Hizbollah og den libanesiske nation i anledning af parlamentsvalget i Libanon den 7. juni 2009

Transkript

1 ANALYSE Maj 2009 Hizbollah og den libanesiske nation i anledning af parlamentsvalget i Libanon den 7. juni 2009 Peter Seeberg Det forestående parlamentsvalg i Libanon bliver intenst dækket af såvel mellemøstlige som internationale medier. Interessen samler sig især om, hvordan Hizbollah vil klare sig i valget og de mange forskellige scenarier, der formodes at ville opstå efter valget. Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah er inden valget fremkommet med provokerende udtalelser, som ikke bare udfordrer hans politiske modstandere, men overhovedet det libanesiske samfunds sammenhængskraft. Måske har den ellers taktisk velfunderede Nasrallah forregnet sig og overvurderet sin popularitet uden for Hizbollahs shiittiske kernevælgere. Den tilspidsede situation frem mod valget udgør dermed samtidig et interessant grundlag for at stille det mere principielle spørgsmål: kan Libanon egentlig betegnes som en nation?

2 Peter Seeberg: Valget i Libanon og den libanesiske nation 2 en strålende dag for Hizbollah I en tale den 16. maj fremkom Nasrallah med denne bombastiske udtalelse: Den modstandsbevægelse, der slog Israel, kan regere et land, der er 100 gange større end Libanon. Udtalelsen er siden blevet flittigt citeret, ikke overraskende især i israelske medier, men i høj grad også i libanesiske medier, hvor Hizbollahs modstandere har fortolket udtalelsen som en verbal krigserklæring 3 uger før valget den 7. juni. I samme tale fremkom Nasrallah med nogle udtalelser i samme aggressive stil, som var nok så tvetydige. Han sagde således, at Jeg bekendtgør hermed, at den 7. maj var en strålende dag i modstandsbevægelsens historie ( ) begivenhederne sikrede Libanons institutioner og tvang alle libanesiske parter til at gå tilbage til den nationale dialog Disse måske lidt indforståede bemærkninger henviser til den spændte situation i maj 2008, hvor det kom til alvorlige kampe mellem regeringstro styrker og Hizbollah-soldater kampe, der resulterede i over 80 dræbte. Konfrontationerne opstod, fordi regeringen havde besluttet at gribe ind overfor Hizbollahs omfattende, ukontrollerede telekommunikationsfaciliteter og fyre sikkerhedschefen for Beirut lufthavn, Wafic Choucair, som er Hizbollahmedlem. Dette fik Hizbollah til militært at besætte en række væsentlige bygninger og poster i det vestlige Beirut for i en magtdemonstration at markere en slags uofficiel undtagelsestilstand, og dermed udfordre det officielle Libanon. Reaktionerne på Nasrallahs tale i Libanon har ikke ladet vente på sig. Saad Hariri, lederen af Future Movement, der med 27 medlemmer af parlamentet udgør den største gruppering bag den nuværende regering, udtalte således, at vælgerne vil vide at give deres mening til kende om 7. maj-begivenhederne ved stemmeurnen. Vi vil vinde og de vil tabe, var således hans kommentar til Nasrallahs tale. Den sunnimuslimske mufti Mohammad Qabbani kaldte begivenhederne en synd mod den libanesiske stat og det libanesiske folk, mens druserlederen Walid Jumblatt valgte at vise statsmandsattituder ved at opfordre til ro frem mod valget. Det interessante ved situationen, bortset fra de mange spekulationer om hvor det bærer henad, om Hizbollah vil blive markant styrket eller ej osv., er imidlertid, at det med baggrund i den aktuelle valgkamp kan diskuteres om Libanon fortsat hænger sammen som nation er det meningsfuldt at tale om en politisk enhed, der med historie, sprog og kultur udgør et forestillet fællesskab? Eller er Libanon mere eller mindre i opløsning og på vej mod nye interne konflikter?

3 Peter Seeberg: Valget i Libanon og den libanesiske nation 3 Libanon og Hizbollah Libanon er som politisk system en undtagelse i Mellemøsten. Systemet er langt mindre autokratisk, end tilfældet er i de øvrige mellemøstlige stater. De libanesiske vælgere kan således stemme på partier, som har vedtaget politiske programmer uden at være udsat for censur eller forbud. Det demokratiske underskud i libanesisk politik er først og fremmest knyttet til den åbenlyse uretfærdighed i fordelingen mellem kristne og muslimer, hvor især shiamuslimerne i voldsom grad er underrepræsenteret i forhold til deres reelle befolkningsandel. Desuden derved, at det politiske system (efter stort set at have været suspenderet under borgerkrigen fra ) har været og fortsat er særdeles ustabilt. Det libanesiske samfund bygger på et fragmenteret borgerskab, hvor den nationale elite opretholder sin magt i kraft af det konfessionelle system, som blev indført allerede i mellemkrigstiden under fransk mandat. Eliten er i nogen grad forenet omkring et forsøg på at undgå et nyt totalt sammenbrud der er således ikke nogen tvivl om, at kun få kræfter i libanesisk politik ønsker et yderligere destabiliseret, svækket Libanon. Eliten rummer en række forskellige grupperinger, heriblandt tidligere militsledere, religiøse ledere (herunder Hizbollah), prosyriske grupper, en aktiv økonomisk elite (blandt hvilke Rafik Hariris arvinger) og militære ledere. At disse grupperinger for de flestes vedkommende er enige om at forsøge at undgå, at det libanesiske samfund igen udsættes for voldsomme interne konflikter, er ikke ensbetydende med, at de ikke modarbejder hinanden. Der er således en permanent indbyrdes kamp om at vinde indflydelse på bekostning af politiske modstandere. En væsentlig og dynamisk faktor i det spil er Hizbollah, der, som aktør i det libanesiske samfund, er både integreret i systemet og samtidig står udenfor dette. Hizbollah står som en stærk aktør i Libanon, der med sin styrke tilføjer den politiske kultur i Libanon dimensioner, som ikke findes i andre mellemøstlige stater. Den svage libanesiske stat er afhængig af opretholdelsen af den konfessionelle balance, men samtidig er dette i sig selv med til at skabe og fastholde en demografisk baseret ubalance og Hizbollah har i mange år formået at spille på netop dette uden dog direkte at gøre gældende, at man ønsker systemet ændret, så det i højere grad bringes i overensstemmelse med den religiøse sammensætning af befolkningen. I den oven for omtalte tale den 16. maj 2009 understregede Nasrallah således, at rygter om, at Hizbollah arbejder for at erstatte den eksisterende fifty-fifty opdeling med en løsning, hvor shiitter, sunnitter og kristne hver har en tredjedel af mandaterne i parlamentet, ikke er sande.

4 Peter Seeberg: Valget i Libanon og den libanesiske nation 4 Det forhindrer imidlertid ikke Nasrallah i såvel at tordne mod den siddende regering i Libanon som at lægge sig ud med andre mellemøstlige ledere, ikke mindst Mubarak i Egypten, som for nylig har arresteret 47 medlemmer af en Hizbollah-gruppe, som regimet i Cairo hævdede opererede med base i Egypten. Hizbollah udfordrer arabiske ledere og skaffer sig derved folkelig opbakning i brede kredse i Mellemøsten, hvor organisationens kamp mod Israel er populær. Spørgsmålet er imidlertid, hvor populær Hizbollah er i Libanon, hvor kampen mod Israel også har haft sine omkostninger. Allerede i efteråret 2006 tydede en undersøgelse udarbejdet af Shibley Telhami således på, at mange især kristne og sunnimuslimske libanesere var negative over for Hizbollahs kamp mod Israel, selvom der også var stor opbakning til selve dette at kæmpe mod den israelske overmagt libaneserne havde ikke glemt Israels rolle under borgerkrigen. Libanon og det nationale spørgsmål Ikke desto mindre synes der at være konsensus i Libanon bag en vis moderation over for Hizbollah. Ifølge en undersøgelse foretaget i 2008 af det New Yorkbaserede Charney Research for International Peace Institute viste således, at hvor 93 % af alle adspurgte mente at den libanesiske hær kan give sikkerhed og stabilitet, mente 34 % at Hizbollah var i stand til at sikre det samme. 76 % mente at kun den libanesiske hær skal være bevæbnet. Undersøgelsen gik tæt på forholdet til Israel og Hizbollahs rolle i den forbindelse. Hvor 41 % mente, at med et bevæbnet Hizbollah var sandsynligheden for et angreb fra israelsk side mindre, mente 55 % således, at sandsynligheden for et israelsk angreb var større med et bevæbnet Hizbollah i landet. Et forsøg på direkte at spørge ind til opfattelsen af de dramatiske begivenheder i maj 2008 førte til dette resultat: 40 % af de adspurgte fandt Hizbollahs reaktion rimelig (justified), mens 58 % fandt reaktionen urimelig. Og mens 38 % mente, at Hizbollah efter aktionen blev mere populær, mente 59 % at det modsatte var tilfældet. Den libanesiske befolkning er således indenrigspolitisk delt, og også de udenrigspolitiske præferencer varierer i betragtelig grad. 31 % mener således, at Saudi-Arabien er Libanons nærmeste allierede, hvor Hizbollahs allierede Syrien og Iran hhv. scorede 17 og 14 %. Omvendt: adspurgt hvem der udgør den største trussel mod Libanon, svarer 42 % Israel, mens Iran og Syrien scorer hhv. 24 % og 16 %. Hizbollahs udenrigspolitiske støtter (og våbenleverandører) opfattes langt fra positivt af den libanesiske befolkning. Allerede under borgerkrigen blev der foretaget undersøgelser om libaneseres holdninger til det nationale spørgsmål. Den tyske Libanon-forsker

5 Peter Seeberg: Valget i Libanon og den libanesiske nation 5 Theodor Hanf påviste således i flere undersøgelser både før og efter 1990 at på trods af de interne konflikter, var og er der stor opbakning til Libanon som nation. Og den amerikanske Mellemøst-kender Shibley Telhami påviste i en undersøgelse efter krigen mellem Hizbollah og Israel i sommeren 2006, at uanset hvilken religiøs baggrund man har, er der en stor grad af identifikation med den libanesiske stat i den libanesiske befolkning. Det er måske netop det, der er forskellen mellem Libanon og de øvrige arabiske stater. Hvor andre arabiske staters legitimitet, her blot forstået som folkelig opbakning til regimet, kan ligge på et lille sted, er dette ikke på samme måde tilfældet i Libanon. Ganske vist er der udbredt kritik af den siddende regering, den elendige økonomi, korruptionen og nepotismen. Men der er tydeligvis heller ikke entydig opbakning til oppositionen, hvilket undersøgelserne citeret ovenfor om holdningen til centrale spørgsmål vedrørende Libanon tydeligt demonstrerer og hvilket diskussionen i forbindelse med Nasrallahs provokerende taler synes at bekræfte. De undersøgelser, der er foretaget, synes at vise, at der er trods alt er folkelig opbakning til det projekt, der hedder Libanon den libanesiske nation. Det betyder imidlertid langt fra, at man kan læne sig tilbage og erklære Libanon for konfliktfri zone. De næste ugers valgkamp vil være voldsom og situationen efter valget kan sagtens vise sig at ende med nye konfrontationer, indtil regeringsdannelsen falder på plads. Og heller ikke derefter er der nogen garantier. Kilder Charney Research, se El-Husseini, Rola. Lebanon: Building Political Dynasties. In Arab Elites. Negotiating the Politics of Change, ed. Volker Perthes, London: Lynne Rienner Publishers, The Daily Star, se Hanf, Theodor. The Sceptical Nation. Opinions and Attitudes Twelve Years after the End of the War. In Lebanon in Limbo. Postwar Society and State in an Uncertain Regional Environment. Eds. Theodor Hanf and Nawaf Salam. Baden- Baden: Nomos Verlagsgesellschaft, 2003.

6 Peter Seeberg: Valget i Libanon og den libanesiske nation 6 Norton, Augustus Richard. The Role of Hezbollah in Lebanese Domestic Politics. The International Spectator 42 (2007): Norton, Augustus Richard. Hezbollah. A Short History. Princeton and Oxford: Princeton University Press, Seeberg, Peter. Fragmented loyalties. Nation and Democracy in Lebanon after the Cedar Revolution. Working Paper Series, Centre for Contemporary Middle East Studies. University of Southern Denmark 8 (2007). Seeberg, Peter, The EU as a realist actor in normative clothes : EU democracy promotion in Lebanon and the European Neighbourhood Policy. Democratization ; vol. 16, nr. 1, s Telhami, Shibley. Lebanese Identity and Israeli Security in the Shadows of the 2006 War, Current History 106 (2007). Ziadeh, Hanna. Sectarianism and Intercommunal Nation-Building in Lebanon. London: Hurst & Co., Stikord Emner: Hizbollah, parlamentsvalg, konfessionalisme Lande: Libanon, Syrien, Israel, USA, EU