forlaget Pilgrim Convoy Dug Gisèle Noer fra et liv uden grænser gisèle noer fortæller om de grænseløse oplevelser fra den lange rejse mod jerusalem

Transkript

1 112

2 Forlaget Pilgrim Convoy Dug fra et liv uden grænser Gisèle Noer Gisèle Noer fortæller om de grænseløse oplevelser fra den lange rejse mod Jerusalem

3 a b Kapitel 11 Stormen Inden vor afrejse vandrede en yngre kvinde fra gruppen fra vogn til vogn. Hun advarede familierne mod at tage med på denne farlige færd. En Jonas-rejse, forudsagde hun, idet hun øjensynligt henviste til Bibelens beretning om den ulydige profet, Jonas katastrofale sørejse. Efter hendes forklaring ville alt materiellet gå tabt. Om der ville ske tab af mennesker var uklart. (Min personlige mening var imidlertid, at hun var påvirket af sine forældres ængstelse for hele dette projekt). Men hun talte med overbevisning. Adskillige blev prøvet i deres tro. Den åndelige storm rasede og i dette uvejr var der ca. en halv snes personer, der sagde farvel. Johny og jeg havde taget vor egen beslutning. Vi ville køre ombord og fortsætte rejsen om vi så skulle gøre det helt alene. Denne faste holdning satte mod i andre, og få dage senere blev størstedelen af konvojens køretøjer og beboelsesvogne kørt ind på vogndækket af færgen Dana Regina. Hvis den åndelige storm var aftaget, så rasede elementerne stadig omkring os; himmel og jord stod i ét. Havnekajen var oversvømmet af frådende bølger. Jeg ku ikke lade være at tænke på den unge kvindes advarsel. En Jonas-rejse! Ville vi gå ned med det hele? Skibbrud? Mens jeg betragtede de unge mænd, der med svære kæder lænkede vognene fast til vogndækket tænkte jeg: De ta r ingen chancer! De så på mig, og jeg forstod, at vi havde samme tanke. Joh, jeg var ængstelig indtil ordene fra den profeti, som havde lydt for et par måneder siden, atter kom til mit hjerte: Frygt ikke! Jeg er med jer! 1952

4 Ordene om den kommende storm kunne altså forstås på flere måder; ikke kun et åndeligt uvejr ventede os. Virkelige stormkast slog mod havnelejet. Naturens kræfter var sluppet løs men siden Herren så direkte havde advaret os måneder forinden, hvad var der så nu at frygte? Havde Han ikke lovet, at Han ville være med os? Profetiens ord beroligede mig. Jesus var ombord! Intet, der var talt imod os, ville ske! Hverken med os eller vort materiel. Jeg kastede et blik på den lange række af smukke beboelsesvogne. De var skænket os ikke for at blive ødelagt og forsvinde i havets dyb! Det er ikke op til mig at forklare, hvordan kaptajnen fik det skib lagt fra land og kom ud i rum sø. Men det gjorde han! Det var umuligt at lukke et øje; skibet gyngede og svajede i alle retninger. Børnene faldt uafbrudt ud af deres køjer jeg måtte våge over dem. Sådan fortsatte det til midnat. Da med ét blev alt stille. Hvilken fred! Endelig kunne jeg lægge mig for at blunde lidt. Hvor skønt at nå på den anden side af prøvelsen. Forunderligt at have bønnekampen bag sig. Hvilken velsignelse, når freden holder sit indtog. Da morgenen brød frem, var det klart solskinsvejr i Harwich, England. Et mægtigt skridt var taget. Der var nu ingen vej tilbage England, miraklernes begyndelse Da jeg kørte vor Toyota Landcruiser og den næsten 11 meter lange, 6 tons tunge Lavigne-beboelsesvogn fra borde i Harwich, forekom alt mig i dette nye land at være omvendt. Her gjaldt det første og fremmest om at holde sig i venstre vejbane! De forbikørende syntes at være lige så forbløffede; jeg så dem dreje hovedet for med store øjne at betragte det for dem lidt usædvanlige skue: En lille kvinde ved rattet af et sådant vogntog Første rejsemål: Byen Saffron Walden! Navnet vil for altid være prentet i både min og hele pilgrimflokkens hukommelse. Her skete et mirakel, som ikke let går i glemmebogen; virkeliggørelsen af Guds løfte: Det var, som om Gud på det sted satte sit segl på vort tros-skridt og sagde: Jeg er med jer! Frygt ikke! Af og til kan Guds indgriben forklares ud fra naturlige begivenheder men i Saffron Walden oplevede vi det overnaturlige. Efter at have betalt de 200 kvadratmeters vogndæk på Englandsfærgen var pengekassen tom. Konvojen fortsatte på de sidste dråber brændstof ind i denne første engelske by. 1962

5 Det store midtbys-græsareal, som englænderne kaldte The Green, var stillet til vor rådighed. Alle køretøjer nåede velbeholdent ind på dette område men Johny og jeg kom ikke så langt med vor landcruiser og beboelsesvogn. Motoren gik i stå; tom tank! En af konvojens gamle, blå Ford-traktorer hentede os og bugserede os på plads. Alle var i gang med at installere sig. Efter hver flytning var der altid nok at se til også indendørs, hvor alt porcelæn og lignende under kørselen var pakket væk. Johny sendte straks bud rundt, at alle skulle samles i skolevognen. Han ville informere familierne om den økonomiske situation. Grethe, der fungerede som bogholder, kunne med tørre tal forklare og bekræfte den sørgelige kendsgerning: På denne kolde decemberdag var midlerne sluppet op. Ingen penge at købe ind for, sagde Johny. Ingen kan i dag handle ind. Nu er der blot bønnens vej tilbage! I et så lille fællesskab som vort eksisterede sjældent nyheder, der ikke allerede på forhånd var kendt. De fleste forstod situationens alvor; der var ingen panik! Johny bemærkede i et øjeblik, hvor han så ud af vinduet, at en fremmed nærmede sig skolevognen. Manden gjorde tegn til, at han ville tale med en eller anden. Johny gik udenfor for at møde ham. Can I help you, Sir? spurgte han. Jeg er ejer af et mindre supermarked. Manden pegede i den retning, hvor hans forretning lå. Jeg har i dag haft besøg af en person, der har givet mig denne blanco check, og som har meddelt mig, at alt, hvad de danske pilgrimme, som er stationeret på The Green, køber i min butik, er betalt. Den fremmede smilede, gav Johny hånden og forsvandt. Hvilken overraskelse! Johny skyndte sig tilbage til de ventende familier i skolevognen. Før vi beder, har Gud svaret, bekendtgjorte han. Bedemødet blev ved hans beretning forvandlet til et lovsangsmøde. Du er stor, og Du er trofast. Du lader ikke dem, der følger Dig, blive til skamme. Sådan lød det i de mange taksigelser. Derefter blev det på stedet besluttet, at alle skulle købe nøjsomt ind, så at blot de daglige behov blev dækket og fra det øjeblik fik den lille forretning i Saffron Walden en ny, taknemlig og glad kundekreds. Forretningen var ikke et supermarked (som vi forstår det). Nærmere en stor købmandsbutik. Enkelte varer fandtes ikke på hylderne. Mælk, for eksempel. For mig et dagligt behov for børnene. Derfor nævnte jeg 1972

6 det i min aftenbøn: Herre tak, at Du også sørger for mælk til mine små! Næste morgen bemærkede Johny en lille, trehjulet, elektrisk bil i lejren. Det var mælkebilen, og mælkemanden var i gang med at aflæsse en kasse med 20 pints mælk inden for indkørselen. Vi har ikke bestilt mælk, råbte Johny til mælkemanden. Nej, men det er der en anden, der har gjort, svarede han. Jeg har haft besøg af en ukendt person, der har bestilt en kasse mælk til jer hver dag - kommer igen i morgen! Alt er betalt. I mit hjerte måtte jeg takke Herren for denne overflod. Nu var der mælk nok til alle hver dag Stjerneteltet blev rejst. Aften efter aften blev evangeliet forkyndt i Saffron Walden. Vore første møder i England! Vi kendte ingen, og ingen kendte os. Da vor tid var til ende i den lille by, blev teltet taget ned, og der blev gjort klar til afrejse. Under vort ophold i byen var der dagligt blevet sørget godt for os. Men kassen var lige tom og det samme var køretøjernes diesel og benzintanke. Da spadserede endnu en person ind i lejren: Indehaveren af den lokale tankstation. Jeg har haft besøg af en for mig ukendt person, forklarede han. Vedkommende bad mig give jer besked om, at I skal komme ned på tanken og fylde alle jeres køretøjer og generatoren! Alt er betalt! Tankstationens ejer havde et tilfreds udtryk på ansigtet. Han lignede én, der lige havde gjort en go handel. Den dag skete det, som jeg ikke husker, er sket siden: Alle biler, traktorer, jeeps og trucks havde på samme tid fyldte tanke parate til at tilbagelægge næste strækning på den lange rejse til Jerusalem. Snakken gik livligt i gruppen: Hvem var denne mand? - Denne ukendte? - En engel? Da dukkede pludselig en sidste person op i pilgrimlejren. Han bad om at komme til at tale med Johny. Jeg er sendt af kommunen, begyndte han. I går blev det besluttet i et byrådsmøde, at jeg skulle aflevere denne regning på 100 pund, før I forlader byen. Det er betaling for jeres ophold på The Green. Johny stirrede tavst på regningen. Selvom vi på alle måder var blevet godt forsørget i Saffron Walden, var situationen uændret; vi havde ikke en øre at betale med! Manden fra kommunen vinkede med fakturaen. Da jeg vågnede i 1982

7 morges, hørte jeg en stemme tale tydeligt og klart til mig og sige: Gå ikke ned med den regning til pilgrimmene! Jaså. Johny lyttede interesseret. Jeg blev bange. Manden fra kommunen viftede stadig med regningen. Jeg er jo ikke religiøs. Anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Det med den stemme var for mig noget uforklarligt. Jeg ringede straks til den lokale metodistpræst. Forklarede ham det hele. Især det med den stemme Hvad sagde præsten? Han sagde: Den stemme var Guds røst. Gå ikke ned med regningen. Kirken betaler! Så er regningen altså betalt? Johny rakte ud efter fakturaen. Yes, sir! Værsgo regningen er betalt! Manden fra kommunen afleverede med et høfligt buk regningen til Johny. Saffron Walden! Mirakel-byen! Med Jesus kan vi som disciplen Peter gå på vandet! Ingen drukner. Skulle vi et øjeblik synke i bølgerne, hiver Han os op igen. Opmuntret af disse begivenheder kørte konvojen videre. Samtalerne om Guds storhed fortsatte under rejsen: Da Gud befriede Sit folk fra Egypten, tog Han sig i fyrretyve år af en forsamling på mand plus alle deres familier og vi er kun 30! Skulle vi ikke stole på Ham, der siger: Sæt Mig på prøve og se, om Jeg ikke åbner himlens sluser! - (Dette her er mere end at læse alle de skønne beretninger i Bibelen. Det er selv at opleve dem. Jo, det er sandt, at Herren lever, og at Han både ser og kender Sine børn! Han hører, og Han svarer ) og med denne begejstring rullede konvojen videre. Fra by til by og fra landsby til landsby. Overalt blev evangeliet forkyndt, og det løfte gik i opfyldelse, der siger: Herren virkede med og stadfæstede Sit ord Alle pilgrimme virkede med til møderne; de unge med deres lovsang; brødre og søstre fortalte personlige vidnesbyrd. Specielt ét gjorde stort indtryk på mig, og jeg blev aldrig træt af at høre det. I denne nat skal du ikke forgå George Müller Pedersen var fra Færøerne. Ofte talte han om sin dramatiske omvendelse om den nat da han i et voldsomt uvejr med en fiskekutter og en besætning på 32 mand drev hjælpeløst ind mod Islands klipper. 1992

8 Motoren var ude af drift, fortalte han, og alle vidste, at det nu kun var et spørgsmål om tid, så ville skibet blive kastet ind mod de skarpe undervandsskær, og vi ville alle omkomme i dette uvejr. George Müller fortsatte og vi lyttede alle til, hvorledes han gentog historien om, hvad der videre skete: Jeg fulgte på det tidspunkt ikke Jesus og bad ikke til Gud men den nat kaldte jeg på Herren og lovede Ham, at hvis Han frelste mig ud af denne nød, så ville jeg tjene Ham resten af mit liv... Da hørte jeg en klar røst, som sagde: I denne nat skal du ikke forgå! Kort efter hørte stormen op; havet blev spejl blankt; motoren begyndte atter at snurre, og vi satte kursen hjemad. George Müller holdt sit løfte. Han tjente Herren efter denne begivenhed

9 a b Kapitel 16 Drøm nummer to Nogen tid efter var vi atter undervejs til vort nye mål: Tjekkoslovakiet. Konvojen drejede snart til højre, snart til venstre gennem Nürnberg. Ved hver drejning bemærkede jeg hele tiden skiltet: AUGSBURG. Da huskede jeg min drøm, som jeg ikke havde haft anledning til at fortælle Johny. Men som dette bynavn blev ved at dukke op på vejskiltene, var det, som om min ånd vågnede. Dér stod det skrevet igen (med en pil i modsat retning end den, vi kørte): AUGSBURG og lidt senere igen: AUGSBURG. Den aften fortalte jeg min drøm til Johny. Han lyttede men syntes ikke særlig interesseret. Til sidst udbrød han: Jeg har ikke opfattelsen af, at din drøm er fra Herren. Brødrene og jeg har besluttet, at vi tager til Tjekkoslovakiet og derved bliver det! Jeg var skuffet. På den anden side kunne jeg ikke med bestemthed sige, hvad min drøm skulle betyde. Derfor besluttede jeg atter at prøve Gud i denne sag. Siger Skriften ikke, at på to eller tre vidnesbyrd bliver en sag bekræftet? Hvis denne drøm om Augsburg virkelig er fra Dig, Herre, bad jeg, så giv mig en ny drøm, der bekræfter dette. Samme nat drømte jeg, at Johny og jeg var i en metro i Paris. Der er altid tavler i metroen, der indikerer, i hvilken retning toget kører. I min drøm blev jeg klar over, at vi kørte i den forkerte retning. Vi havde taget fejl og måtte hurtigst muligt stige om for at køre tilbage. Ved næste station steg vi ud af det ene tog og ind i et andet, der kørte i modsat retning. Med denne nye drøm var jeg sikker i min sag. Vi var på vej i en forkert retning. Jeg fortalte straks min drøm nr. to til Johny. Jeg 11352

10 studerede kortet over vejnettet. Tjekkoslovakiet lå mod nord og Augsburg mod syd. Nøjagtig som i min metro-drøm : Vi var på vej i en forkert retning! Men min drøm nr. to blev heller ikke taget for gode varer. Konvojen fortsatte mod nord. Vi nåede til grænsen. Alle køretøjer stod parat til afgang. Den lange række af vogne blev delt i to. De første, der skulle køre over grænsen, var de vogne, som hørte til vor familie. Resten stod stadig afventende i snestormen i ingenmandsland. Én efter én passerede den første konvoj grænsen til Tjekkoslovakiet. Vi standsede i det kommunistiske grænsestationsområde. Det var sent. Jeg begyndte at forberede aftensmåltidet. Jeg var temmelig overrasket; jeg havde ikke ventet, at vi så hurtigt og så let kunne rulle ind i det mørke domæne! Johny var tilfreds. Der ser du! formanede han. Du og dine drømme! Du må indrømme, at den slags kan vi ikke lade os lede af. Og ja! Jeg måtte jo indrømme, at jeg havde taget fejl; vi stod nu med vore vogne i Tjekkoslovakiet. Porten havde åbnet sig! I al stilhed vendte jeg mig til Gud. Herre, bad jeg, hvorfor lod du mig få drøm nr. to? Den, der bekræftede drøm nr. et? Det hele syntes så klart. Men Du må tilgive mig. Din vilje ske! Vi satte os omkring bordet. Da trådte tjekkiske officerer pludselig ind i vort køkken. De kaldte Johny udenfor og jeg må sige, at efter den samtale kom vi lige så hurtigt ud af Tjekkoslovakiet, som vi var kommet ind. Grænsesoldaterne havde fundet bibler i vor skolevogn. I vore rejsepas stod på tysk, at vi var anerkendt som en mission. Det blev enden på historien. En officer løftede truende en bibel: Den bog har vi ikke brug for her! Hans stemme skælvede af fjendskab. På vej mod Augsburg Jeg kan endnu se overraskelsen i øjnene på vore venner, der ventede i snestormen ved grænseposten. De stod stadig parate til at følge os ind i Tjekkoslovakiet. Da vi passerede dem, lod vi dem forstå, at de skulle dreje rundt og køre med os tilbage til Tyskland. Efter denne nederlagsoplevelse fik jeg lov til at dele mine to drømme med brødrene. En ny beslutning blev taget. Lad os prøve at køre i retning af Augsburg, besluttede de. Johny og jeg blev da med de sidste børn sendt af sted for at undersøge, om konvojen (med halvtreds 11362

11 kilometers afstand mellem holdepladserne) havde fri bane hele vejen til Augsburg. Vi var vant til at foretage disse forberedelsesture. Politi og borgmesterkontorer skulle besøges. Det kunne godt tage flere dage at få disse tilladelser i hus. Men på forberedelsesturen til Augsburg gik det hele, som var det smurt. På én enkelt dag var alt bragt i orden. Allerede klokken fem om eftermiddagen havde vi alle tilladelser i hånden. Vi var begejstrede og sejrsbevidste. Fire-fem holdepladser var stillet til vor rådighed. Vejen til Augsburg var banet. Vi kørte ad forberedte veje. Få dage senere drejede konvojen ind i Augsburg. En by, som Johny og jeg af og til besøgte på vore tilbagevendende møderejser gennem Europa. Vi blev altid varmt modtaget af en lille gruppe kristne brødre og søstre, der hver uge samledes til bøn i et hus. Denne gruppe modtog med åbne hjerter det Herrens ord, som vi forkyndte. Mødet med en engel, Monsieur Raak Vi befandt os endnu i Tyskland, da Johny arrangerede et møde med Jan Willem van Der Hoeven, som siden blev præsident for Det Internationale Kristne Zionistcenter i Jerusalem. Han er en mand, som elsker Israel, og forsvarer den hebraiske stat med stor nidkærhed. Han opholdt sig på det tidspunkt i Holland og jeg forberedte bagagen til denne rejse, der kun ville vare nogle få dage. Fordi vi ikke skulle være væk i længere tid, havde vi besluttet at efterlade børnene i vore venners omsorg i pilgrimlejren. Lige før vi tog af sted, begyndte Mikaël at hoste. Jeg var bekymret og spurgte Johny, om vi alligevel ikke skulle tage Mikaël med på denne rejse. Jeg var ængstelig for, at han igen skulle få et anfald af den falske strubehoste og i det tilfælde ville jeg ikke gerne overlade ansvaret til andre med hensyn til hurtigt at bringe ham til et hospital. Vi var enige om, at dette var den bedste løsning, og jeg pakkede i en fart lidt tøj til Mikaël og vi tog af sted. Den nat overnattede vi undervejs på et lille billigt hotel. Den følgende morgen skulle vi møde Jan Willem, og vi forlod derfor hotellet tidligt. Det hele var på det sted lidt specielt, og ingen af os havde særlig lyst til at røre noget af det, der blev stillet frem på morgenbordet. Vi foretrak at tage af sted på tomme maver. Vi holder ind på en eller anden lille café, sagde Johny

12 Det var søndag, og jo længere vi kom bort fra byen, jo mindre var udsigten til at finde den lille café. Tiden gik, og vi begyndte alle at blive både sultne og tørstige. Vi fortsatte med retning mod det sted, hvor vi skulle møde Jan Willem og med ét befandt vi os i en skov. Jeg var bekymret for Mikaël; han skulle snart have noget at spise og drikke. Jeg bad til Gud. Du må hjælpe os, hviskede jeg. Da vi fortsatte, stirrede jeg ud af vinduet; mine øjne søgte ivrigt efter et eller andet hus men jeg så kun træer. Kilometervis af træer! I dette mennesketomme landskab begyndte bilens motor at lave problemer. Til sidst måtte vi holde ind til siden midt i det store nowhere. Hvad nu? Bilen kunne ikke køre længere. Intet at drikke. Intet at spise. Man kunne godt blive lidt bekymret. Da Johny steg ud af bilen, fik han øje på to andre biler, der holdt et halvt hundrede meter længere fremme. Han løb derhen og så, at det var en af ADAC s sort-gule hjælpekøretøjer, der var kommet en anden strandet bilist til undsætning. Hvilken lykke midt i vor ulykke! Johny forklarede ADAC-mekanikeren vor situation. Jeg er der om nogle minutter! sagde han. Når jeg er færdig her, kommer jeg og hjælper jer! Få minutter senere dukkede en tredje bil op. Den passerede os og holdt ind lidt længere fremme. En mand trådte ud og styrede direkte hen imod os: Sort, krøllet hår, mørklødet. Sympatisk. Er jeres dreng sulten og tørstig? Han betragtede Mikaël mildt. Johny og jeg så forundret på hinanden. Ja. Vi svarede begge på én gang. Jeg er tilbage om et øjeblik! Den fremmede vendte sig og gik henmod sin holdende bil... ( Rette spørgsmål i rette øjeblik ). Jeg fulgte ham med øjnene. Hvem er han? Jeg vendte mig hviskende til Johny. Vi kender ham ikke. Kan vi stole på ham? Johny nikkede. Det tror jeg. Den fremmede vendte tilbage. Han kunne umuligt have hørt min hvisken. Han havde med sig en flaske Coca Cola, en sandwich (med peanut-butter ) og nogle plastikglas. Smilende åbnede han Coca Colaen, tog et glas, fyldte det, og medens han så på mig med et gennemtrængende blik hilste han med det fyldte glas. Først mig selv, Madame! Han tømte glasset. Så skænkede han et glas til mig. Derefter ét til Johny og idet han med en høflig bevægelse spurgte mig om tilladelse, 11382

13 gav han et fyldt glas til Mikaël. Jeg følte mig afsløret. Den mand kendte min ængstelse og måtte have læst mine tanker. Ingen tvivl om det! Han vidste åbenbart, at peanut-butter-sandwich var Mikaëls yndlingsret. Alt talte samme sprog: Dette her var ikke helt almindeligt! Johny må have haft den samme tanke. Hvad er dit navn? Han nærmede sig den fremmede. Monsieur Raak. Johny og jeg vekslede blikke. Vi tænkte det samme hvilket behøver en lille forklaring. (Netop i de dage prædikede Johny i teltet over profeten Elias. Det var ham, som de sorte ravne måtte sørge for. Gud sendte disse fugle til ham med brød og kød hver morgen og hver aften. Johnys budskab var, at dér, hvor ingen menneskelig hjælp er for hånden, betjener Gud sig af mirakler. I dette tilfælde med Elias brugte Han ravnene. To gange om dagen hørte profeten deres Raak-Raak ). Monsieur Raak. Den fremmede præsenterede sig høfligt. Johny trådte et skridt nærmere. Tror du på Gud? Monsieur Raak løftede hovedet og hævede sine hænder mod himlen. Han er Skaberen af himmel og jord og alt, hvad der er til! Han talte med ærefrygt. Og Jesus! Tror du på Jesus? Johny insisterede. Ved dette navns nævnelse bøjede Monsieur Raak sig til jorden, idet han udbrød: Han er alle menneskers frelser! Monsieur Raak lod os forstå, at han skulle videre på sin rejse. Han hilste farvel. Da han tog afsked med mig, så han mig lige i øjnene. Madame! Han bøjede sig høfligt. Verden er så lille; vi mødes nok igen! Han gik et par skridt og vendte sig. Jeg har travlt; der er folk, der venter på mig! Johny og jeg havde sikkert den samme opfattelse. Den fremmede var en engel, der (som der står skrevet) er en af de tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelse (Hebr. 1:14). Jeg løb efter ham for at få et glimt af hans bil. En stationcar. Propfyldt med ting og sager (en madras skimtede jeg). Monsieur Raak satte sig ind i bilen og kørte hurtigt bort. (Hvilket møde! En hjælp i rette tid! Dér stod vi med motorskade midt 11392

14 i en skov, hvor ikke en levende sjæl kunne komme os til undsætning. Men motoren gik i stå kun få meter fra en ADAC-mekaniker. Mikaël fik både spise og drikke af en person, der var som sendt fra himlen: Monsieur Raak. Jeg spørger: Er noget umuligt for Herren? Er Han ikke en forunderlig, omsorgsfuld Far? Hvilken opmuntring er det ikke at kunne opleve Hans hjælp i det daglige? Og fejlen (med hensyn til at havne i den situation) var jo helt på vor side: Hvordan kunne vi finde på at tage af sted fra hotellet uden at udruste os med så meget som en flaske vand? Men i stedet for at tugte os for vor manglende årvågenhed, sendte Gud os en velsignelse. Herrens navn være lovet! Al æren tilkommer Ham). De tre guldstykker Tiden nærmede sig for vor årlige hovedpine. Den lovmæssige forsikring på de mange køretøjer skulle betales: Syv traktorer, otte lastvogne og tre personbiler! Regningen var (vidste vi af erfaring) på tyske mark; mere end kr. (euroen var endnu ikke kommet i omløb). Vi havde ikke de penge, hvilket betød, at hele konvojen måtte blive stående på stedet. Ikke et hjul måtte bevæges, før regningen var betalt. Da skete det usædvanlige. En mand vandrede pludselig ind i pilgrimlejren, gik til Marias dør og bankede på. Er I Den Højeste Guds tjenere? Spørgsmålet var kontant. Da Maria overrasket nikkede, tog han hendes hånd og lagde tre guldmønter deri. Gå i banken, sagde han. Hver guldmønt har en værdi af 1000 DM. Hvor kender du os fra? Maria var stadig uforstående. En artikel i avisen. Maria fortalte bagefter, at den fremmede var fattigt klædt. Men han havde gode øjne, og et varmt blik, beskrev hun videre, da han gik bort, følte jeg det, som en varm bølge strømmede gennem mig. Maria løb straks hen for at fortælle Johny den gode nyhed, og begge skyndte de sig begejstrede til banken. Rigtigt nok: De tre guldmønter havde en samlet værdi af 3000 DM. Nøjagtigt det beløb, vi havde brug for: 2700 DM til forsikringerne og 300 DM til tiende. (Hvem var denne mand? En højst besynderlig gave, som han den dag bragte os! Når engle dukker op i menneskeskikkelse, kan de være svære at få øje på. De er som det står nævnt i Skriften sendt med 11402

15 det ene formål at hjælpe, og det var i sandhed en stor hjælp at kunne spadsere ud af banken med 3000 DM på lommen. Kort sagt: Problemet med de lovpligtige forsikringer, som skulle betales, var løst, og konvojen kunne igen rulle videre ). alle var glade og tilfredse. Kun jeg var en smule skuffet. Jeg havde hverken set eller haft anledning til at holde de tre guldmønter i hånden. Min lille mumlebøn Tænk! Rigtige gulddukater! Ikke noget, man oplever hver dag! Jeg mindes, at jeg lod en lille hjertebøn stige op til himlen: Jeg kunne også godt tænke mig at få nogle guldmønter og så tænkte jeg ikke mere på det. Det havde jo ikke stor betydning, men Herren havde bemærket min lille mumlebøn, der faktisk kun var som en tanke. På det tidspunkt blev en lille gruppe fra vor pilgrimlejr inviteret til England. Vi var fem, der skulle af sted: Violet, Reka, Lella, Johny og jeg. Violet kendte en jødisk-ungarsk familie, der under vor rejse indbød os til middag. Bordet stod allerede dækket, da vi ankom, men værtinden kaldte mig diskret til side. Du er fransk? smilede hun. Ja. Åbn den! Hun rakte mig en lille pakke, smukt indpakket med en fin sløjfe. Hun var helt begejstret og næsten mere utålmodig end jeg. Jeg løste langsomt sløjfen, mens hun så til fuld af forventning. Pakkens størrelse fik mig til at forestille mig, at det kunne være en lille ring. Eller et smykke? Hvad kunne der ellers være i sådan en lille æske? Sløjfen var nu løst, og papiret fjernet. Et tyndt stykke vat dækkede endnu over den skjulte overraskelse. Forsigtigt fjernede jeg det lille stykke vat og hvad så jeg blinke dér i lyset? En lille, skinnende guldmønt! Jeg udstødte et sagte, lykkeligt udbrud af overraskelse. Fattede ikke helt, at dette her var virkelighed og ikke bare en drøm. Forsigtigt holdt jeg den lille, fine guldmønt mellem fingrene. Min værtinde betragtede mig smilende. Hendes øjne strålede om kap med mine. Fortsæt! Hun pegede på æsken. Jeg løftede atter et vatdække, der skjulte endnu et guldstykke. Jeg havde nu svært ved at skjule min bevægelse, for jeg huskede min 11412

16 mumlebøn. Jeg fjernede det tredje vatdække, og en tredje guldmønt kom til syne. Franske gulddukater! hviskede min jødisk-ungarske værtinde. Du er fransk. Det er dine! Hvad havde Herren gjort for at inspirere denne fremmede kvinde (i hvis hus jeg ikke tidligere havde sat mine ben) til at skænke mig denne gave? Det ved ingen i dag men én ting er sikkert: De tre guldmønter var en gave fra Herren! Et svar på bøn! Derfor takkede jeg Gud for denne særlige opmærksomhed. Efter at have været i banken og vekslet de tre gulddukater gav jeg den indkomne sum tilbage til Herren, for at vort Tabernakel (vort mobile gudstjenesterum) kunne blive forskønnet. Jeg købte bl.a. tre prægtige tæpper, som dækker tabernakel-gulvet den dag i dag, og jeg gav mændene penge, så at de kunne forskønne helligdommens loftsvinduer med kobberrammer. thi Herrens Hus må ikke glemmes! 11422

17