ldizihalise^ af / ldizihisecj b/ XsbenIiAvii / dopenliazen

Transkript

1 ldizihalise^ af / ldizihisecj b/ XsbenIiAvii / dopenliazen

2 l^oi' OpI/sninZE!' om OZ bi'uze^ettjzliecjes', se veniizs^ infol'ma^ion on cop/s'iz>i^ Ancj usei' i'izlilis, please consul^ vwvw.l<b.cjl<

3

4 /2s-^

5

6

7 Om Ormcknillfnir, deres fremtid oq de til deres Vedste siqtende ivorattftaltniuqer, af H. i»! Inden Forsk.jrlli.qt Fortslrtttlsr, indeholdendt' om Grsnlandcrnt oq dercz A t a m fr cr n d e r ^ ^ ' Kjstienliavu I KoiiiiniKsioii hvs Andr. Fr. >>sst Son. Trl'ki i (5brisli.i»ia kos C.irl (5- ^crnrr <t (5c

8 i

9 Indledning..'caar jeg i dette Hefte gjenoptager Drøftelsen af de nyeste foranstaltninger til Grsnla-ndernes Bedste, turde dette maaskee synes srngteslost. forsaavidt som Alt hvad der i saa Henseende hidtil er forberedet og vaabegyndt paa det.^crimeite nn niaa betragtes fom opgivet. ^. en foiite foranledning til hine foranstaltninger 'triver ug fra et Forftag, indsendt sra Gronland Det var sremkaldt ved den Ersaring, at alle de dengang anvendte Midler deels til at lindre den vorende Nod blandt Gronlcenderne, deels til at forbedre de Jndfodtes Boliger og Levemaade, havde vii>l ug deelo ntilitrcekkelige, deels ganske frngteslose. Aaisagen, uiente man, var at der kun var anvendt Ydre Midler, direkte Hjcelv sra deu kongelige Handels Side ved Laan, Gave og nedsatte Priser. En nodvendig Betingelse for at saadanne Midler knnde tomme til at yde den tilsigtede Nytte var at man sogte at indsore en lovlig Orden i Gron-

10 IV lundernes Samfund, grundet paa deres crldre Vedtcegter og s tottet vaa en Myndighed, som betroedes Forstandere as deres egen Midte. Med dette Formaal sor Vie blev der saa i Aarenes Lob, gjennem et Slags kommunal Ordning med ind fod te Forstandere, arbeidet paa at fremkalde deu soruodue Samvirken, for at forberede en faadan, paa fastere Bestemmelser gruudet lovlig Ordning af de gronlandske.samfundsanliggender. At ville indfore Noget fom kunde lignes ved kommunale Indretninger i Gronland maatte jo i Moderlandet forekomme Enhver saa paasaldende, at man ikke kan undres over, at Regjeringen, med al Agtelse for det tilsigtede Formaal, dog kun deelviis og med visse Forbehold knnde indlade sig paa Forslaget. Men allerede nogle saa Aars hoist ufuldkomne Forspg dermed havde det Udfald, at Indenrigsministeriet befalede, at den nye Ordning fkulde fortfcettes og udvides til alle Distrikterne, og den Opmærksomhed, som Ministeriet saaledes skjcenkede Sagen, vedligeholdtes mere eller mindre i det solgende Tidsrum, indtil der for tre Aar siden indtraadte et fuldstændigt Omslag heri. Begyndelsen skete med det saakaldte Gronlcenderhjem", som var knyttet til Forstanderstaberue i Gronland deels ved scelleds Pengemidler, deels ved det Formaal at uddanue de jenende Jndfodte til, faavidt muligt at erstatte Danske. Men den ugunstige Bedømmelse, Ministeriet skscenkede samme, maa ogsaa have vendt sig mod

11 V Ordningen af Grenlændernes ovrige Anliggender, ester hvad Handelens Direktor derom har ndtalt. Den nnvcerende Direktor fungerede nemlig indtil for to Aar siden paa Ministeriets Kontor som scerlig betroet Reseratet as de gronlandske Sager. Hans Udtalelser (i Nationaltidenden" af 30. Mai 1882 og senere i et scrrskilt Skrist i to Dele), som derfor maae antages at repræsentere baade Indenrigsministeriets og Direktoratets Anskuelser, gaae nd paa, at ovenncrvnte nyere Foranstaltninger have vcrret deels nnodvendige, da Tilstanden var upaaklagelig, deels upraktiske og allerede have viist skadelige Fol g er. Neglen: med Lov skal man Land bygge" finder i Gronland kun meget riuge Anvende ls e, og de vigtigste Mangler ved Samfnu dsti lftauden antages at kunne a f- hjcelpes ved en Fcelleds skole sor vordende Scrls a n g e r e.,vorstanderskabernes Opgave er Fattighjalp og Uuderstottelser, og det er ikke deres indsodte, men deres danske Medlemmer, som savne den fornodne Bemyndigelse. Hvad de tjenende Indfodte angaaer, bor deres-oplcrring i Danmark som Forsog vel endnn sortscettes, meu indskrænket til Haandrurrk. I og sor sig er der jo intet paasaldende i, at Ministeriet i Aarenes Lob sorandrer sine Anskuelser om Foranstaltninger, sor hvilke det ogsaa kuu har udstedt Forelobige Besteinmelser". Men at det sknlde skee nn, og at Omslaget skulde vcrre saa suldltamdigt, falder rigtignok uventet. Thi netop nn

12 V! syntes endelig de vcerste Austodsteen for en i Grønland tidligere saa aldeles nkjendt Ordning at vcere fjernede, vel ikke uden Besvcrr, men uden at noget Uheld derved var afstedkommet. Fsrst skulde der jo arbeides heu til at gjenoprette den patriarkalske Myndighed blandt Grpnlcenderne indbyrdes. Dette kunde kuu skee derved, at de danske Medlemmer lagde saa meget som muligt i de indssdte Forstanderes Haand, og at disse atter vaa samme Maade ststtede Familieoverhovederue og de AEldste i deres Distrikter. I Praris saldt Sporgsmaalet herom hovedsagelig sammeu med Sporgsmaalet om Anvendelsen af Forstanderskabets Midler, og i saa Henseende bor oet ikke glemmes, at der i Gronland intet kjendtes til Selvbeskatning og at de Indssdte neppe engang havde nogen tydelig Forestilling om Afgift overhovedet. Paa en vis Maade kom derfor en Unddragelse as Deelagtighed i at nyde Godt as de offentlige Midler til at trcede i Asgistens Sted. Med Hensyn til hvad der tidligere var anvendt i lignende Biemed direkte gjennein Handelen, altsaa efter de danske Funktionærers Skjonnende, havde selvfølgelig mange forskjellige Anskuelser gjort sig gjceldeude, baade hvad angik Valget af de Perfoner, fom fknlde hjcelpes eller opmuntres, og af de Varer, hvori dette fkulde fkee, eller Meuiugeu om hvad der kunde vcere til Gavn for en gronlandsk Hnusholduiug. Strax kuude denne Ulempe jo heller ikke ashjcelpes ved Jndsorelse as Forstanderskaber, da knn de danske Medlemmer kunde scette Sagerne i Gang. Scer-

13 VII ligt erfaredes dette ved Anvendelsen af Midlerne til Opmuntring af Erhvervsflid og huslig Orden, efterfom der hertil nu havdes storre Midler at raade over. Jfcer i Nordgronland, hvor Institutionen modte Uvillie hos niange, gjorde faa eensidige Henfyn sig derved gjceldende, at den deraf folgendd Planloshed omsider ikke mere var sorenelig med almindelige Regler sor offentlige Midlers Administration. I flere Aar. fogte Inspektoren ved Cirknlcrrer at sormane Forstanderskabernes danske Medlemmer til en bedre Okonomi, men Alt var forgjceves. Omsider blev det fastsat, at gjore gjceldende for hele Gronland hvad der var forsogt i Sydgrønland og iscer med Held var gjennemfort og provet i det storste Distrikt, Jnlianehaab. Det bestod deri, at Storstedelen as den Snm, som scerlig havdes til de ncevnte Oiemed, reparteredes paa Fainilieoverhovederne, at denne Fordeling kom til at beroe paa de ind fod te Forftandere, og Valget af Parerne, fom kunde kjobes derfor, paa Familieoverhovederne felv. Hvad overhovedet Sporgsmaalet om de danske eller de indfodte Medlemmers Bemyndigelfe angaaer, da er Forholdet ogfaa i andre Henseender saa eiendommeligt for Gronland, at det intet Under er, om det i Moderlandet kan misfor- Naaes. De indfodte Medlemmer have nemlig viftnot iolt sig hcrdrede ved den dem betroede Stilling, men forovrigt endnn betragtet den dermed solgende ^nldmagt snarere som en Byrde end som en For-

14 VIII deel. Det maa erindres, at Ztorstedelen ns disse Forstandere ere udmcerkede Scelsangere og as deres eget Erhverv srivillig yde Bidrag, som ellers skulde.paaligge det Ossentlige. Under halvandet hundrede Aars Tryk er denne Klasse as Mc?nd, som tidligere 'knnde siges at vcere de styrende, esterhaanden stillet i Baggrunden, og under Samsnndets nnvcerende Adsplittelse har deres Wrgjcrrrighed omsider indskrænket sig til at soge sit Maal indensor den lille Kreds, i hvilten enhver as dem saaledes virker. Uddannede gjennem en saresuld Gserning og en byrdefuld Forsorgerpligt, uuder stadig Kamp med de nnvcerende usle Samsnndssorhold, ere saadanne Mcrnd som Forstandere sig rigtignok deres overlegne Indsigt hevidst, men en naturlig Beskedenhed i Forhindelse med Mangel paa behorig Tillid og rigtig Forstaaelse as Forhandlingerne lcegger Baand paa dem. De srygte sor at soroge de Vyrder, der allerede hvile paa dem. Her, som overalt, trcekker den Indsodte sig tilhage ligeoversor Enropceerne, saasnart han moerker, at disse ville gjore deres Overvagt gjceldende. Naar vi ville hedomme hvad der hidtil er dragt i Ersaring ved at prove en Forvaltning uuder kommunale Former i (Hronland, gjcelder det jo ikke saa meget om at ildpege Mangler; dem kan jo Enhver nogenledes as sig selv begribe. Men hvad det gjcelder om, er at opdage, hvorvidt der derved har viist sig Livstegn i et Samsund, som mere og mere gik sin Oplysning imode. Tegn til at det endnu kau

15 IX gjenvinde Agtelfen for sig selv, for de Mcend ns dets egen Midte og de fra Forfcrdrene arvede Skikke, foni ndgjore den eneste mulige Grundvold for Samfundets Vestaaen. Idet jeg henviser til hvad der derom vil sindes i dette Skrift, tor jeg befvare dette afgjort bekræftende. Jeg tilfoier, at under en mod Lagen velvilligt sindet Overbestyrelse, har Samvirten mellem danske og indfodte Medlemmer viist sig godt at knnne trives, og at der nnder samme Forildsa'tning er al Ildsigt til, at hvad der nu synes paatvnnget esterhaanden kan forme sig mere naturligt, at den fcerlige Omlin, med bvilken man nn maa jtotte de indfodte Forstandere, vil blive overflodig, og at disfe ^.licend, vaa hvilke saa meget beroer, atter af sig selv ville kunne indtage en dem vcerdig Stilling i Samfnudet. Der kan altsaa ikke vcere Tale om Overgreb fra deres Side, som skal forebygges, men om Gavn, man skal vente as dem, og dette kan knn ovnaaes gjennem praktisk Bvelse og Folelfe as virkeligt Ansvar. Det er saaledes forst i Fremtiden, at Forstanderskaberne sknlle kunue lede til virkelig Opkomst af Velftand blandt Gronlcrnderne. At gribe ind paa duetle 'Vlaade ved at lade de Danske i Landet Forbrugerne selv livad man sinder nyttigst sor dem, kan tilsyneladende vcere det simpleste og mest praktiske, men det kan, selv asseet fra de nysncevnte ad-»uninrative Ulemper, i Hovedsagen kun komme enkelte Familier tilgode; for deu almindelige Velstand bliver det uden Betydning. Men var det forst for

16 en senere Generation, at vi tor haabe at grundlcegge Velstand, saa maatte der dog hos den nuvcerende drages Omsorg for at forebygge umiddelbar Nod og yderligere Tilbagegang. Hertil var der ogfaa for de nysoprettede Forstanderskaber rigelig Anledning, eftersom der baade indtraf nscedvanlig haarde Vintre, Misfangst og udbredte Epidemier, som svcekkede Produktionsevnen. Ved en omfattende og betimelig Kontrol med Befolkningens Tilstand paa hver Boplads lykkedes det at forebygge alle Ulykkestilfælde, fom Landets Beskaffenhed dog ikke unudgaaelig af og til forer med sig. Der er anvendt en hidtil nkjendt Omhn fra det Offentliges Side paa at holde den opvoxende Ungdom til Kajakkens Brug, og i rette Tid scette de selvforskyldt Trcengende i Virksomhed. Gode Folger heraf have allerede begyndt at vise sig. Enoelig bor det da ogsaa erindres, at der ved en varsom Benyttelse as Midlerne, saalcenge der endnu ikke havdes sikkre Erfaringer, er opfparet sorholdsviis betydelige Fonds til Sikkerhed for Fremtiden. Det folger af en faa ganske ny Institutions Natur, ligesom og as de lokale Forhold, at det noksaa meget kom an paa den gode Villie, med hvilken Bestemmelserne ndsores, som paa disses Ordlyd. At en saadan Velvillie kan findes hos de Danske i Gronland har seg havt rig Leilighed til at ersare. Den har sin naturlige Begrundelse i Folelsen as at Bestemmelserne tilsigte en Orden, uden hvilken intet Samfund kan trives. Men paa Grund af Stedfor-

17 XI lioldene, den isolerede Stilling og de nedtrykkende Omgivelser, udfordres der dog ogsaa til Iver sor en Sag, der har et jaadant fjernere Formaal, en vis Tillid til at Autoriteterne i Hjemmet agte at gjennemfore den og paaskjonne hvad der af de Underordnede udrettes i faa Henseende; thi med Billighed kan man ikke forlange andet af de Danske, der paatage sig en Tjeneste i det dem ganske fremmede Land, afskaarne fra enhver Udvei til at ssrge sor deres Fremtid uden gjennem deres Foresatte. De kunne til enhver Tid forflyttes, forlade engang Gronland igjeu, og have faaledes heller ingen anden Garanti for at deres Arbeide vil blive fortfat. Det vil heraf knnne bedommes, hvad Betydning de ovennævnte Udtalelfer om de nyeste Foranstaltninger til GronlcenderneS Bedste kuune have paa disse Sagers Fremme, selv om de derom gjceldende Bestemmelser endnu ikke ere ophcevede. Vel havde disse ogsaa i tidligere Aar Handelens Overbestyrelse imod sig, men saa stoltedes de af Indenrigsministeriet. Falder nu deune Stotte bort, bliver dette endnu den haardeste Prove, de gronlandske Forstanderskaber have voeret satte paa. Hvis de kunne bestaae denne, vil man rigtignok med saameget desto storre Tryghed kuune bygge videre paa dem; det solger jo nemlig as Bestemmelsernes ganske sorelobige Karakter, at der stadigt endnu vil vcere at tilscette og foraudre paa dem i Aarenes Lob. Siden Udgivelsen af mit forrige Hefte er der ogsaa allerede til Gunst for Direktorens Udtalelfer

18 XII fremkommet en Erklcrring fra elleve Kolonibestyrere, en Prcest og en Lcege. Halvdelen af Underskrifterne hidrorer dog sra Mcend i en meget fremrykket Alder, lom allerede fra forst af havde nceret Uvillie mod de Forandringer, som stode i Modstrid med deres Fortid, Nogle af dem havde desuden i mange, en enkelt endog i tredive Aar vceret fjernet fra Grenland og dets Anliggender, Lceseren vil sikkert af alt dette kunne slutte, hvorsor jeg ikke kan opgive den omhandlede Sag, selv om Udsigterne sor Oieblikket synes slette. Dertil har det indtrufne Omslag vceret altsor pludseligt. Netop nu mente jeg at Regjeringen havde omet en Udsigt til at kunne besrie Staten sra en Deel as den Byrde som den direkte Omsorg sor Grsnlands Befolkning forer med sig. Denne Byrde vil blive vcerre med Tiden, naar man ikke benytter de Krcester, som endnu sorefindes, til at skabe en saadan Omsorg i Gronland selv. Kun gjennem praktiske Forsog, ved Overdragelse til de smaa gronlandske Forstanderskaber selv er det muligt at saadan Virksomhed kan udvikle sig. Det er ogsaa kuu samtidigt med saadan Bestrcrbelse, at de mange gode Evner, som findes hos Gronlcenderne, kunne komme til deres Ret, at Skolevcesen kan gjore Fremgang og at nogen Gavn kan ventes af indfodte Prcesters Anscettelse. Jeg kan ikke tro andet end at der atter engang vil kunne soregaae et Omslag, og at man vil komme tilbage til disse Opgaver. Det er sor saadant Tilscelde at jeg sortscetter disse Meddelelser Om Gronlcenderne."

19 XIII Jeg har dertil denne Gang valgt, deels en Sanu menligning af Grsnland med de andre eskimoiske Lande, deels nogle supplerende statistiske Oplysninger, samt Astryk as Bladartikler, ved hvis Optagelse ncervcrrende Skrift kommer til at indeholde alt hvad jeg siden min Embedsfratrcedelse har offentliggjort vedkommende Grsnlands Bestyrelse. I>. t. Christiania i Marts Forsatteren.

20 . ' ' '

21 -Indhold. Sidc. t Polorfolkene i Almindelighed 1 2 Eskimoerne i Veroring med deres Nnbofolk 6 Z. Beroring med Enropcrerne mod Vest 12 4, Beroring med Europcrerne mod Ost 2l Veroring med Europæerne i Gronl.md (Artikelen i N.itio-»altidenden of 12. Mm 1882) 30 ti. ^orskjellige Ildtalelscr om Gronlcrnderne Den gronlondske Handels Omscrtning og Administration. 53 KommiSsionS.Betcrnkiiingen 1880, ncrrmest («ronlmids Indbyggere vedkommende SlntnmgSt'cinoerkiiinger vedkommende Forstonderskober. Skikke og Love ^illcrg: To Vlodortikler of Horfotteren

22 '

23 1. Polnrsolkcnc i Almindelighed. Som bekjendt beroer Jordens Bebyggelse i det yderste Nord paa to Nceringsveie, nemlig Scrlhnndejagte n og Benyttelsen af det ta m m eren s- dvr, og naar man tager Kaartet for sig, er det ret mcrrteligt at see, bvor ligeligt disse to Slags Livsophold ere fordeelte over de Lande, som omspa'nde det nordlige Jishav. Thi paa den ene Side indtager jo Scelhnndejcegerne, Eskimoerne, den nye Verdeno Kyster, medens paa den anden Side Hyrdefolkene, Lapper, Samojeder, de sideriske Stammer indtil Tschnkscherne ere spredte over et Bcrlte af den gamle Verdens Fastland; for et flygtigt Overblik viser begge disse Halvkredse sig omtrent lige longe. Ved Beringsstrcedet modes de, idet en Stamme of de vestligste Eskimoer findes bosat paa den asiatiske Kyst, hvor den lever i fredeligt Samkvem med de ostligste Rensdyrholdere, Tschnkscherne. San forskjellige Sysler, som den at drive Jagt paa Havet og den at opdrcrtte Rensdyr, betinger selvsolgelig stor Forskjel i Levemaade og Knltnr, men paa den anden Side have begge Slags Polar folk dog visse Eiendommelighever tilfcrlleds, navnlig deels den, at de mere end andre Folkeslag holde 1

24 vaa de fra Forfædrene arvede Skikke og Vedtcegter, deels den, at de soge at undgaae fjendtlig Beroring med andre Nationer. Disse Særegenheder forklare sig dog let af sig selv, naar man nemlig ret betcenker den Kamp, som disse Mennesker have maattet fore med Natnrkrcefterne for at friste Tilværelsen. I en fjern Fortid gjorde deres Forfcedre de Opfindelser og uddannede den Levemaade, ved hvilken de, om end under stadig sortsat Anstrengelse, kunne fore en lykkelig Tilvcerelse; hvad Under da, at de vaage over Bevarelsen af denne dem saaledes over leverede Skat. Og med Hensyn til Beroringen med andre Nationer maa man betcenke, at den Kamp, som Polarfolkene have at fore med de naturlige Farer, der omgive dem fra alle Sider, optager dem for meget til at krigerske Tilboieligheder skulde udvikle sig hos dem. Deres Nceringsveie udfordrer derhos eu stor Adsplittelse i smaa Samsund, som alene paa Grund as deres ringe Mandtal i Lcengden ikke vilde kunne staa sig mod ydre Angreb as Fjender med storre Sammenhold. Det er jo tildeels herved, at de omsider ere komne til at indtage deres nuvoerende Bopcele, men i Forhold til vor ringe Kundskab om deres Historie have vi dog ogsaa Exempler nok paa, at de trods deres ringe Tal og svage Hjcelpemidler have forsvaret deres Hjemsteder med Krigernes Mod. Kun hvor Trykket vedvarede eller hvor den overvceldende med Skydevaaben udrustede Magt, som stod i Baggrunden er alt for siensynlig, gave de ganske tabt. Forsaavidt da under saadanne

25 3 Omstændigheder de fra Forscedrene nedarvede Skikke og Vedtcegter ikke scrrligt beskyttes under den fremmede Beroring, og naar Naturforholdene ikke tillade de Jndsodte at gaae over til en heel ny Levemaade og blande sig med de Fremmede, maae hine synke sammen og gaae deres Oplosning imode. Tilsidesatte, som de ere af de Fremmede, tabe de ogsaa selv Agtelsen sor deres eget Samsnnd og for Arven fra Forfcedrene, dermed er alt Sammenhold brudt og Grundvolden for det sunde og kraftige Liv, der er en Nødvendighed for deres Tilvcerelse, undergravet. Dette var om Ligheden mellem de to Slags Polarfolk. Ulighederne ere jo ioiefaldende nok hvad deres Sysler og Levemaade angaaer. Hyrdefolkene fjerne sig paa deres Vandringer kun nodigt faa langt fra Skove eller i alt Fald Kratfkove, at de ikke kunne have Tilflugt til disse for at sinde Lce og Brcrndsel om Vinteren. Opdrcetning as Rensdyr sonldscetter en noget mere ndvidet Sands sor Eiendom. Forsynlighed og Omsorg for Fremtiden end den, der folger af Jagtlivet alene. Derfor kan det ttke ncegtes, at selv de arktiske Hyrdesolk have opnaaet en mere flersidig Kulturudvikling end Eskimoerne, og dermed staaer det vel og i Forbindelse, at der er storre indbyrdes Stammesorskjel imellem dem, idet de ere deelte i hvad der maa betragtes som forskjellige Nationer, samt at Opgivelsen af Nomadelivet og Overgangen til en anden Levemaade ligger adskillige af dem ikke saa sjern. 1*

26 4 Det folger af Sagens Natur, at Scelhuudejcrgerne maatte drages i en ganske modsat Retning. De vare jo anviste paa at holde Vagt ved Strandbredden; ikke Skove, men golde Klippekyster bleve deres Tilflugt, deres egentlige Hjem. Det personlige, med Krast og Mod sorbundne Snille maatte udvikle sig paa Eiendomssandsens Bekostning. Baade paa Gruud af Adgangen til Havet og as den storre Sikkerhed mod Fjender maatte de foretrcekke Der for det store Fastland, og dersor vare den nye Verdens nordligste Egne ogsaa ligesom skabte for dem. Her, hvor i Form af en stor Dgrnppe Hav og Land idelig afvexle, kunde de fcerdes til alle Sider uden at fjerne sig fra Kysterne. Her kunde de frit udvikle deres Evne til at overvinde de naturlige Vanskeligheder med ringe Midler. Hvor utroligt vidt de have bragt det i denne Henseende, sremgaaer jo ikke alene deras, at de i det yderste Nord kunde opdage Veien til Gronland og sprede sig over dets 800 Mul lange Kyst, men det er jo ogsaa i vore Dage paa en hoist ioiesaldende Maade bleven er faret ved de talrige Polarexpeditioner, fom maatte tye til deres Hjcelp. Fra de aleutiske Ver og Beringsstrcedet as, ind til Labrador og Gronland maae Der og Fastlandskysten med mellemliggende Farvande betragtes som Eskimoernes oprindelige Eiendom eller som, asseet fra visse Undtagelser, fra forst af kun befcerdet og bebygget af dem. I lige Linie ndgjor dette Bcrlte af Land og Hav omtrent 800 Miil fra Vest til

27 5 Dst, men en rigtigere Forestilling om dets Udstrækning faaer man ved at tcenke sig det bereist ved de Indfodtes Befordringsmidler, nemlig langs Kysterne i Baade eller Slceder. Det faaer da 8 Dderpnnkter, nemlig ved Beringsftrcedet, i Labrador og i Grenland. Fra hvert af disse yderpunkter er der til hvert af de to andre omtrent lige langt, nemlig imellem 1200 og 1490 Miil, eftersom man jo mellem Labrador og (Hronland har en lang nordlig Omvei at tilbagelægge. Vi besidde knn hoist ufuldkomne Oplysninger om Eskimoernes Antal; det turde maaskee vcere ncer ved , og ueppe overstige 5>n 000. Naar man regner de indenskærs Farvande med og anslaaer Kystlandene til en Bredde af l0 Miil, faaer man i det Hoieste I Menneske paa Kvadratmilen af det faaledes af Eskimoerne bebyggede og bescerdede Fladerilm.?!aar man betcrnker de ringe Hjælpemidler, med livilke de Mennesker vare udrustede, som fra forst af opdagede disse udstrakte Lande, forfulgte og underfogte deres bugtede Kyster, de forviklede Sunde og Fjorde, kan man ikke ncrgte deres Mod og Snille Un Beundring. Saa godt som blottede sor Trcr og Metal have de kcrmpet sig frem mod en Natnr for hvilken vore dristigste Sosarende have maattet vige tilbage, have de givet sig i Kast med Hvalrosser og Bjorne, og kunnet dnve Hvalsangst. Naar vi gaae tilbage til hvad der ovenfor bemcrrkedeo om den Fasthed, hvormed Polarfolkene i det Hele holde paa nedarvede Skikke og Vedtægter, tor det

28 6 ikke undre os, at dette fortrinsvis gjcelder om Eskimoerne. Forfcedrenes Erfaringer ndgjore hos dem en heel Videnskab, som skal lceres gjennem mundtlig Overlevering og hvis Udovelse beroer paa streng Overholdelse af Vedtcegter og Skikke. Færdighed i denne Gjerning er ikke, som mange as os troe, noget som kommer af sig selv, naar man blot er fodt soin Gronlcender. I Forbindelse med den trofaste Bevaring af det Overleverede staaer vel ogsaa den storre Lighed melleni Eskimostammerne indbyrdes i Modscetning til den gamle Verdens Polarfolk, med hvilke de heller ikke synes at have noget ncermere Slcegtskab gjennem Herkomsten. At Redskaber og Opfindelser ere eens sor de forskjellige eskimoiske Lande kan endda sorstaaes paa Grund as det eensartede Erhverv, men den Lighed, som spores i Sprog og, saavidt vides, i Sagn, har vist ikke sit Sidestykke noget andet Steds paa Jorden blandt Folk, som ikke kjende Skrift og fom have vceret adskilte ved lignende Afstande ester al Rimelighed r meget over tusinde Aar. 2. Eskimoerne i Bersringen med deres Nabofolk. I Gronloendernes Sagnfortcellinger finder man mange Trcek, fom paa indirekte Maade knnne give Oplysning om deres Fortid. Dog gjcelder dette ikke i'aameget om selve Indvandringen i Grenland som

29 7 om Beroringen med Amerikas andre oprindelige Indbyggere. Disse endnu celdre Begivenheder have indprcrget sig langt dybere i Folkets Erindring. De afspeile sig tillige paa en mærkelig Maade i hvad der foregaaer endnu den Dag idag paa de Kyster as Amerikas Fastland, som beboes af Grønlændernes Stamfrcender. Naar vi begynde fra Vestsiden, syd for Berings nrcedet, er Forholdet mellem Indianere og Eskimoer neppe mere fjendtligt end mellem visse Efkimostammer indbyrdes. Der finder endog en Overgang Sted mellem begge Folkeslag. Indianerne ere lier deelte i en stor Mcrngde Stammer, og visse as dem, som boe ved Havkysten, drive endog Hvalfangst paa lignende Maade, som Eskimoerne. Vi sinde Vidnesbyrd herom paa vort ethnograsiske Museum i de smukke Hvalliner med Harpuner blandt Thlinkiternes Sager. Lidt uordligere skal der eudog nndes en Stamme, som beboer skovklcrdte Flodbredder og har Kanoer as udhulede Trcestammer, men forovrigt Sprog og Skikke scelleds med Eskimoerne. Videre mod Nord, indensor Mundingen as den nore Koynkonslod stode Eskimoer og Indianere op til hinanden, uden at der finder noget egentligt va rigt Fjendskab Sted imellem dem. Men naar vi gaae videre og have passeret Beringsstrcedet bliver Adskillelsen paa een Gang langt skarpere. Her troekke Indianerne sig mere tilbage sra Kysten, og Eskimoerne skye baade dem og skovgroet Land. Ved den forste store Eskimobygd paa den egentlige Nordkyst,

30 nemlig paa Point Barrow, horer man det Navn for Indianere, som Gronlcenderne have bevaret, men anvendt paa et fabelagtigt Folk i det Indre af deres eget Land. Gronlcendernes lli-iiiwk (Flertal: krkjmit) gjenfindes paa Point Barrow som..1tkalyi", hvormed betegnes et farligt Folkefcerd, der beboer bjergfulde Egne i det Indre, og ved lignende Gjengivelser, faasoun Irki-elit og ltkielit betegner Indlandsboerne herfra videre mod Pest, hvod enten Kystboerne staae i Beroring med dem eller ogsaa blot kjende dem af Sagn eller Rygte. Fra Mackenziefloden og om til Churchill ved Hndsonsbay finder faadan Beroring Sted, men ncermest dog tun ved Flodmundingerne. Dette Samkvem har fra celdgammel Tid af ogsaa vceret forbundet med Han del, som vel sandt Sted naar Kampene asbrodes ved Mellemtider af Fred eller Vaabenftilstand. Det var paa denne Maade at Eskimoerne blandt andet forskaffede sig Kobber, og denne Traffik maa vcere gaaet for sig allerede sor 1000, ja maaskee for ^000 Aar siden, thi ellers vilde ikke, som nu, hvert Baru i Grsulaud have hort Fortcellingen om Knmagdlat og Asalok, der droge til Indlandsboerne for at for skaffe sig Knive as Metal, dengang Kystboerne endog maatte hjcelpe sig med Muslingskaller til at arbeide i Trce med. Her miudes vi fra deu uyere Tid med Ransel Englænderen Hearnes Fortcrlling om den frygtelige Massakre ved Kabbermineflodens nedre Lob, ved Vandfaldene, som derefter fik Navn af dlooch

31 tiuik". Det var i 1770 paa den tredie Neise som Hearne foretog overland for at undersoge denne Flod med den der forekommende Kobbermalm. En Ma'ugde Indianere sluttede sig til ham underveis for at faae Leilighed til at myrde Eskimoer. Med!'»<) Mand i Folge naaede han Kobberindianerne ved floden, som de derpaa droge nedad for at opsoge Eskimoer. Man maatte undres over at en Mand af europæisk Race har knnnet lade sig tvinge til at vcere Sienvidne til sligt; de Undskyldninger, han fremforer derfor, synes neppe fyldestgjorende. De Neisende opdagede omsider ialt 12 Telte med Eskimoer, lagde sig i Baghold, anfaldt og myrdede faa for Fode alle fom de kunde faae fat paa. Endog en stakkels Kvinde, fom fogte Beskyttelse hos Hearne ved at kaste ug ned og klynge sig sast til hans Been, blev nden Barmhjertighed ihjelstnkket. Hvad Under, at Mindet om Begivenheder, som denne, har kunnet indprcrge sig overalt i Folkets Bevidsthed langs hele ^astlandskysten, og at Kystboerne derfor holde skarpt Ildkig med hvad der ncermer sig dem fra Landsiden af. Derfor havde enropcriske Neisende altid stor Moie med at indlede Forbindelse med Eskimoerne paa disse.byster; ved deres Ncrrmelse saae de Mcendene slntte sig sammen med lostede Spyd og spamdte Bner samt asvcrrgende Tegn. Men alene det, at en eskimoisk Besolkning desuagtet stadig har kunnet holde sig her, beviser, at Frygten ikke er overveiende hos dem. Tvcrrtimod har det nok gjennemgaaende snarere vcrret Indianerne, som holdes

32 10 i Skrcek af Eskimoerne. Men hvor den ene Part raadede over Skydevaabeu og et storre Antal, der maatte den anden selvfolgelig bukke linder. Ved Mackenzie, siger Nichardfon, at Eskimoerne fordnm sogte over 60 Miil opad Floden, og endnu i 1812 vovede nogle Eskimoer, som sogte efter Steen til deres Pilespidser, sig op forbi Fort Goodbope, men bleve tilbagedrevne af Dogrib-Jndianerne, som ihjelskjod en af dem. Dog tilsoier han, at endnu den Dag idag levede Indianerne langt opad Mackenzie i stadig Frygt for Eskimoerne. Jkkedesmindre fandt der, som omtalt, ogsaa fredeligt Samkvem Sted, og det maa formodes at dette befordredes, foruden ved Mellemrum af et Slags Vaabenftilstand, tillige derved, at visse Stammer scerligt benyttedes son? Mellemhandlere, og endelig derved, at der sandteo et Slags neutral Gruud, som sra begge Sider ikke udeu scerlig Auleduing betraadtes. Hvad der endnn bor sremhceves, er, at Indianerne endog indtil den nyeste Tid have tjent som Mellemhandlere mellem Enropcrerne, Hudsonsbay-Kompogniet og Eskimoerne, og forst fra 1849 af siges sidstncevnte at have indledet direkte Handel med Eskimoerne ved Macken ziesloden Ved at gjennemgaae de gamle gronlandske Sagnfortcellinger mode vi, som omtalt, mange Trcek, som paa en slaaende Maade minde om den Beroring, som indtil vore Dage har fundet Sted mellem Kystboer og Iudlaudsboer paa Amerikas Nordkyst, saavel de krigeriske Sammenstod, depludselige Overfald, som Tilfcelde af fredeligt Samkvem. Nmir vi gaae

33 II videre mod Vst, hvor Fastlandet skyder frem i et nordvestligt Hjerne, trcekke Indianerne sig atter, ligesom i det nordvestlige, langt tilbage, et storre ubeboet Strog adskiller begge Slags Folkestammer, og hvor de atter modes sydpaa ved Hudsousbay, synes det gjensidige Forhold at have vceret fremherskende fredeligt. Her afbrydes Eskimoerne ved Kysten, men vi trceffe dem igjen paa den modsatte Kyst, nemlig i Labrador. Ogsaa her er, som bekjendt, det Indre beboet af Indianere. De ncermeste af disse siges at vcere en svag Stamme, som Kystboerne endog have holdt i en vis Underkuelse; men om de krigeriske Stammer ved de sydligere Kyster af Hud sonsbay har man fra Midten af det forrige Aarlinndrede Beretninger, som tale om heelt eventyrlige og gruopvækkende Krigstogter, der ogsaa kom til at berore Eskimoerne. Det gronlanske og labradorske Sprog ligne hinanden saa ganske, at de simpelthen kunne betragtes som samme Tungemaal; Ligheden viser sig i de mest forbansende Enkeltheder. Efter det ufuldkomne Kjendskab, vi have til Sagnene, gjcrlder noget Lignende ogsaa om dem. I Labrador hores der gamle Fortcellinger, som til en vis Grad endog stemme ordret med hvad der fortcelles i Vinterhusene i Gronland. Om nogen direkte Forbindelse mellem begge Landes Jndfodte tværsover Davis- Strcedet kan der ikke va're Tale. Begge Stammer maae som eet og samme Folk vcere komne vesterfra og have fordeelt sig mod Syd til Labrador

34 12 og mod Nord til Gronland, men, herved tor vi ikke tceuke paa Bevcrgelser, som paa nogen Maade havde Karakter af Folkevandringer. Thi foruden at der til disfe sormeeutlig udfordres en vis samlet Magt og Styrelse, forbyde de sig af sig selv i Lande, hvor man ikke kan fore stor Forsyning med sig, og hvor Enhver har nok at gjore med daglig at skasse Livets Fornodenheder tilveie ved en Jagt, som heller ikke tillader en storre Sammeuhobuiug af Jcrgerne. De gronlandske Sagn give os Viuk nok om hvorledes Vandringerne i Almindelighed ere gaacde til, og navnlig hvorledes der, hvor man ikke mere havde Jndlandsboerne til Fjender, opstod Rivninger blandt Kystbostammerne indbyrdes, som væsentlig bidroge til, at de spredtes videre og videre. Der hentydes ogsaa hyppig til Ophold i nordligere Egne med Vintre as uhyre Strenghed. Men det skal ikke nægtes, at den Strom, som saaledes sandt sin Vei om til Gronland synes at veere saa betydelig, at man nvilkaarligt seer sig om ester uscedvaulige Om styndigheder, som kunne have medvirket til den. Bersring med Europæerne mod Pest. Som bekjendt, have de egentlige centrale eskimoiske Lande hidtil vceret udelukkede fra Beroringeu med fofarende Nationer, naar undtages tilfceldige Reiseude. Grunden hertil er ganske simpel, vi kuuue

35 13 lnse 05 til den i Beretningerne om de saakaldte Hrauklins-Expeditioner. Der finde vi Beskrivelsen af de Bolvcrrker, ved bvilke disse Eskimoers Hjemsteder ere beskyttede fra Sosiden mod Nord. Anderledes forholder det fig mod Vest og Vst, hvor deres Kyster vende nd imod Verdenshavene. Vi ville begynde fra Vestsiden, det tidligere Rusfisk-Amerika, en Fastlandskyst med foranliggende Ver, deriblandt ifcrr den langt ndskydende alentiske Vkjcede, som fenere er bleven afstaaet til de Forenede Stater og nu bcerer Navn af Alafka-Territoriet efter Alafka-Halvoen, fom ndgjor den mellemste Deel af det. Den overveiende Deel, onltrent af disse Kysters Indvaanere, er Eskimoer, og man fristes faaledes let til at sammenligne dette Territorium med bironland, men naar Talen er om disse Besiddelsers Vcrrdi, trceder Grenland rigtignok stcerkt i Baggrunden. I den sydlige Deel af Alaska kan Rug tilnod, men Byg og alle Sorter Havevcerter ndmcerket godt trives. Landet er bevoxet med prcegtige Skove, Kartofler dyrkes op til Halvsen Alaska, dennes Sydside indbefattet, og her er man. Syd fra regnet, allerede kommen langt inde paa Eskimoernes Omraade. Men selv med den Deel af Territoriet, fom ligger norden for denne Grcendfe, taaler Gron land neppe Sammenligning; thi hist behover man blot at fjerne sig lidt fra Kysten for at finde Skovvcext langs Flodbredderne, hvorimod Grenlands Indre er begravet under Jis. Vi see altsaa, at Eskimoerne i Alaska mod Syd ere udbredte til en

36 14 Kyststrækning, hvis naturlige Hjælpekilder tillade andre Ncrringsveie og anden Levemaade end den estimoifle. Men ogsaa paa den nordligere eller mere egentlig eskimoiske Deel as Kysten synes Hjælpekilderne at vcere rigere end i Gronland, selv om man vil regne Fangsten paa Probilev-Dern^ sor en Undtagelse. Hvad der soregaaer paa disse Der lyder jo som et Eventyr. De udgjore et af de saa Tilflugtsteder, der ere levnede Scelhuudene i det Stille Hav til Anglepladse, esterat de overalt ere forjagede af Robbefangerne. Det er ligesom til Tak herfor, at de lade sig behandle som Husdyr og finde sig i, at der aarligt udtages et vist Antal af dem som Slagtekvceg. Den amerikanske Regjering bortforpagtede derfor disse Ver sor Tidsrummet til et Kompagni mod Garanti for en vis Fredning af Dyrene. Verne ere omtrent 4 Kvadratmiil store og bessges aarligt af omtrent ti Millioner Scelhnnde. De have 400 Indbyggere, for det meste Alenter, som ere i Kompagniets Tjeneste. Disse ndsoge aarligt Scelhunde as de uhyre Flokke, mellem hvilke de kunne gaae omkring som mellem tamt Kvceg, drive dem derpaa foran sig til en assides Plads, og slagte dem. Egentlig benytter Kompagniet kun Skindene af disse Soele (Oallm'IiinuL ur^inus), som saltes og i London scelges for 23 til 36 Kroner pr. Stk. i ntilberedt Tilstand og 54 til 144 Kr. som beredte. Med Trannen har man vceret i Forlegenhed, ja tildeels slet ikke vidst hvor man skulde hen, da den er as

37 15 ringere Qvalitet i Handelen end anden Scrltran. Forovrigt overlades Alt, hvad de 400 Indbyggere ikke selv benytte as Dyrene, til Forraadnelse, Kompagniet svarer hersor i Asgift til Regjeringen Dollars i Leie sor Verne og 2^ Dollars sor hvert Skind, i alt rigeligt I Million Kroner aarligt. Disse Ver med deres 400 Indbyggere producere altsaa rigeligt saaineget, som alle Grpnlcendere ved deres saresnlde og moisommelige Jagt kunne tilvejebringe. Men sorovrigt synes det ikke som om Handelen vaa Alaska beskyttes ved noget Monopol, og Indtægterne as disse store Landstrcekninger synes ikke at knnne da'kke Udgisterne. De eskimoiske Indbyggere itaae dersor heller ikke i nogen saadan regelmæssig Handelsforbindelse med Fremmede, som den, der har snndet Sted i Gronland. Knn Alenterne og Beboerne as den store V Kadjak have gjort Undtagelse heri. Det var ved Aaret 1743 at de sorste Russere bessgte deres Kyster. I Begyndelsen gik Alting sredeligt og roligt, de Jndspdte viste jig endog villige til at betale Skat til Keiserinden, og hvor denne na'gtedes lod man dem dog i Fred. Men da Bessgene tiltoge, opstod der Stridigheder, hvortil iscer de Fremmedes Adscerd mod Kvindekjonnet sorst gav Anledning, og Enden blev selvsslgelig, at de Jndsodte maatte bukke under. Handelen paa Lerne dreves as sorskjellige Kompagnier, som i 40 Aar undertrykte Indbyggerne og begik mange Grusomheder. En noget mere skaansom Behandling blev mulig, da Kompagnierne i Aaret

38 forenede sig til et scelleds russisk-amerikansk Kompagni, som derester stilledes under Regjeringens Opsyn Da dette Kompagni efter 20 Aars Forlod fik sine Privilegier fornyede, gaves der nye For skrifter for Indbyggernes Behandling, og det er iscer sra den Tid af, at en bedre Tilstand udviklede sig. Dog maa man ikke herved tcenke sig en Til stand i Lighed med den skaansomme Behandling der blev Gronlcenderne til Deel. Tvcertimod minde visse Sider as den stcerkt om Livegenskab. Biskop Veniaminow virkede i 10 Aar som Missioncer blandt Menterne og ossrede stor Kjcerlighed paa denne sin Virksomhed. Aleuterne ere den eneste Wimostamme, som i sproglig Henseende vcesentlig afvige fra alle de ovrige. Men, hvor ncer de forovrigt staae deres Frcender i det fjerne Gronland, vil formentlig frem gaae af folgende Uddrag af den Skildring, som den vcerdige Biskop har givet af dem: Aleuterne vise eu hoi Grad as Religiosttet. Deres hedenske Sange med Maskespil ere ganske forsvundne uden at der i faa Henseende er paalagt dem nogen Tvang. De opfylde alle Pligter, som Religionen paalcegger dem, punktlig og med Lyst og AEresrygt. De skrifte og nyde Nadverens Sakra mente saa ofte Leilighed dertil bydes dem. Paa mine Reiser, hvor jeg holdt Forsamling, forfsmte de alt andet sor at deeltage i denne." Ved indtrcedende Mangel dele de Udbyttet af deres Fangst med Alle; Enhver faaer efter Antallet af hans Families Personer."

39 Der forefaldt under mit Ophold ingen betydelige Stridigheder, end sige Slagsmaal, Drab eller Zorsog derpaa, skjondt jeg ofte faae dem i drukken Tilstand, Bliver Nogen krcenket eller forncermet, tillader han sig aldrig et oilkaarligt Selvforsvar, flager fjeldent, men tier og bortfjerner sig. Undertiden kan lian vel tillægge Forncermeren en til Horncermelfen passende Titel, men aldrig vil han ndskjcelde ham enten ligefrem eller bag hans Ryg. Han foler sig dog paa det dybeste sorncermet, naar der gjoreo ham en crrerorig nsortjent Bebreidelse, iscrr af en Nusser. Selv en let Paamindelse, naar den er usortjeut, anseer han allerede sor en Beikjcrmmelse. En sortjent Tilretteviisning derimod, selv i de strengeste Udtryk, krcenker ham aldrig." Aleuterne vise ingen Tilboielighed til Tyveri. Vel forefalder der Smaatyverier, men disse ere mere at betragte som Barnagtigheder eller indskrcrnks sig til dvad der umiddelbart forbruges." Det mest paafaldeude Trcrk i deres karakter er en Taalmodighed, der grcendser til Fslesloshed. En Alent regner det neppe for noget at vcere 3 til 4 Dage udeu Ncering; han taler ikke derom, og hans Die forraader Intet derom, selv naar man tilbyder ham Spise. Sporger man ham derom, vil han i det Hoieste smile. Varer Neden i lamgere Tid, saa tcenker han altid forst vaa Bornene. )!aar der saa endelig atter haves Fodemidler, gaaer han uden Graadighed, roligt og forst esterat have besorget alt hvad der paaligger ham, til sit Maal-

40 tid. Paa Sygeleiet horer man ham aldrig skrige, og de heftigste Smerter presse ingen Klage ud as ham. Saaledes har man seet ham taale de ikrcekkelige Saar, som opstaae ved at troede i Rcevesaxe, hvis Spidser have Modhager. I Nodssald udforer han egeuhceudig den vanskelige Operation at udtage disse, og underkaster sig 8 Dages Sultekur derved. Under svcere Strabadser paa Reiser er han rigtignok langsom, men bevceger sig til Gseugjceld saa lcenge indtil ban synker sammen af Trcethed, og knurrer aldrig, end ikke naar han efter de ftorste Besværligheder maa tilbringe Natten i vaade Klceder under aabeu Himmel. Kun en overordentlig haardsor Opdragelse scetter ham i Stand hertil." Alenten har en afgjort Ligegyldighed for Formue. Den rigeste Aleut eier foruden sin Baidare sskindbaadj og sine Jagtredskaber neppe Rubler. Han er altid tilsreds med sin Stilling, klager i alt Fald ikke. Ncesten Halvdelen as Befolkningen eier intet uden de nødvendigste Klceder. Det eneste man onsker sig er Tobak, Brcendeviin, en Bosse og en Dre. Naar de handle, skeer det helst ved en Trediemand, og denne ncevner kun i hvilken Vare der skal betales, men ikke hvor meget. Scelgeren undseer sig ogsaa for, selv at forlange Tillceg til Betalingen." Alenten er meget varsom med at give Lofter, som han ikke er sikker paa at kunne holde. Naar han bortgiver Noget, skeer det uden al Beregning eller Forventning om Belonning. Vel gives der nu

41 ?9 Spekulanter, som for en Forcering vente Tobak, The eller Tvebak, men dette gjcelder ogsaa i deres Oine for en Handelsforretning. Omendskjondt Alenten indskrcrnker sig til et simpelt Tak" for en Forcering, forstaaer han dog vel at erindre en Velgjerning og i Tiden at lcegge sin Taknemmelighed for Dagen i Ord." I Tjenesteforholdet vifer Alenten streng Lydighed, om han end kan tillade sig Modforestillinger. I Aaret 1795 forlangte en russisk Baadforer af sin Bescrtning, at de skulde scrtte over fra en O til Fastlandet, omendskjont de sagde ham at Brændingen ikke vilde tillade dem at lande. Han vedblev sin Paastand, tilfoieude, at de vare feige, dumme og overtroiske. Fuldkommen beredte paa at doe, toge de en rorende Afsked med deres Landsmamd paa Oeu og omkom derpaa alle i Brcendingen, Det samme oplevedes i Aaret 1835." Alenterne afskye Logn og Udbredelse af tomme Rygter, men ere selv meget lettroende. De foge aldrig at fralokke nogen en Hemmelighed, men meddele gjerne hverandre det Latterlige, de have iagttaget." Alenten ynder ikke Pralen og er en Fjende af alt Hykleri. Han spger heller ikke at indsmigre sig ved Smiil og artige Ord. Sin Godhed for en Perfon tilkjendegiver han ved Tjenstiver, ved et glad ^lik og ved Betoningen as hans: Tak." Alenten indlader sig aldrig paa Ordstrid, selv om han er fuldkommen overbeviist om sine Paa

42 20 standes Rigtighed. Han noerer vel Frygt for Mennesker, men viser stort Mod i Kampen med Dyr eller med Elementerne. Han kan krcenkes dybt blot ved haard Tiltale eller et foragteligt Blik. Det er vel og derfor, at der i forrige Tider, fsr Russernes Ankomst herskede frygtelige Borgerkrige mellem de Jndfodte indbyrdes. Nu bestaaer deres eneste Hcevn i haardnakket Taushed mod Forncermeren " De forste russiske Kolonisters Exempel sorogede Hangen til Sandselighed. Nogle af dem indbildte Kvindfolket, at man i Tide maatte borttage Kydskhedsmcerket fra mandbare Jomfruer for at beskytte dem mod ondartede Sygdomme. Dersor fandt man indtil Aaret 1825 fjeldent virkelige Jom fruer over 12 Aar iblandt dem. Denne besynderlige Forvildelse forsvandt vel ved Kristendommens Jndsorelse, men dermed dog ikke Usædelighed forpvrigt." Aleuterue ere udmcerket lærvillige til alt Slags Haaudvcerk famt Nautik. Udmcerkede Sofolk ere opstaaede iblandt dem, og de have tegnet brugbare Sokaart. De ville gjerue lcere at loese. Det er beklageligt, at man ikke har uddannet det Talent til Tegning og Maling, som er bemcerket hos flere af dem." De foranftaaende Udtalelser as Veniaminow ere tagne fra en Bog om de russiske Besiddeljer i Amerika, som skyldes Koutre-Admiral Wrangell, der var Overforvalter over disfe Kolonier fra 1830 til Jeg kan ikke slutte dem uden at tilsoie en Bemcerkning, som findes i Fortalen til denne Vog.

43 21 Med Hensyn til Veroringen mellem Nationer af lavere og hoiere Kultur, hedder det her, at vistnok er det de overlegne Fremmedes hellige Pligt at opdrage og veilede de mere kortsynede Jndfodte, endog hvor disse selv strcebe imod, men dette kan dog ogsaa kun lykkes, sorsaavidt det raaere Folk ikke foler sig for dybt nedtrykt ved Monsterfolkets aandelige Overlegenhed. Et Samfnnd kan ligesaalidt som det enkelte Menneske hceve sig, naar det har tabt Agtelsen for sig selv. 4. Beroring med Europæerne mod Sst. Gaae vi derncest over til Ostsiden af det arktiske Amerika, saa har jo foruden Gronland iscer Labrador vceret Gjeustand for europæiske Kolonisationssorsog. Men ogsaa paa Kysten nord sor Labrador have de Jndfodte deels paa Grund af Hvalfangsten, deels gjennem Opdagelsesrejserne nu allerede vceret udsatte for en langvarig jcevnlig Beroring med Fremmede. Dette gjcelder iscer om en stor Vugt, Cumb er land In let, der skjcerer sig ind i Kysten ligeoversor det sydlige Gronland. Vi have en ret udforlig Beretning af Brodremissioucer Warmoiv, der efter flere Aars Ophold i Gronland ifolge en Opfordring fra England tog med en Hvalfanger over til Cnmberland-Jnlet og opholdt sig der i

44 Vinteren Han skriver blandt andet am de Jndfodte der omkring: De ere ncesten ganske de samme som Granlunderne hvad Statur, Klcedning, Sprog og Levemaade angaaer. Deres Antal er i de seneste Aar, siden Samkvemmet med Hvalsangerne stoerkt aftaget. Deres Kajakker ere dobbelt saa brede som Granlundernes, men de have mindre Brng for Kajakken end disse. Baade Kajakker og Konebaade ere som oftest sammensatte af lntter Stumper, af Mangel paa Trce. Derimod have de gode Telte; selv Kvinder og Bj?rn fange Scelhnnde fra Isen for at faae Skind til at betrcekke Teltene med, kun er der Mb for Teltestcenger. De fleste Mcend ere modige Folk med megen Aandsncervcerelse, uddannede gjennem mange Farer, iscer ved Hvalfangsten. For Enrovceernes Tid sangede de Hvaler med deres selvlavede Redskaber as Been. De have gode Evner og skarp Dommekraft og vilde ved passende Uddannelse kunne bringe det til uoget Stort. De, som boe i nogen Asstand fra de brugelige Skibshavue, vise stor forsynlighed ved at samle Spcek og Kjsd til Viutersorraad, hvorimod de, som omgaaes Hvalfangerne ere blevne fattigere, kun eie faa Kajakker og iugen Konebaade, men vel nogle Hvalfangerslupper, med hvilke de drive Fangst for de Fremmede. De ere ved denne Tjeneste i de sidste 20 Aar blevne helt forandrede, faae hele deres Underhold om Sommeren og opbruge efter Skibenes Afgang fnart deres ringe Forsyning med Skibsproviant, Krudt og Bly, og da

45 23 de imidlertid have forsømt deres egne Redskader og forsyning, maae mange af dem dukke under i deu strenge Vintertid. Warmow lcerte kun een Mand at kjende, som med Forscet holdt sig sjern sra Europæerne. Han boede i det Indre as en Fjord, var vel 70 Aar gammel og dode netop den samme Vinter. Han havde nemlig sanget 2 store Scelhnnde, var derved saldet gjennem Jseu og havde saaet Koldbrand i lodderne. Denne Mand brugte endnu Bue og Piil. Hans Redskaber vare i en ndmcrrket Stand og han skal have havt sit Huus iudvendig tapetseret med de smnkkeste Skind. Uagtet den saaledes iudtraadte Forarmelse meente Warmow dog, at de Jndsodte i det Hele endnu vare mere velhavende end Gronlcenderne, men deres Land og Hav var ogsaa rigere end disses. Om Penge og Penges Vcrrdi havde de denmod intet Begreb, men beregnede Alt ester Oieblikkets Tarv. Som en Mærkelighed kan jeg her tilsoie, at vi have en Beretning sra en indsodt Gronlcender, der ligesom Warmow paa Opsordring sulgte med Englænderne til Cumberland-Jnlet, hvor han opholdt sig i de 4 Aar 1800 til 64. Hans Navn var Adam Bek og han er bekjendt sra sin Deeltagelse i Franklin-Cxpeditionerne Han blev dengang beskyldt sor Løgnagtighed, men jeg troer kuu det var sordi man aldeles har missorstaaet hans Udsagn saavel hvad Sproget, som hans Tankegang angaaer.

46 24 Efter sin Tilbagekomst til Gronland sendte han mig paa Opfordring slere Beskrivelser af sit Ophold paa Vestlandet. De vare ikke ganske lette at sinde ud as, og udviste, at han ikke er stcerk i at ordne sine Tanker til at bringes paa Papiret, Han sortceller lost og fast imellem hverandre hvad ban selv har oplevet, og hvad ban har hort sortcrlle, tildeels som lost Rygte eller vel endog blot som gammelt Sagn, Men Lyst til Opdigtelser er ikke kjendelig deri. ^eg skal her meddele nogle Brudstykker as bans paa Gronlandsk skrevne Beretninger - Da Englcenderne landede sved Holstensborg i Gronland) og onskede en indsodt Ledsager, var det mig, som de strar styrede los paa. Jeg blev budt ombord, og Kapteinen, som var meget venlig, spurgte: Hvad hedder Du?" Jeg hedder Adam Bei^" Han spurgte igjen: Har Du ogsaa vceret med John Ross?" Jo, den Kaptein kjender jeg godt, men hvad hedder Du?" John Samson," svarede han.. Vi asreiste fra Holstensborg den 28 August og landede sorst et Sted vaa Vestlandet sor at fylde Vand. Aldrig har jeg seet saa mange Rensdyr son: her. Derfra droge vi videre til Naujartalik, hvor vi traf 13 Skibe. Om Aftenen kom der en Konebaad snld as Jndsodte. De bavde Klceder as Rensskind, og Kvindernes Pelse havde Snipper, der naaede lige ned til Fodderne, Det sorste Vieblik blev jeg bange ved at see dem, men paa Grund as deres Venlighed vare de som gamle Bekjendte. Efter 4 Dages Ophold seilede vi videre

47 MG ^7 >25 og kom til vor Vinterhavn. Her fandtes der kun saa Indfodte, og disse vare ikke venlige, derfor forbigaaer jeg dem.' Den 28 Sept. kom en Konebaad ud af Fjorden, det var Saningasoks. Faderen hed Kagdlo og havde fneehvidt Haar. Da Saningasok var meget hoflig, gjorde vi ftrax Vekjendtskab og snakkede om Et og Andet. Engang sagde han: Inde paa Fastlandet have mange Ugler deres Reder paa smaa Hoie. Deres A5g ere runde og hvide som Kridt, med de ere farligk, uaar de ligge paa Reden, der siges at Mennesker ere blevne drcrbte as dem. Naar Nogen vil tage deres 2Eg eller Unger, sonderslcenge de lians Hoved med deres Kloer." Apak havde en Hustru ved Navn Kannak. Da denne engang kom ombord i et Skib, tog en as Skibsfolkene hende til Kjcereste, medens Manden sad lijemme i nt Telt paa Iseu og ventede paa hende. Omsider paa den 5te Dag varede det ham sor lcenge, han gik ombord i Skibet sor at hente sin Kone, men Matrosen, ved Navn Kale, sogte at forhindre det, og de halede begge i hende. Apak blev vred, drog sin Kniv, truede Koueu med den og sagde: hvis Du vil beholde Livet, saa splg mig." Med disse Ord trak han hende assted, men Kale greb en Hammer, hnggede til Apak og rammede ham ved Diet. Da denne stcerkt blodende vilde flygte i sin Slcede, kom Kapteinen og faa hans blodige Ansigt. Derover sattede han Medlidenhed og bod hans Hustru at komme ud og solge med siu Mand. Da de