Ukraine som udenrigspolitisk aktør rationel? - national? - i splid med sig selv?

Transkript

1 Ukraine som udenrigspolitisk aktør rationel? - national? - i splid med sig selv? Speciale af Peter Zacho Søgaard september 2009 Årskortnummer: Vejleder: Mette Skak Antal ord: i

2 English summary: Ukraine as a foreign-policy actor from The thesis argues that Ukraine s foreign-political behaviour from is difficult to fit into the classic theoretical frameworks of international relations, because Ukraine doesn t live up to the presumption of these theories that the state is a rational unitary actor. This makes it difficult to analyse the case on a systemic or regional level, but promotes an elite or intrastate perspective. Both immaterial and material factors interplay in Ukrainian foreign policy formulation. However, for the greater part of the nineties Ukraine s past relationship with Russia forced it to assert its sovereignty and independent identity, instead of maximising material security or economic gain. Over the longer term towards 2003, Ukraine s characteristics of a weak state infiltrated by the interests of oligarchic elites, has created a foreign policy separated from any clearly defined national interest and without a clear geopolitical direction. ii

3 Ukraine som udenrigspolitisk aktør rationel? - national? - i splid med sig selv? iii

4 iv

5 Indhold 1. Indledning 1.1. Specialets opbygning 2. Ukraines identitetskrise 3. Det selvstændige Ukraines udenrigspolitik - valget imellem Europa og Rusland 4. Problemstilling 5. Forklaringsniveauer 5.1. Systemniveauet og ukrainsk udenrigspolitik Kan neorealismen forklare udenrigspolitik? 5.2. Omgivelsesniveauet og ukrainsk udenrigspolitik Det intrastatslige niveau og ukrainsk udenrigspolitik Eliteniveauet og ukrainsk udenrigspolitik. 6. Analyseniveau og dialektikken imellem materielle og immaterielle variable 7. Metode 7.1. En note om sekundære kilder. 8. Ukraines sikkerhedsdilemma i Militært Politisk Økonomisk Samfundsmæssigt Den reelle militære trussel. 9. Ukraines statsidentitet 9.1. Den nationalukrainske historietolknings konflikt med den russiske historietolkning Ukrainsk nationaliseringspolitik og dens relevans for Ukraines nationale interesse. 10. Analysen - Ukraines udenrigspolitik imellem øst og vest Ukraines økonomiske afhængighed af Rusland og Kravtjuks økonomiske politik Ukraines militærdoktrin formuleres Kravtjuks forslag om en centraleuropæisk sikkerhedsstruktur Ukraines udenrigspolitik på den nordøstlige akse: Anerkendelse og adskillelse Kravtjuks SNG-politik. v

6 Ruslands manglende anerkendelse af Ukraines territoriale integritet og grænser Sortehavsflåden og Sevastopol status Den russisk-ukrainske energikrise Atomnedrustningen Delkonklusion: Ukraines udenrigspolitiske adfærd Suverænitet over militær sikkerhed og økonomisk velstand Ukraines udenrigspolitik Tilnærmelse til vesten. Pragmatisk politik over for Rusland Kutjmas hamskifte og vestvending Kutjmas forhold til Rusland og SNG-samarbejdet Et materielt perspektiv på Ukraines manglende integration i SNG Delkonklusion: Kutjmas multivektorale politiks succes - den bilaterale traktat med Rusland og NATO Charteret Ukraines udenrigspolitik Kutjmas geopolitiske bluff over for vesten og accept af Putin som sin partner Realiteten bag vestens Ukrainepolitik og Kutjmas multivektorale udenrigspolitik Ukraines selvstændigheds ikke-revolutionære karakter Magtpolitik i Kutjmas Ukraine og dets betydning for udenrigspolitikkens formulering Indenrigspolitikkens forrang i ukrainsk udenrigspolitik Putins stringente Ukrainepolitik. 11. Konklusion vi

7 1. Indledning Det er umuligt at flå fra vores hjerter, at ukrainere er vort eget folk. Dette er vores skæbne vores fælles skæbne. Præsident Boris Jeltsin, november Ukraine, in the form it currently exists, was created in the Soviet times, it received its territories from Poland, ( ) from Czechoslovakia, from Romania ( ).Then, it received huge territories from Russia in the east and south of the country. It is a complicated state formation. If we introduce into it NATO, problems, other problems may put the state on the verge of its existence ( ) seventeen million Russians currently live in Ukraine. Who may state that we do not have any interests there? South, the south of Ukraine, completely, there are only Russians. Premierminister Vladimir Putin Fra et dansk perspektiv anno 2009 virker det naturligt, at der eksisterer et selvstændigt land, der hedder Ukraine, hvis indbyggere er ukrainere og taler ukrainsk. Den betragtning er imidlertid kun naturlig, hvis man ikke kender landets historie. For mange både i og udenfor Rusland er det svært at se ukrainere som et distinkt folk med en distinkt kultur og nation. Før Ukraines selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991 havde Ukraine været en del af det russiske imperium siden starten af tallet. Det er en af grundene til, at Ukraines transformation fra sovjetrepublik til selvstændig stat er en proces med mange dimensioner og store udenrigspolitiske udfordringer. Taras Kuzio 3 har argumenteret for, at de postkommunistiske transitioner adskiller sig fra den traditionelle model for transitioner fra autokrati til demokrati, der blev forsøgt etableret teoretisk efter transitionerne i Sydeuropa og Latinamerika i 1970erne og 1980erne. Transitionen i Østeuropa efter 1989 var dobbelt, fordi den indebar både opbyggelsen af demokratiske institutioner, men også overgang til markedsøkonomi. For Ukraines vedkommende var transitionen firedobbelt, fordi den ud over det første to også indebar skabelsen af en levedygtig stat og en fælles nationalidentitet 4 som basis for et nyt politisk fællesskab, der ikke eksisterede i 1991 (Kuzio 2000a). Hertil kunne man føje, at Ukraines 70 år som sovjetisk kernestat og før det 200 år som del af zarriget også betød, at en femte transition måtte iværksættes før selvstændighed fuldt kunne opnås: En postimperial transition, der skulle vikle Ukraine ud af unionsrelationer med Rusland og 1 Ifl. Bukkvoll 2001: Uddrag fra Putins tale ved NATO topmødet i Bukarest, Ukraine ekspert. 4 National identitet refererer her til den samling af faktorer, der forener befolkningen i en stat til ét politisk fællesskab, og som differentierer dette fællesskab over for andre staters nationale fællesskaber. En nation kan defineres som en befolkningsgruppe der har opnået en sådan fælles samhørighed. (Hansen et al. 2000:273-4) Side 1/89

8 erstatte dem med bilaterale relationer, der aldrig før havde eksisteret. Ukraine skal kæmpe imod en udenrigspolitisk mentalitet og strategisk kultur i Rusland, der ser det som naturligt at intervenere i det russiske nærområde, hvori Ukraine jf. Putin og Jeltsin udgør en særstilling. (Deyermond 2008:35-6). Ukraines russiske problem udgør en permanent faktor i formuleringen af ukrainsk udenrigspolitisk og har domineret landets første 10 år som selvstændig stat. Ikke bare udadtil, i forholdet til Rusland og Europa, men også indadtil i forhold til at skabe et nyt politisk fællesskab, der kan inkludere Ukraines store russiske mindretal i øst. Hvordan kan Ukraine vende sig imod enten vest eller øst, når begge dele fremmedgør store dele af landets befolkning? Ukraines to første præsidenter Leonid Kravtjuk og Leonid Kutjma, hvis lederskab overså Ukraines femdobbelte transition, er dette speciales hovedaktører. Af dem er Kutjma den eneste, der har fået en politisk arv i vestlig politisk bevidsthed, og den er primært negativ. Kutjma huskes som en uvederhæftig politiker, der proklamerede at ville tilnærme Ukraine til vesten, men hvis reelle politik ikke levede op til vestens krav om økonomiske reformer, demokratiske procedure eller politisk gennemsigtighed. Kutjmagate i november 2000 fik vestens øjne op for regimets sande ansigt. Afsløringen i parlamentet af, at der eksisterede hemmelige optagelser af præsident Kutjma, udført af en sikkerhedsvagt, viste, at præsidentens sande ansigt var milevidt fra hans offentlige optræden. På optagelserne optræder Kutjma som en mandschauvinistisk antisemit, der ved tre lejligheder taler om at ordne en ukrainsk politisk journalist, Georgij Gongadze og taler generelt om systematisk at chikanere politiske modstandere. Det hovedløse lig af Gongadze var fundet i samme måned, efter at journalisten havde været forsvundet siden september. Kutjmagate blev starten på den folkebevægelse Ukraine uden Kutjma, der var medvirkende til regimets fald i 2004 (Yekelchyk 2007:209-10, Åslund et al. 2006:32-33). Kutjmas ry for autokrati, nepotisme og korruption er fuldt fortjent, men som udenrigspolitisk aktør er det ikke retfærdigt med romantiske vestlige briller at skose Kutjmas administration for ikke entydigt at vælge vesten. Kutjmas regering har haft vanskelige vilkår for en selvstændig ukrainsk politik. Han videreførte sin forgængers målsætning om at tilnærme Ukraine til vesten, men var akut opmærksom på Ukraines strukturelle afhængighed af Rusland og begrænsede handlerum over for denne trussel. EU og NATO medvirkede til, at Ukraines udenrigspolitik nødvendigvis måtte tilpasse sig Rusland ved at holde deres engagement i Ukraine på et uforpligtende niveau (Kuzio og Moroney 2001). Specialet vil forsøge at danne en syntese imellem materielle og immaterielle faktorer, der har påvirket Ukraines udenrigspolitiks første tiår (1991~2003) og forsøge at sætte dets Side 2/89

9 udenrigspolitiske adfærd i forhold til etablerede teorier om international politik som neorealismen og socialkonstruktivismen. Områdestudier af internationale relationer i den postkommunistiske region lider af en manglende relation til teorier om international politik (IP). Specialet vil argumentere for, at immaterielle variable som national identitet og historie må kombineres med materielle variable som økonomi og militær styrke i den teoretiske værktøjskasse for at få den bedste forklaringsmodel for udenrigspolitisk adfærd i den postsovjetiske region (Sørensen 2007). 1.1 Specialets opbygning Før problemstilling, analyseniveau og metode præsenteres, er det nødvendigt kort at gøre rede for, at Ukraine havde udsædvanligt svære vilkår som selvstændig udenrigspolitisk aktør i Dette atypiske empiriske afsæt er nødvendigt, fordi meget af Ukraines udenrigspolitiske adfærd i 1990erne var rettet mod at afhjælpe landets svaghed som stat, både indadtil og udadtil. I afsnit tre præsenteres kort Ukraines udenrigspolitiske kurs i sit første tiår, og herefter følger afsnit fire, problemstillingen. I afsnit fem diskuteres, hvilket forklaringsniveau der bedst tilbyder en forklaring på Ukraines adfærd, og afsnit seks konkluderer på denne diskussion. Dette følges af et metodeafsnit i afsnit syv. I afsnit otte præsenteres kort det flerfacetterede sikkerhedsdilemma, Ukraine stod over for i Herefter i afsnit ni diskuteres den største immaterielle variabel i ukrainsk udenrigspolitik, den ukrainske historietolkning og statsidentitets betydning for ukrainsk-russiske relationer. I afsnit ti begynder analysen, der er delt op i tre hovedafsnit: Ukraines udenrigspolitik under Kravtjuk , under Kutjma i hans første regeringsperiode og i hans anden regeringsperiode 1999~2003. Det første afsnit om Kravtjuk administrationen tildeles relativt meget plads i forhold til de to andre afsnit i analysen, fordi Ukraines første fire år som selvstændigt land var en formativ periode for landets udenrigspolitiske kurs væk fra Ruslands magtsfære og grundlagde nogle hovedtræk i udenrigspolitikken, der ikke blev ændret på siden hen. Efter analysen følger konklusionen. 2. Ukraines postsovjetiske identitetskrise Det uafhængige Ukraine, der blev en realitet 1. januar 1992, arvede en kvasistat uden selvstændige politiske institutioner og et militær i overstørrelse uden selvstændige ledelsesorganer. Disse institutioner og strukturer kunne relativt let reformeres og genopbygges i forhold til forandringen af landets politiske elite, der var formet af kommunismens magtkultur og den splittede og svage nationalidentitet uden en fælles idé om selvstændighedens formål, der også var Ukraines sovjetiske arv. At Ukraine var en kvasistat betyder, at det kun i negativ forstand havde suverænitet over sit Side 3/89

10 territorium. Dets suverænitet var kun formel og beroede på fraværet af fremmed intervention. Ukraines statsbygning gik ud på at give staten positiv suverænitet, gøre staten i stand til at håndhæve sin suverænitet, indadtil i samfundet og udadtil over for dets naboer (Skak 1996:7-8). Indtil da måtte staten søge anerkendelse af og garantier for sin suverænitet i verdenssamfundet, reorganisere et nationalt forsvar og forsøge at undgå intern uro og separatisme. Årsagen til denne svaghed var bl.a., at Sovjetukraines grænser, som det selvstændige Ukraine arvede, var blevet trukket ud fra politiske og imperiale målsætninger mere end ud fra et ønske om en ukrainsk nationalstat. (Kuzio 1998b:19-20) Ukraines regioner havde i 1991 vidt forskellige etniske, kulturelle, historiske og religiøse baggrunde. De vestligste tre oblaster 5 Lviv, Ternopil and Ivano-Frankivsk, der tilsammen udgør regionen Galicien, kom først under sovjetisk kontrol med Molotov-Ribbentroppagten i Førhen havde de været under polsk ( ) og Østrigsk ( ) suverænitet. Som en konsekvens af Østrigs forsøg på at holde sammen på kejserigets mange etniske grupper fik ukrainere lov til at dyrke deres kultur og sprog og havde derfor i 1939, hvad man kan kalde en moderne ukrainsk nationalidentitet (Subtelny 1988: , Kuzio 1998a:2-4). Nutidens Sydøstukraine har derimod ikke nogen entydig ukrainsk oprindelse. Regionen kan defineres som de fire østligste oblaster: Zaporizhzhya, Dnepropetrovsk, Donetsk og Luhansk. Rusland etablerede gradvist kontrol over disse territorier fra slut 1600-tallet og igennem 1700-tallet. Regionens østligste del, Donbasregionen, der var en af de mest industrialiserede og urbaniserede regioner i det før-revolutionære Rusland, blev tilføjet Ukraine af bolsjevikkerne for at øge arbejderklassens styrke i det ellers førindustrielle og landbrugsdominerede land i 1921 (Kuzio 2000a:146-52). Hertil kommer Krimhalvøen, der havde været russisk siden 1700-tallet og først blev ukrainsk i 1954 på Nikita Krustjovs foranledning ved 300-års jubilæet for Pereyaslavtraktaten. 6 De østligste provinser har en industriel økonomi, tung kul-, stål- og våbenindustri, og er hovedsagligt befolket af russisk talende ukrainere. Vestukraine har en udpræget landbrugsdomineret økonomi, og er hovedsagligt befolket at etniske ukrainere, hvoraf mange er katolikker i modsætning til den russisk-ortodokse tro i øst (Shulman 1999: 914-5). Transitionsteoretikeren, Dankwart Rustow, pointerede allerede i 1970, at The hardest struggles in a democracy are those against the birth defects of the political community 7 5 Provinser i Ukraine. 6 I 1654 underskrev Bohdan Khmelnitsky, lederen af de dengang semi-uafhængige ukrainske kosakker, en aftale med den russiske zar, der accepterede dennes overhøjhed, men forsat garanterede de rettigheder og institutioner kosakkerne hidtil havde haft under polsk herredømme. Aftalen markerede begyndelsen til den senere russiske kontrol over det ukrainske land (Morrisson 1993, Plokhy 2001). 7 Rustow 1970:360 Side 4/89

11 En sådan birth defect var ifølge Rustow en manglende enighed om det politiske fællesskabs identitet. Modsat af hvad Karl Marx forudsagde, er demokratiet velegnet til at løse socioøkonomiske problemer, men dårligt til at løse religiøse og identitetsmæssige stridigheder. I økonomiske konflikter kan der indgås kompromisser, der omfordeler og forøger den fælles velstand. Identitet ikke kan deles på samme vis, og derfor er identitetskonflikter ofte et nulsums spil (Ibid:359-60). Det er en meget vigtig pointe, ikke kun for at forstå Ukraines interne politiske problemer, men også for at forstå det anspændte forhold til den gamle storebror Rusland. Ukraines sammensatte natur er et problem i dets udenrigspolitiske formulering, fordi staten her skal agere som en enhedsaktør, der definerer sig selv over for andre. Ukraine er et land, der er splittet med sig selv om, hvor det hører til. Europa eller Eurasien? Dette kan aflæses i befolkningens holdning til, hvorhen Ukraine burde orientere sig internationalt. Tabel 1. Ukraines udenrigspolitiske orientering i offentligheden fordelt på regioner (%) Kiev Vest Midt Øst Syd Krim Nationalt SNG 35,6 17,1 44,4 48,4 50,3 36,7 40,7 Rusland 8,9 11,5 19,6 19,0 11,9 35,6 17,5 Sortehavsregionen og Østersøen 1,1 1,6 1,1 1,9 3,1 1,1 1,7 Vesten 16,7 29,0 11,8 8,8 10,1 2,2 13,4 Selvstændig/selvhjulpen 17,8 24,3 12,2 9,2 11,9 6,7 13,2 Regionalt 5,6 5,6 1,8 4,9 3,8 4,4 4,2 Andet 6,7 1,9 1,9 2,5 0,6 1,1 2,4 Ved ikke 7,8 11,5 11,5 8,0 12,6 12,23 9,5 Politychnyi Portret Ukraiiny, No.11, 1995 ifl. Kuzio 1998b:41 Tabel 1. viser, at Vestukraine i 1995 var mere end dobbelt så tilbøjelig til at synes, at Ukraine skulle være selvhjulpen eller orientere sig imod vesten, mens det forholdt sig omvendt i Østukraine i forholdet til Rusland og SNG. Den nationale orientering imod SNG og Rusland (58,2 %) var større end den nationale orientering imod vesten eller Ukranie som selvhjulpen stat (26,6 %). Under den orange revolution 8 i 2004, så man, at dette ikke havde ændret sig på 10 år. De geografiske 8 Da regeringen erklærede Viktor Janukovitj vinder af 2. valgrunde af det stærkt manipulerede præsidentvalg 21. november 2004, gik modkandidaten Viktor Jusjtjenkos tilhængere på gaden i deres orange valgkampagnefarver. Efter ugers protest blev valget erklæret ugyldigt og en ny valgrunde 25. december gav Jusjtjenko sejren. Oprøret kunne både Side 5/89

12 stemmemønstre var meget stærke. Øst og syd stemte udpræget på den pro-slaviske Janukovitj, der var Kutjmas kandidat og anbefalet af Kreml, mens Vest og Midtukraine stemte udpræget på den pro-europæiske Jusjtjenko, der havde vestens støtte. I hovedbyen i Vestukraine, Lviv, fik Jusjtjenko 93,7 % af stemmerne. I Donetsk, hovedbyen i Donbas, fik han 4,2 % (Stepan 2005:295). 3. Det selvstændige Ukraines udenrigspolitik imellem Europa og Rusland Med denne identitetssplittelse i baghovedet kan det virke paradoksalt, at det europæiske narrativ har været så dominerende i både Leonid Kravtjuk, Leonid Kutjmas og nu også Viktor Jusjtjenkos præsidentperioder (K. Wolczuk 2000, Kobzar 2007). Ukraines vestvending går grundlæggende imod befolkningen i Ukraine, der med overvældende flertal igennem 15 år har afvist NATOmedlemskab, og som også er skeptisk over for EU. I 2005 viste en meningsmåling, at 46 % ville stemme ja til EU, 54 % nej. For NATO var tallene 22 % ja og 78 % nej (Munro 2005:44-5). Ukraine har både økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt forsøgt at integrere sig i de vesteuropæiske politiske institutioner og sikkerhedsstrukturer. Før 1994, hvor Ukraine bl.a. pga. sin langtrukne atomafrustning og sine minimale økonomiske reformforsøg var internationalt isoleret, var vesten ikke interesseret, men efterhånden som det euroatlantiske forhold til Rusland blev dårligere, lykkedes det at præsentere Ukraine som en central del af europæisk sikkerhed. Zbigniew Brzezinski 9 beskrev Ukraine som et led, der kunne svinge den ene eller anden vej til enten Rusland eller NATOs fordel, og at det derfor var vigtigt for vesten at inkludere Ukraine (Brzezinski 1997:40). I 1994 gik denne besked igennem til især den amerikanske administration. I oktober 1996 erklærede USA det ukrainsk-amerikanske forhold for et strategisk partnerskab, og Ukraine blev følgende den tredjestørste modtager af amerikansk bistand, kun overgået af Israel og Egypten (Kuzio 2003:23, Garnett 1998, Mroz og Pavliuk 1996). I 1998 var det lykkedes for Kiev at gøre Ukraine til en hjørnesten i Europas og USA s forståelse at regionens stabilitet og sikkerhed. Højdepunktet for denne politik var underskrivelsen i 1997 af Charteret for et Distinkt Partnerskab med NATO og underskrivelsen af den flere gange udsatte traktat om Venskab, Samarbejde og Partnerskab med Rusland, der løste flere udeståender imellem de to. I traktaten anerkendte begge stater betingelsesløst hinandens suverænitet og territoriale integritet, og udskød afgørelsen af ses som en protest fra Vestukraine imod Kutjmas manglende respekt for demokratiet, såvel som en opstand imod russisk indblanding i ukrainsk indenrigspolitik, der i perioden op til valget havde været åbenlys. (Yekelchyk 2007: ). 9 Polskfødt embedsmand, der igennem sit virke i amerikansk udenrigspolitik kan ses som tilhænger af ukrainsk selvstændighed og integration i vestlige institutioner. Side 6/89

13 Ruslands sortehavsflådes placering på Krim til 2017 med en 20 årig lejeaftale (Klympush 1999:245-6). I 2002 erklærede Kutjma, at Ukraines langsigtede mål var at opnå fuldt medlemskab i både EU og NATO. Ukraines tilnærmelse på den eurasiske akse til Rusland og SNG-samarbejdet 10 har omvendt været meget behersket, hvis det implicerede afgivelse af suverænitet. Ukraine afviste fra 1992 at deltage i en overnational sikkerhedsstruktur med Rusland ved at nationalisere hæren og alt sovjetisk materiel på dets territorium og undlod desuden at underskrive Tasjkenttraktaten som en afløser for Warszawapagten. 11 Siden da har Ukraine haft observatørstatus i SNG og modsat sig alle forsøg på at oprette koordinerende institutioner med overnationale beføjelser også på det økonomiske område (Chudowsky 2002). Samtidig har Ukraine umiddelbart efter sin selvstændighed forsøgt at balancere Rusland sikkerhedspolitisk igennem forsøg på at etablere en regional sikkerhedsstruktur med de centraleuropæiske lande uden Rusland (Wolczuk 2003:98-100). Da dette ikke lykkedes, bl.a. pga. disse landes optagelsesmulighed i NATO, har Ukraine på anden vis med GUAM samarbejdet 12 forsøgt at skabe et internationalt samarbejde imellem de stater i sit nærområde, der har et kritisk øje til det russiske lederskab af SNG og er vestligt orienterede (Kuzio 2000b, 2001b:44-5, Chudovsky 2002:25-28). Samtidig har Ukraines nationaliseringsprojekt været entydigt pro-ukrainsk forstået sådan, at staten i sine symboler, sit historiesyn og sin uddannelses- og sprogpolitik ikke anerkender den lange russisk-ukrainske fælleshistorie som noget entydigt positivt, eller fordrer at den lange kulturelle og fysiske samhørighed, der er imellem folk i Rusland og Ukraine, bør sætte rammerne for nutidens relationer (Shulman 2005). På den anden side taler flere ting også for, at Ukraines vestvending siden 1991, og Europas støtte hertil siden 1994, ikke har haft en så substantiel karakter, som politikernes retorik giver udtryk for, og som et overfladisk resumé af landets internationale alliancepræferencer viser. Ukraines strategiske mål om et tilbagevenden til Europa blev efter 1998 nedtonet under Kutjmas anden regeringsperiode og blev uofficielt erstattet med et til Europa sammen med Rusland, der anerkendte, at Rusland var Ukraines strategiske partner og accepterede, at Rusland grundlæggende havde hånd- og halsret over Ukraines vestlige ambitioner (Kuzio 2003a, 2003b:33-35). Europa blev efterhånden klar over, at Ukraines udenrigspolitiske retorik lovede mere end realiteterne kunne 10 SNG, Sodruzjestvo Nezavisimykh Gosudarstv, Samfundet af Uafhængige Stater, et samarbejdsorgan, der samtidig med Sovjetunionens opløsning blev dannet ved en konference i Almaty, Kasakhstan. 12 af de 15 tidl. sovjetrepublikker er medlemmer; de tre baltiske lande er ikke (Hansen et al. 2000:360). 11 Tasjkenttraktaten eller Den kollektive sikkerhedstraktat blev underskrevet i maj 1992 af Rusland, Armenien, Tadsjikistan, Kasakhstan og Usbekistan som grundlag for en SNG-sikkerhedsalliance (Deyermond 2008:42-3). 12 GUAM samarbejdet består af Georgien, Ukraine, Aserbajan og Moldova. Organisationen blev etableret i 1997 som et alternativt samarbejdsforum til SNG og kan ses som en forsamling at stater, der er enige om en provestlig udenrigspolitisk kurs i opposition til russisk dominans af SNG. Uzbekistan var kortvarigt medlem fra 1999, men trådte ud igen (Kuzio 2000b, Smolansky 2004). Side 7/89

14 bære. Ukraines stagnerede demokratiseringsproces og Kutjmaregimets medvirken til menneskerettighedsovertrædelser betød, at Ukraines ledelse i stigende grad blev anset som et pariaregime, hvis multivektorale skiftende udenrigspolitik kun blev taget alvorligt af Rusland. Denne isolation fortsatte indtil efter den orange revolution, der ledte den pro-vestlige Viktor Jusjtjenko til magten. Ukraines udenrigspolitik virker forvirret og uden et langsigtet strategisk mål. Det er f.eks. symptomatisk for denne politik, at Kutjmas udmelding om, at Ukraine ønsker fremtidigt NATO-medlemskab, kom i 2002, da ukrainsk-euroatlantiske relationer var på nulpunktet som følge af flere skandaler. Kutjma udtalte i forbindelse hermed: I det år, der er gået, blev vores lands europæiske valg og dets strategiske mål konsolideret. Trinvist har Ukraine bevæget sig imod målet om integration i det europæiske fællesskab. Derfor er det værd at kigge på, hvilken udenrigspolitisk aktør Ukraine er, og i hvilket internationalt miljø det har udført sin politik. Hvad er ræsonen bag dets først vestvendte siden østvendte udenrigspolitik under Kravtjuk og Kutjma? 4. Problemstilling Specialet problemstilling er derfor: 1. Igennem en undersøgelse af Ukraines udenrigspolitik fra at vurdere, hvorfor Ukraine udenrigspolitisk afviste Rusland, som det havde store økonomiske og sikkerhedsmæssige fordele af at arbejde sammen med/alliere sig med, for i stedet at engagere sig med vesten, der netop ikke til at begynde med ønskede at medvirket til dets sikkerhed? 2. Og sekundært, hvorfor landet siden hen under præsident Kutjma ikke vedholdte en klart defineret vestvendt geopolitisk strategi. Specialets forklaringsobjekt eller afhængige variabel er med andre ord Ukraines balanceringsadfærd Forklaringsniveauer Ukraines balanceringsadfærd kan undersøges på fire forklaringsniveauer med et forskelligt antal antagelser om virkeligheden. Disse fire niveauer er: systemniveauet, omgivelsesniveauet, det intrastatslige niveau og eliteniveauet. På systemniveauet forklares enhedernes (staternes) adfærd ud Side 8/89

15 fra en generel systemisk logik, der gælder alle stater i systemet. En sådan forklaring analyserer, hvordan det internationale systems magtbalance påvirker enhederne (staterne) til at agere. Omgivelsesniveauet anskuer verden fra en stats perspektiv. Statens umiddelbare omgivelser er centrale for forklaringen af dens adfærd. Disse kan beskrives objektivt som på systemniveauet. Regional magtbalance bestemmer, hvordan stater allierer sig ud fra hver enkelt stats omgivelsespolaritet. Det intrastatslige niveau forsøger at forklare udenrigspolitik med faktorer inden for statens grænser. F.eks. konkurrencen imellem politiske partier, interesseorganisationer, den offentlige mening eller national identitet. Eliteniveauet forsøger at forklare udenrigspolitik med udenrigspolitiske aktørers personlige opfattelse af deres stats udenrigspolitiske miljø og handlemuligheder (Mouritzen 1999:8-9). Hver gang vi træder et niveau ned på abstraktionsstigen med systemniveauet som det mest abstrakte, ophæves en eller flere antagelser, der gør forklaringen af Ukraines udenrigspolitiske ageren mindre generel (alment gældende for alle stater) og mere specifikt gældende i netop Ukraines tilfælde (Mouritzen 1999:8-9). Samtidig flyttes forklaringen fra et strukturelt perspektiv på systemniveauet (systemets struktur betinger adfærd) til et voluntaristisk perspektiv på eliteniveauet (aktørernes verdensopfattelse betinger adfærd). En forklaring der anvender eliteniveauet er derfor meget udførlig og detaljeret, fordi den inddrager idiosynkratiske kendetegn for det enkelte tilfælde. Derfor kan den følgelig forklare mere, men til gengæld mister forklaringen et universelt sigte og kan ikke bruges til teoridannelse. Hvis problemstillingen kan besvares fyldestgørende uden at bevæge sig ned på det meget specifikke analyseniveau, er det derfor at foretrække. Det er ingen kunst at forklare meget ved meget (Mouritzen 1999:10). I det følgende vil jeg forsøge at sætte Ukraines udenrigspolitik ind i en teoretisk kontekst i forhold til de fire forklaringsniveauer. 5.1 Systemforklaringer og ukrainsk udenrigspolitik En forklaring på systemniveauet af Ukraines adfærd kalder på de klassiske teorier om international politik som neorealisme og neoliberal institutionalisme, der begge antager, at den vigtigste determinant af staters udenrigspolitik er det internationale statssystems mangel på lov og orden til at regulere staters adfærd. Dette niveau antager, at alle stater, der som ensartede enheder står over for samme omgivelser (systemet) handler efter samme logik, fordi stater er optaget af deres sikkerhed og handler på denne udfordring som en rationel enhedsaktør. For neorealismen som defineret af Waltz (1979), er systemets logik, at det er struktureret af en mangel på orden, dvs. anarki. At systemet består af enhedsaktører, stater, der Side 9/89

16 fungerer uafhængigt af hinanden, og at distributionen af materielle kapabiliteter afgør, om systemet er bi-, tri- eller multipolært, dvs. at kun materielle faktorer har betydning for staters sikkerhedsopfattelse (Waltz 1979 pp ). For at overleve vil staterne forsøge at afbalancere hinandens magt for at undgå krig, og denne magtbalance imellem staterne vil være bestemt af deres respektive styrkeforhold (tekniske og materielle duelighed) og deres egeninteresse i at opnå fordele på den andens bekostning. Stater vil således være optaget af at opnå relative indbyrdes fordele af materiel karakter, f.eks. økonomisk eller militært (Glenn et al. 2004:21-27). Neoliberal institutionalisme gør ikke grundlæggende op med neorealismens antagelse, at det internationale statssystem er anarkisk, eller at staterne er rationelle sikkerhedsmaksimerende enheder. Hvor realisterne følger Hobbes argument om, at et system uden hegemoni uvægerligt vil føre til konflikt, tager liberalisterne Lockes indsigt til sig, at i et sådant system vil naturtilstandens ubehageligheder få staterne til at afbøde anarkiet ved at danne en form for civilt statssamfund (D Anieri 2002:40). En høj grad af institutionalisering af det internationale samfund er i staternes egeninteresse, fordi det afbøjer det anarkiske systems negative effekter ved at begrænse de stærkeste staters mulighed for at udøve deres magt alene (Keohane 1989). Som en forklaring af Ukraines allianceadfærd står systemforklaringerne svagt. Waltz neorealisme kan ikke forklare, hvorfor Ukraine efter 1991 for alt i verden ville undgå en fælles sikkerhedsstruktur med Rusland og i stedet forsøgte at blive NATO og USA s allierede. I en realistisk optik burde Ukraine være påvirket af systempolariteten, der efter den kolde krigs afslutning har været unipolær. Ukraine burde derfor forsøge at afbalancere den stærkeste magt i systemet, USA, eller hvis det er for svagt (som Ukraine er i realistisk optik) ved at gå i alliance med andre magter, altså f.eks. gå med Rusland imod NATO og USA. (Se figur 1.) Alligevel har Ukraine forsøgt at undgå en alliance med russerne med alle midler, også selvom der var store strukturelle fordele ved en sådan alliance pga. den store fælles strategiske infrastruktur landene deler, fælles sprog og de ens våbenog kommandosystemer fra sovjettiden (Barany, & Volgyes 1995). Hertil kommer, at Ukraine i 90erne afsagde sig retten til at beholde den tredjestørste atomslagstyrke i verden ved at aflevere den til destruktion i Rusland. Dette ville ikke give mening, hvis Ukraine udelukkende målte sikkerhed i materielle kapabiliteter (D Anieri 2002:47). Neoliberal institutionalisme kan heller ikke forklare Ukraines forhold til internationale institutioner som SNG og NATO/EU. Hvis systempolariteten var styrende, ville Ukraine som svag magt være lige opsat på, at indgå i internationalt samarbejde med både NATO/EU/USA og Rusland, Side 10/89

17 der alle er stærkere end det selv, men Ukraine har ikke et entydigt forhold til internationale institutioner. Figur 1. Ukraines plads i den globale polaritet efter 1991: Global unipol: USA/NATO Ikke-pol: Ukraine Over for Rusland har Ukraine adopteret realismens svar på den neoliberale ide om at binde stormagter igennem internationale institutioner: Stærke stater bruger institutioner til at dominere svage stater, og svage stater bør derfor undgå at deltage. Selvom Ukraine var stærkt afhængig af Rusland økonomisk, og havde mellemværender med stormagten som f.eks. gældsbetaling, der direkte truede landets suverænitet, forsøgte Ukraine ikke at binde Rusland i et institutionelt samarbejde, men har insisteret på at interagere med det igennem bilaterale aftaler. 13 En tilhænger af teorien ville måske anføre, at ingen ville forvente, at realisternes realist Rusland ville kunne bindes af institutioner, hvorfor Ukraines adfærd er rationel, men dermed er argumentet for institutioner samtidig modsagt. Ukraine har derimod været villig til at acceptere suverænitetsafgivelse og deltagelse i en kollektiv sikkerhedsstruktur igennem sine tilnærmelser til EU og NATO, men har ikke fået tilbudt medlemskab. Fra systemperspektivet er dette et paradoks (D Anieri 1997a, 1997b, 2002, Kramer 1999:389). 13 Sammenhængen imellem gæld og suverænitet eksisterer fordi Rusland i flere omgange truede Ukraine med at lukke for gassen, hvis ikke Kiev betalte eller accepterede Ruslands krav om delingen af sovjetiske aktiver på ukrainsk jord (Abdelal 2004). Side 11/89

18 5.1.1 Kan neorealismen forklare udenrigspolitik? Waltz teori er med vilje asketisk i sin opbygning. Den ser staters adfærd som bestemt af en enkel sammenhæng, der gælder universelt for alle stater frem for som resultatet af en kompleks sammenhæng. Waltz hævder derfor, at neorealismen ikke kan anvendes i studiet af enkelte landes udenrigspolitik. I stedet for specifikke staters adfærd kan den forklare big and important things som f.eks. det tilbagevendende mønster af krig og sikkerhedsmaksimerende adfærd hos stater. Det passer dog dårligt med, at Waltz selv skriver, at han ønsker at forklare både behaviour and outcome, dvs. både staters adfærd og resultatet af staters interaktion, krig/fred, stabilitet/ustabilitet. Man kan ikke have en god teori om IP, der ikke samtidig er en god teori om de vigtigste enheders adfærd i international politik (Waltz 1996, Mouritzen 1999:8,32, Glenn et al. 2004:28-29). 5.2 Omgivelsesniveauet og ukrainsk udenrigspolitik En forklaring på omgivelsesniveauet opgiver systemniveauets antagelse om, at systempolariteten påvirker alle stater lige meget. Staters evne til at projicere magt i systemet aftager med afstand. Derfor var USA s unipolære verdensordens opståen efter 1991 heller ikke den væsentligste determinant af Ukraines udenrigspolitik som selvstændig stat, ligesom den bipolære systemiske polaritet, der eksisterede under den kolde krig, heller ikke var determinerende for ukrainsk udenrigspolitik, da Ukraine var en del af Sovjetunionen. Det er pointen i omgivelsesperspektivet: Fordi staterne i det internationale system er ubevægelige enheder, skal de kun tilpasse sig et lokalt sikkerhedsdilemma frem for et systemisk sikkerhedsdilemma som hos Waltz. 14 (Mouritzen 1999:17). De nære omgivelsers magtbalance betyder derfor relativt mere for en stats sikkerhedsopfattelse. Hertil kommer, at en stats geopolitiske nære omgivelser er særegne og stabile over lang tid. Et lands geografi, historie og kulturel interaktion med omverdenen skaber kontinuitet i dets geopolitiske sikkerhedsdilemma. Ukraines relativt store afstand til stormagterne i Europa, men nærhed til stormagten Rusland, en placering der i historisk perspektiv har kostet Ukraine sin selvstændighed det meste af tiden, er en arv, der i dag præger ukrainsk udenrigspolitik (Kuzio 1995: 7-13). Pereyaslavtraktaten og det sikkerhedsdilemma Bohdan Khmelnitsky befandt sig imellem Polen, tatarerne på Krim og Rusland i 1650erne, repræsenterer en sikkerhedspolitisk konstant i ukrainsk udenrigspolitik. Valget imellem øst og vest. Ukraines geografi på steppen 14 Strategiske våben som atomvåben svækker ganske vist betydningen af geografi pga. deres fremføringsmidlers rækkevidde, men pga. deres særlige karakter og sjældne brug er betydningen af konventionelle styrker og geografi stadig central for regional polaritet. Side 12/89

19 imellem andre stater har gjort forsvar svært og forhindret statsdannelse. Ukrainsk sikkerhed har altid skulle søges i alliancer med omverden (Kuromiya 2006:47). Det selvstændige Ukraine, der kortvarigt opstod efter 1. Verdenskrig, fra det russiske imperium havde så unipolær omgivelsespolaritet, at landet igen mistede sin selvstændighed og blev inkorporeret i Sovjetunionen. I den forstand var etableringen af sovjetrepublikken Ukraine, ikke et brud med den russiske dominans af det ukrainske territorium siden omkring Derimod betød den kolde krigs afslutning, at landet fra at have unipolære nære omgivelser, totalt domineret af Rusland, trådte ind som ikke-pol i et asymmetrisk bipolært system (se figur 2). Omgivelsespolariteten er bestemt af antallet af magter, der kan projicere markante positive/negative sanktioner i forhold til statens territorium. Ukraines forhold til andre regionale naboer er således kun vigtigt, for så vidt det kan hjælpe med at forklare Ukraines positionering imellem polmagterne Europa og Rusland. Europas NATO- og EU-medlemsstater har fra Ukraines synspunkt efter 1991 i praksis haft sammenfaldende sikkerhedsinteresser og tæller derfor som én pol i dette perspektiv. Figur 2. Ukraines nære omgivelsers polaritet efter 1991: Asymmetrisk bipolaritet EUROPA UKRAINE RUSLAND Regional pol Stærk magtprojektion Ikke-pol Svag magtprojektion Efter 1991 lå Ukraine stadig imellem de to regionale polmagter, Europa og Rusland, men landet kunne nu for første gang træde ud af en russisk domineret sikkerhedsstruktur og vælge en udenrigspolitik, der ikke var dikteret af Kreml. Men Ukraines omgivelsespolaritet var stærkt Side 13/89

20 asymmetrisk. Dets nærhed og geografi gav Rusland langt større magtprojiceringsevne over dets territorium end Europa, uanfægtet Ruslands overgang fra supermagt til stormagt efter Alene Ukraines lange landgrænse til Rusland og dens svært forsvarlige flade geografi gør Ruslands store konventionelle styrker til en større objektiv militær trussel end NATO. Samtidig betød dets fjerne afstand fra Europa, at landet ikke var en naturlig kandidat til hverken NATO- eller EU medlemskab. Stephen Walts allianceteori udviklet igennem et casestudie af Mellemøsten er et eksempel på en teori, der arbejder på omgivelsesniveauet og både anvender materielle og immaterielle variable. Walt kalder selv sin teori for neorealistisk, men ved at sige at stater balancerer imod den største trussel og ikke den største magt, bevæger Walt sig væk fra en forklaring på systemniveauet og over imod en analyse, der vægter omgivelsespolaritet højere end den systemiske polaritet. Samtidig betyder vægten på trussel frem for magt alene, at materielle kapabiliteter kun er truende, hvis enhederne i systemet tillægger dem mening som trussel. Hermed kunne man sige, at Walt reelt har brudt med Waltz grundlæggende antagelser om at materielle kapabiliteter og systemisk polaritet alene dikterer systemets struktur, og derfor ikke kan kalde sin teori neorealistisk (Walt 1987:17-28) 15. Ud fra omgivelsesniveauet giver det mening, at Ukraine har forsøgt at blive integreret i vestens sikkerhedsstrukturer, fordi Rusland er den største trussel imod dets sikkerhed. Det har forsøgt at danne alliancer imod Rusland, igennem det Centraleuropæiske sikkerhedsinitiativ i 1993, der imidlertid mislykkedes, og igennem etableringen af GUAM i overensstemmelse med det realistiske argument om, at tilstedeværelse af en trussel stimulerer til alliancedannelse imod den (Kuzio 2000b). Dette argument holder bare ikke, hvis vi har som antagelse, at staters førsteprioritet i deres udenrigspolitik er en løsning på sikkerhedsdilemmaet som følge af manglen på international orden. Ukraine har ikke haft muligheden for reelle sikkerhedsgarantier fra vesten og er ikke stærk nok i sig selv til at kunne forsvare sig imod et russisk angreb. Derfor ifølge Walt burde Ukraine som en svag stat, hvis sikkerhed er truet, foretrække en alliance med den mest truende magtfrem for at stå alene. Denne bandwagoning effekt kan ifølge Walt opstå, når stater: 1. Ønsker del i deres nye allieredes militære sejr. 2. Ønsker at fredeliggøre stormagten i håbet, at deres nye allierede vil angribe andre stater end dem selv. 3. Ønsker at alliere sig med stater med stor magt og offensive kapabiliteter. 4. Er inden for tæt geografisk afstand til stormagten. 5. Er svage. 6. Er ude af stand til at slutte sig til en anden alliance. (Walt 1987:172-78) 15 Fremover vil analysen, når den refererer til realismen, henvise til Walts teori om trusselsbalance. Side 14/89

21 De tre sidste forhold må siges at gælde for Ukraine. Grundstenen i Ukraine udenrigspolitik siden 1991 har været at undgå bandwagoning med Rusland og i stedet tilnærme sig EU og NATO, selvom ingen af de to har villet give håndfaste sikkerhedsgarantier eller stillet medlemskab i udsigt. Noget tyder på, at Ukraine enten ikke har følt sig for alvor militært truet på sin overlevelse, eller har opfattet sikkerhed som andet end militær sikkerhed alene (Wolczuk 2003:12-13, Kuzio 2003). Denne adfærd kan kun forklares med realismen ved at sige, at Ukraines omgivelsespolaritet i perioden lige efter 1991 har været diffus pga. den betydelige afspænding af sikkerhedssituationen, som hele regionen oplevede efter Sovjetunionens kollaps. Ukraine kunne derfor kunne tillade sig at tilnærme sig vesten, fordi Rusland var blevet så svag, at et militærangreb herfra var usandsynligt. Ukraines balancering af Rusland ville dog kun kunne fortsætte, hvis landet på sigt kunne få adgang til en vestlig alliance, som det f.eks. skete for de baltiske lande, Polen, Ungarn og Tjekkiet. Denne mulighed var/er ikke åben for Ukraine, og derfor burde man forvente, at Ukraine ikke på længere sigt ville kunne undgå at alliere sig med et stærkere Rusland for at fjerne truslen herfra. Dette skete ikke under Kutjma, der nok tilnærmede Ukraine til Rusland på andre fronter i sin sidste præsidentperiode, men aldrig accepterede Tasjkenttraktaten eller andre tiltag, der ville indordne Ukraines sikkerhedspolitik under Rusland, eller involverede Ukraine mere i SNG. Dette er endnu mere mærkeligt set i lyset af, at Ruslands udenrigspolitiske doktrin om at dominere sine nære omgivelser fra sovjettiden hurtigt efter 1994 viste sig at være intakt, selvom den ikke længere afspejlede landets materielle kapabilitet (Solchanyk 1998:30ø, Skak 2000). Efter 2000 under Putin er russisk udenrigspolitisk doktrin vendt endnu mere tilbage til de gode gamle dage med en neoimperial forståelse af sit nærområde på baggrund af en stærk vækst i sine materielle kapabiliteter med reformering af hæren og atomslagstyrken (Skak 2000:2-7). Alligevel har Ukraine balanceret Rusland. Under præsident Jusjtjenko, er udenrigspolitikken blevet endnu mindre akkommoderende over for Rusland. Denne adfærd tyder på ud fra princippet om statstilladelse, at Ukraine ikke har følt en tvingende ydre trussel mod sin sikkerhed fra Rusland, og at landets udenrigspolitik derfor i perioden har kunnet tillade sig at tilnærme sig vesten i overensstemmelse med dets nationsbygningsprojekt. Statstilladelsesprincippet henviser til, at de ydre omstændigheder for en stat (f.eks. høj risiko for en krig man ikke kan vinde) kan blive så tvingende, at alle stater handler ens (sikkerhedsmaksimerende) og dermed udelukker betydningen af indenrigspolitiske faktorer i sin udenrigspolitiske formulering. Når de ydre trusler er fraværende kan indenrigspolitiske faktorer derimod være afgørende den førte politik (Mouritzen 1999:60). Dette stemmer bare ikke overens med, at situationen imellem Rusland og Ukraine i perioden var ganske anspændt. Side 15/89

22 Rusland opførte sig over for Ukraine som en revisionistisk 16 magt, der ikke betingelsesløst ville anerkende status quo efter den kolde krig, men forhalede anerkendelse af Ukraines territoriale grænser indtil 1998, og gjorde anerkendelse betinget af Ukraines medlemskab af SNG, atomafrustning, gældsbetaling og russisk militær tilstedeværelse på Krim. Dog kom de skarpeste udmeldinger om annektering af Krim og Donbas ikke fra den udøvende magt, men fra parlamentarikere i russisk politik, men i 1990ernes kaotiske russiske politiske miljø var det bestemt ikke usandsynligt at en af disse hardliner-politikere kunne have vundet præsidentposten. Moskvas borgmester Juri Lusjkov, tidligere general Aleksander Lebed, kommunistlederen Gennadij Sjuganov var alle af den overbevisning, at Sevastopol var russisk, og at Ukraine burde følge Hvideruslands eksempel og reintegrere sig med Rusland (Sherr 1997:45). Alligevel orienterede Ukraine sig stædigt imod vest. 5.3 Det intrastatslige niveau og ukrainsk udenrigspolitik Det intrastatslige niveau tilbyder mange faktorer, der kan have analytisk relevans. Det politiske og økonomiske samfunds styrke og karakter, militærets opbygning og styrke, national identitet etc. Alle er en del af et bredere koncept, grand strategy, der indeholder hele statens evne til at agere som udenrigspolitisk aktør (Rosencrance & Stein 1993:4). Her fokuserer jeg på tre markante træk ved Ukraine som stat: Ukraines sovjetiske arv som kvasistat, det historiske forhold til Rusland og den ukrainske afhængighed af russisk økonomi og energi efter Tilsammen peger disse faktorer på, at postkoloniale 17 stater som Ukraine, har en historisk bagage, der får dem til at agere som identitetsmaksimerende frem for sikkerhedsmaksimerende. Det er en socialkonstruktivistisk tilgang til udenrigspolitik, som kort må beskrives. Socialkonstruktivismen som defineret af Aleksander Wendt (1992, 1994) hævder, at interaktionen imellem stater grundlæggende er en social interaktion, der på samme måde som interaktion imellem mennesker kan ændre de deltagende parters identiteter og præferencer. Forholdet imellem to stater er udviklet over tid igennem historisk praksis, der bestemmer hvordan stater opfatter hinandens hensigtserklæringer og intentioner. F.eks. er historisk praksis afgørende for, om en stat opfatter andre som en trussel eller ej. På den måde ser konstruktivister staters præferencer og identitet som afledte størrelser, der kræver forklaring, frem for at formode 16 Mouritzen definerer en revisionistisk magt som en stat, der grundlæggende er utilfreds med tilstanden i sine omgivelser, og som derfor har planer om at ændre dem, evt. med magtmidler. I forhold til sådan en magt må en svag stat hurtigt søge en modalliance eller acceptere bandwagoning (Mouritzen 1999:65). 17 Postkolonialisme skal her forstås som den proces, hvori en ny stat bestrider den diskurs, magtstruktur og det sociale hierarki, staten tidligere var indlejret i som koloni. (Gilbert, Tompkins 1996:2) Side 16/89

23 aktørernes præferencer og identiteter på forhånd og drage forventninger til adfærd herfra (Katzenstein 1996 pp. 2-4, Wendt 1992, 1994). På den måde argumenteres der for, at aktører handler over for andre aktører med baggrund i den mening, de tillægger dem, i stedet for at handle ud fra en generel rationel eller materiel logik, som realismen eller neoliberal institutionalisme tilsiger. Med konstruktivismen giver Ukraines forskellige opførsel over for hhv. Europa og Rusland mening, fordi landets elite opfatter Rusland som en større trussel end Europa og NATO, og fordi førstnævnte udfordrer elitens opfattelse af Ukraine som et selvstændigt uafhængigt land, der selv kan bestemme sin udenrigspolitik (D Anieri 2002: 40-41). I forhold til de to variable betød den historiske praksis med Rusland, at så længe Ukraine ikke fik stolen sat for døren, f.eks. i tilfælde af krig imellem polmagterne i dets region eller med Rusland, ville det aldrig vælge at reintegrere sig med Rusland, da dette netop ville indebære at give køb på dets opnåede uafhængighed og selvstændige ukrainske identitet. Identitet stod over økonomiske interesser og sikkerhed. I forsøget på at afhjælpe dets svagheder som kvasistat måtte Ukraine iværksætte et stats- og nationsbygningsprojekt, der skulle skabe en stat med intern og ekstern suverænitet over sit territorium og give staten en national fortælling, der legitimerede uafhængigheden fra Rusland. Dette peger på svagheden i teorier, der anvender system- og omgivelsesniveauet. Fordi de tager udgangspunkt i internationale relationer imellem stærke (vesteuropæiske) stater anser de ikke suverænitet og statsidentitet som elementer af udenrigspolitisk formulering. I Vesteuropa er disse elementer af statsbygning for længst færdigdannede og ubestridte, og bevarelse af dem er ikke en del af udenrigspolitikkens målsætninger. I den postsovjetiske sfære er statsidentitet og suverænitet omstridte størrelser, der skal markeres og hæges om. Ukraine og Ruslands identitetsprojekter er i strid med hinanden og gør relationerne imellem dem til et nulsums spil (D Anieri 2002:42-44). Tilnærmelsen til Europa, USA og NATO gav Ukraine sikkerhed i denne proces og tjente et suverænitetsstyrkende formål. Tilsammen betød dette, at så længe Rusland ikke ønskede at se russisk-ukrainske relationer uden for en unionslignende kontekst, endsige acceptere det endegyldige i ukrainsk uafhængighed, var politisk og militært samarbejde med Rusland uønsket. Samtidig er der en udenrigspolitisk lektie i Ukraines historiske praksis med Rusland. Staters internationale relationer eksisterer ikke i et historisk vakuum, som teorier på systemniveauet antager, men har fortidens skygge hvilende på sig. Den historiske arv i russisk-ukrainske relationer er vigtig for at forstå Ukraines elites nutidige modvilje imod bandwagoning med Rusland. Side 17/89