Projektarbejde i psykologi Aalborg Universitet 2. semester, forår1997. Mødet mellem barnet i dag og skolen af i går

Transkript

1 Projektarbejde i psykologi Aalborg Universitet 2. semester, forår1997 Mødet mellem barnet i dag og skolen af i går Marianne Geisler Vejleder: Finn Bregnhøj

2 Indledning...1 Problemformulering...1 Metode...2 Samfundsudviklingen og dens betydning for barnet i dag...4 Familiens betydning for barnet i dag...5 En karakteristik af barnet i dag...8 Det narcissistisk prægede barn...8 Det kompetente barn...8 Socialpsykologiske konsekvenser for barnet i dag...10 Skolen før og nu...12 Den tidligere skole...12 Skolen i dag...13 Mødet mellem barnet i dag og skolen af i går...15 Forventningsundersøgelse folkeskolen i søgelyset...17 Den kvalitative delundersøgelse...17 Delundersøgelsens resultater...18 Afslutning...27 Litteraturliste...28

3 Indledning Begrebet skoletræthed har sandsynligvis eksisteret lige så længe som skolegangen. Ligeledes har skolen også altid haft problematiske elever, der har haft svært ved at tilpasse sig den, til enhver tid, forekommende skolestruktur. Fænomenet er således ikke af ny dato, men noget som skolesystemet har måttet kæmpe imod / ignorere / eller tage hånd om, alt efter, hvordan man gennem tiderne har set på dette fænomen. Det, der derimod virker bekymrende i forhold til tidligere, er den ofte negative fremstilling af vor tids børn og unge og deres forhold til skolen, som man kan læse om i dagspressen og forskellige pædagogiske tidsskrifter. Nogle, heriblandt direktøren for Danmarks Pædagogiske Institut Lars-Henrik Schmidt mener, at børn i dag har specielt mange tilpasningsproblemer i folkeskolen. Mens andre, som f.eks. Niels Dueholm, der er pædagogisk konsulent i undervisningsministeriets folkeskoleafdeling, ligefrem taler om et gråzoneområde, som skolesystemet står famlende overfor. I dette gråzoneområde befinder der sig den (muligvis) stigende gruppe af børn og unge, der pga. af krævende adfærd og manglende tilpasning har svært ved at acceptere folkeskolens rammer, indhold og muligheder. 1 Problemformulering Mit udgangspunkt for denne opgave er således en undren over, at der i folkeskolen i dag tilsyneladende er en stigende tendens til, at børn og unge har tilpasningsproblemer eller er ganske særligt skoletrætte, når man tager i betragtning, at skolesystemet gennem tiderne har ændret sig radikalt, så det i dag, på baggrund af den nye folkeskolelov fra 1993, netop tager udgangspunkt i den enkelte elevs kunnen, individualitet, og alsidige udvikling. I forlængelse af min problemformulering må jeg derfor stille følgende spørgsmål, som jeg håber at kunne få (nogle) svar på i min opgave: - Er det børnene, der er blevet så meget anderledes end tidligere, at de ikke kan tilpasse sig skolens struktur? - Eller er det omvendt skolen, der blevet dårligere til at følge med samfundsudviklingen, og således ikke passer til barnet i dag? - Eller er vi blot blevet mere opmærksomme på fænomenerne skoletræthed, problembørn og tilpasningsvanskeligheder, fordi vi ønsker at kunne løse alle livets problemer, og her har et par løse ender? Skønt der er mange forhold, der kan gøre sig gældende og have indflydelse på dette aktuelle emne, er det min foreløbige hypotese, at en af årsagerne til den tilsyneladende manglende tilpasningsgrad mellem elev og skole i dag skal findes i en forventningskonflikt mellem barnet i dag og skolesystemet. Hermed mener jeg, at barnet i dag og folkeskolen har nogle krav og forventninger til hinanden, som ikke stemmer overens og derfor ikke kan blive indfriet. Det er derfor min formodning, at det netop er i dette møde mellem barnet i dag og skolen af i går, at problemerne, men også udfordringerne ligger. 1 Niels Dueholm i tidsskriftet uddannelse, April 1996 Side: 1

4 Metode Jeg har valgt at belyse forholdet mellem elev og folkeskole ud fra en socialpsykologisk synsvinkel, fordi jeg især er interesseret i at undersøge det adfærdsmæssige aspekt hos barnet i dag, samt hvilke konsekvenser det kan få for dets tilpasning i skolen. I min teoretiske del har jeg valgt at begynde bredt med at beskrive samfundsudviklingen - hvordan samfundet har ændret sig gennem de sidste år, samt hvilke konsekvenser det har haft på fremkomsten af en ny type børn. Denne del vil primært bygge på den tyske sociolog Thomas Ziehe, der ser efterkrigstidens generationer som den nye narcissistiske socialisationstype, der er udviklet af de normer og karaktertræk, som samfundet generelt fremviser. Desuden Christopher Lasch, der er en amerikansk samtidshistoriker, der i 1979 udsendte den opsigtsvækkende og omdiskuterede bog: Narcissismens kultur en analyse af et samfund i opløsning. Derefter vil jeg indsnævre synsvinklen til familien, og se på, hvordan samfundsudviklingen har haft en afsmittende virkning på familiens børneopdragelse og børnesyn, samt hvilke konsekvenser det har haft for barnet. Det vil især være Ole Langsted og Dion Sommer, der danner baggrund for dette afsnit, med deres undersøgelse af Småbørns livsvilkår i Danmark; en bog, der udkom i Endnu en gang vil jeg indsnævre mit synsfelt denne gang til at fokusere på barnet. For det første vil jeg give en karakteristik af barnet i dag, og dets adfærd. Her vil jeg tage udgangspunkt i Dion Sommer og Daniel Stern. Dion Sommer har i efteråret 1996 udgivet bogen: Barndomspsykologi, hvori han beskriver årsagerne til fremkomsten af en ny type børn, samt adfærden hos disse børn. Som teoretisk fundament bygger han på Daniel Sterns udviklingsteori om det kompetente spædbarn, der er beskrevet i Barnets interpersonelle Univers, fra For det andet vil kort jeg definere, hvad der menes med en narcissistisk adfærd, som nogle (bl.a. Thomas Ziehe og Lars - Henrik Schmidt) mener, at mange børn og unge i dag er præget af, samt hvilke konsekvenser det kan have for barnets samspil med - og afhængighed af gruppen. For det tredje vil jeg se på, hvilke forventninger barnet i dag har til sin omverden, herunder skolen, samt dets motivation for at sidde stille - være stille - høre efter - og lære noget. Desuden vil jeg diskutere, om det overhovedet er muligt for barnet i dag at fungere i sociale sammenhænge, som f.eks. en skoleklasse? Her må det være på sin plads at indskyde, at jeg bruger benævnelsen barnet i dag, som et neutralt begreb for, hvordan børn generelt er i dag, på godt og ondt. Jeg har bevidst valgt at bruge denne benævnelse i stedet for de mere negativt betonede begreber, såsom den nye børnekarakter, underforstået den narcissistiske børnetype, eller pejlerbørn, der ifølge en artikel er den nyeste børnetypebestemmelse. Det næste afsnit i den teoretiske del vil omhandle skolen. Jeg vil redegøre for, hvad der kendetegner skolen før og nu, sådan som bl.a. Thomas Ziehe ser det, men også perspektivere til sociologen Andy Hargreaves, der i 1994 har skrevet bogen: Lærerarbeid og skolekultur, som Side: 2

5 behandler mange af de problemstillinger, jeg har i min opgave. Desuden vil jeg inddrage relevante dele af den nye folkeskolelovs vedtægter, samt en helt aktuel artikel. Efter denne teoretiske gennemgang af barnet i dag og skolesystemet, vil jeg lade disse to hovedaktører mødes, og kort diskutere, hvilke svar jeg på dette tidspunkt i opgaveforløbet er kommet frem til. Som empirisk materiale til brug for min opgave har jeg valgt en allerede foreliggende undersøgelse: Undervisningsministeriets rapport: Forventningsundersøgelse - folkeskolen i søgelyset, der er et helt aktuelt indslag i folkeskoledebatten fra marts Rapporten består af en hovedrapport, der sammenfatter resultaterne af to delundersøgelser: Dels en kvantitativ delundersøgelse, der belyser de holdninger og forventninger som befolkningen generelt, samt forældre til skolebørn har til folkeskolen. Dels en kvalitativ delundersøgelse, der belyser folkeskolen i dag, sådan som forskellige meningsdannere, samt ledere fra forskellige ungdomsuddannelsesinstitutioner ser den. Der er to årsager til, at jeg har valgt den kvalitative delundersøgelse som grundlag for en nærmere analyse og bearbejdelse i forhold til min problemformulering og hypotese. For det første ser jeg deltagerne i den kvalitative undersøgelse som to forskellige grupper, hvis holdninger, dels kan være med til at give mig et nuanceret billede af folkeskolen i dag, dels kan hjælpe mig med at aflæse visse overensstemmende tendenser i folkeskoledebatten. På den ene side er der meningsdannerne, der er vant til at tyde tendenserne i samfundet. Det er således dem, der skaber debatten om folkeskolen og dermed også dem, der har præget og vil præge folkeskolens udvikling. På den anden side er der institutionslederne, der står som aftagere af folkeskolens elever, hvorfor de sandsynligvis bedst kan sætte fokus på, hvilke problemer, der er i folkeskolen og hvordan de evt. kan afhjælpes. For det andet er den kvalitative forskningsmetode at foretrække, når man behandler følsomme emner såsom krisen i folkeskolen, problembørn, tilpasningsvanskeligheder, osv. Dels kan man i et interview komme dybere ned i det givne tema og således få mange flere aspekter frem om emnet, end den kvantitative metode tillader. Dels kan de interviewede i gruppen frit vende tilbage til et tidligere emne og uddybe dette, når de får en ny indskydelse, samt springe til andre beslægtede emner, der også er væsentlige for det overordnede tema. Samlet giver det kvalitative forskningsinterview et bedre grundlag for at forstå og fortolke et tema i forhold til den kontekstsammenhæng, det indgår i. Afslutningsvis vil jeg forsøge at sammenfatte og konkludere, hvad den teoretiske gennemgang, samt analysen af det foreliggende empiriske materiale har kunnet bidrage med, til bekræftelse eller afkræftelse af min hypotese. Side: 3

6 Samfundsudviklingen og dens betydning for barnet i dag I denne teoretiske del af projektopgaven vil jeg forsøge at komme bag om de samfundsmæssige aspekter, der kan have betydning for fremkomsten af barnet i dag. Overordnet kan man karakterisere samfundet i dag, som præget af mangel på faste værdier, traditioner og normer. Alt flyder - alt kan sættes til diskussion - og alt kan lade sig gøre i dette samfund, under hastig forandring! Går man lidt dybere ned i denne karakteristik, kan der peges på flere medvirkende årsager til - og følgevirkninger af samfundsudviklingen. Her vil jeg prøve at beskrive de væsentligste træk ved det postmoderne samfund, der ifølge Lasch og Ziehe både skaber, men også forstærker tendensen til en ny type børn, der ofte betegnes som narcissistisk. Ifølge Christopher Lasch er det den samfundsmæssige udvikling med dens forandringer i bl.a. samfundsstrukturen, samt ændringer i arbejds - og familielivet, der har skabt den narcissistiske personlighedstype, der præger samfundet i dag. 2 I modsætning til tidligere generationer, der havde en fortid, i form af traditioner at bygge på, og en fremtid at orientere sig efter, så har samfundsudviklingen bevirket, at mennesket i dag er ved at miste fornemmelsen af historisk kontinuitet, følelsen af at høre til i en kæde af generationer, der går fra fortiden ind i fremtiden. 3 Når fremtidsperspektivet således er uklart, både som orienteringspunkt og som retningsgivende for norm og identitetsdannelsen, giver det en usikkerhed hos individet, fordi det betyder, at der findes flere, ofte modstridende, måder at leve sit liv på, og at det er op til den enkelte selv at træffe sit valg om, hvad meningen med livet er. Det er om denne situation, at Thomas Ziehe bruger begrebet ambivalens. På den ene side er der tale om en kulturel frisættelse, der positivt defineret giver en frihed fra gamle normer og traditioner, fordi det enkelte menneske får mulighed for at skabe sin egen identitet, eftersom denne ikke længere er fastlagt på forhånd, men kan afprøves og forandres i det uendelige. Derfor kan Ziehe påstå at den kulturelle frisættelse bevirker en udvidelse af det, man forventer, drømmer og længes efter i sit eget liv, også selvom det ikke kan opnås i det virkelige liv. 4 Negativt formuleret bevirker frisættelsen en følelse af manglende overblik og indflydelse på sit eget liv, en følelse af fremmedgørelse og foranderlighed, samt manglende identifikationsmuligheder, da de normer, som mennesket tidligere organiserede sit liv efter, nu er forsvundet. I forlængelse af den kulturelle frisættelse taler Ziehe om den kulturelle ekspropriation, der betyder, at samfundet tvangsmæssigt beslaglægger menneskets frihed, som netop er vundet. Samfundet har en tendens til at styre, regulere og tage ansvaret for menneskets liv på en så omklamrende måde, at den enkelte ikke får muligheden for at gøre sig egne erfaringer, eller at tage ansvaret for egne handlinger - alt er besat, besat med samfundsmæssigt producerede billeder og tydninger, der har en uhyre påtrængende karakter. 5 2 Lasch, 1979 p Lasch, 1979 p Ziehe og Stubenrauch, 1982 p Unge pædagogers serie, 1982 p. 29 Side: 4

7 Lasch fokuserer også på menneskets afhængighed af samfundet, og dermed manglende følelse af at kunne eller skulle tage ansvaret for sit eget liv. Han taler bl.a. om det bureaukrati af bevillings - og kontrolinstanser, der griber forstyrrende ind i det enkelte menneskes liv, samt om de offentlige myndigheders tendens til uigennemsigtighed, der gør det svært at forstå og dermed påvirke, hvad der sker med ens liv. 6 I et samfund, der er præget af, at hverken livsform, kundskaber, viden eller færdigheder har varig værdi i et samfund, hvor alle må forny sig hele tiden, for at kunne fungere i et samfund, hvor folk hele tiden udskifter, vender tilbage til og afprøver nye værdier, muligheder og grænser, er det svært at finde og fastholde sin identitet. Tidligere var arbejdslivet identitetsbærende i vor kultur, men fordi det nu også, ifølge bl.a. Lasch, er blevet drænet for indhold og mening, må vi søge hen til andre områder, der kan udfylde vores identitetsbehov. Vi forsøger derfor at skabe os en identitet gennem forbrug, godt hjulpet på vej af massemediernes påvirkning. Reklamen fremelsker et umætteligt behov i befolkningen, ikke kun efter varer, men efter nye oplevelser og selvopfyldelse. Er dit job kedeligt og meningsløst? Føler De Dem mat og træt efter arbejdstid? Er dit liv tomt. 7 Reklamen spiller på den industrielle civilisations dårligdomme, siger Lasch, og vi følger villigt dens kalden. Samme problemstilling er Ziehe inde på, når han taler om den kulturelle ekspropriation, der styrer mennesket i retning af de mange forbrugs og livsstilstilbud, som samfundet tilbyder. Ekspropriationen er en påtrængenhed fra en virkelighed, der både kan virke fremmed og kold, men samtidig praktisk talt æder sig ind i vore følelser, drømme og tydninger. 8 I dette samfund, hvor alt er muligt og intet - hverken kultur, institution, netværk eller omsorgsudøver - per definition er at betragte som udviklingsmæssige konstanser vis a vis barnet 9, skal forældre nu opdrage deres børn hvordan og til hvad? Familiens betydning for barnet i dag Ovennævnte spørgsmål vil jeg lade stå åbent. Derimod kan jeg forsøge at belyse den afsmittende virkning, som et samfund i hastig forandring har for familien, dens børnesyn og opdragelsespraksis. Normpluralismen, der ifølge Ole Langsted og Dion Sommer, hersker i samfundet i dag, har stor betydning for familiens opdragelsespraksis, idet den på den ene side åbner for nye, hidtil ukendte muligheder i socialiseringen af børn (i familien, på institutionen, i skolen, hos kammerater osv), på den anden side for en usikkerhed og forvirring omkring opdragelsesspørgsmålet: Forældrene ved, at de skal opdrage deres børn her og nu, men ved ikke, til hvilken fremtid de 6 Lasch, 1979; pp. 22 og 56 7 Lasch, 1979 p Unge pædagogers serie, 1982; pp Sommer, 1996; p.185 Side: 5

8 skal opdrages. - hvad er rigtigt eller forkert? - hvad er bedst for barnet? 10 Sagt med andre ord; når værdier og traditioner ikke længere eksisterer som autoriteter, og når sikker viden ikke kan tages for givet, står individet (her: forældrene) i en situation, hvor alt i princippet er legitimt og rigtigt, og hermed i en valgsituation. På den ene side har forældrene uanede muligheder og frihed til at vælge det rigtige for deres barn, uden at skulle tage hensyn til tidligere undertrykkende og indsnævrende normer. På den anden side står forældrene med en usikkerhed omkring holdbarheden i de pædagogiske og opdragelsesmæssige processer, som de indgår i. Har jeg nu valgt det rigtige for mit barn? Sommer formulerer det således: Vi lever i en både mulighedernes og bekymringens tid. 11 En anden konsekvens er, at mange forældre let vil blive afhængige af samfundet, der som eksperten synes at have svar på problemer af enhver art, og efterhånden har overtaget flere og flere livsområder. Årsagen til det kan bl.a. findes i vores familiemønster i dag, hvor vi lever (isoleret?) i en lille kernefamilie. Vi kan således ikke trække på hjælp fra bedsteforældregenerationen, dels fordi den selv er travlt optaget af diverse aktiviteter, dels pga. den rent fysiske afstand, og endelig fordi bedsteforældrene jo er fra en anden tid dvs. at de ikke kan bruges som forbilleder i opdragelsesøjemed. Vi må altså skabe opdragelsen selv, uden hjælp fra andre. Også det faktum, at vi heller ikke kan komme til at fungere som forbilleder til identifikation for vores børn, fordi vi ikke ved, hvad fremtiden bringer, er med til at skabe usikkerhed og forvirring hos forældrene, og dermed en fare for afhængighed af, hvad ideologimarkedet kan tilbyde. 12 Følgende citat beskriver på en meget rammende måde de nuværende opdragelsesproblemer, hvor børn skal opdrages på grundlag af erfaringer, som ingen har gjort sig endnu: Efter Adam og Eva er vi de første, der har fået til opgave at opdrage børn på en måde, som vi ikke selv er blevet, og til noget vi ikke selv er! 13 Et tredje forhold, der gør sig gældende, er den generelt øgede arbejdsbelastning og stresspåvirkning, som familien er underlagt nu, hvor begge forældre oftest er på arbejdsmarkedet. I dag tales der ofte om den moderne families indholdstømning, fordi de arbejdsfunktioner, der tidligere lå i familien og skabte sammenhold mellem generationerne, når børnene indgik som en naturlig og nødvendig del i dem, stort set altid ligger udenfor hjemmet i dag. Det har, ifølge Dion Sommer, betydet, at den tid, som forældre og børn har sammen, bruges på en anden måde end tidligere. Indholdstømningen berører således ikke de følelsesmæssige bindinger i familien; tværtimod er familien mere end nogensinde før præget af emotioner mellem forældre og børn, med både de positive og negative fordringer, dette stiller til begge parter. 14 Man kan sige, at familien i dag mere eller mindre holdes sammen af de følelsesmæssige investeringer, som familiemedlemmerne lægger i den, og at disse følelser i høj grad centreres om barnet. Eller som Dion Sommer siger det: Vi gør faktisk mere for børn, end tidligere i historien, men tror, at vi gør for lidt og bør gøre meget mere Langsted og Sommer, 1992; pp. 164f, Sommer, 1996; p Langsted og Sommer, 1992; pp Langsted og Sommer, 1992; p Sommer, 1996; p Sommer, 1996; pp Side: 6

9 For det fjerde er den dobbeltsocialisering, der er en konsekvens af, at kvinderne i 60`erne kom ud på arbejdsmarkedet, af betydning for barnet i dag. Hvor man tidligere havde en primær socialisering i familien og en sekundær socialisering udenfor hjemmet, især i skolen, taler man nu om barnets dobbeltsocialisering, der betyder at barnet udvikles, opdrages og præges i to forskellige socialiseringsrum på een gang; i familien og i institutionen. Barndommen skabes således, dels af familiens normsæt og opdragelsespraksis, dels af institutionernes normer og praksis noget der igen er med til at fastholde normpluralismen, og den deraf følgende usikkerhed og forvirring, fordi vi har gjort det til en dyd, at alle holdninger er lige rigtige - men også skaber en ny type børn. 16 I forbindelse med dette kan jeg nævne, at Dion Sommer påpeger både familiens og institutionens vigtige komplementære funktioner for barnets udvikling. Familien er den emotionelle stabilitetszone for barnet i en forandret verden; mens institutionen kan sammenlignes med et fristed for barnet, i forhold til familiens tendens til at overbelaste det med følelsesmæssig nærhed. 17 Endelig vil jeg komme ind på begrebet forhandlingsfamilier, fordi dette børnesyn og opdragelsespraksis synes meget udbredt i vort samfund. Ifølge Dion Sommer tyder meget på, at forklaringer, begrundelser, forhandlinger og argumenter spiller en stor rolle i mange forældres forhold til deres børn. 18 Forhandlingsfamiliernes grundlag er, dels humanisering, der betyder at børn opfattes som humane væsener, der bør tages hensyn til, dels demokratisering, der betegner det forhold, at børn er medbestemmende i en række forhold, der angår dem selv. Humanisering viser sig ved, at børn i vor moderne familier forventes at blive set og hørt, samt inddraget i afgørelser, der angår dem selv. Endvidere ses humanisering ved, at nutidens barn opfattes som et enestående og unikt lille væsen med særlige behov, som de voksne bør tage hensyn til. 19 Demokratisering opleves ved, at børn i forhandlingsfamilier hurtigt erfarer, at regler kan ændres. Som en konsekvens af dette, samt at blive inddraget i afgørelser, får børn en fornemmelse af at have medbestemmelse. På baggrund af disse forhold vil barnet opnå en følelse af sikkerhed, selvværd og mestring, der ifølge Sommer er vigtige forudsætninger for, at barnet kan klare sig i en verden med multiple relationer. De børn, der er opvokset i forhandlingsfamilier vil kræve at blive set og hørt som individer, være diskussionslystne, lettere udisciplinerede, socialt motiverede, nysgerrige, samt møde de voksne med en svækket autoritetstro. 20 En god karakteristik af barnet i dag. 16 Langsted og Sommer, 1992; pp. 180 f.og 194 f. 17 Sommer, 1996; pp Sommer, 1996; p Sommer, 1996; p Sommer, 1996; pp Side: 7

10 En karakteristik af barnet i dag Jeg vil i dette afsnit redegøre for to forskellige synsvinkler på barnet i dag: Det narcissistisk prægede barn og det robuste og kompetente barn. Når man taler om narcissisme, er selvfølelsen i centrum enten i positiv forstand som en sund selvfølelse, eller i negativ forstand som en svækket selvfølelse. I sin positive betydning bevirker narcissisme: sund selvfølelse, selvtillid, samt en sikker identitetsfølelse med andre ord er der tale om en sund form for narcissisme - noget jeg tror, at Dion Sommers kompetencebarn er i besiddelse af. Negativt defineret giver narcissisme sig udtryk i: svingende selvfølelse, identitetsproblemer, samt et problematisk forhold til andre mennesker dvs. at der er tale om en forstyrret narcissisme noget som bl.a. Ziehe, Lasch og Schmidt mener er tilfældet for mange af vore dages børn og unge. Det narcissistisk prægede barn Den nye børnekarakter omtales ofte negativt, forstået som en ny personlighedstype med narcissistiske træk, der giver sig udslag i følgende adfærd hos børnene: De er egoistiske, umotiverede, dominerende, aggressive, ukoncentrerede, grænsesøgende, usociale og krævende med andre ord problembørn. Denne ensidige negative karakteristik af barnet må vække bekymring. For det første fordi den betyder, at forældre / lærere / pædagoger, der har den holdning, vil stå med hidtil usete vanskeligheder i arbejdet og samværet med børnene. De vil reagere på barnets handlinger / adfærd, som om det er aggressivt, usocialt eller krævende, fordi de fejlfortolker dets egentlige følelser og karakteristika, ud fra egne normer og opdragelse. For det andet fordi mange børn vil få hæftet betegnelsen problembarn på sig, med hvad deraf følger senere i livet, blot fordi vi voksne ikke har lært at tackle deres adfærd. Det kompetente barn Der findes også den positive holdning, at børn i dag faktisk er utrolig robuste, jeg stærke og kompetente, og derfor har en adfærd, der er anderledes, men ikke problematisk: De er selvstændige, nysgerrige, verbalister, argumenterende og socialt velfunderede i vores postmoderne samfund. Det er denne opfattelse, der ses hos bl.a. Dion Sommer, hvor han lægger sig tæt op af Daniel Sterns selv-teori, der bl.a. siger, at barnet er socialt, engageret og udadvendt, allerede fra fødslen. Hans teori handler således om det kompetente, selvregulerende, fritstillede individ, således som det udvikles fra fødslen af det er en psykologisk teori, ikke om barnet, men om det moderne samfunds barn. 21 Stern siger selv i sin epilog 22, at når forældre ser et anderledes spædbarn (kompetent, socialt osv.), vil spædbarnet begynde at ændres, som følge af denne nye opfattelse, hvilket betyder at det, i sidste ende, bliver en anderledes voksen. Endvidere er Sterns RIG system af væsentlig betydning for forståelsen af mellemmenneskelige forhold. (RIG er en forkortelse af Repræsentation af Interaktion, der er Generaliseret). 21 Sommer, 1996; p Stern, 1985; p. 289 Side: 8

11 Pointen er, at enhver person, der deltager i en samspilsepisode, medbringer sin egen historie (sine egne erindringer, normer, opdragelse osv.) om tidligere lignende episoder, der påvirker vedkommendes subjektive oplevelse af de igangværende observerbare interaktioner. Som eksempel kan nævnes en lærer, der oplever en specifik episode på een måde, fordi vedkommende medbringer sin egen historie / RIG`er, mens barnet, på baggrund af sine RIG`er former en anden subjektiv oplevelse af den igangværende episode. 23 Denne forståelse af barnet har, efter min mening, betydning, når man skal se på årsagen til den forventningskonflikt, der er mellem barnet i dag og skolen af i går. Ifølge Dion Sommer er der ikke nogen dokumentation for, at der er flere problembørn, end tidligere, eller at samfundet skaber børn med adfærdsmæssige eller psykiske problemer. Denne stereotypi om problembarnet fremkommer, fordi der sker en glidning fra beskrivelsen af bestemte grupper børn med problemer til nutidens børn i almindelighed. 24 Derimod er der kommet anderledes børn, end der var tidligere, pga. af de ovenfor beskrevne samfundsmæssige og familiemæssige forhold. Barnets sociale virkelighed er i dag en multipersonel verden, hvor det fra fødslen indgår i mange forskellige relationer. Denne udvidelse af barnets sociale horisont, øger samtidig kompetencekravet til barnet om, både at kunne indgå i mange sociale sammenhænge på en aktiv, tilpasset og afstemt måde, og samtidig at kunne definere sin uafhængighed og individualitet. Først ved at se barnet i sammenhæng med dets kulturelle og samfundsmæssige kontekst kan man få en helhedsforståelse af dets psykiske udvikling. 25 Sommer kalder det samværskompetence, når børn eller voksne formår, både at indgå i forholdet til andre og tage hensyn til deres perspektiver og ønsker, og samtidig markere sig selv som person. Dvs. både at have socialt gehør og evne til individuelt at kunne præge sociale situationer. 26 Børnene i dag er således ikke problembørn, men en ny type børn, der er både kognitivt og socialt kompetente. Det er ikke børnene, det er galt med. Og det er heller ikke deres forældre. Det er simpelthen børnepsykologien, der har problemer. 27 Samme positive holdning kan man læse i en artikel af cand.pæd. Preben O. Kirkegård. Fordi børns virkelighed i dag er at bevæge sig rundt i mange forskellige socialiseringsrum, må de nødvendigvis tage bestik af den sociale og kulturelle situation, som de indgår i her og nu noget de gør ved at pejle sig frem, ofte på tværs af almindelige konventioner og rutiner. Når børn pejler sig ind på situationen, kan de fejlagtigt opfattes som rodløse, ukoncentrerede og forvirrede - men det er de ikke! Tværtimod er børn i dag meget målbevidste og kompetente i deres brug af samfundets muligheder. De pejler sig frem for at kunne udvælge sig de sociale og kulturelle normer og værdier, der er nødvendige for at kunne beskrive sig selv som individ. Med denne positive tydning af begrebet pejlebørn kan vi, efter min mening, tilføje en ny kompetence til beskrivelsen af barnet i dag; idet pejling, ifølge Kirkegård, dækker over barnets evne til moderne kommunikation! 23 Stern, 1985; bl.a. pp. 128 og Stern, 1985; bl.a. pp. 128 og Sommer, 1996; pp. 26, 177, Sommer, 1996; pp. 64 og Dion Sommer i en artikel i Weekendavisen, november 1996 Side: 9

12 Moderne børn kommunikerer netop som et led i en selvopholdelsesproces med henblik på at oprette stabile normer, værdier og ad hoc kompetence, der gør dem i stand til at omgås og forstå andre mennesker 28, hvilket efter min mening viser, at barnet i dag er i besiddelse af en stor samværskompetence, men også kræver gode kommunikationspartnere! Socialpsykologiske konsekvenser for barnet i dag Jeg vil i dette afsnit se på nogle socialpsykologiske aspekter, samt hvilke konsekvenser de kan have for barnet i dag, når den møder skolesystemet. Barnets forventninger til sine omgivelser er, som jeg har været inde på tidligere, generelt præget af dets opdragelse i forhandlingsfamilien, hvor det er vant til - at være centrum i familien - at blive taget hensyn til og taget alvorligt som individ - at være noget særligt. På baggrund af dets RIG system, har det nu samlet alle disse tidligere oplevelser af at være unikt, til en forventning om, at sådan må det være. Denne forventning om at være et unikt individ, kan hurtigt vende sig til en forventningsskuffelse, når barnet møder skolen eller andre offentlige socialiseringsrum, fordi dets individstatus dér er mindre synlig, end i familien. Jeg var meget stolt over, at jeg skulle i skole. Men det varede kun nogle dage, for så opdagede jeg, at det var alle de andre også. 29 Dette citat fra en elev viser, at den motivationsfaktor der ligger i, at skolen giver status og selvværd, hurtigt daler, når barnet oplever, at det ikke er noget særligt, men kun én af mange. Barnet har simpelthen ikke fået indfriet sine forventninger om at være unikt. Det første konfliktpunkt mellem barn og skole er således en realitet! Jeg vil pege på to forhold, der kan have betydning for barnets motivation for at lære noget. For det første er barnets virkelighed, hvor det hjemmevant bevæger sig i mange forskellige socialiseringsmiljøer, samt er vænnet til et varieret og omfattende underholdningstilbud, med til at præge dets syn på, dels hvad det vil beskæftige sig med her og nu, dels dets evne til at sidde stille og koncentreret i længere tid af gangen. Hvad er interessant, inspirerende og underholdende? Ziehe siger det på denne måde: Næppe er den formelle undervisningssituation begyndt, før den store eller endnu bedre: den massivt udbredte lille kedsomhed sætter sig igennem! 30 Desuden er det afgørende for motivationen, at dét, man beskæftiger sig med eller lærer, både føles nærværende, relevant og meningsfuldt for én selv. Barnet i dag skal således kunne se et formål med, hvad det foretager sig i skolen, hvorfor det, efter min mening, er nødvendigt at undervisningsstoffet tager udgangspunkt i elevens egne oplevelser og behov. I vor tid, hvor der ikke findes fast definerede meninger, værdier eller viden, vil der således ikke være megen motivation for at lære dette eller hint nu, hvis det ikke føles relevant for eleven det er jo ofte forældet og ubrugbart i morgen! Man kan spørge, om barnet i dag, på baggrund af sin opvækst i forhandlingsfamilien, overhovedet er i stand til at fungere i en gruppe, som f.eks. en skoleklasse, der kan beskrives som en kunstig sammensat organisme, bestående af ca. 20 enkeltindivider, hvis eneste fællestræk er, 28 Preben O. Kirkegård i en artikel i Uddannelse, februar Rona Petersen, 1988; p Ziehe og Stubenrauch, 1982 p. 116 Side: 10

13 at de har nogenlunde samme alder, og som kun bindes sammen af det overordnede formål: undervisning? Til dette vil Dion Sommer og Preben Kirkegård svare ja fordi barnet i dag, dels har en stærkt udviklet samværskompetence, der betyder, at det både kan tilgodese sin individualitet, og samtidig deltage i gruppesammenhæng, dels er vant til at indgå i mange forskelle relationer i dets multipersonelle dagligdag. Andre, heriblandt Lars Henrik Smidt mener, at de forkælede ønskebørn er opdraget til at være så selvcentrerede, at de ikke kan fungere i sociale sammenhænge, fordi de hele tiden tænker på, om der nu er nogen, der ser dem. 31 Ziehe mener, i lighed med Schmidt, at barnet i dag er narcissistisk præget, men modsat Schmidt mener han, at narcissismen netop bevirker en kvalitativ ændret adfærdsform hos barnet, i form af større psykisk afhængighed af kammeratskabsgruppen. Årsagen til denne afhængighed af gruppen er, ifølge Ziehe, at forældrene ikke længere synes at kunne fungere som identitetsfigurer for deres børn; tværtimod bliver børnene ofte brugt som spejl til at afstive forældrenes vaklende identitetsfølelse, hvilket formindsker barnets selvværdsfølelse, og skaber usikkerhed i det narcissistiske systems stabilitet. 32 For mig at se er der to vigtige aspekter, der gør sig gældende i spørgsmålet om forholdet til gruppen. For det første kan vor tids børn ikke ukritisk / umiddelbart gøre brug af forældrenes erfaringer, eller bruge dem som forbilleder de har derfor brug for at være sammen med andre af deres egen slags. For det robuste og kompetente barn med en sund form for narcissisme vil kammeratskabsgruppen / klassekammeraterne kunne give barnet det nødvendige modspil og medspil for dets selvopfattelse og individualitet. For det narcissistisk prægede barn, med en svingende selvfølelse, vil kammeratskabsgruppen være den, der vil komme til at fungere som spejlbillede i stedet for forældrene. Ifølge Rona Petersens skoletræthedsundersøgelse anså således mere end halvdelen af de adspurgte elever et godt forhold til kammeraterne, som den væsentligste faktor for ikke - skoletræthed. 33 For det andet tror jeg, at man må omdefinere sit forståelse af skoleklassen som en fast sammentømret gruppe. Skoleklassen er en gruppe, men den er en uhomogen størrelse, hvor der ikke forekommer samme konformitet og (måske heller ikke) samme solidaritetsfølelse som tidligere, fordi skoleklassen i dag består af 20 forskellige enkeltindivider med hver sin historie. Det narcissistisk prægede barn vil bruge gruppen på én måde være afhængig af den, mens det kompetente barn vil bruge gruppen på en anden måde som målestok for egen formåen. I undervisningsøjemed betydet dette, efter min mening, at hvor der tidligere var en stærk, stabil og bred midtergruppe at tilrettelægge sin undervisning efter, så er denne brede midte i dag tyndet voldsomt ud, så læreren må sigte på må og få, for at indfange så mange som muligt med sin undervisning. 31 L. H. Smidt i artiklen Umulige ønskebørn, Jyllandsposten, marts Bl.a. Ziehe og Stubenrauch, 1982; pp Ziehe, 1975; p Rona Petersen, 1988; bl.a. p. 169 Side: 11

14 Skolen før og nu I denne del af opgaven vil jeg prøve at give et billede af skolen - hvordan den har ændret sig gennem tiden, samt hvilke konsekvenser det kan have for mødet mellem barnet i dag og skolesystemet. Den tidligere skole Den tidligere skole, før bølgen af skolereformer i 70 `erne, havde ifølge Ziehe den fordel, at den kunne leve højt på en række gratisproduktioner, som var samfundsmæssigt og kulturelt givet. Ziehe siger, at skolens hverdagsrealitet kan anskues som en tekst, hvorudaf man aflæser et net af betydninger, som er givet på forhånd. I den tidligere skole var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved de betydninger, der lå i bl.a. autoritetsforholdet, samt forskellige regler, ritualer og praksisformer. De var det stof, som udgjorde grundlaget for den tids mulige normalitetstilstand. 34 Det var ikke den enkelte lærer selv, der producerede den tidligere skoles autoritet. Derimod fik han gratis foræret en autoritetsplatform, på baggrund af den tids kulturelle forudforståelse, således at han blev opfattet som autoritet. Samfundet lånte, så at sige, skolen som institution den autoritet, som den havde brug for, og skolen lånte den så videre til den enkelte lærer. Det var således ikke skolen, der tidligere skabte sine autoritetsstrukturer, men den tog nogle mere almene og kulturelt forankrede autoritetsstrukturer op og forlængede dem institutionelt. 35 En anden gratisproduktion, som den tidligere skole kunne tære på, var det fast forankrede generationsforhold, hvor afstanden mellem de voksne og børnene / de unge var meget større, end i dag. Adgangen til voksenverdenen gik dengang gennem skolens nåleøje, hvorved læreren fik en anselig betydning for eleven, dels i sin rolle som videns og erfaringsformidler, dels i sin funktion som den endnu fjerne voksenverdens statholder. Et tredje forhold, der kom den tidligere skole til gode, var af psykologisk art. Ziehe nævner her selvdisciplineringen, der blev tillagt en mere positiv subjektiv betydning, end i dag, fordi den hørte til den almenkulturelle opfattelse af, hvad der var et normalt liv. Selvdisciplineringen var en bestanddel af det personlige projekt; den var ikke noget man behøvede at hente ind udefra, den var socialpsykologisk set identitetsnær. 36 Som sådan rummede selvdisciplineringen et motivationselement, fordi eleven subjektivt oplevede sin store arbejdsindsats som en gevinst for sig selv. Preben O. Kirkegård er inde på de samme forhold som Ziehe, når han beskriver, hvordan de sociale og kulturelle kontekster dengang var givet på forhånd, og at skolen var en nødvendig del af det kulturelle klima, hvor tilpasning, afretning og udskillelse var naturlige kriterier for adgangen til det voksne liv. 34 Ziehe, 1989; p Ziehe, 1989; p Ziehe, 1989; p. 45 Side: 12

15 Som sådan ser Kirkegård den tidligere skole som eet stort opdragelsesprojekt, hvor opdragelse, og ikke undervisning i betydningen: udvidelse af elevernes forståelse af stoffet, var det centrale pædagogiske arbejde! 37 Skolen i dag For at belyse de forandringer, der er sket i folkeskolen i dag, vil jeg inddrage nogle af de nye bestemmelser, der er tilføjet i Folkeskoleloven af 23. Juni 1993, som har relevans for min opgave. I 10 introduceres undervisningsdifferentiering som et nyt begreb i folkeskolen. Det betyder, at der i stedet for niveaudeling af eleverne, lægges vægt på, at læreren differentierer sin undervisning således, at den indeholder udfordringer for alle elever i klassen. 38 En anden vigtig ændring står i 18, hvor det indskærpes, at undervisningen skal tilrettelægges, så den tager udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og aktuelle udviklingstrin, med sigte mod det, den enkelte elev kan nå. Samtidig skal undervisningen tilrettelægges, så den rummer udfordringer for alle eleverne. Endvidere skal lærer og elev løbende samarbejde om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt, og elevens arbejde skal tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Endelig defineres, for første gang, klasselærerens særlige rolle, idet der i paragraffen står, at klasselæreren skal samarbejde med eleverne om løsning af særlige opgaver i forhold til klassen. 39 Det første spørgsmål, der melder sig, efter at have læst de nye lovbestemmelser for folkeskolen, er: Hvorfor kan eleverne ikke tilpasse sig en skole, der synes at fungere på deres betingelser? Svaret vil jeg lade ligge til næste afsnit, hvor jeg vil beskrive mødet mellem barnet i dag og skolen af i går. Min foreløbige kommentar til de nye bestemmelser i folkeskoleloven fra 1993 er, at de sandsynligvis har langt mere dybtgående og vidtrækkende konsekvenser, for både elev og (især) lærer, end det umiddelbart kunne se ud til på overfladen. Thomas Ziehe kender selvfølgelig ikke noget til den danske folkeskolelov fra 1993, men alligevel vil jeg inddrage ham her, fordi han, i sin beskrivelse af skolen i dag, er inde på mange af de konsekvenser, som jeg ser i lovbestemmelserne. For det første taler Ziehe om, at skolen ofte føles som en subjektiv anstrengelse for både elever og lærere, fordi der er sket en ændring i selvfortolkningsmønsteret. Med dette hentyder Ziehe til, at det ikke kun er i den faktiske realitet, dvs. samfundsmæssigt og kulturelt, at der er sket forandringer. Også i den symbolske realitet, dvs. i den måde, hvorpå vi skaber mening i tilværelsen og opbygger vores identitet og selvforståelse, er der sket forandringer, der betyder at vi nu må forstå / tolke os selv på en ny måde, i overensstemmelse med den symbolske forandring Kirkegård i artiklen: Moderne børn og moderne skole, Uddannelse, feb Blaksteen og Forsberg, 1993; pp ; Blaksteen og Forsberg, 1993; pp ; Ziehe, 1989; pp Side: 13

16 Her kan jeg indskyde, at Andy Hargreaves også er inde på, at de forandringer som sker i vores postmoderne samfund, ikke kun medfører forandringer i, hvilke oplevelser og erfaringer vi får; men også bevirker en ændring i, hvordan vi oplever og erfarer altså en ændring i vores grundlæggende oplevelse af selvet og vores egen identitet. 41 Ifølge Ziehe giver ændringen i selvfortolkningsmønsteret sig udtryk i et pres, som særligt lærerne føler i dag, især pga. det usynlige eller psykiske arbejde, som det koster at udholde skolen uden dens tidligere kulturelt - og samfundsmæssigt givne aura. 42 I den tidligere skole profiterede lærerne af den gratisværdi, der lå i den tids normalitetstilstand, som f.eks. autoritetsbegrebet, generationsforholdet, vidensformidlerrollen, samt givne regler og normer. Men eftersom den til enhver tid gældende kulturelle sammenhæng slår ned i skolen og undervisningen, må lærerne i dag, ud fra egen personlighed, evner og handling, selv skabe den tidligere atmosfære omkring sig - noget der er en psykisk anstrengelse. 43 Anstrengelsen skyldes, ifølge Ziehe, at læreren må overtage to nye funktioner, i pagt med vor tids samfundsmæssige og kulturelle normalitetstilstand, hvis han skal gøre sig håb om en positiv indlæringssituation i undervisningen. Dels må han stræbe efter at etablere gode relationer med eleverne. Altså læreren som relationsarbejder. 44. Dette relationsarbejde er et usynligt, men samtidig psykisk enormt anstrengende arbejde, fordi det nu er eleverne, der fungerer som nåleøje. Deres svar på relationen er afgørende for lærerens selvværdsfølelse. Derudover må læreren forsøge at skabe muligheder for, at eleverne kan opleve en mening og et formål med dét, de lærer. Læreren bliver hermed kulturarbejder! Den tidligere gratisproduktion af kulturelt nærværende mening og motiver kan læreren ikke bygge på i dag. Som kulturarbejder må han nu altid først skabe en betydningssammenhæng for sig selv og for eleverne. Det betyder, at dét Ziehe har kaldt for skolens aura, nu må skabes i den konkrete situation, som en legitimationspræstation, som en god grund, der helst skulle være indlysende for alle. 45 Sammenfattende vil jeg pege på nogle aspekter i den nye folkeskolelov, der ved sammenligning med Ziehes redegørelse for skolen i dag, efter min mening får betydning for hele skolesystemet, både for lærer og elev. Overordnet lægger folkeskoleloven op til en radikal ændring af lærerens og elevens selvforståelse / selvfortolkningsmønster, og dermed også af den identitet, som de hver især har opbygget tidligere, hvilket giver et psykisk pres. Desuden finder jeg et slående lighedspunkt mellem Ziehes forståelse af, at eleverne nu fungerer som nåleøje for lærerne, og bestemmelserne i folkeskoleloven om den differentierede undervisning, hvor læreren i sin undervisning hele tiden skal tage hensyn til hver enkelt elev, og hele klassen det er læreren som relationsarbejder! 41 Hargreaves, 1994; pp Ziehe og Stubenrauch, 1982; p Ziehe og Stubenrauch, 1982; p Ziehe, 1989; p Ziehe, 1989; p. 49 Side: 14

17 Der er endvidere, efter min mening, et lighedspunkt mellem bestemmelsen i 18 om, at undervisningen skal rumme udfordringer for alle elever, og Ziehes forståelse af læreren som kulturarbejder, der skal sørge for, at eleverne oplever mening og formål med undervisningen. Hvad så med eleverne? Ziehe siger her, at i takt med at skolen har mistet sin aura, så er også elevernes fortolkningsmuligheder blevet udvidet betydeligt ikke kun til at omfatte skolen og sætte spørgsmålstegn ved den, men til også at strække sig langt ind i egne følelser: Hvordan befinder jeg mig her i skolen?. 46 Jeg kan umiddelbart se den overordnet konsekvens af elevernes udvidede fortolkningsmuligheder, at de i dag vil være mere opmærksomme på, om undervisningen er meningsfuld og brugbar for dem også i fremtiden. Sammenholdt med den nye folkeskolelov, og dens betydning for elevernes nye selvforståelse, bevirker de udvidede fortolkningsmuligheder, at hele undervisningssituationen ændres, fordi det nu er eleverne, der opstiller kriterier for, hvad der er relevant viden for dem det er eleverne, der sætter autoritetsforholdet - og dermed også eleverne, der bliver det nåleøje, som læreren skal tilrettelægge sin undervisning efter. I sin pamflet: De nye børn eller er de nye? kommer John Aasted Halse med en bemærkning, der for mig at se sætter lærerens og elevens nye funktioner i relief. Han siger, at voksne i dag overser, at autoritet er noget man gør sig fortjent til overfor børnene at det er børnene, der tildeler den voksne autoritet. Og dén får hun kun, hvis børnene nærer tiltro til hende og hendes handlinger. 47 Mødet mellem barnet i dag og skolen af i går I denne teoretiske del, vil jeg forsøge at samle op på de svar, som den hidtidige gennemgang har givet mig. Jeg spurgte i indledningen, om det er børnene, der har ændret sig så meget, at de ikke passer til skolen eller om det er skolen, der ikke har kunnet følge med samfundsudviklingen, så den rent faktisk ikke passer til de børn, der befinder sig i den i dag. Jeg mener foreløbig at kunne svare ja til begge spørgsmål. Ifølge bl.a. Dion Sommer har børn ændret sig ikke til problembørn, men til socialt og kognitivt kompetente børn, med en sund form for narcissisme, der bl.a. udarter sig i nysgerrighed, kommunikation, målbevidsthed, samværskompetence, svækket autoritetstro, samt selvstændighed. Denne karakteristik af barnet i dag burde passe til skolen i dag, men her ser jeg netop problemet eller udfordringen i folkeskolen. Til trods for et samfund i hastig udvikling og forandring, har skolen kun forandret sig forbavsende lidt i forhold til dens formål: At opfylde de behov, som eleverne har, og de krav som de stiller. Årsagen er, efter min mening, at ét er lovparagraffer, noget andet er praksis! Den nye folkeskolelov lægger op til en radikal ændring af skolesystemets virke, der betyder en væsentlig 46 Ziehe, 1989; p Halse, 1996; p. 20 Side: 15

18 indgriben i lærerens gamle normer, regler, roller og autoritetsbegreb med andre ord, en indgriben i lærernes identitet. Man må spørge sig selv, om det overhovedet er muligt for en lærer at efterkomme de krav, der stilles til vedkommende i den nye folkeskolelov, bl.a. om differentieret undervisning, især når de ikke er uddannede til det? Endvidere om (ældre) lærere kan omstille sig til deres nuværende plads i skolesystemet, hvor de stilles lige med eleverne, og således fraskrives deres tidligere autoritetsstilling? Jeg tror at det, pga. af den menneskelige faktor, er svært at ændre disse socialpsykologiske faktorer i et tempo, der kan holde trit med den samfundsmæssige udvikling, og dermed til vore dages børns forventninger og krav til deres omgivelser. Efter min opfattelse vil skolen og andre store offentlige instanser altid halte år bagefter udviklingen i samfundet. Jeg mener, at årsagen hertil især skyldes to forhold. Dels må man tage ovennævnte menneskelige faktor i betragtning det er lærerne i skolen altså mennesker af kød og blod, der skal omdefinere hele deres identitetsgrundlag - og det tager tid fordi de, med Stern in mente, bærer rundt på deres historie af, hvad der er normalt. Dels tror jeg at meningsdannerne spiller en stor rolle for skolens nutid og fremtid. Det er meningsdannerne, der opsnapper de tendenser, der rører sig i samfundet generelt, og bringer dem i fokus. Men ét er at bringe aktuelle tendenser omkring skoletilpasningsvanskeligheder for barnet i dag på bane, noget andet er at få afhjulpet denne problemstilling i praksis. Her løber man igen ind i det aspekt om de tre T`er: Ting Ta`r Tid. Jeg tror, at man altid vil have det problem mellem elev og skole, at det er et møde mellem barnet i dag og skolen af i går. Side: 16

19 Forventningsundersøgelse folkeskolen i søgelyset Denne anden hoveddel af min projektopgave vil omhandle det empiriske materiale, der benyttes i opgaven. Jeg vil, for det første, have et afsnit, hvor jeg overordnet redegør for den kvalitative delundersøgelse i Forventningsundersøgelse folkeskolen i søgelyset. Herunder vil jeg komme ind på baggrunden for undersøgelsen - undersøgelsens formål - hvilke temaer, der behandles - samt hvordan undersøgelsen er opbygget og gennemført. For det andet vil jeg have et hovedafsnit, hvor jeg analyserer og bearbejder den kvalitative delundersøgelse, i forhold til min problemformulering, hypotese og teoretiske gennemgang. Den kvalitative delundersøgelse Baggrunden for at undervisningsministeriet iværksatte Forventningsundersøgelse folkeskolen i søgelyset var, dels en række ændrede vilkår for folkeskolen, bl.a. den nye folkeskolelov fra 1993, dels den debat, der i offentligheden har været om folkeskolens kvalitet, herunder undervisningens kvalitet, og endelig konstateringen af, at et stigende antal børn går i privatskoler. Som nævnt i indledningen består forventningsundersøgelsen af to delundersøgelser - en kvantitativ delundersøgelse, der generelt afdækker befolkningens holdninger og forventninger til folkeskolen, samt en kvalitativ delundersøgelse, der mere dybdegående afdækker særlige gruppers holdninger til folkeskolen. Det er meningen, at denne undersøgelse skal indgå i et andet projekt, Kvalitetsudvikling og evaluering i folkeskolen, der gennemføres i forlængelse af forventningsundersøgelsen. 48 Det overordnede formål med forventningsundersøgelsen er at skabe et faktuelt og repræsentativt grundlag, suppleret med kvalitativt baseret input fra særlige grupper, til brug for den fortsatte kvalitetsudvikling i folkeskolen. 49 Det mere specifikke formål med den kvalitative delundersøgelse er at belyse de holdninger og forventninger, som særlige interessegrupper har til folkeskolen. Den kvalitative delundersøgelse består af fire overordnede temaer, der også blev anvendt i den kvantitative delundersøgelse: Folkeskolens betingelser, omgivelser og rammer Folkeskolens ressourcer Folkeskolens daglige virke Resultatet af folkeskolens virke Under hvert af de fire temaer er der en række forskellige emner som f.eks. folkeskoleloven, børns skoleparathed, lærerressourcer, undervisningens form og indhold, samt elevernes kvalifikationer ved skoleafslutningen. 48 Den kvalitative delundersøgelse (DKD) side DKD side 3 Side: 17

20 Gennemførelsen af den kvalitative delundersøgelse i forventningsundersøgelsen foregik henholdsvis den 27. Januar og den 3. Februar 1997, og bestod af fire fokusgruppeinterview: to fokusgruppeinterview med meningsdannere ét i Århus og ét i København, samt to fokusgruppeinterview med ungdomsinstitutionsledere ét i Århus og ét i København. Ved udvælgelsen af meningsdannerne var der lagt vægt på at denne gruppe repræsenterede både lærere, elever, pressen, erhvervslivet og dets interesseorganisationer, samt politikere af forskellig politisk observans. Lederne blev udvalgt, så de repræsenterede gymnasier, HF, handelsskoler, tekniske skoler, samt social og sundhedsskoler. Til hvert af de fire fokusgruppeinterview, der typisk varede ca. 2½ time, blev der inviteret 10 personer (3 personer meldte afbud). I alt har således 18 meningsdannere og 19 ledere deltaget i undersøgelsen, ligeligt fordelt rent geografisk. Til styring af fokusgruppeinterviewene brugte man en overordnet spørgeramme, der indeholdt de hovedemner, der skulle diskuteres: Den enkeltes involvering og interesse i folkeskolen Holdninger til folkeskolen (spontant og ved gennemgang) Folkeskolens formålsparagraffer Folkeskolens fremtid, herunder deltagernes forventninger og forhåbninger Den kvalitative metode, der er anvendt i denne delundersøgelse, er ikke objektiv i videnskabelig forstand, fordi de konklusioner, som undersøgelsen fremviser netop er udledt på baggrund af det samlede indtryk, som gruppens udtalelser giver. Man kan derfor ikke generalisere ud fra de indsamlede resultater, men kun bruge dem som input og inspiration til det videre kvalitetsarbejde. 50 Dog har den kvalitative metode, efter min mening, flere fordele. For det første afdækker den et givent emne på deltagernes præmisser, hvilket betyder, at indholdet af diskussionen udelukkende styres af det, der optager den enkelte. Interviewpersonerne kan således undervejs vende tilbage til tidligere udtalelser, eller komme med nye indskydelser, og dermed dreje diskussionen i en ny og uventet retning noget der er med til at give en høj grad af frihed under diskussionerne, og dermed skabe dynamik i gruppen. Et andet punkt er, at man ved den kvalitative metode bedre kan komme i dybden med et givent emne, og således få flere aspekter frem om det specielle ved dette emne. Endelig anvendes den kvalitative metode, fordi man ønsker at beskrive et bestemt emne, med henblik på at skabe en meningssammenhæng og forståelse af dette fænomen. Delundersøgelsens resultater I dette afsnit vil jeg foretage en analyse af de fremkomne tendenser / resultater, med henblik på at kunne indarbejde dem i forhold til min problemformulering, hypotese og teoretiske gennemgang. 50 DKD side 7 Side: 18