Hvordan undgår vi worst-case scenario? Oplæg i.f.m. Selskab for Risikovurdering. debatarrangement 10. maj Af Hans Jørgen Bonnichsen

Transkript

1 Hvordan undgår vi worst-case scenario? Oplæg i.f.m. Selskab for Risikovurdering debatarrangement 10. maj Af Hans Jørgen Bonnichsen Forsvarskommissionens sikkerhedspolitiske udvalg fortalte os, at Danmark var i en situation helt uden fortilfælde i historien. De konstaterede, at vor sikkerhedspolitiske status og geografiske placering indebar en tryghed uden lige. Vi havde ingen fjender. Der var udsigt til fred i vor tid. Et klart, enkelt og positivt budskab på fremtiden. Det var i november måned I dag ved vi, at sikkerhed kan man ikke tage som givet. New York i september for ti år siden, og tiden der fulgte, har forfærdeligt og frygtindgydende fortalt os, at vi lever i en usikker verden. Madrid i marts måned 2004 understregede dette med al uønskelig tydelighed.. Vi lærte, at geografi ikke længere spillede nogen rolle. Vi lærte, at tidligere erfaringer fra terrorhandlinger ikke længere var gældende, for eksempel at planlægningstiden for en terrorhandling var 4 år, som den var mod de amerikanske ambassader i 1998 i Kenya og Tanzania. I dag er tiden fra ideen opstår og til gennemførelsen af en terrorhandling få måneder. Efterretningstjenesternes muligheder for at opdage og afværge et terrorangreb er dermed drastisk minimeret. London i juli måned 2005 viste os, at terrorister ikke længere var dem, der ikke havde noget at miste. I dag har de familier, nyfødte børn, er begavede og godt uddannede og velintegrerede personer. Og de bor i blandt os. Trusselbilledet er dynamisk. Det vil sige, at det ændrer sig hele tiden både i rum og fremgangsmåde, fra selvmordsangreb mod kaprede fly i international luftrum, bomber mod diskoteker på Bali, gidselstagning i et teater i Moskva til angreb mod den kollektive trafik i Madrid og London, byguerilla angreb i Mumbai, brevbomber og nu igen forsøg på tilbagevenden til flytrafikken. 1

2 Når sikkerhedsforanstaltningerne er hævet til det optimale på et område, skifter terroristernes fremgangsmåde, og finder et andet område. Uforudsigelighed er stor. To dage efter terroren i London var jeg til orientering i New Scotland Yards bygning midt i byens hjerte, regeringskvarteret Westminster. Jeg skulle orienteres om situationen og diskutere et eventuelt samarbejde med kollegerne fra MI5 og Metropolitan Police. Jeg følte mig tryg og godt til måde. Jeg var overbevist om, at jeg befandt mig i den mest sikrede by i verden. Overalt hvor jeg kom, fra ankomsten til Heathrow på vej ind til byen, med hurtigtoget til Paddington Street Station og på Londons gader var jeg omgivet af tillidsvækkende bobbies og bombehunde med logrende haler. Der var udkommanderet engelske betjente alene til de tryghedsskabende foranstaltninger. Det virkede beroligende og overbeviste mig om, at det engelske politi og mine kolleger i MI5 havde styr på situationen. Jeg ville have betragtet det som bizar humor, hvis nogen på dette tidspunkt havde fortalt mig, at der 14 dage efter skulle ske et næsten identisk terrorangreb. Det skete, men heldigvis udført at nogle håbløse amatører, som alt gik galt for. De var de første i rækken af terrorister uden operativ kapacitet, men ikke de sidste. Vi har siden da set en lang række af slagsen, ikke mindst gennem de seneste år, f.eks. den nigerianske trussebomber, Times Square og Stockholm amatørerne, for blot at nævne nogle af disse. Det er dog værd at mærke sig, at de kun skal være heldige én gang, og beredskabet skal være heldige hver gang! Kollegerne i London indrømmede da også dengang i juli måned 2005, at det for dem var svineheldigt, at det var amatører, for hvis det var lykkedes, ville det have bragt dem på bristepunktet af deres ydeevne. Situationerne kan ændre sig fra time til time, fra uge til uge, og understreger, at en af de store sikkerhedsmæssige udfordringer er det uforudsigelige trusselsbillede. Terrorangrebene den 7/7 blev udført af de usynlige eller de hjemmefødte terrorister, som de kaldes i en dårlig oversættelse af de engelske betegnelser the invisible og homegrowns terrorist. Budskaberne til den vestlige verden var dengang: Vi har ikke tanks og raketter, men vi har noget mere værdifuldt: Vore eksploderende menneskelige bomber. Eller med andre ord: Du kan ikke føle dig sikker, uanset hvem du er, og hvor du befinder dig. 2

3 Og det var et budskab der sendtes ud med et højere seer- og lyttertal end VM i fodbold, Superterrorismen modus operandi var klar. Den skal ramme og dræbe så mange mennesker, fra så mange forskellige nationer som muligt, hvis man samtidigt var i stand til at ramme de vantros symboler er man godt på vej, men det er en helt afgørende forudsætning for den totale succes. Den er, at det skal gøres på tider og steder, hvor CNN, BBC, Al Jazzeera eller TV2 NEWS kan være til stede for at etablere breaking news og transmittere rædslerne world-wide og direkte ind i vore stuer. Her sidder vi og ser rædslerne udspille sig for vore øjne, og vi stiller os selv spørgsmålet: Hvornår bliver det os? Når det spørgsmål stilles, så er frygten ved at snige sig ind på os. Og når den først har sat sig, så er frygtens første offer fornuften. Der er ikke noget som hurtigere kan få vor dømmekraft ud af ligevægt end frygten. Hovedet mistes i frygten. Terrorens hitlister har indtil i dag været skyskrabere, fly, diskoteker, rockkoncerter, synagoger, tog og busser. Mål findes også i Danmark. Vi har hørt om Rådhuspladsen, Vejle banegård, Christiansborg og Jyllands-Posten og Kurt Westergaard. Men PET undlader at kommentere dette såvel som at offentliggøre en TOP-TI liste over de mest sandsynlige mål i Danmark. Det er besindigt og formentligt klogt. Det vil kun medvirke til at forhøje frygtniveauet og hjælpe terroristerne. Det er værd at bemærke sig, at Osama bin Ladens højre hånd, Ayman al-zawahiris udtalelse om: Vi blev først opmærksomme på de kemiske og biologiske våben, da vore fjender gentange gange udtrykte deres bekymring for, at de kan produceres nemt og med let tilgængelige materialer. Sommetider er den største trussel måske vore egne måder at reagere på. PETs tavshed vedrørende potentielle mål udfordrer og det var i min tid og også meningen de enkelte ansvarlige i den offentlige som i den private sektor i det danske samfund til at være bevidste om, at de har et ansvar i forhold til vurderingen af risikoen for et angreb rettet mod deres sektor og virksomhed. Et ansvar der indebærer et beredskab til at forhindre og modvirke og håndtere terrorrisici. Risici der kan resultere i det værste selvfølgelig tab af menneskeliv, men også betydelige økonomiske omkostninger og de samfundsmæssige følger. I USA var de direkte skader den 11/ på bygninger, inventar og udstyr i størrelsesordenen 34 milliarder dollars, men senfølgerne var ganske betydelig produktionstab på op mod 75 milliarder 3

4 dollar. Også et fald i flytrafikken på 20 %, der kostede mennesker jobbet. Effekten af en terrorhandling breder sig som ringe i vandet, og kan påvirke økonomiske aktiviteter verden over. Også i Danmark har vi mærket følgerne fra New York, Madrid og London. En række nye krav og reguleringer har medført øgede omkostninger ikke mindst indenfor transport og informations- og kommunikationsteknologien. Og vi oplevede da også at fornuften røg i de hektiske uger efter den 11/9. Det skete, da der i Danmark hærgede en pulver og medieepidemi uden lige. Miltbrandtrusler florerede og pressede PET og resten af beredskabet. Truslen blev godt støttet af såkaldte eksperter i bioterrorisme, der kun manglede at påstå, at mund- og klovsygeepidemien i England året før, også var resultatet af et terrorangreb. Hver dag havde sit posthus der lukkede. Statens Seruminstitut arbejdede på højtryk med at analysere buddingepulver, mel og andres mistænkelige pulverprodukter, mest fra postforsendelser, men også fra busser. Alle tilfældene arbejdede sig igennem dagens mediekværn på de landsdækkende kanaler med billeder fra Københavns gader af redningsfolk i gule beskyttelsesdragter, der oversprøjtede hinanden med vand. Realiteten var, at der på intet tidspunkt blev fundet det ringeste tegn på at et biologisk angreb havde ramt Danmark. Fornuften røg. Det var faktisk helt usandsynligt, at der pludselig skulle dumpe et miltbrandbrev fra Osama bin Laden ind i postkassen hos Hr. og Fru Jensens på Vesterbro i København eller i Rønne. Frygten skabte en egen virkelighed, der kom til at koste den danske stat millioner af kroner, for Post Danmark alene var beløbet på ca. 10 millioner kroner. Fornuften må aldrig glemmes. Den er helt afgørende for, at vi kan tåle og håndtere situationerne, så det ikke får den ødelæggende og invaliderende effekt på samfundet som er terroristernes mål. Derfor er det vigtigt, at man i sin planlægning arbejder med, at tænke, det utænkelige, altså worstcase-scenario, og i sit beredskab træner disse kritiske faktorer fra de livredende foranstaltninger til de psykiske reaktioner, en præcis, hensigtsmæssigt og hurtig kommunikation til befolkningen, forhindring af forstyrrelser af det offentlige rum. og en indsats mod en tilbagevenden til de normale tilstand, så hurtigt som muligt. Men det eneste, der måske er sikkert i en worst-case-scenario situation er, at The Blame Game vil starte senest på 3. dagen. Bagklogskab, bebrejdelser og besserwissen vil fylde avisernes spalter og vende sig mod de private såvel som de offentlige 4

5 aktører og deres efterretnings-, rednings- og sikkerhedsindsatsen, men desværre også med bidrag fra de forskellige aktører i beredskabet. Alt dette ved man vil være kendsgerninger, sådan var det i New York, Madrid og London. Modstanden og robustheden til at håndtere dette pres bør øves i fredstid. Når først situationen er opstået er det for sent, og så vil der være god grund til at bebrejde nogen og hinanden. Det kan være ganske svært. Selv en af mine stærkeste samarbejdspartnere CIA var ikke i stand til det den 11.9: Til trods for at man gennem måneder havde stærke og mange efterretninger om, at et stort terrorangreb ville finde sted, og højst sandsynligt på amerikanske jord, havde de ikke tænkt de nødvendige tanker. Få minutter efter, at det andet fly havde ramt sydtårnet i World Trade Center ankom CIA direktøren George Tennet til konferencerummet i CIA s hovedkvarter i Langley, lige uden for Washington DC., hvor han havde samlet sin stab. Jeg har været der. Det ligger øverst i centralbygningen på 7. etage. Der var flere fly på vej mod Washington, som der ikke var kontakt med. CIA s sikkerhedschef anbefalede da øjeblikkeligt, at man evakuerede bygningen, men ingen faciliteter var forberedt til et alternativt kommandocenter, hvor CIA s hjerner, Kontraterror og det globale responscenter kunne samles. De måtte blive i bygningen. George Tennet spurgte om risikoen for personerne, der håndterede disse vitale enheder. De kunne jo dø. Det kyniske, og formentlig eneste svar i situationen var: Så må de dø. Intet var forberedt, til trods for, at CIA tidligere havde haft efterretninger om, at et fly skulle bruges til terrorangreb mod hovedkvarteret. Nu gik det heldigvis godt, men understreger, at selv de, der forventes at have fingeren på pulsen kan glemme at tænke det utænkelige. Med disse erfaringer in mente er det åbenbart, at vores åbne samfund er sårbare overfor terrorister, som udnytter de vestlige landes åbenhed og mulighed for at bevæge sig frit. Indtrykket kan blive forstærket af mediernes transmissioner fra terrorhændelser både nær og fjern, og kan bidrage til en oplevelse af større usikkerhed blandt befolkningerne. Tilsvarende vil de mange ukonkrete terroradvarsler som flere lande udsender, kunne skabe bekymringer. Denne udvikling har medført, at regeringer og myndigheder i de enkelte lande i højere grad er blevet mødt med kravet om at kunne garantere befolkningernes sikkerhed. Svaret på dette krav 5

6 risikerer, som vi også har set, bl.a. i flysikkerhedsområdet, og havnesikringsområdet, at blive et forsøg på at imødegå en hvilken som helst trussel. Men når der i de vestlige samfund teoretisk set er et utal af potentielle terrormål, og sårbarheden dermed i princippet er uendelig, kan en sådan garanti aldrig udstedes. Derfor er det centralt, at politikere og myndigheder herunder sikkerheds- og efteretningstjenesterne ikke alene fokuserer på samfundets sårbarhed, men tillige særligt fokuserer på risikoen og dermed sandsynligheden for at de potentielle trusler, som ethvert moderne samfund står overfor, bliver ført ud i livet. En sådan vurdering af risikoen ville i dette selskab her, næsten være en fornærmelse at komme ind på. Men jeg vil blot understrege, at efter min opfattelse giver en sådan tilgang et mere realistisk og dermed bedre grundlag for at træffe proportionale foranstaltninger, end vurderinger der alene tager afsæt i betragtninger omkring sårbarhed, der som nævnt er uendelig i et moderne vestligt samfund. Sådan tænkte vi i PET og udtrykte det i Jeg er ikke så sikker på at det forsat er tilfældet, når jeg i dag læser PETs trusselvurderinger, hvor man skal læse længe før man finder noget om risici. Der bør efter min opfattelse være tungtvejende realiteter bag en trussel før man udsender den. Et centralt kriterium i den forbindelse bør være, at befolkningen i givet fald skal have en reel mulighed for at kunne tage sine forholdsregler, og dette forudsætter selvsagt en vis konkretisering af truslen. Man lægger med andre ord større vægt på spørgsmålet om sandsynligheden for terrorhandlinger end på samfundets sårbarhed overfor terror. Trusselsvurderinger bør kun være et værktøj til beredskabet, der kan bruges til at undgå, at truslen bliver en realitet, og ikke et redskab som befolkningen ikke kan gøre noget ved, udover at blive frygtsomme. Det amerikanske Homeland Security orienterer på deres hjemmesider befolkningen om, så at sige en hvilken som helst trussel, og meget ofte at den er overhængende. Den instruerer befolkningen i, hvordan de kan forberede og forholde sig i tilfælde af terrorangreb. En sådan strategi er først og fremmest baseret på overvejelser omkring samfundets sårbarhed. Jeg har set billeder af fru Andersson på en ensom ranch midt i Texas prærieørken, 450 kilometer fra Houston, med 30 kilometer til nærmeste nabo, der fremviser familiens arsenal af overlevelsesgrej. Terrortruslerne 6

7 kender hun alt for godt. Der går næsten ikke en dag uden at hun præsenteres for dem. Hun viser sit store lager af batterier, transistorradioer, stavlygter, beskyttelsesmasker, kompas, fløjte, håndvåben, nødhjælpskasser og gaffatape. Vand i adskillige dunke og mad i hundrede af konservesdåser. Det hele har kostet en formue. Men det ser da også ud til, at de værste skrækscenarier er gennemtænkt: helt fra angreb med almindelige våben og sprængstoffer til de mere avancerede og næsten aldrig benyttede angrebsformer med kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben. Familien Andersson er beredt, men meningsløs beredt! Det er resultatet af Homeland Security strategien. Og jeg er overbevist om, at denne strategi har haft afsmittende effekt i forhold til andre trusselscenarier og til i hvert fald i USA et efterretningsindustrielt kompleks der ikke blot er uregerligt, men også ineffektivt og udemokratisk, og sandsynligvis ligefrem virker stik mod hensigten, nemlig at kunne stoppe nye terrorangreb mennesker har fået den højeste sikkerhedsgodkendelse. Der arbejdes i offentlige organisationer og private virksomheder med antiterrorisme, trusselsvurderinger, efterretningsarbejde. En af dem er den amerikanske tænketank NEFA-foundation, der bl.a. orienterer den amerikanske kongres. Den udsendte før VM i fodbold i Sydafrika sidste år, en vurdering af risikoen for et terrorangreb mod VM, med så markante udtalelser som: der er 80 pct. risiko for terror ved VM. De fortalte, at cellerne er på plads og at et muligt scenarie er et selvmordsangreb på en holdbus med de vestlige hold, og USA, England, Holland og Danmark blev nævnt. Truslerne blev gengivet ukritisk i den danske presse, men de deraf følgende betænkeligheder for vore landsholdsspillere, deres pårørende og supporterne. Bekymring og usikkerhed kan for mange blive en reel konsekvens. Vi har jo alle en psykologisk tendens til at betragte det værste scenarie som det mest troværdige. Vi glemmer dermed at være kildekritiske og at se på sandsynligheden i truslerne. Risikoen for at frygten fremmes af sådanne udmeldinger er ikke alene til stede, den er også reel. Frygt er en meget stærk smitsom følelse, der kan invalidere vor livskvalitet og underminere vor fornuft og dømmekraft. Det er gode grunde til at frygtskabelsen netop er terroristernes stærkeste våben i deres forsøg på at få os til at miste fornuften og overreagerer. Terror er i princippet 5 % bang, død og ødelæggelse og 95 % frygtkommunikation. Spørgsmålet er om vi er røget ind i denne fælde og dermed har befordret terroristernes anliggende. 7

8 Efter Muhammed-krisen, hvor Danmark blev placeret på terroristernes verdenskort, fornemmer jeg i PET s nuværende måde at agere på, hvor man med jævne mellemrum udsender trusselvurderinger, en tendens, der peger i retning af, at man har forladt sandsynlighedskriteriet og bevæget sig mere og mere i mod sårbarhedsvurderingerne. Trusselsvurderinger som befolkningen ikke kan gøre noget ved, udover at blive frygtsomme. Summen af disse kendsgerninger er, at de har medvirket til at skabe, hvad Der Spiegel kalder frygtens årtid. En periode hvor der blev skabt en frygtkultur, hvor potentielle farer nu fremstilles, som om de var aktuelle reelle farer. Massemedierne bidrager til at skabe en frygt der er ude af proportioner. De bombarderer os med fortællinger om fugleinfluenza, økokatastofer, askeskyer, radioaktiv forurening og andre worst-case scenarier. Al statistik siger at vi, særlig i vesten, lever i den tryggeste verden nogensinde, farerne er færre og vor muligheder for at håndtere disse er større end nogensinde. Og det er det sidste, vi bør fæste vor lid og vort håb til. Håbet er frygten overlegen. Samtidig må jeg dog, hvis jeg skal bevare seriøsiteten, erkende, at hvis frygt kan håndteres fornuftigt, kan den være en hjælp til os. Jeg ser f.eks. Selskabet for Risikovurderings arrangement i dag, som et udtryk for dette. En fornuftig og en ikke prostituerende håndtering af frygten kan medvirke til at øge vort beredskab og hjælpe os gennem farlige situationer. Men den kan også blive dysfunktionel, som nogle af mine eksempler peger på. Og vi må som fornuftvæsner heller ikke glemme, at den som kontrollerer frygten i et samfund, kontrollerer magten i et samfund. Frygt er et effektivt redskab til at holde orden i et samfund. Det er en kæmpeudfordring og en stor kunst at balancerer fornuftigt i dette felt mellem det funktionelle og det dysfunktionelle. Det kan skabe usikkerhed, men kunsten er - sagt med Kierkegaard at tage usikkerhed på sig, og have evnen til at håndtere denne usikkerhed, for befolkningen har klare og legitime forventninger til myndighederne såvel til de private organisationer, at de har styr på denne del af vor virkelighed, og som de i dag, og unægteligt har et betydeligt ansvar for. Ingen kan som sagt garantere sikkerhed, men alle kan være med til at hjælpe borgere, lokalsamfund og private virksomheder til mere eftertænksomt, men måske også mere offensivt, at håndtere de risici, der knytter sig til sikring af samfundets velfærd nu og i fremtiden. 8

9 I stedet for at lade os styre af frygt bør vi imødegå den på intelligent vis. Arrangementet i dag er et eksempel på dette. Jeg glæder mig til den efterfølgende debat, og fraskriver mig ikke retten til at blive klogere. Hans Jørgen Bonnichsen Chefkriminalinspektør (pens.), tidligere operative chef i PET, forfatter, foredragsholder og rådgiver. Bonnich@mail.tele.dk 9