LANDSRETSDOM OM BEVIS I ENTREPRISESAG

Transkript

1 5. SEPTEMBER 2012 LANDSRETSDOM OM BEVIS I ENTREPRISESAG Skønserklæringer indhentet til brug for voldgiftssag mellem entreprenør og bygherre kunne ikke tillægges sædvanlig bevismæssig værdi under en senere retssag, som bygherren anlagde mod rådgiver. Selv om rådgiveren anerkendte at have begået ansvarspådragende fejl, havde bygherren ikke med fornøden sikkerhed bevist, i hvilket omfang disse fejl havde forårsaget fugtproblemer i bygningerne og påført bygherren det hævdede tab. Sagen vedrørte opførelse af produktionsanlæg til svineproduktion på A s gods. A antog S, der var ekspert i byggeri til animalsk produktion, som hovedrådgiver. S antog ingeniør B som underrådgiver med ansvar for det bygningsmæssige. B havde tegnet professionel ansvarsforsikring hos F. I forholdet mellem A og D gjaldt AB 92, og i forholdet mellem S og B gjaldt ABR 89. Ventilationsprojektet blev udarbejdet af C. Selve udførelsen af byggeriet stod hovedentreprenøren D for, men ventilationsprojektet blev udarbejdet af underentreprenøren E. Efter byggeriets færdiggørelse konstateredes fugtproblemer i staldene, og der blev anlagt en voldgiftssag mellem A og D, hvor A krævede 5 mio. kr. i erstatning. Under voldgiftssagen blev i flere omgange foretaget syn og skøn, og der forelå tre skønserklæringer til brug for voldgiftsrettens afgørelse af sagen. B og S deltog i en skønsforretning og B stillede supplerende spørgsmål til skønsmanden. A havde dog hverken procestilvarslet eller adciteret B til voldgiftssagen. (Derimod var S på et tidspunkt adciteret, men denne sag blev hævet). Voldgiftsretten frifandt D for A s erstatningskrav, idet voldgiftsretten fandt, at det var tagkonstruktionen, der gav anledning til fugtproblemer i staldene, og at ventilationsforholdene ikke var tilstrækkelige. Fejl vedrørende dampspærre og loftsplader

2 2/4 5. SEPTEMBER 2012 anså voldgiftsretten for mindre fejl, der ikke havde haft betydning for de konstaterede fugtproblemer. af D måtte have forårsaget fugtproblemerne, eller i hvert fald været væsentlige årsager hertil. Som følge af S økonomiske forhold opgav A at rejse erstatningskrav mod S, idet S gav A transport i et eventuelt krav mod B. Herefter rejste A erstatningskrav mod B, der afviste at være ansvarlig. A anlagde herefter retssag, der på grund af B s økonomiske forhold blev anlagt direkte mod F, jf. FAL 95. Påstanden var 2 mio. kr. svarende til ansvarsforsikringens dækningsmaksimum. F bestred, at A havde løftet bevisbyrden for ansvarsgrundlag og årsagsforbindelse. I den forbindelse gjorde F gældende, at skønserklæringerne fra voldgiftssagen som reelt udgjorde A s bevis i sagen ikke kunne tillægges nogen bevismæssig værdi under en retssag, idet skønserklæringerne var indhentet i andet retligt regi under en voldgiftssag, hvor B ikke havde været part og end ikke havde været procestilvarslet. A gjorde gældende, at skønserklæringerne kunne tillægges sædvanlig bevismæssig værdi under retssagen. A anførte, at B havde været bekendt med voldgiftssagen og aktivt havde deltaget i starten af denne, herunder deltaget i den første skønsforretning. Endelig gjorde F gældende, at A s krav i forhold til B var forældet i medfør af ABR 89, pkt , og at der under alle omstændigheder ikke var reklameret rettidigt, jf. ABR 89, pkt Den skønsmand, der havde udarbejdet voldgiftssagens skønserklæringer, afgav vidneforklaring i retten. F bestred, at der kunne tillægges denne forklaring større bevismæssig vægt, når den pågældende ikke havde været udmeldt som skønsmand i selve retssagen. Byretten lagde til grund, at B alene havde deltaget i en skønsforretning under voldgiftssagen som repræsentant for A. Byretten fandt imidlertid, at B på tidspunktet for skønsforretningen var klar over, at udfaldet af skønsmandens besvarelse af de stillede spørgsmål kunne medføre en risiko for, at der ville blive gjort ansvar gældende over for B selv. På denne baggrund samt da skønserklæringerne var udfærdiget efter samme procedure som en skønserklæring under en retssag, samt da der under retssagen havde været mulighed for at stille yderligere spørgsmål til skønsmanden, samt da skønsmanden blev afhørt som vidne under retssagen, tillod byretten, at skønserklæringerne blev anvendt som bevismiddel. A gjorde endvidere gældende, at selv om voldgiftsrettens kendelse ikke havde direkte retskraft, måtte kendelsens tekniske konklusioner om årsagen til fugtproblemerne lægges til grund, idet to tekniske dommere deltog i voldgiftssagens afgørelse. F bestred, at voldgiftsrettens kendelse kunne tillægges nogen som helst betydning under den retssag, der nu verserede ved domstolene. F gjorde subsidiært gældende, at såfremt man tillagde skønserklæringerne nogen bevismæssig vurdering, måtte skønserklæringerne forstås således uanset voldgiftsrettens kendelse at fejl ved C s ventilationsprojekt samt udførelsesfejl begået På baggrund af navnlig skønserklæringerne og skønsmandens forklaring i retten fandt byretten, at B havde begået fejl, som havde forårsaget fugtproblemer, der måtte have medført tab for A svarende til mindst stævningspåstanden på 2 mio. kr. Byretten fandt ikke, at kravet var forældet efter ABR 89, pkt Byretten tog ikke direkte stilling til F s anbringende om, at der under alle omstændigheder forelå for sen reklamation i henhold til pkt ; men retten udtalte, at der ikke var grundlag for at statuere retsfortabende passivitet.

3 3/4 5. SEPTEMBER 2012 Herefter dømte byretten F til at betale 2 mio. kr. i erstatning, som påstået af A. Østre Landsrets dom af 27. august 2012 vedhæftes sammen med den indankede byretsdom. F ankede dommen til landsretten. Henset til B s vidneforklaring under byretssagen ville F ikke under landsretssagen bestride, at der var begået ansvarspådragende fejl i relation til den rådgivningsopgave, som B havde påtaget sig. F fastholdt imidlertid, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at de pågældende fugtproblemer, som A krævede erstatning for, var forårsaget af den projektering m.v., som B havde haft ansvaret for. Skønsmanden fra voldgiftssagen blev atter afhørt som vidne under landsretssagen. F gentog under landsretssagen, at hverken voldgiftssagens skønserklæringer eller skønsmandens vidneforklaringer for byret og landsret kunne tillægges bevismæssig vægt under den nu verserende retssag. Landsretten lagde til grund, at B havde haft ansvaret for bl.a. ventilationen i bygningskonstruktionen, samt at B havde erkendt, at han havde begået ansvarspådragende fejl i relation til rådgivningsopgaven for så vidt angik ventilationen. Da de skønserklæringer, som A henviste til, var udfærdiget til brug for en voldgiftssag mellem A og entreprenøren D, hvorunder B hverken var procestilsvarslet eller adciteret, fandt landsretten, at disse erklæringer mod F s protest ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig værdi. Landsretten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at en række forskellige faktorer havde haft betydning for fugtproblemerne. Efter den skete bevisførelse fandt landsretten, at der ikke forelå den fornødne sikkerhed for at kunne fastslå, i hvilket omfang B s ansvarspådragende fejl havde forårsaget de omhandlede problemer og havde påført A det opgjorte tab. F blev derfor frifundet. A var under retssagen repræsenteret af advokat Uffe Baller, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Landsretsdommen viser for det første, at man ikke skal forvente at kunne bruge skønserklæringer indhentet under en voldgiftssag som bevis i en senere retssag; i hvert fald når modparten i retssagen ikke var part eller procestilvarslet under voldgiftssagen. 1 Det kan være besværligt i entreprisesager, hvor der ikke er aftalt voldgift for alle relevante parter; men det må sagsøger/klager indrette sig efter. Hvis ikke det lykkes ad frivillighedens vej at få samlet alle parter under enten retssag eller voldgiftssag, kan det være nødvendigt at føre sagen parallelt i begge regi. I så fald vil det ofte være muligt at iværksætte fælles syn og skøn således, at den samme skønserklæring kan anvendes i både retssag og voldgiftssag. I den konkrete sag var problemet ikke opstået, hvis bygherren under voldgiftssagen blot havde procestilvarslet rådgiveren. Endvidere illustrerer landsretsdommen, at såfremt der foreligger eller med nogen sandsynlighed kan foreligge flere forskellige årsager til skaden, må skadelidte gøre en indsats for at godtgøre, at de ansvarspådragende forhold hos skadevolder har forårsaget en skade og/eller et tab af en bestemt størrelse. Når der som i den foreliggende sag må antages at være en række forskellige mulige årsager til skaden, og man ikke med betydelig sikkerhed kan fastslå, i hvilket omfang den ansvarspådragende fejl har forårsaget en bestemt skade/et bestemt tab, har skadelidte ikke løftet bevisbyrden for den erstatningsretlige forudsætning om årsagsforbindelse. I den konkrete sag gjorde det ingen forskel, at det var ubestridt, at en professionel rådgiver havde begået en ansvarspå- 1 Se hertil også UfR Ø.

4 4/4 5. SEPTEMBER 2012 dragende fejl dette gav ikke i sig selv en sådan formodning for årsagsforbindelse, at skadelidte herved kunne løfte sin bevisbyrde. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Tilmeld dig nyhedsbrevet her: For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER.

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

33

34

35

36