JAPANS ROLLE I DET INTERNATIONALE SYSTEM

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Institut for Strategi VUT II-L/STK 2009/10 Kaptajn Martin Illemann Vejleder: Liselotte Odgaard Antal tegn: JAPANS ROLLE I DET INTERNATIONALE SYSTEM Problemformulering Japan anvender efter den kolde krig en sameksistenspolitik baseret på legitimitet og suverænitet, hvor formålet er at opnå en rolle som politisk stormagt i den forstand, at Japan kan påvirke øvrige stater i henhold til nationale interesser

2 Abstract This thesis explores Japans role and aspirations in the international system. It gains insight by investigating the state s co-existence policy defined in terms of legitimacy and sovereignty. More specifically, the cases selected for the analysis aim to provide data which can indicate Japans ability to influence the legitimacy and determination to secure and possibly extend own borders. The analysis is based on classic realism. The thesis shows that Japan during the last 20 years has adopted a more aggressive stance compared to the one dictated by their otherwise pacifistic grand strategy, the Yoshida Doctrine. This is evident with regards to the legitimacy as well as the sovereignty. The development stems from Japans aspirations to achieve status of a political great power. In order to achieve this goal and to secure more power in a global perspective, Tokyo is aiming to procure a more offensive military which has been rather weak compared to the country s economic capabilities. The achieved strength will possibly enable Tokyo to pursue selfinterests through a more balanced political effort in the international system. As final thoughts it is suggested that Japan is getting closer to a new and more security-minded grand strategy. Should this become reality, it is likely that the pacific region could destabilize further compared to the current situation resulting in a security dilemma. 1

3 Resume Specialet tager udgangspunkt i følgende problemformulering: Japan anvender efter den kolde krig en sameksistenspolitik baseret på legitimitet og suverænitet, hvor formålet er at opnå en rolle som politisk stormagt i den forstand, at Japan kan påvirke øvrige stater i henhold til nationale interesser Indledningen gennemgår kort strukturen for specialet, herunder begrebsafklaring i forhold til problemformuleringen. Dernæst gennemgås klassisk realisme, der som skole inden for international politik danner det teoretiske grundlag for specialet. Teorien operationaliseres efterfølgende i forhold til problemformuleringen. Analysen tager udgangspunkt i en afklaring af Japan som henholdsvis økonomisk og militær stormagt, da disse områder betragtes som trædesten for opnåelse af status som politisk stormagt. Det angives, at Japan på nuværende tidspunkt har status af økonomisk stormagt, men at de militære kapaciteter ikke er på samme niveau. Der ses dog et pågående arbejde i forhold til at opbygge et stærkere militær. Efterfølgende behandles fire cases, der samlet søger afklaring af Japans sameksistenspolitik i det internationale system. I forhold til problemformuleringen kigges således på Japans ageren i forhold til legitimitets- samt suverænitetsbegreberne. Legitimiteten behandles på baggrund af to cases. Den første behandler Japans rolle i et multilateralt forum kaldet The Six Party Talks. Den anden er baseret på Japans deltagelse i internationale missioner. Førstnævnte case indikerer, at Tokyo overskrider rammerne i det regionale politiske spil. Konkret ses en række beslutninger at falde uden for det alment acceptable, der ses at udgøre legitimitetsbegrebet. Samme tendens gør sig gældende i forhold til de internationale operationer. Japans deltagelse i en række FN missioner samt især indsatsen under den anden krig i Irak i 2003 peger på, at Japan bevæger sig væk fra den pacifistiske rolle, som landet adopterede efter anden verdenskrig i forbindelse med Yoshidadoktrinen som overordnet strategi. Dette skred fremstår som et udtryk for Tokyos udfordring af legitimiteten, og stammer overordnet set fra nationale interesser omkring forøgelse af indflydelse og magt. Suverænitetsbegrebet behandles ligeledes på baggrund af to cases, der begge baseres på retten til territorium. Det drejer sig om henholdsvis Senkaku øerne samt de fire sydligste øer i Kurilerne. De to øgrupper ligger henholdsvist sydvest samt nord for de japanske hovedøer. Øerne er geopolitisk interessante i den forstand, at retten til Senkaku forventeligt medfører en anseelig mængde naturressourcer. Interessen for Kurilerne er ikke umiddelbart baseret på ressourcer, men ses i stedet at være et sikkerhedsmæssigt spørgsmål i klassisk militær forstand, da de ligger meget nær de japanske hovedøer. De to cases viser, at Tokyo i høj grad står fast på retten til begge øgrupper, og ikke udviser interesse for kompromiser. Samlet set fremstår Tokyos politik som kontant i hævdelse af suveræniteten, hvilket påvirker den regionale stabilitet. Konklusionen peger på, at Japan i relation til sameksistenspolitikken har øget sin aktive rolle. Det peges på et Japan i forandring, hvor magt er et centralt begreb i processen. Forøget magt vil bringe fordele til det politiske spil, hvilket øger muligheden for at forfølge nationale interesser. Problemformuleringens hypotese understøttes således samlet set. 2

4 I perspektiveringen angives det, at Japan med sin nuværende kurs på sigt vil fremkomme med en ny og tiltagende aggressiv politisk strategi, der baseres på økonomisk såvel som militær magt. En sådan udvikling vil kunne afføde et sikkerhedsdilemma i stillehavsregionen. 3

5 Indholdsfortegnelse Abstract...1 Resume...2 KAPITEL I INDLEDNING Problemstilling Formål og relevans Problemanalyse Problemformulering Teori Begrebsafklaring Legitimitet Suverænitet Stormagt Operationalisering Metode Empiri Afgrænsning Kapitelinddeling og indhold Formalia...13 KAPITEL II Teori Realismens historie og antagelser Operationalisering af teorien Systemets stabilitet Stormagter Sameksistenspolitik Sammenfatning...20 KAPITEL III Stormagt Økonomi Militær Militære kapaciteter (Jane s Sentinel)

6 3.2.2 Missilskjold Nuklear kapacitet Delkonklusion...25 KAPITEL IV Legitimitet The six-party talks Historikken bag Six-party Talks Forummet SPT sammenfatning Internationale operationer FN som afsæt Den første golfkrig Den anden golfkrig Sammenfatning internationale missioner Delkonklusion...35 KAPITEL V Suverænitet Senkaku Historik Efter den kolde krig Det politiske og økonomiske aspekt Sammenfatning Senkaku Kurilerne Historik Efter den kolde krig Det politiske spil Sammenfatning Kurilerne Delkonklusion...44 KAPITEL VI KONKLUSION Politisk sammenfatning Teori/empiri diskussion Perspektivering...48 Bilag 1 Analysemodel Bilag 2 Grafisk oversigt 5

7 KAPITEL I 1 INDLEDNING Kapitlets funktion er at angive rammerne for specialet, herunder problemanalyse, problemformulering, valg af teori samt metode. 1.1 Problemstilling Specialet tager udgangspunkt i Japan i et internationalt perspektiv med udgangspunkt i følgende problemstilling: Japans rolle i det internationale system 1.2 Formål og relevans Specialets formål er at belyse Japans rolle i det internationale system og dermed angive statens udenrigspolitiske kurs. Konkret søger jeg en dybere forståelse af Tokyos ambitioner og mulighed for at påvirke det internationale system 1. Japan bliver i den henseende oftest behandlet i forhold til det økonomiske felt, da landet angives som et af verdens stærkeste. Af samme årsag er det min hensigt, at specialet anlægger et andet perspektiv. Dermed menes en tilgang, der kan udfordre samt portrættere Japan som politisk aktør. Det skal dog understreges, at Japans økonomiske styrke er forudsætningsskabende for rollen som international politisk aktør; og dermed relevant i analysen. Globalt set har tiden efter den Kolde Krig medført et nyt verdensbillede, som de statslige aktører har været nødt til at forholde sig til. Såfremt der skal skabes en bedre forståelse for den fremadrettede udvikling i international politik, er det væsentligt at behandle de enkelte staters motiver og aspirationer. Dette gælder i særdeleshed de stater, der styrkemæssigt er i stand til at påvirke det internationale system i global forstand. Dette understøtter specialets relevans i et samfundsvidenskabeligt lys, da analysen således rettes imod de politiske værktøjer, som Japan besidder, og hvorledes de bringes i anvendelse i det internationale system. I forhold til Japan finder jeg dette perspektiv særligt relevant, da landets politiske fremfærd umiddelbart synes diffus og usammenhængende. Det er af samme årsag svært at gennemskue statens målsætninger, der i princippet kan strække sig fra ekspansionisme til fortsat pacifisme. Denne tilgang understøtter ovenstående formål i forhold til at søge klarhed omkring Japans udenrigspolitik. 1.3 Problemanalyse Problemanalysen finder et naturligt grundlag og afsæt i ovenstående formål, og fokus lægges således på Japans indsats og ageren i internationalt regi. Nyere historie viser 2, at Japan har været i stand til at foretage beslutninger, der har haft betydelig effekt på landets historie og udenrigspolitiske kurs. Meiji-restorationen 3 var ken- 1 Det internationale system beskriver den overordnede ramme for staters interaktion. Begrebet anvendes inden for International politik til at analysere de strukturer, som stater fungerer under. 2 Nyere historie defineres som perioden 1868 og frem, da den indeholder de væsentligste ændringer for landet. 3 Meiji Restorationen fandt sted i 1868 og de efterfølgende år, hvor Kejseren Meiji væltede Tokugawashogunatet. Perioden transformerede Japan fra et feudalt styre til en moderne industrialiseret stat. 6

8 detegnet ved åbenhed og import af vestlig ekspertise frem imod industrialisering, og anden verdenskrig og beslutningen om at gå i krig med USA kan beskrives som kulminationen af landets udenrigspolitiske interesser 4. Begge eksempler angiver statens evne til at foretage pludselige og gennemgribende forandringer. Hver især angiver de et Japan, der har søgt at skabe grundlag for forøgelse af international indflydelse og anerkendelse. Denne aktive tilgang blev afløst af koldkrigstiden, hvor moralske skrupler 5 og amerikansk besættelse var dele af de omstændigheder, der lagde rammerne for en pacifistisk grundholdning. Tokyo valgte således at fokusere på økonomi og udvikling baseret på Yoshidadoktrinen 6. Kombineret med gode udenrigspolitiske færdigheder og i ly af USA s militære magt formåede Japan at vokse til verdens andenstørste økonomi. En omstændighed, der efter Sovjetunionens sammenbrud potentielt kunne gøre Japan til global stormagt. Potentialet blev dog ikke mødt, og perioden frem til i dag kendetegnes i stedet ved de økonomiske problemer 7, der har ramt landet. Samtidig har perioden vist en passiv indsats fra Japans statslige niveau, hvor den politiske linje har været under kritik. Samlet set fremstår tiden efter murens fald som særlig interessant, da landet ikke har været i stand til at generere tilstrækkelig fremgang, herunder i forhold til indflydelse i det internationale system. Hovedvægten af den senere analyse vil således blive fastholdt i denne periode. Med baggrund i den valgte periode er Japans intentioner det mest interessante aspekt. I specialet søger jeg således de områder i udenrigspolitikken, der giver bedst mulighed for at analysere Japans indsats og intentioner på den internationale scene. Grundlæggende fremstår Japans diplomatiske indsats i forhold til øvrige stater således som væsentlig, da denne interaktion vurderes at være retningsvisende for Japans intentioner. Interaktionen kan sammenfattende beskrives som statens sameksistens i det internationale system. Begrebet sameksistens finder yderligere relevans i den valgte periode, idet tiden efter den kolde krig har medført omfattende ændringer i forhold omkring magt samt mulighed for indflydelse. I relation til specialet defineres sameksistens som en kombination af den sociale interaktion imellem stater (legitimitet) samt staternes indbyrdes anerkendelse og territoriale påvirkninger (suverænitet). Begreberne vurderes at udgøre et konstruktivt grundlag for en analyse af Japans udenrigspolitiske optræden. Dette gælder Japans legitimitet i forhold til de fælles internationale rammer samt statens håndtering og hævdelse af suverænitet. Sameksistensbegrebet vurderes samlet set at kunne danne grundlag for Japans aspirationer i et globalt perspektiv. Det retter fokus på Tokyos ønsker om fastholdelse af status quo 4 Jeg anvender ordet kulmination på baggrund af Japans succesfulde bedrifter omkring århundredeskiftet; herunder krigen imod Kina i og imod Rusland , hvor Japan i begge tilfælde sejrede. 5 Japan gennemførte grusomme krigsforbrydelser imod blandt andet Kina. Værst fremstår Nankingmassakren, hvor omfattende vold og voldtægter skæmmede landets krigsindsats (Kilde: 6 Doktrinen er opkaldt efter Shigeru Yoshida, der sad som premierminister maj 1946 til maj Den lagde fokus på økonomisk fremgang og en passiv udenrigspolitik efter Anden Verdenskrig (Pyle 2007, p. 241). Følgende ordlyd gør sig gældende i doktrinens artikel 9: Aspiring sincerely to an international peace based on justice and order, the Japanese people forever renounce war as a sovereign right of the nation and the threat or use of force as means of settling international disputes (Kilde: 7 Problemerne startede med en boligboble meget lig den Danmark oplevede i Det japanske aktiemarked blev i den forbindelse udsat for en negativ påvirkning, og har siden været skrøbelig i forhold til ydre påvirkning. 7

9 kontra opnåelse af status som politisk stormagt, hvor global magtpositionering er det endelige mål. Dermed angives et klarere billede af Japans rolle i det internationale system. 1.4 Problemformulering På baggrund af problemanalysen opstilles følgende, hypotetiske, problemformulering: Japan anvender efter den kolde krig en sameksistenspolitik baseret på legitimitet og suverænitet, hvor formålet er at opnå en rolle som politisk stormagt i den forstand, at Japan kan påvirke øvrige stater i henhold til nationale interesser 1.5 Teori Sameksistenspolitik og stormagt er problemformuleringens variabler og nøglebegreber i forhold til analysen, og er således væsentlige for valg af teori. Teorien søges i skolerne inden for international politik (IP) med baggrund i begrebernes relation til det udenrigspolitiske felt. Med udgangspunkt i henholdsvis sameksistens og stormagtsbegrebet er valget af teori faldet på klassisk realisme. Perspektivet favner begge begreber, og findes egnet til at bryde sameksistens op i legitimitet og suverænitet. Derudover er teorien brugbar i en kritisk analyse af Japans rolle i det internationale system, da teoriens fokus er rettet imod magt og magtbalance. Det betyder, at Tokyos evne til og ønske om at påvirke øvrige stater vil blive fastholdt som den centrale del af analysen. Det skal pointeres, at klassisk realisme ikke er eneste IP skole med forklaringskraft i relation til problemformuleringen. Neorealismen samt den engelske skole vil også kunne anvendes. Den resterende del af afsnittet har til formål at specificere samt adskille teorierne og understøtte valget af klassisk realisme frem for de oplagte alternativer set i forhold til problemformuleringens variable. Indledningsvist foretages en sondring imellem den klassiske realisme og neorealismen. Den klassiske realisme tager udgangspunkt i menneskets natur samt det statslige niveaus rationelle tilgang (Morgenthau 1948: s. 4-5) og lader derved nationens interesser få betydning for udenrigspolitiske valg. Kenneth Waltz frasiger denne tilgang i Theory of International Politics (Waltz 1979), og finder i stedet, at det er strukturen i det internationale system, der dikterer staters adfærd 8. Set i forhold til specialet er valg af retning indenfor realismen væsentlig, da perspektiverne, trods ligheder, giver ganske forskellige analysegrundlag. I den forbindelse ses problemformuleringen at pege på klassisk realisme, da der tales om Japans nationale interesser. Yderligere har netop klassisk realisme som skole haft primært fokus på stormagtsbegrebet og stormagters adfærd samt det statslige niveaus/statsmandens betydning for stormagtsstatus. Tekster af eksempelvis Henry Kissingers 9 har givet dette til udtryk. Til forskel fra klassisk realisme ville en analyse på baggrund af neorealismen fokusere på Japans relative placering i det internationale system, og herunder beskrive status på baggrund af påvirkning fra eksempelvis USA. Denne tilgang ville i nogen grad fjerne fokus fra Tokyos grundlæggende politiske agenda, og falder således ikke i tråd med problemformuleringen. 8 At eksempelvis mindre stærke stater er passivt reaktive på stærkere staters indflydelse. 9 Henry Kissinger opfattes som klassisk realist (Odgaard 2007: s. 1). 8

10 Den engelske skole fremstår som det andet alternativ. Teorien bygger, som ved realismen, på samme opfattelse af, at staterne indgår i et anarkisk internationalt system. Fortolkningen af begrebet adskiller sig dog derved, at anarkiet giver anledning til udenrigspolitisk koordination staterne imellem, hvilket er med til at reducere optakt til konflikt og krig. Denne koordination samt opstilling af fælles spilleregler skaber orden, og betragtes af den engelske skole som det, der skaber stabilitet og dynamik i det internationale samfund. Stater indgår således i fællesskaber, fordi det menes at skabe nytte (Odgaard 2007: s ). Dette er i kontrast til realismen, der udelukkende vil betegne nytteeffekten som et biprodukt af de sammenfald, der sker imellem de nationale interesser og international politik. Den engelske skole vil samlet set opstille en analyse, der baserer den japanske udenrigspolitik på moralske antagelser i relation til retfærdighed og orden. Interessant nok har dette et nært slægtskab til legitimitet, og dermed sameksistensbegrebet, der er en del af problemformuleringen. I lyset af den engelske skole vil analysen dog blive baseret på fælles interesser og regelbundet adfærd, der i lighed med neorealismen fjerner fokus fra Japans egeninteresser. Dermed fastholdes klassisk realisme til fordel for den engelske skole. Samlet set vurderes realismen at udgøre det bedste grundlag, da teorien skaber balance imellem problemformuleringens fokus og den teoretiske relevans. Den klassiske realisme gennemgås i detaljer i kapitel II. Udtryk og begreber fra teorien vil i relevant omfang blive inddraget i den resterende del af kapitel I. Kritik af teorien vil ikke blive gennemgået i dette kapitel, da det i min optik er for tidligt. Kritikken ses således at blive indeholdt i konklusionen, hvor det i højere grad er muligt at relatere den til specialets indhold og dermed få et klarere billede af begrænsningerne. Helt grundlæggende vil jeg dog påpege, at der i arbejdet med en teoretisk model sker en forenkling af virkeligheden, hvorved nuancer vil gå tabt. 1.6 Begrebsafklaring Forståelse af begreberne sameksistens og stormagt i relation til klassisk realisme er væsentlig for analysen og er således fokus i dette afsnit Legitimitet Henry A. Kissinger tilbyder med baggrund i sit værk A World Restored (Kissinger 1957) en indgangsvinkel til forståelse af sameksistensbegrebet. Bogen tager udgangspunkt i den europæiske koncert, der betegner stormagternes førte politik efter napoleonskrigenes afslutning i Konkret var der tale om henholdsvis Østrig-Ungarn, Rusland, Preussen, Frankrig og England, der i perioden frem til Første Verdenskrig bevarede en politisk og territorial status quo. Denne status quo blev opnået gennem magtbalance og diplomati, hvor formålet var ro til at pleje de nationale interesser. En pointe er, at freden i sig selv var et kritisk punkt for Østrig-Ungarn, der på det tidspunkt ikke havde ressourcerne til at forsvare sig selv. Dermed blev nationens behov for stabilitet og sikring af suverænitet afspejlet i statsmandens diplomati i forholdet til de øvrige magter. Metternich, statsmanden i Østrig-Ungarn, søgte løsningen igennem diplomatiets legitimitet, hvor legitimitet er beskrevet af Kissinger således: Legitimacy [ ] means [ ] an international agreement about the nature of workable arrangements and about the permissible aims and methods of foreign policy (Kissinger 1957: s. 1). 9

11 Metternichs mål var således via legitimiteten, at skabe rammerne for diplomatiet og et fredeligt Europa, hvor Østrig-Ungarns grænser og suverænitet var sikret. I forlængelse heraf er det endvidere vigtigt at definere, hvad der kan destabilisere legitimiteten. Med udgangspunkt i målet om fred, er brud på suveræniteten en mulig indikator på dette. Første Verdenskrig er eksemplet på en stats forfølgelse af egne interesser, der ligger uden for den legitime ramme Suverænitet Suverænitetsbegrebet fremstår som den anden undervariabel i forhold til sameksistensbegrebet. Stephen Krasner har inddelt begrebet i fire undervarianter; henholdsvis Domestic, Interdependence, International legal og Westphalia (Krasner 1999: s. 9-25)). De to førstnævnte er ikke relevante for specialet, da de beskriver indenrigspolitiske samt handelsmæssige forhold. International legal samt Westphalia ses til gengæld at give forklaringskraft. International legal beskriver suverænitetsbegrebet i forhold til staternes indbyrdes anerkendelse. I det forhold angives legitimitet som en parameter, da mangel på samme kan betyde, at staten ikke anerkendes i det internationale system. Den internationale anerkendelse er væsentlig for staten, da den juridisk og legitimitetsmæssigt åbner mulighed for deltagelse i internationalt diplomati, herunder internationale fora. Westphalia relaterer sig ikke til den internationale anerkendelse, men fokuserer i stedet på territoriel integritet og retten til selvbestemmelse inden for dette territorium. Med dette angives en stats ret til at udøve magt inden for et givent territorium, hvor øvrige stater ikke har ret til intervention. Sammenfattende angiver suverænitetsbegrebet en stats anerkendelse i det internationale samfund samt ret til at føre selvstændig politik i rammerne af statens sfære, herunder udenrigspolitisk. Sameksistenspolitik kan på baggrund af ovenstående beskrives ved det forhold, at stater eksisterer fredeligt side om side, så længe nationale interesser og ønsker om fred er sammenfaldene for de involverede stater. Staterne tager således hensyn til sig selv på baggrund af den iboende legitimitet i systemet. Legitimiteten danner grundlag for suveræniteten, der angiver statens rettigheder i det internationale system. Påvirkning af suveræniteten fremstår som påvirkning af status quo og kan konstituere et angreb på legitimiteten Stormagt Definitionen af en stormagt finder et naturligt udgangspunkt i magtbegrebet. Hans Morgenthau har udtrykt det således, at stormagten har mulighed for at påtvinge en mindre magt sin vilje (Morgenthau 1972: s. 129). Dette giver dog ikke et tilstrækkeligt indtryk af stormagtens mulighed for at påvirke det internationale system og dermed andre stormagter. Morgenthau giver dermed ikke mulighed for en nøjere operationalisering af begrebet. Til det vurderes Susan Stranges model omkring strukturel magt at skabe rammerne for en nærmere opdeling og definition. Strukturel magt defineres af Strange som følgende: Structural power, in short, confers the power to decide how things shall be done, the power to shape frameworks within which states relate to each other (Strange 2004: s. 25) 10

12 Det skal bemærkes, at Stranges tekst refererer til dominerende magter 10. Der er således behov for at uddybe yderligere i relation til stormagtsbegrebet. Liselotte Odgaard har tidligere fundet dette fokus relevant og har på den baggrund defineret en stormagt således: A great power is therefore further defined as a power that commands some facets of structural power, investing it with the potential to challenge the dominant power by getting it to do something it would not otherwise do, but with insufficient power to overtake the position of the dominant power in the international realm of its own (Odgaard 2007: s. 47) Odgaards definition angiver en tilfredsstillende opdeling imellem den dominerende magt og stormagten. Dertil indikerer den skellet imellem stormagten og den mindre magt. Sidstnævnte kan således defineres som den magt, der ikke formår at skabe det nødvendige framework til egen fordel og ligeledes er ude af stand til at udfordre den dominerende magt. I kontekst af specialet vil det være sondringen imellem Japan som enten stormagt eller den mindre magt, der er interessant. Altså vil Japan som eksempelvis økonomisk stormagt være i stand til at fastsætte rammerne for et samarbejde, der tjener Japans egne interesser. Sidst skal det pointeres, at jeg i specialet arbejder med en tredeling af stormagtsbegrebet, da det giver mulighed for at nuancere Japans virkemidler og fokusområder. Der fokuseres således på henholdsvis økonomi, militær og politik. Områderne er valgt, da militær og økonomisk kapacitet opfattes som de vigtigste trædesten i forhold til at opnå status som politisk stormagt. De to områder vil blive nøjere gennemgået i kapitel III som grundlag for analysen af det politiske felt. 1.7 Operationalisering På baggrund af problemformuleringen og valg af teori er hensigten med dette afsnit at beskrive opbygning og operationalisering af specialet Metode Specialet er bygget op omkring det kvalitative casestudie, hvor målet er forståelse af sammenhængene mellem Japans nuværende udenrigspolitik og det mulige ønske om forøget politisk magt. Studiet vil yderligere være teorifortolkende, hvor den klassiske realisme danner rammen for en udvidelse af empirien inden for området. Specialet vil blive bygget op omkring fire cases med baggrund i en komparativ analyse, der skal teste Japans legitimitet og suverænitet. Formålet er at skabe robusthed omkring analysens delkonklusioner. På baggrund af problemformuleringens hypotetiske tilsnit og for at søge dybden i analysen, tages der udgangspunkt i mest ens casedesign. Det betyder, at jeg søger ensartetheden på de uafhængige undervariable med mest mulig variation på den afhængige variabel. Legitimitet og suverænitet bidrager med en tilstrækkelig grad af variation i forhold til stormagtsbegrebet, og cases er således udvalgt med fokus på ensartethed inden for hver af de to undervariable. I forhold til legitimiteten tages der udgangspunkt i cases, hvor Tokyos politiske beslutninger er tunge nok til at kunne spejles i det in- 10 Refererer til USA s rolle, og kan derfor også betegnes som supermagtens evne til at udøve indflydelse. 11

13 ternationale systems accept. I forbindelse med suveræniteten lægges der vægt på territoriale stridigheder, der menes at udgøre et tilfredsstillende og sammenligneligt udgangspunkt for Japans handlekraft. En nærmere beskrivelse af de fire cases følger i punkt Det skal pointeres, at kapitel III vedrørende Japan som økonomisk og militær stormagt adskiller sig fra ovenstående. Analysen vil ske på baggrund af generel empiri og er dermed ikke et casestudie. Årsagen skal findes i det forhold, at en case-baseret analyse grundet pladsmæssige hensyn ikke findes mulig. Derudover skal det understreges, at kapitel III ikke er del af den centrale analyse. Det skal betragtes som forudsætningsskabende for den primære analyse i relation til legitimitet og suverænitet. Se i øvrigt bilag 1 for en grafisk fremstilling af analysemodellen Empiri Empirien er indsamlet på baggrund af originale tekster, tidsskrifter, internet m.m. I relation til teori såvel som historisk empiri er kildeindhentning sket med fokus på at skabe et objektivt og bredt grundlag. Internetkilder er i særlig grad søgt valideret. Kildeindhentning har grundet sprogbarriere været begrænset til henholdsvis engelske og danske tekster. Originale tekster på eksempelvis japansk, kinesisk eller russisk er således blevet udeladt. Indhentning af empiri blev afsluttet Afgrænsning Tidsmæssigt fokuserer specialet på perioden efter den kolde krig, hvor der kun i begrænset omfang henvises til tidligere historik. En dybere forståelse af Japans ophav og kultur ville kunne have bibragt et stærkere fundament for konklusionens pointer, men er af pladsmæssige hensyn skåret væk. Den militære og økonomiske analyse i relation til stormagtsbegrebet er af samme årsag blevet afgrænset. De to områder kunne med fordel være blevet behandlet på baggrund af en case-analyse, hvilket kunne have forøget forståelsen for sammenhængen imellem de to. Sidst ses anvendelse af et bredere teoretisk grundlag, eksempelvis ved inddragelse af liberalismen, at kunne have bibragt et bedre helhedsindtryk. Særligt ses internationale institutioners indflydelse og betydning for Japans inden- og udenrigspolitik at kunne have afbalanceret specialet. Med pladsen til rådighed ville det dog have betydet, at analysen ville være blevet for overordnet og uinteressant Kapitelinddeling og indhold Specialet opbygges efter følgende kapitelinddeling (se også bilag 2). Kapitel I: Kapitlet gennemgår motivation for emnet, relevans, problemformulering samt valg af teori. Yderligere behandles de centrale begreber i relation til den uafhængige og afhængige variabel, operationalisering m.m. Formålet er samlet set at skabe stringens for specialet. Kapitel II Kapitlet indeholder en nøjere gennemgang af den klassiske realisme, der indgår som den valgte IP skole i analysen. Dertil kommer operationaliseringen af de teoretiske begreber set i forhold til problemformuleringens variable. 12

14 Kapitel III Kapitlet afklarer Japans øjeblikkelige stormagtsstatus i forhold til økonomi og militær. De to områder anvendes som grundlæggende parametre i relation til det politiske felt, der er det primære omdrejningspunkt med baggrund i problemformuleringen. Afsnittet fungerer dermed som en konkretisering af Japans styrke inden for de to områder, og tjener som grundlæggende viden i den fremadrettede analyse. Kapitlets indhold kan dermed betragtes som sekundær analyse, der anvendes i forhold til det politiske felt i kapitel IV og V. Kapitel IV Legitimitetsbegrebet sættes i fokus i dette kapitel. Dermed søges en afklaring af Tokyos evne til at navigere inden for de rammer, der eksisterer i det internationale system. Dette inkluderer fokus på områder, hvor staten har bevæget sig på kanten af legitimiteten. Det er primært disse forhold, der kan indikere Japans nationale interesser. Kapitlet baseres på to cases, der henholdsvis behandler Tokyos udenrigspolitik i forhold til et multilateralt forum kaldet the six party talks samt japansk deltagelse i internationale missioner. Kapitlet afsluttes med en delkonklusion, der fastholder de væsentligste pointer fra analysen. Kapitel V Kapitlet indeholder sidste del af analysen. Det er i tråd med det foregående baseret på to cases, men tager udgangspunkt i suverænitetsbegrebet. Første case behandler den japansk-kinesiske strid omkring retten til en ø-gruppe kaldet Senkaku; den anden fokuserer på Japans strid med Rusland om retten til fire øer umiddelbart nord for Japan. De to cases giver mulighed for at analysere Japans reaktionsmønstre i konfliktsituationer, der baseres på territorium og således suverænitet. Delkonklusionen samler trådene for den samlede analyse. Kapitel VI Kapitlet indeholder endelig konklusion, og søger således svaret på Japans øjeblikkelige aspirationer som politisk stormagt på baggrund af sameksistensbegrebet. Det ønskes således klarlagt på hvilken måde og i hvilken grad, at statens førte politik indikerer et skifte fra status quo. Kapitlet indeholder derudover en kritik af anvendt teori samt en perspektivering med fokus på Japans fremadrettede kurs. 1.8 Formalia Formalia i specialet følger retningslinjer som angivet i Forsvarsakademiets uddannelsesdirektiv (UDDIR hoveddokument ). 13

15 KAPITEL II 2 Teori Det teoretiske udgangspunkt er fundamentet for en samfundsvidenskabelig analyse, og er således af afgørende betydning for rammer og perspektiv. Dette kapitel har to formål. Først gennemgås historik og grundlæggende rammer for den klassiske realisme. Dernæst operationaliseres teorien i forhold til specialets fokus på Japan. 2.1 Realismens historie og antagelser Den klassiske realisme 11 er en delmængde af skolerne inden for international politik, der som videnskabeligt felt ikke så dagens lys før i det 20. århundrede. Hans Morgenthau s værk Politics Among Nations kan med rette betragtes som rammesættende for denne skole. Morgenthau s mål var at fremsætte en teori om international politik, der i bogen angives som politisk realisme (Morgenthau 1948: s. 4). Værket skal dog ikke ses som det første litterære arbejde baseret på en realistisk tankegang. Thukydids værk om den Peloponnesiske krig, Niccolo Machiavelli med Il Principe og Thomas Hobbes The Leviathan er historiske værker, der alle beskrives som grundsten i realismen. Heraf er Thykudids værk det ældste (ca. 400 f.kr.). Dertil kommer litteratur begået af eksempelvis H. Kissinger, E.H. Carr m.fl. Realismen tager overordnet udgangspunkt i, at det internationale system er anarkisk, hvor anarki defineres som det forhold, at staterne agerer egenrådigt uden et overordnet politisk organ til at udøve kontrol. Anarkiet giver den enkelte stat mulighed for at forfølge egne mål, der i realistiske termer betyder optimering af magt (Morgenthau 1948: s. 29). Realismen kendetegnes yderligere ved sit fokus på menneskets natur som den overvejende drivkraft bag diplomatiet, hvor diplomatiet repræsenteres ved statsmanden og det statslige niveau. Dermed hentydes til menneskets magtstræb og personlige ambitioner som væsentlige i forståelsen af staternes førte politik (Morgenthau 1948: p. 4-5) og den iboende frygt for at blive domineret. På statsligt niveau eksemplificeres dette ved nationens interesser og mål, der baseres på en rationel tilgang til udenrigspolitikken for at opnå magt. Deri ligger også en begrænsning af moralens indflydelse i staternes indbyrdes forhold. Morgenthau udtrykker det således: the state has no right to let its moral disapprobation of the infringement of liberty get in the way of successful political action (Morgenthau 1948: s. 10) Skolen kan dermed også beskrives ved raison d état Angives fremadrettet som realisme. 12 Statens ve og vel retfærdiggør alle tænkelige midler. 14

16 Kombineres ovenstående med staternes anarkiske forhold fremstår kampen om magt og evnen til at udøve indflydelse til egen fordel at være i fokus. Herunder er overlevelse et væsentligt begreb i forståelsen af realismen (Kissinger 1957: s. 8). Statens overlevelse kræver fokus på opnåelse af en større magt end potentielle modstandere 13. Dette gælder blandt andet den militære magt, herunder nuklear, som en parameter for føring af politisk magt (Morgenthau 1948: p. 31). I forlængelse heraf er mistro, ligeledes foranlediget af menneskets natur, det begreb, der bedst beskriver statens behov for at fokusere på egne interesser. Det betyder eksempelvis, at internationale organisationer 14 i statens optik kun tillægges værdi, såfremt det tjener statens interesse. I relation til anarkiet er international lovgivning således et eksempel på realismens skepsis, da en given stat vil være forbeholden overfor udenforstående indblanding (Carr 1939: s. 251). Det skal i den forbindelse understreges, at staten er den væsentligste og suveræne aktør i det internationale system. På baggrund af mistroen staterne imellem er opretholdelse af status quo en vanskelig balancegang. Staterne vil søge at opnå tilstrækkelig magt til at dominere de potentielle modstandere, herunder i arbejdet med at opnå sikkerhed 15 (Carr 1939: s ). Magtbalanceproblematikker i form af staters søgen efter afbalancering af stærkere stater kan på den baggrund udmønte sig i et sikkerhedsdilemma, hvor stater og alliancers oprustning opfattes som truende af øvrige stater og alliancer, der ser oprustningen som en trussel rettet imod dem. Dette fører til yderligere oprustning, og bringer sikkerheden i fare (se eksempelvis Odgaard 2007: s. 14). Realismen beskrives i generelle termer som en teori, hvor konflikt og krig er det primære omdrejningspunkt. I min optik skaber det en forsimplet tilgangsvinkel til teorien. Morgenthau angiver ganske vist krig som uundgåeligt i det lange perspektiv (1948: s. 25), hvilket har givet anledning til kritik og i nogen grad defineret teorien som gammeldags 16. En sådan kritik fremstilles på baggrund af den øjeblikkelige status i det internationale system. Min pointe er dermed, at IP skolerne afhængig af de globale tendenser hver især finder større eller mindre forklaringskraft afhængig af perioden. I forhold til realismen vil konfliktscenarier også fremadrettet være del af vores hverdag, hvor stater tager udgangspunkt i egocentriske forhold. Dette kan eksempelvis gøre sig gældende i forhold til ressourcemæssige, og dermed geopolitiske, udfordringer i fremtiden, der kan skabe yderligere splittelse i det internationale system. Morgenthaus pointe er på den baggrund fortsat relevant, og styrker argumentet for at begå analyser i dette perspektiv. Det skal dog understreges, at et analysemæssigt udgangspunkt i konflikt og krig er for ensidigt i forhold til realismen som samlet teori. Bemærk derfor, at specialets analyse tager udfarende punkt i statens egeninteresser og magtstræbet. Parametrene fremstår, i min optik, som valide og forudsætningsskabende for en stats overlevelse, og er samtidig i fuld overensstemmelse med realismens antagelser. De giver i kombination med øvrige begreber gennemgået i dette afsnit mulighed for at perspektivere teorien, som den var tiltænkt i forhold til den menneskelige natur. Afsnittet skal således ikke opfattes som en kritisk gennemgang af teorien, men er en konkretisering af min tilgang til teorien som analytisk værktøj. 13 Øvrige stater. 14 Eksempelvis FN. 15 I denne sammenhæng fokuseres på den militære magt og krigen, som Edward Carr refererer til som det ultimative inden for internationale relationer. Det skal bemærkes, at magtpolitik i værket derudover beskrives ved det økonomiske aspekt samt evnen til at overtale i diplomatisk forstand (Carr 1939: s. 139) 16 Vurderingen er personlig og baseres på de kritiske indtryk, som realismen har afstedkommet i litteraturen. 15

17 2.2 Operationalisering af teorien Efter ovenstående gennemgang af realismens grundlæggende begreber, er formålet med dette afsnit at sammenholde teorien med specialet. Der vil således blive taget udgangspunkt i problemformuleringens variable, hvor formålet er at skabe forståelse for forholdet imellem dem og realismen. I den forbindelse ses begreberne stormagt og sameksistens, herunder legitimitet og suverænitet at udgøre de variable såvel som undervariable i problemformuleringen. De vil udgøre det primære indhold til dette afsnit. Dertil kommer korte redegørelser for øvrigt indhold, der vurderes at være relevant Systemets stabilitet Indledende fremhæves det, at Japan defineres som en stat, og dermed som en selvstændig aktør i det internationale system. Specialets analysemæssige fokus ligger primært på perioden efter den kolde krig. Perioden er kendetegnet ved USA s rolle som eneste tilbageværende supermagt, og det internationale system defineres dermed som unipolært. Teoretisk set er dette interessant i forhold til statsbegrebet og anarkiet, da klassisk realisme i kontrast angiver et multipolært system som det mest stabile. Kissingers beskrivelse (Kissinger 1957: s. 1 ff) af den europæiske koncert angiver korrekt dette forhold, hvor stater kontinuerligt søger at stabilisere hinanden igennem magtforøgelse, alliancer og/eller diplomati. Formålet med dette er at bevare status quo og dermed undgå krig. Set i forhold til USA s hegemoni befinder Japan og øvrige stater sig således i et unilateralt system, der teoretisk set kan beskrives som ustabilt. På den baggrund øges risikoen for konflikt, da det forventes at andre aktører vil søge at destabilisere hegemonen for at undgå dominans. Analytisk set vil Japans antagelser og førte politik således skulle ses på baggrund af denne ustabile situation Stormagter Stormagtsbegrebet i et realistisk perspektiv blev kort gennemgået i kapitel I. Som beskrevet, så angiver det en stats mulighed for at påvirke det internationale system til egen fordel. Dette være sig givet inden for det politiske, økonomiske eller militære felt. Med udgangspunkt i problemformuleringen er tyngden lagt på det politiske, da det statslige niveaus magtstræb i særlig grad kan forfølges inden for dette felt. Dernæst følger den militære såvel som økonomiske magt. I den sammenhæng har Clausewitz beskrevet den militære magt som en fortsættelse af politik med andre midler således: For den politiske magt er formålet, krigen midlet, og aldrig kan midlet tænkes uden formål (Clausewitz 1986: s. 48) Synspunktet deles inden for det økonomiske felt af Friedrich List, der på samme måde beskrev økonomien som en forlængelse af det politiske arbejde (Haslam 2002, s. 157). Samlet set angiver begge, at det politiske fremstår som det egentlige formål og dernæst militær og økonomisk magt som værktøjer. De beskrives som forlængelser, men i relation til specialet og Japan tolkes dette logisk set således, at det militære og økonomiske aspekt udgør støtterne for en stærk politisk linje. Edward Carr angiver på samme vis de to områders tyngde i det politiske arbejde (1939: s ). Statens politiske ambitioner bliver således dimensioneret i forhold til den militære og økonomiske magt. Det er på denne 16

18 baggrund, at kapitel III gennemgår Japans status inden for de to områder og dermed de grundlæggende muligheder for at påvirke systemet Sameksistenspolitik Sameksistensbegrebet er omdrejningspunktet for analysen af Japans udenrigspolitik. Det beskriver de forhold, der angiver Japans virke i og påvirkning af det internationale system. Nærmere defineret er det Japans interaktion med øvrige stater, hvor anarkiet giver frie rammer til at forfølge nationale interesser. På den baggrund er Tokyos udenrigspolitiske beslutninger interessante, da de giver en indikation af regeringens målsætninger og vilje. Afsnittets formål er at fokusere realismen i forhold til sameksistensbegrebet og dermed legitimitet og suverænitet. De to begreber indgår i et afhængighedsforhold, der fælles skaber rammen for statens selvhjælp. Dermed forstås den enkelte suveræne stats accept af en fælles struktur med udgangspunkt i hensynet til egne interesser. Såfremt strukturen ikke tjener statens interesser, vil statsmanden på et rationelt niveau forkaste den. I forhold til specialet betyder det, at der vil blive taget udgangspunkt i cases, der bedst indikerer Japans aktions- og reaktionsmønster Legitimitet Legitimitet beskrives jf. Kissinger ved naturen og fælles forlig af de internationale aftaler inden for udenrigspolitikken. Når en stat fungerer i relation til legitimiteten inkluderer det påvirkning af såvel som virke inden for de fælles rammer. Dette inkluderer ligeledes accepten af rammerne i en udstrækning, hvor ingen af aktørerne reagerer aggressivt på baggrund af utilfredshed. Kissinger angiver Tysklands reaktion på Versaillestraktaten som et eksempel, hvor statens utilfredshed med aftalen bar kimen til anden verdenskrig (Kissinger 1957: s.1). Traktaten betød blandt andet, at Tyskland skulle afstå landområder samt betale betydelige summer i krigsskadeerstatning. Samlet set var den af en sådan karakter, at en række stater, herunder USA, ikke ratificerede den. Legitimiteten af traktaten kan bedst beskrives som begrænset, og ultimativt stillede den Tysklands muligheder for at forfølge sine egeninteresser så dårligt, at staten blev animeret til at følge en ekspansionistisk politik 17. Legitimitetsbegrebet ses ligeledes at kunne beskrives på baggrund af FN, der globalt set fungerer som den bedste mulighed for at opnå international accept af brud på en anden stats suverænitet. Dette eksemplificeres ved FN s sikkerhedsråd, der på baggrund af artikel 6 eller 7 resolutioner godkender interventioner. Således tilstræbes FN mandatet som en vigtig del af magtprojicering på tværs af statsgrænser. En pointe er dog, at brud på FN chartret ikke er en sjældenhed. Forklaringen skal findes i staternes divergerende interesser. NATO s intervention i Kosovo ses således at være sket uden FN mandat. USA s krig imod Irak i 2003 blev ligeledes iværksat uden mandat. I realistisk terminologi beskrives staternes aktioner som et ønske om at skabe stabilitet og sikkerhed for egen stat og interesser. Dette gælder uanset om der er tale om Kosovo-krigen, hvor angst for spill-over og udbredelse af konflikten udløste en intervention, eller om det gælder et muligt ønske om at sikre olieressourcer i et geopolitisk 18 spil. Samlet set er pointen, at legitimiteten er kurssættende for en stats udenrigspolitik. Dette gælder dog kun så vidt, at staten har mulighed 17 Tysklands ekspansionistiske politik blev formuleret på baggrund af ønsket om Lebensraum. Begrebet, der oprindeligt blev introduceret af Friedrich Ratzel, angiver tyskernes ret til og behov for at udvide territoriet. 18 Geopolitik skal forstås som statens handlemuligheder på baggrund af geografiske forhold. Begrebet kan for eksemplet skyld spejles i Tysklands fokus på Lebensraum. 17

19 for at forfølge egne interesser. Såfremt dette ikke er muligt i tilfredsstillende grad, kan en stat omgå, søge at påvirke eller imødegå de opstillede rammer. Graden heraf begrænses udelukkende af statens magt. Deltagelse i opstillingen af legitime rammer er et vigtigt element for staters udenrigspolitik. Muligheden for at påvirke det internationale system med udgangspunkt i egne interesser giver staten de bedste muligheder for at optimere egne vilkår. Det kræver en klar udenrigspolitisk kurs med faste mål. I relation til Versailles-traktaten ses Frankrigs rolle som et godt eksempel, idet landet var fortaler for den hårde linje overfor Tyskland. Pointen var at sikre Frankrigs sikkerhed og grænser imod fremtidige voldhandlinger, hvilket ses at være et naturligt skridt i forhold til frygten for en anden stats dominans af eget territorium. Den hårde linje gav, som tidligere nævnt, bagslag, idet Tyskland netop initierede en offensiv på baggrund af de begrænsende rammer. I beskrivelsen af Japan er legitimiteten på baggrund af ovenstående et væsentligt aspekt, da statens ønske om påvirkning af legitimitetens rammer kan give et indtryk af statens interesser og vilje til at udmønte politiske hensigter Suverænitet Sameksistensbegrebets anden undervariabel er suverænitet. F.S. Northedge (1976: s ) beskriver suverænitet som statens mulighed for at udøve den totale kontrol inden for grænserne og indgå som en jævnbyrdig aktør i det internationale system. Det betyder, at stater i juridisk forstand ikke kan beskrives som overordnede eller underordnede i systemet, men at alle indgår på lige fod. Morgenthau beskriver ligeledes suveræniteten i lyset af den selvstændige stat samt det ligebyrdige forhold i internationalt regi (Morgenthau 1948: p ). Med dette som udgangspunkt fremhæves Krasners opdeling af suveræniteten og dermed international legal sovereignty og Westphalia. Begreberne omfatter de pointer, der vurderes relevante for analysen af Japans politiske indsats. I den forbindelse er stormagtsbegrebet i problemformuleringen væsentlig. En stormagt er på baggrund af den tidligere definition i stand til at påvirke rammerne i det internationale system, hvilket også gælder andre staters suverænitet. I gennem historien har netop dette aspekt gjort sig gældende på regelmæssig basis. Det være sig i forbindelse med intervention og krig, men også via subtile tilgange, hvor der ikke er tale om anvendelse af fysisk magt, men hvor staten i stedet påvirkes igennem aftaler (Krasner 1999: s. 22). Yderligere ses en stats suverænitet at være bestemt igennem anerkendelse i det internationale system. Uden denne anerkendelse har staten ikke mulighed for at indgå som ligeværdig aktør i det politiske system, hvilket udgør en væsentlig begrænsning for forfølgelse af egne interesser. Hvad angår anerkendelse, international legal sovereignty (Krasner 1999: s. 14), ses forholdende omkring Taiwan at være et klassisk eksempel. Taiwan blev i 1945 overdraget til Kina fra Japan. Fem år senere blev Kinas siddende regering, Republic of China (ROC), væltet, og fortrak til Taiwan. ROC har efterfølgende krævet suverænitet på øen i forsøget på at blive anerkendt. Peoples Republic of China blev oprettet som regering på fastlandet, og har modsat sig ROC s krav og i stedet påkaldt sig retten til øen som del af fastlandet Kina. Politisk set har sagen haft stor bevågenhed, og der foreligger endnu ikke en endelig afgørelse. Den primære årsag er, at der ikke er tilstrækkelig international anerkendelse af Taiwan til, at ROC kan opfattes som den legitime regering. Desuagtet fungerer Taiwan som en selvstændig nation, hvor bilaterale aftaler udgør grundlaget for økonomisk samhandel m.m. Suverænitet i form af international anerkendelse er således ikke sat i faste rammer i form af krav og kriterier, og begrebet kan give anledning til betydelige tvister. An- 18

20 erkendelse er således et vigtigt politisk redskab for de enkelte stater, hvor politiske budskaber kan blive sendt ud i systemet. Sidst skal det pointeres, at anerkendelse af en stat også åbner muligheden for at blive del af FN systemet. Medlemskabet øger legitimiteten og dermed statens muligheder. Den anden del af suverænitetsbegrebet gælder westphalian sovereignty, der som tidligere angivet adskiller sig fra aspektet om international anerkendelse. Begrebet er rettet imod det territoriale samt statens ret til at agere egenrådigt inden for dette territorium (Krasner 1999: s. 20), hvilket er karakteristisk for raison d etat. Som Krasner angiver, så kan Westphalia påvirkes ved enten fysisk intervention eller invitation. En stats suverænitet kan således påvirkes ved et angreb fra en anden stat, hvor grænserne overskrides eller der kan være tale om indgåelse af aftaler, der underminerer statens muligheder for at udøve fri politisk manøvre (1999: s ). I relation til grænseoverskridelse tjener krige logisk set som de bedste eksempler. For blot at nævne et, så fremstår Japans angreb på Pearl Harbour i 1941 som en klar overtrædelse af USA s suverænitet. Reaktionen var prompte, da angrebet truede USA s muligheder for at udøve politisk indflydelse i regionen. Flåden skulle derfor beskyttes, og USA erklærede krig imod Japan. Krig beskriver således den direkte påvirkning af en stats suverænitet, hvor begrebet invitation angiver en mere indirekte tilgang. Konkret betyder det, at staten på frivillig basis indgår aftaler med andre stater. Disse aftaler kan i forskellig grad påvirke statens evne til at bevare den totale suverænitet. Et nutidigt eksempel er givet ved EU, der fungerer som juridisk lovgivende for medlemmerne. Ansøgning om medlemskab er aktørens eget valg, og kan derfor betegnes som en invitation. I forbindelse med Westphalia afgiver staten således magt til en anden instans og begrænser egen suverænitet. I realismens logik giver et sådan tiltag kun mening, såfremt statsmanden har set invitationen som nødvendig eller til fordel for staten. Suverænitetsbegrebet ses at udgøre en substantiel del af statens udenrigspolitik. Magtstræb kan være afgørende for en stats førte politik, idet påvirkning på baggrund af intervention eller invitation kan øge statens indflydelse. Omvendt set skaber ideen om andre staters stræben efter magt en mistro og følgelig frygt for angreb imod eget territorium. Yderligere kan fokus på statens overlevelse føre til kamp om knappe ressourcer. Suverænitetsbegrebet er samlet set vigtigt, da området giver indblik i statens interesser og mål samt ønske om at forfølge dem. Sameksistensbegrebets undervariable er hermed blevet gennemgået. Legitimitet og suverænitet kan adskilles som begreber, men indgår i sammenhæng i forhold til realismens grundelementer. De vigtigste sammenfald ses at være legitimitetens sammenhæng med international legal sovereignty, hvor en stats legitimitet danner grundlaget for anerkendelse og dermed tyngde i udenrigspolitiske sager. Uden legitimiteten vil staten være begrænset i muligheden for at påvirke det internationale system og dermed øge mulighederne for egen udvikling. I forlængelse heraf byder Westphalia på en tilgang, hvor statens suverænitet eksempelvis udfordres på baggrund af grænsedisputser, men også af de invitationer, der accepteres; eksempelvis i søgen efter legitimitet og fordele. Samlet set angiver legitimiteten og suveræniteten hver deres indgangsvinkel til den japanske udenrigspolitik. Derudover kan fokus på balance og vægtning begreberne imellem udvide indtrykket af Tokyos kurs. 19