Phonak Insight. Den kan være let, meget let eller minimal, men den er ikke ubetydelig. Hvor udbredt er let hørenedsættelse?

Transkript

1 Phonak Insight Den kan være let, meget let eller minimal, men den er ikke ubetydelig Vidste du, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anser hørenedsættelse, som opstår i voksenlivet, for at være den tredje hyppigste årsag til handicap, og at let hørenedsættelse er mest udbredt? I 2012 estimerede WHO, at en ud af tre voksne over 65 år har en let hørenedsættelse i regioner som Nordamerika, Vesteuropa og Australasien. Ved at kombinere dette estimat over prævalensen af let hørenedsættelse med WHO s prognose om, at antallet af voksne over 65 år vil tredoble fra 2010 til 2050, står det klart, at let hørenedsættelse i stigende grad vil påvirke ældre voksne fremover. Hvor udbredt er let hørenedsættelse? Ved at kombinere dette estimat over prævalensen af let hørenedsættelse med WHO s prognose om, at antallet af voksne over 65 år vil tredoble fra 2010 til 2050, står det klart, at let hørenedsættelse i stigende grad vil påvirke ældre voksne fremover. Hvor udbredt er let hørenedsættelse? Prævalensen af let hørenedsættelse afhænger i høj grad af, hvordan man definerer denne grad af hørenedsættelse. WHO s statistik over prævalensen fra 2012 er baseret på, at let hørenedsættelse defineres som værende en gennemsnitlig tærskelværdi ved 500, 1000, 2000 og 4000 Hz på mellem 26 og 40 db HL. WHO har beregnet, at mellem 9 % og 17 % af alle voksne over 15 år har en let hørenedsættelse, afhængigt af i hvilket geografisk område de bor (WHO, 2012). I en anden WHO-opgørelse fra 2013, som blev udarbejdet af The Global Burden of Disease Hearing Loss Expert Group, var den globale prævalens 22,7 % for voksne mænd og 19 % for voksne kvinder over 15 år. I denne undersøgelse blev let hørenedsættelse defineret som værende en tærskel på mellem 20 og 34 db HL (beregnet som gennemsnittet ved 0,5; 1; 2 og 4 khz), og den viste, at prævalensen af let hørenedsættelse stiger kraftigt hos voksne over 50 år (Stevens et al., 2013). Den effekt, som definitionen og stikprøvegruppens alder kan have på prævalensen, blev også dokumenteret af en undersøgelse med en finsk population i Uimonen, Mäki-Torkko, Jounio-Ervasti og Sorri (1997) udvalgte en almindelig befolkningsgruppe af voksne mellem 55 og 75 år. Ved at definere let hørenedsættelse som værende en gennemsnitlig tærskelværdi ved fire frekvenser (4 Frequency Average Hearing Loss 4FAHL); 500, 1000, 2000 og 4000 Hz, på mellem 21 og 39 db viste prævalensen sig at være 29,5 %. Dette var signifikant højere end prævalensen på 10,1 % i samme population ved brug af en 3FAHL ved 500, 1000 og 2000 Hz på mellem 26 og 40 db HL.

2 Dette er i tråd med undersøgelser baseret på australske populationer som eksempelvis The Blue Mountains Study, som også brugte samme 4FAHL, men med et tærskelområde på mellem 25 og 40 db HL, og rapporterede om en prævalens af let hørenedsættelse på 39,1 % hos voksne over 55 år (Sindhusake et al., 2001). I tabel 1 vises prævalensen og de anvendte definitioner i nogle andre europæiske og australske undersøgelser. I alle undersøgelser anvendte man den gennemsnitlige hørenedsættelse i det bedre øre (Better Ear Hearing Loss BEHL). Finland Sverige Storbritannien Australien Age (years) BEHL db HL ved 0,5, 1, 2, 4 khz 14,0% 45,1% 16,9% 54,5% 23,2% 44,3% BEHL db HL ved 0,5, 1, 2, 4 khz 14,3% 41,4% Hvad er effekten af en let hørenedsættelse? Litteraturen bekræfter, hvad mange klinikere jævnligt observerer på deres klinikker; for visse personer kan selv en mild eller marginal hørenedsættelse medføre, at de føler sig mindre tilfredse med deres egen selvstændighed, har mindre følelsesmæssigt velvære og føler sig mere begrænsede (Bertoli, Bodmer, & Probst, 2010; Monzani, Galeazzi, Genovese, Marrara, & Martini, 2008; Scherer & Frisina, 1998; Suter, 1978; van Boxtel et al., 2000). Andre personer, som havde lignende audiometriske målinger, oplevede det ikke som et problem og følte sig ikke begrænset. Nogle undersøgelser antyder, at det måske ikke er validt at opstille et minimumsgennemsnit for rentonetærsklen, hvor en hørenedsættelse kan anses for at være invaliderende (Bess, Lichtenstein, & Logan, 1991; Lutman, Brown & Coles, 1987). Lutman og hans gruppe konkluderede, at for visse personer var et gennemsnitlig tab på 15 db HL væsentligt invaliderende i forbindelse med dagligdags tale (Lutman et al., 1987). Ved rentonetærskler, hvor hørefølsomheden, men ikke kommunikationsevnen måles, anvendes taleaudiometri ofte som et klinisk værktøj til vurdering af personens taleforståelighed, og der anvendes materiale og præsentationsniveauer, som bedre repræsenterer dagligdags tale. Men er en taleaudiometri tættere forbundet med høreproblemer i forbindelse med let hørenedsættelse? Desværre er svaret ikke entydigt. I nogle undersøgelser har man undersøgt forholdet mellem rentonetærskler, forskellige taleaudiometriresultater og selvrapporterede høreproblemer. Mange af disse undersøgelser har to konklusioner til fælles: 1) De rapporterede sammenhænge er ofte signifikante, men kun i let eller moderat grad. 2) Den individuelle variabilitet i scoren for talegenkendelse er stor blandt de forsøgsdeltagere, der har en let hørenedsættelse (Dubno, Dirks, & Morgan, 1984; Duquesnoy, 1983; Helfer & Freyman, 2008; Matthews, Lee, Mills, & Schum, 1990; Smoorenburg, 1992; Tyler & Smith, 1983). Samlet set viste det sig, at taleforståeligheden ikke kunne forudsiges med rentonetærskler, og at taleforståeligheden i støj ikke kunne forudsiges ved at måle taleforståeligheden i ro. For eksempel har Duquesnoy (1983) undersøgt taleforståeligheden hos 110 voksne mellem 60 og 90 år, som alle havde en 3FAHL på under 50 db HL. Heraf havde 88 % en 3FAHL på under 40 db HL. Han fandt ud af, at de forsøgspersoner, som havde lignende scorer for taleforståeligheden i ro, havde en stor variabilitet i testene til måling af taleforståeligheden i støj, og konkluderede, at man ikke kan forudsige det ene resultat ud fra det andet. Dette fremhæver den kliniske relevans af at foretage testene både i ro og i støj, selvom Duquesnoys undersøgelse ikke 2 Phonak Insight Let hørenedsættelse Oktober 2014

3 omhandlede eventuelle aldersrelaterede effekter, som kunne forventes i en stikprøve med ældre voksne. I en opfølgningsundersøgelse til sin undersøgelse fra 1987 påviste Lutman (1991), at ældre voksne med en let hørenedsættelse havde dårligere taleforståelighed end yngre voksne, men rapporterede om mindre invaliditet. Når effekten af alder og graden af hørenedsættelse var blevet udlignet, var der ingen sammenhæng mellem måling af taleforståeligheden i støj og i ro og selvrapporteret invaliditet. Mulige aldersrelaterede effekter blev også undersøgt af Dubno et al. (1984), som målte taleforståeligheden i ro og i støj hos 72 yngre og ældre voksne med enten normal hørelse eller en let hørenedsættelse. Hendes undersøgelse viste, at alder ikke var en medvirkende faktor ved måling af taleforståelighed i ro, og at de forsøgspersoner, der havde en let hørenedsættelse, udviste signifikante forskelle i forhold til de forsøgspersoner, der havde normal hørelse, især med hensyn til sætninger med en lav forudsigelighed. Med hensyn til taleforståeligheden i støj spillede både forsøgspersonernes hørenedsættelse, alder, det anvendte talemateriale og talens præsentationsniveau en væsentlig rolle. Divenyi og Haupt (1997) undersøgte også kompleksiteten af forholdet mellem alder og hørenedsættelse og fremhæver, at den samlede taleforståelighed i samtalestøj (babble noise) som målt med tests som eksempelvis SPINtesten, er mere påvirket af en perifer hørenedsættelse, hvorimod opgaver, der involverer rumlig (lydkildens lokation) eller temporal lydbehandling (f.eks. tale i genklang) er mere påvirket af alder end af hørelsens skarphed. Alt i alt er forholdet mellem taleaudiometriresultater og dagligdags høreproblemer hos ældre personer med en let hørenedsættelse komplekst. Styrken ved selvrapportering Det virker stadig mere åbenlyst, at dagligdags høreproblemer ikke kan forudsiges på basis af standardmæssige audiometritests, og at den sande måling af en hørenedsættelse er, hvordan den hørehæmmede selv oplever sin hørelse. En selvrapporteringsmåling, som ofte anvendes i den videnskabelige litteratur, er Hearing Handicap Inventory for the Elderly (HHIE), som anses for at være en valid og robust måling af de følelsesmæssige og sociale effekter af en hørenedsættelse (Ventry & Weinstein, 1982). Weinstein og Ventry (1983) rapporterede, at den højeste grad af variabilitet i selvrapporteringsscorerne var blandt forsøgspersoner med en 3FAHL på db HL i det bedre øre, hvor nogle forsøgspersoner rapporterede om væsentlig invaliditet og andre om slet ingen. De konkluderede også, at scoren for talegenkendelse i ro udgjorde mindre end 20 % af variansen i HHIE-scorerne, hvilket endnu engang underbygger opfattelsen af, at taleaudiometri ikke er en sand afspejling af dagligdags høreproblemer. Andre påviste, at der ligeledes var en lille sammenhæng mellem HHIE-testene og testene til måling af taleforståeligheden i støj. Matthews et al. (1990) påviste, at SPIN-resultaterne (Speech in Noise) ikke havde mere sammenhæng med HHIE-scorerne end eksempelvis rentonetærskler ved 1000 og 2000 Hz. Konklusionen på disse undersøgelser må være, at der ikke er én sand måling af hørenedsættelsen hos personer med en let hørenedsættelse, og at vi som klinikere bør danne os et så omfattende billede af kundens høreproblemer som muligt. Den bedste indikation på, hvordan kunden oplever sin hørenedsættelse, findes måske ikke i de kliniske standardtests, men i, hvad vedkommende fortæller om sine aktiviteter og sin deltagelse i livet. I en omfattende gennemgang af litteraturen, som blev foretaget af Knudsen, Oberg, Nielsen, Naylor og Kramer (2010), undersøgte man, hvordan personer med en hørenedsættelse søgte hjælp, og hvilket udbytte de fik af høreapparater. Det blev konkluderet, at selvrapporteret aktivitetsbegrænsning, eller invaliditet, var en meget vigtig faktor for alle aspekter af hørerehabiliteting mere end den målte hørenedsættelse. Lever vi op til udfordringen? I dag er de mest udbredte metoder til hørerehabilitering i forbindelse med en hørenedsættelse, der opstår i voksenlivet, at bruge høreapparater. Et antal forbrugerundersøgelser har dog antydet, at blandt flere barrierer kan klinikerne selv være en medvirkende årsag til, at der er en del personer med en let hørenedsættelse, som vælger ikke at anvende høreapparater. MarkeTrak-forbrugerundersøgelserne undersøger holdninger og tendenser blandt folk med en hørenedsættelse og markedet for høreapparater i USA. I 2012 viste MarkeTrakspørgeundersøgelsen, at 29 % af dem, der havde en let hørenedsættelse, havde drøftet deres høreproblemer med en audiolog. 43 % blev rådet til at vente og få foretaget en ny test, mens 26 % fik at vide, at de ikke ville få gavn af høreapparater (Kochkin, 2012). Den europæiske pendant til 3 Phonak Insight Let hørenedsættelse Oktober 2014

4 MarkeTrak er EuroTrak, som overvåger seks europæiske markeder, herunder Storbritannien. Resultaterne af UK EuroTrak 2012 viste, at 19 % af de adspurgt, som havde et høreproblem, og som ikke ejede et høreapparat, havde drøftet deres hørelse med enten en høreapparatspecialist eller en audiolog. 51 % af disse adspurgte blev anbefalet ikke at få et høreapparat (EHIMA, 2012). Selvom disse forbrugerundersøgelser ikke kan sige noget om, om de adspurgte var egnede kandidater til at få høreapparater, eller om de huskede rigtigt med hensyn til de råd, de fik, er det et signifikant antal personer, som fortæller, at de blev anbefalet ikke at få høreapparater (endnu). En grund til ikke at anbefale høreapparater kan være, at man mener, at folk med en let hørenedsættelse har mindre gavn af høreapparater, selvom visse undersøgelser har vist, at dette ikke er tilfældet (Davis, Smith, Ferguson, Stephens & Gianopoulos, 2007; Dillon, 2006). Resultatet af Davis et al.s undersøgelse (2007) viste, at udbyttet ved at bruge høreapparater ikke var signifikant bedre for folk med en 4FAHL i det dårlige øre på db HL end for folk med en større hørenedsættelse, selvom udbyttet for forsøgspersoner med en 4FAHL på db HL var signifikant mindre. Davis et al.s undersøgelse (2007) viste, at brugen af høreapparater steg med en større grad af hørenedsættelse, men var omhyggelig med at påpege, at dimensioner som eksempelvis udbytte og tilfredshed ikke viste en helt klar sammenhæng med de gennemsnitlige tærskler. Derfor er det vigtigt at erkende, at måling af brugen ikke er det samme som måling af udbyttet, og omvendt. Da Dillon (2006) undersøgte, hvad personer med en let hørenedsættelse får ud af at bruge høreapparater, viste det sig, at det samlede udbytte (hvilket omfatter selvrapporteret udbytte, brug, tilfredshed og livskvalitet) ikke havde nogen signifikant sammenhæng med 4FAHL i det bedre øre, men bedre kunne fastsættes af personens behov for høreapparater. Som Dillon (2006) påpegede, kan behovet defineres ved, at der er høreproblemer, når der ikke anvendes hjælpemidler, og et ønske om at få høreapparater. Hickson og Meyer (indsendt) påviste også, at selvrapporterede høreproblemer og holdningen til høreapparater samt støtte fra partneren og høreapparatets insertion gain var variabler, som viste, om brugerne ville få gavn af deres høreapparater eller ej. Et positivt udbytte for folk med en let hørenedsættelse Samlet set er konklusionen, at der er en signifikant gruppe af personer med en let hørenedsættelse, som oplever nedsat taleforståelighed i dagligdags lyttesituationer. Nogle af disse kommer ind på klinikken for at drøfte deres høreproblemer med høreapparatspecialister. Hvis disse kunder udviser en positiv holdning til høreapparater, er der ingen grund til at antyde, at de får mindre udbytte af lydforstærkning end folk med en større hørenedsættelse. 4 Phonak Insight Let hørenedsættelse Oktober 2014

5 Referencer Bertoli, S., Bodmer, D., & Probst, R. (2010). Survey on hearing aid outcome in Switzerland: associations with type of fitting (bilateral/unilateral), level of hearing aid signal processing, and hearing loss. International Journal of Audiology, 49(5), Bess, F. H., Lichtenstein, M. J., & Logan, S. A. (1991). Making hearing impairment functionally relevant: Linkages with hearing disability and handicap. Acta Oto-Laryngologica, 111(s476), Davis, A., Smith, P., Ferguson, M., Stephens, D., & Gianopoulos, I. (2007). Acceptability, benefit and costs of early screening for hearing disability: a study of potential screening tests and models. Health Technology Assessment, 11(42), Dillon, H. (2006). Hearing Loss: The Silent Epidemic. Paper presented at the 17th National Conference of the Audiological Society of Australia, Perth, Australia. nal.gov.au/pdf/libby%20harricks%20talk%20at%20perth.pdf Divenyi, P., & Haupt, K. (1997). Audiological Correlates of Speech Understanding Deficits in Elderly Listeners with Mildto-Moderate Hearing Loss. I. Age and Lateral Asymmetry. Ear and Hearing, 18(1), Dubno, J. R., Dirks, D. D., & Morgan, D. E. (1984). Effects of age and mild hearing loss on speech recognition in noise. Journal of the Acoustical Society of America, 76(1), Duquesnoy, A. J. (1983). The intelligibility of sentences in quiet and in noise in aged listeners. Journal of the Acoustical Society of America, 74(4). EHIMA. (2012). EuroTrack Retrieved 23 February, 2013, from Helfer, K. S., & Freyman, R. L. (2008). Aging and speechon-speech masking. Ear and Hearing, 29( 1), Hickson, L., & Meyer, C. (submitted). International Journal of Audiology. Knudsen, L. V., Oberg, M., Nielsen, C., Naylor, G., & Kramer, S. E. (2010). Factors influencing help seeking, hearing aid uptake, hearing aid use and satisfaction with hearing aids: a review of the literature. Trends in Amplification, 14(3), Kochkin, S. (2012). MarkeTrak VIII: The Key Influencing Factors in Hearing Aid Purchase Intent The Hearing Review, 19(3), Lutman, M. (1991). Hearing disability in the elderly. Acta Oto-Laryngologica, 111(s476), Lutman, M., Brown, E. J., & Coles, R. R. A. (1987). Selfreported disability and handicap in the population in relation to pure-tone threshold, age, sex and type of hearing loss. British Journal of Audiology, 21(1), Phonak Insight Let hørenedsættelse Oktober 2014 Matthews, L. J., Lee, F.-S., Mills, J. H., & Schum, D. J. (1990). Audiometric and subjective assessment of hearing handicap. Archives of Otolaryngology Head and Neck Surgery, 116(11), Monzani, D., Galeazzi, G. M., Genovese, E., Marrara, A., & Martini, A. (2008). Psychological profile and social behaviour of working adults with mild or moderate hearing loss. Acta Otorhinolaryngologica Italica, 28(2), Scherer, M. J., & Frisina, R. (1998). Characteristics associated with marginal hearing loss and subjective wellbeing among a sample of older adults. Journal of Rehabilitation Research and Development, 35, Shield, B. (2006). Evaluation of the social and economic costs of hearing impairment: Hear-it. Sindhusake, D., Mitchell, P., Smith, W., Golding, M., Newall, P., Hartley, D., & Rubin, G. (2001). Validation of self-reported hearing loss: the Blue Mountains Hearing Study. International Journal of Epidemiology, 30(6), Smoorenburg, G. F. (1992). Speech reception in quiet and in noisy conditions by individuals with noise-induced hearing loss in relation to their tone audiogram. Journal of the Acoustical Society of America, 91(1), Forfatter: Barbra Timmer, MACAud,MAudSA, MBA Denne artikel blev først publiceret online i The Hearing Review den 9. april Originalt citat, som er brugt til denne artikel: Timmer B. It may be mild, slight, or minimal, but it s not insignificant (Den kan være let, meget let eller minimal, men den er ikke ubetydelig) Hearing Review. 2014; 21(4): Du kan få mere at vide på: / V1.00 / / MF / Trykt i Danmark Phonak AG Alle rettigheder forbeholdes