I den salme, vi skal synge efter prædikenen er der et vers, der handler om den fortælling, vi netop har hørt:

Transkript

1 Es 43,10-12, ApG 2,22-28, Joh 21,15-19 Salmer: 235 Verdens igenfødelse 238 Der er så sandt (Mel. Gør døren høj) 241 Tag det sorte kors (mel. Lasse lunderskov) 249 Hvad er det at møde 438 Hellig 477Som korn 234 Som forårssolen I den salme, vi skal synge efter prædikenen er der et vers, der handler om den fortælling, vi netop har hørt: Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Spørger Hans Anker Jørgensen i salmens første vers. Og han svarer selv på spørgsmålet i salmens femte vers: Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner. Hvem er han egentlig, denne Simon, som Jesus så omstændeligt sætter til at vogte sin hjord? 1

2 Vi møder ham første gang som ung fisker ved Genezarethsøen. Han fiskede sammen med sin bror, Andreas. Og han boede sammen med sin kone i landsbyen Kapernaum. Han var sådan en, man smilede lidt af i byen. Han var ilter. Let at begejstre, men faldt også hurtigt ned igen. Egentlig skulle man have troet, at Simons liv ville blive fuldstændig forudsigeligt. Han og konen ville få en masse børn. Peter ville fiske så længe han kunne stå på sine ben og ro båden med sine arme. Som børnene voksede op ville drengene hjælpe ham i båden, og når han en gang ikke kunne mere, ville en af sønnerne overtage båden, hvis den da ikke til den tid ville være så gammel og utæt, at den bare ville få lov at ligge og rådne op sammen med de andre gamle vrag ved kanten af søen. Men det gik helt anderledes. En dag mødte han tømreren Jesus. Jesus kom fra Nazareth, og han havde helt opgivet sit arbejde. Han gik omkring, hvor det nu kunne falde sig og fortalte om Gud. Således kom Jesus også til Kapernaum og begyndte at tale til folk på stranden. Simon var sur. Han og Andreas havde fisket hele natten uden at fange noget som helst. Men selvom han var sur, kunne han ikke lade være at lytte til, hvad Jesus sagde. Og da Jesus lidt senere kom hen til ham og spurgte om Simon ikke ville ro ham ud på søen, fordi folk stimlede sådan sammen om ham, sagde Simon ja. Da Jesus var færdig med at tale, sagde han til Simon at han skulle ro ud på søen og kaste nettet ud. Simon protesterede. Han havde fiske hele natten uden at fange noget. Men alligevel var han blevet så grebet af at høre Jesus tale, at han fulgte hans opfordring. Og Simon fangede så mange fisk, at 2

3 han var nødt til at kalde på hjælp fra andre både for overhovedet at få fangsten i land. Fra da af fulgte Simon Jesus rundt på hans vandringer. Hvad der blev af hans familie hører vi ikke noget om ud over at broderen Andreas også fulgte med Jesus. Simon var i alt fald i begyndelsen den af disciplene, der var tættest på Jesus. Det var ham der først kaldte Jesus for Messias, Guds søn. Og på grund af denne bekendelse kaldte Jesus ham for klippemanden Men det var også ham Jesus gik aller skarpest i rette med, fordi han ikke ville høre tale om, at Jesus skulle lide og dø. Alligevel fik han umiddelbart efter denne irettesættelse lov til at opleve, hvordan Jesus blev gennemstrået af himmelsk herlighed på bjerget, hvor Jesus mødte Moses og Elias. Men igen kom Peter galt afsted: han ville bygge hytter til Jesus, Moses og Elias, så de kunne blive deroppe på bjerget i herligheden. Han havde ikke forstået at Jesus netop var steget ned fra den himmelske herlighed for at gøre sig til ét med menneskene på jorden. Siden hen, da Jesus og disciplene kom til Jerusalem for at fejre påske og Jesus fortalte disciplene, at han skulle lide og dø og at alle ville fornægte ham, for Peter op og svor at om han så skulle dø sammen med Jesus ville han aldrig i evighed fornægte ham. Alligevel gik der ikke mere end et par timer, før Peter gjorde sine egne ord til skamme. tre gange nægtede han for at redde sit eget skind udtrykkeligt at kende noget til Jesus eller at have haft noget med ham at gøre. 3

4 Denne tredobbelte fornægtelse må have siddet og svedet i Peter. Og ganske vist er han en af de første der kommer ud til Jesu tomme grav, da Maria Magdalene komme tilbage derudefra og fortæller at hun har mødt Jesus, som var stået op fra de døde. Og ganske vist må Peter have været til stede, da Jesus viste sig for disciplene påskedags eftermiddag. Alligevel må fornægtelsen have hvilet som en skygge over Peter. For i det aller sidste kapitel af Johannesevangeliet fortælles det, at Peter og de andre disciple var rejst tilbage til Genezarethsøen og var begyndt at fiske igen. Og da gentog den underfulde begivenhed, der en gang havde gjort Peter til discipel sig. De havde ligget derude på søen uden at fange noget. Så havde der stået en mand inde på bredden og spurgt om de havde fanget noget, man kunne spise. Og da de havde sagt nej, havde han sagt at de bare skulle kaste nettet ud til højre for båden, så ville de få fisk. En af de andre havde udbrudt: det er Jesus! Da var Peter hoppet vandet og var svømmet ind. Og det var Jesus. Og han havde lavet mad til dem. Og de havde spist sammen med ham. Og da de havde spist, da var det at jesus tre gange havde spurgt Peter om han elskede ham. Jesus havde brugt hans gamle navn, Simon, og det havde gjort ondt i Peter at høre det, for var det ikke det samme som at sige, at Peter ikke længere var Jesu betroede medarbejder? Men for hver gang Peter havde svaret ja, havde Jesus sagt at han skulle vogte hans får. Og til sidst havde han sagt, at han skulle følge ham. Da var Peter blevet glad. For nu var alt ved det gamle. Og fra da af, havde han brugt al sin tid og alle sine kræfter på at fortælle om Jesus. 4

5 Peter er en af de skikkelser i det nye Testamente, vi får tegnet det mest tydelige billede af. Det er næsten som om, man kender ham, når man har læst de fortællinger, hvori han optræder. et troskyldigt menneske. Et impulsivt menneske. Somme tider et stærkt og modigt menneske. Somme tider et svagt og fejt menneske. Egentlig ikke nogen ideal-figur, men til gengæld en meget menneskelig figur. Peter er et menneske på godt og ondt. Og evangeliet i dag fortæller os, at det er på sådan et menneske, Jesus bygger sit rige. For der er jo nemlig ikke tale om at Jesus tager fejl af Peter. Tværtimod, ved tre gange at spørge Peter der havde svigtet og fornægtet ham om hans kærlighed og derefter at byde ham følge sig får Jesus sagt, at er mennesket på godt og ondt, mennesket i dets styrke og svaghed, Jesus bygger sit rige på. Det er der noget utroligt forjættende i. Vi skal ikke laves om. Vi skal ikke være overmennesker for at Jesus kan bruge os i udbredelsen af sin kirke, vi skal bare være mennesker, som vi nu er. Guds søn kan bruge os og Guds søn kan have fællesskab med os som vi er. Pyha! Vi går an! Også med alle vore fejl og mangler og svagheder! Men det er der jo så også noget meget skræmmende i. For betyder det så ikke, at kirken, som Jesus taler om, fordi den er lagt i menneskehænder også bliver som alle andre menneskelige konstruktioner: godt for nogle og skidt for andre. Netop fordi det er mennesker, der skal udbrede Jesu rige, betyder det så ikke, at alle de menneskelige svagheder og brist. magtsyge, mistro, misundelse etc rykker med ind i det? 5

6 Nej, for nok er Guds rige lagt i hænderne på mennesker. Men Jesu løfte går samtidig på, at han ikke vil lade os mennesker alene i arbejdet på at udbrede Guds rige og give det skikkelse i verden. At det rige, som vi gennem kirken arbejde på at fremme netop bliver Jesu rige og Guds rige og ikke vort rige, det skyldes at Jesus samtidig med at han lader mennesker som mennesker nu er være de redskaber han udbreder sit rige med samtidig lader sin følge og vejlede disse mennesker. ikke som en særlig kraft eller udrustning. men som den stadige kritiske bevidsthed, som kommer af at jesu ord om Gud djævel, godt og ondt liv og død bliver ved at lyde til og at stille spørgsmålstegn ved alt hvad vi siger og gør. Uanset hvilke beslutninger vi træffer, så vil det altid være sådan at Jesu ord lyder henover vore beslutninger og somme tider fortæller at vi har valgt rigtigt. men somme tider også at vi har valgt forkert. På den måde er Jesus stadig det kritiske korrektiv til alt, hvad vi siger og gør i kirken. og alt hvad der i kirken afsløres som falsk af jesu ord, må også forsvinde ud af kikren, uanset hvor mange mennesker der har været enige om det. amen. 6