Gløben INDHOLD: Det er en glæde at overtage.redaktøljobbet

Transkript

1

2 Gløben Fra redaktøren Medlemsblad for De Berejstes Klub Redaktion: Søren Padkjær tel fax Forfattere og fotos: Medlemmer af De Berejstes Klub For- og bagside: Michael Horne Nielsen Omslagsfoto: Claus Qvist Jessen: Trods et par generationer afivrige missionærer kan man især i højlandet stadig være heldig at opleve traditionelt klædte krigere. Han her dukkede op ud af det tomme intet og nåede desværre at forsvinde lige så hurtigt, som han kom. Næste deadline: 10. maj Stof fremsendes direkte til redaktøren. Tema: Myanmar bliver temaet i næste nummer. Annoncer: Mai Nygaard man@foss-electric.dk Medlemskab: Se hjemmesiden: for betingelser for medlemskab. Formand: Per Allan Jensen Per.Allan.Jensen@sdk. sas.com INDHOLD: Fra redaktøren G Skal Globen tilbydes en bredere læserkreds? Medlemsaktiviteter Medlemsmøder Meddelelser fra formanden Nye medlemmer TEMA: Kvinder på rejse G Ewa Bylinska i det muslimske Iran. G Helle Ewalds erfaringer med mandlige bilister. TEMA: De værste rejseoplevelser 22 G POul Saabye og Pia Baltzer på deres 2 års jordomrejse møder hellige rotter i et hindutempel. G Familien Frandsen/Svarrer og den stjålne bil. G Per Allan Jensen om nærkontakt med en flok søpindsvin. Mellemamerika: G Arne Runges oplevelser med kvinder, katolske præ- 27 ster og hønsebusser. Appalachian Trail: G Søren Christensson på vej til verdens længste trail 33 Sydlige Afrika: G Per Allan Jensen på grupperejse. 35 Papau New Guinea: G Claus Qvist Jessens møde med skakspillere og 38 andet godtfolk i verdens sidste udpost. Malaysia: G Ib Larsen opstøver gamle guldminer. 47 Madeira: G Erik Pontoppidan fortæller begejstret om denne 51 smukke ø og dens levada'er. Guatemala: G Søren Padkjær om byfest i Chichisestenango. 56 Laos, Cambodia: G Kira Leisau beretter fra sin store rejse. 60 Australien: G Poul Saabye og Pia Baltzers seneste rei~)elcl.nd Julehilsen: Familien Granhøj på vej tilbage Det er en glæde at overtage.redaktøljobbet for et så flot blad, som GLOBEN har udviklet sig til- og en fornøj else at modtage så mange bidrag, at også dette nummer forhåbentligt lever op til de stadig stigende forventninger. Redaktøren på sejltur i Dm Phang, Thailand Jeg føler mig overbevist om, at der ikke findes mange klubblade, der kan måle sig med GLOBEN - især ikke på det indholdsmæssige område: Bladet er en sand guldgrube af spændende oplevelser og historier, og når jeg kigger i vor nye Blå Bog kan jeg konstatere, at vi indtil videre kun har set toppen af isbjerget. Vi har med vore meget aktive medlemmer en nærmest uudtømmelig kilde til nye beretninger fra fj erne lande, ukendte landsbyer, primitive folkeslag. En kilde, der, som mange af vore medlemmer selv beskriver det, er drevet af en uimodståelig trang til nye oplevelser og udfordringer. Faktisk er det lidt synd, at kun vor lille medlemsskare - og deres familier - får glæde af alt dette. Nu hvor jeg modtager al råmaterialet inklusive mange fremragende fotos, kan jeg konstatere, at det tager nogenlunde samme tid at redigere og opsætte bladet til kopiering i de nuværende 150 eksemplarer, som hvis det skulle trykkes i en bedre kvalitet helt eller delvist i 4 farvet tryk. Den økonomiske forudsætning herfor vil naturligvis være et større oplag, og dermed at vi får flere abonnenter og sponsorer/annoncører. I en tid hvor charterrejserne til Mallorca og Rhodos ikke længere har samme status som i tidligere tider, og hvor såkaldte almindelige mennesker også interesserer sig for rej ser til fjerne områder, vil GLOBEN kunne være en kilde til stor inspiration: Med en let gysen læser de erfarne charterfamilier om nye og i mange tilfælde ganske ukendte rejsemål, og selvom de næppe vil følge i vore mest erfarne exploratørers fodspor, vil bladet forhåbentlig give dem inspiration til - eller i det mindste drømme om - nogle anderledes oplevelser. Jeg vil derfor gerne invitere til en debat om vi fremover skal arbejde på at finde grundlaget for en fortsat udvikling af GLOBEN - ikke som et kioskblad, men måske et blad med abonnenter også udenfor vor sluttede kreds, tilgængeligt påbiblioteker, hos rejsebureauer, internationale virksomheder og organisationer osv. Med dette nummer har vi i samarbejde med trykkeriet forsøgt at give en forsmag på, hvordan kvaliteten afbladet kan blive. Der er stadig tale om kopiering, og hvis der er tilslutning til - og muligheder for - at opnå en større udbredelse af bladet, vil kvaliteten kunne forbedres yderligere. Og hvorfor skulle vi så ønske det, vil man med god ret kunne spørge. Der kan sikkert fmdes gode grunde både for og imod, men mon ikke medlemmerne selv gerne vil være stolte over deres eget flotte klubblad, at nyde det spændende indhold præsenteret i en god kvalitet - og at kunne se hvad billederne. forestiller - måske endog i farver? Især når det store arbejde fra forfatternes, fotografernes og redaktionens side erstort set det samme. Søren Padkjær 2 3

3 Medlemsaktiviteter Møder: Antal: Der blev i løbet af 2002 (2001) afholdt i alt 21 (24) møder, med deltagelse af fra 5 (2) til 34 (28) deltagere. I alt 68 (71) af klubbens medlemmer deltog i et eller flere møder. Deltagere: De to flittigste mødedeltagere var - lige som sidste år - Per Allan Jensen (16 (19)) og Lis V. Jørgensen (15 (18)). På de fire næste pladser følger Hanne Kofoed (12 (2)), Bertel Kristensen (11 (8)) samt Niels Iversen (10 (9)) og Ewa Bylinska (10 (4)). Lokaliteter: De 21 (24) møder var geografisk fordelt med 14 (18) i Storkøbenhavn, 4 (3) i Jylland, 1 (2) i Odense og 2 (1) weekendmøder (Dronningmølle + Rågeleje). Indhold: Der har været 2 (6) 'hyggemøder' (generel snak, ingen specielle emner), 4 (2) temamøder (Afrika (x2), sygdomme og vin) og 15 (16) 'almindelige' møder. Værter: Vi har været 3 (5) gange hos Lis og 2 (2) gange hos Jakob Friis, mens de resterende 16 møder blev afholdt hos 16 forskellige værter (flot!). Foredragsholdere: Her har vi naturligt en høj selvforsyningsgrad med underholdning af20 (24) medlemmer og 2 (2) eksterne. Kommende arrangementer: : Medlemsmøde lidt vest for Storebælt hos Bjarne Lund-Jensen, Lundby ved Odense. Underholdning: V ærtens nylige tur gennem Asien : Feinschmecker-aften: Arrangementet er udsat : Medlemsmøde øst for Storebælt Sted: meddeles senere : Sommerhusweekend i Odsherred. Tema: Bjerge : Fisketur Farum Sø kl Anslået pris for bådleje kr. pr deltager. Bagefter giver klubben grillkul, flutes, chips, salat og andre småting, til gengæld medbringer man selv drikkevarer samt kød til grillen. Claus Qvist Jessen står for arrangementet. September: Sommerhusweekend i Erik Pontoppidans sommerhus i Melby ved Liseleje, endelig dato og andre detaljer følger senere : Generalforsamling +julefest i år afholdes separat, altså adskilt fra det normale månedsmøde den 18. november. Medlemsblad: Der er i årets løb udkommet 4 (4) medlemsblade, med i alt 238 (259) sider (gennemsnit 60 (65)). I 2002 oplevede vi en yderligere forstærkning af Tordenskjolds soldater - effekten, idet der var 22 (31) forskellige bidragydere, hvortil kommer 12 (25), hvis bidrag begrænsede sig til de (obligatoriske) personbeskrivelser. Medlemsmøder "'>~ Oversigt over afholdte DBK-arrangementer: 1) Den 18. december 2002 var der 95 medlemmer, der gik glip af Torben Redders spændende og flotte lysbilledforedrag om 'alverdens huler'. De resterende 15 fik til gengæld - oven i i hulebillederne - en hyggelig jule-rejse-snak her på årets 21. og sidste. møde. Det var Jens Poul Madsen, der gæstfrit havde stillet sit dejlige hjem til rådighed for arrangementet. 2) Den 18. januar 2003 var 15 medlemmer samlet til en hyggelig lørdag aften hos Søren Bonde og hans filippinskekone Eden. Først fik vi dejlig filippinsk inspireret mad, og bagefter levede den nykårede Folkersen prismodtager Claus underholder om sine til Claus Antider megetanderledes oplevel- dersen op til ser i Mellemamerika. sit ry med et flot og spændende lysbilledforedrag fra Mellemamerika. 3) Møde om Cafe Globen d. 30. januar: 9 medlemmer var samlet om en hyggelig snak om det interessante projekt, der vil blive omtalt mere udførligt i løbet afde kommende måneder. 4) Hele 22 forventningsfulde medlemmer var den 18. februar mødt op hos Ewa Bylinska i hendes hyggelige hjem i Hellerup, dels for at nyde hendes gode mad, chili con carne, dels for at smage den berømte polske Bison vodka (den med strået), men også for at høre aftenens foredragsholder. Vi havde hidkaldt den fra tv kendte amatørvulkanalog Henning Andersen, som viste sig at være en særdeles entusiastisk fortæller. Begejstret berettede han om vulkaner i al- mindelighed, og de italienske og indonesiske. vulkaner i særdeleshed. Henning Andersen fortæller om vulkaner Stemningen var fra start lattermild, men da vi forlod arrangementet havde vi alle en fornemmelse af, at vi lever oven på en tikkende bombe. Henning forærede DBK sin bog "Øer født af ild" og vi fik lovning på, at han ville sende sin kommende bog om Etna til os. Efterfølgende viste Henning så stor begejstring for klubben, at han prompte søgte om medlemskab, så det arbejder vi på. Tak til Ewa's fortryllende værtskab og til Henning for at gøre os til notoriske nervevrag. Kenneth HvolbøllToastmaster øst 5) Der var 22 forventningsfulde tilhørere til mødet den 28. februar hos Fiil og Kirsten Svarrer i Silkeborg. Rasmus optræder med mange forskellige instrumenter... De fik en forrygende forestilling af vort nye medlem, Rasmus Krath, der gav den som sprechstall meister fra sin tid hos den omrejsende teatertrup i Bolivia - og selv akkompagnerede sine billeder fra Syd- og Mellemamerika med guitar, charango og panfløjte. 4 5

4 Meddelelser fra formanden Økonomi: Efter udsendelsen af Blå Bog og DBKbrochuren (der er under udarbejdelse) har vi så nogenlunde opbrugt det overskud, der blev proklameret i slutningen af Herefter er det sådan, at de løbende indtægter lige netop eller måske snarere' lige knap kan dække de løbende udgifter, og det er jo ikke rigtigt en holdbar situation, specielt ikke fordi bestyrelsen nærmest sprudler med nye ideer til at gøre klubben endnu bedre. Og hvad kan vi så gøre ved det? Ja, man skal jo ikke være professor i økonom for at forstå, at der sådan set kun er to muligheder, nemlig at øge indtægterne eller mindske udgifterne. Lad os se på mulighederne efter tur. Den nemmeste måde at bringe indtægterne op på er at øge kontingenterne (I kender alle modellen fra skattevæsenet). Med en uændret kontingent på 300 kr. gennem klubbens samtlige syv leveår, sammenholdt med en (ganske vist begrænset) inflation og en (til gengæld aldeles astronomisk) vækst i klubbens aktivitetsniveau ville det vel ikke være helt urimeligt at hæve kontingentet til 400 kr. (evt. uændret 100 kr. pr. 'samboende' medlem), men dette kan jo være 'sidste udvej'. Så er der sponsorindtægterne. Disse har nogle år ligget konstant på kr. pr. år, ikke alverden, og nu har vi endda mistet to af vores fire sponsorer (men dog til gengæld fået en ny). Vi arbejder selvfølgelig på højtryk på at skaffe flere indtægter ad denne vej, og hvis nogen af jer har ideer må I endelig komme frem med dem. Endelig er der den mulighed at sælge bladet til en lidt bredere kreds, det kommer såvel Søren som jeg nærmere ind på andetsteds. Og så er der den med at spare på udgifterne. Den suverænt største udgift er jo medlemsbladet Globen, der efterhånden har et sådant omfang og en sådan kvalitet, at salig Poul Folkersen ville rotere i sin grav, hvis han så den udvikling, der er sket de sidste par år. Naturligvis kunne vi nedbringe udgifterne ved at mindske disse blades antal og/eller omfang eller ved at slække på kvaliteten, dvs. f.eks. gå tilbage til rene sortlhvid publikationer. Men ærlig talt, har vi lyst til det? I øvrigt satser vi også på - som nævnt andet steds - at netop vores imponerende blade skal være den løftestang, der for alvor bryder isen til de seriøse sponsorer (øh, kan man bryde is med en løftestang?). Af lidt mindre udgifter kan nævnes, at klubben støtter medlemsmøderne med 100 kr. til værten og 100 kr. til foredragsholderen, det ville vel også næsten være for småligt at spare væk, ikke? Og endelig kunne vi afskaffe vore priser og dusører, men hvor meget giver det? Der er to uerobrede lande tilbage, og så er der nogle få territorier, som bestemt ikke er ligetil at 'erobre'. Folkersenprisen synes jeg det ville være helt uantageligt at pille ved, og dusøren for nye højderekorder kommer næppe til udbetaling ret mange gange mere. Personligt ville jeg være endog meget ked af at skære ned på noget som helst af ovennævnte, men det er bare min mening. Måske er den lidt farvet af, at jeg har brugt oceaner af tid og kræfter på klubben de sidste år og nyder at se, hvordan bestræbelserne gradvist begynder at bære frugt. Hvis du har en anden mening, så kom frem med den i næste nummer afgloben. Og hvis vi intet input får, så må bestyrelsen jo egenhændigt beslutte, hvad der skal gøres. Sponsorfordele: Dit medlemskontingent kan hurtigt tjenes hjem igen, hvis du gør brug af de økonomiske fordele, som vore sponsorer tilbyder. Det er vel de færreste af os, der rejser uden for Europa uden en rejseforsikring, og her giver Gouda dig 33% rabat (blot opgiv dit navn og medlemsnummer ved tegning). Endvidere får vi 15% rabat på vaccinationer hos: 'Rejseklinikken', Ordrupvej 60, 4., 2920 Charlottenlund, tlf , kontakt@rejseklinikken.dk. hjemmeside: Mogens Rishøj (der flere gange har holdt temaaftener i klubben om rejserelaterede sygdomme) har også masser af gode råd vedr. helbred på rejsen. Om (mis-) brug af e-maiis: Som I forhåbentlig alle er klar over findes der en 'hemmelig' side med medlemsoplysninger i forbindelse med vores hj emmeside. At den er hemmelig betyder, at man ikke kan klikke sig frem til den fra de øvrige sider, så man skal vide, hvad den hedder. Og hvis det endnu ikke er gået op for jer, så kan jeg afsløre, at den hedder (det lidt underlige navn har en teknisk /historisk baggrund). En reference til denne side (og naturligvis 'hovedsiden' I gemmer blandt jeres internetbrowsers favoritter, så de lynhurtigt kan hentes frem. Nederst på denne side er samtlige medlemmers e mailadresser samlet i en klump, lige til at kopiere ind i modtagerfeltet, hvis I ønsker at sende en til alle klubbens medlemmer (på nær de par stykker, der ikke har e mailadresse). Jeg synes allerede vi mange gange har set fornuftige anvendelser afdenne teknik, som klart giver en sublim mulighed for at trække på hinandens viden, og jeg kan kun opfordre til, at I benytter den endnu mere. Men for at være på forkant med en evt. uheldig udvikling vil jeg dog godt lige indskærpe, at den naturligvis som hovedregel kun må benyttes til klub- og rejserelaterede formål (altså ikke f.eks. 'badmintonmakker søges' eller 'brugt cykel sælges'). Brug dog dette med måde og omtanke. F.eks. er det ikke smart at udsende et spørgsmål om Bhutan til hele klubben. Gå i stedet ind på hjemmesiden under 'Lister, Statistik', tryk på knappen 'Lande', hvorefter du kan konstatere, at kun 5 medlemmer har været i Bhutan. Femtallet er en knap, som du også kan trykke på, hvorefter du får at vide, hvem disse fem medlemmer er, og så kan dujo kontakte disse pr. mail eller telefon. I det hele taget kan jeg kun opfordre til, at man bruger hjemmesiden aktivt, der ligger meget arbejde bag den, og den indeholder en masse nyttig og spændende information. Alternativt medlemskab: Vi har jævnlig talt om, at andre end klubbens medlemmer kunne have glæde af at modtage Globen, især efter at det er blevet et blad med så stor kvalitet. Jeg har også af og til hørt fra medlemmer, der har måttet forlade klubben pga. manglende rejseaktivitet, at de gerne ville fortsætte med at modtage Globen, for på denne måde at kunne følge med i klubbens udvikling (ud over de muligheder, som hjemmesiden giver). Vi har derfor på sidste bestyrelsesmøde vedtaget, at man - som tidligere medlem - kan være 'passivt medlem' af klubben, hvilket indebærer, at man modtager Globen (fire gange årligt) med posten, mod at man betaler det samme kontingent som ordinære medlemmer. De 300 kr. er ganske vist lidt mere end de reelle udgifter til blad og forsendelse, men vi har alligevel besluttet dette, dels for at få en enklere administration og dels for af den vej af få et lille tilskud til højnelse af klubbens aktivitetsniveau. Måske kan vi således starte en 'lavineeffekt', dvs. med større oplag kan vi tiltrække nogle reklamesponsorer, så vi kan sænke prisen, så vi kan få flere abonnenter osv. Der er faktisk allerede flere tidligere medlemmer, der har tilsluttet sig denne ordning. Ved samme lejlighed lukker vi så også op for, at man kan være 'støtternediern', hvilket f.eks. kan være relevant, hvis man er interesseret i klubbens virke, men ikke kan - eller vil - være 'rigtigt' medlem. Også her er betingelserne de samme som nævnt ovenfor. Hvis man - som passivt medlem eller støtternedlem - i løbet af året pludselig opfylder klubbens adgangsbetingelser, kan man naturligvis 'konvertere' til rigtigt medlem, hvis man har lyst til det. I første omgang får disse 'alternative medlemmer' ikke andre rettigheder end at modtage bladet, bortset fra, at jeg kunne forestille mig den mulighed at invitere dem med til specielle arrangementer, f.eks. med eksterne fore- 6 7

5 dragsholdere, hvor de pladsmæssige forhold muliggør dette. Og så får man - som alternativt medlem - lov til at læne sig tilbage og nyde det arbejde, der ydes af 'de rigtige' medlemmer, uden konstant at martres af dårlig samvittighed over ikke at leve op til bestyrelsens forventninger mht. ens aktivitetsniveau. Så hvis du - blandt venner, familie eller kolleger - kender en Nye medlemmer. eller flere, der kunne være interesseret i en sådan ordning, så bed dem om at sende mig en mail med navn, adresse, telefonnummer og adresse, så skal jeg snarest kontakte dem og få arrangeret det rent praktiske. Per Allan Detglæder os at kunne byde velkommen tilfølgende nye medlemmer i De Berejstes Klub. I opfordres hermed til at lade os andre få del i jeres spændende oplevelser -f.eks. gennem foredrag og artikler i Globen. Jeg er født i 1978 og opvokset i Sønderborg. Jeg er bror til Henrik Scholdan og kæreste med Camilla Eriksen, som også begge er medlemmer afde Berejstes Klub. Jeg læser på 5. semester på Ingeniørhøjskolen Odense Teknikums byggetekniske retning, og håber i fremtiden at kunne kombinere job og det at rejse i udlandet med en evt. udstationering. Jeg bor i lejlighed i Odense sammen med Camilla. I min fritid spiller jeg squash. Jeg er desuden ivrig lystfisker, når vejret tillader det. Jeg interesserer mig også for akvariefisk, og i det hele taget oplevelser, der har med naturen at gøre. Som det fremgår af ovenstående er en af mine store lidenskaber at rejse og udforske. Bortset fra turen over Atlanten, har jeg nydt at sejle samtlige sommerferier i Danmark, Norge og Sverige Jakob Scholdan Mine rejser siden 1998: 4 mdr.langturssejlads fra Lissabon til Caracas i 26 fods sejlbåd sammen med Henrik. 3 måneders backpacking i østen (Thailand, Malaysia, Singapore, Filippinerne og Indien) med Camilla. 5 ugers backpacking (Egypten, Israel), 2 ugers trekking i Lapland (Abisko) med Camilla. 4 ugers trekking i Alaska/Canada kombineret med l uge i New York (nåede at se WTC). 2 ugers snorkling (hvilket er min store lidenskab) i Mexico og Belize med Henrik. 6 ugers backpacking i Indonesien, Java/Gili! Sumbawa/Komodo/Flores med Camilla mfl Rasmus Krath Jeg boede engang i en tipi. Tre måneder på en mark uden for Holstebro. For at prøve det. Det fungerede. Mosekonen bryggede til min morgenmad, jeg trådte afpå naturens vegne i skoven og flyttede glad ud af tipien en morgen i oktober. Jeg skulle til Sydamerika. For at lave teater og se kontinentet. I alt seks måneder, troede jeg. Jeg tog af sted som de fleste unge backpackere med nysgerrigheden, eventyrlysten og nervøsiteten trillende ud af øjnende. Min far og mor græd, og verden forandredes. Jeg havde en guitar over skulderen og en liste med adresser på Sydamerikanske teatergrupper i inderlommen. Mit pas var tomt, men modtageligt. Da de seks måneder var gået, havde jeg solgt billetten hjem til Danmark og boede i en landsby i Andesbjergene hos bolivianske Teatro de los Andes. Vi var i fuld færd med at opsætte en forestilling om det at være barn af Sydamerikas diktatur-regimer i 70'erne og 80'erne. Jeg øvede mig i at spille på panfløjte og lavede trommer af kaktus-rødder. Det var hårdt, men det gik. Tre måneder senere pakkede vi teatrets to gamle jeeps og kørte på turne i Andesbjergene i 40 dage. Jeg følte mig som halvt bolivianer og halvt dansker og savnede noget jeg samtidigt var ved at glemme. Når vi havde tid spillede vi trommer og drak Singani i natten og tænkte tanker ind i bålets gløder. Det var ikke så koldt i bjergene som jeg troede. Jeg græd da jeg vinkede farvel til teatret. Vi var i udkanten af Amazonas. Teatro de los Andes skulle hjem til landsbyen og arbejde med en ny forestilling, ogjeg havde fået diar- re og ville til Ecuador for at bo hos en indianerstamme. Det lykkedes og diarreen forsvandt ogjeg lærte at jage med pusterør under trækronerne. Det var hos Quichua-indianerne i Shionalandsbyen langt inde i verdens største regnskov. Vi snakkede og snakkede og lærte verden at kende på ny. En dag i oktober stod jeg ud af flyvemaskinen tilbage i Danmark. Min mor og far hentede mig i Billund. De smilede og græd igen, og jeg kunne lugte græsset og det danske mos. Året efter var jeg tilbage i Sydamerika igen. En aften kørte jeg i en bus fra Paraguay til Bolivia. En politibetjent fandt 14 kilo ren kokain på bussens toilet, og helvede var løs. Vi var lige kommet over en stor brun flod, tiden åd sig ind i natten, og det meste af kokainen blev beslaglagt. Siden har jeg rejst igen og igen. I Sydamerika, i Mellemamerika, i Egypten, i det meste af Europa og på Sjælland. Det er fedt at rejse. Men ingen kan rejse altid. Derfor bor jeg også i Århus, hvor jeg studerer på KaosPiloterne projektog procesledelse. Hvis man spørger mig, så er det verdens bedste skole. Jeg er små-aktiv i byens teatermiljø, og har været med til at grundligge det nye Katapult teater i Rosensgade det er et hyggeligt lille teater med en godmodig atmosfære. Jeg spiller klassisk- og flamencoguitar. Så godt som jeg kan. Jeg holder rejseforedrag med optræden og live-musik og har nu godt 70 fo~ redrag på bagen. Det går rigtigt godt. (p.t. under udarbejdelse). Jeg melder mig ind i De Berejstes Klub for at søge og opbygge et netværk aferfarne rejsende og for at kunne fmde inspiration og indgangsvinkler til rejseprojekter og voldsommere og mere vidtgående ekspeditioner end almindelig backpacking. Næste rejse: Ca. Pakistan, Thailand, Laos, Vietnam og Cambodia - vinteren

6 Morten Smith Peter Lindberg Peter Højmose Valdemar Børsting Jeg er årgang 69, uddannet f.olkeskolelærer og bosiddende i Odense. Mine tidlige rejseerfaringer stammer fra min far, der altid hævdede, at sparepengene var bedst brugt på rejseoplevelser frem for materielle goder. Det gaven masse ferier, først Danmark og senere mest det store udland. I gymnasietiden blev Europa udforsket på interrail og senere Thailand med rygsæk, før jeg var klar til at tage springet og prøve et halvt år med rygsæk ned gennem Østafrika. Det er siden blevet til endnu et halvt års skole-/ferieophold i det sydlige Afrika, og næste tur er i støbeskeen, nemlig fra Ghana til Sydafrika. På kortet er turen planlagt, men hvornårjeg kommer af sted, må tiden vise... Hvorfor lige Afrika? Tja... Måske fordi det er en verdensdel i stor forandring, som stadig er ved at ryste kolonitiden afsig. Det er om at opleve det mens tid er. Hvorimod jeg regner med at Australien kan vente - det har nok ikke ændret sig væsentligt om ti år. Min drøm er engang at rej se rundt i et mikrolight fly og tage luftfotos af alle de steder, som man ellers ikke kan komme til at se ordentligt. Jeg er født i 1964 og havde allerede som helt lille kurs mod De berejstes klub. Jeg var dybt fascineret af mit fars atlas og min morbror og tantes mange rejser til steder, der på det tidspunkt var meget eksotiske. Da jeg som 6-årig var på Mallorca med mine forældre var jeg solgt. Desværre var jeg på det tidspunkt ikke meget for at være væk fra min moar, hvilket jo ikke er så godt kombineret med udlængsel, men det gik heldigvis over. Min egen rejsekarriere startede på cykel, først rundt i Danmark og derefter ud over landets grænser. Da jeg blev gammel nok, blev det interrail rundt i Europa hver sommer. Efter at have set det meste af Europa gik rejserne længere væk, til Nordafrika, Sydamerika og Mellemøsten flere gange - den ene gang Yz år. I arbejde jeg i Qatar, som blev brugt som base til en tur til østen samt et halvt år i Central og Syd Afrika. Derefter arbejdede jeg to år i Norge og samlede penge sammen til et års rejse rundt om jorden. Derefter en sæson i Chamonix på ski og til sidst Vestafrika. Så var det tid til at arbejde lidt igen, så jeg tog mit nuværende job som projektleder i et firma i offshore industrien i København. Siden er det pga. jobbet kun blevet til kortere ture, senest Vietnam og snart en tur til Caribien. På et tidspunkt skal jeg dog ud på en længere rej se igen, der er så mange steder jeg ikke har været. Jeg er specielt vild med at se mere afden centrale del afafrika, dajeg syntes det er den ultimative rejsedestination. Jeg kunne også godt tænke mig at prøve at stå på ski nogle atypiske steder ogjeg har altid sagt, at man ikke kan dø uden afhave været i Ulan Bator, så den transsibiriske må manjo også prøve engang. Jeg er født i 1974, uddannet Diplom Ingeniør og arbejder til dagligt hos Nokia Mobile Phones, hvor jeg udvikler software til mobiltelefoner. Min rejselyst startede da jeg var ret ung, hvor hele familien en sommer startede bilen og kørte sydpå til Jugoslavien. Derefter blev det mest med busrejser til Sydeuropa og senere med fly til Grønland, hvor min far havde fået arbejde. Første oversøiske rejse gik til Hawaii via USA i 1993, hvor jeg siden har været 6-7 gange. I 1996 tog jeg på min første jordomrejse, som bragte mig til Bali, Australien, Fiji, Hawaii og USA. I 1997 rejste jeg sammen med min kæreste til Sydney i Australien, hvor vi begge studerede et år. I løbet af det år rejste vi en del rundt i Australien og New Zealand, og besøgte på vejen hjem steder som Cook Islands og Mexico. Siden har vi været på en del rejser til østen, hvor en af de mere spændende og anderledes oplevelser var at deltage i et begravelsesritual hos bjergfolket i Tana Toraja på Sulawesi. Udover at rejse interesserer jeg mig også meget for fotografering, så det halve af min backpack er normalt fyldt op med film og kameraer. Hvad fremtiden vil bringe er endnu uvist, men planen er at se mere til østen og besøge lande som Brunei, Cambodja, Vietnam, Filippinerne, Hong Kong, etc. En anden stor drøm er at opleve området omkring Nepal, Tibet, Bhutan og Mongoliet. Afrika og Sydamerika er stadig helt fremmede for mig, så de trækker også rigtig meget. Jeg er født Da jeg var 19 tog jeg på min første store udlandsrejse, to måneder gennem Sahara i ombygget lastbil til bl.a. Mali og Niger. Min kone ogjeg mødte hinanden på denne tur, og vores fælles interesse for at rejse har været en del af fundamentet for vores samliv lige siden. Vi fik tidligt børn, så vi har siden rejst meget sammen med dem. Vores yngste datter på 13 år har således været i 27 lande. Jeg har været i IT branchen i mange år. Det har taget mig meget tilusa. Asien trækker dog mere i mig. Indien og Indonesien er favoritterne. Ved nyligt gensyn med det sorte Afrika på safari i Kenya fik jeg bekræftet, at også denne verdensdel står mit hjerte nær. Når jeg er på vore breddegrader, er jeg bidt af en gal italiener, kører Alfa Romeo og drikker Barok>. Jeg overvejer at bosætte mig i Italien på et tidspunkt. Jeg sætter højt at opleve andre kulturers fester. Songkran i Chiang Mai, Divali i Jaipur og påske i Antigua, Guatemala hører til blandt de største rejseoplevelser, jeg har haft. Jeg tog i 1998 dykkercertifikat på Boracay, Filippinerne, og har siden søgt rejsemål, hvor jeg har mulighed for at dykke. Jeg er en ivrig fotograf og har en stor samling lysbilleder, der dog i meget begrænset omfang er vist uden for den nærmeste omgangskreds. Fremtidige rejsemål omfatter Rusland, Oman og Indokina. Jeg har også det obligatoriske Nepal til gode

7 Nina Astrup Tema: Kvinder på rejse Der er mandschauvinister overalt på jorden, der er machista'er i Sydamerika (og måske andre steder) og så er der det helt specielle, som kvinde at rejse i de muslimske lande. Det hjælper dog at være en erfaren Berejst kvinde - hvor problemer kan vendes til oplevelser. MOSAIK FRA IRAN AfEwa Bylinska Jeg er født og opvokset på Frederiksberg, men har altid været fascineret af det "fremmede" og nysgerrig efter at se verdenen uden for "andedammen". Jeg synes, det er spændende med forskellige kulturbaggrunde. På mine rejser har jeg oplevet hvor ens og så samtidig alligevel så forskellige mennesker fra forskellige kulturer kan være. Med udgangspunkt i min interesse er jeg uddannet geograf fra Københavns Universitet. I forbindelse med mit speciale sørgede jeg for at få planlagt et 3 måneders feltarbejde i Tanzania - 15 km fra den zambianske grænse. Andre længere udlandsophold har været 1 år på College i Californien samt et 3 måneders kulturstudie- og sprogophold i Kina og Japan. Mine andre rej ser har haft en varighed af 2-4 uger, eksempelvis til Kuwait, Bolivia og Namibia. I de sidste par år har jeg fået øjnene op for fordelene ved forlængede weekendture, som er forenelig med mandag-fredag arbejde. Førhen var det specielt ulande, som havde min interesse, men nu har jeg også fået interesse for vestlige storbyer med spændende arkitektur. Med mine 4 nye lande sidste år, Thailand, Laos, Vietnam og Tjekkiet, har jeg vistnok lige akkurat opfyldt adgangskriterierne for optagelse i klubben. Til daglig er jeg ansat i Fødevareministeriet, og i mine fremtidige ferier håber jeg på mange flere gode rejseoplevelser. Ny sponsor: Som det vil være bekendt for de, der jævnligt frekventerer klubbens hj emmeside, har vi fået en ny sponsor, nemlig Balkan Tours. Prøv at klikke ind på deres hjemmeside, hvis I er interesseret i denne del af Europa. Man skal dog være opmærksom på, at hjemmesiden er spækket med informationer, som det tager lidt tid at få down1oaded, hvis man sidder ved en langsom internetforbindelse. Her er en kort beskrivelse fra dem: er en ny rejseportal, som er specialiseret i Balkan området. Vi arrangerer rejser til Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Jugoslavien, Serbien, Montenegro, Kosovo, Albanien, Bosnien, Slovenien, Moldavien og Makedonien. Vi har ture og rundrejser i Beograd, Sofia, Varna, Bourgas, Bukarest, Mures, Cluj, Sibiu, Brasov, Timisoara, Constanta, Zagreb, Dubrovnik, Split, Ljublijana, Skopje, Tirana, Pristina, Kisinev m.m. Vi har sol- og badeferier på Sortehavet og Adriaterhavet. Vi sælger rundture i Transsylvanien og krydstogter på Donau. 12. juli Afgang fra København. Ved middagstid hilser Wien os velkommen. Flyet til Teheran om 7 timer. Med varme følelser besøger jeg mine yndlingssteder. Måske er det mit sidste ophold i Europa? Et kæmpefly fra det østrigske luftfartselskab letter med os om bord. Der er ingen vej tilbage. Langt nede skimtes Donau. Foran os en tur på km. Fatima og Sofia falder i søvn til lyden af Strauss musik. De vågner til informationen om landing. I nattens mørke lyder "Teheran" ildevarslende. Vi udfylder en række formularer. Vi tager lange frakker på og gemmer omhyggeligt håret under tørklædet. Overalt. er kvinder indhyllet i sort. Derimod er mændene klædt på europæisk vis. Jeg stiller mit ur til lokal tid. Nu gælder det om at omstille mentaliteten. Uden problemer går vi igennem flere kontrolpunkter. Ventetiden på bagagen over 3 timer. Fra tid til anden går jeg hen til de rygende mænd for at dele askebæger. Jeg er den eneste kvinde, der ryger offentligt. Ved ankomsten bliver vi ivrigt hilst af Fatimas mor samt en stor gruppe af hendes bekendte. Der er ingen ende på omfavnelser og de blomsterbuketter, som vi bliver begavet med. Kun mænd hilser med et nik. Man giver ikke hånden til fremmede kvinder. Den sorte nat ånder med dagens varme. Mørket skjuler byen tæt. 13. juli Efter tre timers søvn vover jeg - med tørklædet på hovedet - at kikke ud på altanen. Bjergerne i horisonten er blevet usynlige. De er dækket af en grå tåge. Overalt en oase af hvide betonæsker. De smalle trængte gader er overfyldt af"sorte spøgelser". Det er tidligt på dagen, men heden føles allerede. Solen er gemt bag en tæt tåge afforure ning og damp. Ved middagstid tager vi de lange mørke frakker på. Vi ser ud som Siamssøstrene. Kun tørklædernes og øjnenes farve er forskellige. Under den første tur i Teherans centrum dukker en farverig mosaik port op. Fatimas mor sætter sig bag rattet i en vakkelvorn bil. Vi starter og baner os brutalt vej i den uafbrudte strøm af køretøjer. Langsomt lærer vi de regler, som styrer trafikken i Teheran, at kende. Faktisk i virkeligheden mangelen på disse. Der er ingen trafiklys ved krydset. Man bruger ikke afvisningstegn. Kørselsretningen er vilkårlig. Jungleloven hersker. Den stærkeste vinder. Chokket ved djævelske manøvrer for at komme frem mindsker alle andre gener - den 12 13

8 kvælende søde benzinlugt og den uudholdelige hede, der forøges yderligere på grund af vores varme klæder. Fatimas mor kører med bravur uden om alle forhindringer. Hun er stadigvæk den første, og vi er stadigvæk i live. Vi ankommer næsten til byens centrum. Med grå triste bygninger som baggrund dukker der en farverig mosaikport op. Nogle få skridt derfra en moske udsmykket med kakkelmalerier. En rigdom af blomstermotiver flettet ind i blondealfabetet. Indenfor Nationalmuseet Mardom Bastan. I nærheden en musegrå bygning. Det er Udenrigsministeriet. Nogle andre regeringsbygninger og en kæmpemæssig klods med en charmerende skulptur af de persiske heste. Fatima påstår at det er en fredet bygning. Jeg tager straks et billede af denne. En vagt på gaden reagerer kraftigt. Vi får at vide, at det ikke er tilladt at fotografere her. Hvad nu? Inch Allah! Det hjælper ikke at Fatimas mor forklarer, at jeg kun var interesseret i hestene. Omgivet af betjente er vi nødt til at vente på kommandanten, som skal afgøre vores skæbne. Minutterne bliver lange. Efter en time dukker der en vigtig person op og fører os gennem sideindgangen indenfor. Gennem en lang slidt gang kommer vi til et lokale med et gammelt skrivebord og bænk. Fatimas mor afhøres i to timer. De stiller spørgsmål om formålet med vores besøg i landet og fotograferingen. De undrer sig over, at vi ikke har dokumenter på os og ikke er klædt i chador. De går ud... Holder møde... Kommer tilbage... Nye spørgsmål. Jeg kommer til at tænke på de forskellige straffemuligheder: piskning,... stening,... fmgreamputation,... udvisning. Efter lange diskussioner beslutter de,,kun" at beholde fotoapparatet og tilintetgøre de forbudte optagelser. Om aften skal vi igen melde os med dokumenter og den originale invitation. Under eskorte bliver vi ført bort gennem sideudgangen. Vi kan ikke bruge hovedudgangen, da vi ikke er iklædt islams symbol - chador. Om aftenen tager Fatimas mor den sorte chador ud af skabet, og indhyllet i denne - som hendes retskafne kvindelige fæller - begiver vi os til den mystiske bygning. Jeg venter tålmodig i bilen. Jeg kunne godt tænke mig at ryge, men er bange for, at jeg er under observation. Det er bedre ikke at tirre dem yderligere. Efter en time ses ved hovedindgangen den spinkle skikkelse af Fatimas mor. Efter besøget i løvens hule afdækker hun en del af sit ansigt og allerede på afstand med et sejrrigt smil blinker med øjet. Kerman fra taget.. Alt er i orden. De beholdt hestene. Både på billedet og på bygningen. De gav mit fotoapparat tilbage. Jeg undgår pisken og annullering af mit visum. Victoria! Men hvad var det egentlig for en bygning? 14. juli De små forretninger i handelsgaderne - overfyldt af kitsch. Derimod er butikker med grønsager fulde af rigdomme. Bjerge af modne vandmeloner spærrer indgangen. Gyldne honningmeloner kravler højt op under taget og dækker bygningens tarvelige vægge. Krydderurter dufter bedøvende. Alt i Teheran dufter med dobbelt styrke. Frugt, grønsager, støv og selv vandet. Måske er det heden, der forstærker duftene... Overalt på gaderne står enorme vandbeholdere afkobber med metalkrus hængende i kæder. Ved busstoppesteder to køer. En for mænd, en anden for kvinder. Busserne har også separate "afdelinger" for mænd og for kvinder. Gennem travle gader når vi frem til tæppemuseet, der ligger i Park-e Lale. En ældre museumsmedarbejder fører os højtideligt gennem luftige rum. Vi bliver længere ved de vigtigste udstillingsgenstande. Tæppet "Kerman" har 120 knuder på en kvadratcentimeter. Det ældste tæppe i museet - "Tabritz" - er 500 år gammelt. Det er blevet købt på børsen i London. Der findes også et afde skønnæste tæpper "polonaise", vævet med silke- og guldtråd, med stiliserede blomsterbuketter som mønstre. Dernæst et udvalg af moderne tæpper. De vævede illustratio- ner til eventyr afden persiske digter Firawdasi leder tanken hen mod de kønneste malerier. Om aftenen arrangerer Fatimas religiøse tante, der bor i nærheden, en fest til vores ære. Vi sætter os på gulvet dækket med tæpper rundt om en voksdug. På dette "iranske bord" lander et bred sortiment af de lokale lækkerier. Foran hver plads en tallerken med friske duftende krydderurter. På væggen portræt af Ayatollah Khomeini, der iagttager vores gilde. Den religiøse tante beholder hele tiden sin chador på. Jeg beundrer, hvor dygtigt hun serverer retterne uden at vikle sig ind i de løse gevandter. Den religiøse tante, beholder hele tiden sin chador på. Omkring midnat spadserer vi gennem de tomme gader. Denne by med 12 millioner indbyggere lever et dobbelt liv. Om dagen delvis legal. Under nattens dække viser indbyggerne byens anden ansigt. Med lidenskab dyrker de alt det forbudte. De overspiller amerikansk musik på CD'er, ser videokassetter med programmer fra hele verden, de producerer og sælger alkohol og veksler valuta. Den varme luft er uden bevægelse. Højt oppe herskerden forurenede røg og dækker himlen og stjernerne. I øvrigt kan man heller ikke om dagen se himmelen for smog. 15. juli I dag følger vi med Fatimas bekendt Reza på en sightseeing i Teheran. Fatimas mor har syet sorte maqnae - hovedtørklæder tilos, som har form af et bredt ærme. Med flid lærer jeg de forskellige beklædningsgenstandes navne og betydning. De enkle lange hverdagsfrakker kaldes monto. De ikke religiøse kvinder dækker hovedet med almindeligt tørklæde. De troende skjuler håret under maqnae og tager chador på - et løst klæde, der dækker legemet fra top til tå. Chador er obligatorisk ved besøg i moske. I de sorte monto, sorte maqnae, sorte sokker og sorte lukkede sko, vil man ikke kunne skelne os fra de religiøse iranske kvinder. Farvel til alle slankekure! De løse lange frakker skjuler alle kroppens ufuldkommenheder. Slut med udgifterne til frisøren! Man ser mystisk og anonym ud. Og under den iranske "kvindeuniform" har jeg kun mine sexy blondetrusser. Jeg føler mig stadigvæk som en kvinde! Reza, som i dag er vores rejsefører, har i mange år været dommer ved bilvæddeløb. Kørsel med ham gennem byen minder om scener fra en gangstertegnefilm. Men det lykkes os at slippe med livet i behold. Reza fortæller, at engang har han kørt med ambulancen efter et uheld på arbejdspladsen. Under opbremsningen åbnedes bagdøren og han selv på en båre befandt sig midt på kørerbanen og blokerede for trafikken. Efter denne oplevelse er han ikke bange for noget. I den nordlige del af Teheran viger 4-etages æsker for moderne højhuse. Kørebanen ændres til flerspors motorvej, som går i alle retninger. I horisonten bj erge med snedækkede toppe. Ved bjergkæden ligger den gamle Albos. Der opstod hovedstadens første beboelsesområder. I dag findes her den elegante del af byen. Oven på ruinerne af gamle huse vokser kæmpemæssige moderne villaer op. Husene bliver flottere og flottere med mere grønt og indhegning. En skyggefuld vej med træer på begge sider fører til en restaurant. Bordet er ved at bukke under dækket med friske kebab, fade med ris forgyldt af safran, udvalg af duftende salater og krydderier. Det er dog ikke nemt at nyde maden iklædt iransk tøj. Man skal hele tiden passe på for ikke at dyppe maqnae, der tæt omspænder ansigtet, i tallerkenen. Det er en evig kamp med at undgå, at frakkens ærmer kommer til at røre ved maden. Desuden findes der ikke knive, og vi må klare os med spiseske og gaffel. Muze Kakh-e Neyavaran - en af paladserne tilhørende den sidste iranske shah Mohammed Reza fra Pahlavi dynastiet - ligger i en smuk velholdt park. Den med mosaik dekorerede indgang og høje slanke søjler giver luft og let

9 ?edtil bygningsværket. I koncentration går vi igennem de tre etager. Interiøret i paladset er blevet ændret, og der ikke meget tilbage fra magthaverens oprindelige overdådighed. 16. juli De dystre labyrinter af Teherans overdækkede basar pulserer af liv. Et kalejdoskop af menneskelige racer og typer. De iranske arabiske kvinder iklædt burkaer ligner Fantomer. Beduinernes hvide klæder dufter af ørk~nens sand. Charmerende små piger i korte kjol~r me~ flæser som farverige sommerfugle har ikke naet at forvandle sig til sorte formløse pupper endnu. Labyrinten frister med sin mangfoldighed af varer. Guldsmykker blænder. Enorme kobberkander ses overalt Skindvarer lugter stærkere end krydderier: De kul~rte tæpper glimter som paradisfugle. Bagest i basaren en moske udsmykket i den traditionelletyrkisk-gyldne mosaik. BOljde-Azadi - et mindesmærke for friheden i et land, hvor der aldrig har været for meget frihed. I nærheden af lufthavnen midt i en kæmperundkørsel vokser Borjde-Azadi - Frihedsbuen - op. Ligesom omvendte sammenhænge~de fire hvide bogstaver "Y". Indvendigt skinner buenmed blå mosaik. Blåt og hvidt... Fredens og frihedens symbol! Hver "gotisk port" i buen peger på forskellige dele af Teheran. Det høje springvand maler regnbuen i luften. Mindesmærket blev bygget under shahen i 1971 for at fejre Persiens år jubilæum. Under opgøret med shahens magtapparat var buens hvide sider dækket til med hadefulde slogans: "Væk med shahen! - Død over shah!" Disse slogans er nu væk. Det er shahen og~å. Det, der er tilbage, er et imponerende illlndesmærke for friheden i et land hvor der aldrig harværet for meget frihed. ' 17. juli E~er uvejret i går er luften i Teheran renset. Sigtbarheden er blevet bedre. Den kraftige regn?ar fj.ernet den værste forurening. Igen kan man i honson~e~ ane bjergkæden, der omringer byen. Fra tidhg morgen er vi i lufthavnen for at jagte frie pladser i flyet til Kerman. Det lykkes. I gaten går vi igennem flere personlige kontroller udført af en gruppe sortklædte kvinder med forstenede ansigter. En af dem gør opmærksom på min diskrete læbestift. Fatima forklarer at.. ' Jeg er tunst. Jeg får lov at beholde resterne af min kvindelighed. Området rundt omkring Kerman er bjergagtigt. I Kerman 50 grader, men den rene og tørre bjergluft gør det lettere at holde heden ud. Overalt brunlig, forbrændt jord. Bjergene har samme brunlige farve. Kerman liggeri enhøjde af 1798 moh. ved indgangen til ørkenen Dasth-e ~utn~ o~ har indbyggere. Byens histone gar tilbage til 13. århundrede og Sassanider dynastiet. I byenfmdes der det størstecenterfor produktion af tæpper i Iran. De er meget mønsterrige Kerman tæpper med blomsterbuketter i skrigende farver som det dominerende motiver vævet afspecielle tykke uldtråde. ' Gennem en dekoreret port fordyber vi os i en af ~e ældste underjordiske basarer. De lange korndorer strækker sig kilometervis med afsnit opdel~ efter varer. Hvælvinger af tegl danner mosaikmønstre. Der findes også et museum for termiske bade med voksfigurer. De brunligfarvede kupler - ventilation af undergrunden - ses a~le vegne indflettet i bjerglandskabet. Langs disse kupler snor sig resterne af gamle bymure. I nærheden af basaren en moske fra året 1300 m~d et meget rigt keramikudsmykket tårn og et umkt ur. Byens livlige basarområde leder tanken hen på et sted fra 1001 nats eventyr. I Kermans centrum dominerer et honningfarvet byg- ningsværk i form af en enorm bikube. For mange år siden havde denne bygning funktion som byens "køleskab". Fra de nærliggende bjerge transporterede man is, som blev lagret i bygningen og solgt til den lokale befolkning. 18. juli Området rundt omkrig Kerman er bjergagtigt og øde. I en lille by Mahun, der ligger 35 km fra Kerman, skinner moskeens turkise kuppel igennem grønne træer. Indvendigt er ujævne stengulve tæt dækket affarverige tæpper. Og igen strækker sig et nøgent landskab i beige over mange hundrede kilometer. Af den ensformige egn dukker en lille grøn oaseplet op. Det er en have og paladset Ghajar garden Bagh-e Tarikhi. En gammel udsmykket port fører ind i en grøn paradis-park. De mange vandfald og springvand sprøjter vandråber i den ubevægelige hede luft. Store fyrretræer kaster skygge fuld af forfriskende kulde. Jorden suger tusinder rosers duft. Ved den nøgne bjergfod en lille kirkegård. Oven over gravene hænger der store tavler med billeder af de afdøde mænd. Kvinderne er også begravet her på dette sted. Men det er forbudt at vise deres ansigter på billedet. Selv døden bringer ikke lighed. Om aften smelter vi af den varme gæstfrihed hos en iransk familie. 19. juli Vi tager afsked med det maleriske Kerman. Kontrollen før afgang foretaget af "de sorte ravne" nærmer sig lesbiske tilnærmelser. De er især interesserede i Fatima. Måske fordi hun er den mest buttede af os tre. Luften er trykkende. I Allahs navn forbander jeg den lange frakke og maqnae. En timers flyverejse over en øde bjergrig egn og Mashad - martyrologiens sted - hilser os med sin grønne saftighed. Byen med over 1 million indbyggere i den nordøstlige del afiran har et meget mildt klima. Temperaturerne er her lavere, og der er mere grønt. Langs en bred alle med flotte akacietræer på begge sider kører vi hen imod byen. Trafikken øges. Jo mere vi bevæger os mod syd j o mere fattigdom. Overalt små værksteder. Livet foregår udendørs. Vi presser os igennem folkemængden, der trækker enorme kærrer fyldt med varer. Gaderne bliver smallere. De skæve huse danner en mur. Kun små døre vidner om, at der her bor mennesker. Bag en af disse døre bor Fatimas søster. De to små rum deler hun med sin søn og svigerdatter. Hun har alene opfostret syv børn og er kun 51 år gammel, men ser ud som en 70 årig slidt kvinde. Det er ikke et sted, hvor man kan tage imod gæster, men hun inviterer os hjerteligt til at overnatte. Efter middagen serveret på en voksdug tager vi ind til centrum. Vi. kører forbi den berømte moske Haram-e Motahhar-e Imam Reza. Det er Irans største helligdom, et mål for pilgrimsfærd og kult. En kuppel dækket med 24 karats guld og fire slanke minareter blænder solen. I det moderne hotel Djam ("Alverden") kan man fra værelset på 7. etage se hele byen og bjergpanoramaet. Endelig har vi et normalt WC. Hvor lidt skal der til for at lykken er fuldkommen! Nogle kilometer fra Mashad findes der en lille by Tus fra året regionens tidligere hovedstad. Her i en park med tusindvis af roser findes der et imponerende hvidt marmormindesmærke for den persiske digter Firawdasi. Hans grav omfavnes af søjler og marmorskulpturer - helte fra hans eventyrog digte. På vejen hjem besøger vi ensom bygning Boghye Haruniye - en kilde for Mashads martyrologi. Her i denne bygning blev i flere år fængslet og i året 817 forgiftet - Imam Reza den 8., Muhammeds ottende efterfølger (ifølge Shiaa muslimer). Under Safids magtperiode har Shah Abbah beordret byggeri af den hellige moske i Mashad med Rezas hvilested og givet start til pilgrimsvandringerne. 20. juli Iranerne sætter pris på naturen. De udnytter al fritid til at tage på picnic. Vi begiver os til Torgebe - en lille bjergby. Den asfalterede vej bliver til en stenet hullet sti. Foran skæve, forfaldne huse sidder gamle og handicappede ubevægelige. Snavsede børn leger med træpinde. De udmarvede æsler bukker under vægten af tørre grene. En lille bæk fuld af affald danner grænsen mellem elendighed - og den idylliske grønne verden. Vi finder en plads på klipperne lige ved et vandfald. Højt oppe klynger træerne sig desperat til de stenede skrænter. Rundt omkring har de iranske familier spredt deres ej endomme på tæpperne. Duften af røg fra vandpiberne blandes med duften afstegt fårekød

10 På vejen tilbage til hotellet standser vi op ved siden af det berømte og et af de kønneste bygningsværker i den islamiske verden Imam Reza's grav. Adgangen til den hellige graver forbudt for folk med en anden religion og for kvinder med menstruation. Jeg er katolik, Fatima har menstruation. Der er dog intet, der kan holde os tilbage. Fatimas religiøse søster løfter hænderne op, som om hun ville ønske at Allah skal forbande os for vores synd. Upåagtet iklæder vi os vore chadorer. Vi går ind sammen med mængden af sorte skikkelser. Ved indgangen kontrol. Jeg lukker øjnene for at skjule deres farve. Vi holder sammen for ikke at blive væk i menneskestrømmen. Vi kommunikerer uden ord. I et lukket kæmpemæssigt område fordelt på 4 gårde knejser stolt to moskeer. De skinner med turkis-blå og guldmosaik. På jorden på de farverige tæpper sidder adskilt mænd på den ene side og kvinder på den anden. Passerendekysser de rigt dekorerede enorme porte og helligdommens vægge. Vi når frem til den vigtigste del af bygningsværket: til porten af pure guld, over hvilken der skinner en enorm guldkuppel. Vi efterlader skoene udenfor. Gennem guldporten kommer vi ind til selve helligdommen - Imam Reza's grav. Alt virker enormt stort. Gulvet er af hvid og sort marmor. De farverige mosaikvægmalerier og loftet forvandles til krystalspej1e. Alt skinner og giver glans. Spejlrummet vokser som i et eventyr. Midt i det hele dominerer den kæmpemæssige grav i form af en sølvseng med baldakin. Den er omkranset af sølvgærdet. Sorte kvindelige skikkelser bevæger sig mod graven som i trance. Vi følger efter. Gradvis bliver trængslen større og større. Gråd og hylden bliver mere hysterisk og voldsom. Helt tæt ved graven kæmper mængden heroisk om at kunne røre ved sølvgærdet. Det er et spørgsmål om liv eller død. Dem, der rører ved graven, bliver velsignet og får deres ønsker opfyldt. Euforien vokser. Tusindvis af kæmpende hænder rakt i vejret minder om scener fra Titanics undergang. Vi befinder os i tredje række afhylende kvinder. Fra den modsatte side prøver mænd med samme energi og desperation at nå hen til graven. Jeg føler, at jeg også befmder mig i ekstase. Endnu få skridt. Endnu få skub før jeg kan røre ved sølvgærdet. Lidt til, og jeg vil overskride grænsen til virkeligheden. Fatima ser med uro på min iver. Et blik fra hende og et energisk ryk i mit ærme under chadoren, og jeg kommer tilbage til jorden. Vi holder krampagtigt hinanden i hænderne og maser os mod udgangen. Vi undgår en katastrofe og bliver ikke trådt ihjel. Til gængheld vil Reza nok ikke opfylde vores ønsker. Jeg forlader stedet som påvirket af narkotika. Forundret over al den skønhed. Fyldt med atmosfære. Rystet af sceneriet. Jeg føler en brøkdel af islam i min sjæl. Foran udgangen en stor, rigt dekoreret brønd. Rundt om gården stræber guldminareter mod himlen. Islams storhed. Rigdom og fattigdom. De store kontraster. For ikke så længe siden så jeg en faldefærdig landsby, og nu mødes jeg af en eventyrlig rigdom. En af de engelske guider siger, at hvis man er i Iran og ikke besøger helligdommen i Mashad svarer det til at være i Rom uden at se Vatikanet. 21. juli "Den sidste nadver" i Mashad. I det lille rum samles vi ved voksdugen fyldt med mad. I en gruppe der taler engelsk, diskuteres religion. Islam og kristendommen tilhører den samme religionsfamilie og har mange fællestræk. De smukkeste menneskelige budskaber i Koranen og Biblen er i virkeligheden ens. Og Gud er den samme for alle, men nogle steder er hans navn Allah. For muslimerne er Kristus en af profeterne. Den sidste profet for dem er - Muhammed. Pludselig bliver alting så enkelt, så klart og så fredeligt. Og vores opfattelse af verdenen afspejles i den islamiske filosof "Ibn - al - Arabi's digt: "Mit hjerte er åbent over for alle former: Det er en græsmark til gazeller og en kristnes kloster. Gudernes templer og pilgrimenes Kaaba. Toras tavler og Koranens bog. Jeg dyrker Kærlighedens religion i alle retninger, sådan som dens karavaner bevæger sig. Kærlighedens religion vil være min religion og min tro". Teheran - en by uden himmel og stjerner hilser os igen velkommen. 22. juli I Iran kan man stadigvæk opleve eventyr fra 1001 nat. Det er som en fortælling om "Guldfisken". Men skal passe på med at afsløre sine ønsker for ellers bliver de opfyldt. Fatimas mor gør alt for at glæde os. Under vores fravær har hun bestilt flybilletter til Isfahan, da jeg ønskede at besøge denne by. Hun løber rundt i byen for at bytte Sofias uheldigt indkøbte ring. Gæsterne kommer altid først. Ved ethvert besøg i de forskellige hj em oplever vi eventyret "Bord dæk dig". Gæstfriheden er grænseløs. Overalt møder vi venlige smil og blikke. Kommunikationen trives uden ord. 23. juli Indtil i dag har jeg været begejstret for alle de lokale madretter. I morges forberedte Fatimas mor en ægte iransk lækkerbisken til morgenmad - et kogt fårehoved. Jeg kigger nysgerrigt ned i gryden med et kranie med fuldt tandsæt. Hvor er øjnene? De er sikker kogt ud i suppen. Med væmmelse forsøger jeg at sluge en skefuld af retten. Suppen er tyk og fed i smagen. Jeg må give op. Måske skulle jegikke havde kigget ned i gryden. Igen ervi på de trange overfyldte gader. Vi er på vej til byen Shrin. Foran os på en byggeplads fem guldkupler med guldminareter der ligner fyrtårne. Det er Aramgah-e Hazrat-e Imam Khomeini, stedet for hans sidste hvilested og kult. Byggearbejdet med helligdommen har nu varet uafbrudt i 6 år. Grønt marmorgulv. I den enorme sal en kiste dækket med klæde. Over graven et spejlloft og malerier af røde tulipaner - et symbol på heltens hvilested. I nærheden fmdes Teherans største kirkegård. Overalt små, velholdte grave som marmorbøger spredt rundt i græsset. En anden del af kirkegården er forfalden og bevokset med højt græs. Fatima forklarer, at der ligger modstandere af regimet. 24. juli Jeg vågner ved højlydt bøn til Allah fra den nærliggende moske. I dag skal vi på tur med en studentergruppe. Den overfyldte bus kæmper sig opad. I den første time kan vi se Teheran på begge sider. Byen er så stor, at man har en fornemmelse af, at den aldrig holder op. Pludseligt er vi blandt nøgne, beigefarvede bjerge. 200 km fra Teheran kommer vi ind i bj ergenes kongerige. Vi passerer forbi landsbyen Jaliz Jand med stenhuse bygget ind i skrænterne. De lodrette klipper stræber mod himlen. I en smal spalte mellem disse klipper løber en bæk. Vi må vandre over et 1 km. langt bjergpas Tangevasi for at komme over på den anden side afbjergene. Tangevasi. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde fødder. Vi går ud i det iskolde vand, der når knæet. Vandet skvulper i de våde sko, men her kan man ikke vandre med bare fødder. Der er for mange skarpe sten på bunden afbækken. Vejen minder mig om Petras kløft, men der havde jeg ikke våde føder. Sceneriet belønner dog alle vores anstrengelser. Klippetunnelen bliver smallere og smallere. Og klipperne synes at komme nærmere hinanden og fjerne sig fra hinanden. Strømmen i bækken øges og mindskes. Usikkerhed. Mystik. Gru. En af klippevæggene er dekoreret med en skulptur, der forestiller jagtscener. I disse bjergegne har shahen med sin følge deltaget i mange hjortejagter. Endelig er vi kommet til bjergtunnelens udgang. Foran os en eventyrligt smuk eng med farverige blomster. I horisonten anes en bjergkæde med ovale former. Idyl i pastelfarver. Et malerisk paradis. Men det er koldt og det regner. Helt gennemblødte sætter vi os til frokost på det våde græs. En af studenterne tager en stor tromme frem. Snart synger alle med på samme 18 19

11 melankolske sang. Nogle piger begynder en graciøs dans. 200 km. fra Teheran, midt i den øde bjergegn, vogter en usynlig garde over medborgeres retskaffenhed... Pludselig dukker to mænd op. De tager brutalt fat i drengen, der spiller på tromme, og trækker ham hen til et telt skjult i buskene, hvor de iranske åndelige vogtere holder til. Resten af gruppen følger solidarisk efter den tilbageholdte kammerat. Han anklages for at havde spillet de forbudte sange. Forhøret tager tid. Til sidst kommer drengen tilbage. Sangene var alligevel ikke så skadelige for det politiske system. Latteren, sangen og dansen er tilbage. Men jeg er rystet. 200 km fra Teheran midt i den øde bjergegn vogter en usynlig garde over medborgeres retskaffenhed. "Året 1984"? Det regner og hagler og det er blevet meget koldt, men vi skal tilbage ad samme vandvej, hvor vandstanden nu er blevet højere. 25. juli Om morgenen afgang til Isfahan. Eller måske Esfahan? Selve navnet giver associationer til drømmebilleder. Charme. Elegance. Rumfornemmeise. Islams drøm om Europa. Irans Wien. Byen er berømt for perler af den islamiske arkitektur og de skønne tæpper. Næsten J million indbyggere, men alligevel uden trængsel som de øvrige iranske byer. Der er noget beroligende og ophøjet over stedet. Før i tiden var Isfahan et stoppested for karavaner og et betydningsfuldt handelscenter. Den store udvikling kom, da shah Abbas, der overtog magten efter tyrkerne i 1578 gjorde Isfsahan til et vidunder. Sloganet "Esfahan nesf-e jahan" - "Isfsahan er en halvdel af verden" blev til virkelighed. På den største plads i den islamiske verden Meidun-e Imam findes en usædvanlig smuk moske med turkis kuppel. Dette imponerende bygningsværk blev færdigt efter 26 års arbejde i året På samme plads kan man også beundre Kakh-e Ali Ghapu - et træpalads med og en labyrintbasar under de store hvælvinger. Isfahan. Charme. Elegance. Rumfomemmelse. Irans Wien. Si o SePol (Broen med 33 buer). Over floden Zayande Rud hænger flere broer. Den smukkeste er en bro 33 - Si o Se Pol. Navnet angiver de 33 buer. 26. juli Sidste blik på Isfahan. Vi besøger et unikt bygningsværk syv km fra byens centrum. Det er en lille enkel moske Manar Jomban fra 14. århundrede. Moskeen er blevet berømt pga. af de to minareter, der fra tid til anden tydeligt svajer fra side til side. Ingen kan forklare dette fænomen.. I den armenske bydel Jolfa, som stammer fra shah Abbas 14's magtperiode, hersker en atmosfære aftolerance. Arkitektur fra Persien, Europa og Islam flettes på smukkeste vis ind i hinanden. Igen Teheran. Vi pakker. Ved midnatstid bliver vi fulgt til lufthavnen af en stor gruppe. Klokken to om natten går vi ombord i den østrigske flyvemaskine. Tonerne af Wienervals strømmer os i møde. Aldrig før har denne musik gjort et så stort indtryk på mig. Jeg føler, at jeg er på vej hjem fra en by som virker utilnærmelig og fyldt med gru. Det første vi gør, da vi går ind i flyvemaskinen, er at tage vores frakker afog fjerne tørklæder, som vi med lettelse smider på gulvet. Vi er frie og tilbage på Jorden. Ewa Bylinska (174) "Tommeliden" a/helle Evald "Altså, hvis du lover, at du ikke er en afdem, der uden grund skriger "voldtægt", og så forlanger at blive kørt til verdens ende, så kan du køre med. " Den midaldrende mand havde betragtet mig lidt for længe og lidt for indgående, til at det virkede normalt. På mit spørgsmål svarede han drævende: "Så du vil gerne have et lift...med mig?" "Ja, så langt som vores veje nu er fælles," sagde jeg djærvt, for jeg havde da helt tjek på det her med at tomle alene. Hvorpå han leverede den indledende, og for mig ret overraskende, replik. Det var jo den omvendte verden. Hans reaktion viste sig dog at have rod i en oplevelse, han havde haft; han havde taget et par tomlende piger med, hvor den ene havde flået sin skjorte op, så knapperne sprang, hvorpå de forlangte at blive kørt til Holland, for ellers ville de melde ham for voldtægt. Episoden fandt sted i Jylland for godt ti år siden, hvor jeg ene kvinde var på vej mod Afrika. Advarsler og gode ønsker har det aldrig skortet på, når jeg drog ud i den store verden - som regel alene. Og det var jo netop problemet, mente gode venner og ikke mindst moder og fader. En kvinde uden følgeskab af hverken veninde eller mand måtte jo være alt for sårbar og forsvarsløs overfor alverdens ulykker. Selv har jeg aldrig set det som en begrænsning at rejse alene, og at være kvinde kan i den forbindelse mange gange have sine fordele. Okay, det var da ikke så fedt at blive bedt om at vaske en svedig, fransk lastbilschauffør på ryggen, og det kræver til tider sin kvinde, at komme ud af sådanne interessante situationer. Værst er naturligvis de mænd ja, jeg beklager, men det er jo desværre det modsatte køn, der skaber flest problemer for enligt rejsende kvinder - der ikke selv kan indse, at man altså ikke synes, de er en gudbenådet gave til verdens kvinder, og dermed ikke kan tage et nej for et nej. Oftest er det modsatte dog tilfældet; en rejsende kvinde alene på farten skal man tage under sine vinger. Måske det urgamle beskyt- terinstinkt simpelthen kommer op i mændene, for mangen en gang er jeg virkelig blevet beværtet på flotteste vis, har fået tag over hovedet og har ikke mindst scoret adskillige jobs på den konto. For eksempel var jeg aldrig blevet den oplevelse rigere at komme i lære som "rousie" (medhjælper for fåreklippere) i New Zealand, hvis ikke det havde været for min hjælpsomme, mandlige bilist. Når jeg specificerer, at det var en mand, er det fordi, der har været meget langt mellem de hjælpsomme kvindelige bilister. Måske tør de ikke. Men stor har de lokale folks undren tit været, når det gik op for dem, at jeg altså ikke havde en husbond til at passe på mig. Det kan man da ikke. Og hvad med børn..."har du så heller ingen af dem?" lyder det lige så ofte i kølvandet af spørgsmålet om medfølgende kæreste/mand. Hvordan kan man også andet end være en sær eksistens i deres øjne, når deres kvindeliv stort set ikke består af andet end husarbejde og børneproduktion til slægtens og alderdommens bedste. For ikke at virke helt umulig, og til dels også for at kreere en form for beskyttelse, er jeg dog også ofte tyet til en lille nødløgn om en fiktiv mand godt underbygget med troværdige historier om hans arbejde, der forhindrer ham i at være lige der, hvor jeg er. En diskret viften med en forgyldt tombolaring på højre hånds ringfinger har desuden ofte virket forebyggende på uønskede, mandlige tilnærmelser. Apropos hvide løgne er det værste naturligvis, når man har fejlvurderet en person, der viser sig at være både rar og absolut ikke påtrængende. Det var nøjagtig hvad der skete for mig, da jeg engang tomlede rundt i Sydafrika. Jeg nåede at vikle mig godt og grundigt ind i alle mulige mærkelige - og usande - historier for at skabe en form for sikkerhedsnet. Som tiden gik, gik det også op for mig, at jeg intet havde at frygte, og oven i købet tilbød min chauffør husly hos et vennepar - med børn - i den absolut bandithærgede by Johannesburg, som var vores mål

12 Hvilken gave. Men hvordan skulle jeg få mig viklet ud afalle historierne igen? Der var ikke noget at gøre, så jeg besluttede simpelthen bare at fortælle ham det, som det var. Han blev enormt skuffet, og selvom han fortsat var venligheden selv, kunne han vist ikke helt forstå, at jeg havde kunnet tiltro ham så dårlige motiver. Tja, sådan kan det også gå. Til min egen retfærdigheds skyld skal så lige tilføjes, at liftet forud for Mr. Venlighed var Mr. Grams, der på min resolutte afvisning satte mig af"in the middle of nowhere." Sådan en idiot. Deraf kommer også utallige fortsæt om ikke at tage lift med enlige mænd - men når der er mange sol skoldede timer mellem kvindelige bilister, der ikke stopper, ja så brydes forsættet lige så hurtigt igen. At blaffe inkluderer altid en risiko, uanset om man er kvinde eller mand. Men jeg tror dog den er lidt større, når man er kvinde. Jeg ville dog aldrig have været foruden alle de, fantastiske oplevelser, det har ført med sig, alle de brudstykker af livshistorie, jeg har hørt, og den utrolige gæstfrihed, når man som fremmed bare bliver inviteret ind i folks hus og hjerte. Med en god portion sund fornuft (og måske en blankpoleret "vielsesring") går det dog sjældent helt galt. Som ved så meget i rejselivet er risikoen kalkuleret og oplevelserne uendelige, hvis man tør bare en lille smule. Tema: Min værste rejseoplevelse Hellige rotter i eget tempel. AfPoulSaabye og Pia Baltzer Syd for Bikaner i den lille by Deshnoke er der opført endnu et hindutempel. Men dette tempel er anderledes end de fleste, det er opført til ære for rotterne, som hinduerne tror, er en særlig mystisk reinkarnation af en speciel Gudefamilie. Derfor er rotten for dem et meget helligt dyr. Vi synes, at det lyder for mærkeligt og er taget dertil for med egne øjne at se rottetemplet. Da jeg hverken kan fordrage mus, eller for den sags skyld rotter, erjeg ikke meget for at fortsætte ind i templet, men grænser er til for at skulle afprøves, så mens Poul og jeg smider vores sko, således vi kan få lov til at besøge denne helligdom, fremkommer mærkelig lyde fra min strube, der tydeligt tilkendegiver min mening om disse"guder"!!! I det prægtige tempel boltrer rotterne sig og leve et liv i luksus, som kun er guder værdigt!!! Rundt om på gulvet står store fade med mad og kæmpemæssige baljer med mælk, det er alt sammen til rotterne. Dagligt bliver de fodret med lækkerier og mælk i rigelige mængder. Det vender sig et par gange i maven på mig, ogjeg skal tagemig sammen for ikke at dreje om på hælene og rnarcliere direkte ud igen. Der er rotte og due lort over alt på tempelets marmorgulv, og for hver skridt jeg tager, jogger jeg blot i endnu en lort!!! Rotterne piler rundt om fødderne på os, de er slet ikke spor sky, og vi skal passe på ikke at jogge på dem. Det er simpelthen for klamt... trods de seneste dages problemer med punkteringer afbilen, så har jeg bestemt ikke lyst til at få mere lykke i mit liv, hvis det skal indebære, at rotterne skal kravle rundt på mig. Heller ikke muligheden for at få et glimt af den sjældne og meget hellige hvide rotte kan få mig til at fortsætte videre ind i hjertet af templet, så mens jeg pænt bliver, hvor jeg er, forsætter Poul ind til alteret, hvor pilgrimme langvejsfra tilbeder rotterne. De ligefrem lægger sig på jorden og kysser det lorte befængte tempelgulv, enkelte pilgrimme tager sågar noget af rotternes mad og spiser det. For når de hellige rotter først har kravlet på maden, så er denjo velsignet!!!!!!! Den midaldrende mand fra starten kørte i øvrigt direkte op foran den nærmeste politistation, trampede resolut ind på stationen for at melde de to piger - der naturligvis var forsvundet i mellemtiden. Hvilken skam for blafferstanden. Helle Evald Hindu i rottetempel. Det er et flot og imponerende syn, der venter os. Templet er opført i hvidt marmor, og hele vejen rundt i dørkarmen er smukke udskårne figurer afrotter. Men idyllen fortsætter ikke, gennem den store døråbning kan jeg øjne "guderne" pile omkring på tempelgulvet, der ser beskidt og ulækkert ud. Et rotteliv i sus og dus. Da en rotte kommer lidt for tæt på, er jeg ikke langt fra at brække mig ud over det lortebefængte tempelgulv og ned over rotten. Jeg har fået mere end nok af at se på disse ulækre skabninger, og mens Poul knipser løs med diverse kameraer og videoen, står jeg halvt stiv afskræk og rædsel overat hinduernekantro, at disse væsner erhellige! Ifølge hinduerne skulle det bringe lykke i ens liv, hvis en rotte strejfer ens fod eller endda ligefrem løber hen over ens fødder. Men Pilgrimme tilbeder de hellige rotter ved at kysse tempe1gulvet! Atter tilbage i bilen glæder jeg mig over, at jeg ikke er hindu og deler samme tro som disse medmennesker, for jeg ville aldrig overleve at skulle tilbede enrotte! Poul Saabye og Pia Baltzer 22 23

13 S.O.S. Berejst M Familien Fiil Frandsen & Kirsten Svarrer Katastrofe, katastrofe, råber den lille halvskallede hotelejer, med det venlige smil. Lige nu er han imidlertid noget bleg, forpustet efter turen op ad trappen og tydeligvis oprevet. Al latter, snak og pjat forstummer. Vi forsøger at forstå blandingen af litauisk, engelsk og hotelejerens fægten med arme og ben. Katastrofe - kom, kom - det får os på benene. Brænder det eller hva'? Ud af hotellet alle 8. Vi står og ser på den lille blå udlejningsbil som Lene og Peter kører i. Og ved siden af ingenting. Dvs. det var dervi parkeredevores 10 personers nyrenoverede fme blåbus, davi ankom for 1 time siden. Langsomt trænger virkeligheden sig på. Filmen lader sig ikke stoppe, men det er som om tiden står stille et kort øjeblik. Alle skal lige have tid til at fatte det skete. Nu råber han igen, som for at nå ind tilos i osteklokken. Fortæller om de to hætteklædte mænd, han fra restauranten på 2. sal havde set komme ud fra skoven. At han straks var løbet ned til bilen, men da sad de allerede inde i bilen og havde aktiveret centrallåsen, klar til afgang med alt vores bagage til 6 ugers campingtur. Der var ringet til politiet. Vi stod lidt og hang - børnene græd stille, chokerede. Dyb indånding. Vi må jo videre herfra. Realiteten var, at vores bil og vores bagage var væk i Litauen. Ret hurtigt afskrev vi nogen sinde at få nogen af delene tilbage. Vi. gjorde status - vi havde pas, penge, plastikkort, papirer, en bog, 7 plastikkrus og 1 Y2 l cola. Det var både til at grine og græde over. Silke var hårdt ramt - hendes bamse, som havde fulgt hende hele livet og på rejse til 37 lande, var i bilen. Det var hårdt at miste Bamseline. Det er frygtelig meget der er i sådan en bil - men dog kun ting. Dagene der kom, var lidt kaotiske, men tryk avler modtryk. Vi blev bare helt sikre på, at vi ville fortsætte turen og vi ville have en god tur. Det skulle lykkes. Vi startede med at ringe til SOS. Mobiltelefonen blev hurtig flad og opladeren - ja, den låjo i bilen. Det skulle vi komme til at sige mange gange i løbet af sommeren. SOS. var langsomme og uden mange gode forslag eller bare forslag. Ja, vi oplevede nærmest, at de ingen forslag havde, og når de - hjulpet på vej af os kom med noget, var det ikke særlig gennemtænkt. F.eks. foreslog SOS, at vi kunne tage toget til Dubrovnik i Kroatien. Dette forslag kom fordi vi havde oplyst, at dette var vores rej semål. 48 timer i tog det kunne vi godt forestille os, men ikke uden bagage. Vores erfaringer med Kroatien er også, at det ikke er nemt at købe tøj i størrelse XXL og sko i størrelse 47. Familien klar til at fortsætte rejsen, i splinterny Multivan med 150 HK. Vi droppede så vores oprindelige rejseplan som var en 6 ugers tur: Letland -Litauen -Polen -' Slovakiet - Ungarn - Slovenien - Kroatien Bosnien og Kroatien(Dubrovnik). Herfra retur til Danmark. Efter 2 dage fløj vi til Frankfurt, fik en udlejningsbil, en dejlig bil (helt splinterny 7 Personers WV Multivan 150 hk.). Grandmosteren i Luxembourg fik alligevel besøg af os i år. Her fik vi købt 25 par underbukser, 5 soveposer, telt, 5 underlag, og en del andre småting, som vi vurderede var nødvendige til en nu 3 ugers campingtur i Spanien. Efter en 3 dages intense indkøb og kr. fattigere var vi klar til afgang. Vi havde en god ferie og er glade for, at vi valgte at rejse videre. Men det vil altid blive "den sommer hvor vi fik bilen stjålet og Silke mistede sin Bamseline". Gadvide, omdet bliverkroatientil næste år. Fiil Frandsen og Kirsten Svarrer Søpindsvin og motorcykler AfPer Allan Jensen Min rejsekarrieres nok mest uheldige oplevelse indtraf januar 1984, hen mod slutningen af 'mit livs rej se'. Jeg havde været på en Trans Asien ekspedition fra Padborg til Katrnandu. Efterfølgende havde jegværet på en kortere trekkingtur i Pokhara-området i Nepal, hvilket i øvrigt var en oplevelse, der kom til at sætte et betydeligt præg på mit rejseliv de næste mange år. Så var jeg - nu på egen hånd - draget ned gennem Indien og var endt på Sri Lanka, hvor jeg lige havde tre uger tilbage af mit halve års orlov, inden jeg måtte tilbage til mit arbejde i det, der dengang hedhandelsbanken. På et tidspunkt boede jeg på et lille pensionat i Hikkaduwa, hos to brødre, hvoraf den ene kaldte sig 'læge'. Jeg havde først nogle dejlige dage med' snorkling og eksotiske vandre- og cykelture i omegnen, men så går det galt. Til min dagbog beretter jeg følgende d. 21. januar, efter at jeg aftenen før har skrevet, at jeg vil overveje at leje en motorcykel og begive mig ned og udforske den sydlige del aføen: Udsigt over Søpindsvinebugten Kl : Tænk, jeg tror midlertidigt mit held har svigtet mig. På vejen hjem fra min motorcykeltur er jeg strandet 50 kilometer hjemmefra på grund af et af de sædvanlige voldsomme regnskyl, hvis heftighed trodser enhver beskrivelse. Heldigvis nåede jeg da lige at komme i ly, tilmed et hyggeligt sted, hvor jeg nu sidder og konsumerer en kande kaffe, men jeg skulle jo gerne tilbage og aflevere motorcyklen inden mørkets frembrud. Men hvis det så bare var det eneste. Langt værre er det, at jegfor etpar timer siden placerede mine hænder ogfødder i en storflok søpindsvin veden - i øvrigt aldeles vidunderlig - strand. Oh gru, hvilken oplevelse! Jeg havde lige bestilt frokost i en lille lækker palmehytterestaurant, og da jeg fik at vide, at det ville vare en halv time, var det jo nærliggende at tage en svømmeturfor at skærpe appetitten. Hidkaldt af mine jammerskrig blev der straks iværksat en storstilet redning-saktion. Ham der var ved at tilberede min mad samt en tililende lokal bevæbnede sig med to sikkerhedsnåle, mens en tredje gav sig til at plukke blade afen busk, hvis saft viste sig at have den bekvemme egenskab, at den fremmer blodets koagulation. Så startede operationen. Jeg proppede mit håndklæde i munden og prøvede at tænke på noget andet, mens de gik i gang med at forsøge atpille pigge ud Søpindsvinepigge har den ubehagelige egenskab, at de knækker af og bliver siddende i flæsket på den klovn, der er idiotisk nok til at komme i nærkontakt med dem. Nu var der desværre tale om et temmeligt stort antal pigge, og den halve time, der gik med at få de fleste gravet ud, hører afgjort ikke til de mest morsomme jeg har oplevet. Efter operationen blev mine fødder smurt ind i en speciel olie, som en fjerde tililende i mellemtiden havde været hjemme og hente, og til sidst forklarede de mig trøstende, atjeg var uden for farezonen, omend jeg nok ville få lidt ømme hænder og fødder de kommende dage (mon ikke, det er begyndt). Herefter fik jeg min mad, der naturligvis var blevet kold i mellemtiden, 24 25

14 s~mt e~ stor kande stærk te til at styrke mig pa, ogjeg behøver vel næppe at sige, atjeg gav rigelige drikkepenge. Kl. 23.0~: Det er med uheld som medfisk, de k~mmer l stimer. Kort eftersidste optegnelse g~k motorcyklen amok. Først satte gaskablet Slg fast, så jeg måtte regulere farten med bremse og kobling, og kort efter brød skidtet totalt sammen, under udsendelse af voldsomme røgskyer. For fuldstændighedens skyld begyndte det igen at regne! Nej: jeg er fuldstændig udmattet, må fortsætte i morgen. Og. næste morgen fortsætter jeg så med at skrive: Jeg trak så liget af motorcyklen hen til et nærliggende pensionat, hvorjegfik lov til at stille den under et halvtag. Det undrer mig egentlig, atjeg huskede atfå skrevet adressen ned, det ville lige have været prikken over i'et, hvisjeghavde glemt det. Derefter gik det med lokale busser tilbage til l!ikk~duwa, og klokken halv otte humpede jeg l~d ~o~ mototcykeludlejeren og satte ham md l sltuationen. Stakkels mand, hans anden motorcykel var også lige brudt sammen. Nå, men han ville så bevæbne sig med noget værktøj og tage en bus derned. Desværre ville han ikke afmed mitpas, som jeg h~vde måttet give ham i pant. Det var derjo sadan set heller ikke noget at sige til, han kunne jo ikke vide, om jeg havde solgt motorcyklen, men han lovede at komme tilbage medpasset senere på aftenen. De si~ste par kilometer hjem tog noget tid, da mme fødder efterhånden gjorde ret så ondt, ogjeg var ikke mange sure sild værd da jeg vaklede ind ad døren, smed mig i e~ stol og gav mig til atforklare om dagens ~ænde~se~. Nu kalder min husvært sig jo tllfældlgvls læge, og han gav sig straks til at pille de stumperud, derendnu sadtilbage. Som bedøvelsefik jeg et stort glas 'arrack' som er Sri Lankas modstykke til vores snaps: Det er bryggetpå blomstersaftfrapalmer og smager ikke særlig godt, men det er billigt ogyderst effektivt. Under operationen fortalt~ han mig, at det var godt jegfik de fleste plgge ud straks, da han kendte tilfælde med både blodforgiftning og amputationer tilfølge. Meget opmuntrende! B~gefter sagde han, at nu skulle jeg bare spise mm mad (som de kære mennesker havde holdt var~ ~il r:zig), så ville han imens hente noget medlcm tl! at smøre på. Maden var _ som sædvanlig her til lands - aldeles fortrinlig, og som dessert fik jeg syrnet bøffelmælk med palmesirup, en specialitet på øens sydlige del, som jeg holder megetaf(desserten altså). Lidt senere kom lægen tilbage med medicinen der viste sig at være - en håndfuld rødder o~ blade! Jeg varvedatfå desserten galt i halsen ogforberedte mig så småtpå, at han ville ijør~ sig en djævlemaske og begynde at danse rundt under vilde trommehvirvier, men så galtgikdet dog alligevel ikke. Rødderne blev skrællet og findelt, hvorefter hele herligheden blev knust i en morter (det vil sige en halv kokosnøddeskal). Derefter blev det kogt, afkølet ogsmurtpå mine fødder, der til sidst blev indhyllet i gamle klude og plasticposer. Jeg sad og tænkte på, at i Danmark ville man bare have ringet efter en ambulance og være kommet på en skadestue hvor de næppe var begyndt at koge rødder. ' Sidst i dagens optegnelser skriverjeg lakonisk: Nu mangler jeg bare lige at tilføje, at motorcykeludlejeren kom tilbage ved titiden medmitpas samt den oplysning, atmotorcyklen intetfejlede, ud over at den manglede benzin. ~g det sagde han så højt og tydeligt, at alle tl!stedeværende ikke kunne undgå at høre det hvorpinligt! ' Den omtalte 'naturbehandling' blev omhyggeligt f0:tsat de følgende dage, og jeg tror jeg skylder mm vært en stor tak for, at det ikke gik værre end det gjorde. Under påvirkning af de påsmurte stoffer blev huden blød og porøs: og de sidste (troede jeg på det tidspunkt) pig~e kunne stille og roligt pilles ud. Jeg var stadig øm en uges tid, men så blev det gradvis bedre, og da jeg kom hj em nogle uger senere var jeg næsten ikke hæmmet mere. Det s~lle dog efterhånden vise sig, at så nemt slap Jeg ikke. Helt op til et par år efter skete der afog til pludselig det, at en stump af en ~ig h~vde arbejdet sig ud til overfladen og matte pilles ud af et ømt og betændt sår - en enkelt gang måtte j eg endda på skadestuen, under et weekendbesøg i Odense. Men efter nogle år går det så åbenbart sådan, at de ting, som kroppen endnu ikke er sluppet afmed, indkapsles og forbliver en accepteret del af kroppen. Det sidste vidnesbyrd om, at der stadig sidder nogle stumper, fik jeg for nogle få år siden. Min hånd var blevet røiltgenfotograferet, fordi j eg skulle have bortopereret en ondartet splint fra et plankeværk, oglægen udtalte undrende, at der sad et par mystiske ting længere inde. Siden har jeg altid udvist skærpet agtpågivenhed ved badning i farvande, hvor der kan være søpindsvin. Og som de fleste af jer sikkert ved, så behøver man ikke tage til tropiske farvande for at støde på sådan nogl~ bæster, de findes f.eks. i stort antal l Middelhavet. Så pas på! Per Allan Jensen Se også denne hjemmeside: %20tips/sopindsvin.html. Noget om bananrepublikker AfArne Runge Nordamerika slutter med Mexico og Sydamerika begynder ved Panama-kanalen. Right. Altså ligger der syv små lande, på den landtange, der forbinder Nordamerika med Sydamerika. Det er dem vi kalder Mellemamerika. De syv såkaldte bananrepublikker. Iflg. Lademan var bananrepublik en nedsættende betegnelse, for de små mellemamerikanske republikker, hvis hovedindtægt er bananeksport; nu nedsættende om et underudviklet land i almindelighed. Men egentlig stammer ordet bananrepublikfra tiden da Guatemalas regering blev væltet af USA ved et militærkup pga. en uoverensstemmelse mellem United Fruit Compagny i dag "del monte" og Guatemalas regering. Guatemala fik en ny ikke USA-venlig regering, som forsøgte at købe United Fruit Compagny ud aflandet på grund af, at de ikke betalte den ejendomsskat, som de var pålagt. Man skulle betale efter hvad ens jord var værd. UFC påstod at deres jord ikke var ret meget værd, og at de derfor ikke skulle betale ret meget i ejendoms skat. Da UFC mente at jorden var så lidt værd, insisterede Guatemalas regering på at købe jorden. Det så UFC som en trussel om nationalisering og fik regeringen i USA til at vælte den guatemalanske regering, ved at støtte et nationalt militærkup. Den såkaldte banankrig. Jeg begyndte min rejse i Mexico City, verdens største by. I hvert fald hvad indbyggere angår: Sådan cirka 30 millioner mennesker forsamlet l en eneste by. Og den er stor den by. Stor, larmende, forurenet, farlig, irriterende og pisse spændende. Vi var tre gutter der rejste ud og hjem sammen. Men som de tre enere vi er, valgte vi at rejse rundt hver for sig og stå i forbindelse gennem e

15 maiis. Claus ville nordpå for at bestige nogle vulkaner og besøge en aktivist pige han havde mødt på Internettet. Lange-Jens ville bo pe~ane?-t på en strand ved Stillehavskysten ~fikkjeg ville udforske de der syv bananrepuer. F~a Mexico city til Puerto Escondido ved stillehavskysten er der omkring 16 f b tht kin ' uners rea a g buskørsel. Gennem jungle over flode~ op afbjerge og ned afbjerge. Med en ~art pa bussen der gør at alle sidder med livet l hænd~rne og be'r til en eller anden gud om at d~ IDa overleve dette mareridt. Grunden til at VI overlevede var formodentlig toperne En tope be~det et bump på dansk. Hele Mexico er oversaet med toper. Heldigvis. For chaufførerne her i landet har travlt, alt for travlt. Og trafikreglerne er det vist ikke nødvendigt at kende. Et kørekort kan købes for 300 pesos, uden at man skal til prøve. Sådan. Jeg har det fra en meget pålidelig kilde. Faktiskvar jeg ude for lidt af et kulturchok ~e første par dage i Mexico City. Madmæs SIgt. Den er godt nok stærk den mexicanske mad. Hold da kæft hvor er den godt nok stærk. Problemet hedder Chili. Mutter med overskæg Pakker de friske tortillaer (foto: SP) De putter så meget chili i maden, at den bliver næste~ uspiselig for en dansker, der ikke er v~t.til krydderier. Jeg blev irriteret. Skrub Imteret, over at jeg ikke kunne find mad uden chili. Well, det lykkedes til sidste efter at ~ave levet af hotdogs i tre dage. Je~ fandt tn~~ene til at næsten at undgå den satans chih. Det man spiser overalt hedder tortilla et rundt, fladt, tyndt, gult, slattent majs b;ød. Det findes osse i en mørke grøn bio, H - - a vanant. old da kæft hvor er den ulækker. Med kød o~ grøntsager ovenpå hedder det en Taco. De er meg~t stærke, eller pikante som det hedder h menjeg blev faktisk helt glad for dem til sidst~r, Til?engæld var der ikke noget i vejen med tequilaen, udover at den var uforskammet b -'ll' O d t "kk lig.. g e erjo l e altid så godt for en viking der Ikke har helt kontrol over de stærke dråber Dem der kender mig kan næsten tænke sig t i hvad.der skete. Men ti danske kroner for en lit:r TeqUIla, Mescal eller Aquadiente de cana _ ~ukker-rørs-rom - det er sgu da osse for galt Ikke sandt. ' Me~ at sige at Mexico er lig med Tope, tequila tortilla og tago, er en underdrivelse. Der e; mange ~dre spændende ting. Bl.a. musikken og specielt xylofonen, eller Marimbaen som d ka!der den. ~ascinerende at høre fir~ mæn~ spille falsk, pa det samme instrument. Og ryt_ merne. Ma~ kan simpelthen ikke lade være med at danse, hge.meget hvor meget man drikker. Det var derforjeg endte i Puerto Escond'd l o. Hun var prøjser, og så rigtig godt ud. Vi dansede næsten hele natten til Marimba folkenes bedøvende, iørefaldende musik. Jeg har et hotel i Puerto Escondido, sagde hun, kommer du ned og besøuer mig. O il t..~. b. 'g e gjoruejeg. Vi dansede videre i fem dage. En aften, da vi ikke dansede, var jeg gået uptown for at møde de lokale, på de små listige, lokale, snuskede, spændende og billige steder J~g bl.ev?odt tequila kvæstet og da jeg på vej e~ h.j o em l mm b~andert, slingrede afsted, midt ude pa Pan ~encan Highway, fordi jeg var bange for at. der la røvere og indianere inde i buskene, ble: Jeg stoppet af en Van med seks militær pohcer klædt i sort og med geværet hængende over skulderen. De sprang ned afbilen og mens en holdt mig om brystet, så jeg ikke kunne bevæge armene, forsøgte to andre at fange min ben, ~or.at bære mig op på ladet. Hold da kæfte nu bh'rjeg sgu kidnap t tænkt.. '. pe, e Jeg, mens Jeg spa:ked.e VIldt omkring mig. Jeg skulle ederma me ikke op på det lad. Pludselig opgav de, trak min pung op af lommen,.tog de pesos der var, gav mig pungen tilbage, skubbede mig væk og sagde: Gøv gringo - gøv. Så fik jeg fan'me travlt. Jeg løb hele vejen tilbage til hotellet. Og så militæret, det er da for skrapt. Næste dag checkede jeg lige mine fmanser. Pungen var tom. Jeg "hævede" et par hundrede pesos i pengekatten, muldvarpen, den jeg altid har inde på maven, når den ikke ligger i en safe på hotellet. Den med de ting jeg under ingen omstændigheder må miste. Pas, vaccinationskort, rejsechecks, visakort og kontanter ud over de par hundrede kroner jeg går rundt med i pungen - dem som politietlige havde stjålet fra mig - og flybilletten. Flybilletten, hvor fa'en var flybilletten. Den var væk. Det havde jeg li'godt aldrig prøver før.. Jeg ledte, ledte og ledte. Den var der ikke. Jeg havde mistet min flybillet. Jeg spekulerede som en gal. Havde den ligget i pungen i går aftes eller var jeg ved et uheld kommet til at smide den ud sammen med andre papirer jeg havde smidt væk. Den kunne ikke være blevet stjålet i hotellets safe. Så var der andre ting de hellere villet have stjålet. Always look at the bright side of - jeg fandt nok en løsning. Men det var sgu' træls at have mistet sin flybillet. Det var ederma'me træls. Udsigt fra hængekøjen ved Puerto Escondido (foto: SP) Jens lejede et værelse frem til 22. december, dagen før vi skulle rejse hjem fra Mexico City. Stillehavskysten med kokospalmer, surfere, billig sprut, solbriller og letpåklædte lysebrune piger. Det var lige Jens. Claus sendte mails om at det nok tog et par uger mere nordpå, men at han ville "fange" mig på et tidspunkt. Jeg havde en opgave foran mig, såjeg lagde en plan, pakkede grejerne for at rejse sydpå mod Panama. Men altså, Mexico er landet hvor man spiser stærk mad, drikker billige, stærke, eksotiske, alkoholiske drikke, danser natten lang til Marimba musik, forelsker sig og får stærke tømmermænd. Jeg har igen, igen bemærket at jo billigere sprut, jo flere tømmermænd. Men Mexico er osse landet hvor man skal passe mere på politiet og militæret end på røverne og banditterne. For ca år siden opstod der ved en kæmpemæssig vulkansk eksplosion, der ifølge eksperters beregninger må have spredt aske så langt væk som til Miami. Eksplosionen skabte etover 300 meter dybt krater, som med tiden er blevet fyldt med ferskvand. Titusinder år efter at søen blev dannet, skød tre enorme vulkaner, Atitltin, Tolimtin og San Pedro, op afjorden på den sydlige bred. Hvilket skabte den perfekte indramning af naturfænomenet, i dag en perle indkapslet i Guatemalas bjergrige højland Ifølge den afdøde forfatter Aldous Huxley, verdens smukkeste sø. Hun hed Erica, var fra Canada, læreruddannet og levede af at rejse rundt og arbejde som engelsklærer i Mellemamerika. Hun sad ved siden af mig i bussen og selvom hun talte perfekt engelsk, havde huri sprogproblemer. Hun talte ikke spansk. Hun var på vej til Atitlansøen lige som jeg, men hun for at lære spansk på en skole. Faktisk var vi en gruppe på syv personer der fulgtes ad. Tre norske piger fra Oslo, den enes fyr Antonio, som var Honduraner, men havde boet 16 år i Norge og talte perfekt norsk, en ung, meget uskyldig, engelsk pige der hverken viste buh eller bæh, Erica og Jeg. Antonio overtog hurtigt ledelsen. Han var fra de her kanter, havde været ved søen før og talte sproget perfekt. Ved grænsen ud afmexico, ved grænsen ind i Guatemala og ved busskiftene (vi måtte skifte fem gange) klarede Antonio alt. Vi andre fulgte bare med. De norske piger og jeg efter Antonio, som talte skiftevis spansk og norsk, den engelske pige og Erica i røven på mig, som oversatte til engelsk. Var der nogen der sagde Olsen banden. Erica kunne osse li' at danse, så vi dansede hver aften til live orkester og happy hour priser på 28

16 Bombay bar. Om fonniddagen badede vi og om eftenniddagen checkede vi sprogskoler. Vi drog op i bjergene til indianermarked i Chichitastenango. Opdagede at spansk ikke hjalp meget hos indianerne som har deres ~el~ egne sprog. Men med smil, grimasser og llldianer fagter, lykkedes det os alligevel at lære lidt om deres verden i det, af de mellemamerikanske lande med flest indianere. Faktisk er over 50 procent af befolkningen, ~nd~ødte indianere. Guatemala er for mig llldianernes land. Men osse bananrepublik nummeret. Indianerkvinder sælger deres lerpotter på markedet (foto: SP) Panajachel er den største by ved søen, mens San Pedro er den mest charmerende, og samtidig det billigste sted i Mellemamerika at gå på sprog skole. Jeg efterlod Erica der, men lovede at holde kontakten og ses igen. Fire uger på sprog skole med privatlærer fem timer om dagen og værelse hos en indfødt spansktalende familie. Jeg glædede mig til at møde hende igen og høre hvor meget spansk hun havde lært. Ciao mi amor.. Antigua - er en farlig by. Mange overfald, mange røverier og mange lommetyve. En ung tysker som boede på samme hotel som jeg, havde fået stjålet sine penge og sit pas af en lommetyv i en hønsebus. En hønsebus er betegnelsen for de gamle lokale busser, hvor folk altid har masser af varer og levende dyr med. Flest høns. De er altid stopfyldte, meget spændende og meget billige at køre med. De er så overfyldte, at man ikke mærker hvem der skubber og hvem der er på vej ned i ens lommer eller rygsæk. Alle her kender tilfælde hvor nogen har mistet noget i en af disse busser. På zocaloen, byens torv, mødte jeg en dansk familie som havde fået stjålet visakort, rejsechecks, kamera og fire pas. På 30 en busstation havde farmand sat den lille rygsæk med værdierne foran sig på gulvet, mens han købte busbilletter til næste by. Den var bare væk da han ville tage den på igen. Sådan. Alle familiens værdigenstande væk på to minutter. En fredelig gade i den velholdte tidligere hovedstad, Antigua (Foto: SP) De var på vej til en Ambassade eller konsulat, hvor de kunne få nødpas og hjælp til nyt visakort og nye rejsechecks. Tyskeren nåede at få et tysk nødpas inden jeg rejste videre, så det er sikkert osse lykkedes for danskerne. Når nøden er størst er hjælpen nærmest, ikke sandt. Jeg kom igen til at tænke på min flybillet Turistpolitiet tilbyder to gange dagligt at ledsage turister op til Cerro, et udsigtspunkt hvorfra man ser hele byen, og en smuk travetur op til toppen. Jeg mødte op kl til den første af de daglige to ture, som den eneste den morgen. Jeg kan komme tilbage kl til næste tur, eller i morgen, sagde jeg, men nej. Bare kom vi går alligevel turen, selvom der ikke er turister med. For at patruljere og hjælpe hvis andre er gået op selv. De passer på turisterne. De leverjo af dem. Men det samme mønster går igen. Hvor der er mange turister er der mange kriminelle. Og der er mange turister i Antigua. I hovedstaden Guatemala City - mødte jeg til gengæld hverken indianere eller lyshårede backpackers. Jeg boede på et pensionat som mest var forbeholdt - "vendedores ambulante" --: ikke ambulance sælgere, men dem der sælger tlllg, smykker og medicin på gader og stræder og i busser og toge. Gadesælgerne. Det var en helt anden oplevelse. Jeg gik med dem på arbejde, jeg spiste morgenmad, middagsmad og aftensmad med dem. Jeg røg jointer med dem om aftenen, blev lunatisk med dem og snakkede med dem om drømme og mål. Om Mellemamerika og Verden i almindelighed og om Mr. Bush i særdeleshed. Hvor er den mand dog upopulær i hele den verden jeg kender. Alle de Gringo s jeg møder her, siger som noget a: det første - det er ikke mig der har stemt pa Bush. Men hvem fa' en er det så. Det er bl~vet meget svært at være amerikan~r nu til dags. Israelitterne har det heller Ikke for nemt. Jeg prøver at være ne~tral. Men.det.har desværre aldrig været mm stærke SIde, det der med diplomatiet. Jeg prøver at undgå at snakke om det. Det er jo heller ikke derfor at jeg er her. Men altså, europæere er meget velkomne og amerikanere tåles på grund af de økonomiske fordele. Sådan. Der er så utroligt meget at se og opleve i Indianernes land, så jeg må simpelthen tilbage. Det har jeg tænkt at gøre på tilbagevejen til Mexico City. Jeg må osse opleve Flores og pyramiderne i Palenque. Hvis jeg kan nå det. pludselig føler jeg at tiden løber stærkt. Jeg tager for første gang en Luxusbus. En direkte bus mellem hovedstaden i Guatemala og hovedstaden i El Salvador. Luxusbusserne er en nem løsning, når man har travlt. Men udover det, er de røvkedelige. Ingen snakker sammen, man ser video. Der sker ikke en skid. Jeg kan nu bedst lide hønsebusserne. Rønsebusseme, som de ser ud overalt i Mellemamerika (Foto: AR) Men Sumasumarum. Guatemalas kendetegn er simpelthen indianerne. Faktisk minder de mig en hel del om grønlændere. De lever som naturmennesker, fra hånden til munden. Taler et sprog som man ikke kan forstå, med meget, meget lange ord. Mændene drikker sig jævn ligt plakatfulde o.g sover bran.dert ud midt på gaden. Og så grmer de he~e t1de~ og viser stolt de få tænder, de har t1lb.age I munden. Nøjagtig som grønlænderne I Kø- benhavn. Men de er jo osse fra samme race. Ikke sandt. El Salvador fremkalder straks billeder fra den kaotiske borgerkrig fra 1980 til Men krigen er overstået for nu ti år siden og dette lille land, halvt så stort som Danmark, gør absolut sit bedste for at lægge afstand til den triste fortid. Ved en VM kvalifikations kamp i slog El Salvador Honduras ud, ved at vinde den afgørende kamp om deltagelse i VM. ~er var i forvejen meget friktion de to lande Imellem. Tilstanden var spændt og der var alt for mange illegale salvadoraner i Honduras. Det var ~eg:t tæt på konflikt og fodboldkampen blev sa draben der fik bægeret til at flyde over. Honduras inv~derede El Salvador og dræbte på få dage over mennesker. Det blev heldigvis en meget kortvarig krig - omkring en uges tid. Li'som bare for at vise hvem der var den stærkeste militært. I øvrigt tabte El Salvador alle sine kampe i VM og scorede ikke et eneste mål. Så var det overhovedet værd at komme med til VM. Tja. Den lokale mønt colon, er ved at uddø. Man kan betale alle vegne med både Colones og dollars, men når colonerne når frem til banken, inddrages de. Altså meget snart er det ~ollar.s d~r er gældende mønt i El Salvador. LIdt tnst, ikke osse. 31 Bryllupsoptog på vej til festen med fuld musik (Foto: SP) Nu skal jeg fortælle dig en go' historie. Jose Antonio - natportieren på det hotel jegboede på i San Salvador, inviterede mig med til si~ nieces bryllup i en lille landsby - lzalco - I Vest Salvador. Vi blev indkvarteret hos hans bror, faren til bruden, hvor Antonio havde sit faste

17 værels~, når han var i byen. Kl. seks om eftenmddagen gik vi alle i 19I1<:e for f!t overvære bryllupsceremonien. Hele lan&hyen var med mennesker. Vi fandt vores pladser og ved du så hvad der skete. E~er brudeparret havde givet hinanden ringe pa, kastede præsten en lasso om halsen på dem, so.m et symbol på at de nu var fanget i det helhge ægteskab. Så kom det sædvanlige V:Ø~1 m~d løftet om at være tro i gode og darhge tider i mod og medgang, sygdom og nød etc. etc. - og så underskrifterne i kirkebogen, hele tiden med lassoen om halsen. Dere~er gik alle til alters jeg inklusiv. Mest for. VInen og et syns skyld. Men der var sgu mgen vin. Til gengæld puttede præsten en stor tør, l~d oblat i munden på mig. Jeg beh~ldt den l munde~ og da jeg kom tilbage til mm plads, lagde Jeg den i tegnebogen for senere at sætte den i dagbogen. Men mand b. h en ag mig avde set det og sladret til præsten som pludselig- i hans fine hvide lange.' guldbroderet kappe og hue - stod for~ an mig og spu:gte om jeg havde spist oblat~n. Selvfølgehg, sagde jeg. Det tror jeg ikke pa, sagde han. Sladrehanken stod ved siden af ham og fortalte at jeg havde den i tegnebogen. Lad mig se, sagde præsten, med en meget dyb stemme. red~ at je~ var protestant - det lød jo bedre end at SIge, at Jeg var en "fucking" hednin. jo egent! D g, somjeg Ig er. ette er en meget alvorlig d sagde han og o l l' o syn,. '. sa a vor Igt pa mig, det må du a~drig noge~s~de gøre mere. så gav han mi handen og gik tilbage til prædikestolen. g Alle i kirken så på os. Nogen meget alvorligt mens andre fo~søgte at sigule et smil. Alt i al~ var det t~e.hg pinligt, men på den anden side en god histone til dagbogen - right? S l d'. enere ave e Jeg en tegning i dagbogen og skrev her skulle have siddet en ægte katolsk obl t ' præsten stjal den fandeme fra mi'g D a, men. esværre. Den lokale kirke (Foto: SP) Well, det fortæller noget om at I'n 't fr d' VIere en emme med t~l familiebryllup og jeg kan for- :le at man bhver modtaget som hædersgæst e ale~e kom jeg fra en helt anden verden' Euro~a,Jeg var lyshåret, talte gebrokken spansk og gik anderledes klædt. Og det bl endnu. ev værre shorts og T-shirts. No problem, du låner tøj afmig, sagde han. Jeg var godt nok lidt større end ham, men jeg blev iklædt en flot kridhvid smoking, lyserød silkeskjorte og sort slips. Men skoene. Folk er ikke så store i El Salvador og de har forbandede små fødder. Ingen sko var store nok. Og så bruger jeg endda kun størrelse 42. Der var kun mine egne sandaler tilbage. Ingen sagde på noget tidspunkt et ord om min påklædning, men jeg syntes selv den var temmelig pinlig, indtil jeg havde drukket den første flaske tequila. Så syns j eg egentlig at det var meget smart. Smoking, slips og sandaler. Ligesom høj hat og træsko eller stiv pik og laksko. Ikke sandt. Salvadoranerne er høflige mennesker. De er korrekte og høflige. Og de er gudfrygtige. De opfører sig pænt, går pænt og klæder sig pænt. Som fattige mennesker sig hør og bør. El Salvador er et fattigt land. Men folk er meget høflige. Basta - men de er ikke så gode til fodbold. AmeRunge (Fortsættes i næste nununer) The Appalachian Trail AfSøren Christensson Mit næste eventyr har jeg drømt om i meget lang tid. Flere gange har jeg været på vej, men der er altid gået noget galt i sidste øjeblik. I foråret 2002 var jeg så sikker på, at rejsen endelig kunne gennemføres. Alt var klart, turen var planlagt i mindste detalje, der var penge nok på kontoen, min lejlighed var udlejet, og jobbet sagt op. Men så blev jeg gift! Så nej, jeg kom ikke afsted, men nu prøver jeg igen i år, og denne gang skal det lykkes! turen. Det var i 1989, og siden har Wes, somjeg har holdt forbindelsen med siden, gået turen 3 1/2 gang. Men jeg har endnu ikke selv gået så meget som en meter, og det er jo så småt ved at blive pinligt. Men i år kan jeg ikke se at der skulle komme noget i vejen, ud over at ham, jeg skulle have gået med, er sprunget fra pga. økonomien. Men så må man jo gøre det alene. The Appalachian Trail blev færdigbygget i 1937, men de første mange år var den dårligt afmærket og ikke særligt benyttet. Det var først i 1948, da Avery Mayson som den første gik hele turen på en sæson, at der kom mere opmærksomhed om AT. I dag er der over 3 millioner mennesker om året, som benytter stien. De fleste går bare et par timer eller en weekend på de mest populære steder, men i det tidlige forår er der hvert år ca vandrere, som starter fra Springer Mountain i Georgia for at gå hele vej en til Mount Katadin i Maine i løbet af sommeren. Kun ca. 200 gennemfører, og siden 1948 er der kun omkring mennesker der har lavet en såkaldt "Thru-hike", altså gået hele turen på en sæson. Der er endnu ingen danskere, der har gået hele AT, så jeg håber meget på at jeg kan blive den første! Langt de fleste starter fra syd, for så kan man følge med foråret nordpå, og så ender man oppe i New England om efteråret, til naturens helt store farveshow. Kun 5 % af alle "thru-hikers" vandre fra Maine og sydpå. Forklaringen på det er, at man starter så sent, da man jo er nød til at vente på foråret, og det bliver svært at nå færdig inden jagtsæsonen begynder i oktober, og hvem gider løbe rundt i skoven i skydegale Amerika, i jagtsæsonen? El sacerdote, som en katolsk præst kaldes på de kanter, uddeler oblater. (Foto: SP) J~g var nød til at tage den frem, oblaten altsa, og fortælle at jeg ville sætte den'. dagbog til minde om brylluppet. Han to~ :~ og spurgte om ikke jeg var katolik. Jeg sva- Flere lande i Mellemamerika hævder hver især at det var netop dem,.som opfandt marimbaen. De grundlæggende manmbaer (en slags xylofoner) ofte suppleret med adskillige andre instrumenter ~ orkestret kan let være på mand. (Foto: SP) g Jeg har jo ikke festtøi med nar o o An. '. J Jeg rejser, sa da tomo mviterede mig med måtte'. d rø t' kun,jeg m - mme a Jeg havde rejsetøj med. Sandaler, Hvad er det så for en rejse jeg har ventet på så længe? Første gang jeg hørte om Appalachian Trail var på en vandretur i New Zealand, hvor jeg mødte en fyr fra Hawaii, som jeg slog følge med. Om aften fortalte vi røverhistorier fra vores mange rejser, og så var det at Wes fortalte, at han plan1age at gå verdens længste vandretur, The Appalachian Trail, som løber 3500 km. parallelt med USAs østkyst. Jeg synes straks at det lød meget spændende, og besluttede at jeg også en dag ville gå Bjørn i Smokey Mountains - som AT passerer igennem. (Foto: SP) AT er gratis at benytte, og man skal ikke have nogle form for tilladelse, ikke engang for at overnatte i de 240 hytter, som ligger spredt hele 32 33

18 vejen med en dagsmarch imellem. Det er dog ikke min plan at bruge disse hytter, da de ofte er optaget. Jeg tager telt med, og kan på den måde også selv bestemme hvor og hvornår, jeg vil slå lejr. En kloning af den indavlede og skeløjede banjoboy i "Deliverance" - her ved sit bjælkehus i Tennessee, tæt ved AT. (Foto: SP) Da stien skulle være af rimelig god kvalitet, og særdeles godt afmærket, regner jeg med en gennemsnits fart på 23 km. pr. dag. Hvis jeg kan holde det, vi l det tage mig 4\'2 måned at slæbe mig selv og min kg. tunge rygsæk op til Maine. Men det er naturligvis ikke muligt at gå hver dag, så jeg har lagt 2 uger til som overliggerdage, og derudover en måned i reserve, hvis det skulle gå helt galt. Da jeg jo ikke skal bruge penge på overnatning eller transport, bliver det en meget billig rejse. Den eneste udgift, ud over flybilletten, er til mad, som man køber i de små byer, AT løber gerulem eller tæt på med ca dages mellemrum. Alt i alt regner jeg med at eventyret vi l koste mig kr. Heraf til fly, til mad og de sidste er til film, udstyr og andre udgifter i byerne. Gennem de sidste 2 år har jeg så købt vandreudstyr for kr. Det har faktisk været meget sjovt at finde det rette udstyr. Det er vigtigt at det er meget let, men samtidigt skal det også være stærkt, da det skal bruges i bj ergene i alt slags vejr. Hver gang, der har været mulighed for det, er jeg taget til Sverige for at teste udstyret. Appalachian Trail er nu blevet fredet som et "National Scenic Trail", så det kan bevares for eftertiden. AT bliver også kaldt for den grønne korridor, da langt størstedelen af turen går gennem tæt skov, kun en lille del løber over trægrænsen og l % på bilvej de få steder, hvor man krydser gennem en af de små byer. På den lange vej mod nord vandrer man gennem to National Parker (Great Smoky og Shenandoah), 16 State Forests og besøger 14 stater. Desuden kommer man forbi flere historiske steder, fra borgerkrigen. Ud over at det bliver en kæmpe natur oplevelse, bliver det også en stor fysisk/psykisk udfordring. Kan jeg overhovedet holde ud at gå så langt? Bliver jeg kugleskør af at bo ude i skoven i flere måneder? Eller bliver jeg ædt afen bjørn? Eller de mange myg? Men det er jo derfor, det bliver kaldt et eventyr, ogjeg ved ikke om det lykkes! Men jeg synes at jeg har forberedt mig så godt som muligt, og er indstillet på at fortsætte, også selvom det til tider bliver surt. Så jeg er rimelig sikker på at jeg vil sidde på toppen af Mt. Katadin, en gang i september, efter at have gået hver eneste meter af verdens længste vandretur, The Appalachian Trail. Søren Christensson Jul i det sydlige Afrika AfPer Al/ull JenselI l ål' tilbragte jeg juleu på ell liiåde, SOIll jeg lællge /ral' drolllt Væk Ji'a gaveræs, juletræer, overfyldte frokostborde og - vigtigst afalt - det ubelragelige dallske villterklillla, og lied til sol, varlile, IllItur og spælldelllle oplevelser. Medvirkende til at jeg endelig tog mig sammen i år var den kendsgerning, at julen lå optimalt, set fra et lønmodtagersynspunkt. Fem 'gratis' feriedage, og dertil kom, at jeg havde knoklet så meget op til jul, at jeg kunne tage yderligere en uge på afspadseringskontoen. Så med en enkelt ferieuge smidt oven i var jeg pludselig oppe på tre uger, og så begyndte det jo at ligne noget. Jeg sonderede mulighederne lidt og blev hurtigt enig med mig selvom, at det skulle være Afrika, et fascinerende kontinent, som nok - for mit vedkommende - har stået lidt i skyggen af Asien. Vores kære klub er jo kendetegnet ved et utal af forskellige indstillinger ti l, hvordan man skal rej se. Da jeg fortalte om, at jeg overvejede at betale kr. for en tre ugers arrangeret grupperejse, var nogle nærmest chokerede. Andre derimod syntes, at det lød som en aldeles glimrende ide. Namibisk solnedgang En stor del af problematikken kan vel koges ned til forholdet mellem tid og penge. Vi er nogle stykker, der ikke har særlig meget tid, bl.a. på grund af et fuldtidsarbejde, som så til gengæld giver et rimelig godt økonomisk grundlag. Så under disse omstændigheder, og med lyst til at se den sydvestlige del af Afrika, så synes jeg det var naturligt at vælge en gntpperej se. På den måde er man sikker på, at man får set de fl este seværdigheder i området, uden at skulle bruge en masse tid undervejs på at planlægge transporter og finde rejsefæller. De kæmpestore sandkliner i Soussousvlesi National Park Og så kommer det afgørende spørgsmål, hvilken rejseform. Og netop dette punkt vil jeg godt filosofere lidt mere over, frem for at komme med en masse detaljerede beskrivelser af selve turen (en udførlig rejsebeskrivelse kan læses på hjemmesiden, for de der måtte have lyst). Jeg skal dog straks indrømme, at prisen (ud over den rent kontante) er, at man får langt mindre kontakt med lokale beboere og meget lidt fornemmelse for, hvor nemt eller svært det er at arrangere ting i de pågældende lande. Det var også ud fra den betragtning, at valget faldt på den sydvestlige del af Afrika, hvor afstandene mellem seværdighederne er store, de offentlige transportmidler begrænsede og de ktdturelle forskelle trods alt ikke så voldsomme, at man går glip af helt så meget. Jeg overvejede også Vestafrika, men her fik Claus overbevist mig om, at det vi lle være 34 35

19 nærmest forbryderisk at klumpe sig sammen med en flok andre europæere i stedet fo r at mænge sig med de lokale, hvis kultur på di s se kanter er den primære seværdighed, frem for natur og dyreliv. Så Vestafrika må vente til en anden gang, hvorjeg har lidt bedre tid. Når man så har valgt en grupperejse, følger der jo en gruppe med, og her er vi lidt ovre i lotterispillet, for det er ikke rart at tænke på at skulle tilbringe tre uger sammen med nogle mennesker, der har en helt anden opfattelse af, hvordan man holder ferie. Hvis man f.eks. er til fred og ro - eller evt. lidt dæmpet klassisk musik - er det jo ikke så smart at sidde adskillige timer hver dag i en bil ag være tvangsindlagt til at høre på heavy metal for fuld udblæsning (spørg bare Niels Iversen om det). Eller - for at nævne et andet potentielt konfliktonu'åde - opfattelsen af rygn ing i andre menneskers selskab. også, at jeg var nærmest helt utrolig heldig med holdet, der bestod af lutter ikke-rygende, ro-og-fred-elskende, sympatiske og berejste mennesker, der holdt af en flaske vin eller en håndfuld pilsnere, men også satte pris på at komme i seng i anstændig tid og ikke havde spor imod at stå op ved femtiden hver morgen for at få mest muligt ud af dagen. Og nu er der givetvis nogle af læserne, der tænker "Vor Herre bevares, godt det ikke var mig der var med på den tur", men sådan er vi jo så forskellige. Elefanter krydser Chobe Ri ver solop- og nedgange, hvis lige man skal til det centrale Australien for at finde. Også Etosha Parken var en stor oplevelse, med et rigt dyreli v, som dog - skal retfærdigvis siges - ikke kommer på høj de med, hvad jeg har oplevet i 0stafrika. I Botswana var den største oplevelse en eftermiddag på Chobe River, med en overdådighed af elefanter, krokodiller og flodheste, oplevet på allernærmeste hold. Jeg har glemt at sige, at turen var arrangeret af det engelske firma "Exodus", der - lige som det danske "Topas" (som i øvrigt er salgsagent for Exodus her i landet) har spec i aliseret sig i at arrangere "gruppeture med indhold" til alle egne af verden. Og de andre deltagere var alle bosiddende i England og med engelsk som enten modersmål eller næsten ligeværdigt andet sprog. At være den eneste "udlænding" er jo også lige noget, man skal overveje konsekvensen af, og den afhænger naturligvis noget af, hvor godt man behersker sproget. Personligt synes jeg både det har fordele og ulemper. Man går glip af noget "smali talk", men kan bedre "synke ind i sig selv" uden at lade sig distrahere af andres snak. Og i Zimbabwe, som vi kun lige oplevede en fli g af, naturligvis det spektakulære Victoria Falls samt de helt overdådige middage vi indtog til aldeles latterlige pri ser. Landet er - med Mugabes hj ælp - ved at gå godt og grundigt i hundene. Inflationen galopperer, og alle økonomiske transaktioner foregår på det Salte marked. Der er ingen benzin at få, og bilerne holder dag efler dag i kilometerlange køer og venter. Lokale dansere i Zimbabwe ne. Og i de pragtfulde hoteller og restauranter sidder man ikke just lårene af hinanden, alle steder er der sørgeligt tomt. l Zimbabwe havde jeg også den fornøjelige oplevelse at tilbringe en dag med white water rafling på den mægtige Zambezi River. Det er en aktivitet jeg har prøvet fl ere andre steder i verden, men dette var helt sikkert det vildeste jeg til dato har oplevet af den slags. Kan anbefales til vandhunde og legebørn, men vær forberedt, det er helt klalt for viderekommende. Og hvis du lider den mindste smule af vandskræk, så glem det! Fiskeørn ved Chobe River, Botswana Nu fik jeg ti lfæ ldigvis tilbudt den sidste ledige plads på turen, så intet var mere naturligt end først lige at spørge om de øvriges alder, og da denne viste sig at være nogenlunde jævnt fordelt i intervallet fra midt i 30'erne til midt i 50'erne, så tillod jeg mig at ræsonere, at ri sikoen var begrænset. Det viste sig da Turen startede i Cape Town, som er en af verdens aller smukkest beliggende storbyer, og man kunne bruge lang tid på at køre rundt i det kuperede opland og besøge vingårde, kigge på sæler og beundre svimlende udsigter over to have. Klimaet er vidunderligt, og så spiser og drikker man både godt og billigt her. Fra Namibia vil jeg fremhæve Soussousvlesi National Park, der har nogle af verdens største og mest fascinerende sandklitter og nogle Victoria Fa lls (fra Zimbabwe siden) På markederne bli ver man nærmest overfaldet af ivrige sælgere, som vel er mindst ti gange så talstærkt repræsenteret som køber- Og nu vi er ved adrenalinskabende legeaktiviteter, så skal jeg også lige nævne de pragtfu lde timer jeg tilbragte på en 'quadbike' (motorcykel med fire hjul) i den maleriske ørken omkring Swakopmund i Namibia. Med sådan et køretøj forsvinder de begrænsninger, der er forbundet med kørsel på en almindel ig motorcykel, og man kan lave de mest vanvittige manøvrer op og ned ad de høje sandklitter

20 Det minder faktisk lidt om at stå på ski, med kontrollerede udskridninger, hop, fart og spænding. Så hvis du kommer på de kanter og har halvtreds dollars tilovers, så prøv det! Papua Niugini afclaiis Qvist JesselI Verdens Sidste Udpost Papua Niugini, eller New Guinea, er på alle måder verdens sidste grænsepost - the missing link mellem stenalderen og atomalderen, for selvom de hvide kolonikaptajner allerede for næsten 500 år siden fundet frem til kysten af landet, blev indlandet i århundreder anset for så uvejsomt, at man opgav at undersøge det nærmere. Der kunne umuligt være liv der inde. Goroka man smoke Så, en gang i 1930'eme, var der et par opfindsonune, australske guldgravere, Mick Leahy og Mick Dwyer, der drevet af tanken om det gyldne metal trængte op i høj landet, hvor de i bogstaveligste forstand ramlede ind i millioner af stammefolk, der endnu ikke havde opfundet hverken hjulet, det varme vand eller de dybe ta llerkner, som stadig gik Alt i alt en særdeles vellykket ferie, og jeg fortrød bestemt ikke, at jeg gik glip af den danske jul. Og - som sagt - kig på hjenunesiden, hvis du er interesseret i at få mange flere detalj er. Per Allan Jensen med "arse grass", og som overhovedet ikke anede, at resten af verden eksisterede. Missionærerne var naturligvis på pletten med det samme og invaderede højlandet iført de obligatoriske stabler af bibler og anden vækkelseslilleratur for at sprede deres vitale budskaber. Heldigvis for PNG gav krigen "udviklingen" en pause, og først i 1950'eme og 60'eme gav verden sig i kast med at opdage de sære folkeslag. Vor egen eventyrer, Jens Bjerre, var en af datidens opdagere, men desværre var flertallet af hvide (den gang som nu) enten lykkeriddere, galninge eller missionærer - eller alle tre ting på en gang. Folk der på den ene eller anden vis så det nye land som den sidste rigtigt hvide plet på verdensgloben, hvor de kunne lege massa. Men alt dette er datid, eller er det? Ikke helt, for netop pga. den krøllede geografi og den sene kontakt med resten af verden er PNG selv i vore dage intet mindre end en skatkiste af gamle traditioner og en imponerende modvilje mod alt det, vi i vesten kalder fremskridt. For kun to generationer levede de alle i stenalderen - nu er de i computeralderen, og den slags skal give kultursanunenstød, men ikke flere end at det er et kanon fedt land at rode rundt i, og en måneds tid var rigeligt til at overbevise mig om, at PNG er langt, langt bedre end det blakkede rygte, landet har i især Australien. Stort set hver eneste dag kan man i aviserne down under læse saftige avisoverskrifter, der i utilslørede vendinger beskriver de mange stanunekrige og det ekstreme antal af mord og anden vold, som især hovedstaden Port Moresby lider af. Trist læsning måske, men plussiden af det dårlige rygte er, at PNG ikke lige med det samme sl ides ned af ukontrolleret masseturisme. PNG er i det hele taget lidt af en drømmedestination for en rask globetrotter med et lavt niveau af paranoia, en stor sans for det bizarre og en uudslukkelig trang til at leve uden noget finmasket sikkerhedsnet. Tok Pisin En af særhederne ved PNG er den ekstremt knudrede geografi. Det var dem, der indtil for 50 år siden gjorde enhver rej se i højlandet helt umulig, og det er stadig den, der minimerer enhver kontakt mellem nabostammerne. Selv folk, der har levet 20 km fra hinanden, snakker forskellige sprog, så PNG alene har næsten 1/3 af alle verdens sprog. 770 stykker er der i alt (ikke dialekter!) og yderligere 80 på den anden side af grænsen i Irian Jaya, så der er ikke noget at sige til, at man her på verdens næststørste ø kan finde noget af verdens mest blandede kultur. De mange sprog gør samtidig, at der for blot få år siden ikke var noget fælles sprog, men så var det, at nogen salte sig ned og konstruerede "Tok Pisin" eller "Pidgin", og det er på alle måder et af verdens ufrivilligt komiske sprog. Hovedstammen er engelsk, og så er der pullet lidt tysk og andet godt i, plus at al stavning er lige så forenklet som i det danske "majonæse". Hele sproget er ganske enkelt en stor gang majonæsestavning og det tælle- ste, man kan komme på fonetisk engelsk uden grammatik. ~~ Højlandsfolket er på alle måder forskellige fra dem i lavlandet. De er mindre i statur, mere furede, mere aktive og mere smilende. Kvinden her stammer fra Goroka og bærer som alle andre i landet alle sine pakkenelliker i en "bilum", en vævet bærepose med en bred snor til panden. Stumme bogstaver og accenter eksisterer ikke, kasus er helt borte, og verbeme har kun en tid. Resten klares med at skrive ordene for i går eller i morgen. Det er himmelråbende logisk alt sammen. "Du" (el. din, dit, dig) hedder "yu", "jeg" (el. min, mit, mig) hedder "mi", og så hedder "vi' naturligvis "yumi". "Nummer et" (number one) bliver til "nambawan", "badeværelse" til "haus waswas", og enhver genitiv skrives let og elefant med ordet "bilong". "Kar bilong mi" er naturligvis min bil. Pidgin lummer i alt kun ord, så der er mange ting, man ganske enkelt ikke har noget ord for - som f.eks. et håndklæde, der officielt hedder "laplap bilong waswas", men som nu er blevet moderniseret til "taul". Endnu sjovere var det, da den gode Charles af England skulle en tur til PNG, og da man derfor skulle sige "kronprins". Det havde man heller ikke noget ord for, så han blev til "Nambawan pikinini bilong Misis Kwin"! Pidgin er på en gang urkomisk og samtidig 38 39