Arkæologers arbejdsmiljø

Transkript

1 Arkæologers arbejdsmiljø

2 Dansk Magisterforening Magistrenes Hus Lyngbyvej 32 F 2100 København Ø Telefon: Telefax: dm@magister.dk Redaktion: Arkæolog Hanne Dahlerup Koch Faglig konsulent Ingrid Torbensen Grafisk tilrettelæggelse: Kis Olsen Foto: Peter Olsen Tryk: Michael Norgrén 1. oplag eks. Indhold 5 Arbejdsmiljøloven 5 - Generelt 5 - Arbejdsgiveren 6 - Arbejds-/udgravningslederen 7 - Ansatte 8 - Arbejdstilsynet 9 Arbejdstøj 9 - Arbejdshandsker 10 Forurenet jord 11 Førstehjælpskasse 12 Gravemaskiner m.v. 13 Kloak 13 - Rotter 13 - Beklædning 13 - Skurvogne 13 - Fundene 14 - Sygdomme 15 Personlige værnemidler 15 - Hvilke krav skal man stille til værnemidlerne? 16 - Kassation 17 - Brugsanvisning 17 - Arbejdsgiverens pligter 17 - Arbejdslederens pligter 18 - Brugerens/den ansattes pligt 18 - Ansvar - straf 18 - Hjelme 20 - Værnefodtøj 22 - Høreværn 24 - Øjenværn 26 Sikkerheds- og sundhedsarbejdets organisering på arbejdet 26 - Hvad er en sikkerhedsorganisation 26 - Sikkerhedsgruppen 27 - Sikkerhedsgruppens kompetence 27 - Sikkerhedsgruppens opgaver 28 - Uddannelse af sikkerhedsgruppens medlemmer 29 - Forholdet til Arbejdstilsynet 29 - Samarbejdet med andre sikkerhedsgrupper på arbejdsstedet 30 - Dispensation 30 - Straf 30 - Kommentar 30 - Faste løse medregnes i museets sikkerhedsorganisation 30 - Hvis der ikke skal organiseres sikkerheds-- og sundhedsarbejde 31 - Arbejdspladsvurdering 32 Sikkerhedsbestemmelser vedr. jordarbejde (arkæologiske udgravninger) 32 - Lovgivningen 34 - Praktiske erfaringer 38 - Alkohol 39 Skurvogne 41 Kontor-skurvogn 42 Stiger, stilladser og lifte/personløftere 42 - Stiger 42 - Stilladser 42 - Lifte/personløftere 43 Unge under 18 år 44 Velfærdsforanstaltninger 44 - Skiftende arbejdspladsers indretning 48 - Ikke- skiftende arbejdspladsers indretning 50 - Dispensation 50 - Straf 51 Diverse 51 - Trillebørsbrædder og regn 51 - Metalredskaber og kulde 51 - Vaccinationer 51 - Knæbeskyttere/puder etc Laser 52 Det anvendte kildemateriale 3

3 Vejledning vedrørende arkæologers arbejdsmiljø Arbejdsmiljøloven Det arbejde arkæologer udfører, adskiller sig i forhold til det meste andet AC-arbejde ved, at arbejdspladsen, udgravningen, ofte er "SID-lignende". Der er sket en øget bevidsthed omkring sikkerhedsproblemerne i forbindelse med udgravninger, der ikke mindst ved byudgravninger kan være komplicerede. Samtidig er der ofte en konflikt mellem de sikkerhedsmæssigt krævede foranstaltninger, og den måde arkæologiske udgravnings- og dokumentationsarbejde traditionelt udføres på. På den ene side må man acceptere, at der er en anderledes risiko ved at arbejde i en arkæologisk udgravning end ved at have kontorarbejde, undervisning o.lign. På den anden side skal en arkæologisk udgravning ikke gøres til en farligere arbejdsplads end den er eller det er tilladt, fordi sikkerhedsbestemmelserne tilsidesættes. I vejledningen behandles de mest almindeligt forekommende sikkerheds- og arbejdsmiljø spørgsmål ved arkæologiske udgravninger på landjorden. Ved de fleste emner er det angivet, hvor man kan indhente yderligere og mere detaljerede oplysninger. Da der er emner, som også har andre faggruppers interesse, kan dette også være en hjælp for dem til at søge oplysninger, der er af betydning for deres eget fag. Vejledningen er blevet til på initiativ fra Museumssektionen under Dansk Magisterforening og med støtte fra Forskningsinstitutionsafdelingen (afd. III). Det gælder for alt det stof, der er behandlet i denne vejledning, at man selv kan søge mange flere oplysninger og få opdateret stoffet ved at gå ind på DM's hjemmeside Herfra er der links, så man bl.a. kan få adgang til de nyeste love, bekendtgørelser, cirkulærer, anvisninger m.v. fra Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og Finansministeriet m.fl. Der er også links til andre fagforeninger. Hjemmesiden er en del af den service, man kan få som medlem af sin fagforening, DM. Generelt Loven omfatter de generelle bestemmelser vedrørende arbejdsmiljøet, og er således "grundloven" indenfor dette område. Loven er bindende. De enkelte lovbestemmelser er udmøntet i bekendtgørelser, hvoraf flere er omtalt i dette hæfte. Arbejdsmiljøloven er således gældende for alt arbejde, der udføres på museet, såvel ude som inde, midlertidigt som fast. Overholdelsen af Arbejdsmiljøloven påhviler alle, der er involveret i det pågældende arbejde, enten man er arbejdsgiver, arbejdsleder/projektleder eller almindelig ansat, eller f.eks. sidder i museets bestyrelse. Alle har pligter i forhold til lovens overholdelse, og alle kan pådrage sig et strafansvar, hvis de ikke overholder deres pligt. Opfylder man ikke sine pligter, kan man drages til ansvar efter Straffelovens bestemmelser. Det gælder også, hvis man medvirker til at andre ikke opfylder deres pligter (f.eks. ved ikke at gøre arbejdslederen eller arbejdsgiveren bekendt med et sikkerhedsproblem). Straffen er i reglen en bøde, men kan i grove tilfælde være hæfte eller fængsel. De forskellige gruppers pligter og ansvar er omtalt i Arbejdsmiljøloven samt i "Pligter og ansvar efter Arbejdsmiljøloven." udsendt som Arbejdstilsynets meddelelse nr juni 1994, og er i sin helhed gengivet i Arkæologisk Felthåndbog afsnit C16. Gennemgangen nedenfor må ses som et supplement til en gennemlæsning af loven og Arbejdstilsynets meddelelse, ikke en erstatning. Arbejdsgiveren Arbejdsgiveren er museets leder. Hans pligter og ansvar er de mest omfattende. Arbejdsgiveren har således i forhold til de øvrige grupper et særligt ansvar, fordi han ved overtrædelse af visse bestemmelser vil kunne pålægges ansvar, selv om der ikke er handlet forsætlig eller uagtsomt, dvs. han har et objektivt ansvar. Det objektive ansvar gælder navnlig ved overtrædelse af bestemmelserne om arbejdsstedets indretning, arbejdets tilrettelæggelse og udførelse, tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer og ved tilsidesættelse af tilsynspligt. De enkelte pligter fremgår af Arbejdsmiljøloven og er uddybet i Arbejdstilsynets meddelelse. I forbindelse med en arkæologisk udgravning vil det således påhvile museets leder: 4 5

4 - at sikre, at udgravningen kan ske under forsvarlige forhold. Typisk vil der være brug for at indhente vurdering fra andre eksperter af, hvor tæt på omkringstående bygninger man kan grave, om der er særlige jordbundsforhold, herunder om jorden kan være forurenet - at skurvognsforhold er i orden - at arbejdet er tilrettelagt, så bestemmelserne om hviletid og fridøgn kan overholdes (altså at man ikke igangsætter en udgravning med en urealistisk kort udgravningsperiode) - at der samarbejdes med de øvrige arbejdsgivere (dvs. entreprenører, murere etc.) om sikkerheds- og sundhedsforholdene på pladsen, hvis udgravningsarbejdet foregår samtidig med et bygge-/anlægsarbejde - at unge eller nyansatte/uerfarne (f.eks. studenter på deres første udgravninger, frivillige såvel gamle som unge, erhvervspraktikanter, personer i diverse jobordninger) oplyses ordentligt om sikkerhedsfarerne ved arbejdet. I praksis vil det ofte ske ved, at arbejdsgiveren sikrer sig, at den pågældende arbejdsleder/ udgravningsleder er særlig opmærksom på disse ansatte og giver dem særlig omhyggelig instruktion m.h.t. sikkerhedsforholdene. Også de øvrige opgaver vil typisk være uddelegeret til museets fastansatte arkæolog eller udgravningslederen, men det er stadig arbejdsgiverens ansvar at de løses. Arbejds-/udgravningslederen Som arbejdsleder defineres i Arbejdsmiljølovens 24 "den, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet i en virksomhed eller en del deraf." Under denne definition vil såvel den museumsinspektør, der har ansvar for museets arkæologiske virksomhed, som udgravningens leder - på større udgravninger måske tillige underledere - kunne omfattes. Som arbejdsleder har man pligt til: - at deltage i samarbejdet om sikkerhed og sundhed. Her tænkes særligt på at deltage i sikkerhedsgruppen (se Sikkerheds- og sundhedsarbejdets organisering på udgravninger) og at deltage i samarbejdet, når der er flere end en arbejdsgiver på arbejdstedet, som når den arkæologiske udgravning foregår samtidig med byggeriet/anlægsarbejdet). - at medvirke til at skabe forsvarlige arbejdsforhold inden for det arbejdsområde, man leder. Man skal påse, at sikkerhedsforanstaltningerne virker efter deres hensigt. Det betyder, at man så langt ens beføjelser rækker, skal træffe de beslutninger, som er nødvendige for at arbejdet kan udføres sikkert. Selve planlægningen af udgravningen vil medføre en række beslutninger, hvor der skal tages højde for arbejdsmiljøet, sikkerheden m.v. (se også afsnittet om arbejdsgiveren ovenfor). - hvis man bliver bekendt med fejl eller mangler, som kan medføre fare for sygdom eller ulykker, at sørge for at afværge faren. Hvis dette ikke er muligt, skal man straks gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet. Dette betyder, at arbejdslederen har både ret og pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger. - at overholde de samme sikkerhedsbestemmelser som de øvrige ansatte, f.eks. til at bære hjelm, hvis dette er krævet. Ansatte Som ansat har man også pligter og ansvar for, at Arbejdsmiljøloven overholdes på ens arbejdsplads. Man har pligt til: - at deltage i sikkerheds- og sundhedsarbejdet - at medvirke til at arbejdsforholdene er forsvarlige indenfor ens arbejdsområde - at overholde sikkerhedsbestemmelserne Man skal med andre ord følge de regler, der er givet for det arbejde, der skal udføres. Overholdelse af sikkerhedsbestemmelserne betyder eksempelvis, at man ikke må fjerne afstivninger eller afskærer flugtveje (f.eks. ved at lægge stigen op på kanten). Man skal endvidere benytte påbudte personlige værnemidler. Desuden skal man overholde lovens bestemmelser om hvileperiode og fridøgn. Andre pligter: - Hvis man bliver opmærksom på fejl eller mangler, som man ikke selv kan rette, skal man meddele dem til sin sikkerhedsrepræsentant, til arbejdslederen eller til arbejdsgiveren. - Hvis man fjerner en sikkerhedsforanstaltning midlertidigt, har man pligt til at sætte den på plads igen straks efter arbejdets afslutning eller sørge for, at der træffes anden lige så sikker beskyttelsesforanstaltning. 6 7

5 Arbejdstøj Typisk har man fjernet dele af afstivningen i forbindelse med opmåling/fotografering. I sådanne tilfælde har man pligt til at reetablere sikkerhedsforanstaltninger straks - ikke efter at man f.eks. har holdt frokostpause. Først og fremmest bør man dog undersøge muligheden af, at man i stedet for blot at fjerne en sikkerhedsforanstaltning udskifter den med en anden lige så god. Arbejder man på et arbejdssted, hvor flere virksomheder arbejder, f.eks. en byggeplads, skal man: - rette sig efter de regler, der er aftalt mellem virksomhederne - rette sig efter de regler, der gælder for det arbejde, der skal udføres. F.eks. benytte hjelm, hvis der er hjelmpligt på den fælles arbejdsplads, undlade rygning i områder hvor det ikke er tilladt etc. Udfører ansatte arbejde på en fremmed virksomheds område, skal de rette sig efter de regler om sikkerhed og sundhed, der gælder der. F.eks. vil arkæologisk registreringsarbejde i forbindelse med ledningsarbejder være en sådan arbejdsplads. Det kunne også være en etnologisk undersøgelse foretaget på en virksomhed. Har den pågældende virksomhed f.eks. hjelmpåbud, skal den ansatte bære hjelm. Arbejdstilsynet Man kan altid kontakte Arbejdstilsynet, og man kan gøre det anonymt. Hvis henvendelsen resultere i et tilsynsbesøg, må Arbejdstilsynet heller ikke oplyse, at besøget skyldes en klage. Det vil dog i reglen være naturligt, at man først selv forsøger at få ændret forholdene ved at tale med de overordnede. I langt de fleste tilfælde vil det formentlig være nok, at man gør sin sikkerhedsrepræsentant, udgravningslederen eller museet opmærksom på, at der er et sikkerhedsmæssigt problem, der skal ændres. Det skal understreges, at et tilsynsbesøg ikke er en form for godkendelse, der fritager virksomheden(museet) for sit ansvar for arbejdsmiljøet. Se også Sikkerheds- og sundhedsarbejdets organisering på udgravninger. Kilder og yderligere oplysninger: Bekendtgørelse af lov om arbejdsmiljø, Lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999 Arbejdstilsynets meddelelse Nr juni Pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven (v. Erik Andersen). Arbejdstøj er en stor post i et privat budget. De tider, hvor man var på gravning nogle få uger om året, og da brugte sit gamle tøj, er endegyldigt forbi. Specielt kostbart er anskaffelsen af arbejdstøj til vinterbrug (fiberpelse, termotøj og støvler), der hurtigt løber op i kr. Det er derfor blevet mere og mere almindeligt, at museerne bekoster arbejdstøj til vinterbrug, bl.a. fiberpelse. Tøjet er museernes (arbejdsgiverens) ejendom, dvs. det skal tilbageleveres, når man er færdig med sit arbejde. Samtidig skal man være opmærksom på, at sådant lånt tøj og støvler skal tilpasses. Ellers kan de udgøre en sikkerhedsrisiko. Der kan ifølge bekendtgørelsen om brug af personlige værnemidler træffes aftale mellem arbejdsgiverpart og arbejdstager organisation om fordeling af udgifterne til beklædning og værnefodtøj. DM har ikke sådanne aftaler. Der er intet til hinder for, at der indgås en lokal aftale, hvor arbejdsgiveren f.eks. pr. måneds ansættelse giver et bestemt beløb til arbejdstøj. På den måde vil løstansatte kunne få dækket en del af de ekstra udgifter, de har til beklædning, uden at det vil betyde, at en arbejdsgiver skal betale fuld beklædning, hver gang man ansætter en i et kortere job. Vælg tøj med en kraftig farve og gerne med reflekser. Det øger sikkerheden. Bliver man f.eks. en kold vinterdag eller andre dage med ekstreme vejrforhold, sendt ud på en akut udgravningsopgave, dvs. at man ikke om morgenen, da man tog af sted hjemmefra kunne have forudset, at man skulle have tøj på hertil, skal arbejdsgiveren dog enten give tid til, at man tager hjem og skifter tøj, eller han skal stille tøj til rådighed. Arbejdshandsker Det er kutyme, at arbejdshandsker er en del af museets udgravningsudstyr. Vær opmærksom på, at der findes mange typer handsker, også handsker specielt egnede til vinterbrug, til brug ved arbejde i vand (herunder også forede til vinterbrug) etc. Sørg tillige for at indkøbe handsker i forskellige størrelser. 8 9

6 Forurenet jord Førstehjælpskasse Desværre sker det oftere og oftere, at arkæologiske udgravninger må foregå i forurenet jord. Der findes mange grader af forurening lige fra lettere, f.eks. gaslugt fra gamle gasrør, til svære tilfælde med kemikalieforurening. Inden udgravningen går i gang, skal man indhente oplysninger hos de lokale miljømyndigheder, om de kender til forureninger i området, eller gennem den aktuelle bygherre have fået disse oplysninger. Dermed er man imidlertid ikke sikret mod, at der kan dukke ukendte forureninger op. Skal man grave i forurenet jord, eller opdager man undervejs i udgravningen en forurening, skal man ALTID søge faglig rådgivning. Det gælder også, hvor der er tale om lettere forurening. Dels skal man have klarlagt, hvilken type forurening det drejer sig om, dels hvilke foranstaltninger der skal træffes. Det gælder blandt andet hvilke personlige værnemidler medarbejderne eventuelt skal have, hvilken rådgivning de skal have i forbindelse med arbejdet både med hensyn til deres eget helbred og med hensyn til håndteringen af den forurenede jord (der f.eks. ikke må anbringes oven på uforurenet jord, på steder hvor grundvandet kan komme i fare eller lign.). Rådgivning og hjælp kan fås hos eller gennem de stedlige miljømyndigheder og Arbejdstilsynet. Gode råd om de overvejelser og foranstaltninger man skal gøre, kan fås i Arbejdstilsynets meddelelse nr fra maj 1990 (v. Erik Andersen). Uddrag af meddelelsen findes i Arkæologisk Felthåndbog afsnit D12. Meddelelsen kan i sin helhed bl.a. ses og udprintes via DM's hjemmesides links til Arbejdsministeriet. Desuden er det altid en god idé at kontakte kolleger der har prøvet at have tilsvarende problemer, for at høre deres erfaringer. Rigsantikvarens Sekretariat (RAS) har udstyr til måling af nogle former for forurening. HUSK: Der skal også tages stilling til hvilke forholdsregler, der skal træffes m.h.t. håndteringen og opbevaringen af genstande og naturvidenskabelige prøver fra forurenet jord både under udgravningen og bagefter. Eksempelvis må vandet, hvor genstande fundet i olieforurenet jord er vasket i, ikke blot hældes i vasken. Der findes firmaer, der har specialiseret sig i salg og leje af personlig arbejdssikkerhedsudstyr. Arbejdstilsynet vil kunne oplyse herom. Udgravningen skal have en fuldt udstyret førstehjælpskasse, der løbende fyldes op. Endvidere en førsthjælpsbog. Kasse og bog skal være anbragt et sted, hvor de er frit tilgængelig for alle beskæftigede. Alle beskæftigede skal have at vide, hvor de findes. Hvis der er en sikkerhedsgruppe på udgravningen, bør den tage sig af denne opgave, ellers må udgravningslederen sørge for det, og sikre sig at det er fastlagt, hvem der løbende sørger for at førstehjælpsudstyret er i orden. I den forbindelse bør man også undersøge, om der blandt udgravningens deltagere er nogle, der har kurser i førstehjælp. Et elementært råd på et klassisk problem, der alt for ofte overses: sørg for væske. Varme, solfyldte sommerdage på en skyggefri mark kræver masser af væskeindtagelse. Der vil i nogle tilfælde skulle være yderligere nødhjælpsudstyr, bl.a. ved arbejde på forurenede grunde. Arbejdstilsynet vil kunne oplyse herom. Det kan desuden anbefales, via links på DMhjemmeside eller på anden vis, at få fat i Arbejdstilsynets meddelelse Førstehjælp. Den erstatter ikke en førstehjælpsbog, men er alligevel god at have liggende sammen med den. Husk tillige, at der skal være adgang til telefon, f.eks. mobiltelefon

7 Gravemaskiner m.v. Forholdsregler Kloak Når man færdes i nærheden af maskiner skal man altid sikre sig at føreren ved, hvor man er. Man må aldrig skifte position i forhold til maskinen uden at være 100% sikker på, at have haft øjenkontakt med føreren og fået hans accept. Erfarne arkæologer véd det. Men husk som udgravningsleder, at det skal indprentes samtlige udgravningens deltagere, der kan være en broget flok af unge og gamle, erfarne og uerfarne, studenter og frivillige. Maskinens fører har døde vinkler i sit udsyn og sidder i larm så hans høresans er forringet. Maskinen har et arbejdsområde, hvor almindelige færdselsregler som f.eks., at man ser sig tilbage når man bakker, ikke altid følges på samme måde. Sig det til hver enkelt udgraver og til hver ny udgraver, og ikke kun ved udgravningens start. Det er ikke en selvfølge, at folk selv er klar over dette. Unge på år og unge, der er undervisningspligtige (se under Unge under 18 år), må slet ikke beskæftiges med arbejde, hvor maskiner deltager og heller ikke arbejde i farlig nærhed af maskinen. Hjelm og fodtøj med tåværn er påbudt. Hvis man arbejder sammen med eller i nærheden af maskiner, skal man ikke være alkoholpåvirket. Langt de fleste entreprenører har da også for deres egne folk indført alkoholforbud i arbejdstiden. Det er ikke ualmindeligt, at man ved udgravninger kommer i kontakt med kloakafløb. Der er dels sundhedsricisi forbundet med kontakt med kloak- og spildevandet, dels er kloakkerne opholdssted for rotter. Rotter Sørg altid for at afbrudte kloakrør bliver lukket af med cement eller et andet egnet materiale. Bygherrens entreprenør eller den tekniske forvaltning kan gøre dette. Observerer man rotter, har man pligt til at meddele det til kommunen. De vil derefter tilkalde den lokale skadedyrsbekæmper. Beklædning Brug ALTID tætsluttende gummihandsker og tætsluttende gummistøvler. Sørg for at resten af kroppen også er beklædt. For at undgå stænk og sprøjt i specielt øjnene, kan man bruge øjenværn (se Øjenværn). Arbejdsgiveren skal stille arbejdstøj til rådighed, der KUN må bruges under dette arbejde. Det skal vaskes og renses adskilt fra andet tøj, og sådan at sundhedsskader ikke kan opstå. Arbejdsgiveren skal sørge for og bekoste denne vaskemulighed. Man må altså ikke selv slæbe tøjet med hjem til vask. Såvel det vaskede arbejdstøj som personlige værnemidler skal desinficeres, før det bruges igen. Rent skiftetøj og varmt overtøj skal være til disposition i et vist antal sæt i tilfælde af, at det anvendte arbejdstøj bliver gennemblødt af spildevand eller lignende. Skurvogne Hvis man arbejder med kloakarbejde gælder særlige regler for de skurvogne, man må anvende, såvel m.h.t. indretningen som rengøringen af dem. Det samme gælder deres benyttelse. De nærmere regler fremgår af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7. oktober 1983 Bekendtgørelse om kloakarbejde m.v. Fundene Som ved andre former for forurening skal man også her huske at tage stilling til, hvordan genstande og andre fund skal håndteres, herunder deres senere behandling på museet eller ved konservering. Personale der på denne måde får kontakt med dem, skal ligeledes orienteres

8 Personlige værnemidler Sygdomme - Sårskader: Får man sårskader under arbejdet, skal man oplyse lægen om, at der er mulighed for at man har været i kontakt med kloakvand. - Almindelige risici: Diarré-sygdomme, smitsom leverbetændelse (Hepatitis A). Smittevejene er for begge sprøjt, stænk og kraftig aerosoldannelse fra spildevand, som man får i munden. - Sjældne risici: Leptospirose (Weils syge). Smitten overføres, hvis man får sprøjt og stænk af det forurenede spildevand i munden eller i åbne sår. Den kan desuden overføres, hvis man får direkte bid fra det inficerede dyr (rotter og andre gnavere). I Arkæologisk Felthåndbog (afsnit D13) er en mere omfattende omtale af sygdommen og dens symptomer. Polio eller børnelammelse, smitteveje som Hepatitis A. Stivkrampe. Tropesygdomme er endvidere i de senere år dukket op blandt kloakarbejdere. Sygdomme som astma og Organic Dust Toxie Syndrome (ODTS) er også set hos kloakarbejdere. - Vaccinationer: Det vil altid være fornuftigt at have en stivkrampevaccination og en vaccination mod polio. Man vil dog som arkæolog formentlig sjældent have så meget kontakt med kloakslam, at det ligefrem vil være et krav. Som arkæolog bør man til stadighed sørge for, at have en stivkrampevaccination, der ikke er for gammel. Se under Diverse Kilder og yderligere oplysninger: Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 473 af 7.oktober 1983, Bekendtgørelse om kloakarbejde m.v. Vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljøvejviser 30. Vandforsyning, kloak, lossepladser og forbrænding. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 562 af om bekæmpelse af rotter m.v. Arkæologisk felthåndbog. Personlige værnemidler defineres i Bekendtgørelsen om brug af personlige værnemidler som; alt udstyr, herunder beklædning, der er bestemt til at skulle beskytte de ansatte mod én eller flere risici, som kan true vedkommendes sikkerhed eller sundhed under arbejdet, samt ethvert tilbehør, der tjener dette formål. Man skal altid søge at tilrettelægge arbejdet sådan, at disse risici ikke er der, så man ikke behøver personlige værnemidler. Kan det ikke lade sig gøre, skal arbejdsgiveren udlevere personlige værnemidler straks ved arbejdets begyndelse. I forbindelse med arkæologisk arbejde vil brugen af personlige værnemidler altid være aktuel, når der graves i forurenet jord, men kan også blive det på almindelige udgravninger. I dette afsnit vil blive behandlet de personlige værnemidler, som man kan komme ud for at skulle bruge ved sidstnævnte udgravninger. M.h.t. udgravninger i forurenet jord se Forurenet jord De mest almindelige personlige værnemidler er: - (Beskyttelses)hjelm - Værnefodtøj - Høreværn - Øjenværn Derimod er almindelig beklædning herunder fodtøj ikke personligt værnemiddel. Medmindre man er på en udgravning, hvor ens beklædning vil blive forurenet på en sådan måde, at det ikke anses for sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, at man selv vasker det og gør det rent. Det vil kunne være tilfældet, hvis man f.eks. kommer i kontakt med kloakudslip. De nævnte fire værnemidler omtales enkeltvis, mens de generelle fælles regler, herunder ansvaret for deres brug, omtales i det følgende afsnit. Hvilke krav skal man stille til værnemidlerne? Er det nødvendigt med værnemidler, skal man være opmærksom på, at brugen af dem kan betyde at andre ulykkesricisi kan opstå, fordi brugeren hæmmes f.eks. af stift fodtøj eller ikke kan kontaktes p.g.a. høreværn. Man skal også være opmærksom på, at det skal være muligt at 14 15

9 bruge flere værnemidler, eksempelvis hjelm og høreværn, samtidig. Omvendt skal man ikke bruge flere værnemidler end nødvendigt, fordi det hæmmer brugerens komfort og bevægelsesfrihed. Værnemidlerne skal kort og godt bruges til værn mod risici i forbindelse med det konkrete arbejde og hverken værne mere eller mindre. Man skal således gennemtænke nøje, hvad der skal beskyttes og dermed hvilke krav, der skal stilles til personlige værnemidler i forbindelse med det aktuelle arbejde. Kravene skrives ned på en liste, der medbringes ved køb af værnemidlerne. Forhandleren vil med den i hånden kunne vejlede om, hvilken type af de enkelte værnemidler, der skal vælges. Værnemidlerne er mærket i henhold til standarder og regler, en mærkning der angiver hvad de værner mod, og denne kender forhandleren, mens den for mange brugere umiddelbart kan være svær at gennemskue. Man skal altså ikke blot i det nærmeste byggemarked tage et antal hjelme fra hylden, men sikre sig, at de faktisk opfylder netop de krav, man stiller. Alle personlige værnemidler, der er markedsført efter 1. juli 1995, skal være CE-mærket. Personlige værnemidler markedsført før denne dato må stadig bruges, hvis de i øvrigt opfylder de krav, der da var gældende. MEN det er ikke ensbetydende med, at man må bruge værnemidler i det uendelige. Ifølge Lov om arbejdsmiljø har man pligt til at følge "anerkendte normer og standarder som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning", dvs. man må ikke bruge værnemidler, der ikke opfylder nutidige krav. Kassation Personlige værnemidler skal derudover kasseres - hvis de har brud, revner, er mangelfulde eller på anden måde beskadiget - hvis de har været udsat for en kraftig påvirkning, slag, stød, klem eller andet - hvis de viser tegn på materialeændring (f.eks. at gummiet stivner) - hvis man er i tvivl om værnemidlet fortsat kan bruges, skal det altid kasseres Udsæt ALDRIG kassationen til der skal ryddes op "ved lejlighed" eller efter udgravningen. Inden da vil en eller anden komme til at bruge værnemidlet og måske derved komme til skade. Skal et værnemiddel kasseres, så gør det STRAKS. Brugsanvisning Leverandøren skal sørge for, at der altid ved leveringen af det personlige værnemiddel medfølger en klar og forståelig dansk brugsanvisning. En kopi af brugsanvisningen opbevares på museet, så den er tilgængelig (m.a.o. ikke i en papirbunke!) for de skiftende brugere, udgravningsledere og arbejdsgiveren. Arbejdsgiverens pligter Arbejdsgiverens pligter fremgår af 3-10 i Bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler. Som antallet af paragraffer viser, har arbejdsgiveren det altomfattende ansvar for, at de personlige værnemidler bruges, og at de opfylder de krav, der stilles til dem i enhver henseende. Hvis personlige værnemidler er nødvendige for et arbejdes udførelse, må arbejdsgiveren kun lade det udføre, såfremt der bruges disse midler. Det er arbejdsgiveren, der skal indkøbe de personlige værnemidler og bekoste vedligeholdelsen af dem. Værnemidlerne er hans ejendom. Dog kan der m.h.t. værnefodtøj indgås en aftale mellem arbejdsgiverpart og arbejdstagerorganisation om at fordele udgifterne til værnefodtøj mellem arbejdsgiver og arbejdstager. DM har ikke indgået sådanne aftaler. En tilsvarende aftale kan indgås, hvis de ansatte ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst. Arbejdsgiveren skal ved tilrettelægningen af arbejdet tage hensyn til den fysiske og psykiske belastning, ulempe m.v., som ved de enkelte arbejdsformer kan være forbundet med brugen af personlige værnemidler og deres beskyttelsesevne, f.eks. ved begrænset arbejdstid, pauser og særlige velfærdsforanstaltninger. Arbejdsgiveren skal sørge for opsætning af skilte med angivelse af, hvilke værnemidler der skal bruges ved de arbejdsområder, hvor personlige værnemidler skal anvendes. Skiltet kræves dog ikke, hvis arbejdet foregår så spredt, at det ikke er praktisk muligt at skilte. Arbejdslederens pligter I henhold til 11 i bekendtgørelsen skal arbejdslederen påse og medvirke til, at personlige værnemidler er til stede, hvor det er påkrævet, og at de bliver benyttet på sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde

10 Arbejdslederen kan dels være den museumsinspektør, der har ansvar for museets arkæologiske arbejde, dels udgravningslederen. Brugeren/den ansattes pligter Arbejder man et sted, hvor personlige værnemidler er krævet, har man i henhold til 12 i bekendtgørelsen pligt til at benytte det personlige værnemiddel straks fra arbejdets begyndelse og under hele dets varighed. Man har tillige pligt til at medvirke til, at udstyret virker efter hensigten, og meddele evt. fejl og mangler til arbejdslederen, arbejdsgiveren eller sikkerhedsgruppen. Ansvar - Straf For alle grupper gælder, at overtrædelse kan straffes. Hjelm Hvornår skal man bruge hjelm? Beskyttelseshjelm skal altid anvendes ved arbejde eller ved ophold på steder, hvor der er risiko for, at hovedet bliver skadet. Hjelm kræves derfor ved det meste bygge og anlægsarbejde. Ved en arkæologisk udgravning SKAL den derfor bruges, når der graves med maskine. Den vil endvidere være påkrævet ved langt de fleste byudgravninger, men sjældent ved store fladeudgravninger. Vær opmærksom på at andre sikkerhedsforanstaltninger, som afstivninger, vil kræve brug af hjelm, og at andre arbejder, der foregår samtidig med det arkæologiske arbejde, også kan betyde, at der skal benyttes hjelm. Hvilken hjelm skal man vælge? Det afhænger af de arbejdssituationer, man skal bruge hjelmen i. Ved bygge- og anlægsarbejder er der fare for at få hovedet i klemme (f.eks. ved jordskred), dvs. man skal have en hjelm, der beskytter mod dette. Vælg en hjelm med en kraftig farve og evt. også facon, som gør den lettere synlig, f.eks. for maskinføreren. Det er også vigtigt, at hjelmen ikke vejer mere end nødvendigt, da langtidsbrug kan betyde overbelastning af nakken. Det er ikke en undskyldning for ikke at bære hjelm, at man fryser om hovedet. Der findes både huer og forskellige typer isolering, der er beregnet til brug sammen med hjelmen. De købes sammesteds som hjelmen. Brug kun udstyr, der passer til hjelmen. Ellers beskytter den ikke mere. Hvis der er risiko for at hjelmen falder af, f.eks. i blæsevejr, skal den have hagerem. Hvis man foruden hjelm skal bruge andet sikkerhedsudstyr, høreværn og øjenværn, skal hjelmen være beregnet til dette ekstra udstyr. I forbindelse med arkæologiske udgravninger og især dem der foregår sideløbende med anlægsarbejde, vil brug af høreværn være aktuelt, dvs. det skal kunne monteres hjelmen. Hjelme må ikke males eller sprøjtes med anti-insektspray, da opløsningsmidler vil kunne svække materialet. Mærkning og sikkerhedskrav til hjelme Hjelme markedsført efter 1. juli 1995 skal være CE-mærket. De sikkerhedskrav der stilles til almindelige beskyttelseshjelme er: - beskytte mod faldende genstande og mod at blive gennemtrængt af spidse genstande. - beskytte mod en kortvarig udsættelse for en flamme. - hvis hjelmen har hagerem, skal den løsne sig, når remmen belastes over en vis værdi, hvis hjelmen eller remmen hænger fast i et eller andet. - skal opfylde de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i Bekendtgørelsen om sikkerhedskrav m.v. til personlige værnemidler. Bkg. Nr af 18 december Hjelme markedsført før 1. juli 1995 De må fortsat anvendes, indtil de skal udskiftes, hvis de er i overenstemmelse med de nationale regler, der var gældende før denne dato, og opfylder nutidens krav. Tidligere var hjelme inddelt i to grundtyper: Type A beskytter kun mod stød fra oven og forhindrer, at en skarp genstand trænger igennem hjelmskallen. Type B beskytter mod det samme som A samt en vis beskyttelse mod klemskader, dvs. mod stød fra siden. Tilpasning Hjelmen skal være tilpasset den person, som bruger den. Tilpasningen er vigtig for, at hjelmen sidder fast og giver en tilstrækkelig stor sikkerhedsafstand mellem hjelmskal og hoved

11 Hver gang en hjelm skifter bruger, skal den altså tilpasses. Hvis det ikke er muligt, skal der købes en ny hjelm, der kan tilpasses til den pågældende bruger. Vær derfor også opmærksom på, når der købes nye hjelme til museet, at der købes hjelme til forskellige hovedstørrelser. Opbevaring af hjelme Hjelme bør opbevares, så de ikke er udsat for sollys og temperatursvingninger. Sørg også for at hjelmene opbevares ordentligt mellem udgravningerne, at de f.eks. ikke ligger og roder i bunden af en bunke arbejdsredskaber. Hvornår skal hjelme kasseres? En hjelm med revner skal kasseres. En hjelm der har været udsat for kraftig påvirkning i form af slag eller klem skal kasseres. Er man i tvivl om hjelmen stadig kan bruges skal den kasseres. Udsæt ALDRIG kassationen til der skal ryddes op efter udgravningen. Inden da vil en eller anden komme til at bruge hjelmen og måske derved komme til skade. Skal en hjelm kasseres, skal det gøres STRAKS. Hjelmens holdbarhed påvirkes af andre ting, f.eks. fugt og sved. Man kan få oplyst dens holdbarhed hos leverandøren, som også kan oplyse om hjelmens egenskaber efter lang tids brug. Hjelmens indtræk, issebånd og svedrem kan det være nødvendigt at skifte med jævne mellemrum, fordi det er udsat for sved, snavs og varme. Når hjelmene ofte skifter bruger, som på museerne, er dette ret hyppigt nødvendigt. Kontroller indtrækket jævnligt, skift det efter leverandørens anvisninger, men senest når indtrækket viser tegn på materialeændringer. Indtræk der er i stykker, f.eks. issebånd der er brækket af, skal skiftes. Er man i tvivl om indtrækket stadig kan bruges, skal det kasseres. Værnefodtøj Værnefodtøj skal bruges, hvis arbejdet ikke kan tilrettelægges og udføres forsvarligt ved brug af almindeligt, hensigtsmæssigt fodtøj. Hvis værnefodtøj er krævet ved det pågældende arbejde, har man pligt til at bruge det. Fodtøjet kan have en eller flere former for værnebeskyttelse, hvilke afhænger af til hvad brug, de er beregnet. Ved brug af værnefodtøj skal man således passe på ikke at få fodtøj, der har mere værn end nødvendigt, fordi det hindrer fodens bevægelsesfrihed og dermed giver risiko for skader. De værneegenskaber der vil være mest aktuelle i forbindelse med arkæologisk arbejde er: - Tåhætte. Anvendes hvor der er risiko for klemning, eller for fodskade fra faldende genstande, f.eks hvor der håndteres eller arbejdes med tunge og uhåndterlige genstande, dvs. over kg. Jo mere skarpkantet og hård genstanden er, jo større er risikoen. I praksis vil det f.eks. omfatte maskingravning, hvor der er risiko for at store sten skal fjernes eller på udgravninger, hvor man selv fjerner tilsvarende. - Værnesål. Anvendes hvor der er risiko for at træde spidse eller skarpe emner, f.eks. søm og glasskår, op i foden gennem en almindelig sål. I praksis vil det også kunne gælde ved nogle udgravninger ikke mindst, når den foregår på steder, hvor bygninger er nedrevet (her bør man dog prøve at få fjernet risikoen ved oprydning). - Skridsikker sål. Anvendes hvor man er udsat for skridfare. Mest nærliggende er færdsel på vådt træ. Her kan det meste dog formentlig afhjælpes, ved at beklæde gangbrædder, trillebørsbrædder o. lign., der bliver glatte i regnvejr, med hønsenet eller tagpap. - Fodværn med ankelpuder (støvler eller støvlet). Bruges hvor der er risiko for stød og slag mod anklerne. Indenfor bygge- og anlægsbranchen er værnefodtøj med tåhætte og værnesål almindeligt. Ved valg af fodtøj skal der derfor dels vælges værnebeskyttelse afhængigt af det arbejde, man udfører, dels skal man vælge hvilken type fodtøj der er mest egnet i forbindelse med det pågældende arbejde. Eksempelvis vil man ved en arkæologisk udgravning arbejde gå på ujævnt underlag og skal derfor have fodtøj, der sidder fast, altså ikke træsko. Det vil også være et arbejde, hvor man går meget og har brug for at kunne klatre op og ned, og derfor bør sålen være smidig og med separat hæl. En drønende varm sommer bør man ikke vælge gummistøvler eller støvler, og en vinter ikke sandaler etc

12 Fodtøjet skal være tilpasset den enkelte bruger og dennes behov, skostørrelsen skal eksempelvis være i orden. Det skal sidde fast og have en god pasform. Man skal være særlig opmærksom herpå, når man bruger fodtøj med tåhætte, fordi den betyder, at fodtøjet ikke former sig efter foden. Det er arbejdsgiveren, der skal købe fodtøjet og betale for dets vedligeholdelse. Fodtøjet er hans ejendom. Høreværn Brug af høreværn er aktuel, f.eks. når en udgravning finder sted samtidig med et anlægsarbejde, hvor der bruges trykluftbor, beton- og asfaltskæremaskiner m.v. Der findes to typer høreværn: - ørekopper, som dækker øret, ved korrekt og konsekvent brug kan man regne med, at de formindsker støjbelastningen med db. - ørepropper, som anbringes i øregangen, ved korrekt og konsekvent brug kan man regne med, at de formindsker støjbelastningen med db. Støjformindskelsen kan kun opnås, hvis høreværnet: - bruges hele tiden. Selv en kortvarig fjernelse af høreværn i støjende omgivelser nedsætter beskyttelsen betydeligt. - bruges korrekt. Ørepropperne skal være tilpassede til øregangen, og ørekopperne skal slutte tæt om ørene. - vedligeholdes ordentligt Hvis en eller flere af disse forudsætninger ikke overholdes, kan man højest regne med, at støjen formindskes med 10 db. Hvornår kan/skal høreværn bruges? Ingen må udsættes for støjbelastning over 85dB(A), dvs. at gennemsnittet af den støj man udsættes for i løbet af en arbejdsdag, ikke må være højere end dette. Høreværn er dog ikke en løsning på støjproblemer. Støj skal bekæmpes, hvor den opstår, men høreværn skal bruges, hvis støjen ikke på anden måde kan dæmpes tilstrækkeligt. Hvis det ikke er muligt at nedbringe støjbelastningen til under 85dB(A), må arbejdsgiveren slet ikke lade arbejdet udføre, hvis der ikke anvendes høreværn. Den ansatte skal bruge høreværn, hvor arbejdet kræver det. Det tilrådes at bruge høreværn, hvor støjen overstiger 80dB(A). Vedvarende støj over denne grænse indebærer risiko for høreskader. Høreværn skal stilles til rådighed, hvis støjbelastningen er højere end 80db(A) eller støjen i øvrigt er skadelig eller stærkt generende. Det kan f.eks. være, hvis der udføres kortvarigt arbejde under megen støj eller ved arbejde, hvor der optræder kraftig impulsstøj, selv om støjbelastningen ikke overstiger 85 db(a). Vær opmærksom på at impulsstøj, der f.eks. fremkommer ved nedramning af spuns, har et meget højt støjniveau, der kan medføre akut høreskade. Ved måling af støjniveauet ved impulsstøj skal der korrigeres for dette. Høreværn kan give andre sikkerhedsproblemer Når man selv og/eller andre bruger høreværn er det vanskeligt at tale sammen, og den der bærer høreværn er isoleret fra omverden. Derved kan opstå farlige situationer, bl.a. når ting svinges ind over arbejdsområdet, eller maskiner bevæger sig rundt på området. Derfor: Vær ekstra opmærksom, hvis nogle af de personer, der færdes i udgravningen eller i tilknytning til denne, bruger høreværn, og vær selv ekstra opmærksom, hvis det er dig, der har høreværn på. Hjelm og høreværn Hvis der er hjelmpåbud, skal både hjelm og høreværn kunne bruges samtidig. Dvs. at ørekopper skal kunne monteres på hjelmen. Tilpasning Høreværnet skal være tilpasset den person, der bruger det. En god tilpasning kan imidlertid give andre gener som varme, tryk, hudirritation og eksem. Generne er ikke ens for alle, og derfor er det vigtigt, at der rådes over flere typer høreværn, så den enkelte kan vælge det, der generer den pågældende mindst. Vedligeholdelse Høreværnet skal behandles og vedligeholdes forsvarligt, også af brugeren, ellers mister det sin beskyttende effekt. Forandres dets form, kan det meste af denne effekt således gå tabt

13 På ørekopper skal tætningsringene (vulsterne) kontrolleres regelmæssigt og bør udskiftes, så snart gummiet begynder at stivne, eller de beskadiges. Tætningsringene skal endvidere ofte (dagligt) rengøres efter den metode, der fremgår af brugsanvisningen. Ørepropper af glasdun og andre engangspropper, bør kun anvendes som sådan, altså én gang. Ørepropper af plast, gummi og andet skal endvidere ofte (dagligt) rengøres, efter den metode, der fremgår af brugsanvisningen. Opbevaring Når høreværnet ikke er i brug, skal det opbevares, så det ikke udsættes for støv og snavs, eller bliver deformeret. Det gælder både, når det opbevares i skurvognen, under udgravningen og på museet mellem de forskellige udgravningerne. Øjenværn Brug af øjenværn kan blive aktuel, f.eks. hvor der er risiko for stenslag, som ved brug af hakke i stenfyldt jord, eller hvis man arbejder i støv og træk. Den ansatte skal bruge øjenværn, hvor arbejdet kræver det. Hvilket øjenværn skal man vælge? Der findes mange forskellige arbejdsituationer, der kræver øjenværn, der følgelig findes i mange typer. Stelbriller med sidebeskyttelse eller øjenkapsler er egnede, hvis øjnene skal beskyttes mod stenslag eller støv. Arbejdstilsynet kan rådgive om andre muligheder. Tilpasning Øjenværnet skal være tilpasset den person, der bruger det. Det skal sidde fast uden at klemme eller snære. Der skal være ventilation, så det øjenværnet ikke dugger og så huden kan ånde. Hvis det skal bruges sammen med hjelm, høreværn, åndedrætsværn eller andre personlige værnemidler, skal man kunne bære alle værnemidler samtdig og sådan, at de hver især stadig beskytter "deres område". Det kan f.eks. betyde, at hjelmen skal være specielt udformet. Øjenværnet skal give tilstrækkeligt udsyn til, at man kan udføre sit arbejde forsvarligt. Hvis man bærer briller eller kontaktlinser, skal værnet kunne anvendes sammen med disse. Kilder og yderligere oplysninger: Arbejdstilsynets bekendtgørelse om brug af personlige værnemidler. Bekendtgørelse nr. 746 af med ændring ved bekendtgørelse nr. 186 af og ændring ved bekendtgørelse nr. 942 af 16. dec Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr af Bekendtgørelse om sikkerhedskrav m.v. til personlige værnemidler. Arbejdstilsynets cirkulæreskrivelse nr. 6/1995. Personlige værnemidler (v.erik Andersen) Arbejdstilsynets meddelelse nr juni Pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven (v. Erik Andersen) Arbejdstilsynets meddelelse nr oktober Beskyttelseshjelme (v. Jens Andersen) Arbejdstilsynets meddelelse nr april Værnefodtøj (Fodværn) (v. Jens Andersen) Arbejdstilsynets meddelelse nr oktober Høreværn (de angivne støjgrænser er senere ændret)(v. Erik Andersen) Arbejdstilsynets meddelelse nr oktober Øjenværn (v. Erik Andersen) Vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljøvejviser 9. Jord, beton og belægning. (Pjece udgviet af Arbejdstilsynet) 24 25

14 Sikkerheds- og sundhedsarbejdets organisering på udgravninger Arbejdspladsvurdering I forhold til museet vil udgravningen være et midlertidigt arbejdssted uden for det faste arbejdssted (museet). Museet skal have en særskilt arbejdspladsvurdering for arkæologiske udgravninger. Såfremt der foruden arbejdslederen (udgravningslederen) er flere end 5 beskæftiget ved udgravningen og den har en varighed over 14 dage, skal der oprettes en sikkerhedsorganisation. Hvad er en sikkerhedsorganisation? Hvis der er under 20 ansatte, skal der dannes en sikkerhedsgruppe. Er der beskæftiget 20 ansatte eller derover og vil udgravningen vare mere end 4 uger, skal sikkerheds- og sundhedsarbejde planlægges og koordineres af et sikkerhedsudvalg. Det sidste vil sjældent blive tilfældet ved en arkæologisk udgravning. I den efterfølgende gennemgang er der taget udgangspunkt i det mest almindelige, hvor der er tale om en udgravning med under 20 men over 5 beskæftigede, og hvor museet ikke har et sikkerhedsudvalg (men ofte en sikkerhedsgruppe). På museet vil der desuden være én, der er daglig leder af sikkerheds- og sundhedsarbejdet. På enkelte større museer vil der være sikkerhedsudvalg, og i sådanne tilfælde må man få yderligere oplysninger med hensyn til organiseringen mellem gruppen og udvalg ved bl.a. at se i de nedennævnte kilder. Sikkerhedsgruppen Sikkerhedgruppen består af: - Arbejdslederen. Man betragtes som arbejdsleder, hvis man bruger mindst 50% af sin arbejdstid på at lede og føre tilsyn med arbejdet, betingelser udgravningslederen i reglen opfylder. I tvivlstilfælde kan Arbejdstilsynet vurdere, om der er tale om en arbejdsleder eller ikke. Arbejdslederen nyder i forbindelse med sikkerhedsarbejdet en vis beskyttelse ved afskedigelse, hvis den er begrundet i dette arbejde. - En sikkerhedsrepræsentant valgt blandt og af de ansatte på udgravningen, som er retligt forpligtet til at vælge en repræsentant. Mere end halvdelen af de ansatte skal have stemt på den pågældende for, at valget normalt kan anses for gyldigt. Valget skal meddeles arbejdsgiveren. Sikkerhedsrepræsentanten kan kun fratræde sit hverv, hvis han forlader udgravningen eller er borte for en længere periode. Han kan hverken afsættes af sine kolleger, eller selv nedlægge sit hverv. Dog kan der vælges en ny, hvis såvel arbejdsgiveren som arbejdstagerne (dvs. incl. sikkerhedsrepræsentanten) er enige herom. Sikkerhedsrepræsentanten nyder samme beskyttelse som en tillidsrepræsentant inden for samme områder, eksempelvis kan en afskedigelse kun ske, hvis der er "tvingende årsager". Er kun den ene af gruppens medlemmer til stede, fungerer han alene, men skal så snart den anden kommer til stede, oplyse om evt. tiltag. Arbejdsgiverne skal sørge for, at sikkerhedsgruppens medlemmer får den fornødne tid til rådighed, til at varetage de opgaver deres hverv indebærer. Tiden skal være rimelig i forhold til arbejdspladsens art og dens arbejdsmiljømæssige standard. Sikkerhedsgruppens kompetence Det er vigtigt, at gruppen får en kompetence, ellers vil problemer i alle størrelser blot lande på skrivebordet hos museets leder, og sikkerhedsgruppens pædagogiske arbejde over for de ansatte vil også lide skade derved. I stedet bør sikkerhedsgruppen have kompetence til, at alle konkrete arbejdsmiljøproblemer på udgravningen først bliver forsøgt løst i og af gruppen. Sikkerhedsgruppens opgaver Gruppens opgaver vil hovedsageligt være at tage sig af de mere konkrete arbejdsmiljøforhold og i det daglige overvåge arbejdsmiljøet, kontrollere og rådgive om løsninger inden for området, samt orientere og påvirke de ansatte om god sikkerheds og sundhedsmæssig adfærd. I Arbejdstilsynets anvisning er nævnt en række opgaver, hvoraf nogle mere sigter mod faste arbejdssteder. Blandt dem der kan være aktuelle på en midlertidig arbejdsplads som en udgravning, og hvor sikkerhedsgruppen derfor skal inddrages, er: - ændring i arbejdets organisering - anskaffelse og ændringer af maskiner - indkøb af stoffer og materialer (herunder om mulighed for anvendelse af mindre farlige stoffer) 26 27

15 Endvidere skal sikkerhedsgruppen kende den arbejdspladsvurdering, museet har udarbejdet for arkæologiske udgravninger (Se Arbejdspladsvurdering), og vurdere om der ved den pågældende udgravning er særlige forhold, der gør det nødvendigt at justere planen. I så fald skal sikkerhedsgruppen deltage i dette arbejde. Gruppen skal kontrollere, at: - arbejdsforholdene sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige - arbejdet, arbejdsprocesser og -metoder er tilrettelagt og bliver udført fuldt forsvarligt - stoffer og materialer kun anvendes ved arbejdsprocesser og -metoder, hvor man effektivt har sikret de ansatte mod unødige påvirkninger fra dem - der gives effektiv oplæring og instruktion - maskiner, redskaber og andre tekniske hjælpemidler er indrettet og anvendes på en sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlig måde. Sikkerhedsgruppens pligter i forhold til ledelsen Bliver sikkerhedsgruppen opmærksom på arbejdsmiljømæssige problemer, der ikke kan ordnes umiddelbart, skal den indberette forholdet til museets ledelse. Bliver sikkerhedsgruppen opmærksom på forhold, der frembyder en overhængende betydelig fare for de ansattes sikkerhed og sundhed, skal sikkerhedsgruppen søge at afværge faren, om nødvendigt standse arbejdet. I sidstnævnte tilfælde skal dette omgående meddeles til museets ledelse og med en beskrivelse af årsagen til standsningen, idet det er ledelsen, der har ansvaret for, at arbejdsmiljøforholdene er lovlige. Det er kun i sådanne situationer sikkerhedsgruppen kan gå ud over den beslutningskompetance, arbejdsgiveren har tillagt gruppen. Gruppen skal deltage i undersøgelser af alle ulykker og skader og tilløb til sådanne. Arbejdsgiveren skal underrettes om alle sådanne forhold. Uddannelse af sikkerhedsgruppens medlemmer Gruppens medlemmer har pligt til at tage en arbejdsmiljøuddannelse (dog ikke hvis man efter har taget en såkaldt 9-uddannelse med en varighed på 32 eller 16 timer). For sikkerhedsgrupper på midlertidige arbejdspladser gælder, at arbejdsgiveren senest 2 uger efter oprettelsen af sikkerhedsgruppen skal tilmelde gruppens medlemmer til et godkendt kursus, der skal være af de først afholdte i området. Uddannelsen har en varighed af 37 timer og består af 5 moduler. Den suppleres med en løbende opfølgning. Den skal være afsluttet senest 8 måneder senere. Arbejdstilsynet kan oplyse, hvem der udbyder kurserne. Arbejdsgiveren skal betale uddannelsen, herunder tab af indtægt, kursusgebyr, rejse- og opholdsudgifter. Det må forudses, at dette punkt vil kunne give problemer i forbindelse med de ofte kortvarige udgravninger, der vil være tale om. Det bør imidlertid være i alles interesse, at sikkerhedsarbejdet varetages forsvarligt. Som arbejdsgiver vil det derfor være en god idé hurtigst muligt at få givet "de faste løse" den pågældende uddannelse. Husk i forbindelse med planlægning af udgravningprojektet at sætte mandskabstimer og økonomi af til, at sikkerhedsgruppens to medlemmer kan komme på kursus. Forholdet til Arbejdstilsynet Man skal først søge internt at løse sikkerhedsog sundhedsforholdene. Lykkes det ikke, kan sikkerhedsgruppens medlemmer (begge eller alene) forelægge spørgsmålet for Arbejdstilsynet. Ved et tilsynsbesøg vil Arbejdstilsynet tage kontakt med såvel virksomhedens ledelse som sikkerhedsgruppen. Samarbejde med andre sikkerhedsgrupper på arbejdsstedet Hvis udgravningen finder sted samtidig med dele af anlægs- eller byggearbejdet, og der tilsammen er beskæftiget flere end 10 personer incl. arbejdslederne, skal bygherren sørge for, at der afholdes sikkerhedsmøder på arbejdsstedet, så de enkelte arbejdsgiveres foranstaltninger og arbejdsfunktioner kan koordineres. I sikkerhedsmøderne deltager bygherre, arbejdsgivere eller deres repræsentanter og sikkerhedsgrupperne på arbejdsstedet. Ordinære sikkerhedsmøder skal afholdes mindst en gang om måneden, samt når der i øvrigt er behov

16 Dispensation Dispensation fra kravene i Bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan søges hos Arbejdstilsynet. Straf Overtrædelse af bestemmelserne i Bekendtgørelsen om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde kan straffes. Kommentar Hele dette arbejde kan lyde meget tungt, hvis man bare er i gang med en almindelig udgravning med 5-6 ansatte i nogle uger. Det behøver det imidlertid ikke være. I forvejen er det almindelig praksis (bør i hvert fald være det), at ansatte og udgravningsleder løbende drøfter de arbejdsmiljøproblemer, der kan være eller som opstår, og at man, hvis de ikke umiddelbart kan løses, viderebringer dem til museets leder. Reglerne skal i virkeligheden gerne give et større incitament til, at alle ansatte tager arbejdsmiljøet alvorligt, også den del de selv er ansvarlig for, og ikke blot skubber ansvaret over på lederen, museet eller et tredje sted. Foretager man den arkæologiske udgravning samtidig med anlægs- og byggearbejdet, betyder de fælles sikkerhedsmøder en øget mulighed for, at også arkæologernes sikkerhed bliver taget alvorligt. "Faste løse" medregnes i museets sikkerhedsorganisation Hvis museet har mindst 5 ansatte foruden lederen, skal der oprettes en sikkerhedsorganisation på museet. Ved optælling af ansatte skal også medregnes de løstansatte, der går fra projekt/ udgravning til projekt/udgravning på museet. Det er fast praksis, at stille krav om oprettelsen af en sikkerhedsorganisation, når der samtidig er mindst fem ansatte beskæftiget i minimum 3 måneder. Sådanne løstansatte vil have valgret, men ikke nødvendigvis selv være valgbare som sikkerhedsrepræsentant. Bemærk at dette ikke betyder, at der ikke skal oprettes en sikkerhedsorganisation på udgravninger (efter reglerne ovenfor). Det skal der stadig. Hvis der ikke skal organiseres sikkerheds- og sundhedsarbejde Hvis udgravningen ikke er forpligtiget til at oprette sikkerheds- og sundhedsorganisation, skal arbejdet vedrørende dette foregå ved samarbejde mellem arbejdsgiveren, eventuelle arbejdsledere (udgravningsleder, museets fastansatte arkæolog) og de ansatte. Arbejdspladsvurdering Midlertidige arbejdspladser er også omfattet af kravet om en arbejdspladsvurdering. Som regel vil man dog acceptere, at der i virksomheder med skiftende/midlertidige arbejdspladser, udarbejdes en arbejdspladsvurdering med udgangspunkt i de generelle problemer på disse arbejdspladser set i forhold til de typiske arbejdsopgaver. Denne arbejdspladsvurdering skal så vurderes i forhold til det konkrete arbejde og om nødvendigt justeres. Man skal derfor på museer, foruden en arbejdspladsvurdering for selve museet, udarbejde en for "en typisk" arkæologisk udgravning. Den skal herefter vurderes i forhold til hver enkelte konkrete udgravning. Såfremt der er oprettet en sikkerhedsgruppe på udgravningen, skal denne inddrages heri. Vurderingen skal være tilgængelig for de ansatte (f.eks. ophænges i skurvognen). Kilder og yderligere oplysninger: Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 739 af 22. sept. 1997, Bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde med ændring i bekendtgørelse nr. 383 af 22. juni 1998 og ændring i bekendtgørelse nr. 458 af 14. juni Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 457 af 14. juni 1999, Bekendtgørelse om sikkerhedsgruppens arbejdsmiljøuddannelse. Arbejdstilsynets anvisning nr april 1999 om Virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde (v.jens Andersen). Arbejdstilsynets meddelelse nr november 1998 Arbejdspladsvurdering (v.jens Andersen). Fem eller flere? Folder udgivet af Arbejdstilsynet

17 Sikkerhedsbestemmelser vedr. jordarbejde (arkæologiske udgravninger) Lovgivningen Arkæologiske udgravninger er som alle andre arbejdspladser omfattet af Arbejdsmiljøloven. Ved udgravninger der foretages på landjorden, gælder desuden bestemmelserne i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr af 15. dec. 1993, Bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø (gengivet i uddrag i Arkæologisk Felthåndbog afsnit C12). Bekendtgørelsens bilag 1 er en liste over særligt farligt arbejde. På listen er bl.a. - Arbejde, der indebærer særlig alvorlig risiko for at blive begravet, at synke ned eller at styrte ned på grund af aktiviteternes eller de anvendte arbejdsprocessers art eller på grund af arbejdspladsens eller bygværkers omgivelser. Mange arkæologiske udgravninger, ikke mindst i byudgravninger, vil således falde ind under betegnelsen særligt farligt arbejde. De paragraffer i bekendtgørelsen ( 18-20) der især omhandler jordarbejde, gengives her i deres fulde ordlyd: 18. På terræn skal farlige niveauforskelle, gruber, huller og lign. forsvarligt afspærres, overdækkes eller forsynes med rækværk. Udgravninger skal sikres ved indhegning eller anden passende foranstaltning, der hindrer nedstyrtning af personer eller materiel. 19. Jordarbejde, herunder udgravning til byggegruber, rør, kabler, m.v., skal udføres med passende skråningsanlæg eller brug af afstivning eller anden egnet foranstaltning, så fare for jordskred er effektivt imødegået. Stk. 2. Foranstaltningerne skal træffes under hensyn til jordens beskaffenhed, fx. evt. nærliggende ældre udgravninger med løsere fyld, samt påvirkninger fra vejrliget. Der skal desuden tages hensyn til særlige belastninger tæt på udgravningen eller aktiviteter i området, der kan bevirke rystelser. Stk. 3. Der skal om nødvendigt, inden arbejdet påbegyndes, foretages undersøgelser af jordbundsforholdene og indhentes oplysninger om eventuelle installationer på området samt tidligere aktiviteter på arealet. 20. Udgravninger, brønde, tunneler og andre underjordiske anlæg, hvori der foregår arbejde eller færdsel, skal på forsvarlig måde sikres mod sammenstyrtning og nedskridning af materialer samt evt. fare i forbindelse med indtrængen af vand, flydesand m.v. Stk. 2. Det skal sikres, at der under arbejdet er mulighed for hurtig flugt i fornødent omfang og sikre op- og nedgange i passende antal og placering. Stk. 3. Kanten af udgravninger, skal friholdes i passende afstand for oplæg af materialer og for kørsel. Afstanden skal normalt mindst være 1 meter. Bekendtgørelse ophævede den tidligere Bekendtgørelse om regler for jordarbejde, (Arkæologisk Felthåndbog, afsnit C10). Til den tidligere bekendtgørelse hørte tre bilag, der alle er gengivet i Arkæologisk Felthåndbog 1) Regler ved jordarbejde (håndbogens afsnit D2) 2) Forskrifter for gravning i grus-, ler- og mergelgrave (håndbogens afsnit D3) 3) Vejledning for udførelse af afstivninger af træ ved rendegravning (håndbogens afsnit D4) Disse tre bilag kan stadig betragtes som vejledninger for god praksis. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger skal ALTID træffes, hvis de er nødvendige i forhold til den konkrete udgravningsituation. Eksempelvis skal en lodret jordvæg ikke først afstives efter 1,7 m men tidligere, hvis der p.g.a. jordbundsforholdene er risiko for udskridninger. Derudover findes i den nuværende bekendtgørelse en række andre bestemmelser, der er af betydning. Er man ansvarlig arbejdsgiver, arkæologisk inspektør og udgravningsleder eller menig medarbejder, bør man derfor gennemlæse hele bekendtgørelsen. Den kan bl.a. fås via DM's 32 33

18 hjemmeside, hvor der er links til Arbejdsministeriet. Overtrædelse af bestemmelserne medfører strafansvar. Det er muligt at søge Arbejdstilsynet om dispensation fra bestemmelserne. Dispensationen skal søges inden man går i gang (ikke først når Tilsynet står der!). Praktiske erfaringer Nedenstående kommentarer til Bekendtgørelsens bestemmelser er givet ud fra praktisk udgravningserfaring. Det kan stærkt anbefales også at læse afsnit D1 i Arkæologisk Felthåndbog. Før udgravningen Inden man går i gang med udgravningen skal man: - have mest muligt kendskab til installationer i jorden, dvs. have fat i ledningsejerne og aftale med dem, hvordan deres ledninger skal behandles, samt have kopi af ledningskort. (Ordet ledning dækker alt også kloak, vand etc.) - undersøge om jorden kan være forurenet. Hvad lå der før: en kemikaliefabrik, benzinstation eller beboelseshus med jordgravet olietank eller noget syvende? De stedlige miljømyndigheder kan være behjælpelige. - prøve at få kendskab til jordbunden. Sker udgravningen i forbindelse med et byggeri, vil bygherren ofte have fået foretaget jordbundsundersøgelser, som man bør gennemgå (også for at vurdere de arkæologiske muligheder). Om nødvendigt må man selv få foretaget undersøgelserne, søgegrøften er også her en hjælp. - Hvor tæt kan man grave på stående bygninger, dvs. undersøge hvordan de er funderet. Her vil det ofte være nødvendigt at få råd fra ingeniører og andre fagfolk. Under udgravningen Når først udgravningen er i gang, kan man på trods af alle forberedelser sagtens komme ud for at finde ledninger og rør, der ikke er afmærket på kort, eller at finde ukendte forureninger. I sådanne tilfælde: Stop arbejdet og søg faglig rådgivning. Riv aldrig ledninger, rør og andet over. Selv om de ikke er afmærket på et kort, kan de sagtens være i brug. Således kan gamle rør fungere som trækrør for nye, dvs. de er lagt inden i de gamle. Ved ukendte forureninger skal man straks stoppe op, bl.a. for ikke utilsigtet at få spredt forureningen (så forurenet jord anbringes på uforurenet jord eller på steder, hvor det kan komme i kloak, grundvandet etc.), for så det går fra slemt til rigtig slemt. Afspærring Det er ikke kun dem, der arbejder i udgravningen, der ikke må komme til skade, det gælder også forbipasserende. Afpas indhegningen/afspærringen efter udgravningens placering og omgivelser: Er der mørkt om aftenen? Er det belyst og hvor meget? Ligger den midt i et trafikeret område, f.eks. midt i en gangsti? Ligger den lige ud for et plejehjem eller boliger for dårligt gående og seende? Ligger den i værtshuskvarteret, hvor ikke alle går lige sikkert på benene? Vær især opmærksom på, at afspærringen både skal være i voksen- og i børnehøjde. Dybe grøfter, man kan springe over, eller bjælker, der er spændt på tværs af grøfter (for at holde ledninger og andet oppe), som man kan balancere på, virker som magneter på børn. Et decideret hegn omkring udgravningen er langt at foretrække og vil ofte også blive krævet af myndighederne. Derved kommer der heller ikke uvedkommende ind. Hegnene kan lejes. Jordskred Det kan ikke gentages ofte nok: Sikkerhedsforanstaltninger skal ALTID træffes, straks man opdager en sikkerhedsrisiko, også selv om man f.eks. ikke har gravet særlig dybt. Udskridninger af jord kan skyldes vejrliget: skiftende frost og tø. Vær opmærksom på at etablere en effektiv bortledning af regnvand og smeltevand langs udgravningskanten. Vand, der får lov at løbe ned ad udgravningens jordvægge, giver stor risiko for jordskred. Det samme gør vand, der siver ned i jorden fra vandpytter tæt på udgravningskanten. Jordprofiler må aldrig undergraves. Et særligt faremoment, som de færreste nok er klar over, før de har oplevet det, er gamle udgravninger, der begynder at "arbejde", når man graver et hul i nærheden, og det kan vel at mærke være flere meter væk! Vær derfor altid opmærksom på, om der opstår sprækker i jordoverfladen eller asfalten ikke kun lige ved selve udgravningskanten, men i flere meters afstand 34 35

19 herfra. Sådanne sprækker betyder, at der ØJE- BLIKKELIG skal ske afstivning, hvis ikke man er nødt til at lukke udgravningen helt. Specielt ved udgravninger i gader eller andre tæt bebyggede områder skal man være ekstra opmærksom, fordi der er gamle ledningsgrave, der er dækket op med ustabil jord, og hvor farerne yderligere forstærkes af, at der er mere eller mindre velfunderede huse omkring udgravningen, samt vibrationer fra forbikørende tung trafik. Det samme gælder ældre gadebelægninger, hvor gadeunderlaget (vejkasserne) ikke altid er stabile. En anden risiko er jordhuller, f.eks. skabt af sammensunkne brønde. Er der gravet med maskine i normalt maskintempo (ikke forsigtig arkæologisk jordaftrækning), kan gravemetoden have gjort den omkringliggende jord ustabil. Vær aldrig alene i en dyb udgravning. Sørg for, at der er en på kanten, og at vedkommende har de fornødne store graveredskaber ved sin side. Stiger, der er en del af flugtsikringen, skal stå i udgravningen, ikke ligge oppe på kanten. Sten Løse sten i profilerne skal væk. Et problem, som de færreste tænker over, er risikoen for stenslag. Sten, også småsten, der ligger på overfladen i nærheden af en udgravning, hvor der kører trafik omkring, giver risiko for stenslag. Ydermere arbejder man som arkæolog meget ofte med bøjet hoved, dvs. nakken er ubeskyttet. En sten, der rammer nakkehvirvlerne, kan få katastrofale følger. Hvis man arbejder et sted, hvor der er trafik tæt på: Sørg for at holde kanten fri for sten også små sten. Sørg for jævnligt at koste området omkring udgravningen, så småsten kostes væk. Sørg for en solid afspærring i passende afstand fra udgravningens kant, så trafikken ikke kommer for tæt på - betonklodser er gode, dem har bilister respekt for. Få indført fartbegrænsning i området ud for udgravningen. (Jfr. 29 i Bekendtgørelsen). Udgravningskanten Udgravningens kant skal ikke være fralægningssted for skovle, spande, sten og alt muligt andet, som ikke er rart at få i hovedet. Graver man f.eks. i en brolægning, skal brostenene i fladen fjernes et godt stykke fra udgravningens kant. Stabilgrus og stenlag, der f.eks. er underlag i gadebelægninger, skal heller ikke stå øverst som en del af den lodrette profil. Her må man ligeledes fjerne lagene i en passende afstand fra udgravningskanten. I sne- og frostvejr skal kanten ryddes og gruses (ikke saltes, da det optøede vand vil give risiko for jordskred). Afstivninger Afstivninger betyder i reglen, at man får nogle andre problemer af sikkerhedsmæssig art. 1) Arbejder man under en afstivning, er hjelm påbudt. Det gør nemlig også ondt at knalde hovedet op i en afstivning, og det gør man før eller siden, fordi man dét korte sekund glemte, den var der. 2) Afstivninger består ofte af bl.a. vandrette bjælker, der er anbragt i en højde, så man bekvemt kan lægge sine arbejdsredskaber dér i stedet for at skulle bøje sig ned efter dem på jorden. Det er imidlertid ikke meningen med en afstivning, at den skal være et sted, hvorfra redskaber falder ned i hovedet på folk, der arbejder under den. Afstivninger kan betyde, at profiler bliver helt eller delvis dækket. Det kan sagtens lade sig gøre at opmåle profiler i flere omgange, efterhånden som afstivningen skal sættes op/ føres dybere. Gravekasser Afstivninger kan være forskellige slags, en af dem er gravekasser. Da en væsentligt del af det arkæologiske arbejde består i at kunne anvende og dokumentere udgravningens profiler, frembyder brugen af gravekasser et særligt problem. Bliver det nødvendigt med gravekasser, må man nøjes med den tværprofil, man i reglen kan komme til at opmåle stående inde i gravekassen. Derimod kan man ikke opmåle profilen ved at læne sig ud af gravekassen. For arkæologer er gravekasser en ulempe, men det må aldrig føre til, at man undlader at bruge dem, hvis de er eneste mulighed for, at sikkerheden er forsvarlig. Sker ulykken, får man ikke selv takken for at have opmålt profilen uden brug af gravekasse. Men som nævnt: andre muligheder for afstivning findes i reglen

20 Skurvogne Gangveje Man skal kunne færdes rundt i udgravningen ad de normale gangveje uden at skulle springe over henslængte arbejdsredskaber, fundkasser og alt muligt andet. Adgangsveje, der bliver glatte i frostvejr, skal gruses eller evt saltes (hvis det optøede vand ikke giver risiko for jordskred). Alkohol Man skal ikke være påvirket af alkohol, mens man udfører arbejde, som er forbunder med en sikkerhedsrisiko, som f.eks. jordskred eller omgang med maskiner m.v. På langt de fleste arbejdspladser, også museer og entrepenørfirmaer, er der idag en alkoholpolitik, hvorefter der ikke indtages alkohol i arbejdstiden. Kilder og yderligere oplysninger: Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr af 15. dec Bekendtgørelse om indretning af byggepladser og lignende arbejdssteder efter lov om arbejdsmiljø. Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 739 af 22. sept. 1997, Bekendtgørelse om virksomhedernes sikkerheds- og sundhedsarbejde med ændring i bekendtgørelse nr. 383 af 22. juni 1998 og ændring i bekendtgørelse nr. 458 af 14. juni Bilag til Arbejdsministeriets bekendtgørelse af 26. april 1960 (selve bekendtgørelsen ophævet) vedr. 1) Regler for jordarbejde, 2) forskrifter for gravning i grus-, ler- og mergelgrave samt 3)vejledning for udførelse af afstivninger af træ ved rendegravning. De tre bilag kan fortsat betragtes, som vejledninger i god praksis. Står i Arkæologisk felthåndbog. Arbejdsmiljø og projektering af byggeri, pjece udgivet af Arbejdstilsynet, august Vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljøvejviser 9. Jord, beton og belægning Vejviser til de vigtigste arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsmiljøvejviser 30. Vandforsyning, kloak, lossepladser og forbrænding. Se også bl.a. Sikkerhedsorganisation, Unge under 18 år Siden 1. februar 1995 skal skurvogne opfylde nedenstående krav. Kravene fremgår af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 775 af 17. sept. 1992, Bekendtgørelse om indretning af skurvogne og lignende. Bekendtgørelsen er i sin helhed aftrykt i ArkæologiskFelthåndbog, afsnit C11. Da skurvognenes indretning ofte giver anledning til diskussion, skal bekendtgørelsens krav her gennemgås i hovedtrækkene. Vær opmærksom på: - der kan være andre krav/lempelser se Forurenede grunde, Kloak, Velfærdsforanstaltninger. - den person, der stiller skurvognen til rådighed, skal sørge for at kravene er opfyldt. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en person, man låner eller lejer skurvognen af, eller som måske ligefrem forærer skurvognen til museet. Den pågældende person er som sagens øvrige involverede parter underlagt strafansvar, hvis kravene er overtrådt. Med andre ord: man kan også af den grund ikke være bekendt at støvsuge markedet for gamle skurvogne, som man kan få til en billig penge, fordi ingen andre må bruge dem mere. Den venlige sjæl, der skaffer én en sådan billig skurvogn, kan selv komme i klemme herfor. Følgende rum skal findes enten i den samme skurvogn eller i flere fordelt på: - Toiletrum med gulvareal på mindst 1 m² og en aftræksventil på mindst 100 cm². - Spiserummet skal være et særskilt rum med et gulvareal på mindst 1 m² pr. person, der benytter det samtidig, plus 1 m² ekstra til det samlede gulvareal. Det skal have mindst 2 aftræksventiler hver på mindst 100 cm². Rummet skal have vinduer (vinduesarealet svarende til mindst 10% af gulvarealet), og mindst ét vindue skal kunne åbnes. Vinduer skal have solafskærmning, f.eks. gardiner. Mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, hvis det er muligt i køleskab. Endvidere skal det være muligt at varme mad, vand til kaffe og lign. - Omklædnings-, vaske- og bruserum er i reglen samlet i ét rum uden egentlig dør