Kapitel 1. En anden tid

Transkript

1 Kapitel 1 Det var det sædvanlige smat-vejr i Nakskov, det sædvanlige, danske forårsvejr. I skolegården rendte de mindste børn rundt og plaskede i de største vandpytter, mens alle de ældre elever, hvis de ikke lige havde fundet en undskyldning for at blive indenfor, sad i grupper rundt omkring og rodede med deres mobiltelefoner. De fleste lærere havde en ide om, at det var godt for elever at komme ud og få noget frisk luft, nu hvor vinteren var ovre. De fleste elever var ikke så interesserede i ideen. På en af murene omkring skolen sad Ida. Det var ikke meningen, at eleverne måtte sidde på murene, men de fleste lærere havde opgivet at sørge for, at den regel blev overholdt. Visse steder var murene så lave, at ingen rigtigt kunne forhindre en eller flere elever i hurtigt at hoppe op på dem igen, og det var efterhånden blevet lidt af et spil, hvor elever blev jaget ned, og så skulle se hvor hurtigt de kunne komme op igen. Drengene var især meget besatte af at kunne hoppe så hurtigt som muligt op på de høje steder langs muren, måske lige så meget for at vise hinanden hvor smidige og smarte, de syntes at de var. Mange af dem var ikke smarte og smidige, så mange af dem endte med et klask nede i skolegården. Eller de røg ud på den anden side. Men nu var Ida jo ikke en dreng. Hun sad på den laveste mur, hun havde kunne finde, og der spiste hun en kiks. Ikke en af de gode kiks, dem med chokolade imellem to kiks, eller sågar creme mellem to rigtige chokoladekiks. Nej, hun sad og gnaskede på en helt almindelig, tør kiks, som hendes mor havde givet hende et par stykker med af. Ved siden af hende sad Misha, og han sad meget uroligt. Han gik en klasse under hende, i sjette, men det var mest fordi han havde været meget syg for nogle år tilbage, og var gået glip af næsten et helt skoleår. Han var startet sammen med Ida i de små klasser, og de var da også begge to 13 år gamle, men det års sygdom havde kostet ham et helt skoleår, så han var bagefter startet i klassen under hende. Det virkede meget underligt, når nu de var næsten lige gamle og havde været i klasse sammen i flere år, men nu var han i sjette, og 1

2 hun gik i syvende. "Den er altså tudegrim", sagde han lidt irriteret, mens han kiggede på den mærkelige skulptur, der var blevet sat op i skolegården. Den lignede en stor metalkasse med en masse ben og en masse huller i, og der var allerede masser af rust på. De havde bygget en næsten magen til i den anden ende af skolegården. Der var en eller anden historie bag, men eleverne var temmeligt ligeglade. De fleste syntes enten det var noget grimt noget, eller de bemærkede dem bare ikke. De voksne virkede lidt mere stolte af de to skulpturer, men Ida havde aldrig helt forstået hvorfor. Misha var ihvertfald ikke glad for dem, for han sagde mindst en gang om ugen, hvor grim han syntes, de var. Ida hørte mere til de ligeglade elever. Voksne lavede så meget der ikke gav nogen mening, så hvorfor ikke stille noget mærkeligt metal i vejen for børnene. Hun var lidt mere optaget af at få nogle af hendes lange, sorte hår ud af kiksen. Det var en tør og kedelig kiks, men det var stadig en kiks, og hun havde tænkt sig at spise den. Hårene kunne hun klare sig uden, ihvertfald på kiksen. Hun var ret glad for at have håret på hovedet, naturligvis, og nu var det endelig lykkes hende at få det farvet ordentligt sort, så nu måtte det også gerne blive deroppe på hovedet. Mens hun holdt kiksen imellem tænderne, stoppede hun alt det hår, hun kunne få fat i, op i den strikkede rasta-hue, hun havde købt sidste år i Odense, da hele klassen havde været derinde og høre om H.C. Andersen. Hun fik fat i det meste af håret, men lidt af det hang stadig ned og daskede hende blidt i hovedet. Hun var ved at blive lidt langhåret, og det løse hang helt ned over hendes skuldre. "Og hvad så?", spurgte hun Misha, der så lidt sur ud over, at hun ikke bare gav ham ret. "Der er så meget, der er grimt. Flodheste er grimme, og de skal da også have lov at leve". Hun kiggede på ham et øjeblik, bare for at se, hvordan han tog det. Hun sagde det ikke for at være ond, hun vidste bare ikke, hvorfor han gad blive så irriteret over noget metal. Til hendes overraskelse smilte han pludselig. "Kunne det ikke være fedt, hvis de bare byggede en stor flodhest istedet for?". Ida blinkede et par gange. Hun havde ikke forventet det svar. Selv om klokken ringede øjeblikket efter, blev hun siddende et par sekunder og kiggede op på metaldimsen, mens hun prøvede at 2

3 forestille sig, at det var en vildt langbenet flodhest istedet for. Da hun endelig traskede ind i klassen, var timen så småt ved at starte. Holger, deres matematiklærer, registrerede ikke engang, at hun dukkede for sent op. Eller hvis han gjorde, så lod han ihvertfald som om, at han ikke gjorde. Han var en lidt ældre fyr, nok lige over 50 år gammel, og de fleste sagde, at han havde arbejdet på skolen hele sit liv. Men ud over at have set ham som lærer i et ret gammelt klassebillede, vidste Ida ikke, om det passede. Det var trods alt ikke lige det, hun mest gik og tænkte på i hverdagen. Så stille som hun kunne, satte hun sig ned på sin plads, ved siden af Karoline. Resten af klassen var kun lige ved at finde den rette side i matematikbogen, så det var ikke fordi Ida var så sent på den. Hun rakte hurtigt ned og hev bogen op, så hurtigt at den gav et højt bump, da hun klaskede den på bordet. Lidt nervøst kiggede hun op på Holger, men han stod bare ved tavlen og skrev noget, mens han konstant tjekkede et papir, han havde i hånden. Skolen var, hvad skolen var. Ida var ikke den bedste elev, men i det mindste lavede hun ikke en masse problemer der. Hun havde haft en diskussion med sin mor om morgenen, fordi gymnastiklæreren, en ung kvinde med det lidt spøjse navn Frisa, havde ringet hjem og brokket sig over, at Ida ikke ville deltage i nogle spring-øvelser. Idas mor havde så naturligvis forklaret Ida, hvor vigtigt det var at kunne følge med i meget forskellige ting. Ida havde ikke protesteret, men hun brød sig ikke om spring-øvelserne. Hun ville ikke sige, at det var fordi hun var bange for at ramme ting forkert og slå sig, hverken til sin mor eller til Frisa, så hun holdt bare mund og håbede, at de glemte det, og at hun kunne finde en måde at undgå øvelserne på næste gang. Men ud over det, så prøvede hun at følge med, så meget som hun nu engang kunne. Hun var bestemt ikke en stræber, men hun gad heller ikke have for mange diskussioner om det. Så var det nemmere bare at følge så godt med som muligt. Mens Holger begyndte at snakke om arealer, bladrede Ida rundt i bogen for at finde den side, de andre var på. Hun ville ikke sidde og kigge i Karolines bog for at finde det rette sidetal, og hun var temmelig sikker på, at hun vidste, hvor det var. Mens hun bladrede 3

4 rundt, faldt der en lille seddel ud af bogen og gled ned på hendes bord, næsten langt nok til at falde videre ned på gulvet. Med bogen i den ene hånd, greb hun sedlen med den anden og foldede den ud. Det var lidt klodset at gøre med kun en hånd, men det lykkedes. Sedlen var om et møde, hendes mor og Peter skulle deltage i med skolen, et af de møder, hvor flere forældre blev kaldt ind for at diskutere skolens arbejde. Det her var vist nok noget med en tema-dag, som de begge to havde tilmeldt sig som frivillige til. Uden at tøve, rakte hun hånden med sedlen i vejret. Da Holger ikke vendte sig længe nok om fra tavlen til overhovedet at bemærke hende, rømmede hun sig højt. Alle i klassen gloede pludselig, de fleste fordi det var mere interessant for dem end at rode med arealer. Holger vendte sig også om, og stirrede lidt vredt på hende. Han var aldrig glad for at blive afbrudt, og mens han stod med papir i den ene hånd og en pegepind i den anden, skulede han ud over sine briller rundt i klassen. Da han endelig fik øje på Idas hånd, ventede hun ikke på at blive spurgt, men sagde omgående, at hun var nødt til at gå ned på kontoret med en vigtig seddel. Det passede kun halvt. Hun kunne teknisk set godt gøre det senere. Men hun kunne, teknisk set, vel også gøre det nu. Arealerne havde nok ikke noget imod det. Den del af det sagde hun naturligvis ikke højt. Ude på gangen åndede hun lettet op. Det var ikke nødvendigvis fordi matematik var så svært, men hun var ikke så vild med at sidde så mange i det lokale, og så på de stole! Det føltes aldrig, som om der var nok luft derinde, selv når vinduerne var åbne. Så mange mennesker burde ikke være så tæt samlet! Selv til koncerter virkede det som alt for meget. Kontoret lå nede ad en gang og ned ad en trappe. Det var ikke noget maratonløb at komme derned, men det var langt nok til, at man havde en undskyldning for at bruge lidt tid på det. Gangene var tomme, og den eneste lyd var det sære ekko af elever i de mange klasser. Deres stemmer og generelle støj sev ud gennem selv de lukkede døre, og ude på gangen blandede lydene fra flere klasser sig sammen til en bizar mumlen, som om man lyttede til hundrede trætte mennesker gennem en væg. Hvilket man jo på en måde også gjorde. 4

5 Lyset skinnede ind gennem de mange vinduer, og bare for sjov prøvede Ida at gå med lige mange skridt mellem hvert vindue. Tomheden, lydene og lyset fra vinduerne fik altid gangene til at virke meget unaturlige, som om man havde fået lyden fra en film til at køre, mens man så billedet fra en anden film. Man kunne nemt blive lidt underlig i hovedet, hvis man tænkte for meget over det. Så da Ida drejede om hjørnet for at gå ned ad trappen, var det muligvis alt sammen bare i hendes hoved. Hun syntes helt bestemt, at hun igennem vinduerne over for så en skikkelse sidde oppe på muren udenfor, i meget mærkeligt blåt og sort tøj, og kigge lige ind på hende. Der gik kun et kort sekund, før skikkelsen smuttede ned bag muren og aldrig kom op igen, men i det korte øjeblik følte Ida, at det var helt nøjagtigt hende, den havde stirret på. Hun stod stille et par sekunder, mens hendes hjerte bankede løs, men så prøvede hun meget hurtigt bare at glemme det igen. Som sagt, det kunne sagtens være lyset og de mange mumlende lyde, der lavede rod i hovedet på hende. Da skoledagen langt om længe var omme, væltede elever ud af skolen som om den var brudt i brand. Som en del af eleverne på skolen ventede Ida normalt på, at de mest ivrige og højtråbende elever kom ud, før hun selv havde lyst til at gå. Der var ingen grund til at begynde at kæmpe med de andre om at komme først ud, når det højest drejede sig om et minut eller to. Efter at have fundet sin cykel, gik hun op forbi det sted på muren, hvor hun havde set skikkelsen. Hun fik en lille smule kuldegysning, og måtte minde sig selv om, at hun kun troede at hun havde set en skikkelse. Der var ikke rigtigt nogen måde, hun kunne være sikker på det. Bagved muren var der ikke ret meget. Den var ikke specielt høj på den side, og der var kun fortov omkring den. Hvis skikkelsen var vippet ned ad muren, som det havde set ud som, måtte den have slået sig slemt! Selv om vejret var lidt for koldt og klamt, var hun stadig glad for, at det langsomt blev varmere. Hendes familie var flyttet til et større hus ude på Lavendelvej, og egentlig skulle hun have flyttet til Stormarkskolen, men hun havde fået lov til at fortsætte inde midt i 5

6 byen, hvor hun havde sine kammerater og var vant til at være. Ikke fordi hun havde vanvittigt mange venner, som hun ville miste bare ved at gå på en anden skole. De venner, hun egentlig tilbragte tid sammen med, kunne nok klare at kigge forbi hende, selv om det var et par veje længere væk. De fleste så hun alligevel kun rigtigt, når de hang ud inde i midtbyen. Der var ikke mange butikker længere, og der var meget lidt at lave, men det var stadig et bedre sted at lave noget end på skolen. De venner, hun bedst kunne lide at være sammen med, mødtes hun gerne med hos en af dem, eller hjemme hos sig selv. Det var ikke kun butikker, der ikke var meget af længere. Cykelturen hjem gik først gennem tunnelen og hen forbi idrætscenteret, men da hun nåede ud til vejene igen, passerede hun forbi det ene hus efter det andet, hvor der ikke længere boede nogen. Mange af husene boede der stadig nogen i, men det var tit gamle mennesker, der ikke gik så meget udenfor. Hvis man ikke vidste bedre og man ikke kiggede ordentligt efter, kunne man sagtens tro, at hele byen var ved at være tom for mennesker. Flere af hendes venner var flyttet fra byen efterhånden, til byer som Vordingborg eller endda hele vejen til Næstved, Køge eller Odense. Nakskov var egentlig en ganske okay by, men alting syntes bare at flytte væk. Det varede nok ikke længe, før der ikke var særligt mange tilbage at lave noget med. Da hun nåede indkørslen, stod hun ikke af cyklen lige med det samme. Lige nu var hendes mor ikke hjemme, hun var inde på klinikken, hvor hun arbejdede. Peter, Idas stedfar, sad sikkert indenfor og arbejdede. Han læste videnskabelige tekster efter for forskellige virksomheder, for at finde fejl i dem, inden de blev udgivet eller brugt til hvad man nu engang brugte sådan nogle tekster til. Det betød, at man ikke kunne tillade sig at lave særligt meget larm, eller særligt meget lyd i det hele taget. Stadig siddende på cyklen, som holdt helt ind til kantstenen uden for indkørslen, overvejede Ida meget grundigt, om hun overhovedet havde lyst til at gå indenfor. Vejret var egentlig ikke helt så slemt. Da hun nåede kolonihaverne, så vejret faktisk ud til at blive ret okay. Solen skinnede, og selv om der var en del skyer på himlen, så 6

7 virkede luften nogenlunde varm. Vinden var stadig kold, men hun havde en nogenlunde jakke på, så det overlevede hun nok. Hun havde kun lige stillet skoletasken indenfor, før hun var kørt videre, næsten i samme retning som hvis hun slet ikke var stoppet ved huset. Hun kørte ret tit herudad. Der var mere fredeligt, og hun behøvede ikke konstant at skulle tænke på, om andre var okay med hvad hun lavede. Der var ingen klasseværelser at være presset ind i, ingen springøvelser, ingen man ikke måtte forstyrre, ingen man skulle vente på. Der var heller ikke særligt meget at lave, for der var intet her, ud over de mange kolonihaver og flere af den samme slags tomme, næsten døde huse. Der lå et hotel lige i nærheden, men det var kun for folk, der havde råd til at være gæster der. Idas mål var skoven. Det var ikke en rigtig skov, bare et masse træer plantet rundt om hotellet. Eller også var hotellet blevet bygget inde midt imellem nogle plantede træer, hun vidste det ikke helt sikkert. Men der var træer, og der var fred og ro til bare ikke at tænke på, hvad alle andre ville eller tænkte eller mente. Hun var ikke sikker på, om hun egentlig måtte være der, eller om træerne tilhørte nogen, men hun havde været der mange gange før og var aldrig blevet jaget væk. Hun nåede naturligvis kun lige præcist hen til træerne, før de første dråber begyndte at falde på vejen. Mens hun sukkede dybt, trak hun cyklen med sig ind blandt træerne, for at den kunne stå i tørvejr et eller andet sted. Det var typisk forårsvejr, og for den sags skyld også efterårsvejr. Det ventede bare på, at man var langt nok væk til ikke at gide vende om og tage hjem, og så slog det til! Der gik ikke meget mere end et minut eller to, før regnen begyndte at tromme mod vejen lidt mere livligt. Om ikke så længe ville det sikkert vælte ned, i lårtykke stråler. Ida knurrede, mens hun tog en tør kiks ud af sin jakkelomme og stoppede hele kiksen i munden på en gang. Det gjorde lidt ondt i kinden, men det fik hende til ikke at tænke så meget over regnen, og mere over at knuske sig gennem hele kiksen i et hug uden at kløjs i den. Træerne stod nogenlunde tæt, og det var ikke så svært at finde et sted til cyklen. Selv satte hun sig lidt længere væk, under et af de helt store træer, hvor jorden stadig var helt tør og der ikke dryppede noget 7

8 ned fra træets grene endnu. Hvor længe det ville tage, før regnen gled ned gennem bladene og ramte hende i hovedet, vidste hun ikke, men indtil videre kunne hun undgå at blive alt for våd. Hun havde egentlig tænkt sig at gå rundt mellem træerne, men nu tog hun istedet sin mobiltelefon frem. Måske lavede nogle venner noget, eller hun kunne se noget sjovt på en eller anden af de hjemmesider, hun kendte. Desværre gik der ikke længe, før det første tordenskrald bulrede, og regnen begyndte som forventet at vælte ned. Det store træ kunne sagtens holde regnen ude af sin trækrone, men rundt omkring begyndte det hurtigt at sjaske ned, så dråberne nærmest eksploderede og sprøjtede ind på hende. Hun kom meget hurtigt på benene, men selv det var kun nok til ikke at blive helt gennemblødt. Mens hun stoppede mobilen i den tørreste lomme, hun kunne finde, kiggede hun sig om efter noget bedre at skjule sig for regnen under. Træerne stod tættere og tættere, jo længere ind imellem dem, hun gik. Mens himlen langsomt blev mørkere af regntunge skyer, blev der også mørkere og mørkere omkring hende. Selv da hun kom ind blandt træer, der stod tætte nok til at blokere helt for den nu konstante regn, var mørket nok til at kulden begyndte at brede sig. Typisk dansk forårsvejr, og typisk af hende at vade direkte ud i det, tænkte hun for sig selv, mens hun lænte sig op ad et stort, gammelt træ og pustede sig selv i hænderne for at holde dem varme. Og varme blev hænderne. Meget pludseligt, faktisk! Ida kiggede lidt på dem, vendte dem foran ansigtet. De var knas-tørre og helt lune. Og der lugtede... mærkeligt. Varm vind fra alle sider fik hendes jakke og hår til at tørre på rekordtid, som om hun var trådt ud i den varmeste sommersol, eller ind i et hus med fuldt blus på hver eneste radiator! Et eller andet sted hørte hun et sus, og så et bump. Kort efter, et kraftigere bump, og så et sus, der sendte en varm vind hvirvlende igennem træerne, væltende ind fra alle sider og derefter ud igen i alle retninger. Det var umuligt at regne ud, hvor den helt præcist kom fra. Der væltede bare varme ind over alt! Et brag lød ud, og det tog hende et par sekunder at regne ud, at det denne gang ikke var et enormt tordenskrald. Hun regnede det ud, da den varme vind blev kraftigere og kraftigere, indtil noget fløj forbi 8

9 ikke så langt fra hende, noget mellem træerne! Skræmt fra vid og sans skjulte hun sig bag træet, skjulte sig for hvad der end var strøjet forbi så tæt på hende. Der blev stille, og varmen begyndte langsomt at forsvinde, mens lyden af regn blev højere igen. Ida var ikke sikker, men hun syntes bestemt, at hun kunne høre nogen bande og svovle ret kraftigt et sted. Så lød der en lyd af hurtige fødder, der slaskede gennem den våde skovbund. Luften summede et kort øjeblik, og et højt knald, som en kæmpe gnist, buldrede gennem træerne. Den varme vind vendte tilbage, men denne gang lugtede den af brændt hår, en væmmelig lugt, der næsten fik Ida til at hoste. Men hun turde ikke. Hvad der så end foregik, så ville hun meget gerne have, at det ikke fandt hende. Pludselig stod hun der. En kvinde, en voksen kvinde, midt imellem træerne. Ida glemte et øjeblik at skjule sig helt, og lænte sig ud for at kigge på kvinden. Hun havde kort hår for en kvinde, ikke meget længere end lige ned omkring ørerne, og det var meget mørkt brunt, næsten sort. Hendes hud var også lidt mørk, men ikke som en afrikaner eller inder. Det mindede mere om en af Idas gamle veninder, der var flyttet væk for nogle år siden. Hun tænkte sig om for at finde ordet. Cambodjansk? Et eller andet sted i Asien, ihvertfald. Hun virkede som om hun var i ekstremt god form, men mere muskuløs end slank. Hun lignede en kvindebokser. Lige ud over det meget lappede, blå tøj, der flagrede lidt klodset omkring hende, som om hun var faldet i det, men uden at det var særligt beskidt. Og så havde hun nogle gamle, lidt ødelagte solbriller på, den slags af plastik, der havde et enkelt glas hele vejen fra højre til venstre, for begge øjne. Hun så i det hele taget yderst tåbelig ud, men det lod hun ikke til selv at synes. "Ida? Du skulle først være her imorgen", sagde hun, da hun åbenbart bemærkede Ida stå ved træet. Hun vendte sig en lille smule, men ikke helt, mod Ida, og tog solbrillerne af. Et lille ar løb over hendes næse og lige under hendes øje, der hvor solbrillerne havde dækket hende indtil nu. Der lød et mindre brøl, og noget sprang ud fra træerne nær kvinden og rev hende væk, så begge forsvandt ind blandt træerne igen. Tilbage stod Ida bare og kiggede forvirret hen hvor kvinden havde stået. 9

10 Så vendte hun sig om og løb alt hvad hun kunne tilbage til cyklen. Piskende regn eller ej, her skulle hun ikke være et øjeblik længere! Kapitel 2 Onsdag. Det var onsdag, og vejret var en del bedre. Ida var kommet hjem komplet gennemblødt dagen før, og havde ligget og rystet i sin seng så Peter og senere hendes mor begge havde troet, at hun var blevet alvorligt syg. Men selv om hun rystede af kulde, så rystede hun også af andre grunde. Kvinden i skoven havde været skræmmende nok, og især fordi hun tydeligvis var i slagsmål med en eller anden. Med et eller andet, måske nærmere! Men også fordi hun havde sagt Idas navn. Hvor kendte hun Ida fra? Hvem var hun, og hvad lavede hun ude i den skov? På den lyse side havde Idas mor insisteret på, at hun blev i sengen, istedet for at tage i skole. Normalt ville Ida have været lykkelig for en uventet fridag, men lige den dag havde hun alt for mange ting i tankerne. Kvinden havde sagt noget med, at Ida først skulle være der imorgen, og det der var imorgen igår, var idag idag. Hendes hoved snurrede lidt af at tænke den tanke. Lige nu sad hun i stuen. Fjernsynet var tændt, men hun kiggede ikke rigtigt på det. Der var stort set aldrig noget på den tid af dagen, kun gamle genudsendelser og nyheder. Hun havde set nyhederne igennem to gange, bare for at være sikker, men der var intet om noget i skoven ude ved hotellet. Den samme nyhedsudsendelse kørte bare igen og igen, med ting om ministres taler og økonomien rundt omkring i verden og så videre. Hun havde sågar fulgt med i den lille tekst, der løb nederst i skærmen, hvor der stod mange af de ting, de ikke syntes var vigtige nok til at tale om, men som alligevel skulle med i udsendelsen. Men der var intet om asiatiske kvinder i lappet, blåt tøj, der sloges med store ting i Nakskov. Imorgen igår var idag idag. Kvinden havde troet, at Ida ville komme derud idag. Hvorfor havde hun troet det? Ida kiggede på uret lyste det over det store billede af en gammel havn. Ida undrede sig over hvornår kvinden havde forventet hun ville dukke op derude idag. Hun kiggede sig omkring, men hendes to små brødre var i 10

11 skole, og Peter var inde på sit kontor og gennemgik sine tekster, sikkert med høretelefonerne på og hans gamle pigtrådsrock. Ida sad med en kop varm kakao i hånden, som hendes mor havde insisteret på, at hun skulle drikke en af hver eller hver anden time. Varm kakao og rugbrød med spegepølse, under et varmt tæppe. Mens der var en kvinde i en skov, der forventede at se hende. Det hele virkede komplet sindssygt, sikkert fordi det var det. Eller måske var det Ida, der var blevet sindssyg. Kunne man blive sindssyg af at kede sig? Langt om længe tog hun fjernbetjeningen, som hun mere eller mindre sad på efterhånden, og slukkede fjernsynet. Der blev næsten uhyggeligt stille i stuen. Det eneste, hun kunne høre, var en enkelt bil, der kørte forbi ude på vejen. Selv Peter lavede ikke en lyd inde på kontoret. Langsomt stillede hun kakaoen på bordet og smed tæppet. Det her var komplet sindssygt. Det var helt meningsløst at tage derud. Der ville jo ikke være nogen. Den slags ting skete ikke, og slet ikke i Nakskov. Der skete ikke noget i Nakskov. Hun skrev en hurtig seddel og lagde den ved den halvt spiste rugbrødsmad. Så gik hun ud til sin cykel. Træerne så meget anderledes ud end de havde gjort dagen før. Måske var det bare alt sammen i hendes hoved, men de virkede højere og mere skræmmende, som om de i nattens løb havde besluttet sig for at jage alle, der kom forbi, væk. Der var mørkere imellem dem, og trækronerne virkede som om de faktisk rakte lidt ned efter hende, da hun passerede under dem. Alt sammen i hendes hoved. Alt sammen i hendes hoved. Hun gentog ordene igen og igen. Jorden smaskede med klamme, fugtige lyde, efterhånden som hun kom længere ind imellem træerne. Den var stadig meget våd fra regnen dagen før, og sikkert også regn i løbet af natten. Det var heller ikke særligt varmt, så solen kunne nok ikke nå at tørre det. Træernes rødder gjorde, at det ikke bare var en stor sump af mudder, men at man faktisk kunne gå på noget. Hun ville dog stadig have ønsket, at hun havde taget nogle bedre sko på end de gamle kondisko. Selv om hun ikke sank i, så var der begyndt at sive lidt vand ind til sokkerne allerede, og det kunne hun bestemt godt undvære! Det var ikke nemt at finde stedet fra dagen før. Til sidst mente hun 11

12 dog helt sikkert, at hun stod ved det træ, hun havde prøvet at gemme sig bagved. Lidt længere fremme burde være der hvor hun havde set kvinden i blåt, inden det hun sloges imod havde hevet hende væk igen. Den våde jord og træernes rødder, der snoede sig rundt overalt i den sunkne, våde jord, fik hende til at vakle og næsten snuble, men hun kom endelig over til stedet. Lige hvor kvinden havde stået. Intet. Ida kunne ikke se andet end træer og våd jord. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun havde regnet med at finde, men hun havde da håbet på et eller andet. Hvis hun ikke havde set det, hun havde set, dagen før, ville hun aldrig have gættet på, at der kunne være noget specielt ved det sted, hun nu stod. Måske var det alt sammen virkelig i hendes hoved. Måske var hun endelig blevet skør. På den anden side, så vidste skøre mennesker vist nok ikke, at de var skøre. Så hun kunne ikke være skør. Kunne hun? Istedet for at tænke den tanke til ende, begyndte hun at kigge nærmere på træerne, det ene efter det andet. Fra hvor hun stod var det ikke helt nemt, men jorden var revet op og meget mudret lige der. Hun kiggede ned. Jorden var faktisk revet temmeligt meget op. Rundt omkring, alle de steder, hun kunne se, var jorden sunket i regnen, våd og tung af alt det vand, der var sevet ned i den. Jorden lå fladt og trykt ned af regnen. Men lige hvor hun stod, lå der halvstore klumper og bunker rundt omkring, som om nogen havde gravet små huller op. Eller som om nogen havde revet jorden op under et slagsmål, måske! Træernes rødder var knækket flere steder, og andre steder var barken revet af dem. Der havde ihvertfald været noget her. Et eller andet var der sket! Forsigtigt knælede hun ned i en lille fordybning i jorden, hvor en halvtyk trærod var revet midt over. Ida var ikke en specialist i noget med træer, men roden virkede ret kraftig og stærk, så det var nok ikke alle og enhver, der bare lige kunne rive den over. Med den ene fod fast placeret på den ene side af fordybningen, og den anden fod på den anden side, rakte hun langsomt ned efter roden, som om den kunne finde på at hoppe op og bide hende i hånden. "Vi fjerner alle spor. Vi er bare ikke nået til den der del endnu", sagde en stemme pludselig. Ida rejste sig hurtigt op, skræmt over pludselig at høre nogen tale. Med fødderne placeret kun på våde 12

13 rødder og smattet jord, fik hun omgående overbalance og væltede bagover. Med et klamt splat satte hun sig direkte ned i den mudrede jord. Hun skulle til at brokke sig over de tilsvinede bukser, da hun kom i tanke om, at nogen havde talt til hende! "Vi fik fjernet de fleste spor meget hurtigt igår", fortsatte stemmen, "men det tager altid lidt mere tid at få landskabet til at ligne sig selv igen". Ida rejste sig langsomt og irriteret op fra den våde jord og prøvede desperat at børste det værste af sig med hænderne. Det lykkedes overhovedet ikke, det gjorde bare hendes hænder endnu mere beskidte. Allerede nu kunne hun mærke sine lår blive kolde af de våde bukser. Ovre mellem nogle træer, kun et stykke fra hende, kom kvinden fra igår langsomt gående. Hun haltede en lille smule på højre ben, men virkede ellers helt normal. Ud over det lappede, blå tøj og de komisk store solbriller. Ida kiggede sig omgående omkring for at sikre sig, at hun havde en flugtvej. Kvinden stoppede omkring to meter fra hende. "Hej Ida", sagde hun, mens hun stod stille og roligt og kiggede på hende. Idas hjerte hamrede som om hun prøvede at løfte en bil eller noget lignende! Af en eller anden grund havde tanken aldrig strejfet hende, at hun faktisk ville støde på kvinden herude, og ikke anede, hvad hun så skulle gøre. Lidt kejtet holdt hun en hånd op foran sig og vinkede til kvinden, der vist nok smilte. Det var svært at se. Brillerne var en del af grunden, men hun havde også noget meget mærkeligt over sig, som om hun ikke helt vidste, hvordan man smilte. Lidt som en meget godt designet robot. "Er du en robot?", spurgte Ida. Så snart hun havde spurgt, følte hun sig pinlig. Det var bare et spørgsmål, der var dumpet ind i hovedet på hende. Hun nåede slet ikke at tænke over det, før hun spurgte. Kvinden virkede mildest talt også en smule overrasket over spørgsmålet. "Nej, jeg er ikke en robot", svarede hun, og fortsatte inden Ida kunne sige noget andet. "Jeg er fra fremtiden. Vi har holdt øje med dig et stykke tid". Meget forsigtigt, lidt som om hun bare prøvede at rette på sine ben, trådte Ida et lille skridt bagud. Hun ville være parat til at løbe, når det her gik galt. For det var meget tydeligt, at kvinden enten var en 13

14 hallucination, eller splitterragende bindegal. Lidt til Idas rædsel kiggede kvinden på hendes ben, så snart hun trådte bagud. Men hun trådte stadig bagud. Det her var over Idas hoved, så at stikke af virkede som en genial ide lige nu. "Hvorfor har I holdt øje med mig?", spurgte Ida nervøst. Hun var ikke helt sikker på, at hun ville vide det, men det var nok bedst at blive ved med at snakke. Ellers kunne kvinden måske blive vred eller mere skør. Mere skør var ikke en god ting. Istedet for at svare, kiggede kvinden bare på Ida og smilte, denne gang et smil der virkede mere naturligt. Det virkede også lidt skræmmende, men det var en anden sag. Hvad der var mere skræmmende var, at skoven omkring dem flimrede, som en skærm der var ved at gå i stykker, og pludselig stod de i et stort, meget oplyst, hvidt rum. Rundt omkring dem dukkede der billeder op, midt i luften, billeder der virkede som om de var i 3D. De viste nogle meget store bygninger eller maskiner, midt i et helt dødt klippelandskab. Idas øjne sprang fra det ene af billederne til det andet i de par sekunder, hvor kvinden ikke sagde noget. Men så begyndte hun igen at tale. "Vi er kommet fra året 8417, hvor tidsrejser er blevet en ekstremt vigtig industri, og vi jager nogle meget magtfulde personer, der har gemt sig i jeres tid". Billederne viste en række mennesker, der dukkede op forskellige steder ud af ingenting. Det hele var meget småt, så det var umuligt at se dem ordentligt, men de løb omgående afsted i forskellige retninger. Det virkede alt sammen meget forvirrende. "Hvorfor mig?", spurgte Ida med en meget langsom stemme. Hun prøvede stadig at få styr på de mange forskellige ting, billederne i luften omkring dem viste. Men inden hun kunne opfange særligt meget, forsvandt billederne. Så forsvandt det hvide rum, og de stod begge to mellem træerne igen. "Vi har en meget avanceret simulator, der beregner hvem der er bedst at bruge til forskellige opgaver. Vi skal bruge en til at rekruttere folk til at hjælpe os med nogle, der skjuler sig her i området". Kvinden talte, som om det var en helt almindelig samtale. Hun kunne lige så godt have spurgt hvor Ida havde købt sin jakke, eller snakket 14

15 om vejret. Ida, derimod, tænkte meget kraftigt på den fod, der var parat til at sætte i fuldt løb hjem. "Problemet", fortsatte kvinden, "er at andre også har undersøgt området, og de ved, at vi har dig i tankerne, så de vil gerne have fat i dig først". Ida tænkte længe over kvindens ord. "Hvad vil de da med mig?" spurgte hun endelig. Kvinden kiggede bare på hende, og Ida fik meget på fornemmelsen, at hun ville forstå det bedre, hvis hun kunne se kvindens øjne klart bag solbrillen. Da Ida sikkert stod og bare lignede et stort spørgsmålstegn, kørte kvinden hurtigt en finger ind over halsen. Den forstod Ida godt. "Hvad er der så specielt ved mig? Hvorfor mig?" spurgte hun kvinden. Hun var langsomt ved at få nok af samtalen. Den virkede dum, og den skræmte hende. Hvis ikke det havde været fordi alt omkring hende lige havde været forvandlet til et hvidt rum og så forvandlet tilbage igen, ville hun bare have antaget, at kvinden var skingrende sindssyg, og ville være stukket af for fuld fart. Hun overvejede stadig at gøre det! Kvinden sukkede, og tog solbrillen af. Arret over næsen så mere dramatisk ud nu, hvor der ikke skete en masse andet. "Vi ved det ikke præcist, men vi er meget forsigtige med at ændre på tingene, fordi vi ikke vil ændre fremtiden alt for meget. Simulatoren siger, at det ikke ændrer alt for meget at rekruttere dig". Ida nikkede. Hun forstod absolut intet af, hvad kvinden sagde, men hun nikkede, mens hun tog et enkelt, lille skridt mere bagud. Hun var fuldstændigt ligeglad med, at kvinden kiggede på den fod, der gled bagud, mens den gjorde det. "Og hvad hvis jeg ikke har lyst?" Idas spørgsmål irriterede tydeligvis kvinden. Hun kiggede til siden et øjeblik, som om hun tænkte over svaret, og Ida blev helt sur på sig selv over, at hun ikke bare stak af mens kvinden ikke kiggede direkte på hende. Men efter lidt tænketid trak kvinden på skuldrene og kiggede på hende igen. "Så sletter jeg bare din hukommelse og håber på, at de andre ikke får fat i dig før vi kan finde en anden". Ida havde det pludseligt meget varmt, og følte en klump samle sig i halsen. "Du siger tingene ligeud, hvad?" sagde hun med en meget rystende stemme. Kvinden lukkede øjnene hårdt sammen og knurrede lidt, som om hun prøvede på den mest mærkelige måde at fortælle, at hun var ved 15

16 at blive lidt utålmodig med Ida. "Hvad vil du have, jeg skal sige, Ida?" spurgte hun med en træt stemme. Hendes øjne virkede ikke så meget vrede, da hun åbnede dem. Træt var nok det bedste ord. "Du er en troldmand, Ida, og en vampyr er forelsket i dig fordi han ikke kan læse dine tanker, så nu skal du kæmpe mod unge fra alle de andre distrikter". Mens en brise langsomt hvirvlede nogle blade rundt omkring deres fødder, stod Ida og kvinden og kiggede meget kejtet på hinanden. Ida var temmelig sikker på, at det var sarkasme, for hun mente da nok, at hun havde set de film på et eller andet tidspunkt de sidste par år. Til sidst sukkede kvinden dybt og tog solbrillen på igen. "Beklager, det var lidt for hånligt af mig", sagde hun med et suk. "Men helt ærligt, jeg er ikke et eller andet geni, Ida. Simulatoren udpegede dig blandt flere tusind andre. Jeg skal bare sikre mig, at du ikke kommer til skade, og bringe dig til vores hovedkvarter, hvis du vil hjælpe os". Idas tanker var stadig meget optaget af den underlige blanding af historier, kvinden havde brugt. Da kvinden tog et skridt fremad mod hende, var Ida nær faldet bagover igen. Inden hun kunne nå at stikke af, rakte kvinden hende en lille dims af noget mørkt metal. Det lignede en nøgleringslygte, bare uden nøgleringen på. Forsigtigt tog hun imod den. "Hvis du beslutter dig for, at du gerne vil snakke med os, så tryk på toppen af den her". Ida kiggede på den lille dims i hendes hånd. "Kommer I så efter mig?" spurgte hun forvirret. Kvinden rystede på hovedet og pegede på dimsen. "Den viser dig vej. Bare tryk, så klarer den resten". Så vendte hun sig om og begyndte at gå. Ida ville sige noget, bare et eller andet, til kvinden. Hun ville stille hende et spørgsmål, kræve en forklaring, hvadsomhelst. Det her var jo for dumt. Der var da ingen, der bare dukkede op i en skov og prøvede at rekruttere en 13-årig pige til... til hvad end det var, hun havde snakket om. Noget med fremtiden. Hun kiggede på den lille dims i hendes hånd. Den lignede noget, man pillede ud af en computer eller en motor. Hun overvejede bare at trykke på den, men hun havde ikke lyst til at starte noget. Måske dukkede der flere sindssyge mennesker op. Det kunne alt sammen bare være en practical joke. Pånær det hvide rum med billederne, det virkede for 16

17 besværligt til en practical joke. Lidt skuffet og meget forvirret over det hele, dumpede hun dimsen i sin jakkelomme. Kapitel 3 Efter at være kommet hjem fra skoven, hvor hun havde haft den bizarre snak med kvinden i blåt tøj, var Ida gået direkte ind på sit værelse. Hun var lidt træt af mærkelige ting, og ville bare slappe lidt af i fred. Ingen havde sendt nogle beskeder til hende, og der skete ikke rigtigt noget de steder på nettet, hvor hun normalt kiggede forbi. Det var næsten som om hele verden ville have, at hun kun havde den mærkelige samtale i hovedet, men hun ville helst bare glemme det og lave noget andet. Ikke engang Misha havde skrevet noget, hverken til hende eller på de steder, han normalt skrev på nettet. Lidt irriteret over at der åbenbart ikke skete noget derude, satte hun sig til at spille et af hendes mange gratis spil på mobilen. Da hun vågnede, var det allerede ved at blive mørkt. Mens hun gned øjnene, kiggede hun sig omkring. Hun lå på sin seng, og mobiltelefonen lå ved siden af hende. Hun var nok faldet i søvn midt i det hele, eller også huskede hun bare ikke, hvornår hun lagde sig ned. Det skete nogle gange. Hendes mor sagde, at hun havde et dårligt søvnmønster, og at hun skulle prøve at sove på mere faste tidspunkter, men det var hun ikke særligt god til. Der var altid lige et eller andet, hun skulle tjekke eller se eller lave eller snakke med nogen om. Hun kunne svagt høre sin mor og Peter nede i stuen. Det lød som om de så fjernsyn, eller bare snakkede med det tændt. Hun havde svært ved helt at se noget, både fordi det var blevet så meget mørkere, og fordi hun stadig følte sig træt i øjnene. Mens hun gabte og strakte sig lidt, rakte hun ud efter kontakten til den lille lampe over sengen. Det var en gammel en, formet som en kanin, og hun syntes egentlig, den var lidt barnlig. Hendes mindste lillebror ville rigtig gerne have den, og måske var det derfor, hun beholdt den, bare for at han ikke skulle få flere af hendes ting. Men det var en lampe, og hun manglede lys på værelset, så det kunne da stadig bruges. 17

18 Lyset fra lampen oplyste kun værelset sådan nogenlunde. Det var stadig lidt halvmørkt, så Ida tog sig ikke så meget af de mange skygger, lampen skabte rundt omkring i værelset. Ikke før en af dem rørte på sig, og langsomt rettede sig ud! Nede for enden af sengen og lidt længere væk, lige ved hendes gamle tegnebord, stod en skygge ude på gulvet, en stor, mørk skikkelse! Skygger kunne ikke stå midt på gulvet. Skygger kan ikke stå midt på gulvet! Med hjertet hamrende i brystet på hende trak Ida sig tættere og tættere op ad væggen bag sig, som om hun kunne mase sig gennem den og ind på hendes brødres værelse. Hun ville meget gerne forlange, at skyggen fortalte, hvem den var, eller bare råbe af den, at den skulle skride ud af hendes værelse, men hendes mund virkede åbenbart ikke. Hun kunne sagtens bevæge munden, og hun kunne mærke, at hun råbte, men der kom ingen lyd, kun en underlig, dyb summen. Ude af stand til at forstå hvad der skete, prøvede hun at skrige af sine lungers fulde kraft, men der kom ikke en lyd ud. Selv da hun slog på væggen kunne hun ikke høre det. Hun kunne kun høre den fjerne lyd af dem nede i stuen! Skikkelsen bevægede sig ikke. Den blev stående på præcist det samme sted. Men den voksede, og mens hun stirrede direkte på den, begyndte den at få arme, mens bunden af den delte sig i to ben. Hun vidste godt, at hun burde storme ud af værelset, men hun kunne ikke lade være med at kigge på skyggen. Da dens overflade pludselig begyndte at skifte farve og blive en slags blank grå, begyndte hun endelig at kigge sig om efter den nemmeste måde at komme til døren, uden at komme for tæt på den tilsyneladende levende skygge! I et spring der nær havde fået hende til at falde ind i klædeskabet, strøg hun ud af sengen! Hendes øjne skiftede mellem at kigge på, hvor hendes fødder landede, og hvad skyggen lavede. Da hun næsten var ovre ved døren, kiggede hun tilbage på den igen. Til hendes skræk og rædsel, var den nu ved at få en lidt mørk hudfarve... og øjne! Mens hun stod og stirrede på den med åben mund, fik den form af et menneske, og dens hoved formede sig til et ansigt, som om en usynlig hånd formede det ud af dens ler-agtige, blege metalliske materiale! Det var Idas ansigt! 18

19 Hun strøg ud af døren og stormede ned ad trappen så hurtigt, at hun nær var faldet igen. Da hun nåede bunden af trappen, snublede hun næsten, og hun mere eller mindre væltede ind i stuen. Bange for, at ingen ville kunne høre hende her heller, flagrede hun med armene for at få deres opmærksomhed. De sad begge to og kiggede på fjernsynet, men ingen af dem bemærkede hende! Da hun vendte sig om, kunne hun se skikkelsen komme ud af værelset oppe for toppen af trappen. Den lignede hende på en prik, og lige så stille gik den ned af trappen, uden at løbe eller på anden måde skynde sig. Ida løb helt over til sin mor, og hun bemærkede, at hun kunne høre sin stemme igen. Hun løb direkte ind foran moren, men der var stadig ingen reaktion. Med tårer i øjnene greb hun fat i hendes skuldre og rystede hende, mens hun skreg ind i hovedet på hende. "Kig på mig! Kig på mig!". Hendes mor blinkede et øjeblik, og så drejede hun hovedet og kiggede over i retning af trappen. Ida drejede hovedet og kiggede i samme retning. Kopien af hende stod nu derovre, lige for foden af trappen. "Hvad er der, skat?" spurgte hendes mor. Men det var ikke Ida, hun spurgte. Det var kopien! Hun så ikke den rigtige Ida, hun hørte ikke den rigtige Ida, hun bemærkede kun kopien! "Jeg blev bare lidt sulten. Har I spist?" spurgte kopien. Dens stemme lød underlig, som når Ida hørte sin egen stemme på video eller i en telefonsvarer. Det var måske sådan, alle andre hørte hendes stemme. Ida, den rigtige Ida, stod midt på gulvet i stuen, foran sin mor, med tårer ned ad kinderne. Et øjeblik troede hun, at hun var død, eller måske drømte, men det hele virkede utroligt virkeligt. Hun nev sig selv i armen, og det gjorde ondt, men hun vågnede ikke. "Der er nogle rester i køleskabet", sagde hendes mor til kopien, og så lænte hun sig igen tilbage i sofaen ved siden af Peter og så på fjernsynet. Ingen af dem bemærkede den rigtige Ida, der stod lige foran dem. På grænsen til at bryde sammen og tude, kiggede hun over på kopien igen. Den stod stadig ved trappen, som om den prøvede at beslutte sig for noget. Så, lige pludselig, kiggede den Ida direkte i øjnene! Hun kunne mærke at hendes blod nærmest frøs til is. Den virkede ikke vred, men den kunne se hende. Kopien vidste, at hun 19

20 var der! Med et brøl stormede Ida direkte mod kopien, men inden hun kunne gribe fat i den, rakte den en arm ud og greb hende nærmest i luften, mens den gik ud i køkkenet. I et par sekunder holdt den Ida fast i et hårdt greb om halsen på hende, så hårdt at det føltes, som om hun var ved at blive kvalt. Ude i køkkenet smed den hende bare på gulvet, mens den gik over mod køleskabet. Uden at sige noget, åbnede den stille og roligt køleskabet, rakte ind, og tog mælken ud. Den vendte sig kun om en enkelt gang for at se på Ida, som nu lå på gulvet og ømmede sig efter at være blevet smidt der. Så tog den et glas ned og begyndte at skænke en tår mælk til sig selv. "Der kommer snart nogen efter dig", sagde den. "Det var ikke meningen, at du skulle vågne. Har de idioter nu givet dig noget imod vores redskaber?" Ida kiggede bare på den. Hun vidste intet om redskaber, men hvis nogen var på vej, ville hun helst ikke være der, når de kom. "Hvad gør I med min familie?" spurgte hun. Hun kunne høre hendes stemme næsten knække, bange for hvad kopien ville svare. Den tog det til gengæld meget roligt, og tog sig en tår af mælken, inden den svarede. "De får aldrig at vide, at det ikke er deres rigtige datter, de bor med". Så satte den mælken tilbage og lukkede køleskabet. "De kommer til at leve resten af deres lange, normale liv...". Den vendte sig om og kiggede Ida i øjnene. Den hverken smilte eller virkede vred. Faktisk virkede den fuldstændigt ligeglad, og helt unaturligt rolig. "... med mig". Rystende og på grænsen til at bryde sammen, rejste Ida sig langsomt op fra gulvet. Hun flyttede ikke blikket et sekund fra kopien, der stadig stod og drak sin mælk stille og roligt. "I gør dem ikke noget, er det forstået?" snerrede hun ad den. Den kiggede ikke engang tilbage på hende. "Der sker dem ikke noget. Du behøver ikke prøve at forsvare dem, du kan bare følge med, når de andre henter dig". Ida kiggede arrigt på kopien, der stadig ikke engang gad give hende et blik tilbage. Det burde den have gjort. Hvis den havde kigget på hende, havde den måske regnet ud, at hun ikke prøvede at slå en handel af med den. Hun ville ikke vide, at hendes familie var sikker, hvis hun bare gjorde, som der blev sagt. Hun ville bare vide, at de ikke havde tænkt sig at gøre dem noget overhovedet. 20

21 For hun var ikke særligt god til at gøre, som der blev sagt. Hendes hånd var nede i bukselommen. Hun havde fumlet lidt rundt i den, mens hun havde snakket med kopien, men hun havde fundet den lille dims, kvinden havde givet hende. Med sin puls hamrende i ørerne og sin vrede øjne rettet mod kopien, trykkede hun den lille dims sammen i toppen, som kvinden havde sagt. Den lille dims begyndte at vibrere kraftigt i hendes hånd, og hun holdt fast i den, mens den vendte og drejede sig. Efter et sekunds tid begyndte den at skubbe i en helt bestemt retning. Den viste hende vej! Så hurtigt at det gjorde ondt i hendes ben drejede hun omkring på stedet og stormede ud gennem gangen og ud af døren! Uden at stoppe spurtede hun ud på vejen og drejede ned ad den i den retning, der passede mest med hvor dimsen trak hende imod. Hun nåede kun lige at løbe et kort stykke, før hun så de to skikkelser, der kom gående med en stor taske. Hun brød sig ikke om de blanke udtryk i deres ansigter, men hun brød sig endnu mindre om deres øjne, der omgående rettede sig direkte mod hende! Uden at tøve et sekund drejede hun væk fra dem. Den ene af dem spurtede direkte imod hende. Lige før den løbende skikkelse nåede hende, skiftede Ida retning, så hun løb rundt om den. Hun var nær faldet, og hendes bare tæer gjorde helt utroligt ondt mod den grove asfalt på vejen, men hun stoppede ikke! Gadelyset var ved at tænde, og hun kunne se den løbende skikkelses skygge bag sig. Hun var stadig ikke sluppet væk, ikke engang tæt på! Foran hende og lidt til venstre kom den anden skikkelse nu løbende. Hun kastede et enkelt blik på den, før hun drejede i den bedste retning til at undgå den. Det var en mand, en meget stor mand med en hat på, der kastede en skygge ned over hans ansigt i gadelyset. Lige før han nåede hende, drejede hun igen, men han fik kort fat i ærmet på hendes T-shirt. Hun nåede kun i sidste sekund at vride armen på en måde, så han hurtigt mistede grebet igen. Hun havde aldrig forestillet sig, at al det fodbold hun havde spillet som barn skulle hjælpe hende på lige præcis den måde! Hendes fødder gjorde helt vanvittigt ondt, men hun stoppede ikke med at løbe. Hun turde ikke engang råbe efter hjælp, for så ville hun miste luft og sænke farten, og hendes egen mor havde ikke engang 21

22 bemærket hende, da hun stod lige foran hende. Hvorfor skulle tilfældige mennesker i Nakskov så bemærke hende på gaden! Bag hende blev lyden af de to skikkelsers løbende fødder ved med at være lige ved hende. Et enkelt fejltrin, en smule langsommere hastighed, og de ville fange hende, med det samme! Smerten var så slem i fødderne, men hun kunne ikke stoppe, ikke nu, ikke her! Dimsen i hendes hånd pegede ligeud, så hun løb ligeud, alt hvad hun kunne! Ligeud betød direkte forbi kirkegården. Hun kunne mærke sine lunger kæmpe for at skaffe hende luft nok til at blive ved med at løbe, og hendes øjne brændte. Men hun kunne stadig høre dem bag sig, og intet i verden kunne få hende til at stoppe! Og da hun endelig passerede kirkegården, gik det op for hende, hvor dimsen ville have hende hen. Hun kunne allerede nu se det tomme hus, og dimsen trak hende lige imod det. Hun håbede ihvertfald det var det, den trak hende imod. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun kunne fortsætte med at løbe. Hun kunne mærke sine ben begynde at blive ustabile, da hun nåede tæt nok på huset til at se kvinden i blåt stå i et af vinduerne. Med tårerne trillende ned ad kinderne tvang Ida sine sidste kræfter ud i kroppen, så de kunne give hende det sidste skub fremad! Kort fra havelågen ind til det gamle, nedslidte hus hørte hun pludselig et smæld bag sig. Lyden af den skikkelse, der stadig havde kunne følge med hende, blev til lyden af noget, der tumlede rundt på vejen. Hun turde stadig ikke stoppe og vende sig om, og hendes krop kunne heller ikke stoppe med at løbe. Det var alt, hvad den overhovedet kunne finde ud af lige nu! Først da døren åbnede sig foran hende og hun stormede ind ad den, gav hun sine ben lov til at stoppe. Som en våd klud klaskede hun sammen på det støvede gulv, grædende og med smerter i både fødder, ben, og hele kroppen. Hele hendes krop skreg nærmest i ørerne på hende, og alt føltes ødelagt. Tårerne væltede ud af hendes øjne, og hun hev efter vejret, mens hun halvt tudede, halvt skreg på det støvede gulv. Først da hun havde grædt og skreget den værste frygt og smerte ud, vendte hun sig om. Der stod en kvinde ved siden af hende. Det var ikke hende fra skoven. "Er min familie i sikkerhed?" 22

23 spurgte Ida hende. Kvinden tøvede lidt med at svare. "ER MIN FAMILIE I SIKKERHED?" skreg Ida efter hende. Inde fra rummet ved siden af hørte hun en stemme, hun ikke kendte, svare hende. "Der sker ikke din familie noget". Ida gav slip. Hun gav slip i alt, og gav op. Hendes krop klaskede igen sammen på gulvet, så hun kunne mærke at hendes hoved slog sig på den hårde, bare cement. Alle muskler i hele kroppen gik døde, og hun hev nærmest efter vejret. Tårerne strømmede ud af hendes øjne, og alt blev sort. Hun slog øjnene op med et gisp! Mørke skikkelser rodede rundt i hendes tanker, skikkelser der løb efter hende. Var det hele bare en drøm? Hendes krop var stadig øm, og hendes hjerte bankede for hurtigt, men det var intet i forhold til hvordan hun havde haft det for et øjeblik siden. Det var heller ikke aften eller nat længere, men istedet lyst. Meget lyst. Klar solskin fra en skyfri himmel. Ida satte sig langsomt op og kiggede rundt. Hun lå på en bænk midt i et grønt landskab, og nær hende stod en håndfuld personer og snakkede. En af dem var kvinden i blåt. "Hvor er jeg?" spurgte hun, og de fem personer bemærkede hende pludseligt. Alle fem, fire kvinder og en mand, havde meget underligt tøj på. Det lignede stykker af gammelt tøj, der var blevet sat sammen for at ligne rigtigt, moderne tøj, men det virkede ikke helt. Det meste virkede enten mislykket eller meget, meget... originalt. "Du er i sikkerhed. Vi tog dig til et sikkert sted, så du kunne komme på benene igen. Du var temmeligt ødelagt". Det var en af kvinderne, en meget lyshudet kvinde i hvad der lignede en hjemmelavet, rød lædervest og ellers mest gråt tøj. Ligesom kvinden i blåt havde hun meget kort hår, selv om hendes var mørkebrunt, grænsende til rødt. Pludselig væltede alt fra aftenen før tilbage i Idas hoved, og hun mærkede hendes hjerte igen begynde at hamre uhæmmet, mens hun kiggede sig panisk omkring efter en vej væk. Der var ikke nogen vej væk. Der var bare grønt græs overalt, og den bænk, hun før lå og nu sad på! "Rolig, rolig", sagde kvinden og lagde en hånd på Idas skulder, 23