Religionshistorie. Studieleder: ekstern lektor, ph.d. Søren Christian Lassen

Transkript

1 Religionshistorie Studieleder: ekstern lektor, ph.d. Søren Christian Lassen Religionernes betydning Religioner har efter alt at dømme været en del af menneskets kultur siden forhistorisk tid, og det er ikke forkert at sige, at religionshistorie også er kulturhistorie. I vore dage kommer religioner gang på gang i fokus i samfundsdebatten, i storpolitik og i mangfoldige internationale konflikter. I det moderne Danmark kan man konstatere, at det religiøse liv blomster på mange og ofte nye måder, såvel i Folkekirken som i en lang række andre religioner og religiøse bevægelser. Der er ofte tale om nye ritualer og praksisformer, inspiration fra andre religiøse traditioner eller blot ændringer, der søger at komme den moderne tids vilkår i møde. Intet tyder på, at religioner vil forsvinde eller miste deres tiltrækningskraft i fremtiden, og kendskab til andre religioner og deres historie er nødvendigt for at forstå mange af de politiske og religiøse konflikter, der udspiller sig såvel herhjemme som i resten af verden. Fagets oprindelse Mennesker har filosoferet og beskæftiget sig med religiøse spørgsmål siden oldtiden, men den videnskabelige udforskning af religion går kun tilbage til midten af 1800-tallet. I forbindelse med de moderne naturvidenskabers fremmarch og Darwins evolutionslære opstod religionshistorien som en videnskab, der mente at kunne kortlægge menneskets religiøse udvikling fra det mest primitive stade frem til det højest udviklede, som typisk var ensbetydende med forskerens eget samfund. Denne evolutionistiske indstilling er forlængst forladt, og faget er i dag kendetegnet ved en mangfoldighed af synsvinkler og teoretiske tilgange. Hvad er religionshistorie? Faget religionshistorie er det videnskabelige og sammenlignende studium af religioner i deres historiske, kulturelle og sociale sammenhæng. Det er videnskabeligt i den forstand, at religioner ses som et studieobjekt, der underkastes en akademisk og metodisk analyse. Religionshistorikere undgår at fælde værdidomme, såsom at bedømme, om religioner er sande eller falske, eller om religiøse bevægelser er rettroende eller kætterske. I stedet tager man det udgangspunkt, at religionerne faktisk eksisterer og giver mening for deres udøvere. Man betragter religioner som kulturelt konstruerede systemer, uden at tage stilling til, om de afspejler en bagvedliggende guddommelig virkelighed eller ej. Faget er desuden 1

2 komparativt, dvs. sammenlignende, i den forstand, at det undgår at se religioner som enestående fænomener. Alle religioner har en udviklingshistorie, som har formet sig i samspil med ændrede samfundsforhold, kontakt med andre religioner og ideer, samt interne brud og nyskabelser. Således kan stort set alle religiøse fænomener ses afspejlet i parallelle eller lignende udviklinger andetsteds. Skriftlige kilder I princippet dækker religionshistorien alle religioner, både fortidige og nutidige, blot skal der eksistere kildemateriale på området. Det anvendte kildemateriale har altid overvejende været tekster, som så vidt muligt læses på originalsproget, og som i mange tilfælde giver god indsigt i religioners historiske udvikling. Tekstlæsningen rejser dog også en række kildekritiske spørgsmål, som ikke må overses. Ved gamle tekster kan der være tale om problemer med datering og status i kulturen, idet mange gamle tekster er anonyme og uden tidsangivelse. Dernæst er der spørgsmålet om ægtheden af de tilgængelige tekster, deres repræsentativitet m.v. I alle tilfælde også ved helt moderne tekster er det nødvendigt at underkaste kildematerialet en opmærksom kritik for at kunne give en holdbar tolkning. Alligevel er tekster en af de sikreste og bedst anvendelige kildetyper til religionshistorien. Andre kilder Tekstkilder suppleres med en række andre kildetyper. Arkæologien er af stor betydning for forskning i oldtidsreligioner, det være sig tempelruiner, gravfund, offerpladser, vasemalerier eller indskrifter af forskellig art. I nyere tid har rejseberetninger og etnografisk materiale kunnet tjene som kilder. Det drejer sig her om tekster, der er skrevet af udenforstående, men da de omhandler kulturer og folkeslag uden en skriftlig tradition, er det dem, der må bruges. I nutiden tager religionsforskeren foruden skriftlige kilder en bred vifte af andre materialer i brug, såvel billeder, film og musik som egne interviews og observationer. Nye kildetyper rejser nye problemer, og da kildematerialet er fagets grundlag, vil en skarp kildekritik til enhver tid være nødvendig. Fagets metoder Religionshistorie er, som navnet antyder, nært beslægtet med faget historie, og historiske metoder er vigtige i religionshistorien. Blot må man huske, at historisk ikke nødvendigvis betyder fortidigt religionshistorikere beskæftiger sig også med religiøse udviklinger i samtiden. Endvidere nyder faget gavn af metoder og indsigter fra antropologi, sociologi og psykologi, samt andre discipliner i det omfang det er gavnligt. Der er således tale om et fag, der går på strandhugst efter brugbare metoder i beslægtede discipliner, og overordnede teoretiske synsvinkler er ofte fulgt med fra andre fagområder. Skal man tale om 2

3 en regulær religionshistorisk metode, må det være det komparative perspektiv, som opfattes som afgørende for en videnskabelig forståelse af religioner. Således kan religionshistorikeren se, at en hyggelig dansk konfirmation og et voldsomt omskæringsritual hos de indfødte australiere skønt de ikke ser ud til at have noget til fælles begge er eksempler på en ungdomsindvielse, der markerer og ritualiserer, at man går fra barneliv til voksentilværelse. Som en af fagets historiske grundlæggere, Friedrich Max Müller ( ), udtrykte det: He who knows one, knows none hvis man kun kender én religion, kender man ikke fænomenet religion. Grundkurset Grundkurset består af tre moduler, som hver især strækker sig over ti gange, og som udbydes vekselvis. Grundkurset har til formål at give en bred og varieret indføring i religionshistorien med kendskab til et antal betydningsfulde religiøse traditioner. De tre grundmoduler er: - Asiens religioner: Hinduisme, buddhisme og religion i Kina. Kurset indfører i de store asiatiske religiøse traditioner fra forhistorisk tid til nutiden. - Mellemøstens religioner: Zarathustrisme, jødedom, kristendom og islam. Kurset indfører i de vigtigste af de religioner, der har blomstret i og omkring Mellemøsten gennem mere end 3000 år. - Religioner i Europas oldtid: Nordisk, keltisk, græsk og romersk religion. Kurset indfører i de betydeligste af de religioner, der blomstrede i Europa inden kristendommen blev dominerende. Emnekurser På emnekurserne, der typisk strækker sig over ti gange, bliver der mulighed for at gå i dybden med et af emnerne fra grundmodulerne eller behandle et mere tværgående religionsfagligt emne. Som eksempler på, hvad der i de senere semestre har været udbudt, kan nævnes: - Buddhismen som asiatisk religion og verdensreligion - Kabbalah og jødisk mystik - Menneskeofringer, mumier og hellige bjerge: Religion i Mesoamerika og Andes-området - Muslimer i hverdagens virkelighed: Mellem kultur, tradition og religion - Nye religioner: fra gnostikere og auralæsere til intergalaktiske mestre - Zionisme: Religiøs længsel og politisk mål - Hinduismen: religion, politik og kultur - Jødedom, kristendom og islam: kvindesyn og kønsroller 3

4 Forelæsningsrækker Forelæsningsrækker, der normalt strækker sig over fem gange, giver en alment tilgængelig, afrundet fremstilling af et videnskabeligt emne, et religionshistorisk fænomen eller en religiøs tradition. Der kan være tale om en enkelt eller flere forskellige forelæsere, og der kræves ingen særlige forudsætninger. Litteratur Vejledende litteraturliste for den, der vil orientere sig om faget. Speciallitteratur vil blive givet på de enkelte kurser. Butler, Jean & Thomas Hoffmann (red.): Gads leksikon om islam (Gads Forlag, København 2008) Fibiger, Marianne Qvortrup & Gina Gertrud Smith (red.): Gads Religionsleksikon (Gads Forlag, København 1999) Jensen, Tim, Mikael Rothstein & Jørgen Podemann Sørensen (red.): Gyldendals Religionshistorie. Ritualer, mytologi, ikonografi, 2. udgave (Gyldendal, København 2011) Rothstein, Mikael (red.): Politikens håndbog i verdens religioner (Politikens Forlag, København 2000 og senere oplag) Nielsen, Peter Boile (red.): Religionshåndbogen (Gad, København 1985) Stefansson, Finn & Asger Sørensen (red.): Gyldendals Religionsleksikon. Religion/Livsanskuelse (Gyldendal, København 1979 og senere udgaver) Tekster i oversættelse Alster, Bendt og Christian Lindtner (red.): Gads religionshistoriske tekster (Gad, København 1984 og senere oplag) Andreasen, Esben (red.): Buddhismen introduktion, udbredelse og tekster til de første århundreder (Gyldendal, København 2002) 4

5 Koranen, oversat af Ellen Wulff (Vandkunsten, København 2006) Skovgaard-Petersen, Jakob (red.): Moderne islam. Muslimer i Cairo, 3. udgave (Gyldendal, København 2007) Tuxen, Poul (red.): Verdensreligionernes Hovedværker i oversættelse (København, 2. udg., 1953) Ny udgave: Verdensreligionernes Hovedværker (Spektrum, København 1998 og senere) Sørensen, Jørgen Podemann (red.): Skriftløse folks religioner (Gad, København 1988). 5