Af Mogens Petersen, Chefkonsulent. 'Om det at hjælpe' Tanker om ledelsesrelationens anatomi

Transkript

1 Af Mogens Petersen, Chefkonsulent 'Om det at hjælpe' Tanker om ledelsesrelationens anatomi På baggrund af sit arbejde med coaching og samtaleterapi har kronikkens forfatter erindret og reflekteret, opdaget og genopdaget nogle tanker om det, at hjælpe, som synes ikke blot at have betydning for coaches og psykologer, men også for ledere og chefer - og så forskellige 'professioner' som f.eks. ulandsfrivillige, læger og sygeplejersker, præster, pædagoger, politikere - og forældre. Jeg er erhvervspsykologisk konsulent. Og coach. Mit daglige arbejde i Green & Andersen Erhvervspsykologi består bl.a. i, at jeg samtaler med andre mennesker om deres problemer. Professionelle og personlige, praktiske og følelsesmæssige problemer, - eller hvad man nu vil kalde de vanskeligheder, som vi alle har nogle af, blot fordi vi har et arbejdsliv og et privatliv. Det er som regel nogle vanskeligheder, som vi føler, vi selv må løse. Men som for nogle af os pludselig kan synes hverken til at løse eller til at bære. Dagligt finder jeg mig derfor konfronteret med den opgave at skulle finde ud af, hvad jeg kan sige, som vil kunne hjælpe et menneske med et problem. Og ofte er jeg tvunget til at konstatere, at jeg enten ingenting kan sige, - eller at det, jeg kan sige, ikke er nogen hjælp. Dette har givet mig anledning til igen og igen at tænke over, hvad dét egentlig er, at hjælpe et andet menneske. Hvad er det for et forhold, der er mellem den, der søger hjælp, og den, der søger at hjælpe? Hvilke krav stiller hjælpen til den hjælpende, - og til den, der trænger til hjælp? Hvad er - så at sige - hjælpens 'anatomi'? Disse tanker har som oftest været af en næsten ubevidst karakter - som indre fornemmelser. Korte små glimt af forståelse, der pludselig er dukket op - nogle gange som distraherende momenter midt i en samtale, - og så lige så hurtigt forsvundet ud af bevidstheden igen og ned i glemslens mørke, - indtil de påny er blevet kaldt frem af en anden ydre begivenhed. Forskellige praktiske omstændigheder har imidlertid foranlediget, at jeg besluttede mig for, i modsætning til tidligere, hvor jeg blot lod tankerne om hjælpens mulighed og betingelser komme og gå lige som alle mulige andre hverdagstanker, at forsøge at holde dem fast, formulere dem og bringe dem i en orden. Under arbejdet hermed opdagede jeg to ting. Dels var disse 'før-tanker' mest villige til at tage form af aforismer. En form jeg med risiko for at virke lidt storsnudet på grund af det noget indforståede og tillukkede i udtrykket, trods alt har valgt at bevare, da det nu engang var den skikkelse, de så at sige selv havde valgt, og da aforismens korthed og koncentrerede betydningsladning i øvrigt passer godt sammen med begrænsningen i den plads, der er til rådighed her. Dels blev jeg klar over, at tankerne besad en gyldighed, som gjorde, at de ikke blot var meningsfulde i relation til praktisk, psykologisk arbejde; men syntes med lige så stor ret at kunne hævde sin relevans for andre former for hjælpearbejde: at hjælpe syge og døende; at hjælpe mennesker i ulandene i kampen mod sult og fattigdom; at hjælpe befolkningen i sit land i dets søgen efter frihed og retfærdighed; at hjælpe medarbejdere med deres arbejdsbe- tingelser; at være forældre for et barn og hjælpe det til at vokse op - osv. På den baggrund fandt jeg det retfærdiggjort at søge at delagtiggøre andre i disse tanker. Mogens Petersen side 1

2 Om hjælp forholdet Mellem den, der hjælper, og den, der modtager hjælpen, består et forhold, som undergår forandring under hjælpens udveksling. Målet for denne ændring er ophævelsen af forholdet. Hjælp-forholdet er altså særegent ved, at hen- sigten med dets indstiftelse er dets ophævelse. Hjælp-forholdet minder på mange måder, som det vil ses, om Hegels beskrivelse i "Phänomenologie des Geistes" af forholdet mellem Herren og Trællen. Dette adskiller sig dog fra hjælp-forholdet derved, at begge parter i forholdet søger at bevare det. Med andre ord: den i hjælp-forholdet, som tilstræber at bevare dét, omskaber det til forholdet mellem herre og slave. Hjælp-forholdet er en lige og ulige relation: ulige på grund af den faktiske forskel mellem parterne, hele begrundelsen for forholdet; - og lige i sit mål: lighed mellem parterne. Hjælp-forholdets mål må finde en form, hvori det hele tiden kan være til stede under forholdets udvikling. Hvordan skulle parterne ellers nogensinde nå frem til forholdets afslutning? På den anden side: Hvordan kan der være lighed mellem parterne i hjælp-forholdet, når dets forudsætning netop er parternes ulighed? Det er en hjælp til opnåelsen af hjælp-forholdets mål, at den, der søger hjælp, yder et modsvar til den, der hjælper, - og på den måde etablerer en gensidighed i forholdet. Udvekslingen af modydelsen (som et tegn på den fælles søgen efter gensidig uafhængighed og lighed) er dog ligesåvel, - når denne kun er en gestus,- et fortræffeligt alibi for begge parter for den modsatte bestræbelse: At bevare uligheden og deres gensidige afhængighed Hjælpforholdets udvikling er identitetsskabende og demokratiserende. Om den hjælpende Den, der yder hjælpen, har et navn. Han hedder 'Hjælperen'; - han er nogen og kan noget. Han tilskrives en handling - at hjælpe - og vinder således sin status som subjekt, såvel grammatikalsk som ontologisk. Kun en udenforstående kan hjælpe. Hans position som udenforstående er overhovedet hans mulighed for at hjælpe. Og samtidig hans begrænsning og problem: Hvordan hjælpe nogen, man står uden for? Den, der vil hjælpe, må ydmyge sig: Det er Hjælperens opgave at møde den, der har brug for hjælp. Søren Kierkegaard skriver herom (i "Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed", 2): "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden." Kun ved - i en vis forstand - at besidde det, som den hjælp-søgende mangler, kan Hjælperen hjælpe. Før han rigtigt begynder at hjælpe, tror han sig selvfølgelig, men ved sig ikke i besiddelse af dét, den hjælpsøgende savner, for han ved slet ikke, hvad det er. Hvordan skal han så få begyndt? Mogens Petersen side 2

3 Kierkegaard skriver videre: "For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og derved forstaae, at det at hjælpe ikke er at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer." Hjælperen må også på anden vis ydmyge sig: indrømme at han selv behøver hjælp: hjælp til at hjælpe den, der har brug for hjælp. (Denne kan hjælpe Hjælperen her, - men ved sig ikke i besiddelse af den viden, som Hjælperen ikke har. På den anden side - når det sker, at den, der har brug for hjælp, mener sig i besiddelse af den viden, som Hjælperen mangler, og begynder at give Hjælperen råd og vejledning, - fremstiller han sig selv som Hjælperens kloge kollega, og fornægter derved med det samme den 'viden', som hans ulykke giver ham). (Den viden Hjælperen besidder, som overhovedet gør ham kapabel som hjælper, kan let forføre ham til at tro, at det er den rigtige viden for den, som søger hjælp hos ham. I så fald er Hjælperens viden ingen hjælp for ham selv, men en hindring for hans eget hjælpe-arbejde. Fordi: Kun den, der savner, kan fælde dommen, om Hjælperens hjælp er hjælp for ham. Kun den, der søger hjælp, kan udvælge og indoptage den viden, Hjælperen præsenterer ham for. Her er Hjælperen nået til grænsen for sin viden og kunnen). Det kan ske at hjælperen - optændt af sit ønske om at hjælpe - umyndiggør den hjælpsøgende. Den hjælp-søgende bliver så offer for Hjælperen. Og han er dog allerede offer; - umyndiggjort, fordi han ikke kan hjælpe sig selv. Hjælperen kan kun hjælpe den, der ikke kan hjælpe sig selv. På den anden side er den, der søger hjælp, først hjulpet, når han er nået dertil, at han kan hjælpe sig selv. Hvordan skal Hjælperen nu hjælpe den, der ikke kan hjælpe sig selv, uden at stadfæste dennes 'selv-hjælpløshed'? Hvordan kan Hjælperen yde hjælp til den, der ikke kan hjælpe sig selv, og samtidig undgå, at den hjælp-søgende til slut har fået, hvad han ikke har kunne hjælpe sig selv til, men stadig ikke kan hjælpe sig selv (netop fordi Hjælperen har hjulpet ham til det), - og derved ret beset stadigvæk ikke er hjulpet? Kort sagt: Hvordan kan Hjælperen hjælpe den hjælp-søgende uden at modarbejde sin egen bestemmelse (: at overflødiggøre sig selv)? Hjælperen må forholde sig paradoksalt til den hjælp-søgende: til stadighed forholde sig til den, der søger hjælp, som om denne kan hjælpe sig selv. Hjælperen skal give den hjælp-søgende to ting: Hvad han mangler, fordi han ikke kan hjælpe sig selv (- således at han igen kan hjælpe sig selv). Og muligheden for at hjælpe sig selv (- som Hjælperen i realiteten slet ikke kan give, fordi det kun er noget den hjælp-søgende selv kan tage, og som Hjælperen kun kan 'give' i den forstand, at han undlader at tage selvhjælpsmuligheden fra den, som søger hans hjælp). Mogens Petersen side 3

4 Hvad betyder nu det? - i ord, som refererer til menneskelig handlen? Endnu en gang: Han må ydmyge sig - og undlade. Undlade at bestemme. Ikke fratage den, der søger hjælp, det vigtigste: hans selv-bestemmelse; men lade den hjælp-søgende beholde ansvaret og bestemmelsen for sig selv. Og undlade at ofre sig (for på den måde at vise sin storhed). Ikke lægge ansvaret for sine handlinger på den, der søger hjælp, men fastholde sit ansvar for sig selv. Kort: Kende sin plads - og ikke gå over eller under den. Det kristne ord 'næstekærlighed' (som i og for sig lige så godt kunne kaldes andre ting, - buddhistisk eller eksistentialistisk, såmænd) betyder, at et menneske principielt altid står i et hjælp-forhold - som Hjælperen - til alle andre mennesker. Jeg tror, det er en sand bestemmelse af et træk ved vores menneske-væren. Og samtidig er det en forfærdeligt forførende indsigt for enhver med hang til godgørenhedens selvnydelse. Om godgørenheden, den falske gavmildhed, skriver Paulo Freire (i "De undertryktes Pædagogik", side 16): " Kun den styrke der udspringer af de undertryktes svaghed vil være tilstrækkelig stærk til at befri dem begge. Ethvert forsøg på at "mildne" undertrykkernes magt af hensyn til de undertryktes svaghed, manifesterer sig næsten altid i form af falsk gavmildhed; og disse forsøg strækker sig sjældent længere end som så. For at have den stadige mulighed for at vise deres "gavmildhed" må undertrykkerne til stadighed fortsætte uretfærdigheden. [...]. Falsk godgørenhed tvinger de frygtsomme og kuede, "livets forkastede" til at udstrække deres skælvende hænder. Sand gavmildhed er at stræbe efter at disse hænder - hvad enten de tilhører enkelte mennesker eller hele folkeslag - i stadig mindre grad behøver at udstrækkes i bønfaldelse, således at de mere og mere bliver menneskelige hænder, der arbejder, og ved at arbejdet ændrer verden." Hjælperen hædres for sin præstation, hvis hjælpen lykkes (selvom han ikke, som vi senere vil se, er den, der yder den afgørende indsats). Lykkes hjælpen ikke, fratages han dog ansvaret igen lige så hurtigt, som han fik det, og hædres nu - men denne gang med større ret - for sin gode vilje. Om den hjælp-søgende Den, som har brug for hjælp, er unævnelig. I forhold til ham, der yder hjælpen, - og som tager navn efter sin handlen, - kan den, som har hjælpen nødig, ingenting, - og får derfor heller intet navn. Han falder ud af sproget, er uværdig, usynliggøres. Det er ikke helt rigtigt, vil nogen måske hævde, at vi ikke har noget navn for den, som har brug for hjælp: de kristne har i hvert fald et navn for ham. De kalder ham 'Din Næste'. Imidlertid er dette, som det ses, ikke noget rigtigt navn. Det kan ikke bruges i til taleform, kun i om tale. Det, som tiltales, er den potentielle hjælpers forpligtelse, i forhold til hvilken den hjælp-søgen- de er 'det næste'. At tale om den 'hjælp-søgende' er en tilsnigelse. Den, som virkelig har brug for hjælp, søger den ofte netop ikke. Hvorimod den, som faktisk søger hjælp meget tit er ude på at opnå noget andet end hjælp (almisse, trøst, med- lidenhed osv). At kalde ham, der trænger til hjælp for 'hjælp-modtageren' er dog en endnu større tilsnigelse, da det mere er reglen end undtagelsen, at den, som vitterlig har brug for hjælp, ikke modtager nogen. Den, som har brug for hjælp, - den hjælp-søgende - er den, som ikke kan hjælpe sig selv. (Igen: Det, at han ikke magter sin egen situation, forskydes fra ham og benævnes med det, han endnu ikke modtager fra en anden: Han er hjælpe-løs). Mogens Petersen side 4

5 Der er en dobbelthed i den hjælp-søgendes position: Den hjælp-søgende er aktuelt umyndiggjort, fordi han ikke kan hjælpe sig selv, og potentielt myndig, fordi hans vilje er at nå dertil, at han kan hjælpe sig selv (- hvis det så ellers er det han vil). Muligheden af at hjælpe den hjælp-søgende afhænger således ikke af hans kunnen, - for den er overhovedet en forudsætning for, at der kan være tale om hjælp. Den afhænger kun af den hjælp-søgendes vilje. Den hjælp-søgende er altid i et hjælp-forhold. Den hjælp-søgende er lige og ulige med sin hjælper: Potentielt lige, - ellers var hjælp ikke mulig. Aktuelt ulige, - ellers var hjælp ikke nødvendig. Den potentielle, men aktuelt tabte, lighed er den hjælp-søgendes værdighed og fornedrelse, der i bedste fald får ham til at pendulere mellem vrede og taknemlighed over for hjælperen. I værste fald fører den til selvhad, som sidenhen lægger de listigste fælder for Hjælperen og bliver hans stærkeste modstander. Den vigtigste betingelse for, at hjælpen lykkes, er, at den hjælp-søgende tager imod hjælpen. Forudsætningen herfor er, at han 'ved', at han har brug for den. Den viden kan ikke hjælpes; den er forudsætningen for al egentlig hjælp, og den vindes kun af den hjælp-søgende alene ved den særlige erkende-proces, som kaldes 'en beslutning'. Denne beslutning udgøres af den hjælp-søgendes erkendelse og anerkendelse af sig selv som hjælpsøgende. Uden denne indre handling ville den hjælp-søgende virkelig være hjælpeløs. Den hjælp-søgende yder således sig selv den første hjælp. Af den hjælp-søgendes selverkendelse - hans navngiven sig selv som "Den, der søger hjælp" og hans anerkendelse af sin situation som uformående - følger ofte hans beskedenhed. Denne er en vigtig modspiller for den hjælp- søgende: Får ham først til at betvivle sin beslutning om at søge hjælp. Og siden - hvis han holder fast i beslutningen og hjælp-forsøget mislykkes - pånøder den ham skyldfølelse over dets fiasko. At hjælpe er noget man er 'kaldet' til af den hjælp-søgende. Han udnævner Hjælperen. Det er således den hjælp-søgendes arbejde at navngive: sig selv som den, der har brug for hjælp og søger den. Og Hjælperen, som den hjælpen søges hos. Den, som ikke 'kalder' på en hjælper, kan ikke - og skal heller ikke - hjælpes. Den hjælp-søgende modtager som regel den hjælp, han får tilbudt (- alene hans beskedenhed byder ham det). Men den hjælp, han har brug for, er ofte hjælp, han må bede om. På den anden side: den hjælp, han beder om, er den, han tror, han har brug for. Men det er tit ikke den hjælp, han faktisk har brug for. Det primære hjælpearbejde udføres af den hjælp-søgende: integrationen af hjælpens fremmedelement i den hjælp-søgendes virkelighed. Om hjælpen Hjælpens mening og mål er en tilstand, hvor parterne i hjælp-forholdet er ligestillede. Hjælpens nødvendighed skabes af denne tilstands ikke-eksistens. Mogens Petersen side 5

6 Den eneste hjælp er hjælp til selv-hjælp. Sigtepunktet for enhver egentlig hjælp er derfor det sted, hvor den hjælp-søgendes selvhjælp svigtede. Hjælp er kun hjælp, når den er inviteret. (Pånødet hjælp er ikke hjælp, men invadering). Hjælp kan kun tilbydes, ikke ordineres. Hjælp kan kun modtages, ikke kræves. Hjælpen er således større end både Hjælperen og den hjælp-søgende. Den bedste hjælp kan være at undlade at hjælpe. Den mindst mulige hjælp er den bedste. Og den sværeste. INSPIRERENDE LÆSNING: Det nye Testamente; lignelsen om den barmhjertige samaritan (Lukas-evangeliet, kap. 10, vers 23-37). Paulo Freire: 'De undertryktes pædagogik' Hegel: 'Phänomenologie des Geistes' Poul Henningsen: 'Det er næsten for meget' (vise) Søren Kierkegaard: 'Synspunktet for min forfattervirksomhed' Schmidbauer, Wolfgang: De professionelle hjælpere: Næstekærlighed som vare Helm Stierlin: 'Dagliglivets dialektik' Paul Watzlawick: 'The Situation Is Hopeless, But Not Serious' Mogens Petersen er chefkonsulent, gruppeanalytiker og cand.phil. i filosofi. Mogens Petersen side 6