Nr. 05 / / Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole FATA visen

Transkript

1 Nr. 05 / / Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole FATA visen S U P E R N O V A F A T A M O R G A N A P H O T O G R A P H Y & V I D E O A R T F E S T I V A L H V E N A U G U S T Hilsen fra Rebekka Ehlers i anledning af Fatamorganas 25 års fødselsdag Rebekka Ehlers

2 FATAvisen Nr. 05 / SUPERNOVA Redaktion, design og tekst Morten Bo Fotograferne og Morten Bo Udgivet af Forlaget Fatamorgana T rykt på Otm Avistryk Herning-Ikast A/S Printed in Denmark 2014 ISBN Kære FataMorgana Tillykke med de 25 år. Godt gået. Stort sejret. Jeg hilser dig med alle de FM er du er fuld af: INDHOLD Hilsner i anledning af jubilæet 3-16 FATAMORGANA-kunstens historie Verden på Hovedet FATAMORGANA-kunstens historie SUPERNOVA Program Midtersiderne til at tage ud Verden på Hovedet FATAMORGANA-kunstens historie SUPERNOVA Plakat Bagsiden til at hænge op 64 Siden 1989 har fotointeresserede på Fatamorgana sat verden i billeder, visualiseret deres drømme og skabt sig selv som fotografer. Fatamorgana har været skole, hjem og legeplads, udfordring og kærlighed, låger er blevet åbnet, grænser brudt ned, og målet har altid været at finde ind til kernen af hvad det vil sige, at være menneske. Være dig og være sammen. Dit øje er et kamera, et mørkt rum med kighul og en bagvæg, der registrerer det omvendte billede, en verden på hovedet. Alle kan se og alle kan tage billeder. Men at bruge fotografi som sprog kræver mere end det. Har du gået på Fatamorgana kan du noget, andre ikke kan, du er noget andre ikke er. Og der er brug for dig. Du har fået et sprog, du kan kommunikere i billeder, fortælle historier, og du kender til billedets magi, styrke og begrænsning. Manipulation og blikfang. En gruppe frivillige tidligere elever har forberedt sommerens store fotoevent, et fototræf for alle, der har et ønske om at snuse til det magiske billede, debattere, forstå, blive inspireret og sammen fejre Fatamorgana. På øen Hven vil der i weekenden august være debat om fotografiske emner, film og kunstvideoer, fotografer og kunstener vil give portefolio review, der vil være musik fra scenen og taler foran Thycho Brahe Museet. Har du lyst til en weekend i telt på ruinerne af Thycho Brahes observatorium Stjerneborg, så klik dig ind på supernova.fata.dk og bestil en billet. Thycho Brahe brugte sine øjne, stolede på hvad han så og skabte et nyt verdensbillede. Verden på hovedet, sidste del af Morten Bo s trilogi om FATAMORGANA-kunstens historie kan forhåbentlig åbne for en forståelse af, hvad billedet er, hvad fotografi kan, og hvordan du når frem. For det er der er brug for, respekt og forståelse for at der i fotografi gemmer sig en verden af muligheder, som kun venter på at blive brugt. To, der elsker 1988 Niels Larsen Fatamorgana Vi ses på Hven Bestyrelsen 1.juni 2015 er ansøgningsfrist for optagelse på Fatamorgana november 2014 er ekstraordinær ansøgningsfrist til enkelte ledige pladser på Forårshold Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole Strandlodsvej København S INSTAGRAM Hashtagget er #toderelsker Per Folkver var i 1988 gæstelærer på det pilotprojekt, der første til, at Morten Bo året efter stiftede Fatamorgana. Han stillede opgaven: To, der elsker hinanden Et af billederne fra denne opgave blev brugt som plakat for den nye skole, det blev brugt på forsiden af den første brochure, og det blev brugt på frontpage på den allerførste hjemmeside ti år senere. Per Folkver var en stor skikkelse i dansk fotografi, mangeårig billedchef på Politiken, og hans opgave fra dengang stilles nu igen, hvem tager det bedste billede af To, der elsker? Overskuddet fra SUPERNOVA release party kr er præmien til det bedste billede, beløbet overrækkes ved en ceremoni på Hven på skolens 25-års fødselsdag søndag 24. august. Fabelagtig Medieskole Fabulerende Mangfoldighed Faglige Mærkepæle Faktisk Medvirken Faktuelle Masterminds Fantastiske Morten Farverig Metodik Fascinerende Merit Fejlagtige Malerier Filosofiske Mellemrum Finjusteret Magnetisme Firkantet Massage Fjerne Modhager Fjernstyret Muldvarpearbejde Flammende Mangekunstnere Flere Mesterværker Flerfarvede Mejetærskere Fluorescerende Magnetfelter Flyvende Minder Forfinede Myter Forførende Morgenstund Forenede Motorsjæle Forestående Mediebegivenhed Forlænget Majestæt Fornem Musikalitet Forrygende Medvind Forsigtig Modvind Forsonende Målbevidsthed Fortjent Medalje Fotografiske Meteorer Forsvindende Middagslur Fortvivlede Mareridt Frasorterede Mælkebøtter Fremtidige Muligheder Fyldestgørende Melankoli Fængende Miks Fyrsteligt Menneskesyn Fuldblods Milepæl Kærlig hilsen Kirsten og Hotel Pro Forma Kirsten Dehlholm er leder af Hotel Pro Forma og vejleder på Fatamorgana. Regnbuen er fotograferet fra taget af Hotel Pro Forma 03

3 fra FATAMORGANA til SUPERNOVA midt i det gamle københavn i pisserenden i teglgårdsstræde, hvor jeg selv havde mit portrætstudie, tegn foto, i kattesundet lidt længere oppe ad gaden, stødte jeg for 25 år siden ind i fotoskolen fatamorgana. morten havde jeg stødt ind i tidligere, han var altid i gang med fantastiske projekter. faktisk har vi næsten kendt hinanden det meste af vores fototid, og det har aldrig været kedeligt. mærkeligt nok har jeg dog aldrig portrætteret morten, selvom jeg har fotograferet det halve danmark. i stedet har jeg har mange skønne billeder af ham fra disse 25 år i mit indre portrætgalleri. de forsvinder ikke. jeg kom i bestyrelsen på skolen, og blev gæstelærer. det var et intenst sted at være. en 3 værelses gl. bylejlighed med mørkekammer, væg til væg grå syntetiske tæpper, som hen ad vejen blev plettet med kemikalier og lugtede af dem. i hjørnet stod en stor tørremaskine, som altid gik i kludder så tit var billederne til gennemgang skæve og krøllede, da de halvvåde billeder sad fast i maskinen og måtte trækkes ud med magt. men var billederne gode kunne de klare det. der kunne blive rigtig varmt om sommeren, når der blev fotograferet i rummene med lamper af omkring 12 elever samtidig for nedrullede gamle mørkerøde velougardiner for at få mørke nok til de stærke lamper, som jeg tog med fra mit atelie (skolen var ny, så ikke så mange ting dengang) jeg ville undervise i lyslægning, der gik mange timer med fuldt blus på 2 stk 500 w lamper, lamperne brød sammen, og vi var også ved det. en af de gange jeg skulle være gæstelærer vidste jeg at fotografisk center, som dengang lå tæt ved skolen på gl. strand, havde en udstilling med hollywood portrætter, jeg delte eleverne op to og to og så gik vi på udstillingen. alle skulle nu finde en af holywood portrætterne som kunne ligne den, de var på hold med, aflæse lys, tøj, frisure, baggrund alt og lave et billede magen til. det blev en hård uge. tarzan blev barberet og smurt ind i olie, marlene d. barberede øjenbrynene af for at få den karakteriske sorte øjenbrynstreg.m.m. kvarteres genbrugsbutikker blev endevendt for at finde tøj og smykker der lignede, selv mortens stol fik en rolle i et af billederne. der var en intensitet og mylder, da så mange skulle arbejde samtidig på så få dage i så små rum og samtidig også nå at fremkalde film og stå i mørkekammer og bagefter til sidst slås med den store tørremaskine før vores gennemgang. men det blev nogle fantastiske billeder. og en skøn uge. så skete der noget. skolen gik digitalt på amager, masser af lys og plads, ingen lugt af kemikalier, men dog heldigvis stadig indrettet med mortens mørkerødevelourstil. jeg tænkte det går ikke, fra byens mest centrale sted i pisserenden til amagers udkantsdanmark lorteøen med rockere i baghaven, men selvfølgelig morten fik endnu engang et fantastisk sted op at stå, og fik strandlodsvej 15 til nu at blive det mest centrale sted i københavn og omegn så proffet og et herligt sted at være for både eleverne og os gæstelærere. de analoge hollywood portrætter er nu skiftet ud med smukke digitale portrætter, og fotografiet i danmark har bevæget sig med syvmileskridt i disse skolens 25 år. MORTENS FATAMORGANAS LUFTSPEJLINGER ER NU BLEVET TIL Thomas Gunner Bagge fotograferet som Johnny Weissmuller på et billede fra 1934 SUPERNOVAS EKSPLOSIONER morten du er fantastisk og jeg er glad over indtil nu at have fået den mulighed at være en del af din skole og derved også haft mulighed for at have kunnet følge så mange skønne elever og deres billeder i disse mange år. dansk fotografi både her og i udlandet har meget at takke dig for så STORT TILLYKKE FRA EN BEUNDRER TOVE Trine Søndergaard har fotograferet Line Teglhus Møller som Marlene Dietrich Opgaven Hollywood portrætter er fra 1996 Tove Kurtzweil har været bestyrelsesmedlem og gæstelærer på Fatamorgana 05 siden stiftelsen i 1989

4 Den mand er gal gal på den gode måde Nu springer du fandme!. Jeg ligger med hovedet udover en bro ved Ishøj havn. I baggrunden kan jeg skimte Arken og nogle måger, der skider om kap om at ramme min skaldede isse. Jeg har et knæ mod struben. Det er Lehmann s knæ. Fuck dig din lille Brøndby-lort, siger han, nu laver du den bog færdig, ellers smadrer jeg dig fandme. Han ligner en psykopat som han hænger ind over mig og spytter ordene ud i hovedet på mig. Fra den første dag han kom ind ad døren på Fatamorgana, vidste jeg, at han var gal gal på den gode måde. Ild i øjnene, stiv pik og hovedet lidt på skrå. Han var min mand. Og han kunne hjælpe mig, for jeg var bange. Han boede i en Toyota High-ace, der var indrettet med politiradio og falske blink. Det var ham eller akademisnobberne, der ikke tog drenge fra Vestegnen seriøst. Jeg mødte hende første gang I 2004, i år har vi været sammen I 10 år. 10 år med hjerte smerte og hjerte rus. Jeg ved ikke hvor eller hvem jeg ville være uden hende. Gudskelov behøver jeg heller ikke at forestille mig det. Alle der har været i hendes nærvær har på en eller anden vis taget et stykke af hende med sig videre, det er det hun gør, det er hendes ting. Tillykke med fødseldagen. Alt det bedste Fryd Frydendahl Sammen tog vi til Bornholm nærmere betegnet Bornholmsmesterskaberne i hotdog spisning. Lehmann lavede mørke lidenskabelige sorthvid portrætter af en præst og en mur. Jeg fotograferede sprøjtende ketchup og vrælende unger svøbt i dannebrosflag. Vores billeder var forskellige men indlevelsen, intensiteten og alvoren, var den samme. Senere tog vi til Århus vi skulle gå på Journalisthøjskolen, købte et kolonihus, satte det i stand og gjorde os klar til at erobre verden. Men først ventede Grønland. Under et kirsebærtræ i Morten Bo s baghave, havde jeg underskrevet en kontrakt, hvor jeg lovede at rejse til Grønland, hvis jeg fik legatet. Og det kom, og jeg rejste, og jeg forelskede mig. Og først da Sabine dansede med revnede strømpebukser, og jeg begyndte at ramme sælerne, kunne jeg tage de billeder, der gav mig kærligheden tilbage. I min forelskelsesrus havde jeg glemt Martin - men han havde ikke glemt mig. Fryd Frydendahl gik på Fatamorgana og er nu gæstelærer og vejleder Fryd Frydendahl Postkort fra et sted mellem Istanbul og Tokyo Jeg sidder og skriver i mørket i flyet på vej til Tokyo, hvor jeg vil finde ud af hvordan japansk videokunst ser ud lige nu. Han sendte billeder til Østgrønland af tussen, som han havde døbt vores kolonihave (haven var fyldt med fede frøer), billeder af nøgne damer, der kom på besøg, og nøje beskrev han istandsættelsen af vores hjem, og hvordan vi skulle bo. Men lige lidt hjalp det. Jeg kom ikke. Da jeg endelig kom, var Sabine med. Det varede ikke længe, før hun havde lagt den første væg i haven ned. Hun elskede Martin s barnlige og vilde væsen. Tussen var færdig. Foran mig er der en sort lysende skærm. Den viser live signalet fra et kamera placeret uden på flyet, frem mod horisonten. Jeg vil nemlig se, når solen står op. Altså når vi flyver ind i lyset igen. Lyspletterne på jorden ligner stjernebilleder på himlen. Der er ingen i flyet, jeg nogen sinde før har mødt. Sansynligvis møder jeg dem heller aldrig igen. Så mange mennesker og så mange historier jeg kunne fortælle. Tænker på den legende, umiddelbare fortælleglæde, som jeg forbinder med Fatamorgana. Ikke fordi Fata lærte mig at lege, men fordi Fata gav mig selvtillid nok til at stå ved den leg, jeg allerede havde i mig med et kamera i hånden. Det har siden været, og er stadig, det fundament jeg står på, når jeg lærer nyt. Da kærligheden brast, var det Martin, der rykkede ud. Han tog mig med til Århus, hvor jeg besøgte ham i en mikroskopisk lejlighed. Men han var ikke alene. Man skulle være varsom med hvor, man satte sig for ikke at få en kanyle i røven eller en guldbajer i hånden. Svale var flyttet ind. Martin havde fået en ny ven, han havde ikke længere brug for mig. Nu havde han fundet kærligheden. Tidligere på rejsen sad jeg ved siden af en ung fyr på vej til Pakistan for at blive gift med sin kæreste. Nu sidder der en japansk dame som griner højlydt, når jeg spørger hende om noget. Foran mig videokunst i sin reneste form: Totalt mørke, ventende på at lyset kommer frem. Tillykke med fødselsdagen, kære Fata! Kærlig hilsen Tilde Sådan blev det. At se på billederne af Sabine eller Svale er som at mærke kærligheden vokse. Forelske sig igen og igen. Og når jeg ser Martin i øjnene i dag, tænker jeg præcis det samme som første dag på Fatamorgana: Den mand er gal gal på den gode måde. 06 Tilde Juul gik på Fatamorgana og har gået på Den Danske Filmskole siden 2011 Tilde Juul Jacob Aue Sobol gik på Fatamorgana og er fast gæstelærer Foto: Sun Hee Engelstoft Jacob Aue Sobol / MAGNUM PHOTOS 07

5 FATAMORGANA som et rum dobbelteksponeret i pink Der kan siges meget om fatamorgana, men jeg vil holde mig til det der optager mig i nuet. Det nu, der efterhånden er udstrakt til at have varet hele mit liv. Jeg er vokset sammen med fotografiet. Jeg var så heldig at blive inviteret som gæstelærer første gang på fatamorgana, dengang lokalerne lå i Pisserenden. Det var min egen lærer fra Kunstakademiet Per Bak Jensen der etablerede forbindelsen. Jeg var selv studerende. Nu var jeg pludselig lærer. Morten Bo var skolens leder, men han har altid været klog nok til at holde sig i baggrunden, en slags tillidsbaseret ledelse. Skolens styrke var og er denne form for eksperiment: At turde lukke det modsatrettede ind, for at skabe dynamik og give eleverne muligheder for at danne sig et turbo-overblik over, hvor mange retninger man kan gå med fotografiet. Unge mennesker har mange resourcer, men måske ikke så meget tro på sig selv, når det gælder om at vælge livsvej, for der er så mange ting i virkeligheden, der ikke optræder i drømmen. At begynde på skolen eller bare et kursus er et chock for de fleste. Man skal kunne omgås andre, der er ligeså gode og usikre på sig selv blandt andet. Og man skal kunne møde en lærer der er jævnaldrende eller måske yngre end en selv eller oldgammel. Der er ikke plads til fine fornemmelser på skolen. Måske kommer eleverne til fatamorgana for at lære noget om fotografi, men de fleste lærer noget om sig selv i processen. Fuck mindfullness og tag på Fata Jeg er en af de priviligerede, der både har været elev, langt tilbage i forrige årtusind, og lærer i en årrække i dette århundrede. Teknikkerne har ændret sig sammen med adressen, men indholdet, grunden til at man er der overhovedet, er den samme: Det er den der stemme bagerst i hovedet, der fortæller, at der er andet i livet end en akademisk uddannelse, med efterfølgende livslang jagt på et fast arbejde, der kan dække grundskylden. Uroen i kroppen, de utallige tanker, både de lyse og de mørke, den kreative prikken i fingrene. Følelsen af at være menneske, sammen med de andre mennesker, og alligevel stå ved siden af. Manglen på den der faste plads i livet, bare ikke i statistik afdelingen hos et forsikringsselskab. Følelsen af at man gerne vil ses og høres, og faktisk har noget at fortælle, selvom sproget ikke rigtig makker ret. Nogle billeder bliver ved at kaste nye betydninger af sig. Dette fotografi er et godt eksempel. Da jeg lavede optagelsen i København, var der en model, Barbara, som havde svært ved at stå stille. Ja, hele hendes sind, og mit var i evig vandring. Billedet er ikke uroligt men sitrende og modellen er forsvundet. Som sådan svarer det godt til billedets titel Haufniensis som er en af filosoffen Søren Kierkegaards pseudonymer. En dobbeltgænger, en persona, en vandringsmand, der konstant finder nyt i det eksisterende. Når jeg genkender tidligere studerende ude i byen eller verden, genkalder jeg også ånden fra fatamorgana. Inden for den sidste uge har jeg truffet to-tre-fire tidligere elever. Jeg lytter til dem og deres erfaringer. Den ene som cyklede Sjælsø rundt med mig, skal udstille på et museum i Chile, den anden har et imponerende studio med en fantatisk bogsamling hvilket måske bringer et projekt med sig, den tredje møder jeg jævnligt i mørkekammeret på Nørrebro, den fjerde inviterede mig på undervandsfiskeri, mens vi talte om familien og børnene. Forældrene mødtes på fatamorgana, og dér mødte jeg dem. Selv de elever jeg aldrig er stødt ind i men som har gået på fatamorgana har noget særligt gemt i sig. De har en tid været del af et fællesskab, hvadenten de prøvede at undgå det eller løb forrest i flokken. Skoling er vidunderlig, når man først har forstået dette. At alt er muligt, men at man må lære at stå inde for, hvad man foretager sig med sit liv. Og når det liv indeholder fotografi, vil andre kunne se det. Man er totalt blottet på fatamorgana. Det er umuligt at gemme sig eller blive væk. Man er eksponeret. Okay. Man er et nøgent menneske også når man har tøj på. Man bliver set. Man bliver aflæst. Man er en del af noget større. Man viser sine billeder frem. Når ens billede er sløret eller uskarpt, er det måske fordi man er usikker på sine følelser? Når det er skarpt er man måske alt for sikker på sig selv uden grund? Undervisning handler ligesom terapi om udvikling. Om at mærke sine grænser. Man går på skole for at udvikle sig og få nye færdigheder, ikke bare nye venner og et socialt liv. Men det hænger sammen. Eleverne må have færdigheder, for at kunne sætte barren højere. Hvis det er det, det handler om. Ligesom en højdespringer må lære noget teknik og træne kroppen for at kunne springe højt. For nogle er træningen en leg, de elsker at fotografere, for andre en udfordring. Bare det at komme ud af sengen når de andre (konkurrenterne?) er godt i gang med deres altid gode billeder. Der er mange forskellige veje, hvilket er en trøst. Dem der er ultra energiske får selvfølgelig et forspring, men energi kan også være destruktiv. Der er ikke noget værre end at se 500 fotos på en skærm og skulle forholde sig til, om ikke noget af den kvantitet har et lille potentiale. Omvendt kan nogle komme med kun et foto og ønske sig at blive taget alvorligt fordi de selv tager sig alvorligt uden at tænke på situationen. Begge poler er nødvendige. Personen med det ene foto skjuler som regel, hvad der virkelig brænder på, fordi vedkommende er bange for at blotte sig og vil kontrollere alt, mens personen med mange billeder, som hovedregel mangler den fornødne selvtillid til at foretage et klart snit i bunken. Det handler om erfaring og rutine. Man skal turde at blive i stoffet længe nok. Lidt ligesom at være til fest og være indadvendt og gerne vil tidligt hjem. Man ved jo godt at dem der har partyintelligens bliver trættende at høre på. Men bliver man længe nok i fotografiets eller kunstens rum opstår noget uventet. Man møder sin angst. Men man kommer som regel igennem krisen, hvis man støtter hinanden. På fatamorgana laver man naturligvis festen på en ø så ingen kan slippe afsted. Tillykke! Erik Steffensen, Sølvgade 17. juni 2014 Det er det Fatamorgana kan gennem fotografiet. Sproget er fattigt. Det kan ikke beskrive en følelse, et indtryk, en farve, kun de aller simpleste fælles vedtagede standarter. Alle nuancer er individuelle, det der bringer sorg til mig, rører måske slet ikke dig. Sprog er hjerne, følelser er sjæl. Kunsten/fotografiet ligger et sted og svæver der i mellem, kobler de to. Fotograferer man med kroppen, følelserne og har man slået hjernen fra, altså det tænkte indhold, ja så er der en meget stor chance for at man lærer noget. Et fotografi kan afsløre mere end en dagbog fyldt med facts. Gå du bare til psykolog eller dyrk din mindfullness, men intet giver resultater som en tur i Fatas sandkasse. Her er der højt til loftet, alt er tilladt og det meste er set før, prøv du bare at overgå det! Her kan der eksperimenteres og leges, grædes og grines. Her får du hug, når du har slappet den, valgt den sikre løsning, men ros når du bringer sjælen til bordet, uanset hvor rædderligt resultatet blev. Og det bedste: du er ikke alene. I er en hel sandkasse fuld af krea hoveder, lige forvirrede på hver jeres måde, lige søgende, men ikke nødvendigvis i samme retning. Hver med jeres historie at fortælle hver med noget, du kan lære af. Måske skal du ikke være kunstner eller fotograf på livstid, måske det er en periode af dit liv, der skal prøves. Så und dig selv den gave det er at have prøvet. Prøvet at givet los for alt det udefinerlige, givet los til den der stemme bagerst i hovedet, der hvisker at der er mere i livet end fast ejendom. Udfordrer dine rammer, både dem du selv har sat og alle de andres. Jeg gjorde det, og det har for altid påvirket mit liv. Jeg er stadig søgende, det er måske derigennem det kreative lever, men jeg har nu værktøjerne til frit at vælge selv. En del af den søgen forsvinder måske aldrig, det er en chance, man må tage, sådan er det kreatives præmis. Gevinsten er den ultimative frihed, hvilket må være at kunne og turde ytre sig frit, uanset hvad livet ellers smider efter en. Tag chancen, grib livet - tag på Fata. Kine Ravn 08 Haufniensis 2013 Metallic paper / Diasec 120 x 120 cm Erik Steffensen er gæstelærer og vejleder på Fatamorgana Erik Steffensen Kine Ravn gik på Fatamorgana 1993 og er skolens gæstelærer Kine Ravn 09

6 Jeg har en vred mand i den anden ende af røret på den direkte linje til billedredaktionen en tirsdag morgen i august. Han har lige hentet dagens Information i postkassen og er et sted i avisen stødt på et billede af en såret dreng i en hospitalsseng. Drengens ene side af ansigtet er hævet og blodigt. Manden i røret er rasende - han vil ikke have flere af»de grusomheder smidt i hovedet midt i morgenkaffen«billedet, som manden beskriver, er taget af den dansksyriske læge, der arbejder på et hospital i det nordlige Syrien. Jeg ved straks, hvad det er for et billede, han taler om, for jeg har set alle lægens mere end hundrede billedfiler igennem. Sårede børn, mænd og kvinder. Dem, som hun nåede at behandle og dem, som ikke stod til at redde, og som døde på operationsbordet. Børn, der mangler arme og ben. Mænd med skudsår så store, at man kan se ned i deres mavesæk. Billederne er ingen fotografiske kunstværker, men det gør ikke deres fortælling mindre stærk Jeg kan godt se, hvorfor manden i telefonen er vred. Vi har den seneste tid bragt en hel stribe af de beskrevne billeder fra Syrien, og selv om vi har sorteret de aller værste fotografier fra, har der stadig været meget grusomt i spalterne at forholde sig til. Men sådan er virkeligheden. Ude i verden og i avisen. Det er vores forbandende ansvar at formidle, hvad der sker rundt omkring os. På godt og ondt. Den største fælde, vi kan falde i, må være at redigere avisen, så den glider ned ligeså ubesværet som wienerbrødet. Jeg hører nogle gange argumentet med, at vi må holde lidt igen. Ellers bliver folk mætte og apatiske i forholdet til det, de ser. Det nytter bare ikke noget. For det første er der ingenting, der peger på, at netop denne fotografiske ammestuehistorie faktisk har hold i virkeligheden. Og for det andet; hvad skal vi så bringe? Jeg nægter at tro på, at en soldat i modlys på en kampvogn rykker ved noget som helst. Vi skal blive ved med at insistere på at vise, hvordan verden ser ud, og hvad konsekvenserne af vores handlinger er. Det er netop her, det dokumentariske fotografi skal komme til sin magt. Sigrid Sigrid Nygaard er fotograf og billedredaktør på dagbladet Information og tilknyttet Fatamorgana som vejleder. Haifaa Awad When starting Fatamorgana I was determined to become a photographer like my great grandmother. I had a clear vision of where I wanted to go and how to get there. It did not take long until that clarity got hazy as we were exposed to new ways of seeing, every hour, every day. The school nights were long and had this sweet scent of developing liquid and excitement. There was little time to sleep since we all had so much working, talking, thinking, drinking and dancing to do - until it was time to go on Vaskehold in the morning. I also started to sing and make music with My Larsdotter, a girl I met in the Amager apartment I moved into during my studies. It later grew into My bubba, a musical (and visual) project that has brought us to quite wild and unexpected places. Although I never became the photographer I imagined when starting the school, Fatamorgana taught me to tell stories. Not only through photography, the good story can be told in all mediums. I feel rich and fortunate to have experienced Fatamorgana s creative spirit, it s people and the world through their eyes. I ve attached some photographs of My bubba s newly released album Goes Abroader, sent in from people around the world. Most songs on the record take place in different (often exotic) geographical environments, and the idea of the record is (something like) picking up a seashell and listening to a trip around the world, song by song, place by place in the imagination of My bubba. We asked people to send us a picture of where they were listening and it s beautiful to see how far the stories travel. More images can be found on: or #goesabroader Risikotagning som en nødvendighed. Fotografi kan bruges til at forstå sig selv og de nære omgivelser. Men lige så vigtigt er det at fotografi, indtager en kritisk holdning til de magt-strukturer og polariseringer, der opstår i dag. At fotografi forholder sig aktivt til verden, med alt hvad det indebærer af faldgrupper, udfordringer og risikotagning. Tina Enghoff / Kent Klich Tina Enghoff og Kent Kich debatterer med publikum i debatteltet på SUPERNOVA. Begger fotografer er tilknyttet FATAMORGANA som gæstelærere 10 Gudbjörg Tómasdóttir gik på Fatamorgana My bubba 11

7 Septemberworkshop 2011 Det er torsdag aften, og i morgen har vi den afsluttende billedgennemgang. Ugen har været hektisk med opgaver og diskussioner om billeder og arbejdsmetoder døgnet rundt, og nu skal billederne bygges sammen till historier. De fleste har endnu bare en vag fornemmelse af hvad historierne skal handle om, nogle er stadig ude for at fotografere de sidste brudstykker. Hele natten, må tages i brug hvis der skal hænge billeder på væggen kl 10 imorgen tidlig. Og så er der valgaften netop i aften. Prognoserne forudsiger en ny regering, altså ikke noget man vil gå glip af. Lidt af en udfordring for logistikken og simultankapaciteten. Men så pludselig er det hele organiseret. Christiansborg projiceres i storformat på væggen, computere till billedbehandling udstationeres hér og dér, øl og nypoppede popcorn strømmer ind. Hele aftenen bliver ét langt flow af rygende aktuelle nyheder og billedeksperimenter. En blanding af eufori over at den politiske virkelighed trods alt er foranderlig og at fantasien er grænseløs. Da jeg går i seng kl to med ørepropper, er nyhedsspeakeren for længst blevet afløst af tung musik, og computerne og printerne går varme. Seks korte timer senere vågner jeg og når i den uventede stilhed at tænke at vi nok bliver nødt til at udskyde billedgennemgangen nogle timer. Men så hører jeg støvsugeren. Og da jeg kigger ud er scenen totalt forandret. Måtten af udspildte popcorn og øldåser er som bortblæst, stolene sat på plads, gulvene nyvaskede. Billedhistorierne vokser støt frem på væggene og kl 10 præcis kaster vi os ind i den første fortælling. Jens Olof Lasthein Jens Olof Lasthein gik på pilotprojekt Samsø 1988 og er gæstelærer på Fatamorgana Jens Olof Lasthein Fatamorganaelevernes lyst til at tænke F abstrakt og ikke mindst udføre de ideer atamorgana gjorde mig godt. Skabte en bund, som jeg altid har med mig. En fotografisk bevidsthed og forståelse. Skolen overraskede mig. Gav mig venner. Medsammensvorne. Andre indoktrinerede Morten Bo kopier. Og vi kun lide det. Jeg kan lide det. Vi er en lille nation med vores eget sprog. Enormt indspist og dejlig frelst. der opstår i løbet af en undervisningsuge begejstrer mig. De par gange vi har undervist på Fatamorgana har altid været energifyldte uger, hvor der er udrettet en del Der er højt til himlen og langt ned igen, når man tager på rutsjebanetur i Morten Bos hjerne. Her bliver man rusket godt og grundigt, og der er ingen garanti for, at du stadig er fotograf, når turen er forbi. Men du er i hvert fald blevet en helvedes omgang klogere på, hvad fotografi er og kan. projekter. Tobias Selnaes Markussen Hurra for Fatamorgana. Store som små. Gode og dårlige. Vigtigst for mig er dog det at alle, mig selv inklusiv, er der for at udvikle sig og opsnuse nyt terræn og nye ideer. kh. Christian Tobias Selnaes Markussen gik på Fatamorgana 2001 Tobias Selnaes Markussen / FATAMORGANA Nina Korhonen er gæstelærer og vejleder på Fatamorgana 12 Christian Bretton-Meyer gik på Fatamorgana Stiftede kunstnergruppen A-Kassen 2007 som ofte er gæstelærere på Fatamorgana 13

8 Det første møde Jeg var lige kommet hjem fra Glasgow og var sådan set ret famlende omkring hvad der så skulle ske. Det er en ret angst provokerende omstilling, at være væk fra skole, venner og alle Antoine d Agata, Paris 2005 de relationer man opbygger, når man bor ude og uddanner sig. Jeg havde en lille udstilling og i den forbindelse inviterede Morten mig ud til en onsdags snak. Det var også ret skræmmende Anders Petersen, Stockholm 2003 at skulle fortælle om mit arbejde og mine M o r t e n o g A ng s t e n intentioner. Men der er jo ikke andet at gøre I m i t m eg et p r i m i t i ve m ø r keka m m er, et r um p å fø r st esa l en ud en ud sug ni ng o g va nd, hæng er et 13 å r g a m m el t a r k fr a m i n t i d so m el ev p å F a t a m o r g a na. end at fortælle hvordan det virkelig føles. Det Der lå 12 billeder på gulvet. De havde netop vundet en 1. pris ved Worldpress Photo. En af mine venner stod og så på dem, og sagde "Det må da være en fejl. En uskarp hånd...? - Hvis jeg havde taget et billede som det, ville jeg aldrig printe det, jeg ville smide det ud". Jeg er sikker på, at dette "fotografi" er blevet i min vens tanker, fordi det ikke er en "færdig" fortælling... Der er stor forskel på at lave billeder og fotografi. Fotografi er lavet af personer, der har noget på hjertet. Billeder er lavet af dem, der blot har evnen til at trykke på knappen. At "uddanne" og inspirere unge fotografer til at få et personligt fotografisk sprog, handler om at give løs af alt ens personlige arv. At sparke, der hvor det gør ondt og kramme, der hvor det gør godt eller at kramme, når det gør ondt og sparke, hvor det gør godt. Det handler om at stille alle de spørgsmål man selv har modtaget - og flere til... Lytte og drømme med... Jeg har mødt mange unge fotografer, der har modtaget arv fra fatamorgana. De har alle noget på hjertet. De vil alle lave deres eget fotografi, og de vil alle give os oplevelser. Stort tillykke med dagen - glæder mig til at møde endnu flere fotografer fra fatamorgana på min vej, blive inspireret af dem og modtage lidt af deres "arv". 14 er lettere sagt end gjort og en hudløs oplevelse. D et er To m Kr i st ensens d i g t A ng st. M o r t en B o g a v m i g o p g a ven a t vi se, hvo r d a n A N G S T ser ud. Men det kommer hurtigt til skamme når man sidder i et rum med en masse intelligente og søde mennesker som også arbejder med A si a t i sk i Væl d e er A ng st en... Michael Ackerman, Sicilien 2009 E nd el i g kunne d en b r ug es t i l no g et d enne a ng st, i st ed et fo r a t fr yg t e d en, skul l e d en vi ses fr em o g ud fo r d r es. fotografi. Og sådan er det, at komme ud på fatamorgana. Intelligente mennesker som har Jeg fr yg t er a l l e fo r m er fo r fo r a nd r i ng, m en r ej ser m eg et, o ft e fo r a t m ø d e fo t o g r a fer j eg g er ne vi l t a l e m ed. N å r a ng st en d ukker o p fa t t er j eg ka m er a et o g p r ø ver a t vi se, hvo r d a n d en nu ser ud. noget på hjerte. Senere underviste jeg i en uge. Igen angst provokerende, at skulle møde disse mennesker og hele tiden holde hovedet koldt M en i m ø r keka m m er et hæng er st a d i g d ét d er fo r l ø st e, sa m t no g l e sna p sho t s a f m i ne fa vo r i t fo t o g r a fer. og være så skarp som jeg kan. Det er virkeligt intenst at være elev, men i høj grad også at være underviser fandt jeg ud af. Jeg fandt til gengæld Boris Michailov, Paris 2010 Morten Bo s opgave på min dør TIL LY KKE o g kær l i g hi l sen Charlotte Hjorth-Rohde gik på Fatamorgana og er vejleder og gæstelærer Charlotte Hjorth-Rohde ud af, at det er vanvittigt givende at være underviser. At møde mennesker direkte, intenst og nøgent er et privilegie og en meget privat sag. Der opstår respekt, fortrolighed og i nogle tilfælde fantastiske venskaber. At undervise på fatamorgana gav mig lyst til at undervise og møde endnu flere mennesker, som jeg deler passion med. At have min kunstneriske praksis og undervise i kombination, er for mig det er svært at give ting videre som er så organiske, så kamælonagtige, emner og mennesker og historier som skifter karakter og farve hele tiden. Det har taget lang tid at få lagret al den erfaring, og selv med det i bagagen tager jeg ofte fejl, tingene var ikke som jeg troede de var. Jeg lærte nok mest om fotografiets styrke da jeg kom til Samsø som 19 årig, jeg holdte min alder hemmelig fordi jeg var en af de yngste på holdet og min højskole kæreste fik et chock da hun hørte hvor ung jeg var, hun var 24. Samsø er en anderledes Ø om efteråret, hvor alt lukker sig sammen indtil foråret. Jeg fandt ud af at jeg kun kunne tage billeder når det gav en mening en historie, det har til gengæld været svært når jeg i den professionelle verden ikke altid beskæftigede mig med emner som var vigtige personligt politisk eller menneskeligt. Det har ikke ændret sig meget siden, vi var meget forskellige på samsø, der var en del som kun kom for at skrive, jeg kom kun for fotografiet og det var svært for forstanderen, at acceptere at jeg ikke var kommet for at høre om grundtvig, men vi havde vores lille lukkede univers som kun handlede om fotografi vi levede og åndede for det og vi havde stort set ikke andre forpligtelser, det var en skøn tid jeg glemmer aldrig den ø og de mennesker, og ikke mindst Mr. Bo som var med til at forme mig som den person jeg er i dag. Jeg er i kroatien når i holder festival, jeg er der for at filme en dokumentar film om folkedrabet i ex Juguslavien. Må i få en fantastisk festival bedste hilsner skree en priviligeret måde, at kunne både være i det jeg elsker intenst, men også at blive revet ud af min egen boble og forholde mig til andre end mig selv. Jeg underviser til stadighed på kbh film og foto skole og elsker at komme på fatamorgana og tage del i det fantastiske, der opstår når mennesker mødes. Glæder mig til at se alle og tillykke med fødselsdagen og alt det gode du har skabt de sidste 25 år. Det er ikke så lidt. Kærlig hilsen Casper Dalhoff Mette Juul Casper Dalhoff er billedchef på Jyllandsposten og vejleder på Fatamorgana Casper Dalhoff Mette Juul er gæstelærer og vejleder på Fatamorgana Lars Skree, director of photography gik på pilotprojekt Samsø 1988 og på Fatamorgana 1989 Lars Skree 15

9 FATAMORGANA-kunstens historie af Morten Bo At skabe Skole FATAMORGANA-kunstens historie fata.dk/skole.htm Gengivet i Jubilæumsbogen 1999 FATA TIDEN OG ÅNDEN FATAMORGANA-kunstens historie fata.dk/fatafylder18/fataavis.pdf Udgivet som avis 2007 Verden på Hovedet FATAMORGANA-kunstens historie fata.dk/fatavisensupernova.pdf FATAvisen nr Verden på Hovedet FATAMORGANA-kunstens historie Af Morten Bo Carl-Mikael Ström / FATAMORGANA 16 Ada Bligaard Søby gik på Fatamorgana 2000 og er gæstelærer og vejleder Ada Bligaard Søby 17

10 Det hæmningsløse statement var idealet, men ofte lod det vente på sig, for det var ikke ualmindeligt, at man som Niels Bach Jensen lå på ryggen og kiggede op i loftet i håb om at inspirationen kom flyvende. Intet kunne tænde Niels, alt blev vraget som værende for kedeligt eller set før eller dumt eller plat, så da han den sidste aften, før han skulle aflevere sin opgave stadig var i det inaktive hjørne og intet havde fået lavet, sagde jeg efter forgæves at have forsøgt at mande ham op i et forhånende tonefald: - Er der overhovedet ikke noget, der interesserer dig? Han så olmt på mig og var tydeligvis dødtræt af min sidste-øjebliks chikane. - Jo, at slå ihjeld. - Så synes jeg fandeme du skal gøre det. Og det gjorde han så. Gik ned til dyrehandleren og købte en undulat, som han rev hovedet af og kunne næste dag aflevere billedet af en undulatkrop med udspændte vinger og afrevet hovede. Niels var ikke den eneste der blev grebet af desperationen, Astrid Dalum gjorde også. Hun var blevet optaget på Journalisthøjskolens fotografuddannelse, men ville godt have et Fatamorganaophold først som basis og havde nu i tre måneder ligget underdrejet i føle-føle land med blondegardiner og våde øjne, blød kanin og uskarp fornemmelse, og ville så gerne lave noget rigtigt, noget rigtig godt som afslutningsprojekt. Men inspirationen lod vente på sig. Hun lå ikke i sengen og spekulerede, men gik rastløs rundt på skolen i håb om, at hun stødte på den gode ide her på faldebrebet. Men alt der kom til hende var kedeligt, set før, dumt eller plat og så var det, jeg konfronterede hende med spørgsmålet: - Er der overhovedet ikke noget, der interesserer dig? - Jo, at rejse. - Så synes jeg fandenme du skal gøre det. Et kvarter senere havde hun bestilt en afbudsrejse til Namibia, tog afsted næste morgen og afleverede ugen efter det smukkeste billede af ham, hun havde mødt som den første på stranden, hvor han solgte juice til turisterne, og det var ikke juicen, der interesserede hende eller turisterne. Sikke et syn, her er han, Vorherres vidunderlige skabning, alene på stranden. Han er sort, kulsort, og han er mand. Astid blev chokeret over, at det var så tydeligt, hvad hun havde fotograferet, men tog den positive kritik til sig og brugte ofte siden hen desperationen som en mulighed, når hun var kørt fast. På skolens 20-års fødselsdag kunne jeg med ordenene: Kunst og Fotografi skal være Farlig, overrække hende en erindringsgave, fordi hun med sine billeder i bladet Bunkeren havde skabt en hidtil uset mediestorm: Astrid spiser Kat, det var mere end gennemsnitsdanskeren kunne kapere. Desperation var blevet en mulighed, og muligheden blev mere og mere til en metode, er der noget, du har lyst til så gør det, alt kan lade sig gøre, dristighed blev en dyd. Og der blev gået til den, Nanna Hillig, som aldrig havde lavet video før, optog en animeret film om en legetøjssoldat, der hopper ud af en hatteæske og ned mellem hendes ben for at skyde hende både i brystet og for panden og derefter spadsere op under natkjolen. 60 sekunders horrormowie. Det uprøvede var en mulighed, og ingen tanke for svær at realisere, så da jeg kalder den traditionelle startopgave, at fotografere en 18 Niels Bach Jensen / FATAMORGANA fremmed for Under Huden er det oplagt for Tilde Juul, at hun skal ind på en operationsstue og tage billeder under huden. Og det bliver fantasiske billeder, hvor man ser spidsen af en skalpel stikke ned fra loftet, mens den skærer sig hul i huden, mere bogstaveligt under huden var nogen aldrig kommet i deres skildring af en fremmed. Siden hun var 16, havde Tilde vidst, at hun skulle være fotograf, og hun var tændt, da hun så endelig flyttede til København for at gå på Fatamorgana. Lysten var stor og ideerne mange, for Tilde var dristigheds-perioden et eldorado, og hendes første video, visualisering af en drøm. Hun overnatter i sit gamle klasseværelse mellem udstoppede dyr, mens hele hendes familie venter i det tilstødende lokale fulde af foragt og fordømmelse. Så for at komme ind i det næste rum, som er en hospitalsstue, hvor en veninde er indlagt, må hun kante sig gennem far og mor, onkel og tante, mormor og fætre for tilsidst at opdage, at veninden er faldet ud af sengen. Der blev ikke slækket på kravene til hverken handling eller optagelse, og det hele blev klaret på en weekend i Silkeborg. For Tilde var intet umuligt, og videoen blev hendes foretrukne værktøj. Hendes midtvejsfilm år senere som studerende på filmskolen har den samme fanden-i-voldske dristighed, et stort scenograferet kærligheds epos som foregår i bidende storm på en sejlbåd, men er optaget i studiet. To gange om året kom Arne Bro, lederen af filmskolens dokumentarlinje og spottede talenterne ved en portefolio vejledning. Han kørte to linjer på filmskolen med samme mål og ideal som på Fatamorgana, og adskillige, som lavede deres første videoer på Fatamorgana, fortsatte hos Arne en uddannelse som dokumentarfilm instruktør, eller de gik som Tilde på flerkamera-linjen. Fire af de seks på flerkamera-linjen 2009 kom fra Fatamorgana, og de havde de skønt. På dokumentar linjen var det Eva Marie Rødbro og Olivia Maria Rus der blev optaget. Eva havde taget en bachelor i Amsterdam, men Olivia gået på Fatamorgana, da dristigheden kulminerede. Hun var et visuelt geni, men vidste det ikke. Hun havde oprøret i sig, men gav ikke udtryk for det, hun havde store ambitioner, men man så det ikke, og frustationerne fik hende til at gemme sig og krybe i skjul. Så stillede jeg hende opgaven at lave en gendigtgning af et af Salvador Dalis værker. - Vær lige så fabulerende, intens, forførende og opsigtsvækkende som Dali, lige så enkel, konkret og præcis. Det fik Olivia til at at gå i sort. Hun kunne bare ikke finde på noget, der levede op til hendes ambition om originalitet, alle ideer blev kasseret, inden de nåede længere end tanken, dagene gik og hendes apati blev større og større indtil få dage før afleveringen, hvor desperationen havde sat gang i adrenalinet, så kom det, en fuld færdig vision som bare skulle gennemføres, og så var der ingen grænser for, hvad hun kunne. Video Drømmer jeg? 2008 Tilde Juul / FATAMORGANA Nanna Hillig / FATAMORGANA Kravle over hegnet til Bymusæet om natten, få slagteren til at levere koøjne og få sin ven til at sidde midt i miniature-byen med et satanisk stirrende blik og et øje i hånden, det var så smukt, så rigtigt, så forfærdeligt Dali sk, at jeg tilgav hende alt smøleriet. Der er en nærmest hypnotisk tone i blledet, som forlanger det, at jeg overgiver mig, om det er en skjult trussel, koøjet i hånden, eller en meddelelse fra en hemmelig sekt er en gåde, men sådan var Dali s både værk og person, Olivia havde virkelig lavet et pletskud, og hun vidste det godt. Olivia Maria Rus / FATAMORGANA 19

11 20 Astrid Dalum / FATAMORGANA 21

12 Vidste godt det var noget særligt, og at hun fra nu af ville være afhængig af den rus, det giver at realisere en ide. Næste scoop blev en aluminumsfolieindpakket mandsperson alene i et forladt kontorlandskab, og andre tableauer fulgte, men parafrasen over Dali s The Great Masturbator var hendes bedste. Sin første film lavede hun først et par år senere under et besøg hos familien i Polen, og den var fantastisk. Stærk, stram, rørende og personlig sikrede den hende optagelse som dokumentarinstruktør hos Arne Bro. Det smittede, det grænseoverskridende billede, originalitet var en kvalitet, og scenerier blev skabt, som var for meget, for mystiske, for frække, Kristine Gausereide Jacobsen blev sendt på krematorie for at lave seriøs reportage om den sidste rejse, men kom hjem med en lattervækkende satire om de gennemtåbelige arbejdere, skønne scener fra en arbejdsplads, hvor hun fangede bizarre scenerier og gav den hele armen, og så var det kun ekstra morsomt, at det var de døde, der endte i dåserne. Jeg fik et brev fra krematoriets kommunale bestyrer, at Kristine ikke havde overholdt de indgåede aftaler om hvad og hvor, hun måtte fotografere, og at Fatamorganas elever ikke længere var velkomne. Kristine Gausereide Jacobsen / FATAMORGANA At være fræk, kåd og kynisk var en kvalitet, så de superaktive, højtråbende og kugleskøre havde kronede dage, Sara Skorgan Teigen var sådan en. Hendes billeder var altid på grænsen af det tilladelige, der blev taget på brysterne, tændt ild på toppen og skåret til benet, Sara var sådan en, kompromisløs og levende, og Fatamorgana som et paradis for hende, fordi hun fik lov til alt. Hun lavede masker, udstillede sin kæreste, gjorde grin med borgerskabet og brugte sig selv, intet var helligt for Sara, opfindsomheden var stor, og ideerne stod i kø for at blive realiseret. Sara brændte igennem og blev det år udvalgt til at deltage i Atelier Devisu s workshop i Marseille med Antoine d Agata. Elin Hansson / FATAMORGANA Det var Antoine, tilbagevendende succesfuld gæstelærer, der anbefalede Lucille at invitere en elev fra Fatamorgana med i den workshop, han hvert forår holdt på Atelier Devisu med studerende fra internationale fotografiske uddannelser. Universiteter betalte for at få en udvalgt på residency hos Lucille, Fatamorgana fik det tilbudt gratis. Og selvfølgelig var det kraftperlen Sara, der blev valgt til årets workshop i Marseille, mens Elin Hansson tog til burlesque i Tampere, Finland. Det var en løssluppen tid, hvor der blev gjort grin med borgerskab og ligestilling, den hjernedøde arbejder og emsige husmor, med venner, kærester men også egen sexualitet. 22 Sara Skorgan Teigen / FATAMORGANA Men så stoppede festen også, da det ikke kunne blive værre, begyndte det at falme. Fra at være en dyd blev det nu lidt pinligt at råbe højt og være opmærksomhedskrævende, afslørende og satirisk, nu skulle man studere, og billederne være et studie, og ingen var bedre til det end Benedikte Bjerre. Når det kåde blev til pjank, så var det på tide at ændre retning, og Benedikte førte an. Hun havde lavet en reportage om sig selv og sin dildo, og så var det slut, Benedikte var stadig topmotiveret, fuld af energi, brændende interesseret, men nu var hun forsker, der registrerede, iagttog, fremlagde i en rapport og gav det hele et skær af sober, videnskabelig afhandling, og hun fik ros. Hun var taget rundt til forskellige steder, det var vist kun i Danmark, men skulle have været i hele verden, stillede kameraet på stativ og tog et billede af det, der var mellem stativbenene, og det der var lige Elin Hansson / FATAMORGANA 23

13 over stativet, og hun noterede sig koordinaterne og tog prøver af jorden og vegetationen, som efterfølgende blev iagttaget i mikroskop, og det hele lagt frem som dokumentation af stedet. Det var virkeligt, det var sandhed. Vil du kende sandheden om dig eller dit, så skal du indsamle så mange facts som muligt, studere det indsamlede, og sætte det sammen i en meningsfuld struktur. Benediktes stjernehimmel, koordinater, jordprøver, vegetation i mikroskop var sandheden om stedet, netop det sted, og forskellen mellem de fire forskellige steder skulle vi selv finde. Projektet varslede den ny tid, hvor sandheden om dig er de oplysninger, der findes. Og vil man lære dig at kende, skal man samkøre oplysningerne og danne sig et billede. Fotografiet var ideelt til at registrere, fordi det gengav hver eneste foton, der blev kastet tilbage fra det iagttagede objekt. Hun var god, Benedikte, og hun var tændt. Studerede videre på Stätliches Hochschule, Frankfurt, hvor Jacob Emdal var ved at være færdig. Han måtte slå en ordentlig kolbøtte, da han for tre år siden ankom til Wolfgang Tillmans afdeling, det behøvede Benedikte ikke, hendes projekt dataindsamling var muchhyped i kunstens verden også i Frankfurt. Hendes afgangsprojekt var en registrering af de effekter, hendes afdøde mormor havde efterladt. Hvert eneste objekt fotograferet med det samme bløde lys på den samme sorte baggrund et på hver side, billeder til kant, det hele samlet i en neutral indbinding. De 3000 bøger dannede en blå blok og stod på en palle midt på gulvet i galleriet. 89 kilo sandhed om mormor. Den ny tid var kommet til Fatamorgana, og selvom ingen var så kategorisk som Benedikte, så skete der alligevel et skred, de underholdende desperate måtte stramme skruen for at få opmærksomhed og de besindigt underfundige fik vind i sejlene. Det var en brydningstid, Alexander Kristoff fotograferede sexnonner og stivpik, tog i Det kongelige Teater med masser af teaterblod og skar tungen af en sangerinde, han elskede at vække opsigt, og det lykkedes, hans portræt af en uskyldig pige på fem, der sutter på en Magnum Eskimois var ladet med forbudte fornemmelser, men de fleste holdt igen eller overgav sig til sober objektiv fremstilling, de ville ikke være gøglere, men kunstnere. eksperimenter, der var en helt speciel åbenhed i hendes billeder, som om alt var muligt, en naiv, legende søgen som var betagende, og alt hvad hun lavede lignede hende på en prik. Sådan var Mette, aldrig bange for noget, altid beskeden men nysgerrig og med et stort visuelt talent, hun kunne se som ingen anden. Både i Amsterdam, Göteborg og Glasgow blev hun optaget som studerende, men valgte Göteborg, Akademin Valand, hvor hun fortsatte sin land-art installationskunst med malede pinde og finurlige opstillinger. Kim Catton gik kom også til Akademin Valand, selvom han, da han blev optaget på Fatamorgana var agressiv reportagefotograf. Ved en blokade foran Brorson Kirke, som politiet ryddede for afviste asylansøgere, var det Kim, der hjalp en pige på benene efter at politiet havde banket hende i asfalten med knippelslag. Videoen med den heltemodige optræden cirkulerede på nettet, og gjorde Kim berømt. Men krigsfotografen visnede, da han startede på Fatamorgana. Jeg gjorde ellers, hvad jeg kunne for at holde ham i live, inviterede Fady Adwan, en af de få fotografer, der var i Gaza by under Israelernes bombardement til at vise sine billeder og fortælle hvordan, det havde været at opleve som fotograf. Banaan Hesam Al-Nasser tolkede på arabisk. Kim ville, selvom han var politisk engageret, være kunstner. Han fingerede med sin kæreste en ekspedition til Nordkap, en udforskning af elementer, var ikke bleg for at investere en masse energi og tid i et enkelt værk, hvis han troede på det. Hans energi var stor, hans intellekt på toppen og selvstændigheden overvældende, Kim skulle ikke hjælpes eller støttes, han vidste, hvad han ville, og han gjorde, hvad han kunne, og kunne han ikke, så satte han sig for at lære det. Mette faldt til i Göteborg, det gjorde Kim ikke. Det var for akademisk, intellektuelt overfladisk, der var for meget snak og for lidt produktion, der var ikke plads til originalitet, ensretningen var total, han kedede sig, og efter et år forlod han byen og studiet og kom til Danmark for at lave projekt Drone, hvor han sætter dræbermaskinen og dens anvendelse til debat. Kunstner er han blevet, men krigsfotografen har igen fået lov at kigge frem. Det politiske fotografi var ikke helt glemt, Banaan, der året efter blev optaget på Kunstakademiet med en serie debatskabende værker af sammensyet mødom lavede med Søren Ebdrup illegal plakatopsætning på busserne: Danskere mod udvisning. Morten Messerschmidt blev erstattet med navngivne asylansøgere fra Brorson Kirke, så det var de udviste, der 7 eller10 år havde været parkeret i et asylcenter, der med hånden under hovedet, som den nu skjulte Mezzerschmidt, sagde: - Gi os Danmark tilbage. Nej det politiske fotografi var ikke dødt, reportagen heller ikke. Da landets bedste fotojournaliststuderende skulle hædres med Informations Fotopris det år, var det Sara Brincher Galbiati, Sanne Vils Axelsen og Tobias Selnæs Markussen alle fra Fatamorgana, der fik og 3.pladsen. Sanne havde været i praktik på Jyllandsposten men de to andre hos Per Folkver på Politiken. Siden sin ansættelse som billedchef havde avisen markeret sig som noget særligt, når det galdt billedsiden, min tidligere kompagnon førte vores fælles ambition fra Ragnarok med sig, idealerne, metoden, åbenheden, sprog og holdning, og det var ikke så underligt, at Per i valget af praktikanter primært valgte elever, der havde gået på Fatamorgana. De havde samme indstilling til, hvad et reportagebillede skal kunne, de havde samme faglige stolthed, samme billedsyn, og så turde de åbne munden, når noget gik dem imod. Blandt fotojournalistelever havde det at komme i praktik hos Per Folkver første prioritet, dernæst på Jyllandsposten eller Berlingske Tidende. Fik man Fyns Amts Venstreblad, blev der rynket på næsen, og helt galt var det, hvis der kun var Vestkysten tilbage. Det var derfor Casper Christoffersen af Astrid Dalum fik det råd at tage orlov et halvt år for at gå på Fatamorgana og så håbe på en bedre praktikplads, end den han havde fået. Og det fik han så, Skandinaviens største billedbureau, Scanpix. Men hvor det tidligere var afgørende, om man kunne fotografere, hvis man ville uddannes som pressefotograf, så blev det mere og mere en biting, de med magt og indflydelse på, hvordan pressefotografer skulle udvælges og undervises, var skriftkloge og havde intet billedsyn og heller ingen viden om, hvad det kræver at være en god fotograf. Lige så langsomt blev snoren strammet om kravene, først med videnstest så med evnen til skriftligt at kunne referere fra et møde, men altid tidligere havde man kunne aflevere og få bedømt sit fotografi. Nu blev det bestemt, at man skulle være ikke bare velformuleret, men også god til stavning og grammatik, før de overhovedet ville se på de billeder, ansøgeren havde lavet til den givne opgave. Adskillige af mine bedste havde brugt en uge på en reportage, lavet fire billeder, der dokumenterede deres talent, vilje, og billedsyn, og når de så kom for at aflevere ansøgningen, så skulle de først bevise, at de kunne sætte kommaer. Jeg tænker, det er for at undgå fotografer med udenlandsk oprindelse, ordblinde og personer med faglig stolthed med risiko for det vrøvl, der ville kunne opstå i en senere ansættelse. Jeg beklagede mig ved en enkelt lejlighed til fotolinjens leder Søren Pagter, men han erklærede sig loyal med den skrivende overklasse og accepterede ikke blot den diskriminerende udvælgelse af ansøgere, men også det apartheid lignende forhold, at fotografelever ikke det første år må fotografere, men udelukkende skal skrive og læse. For nogle er det godt og vigtigt at kunne både skrive og fotografere, men det skaber et dødssygt hieraki på Journalisthøjskolen, at historien er Mette Hartung Kirkegaard / FATAMORGANA Banaan Hesam Al-Nasser / FATAMORGANA Sara blev mediterende, afdæmpet og Mette Hartung Kirkegaard, der var startet i en pågående aggressiv stil lagde guirlander i vandkanten og glaskugler på klippen, da hun var hjemme på juleferie i Allinge, Mette ville være kunstner. Hun udforskede landskabet, pyntede op i drivhuset, gav træerne kulør og blandede på forunderlig vis det observerede med det tilrettelagte, og hele tiden stillede hun spørgsmål, det var en fornøjelse at se, hvordan hun udviklede sig gennem sine personlige 24 Banaan Hesam Al-Nasser og Søren Ebdrup / FATAMORGANA 25