Hjælp, mit hold larmer!

Transkript

1 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 1 Hjælp, mit hold larmer! Forskellige situationer i sammenspilslokalet fordrer at forskellige regelsæt (/normer) er gældende, og dermed er det nødvendigt med en fælles forståelse for hvornår vi går fra den ene type situation til den anden og dermed også fra det ene regelsæt til det andet. Denne artikel bygger på mine erfaringer med at observere og vejlede studerende i faget. Ofte har den studerende oplevet støjniveauet som det største problem i begyndelsen af et praktikforløb. Med støj mener jeg snak og spil på instrumenterne i et lydniveau som generer og gør undervisningen mindre effektiv. Med et yngre teenagehold der skal lære en nyt nummer i tankerne, definerer jer 4 fire situationer med forskellige regelsæt, i indholdsfortegnelsen kaldet A, B, C, D. Hvor særligt C instruktion af en enkelt deltager rummer mange udfordringen. Mht. overgangene ligger der en særlig udfordring fra C til B, altså fra instruktion af en enkelt deltager til fælles kommunikation med hele gruppen. Denne situation (C) og denne overgang (C til B) får her særlig opmærksomhed. Jeg giver 11 råd, der står som nummererede overskrifter i indholdsfortegnelsen. Rådene går mest på det tekniske metodiske som danner rammen / sætter scenen. Råd der ofte, når de følges, medfører en undervisning hvor man kun i mindre grad er nødt tale om regler. Indhold Forskellige situationer i undervisninger, med forskellige regelsæt:... 2 A. Ind ad døren, stemme instrumenterne - og hinanden B. Fælles kommunikation, fra en person ad gangen (læreren) til hele gruppen C. Instruktion af en enkelt deltager B. Alle spiller... 3 En rækkefølge:... 3 Hvordan kan man markere overgangen fra Ind ad døren til undervisningens start? (A til B) 3 1. Flyt deltagerne fysisk i lokalet Præsenter musikken ved at spille og synge selv. (ren magi!) Hvis det er nødvendigt at afspille en lydfil. Så skab en fokuseret lytten Hvordan økonomiserer man med en-til-en kommunikationen, og dermed den svære ventetid? Overvej hvor lidt nyt materiale vi kan nøjes med og alligevel opleve situationen som en meningsfyldt helhed Overvej hvilke dele der kan formidles kollektivt Hvordan markere overgangen fra en-til-en-instruktionen til kollektiv instruktion.(c til B)? Undgå at råbe, klappe eller lignende auditive signaler for at få opmærksomhed. Brug i stedet kun visuelle signaler Med udgangspunkt i periferien kan du træde et skridt ind mod midten og hæve en arm Brug ikke fortællingen til at samle opmærksomheden. Den skal samles inden Når I har spillet nummeret igennem, så lad lidt damp komme ud, inden du samler opmærksomheden Forbered hvad du vil sige til hele gruppen, inden musikken stopper Når du har fået opmærksomhed tal da først til alle, derefter til enkelt deltagere Generelt: Musik for sig, og tale for sig. Tal ikke samtidigt med at der spilles Tal aldrig i mikrofon Eftertanker.... 8

2 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 2 Forskellige situationer i undervisninger, med forskellige regelsæt: Nedenfor definerer jeg 4 situationer (A,BC og d), hvor forskellige regelsæt gælder. Et regelsæt kan være udtalt/nedskrevet såvel som uudtalt/underforstået, en norm. De kan søges påtvunget som et vilkår, eller de kan forhandles. Denne forhandling kan foregå med ord eller gennem handling. En regel kan altså forhandles frem og gøres gældende uden nogensinde at være blevet udtalt. Dette psykologiske aspekt går jeg ikke i dybden med her, På nettet kan man finde flere artikler med søgeordet Classroom Manegement 1. A. Ind ad døren, stemme instrumenterne - og hinanden. Når vi mødes skal vi afkode hinandens stemninger, og stemme hinanden. Småsnakke, spørge om hovedpinen sidste gang gik over. Desuden er det effektiv og hyggeligt at tage sig af det praktiske samtidigt med at vi småsnakker. Efterhånden som deltagerne ankommer stiller de mikrofoner op, pakker guitarer ud, stemmer dem og tjekker om trommestikkerne virker ved at prøve den seneste rundgang man er ved at lære. Regelsættet for denne type situation, adskiller sig ikke meget fra almindeligt fritids samvær, bortset fra at den røde tråd er at få alt det praktiske kørt i stilling. Måske kommunikeres til hele gruppen måske kun til en af gangen. Denne frisættelse giver dig mulighed for at observere eleverne i social fri dressur hvem der stemmer hvem, hvem de retter sig imod og hvordan. B. Fælles kommunikation, fra en person ad gangen (læreren) til hele gruppen. Med kommunikation mener jeg her tale og små demonstrationer af musikalsk karakter, evt. støttet af f.eks. tavle eller omdelte papirer. Et fælles rum der oftest etableres af læreren, og hvor læreren fylder meget, alt efter holdtype mål mm. Her gælder et regelsæt på linje med det deltagerne kender fra matematiktimen, eller måske klassens time. Blot udfordres situationen måske af at deltagerne har elektrisk forstærkede instrumenter i hænderne som det opleves nærmest naturstridigt ikke at spille på, samt måske af at undervisningen foregår i fritiden efter en lang skoledag. Desuden forventer deltagerne måske heller ikke spilleregler i et øve-/musiklokale. C. Instruktion af en enkelt deltager. Læreren instruerer her en deltager af gangen, I det følgende kalder jeg dette for en-til-en-instruktion Man kan mene at er der ikke bør være forskel på deltagernes interesse og opmærksomhed, uanset om man instruerer noget hele gruppen skal lave, eller noget som blot en enkelt deltager skal lave, så længe det er et element i den helhed som gruppen i fællesskab skal til at skabe. Men selvom det skulle lykkes et stykke af vejen at fastholde denne opmærksomhed, altså at de helt samme regler som ovenfor gælder, har jeg sjældent set det holde igennem en hel time, opmærksomheden kun fastholdes en begrænset tid når deltageren ikke er i gang med en meningsfuld deltagelse, eller det læreren foretager sig har en direkte betydning for det deres roller. 2 1 F.eks: C3%A5%20f%C3%A5%20ro.ashx 2 Selv den bedst rolle eller baslinje kan miste sin mening for deltageren, hvis den kører i ring for længe.

3 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 3 Som en følge deraf tiltager uroen. Derudover kan det være en belastning at skulle lære nyt imens man er i de andres fokus. Allerhelst skulle de andre forsvinde en stund mens man fumler med opgaven. Hvordan kan de andre så forsvinde?.svaret er;hhvis deres opmærksomhed rettes på noget andet, og de i øvrigt har det godt. Altså f.eks. ikke keder sig imens de venter på at deltageren får lært sin rolle, men har lov til at gøre det de får lyst til. Læreren kan altså have fordel at at lave et lille ene- rum med deltageren. Jeg ser ofte læreren placere sig sådan at hanskygger for udsynet til de øvrige deltagere. Men de øvrige deltagere forsvinder jo ikke, og kan selvfølgelig, lave så meget støj at læringen går langsommere. Der er altså her brug for et sæt spilleregler, som er forskellig fra dem der gælder hvor læreren taler til hele gruppen. Hvis alle har en opgave at løse og en kilde til læring som de magter at udnytte, (f.eks akkordskemaer) ligner situationen den hvor alle arbejder individuelt på en matematik opgave, imens læreren hjælper en enkelt. Hvis ikke, -ligner situationen måske nærmest et frikvarter. Hvis jeg udtaler regler er det oftest i denne situation. B. Alle spiller Det at spille musik sammen er den aktivitets form som deltagerne er samlet om at hylde. Når vi spiller er det tydeligt at vi selvfølgeligt følger denne fælles røde tråd. Det er f.eks. som udgangspunkt ikke naturligt (en norm) at snakke mens vi alle spiller, en undtagelse skulle da lige være hvis underviseren taler til nogle af deltagerne, og derved kommer til at lægge op til at problemer kan diskuteres samtidigt med at man spiller. Ofte er det når alle spiller at problemerne med uro er allermindst. Alle er rettet mod det samme. En kollega som har en halv tredjeklasse af gangen til trombone sagde om problemet med uro; En rækkefølge: Når bare vi spiller hele tiden, så går det. Jeg gennemgår her de udfordringer disse situationer, og overgangene mellem dem udgør, i den rækkefølge de typisk optræder i den traditionel lærerstyret instruktion af det nyt nummer. Jeg har ofte set at en underviser der, for at være effektiv, starter med at undervise den første der kommer ind ad døren, derefter den næste, mens den tredje og fjerde kommer ind ad døren. Dermed er det som om, at timen nærmest glider i gang, uden nogen tydelig start og dermed også uden nogen markering af overgang fra regelsæt til regelsæt. Den almindelige sociale hygge-larm og stemmen hinanden kommer til at danne norm (/regelsæt) for hvad man kan og ikke kan, imens læreren har kontakt men en enkelt elev af gangen. Selv om læreren 10 minutter inde i timen beder alle om at spille med, kommer denne norm til at afføde et højere støj niveau i resten af timen. At de øvrige deltagere så heller ikke pludseligt er klar til at spille, når læreren dukker frem fra en-til-en kontakten er så en anden ting. Hvordan kan man markere overgangen fra Ind ad døren til undervisningens start? (A til B) Det er jo logisk at udnytte tiden hvor kun 1/3 af holdet er mødt op til at give informationer som netop de allerede fremmødte skal bruge. Men hvordan markerer du at vi er færdige med opstillingsfasen, at nu bliver guitarlyden ikke bedre, og nu går vi over til undervisningen?

4 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 4 1. Flyt deltagerne fysisk i lokalet. Det kan være den traditionelle; kom lige hen til klaveret, eller at man skal sætte sig i en rundkreds som kan være en kreds midt i lokalet. I artiklen Hjælp der er mange på mit hold?! #2 side 6 omtaler jeg det jeg kalder den akustiske rundkreds. I et lokale har vi en stabel stole som vi hurtigt kan hjælpe hinanden med at stille frem og tilbage. Mikrofonstativerne bliver stillet over til væggen. Deltagerne sidder måske med en akustisk guitar. Bassisten med en svagt forstærket bas. Trommeslageren med hot rods, og på tegningen har jeg vovet at keyboardspillerne er med i kredsen. Dette er ofte også en relevant mulighed når man skal i gang igen efter en pause hvor en del af holdet har jammet i lokalet, eller hvor deltagerne kommer dryssende tilbage til lokalet. 2. Præsenter musikken ved at spille og synge selv. (ren magi!) Regelsættet der følger med at læreren tryller med det materiale som gruppen samles om, retter ofte helt naturligt gruppen ind under en slags andægtighed på den gode måde. Der sidder et voksent menneske foran en og giver sig selv i musikken, gør hvad han/hun kan. Det er fascinerende og samlende selvom der måske blot er tale om brugssang og brugsguitar. Det kan godt lade sig gøre at bevare den samlende fascination selvom gruppen synger med, eller måske klimpre med, på en akustisk guitar. 3. Hvis det er nødvendigt at afspille en lydfil. Så skab en fokuseret lytten. Unge har en kulisse af elektrisk gengivet lyd til mange typer gøremål, f.eks. ved almindeligt samvær og fest. Derfor giver en afspilning af en lydfil heller ikke automatisk det samme skift i regelsæt, som det at sidde 2 meter fra en person som spiller og synger. Du er som instruktør nødt til at foretage dig noget som definerer situationen som en undervisnings-situation, f.eks. fortælle en historie om det vi hører, eller bede deltagerne fokusere på bestemte elementer i musikken. Hvordan økonomiserer man med en-til-en kommunikationen, og dermed den svære ventetid? Jeg oplever ofte at når sangen i en overordnet helhed er formidlet, går underviseren over til det jeg kalder Cubase pædagogik (efter sequence programmet Cubase ). Altså at hver enkelt deltager er reduceret til at være et spor, som rollen blot skal indspilles på. Når underviseren så har været hele vejen rundt på holdet og indspillet alle spor, forventer han at alle sporene gengiver det indspillede når de sættes sammen. Undervejs i indspilningerne forventer underviseren selvfølgelig at mute og solo -

5 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 5 funktionerne fungerer lige så godt som på computeren derhjemme. Helheden reduceres m.a.o.til summen af sporene. Undervejs i indspilningen står underviseren måske med ryggen til de øvrige. Han/hun oplever muligvis at støj niveauet langsomt stiger rundt om og hende/ham. Underviseren støder måske ind i at en deltager ikke fungerer helt så enkelt som et Cubase-spor, at en-til-en-instruktionen tager noget længere tid end planlagt. Den tiltagende uro stresser måske både underviser og deltager så denne del af undervisningen tager længere tid. Underviseren oplever at sidde fast i situationen. Hvordan undgår du dette? 4. Overvej hvor lidt nyt materiale vi kan nøjes med og alligevel opleve situationen som en meningsfyldt helhed. I denne overvejelse indgår også i hvor høj grad de kompetencer deltagerne allerede besidder rækker til en meningsfyldt deltagelse. Derved står du med flest muligheder for hele tiden at kunne veksle mellem individuel kontakt og en fællesdeltagelse for alle. Der vil ikke være så stor risiko for at du kommer til at sidde fast i kaotisk situation undervejs frem til første punkt hvor musikken hænger sammen i en grad der giver mening. Et punkt som undervejs kan synes langt væk hvis det er nødvendigt at lære deltagerne en masse nyt for overhovedet at kunne deltage. Dette har selvfølge en betydning i forhold til valg af materiale, dels kan man vælge enkle numre dels kan man vælge numre der danner et forløb af genbrug af etablerede kompetencer. 5. Overvej hvilke dele der kan formidles kollektivt. Igen for at undgå at give mere af den svære ventetid end højest nødvendigt. F.eks. kan en del af akkordforløbet formidles ved at sige til flokken af guitarister, bassister og keyboardspillere; Spil alle sammen første akkord...spil alle sammen anden akkord, som et alternativ til at det at vise hver enkelt deltager en særlig måde at spille akkordforløbet på. Se mange flere eksempler i artiklerne Hjælp der er mange på mit hold (særligt #1). I denne artikel gennemgås også alternativer til unisont spil, samlet i overskrifter som Parallel lej og Fri dans. Altså eksempler på at det kollektive kan være en frisættelse. Hvordan markere overgangen fra en-til-en-instruktionen til kollektiv instruktion.(c til B)? Hvordan får man alles opmærksomhed? 6. Undgå at råbe, klappe eller lignende auditive signaler for at få opmærksomhed. Brug i stedet kun visuelle signaler. Altså undgå at larme med den hensigt at minimere larm. Undgå at lave yderligere trafikprop på den motorvej hvor du gerne vil have en værdifuld last frem (musikken). Som man råber i skoven får man svar. De visuelle signaler kan f.eks. være: 7. Med udgangspunkt i periferien kan du træde et skridt ind mod midten og hæve en arm. Dette bevirker at alle de som følger dig i øjenkrogen instinktivt vil kikke op, de øvrige vil reagere på at de andres opmærksomhed flytter sig. De der ikke har nogen visuel kontakt til gruppen, og som ikke reagere på at de øvrige bliver stille, kan man kontakte med et lille prik på skulderen. En forudsætning for at tricket virker er, at man økonomiserer med visuelt at fylde billedet ud. Altså at du ikke står i midten af rundkredsen konstant, men kun bruger området inde i cirklen som et sted hvor du henter opmærksomheden med ud til en plads i periferien, hvor alle kan se dig forfra. (se mere i

6 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 6 Forskellige kanaler læringen kan følge og aktørenes placering i rummet side 28..) På denne plads kan du tale til dem alle uden at stå med ryggen til nogen. Fra en plads i periferien (C1,2 eller 3) træder du et skridt mod midten, hæver armen og venter på ro og opmærksomhed, før du går tilbage til periferien for at tale eller demonstrere. 8. Brug ikke fortællingen til at samle opmærksomheden. Den skal samles inden. I en situation hvor støjniveauet er forholdsvist højt og opmærksomheden svingende, sætter instruktøren musikken i gang ved at råbe; En, to, om-kvæd nu -. Det er på den ene side en logisk følge af at instruktøren har en fornemmelse af, at det han lige har sagt inden fortællingen, ikke er blevet hørt. Han har erfaret at en effektiv overgang fra tumult til musik er at tælle for med høj og klar stemme, og at en information, man vil være sikker på når igennem, er bedst placeret i en fortællings takt to. På den anden side bliver det dermed mindre vigtigt for deltagerne at være opmærksomme på det der bliver sagt lige inden fortællingen, de kan jo godt nå at hænge på alligevel. Hvis man vil skabe en situation hvor musikken starter inde i den enkelte deltager inden musikken begynder at klinge, og det oven i købet skal være en fælles musik, må der være ro og en fælles opmærksomhed inden der tælles for. Det er svært at uddelegere fortællingen hvis du bruger den til at få ro. Det kunne selvfølgelig hænde, at instruktøren måske nok siger hvorfra i nummeret holdet skal starte, kikker så op og ser rundt for at tælle for, men får så øje på et par deltagere som hun lige skal instruere lidt på, inden holdet skal spille igen. Efter denne instruktion, hvorunder en let hyggessnak har bredt sig, er hendes første kommunikation med hele gruppen fortællingen en, to og imens dette bliver råbt, kikker hun rundt på et par spørgende ansigter og fortsætter så om-kvæd nu. Hun burde nok have samlet opmærksomhed inden hun talte for, og her have gentaget hvor holdet skal starte fra. 9. Når I har spillet nummeret igennem, så lad lidt damp komme ud, inden du samler opmærksomheden. Jeg kan huske at der var numre det var så fede at spille, så vi ikke kunne andet end at holde pause bagefter, løber to gange rundt om huset og hen til købmanden i flok. Der var ikke noget at gøre ved det, andet end at glæde sig over at musikken åbenbart udløste et eller andet. På samme måde rammer man indimellem en perfekt timing hvor en gennemspilning som lykkeligvis er det sidste der sker inden pausen

7 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side 7 eller deltagerne skal hjem. Har man disse gennemspilninger midt i timen, kan være nødt til lige at lade lidt damp slippe ud, inden man samler trådene for eks. at rose. Mellem de to sidste gennemspilninger kan det være svært og føles utidigt at få tilstrækkeligt ro, så man føler man gør nytte. Man kan måske holde sig til at formidle det mest nødvendige, og så gemme detaljer til starten af næste time. Dette er et eksempel på at den tid man har til rådighed for forskellige undervisningsformer kan variere i løbet af en time. 10. Forbered hvad du vil sige til hele gruppen, inden musikken stopper. Jeg har ofte set instruktører der nok får samlet alles opmærksomhed når musikken stopper, men taber den fælles kommunikation på gulvet, fordi de ikke på forhånd er helt klar over, hvad de vil sige til hele gruppen. Hvis bandet kører omkvædet i ring, så lad dem kører en ekstra omgang, mens du forbereder hvad du vil sige. Nogen af os kan have en tendens til først og fremmest at være opmærksomme på dem der er i midten af synsfeltet, det vil i en rundkreds sige den halvdel af periferien som man står overfor. Der sker så let det at når vi stopper musikken kommer vi til at kikke rundt og får øje på en deltager som vi ikke var opmærksomme på imens musikken spillede, måske fordi vi da stod et andet sted end vi gør nu. I stedet for at henvende os til hele gruppen, afbryder vi spontant os selv; Alex, hvordan gik det med din guitarfigur i omkvædet?. Det er jo ikke let at svare kort på, og imens siver den fælles opmærksomhed ud. En løsning kan være at man sætter sig for at stå forskellige steder i periferien mens musikken spiller(se figur på side 6 C1, C2, C3), og derfra give sig tid til at registrere hvordan det går med alles deltagelse. 11. Når du har fået opmærksomhed tal da først til alle, derefter til enkelt deltagere. Når musikken stopper, har du dels information som angår alle, og dels information der kun angår den enkelte. Du har samlet den kollektive opmærksomhed, men hvis du her begynder at tale til en ad gangen, er der fare for at du taber den igen; med fare for at du dermed devaluerer betydningen af ro og opmærksomhed. Start derfor med de kollektive beskeder, ( som f.eks. ros ). Hvis instrukserne til de enkelte deltagerne kun er ganske korte og du vurderer at opmærksomheder fra hele gruppen rækker til det, kan du overveje at blive stående i periferien og dermed ikke signalere at du lukker en del af rummet af. Sådan at instrukserne gives i kollektivt regi. Dette regi giver jo også mulighed for at diskutere forslag fra deltagerne. Hvis man kan forudse at kommunikationen med den enkelte vil trække lidt ud, kan man signalere at der er tale om en-til-en kommunikation med det frirum til de øvrige det følger med. Husk at samle opmærksomheden igen inden fortællingen Generelt: 12. Musik for sig, og tale for sig. Tal ikke samtidigt med at der spilles. Dette gælder både når alle spiller og i en-til-en instruktion. Igen; som man råber i skoven får man svar. De kanaler man afsender på er også dem der svares på. Det er muligt af du kan tale klart og tydeligt på en måde, så du kan forvente at blive forstået, men er du også sikker på at kunne forstå hvad en deltager siger til dig?. Er tale nødvendig så stop musikken.

8 hjælp, mit hold larmer! Ole Skou okt.2011 Side Tal aldrig i mikrofon. Jeg oplever dette når underviserne har en mikrofon til rådighed, og støjniveauet i forvejen er blevet for højt. Måske har underviseren en ide om at deltagerne nok dæmper sig når der bliver talt til dem, det virker ofte bare ikke, det er som om mikrofonen giver en afstand der gør det abstrakt at tage underviseren seriøst. Deltagerne kunne ligeså godt være i tivoli og høre tombola ejeren faldbyde lodder. Når først korsangerne begynder at bruge mikrofonerne til at snakke sammen, opdager du at du er ude på et skråplan. At du har din egen mikrofon kan i øvrigt være smart så du kan synge med når musikken spiller, f.eks. 2.stemmer. Eftertanker. I indledningen skrev jeg Med støj mener jeg snak og spil på instrumenterne i et lydniveau, som generer og gør undervisningen mindre effektiv. Nogle af ovenstående råd går på at minimere støj, andre går på at få opmærksomhed (man kan godt være opmærksom og støje på samme tid), og endnu andre går på at økonomisere med opmærksomheden, for lettere at kunne få den når man skal bruge den, og være effektiv når først man har den. Men ud fra min definition af støj kunne man jo også ændre undervisningen så den er mindre følsom overfor støj, sådan at det jeg før definerede som støj, måske ikke gør min nye undervisning mindre effektiv. Dermed er det som før var støj jo ikke længere støj, og så er den jo tilsyneladende klaret. Du skal blot være opmærksom på at din tærskel for hvornår hyggelarm og klimpren forstyrrer eller irritere kan ligge noget over deltagernes tærskel. Altså at støjniveauet sænker deltagerens koncentration i indlæringshastighed, selvom om du udmærket kan koncentrere dig om det du vil sige/vise. Jeg har oplevet yngre deltagere som i et højt støjniveau virkede frustreret, og begyndte at larme næsten som om det lindrede en smule selv af larme. Vær i øvrigt opmærksom på at det at holddeltagerne lærer af hinanden, svarer på spørgsmål til hinanden, og viser hinanden hvordan et greb tage etc. faktisk ikke er lydløst. Den undervisning jeg har taget udgangspunkt i her er en ret traditionel lærerstyret formidling at et nummer der er nyt for gruppen. Men der er mange andre vigtige arbejdsformer i sammenspilslokalet /øvelokalet. Der er f.eks. brug for et rum for forhandling, hvordan besluttes hvilke forslag der skal afprøves etc. Arbejdsformer der ikke medtaget her. Ole Skou okt. 2011