Erhvervsuddannelsessystemet i Danmark

Transkript

1 Erhvervsuddannelsessystemet i Danmark Denne monografi er udarbejdet af 1 Søren P. Nielsen og Pia Cort Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL) På vegne af CEDEFOP Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse Projektkoordinatorer: J. Michael Adams, Reinhard Nöbauer Ansvarlig: Stavros Stavrou, vicedirektør CEDEFOP 2. udgave, 1999 Udgivet af: CEDEFOP Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse Europe 123, GR THESSALONIKI (Pylea) Postadresse: PO Box GR THESSALONIKI Tlf. (30-31) Fax (30-31) E-post: info@cedefop.eu.int Hjemmeside: Interaktivt websted: Centeret blev oprettet ved forordning (EØF) nr. 337/75 vedtaget af Rådet for De Europæiske Fællesskaber, senest ændret ved forordning (EF) nr. 251/95 af 6. februar 1995 og forordning (EF) nr. 354/95 af 20. februar 1995.

2 2 Yderligere oplysninger om EU fås på Internet via Europa-serveren ( Bibliografiske data findes bagest i denne publikation Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2000 ISBN De Europæiske Fællesskaber, 2000 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Belgium

3 CEDEFOP Indledning Mål og målgrupper Offentliggørelsen af denne beskrivelse af erhvervsuddannelsessystemet i Danmark er et led i det igangværende arbejde med at opdatere og udvide den serie monografier om erhvervsuddannelserne i de daværende 12 medlemsstater, som CEDEFOP publicerede i perioden Serien omfatter nu også Østrig, Sverige og Finland og de lande, der deltager i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Formålet med nærværende publikation er at give en præsentation af erhvervsuddannelserne i Danmark, som er let at læse for interesserede»udenforstående«. Målgruppen omfatter alle, der såvel på EU- som medlemsstatsplan er aktive inden for erhvervsuddannelsesområdet, herunder beslutningstagere og forskere, ledere af erhvervsuddannelsesinstitutioner og -afdelinger og undervisere. Nogle vil måske bruge teksten som referencedokument, mens andre vil foretrække at læse den fra A til Z, f.eks. i forbindelse med et studiebesøg i landet eller i forbindelse med planlægning eller gennemførelse af et bieller multilateralt projekt. 3 Rapporternes indhold og struktur Bindene i denne serie beskriver såvel de grundlæggende erhvervsuddannelser som efter- og videreuddannelserne. Nogle af de grundlæggende uddannelser hører under Undervisningsministeriet, andre under Arbejds- eller Socialministeriet. Efterog videreuddannelserne, der tager sigte på såvel beskæftigede som ledige, udbydes af forskellige offentlige myndigheder, ministerier, private organisationer og arbejdsmarkedsorganisationer. Rapportens struktur (jf. indholdsfortegnelsen) er på forhånd fastsat af CEDEFOP, som også har fastsat grænser for rapportens længde. Strukturen er stort set den samme som i de rapporter, der blev bestilt i 1992, men der er foretaget visse ændringer, bl.a. er der indføjet et kapitel om, hvad vi har kaldt»kvalitative aspekter«, herunder oplysninger om certificering, erhvervslæreruddannelsen og uddannelses- og erhvervsvejledning. Alle forfatterne, også de, der opdaterer de eksisterende monografier, anmodes om at følge den samme struktur i fremstillingen for at gøre det lettere for læserne at sammenligne de forskellige systemer. Valg af forfatter og konsultationsprocedurer I forbindelse med denne serie monografier har CEDEFOP ønsket et produkt, som på en vis måde er umuligt at frembringe, nemlig en rapport, som er udarbejdet af en person, der kender det pågældende system indefra, men som samtidig er let at læse for udenforstående. Til forfatter er der således valgt en person/institution, som arbejder inden for det pågældende system, som er hjemmehørende i landet og skriver på sit modersmål, medmindre den pågældende udtrykkeligt vælger et andet sprog. CEDEFOP har i diskussionerne med de enkelte forfattere om deres respektive udkast spillet rollen som»udenforstående«og gjort opmærksom på steder og passager i teksten, som kan forekomme vanskelige at forstå uden insideviden. CEDEFOP har desuden anmodet forfatterne om at indhente kommentarer til deres udkast fra de vigtigste aktører inden for erhvervsuddannelsessystemet i deres land. Det vil sige ikke alene fra de forskellige offentlige organer, der er ansvarlige for at tilrettelægge og udbyde erhvervsuddannelse, men også fra de mest repræsentative arbejdsmarkedsorganisationer. I denne forbindelse er navnlig medlemmerne af CEDEFOP s bestyrelse i de respektive lande blevet konsulteret.

4 4 Offentliggørelse og opdatering Det er CEDEFOP s hensigt, så længe de nødvendige ressourcer er til rådighed, at udgive monografierne i trykt form på det oprindelige sprog og på engelsk, fransk og tysk. Undtagelsesvis kan der blive tale om at udgive nogle af monografierne på andre sprog. Erfaringen har imidlertid vist, at arbejdet med at oversætte monografierne og udgive dem er så tidskrævende, at rapporterne aldrig er helt ajour. CEDEFOP vil derfor også benytte elektroniske medier og bl.a. gøre resuméer og opdateringer tilgængelige på CEDEFOP s internetsted ( Kommentarer og feedback Som tidligere nævnt har CEDEFOP i forbindelse med udarbejdelsen af denne serie monografier skullet træffe en række valg, og vi vil meget gerne høre, om vi efter læsernes mening har truffet de rigtige valg med hensyn til rapportens genstandsfelt, indhold og struktur. CEDEFOP modtager gerne Deres kommentarer pr. brev, fax eller e-post. Erhvervsuddannelsessystemet i Danmark Danmark investerer kraftigt i erhvervsuddannelse. Landet har en højtlønsøkonomi med lav arbejdsløshed. Viften af muligheder, der tilbydes via erhvervsuddannelsessystemet navnlig for dem, der risikerer at blive udstødt er blevet udvidet, men presset på uddannelserne er øget tilsvarende. I modsætning til de andre nordiske lande er ungdomsuddannelserne i det danske system stærkt differentierede. Lærlingeuddannelserne, som har været i krise på grund af manglen på praktikpladser sidst i 1980 erne, har i de senere år igen fået større søgning, idet arbejdsgiverne i stigende grad bliver bevidste om nødvendigheden af at investere i uddannelse. Også for voksne er udbuddet af almene og erhvervsrettede uddannelser blevet udvidet både i bredden og i dybden. Selv om erhvervsuddannelsesudbuddet i Danmark er relativt lille og homogent, er det decentraliseret, og den enkelte uddannelsesinstitution har en høj grad af uafhængighed såvel hvad økonomien som driften angår. Navnlig på efter- og videreuddannelsesområdet tilskyndes der til konkurrence mellem udbyderne. Interessen for internationaliseringen af erhvervsuddannelserne er stor, og Danmark har en unik lovgivning, der ansporer elever i erhvervsuddannelserne til at tage praktikperioden i udlandet. Arbejdsmarkedets parter spiller en overordentlig stor rolle både i de formelle og de uformelle uddannelser. CEDEFOP vil gerne takke Søren Nielsen og Pia Cort fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, som har udarbejdet denne monografi. De har reageret yderst positivt på CEDEFOP s kommentarer og forslag til ændringer. Det er vort håb, at vi sammen har forsynet læseren med et nyttigt redskab. Stavros Stavrou J. Michael Adams Reinhard Nöbauer Vicedirektør Projektkoordinatorer Thessaloniki, april P.S.: For at kunne præsentere de seneste reformer i det danske system har Søren Kristensen og Sven Åge Westphalen, to danske kollegaer i Cedefop, udarbejdet et lille tillæg (Bilag 5).

5 Indholdsfortegnelse Forfatternes forord Kapitel I. BAGGRUNDSINFORMATIONER 1.1. Politisk og administrativ struktur 1.2. Befolkning 1.3. Økonomi og arbejdsmarkedsforhold Økonomisk politik Økonomisk udvikling 1.4. Arbejdsmarkedsforhold Erhvervsstruktur Arbejdsstyrken og dens udvikling Arbejdsløshed Ungdomsarbejdsløshed Langtidsledighed 1.5. Befolkningens uddannelsesniveau Mænds og kvinders uddannelsesmønster Kapitel II. UDDANNELSESPOLITIK OG -SYSTEM 2.1. Uddannelsespolitik siden Folkeskolen Ungdomsuddannelser Voksen- og efteruddannelse Målsætninger for fremtiden 2.2. Beskrivelse af uddannelsessystemet Grundskole Overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse Uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering Brobygning Ungdomsuddannelser Studiekompetencegivende ungdomsuddannelse/ de gymnasiale uddannelser De erhvervskompetencegivende uddannelser Individuelle uddannelser Statens Uddannelsesstøtte Videregående uddannelser Kortere videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser) Mellemlange videregående uddannelser Lange videregående uddannelser Voksen- og efteruddannelse

6 6 Kapitel III. ERHVERVSUDDANNELSESSYSTEMET Erhvervsuddannelsernes historiske udvikling Perioden frem til Perioden Perioden Perioden Arbejdsmarkedsuddannelsernes historiske baggrund Erhvervsuddannelserne (EUD) Indledning Målsætning for erhvervsuddannelserne Kontinuerlig fornyelse af erhvervsuddannelserne Uddannelsesstruktur og adgangsveje Erhvervsuddannelsernes skoledel Undervisningsplaner og eksamen Erhvervsuddannelsernes praktikdel Udviklingen i praktikpladssituationen De tekniske erhvervsuddannelser nogle eksempler De merkantile erhvervsuddannelser Voksenerhvervsuddannelserne (VEUD) Øvrige erhvervsfaglige uddannelser Landmandsuddannelserne Social- og sundhedsuddannelserne (SOSU) Erhvervsgrunduddannelse (EGU) De erhvervsgymnasiale uddannelser Adgangen til de videregående uddannelser Uddannelsestilbud til bekæmpelse af ungdomsledigheden Uddannelses- og jobkvalificerende forløb (UJF) Produktionsskoler De erhvervsrettede voksenuddannelser Indledning Grund-, efter- og videreuddannelse Voksen- og efteruddannelsessystemet Arbejdsmarkedsuddannelserne AMU s uddannelsesprogrammer Kompetencegivende AMU-uddannelser Sammenhængende uddannelsesforløb Individuel kompetenceafklaring Virksomhedstilpasset arbejdsmarkedsuddannelse (VTP) Lokalt udviklede uddannelser Uddannelsestilbud til ledige Jobrotation De erhvervsrettede videreuddannelser Videregående teknikeruddannelser Videregående merkantile uddannelser Videregående teknisk/merkantile uddannelser Lov om Åben Uddannelse De kompetencegivende deltidsuddannelser

7 Kapitel IV. STYRING OG FINANSIERING 4.1. Styring og administration Styring og administration af EUD- og AMU-uddannelserne Rådgivningsstrukturen Erhvervsskolerne Arbejdsmarkedsuddannelsernes styringssystem Det samlede beslutningssystem 4.2. Finansiering af erhvervsuddannelserne De offentlige udgifter Skattefinansiering Finansiering fra kollektive fonde Finansiering af de erhvervsrettede efteruddannelser Tilskud fra EU s Socialfond Kapitel V. KVALITATIVE ASPEKTER 5.1. Kvalifikationer og certificering 5.2. Erhvervslæreruddannelsen 5.3. Uddannelses- og erhvervsvejledning Kapitel VI. TENDENSER OG PERSPEKTIVER 6.1. Indledning 6.2. Reform af de tekniske erhvervsuddannelser 6.3. Livslang læring 6.4. Nyt parallelt kompetencesystem for voksenuddannelser 6.5. Det 21. århundredes uddannelsesinstitutioner 6.6. Internationaliseringen og EU s betydning BILAG Bilag 1: Forkortelser og akronymer Bilag 2: Relevante institutioner og organisationer Bilag 3: Kilder Bilag 4: Definition af nogle centrale begreber Bilag 5: Seneste tiltag

8 Forfatternes forord 8 Denne monografi i CEDEFOP-serien om erhvervsuddannelser i EU s medlemslande var oprindelig tænkt som en opdatering af den monografi, som blev publiceret i foråret Men strukturændringerne i de erhvervsrettede uddannelser i Danmark i perioden siden 1995 har været så omfattende, at det på mange områder har været nødvendigt helt at nyformulere monografien. Under arbejdet med fremstillingen af teksten, som har varet godt et halvt år, er reformarbejdet endda blevet markant intensiveret. Således sker der pr. 1. september 1998 en ganske omfattende strukturændring i Undervisningsministeriet. Den nye organisationsmodel er beskrevet så godt, som det har været muligt i kapitel 4. Samtidig er der sat en reformproces i gang knyttet til de grundlæggende tekniske erhvervsuddannelser. Hovedelementerne i denne reform er, så godt som det nu har været muligt, beskrevet i kapitel 6. Monografien er baseret på mange kilder. Undervisningsministeriets publikationer»undervisningsministeriets Nyhedsbrev«, tidsskriftet»uddannelse«og ministeriets statistiske dataudgivelser har været et righoldigt og solidt kildemateriale til at få et overblik over en periode i de danske erhvervsuddannelsers historie, som har været præget af omfattende reformer på stort set alle områder. Også Arbejdsmarkedsstyrelsens årsoversigter og statistiske oversigter har været til stor hjælp. Denne udgave bygger på monografien fra 1995, der gav en samlet beskrivelse af erhvervsuddannelserne i Danmark efter reformerne. På grund af de mange substantielle systemændringer har arbejdet budt på en række vanskeligheder, men har også været en interessant, omend tidskrævende opgave. Monografien er blevet markant forbedret af de kommentarer og forslag til ændringer, som fremkom under diskussionen af det første udkast. En række konstruktive forslag er blevet indarbejdet i teksten. Kommentarer er modtaget fra Undervisningsministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen i Danmark (LO), den danske enhed for Informationsnettet for Uddannelse inden for Det Europæiske Fællesskab, Eurydice, og udvalgte eksperter på erhvervsuddannelsesområdet, som har haft mulighed for at kommentere monografien. Også kolleger i DEL (Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse) er vi tak skyldig for værdifulde og kritiske kommentarer samt løbende inspiration under hele processen. Det skal understreges, at ansvaret for den endelige tekst er forfatternes. Der er som nævnt tale om et forsøg på i ét greb at fange de senere års ændringer i det danske erhvervsuddannelsessystem. Den foreliggende monografi er ikke en autoriseret version fra hverken Arbejds- eller Undervisningsministeriet. Endelig vil vi benytte lejligheden til at takke vore samarbejdsparter i CEDEFOP for det frugtbare samarbejde, vi har haft undervejs i arbejdet med monografien. Søren P. Nielsen Pia Cort København December 1998

9 Erhvervsuddannelsessystemet i Danmark 9

10 10 Danmark: amter og større danske byer

11 Kapitel I Baggrundsinformationer 1.1. Politisk og administrativ struktur Det danske rigsfællesskab omfatter Danmark, Grønland og Færøerne. Det samlede areal for Danmark er km 2 med en befolkning på ca. 5,3 mio. (1997). Grønlands areal er ca km 2 med en befolkning på (1997). Og Færøernes areal er ca km 2 med en befolkning på (1997). Her og i de følgende afsnit behandles alene forholdene i Danmark Danmark omfatter halvøen Jylland og 3 øgrupper: Sjælland, Lolland og Falster den fynske øgruppe Bornholm. Danmarks grænser er have mod vest, nord og øst. Den eneste landegrænse er ca. 68 km i det sydlige Jylland, grænsen til Forbundsrepublikken Tyskland Danmark er et konstitutionelt monarki med repræsentativt demokrati. Grundloven blev vedtaget i 1849 og er sidst blevet ændret i Ifølge grundloven er statsmagten tredelt i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Disse 3 former for statsmagt har hver sine funktioner og kontrollerer til dels hinanden. Parlamentet består efter 1953 kun af ét kammer, Folketinget, der har 179 medlemmer, hvoraf 2 er valgt på Færøerne og 2 på Grønland. Valgene foregår ved forholdstalsmetoden, og regeringen udgår af Folketinget. Folketinget er valgt for en 4-års periode. Regeringen kan dog til enhver tid opløse tinget og udskrive nyvalg I Danmark er der aldrig ét politisk parti, der har opnået flertal og har kunnet danne flertalsregering. Siden 1971 har der normalt været mindretalsregeringer i Danmark, som i hvert enkelt tilfælde må forhandle sig til rette med et eller flere ikkeregeringspartier for at skabe flertal for sine forslag. Siden 1993 har Danmark haft en socialdemokratisk ledet mindretalsregering Danmark er opdelt i 3 administrative niveauer. Centraladministrationen, der har sit sæde i København, består af de forskellige ministerier, som dels er opdelt i et eller flere departementer, og dels omfatter en række institutioner (direktorater). Landet er opdelt i 14 amtskommuner og 275 primærkommuner, hvoraf næsten halvdelen har mindre end indbyggere. Der er således tale om små administrative enheder, set med international målestok I Danmark er alle tre administrative niveauer aktive i uddannelsespolitikken, idet erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser er underlagt direkte statslig styring, mens folkeskolen er et kommunalt anliggende, og gymnasierne og HF er underlagt amterne. Kapitel I Baggrundsinformationer

12 Kapitel I Styringen af erhvervsuddannelserne for unge (16-19-årige) er underlagt Undervisningsministeriet, medens de tilsvarende uddannelser for voksne (over 20 år) er underlagt Arbejdsministeriet (cf. Kapitel IV. Styring og Finansiering). Opgavefordelingen mellem Arbejds- og Undervisningsministeriet er dog ikke særlig skarp. Som et kuriosum kan nævnes, at Arbejdsministeriet styrer og betaler efteruddannelsen af de faglærte, der finder sted på de skoler, som afvikler de grundlæggende erhvervsuddannelser for unge, og som hører under Undervisningsministeriet Den aktive medvirken fra arbejdsmarkedets parter er dog central for begge systemer. Arbejdsmarkedets parters aktive rolle i styringen af de danske erhvervsrettede uddannelser er iøjnefaldende, uanset om man ser på de centraliserede eller de decentraliserede organer, der styrer uddannelserne, og uanset om vi ser på de teoretiske eller praktiske elementer i erhvervsuddannelsesog efteruddannelsessystemerne. Arbejdsmarkedets parters centrale rolle betyder, at der er garanti for, at den enkelte uddannelses indhold modsvarer arbejdsmarkedets behov, og at erhvervede kvalifikationer umiddelbart anerkendes ude på virksomhederne I Danmark udbydes de grundlæggende erhvervsuddannelser i et landsdækkende og ensartet system med opnåelse af kompetencer, som uden undtagelse er gyldige over hele landet, og som alle er anerkendt af arbejdsmarkedets parter. Tilsvarende vilkår findes inden for arbejdsmarkedsuddannelserne for voksne (personer over 20 år ufaglærte, faglærte, teknikere og arbejdsledere) Politisk-administrativt er der de senere år gennemført en omfattende modernisering af det danske uddannelsessystem. Der er tale om nye styringsfilosofier og allokeringsmekanismer, hvor kodeordene er mål- og rammestyring, decentralisering, øget markedsstyring, styrket skoleledelse og frit uddannelsesvalg i et sammenhængende og åbent uddannelsessystem Med uddannelsesreformerne er spillereglerne mellem ministerierne og skolerne/centrene blevet kraftigt ændret. I 1989 vedtog Folketinget Lov om Erhvervsuddannelser og Lov om Erhvervsskoler, som sammen dannede grundlag for en omfattende reform af erhvervsuddannelserne (EUD-reformen). Med EUDreformen blev Undervisningsministeriets styringsredskaber markant ændret fra regelstyring til et princip baseret på mål- og rammestyring Omstruktureringen er gennemført stort set overalt på de forskellige uddannelsestrin, men mest radikalt på erhvervsuddannelsesområdet, hvilket skyldes, at dette system direkte er underlagt statslig styring. Ændringerne har bl.a. betydet, at de 120 erhvervsskoler, fordelt på ca. 60 handelsskoler og et tilsvarende antal tekniske skoler, har fået frihed til i øget grad at styre sig selv på mere brugerorienterede vilkår.

13 Baggrundsinformationer Også inden for arbejdsmarkedsuddannelserne er der sket en dynamisering og omlægning til uddannelsesstyring gennem mål- og rammestyring. Med Lov om Arbejdsmarkedsuddannelser fra 1993 (ændret i 1995) har de 24 arbejdsmarkedsuddannelsescentre (AMU-centre) fået friere spillerum i økonomistyring og uddannelsesplanlægning I konsekvens af den politisk-administrative decentralisering har erhvervsskoler og AMU-centre fået betydeligt friere muligheder for individuelle løsningsmodeller. Men samtidig er det en central målsætning for staten, arbejdsmarkedets parter og øvrige interessenter at bevare landsdækkende kompetenceniveauer i de erhvervsrettede ungdoms- og voksenuddannelser. De faglige mål ligger fast, og der er faste krav til output-tests. Det er især på indholds- og tilrettelæggelsessiden samt på økonomistyringen, at skolerne er blevet friere stillet Befolkning I løbet af dette århundrede er den danske befolkning blevet fordoblet. Omkring år 1900 var der ca. 2,5 mio. indbyggere i Danmark; i 1997 ca. 5,3 mio. indbyggere. I Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger forventes der kun en ringe vækst i befolkningstallet i de kommende år. Således skulle befolkningstallet stige til ca. 5,7 mio. i år Figur 1. Udvikling i Danmarks befolkningstal ,0 5,3 5,7 5,6 5,5 Antal indbyggere (mio.) 5,3 5,0 5,1 5,1 4,9 4,6 4,3 4,0 3,8 3,5 3,0 3,1 2,5 2,0 1, KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL Kapitel I Baggrundsinformationer

14 Kapitel I Antallet af levendefødte var faldende fra 1966 til Siden 1983 har fødselstallet igen været stigende. Der fødes dog slet ikke tilstrækkeligt mange børn til, at fødselsoverskuddet vil fortsætte på længere sigt. Dette medfører, at befolkningens aldersstruktur ændrer sig hen imod færre børn og unge, men flere ældre og gamle. Tabel 1. Antallet af levendefødte i perioden KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL Således udgør antallet af ældre en stigende andel af den samlede befolkning. I 1950 udgjorde antallet af ældre på 65 år og derover 9 % af den danske befolkning. I 1996 er ældreandelen steget til 15 %. Det er især i aldersgruppen på 80 år og derover, at andelen er steget. Denne tendens forventes at forsætte ind i det næste århundrede. Figur 2. Befolkningens aldersfordeling Prognose 2040 Kvinder Mænd Kvinder Mænd Kvinder Mænd Antal personer (1 000) Antal personer (1 000) Antal personer (1 000) KILDE: SAMFUNDSSTATISTIK, 1998, DANMARKS STATISTIK.

15 Baggrundsinformationer Danmarks Statistiks befolkningsprognoser har ændret sig markant i de senere år. Ifølge Danmarks Statistik vil der i år 2010 være væsentlig færre unge i arbejdsstyrken end i dag. Antallet af årige vil falde fra det nuværende niveau på ca til ca i år I år 2025 skulle antallet af unge dog igen være steget til samme niveau som i dag. Ændringen i prognoserne skyldes dels den stigende fertilitet, men også en øget indvandring til Danmark Siden 1960 erne har der således været en nettoindvandring til Danmark. Andelen af udenlandske statsborgere udgjorde i ,5 % af befolkningen mod 1,9 % i Af disse kommer to tredjedele fra Europa og Nordamerika. De udenlandske statsborgere er ujævnt fordelt i landet, idet 25 % er bosat i København og Frederiksberg Kommuner. Her udgør de 10 % af befolkningen. Tabel 2. Udenlandske statsborgere Europa i alt Heraf EU-lande ( 1 ) Det tidligere Jugoslavien Tyrkiet Afrika Nordamerika i alt Heraf: USA Syd- og Mellemamerika Asien Oceanien Statsløse/uoplyste Udenlandske statsborgere i alt ( 1 ) Medregnet i EU-lande er Portugal og Spanien pr. 1. januar 1986; Finland, Sverige og Østrig pr. 1. januar KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL Alderssammensætningen blandt de udenlandske statsborgere afviger fra befolkningen generelt, idet der er forholdsvis flere børn og unge og forholdsvis færre på 65 år og derover. Således er 31 % af de udenlandske statsborgere i alderen 0 19 år mod 23 % af de danske statsborgere Ændringen i befolkningens aldersstruktur afspejles på arbejdsmarkedet. Således har der i de senere år været en tendens til stigende konkurrence blandt danske virksomheder om at tiltrække unge. Desuden har man fra politisk hold fokuseret på mulighederne for at fastholde den ældre del af arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet, f.eks. via mere fleksible overgangsordninger til pensionsalderen. Den stigende efterspørgsel efter unge på arbejdsmarkedet forventes at få positive konsekvenser for unge af anden etnisk baggrund end dansk. Kapitel I Baggrundsinformationer

16 Kapitel I Økonomi og arbejdsmarkedsforhold Økonomisk politik Fra 1963 og frem til slutningen af 1980 erne var Danmark præget af kroniske underskud på betalingsbalancen. Op gennem 1980 erne førte den danske regering en stram finanspolitik samt fastkurspolitik inden for EMS en. Målet med den førte politik var først og fremmest at løse balanceproblemerne. Politikken lykkedes, idet balanceproblemerne forbedredes, og inflationsraten faldt fra 12,3 i 1980 til 1,2 i Bagsiden af denne politik var en høj arbejdsløshed, som nåede sit højdepunkt i 1993 med fuldtidsledige (12,1 %) I 1993 gik den borgerlige regering af efter 11 år ved magten. Regeringsskiftet til en socialdemokratisk ledet regering betød et delvist brud med den hidtil førte økonomiske politik. Regeringen lancerede en moderat ekspansiv finanspolitik for at få gang i økonomien. Den overordnede målsætning for pengepolitikken er dog stadig at sikre en stabil valutakurs i forhold til kernevalutaerne i EU ikke mindst D-marken I 1997 ændrede regeringen kurs mht. finanspolitikken. Som følge af et stigende indenlandsk forbrug samt faldende arbejdsløshed med deraf fare for flaskehalsproblemer og følgende løntryk, strammede regeringen op på den økonomiske politik. Regeringen indførte en række midlertidige forbrugsindgreb, bl.a. bunden opsparing til Arbejdsmarkedets Tillægs Pension (ATP) (1 % af lønnen) i 1998 samt en række arbejdsmarkedspolitiske indgreb: stramning af rådighedsregler, tidligere aktivering af årige, stramning af dimittenders adgang til fuldt dagpengeniveau, begrænsning af lediges valg af uddannelsesorlov samt afskaffelse af etablerings- og igangsætningsydelse. Denne stramning af finanspolitikken forventes bibeholdt i de kommende år for at undgå en overophedning af økonomien. Således skulle risikoen for, at opsvinget resulterer i balanceproblemer, som det f.eks. var tilfældet i midtfirserne, være reduceret. Økonomisk udvikling Dansk økonomi er i midten af 1990 erne inde i en stabil og langvarig vækstperiode. Væksten har i de sidste par år især været drevet af den indenlandske efterspørgsel, men det forventes, at det i de kommende år bliver eksporten, som vil trække fremgangen i dansk økonomi. Dette skyldes, at væksten i udlandet specielt i EU er tiltagende, og at den danske regering i 1997 og igen i 1998 lancerede en moderat stram finanspolitik for at dæmme op for det indenlandske forbrug.

17 Baggrundsinformationer Tabel 3. Nøgletal i dansk økonomi (*)1998 (*)1999 Procentvis stigning i forhold til året før: Realt BNP 0,8 5,8 3,2 3,2 3,3 2,6 1,7 Samlet realt BNP i OECD ( 1 ) 1,2 2,9 2,1 2,8 3,1 2,4 2,1 Arbejdsmarked: Arbejdsstyrke (1 000 personer) Beskæftigelse (1 000 personer) heraf i erhvervene (do.) i offentlige tjenester (do.) Procentvis stigning i den samlede beskæftigelse -1,5-0,4 1,4 1,3 2,3 1,8 0,6 Ledighed (1 000 personer) Efterlønsmodtagere mv. ( 2 ) Personer på arbejdsmarkedsorlov Ledige i % af arbejdsstyrken 12,1 12,0 10,1 8,7 7,7 6,4 6,1 Ledige i % af arbejdsstyrken EU-def. ( 3 ) 10,1 8,2 7,2 6,9 6,1 5,0 4,9 Betalingsbalance og udlandsgæld: Vare- og tjenestebalancen, mia. DKK 61,3 51,6 40,5 48,0 37,6 26,9 35,1 Betalingsbalancens løbende poster i alt (do.) 30,4 17,0 10,2 16,4 6,4-7,0 0,0 Betalingsbalanceoverskud i % af BNP 3,4 1,8 1,1 1,7 0,6-0,6 0,0 Nettogæld til udlandet, ultimo året, mia. DKK 291,0 259,0 266,0 253,0 268,0 275,0 275,0 Do. i % af årets BNP 32,3 26,8 26,2 23,7 23,9 23,4 22,4 Offentlige finanser: Saldo på de samlede off. budgetter, mia. DKK -24,8-25,2-22,3-9,4 2,6 11,3 27,9 Do. i % af BNP -2,8-2,6-2,2-0,9 0,2 1,0 2,3 ( * ) Prognose. ( 1 ) Ekskl. Mexico og Tyrkiet. ( 2 ) Inkl. modtagere af overgangsydelse og delefterløn. ( 3 ) EU s definition på ledighed afviger fra den danske. Bl.a. stiller EU en række krav om søgeaktivitet og rådighed. Til gengæld medtages arbejdssøgende personer, selv om de ikke modtager dagpenge eller kontanthjælp. KILDE: DANMARKS ØKONOMIMINISTERIUM: NØGLETAL DEC Kapitel I Baggrundsinformationer

18 Kapitel I Økonomisk Råd vurderer, at opsvinget i dansk økonomi kan forventes at ville fortsætte i de kommende år. Ifølge deres prognoser bliver væksten i 1998 og 1999 på henholdsvis 2,75 % og 2,5 %. Inflationstaksten forventes at blive behersket Den kraftige vækst i den indenlandske efterspørgsel har i 1997 medført en markant stigning i importen. Samtidig har væksten i udlandet og faldet i den effektive kronekurs givet en vis eksportfremgang, men samlet set er vare- og tjenestebalancen blevet forringet. Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster forventes således ikke at kunne fastholdes i Den forventede afdæmpning i den indenlandske efterspørgsel i 1999 og 2000 vil medføre en aftagende vækst i importen. Væksten i udlandet vil i de nærmeste år bidrage til, at eksporten kan holdes oppe til trods for en forringelse af konkurrenceevnen som følge af en kraftigere lønudvikling end i udlandet Den kraftige stigning i importen medfører, at der i 1998 vil blive et underskud på betalingsbalancen på 7 mia. DKK. Det forventes dog, at eksportfremgangen kombineret med en mere behersket importvækst vil betyde, at betalingsbalancen forbedres i Økonomisk Råd og OECD forventer dog et underskud på henholdsvis 10 mia. DKK i 1998 og 12 mia. DKK i Med henblik på at dæmpe den økonomiske aktivitet er der i løbet af 1997 gennemført og planlagt flere midlertidige indgreb, herunder en ekstraordinær ATPindbetaling i Den»midlertidige«ATP-pensionsopsparing blev gjort permanent i juni 1998, og samtidig blev grundlaget for de senere udbetalinger ændret fra et indbetalingsprincip til et»solidarisk«princip. Tabel 4. Overskud på betalingsbalancens løbende poster, mio. DKK (*)1998 (*)1999 Løbende poster i alt ( * ) Prognose. KILDE: DANMARKS STATISTIK: DANMARK I TAL 1998 SAMT ØKONOMINISTERIETS NØGLETAL DEC De seneste års opsving afspejles i de offentlige finanser ved en afdæmpet vækst i de offentlige udgifter, især til indkomstoverførsler, og pæne stigninger i de offentlige indtægter. Resultatet er, at den offentlige saldo i 1997 bliver positiv efter 8 år med underskud. Fra et underskud på 24,8 mia. i 1993 blev overskuddet på 2,6 mia. i Fra 1996 til 1997 blev budgettet forbedret med 12 mia. DKK. Dette overskud forventes i 1998 at øges til 11,3 mia. DKK. Overskuddet forventes med de givne finanspolitiske forudsætninger at kunne fastholdes i de kommende år, således at overskuddet bliver omkring 27 mia. DKK i 1999.

19 Baggrundsinformationer Med overskuddet på den offentlige saldo nedbringes den offentlige gæld. Regeringens erklærede mål i Danmark som foregangsland er en reduktion af den offentlige gæld til 40 % af BNP inden for de næste otte år. Den offentlige gæld var i 1996 på ca. 70 % af BNP Arbejdsmarkedsforhold Erhvervsstruktur I dette århundrede er der sket store ændringer i erhvervsstrukturen i Danmark. Nedenstående figur viser arbejdsstyrkens fordeling på erhvervsområder i 1950 og i Figur 3. Beskæftigede fordelt efter erhverv Offentlig sektor Tjenesteerhverv Bygge- og anlægsvirksomhed 33% 9% 35% 29% 6% 6% Fremstillingsvirksomhed Landbrug 21% 26% 5% 30% KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S Den mest markante tilbagegang af beskæftigede ses i landbrugssektoren. Hvor der i 1950 var 30 % beskæftigede i landbruget, er denne andel i 1996 faldet til 5 %. I samme periode ses over en tredobling af antallet af beskæftigede i den offentlige sektor. Ligeledes bemærkes, at industri og håndværk (fremstillingsvirksomhed) er gået tilbage, mens handel, transport og serviceerhverv er vokset i perioden fra 1950 til Kapitel I Baggrundsinformationer

20 Kapitel I 20 Tabel 5. Beskæftigelsen fordelt på erhvervshovedgrupper Landbrug mv Råstofudvinding Fremstillingsvirksomhed El-, gas- og vandforsyning mv Bygge- og anlægsvirksomhed Markedsmæssige tjenester Offentlige tjenester mv Beskæftigede i alt KILDE: DANMARKS STATISTIK: SAMFUNDSSTATISTIK 1997, S. 47. Arbejdsstyrken og dens udvikling Siden slutningen af 1950 erne er arbejdsstyrken steget med ca personer, hvilket er mere end befolkningsstigningen i samme periode. Næsten hele stigningen har været tilgang af kvinder. Der er således blevet fortsat mindre forskelle mellem kvinders og mænds erhvervsfrekvenser, selv om stigningen i kvinders erhvervsfrekvens er aftaget i begyndelsen af 1990 erne. De skandinaviske lande har i forhold til øvrige europæiske lande, USA og Japan stadigvæk en relativt højere erhvervsfrekvens blandt kvinder. Se nedenstående tabel. Tabel 6. Mænds og kvinders erhvervsfrekvens i udvalgte lande Mænd Kvinder USA 86,2 84,6 83,8 87,0 51,1 61,8 68,2 72,0 Japan 90,1 89,1 87,8 91,6 54,0 57,2 60,4 62,8 (Vest)Tyskland 89,6 82,6 81,2 79,9 50,3 52,5 57,0 60,4 Det Forenede Kongerige 93,0 87,5 87,1 86,1 53,2 57,2 67,4 68,4 Frankrig 85,2 78,4 75,2 75,0 50,1 54,4 56,6 60,7 Italien 85,1 80,7 78,1 73,5 33,7 40,3 44,5 43,7 Holland 85,6 77,3 79,6 80,9 29,2 40,3 53,0 59,8 Norge 86,5 87,2 84,5 86,1 50,6 65,5 71,2 72,3 Sverige 88,1 85,9 85,3 81,6 62,6 76,6 81,1 76,3 Danmark 89,6 87,5 89,6 86,2 61,9 74,2 78,4 74,0 NB: Erhvervsfrekvensen er her beregnet som arbejdsstyrken divideret med befolkningen i den arbejdsdygtige alder her sat til aldersgruppen år. KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, 1992 OG 1997.

21 Baggrundsinformationer I 1997 udgør arbejdsstyrken defineret som alle personer i alderen mellem 16 og 66 år med tilknytning til arbejdsmarkedet ca. 2,9 mio. Ifølge Økonomiministeriets oversigt fra december 1997 forventes arbejdsstyrken at forblive på dette niveau i de kommende år (se tabel 3). Som nævnt forventes arbejdsstyrkens alderssammensætning dog at ændre sig i retning af færre unge og flere ældre. 21 Arbejdsløshed I perioden fra slutningen af 1950 erne og frem til 1973 var ledigheden i Danmark minimal, dvs. mindre end 2 3 % i årligt gennemsnit. Med oliekrisen i 1970 erne steg arbejdsløsheden drastisk, og den har præget det danske samfund op gennem 1980 erne og ind i 1990 erne. Ledigheden var stort set stigende i perioden fra 1974 til Herefter skete der et fald, som dog hurtigt blev efterfulgt af en stigning frem til Fra 1993 er arbejdsløsheden faldet markant. Tabel 7. Registreret arbejdsløshed over tid (1 000 personer) Arbejdsstyrke Beskæftigede Arbejdsløse KILDE: DANMARKS STATISTIK: SAMFUNDSSTATISTIK 1997 SAMT ØKONOMIMINISTERIET Således var den gennemsnitlige ledighed i 1996 på 8,7 % af arbejdsstyrken, svarende til fuldtidsledige. Cirka 27 % svarende til ca havde imidlertid været ledige på et eller andet tidspunkt i løbet af Den gennemsnitlige ledighedsperiode var på 3,9 måneder. I 1997 faldt den gennemsnitlige ledighed til 7,7 % af arbejdsstyrken, og den forventes at falde yderligere i de kommende år, jf. tabel Den samlede ledighed er dog fortsat høj og ulige fordelt. Ufaglærte har i gennemsnit en langt højere ledighed end personer med en erhvervsuddannelse. Kvinders ledighed er generelt noget højere end mænds: i ,0 % mod 6,2 % for mænd. Og udenlandske statsborgere har større risiko for at blive arbejdsledige end danskere generelt Økonomisk Råd regner med en stigning i beskæftigelsen på ca personer i Fremgangen hidrører fra en forøgelse i såvel den offentlige som den private sektor. Inden for den offentlige sektor vil beskæftigelsen vokse med ca personer. Denne stigning vil først og fremmest hidrøre fra en øget kommunal beskæftigelse. I den private sektor er det serviceerhvervene, som trækker fremgangen. I denne sektor går beskæftigelsen i 1997 op med ca personer. Denne beskæftigelsesfremgang i de serviceydende erhverv sås ligeledes i 1995 og Beskæftigelsesfremgangen i de serviceydende erhverv har fra 1970 til 1996 Kapitel I Baggrundsinformationer

22 Kapitel I 22 været på 82,7 % for offentlige tjenester mv. samt på 22,9 % for private tjenester mv. I samme periode er antallet af ansatte i landbruget faldet med 54,1 % Det dramatiske fald i ledigheden kan forklares med flere faktorer. For det første at den danske regering frem til 1997 førte en ekspansiv finanspolitik. For det andet at lønstigningerne i Danmark har været moderate. En tredje forklaringsfaktor er de mange ændringer af arbejdsmarkedspolitikken (se afsnit 1.3.3). Blandt andet har regeringen i løbet af 1990 erne indført tidlig aktivering af de arbejdsløse, og perioder uden job skal bruges til omskoling og efteruddannelse. Ifølge EU- Kommissionen er der kun 10 % af de arbejdsløse i EU som helhed, der deltager i uddannelse og træning. I Danmark er tallet 31 %, mens det i Finland og Holland er 28 %. Endelig bør inddrages faktorer som en forbedret international konkurrenceevne for danske virksomheder, der har medført en forøget efterspørgsel efter arbejdskraft samt diverse tilbagetræksordninger (bl.a. efterlønsordningen) på det danske arbejdsmarked. Ungdomsarbejdsløshed Fra 1996 til 1997 faldt ungdomsarbejdsløsheden i Danmark fra 10,6 til 8,1 %. Danmark er således et af de lande i Europa, der har den laveste ungdomsarbejdsløshed. Ifølge OECD kan denne fine placering især henføres til Danmarks lærlingeuddannelsessystem, der giver en god overgang fra skole til arbejdsmarked. Desuden har regeringen ydet en målrettet indsats for at reducere ungdomsarbejdsløsheden, bl.a. vedtog Folketinget i 1995, at unge under 25 år har ret og pligt til at gå i gang med en uddannelse efter højst 6 måneders ledighed. Se afsnit samt

23 Baggrundsinformationer Figur 4. Ungdomsarbejdsløshed i Europa (unge mellem 15 og 24 år 1997) 23 Østrig Danmark Holland Tyskland Det Forenede Kongerige Portugal Sverige Irland Den Europæiske Union Belgien Finland Frankrig Grækenland Italien Spanien 33% 7,6 8,1 9,7 10,0 13,5 14,1 15,4 16,1 20,4 21,3 24,8 28,1 31,0 33,6 39,0 Angivet i procent Langtidsledighed KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, I 1996 var der ca langtidsledige i Danmark. De udgør ca. 11 % af de ledighedsberørte, men bærer omkring en tredjedel af den samlede ledighed. Langtidsledigheden i Danmark forventes dog at følge udviklingen i den gennemsnitlige ledighed og dermed at falde i de kommende år. Den faldende arbejdsløshed slår først igennem i langtidsledigheden med en vis forsinkelse. Kapitel I Baggrundsinformationer

24 Kapitel I 24 Figur 5. Langtidsledighed (*) i Europa (i procent af samlet arbejdsløshed, 1997) Danmark Østrig Sverige Finland Det Forenede Kongerige Frankrig Tyskland Holland Den Europæiske Union Spanien Portugal Grækenland Irland Belgien Italien 33% 27,2 28,7 29,6 31,1 38,6 41,2 47,8 49,1 50,2 55,5 55,6 55,7 57,0 60,5 66,3 (*) Ledighed på 12 måneder eller mere. KILDE: OECD: EMPLOYMENT OUTLOOK, Befolkningens uddannelsesniveau Uddannelsesniveauet har været markant stigende siden 2. verdenskrig, og stadig flere danskere har i dag en erhvervskompetencegivende uddannelse. Således steg andelen af årige med erhvervskompetencegivende uddannelse fra 1985 til I 1995 havde 56 % en sådan uddannelse. 36 % af de årige havde i 1995 erhvervsfaglig uddannelse, 20 % havde en videregående uddannelse, og heraf 5 % en lang videregående uddannelse. Siden 1985 er andelen med erhvervsfaglige og videregående uddannelse steget med hver 6 procentpoint.

25 Baggrundsinformationer Figur 6. Uddannelsesniveau for årige pr og Uddannelsesniveau for årige Grundskole 53 % Studiekompetencegivende 2 % Erhvervskompetencegivende 45 % 1995 Uddannelsesniveau for årige Grundskole 42 % Studiekompetencegivende 3 % Erhvervskompetencegivende 56 % KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S En sammenligning foretaget af Danmarks Statistik mellem to generationer på henholdsvis år og år 1. januar 1995 viser, at langt flere i aldersgruppen år har en erhvervskompetencegivende uddannelse (se nedenstående figur). Sammenligningen viser desuden, at der i begge generationer var flest med en erhvervsfaglig uddannelse. Blandt de årige havde 40 % i 1995 en erhvervskompetencegivende uddannelse. Deraf havde de fleste en erhvervsfaglig uddannelse (28 %), og kun 12 % havde en videregående uddannelse. Blandt de årige har 63 % en erhvervskompetencegivende uddannelse, heraf 39 % erhvervsfaglig uddannelse og 24 % videregående uddannelse. Kapitel I Baggrundsinformationer

26 Kapitel I 26 Figur 7. Uddannelsesniveau pr for personer født og år år Grundskole Gymnasial Erhvervsfaglig Kort Mellemlang/lang Videregående videregående KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S Også skoleuddannelsen er blevet længere, dels fordi flere tager gymnasial uddannelse, dels fordi længden af grundskolen er steget. Kønsforskellen i de grundlæggende skolekundskaber er stort set forsvundet, samtidig med at den er væsentlig indsnævret for de erhvervskompetencegivende uddannelser En stadig større del af en ungdomsårgang gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse. Fra 1982 til 1995 er andelen således steget fra 60 % til 72 %. Selvom der er sket væsentlige fremskridt i de seneste år, er de danske uddannelsesfrekvenser imidlertid stadig ikke på højde med nogen af de lande, som Danmark traditionelt sammenlignes med. F.eks. er der i forhold til Tyskland, Sverige og USA en mindre andel af årige, som har gennemført en ungdomsuddannelse. Det samme gælder den andel, som har gennemført en videregående uddannelse. En tredjedel af de unge var ikke i uddannelse eller havde ikke nogen erhvervskompetencegivende uddannelse 10 år efter afgang fra folkeskolen. Denne såkaldte restgruppe er blevet lidt mindre i løbet af de seneste år. Se afsnit Mænds og kvinders uddannelsesmønster I 1995 er der stadigvæk skarpe skel mellem mænds og kvinders uddannelsesmønster både med hensyn til niveau og fag om end forskellene er blevet formindsket fra 1985 til Der var stadigvæk en overvægt af mænd ved de erhvervsfaglige og lange videregående uddannelser, mens der var overvægt af kvinder ved de korte og mellemlange videregående uddannelser (f.eks. markedsøkonom, datamatiker, sygeplejerske, pædagog, lærer).

27 Baggrundsinformationer Figur 8. Kønsforskelle i uddannelsesniveau for årige 27 Mænd Kvinder Mænd Kvinder Grundskole Studiekompetencegivende Erhvervskompetencegivende KILDE: DANMARKS STATISTIK: LEVEVILKÅR I DANMARK 1997, S I de erhvervsfaglige uddannelser er der som nævnt en overvægt af mænd (i % mandlige elever). Der er imidlertid stor forskel fra uddannelse til uddannelse. Traditionelt har der været et flertal af kvinder inden for de merkantile erhvervsuddannelser, medens mændene har domineret de tekniske erhvervsuddannelser. I 1997 var 63 % af eleverne ved de merkantile erhvervsuddannelser kvinder, og 75 % af eleverne ved de tekniske erhvervsuddannelser mænd. Den samme tendens gør sig gældende for Højere Handelseksamen (HHX) og Højere Teknisk Eksamen (HTX), hvor kvinderne udgjorde hhv. 54 % og 14 % En forandring kan dog spores i kvinders uddannelsesvalg. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at kvindeandelen i levnedsmiddel-, landbrugs- og de grafiske uddannelser steg fra 1985 til Det samme var gældende for de kortere videregående uddannelser, hvor det bl.a. var akademiøkonomuddannelsen, som var med til at ændre billedet. Ligeledes steg andelen af kvindelige byggeteknikere. Ved de mellemlange tekniske uddannelser steg andelen af kvinder især ved HA og teknikumingeniøruddannelsen. Endelig steg kvindeandelen ved de lange videregående uddannelser. Ændringerne var dog størst for landbrugsuddannelserne samt de samfundsvidenskabelige uddannelser (f.eks. jurist, økonom og læge). Kapitel I Baggrundsinformationer

28 Kapitel II Uddannelsespolitik og -system 2.1. Uddannelsespolitik siden Siden 1993 har den danske regering i sin uddannelsespolitik valgt at prioritere tre områder. For det første en folkeskolereform, som tager udgangspunkt i, at alle børn ud fra egne evner får mulighed for indlæring og personlig udvikling. For det andet at sikre, at der er uddannelsesmuligheder til alle unge, og for det tredje at forøge indsatsen på voksen- og efteruddannelsesområdet. Folkeskolen I august 1993 blev en ny folkeskolelov vedtaget. De væsentligste nyskabelser i denne var: 1) en opprioritering af naturfagene, 2) krav om undervisningsdifferentiering, 3) krav om intern evaluering som baggrund for undervisningens tilrettelæggelse, 4) krav om tværfaglig undervisning og brug af projektarbejdsformen, 5) krav om lærersamarbejde med klasselæreren som primus inter pares og 6) større frihed til den enkelte skole med hensyn til undervisningens organisering og tilrettelæggelse. Ungdomsuddannelser Ungdomsuddannelserne har været et højt prioriteret indsatsområde i uddannelsespolitikken. Regeringen har igangsat en lang række initiativer med det formål at sikre, at flest mulige unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Således iværksatte undervisningsministeren i 1993 en handlingsplan»uddannelse til Alle UTA«for ungdomsuddannelserne. Baggrunden var det store frafald, som bevirkede, at godt en fjerdedel af en ungdomsårgang ikke gennemførte en ungdomsuddannelse, og en tredjedel af en årgang ikke fik en erhvervskompetencegivende uddannelse Målet med handlingsplanen er at sikre, at alle unge ikke bare påbegynder, men også gennemfører en ungdomsuddannelse. Planen rummer en række initiativer, der især koncentrerer sig om at styrke vejledningsindsatsen over for de udsatte unge og skabe alternative uddannelsesforløb for at samle de unge op, inden de falder fra Blandt rækken af uddannelsesinitiativer, som regeringen har igangsat siden 1993, skal følgende fremhæves: Brobygningsforløb til ungdomsuddannelse er tilbud til alle unge under 19 år, som har afsluttet folkeskolens 9. klasse, men er i tvivl om valg af ungdomsuddannelse. Brobygningsforløb er kombinerede vejlednings- og undervisningsforløb, hvor de unge får lejlighed til at prøve nogle uddannelsesmuligheder af i praksis, før de træffer deres valg. Et brobygningsforløb kan vare op til et år. Den Frie Ungdomsuddannelse er en toårig almen, ikke kompetencegivende ungdomsuddannelse, hvor den enkelte selv sammensætter indholdet efter ønske og behov. Uddannelsen skal bestå af mindst 3 uddannelsesdele heraf mindst 40 uger på skole. Uddannelsesdelene kan være dele af kendte uddannelser, folkehøjskoleophold, foreningsarbejde, projektarbejde, udlandsophold m.m. Efter forløbet udstedes et bevis. Kapitel II Uddannelsespolitik og -system

29 Kapitel II 30 Erhvervsgrunduddannelse (EGU) er endnu et alternativ. Målet med uddannelsen er gennem en kombination af undervisning og praktisk arbejde at motivere mindre bogligt indstillede unge til at gå i gang med en uddannelse eller styrke deres muligheder for at træde ind på arbejdsmarkedet. Uddannelsen varer 2 år, og der udarbejdes en individuel uddannelsesplan, som følges tæt op af vejledningssystemet. Særlig uddannelsesindsats for unge ledige under 25 år. Fra 1996 har alle unge både ret og pligt til at gå i gang med en uddannelse efter højst 6 måneders arbejdsløshed. Valg af uddannelse aftales med Arbejdsformidlingen (AF) eller kommunen. Voksen- og efteruddannelse På voksen- og efteruddannelsesområdet er det begrebet livslang læring, som har været i fokus. Undervisningsministeriet har således lanceret en 10-punkts plan om tilbagevendende uddannelse. De væsentligste principper i denne plan er: 1) frit optag på uddannelserne, således at institutionerne kan optage alle deltagere, som opfylder adgangsbetingelserne, 2) efterspørgselsstyring samt 3) brugerbetaling. Se afsnit 6.3. Målsætninger for fremtiden Uddannelse er et højt prioriteret område i Danmark. Det er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på uddannelse (jf. afsnit 4.2.1). Også i de kommende år vil indsatsen på uddannelsesområdet være betydelig. I publikationen»danmark som foregangsland«har den danske regering beskrevet sine målsætninger for det danske uddannelsessystem frem til år Den overordnede målsætning er, at det danske uddannelsessystem skal være blandt verdens 5-10 bedste både hvad angår kvalitet og effektivitet. Blandt de øvrige målsætninger er at flest mulige skal have en erhvervskompetencegivende uddannelse at % af en ungdomsårgang skal som minimum gennemføre en ungdomsuddannelse at 50 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse at tilbagevendende uddannelse skal blive en naturlig del af folks liv og deltagelse i samfundet og at uddannelsessystemet skal indrettes fleksibelt og til stadighed udvikle sig i takt med samfundet for fortsat at kunne sikre de faglige og personlige kvalifikationer, der er brug for i et moderne højteknologisk samfund, der bygger på demokratiske principper. Der er allerede igangsat en lang række politiske initiativer for at nå disse mål inden år Se afsnit og kapitel VI for nærmere beskrivelse.