm till here. Inakulaet har fiere clra matiske højdepunkter: I anden akt I) nger Judas sig selv I fortvivlelse over eget fo, ræderi. Jublen er 'Ilar hos publikum, lfi ns man har travlt 111 d at pille manden ned fra træet i en vis fort, inden han kvæ I ; Jesu Opstandelse i lr dje akt er særdeles virkningsfuld med en k mpemæssig 'sten', "om væltes ned fra graven akkompagneret af røg og effekter; halshugningen af Longinus ender sinakulaet og er s~ overbevisende, at man næsten drager et lettelsens suk, da manden rejser sig igen efter forestillingen. Legenden om Longinus P~skeevangeliet er velkendt for de fieste kristne, men det er Longinuslegenden Ikke. Den spiller en central rolle i sinakulaet, fordi den er dramatisk og synliggør miraklerne so m beviser p~ Jesu ord og profetier. Longinus' spidning af Jesus p~ korset fungerer som en 'øjen~bner' i dobbelt forstand: Longinus, som er blind p~ det ene øje, f~r synet tilbage, da Jesu Blod rammer hans blinde øje (synliggjort ved at han nu bærer en hjelm med to ~bne øjne i stedet for et ~bent og et lukket), og teologisk set f~r han øjnene op for Jesu guddommelighed, som siden bekræftes i opstandelsen. Longinus henrettes til sidst, da han ikke vil fornægte miraklet, men tværtimod forkynder det vidt og bredt. Legenden lader til at være en uoverensstemmende sammenblanding af historiske fakta og overleverede fortællinger, som.'., Wo, '. stammer fra middelalderen og g~r Igen i fiere m id delalderlige passionsspil; f.eks. spiller legenden om Det hellige Blod ogs~ en vigtig rolle i fortællingen om Den hellige Gral. Hammer og mejsel Trods pisk, tornekrone og asfaltbrændte fødder er korsfæstelsen p~ Marinduque forholdsvis blødsøden, for der anvendes ingen søm. Men i San Fernando (i provinsen Pampanga) kan man opleve rigtige korsfæstelser, og det er ikke for sarte sjæle. Her har den samme mand hver eneste p~ske i over ti ~r ladet sig korsfæste gennem hænderne, og andre følger hans eksempel. Han gør det som en bodshandling, og som tak for, at hans mor pludselig blev mirakuløst helbredt for en alvorlig kræftsygdom. Hans hjælpere er omhyggelige med ikke at sømme gennem knogler eller andre vitale dele i hænderne, men det er stadig yderst smertefuldt. Hullerne i h~ndfladerne gror sammen i løbet af nogle uger, men fødderne sk~nes (dvs. bin des) for ikke at forkrøble manden. : Den katolske kirke tager skarpt afstand fra korsfæstelserne, der betegnes som ekstreme og ofte er med alvorlige personskader til følge. Det sam me gør sig gældende for en anden meget udbredt p~sketradition i Filippinerne. Flaggelanter i Puerto Princesa Øen Palawan i Filippinernes sydvestligste hjørne strækker sig ned mod Borneo. Den er p~ mange m~der et af landets sidste bud p~ førkristen kultur, men i hovedbyen Puerto Princesa fejres påsken med stor entusiasme. Langfredag er hovedgaden nede ved katedralen skueplads for store fiaggelantoptog, som anfø- Longinu5 - romersk centurion GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni

10 res af en gruppe unge mænd i bar overkrop og iført tornekrans, pisk og vandfiaske. Piskene er gerne forsynet med barberblade eller glassk~r, og fiaggelanterne skiftes til at piske hinanden til blods og kaste sig I gadestøvet. Smerten fra s~rene og fra den bagende sol lindres midlertidigt af vandet i fiaskerne. Bagerst i optoget g~r en gruppe ulasteligt klædte kvinder, som uanfægtet af seancen foran dem synger salmer i kor. Optoget er kortvarigt, og efter en god halv t imes tid g~r det gennem byens usleste kvarterer og ender nede Festligheder året rundt. ved havnen. Mændene hopper i, og saltvandet renser deres sar. De ser lettede ud, og det er tydeligt, at de glædes over deres bodshandling. Flaggelantoptog er udbredt næsten overalt i Filippinerne, og fiere steder varer de hele dagen. Desværre hører alvorlige ulykker og dødsfald ikke til sjældenhederne; alkohol i betragtelige mængder og smertestillende medicin indtages for at dulme smerterne, og kombineret med udmattelse og manglende beskyttelse mod den stærke sol trækker det hvert ~r fiaggelanter I døden.man kan mene, hvad man vil om p~skefejrlngen i alle dens mere eller mindre ekstreme former. Kristendommen st~r stærkt i Filippinerne, og de fieste nøjes da ogs~ med at g~ I kirke, bede og deltage i processionerne. Jeg er ikke religiøs, men jeg fascineres hver gang af den opofrelse og viljestyrke, som udvises ved religiøse højtider og i særlig høj grad til p~sk e; den blinde tillid og kærlighed til Gud, h~bet om tilgivelse og troen p~, at guddommelige gaver og den evige frelse opn~s gennem bodshandlinger og gode gerninger. Filippinerne var spansk koloni fra 1521 til1898 Det er det eneste land i Asien, hvor kristendommen er statsreligion; over 90% af indbyggerne er kristne. Jeg har besøgt Fil ippinerne fire gange siden 1995 og tilbragt i alt ni mdr. i landet. Landet består af over 7100 øer, nationalsproget er tagalog (Pilipino), men engelsk fungerer fint i byerne. I 2001 gennemførte jeg tre mdrs. feltarbejde primært på Marinduque, hvor jeg studerede det rituelle påskedrama som led i mit specialestudie i musiketnologi. Bortset fra enkelte 'hot spots' er der meget få turister i Filippinerne. Det skyldes primært terrorhandlinger fra gruppen Abu Sayyef, som kæmper for løsrivelse af det sydlige Filippinerne på vegne af den muslimske minoritet i Mindanao og Sulu. Der er fremragende dykkerlokaliteter til meget rimelige priser; jeg besøgte Suluhavet i 2003, som byder på et væld af større arter såsom majestætisk, blafrende rokker og nysgerrige hajer samt koraller af enorme dimensioner. Se mere på Det siges, at hver anden bygning i Nepal er et tempel, og at hver anden dag er en festdag. Der er mere end 50 festivaler med en samlet varighed p~ over 120 dage. Derfor er det svært at besøge Nepal uden at løbe ind i mindst en fest. Møder i glimt med kulturelle ceremonier i Vestafrika fck t: Knud Bach l oto: Knud Bach og S.P Hardeberg ) boede i Uagadougou i Burkina I o o fra 1978 til 19B O, dengang hed lundet Øvre Volta. llurklna Faso ligger ret isoleret t 000 km fra havet i det centrale V t frika, mod nord Sahel som er Ilolvørken og mod syd den grønne 'I v nna. Landet er fattigt, og D folkningen lever hovedsageligt af I ndbrug. Hovedstammen i landet er MO Ifolket. Seiv om landet tidligere v r den franske koloni La Haute Volt og under stærk francofon (fr nsksproget) indfiydelse, var der I latlv lidt kontakt med Europa. I' t tidspunkt var jeg faktisk den n ste dansker i landet. II r var der stad ig mulighed f r at opleve det oprindelige IIfrlka, hvor hver stamme havde, Inc karakteristiske huse, egen ti ngkultur, egne religiøse skikke o danseritualer og med deres f r kelllge særprægede masker. Der va r stærk tro på troldomskraft eller "g ri s-gris". I g fo retog mange rejser og besøgte man ge afkroge i landet, jeg v ille upl ve det ægte Afrika. Ligeledes I) øgte jeg i perioden 11 af de omliggende vestafrikanske lande. I denne sammenhæng dumpede jeg fiere gange ind i stammefester med religiøse ceremonier. Det er over 25 ~r siden, jeg oplevede disse ting, som jeg nu har skrevet ned fra hukommelsen og ved at gense mine gamle lysbilleder - der er jo siden sket mange forandringer i Afrika. Do Do dans i Mossilandet uden for Ouagadougou En fredag fortalte rygterne, at der skulle væ re en traditional mossihappening ca. 75 km fra Ougadougou. Jeg kørte afsted med en kammerat lørdag morgen. Det lykkedes os at finde stedet, der I~ langt ude i bushen uden nogen form for beboelse. Folk stod i sm~grupper klar til at modtage Moro Nabaen, mossiernes konge eller overhøvding. Hans garde af traditionelle krigere dannede en afskæmning mod folket. Selve livgarden var til hest og grupperet i to rækker. Livgardens chef modtog Moro Naba'en, som var en meget korpulent mand iklædt grand bou bou, den traditionelle festdragt. Livgarden demonstrerede deres dygtighed til hest ved væddeløb, også for at demonstrere, at de kunne forsvare deres konge. Hen p~ dagen dukkede to mørke skikkelser op, s~kaldte 'Do Do'er. De var indhyllet i en langh~rede dragter og bar store mossimasker. Deres dans var inciteret af stortrommen. En støvsky stod om dem, jeg følte en gungren gennem jorden, der hensatte mig i en mærkelig halvtrance, faktisk blev jeg lidt bange og bevægede mig lidt væk. Troldmændene omkring 'Do Do'erne manede med trolddukker. Desuden optr~dte dansegrupper af sm~piger på 7-10 ~ r. Disse dansere, der va r accompagneret af trommer, var noget af det mest rytmiske og gymnastiske, som jeg nogensinde har oplevet, jeg blev revet med. Oplevelsen kom til at virke for intens, s~ hen p~ eftermiddagen kørte vi tilbage til Ougadougou. Høstdansi Nigergrænseområdet Oiapaga Gourmantche Land Sammen med to amerikanske venner og en veninde fra Ghana havde kørt ca. halvanden dag fra Tusindvis af guider og gudinder, dæmoner og ~nder skal mindes, æres eller uddrives. De forskellige ~rst i der kræver tillige en fejring, og der er mange ritualer omkring for eksempel dyrkning af jorden. Der er noget for enhver smag, for eksempel: En stor fest En af de store fester er»shivaratri«, Shivas fødselsdag. En larmende fest»holi«, er kaotisk og larmende. Tag dit gamle tøj p~, du bliver sikkert b~de v~d og fyldt med farvet pulver. En smuk fest»losar«, tibetansk nytår. Tibetanere og sherpaer holder optog og ser p~ dans. l:errijoire :DE.LA.HAUTE". VO'tTA' ". Tekst og foto: Pernille F5h GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni 2005 Burkina Faso fra Mali. Forfatteren i Citroen Mehari ca. januar

11 Ouagadougou, før vi kom frem til grænseposten mellem Øvre Volta og Niger. Den lå faktisk ca.60 km inde på Nigers territorium. Men der stoppede turen. Grænsegendarmene nægtede at acceptere den amerikanske og den ghanesiske piges visa. Normalt findes der mange overtalelsesmuligheder, men denne dag var der ingen metode, som hjalp, slukøret kørte vi tilbage ind i Øvre Volta. Vi stoppede i en lille landsby for at diskutere situationen. Vi havde meget lidt lyst til at køre tilbage til hovedstaden. Efter lidt tid kom der en ældre mand i blå grand bou bou op tilos. Han præsenterede sig og inviterede os til at opleve landsbyens initierings- og høstdans. Han kom med i bilen og efter et par kilometer på støvstier var vi piudselig midt i dansen, musikken og støvet. Ganviesøen. Benin Ganvie fortrop til begravefsesoptog Mændene var iklædt dragter lavet af små bambusstokke og hatte med farvede bomuldstotter. De sa ng og dansede i ring til trommerytmen. En lokal troldmand gik rundt med et afhugget hanehoved på en stav og med de nappede han efter deltagerne. Efter ca. en time stoppede dansen, derefter gik danserne på række videre til den næste landsby. Det var en kort, men meget spændende oplevelse, og vi følte, at efter denne oplevelse kunne vi køre videre tilbage til Ouagadougou. Begravelsesceremoni for en afdød høvding i Ganvie Benin ex Dahomey på en anden rundtur, der gik gennem Burkina Faso-Ghana-Togo-Benin Nigeria-Benin-Togo- Burkina Faso ca km, var der mange oplevelser, men jeg vil fremhæve en enkelt. Det var igen et grænseproblem, der satte tingene i gang. Min norske kammerat Svein Per blev nægtet indrejse fra Nigeria til Benin, angiveligt fordi Norge ikke var medlem af EF. Problemet var, at vi var nødt til at krydse Benin for at komme tilbage t il Burkina gennem Togo. Efter t re timers vanskelige forhandlinger lykkedes det at få tilladelse, på betingeise af at vi kørte direkte non-stop gennem Benin. Vi accepterede, men besluttede bevidst at snyde grænsegendarmene med en smuttur ind til Ganvie, der er et fiskersamfund på beboere som bor i styltehuse ude i Vi fik lejet en kano og kom frem til landsbyen Ganvie. Næsten samtidigt med vores ankomst mødte vi en fl åde af kanoer anført af en kano med flag og råbere. Derefter kom ca. 20 kanoer med fuld e mænd, der dansede i kanoerne, næsten som i trance, men uden at falde overbord. Derefter kom ca. 10 pyntede kanoer, i den midterste kano stod en udsmykket kiste omgivet af sørgende, de fleste var kvinder. Konvojen afsluttedes igen af en flagkano. Kanoflåden gled forbi os med sang, dans og musik. Det hele tog ca. tyve minutter. Da vi bagefter forhørte os, fandt vi ud af, at det havde været en ceremoni for høvdingen som var død, og at kvinderne i kanoen var hans mange koner. Det var et uforglemmeligt skue, som havde passeret os. Til Markedsfest hos Dogonfolket i Mali, men uden hirseøl på en anden tur sammen med min norske kammerat besøgte vi Timbuktu og flere steder langs Nigerfloden. på vejen hjem til Ougadougou fra Mopti beluttede vi os til en afstikker ved Ba nd iagara for at besøge dogonfolket. Det var lørdag, og vi havde hørt, at der skulle være et stort folkemarked. Dogonfolket har en meget særpræget kultur. De bor dramatisk i bjergforkastningen Bandiagare, som adskiller højsletten mod Mali fra den store burkinske savanna. Deres døde bliver begravet i huler højt oppe i klipperne. Deres bygninger har deres egen stil med dekorationer, specielt kornmagasinerne er dekoreret so m menn eskea nsigter. I den nordlige del af Mali er flertallet af befolkningen konverteret t il den muslimske religion, men dogonfolket har holdt fast ved deres oprindelige animistiske religion. Vi kom frem til det store marked og fik lov at gå rundt og kikke, som vi ville. Der var fest og dans med lokal brygget hirseøl, men da vi ville købe lidt hirseøl fik vi nej. Dette slog os som meget underligt, idet gæstfriheden står højt i Vestafrika. Til de andre begivenheder jeg har beskrevet, blev vi budt velkommen og fik næsten hædersplads, men ikke hos dogonfolket, måske det også er derfor, de har været i stand til at fastholde deres kultur og religion. Vi kørte trehundrede km til Ouagadougou og fik vores øl i en palmehytte på vejen. GLOBEN nr. 20/ Juni I k t og foto: Jakob Linaa Jensen I rhundreder har mænd i lands I)y rne på det syd lig e Pentecoast i nrl t Vanuatu foretaget spring fra l ' I n op til 30 meters højde, kun 111 d lianer om benene. Senere har li II dristige og farefulde ritual In plreret den moderne tradition for hungce-jump. på Vanuatu foregår lin ne imidlertid, som de altid har 111 It. I 1999 fik skribenten sammen 111 d en kammerat mulighed for at nv rv re disse spring, naghol, der 1111ges at være en af de mest eks \1 me kulturelle ceremonier, man,n forestille sig. I C r en tidlig morgen i regnskoven " d t sydlige Pentecoast. Skoven 1111m r endnu af nattens fugtighed. 1)111 høres enkelte hæse skrig fra fil I, og lidt røg stiger op fra den II ' 1lIggende landsbys palmeblads IIi'lkkede hytter. Ellers er der stille, nu man kan ikke forestille sig, at det 1111Imatiske ritual ska l udspille sig hil) l o timer senere. nden Hnl overleveringen har nagholtli,cllllonen sin oprindelse i en begi V! nh d tilbage i tidernes morgen. En Ick I, fremtrædende mand, Tamalie, behandlede sin kone dårligt, og efter gentagne trusler løb hun hjemmefra. Hun søgte tilflugt i en bananpalme, hvor han fandt hende og forsøgte at klatre efter hende. Konen udfordrede nu Tamalie: hvis han virkelig elskede hende, skulle de sammen springe ud fra toppen. Hvis de overlevede, måtte det betyde, at de virkelig var ment for hinanden, og hun ville elske ham for evigt. I det øjeblik Tamalie når konen, springer hun ned fra toppen. Tamalie følger efter, men han er blevet snydt. Konen har viklet en lian fastgjort til palmen om benene og overlever faldet, mens han selv er dræbt på stedet. Legenden siger, at i årene efter udførte kvinderne spring fra høje træer til minde om begivenheden, men dette blev stoppet, da mændene hævdede, at man rundt omkring i regnskoven hørte genlød af hvislen og lyde som tegn på, at Tamalies ånd ikke ville forstyrres. Her som andre steder anvendte mændene religiøs magt til at undertrykke et begyndende matriarkat. Traditionen Mændene optog dog selv ideen, og springene blev tradition eller "kustom", som det hedder på de kanter. I hver landsby udføres springene en eller to lørdage i april eller maj måned, midt under yamshøsten, da lianerne er mest elastiske og dermed velegnede til foretagendet. Selvom traditionen af og til udføres til glæde for grupper af turister, overholdes de traditionelle regler. Under bygningen af tårnene sover mændene sammen i fælleshuset. Samkvem med kvinderne er forbudt. Det er også forbudt kvinderne at se eller overhovedet nærme sig tårnene før på dagen, hvor springene finder sted. Under selve ceremonien skal kvinderne holde sig i en afstand af 20 meter fra tårnet. Som ritual tjener springene flere formål: For det første er der tale om et frugtbarhedsritual. Når mændene springer, er det meningen, at håret lige præcis skal røre jorden, hvorved denne befrugtes for næste års høst. Ritualet er imidlertid også kom met til at fungere som lidt af en manddomsprøve. Op igennem barndom og ungdom hopper drengebørn ud fra stadig stigende højder. Når de GLOBEN nr. 20/ juni

12 endelig springer fra de højeste platforme, er de for alvor optaget blandt de voksne i landsbyen. Endelig er springceremonien også et forum for bekendelse, en slags ventil for personlige problemer. Inden man springer, bekender man sine inderste tanker og følelser, ofte personlige og familiemæssige problemer, for den forsamlede menneskemængde. Dette involverer ofte historier om utroskab, men kvinderne neden for tårnet er tvunget til blot at lytte. Det kan jo være sidste gang, deres mand siger noget... Tårnene Tårnene, der springes fra, bygges, som man altid er gjort det: En konstruktion af nogle bærende stykker træ surret sammen med lianer og med platforme i forskellige højder, som deltagerne springer ud fra. Der bruges ikke søm eller andre moderne hjælpemidler i byggeprocessen. Konstruktionen ser skrøbelig ud, som den giver sig j vinden, men den er forbløffende smidig, og lianer fastgjort til nærliggende træer hjælper med at holde den på plads. Tårnene er helt op til 30 meter høje, men kun de ældre og mere erfarne springer fra den højde. De små drenge og de yngste mænd springer fra mindre højder for at bevæge sig opad, som årene skrider frem. De lokale hævder, at traditionen kun en gang har medført et dødsfald. I 1974, da Englands dronning Elisabeth var på besøg, havde en springer taget et par shorts på for ikke at støde den bornerte majestæt. Han døde i selve springet, da han landede med hovedet direkte i jorden. De lokale taler om det uden vemod i stemmen, for springeren havde jo brudt "kustom", ved ikke at springe nøgen kun med penisfuteral, sådan som traditionen foreskriver det. Dertil kommer, at det viste sig, at han havde gemt en lykkeamulet inden under sine shorts, hvilket er strengt forbudt. Ifølge traditionen skal man tro tilstrækkeligt på sig selv og sin egen kraft for at kunne udføre springet. En mere nærliggende forklaring er dog, at man denne ene gang sprang i oktober, hvor li anerne er mindre elastiske og dermed uegnede til springene. Ankomsten Denne morgen når vi frem til pladsen ved tårnet i god tid, før selve ceremonien finder sted. Vi går rundt og snakker med mændene, der lægger sidste hånd på tårnet. De kommer fra landsbyen Bunlap, et af de få steder i Melanesien, hvor missionærerne ikke har haft succes. Her lever man stadig, som man gjorde i stenalderen, i traditionelle hytter placeret ned ad en stejl regnskovsskråning. Der er ingen moderne hjælpemidler, og madlavning foregår over bål inde i husene. Diæten er de traditionelle rodfrugter, taro og yams, krydret med et nyslagtet svin i ny og næ. Det ufremkommelige område har været med til at hindre kontakt med omver- denen, men med bygningen af en ny vej tværs over øen er det spørgsmålet, hvor længe Bunlap holder stand mod den omgivende verden. Mens vi senere bor i landsbyen, erfarer vi dog, at missionærerne er i gang med endnu et forsøg, men de gamle høvdinge søger at holde stand. Ved dagens begivenhed har de gamle i landsbyen dog en anden funktion. De går rundt og sikrer sig, at lianerne er i orden og tilstrækkeligt elastiske. Få centimeter for korte eller for lange, og det kan medføre døden for springeren. Vi er de eneste fremmede på pladsen, og stemningen er intens. Mændene er mærket af den forestående begivenhed, men har dog overskud til at gå rundt og drille hinanden godmodigt. Efter en time kommer der flere fra Bunlap, heriblandt også en del kvinder. Det er danserne, der er en vigtig del af dagens ceremoni. De er alle meget traditionelt klædt, mændene kun i penisfuteraler lavet af blade, mens kvinderne er i skørter af græsstrå og ikke andet. Nogle er pyntet med maling ell er blade bag ørerne, men det er ikke den imponerende krigsmaling, man ser visse andre steder i Melanesien. '"" r gs r det op for os, at de tradition II kostumer ikke blot er til ære fol dansen og gruppen af besøgende 11 (1 Ir, der foruden os selv inklude I r n fl ok japanere, ivrigt belæst (I med alskens kameraer. Vores Il øg i landsbyen afslører, at dette o r den daglige klædedragt. Der (II' Ikke mange steder som Bunlap Illbage, hvor T-shirts og shorts ikke Ol I ~e t igennem!., n en I 011 ern e er ved at være på plads på III I gs podium ved siden af tårnet. lord n neden for dette er planeret i ''I' krsnende hældning og blødgjort to I at afbøde faldet. Intensiteten sti Ut". /Ilt er klart. s å begynder dansen. I starten stamper mændene i jorden, og deres stemmer veksler fra høje til dybe råb. Kvinderne følger trop og svajer fra side til side, mens de udstøder små lyde i baggrunden. Både dansen og sangen bliver mere intens og tager til i voldsomhed. Der er ingen instrumenter, men korte stødmæssige rytmer. Melodierne og de mange fagter hylder tydeligvis høsten, jorden og yamsen. Springet Da dansen når et foreløbigt klimaks, dukker den første springer op - som ud af den blå luft. Han går først ud på nogle træstammer, der danner en platform højt oppe i tårnet. Han sm i- der de blade, der hidtil har pyntet ham om livet. Med udspredte arme bekender han sine inderste tanker til forsamlingen, skyder brystet frem og springer. Det er kraftfuldt, dramatisk og spændingsmættet. Selve urkraften slippes i dette øjeblik fri i regnskoven, den evige kamp med og mod naturkræfterne intensiveres i dette øjeblik. Stemningen fortættes, da det giver et kraftigt ryk i t~rnet. Lianen, viklet om springerens ben, foldes ud. Han selv lander i det frie rum ud for tårnet, og sving er så ind mod det, så hovedet akkurat rører jorden. De andre stormer til og hjælper ham fri af lianerne, mens de giver ham en slags lufttur. Langsomt kommer han på benene igen uden støtte fra de andre. Han har ofret sig for fællesskabets bedste og er sluppet uskadt. Han er blevet en del af evigheden, årstidernes cykler og overgangen fra barn t il mand. Jublen er stor og vil ingen ende tage. Danserne fortsætter ufortrødent, går lidt ned i tempo for at bevæge sig op igen, da den næste springer gør sig klar. Flere følger snart efter, små drenge fra de lavere platforme, de voksne mænd fra de højere. Intet overgår imidlertid gyset, spændingen og kraften i det første hop, vi overværede. Præmie til den sidste Ved det sidste hop, helt fra toppen af tårnet 30 meter over os, forkyndes det, at denne springer får en præmie på Vatu eller 500 kroner. Tidligere fik denne sidste springer sin præmie i yams, men penge er på vej til at overtage naturaiieøkonomien.. Money makes the world go round... Efter at de svedige dansere har været i gang i to timer uafbrudt, efter at i alt 10 drenge og mænd har hoppet, og efter at den sidste springer er blevet omfavnet, sikkert tilbage på jorden, slutter det hele. Snart er vi alene tilbage ved tårnet, kun sammen med nogle få af landsbyens børn. Naturen har atter overtaget fra kulturen. Vi klatrer op i tårnet. Der er skræmmende langt ned, og vi bliver endnu engang grebet af ærefrygt over, hvad vi lige har oplevet. Næste dag drager vi mod landsbyen Bunlap, hvor en af høvdingene har inviteret os til at tilbringe nogle dage. Det bliver en fascinerende rejse ind i stenalderen, hvor vi sidder med mændene og drikker kava i de traditionelle langhuse, overværer festen i forbindelse med omskæringen af en nyfødt dreng og oplever et samfund med et kompliceret system af religiøse og kulturelle regler. Men det er en ganske anden historie. GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni

13 [' En særdeles festlig katolicisme Tekst og foto: Lars Munk Rummet er dunkelt og kun oplyst af en række tilfældigt placerede stearinlys. Der hersker en intim atmosfære med dufte af røg og røgelse. Loftet er fyldt med guirlander og andet fornøjelig skrammel, en masse figurer af Kristus og Maria er henstillet på kaotisk vis, og herudover er der massevis af små bedetæpper og blomster. Et par troende knæler foran deres gude- eller helgenbillede og mumler nogle utydelige sætninger, bedende om råd og vejledning til fremtidens gøremål. Indtil nu virker alt egentlig meget normalt for ceremonier. Men så kommer der pludselig en flaske rom til syne. De bedende stopper op i deres gøremål, tager en ordentlig dram af flasken, gnægger af vellyst og fortsætter derefter med bønnerne. Vi er trådt ind i et moralsk forfaldent religiøst univers - stedet, hvor der er plads til alle - velkommen til Maximans verden'!' på bredderne omkring den smukke Atitlan sø i Guatemala brødføder de lokale mayaindianere sig med majs, kartofler and andre spartanske grøntsager, men i mod-sætning til deres spisevaner er deres religionsdyrkelse noget mere farverig. Før spaniolerne maste sig på med deres lærdom om katolicisme, dyrkede de lokale en eller anden form for selvopfundet indiansk religion, men historien om de spanske missionærers påtrængenhed gentog sig naturligvis også ved Atitlansøen, så det var ud med naturreligionen og ind med katolicisme. Indianerne her var dog en anelse mere oprørske end så mange andre steder, så nok kunne de påtage sig at være katolikker, men det skulle være katolikker efter deres eget hoved. Derfor hengav man sig til Maximan. På jagt efter en helgen Der går lidt forskellige historier om, hvem denne her Maximon egentlig er. Nogle mener, at Maximon er selveste Judas, der ønsker at skænke de 40 sølvmønter, han modtog for at stikke Jesus, til indianerne. Personligt tror jeg nu mere på en lidt anden og ganske anderledes historie, nemlig den, at denne Maximon oprindelig var en lyslevende, men speciel Munk, som drak som et svin, røg masser af tobak og jagtede unge indianerpiger. Og det er ganske som den sidstnævnte fremstilling, Maximon i dag kendes. Maximon er i øvrigt en smule skizofren, idet han optræder i flere af småbyerne omkring Atitlansøen, men vi tager her udgangspunkt i byen Santiago, beliggende syd for søen. Kira og jeg var fast besluttet på at træffe denne kultiske helgen, så hen ad en formiddags stund drog vi ud for at finde Maximans hus. Ad respekt for religionen tog vi en lille flaske Quezalteca (rom) med os under armen. så havde vi også lidt at drikke undervejs, hvis vi skulle fare vild, for det viste sig faktisk at være ganske svært, at finde frem til herrens hus. En gang årligt skifter Maximon bolig, så det er lige med at finde nogle lokale, der rent faktisk ved, hvor han bor lige for øjeblikket. Efter at have rendt rundt på små sten- og grusstræder, med kyllinger og ænder baskende op omkring os, og gennem private baggårde, hvor lokale forundret vild- og vejledte os på vores jagt efter Maximon, fandt vi endelig frem til et uskyldigt udseende hus - stedet, hvor Maximon på daværende tidspunkt havde sin residens. Vi var kommet i lige netop rette tid til at deltage i dagens første ceremoni. Ceremonien var til ære for en lille familie, som søgte velsignelse og lykke hos Maximan. Præsten, som var iklædt almindeligt hverdagstøj, hældte et par drammer op tilos, alt imens hans to hjælpere knappede et par øl op til sig selv. Herefter var vi klar til at gå ind i de hellige lokaler og møde Maximon ansigt til ansigt... og der stod han så... En træfigur i naturlig størrelse, dog uden ben. Dem havde man skåret af for at forhindre ham i at løbe efter indianerpiger. Af praktiske årsager har han stadig fødder, for ellers ville han jo vælte. Maximon var iklædt farvestrålende klæder i lokale mønstre og havde massevis af tørklæder viklet omkring sig. på hovedet bar han en cowboyhat, og i munden havde han en fed cigar - tydeligt frisk og frejdi~ til endnu en dag i spnttager. GLOBEN nr. 20/ Juni n k I for Maximon 1'1" Ion vi ngede et røgel seskar tol IH V I Ign rummet, hvorefter I II 11 \ m l n gik I gang. Familien og II" lilll kn I d foran Maximan, liviii pr ol n viede løs om alt 1I 1111U1, ()11\ I m lll n nu ønskede vel- I II1krlng, hvilket vel tog 'h I II. I IIIIIi l ill. II I r r bl v ceremonien I l li lui 1111 r ont... HJ Iperne tog I lu " II IHI lif mund n ps Maximan, I, IHHIl I n n I tilbage, holdt l 1111 ll" illiild r hans mund og II. li ll i 11 11lil of munden, og der blev sat ild til den. Mens træfiguren stod og røg på cigaretten, gik flasken på omgang, og både familien (undtagen børnene), præsten, medhjælperne og vi fik en ordentlig squis rom. En gang i mellem blev Maximans smøg asket, og af og til fik han sig endvidere en ordentlig slurk fra flasken. Præsten og medhjælperne var ikke tilbageholdende i deres forehavende, så det var ikke så mærkeligt, at de efter ceremonien havde blanke øjne, og at deres spanske ikke var helt så forståeligt som før ceremonien. Men dagen var stadig lang for præsteskabet, og næste hold tilbedere stod allerede klar til at få velsignelse af den storrygende og -drikkende helgen. Men inden vi tog afsked med det fornøjede selskab, fik vi tilbud om at blive gift i Maximc)f1s hus - i spruttens, røgens og det moralske forfalds navn... Fristende budskab og et godt alternativ til Las Vegas bryllup, men vi takkede dog pænt nej. n ultimative udfordring I ~ / ',v"lifi,, /) r C/l / " /" 111/111111'111 f " I III " J41 klll I kajak er ikke nogen ringe dåd, især når kajakturen går fra Nilens kilder ved Tanasøren i IIII)lillltl, O nn em strømme, hvirvler, glubske krokodiller og vandfald - og en overgang under beskyd III" k IIIlIdt vsben - hele vejen ud til Middelhavet. Det gennemførte den amerikanske kajakroer I '"I " " I1II11IWII IIlld r n ekspedition, der var den første ad hele Den blå Nil til Khartoum og videre ad Den blå IIl1 ItvlI " Nllh IHIlI11 nbiandede vande til Alexandria. I alt seks mænd og kvinder deltog i turen, og resultatet hil v IlI'I Mu. 1 II I II 1m x-film, Nilen - den ultimative udfordring, der nu kan ses i Planetariet med skuespilleren IH.I " PI k r l ti I I I P/II 'Ikøn hcdsfejl i holdets research er filmen en stort set korrekt skildring af alt det, der møder II ' II Ul ",kov, savanne, ørken og bjerge. Det er en undertiden halsbrækkende tur med flere vand ' I" Il lili milli I) fængte flod, og da kameraet følger med i det hele, sidder man undertiden og klamrer HI lilli. II III. '. Ivfølgelig giver filmen - sådan som det er skik og brug ved den slags - indtryk af, at de ~ III HHI 11"'''11'' l helt alene. Efterteksterne afslører dog, at de til tider var omgivet af ca. 30 mand - så vil li I' U II,11., III 11.,11 ns medbragte IHIII II II I I.> p ham. Herefter II~ It III 111 r r mlll n cigaretter i ~, II I II kr Ig, at en lignende Imax-ekspedition følger den endnu længere rute ad Den hvide Nil - VI IIh II I. IIU l. III ti hvis fjerneste kilder ligger i det østligste Congo bag Edward-, Albert- og Kivusøerne. EkspeditionsJederen Pasquafe Scaturro guider en kajak gennem et klasse v stramfald i den vestlige del af Etiopien. GLOBEN nr. 20/ juni S

14 De små tæppetissere Tekst og foto : Katrine Thiesen Kina er et land i rivende udvikling, økonomien er opa dg~end e. Det gamle ri ves uden tøven ned t il fordel for højere og mere moderne bygningskonstruktioner. p ~ min rejse gennem den syd lige del af Kina opdagede jeg dog hurtigt, at der var et punkt, hvor kineserne var stagneret og endog stortrivedes. Inden jeg drog ind i dette fascinerende land, havde jeg allerede hørt adskille latrinære historier. Tabte pas i skumle huller, forsvundne børn i latriner mm., den ene historie mere fantasifuld end den anden, som efter min mening nærmere havde karakter af vandreh istorier. Jeg havde ikke været lang tid i Kina, før jeg syntes, at jeg havde f~et et rimeligt overblik over den latrinære situation, og hermed mulighed for at danne mig min egen mening om sagen. Jeg havde stiftet bekendtskab med mange forskellige fænomener, lige fra det s~kaldte desinficerede moderne toilet, hvor papiret, som skal dokumentere den nyligt udrettede desinfektion, hænger fast i noget, som man Ikke vil vide hvad er, til de s~ka ldt e fælles skiderender, hvor man sidder og hygger sig p~ stribe, mens man forretter det nød vendige. Sidstnævnte en klar favorit blandt mange lokale, som ikke synes at have spor imod at ud stille aktionen for andres blikke og gerne i fællesskab. Set med et par psykologiske briller fandt jeg det nu naturligt at kaste et blik p~ den yngre del af befolkningen, de kære børn, og pludselig s~ jeg sagen i et mere forst~eligt perspektiv. Jeg observerede, at pottetræningen ikke p~ samme m~de som herhjemme er en del af den daglige opdragelse i sm~b ø rnsalderen. Nej, det er vel nærmest det modsatte som gør si g gældende, idet de gør det n ~r som helst og hvo r som helst. For at efterl eve princippet bedst muligt har kineserne fu nd et p~ en genial og meget praktisk foranstaltning, i form af et indbygget ~bent buksehul med udkig til en nøgen bag. S ~ kan der frit praktiseres hvor som helt og n~r som helst, og de s m ~ anvender det fiittigt. Gerne p ~ offentlige steder, i busser og deslignende, kun fa ntasien sætter grænser for, hvor man kan boltre sig. Jeg var nu p~ mit sidste stop i Kina og p~ vej videre til Tibet. Men i lufthavnen blev der varslet snestorm, og alle passagererne blev ledt til byens fine hotel for at fordrive ventetiden, mens stormen rasede af. Det var et moderne og velindrettet hotel, og gulvet var belagt med et dejligt tykt lyst tæppe. Det va r p~ dette hotel, at jeg skulle opl eve det ypperste, en uovertruffen og se lvsikker vinder inden for si n egen genre - den lille tæppetisser! Alle fiypassagererne var blevet installeret til middag omkring det store traditionelle kinesiske spisebord. Jeg sad ved siden af en sund og sprudlende kinesisk dreng, godt og vel et par ~r gammel. Efter at have guffet i sig af de forskellige retter, rejste mor og barn sig fra bord et, og ganske f~ meter fra bordet s~ jeg hende hjælpe drengen med at indtage stillingen. Det var en omsorgsfuld mor, for hun lod ikke drengen sidde p~ hug for sig selv, men holdt ham dinglende og opmuntrede ham smilende, mens han forrettede sin nødtørft li ge ned p~ tæppet. Dette til trods for, at vi sad f~ meter fra toilettet. Angrebet af en kortvarig choktilstand s~ jeg m~bende t il, indtil situationens alvor gik op for mig, og jeg fik travlt med at f~ mine tasker i dækning. I alt sin omsorg havde moren nemlig glemt at tage højde for det naturlige tilbageslag, som var konsekvensen af at holde ham oppe fra gulvet. Hvis Freud havde levet i dag og gjort de samme observationer, ville han sikkert have disket op med en analyse med fiere referencer til den s~ka ldte anale fase. Selv vil jeg bare sige hurra for Kina og den lille tæppetisser!! Han gør sgu en forskel, og det er blandt andet ham, som er med til at holde liv i gryderne, s~ Kina forh ~ bentiigt mange ~ r endnu er meget mere end højhuse, mobil- / ~ / I'iJ I,I"~ /1'11/1 I.11 Inll " telefoner og Mc. Donalds. Ved en puja p~ et lille klippeparti over Kaza gompa velsignes nye bedefiag over et b~ 1 af enebærkviste og tørm 1- ure og smarte solbriller, værner de fortsat nidkært over de skatte, som I generationer har været opbevaret i gompaens mørke rum. En revitalisering af den buddhistiske ku ltur har betydet, at der for første gang i nyere tid igen er tilgang til de buddhistiske uddannelsesinstitut ioner, og inden for disse er Dhankar gompa en af de væsentlig ste. Her findes blandt and et nogle af de dygtigste musikere, dansere og fortolkere af de traditionelle chaam danse, og det er disse lamaer jeg en tidlig morgen følger til hovedbyen Kaza, hvor der er inviteret til fødselsdagsfest. Nytår og fest Fødselsdagsgæster Bedeflag blafrer i vinden ret yakmøg, inden de erstatter de gamle. Denne ceremoni symboliserer b~de begrndelsen p~ et nyt ~ r og starten pa dagens fest. Via et interimistisk højtaleranlæg spredes reciterende mantraer ud over dalen, akkompagneret af toner fra lange dybe horn og livlige trompeter. Et portræt af dagens hovedperson og fødselar, den 14. Dalai Lama, bæres GLOBEN nr. 20 / Juni GLOBEN nr. 20/ juni

15 r Puja indleder fødselsdagen officielle liv for at nyde sit otium I Spitis ældste kloster, den mere end ~r gamle Tabo gompa. i en lang procession fra gompaen og ned til festpladsen, hvor den symbolske tilstedeværelse hurtige piruetter afløses af balancering p~ et ben. Dette er naturligvis trænet grundigt over flere ~r, men det sker, at en af lamaerne taber balancen eller besvimer under den bagende sol og m~ hjælpes af assistenterne. Dansene er ofte ontologiske fortællinger om det godes kamp mod det onde, og de frygtindgydende masker lader forst~, at der er tale om historier fra gudeverdenen, hvor dæmoner udgør et væsentligt element. S~ snart en af de maskerede dansere nærmer sig børnene, flygter de skrækslagne hen mod deres forældre, alt sammen til stor jubel for det ældre publikum. Dagens største oplevelse er dog mødet med de festglade spitier, der gerne inviterer p~ en kop te og en lokal snack, mod at man fortæller lidt om sig selv. Deres tøj, i traditionelle mønstre og design, er et orgie i klare farver, der st~r i en skærende kontrast til omgivelsernes brune nuancer, og det er tydeligt, at der er in dg~et mange h ~ndarbejdstimer i produktionen. I dette herlige selskab flyver dagen af sted, og de mange indtryk vil for evigt sætte sig i erindringen som en unik oplevelse og en bekræftelse af, at lamaer ogs~ fejrer fødselsdag! Som afsluttende kommentar skal det lige nævnes, at Dalai Lama I ~r fylder 70 ~r, s~ m~ske bliver den 6. juli 2005 en endnu større festdag i Kaza end tidligere ~r - tag dertil og oplev det! Der er ikke noget som fester der kan skaffe nye venner og i dansens pause har jeg modt denne ualmindelig yndig kvinde. af den religiøse leder markeres med afspilningen af den tibetanske nationalmelodi. I løbet af dagen deltager forskellige dansegrupper fra Spitidalen, unge s~vel som ældre, og i skolens bygninger øves der flittigt, inden de nervøse performere betræder scenen. Der er stor prestige i at deltage, og nogle af dansegrupperne har øvet siden sidste ~r for at kunne yde deres bedste til ære for Dalai Lama. Dans og musik indg~r som en del af undervisnin.\len i de lokale skoler i et forsøg pa at bevare sproglige og musikalske elementer af en kultur, der er i stadig forandring, og det er ikke ualmindeligt, at der spilles op til dans, n ~ r man besøger en skole. Underholdningens højdepunkt er dog de dansende lamaer fra Dhankar, der i løbet af dagen opfører et par af de klassiske chaam maskedanse. I farverige dragter, rigt ornamenteret med buddhistiske symboler, og dæmonmasker med forvredne ansigter indtager de scenen som superstjerner. Det er en meget fysisk og psykisk krævende disciplin, der kræver stor koncentration og en fantastisk balanceevne, idet p~ en forhøjning ved siden af Dalai Lamas portræt sidder de højest rangerede lamaer fra de store klostre i Spiti, og i midten er den unge Rimpoche fra Kaza gompa placeret. Han ser ud til at have nydt dagens farverige underholdning, o~ m~ som afslutning pa ceremonien selv indtage hovedrollen, da det bliver muligt at præsentere et kata, et ceremonielt tørklæde, for ham og modtage hans velsignelse. 14årig på venteliste Selvom han kun er 14 ~r, rangerer han som den øverste religiøse person i Spiti, hvilket først vil ændre sig den dag, Dalai Lama trækker sig t ilbage fra det Chaam dans GLOBEN nr. 20 / Juni l, r I r r p og ridning vores mindst fem kopper te, og deler cigaretter (det vil sige, de vil gerne have mine). Cookie fortæller gennem vores ene tolk, Abang, om nog le af de vanskeligheder, som Mantawalfolket st~r overfor. Han fortæller, at de kæmper for at beholde deres traditionelle levevis, sprog og kultur. Jeg spørger nysgerrigt Cookie, hvad den indonesiske regering gør, der skader deres kultur. Regeringen har tvunget mange af dem til at bo i så kaldte regeringsbyer, skønt de i deres kultur bor i hytter ude i junglen, fortæller Cookie. Han fortæller, at regeringen har gennemtvunget skolegang med undervisning i 6ahasa Indonesla, som ikke er deres eget sprog, og værst af alt har træfældning været tilladt i stor stil. Men, som han slutter med at fortælle, er de fleste flyttet ud af byerne og tilbage i junglen. Invitationen t il åndeuddrive lse En lille uge senere og meget dybere inde i junglen overnatter vi hos en lokal shaman. Om aftenen er der en helbredelsesceremoni hos 'naboen' (en time væk), hvor vi f~r det første Indblik i Mantawai-folkets mere ceremonielle side af ~ndslivet. Da det centrale er en meget syg mand, er stemningen trykket, og vi holder os i udkanten for ikke at forstyrre. Men vores vært, shamanen, kan se vores interesse for ceremonien og spørger, om vi de næste par dage ikke ville tage del i en renselsesceremoni, hvor han sammen med mange andre shamaner skal rense et hus for onde ånder. Vores planer går i en helt anden retning, men en hurtig diskussion og afstemning afgør sagen. Næste morgen sejler vi ind til nærmeste regeringsby, hvor der er en lille butik. VI køber sukker, kaffe, te GLOBEN nr. 20/ j uni

16 l~ og tobak for ikke at komme til ceremonien tomhændet. Med læssede tasker drager vi tilbage ud i junglen, til det hus der ska l renses. Da vi ankommer om aftenen, byder de os velkommen og fortæller os, hvad der skal foreg~. Da arbejdet blandt Mentawai-folket er meget kønsopdelt, g~r kvinderne ud bagved til det indendørs b~lsted, mens vi andre snakker med mændene om, hvad der skal gøres. Alle stammens shamaner 'ra nær og fjern kommer til den store renselsesceremoni. Fælden best~r af et bur bygget af lange bambuspæle, hamret ned i jorden, s~ de danner en rundkreds. For enden er der en lille I~ge, der er forbundet til et reb. Inde i fælden ligger der lidt sagu, som de velvoksne, fede, sorte hængebugsvin er vilde med. Ejeren af svinene sidder med rebet i h~nden klar til at lade fælden klappe. Det eneste problem er, at det hele tiden er det forkerte svin, der lusker ind i fælden og snupper saguen. S~ vi m~ ud og skræmme svinet væk, hvorved alle svinene bliver skræmt i alle retninger ud i junglen, og vi kan starte forfra. Vi fortsætter vores jagt et par timer, indtil alle m~ erkende, at andre metoder skal tages i brug, hvis vi ogs~ skal n~ at skaffe brænde. En slags lasso lavet af lianer bliver fremskaffet. Svinet bliver fanget, og tre lændeklædte Mantawai-mænd springer p~ svinet og begynder at binde det. Aldrig har jeg hørt s~ meget skrigeri. Svinet ser ualmindelig rasende ud, mens det hvinende snapper efter alle og skider og pisser i alle retninger. Det f~r mundkurv p~ og bliver svinebundet i palmeblade. De splitter endnu et stort palmeblad og skaber på den måde en kurv, som svinet kan være i. Med lidt flere lianer f~r kurven seler, s~ det faktisk bliver til en rygsæk med et styk levende, sprællende, spruttende, prustende og pruttende hængebugsvin. Jeg f~r den tvivlsomme ære at bære svinet, ikke mindst over en flod, hvor svin og jeg ender i mudder til livet og jeg kæmper og vinder en brav kamp for at ende helskindede p~ den anden side. Vi trommer og danser natten væk Om aftenen, mens b~let tændes, ofres de to sm~ grislinger ved at struben skæres over af en shaman, s~ blodet løber ned i wokken. Denne aften er nærmest en opvarmning til den helt store fest dagen efter, men trommerne findes frem, og shamanerne er i fuld udstyr. Alle stammens shamaner er kommet langvejs fra for at hjælpe ved ceremonien. De har alle langt sort h~r, er iklædt lændeklæde og har de mest fantastiske tatoveringer, der dækker hele kroppen. Tatoveringerne er ikke blot til pynt, de tjener et form~l : Der er tatoveringer, der f~r fjendtlige stammers ond e fortrylleiser til at prelle af som regndr~berne mod palmebladene, der er tatoveringer, der skaber ligevægt i kroppen og sjælen, der er tatoveringer, der viser indtræden i mandeverdenen, men mest utroligt er de, der ikke bare nøjes med tatoveringer. Flere af kvinderne har f~et deres tænder hugget til som rovdyrets. De har med en mejsel hakket alle deres tænder til spidse trekanter. Det er et specielt syn, n~r en kvinde smiler et sædvanligvis venligt smil, og s~ blotter hun et sæt halvr~dne trekantede rovdyrtænder. Kodet fra de ofrede svin fordels HELT nøjagtigt. Ingen skal snydes j sj det tager Sin tio. Gri slingerne ristes, renses, koges og deles helt minutiøst mellem de fo rskellige familier. Vi smager lidt, men da det er me~et sjældent, at t s ~ overd~digt maltid med alt det kød serveres, lader vi dem selv dele og fortære det meste. Gris smager Jo som gris gør, ogs~ selvom den er Indkogt i sit eget blod. Men saguen, om jeg er ved at vænne mig lidt til, ha r som altid en pudsig konsistens. Den smager og virker lidt som havregrød, der er blevet glemt i gryden, Indtil det er størknet. En enkelt gang I vel' de det dog med kokos, hvilket øl' det helt spiseligt, men ellers skal ma n være sulten for rigtigt at værdtte det. Bålet brænder midt i huset og oplyr kranierne, der til ejerens stolthed pryder husets loft og overhænget ve l' b~lstedet. Der hænger et utal f sodede kranier fra hjorte, vildsvin og m~ ske mest skræmmende: Aber. 101' de ligner nærmest sm~ menn skekranier. Deres hule og tomme 0Jen ~ bninger stirrer ud i natten. Hovedskallerne holder de velvillige dyrs ~nder i huset som beskyttelse mod udefrakommende fjendtlige nder. Som jeg dagen efter f~r et Ind blik i, er dyrene velvillige, fordi d res ~nder spørges og formildes Inden de ofres. I ngs b~let er trommernes skind blevet opvarmet og spændt, s~ lrommespillerne nu kan t age hver,in tromme og begynde at spille. Musikken er ensformig og rytmisk. en følger pulsslaget og g~r lige ind i hjernen og maven. Shamanerne da nser i ildens skær, en taktfast t mpende dans. Ved hjælp af Da alle danser og spiller til solopdansen, musikken og ~nderne skal deltagerne n~ en trancetilstand. I trancen n~r de til 'den anden side', hvor de f~r kontakt til ~nderne. Da de første kaster sig p~ gulvet i trance, giver det et gib i mig, for ikke nok med at de kaster sig rundt, de r~ber ogs~ op p~ ~nder n es sprog. Shamanerne kan genkende og tolke sproget, men ingen forst~r det, og shamanerne prøver at berolige dem, der er i trance. Den ene dans afløser den anden, den ene trance den and en. I den kulsorte nat tramper de videre, og trommerne dunker deres kraft ud i junglens mørke. Som natten skrider frem mod solopgang, oplever jeg for første og m~ske eneste gang i mit liv, hvordan membranen mellem vores verden og ~ndernes verden føles tynd og næsten gennemsigtig. Selve aftenen gang, dukker shamanerne først op igen over middag. Men s~ snart alle er samlet, beg ynder festlighederne igen. Dagens ofringer starter med høns, som to shamaner velsigner med helligt vand, hvorefter en and en i et snit skiller hønens hoved fra kroppen. Det vigtigste ved hønen er ikke kødet, eller selve ofringen, men hvad der gemmer sig inde i hønen. Hønens indvolde fortæller alt om fremtiden, og det skaber stor opmærksomhed, da en shaman begynder at nærlæse tarmene. De lover godt for fremtiden, ikke mindst lover indvoldene, at hvis der indledes en abejagt nu, vil den få succes. Men da abernes ånder, i en anden ceremoni, ikke giver deres tilladelse til jagt, hjælper det ikke. Ikke desto mindre er alle særdeles tilfredse med sp~dommen, s~ de to store svin, som vi hentede to dage tidligere, hentes ind fra deres bambusbure ude bagved. Ved solopgang skal vi først hente de svin, der skal ofres, hvorefter vi skal skaffe brænde til madlavning. Kvinderne derimod bliver sendt ud for at samle taro-rødder, og de skal senere forarbejde sag u, der er kernen fra en bestemt palme, til en form for brød. sådan pakker man et svin Mens vi venter p~, at de rigtige offersvin g~r i de rigtige fælder, f~r vi et indblik i MantawaH~lmodighed. Shamaneme danses i smukke klæder p~ livet 105, tii/yejen af trommerne der rytmisk byder morket velkommen. GLOBEN nr. 20 I Juni GLOBEN nr. 20/ juni

17 Svinene velsignes, og en længere ceremoni skal gøre deres ånder klar til rejsen, og de bedes om tilladelse til at tage kødet. Tilladelsen opnås, hvorefter svinene forberedes med helligt vand og diverse planter. Det første svin er igen begyndt på sit skrigeri, men situationen taget i betragtning er det måske forståeligt. Med et hårdt stik gennemborer en shaman svinets strube, så blodet sprøjter ud. I seje snit skæres resten af halsen over på det, mens andre shamaner kæmper for at holde det fast. Da det skal udskæres, hjælper jeg selvfølgelig til, men må erkende, at indvolde og stadig varmt blod ud over det hele er hårdt for et bysbarn som mig. Men da jeg er den eneste af os, der hjælper, er de stadig lidt imponerede, og jeg får lov til at hjælpe med resten af forberedelserne og vælge et stykke kød først. Desværre er det fineste kød åbenbart fedtet, og alt det fedt, der ser ud til at være på et hængebugsvin, jo! det er der faktisk. Efter vi har spist, falder jeg i snak med en af shamanerne, og da jeg er meget interesseret i at få et indblik i deres åndeverden, spørger jeg ham, hvordan man bliver shaman. Han fortæller om Lau Lau, søn af Aman Lau Lau, som menes at være den yngste shaman på øen, men da Mentawai-folket ingen kalender har, ved ingen, hvor gamle nogen er. Lau Lau var på jagt ude i skoven og vendte ikke tilbage sammen med de andre. Da han omtåget og udaset vendte tilbage flere dage senere, var han blevet tatoveret og var dermed på vej mod 'shaman'. Som rationel af sind spurgte jeg min nye ven, hvor Lau Lau da havde været, og hvem der havde tatoveret ham. Han kiggede undrende på mig og fortalte, at Lau Lau selvfølgelig havde været i sine forfædres bolig (i åndeverdenen), netop derfor kunne de ikke finde ham. Først derefter optrænes han i ritualerne, men sit kald finder enhver shaman direkte hjemme hos ånderne. Det stod klart for mig, at disse shamaner færdes i både denne og den anden verden. Deres krydsning mellem de to verdener var lige så ubesværet og lige så lidt dramatisk, som når jeg tager bussen til an anden by. Da mørket igen sænker sig, har shamanerne fundet deres 'magiske æsker' frem. Det er bokse, der indeholder alt, hvad en shaman har brug for j en ceremoni, som for eksempel klokker, pandebånd i farvestrålende perler og et slags klæde, også af perler, der bruges i dansen. De magiske æsker er normalt gemt ude i junglen, for hvis de indonesiske soldater finder dem, ødelægger de dem på stedet. Shamanerne iklæder sig klokkerne, klæderne og planterne, som skal få dem til at ligne fugle. Trommerne begynder igen, og dansen er nu indøvet til perfektion. Fugledansen gennemføres igen og igen, mens stemningen stiger. Da de første danse er overstået, samles al den grønne pynt midt på gulvet, og shamanerne sætter sig rundt om. De begynder at nynne/meditere for at komme i kontakt med ånderne. Da kontakten opnås, kan shamanerne se, hvilke ånder der er onde og derfor skal renses væk. Med hver sin blå plastiktallerken i den ene hånd Information om Siberut og min rejse derind. Øerne kaldes også Mantawai-øerne og ligger vest for Sumatras kyst i Indonesien. Shaman nærlæser indvoldene (ra en ofret kylling, for at se hvad fremtiden byder pj. Læsning j fremtiden, virkede som nik vi læser vejrudsigten, alle snakker om det, men ingen gor noget ved det. og klokkerne i den anden jager de som besatte rundt i hele huset for at få fat i ånderne. Ånderne indfanges og samles sammen med gaver fra shamanerne og de grønne planter, hvorefter de lukkes inde rent fysisk i en trækasse, som først åbnes næste o ar. Mens mine øjne ikke længere kan holdes åbne, fortsætter shamanerne dansene og de tilhørende trommer, også denne nat lige indtil solen står op. Jeg var der i 1999 i to uger sammen med en lilie gruppe (8) af vesterlændinge. Vi havde to guider med, der, udover at have gode forbindelser/ venner på øen, snakkede mantawai, hvilket er en stor fordel, da meget få ude i junglen snakker Bahasa Indonesia (og da slet ikke engelsk). Vi havde arrangeret turen fra en af de lokale cafeer i Bukittinggi, hvor de lovede, hvilket de levede op til, at de benyttede lokale hjælpere og betalte ordentligt for servicen. Vi så flere steder, hvad de havde købt med til de folk hos hvem vi boede. Da der ikke var penge, var betalingsmidlet kaffe, sukker, cigaretter, gryder, wokker og lignende. Jeg betalte kr., som inkluderede alt undtagen egne køb (men der er ikke så meget at købe). Sørg ALTID for at have en cigaret på dig, det er den letteste genvej til nye venner på Siberut. Hvis man bliver inviteret, er det selvfølgelig altid høfligt at have en lille værtindegave med, dette gælder også her, så medtag gerne lidt sukker (det elsker de), kaffe, te og salt, hvis du skulle være så heldig at blive inviteret til festligheder. Den bedste baggrundslitteratur, som jeg har fundet over emnet, er Charles Lindsay "Mentawai Shaman - Keeper of the rain forest". Den giver et fantastisk indblik i både deres fortid, nutid og meget skræmmende mulige fremtid. Tekst og foto: Sisse Skipper Andersen Da jeg blev opfordret sidste år til t lave en rejse for ti-tolv andre, tænkte jeg: Hvor skal vi tage hen? Jeg måtte selv bestemme hvorhen, Iwornår og hvordan. Guatemala er t land, jeg har besøgt to gange tidlige re, og det er et af mine absolutte ynd lingssteder, men jeg havde ikke før været der under påskehøjtidelighederne, som jeg ellers havde hørt så meget om og meget gerne ville se. Jeg skriblede hurtig en rute ned til en måneds tid i det mellemome rikanske med udgangspunkt i Antigua til påske. I løbet af en til to uger havde jeg et luksusproblem, J g havde ikke mindre end fjorten, der ville med på turen, og jeg måtte begynde at sige, at der var udsolgt. Alt dette skete sidste sommer i juli må ned, og det virkede som lang tid, før man skulle begynde at forberede sig. Men allerede i august var det ved at være slut med de billige fly billetter, og flere hoteller i Antigua meldte udsolgt I påsken, så det krævede virkelig tidlig planlægning, når ma n var fjorten, der skulle af sted. leg havde store forventninger til påsken og håbede på, at mine "gæster" ikke ville blive skuffede, når Jeg havde valgt, at vi skulle bruge en lilie uge på at se disse processioner. Hvad nu, hvis alle var mætte af oplevelsen allerede palmesøndag? Men nej, vi blev ikke skuffede, det var for mig den største religiøse begivenhed jeg har oplevet. Den blev ved med at overgå sig selv frem til den store kulmination langfredag. Her må jeg indrømme, at jeg stod stortudende klokken efter at havde set den mest højtidelige og sørgelige procession gå forbi med Jesus på vej til korset. så jo, det er helt sikkert en begivenhed, jeg skal opleve igen. Vi valgte at bruge de tre store religiøse dage, palmesøndag, skærtorsdag og langfredag, på optogene. Mandag og tirsdag var vi på en afstikker til Rlo Dulce og Copan i Honduras. Vores hotel lå meget tæt ved den store La Merced kirke, hvorfra mange af processionerne udgik. De fleste af processionerne gik igennem byen i otte til tolv timer. Flere tusinde i optog En procession består af flere tusinde mænd og kvinder. Først kommer mænd klædt ud i romerske dragter, og mange bærere af processionspodierne går i en lang kortege på hver side af de brostensbelagte gader, med røgelse, som gør luften Den tunge byrde at lorte de store podier tung og diset, og man føler sig ført tilbage til Jesu tid. Derefter kommer kulminationen på processionen med det første podium, hvorpå der er en Kristusfigur. Dette podium er ubeskriveligt stort, vejer flere tons, og de mange bærere skiftes dagen igennem til at bære det. Der er plads til firs til hundrede bærere af de største. De bærer podiet med en ubeskrivelig udstråling af respekt, alvor, sorg og lidelse. Efter podiet kommer det store orkester, som hele dagen spiller sørgmodig marchmusik, som bliver mere og mere, jo tættere man kommer på langfredag. Efter musikken kommer kvinderne klædt i sort og hvidt med fine blondetørklæder over deres hoveder. De bærer et mindre podium med Jomfru Maria på, derefter følger også mindre podier med andre helgener. på ruten igennem byen er der lavet de såkaldte Alfombras, tæpper, som er ubeskriveligt smukke. De er iavet af alt fra farvet savsmuld til blomster, frugt og grønt samt fyrrenåle. De første ved kirkerne er lavet af kirkefolk, men ellers er tæpperne lavet af ejerne uden for deres huse. Tæpperne bliver flottere og flottere, som ugen skrider frem. Det er en prestige i at lave de flotteste og GLOBEN nr. 20/ Juni GLOBEN nr. 20/ juni

18 længste tæpper. Det længste, jeg så, var omkring fyrre meter langt og blev lavet natten til langfredag. Den nat var næsten hele byen afspærret for trafik, og det mest af byen var oppe hele natten for at lave de flotte tæpper. Vi stod op klokken fem og gik på tur igennem menneskemyldret og beundrede de flotte kunstværker, som kun ska l eksistere, indtil processionen er passeret hen over dem. Efter processionen var der et super rengøringshold med en koordinering, som man ikke troede muligt i et sådant land, men ti minutter efter at processionerne var forbi, var gaderne ryddet. Kutteklædte mæ nd i Palmesondags procession velsesstemning bredte sig over byen. Alle de violetklædte mænd skiftede til sort, og Kristus blev ført byen rundt i en glaskiste på toppen af et kæmpemæssigt podium, med meget dyster musik og et væld af røgelse. Som ugen gik, så vi også i processionerne den sidste uge i Kristi liv med den sidste nadver, de tolv apostle, Pontius Pilatus og de to røvere, der skulle korsfæstes ved Jesu side. Langfredag morgen udgik den flotteste procession fra La Merced kirken klokken seks. Vi fandt en plads ved et smukt tæppe tæt ved kirken. Optoget startede lige omkring solopgang og viste hele den sidste dag i Kristi iiv, med det flotteste podium med Kristus på med tornekrone og slæbende på korset, og efter ham fulgte et hav af orkideer. Hele sceneriet var meget rørende, og folk tog det virkeli~t seriøst. Jeg stod da også med tarerne iøbende ned ad begge kinder. En by i sorg Klokken tolv langfredag var tidspunktet for korsfæstelsen, som foregik ved katedralen, hvor sortklædte kutteklædte mænd hængte Kristus på korset. Klokken tre blev han taget ned igen, og en begra- Langfredag aften sluttede så en oplevelse, hvor vi følte os som tilskuere til en film, men her var det virkelig hed. En begivenhed, der finder sted med stor seriøsitet hvert år. Ikke en begivenhed, der er lavet for os turister, men noget, der fylder meget i deres liv. Byen var fyldt med flere hundredetusinde mennesker, men den til hverdag rummer , men vi vesterlændinge va r som en dråbe i havet. Dette var virkeligt lavet for dem selv. I lith -'1 ~ "til" l l l h.. 110ft Itltnn 'l '''''-1.. II. -,u/ 1111 Ilt 110 J vi ti l bjerg lands- Tekst og foto: Kenneth Hvo/bø/ Efter strabadserne på Pik Lenin var Lars Munk, Kristian Mody, Morten Vedersø (Veder) og jeg taget til Samarkand i Uzbekistan, hvor vi brugte tid på at bese de imponerende tals bygningsværker. Blandt andet Gur I Emir mausoleet, hvor Centralasiens tidligere hersker og feltherre Amur Timor, har fundet sit sidste hvilested, omgivet af sin nærmeste fam ilie. Timor er i dag Usbekistans nationalhelt, på trods af hans gerninger som diktator og folkemorder af værste skuffe. Bibi-Khanym moskeen, som Timors kinesiske kone byggede til ham, mens han var ude i den store verden for at plyndre og myrde, blev ligeledes beset samt Centralasiens altoverskyggende attraktion, det imponerende Registan. Slutteligt rundede vi en prangende statue af Timor, siddende på sin trone Statuen bliver flittigt brugt som baggrundskulisse for poserende brudepar, som bliver fotograferet og filmet, så det historiske ikon ligesom drages med ind i bryllupsfesten. Den dag var ingen undtagelse, hele 5 brudepar med følge, havde stillet sig i kø foran statuen og ventede pænt, til det var deres tur. Vi sagesløse turister fik vores del af opmærksomheden og blev både filmet og fotograferet af samtlige tilstedeværende kameraer, inden vi vendte tilbage mod Registan. Vi vidste, at der var et stort bryllup under opsejling nær Registan, så vi kiggede forbi, for at se om usbekernes legendariske gæstfrihed kunne stå mål med forventningerne. Vi fulgte tonerne af usbekisk musik og stak uskyldigt hovederne indenfor, og sandelig om vi ikke straks blev vinket ind, hvil ket vi naturligvis takkede ja til. Der var vel små 300 feststemte gæster, som spiste ved de vel dækkede borde, dansede og - muslimer eller ej - skyllede alt ned med rigeligt af den loka le vodka. Brudeparret var sat til højbords i den fjerne ende af lokalet og så som alle andre brudepar, vi havde set i Centralasien (hvilket ikke var få) alt andet end glade ud. At danse med mænd! Det var en flok mænd, som havde inviteret os indenfor, og det var ved deres bord, vi blev placeret. 8 ukharas tykke mure Brudeparret havde formentlig ikke den fjerneste ide om, hvem vi var, og hvad vi lavede til deres bryllup. Det samme, havde vi på fornemmelsen, var gældende for en hel del af de andre tilstedeværende gæster, deriblandt en stor del af det iokale politikorps, så det bekymrede os ikke. Vi havde nok at gøre med at følge med de lokales vodkaindtageise. Knap var glasset blevet tømt, før det prompte blev fyldt. Der var smidige dansepiger til stede, som på skift bød mændene op til dans, og fremmødte turister slap da heller ikke. Især Lars og jeg fik svi n get de bjergtrætte ben til den store guldmedalj e under begejstrede ti l skueres latter og hujen. Efter dansen måtte man pænt aflevere et mindre beløb, som pigerne stak i kavalergangen. Det udgjorde en slags bryllupsgave til "det lykkelige par". Det var tilsyneladende forbudt at danse med andre piger end de legale dansepiger. Det var en hel anden historie, hvad mændene angår. De var vilde med at danse med os, og vi havde knap tid til hvile, før vi endnu engang matte tage en svingom, med de dansevillige mænd.,'lili/nm JfJ/Jun GLOBEN nr. 20/ juni S

19 Lidt betænkeligt for en Iyshudet heteroseksuel dansker, men ihukommende de kloge ord "skik følge eller land fly", svingede Lars og jeg os gennem det halve politikorps og en lang række af de andre tilstedeværende mænd, og indrømmet... vi morede os kosteligt! Om det var, fordi vi dansede særlig godt, ved jeg ikke, men flere gange fik vi faktisk betaling efter dansen!! Nede ved bordet forsøgte vi gestikulerende at føre en slags samtale, men det var absolut håbløst, så var det trods alt lettere at danse. Vi blev budt op for at skåle med brudeparret og fik dernæst besked på at fotogra~ fere "det lykkelige par", hvorefter VI blev gennet ned på plads igen. I det hele taget blev vi kommanderet en hel del rundt med. En af de yngre mænd ved bordet begyndte tilsyneladende at gøre tilnærmelser til Veder, hvilket vi grinede meget af. Veder ville vældig gerne have hjælp til at slippe af med ham, men det var vanskeligt, da vi hele tiden blev budt op af skiftende mænd. Da Lars og jeg endelig fik lov til at sætte os ned, havde en underlig stemning bredt sig ved bordet. Samtidig med, at Veders bordherres kærlighed tilsyneladende var usvækket, havde et par mænd præsenteret os for en regning for mad og drikke, godt nok et mindre beløb, men alligevel. Vi nægtede at betale, før vi endnu engang blev budt op til dans. Denne gang var tilnærmelserne ikke til at tage fejl af. En af mændene mere end antydede samlejebevægelser og bad mig med et kast med hovedet om at følge med udenfor. Jeg hev fat i Lars, der bedugget af vodka, tilsyneladende ikke helt havde opfattet situationen. Ved bordet fik jeg forklaret ham sammenhængen og fortalt, at nu var det vist på tide at sige tak for i dag. Mændene ved vores bord havde nu påtaget sig en aggressiv attitude og signalerede truende attituder, sam tidig med at de viftede med "regningen", der va r skrevet på en afrevet lap papir og så alt andet end officiel ud. Vi havde på fornemmelsen, at det kun var en lille gruppe mænd. der ville tjene en ekstra skilling pa turisterne, som naivt troede, at de var inviteret til bryllup af godhjertethed. Presset af homofile til bud og den viftende regning, betalte vi skyndsomt og listede i al ubemærkethed ud ad bagdøren en erfaring og oplevelse rigere. Khiva skyline Brudepar bliver fotograferet foran Amur Timors statue Bryllup i Khiva En hel del klogere og med visdommen om, at det ikke altid er klogt at opsøge oplevelserne, frem for at lade dem komme til sig, va r vi på vej gennem den kna større Kyzylkumørken i "public taxi" til Khiva. Khiva, som er uløseligt forbundet med endeløse slavekaravaner, der i fordums tid krydsede gennem den trøstesløse ørken befængt med barbariske blodtørstige stammer, for h~em menneskelivs betydning kun males o o med prisen, der kunne opnas pa d et lokale slavemarked. Godt tørre I h I en og med rumlende mav r,'ull de vi i taxien ind i en forst d til Khlva. Mørket var fald et p, m n n lille beværtning var oply t om t mindre Las Vegas, og dunk nd rytmer blandede sig med d n lumr ftenhede. En masse fe stst mt m nn sker tog imod os, da vi ntr d r tauranten for at indt fl n m Itldet. Det viste sig at v r ndnu t bryllup, som fyldte stort h I r tauranten, der var dog t nll t mt bord, hvor vi tog pi d, Ml Il li Il k ' Ilk d velsignet med mad og drikke. Faderen bad os med et stort smil om at gå ombord i retterne, samtidig med at han ustandseligt hældte vodka på os. Da jeg lettere opstemt bad faderen holde lidt igen med vodkaen, hamrede han en tung næve i bordet og fremsagde noget, som formentligt var ligestillet med eder og forbandelser, hvorpå han endnu engang fyldte i vores glas. Vi forstod, at man ikke sådan afviser usbekisk gæstfrihed og opgav yderligere indsigelser. Både Lars og jeg var begyndt at blive i ganske godt humør af den flydende usbekiske "gæstfrihed" og faderen ligeså, så han mente åbenbart, at det var passende at hidkalde sin yngste datter - måske i et spinkelt håb om at afsætte hende til en velhavende vesterlænding. Det stod ham dog hurtigt klart, at hverken Lars (som ellers ikke kan tillade sig at være kræsen) eller jeg lyste af forelskelse trods datterens indb~dende overbid og smukke udstaende øjne. At danse med kvinder Faderen var åbenbart fast besluttet på at involvere os så meget som muligt i bryllupsfesten. Selvom vi slet ikke havde spist op, blev vi blev bedt om at forlade bordet. Faderen slæbte os ind midt imellem de dansende bryllupsgæster, slukkede for musikken og stak os en mikrofon I hånden. så stod vi der foran bruden, som til forskel fra søsteren så yndig ud, og det stod os klart, at de hen ved 150 gæster forventede en tale til bruden. Halvt bedøvet af vodka fyrede først Lars og dernæst jeg e~ engageret og levende tale af - pa dansk naturligvis Der var med garanti ingen andre end Lars og jeg, som forstod et muk, men på trods af dette faktum var succesen ikke til at tage fejl af.. Folk klappede og hujede af begejstring. Pludselig blev den lokale musik afløst af for os mere velkendte toner, og marquerena' dundrede ud af de veidimensionerede højtalere. Lars genopfriskede hurtigt for mig marquerena'ens kendte trin, og kort efter fulgte hele selskabet efter vores bevægelser. Midt i en inciterende svingom med noget som lignede en svigermor blev jeg forsigtig prikket Udsnit fra det vidunderlige Registan på skulderen. Jeg vendte mig om, og der stod bruden i al si n pragt, genert smilende, omgivet af uskyldens brusende hvide slør. Et par unge mænd puffede mig hen imod bruden, og jeg forstad, at hun ville danse med mig, men var for genert til selv at spørge. Sikken en ære. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om gommen, han va r nemlig slet ikke til stede. Det er skik og brug, at bruden holder farvelfest - en slags mega polterarbend med brudekjole, slør, musik, mad og hele molevitten for familie og venner, inden det rigtige bryllup løber af stablen, og det va r sådan et vi var havnet midt i. Sveddryppende satte vi os ved bordet for at spise færdig, hvorpå hele selskabet forlod restauranten, musikken slukkede, og festen var slut. Klokken var næppe mere end ni, og vi var stadig i højt humør. VJ klemte os ind i taxaen igen, hvorpa festen fortsatte til høj musik, mens vi dansede så godt vi kunne på sæderne..l\hhhhhh marquerena'! Tilfreds gom og knap sj tilfreds brud fra Samarkand 36 GLOBEN nr. 20/ juni

20 Kannibalen inviterer på middag Imens der deles tobak ud til la ndsbyens indbyggere ned til 7 års alderen, løber de mindste ud i junglen for at finde friske blade. Med gravepinde graves der et hul, som skal fungere som ovn. Bunden dækkes med sten, der som varmelegemer, skal stege vores mad, som bliver pakket ind i de friske blade. Der er tale om udsøgte lokale delikatesser som søde kartofler, blade, sago, rødder og fo rskelli~e rodfrugter. Et par høns må ogsa lad e livet og bliver slagtet i dagens anledning - en kærkommen ændring i den vegetarkost, vi ha r været igennem hidtil på turen. Tekst og foto: John Lau Jensen Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den modsatte side af hytten. Mørket gør det svært at skelne de enkelte t ræk, og røgen, der svier i øjnene, gør det næsten umuligt at trække vejret. Følelsen af, at 15 par øj ne stirrer på mi ~, observerer hver en bevægelse, far det et kort øjeblik til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg befinder mig inde i en mandehytte hos mekstammen, der bor i det centrale højland på Irian Jaya, Indonesisk Ny Guinea. Det har taget mig tre uger at vandre hertil fra Baliemdalen, og aldrig har jeg følt mig så langt væk fra noget, jeg kender. Havde jeg modtaget denne middagsinvitation for 40 år siden, ville jeg nok have været noget betænkelig, idet j eg befinder mig blandt nogle af de mest aggressive kan nibaler i verden. Heldigvis har de lagt den håndgribelige ka nnibalisme på hylden, så den i dag kun praktiseres i symbolsk form - håber jeg! Min øjne har nu vænnet sig til mørket i hytten, og de 15 ansigter træder tydeligere frem. Foran mig sidder landsbyens ældste, anført af høvdingen. De er kun iført penisrør og 'nederd ele' lavet af bambus, og deres våben er hele tiden inde for rækkevidde. Lidt nervøst fremviser jeg mine gaver til høvdingen, som det forventes. Interesseret iagttager han saltet og tobakken, der er højt værdsatte udvekslingsgenstande i området, og nikker anerkendende. Han accepterer, og vi bydes velkommen. Om det var glæden over tobakken og sa ltet skal væ re uvist, men som noget helt exceptionelt inviteres min kæreste Rikke indenfor i mandehytten, hvilket vi ikke har oplevet tidligere på turen blandt de stærkt patriarkalske bjergstammer. En anden årsag kunne også være, at vi er inviteret til 'reunion party'! En af vores trofaste bærere stammer fra denne lille landsby og har ikke været hjemme i fl ere ar. Derfor er gensynsglæden stor, og det har måske bevirket, at der slækkes lidt på reglerne. GLOBEN nr. 20/ Juni 2005 Ventetiden fyldes med dans 38 Alt imens maden gøres klar, har høvdingen ved hjælp af en lille bue og et par træstykker fået lavet gløder nok til at kunne antænde nogle tørrede bladstrimler. De små flammer overføres til nogle få stykker brænde, hvorefter ovnen dækkes til med jord, så maden kan stå og simre. Tændstikker er næsten umu II~e at holde tørre i den våde jungle, sa den gamle optændingsmetode anvendes stadigvæk. Ve ntetiden in den festmåltidet bliver bestemt ikke kedelig. Knap nok er maden sat over førend de æld ste mænd, med høvdingen i spidsen, starter en traditionel dans rundt om ovnen. Der råbes og skriges, selv om det blandt mekfolket nok bliver kaldt sang, og tempoet stiger og falder i takt med skrigenes styrke. Undervejs får mændene lokket et par af kvinderne til at deltage, men de er meget generte og kan næsten ikke samle sig om dansen, da de hele tiden skæver mod de to fremmede. Til lejligheden har mændene tages deres smukkeste og mest prestigefyldte smykker, lavet af store muslingeskaller, og de mest prangende pen isrør på. Danserne anvender deres pile og spyd som rekvisitter i nogle af dansene, der symboliserer scener fra en jagt - måske på gamle fjender eller hvide missionærer, der for ca. 50 år siden trængte ind i deres område og konverterede dem til kristne! Rikke med høvdingen (il venstre De unge samler friske blade Efter to timers dans hives gravepindene frem igen og kort tid efter breder en herlig duft sig ud over landsbyen. Høvdi ngen sørger for at maden fordeles, så al le får lov til at smage på festmåltidet. Det er ikke ku n os, der ser frem til dette måltid med løbende mundvand, hele landsbyen nyder åbenbart også bruddet på deres trivielle hverdagsmenu. Specielt er det udsigten til at få kød, der skaber spænding. Kun ved særligt festlige lejligheder serveres der kød, og det er til alt held ikke længere menneskekød. Der tales livligt under måltidet, og flere af de ældste er meget interesserede i at sidde så tæt ved os som muligt, så de hele tiden kan iagttage vores bevægelser. Kvinderne holder sig pænt i baggrunden, om end de er meget intereserede i Rikke, der med sine 184 centimeters højde og lange lyse hår fremstår som deres diametrale modsætning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bidrog til underholdningen og til at gøre denne gensynsfest til noget specielt i lige så høj grad som den hjemvendte søn, der sidder sammen med sin familie og vinker til os, da vi drager videre. Vi har ikke kun ud vekslet tobak o~ salt med mekstammen, men ogsa oplevelser for livet, og for mig er denne gensidighed en af eventyrets og rejsens vigtigste grundregler. GLOBEN nr. 20/ juni