Interkulturelle samfund og grænseregioner

Transkript

1 Interkulturelle samfund og grænseregioner Karen Margrethe Pedersen Nye ideer, eller ideer som vi tror er nye, afhænger som oftest af vores egne personlige præferencer og måder at anskue verden på. Det gælder både ideer som kommer i forlængelse af den ny viden forskning fører med sig, og de ideer som udspringer af erfaringer som ikke behøver at være forskningsbaserede. Derfor er ideen om grænseregioner som interkulturelle samfund i stor udstrækning båret frem af synsvinkler fra den antropologiske lingvistik. Når fænomenet grænser skal belyses gennem en undersøgelse af hvilke potentialer de nordiske grænseregioner har for at være eller blive interkulturelle samfund, er det imidlertid tanken at analysen skal være tværvidenskabelig. Den skal have som udgangspunkt at en grænseregion er en region med delregioner på begge sider af en statsgrænse. Dertil kommer at et interkulturelt samfund skal forstås som et samfund der kan fremvise en god praksis for interkulturel interaktion og for opnåelse af ligeværd i mødet mellem mennesker, uanset om de organiserer sig som nationale eller etniske grupper, som flertals- eller mindretalsgrupper eller bliver tilskrevet en status som sådan. Deri ligger også en mangfoldighed inden for social og kulturel kompetence, og ikke en forestilling om at folk skal være ens. Det er en samfundstype som kan have modelfunktion i forbindelse med den udfordring lande, regioner og byer står overfor ved overgangen fra monokultur og etsprogethed som normen til flerkulturalitet og flersprogethed som ideal, fx i forbindelse med integration. Hypotesen om potentialer i grænseregioner udspringer af en række væremåder og opfattelser som ligger i den dansk-tyske grænseregion hvor der er en traditionel og moderne sproglig og kulturel mangfoldighed, og som formodentlig også forekommer i andre nordiske grænseregioner med en lignende historisk eller kulturel kontekst. Der skal imidlertid mere dybtgående komparative undersøgelser til for at få verificeret eller falcificeret hypotesen. De Karen Margrethe Pedersen er lektor ved Institut for grænseregionforskning i Aabenraa, Danmark. Hendes forskningsområder ligger inden for sociolingvistik og antropologisk lingvistik, uddannelse og kultur i de europæiske grænseregioner. 103

2 vil implicere analyser i grænseregioner af forskellige typer af grænser og interaktion over grænser bl.a. landegrænser, nationale grænser, etniske grænser, kulturelle og sproglige grænser. Sproget nævnes for sig selv fordi dets rolle i etniciteten er relativ. Det kan være en grænsemarkør, men behøver ikke at være det. Ved at tage udgangspunkt i den dansk-tyske grænseregion bliver det understreget at de nordiske grænseregioner både er de eksterne, dvs. dem som omfatter et land i Norden og et eller flere udenfor, og så de interne hvori der kun indgår nordiske lande. Da der både er tørre og våde statsgrænser i Norden, må det afgøres i forhold til hver enkelt grænse om der er tale om et fysisk rum der kan betegnes som den sociale konstruktion en grænseregion er. Politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og sproglige faktorer kan have betydning for en afgrænsning, men land eller hav og den geografiske nærhed spiller også en rolle. Danner Nordjylland, Sydnorge og Gøteborg-området fx en grænseregion som der aktuelt er tiltag der tyder på? Det må også overvejes om der skal være en gensidig påvirkning mellem de implicerede landes regioner rundt om grænsen for at der kan være tale om en grænseoverskridende grænseregion. Kan det betragtes som en grænseregion hvis der ikke er nogen form for interaktion, hverken konstruktiv eller destruktiv? Definitionen af grænseregioner er en udfordring, og det at være en grænseregion kan også være det hvis man går ud fra en centrumperiferi tankegang og ser økonomisk vækst som en fordel. Disse synsvinkler er fremherskende inden for EU-politikken. I LACE magazine, som bliver udgivet af et EU-støttet projekt der har som formål at bidrage til grænseoverskridende samarbejde og som administreres af AEBR (Association of European Border Regions) kan man i forordet til nr. 5, vinter 2000 fx læse at grænseregioner lider under deres perifere status og bl.a. af mangel på information og en diskriminerende praksis på det administrative niveau: It is a reminder that, despite the huge progress achieved in the single market, border regions still suffer from their peripheral status, the misinterpretation and complexity of legal and other procedures, lack of information and, consequently, from all the discriminatory practices they encounter at administrative level. (LACE magazine, Issue no.5, Winter 2000: 2). Dette syn på grænseregionerne er gennemsyret af deficit-teorier. Det er diskvalificerende at ligge langt fra det politiske centrum. Grænseregionerne er ikke blot økonomisk tilbagestående, men også 104

3 uvidende. Dertil kommer at grænseoverskridende projekter under EU=s-Interreg-program har problemer med den interkulturelle forståelse. Det blev diskuteret af over hundrede mennesker fra Frankrig, Storbritannien, Belgien, Luxemburg, Tyskland, Svejts, Italien og Spanien på seminaret ACross-border co-operation and national cultures, Interreg and intercultural approaches. Deltagerne konkluderede at der var problemer på europæisk, nationalt, regionalt, institutionelt, organisatorisk og personligt plan, og følgende oversigt står at læse i LACE magazine, Issue no.5, Winter 2000, side14: Tabel 1 PROBLEMS Communication Customs, national traditions, habits & behaviour Cultural/ political barriers Mentality and motivation EXPLANATIONS Lack of linguistic proficiency Moral concepts Behavioural patterns Customs/manners and routine behaviour Decision-making times Slowness Mistrust Lack of genuine motivation Institutional levels Different and/ or overlapping powers Discrepancies in operating methods Bureaucracy Different official languages Historical level Prejudices Misinformation Lack of mutual trust Lack of mutual knowledge Different working methods Instinctive attitudes Traditional prejudices Unpleasant experiences, failures Ignorance creates mistrust Oversigten viser hvilke holdninger de implicerede parter i de grænseoverskridende projekter har til hinanden. De spænder over mistillid, fordomsfuldhed og oplevelser af langsomhed og ubehag i samarbejdet. En ringeagt over for andre som også omfatter manglende sprogkundskaber, viden og motivation. Hvis det er holdningen til naboen i grænseregionerne, kan visionen om de nordiske grænseregioner som interkulturelle samfund godt blive 105

4 pakket sammen. Men der er håb, for vi får herefter at vide at Skandinavien og Centraleuropa har et potentiale for interkulturel læring i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde. Håbet svinder imidlertid da de to områder sidestilles og dermed også demokratiske og stalinistiske styre- og samarbejdsformer: The significance of intercultural management has perhaps been underestimated in designing cross-border programmes and projects to date. However, a comparatively extensive potential for learning already exists in Scandinavia and Central Europe based on the past experience these regions have of cross-border cooperation (LACE magazine, Issue no.5, Winter 2000: 15). Håbet bliver endnu mindre når der gives udtryk for at det grænseoverskridende samarbejde på det kulturelle område fører til gensidig forståelse og større sympati for etniske og nationale mindretal, men det kræver daglige løsninger at klare de iboende interkulturelle problemer: Cultural, cross-border co-operation not only promotes mutual understanding, but also fosters greater sympathy with ethnic and national minorities. However, it requires practical, everyday solutions to overcome the inherent intercultural problems. (LACE magazine, Issue no.5, Winter 2000: 14). Så er det man spørger sig selv om hvem det er som ikke tidligere har haft en gensidig forståelse eller sympati for etniske og nationale mindretal, og hvem det er som har interkulturelle problemer. Er det projektmagerne, deres konsulenter eller lokalbefolkningen i grænseregionerne? Det behøver jo ikke at være identiske størrelser, for det er langt fra sikkert at de alle er vokset op i en grænseregion, endsige lever der til daglig. Men der bliver formidlet en holdning som ikke tyder i retning af interkulturelle samfund. Det gør det nødvendigt at skelne mellem om det er grænseoverskridende samarbejdsprojekter som er målet for undersøgelsen af potentialer for et interkulturelt samfund eller det dagligliv som udspiller sig uden projekter. Der er ingen tvivl om at det ville være en tiltrængt forskningsopgave at få belyst holdninger i samarbejdsaftaler, samarbejdsprocessen og det mediebillede som tegnes af grænseregioner i forbindelse med EU- Interreg-projekter. Den ide giver jeg gerne videre og holder mig til visionen om det interkulturelle samfund. Der er mennesker som ikke er involveret i projekter, og som medierne ikke beskæftiger sig med. 106

5 Hvorledes lever de i en grænseregion og hvad er deres erfaringer og holdninger? Afspejler de potentialer for et interkulturelt samfund? Hvad er et interkulturelt samfund? Det interkulturelle samfund er hverken et program eller et projekt. Det er heller ikke en parallel til nationen som et forestillet fællesskab, for det gør op med nationen som det samlende med et fælles indhold, en kultur, en historie, et sprog. Det går imod de fælles normer og værdier som resulterer i en national identitet som er sammenfaldende med den etniske identitet. Det interkulturelle samfund ligger i staten eller på tværs af stater, men skal ikke forstås som en ny form for stat, et utopia, selv om nogle måske vil parallelisere det hermed. Præfikset inter relaterer til at åbne og udveksle. Det antyder noget dynamisk, noget processuelt, som overføres til ordet kultur. Det forbindes derfor ikke med en lukket, statisk kultur, men med en forståelse af kultur som de væremåder, opfattelser og færdigheder der er i samfundet, og hvis sammensætning kan skifte. Der er tillige en gensidig påvirkning. Det interkulturelle samfund er således ikke et statisk samfund med isolation inden for fx sociale klasser, arbejdspladser eller boligkomplekser som kendetegn. Det er et dynamisk samfund med åbenhed og kulturel og sproglig mangfoldighed. Mens det multikulturelle samfund er kendetegnet ved at etniske grupperinger lever side om side som striber på et stykke stribet stof, så kan det interkulturelle samfund sammenlignes med farverne på et stykke skotskternet stof som krydser hinanden og danner tern. Det interkulturelle samfund (Whyte 1998) er således karakteriseret ved at etniske grupper er vævet sammen i daglig interaktion henover de etniske grænser (Barth 1969, 1996) både i privatsfæren, socialsfæren og den kulturelle og politiske offentlighed (Habermas 1989). Man mødes som mennesker inden for de demokratiske spilleregler, og det er dermed ikke et møde mellem Aos og Adem (Comaroff 1996, Jenkins 1997). Det er desuden kendetegnet ved flersprogethed, men hvert samfund har et fælles kommunikationsmedie som er en sproglig varietet med en stor lingvistisk variationsbredde tilegnet enten som første-, andet- eller tredjesprog. Fællessprog og etnicitet behøver således ikke at hænge sammen (Fishman 1989). Forudsætninger for integration Der er flere måder at være integreret i et interkulturelt samfund på. En af forudsætningerne for at kunne leve sammen med andre i et 107

6 ligeværdigt samspil er at man selv har en veludviklet identitet og tro på at man er noget værd. Uden en sådan selvtillid er det svært at åbne sig for det man ikke kender hjemmefra eller det nære miljø. Hvis man ikke har lært at respektere sig selv som menneske, hvorledes skulle man så kunne respektere andre mennesker. Det er ikke ensbetydende med at identiteten skal bestå af et sæt af kulturelle normer. Der kan udmærket indgå flere, og et af kendetegnene for det interkulturelle samfund er netop at mange udvikler en flerdimensionel kulturalitet fordi de interagerer med mere end et sæt af normer og værdier, holdninger og trosretninger og føler sig hjemme begge steder. Status Det er imidlertid ikke det interkulturelle samfunds væsentlige karakteristikum. Det er at forskellige kulturelle kontekster har den samme status og en kulturel autonomi. De er ikke stratificeret i etnicitet, klasse eller køn, og det enkelte individ kan indgå i dem på lige fod. Der er ikke tale om at den monokulturelle skal blive assimileret i andre kulturelle kontekster, men de forbliver ikke lukket inde i deres egen kultur. Der er et samspil mellem flere kontekster, en dynamik således at de enkelte individer møder hinanden, påvirker hinanden og har fælles interesser. De har noget at sige hinanden, og de gør det. Der er kommunikation og forhandlinger mellem folk. Ikke med en grænseløs accept og tolerance over for alle former for kulturel praksis, men ud fra en kritisk interkulturalisme der fordrer bestemte værdier. Der ligger således ikke en relativistisk holdning bag opfattelsen af kultur. Der er en erkendelse af at nogle kulturer opfattes som betydeligere end andre, men denne opfattelse står til diskussion. Og kulturelle kontekster kan forkastes hvis de ignorerer de fælles værdier, de universelle værdier. Sproglig mangfoldighed Sproget har flere roller i forhold til kultur. Det overfører kultur, men er ikke et symbol som udtrykker en kultur som helhed. Det er kun en del af kulturen, eller en af de kulturelle former. Et sprog kan tillige ligesom en kultur være en mangfoldighed i sig selv. Variationsbredden kan være stor inden for udtale, grammatik og semantik. Det sprog som er fællesskabets kommunikationsmiddel i et interkulturelt samfund, er netop karakteriseret ved stor og fri variation. Hvis det fælles sprog er personens andetsprog, kan det fx have træk som kommer fra førstesproget. Der er ikke en norm med et fastlagt rigssprog, men et acceptanskriterium som hedder gensidig forståelse. 108

7 Som ved kultur er man velvidende om at nogle sprog opfattes som mere værd end andre, men også her er en bevidsthed om alle sprogs egenværdi og kommunikationskraft et væsentligt punkt for forhandling. I det interkulturelle samfund er der et holistisk syn på sprog. Den tosprogede er ikke to etsprogede i en person. Det er en hel person. Men denne opfattelse kræver at samfundet også sætter tosprogethed, flersprogethed og stor lingvistisk variationsbredde som normen, som det naturlige og ønskelige. Ellers kan de politiske realiteter forhindre den holistiske opfattelse. Universelle værdier På samfundsniveau bygger fællesskabet på universelle værdier som hører til relationerne mellem mennesker, mellem mennesker og kultur, mellem mennesker og natur og som hører til i naturen. Det er demokratiske principper, personlig frihed, respekt for menneskerettigheder og liv, kulturel og sproglig mangfoldighed og biodiversitet. Rækken af værdier som et interkulturelt samfund bygger på, er lang, så her vil jeg kun fremhæve solidaritet. Det er respekt og en følelse af fællesskab og ansvarlighed over for din nabo både i det lokale miljø og på globalt plan. Solidaritet og ansvarlighed er værdier som udelukker etnocentrisme og fordomme, men inkluderer respekt for mangeartet levevis og for sproglig og kulturel mangfoldighed, kort sagt for identiteter som kan rumme andre elementer end ens egen. Den kulturelle og politiske offentlighed I et interkulturelt samfund er skolernes undervisning baseret på et fælles curriculum hvor de lige nævnte værdier er de grundlæggende. Der skal ikke formidles en kultur, men der skal udvikles en kultur som indeholder kreativitet og mulighed for forandringer. Curriculum er baseret på videnssystemer som omfatter verdenslitteraturen og - historien samt filosofien, og ikke de enkelte nationalstaters nationale hjørnestene, en kultur, et sprog, en litteratur og en historie. Den sproglige norm er tosprogethed med et fælles sprog med en stor variationsbredde og mulighed for at udvikle det uanset om det er elevernes førstesprog eller andetsprog. Politisk set betragtes samfundet som om det altid har været mangfoldigt og flerkulturelt, hvilket jo faktisk er tilfældet, tænk bare på ungdomskultur, bondekultur, finkultur, popkultur etc. Dialekter og standardsprog hører også til billedet. Den traditionelle mangfoldighed får bare hele tiden nye dimensioner, sprogligt, kulturelt, religiøst og 109

8 socialt som følge af mobilitet, integration, internationalisering og globalisering i den moderne verden. Utopia? Der er gode grunde til at anse et interkulturelt samfund for et utopia. Markedsøkonomien skaber ulighed eller ulige muligheder både lokalt og globalt, og basale værdier som solidaritet og ansvarlighed er gået tabt i mange industrialiserede samfund. Her har industrialiseringen og urbaniseringen givet uafhængighed, frie udfoldelsesmuligheder for det enkelte individ og for emancipation, men på den anden side fjernet tidligere dybt rodfæstede værdier som fællesskab og solidaritet. I stedet ser vi en individualisering som alligevel ofte indebærer en uniformering ud fra modestrømninger. Den gør os til tilskuere af livet rundt om os. Som individ føler vi os ikke længere ansvarlig for vores nabo. Hans problemer er ikke vores problemer. Det er velfærdssamfundets opgave at løse problemerne. Som kompensation har vi fået en Aabstrakt solidaritet, dvs. at det er andres opgave i samfundet at varetage solidaritet. Det bliver ikke anset for at være ansvarsforflygtigelse når de specialiserede professionelle eksperter tager sig af at løse problemer eller foreslå mulige løsninger. Det er arbejdsfordeling. Som tilskuere har vi også en abstrakt kosmopolitianisme. Vi kender til hele verden, dens problemer og krige, og vi har besøgt mange lande. Men det er ikke ensbetydende med en følelse af fællesskab eller ansvar og pligt til at tage del i det som foregår lige uden for vores dør. Når jeg trods disse velbegrundede indvendinger lader visionen om et interkulturelt samfund styre et forskningsforehavende, er det først og fremmest fordi den giver andre muligheder for at få belyst sociale og moralske systemer og identiteter i en grænseregion end hvis udgangspunktet var eksistensen af nationale identiteter som defineres negativt som ikke-dansk og ikke-tysk eller ikke-svensk og ikke-norsk eller en inddeling i tre hovedtyper af befolkningsgrupper, dem som ingen etniske bånd har over landegrænsen, dem som har etniske bånd til grupper på begge sider af grænsen og dem som kun har bånd til den anden side af grænsen. Ved sådanne typologiseringer er der fare for at snævre udforskningen af fænomenet grænser ind til statsgrænser og nationale grænser, mens de symbolske grænser træder i baggrunden. De skulle gerne i forgrunden for at få belyst om billedet af en grænse som deler og adskiller er sandt i det personlige mikrokosmos, og om de er porøse. Der skal altså fokuseres på de symbolske, de mentale grænser. 110

9 Det kan så efterfølgende undersøges om de relaterer sig til statsgrænserne, og om de falder sammen med dem. Der må også sigtes mod at få indsigt i om de symbolske grænser er statiske. Det er vigtigt i forhold til potentialerne for et interkulturelt samfund. Hvilke potentialer kan den dansk-tyske grænseregion have? Den traditionelle kulturelle og sproglige mangfoldighed i den dansktyske grænseregion er ikke udtryk for historisk fastlåste etniske grupperinger, men derimod en fleksibilitet som også kendetegner et interkulturelt samfund. Frem til fastlæggelsen af statsgrænsen i 1920 har der været et dynamisk samvirke på mikro- og makroniveau henover alle etniske grænser. Forskelle og ligheder har vekslet alt efter de værdier og normer som befolkningsgrupperne har konstrueret deres forestillede fællesskaber ud fra (Anderson 1991). Medlemmerne heraf har betegnet sig som slesvigere, sønderjyder, vestslesvigere og frisere. Mellem 1864 og 1920 dukker den nationale kategorisering i danskere og tyskere op. Efter 1920 er de etniske identiteter definitivt blevet underordnet to nationale identiteter enten dansk eller tysk. Danskere nord for grænsen fortsætter med at kalde sig sønderjyder, mens de tysksindede betegner sig som nordslesvigere og danner et nationalt tysk mindretal. Syd for grænsen kalder tyskere sig slesvig-holstenere, mens de dansksindede betegner sig som sydslesvigere og organiserer sig som et nationalt dansk mindretal. Dertil kommer friserne som konstruerer sig som etnisk gruppe hvoraf et flertal har en tysk national identitet og et fåtal har en separat national frisisk identitet (Steensen 1986). Ellers er det karakteristisk for tiden efter 1920 at de nationale skillelinjer sammen med statsgrænsen i nogen udstrækning forhindrer det samspil der tidligere har været henover de etniske grænser. Det forstærkes af at den nationale identitet bliver kædet sammen med etsprogethed som normideal, henholdsvis dansk rigssprog og tysk højsprog. Så den gensidige forståelse på grundlag af sønderjysk, plattysk og frisisk på tværs af etniske grænser, som har kendetegnet området, begynder at forsvinde. Hypotesen i nutidigt perspektiv Ud fra en synkron synsvinkel er flersprogetheden derimod en realitet inden for de nationale mindretal. De har dansk henholdsvis tysk som kultursprog, men det er stort set hverken medlemmernes førstesprog eller hjemmesprog. De tilegner sig kultursproget i mindretallets børnehave og skole, og som tosprogede bruger de det i mindretallets kulturelle og politiske offentlighed (Byram 1986, Pedersen 1986, 111

10 2000a). Det frisiske mindretal benytter ligeledes i stor udstrækning kun frisisk uden for hjemmet, og det tilegnes primært i børnehave og skole (Walker 1996). Dette er en sproglig situation som viser at førstesprog og etnisk eller national identitet ikke behøver at være sammenfaldende. Dertil kommer at den traditionelle mangfoldighed i grænseregionen er blevet udvidet med sprog og kulturer som er nye i regionen. Det er takket være migranter, enten flygtninge, etniske tyskere fra Østeuropa og Asien, arbejdsmigranter eller kapitalmigranter, fx landmænd fra Holland. I og med at de har et andet førstesprog end landets officielle sprog, er de i samme situation som de fleste medlemmer af de traditionelle mindretal. Migranterne skal tilegne sig landets sprog som andetsprog, mens mindretalsmedlemmerne skal tilegne sig mindretallets kultursprog som andetsprog. At vælge et mindretal I dag samarbejdes der på tværs af nationale tilhørsforhold, også mellem de traditionelle nationale mindretal, og det står enhver frit for at vælge at tilhøre de nationale mindretal. Uanset hvilken sproglig eller kulturel baggrund man er vokset op i, er det muligt at vedkende sig at man hører hjemme i et mindretal. De som siger at de føler sig danske i den tyske delstat Slesvig-Holsten, skal myndighederne anerkende som danske. Således er de politiske forhold også for dem som føler sig tyske i den danske region Sønderjylland. Det er ikke ensbetydende med at alle dem som allerede er integreret i mindretallet, accepterer dem som medlem som vælger mindretallene som voksne. Et faktum er dog at fx mindretallenes børnehaver og skoler er åbne for alle, også de nye migranter. Der er adskillige eksempler, både i det danske og det tyske mindretal at nye migranter vælger en skolegang for deres børn på en national mindretalsskole hvor det dominerende undervisningssprog er mindretalssproget. Det er altså hverken de nye migranters førstesprog eller det omgivende samfunds officielle sprog. Men skolerne har et holistisk syn på såvel tosprogethed og tokulturalitet, som den offentlige skole ikke altid kan præstere. Det kan spille en rolle for den som har eller ønsker at få sådanne kompetencer. Måske har en solidaritet mindretal imellem også en betydning. Transetnisk identitet Inden for det tyske mindretal er det karakteristisk at den officielle politik søger at fremme tysk sprog og kultur. Men en række udtalelser 112

11 fra ledere inden for mindretallet peger på at det ikke længere er et spørgsmål om kun tysk. Det er både dansk og tysk sprog og kultur. Medlemmerne af mindretallet er både tyske og danske, og det er overladt til dem selv i hvilken grad de identificerer sig med de to kulturelle kontekster. Det kan fx afhænge af situationen. Mens mindretallets institutionelle kollektive identitet er tysk, kan den individuelle identitet have elementer fra danske, mindretalstyske og tyske sociale relationer. Deres etnicitet kan karakteriseres som transetnisk. De identificerer sig ikke blot med mindretallet og den tyske flertalsbefolkning i Slesvig-Holsten, men også med det danske flertal. Det er en identifikation som omfatter den danske del af grænseregionen hvor de bor. Flere unge i mindretallet giver således udtryk for en selvforståelse som tyske sønderjyder, hvilket kan tolkes som sønderjysk regional identitet tilsvarende flertallets, men tilføjet en tysk dimension. Det danske mindretal har også medlemmer som giver til kende at de føler sig hjemme i de sociale relationer som mindretallet er rammen om og så dem der udspilles i det tyske flertal. Meget tyder på at de også har en transetnisk identitet. I deres selvforståelse er de sydslesvigere og adskiller sig således fra danskere i Danmark og tyskere i Slesvig-Holsten ved at have en dansk og en grænseregional identitet. Globaliseringen af ungdomskulturen i grænseregionen kan tilmed udvide den opvoksende mindretalsgenerations identitet til en mangesidet identitet med spor fra andre kulturer, først og fremmest den amerikanske. Det gælder også for flertallenes unge (Pedersen 2000a og b). To poler På overfladen kan der registreres modstridende holdninger til en grænseregional identitet inden for flertalsbefolkningerne. De spænder mellem to poler. I den ene ende giver nogle udtryk for en national ideologi hvor monokultur og etsprogethed er idealerne og sammenligningsgrundlaget, fx bliver den flersprogede og -kulturelle vurderet ud fra kompetencen i idealerne. Hos dem svarer statsgrænsen til en symbolsk mental grænse. I den anden ende er der folk med en regional ideologi som er forbundet med tosprogethed og interkulturel forståelse. For dem spiller nationale og statslige grænser ingen rolle, eller rettere de svarer ikke til de symbolske mentale grænser. De offentlige institutioner og arbejdsmarkedet i grænseregionen betragter stort set dansk-tysk tosprogethed og interkulturel forståelse 113

12 som kvalifikationer. Det skyldes samhandel og grænseoverskridende samarbejde inden for administration, serviceerhverv, sundhedssektoren, miljøvæsen og undervisning. Her kræves dansk og tysk, mens engelsk som lingua franca udelukkes. Tosprogethed er også forudsætningen for arbejdspendling over statsgrænsen i regionen og intern grænseregional migration, som er i stigning. Det skyldes både lavere arbejdsløshed i den danske del af grænseregionen, Sønderjylland, og ligeledes lavere priser for ejerboliger end i den tyske del af grænseregionen, Landesteil Schleswig, dvs. den nordligste del af delstaten Slesvig-Holsten. Tosprogethed og interkulturel forståelse som en kvalifikation indgår tillige i de tyske mindretalsskolers argumentation for at få elever fra andre etniske grupperinger. Det gælder også ved samarbejdsprojekter mellem offentlige skoler og gymnasier henover statsgrænsen og for de grund-, hoved- og realskoler i Slesvig-Holsten som indfører dansk som fremmedsprog eller nabosprog. Der er således en positiv indstilling til tosprogethed og erfaringer med tilegnelse af to sprog og interkulturel læring i grænseregionen, som tyder i retning af et interkulturelt samfund. Den nationale ideologi hvor sprog og kultur, førstesprog og etnicitet hænger sammen både understøttes og modbevises af de nationale mindretal. Deres medlemmer vil tilegne sig mindretalssproget for at få overensstemmelse med den nationalkultur de tilhører. Men da de ikke har dette sprog som førstesprog, er mindretallene selv indikatorer for at sammenhæng mellem sprog og kultur er noget tillært og konstrueret. Dette kommer også til syne i det tyske mindretals åbning af sine børnehaver og skoler for andre etniske befolkningsgrupper fra flertal og mindretal. De tilbydes del i mindretallets tosprogethed og tokulturalitet. Grænseregionale sprog? Disse tendenser kan ses som udtryk for regionalisering, en revitalisering af en interkulturel forståelse og nedbrydning af de nationale grænser. Hertil bidrager også en stigende bevidsthed om værdien af andre sproglige varieteter end de nationale standardsprog, dansk rigssprog og højtysk. Der forekommer en (re)vitalisering af de nationalt neutrale folkesprog sønderjysk, plattysk og frisisk (Ladegaard 1995, Nordfriisk Instituut 1999). Det er dog først og fremmest i Sønderjylland, dvs. nord for grænsen, at der er bestræbelse i gang for at fastholde den sønderjyske dialekt som der er en faldende brug af. Der spores dog en udstrakt 114

13 brug af regionalt sønderjysk som er en sproglig varietet med få dialektale træk i fri variation, dvs. de kan forekomme, men gør det ikke altid. Disse sproglige varieteter indgår ofte i en bidialektisme, en form for tosprogethed, sammen med det danske rigssprog. Inden for det tyske mindretal beskriver Byram (1986) hvorledes det tyske sprog, som fortrinsvis er tilegnet som andetsprog, er præget af indflydelse fra førstesproget dansk inden for fonologi, grammatik og semantik. Selv om mindretalsskolernes sproglige norm er højtysk, konstaterer han at de danske træk i elevernes tyske sprog sjældent bliver rettet af lærerne. Det kunne tyde på en høj status, som genfindes i mindretallets privatsfære og i den kulturelle og politiske offentlighed. Byram betegner denne sproglige varietet som nordslesvigtysk fordi det tyske mindretal, og i øvrigt også historikere, bruger betegnelsen Nordslesvig hvor flertallet i almindelighed siger Sønderjylland. I øvrigt er disse betegnelser som kan udvides med Sydslesvig og Slesvig syd for grænsen, og brugen og holdninger til dem også et aspekt ved den grænseregionale sprogbrug det er værd at undersøge. Det kan måske være med til at belyse selvforståelsen som nordslesviger, sønderjyde, sydslesviger og slesvig-holstener. Sydslesvigdansk eller sydslesvigsk Både sydslesvigdansk og sydslesvigsk bruges som betegnelser for den sproglige varietet som medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig taler. Den er som nordslesvigtysk præget af sprogbrugernes førstesprog. Sydslesvigsk er også præget af livet i det tyske samfund fx gennem tyske citatord og oversættelseslån som ikke kendes i Danmark. Det er træk som viser en loyalitet med det samfund hvor man lever, og det sprog som tales. De er udtryk for en sydslesvigsk kompetence som bliver værdsat uden for mindretalskolerne. Sydslesvigsk er således ved at få en høj status i mindretallet, og det fungerer som identifikationssymbol. Grænseregionale identiteter? Den store sproglige variationsbredde i nordslesvigtysk og sydslesvigsk og den høje status sprogene har lokalt er sammen med transetniciteten kun påvist i forbindelse med medlemmer af de traditionelle danske og tyske nationale mindretal, men det er ikke ensbetydende med at sådanne fænomener som gennembryder grænser, nationale og etniske, herunder sproglige normgrænser, ikke forekommer i de andre etniske befolkningsgrupper uanset om de betegnes som flertal eller mindretal. Måske har de en anden fremtrædelsesform. Sålænge de ikke er konstateret, kan de sproglige 115

14 varieteter og identiteten kun betragtes som elementer i en grænseregional mindretalsidentitet. Men måske er der en særlig grænseregional identitet (Thomson & Donan 1998). Hvis identifikationen udelukkende retter sig mod den ene side af grænsen i en grænseregion, vil jeg derimod ikke opfatte den som grænseregional, men kun som en regional identitet. Kulturel fundamentalisme Der er både fortalere og modstandere i forhold til eksistensen eller udviklingen af en grænseregional identitet. Det mindste tiltag til formaliseret samarbejde mellem den danske og den tyske side i grænseregionen, ser nogle som en trussel mod den nationale identitet. Det ser ud til at disse modstandere frygter en grænseregional identitet. Denne negative holdning kom klart tilsyne i Sønderjylland i forbindelse med etableringen af et formaliseret samarbejdsråd uden politisk kompetence mellem de grænsenære kommuner. Region Sønderjylland-Schleswig, som barnet blev kaldt efter følelsesladede diskussioner, vakte modstand i kredse som hviler på en dansk national ideologi, og som iøvrigt også er modstandere af EU (Euroregion Slesvig 1998, Schack 2000). De som gjorde sig gældende i mediebilledet, repræsenterede dog på ingen måde et bredt udsnit af befolkningen. På det sproglige område ses lignende nationale forkæmpere. Der er fx registreret forsøg på bevidst at forhindre at dansk som andetsprog bliver en sønderjysk dialekt eller et sønderjysk regionalsprog. Nogle kommunale konsulenter inden for integration henstillede således til nogle arbejdsgivere at deres medarbejdere skulle tale dansk rigssprog til nyansatte migranter og ikke sønderjysk. De skulle lære at være danskere og ikke sønderjyder. Begge holdninger er udtryk for kulturel fundamentalisme (Stolcke 1995) i og med at der stilles krav om kulturel integration i én national kultur og med ét nationalt sprog. De problemer og forklaringer som blev skitseret i forbindelse med grænseoverskridende projekter støttet af EU, ser ud til at være udsprunget af en lignende fundamentalistisk tankegang. Der tegner sig således ikke et billede af en grænseregion med entydige potentialer for et interkulturelt samfund. De modsatte tendenser er også til stede. Derfor er det vigtigt at en undersøgelse i regionen kommer til at omfatte repræsentanter for så mange forskellige grupperinger som muligt. Men de parametre som ligger til grund for udvælgelsen af informanter, skal om muligt være fælles i de 116

15 nordiske grænseregioner. Det vil lette komparationen, men måske også føre til at nogen overses. Fra idé til virkelighed Undersøgelsen skal være funderet i nyere sociolingvistiske teorier om sprogkontakt (Milroy & Muysken 1995, 1998, Boyd, Holmen, Jørgensen 1994, Gumperz & Levinson 1996) og nyere sociologiske og antropologiske teorier om etnicitet, kultur og nationalisme (Gellner 1983, Anderson 1991, Stolcke 1995, Barth 1996, Eriksen 1996, Comaroff 1996, Jenkins 1997). Der skal først og fremmest lægges vægt på identifikationsprocesser og sproglige processer i mikrokosmos. Undersøgelsen skal derfor fokusere på det system af fælles opfattelser og væremåder som mennesker har tilegnet sig som medlemmer af en gruppe, og de processer der foregår i de sociale relationer i og uden for gruppen og i mødet mellem systemer der opleves som forskellige. Heri skal indgå en kortlægning af sprogbrugsmønstre og holdninger til sproglig mangfoldighed og sprognormering. Det er således den kulturelle og menneskelige dimension som står i centrum. Ved brug af feltarbejde med deltagerobservation og kvalitative forskningsinterview (Kvale 1998) skal der indsamles data på mikroniveau dvs. fra enkeltindivider. Undersøgelser i grænseregioner inden for kultur (Cole &Wolf 1974 ) og sprog (Pedersen 2000a) har vist at studier inden for det sociale netværk som en familie eller en slægt udgør, giver et udførligt billede af det enkelte individs mikrokosmos og placering i makrokosmos. Det kræver at feltarbejdet også udstrækkes til socialsfæren og den kulturelle og politiske offentlighed. For at få en så mangesidig belysning som muligt, skal undersøgelserne omfatte forskellige typer af slægter. I den dansktyske grænseregion, for eksempel, skal slægterne i undersøgelsen repræsentere både de historisk betingede traditionelle flertals- og mindretalsgrupperinger og de nytilkomne migrantgrupper. I mødet mellem det traditionelle og det nye, flertal og mindretal, det nationale og det regionale og den overordnede internationalisering og globalisering rejser en række overordnede spørgsmål sig som skal besvares for at få afklaret om grænseregionen rummer et potentiale for et interkulturelt samfund med interaktion over etniske grænser. Et par af dem skitseres i det følgende. De skal så på et senere tidspunkt suppleres og udmøntes i delhypoteser. Relationerne mellem flertal og mindretal er belyst fra histopolitiske synsvinkler og har også givet anledning til 117

16 udformningen af den slesvigske model. Den bygger på den udvikling der er gået fra konfrontation til fredelig sameksistens mellem flertal og nationale mindretal og indbyrdes mellem de nationale mindretal (Kühl 1998). En udforskning af væremåder og holdninger i denne sameksistens kunne bidrage til en yderligere belysning af modellen. Det vil så være muligt i højere grad at skelne mellem politik og officiel retorik og så befolkningsgruppernes opfattelse af hverdagens realiteter. Eventuelle potentialer Det allerede nævnte nye tætte samarbejde mellem de traditionelle nationale mindretal i grænseregionen kunne tyde på at de etniske eller nationale bånd ikke længere kun går mellem mindretallene og deres tilhørsland. Det må derfor undersøges hvilke faktorer der har været og som er medvirkende til at nedbryde de symbolske grænser som tidligere har eksisteret som et udtryk for et stærkt nationalt modsætningsforhold. I analysen må skelnes mellem de politiske forhold som de to mindretal er fælles om og så fællesskabet på det personlige plan. I politisk henseende har de fx en fælles status som mindretal i EU. De har begge arbejdet for at få deres mindretalssprog anerkendt i det europæiske charter for mindretalssprog eller regionalsprog. Og de bestræber sig dagligt på at få økonomiske tilskud fra tilhørslandet og hjemlandet. I den forestående analyse skal de politiske forhold selvfølgelig tages i betragtning, men der skal fokuseres på at få indsigt i hvilke forhold på det personlige plan der spiller en rolle, hvilke motiver, holdninger og følelser der er på spil. Helt konkret kunne det fx undersøges hvem som taler sammen og lytter til hinanden, og hvad emnerne er for deres samtale. Endvidere hvad deres baggrund og holdninger herfor er, og om der er tale om en gruppeidentifikation som giver et fælles grundlag som overskrider tidligere nationale grænser. Her kommer livsfortællinger ind i billedet. Nøjagtig de samme spørgsmål er relevante at få belyst i de nye mindretals livsverden i forhold til andre mindretal i grænseregionen og til flertalsbefolkningerne. Det skal fx belyses hvilke interaktionslinjer der er og holdningerne til dem. Her kan mødet med grænsekontrollen dvs. politiet i den dansk-tyske grænseregion i sig selv udgøre et delemne fordi der er en tendens til at kun dem som ikke ligner de fleste i grænseregionen, bliver standset. Spørgsmålet er hvilken rolle etniske flertals- og mindretalsgrupper mener de selv og andre skal spille i grænseregionen, og hvilke betingelser det kræver at de kan udfolde deres ønsker. 118

17 Når der gentagne gange bliver taget udgangspunkt i de traditionelle mindretal, skyldes det at deres sprog, kultur og identitet til dels er udforsket, og at de på nogle områder eksemplificerer et interkulturelt samfund. Derfor skal deres transetnicitet også være udgangspunkt for om der er en tilsvarende identitet hos andre etniske grupperinger. Der kan også være tale om monokulturelle eller flerkulturelle identiteter, men her bliver spørgsmålet om det i sig selv indicerer at der ingen interaktion er over de etniske grænser. Den grænseregionale identitet som er skitseret, skal nærmere belyses, ligeledes om der er tale om en regional identitet. Mht. potentialerne for et interkulturelt samfund er det endvidere relevant at få en afklaring af hvornår etniciteten konstrueres i menneskets livscyklus under forskellige omstændigheder, og hvordan man kan bevare og skifte etnicitet. Inden for de nationale mindretal resulterer mødet mellem sprogene i en funktionel regional to- eller flersprogethed hos skoleeleverne (Pedersen 1993b, 2000a), men er det også tilfældet hos de voksne og hos andre skoleelever og voksne som er ved at tilegne sig sprog nr. to eller tre? For alle grupper gælder det om at få indsigt i hvornår og hvordan tosprogethed etableres, udvikles eller evt. afvikles, for den kommunikative kompetence giver adgang til en række sociale relationer og kan hindre andre. Det gælder også inden for variationsmønstre. Derfor er det relevant at få klarlagt om folk selv karakteriserer deres sprog som standardsprog eller regionalsprog, og hvilken acceptans der er af forskellige sprogformer hos dem som har en stor variationsbredde, og dem som kun taler et standardsprog. Det gælder både etsprogede og tosprogede. Hertil kan føjes at holdningen til den kulturelle og sproglige mangfoldighed er delvist belyst i forbindelse med sønderjysk dialekt (Nyberg 1980, Ladegaard 1995) og dansk som mindretalssprog (Pedersen 2000a). Endvidere er resultaterne fra en sociologisk længdesnitsundersøgelse af danske og tyske unges holdninger til nabolandet på trapperne (Hansen, Pedersen, Schack, Institut for grænseregionsforskning). Det usynlige Fokus i analyserne kommer således til at ligge på mikroniveau, på det immaterielle, det usynlige og de symbolske grænser i mødet mellem sprog og kulturer. Det skulle give muligheder for at nå frem til en afdækning af hvilke forudsætninger og forestillinger, normer og værdier der kan ses som udtryk for potentialer for et interkulturelt samfund. 119

18 Referencer Anderson, B. (1991) Imagined Communities. London. Barth, F. (1969) Introduction in F. Barth (ed.) Ethnic Groups and Boundaries. London, Barth, F. (1996 ) Manifestasjon og process. Oslo. Boyd, S., Holmen, A. og Jørgensen, J. Normann (red.) (1994) Sprogbrug og sprogvalg blandt indvandrere i norden. Bind 1: Gruppebeskrivelser. Københavnerstudier i tosprogethed, bind 22. (1994) Sprogbrug og sprogvalg blandt indvandrere i Norden. Bind 2: Temaartikler. Københavnerstudier i tosprogethed.bind 23. Byram, M. (1986) Minority Education and Ethnic Survival. Clevedon. Cole, J.W. & E.R. Wolf (1974) The hidden frontier: ecology and ethnicity in an alpine valley. New York. Comaroff, J.L. (1996) Ethnicity, Nationalism, and the Politics of Difference in an Age of Revolution in E.N. Wilmsen & P.McAllister (eds.) The Politics of Difference. Chicago and London, Eriksen, T.H. (1996) The epistemological status of the concept of ethnicity in Antropological Notebooks (Slovenia). Euroregion Slesvig (1998) Debatindlæg 1-3. Aabenraa. Fishman, J. A. (1989) Language and Ethnicity in Minority Sociolinguistic Perspective. Clevedon, Philadelphia. Habermas, J. (1989) The structural Transformation of the Public Sphere. London. Gellner, E. (1983) Nations and nationalism. Itacha & New York. Gumperz, J.J. & S.C.Levinson (eds.) (1996) Rethinking Linguistic Relativity. Cambridge Jenkins, R. (1997) Rethinking Ethnicity. London, Thousand Oaks, New Delhi. Kühl, J (1998) The Schleswig Experience The national Minorities in the Danish-German Border Area. Aabenraa. Kvale, S. (1998) Interview. København. LACE Magazine. Issue no.5, winter Ladegaard H.J. (1995) Sprog, holdninger og identitet: En sociolingvistisk og social-psykologisk analyse af sprogholdninger og sproglig adfærd i to danske lokaliteter. Odense Universitet. Milroy, L. & Muysken, P. (eds.) (1995) One Speaker, Two Languages. Cambridge. Milroy, L. & Muysken, P. (eds.) (1998) Code-Switching in conversation. London/New York. 120

19 Nordfriisk Instituut (1999) Sprachenland Nordfriesland. Bredstedt. Nyberg, M. (1980) Findes der dialektbarrierer i Danmark? Danske Folkemaal, 22. bind, hæfte 2, s Pedersen, K.M. (1986) Mødet mellem sprogene i den dansk-tyske grænseregion. Aabenraa. (1993a) The Cultural and Linguistic Diversity in the Danish-German Border Region, European Journal of Intercultural Studies, Volume 3, Number 2/3, (1993b) Functional Regional Bilingualism, Journal of Multilingual and Multicultural Development, Vol. 14: 6, (1996) Die deutsche Minderheit in Dänemark und die dänische Minderheit in Deutschland in: R. Hinderling & L.M.Eichinger (Hrsg.) Handbuch der mitteleuropäischen Sprachminderheiten. Tübingen,, (2000a) Dansk sprog i Sydslesvig. Bind 1+2. Aabenraa. (2000b) A National Minority with a Transethnic Identity - The German Minority in Denmark in Wolff, S. Ethnic German Minorities in Europe. London. Schack, M. (2000) On the Multicontextual Character of Border Regions in Velde, M. van der & Houtum H. van (eds.) Borders, Regions, and People. London, Steensen, T. (1986) Die Friesische Bewegung in Nordfriesland im 19. und 20. Jahrhundert. Neumünster. Stolcke, V. (1995) Talking Culture. New Boundaries, New Rhetorics of Exclusion in Europe. Current Anthropology Vol. 16, No 1, Walker, A. (1996) Nordfriesland, die Nordfriesen und das Nordfriesische in R. Hinderling & L.M. Eichinger Handbuch der Mitteleuropäischen Sprachminderheiten. Tübingen, Whyte, M. (1998) Forord. In A.-B.S. Preis Kan vi leve sammen? Integration mellem politik og praksis. København. Wilson, Thomas M & Hastings Donnan (eds.) (1998) Border identities: nation and state at international frontiers. Cambridge. 121