Musik og mening i tilværelsen

Transkript

1 Musik og mening i tilværelsen Et studie af community music i et dansk fængsel Kandidatuddannelsen Didaktik (musikpædagogik) Navn: Kim Boeskov Studienummer: Vejleder: Sven-Erik Holgersen Eksamenstermin: Vinter 2013/2014 Eksamensform: Speciale med mundtligt forsvar Omfangskrav: max anslag Afhandlingens omfang: anslag

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Introduktion Problemformulering Om genstandsfeltet Socialt udsat At leve et ikke-sted 8 2. Eksisterende forskning Community music Community music og new musicology Musik og community Empiriske undersøgelser Forskning om musik i fængsler Forskning om musik og socialt udsatte Min egen undersøgelse i forhold til den tidligere forskning på området En tidligere undersøgelse af et musikprojekt i Libanon Teori Musik og mening Musik som et mangespektret meningsunivers Musicking Et musikbegreb med rod i både Nielsen og Small John Dewey praksis og mening Begivenheder, organisme og miljø Erfaring og mening Deweys æstetiske teori Æstetisk erfaring Handling og objekt Diskussion Dewey i forhold til Frede V. Nielsen Dewey i forhold til Christopher Small Dewey og community music 33 2

3 3.5 Opsummering Metode Antropologisk viden Feltarbejdet som grundlag for vidensskabelse Fortolkning og refleksivitet Adgang og rolle Forskerens position og betydning for undersøgelsen Etiske problemstillinger Om undersøgelsens empiri Deltagerobservation Interviews Korsang i fængslet Baggrund Empiri og indledende bearbejdning En korprøve Glæde og frihed Betydningsfulde oplevelser og fordybelse Mestring og anerkendelse Minder, tro og håb Fællesskab Analyse og diskussion Alternative meningssammenhænge Æstetisk erfaring Affordance Musikken som medium Musikken som objekt Musikken som performance Et sammenhængende felt af handling og objekt Forudsætninger for meningsskabelse Musikalsk mestring Social mestring Fordybelse 69 3

4 6.3 Fællesskab Den musikalske praksis som en særlig praksis Musik og mening Musik og fællesskab Musik og mestring Musik som grundlag for personlig og social forandring Konklusion Perspektivering Litteraturhenvisninger Abstract 89 Liste over bilag: Bilag 1: Oversigt over feltarbejdet Bilag 2: Interviewguide 4

5 1. Indledning 1.1 Introduktion Denne afhandling omhandler musikundervisning for socialt udsatte individer og grupper og hvorvidt og på hvilken måde deltagelse i en musikalsk praksis kan bidrage til deltagernes oplevelse af mening i tilværelsen. Mit valg af undersøgelsesområde skal ses i sammenhæng med min egen voksende interesse for hvordan aktiv beskæftigelse med musik skaber personlig og social forandring. I løbet af de seneste tre-fire år har jeg ved flere lejligheder beskæftiget mig med musikpædagogiske projekter der udover musikalske udviklingsmål også fokuserer på deltagernes personlige og sociale udvikling, oplevelse af livskvalitet og generelle velbefindende. I 2009 beskrev jeg i forbindelse med min konservatorieuddannelse et dansk hiphopprojekt på Nørrebro, hvor socialt udsatte unge får mulighed for at skrive, indspille og udgive deres egen musik med støtte fra professionelle hiphop-producere (Boeskov, 2009). I 2012 undersøgte jeg fem musikpædagogisk orienterede udviklingsprojekter med fokus på disse projekters formål, indhold og metoder (Boeskov, 2012b). Samme år opholdt jeg mig sammenlagt otte måneder i det sydlige Libanon, hvor jeg underviste i et musikprojekt i en palæstinensisk flygtningelejr. Her fik jeg både praktisk undervisningserfaring og samtidig mulighed for at lave kvalitativt orienterede undersøgelser af musikundervisning for en socialt udsat gruppe (Boeskov, 2012a, 2012c, 2013). Denne interesse og disse praktiske og akademiske erfaringer ligger til grund for mit valg af undersøgelsesområde i forbindelse med denne afhandling. Når musikaktiviteter sættes i forbindelse med socialt udsatte individer og grupper, både i forskellige typer af musikprojekter og i forskning, er det ofte med fokus på hvordan musikbeskæftigelse kan fremme deltagernes personlige og sociale udvikling, f.eks. udviklingen af selvtillid, selvværd og følelsesmæssige og relationelle kompetencer. En række forskningsresultater peger da også på at musikdeltagelse har positive effekter. Hallam (2010) opsummerer de undersøgelser der er foretaget om aktiv musikdeltagelses indvirkning på børn og unges intellektuelle, personlige og sociale udvikling, og peger på positive resultater inden for områder som sprogudvikling, læsefærdighed, intelligens, kreativitet, motorik, koncentration, selvtillid, sociale færdigheder og selvdisciplin. Det er imidlertid min egen erfaring, 5

6 både fra mit eget liv og fra de musikprojekter jeg tidligere har undersøgt, at de fleste mennesker ikke beskæftiger sig med musik for at blive klogere eller mere sociale, men derimod fordi de betragter musik som en meningsfuld beskæftigelse, der beriger deres liv. Musik kan med andre ord tematiseres som et fænomen der skaber mening i tilværelsen, både fordi musikken knyttes til eksistentielt vigtige oplevelser, følelser og erfaringer i vores liv (Nielsen, 2010, p. 59), men også fordi vi gennem musikken kan udtrykke og erfare ting der ellers er uden for rækkevidde. Det er disse knap så håndterbare aspekter af musikbeskæftigelsen som jeg ønsker at tematisere i denne afhandling. Kan musik ses som et meningsskabende og meningsopretholdende fænomen? Og hvilken betydning kan musikbeskæftigelse få for mennesker som er udfordret af en svær og til tider meningsløs tilværelse? Afhandlingens empiriske udgangspunkt er et kirkekor i et lukket fængsel i Danmark. Ved at deltage i den musikalske praksis og ved brug af kvalitative interviews har jeg fået indsigt i hvordan deltagerne forstår deres egen tilværelse, og hvilken betydning de tillægger musikdeltagelsen. Denne empiri diskuteres i forhold til undersøgelsens teoretiske udgangspunkt, som er den amerikanske filosof og uddannelsestænker John Deweys filosofi og æstetiske teori. Undersøgelsen ses i forhold til det musikpædagogiske felt med betegnelsen 'community music' (se afsnit 2.1). Afhandlingen er et bidrag til forståelsen af og teoriudviklingen inden for denne type af musikpædagogisk arbejde. 1.2 Problemformulering Med afsæt i en undersøgelse af en musikpædagogisk praksis i et kor i et dansk fængsel ønsker jeg at besvare følgende spørgsmål: På hvilken måde kan deltagelse i en musikalsk praksis bidrage til at skabe og opretholde mening i tilværelsen for socialt udsatte? Herunder følgende forskningsspørgsmål: 1: Hvorvidt og på hvilken måde har deltagelse i den musikalske praksis betydning for deltagernes oplevelse af mening i den særlige livssituation de befinder sig i? 6

7 2: Hvilke aspekter af den musikalske praksis kan betegnes som særligt betydningsfulde i forhold til deltagernes oplevelse af mening? 3: På hvilken måde kan deltagelse i en musikalsk praksis siges at have et særligt potentiale i forhold til oplevelse af mening? I både spørgsmål 1 og 2 er det deltagernes oplevelse af mening i den musikalske praksis der er den centrale genstand. Spørgsmål 1 peger på en tematisering af denne oplevelse af mening i forhold til den særlige livssituation som deltagerne befinder sig i, og som har at gøre med deres status som fængselsindsatte. I spørgsmål 2 forsøger jeg med formuleringen 'aspekter af den musikalske praksis' at vise at jeg i undersøgelsen forholder mig åbent til de genstande, forhold eller aktiviteter knyttet til den musikalske praksis som deltagerne selv trækker frem som betydningsfulde, og som derfor kan siges at bidrage til eller være forudsætningen for meningsskabelse. Det tredje spørgsmål er af generel karakter, og med dette spørgsmål vil jeg brede diskussionen ud og med afsæt i undersøgelsen af det konkrete projekt forholde mig til om og på hvilken måde resultaterne af undersøgelsen kan generaliseres. I forhold til dette spørgsmål trækker jeg ligeledes på mine tidligere undersøgelser og erfaringer i forbindelse med deltagelse i andre musikprojekter. 1.3 Om genstandsfeltet Socialt udsat Undersøgelsen omhandler som nævnt socialt udsatte. I en rapport fra Sundhedsministeriet fra 2012 definerer forfatterne socialt udsatte som personer med "sammensatte sociale og sundhedsmæssige problemer: en kombination af dårligt helbred, misbrugsproblemer, arbejdsløshed, svagt socialt netværk og psykiske afvigelser eksempelvis" (Juul & Riiskjær, 2012, p. 22). Videre mener forfatterne til rapporten at man med betegnelsen 'socialt udsatte' generelt taler om personer som enten ikke kan eller ikke reelt har mulighed for at foretage de samme hensigtsmæssige valg for deres liv som andre mennesker. Deltagerne i den musikalske praksis som denne undersøgelse handler om, er hårdt belastede, både psykisk, socialt og i forhold til misbrug, og betegnes på denne baggrund som socialt udsatte. 7

8 At bruge termen 'socialt udsat' kan imidlertid opleves stigmatiserende, som et udtryk for en 'os og dem'-tænkning, eller som udtryk for en bestemt normalitetsopfattelse. Med termen distancerer taleren sig fra 'de andre', som så fremstår som 'de unormale'. Når betegnelsen alligevel bruges i dette studie, er det for at anerkende at deltagerne i den musikalske praksis der her er genstand for undersøgelse, på afgørende og talrige måder er begrænset i deres livsudfoldelse på grund af de positioner de indtager i den sociale kontekst de er en del af. Det er i dette tilfælde ikke afgørende om disse positioner er selvforskyldte eller ej, eller hvilke faktorer der har bevirket at disse mennesker befinder sig i marginen af samfundet. Det er derimod af betydning at disse positioner er et socialt vilkår som har afgørende indflydelse på deltagernes tilværelse, og dermed også på den mening som opleves knyttet til tilværelsen At leve et ikke-sted Endnu et begreb, der er knyttet til det særlige sted hvor den musikalske praksis er situeret, kan sættes i spil i forståelsen af genstandsfeltet. Antropologen Marc Augé (1995) definerer i sin bog Non-Places. Introduction to an Anthropology of Supermodernity begrebet ikke-sted som en modsætning til det antropologiske sted som normalt er genstand for antropologisk interesse. Hvor de antropologiske steder kan siges at skabe en organisk form for socialitet, skaber ikke-steder i stedet en kontraktlig ensomhed (Augé, 1995, p. 94). Ikke-steder er f.eks. supermarkeder, lufthavne eller motorveje, som er kendetegnet ved at være midlertidige opholdssteder som ikke skaber social identitet, relationer eller historie (Augé, 1995, pp ). I ikke-stedet mister aktørerne deres individuelle identitet, de bliver til kunder, passagerer eller chauffører uden en fælles historie eller relationer til andre der opholder sig på stedet (Augé, 1995, p. 103). Aktørernes relation til stedet er instrumentel. En person befinder sig kun i et fly for at komme fra A til B og kun i et supermarked for at købe ind til aftensmaden. Fængslet som denne undersøgelse retter sig imod, kan relateres til ikke-stedsbegrebet: Det er et midlertidigt opholdssted, hvor aktørerne mister deres identitet og indtager rollen som indsatte der behandles ens og er underlagt de samme autoriteter. De indsatte kan på denne måde siges at være i et kontraktligt forhold til stedet. Den kontinuerlige udskiftning af indsatte understreger midlertidigheden. Nogle bliver løsladt, og nye kommer til. De personer som lever i fængslet, har ingen fælles historie, og opholdet i fængslet kan på ingen måde ses som et mål i sig selv, men et middel til afsoning af en dom. 8

9 Der er imidlertid også karaktertræk ved fængslet som udfordrer kategoriseringen af dette som et ikke-sted. Selvom fængslet er midlertidigt i én forstand alle løslades på et tidspunkt så er det på samme tid en permanent ramme om de indsattes liv og hverdagspraksisser. De fleste af de indsatte som deltager i undersøgelsen, opholder sig i fængslet i mange år, og de kan pga. den daglige sociale kontakt med både andre indsatte og personalet ikke undgå at bryde den identitetsmæssige nivellering som ellers kendetegner ikke-stedet. De indsatte er 'kendte' og kender hinanden og er således ikke som i Augés definition anonyme aktører. De indsatte knytter bånd til hinanden og finder venner eller kærester blandt de andre indsatte. I mine interviews med deltagerne viste det sig dog at flere af de indsatte forsøger at bevare en hvis neutralitet over for hinanden og f.eks. kun nødigt vil høre andres personlige historier eller detaljer fra deres sager. Det er god skik i fængslet at man holder sine problemer for sig selv og ikke belaster andre. Betydningen af fængslet som sted er altså tvetydig. På grund af de indsattes tvungne og langvarige ophold i fængslet transformeres det fra et ikke-sted i Augés forstand til en modsigelsesfyldt blanding af sted og ikke-sted. Det er netop disse konfliktfyldte følelser i forhold til de rammer der er sat op for tilværelsen, der på grundlæggende måder udfordrer de indsattes mulighed for at opleve deres eget liv som meningsfuldt. 9

10 2. Eksisterende forskning I dette kapitel vil jeg diskutere den forskning som udgør konteksten for min egen undersøgelse. Denne forskning har at gøre dels med teoriudviklinger inden for community musicbevægelsen, dels med empiriske undersøgelser af musikbeskæftigelse for socialt udsatte, herunder særligt fængselsindsatte. 2.1 Community music Denne undersøgelse har som nævnt relation til et musikpædagogisk felt der i den seneste tid har været genstand for øget opmærksomhed, nemlig community music (CM). Veblen og Olsson (2002) fremhæver nogle karakteristiske træk ved CM, bl.a. at man i CM-projekter fokuserer på at give deltagerne mulighed for aktiv musikudøvelse og betragter deltagernes personlige og sociale udvikling som ligeså central som den musikalske. Derudover påpeger de at en central tankegang i CM er at alle mennesker har kapacitet og ret til at beskæftige sig med musik. Derfor søger CM-projekter ofte at inkludere udsatte individer og grupper, der ikke som udgangspunkt har mulighed for at beskæftige sig med musik (Veblen & Olsson, 2002, p. 731). CM-projekter foregår ofte i uformelle kontekster uden for den institutionaliserede musikundervisning og former sig i relation til de mennesker der deltager, og den sociale og kulturelle kontekst projekterne er indlejrede i. CM er placeret i grænselandet mellem musikpædagogik og musikterapi, og inden for musikterapeutisk forskning har begrebet community music therapy vundet frem (Pavlicevic & Ansdell, 2004; Stige, 2002, 2003; Stige, Ansdell, Elefant, & Pavlicevic, 2010). Hvor den kliniske musikterapi primært har koncentreret sig om den individuelle klient og forholdet mellem klient og terapeut, kan community music therapy i højere grad beskrives som en holistisk tilgang til sundhedsarbejdet. Musikken bliver brugt som en samfundsterapi, hvor deltagerne gennem musikken får mulighed for at forbinde sig på nye måder til den sociokulturelle kontekst de er en del af, og som de muligvis føler sig marginaliseret i forhold til. Ifølge CM-forskeren Lee Higgins deler CM og community music therapy den samme grundidé: At aktiv beskæftigelse med musik er en central kulturel ressource i menneskers hverdagsliv (Higgins, 2012, p. 128). 10

11 2.1.1 Community music og new musicology CM-bevægelsen hænger sammen med et skifte i musikvidenskaben ofte refereret til som new musicology (Bonde, 2009, p. 183). Dette skifte kan ses som en antropologisk vending i musikvidenskaben (Stige, 2004, p. 94), der medfører at musik ikke betragtes som tilhørende en særlig kunstnerisk sfære uden kontakt til menneskers praktiske liv, men som en del af vores hverdagspraksis med social og kulturel betydning. Musikken er en personlig og social meningsressource, som er medskaber af den sociale og kulturelle virkelighed den indgår i. New musicology-perspektivet kan derfor siges at være en økologisk tilgang til musik: "meanings, functions and contexts of music and musicing are beginning to be understood together" (Ansdell, 2004, p. 70). Den antropologiske inspiration har også medført at musik i stigende grad bliver tematiseret som noget mennesker gør, frem for som autonome værker med en indbygget meningsstruktur der kan studeres isoleret fra den kontekst musikken indgår i. Det centrale i beskæftigelsen med musik er ikke musikken som objekt, men musikken som aktivitet. Dette nye fokus har ligeledes medført en ny sprogbrug med introduktionen af begrebet musicing (Elliott, 1995) eller musicking (Small, 1998), som peger på at musik må forstås som "en social og kropsligt funderet aktivitet, hvis mening er begrænset til den konkrete kontekst" (Bonde, 2009, p. 27). CM-bevægelsen har i høj grad taget dette praxialistiske 1 musiksyn til sig Musik og community Fokusset i CM er ikke kun på det enkelte individ, men på individet som deltager i en specifik sociokulturel kontekst. Det økologiske perspektiv medfører en bredere orientering både mod deltageren og mod konteksten, eller med andre ord mod deltageren som en del af konteksten, som et medlem af fællesskabet. Musikterapeuterne Mercédès Pavlicevic og Gary Ansdell diskuterer begrebet community og anfører at det betegner tre forskellige ting (Pavlicevic & Ansdell, 2004, pp ). Community kan være en betegnelse for en samfundsgruppe baseret på f.eks. etnicitet, religion eller seksualitet. Community kan imidlertid også referere til en specifik lokalitet, f.eks. en landsby eller cyberspace. Og endelig kan community også betegne en kvalitativ følt erfaring af fællesskab og samhørighed. Alle disse tre betydninger er forbundet til CM som et særligt musikpædagogisk felt. I CM-projekter beskæftiger deltagerne 1 Den praxialistiske musikpædagogiske filosofi (praxial philosophy of music education) blev introduceret af David Elliott i bogen Music Matters fra

12 sig med 'deres egen' musik den musik som deltagerne vælger er et relevant udtryk for netop deres gruppe. Musikbeskæftigelsen er placeret i det lokale, dvs. som en del af menneskers hverdagspraksis, og ikke i særlige institutioner der er afskårede fra deltagernes daglige liv. Men community-begrebet peger også på musikkens funktion i forhold til at skabe erfaringer af fællesskab. Pavlicevic og Ansdell ser netop musikken som en social kraft der skaber og former det sociale liv: "Music allows forms of togetherness, not available in other ways" (Pavlicevic & Ansdell, 2004, pp ). I forståelsen af den særlige fællesskabserfaring som musikken skaber, henviser Ansdell til teologen og filosoffen Martin Buber og antropologen Victor Turner (Ansdell, 2004, pp ; 2010, pp ). Med sine idéer om 'Jeg-Du'- relationen og fællesskab som et gensidigt og ligeværdigt møde beskriver Buber en særlig form for fællesskabserfaring. Denne erfaring konstitueres i det relationelle rum der opstår i mødet med andre mennesker, fordi de interagerende personer orienterer sig mod et fælles centrum. Det er Ansdells forståelse at musikken kan udgøre et sådant fælles centrum, og den musikalske praksis bliver dermed potentielt ramme om et gensidigt og ligeværdigt møde, der medfører betydningsfulde erfaringer af fællesskab. Turner (der er inspireret af Buber) beskriver med sit communitas-begreb en særlig fælles erfaring af balance og sammenhæng der opstår i rituelle handlinger, og som kan ses som en måde at genoprette social sammenhæng og mening. Både Ansdell (2004, 2010) og Higgins (2012) peger ligeledes på den franske filosof Jacques Derridas hospitality-begreb som en nøgle til forståelse af det musikalske fællesskab. Mens community-begrebet også kan indebære en afgrænsning af et fællesskab og derved en udelukkelse af 'de andre', medfører hospitality-begrebet en åben invitation til fællesskab på trods af forskelligheder. Higgins mener derfor at hospitalitybegrebet er en eksplicitering af den særlige form for fællesskab som er idealet for CM (Higgins, 2012, p. 133). 2.2 Empiriske undersøgelser Forskning om musik i fængsler En del af den forskning der har fundet sted inden for CM-konteksten, har omhandlet musik i fængsler 2. Flere af disse undersøgelser har specifikt at gøre med fængselskor, herunder de 2 Et temanummer af tidsskriftet International Journal of Community Music behandlede netop musik i fængsler (International Journal of Community Music, volume 3, 1, 2010). 12

13 indsattes oplevelse af at deltage i sådanne og den betydning kordeltagelsen har for deres generelle velvære og livskvalitet. Silber (2005) har i et studie af et kor i et israelsk kvindefængsel undersøgt hvilken betydning musikdeltagelsen har for de indsatte. Silber foreslår at koret kan ses som et alternativt fællesskab for de indsatte, som står i kontrast til de relationer de normalt indgår i. Koret er et beskyttet sted, hvor deltagerne kan udforske nye roller og væremåder. Undersøgelsen peger på at deltagelsen i koret har terapeutiske effekter for de indsatte og øger deres evne til at indgå i relationer med en autoritet (korlederen) og med andre mennesker (de øvrige kormedlemmer) og ligeledes bidrager til at udvikle og styrke et positivt selvbillede. Cohen (2007, 2009; 2012) har i flere studier undersøgt betydningen af at deltage i et fængselskor i et åbent fængsel. Koret som var genstand for undersøgelse, bestod både af indsatte og frivillige 'udefra'. Cohens studier peger på at deltagelse i koret muliggør både personlig og social forandring for de indsatte, blandt andet i form af øget selvværd og selvtillid, som opnås gennem mestring af det musikalske materiale. Den personlige udvikling har at gøre med oplevelse af glæde, mulighed for at udtrykke sig selv og følelsen af at kunne bidrage med noget positivt. Med hensyn til de sociale effekter af kordeltagelsen peger Cohen på en øget følelse af anerkendelse, bedre sociale kompetencer, positive forbindelser til mennesker uden for fængslet og bedre familierelationer som fremtrædende. Musikdeltagelsen kan ligeledes siges at øge de indsattes velvære, særligt i forhold til kategorierne følelsesmæssig stabilitet, socialitet, glæde og venskabelige relationer. Lignende konklusioner finder vi hos Roma (2010), som har undersøgt hvilken betydning deltagelsen i et mandekor har for de indsatte i et fængsel i Ohio. Hendes resultater peger på at deltagelse i koret har transformativt potentiale. Koret skaber en følelse af at høre til og bliver betragtet som en meningsfuld aktivitet af de indsatte. Deltagelsen bidrager til både følelsesmæssig og spirituel udvikling ligesom den understøtter samarbejdsevner og fællesskabsfølelser. Harbert (2010) har i et studie interviewet fem langtidsdømte indsatte i Lousianna State Penitentiary om musikkens betydning for deres liv. Han beskriver hvordan musikken skaber et fristed hvor de indsatte kan skabe forbindelse til fortiden, formulere mål for fremtiden og midlertidigt undslippe fængslets kontrol. I en nordisk kontekst er det særligt relevant at nævne projektet "Musikk i fengsel og frihet" knyttet til et kvindefængsel i Oslo. I en evalueringsrapport (Gotaas, 2006) af projektet spørges ind til deltagernes oplevelse af at medvirke i musikaktiviteterne, og 13

14 resultatet peger på at deltagelsen i musikaktiviteterne bidrager til at generere en følelse af tryghed, tilknytning til gruppen og udvikling af tillid til projektlederen og de andre deltagere. Gotaas mener at musikprojektet "skaper en arena, både på øvinger og ved opptredener, hvor deltakerne viser frem talenter og engasjement som samhandlingssituasjonene mellom fanger og betjentene ellers i liten grad genererer" (Gotaas, 2006, p. 71) Forskning om musik og socialt udsatte Ansdell (2010) har gennem et længere forløb med deltagerobservation og uformelle interviews undersøgt Musical Minds, en musikgruppe der består af mentalt udfordrede og isolerede mennesker fra et fattigt kvarter i London. Ifølge Ansdell kan den fælles deltagelse i en musikalsk praksis skabe et sted at høre til, et musikalsk fællesskab, som bliver en meningsressource i deltagernes liv. Deltagerne får på en gang mulighed for at stå frem som individer, f.eks. i den musikalske performance ved en koncert, og samtidig være en del af en fælles enhed. Ansdell bruger Charles Keils (1994) begreb participatory discrepancies, som beskriver de små afvigelser i den musikalske tekstur der skaber et godt og sammenhængende 'groove' i musikken, som metafor for integrationen af oplevelsen af at stå frem som et unikt individ og oplevelsen af at høre til i noget fælles. Den musikalske praksis tilbyder sig ifølge Ansdell som en meningsfuld kontekst for deltagerne netop fordi den indeholder denne dobbelthed, og musikken ses som et unikt medium i forhold til skabelsen af denne erfaring. Bailey og Davidson (2005) har beskæftiget sig med kor for marginaliserede grupper. De har undersøgt betydningen af at deltage i kor for hjemløse mænd. Gennem en interviewundersøgelse med medlemmer af to forskellige kor peger de på at deltagelsen i koret har terapeutiske effekter idet deltagerne får mulighed for at stresse af og inkorporere positive livsmønstre og tanker. Disse effekter bliver knyttet til det at synge. Derudover kan det at være med i en gruppe skabe en følelse af at høre til som er særlig betydningsfuld da medlemmerne generelt kan siges at være marginaliserede og leve på kanten af samfundet. Gennem koret får deltagerne mulighed for at skabe en relation til samfundet og bidrage med noget positivt. Deltagelsen i koret giver mulighed for social interaktion der normalt ikke er tilgængelig for marginaliserede individer, f.eks. får deltagerne gennem de offentlige koncerter koret afholder, mulighed for at stå frem foran andre og vise hvem de er. Det er således gennem oplevelsen af inklusion, anerkendelse og myndiggørelse (empowerment) at koret får betydning for deltagerne. 14

15 2.3 Min egen undersøgelse i forhold til den tidligere forskning på området Min egen undersøgelse bidrager til at udvide forståelsen af den betydning deltagelse i en musikalsk praksis kan have for socialt udsatte. Med det eksplicitte fokus på deltagernes oplevelse af mening i tilværelsen et det min ambition at udvikle og nuancere forståelsen af de eksistentielle aspekter af den musikalske praksis, som synes underbelyst i den tidligere forskning. Et andet væsentlig formål med undersøgelsen er at bidrage til udviklingen af det teoretiske fundament som CM-bevægelsen baserer sin tænkning på. Min undersøgelse tager udgangspunkt i de samme fundamentale iagttagelser som CM-bevægelsen generelt kan siges at bekende sig til: CM er udtryk for fællesskabets musik og må forstås i sammenhæng med de specifikke sociokulturelle kontekster hvor musikdeltagelsen udspiller sig. Den musikalske praksis er knyttet til deltagernes daglige liv, den er en del af deltagernes hverdagspraksis. Musikken er en social kraft der er med til at skabe og forme det sociale liv som det finder sted i den lokale kontekst, og den musikalske praksis er som en social og kulturel praksis en ressource i deltagernes liv der kan få betydning for deres generelle oplevelse af mening i tilværelsen. Disse antagelser deler jeg. Men i et centralt aspekt mener jeg at den tænkning som store dele af CM-bevægelsen er baseret på, har brug for en nuancering og diskussion. CM-bevægelsen har i høj grad taget den praxialistiske musikpædagogiske teori til sig som sit fundament for forståelsen af de musikalske praksisser som finder sted i CM-projekter. På dette fundament har CM-bevægelsen været katalysator for en opblomstring af musikprojekter over hele verden, der med aktiv musikudøvelse som redskab har muliggjort musikbeskæftigelse for mennesker som normalt ikke har mulighed for at deltage i musikaktiviteter. Praxialismen har ligeledes bidraget med sprog og teoretisk inspiration til en frugtbar teoriudvikling, der har fået en bred betydning både inden for CM, men også inden for andre musikpædagogiske og musikterapeutiske felter. En del af inspirationen og nytænkningen har at gøre med praxialismens fokusering på den musikalske aktivitet (musicing) frem for det musikalske objekt. Denne fokusering rummer imidlertid en fare som professor i musikpædagogik Frede V. Nielsen har øje for: "One of the most radical ideas from the point of view of praxialists, as I understand it, implies that there is only musical activity, only musicing and consequently no music" (Nielsen, 2012, p. 26). Når det musikalske objekt, selve musikken, mister sin plads i forståelsen af den musikalske praksis, bliver det svært at forklare hvad der er det særlige potentiale i den musikalske praksis i forhold til andre kulturelle og sociale praksisser. I denne afhandling er det derfor min hensigt med reference til Nielsen, men i 15

16 særdeleshed ved hjælp af Deweys æstetiske teori at diskutere og nuancere det teoretiske grundlag for forståelsen af CM-praksisser. 2.4 En tidligere undersøgelse af et musikprojekt i Libanon Jeg har tidligere foretaget en undersøgelse af en musikalsk praksis, hvor de samme temaer som er aktuelle i denne afhandling, blev behandlet. Undersøgelsen omhandlede et musikprojekt i den palæstinensiske flygtningelejr Rashedieh i det sydlige Libanon. Resultaterne af undersøgelsen er præsenteret i en eksamensopgave (Boeskov, 2012a) og i en artikel, der i skrivende stund er under udgivelse (Boeskov, 2013). Undersøgelsen trækkes frem her fordi den udgør en væsentlig del af min forforståelse i forbindelse med den foreliggende undersøgelse. Derudover vil jeg i denne afhandlings diskussionsafsnit drage paralleller til undersøgelsen. Musikprojektet i Libanon er etableret for cirka ti år siden af norske musikpædagoger og drives nu i samarbejde med den palæstinensiske organisation Beit Atfal Assomoud på dennes socialcenter, der ligger centralt i flygtningelejren. Projektet tilbyder musik- og danseundervisning to gange om ugen til 40 til 60 børn i alderen 7 til 20 år. I 2012 boede jeg i Libanon i sammenlagt otte måneder, hvor jeg arbejdede som musiklærer i projektet. Jeg fik i denne periode indsigt i projektet og dets betydning for deltagerne, og særlig en bestemt del af den musikalske praksis begyndte at interessere mig, nemlig den kulturelle udveksling der finder sted mellem de palæstinensiske deltagere og norske børn og unge. Hvert år kommer musiklærerstuderende fra Norges Musikkhøgskole til Rashedieh, hvor de underviser i fire dage. Tilsvarende har grupper af palæstinensiske unge fra musikprojektet flere gange i løbet af de sidste ti år fået mulighed for at besøge venskabsskoler i Norge, hvor de har optrådt med og undervist i palæstinensisk dans og musik. I undersøgelsen af musikprojektet har jeg interesseret mig for disse kulturudvekslingsaktiviteter og hvilken betydning deltagelsen i dem har for de palæstinensiske deltagere. Med udgangspunkt i antropologisk teori, nærmere bestemt den symbolske antropologi repræsenteret ved Clifford Geertz (1973, 1983) og Victor Turner (1969, 1974, 1982), påpeger jeg i undersøgelsen at kulturudvekslingen kan ses som en alternativ scene for meningsforhandling, hvor palæstinenserne indgår i nye sociale roller som repræsentanter for den palæstinensiske kultur. De kulturelle symboler, musikken og dansen, som palæstinenserne bringer med ind i kulturudvekslingen, kan forstås som et udtryk for palæstinensernes 16

17 kulturelle identitet. I den fælles musikalske praksis forbindes den palæstinensiske identitet med følelser af anerkendelse, ligeværd og fællesskab. Disse erfaringer står i kontrast til palæstinensernes generelle oplevelse af tilværelsen som flygtning og som del af en udstødt og marginaliseret gruppe, og de opleves og udforskes i de fælles musikaktiviteter hvor både nordmænd og palæstinensere deltager. I den fælles musikalske performance skabes således communitas-erfaringer (Turner, 1969), og den musikalske samhandling bliver på denne måde et konkret udtryk for den anerkendelse og følelse af accept som palæstinenserne længes efter. Palæstinenserne betragter ligeledes fremvisningen af de palæstinensiske kulturelle symboler som en mulighed for at påvirke deres egen håbløse situation og kæmpe mod de undertrykkende strukturer de er fanget i. Ved at fremvise den palæstinensiske kultur udbredes kendskabet til palæstinensernes situation og den uretfærdighed det palæstinensiske folk er udsat for. Kulturudvekslingen bidrager på denne måde med en oplevelse af handlekompetence idet centrale forhold i tilværelsen som normalt ikke kan påvirkes og kontrolleres, igennem kulturudvekslingen kommer inden for rækkevidde. Den musikalske praksis bliver på denne måde en scene for skabelse og oplevelse af mening i en ellers meningsløs tilværelse. Undersøgelsen af musikprojektet i Libanon udgør en del af min forforståelse i forbindelse med den foreliggende undersøgelse. De palæstinensiske flygtninges tilværelse kan på mange måder sammenlignes med de fængselsindsattes. Begge grupper er marginaliserede og lever på kanten af samfundet, og både fængslet og flygtningelejren kan siges at generere modsætningsfyldte følelser for de mennesker der lever der, idet disse steder både er et hjem og ramme for det daglige liv, men også symboler på ufrihed og meningsløshed. Undersøgelsen fra Libanon peger imidlertid på at deltagelse i en musikalsk praksis kan have en meningsskabende og -opretholdende funktion der overskrider de meningsløse rammer som opleves i tilværelsen. Min ambition med denne afhandling er at undersøge disse forhold i en dansk kontekst og muligvis kunne pege på nogle elementer der viser sig centrale i både det danske og det palæstinensiske musikprojekt. Samtidig forankrer jeg i denne afhandling i højere grad end i den tidligere undersøgelse forståelsen af musikkens meningsskabende funktion i en musikpædagogisk tænkning frem for i en antropologisk. 17

18 3. Teori 3.1 Musik og mening For at belyse hvordan deltagelsen i en musikalsk praksis kan bidrage til oplevelse af mening i tilværelsen, tager jeg udgangspunkt i Frede V. Nielsens teori om musik som et mangespektret meningsunivers, en teori hvis grundlag er fænomenologisk. Nielsens teori diskuteres i forhold til den newzealandske musikforsker Christopher Smalls musicking-teori, som er af antropologisk karakter, og som er en af de nyere musikpædagogiske teorier der udgør fundamentet for CM-bevægelsen. Jeg tager udgangspunkt i disse to teorier fordi de på forskellige måder tematiserer forholdet mellem menneske og musik og kommer med to ret så forskellige bud på hvordan vi kan forstå musikkens mening Musik som et mangespektret meningsunivers Frede V. Nielsen beskriver musik som et mangespektret meningsunivers (Nielsen, 1998, p. 127ff). Dette meningsunivers består af flere meningslag (akustiske, strukturelle, kinetiskmotoriske, spændings-, emotionelle og åndelige/eksistentielle), som indgår i et sammenhængende system. I overensstemmelse med det fænomenologiske grundlag som Nielsen baserer sin teori på, tilskrives disse meningslag selve det musikalske objekt, omend de kun realiseres når det musikalske objekt sættes i relation til et aktivt oplevende subjekt. I dette møde opstår potentielt korrespondens mellem objektet og subjektet, musikkens meningslag forbinder sig til erfarings- og bevidsthedslag hos mennesket. Dette møde kan være meget intenst. Subjektet kan føle sig opfyldt af objektet eller føle at objektet udtrykker nogle dybe strukturer i subjektet selv: "Noget i den ene ikke alene 'svarer til', men svarer også 'på' noget hos den anden" (Nielsen, 1998, p. 138). Nielsen peger på at man må forstå det musikalske objekt og det oplevende subjekt som et sammenhængende integreret felt, og oplevelsen af mening er således både knyttet til det musikalske objekt og til subjektets handling i forhold til objektet, til selve oplevelsen af musikken (Nielsen, 2006, p. 173). Nielsen påpeger at en mængde forskellige faktorer influerer på vores oplevelse af det musikalske objekt, herunder forhåndskendskab til musikken og til den musikalske stilart, interessen for den pågældende musik og lytterens 18

19 opmærksomhedsniveau. Sammen kan disse og en mængde andre faktorer forstås som lytterens totale historiske situation, som indvirker på oplevelsen af musikkens mening. Ifølge Nielsen kan det musikalske objekt potentielt blive et udtryk for subjektets indre liv i en æstetisk form. I mødet mellem det musikalske objekt og det oplevende subjekt suspenderes virkeligheden midlertidigt, og en alternativ mening som opleves i musikken bliver nærværende, en mening som har at gøre med subjektets oplevelse af sit eget inderste potentiale (Nielsen, 2006, p. 175). Dette repræsenterede indre liv er ikke adskilt fra det musikalske objekt, men netop vævet ind i og betinget af det. Det følger heraf at subjektets indtræden i relationen til det musikalske objekt potentielt fører til subjektets indtræden i en relation til bestemte aspekter af sig selv og sin egen eksistens, og subjektet får på denne måde mulighed for gennem musikken at opleve og udforske mening Musicking En anden nyere teori om musikalsk mening er Christopher Smalls musicking-teori (Small, 1998). Musik er ifølge Small ikke et objekt, men derimod noget mennesker gør, en menneskelig praksis af social og kulturel karakter. Han udskifter derfor substantivet 'music' med verbet 'musicking', som han definerer på denne måde: "To music is to take part, in any capacity, in a musical performance, whether by performing, by listening, by rehearsing or by practicing, by providing material for performance (what is called composing), or by dancing" (Small, 1998, p. 9). For at forstå meningen i musikken må vi ifølge Small vende os mod den kulturelle proces i bred forstand hvor musikken finder sted. Den centrale analyseenhed er selve den musikalske performance, som Small beskriver som en begivenhed af rituel karakter. I denne performance skabes relationer, der kan opleves og udforskes af deltagerne så længe den musikalske performance varer: The act of musicking establishes in the place where it is happening a set of relationships, and it is in those relationships that the meaning of the act lies. They are to be found not only between those organized sounds which are conventionally thought of as being the stuff of musical meaning but also between the people who are taking part, in whatever capacity, in the performance; and they model, or stand as metaphor for, ideal relationships as the participants in the performance imagine them to be: relationships between person and person, between individual and 19

20 society, between humanity and the natural world and even perhaps the supernatural world. (Small, 1998, p. 13) Det er ifølge Small ikke i de musikalske objekter at musikkens mening skal findes, men derimod i oplevelsen af de ideelle relationer, som er knyttet til selve deltagelsen i musik. Når vi deltager i en musikalsk performance, skaber, udforsker og fejrer vi de ideelle relationer, vi lærer om dem og erfarer dem i deres fulde kompleksitet (Small, 1998, p. 141). Smalls teori er som tidligere nævnt en del af new musicology-bevægelsen i musikvidenskaben, som i stigende grad vender sig mod antropologisk og sociologisk teori for at forstå musikkens betydning for mennesket. Styrken i Smalls teori er at den viser os hvordan den musikalske praksis indgår i en større kulturel og social praksis. Ifølge Small må vi for at forstå hvilken mening deltagerne oplever i den musikalske praksis, først have indsigt i den sociokulturelle kontekst musikken og deltagerne er en del af. Fra dette perspektiv konstitueres meningsoplevelsen ikke kun i mødet mellem det musikalske objekt og det oplevende subjekt, som er det centrale i Nielsens teori. Dette møde må forstås som situeret, dvs. indlejret i en konkret sociokulturel kontekst, og denne kontekst er medskaber af den oplevede mening 3. Fra Nielsens perspektiv må der dog rettes en væsentlig kritik mod Smalls forståelse af musikalsk mening, fordi Small i for høj grad adskiller deltagelsen i den musikalske performance fra det musikalske objekt. Det er jo netop objektet som muliggør at der overhovedet er noget at opleve. Meningen konstitueres ifølge Nielsen ikke kun af de handlinger som mennesket gør i den musikalske praksis, deres musicking, men også af resultatet af disse handlinger, selve musikken eller det musikalske objekt Et musikbegreb med rod i både Nielsen og Small Både Nielsens og Smalls teorier rummer væsentlige elementer i forhold til forståelsen af musikalsk mening. Kombinationen af disse to teoretiske perspektiver synes at efterlade os med et brugbart udgangspunkt for at forstå konstitutionen af mening i den musikalske praksis. Nielsen viser med sit fænomenologiske perspektiv hvordan musikken fremstår for os som et mangespektret meningsunivers, og ved at træde i forhold til det musikalske objekt ekspliciteres subjektets indre liv i en æstetisk form. Den musikalske praksis er fra dette 3 Nielsen anerkender også dette, men er interesseret i en mere grundlæggende forståelse af forholdet mellem menneske og musik. Se Nielsen, 2006, p

21 perspektiv meningsfuld for deltageren fordi musikbeskæftigelsen gør det muligt for subjektet at træde i forhold til centrale dimensioner af sin egen tilværelse. Small peger fra sit antropologiske ståsted på at denne eksplicitering ikke bare har med subjektets indre liv at gøre, men også med subjektets relationer til omverdenen. I den musikalske performance erfares de ideelle relationer som deltageren oplever og ønsker dem. Den musikalske praksis kan fra dette perspektiv siges at være meningsfuld fordi den som en kulturel og rituel praksis tillader deltagerne at erfare, udforske og fejre disse relationer. I denne afhandling vil jeg foreslå en teoretisk ramme som jeg mener kan ses som en brobygning mellem det fænomenologiske og det antropologiske perspektiv. Denne ramme henter jeg fra den amerikanske pragmatisme, nærmere bestemt hos filosoffen John Dewey. I det følgende afsnit præsenteres nogle af Deweys centrale begreber, og i løbet af fremstillingen vil jeg redegøre for på hvilken måde Deweys æstetiske teori reflekterer de to musikpædagogiske teoribygninger som jeg har fremlagt ovenfor. Deweys perspektiv er naturligvis ikke musikpædagogisk, men ved at diskutere Deweys teorier i forhold til Nielsen og Small vil jeg forsøge at indlejre Deweys æstetiske teori i en musikpædagogisk tænkning. Deweys pragmatiske filosofi tager udgangspunkt i social praksis som grundlaget for hvordan mennesket orienterer sig i og forandrer deres tilværelse. Samtidig giver han med sin æstetiske teori redskaber til at forstå hvordan kunsten og musikken kan spille en central rolle i forhold til menneskets oplevelse af mening i tilværelsen, og hans perspektiv synes derfor særligt relevant i forhold til at undersøge musikpædagogiske praksisser som relaterer sig til CMfeltet, da disse praksisser lægger vægt på deltagernes mulighed for at begribe og forandre deres omverden gennem aktiv musikudøvelse i fællesskab med andre. 3.2 John Dewey praksis og mening I min fremlæggelse og diskussion af John Deweys filosofi og æstetiske teori tager jeg udgangspunkt i de to værker Art as Experience (1934/1980) og Experience and Nature (1925/1958). Min fortolkning af Dewey er primært baseret på følgende værker: John Dewey. En introduktion (Brinkmann, 2009) og Bridging Experience, Action and Culture in Music Education (Westerlund, 2002). Begrebet praksis er blevet centralt i både filosofisk, antropologisk og sociologisk tænkning, og en del af æren kan tilskrives Dewey og den amerikanske pragmatisme (Schatzki, 2001, p. 8). Dewey forstår mennesket som et aktivt handlende væsen 21

22 som erkender verden gennem sin aktivitet i denne (Brinkmann, 2009, p. 67). Alt det vi ved, har forbindelse til praktisk handlen, og den eneste adgang vi har til virkeligheden, er gennem vores praktiske og aktive deltagelse i den (Dewey, 1925/1958, p. 43; Westerlund, 2002, p. 33). Deweys teori kan på baggrund af dette beskrives som en praksisteori. Det er gennem praksis at vi kan erkende, men også forandre vores verden, og praksis kan således ses som grundlaget for at mennesket kan opleve sin verden som meningsfuld. At fokusere på praksis er at fokusere på menneskelige handlinger som de finder sted i forskellige kontekster. Alt hvad mennesket gør, kan siges at være en del af menneskets praksis (Ortner, 1984, p. 149). Mennesket er imidlertid ikke blot involveret i en enkelt praksis, men i et nexus af relaterede praksisfelter (Schatzki, 2001, p. 2). Menneskets tilværelse må således forstås som værende konstitueret af en mængde forskellige virksomheder og handlinger i forskellige kontekster. I denne undersøgelse fokuserer jeg på fængselsindsattes deltagelse i en musikalsk praksis. Den musikalske praksis er ikke en afskåret del af livet med sin egen betydning, men en del af de indsattes samlede sociale praksis som den udspiller sig i fængslet. Den musikalske praksis kan dog alligevel siges at muliggøre nogle særlige former for handling og erfaring der er forbundet til beskæftigelse med musik. Spørgsmålet er derfor hvilken betydning de indsatte tillægger deres deltagelse i den musikalske praksis på baggrund af den sociokulturelle kontekst som fængslet udgør, og hvordan den musikalske praksis påvirker de indsattes generelle oplevelse af mening i tilværelsen Begivenheder, organisme og miljø For at forstå praksis i Dewey'sk forstand må vi først se på nogle af Deweys centrale begreber. Virkeligheden forstås hos Dewey som bestående af begivenheder (events). Alt der eksisterer, interagerer med andet og er dermed under konstant forandring. Denne foranderlighed skaber usikkerhed og ustabilitet, men samtidig er det netop verdens foranderlighed der gør at mennesket kan påvirke den og lære at udnytte og drage fordel af naturens kræfter til menneskehedens bedste. Vi kan gennem vores praksisser gribe ind i naturens gang og benytte den til vores egne formål, og det er ifølge Brinkmann essensen i hele den pragmatiske filosofi (Brinkmann, 2009, p. 54). Gennem udviklingen af sociale praksisser giver vi verden stabilitet, og det er således gennem deltagelsen i disse praksisser at livet kan udfoldes. At mennesket er et aktivt handlende væsen der erkender verden gennem sin deltagelse i den, betyder også at vi ikke kan betragte mennesket som et isoleret subjekt. 22

23 Mennesket kan kun forstås i dets interaktion (eller i transaktionen 4 ) med dets omgivelser. Som Dewey skriver: "The first great consideration is that life goes on in an environment; not merely in it but because of it, through interaction with it" (Dewey, 1934/1980, p. 12). Det er helt grundlæggende for Dewey at menneskelivet og det enkelte menneskes udvikling må forstås i sammenhæng med den kontekst eller det miljø som mennesket lever i. Det omgivende miljø muliggør vores liv, eksempelvis gennem tilfredsstillelsen af vores fysiske behov for føde og behovet for sociale relationer med andre mennesker. Konteksten kan dog også siges at begrænse vores liv på utallige måder, hvilket er tydeligt i et fængsel, hvor særligt de fysiske rammers begrænsninger af menneskers muligheder for livsudfoldelse er iøjnefaldende. Både de muligheder for og de begrænsninger af livsudfoldelse der er til stede i konteksten, påvirker og former menneskets adfærd. Disse muligheder og begrænsninger er ikke kun fysiske, men også socialt og kulturelt konstitueret. Bestemte handlinger og væremåder bliver i forskellige kulturelle og sociale kontekster betragtet som acceptable. Disse normer beskriver Dewey som sociale regler (rules) der gennemsyrer menneskelige relationer, og som fungerer som målestok i bedømmelsen af passende adfærd (Westerlund, 2002, p. 35). Mennesket er imidlertid ikke bare underlagt de regler og begrænsninger det omgivende miljø sætter op, men påvirker og former også dets omgivelser gennem dets aktive handlen. Regler kan forhandles i den sociale kontekst, og nye normer for adfærd kan accepteres som gyldige. De fleste situationer er mangetydige i den forstand at de ikke fordrer en bestemt adfærd af subjektet. Inden for de muligheder og begrænsninger der findes i den enkelte situation, må individet handle Erfaring og mening Et af Deweys helt centrale begreber er erfaring (experience). For Dewey er erfaring en proces forbundet til vores praktiske handlen og aktive deltagelse i verden (Dewey, 1925/1958, p. 43; Westerlund, 2002, p. 33). Erfaringsbegrebet inkluderer 4 Dewey foretrak begrebet transaktion frem for interaktion. Hvor en interaktionel forståelse kan siges at tage udgangspunkt i de elementer der interagerer, lægger det transaktionelle perspektiv op til fokus på selve processen og på den forandring som elementer der er i transaktion med hinanden, undergår (se Brinkmann, 2009, pp ). 23

24 what men do and suffer, what they strife for, love, believe and endure, and also how men act and are acted upon, the ways in which they do and suffer, desire and enjoy, see, believe, imagine in short, processes of experiencing. (Dewey, 1925/1958, p. 8) Erfaringen er konstitueret af doing, vores aktive indgriben i verden, og undergoing, hvor vi mærker konsekvenserne af vores handlinger (Westerlund, 2002, p. 47), og begrebet kan forstås som ækvivalent med begreber som historien, livet og kulturen (Dewey, 1925/1958, p. 40). Denne sammenligning peger på erfaringens processuelle karakter og på at den må ses som en kompleks helhed. At erfaring er ækvivalent med begrebet kultur, peger ligeledes på begrebets sociale struktur. Erfaring er ikke blot en individuel foretagelse, men også en kollektiv og social begivenhed idet "al erkendelse og erfaringsdannelse foregår i en konkret, social kontekst" (Brinkmann, 2009, p. 67). Erfaringen kan samtidig forstås som den baggrund på hvilken vi tilegner os nye erfaringer. Vores tidligere erfaringer giver dybde og bredde til de erfaringer vi gør os her og nu (Westerlund, 2002, p. 48). Dewey forstår denne erfaringsbaggrund som en kropsligt indlejret struktur, som vaner (habits), der gør det muligt for os at handle i verden på en adækvat måde. Vaner er ikke mentale på den måde at de 'findes oppe i hovedet', men må forstås i sammenhæng med social aktivitet (Westerlund, 2002, p. 39). Brinkmann påpeger: Ting optræder ikke som brugbare i sig selv, i isolation fra social aktivitet. Ting kan kun erkendes som brugbare og altså meningsfulde hvis organismen er»indstillet«på at respondere adækvat på den relevante brugssammenhæng. Og dette er organismen kun, hvis den har opøvet de rette vaner. (Brinkmann, 2009, p. 105) Det er gennem vores deltagelse i social praksis at vi tilegner os erfaringer og vaner der gør det muligt for os at handle på en adækvat måde og derigennem opleve verden som meningsfuld. Nye erfaringer modificerer vores vanemæssige ageren og dermed den måde vi er (in-habit) i verden, og hvordan verden fremtræder for os som meningsfuld. For Dewey er mening ikke noget der kan tilskrives objekter, ej heller kan mening lokaliseres i et subjekts hoved. Mening involverer brug, og denne brug finder altid sted i en konkret, social kontekst. Meningen kan siges at blive produceret i den sociale interaktion som den finder sted i den konkrete kontekst 24