I Kina er fremtiden en by i USA

Transkript

1 I Kina er fremtiden en by i USA Tabu. Selvmord blandt de studerende er et stort tabu i Kina. Men mange unge har svært ved at stå imod presset. - Foto: EUGENE HOSHIKO (arkiv) Det kinesiske uddannelsessystem er effektivt og resultatorienteret. Men prisen er meget høj. AF SUSANNE BREGNBÆK Forestillingen om Kina veksler imellem at se Kina som mirakel eller mareridt. I forhold til demokrati og menneskerettigheder er Kina vores prygelknabe. Men i forhold til uddannelsessystemet repræsenterer Kina tilsyneladende nu et bedre jeg. Og alt imens Kina tilsyneladende drømmer om at imitere Vesten, er vi i Vesten begyndt at fantasere om at imitere Kina af frygt for at blive overhalet i den fagre nye verdens vidensøkonomi. På et tidspunkt, hvor Kina spejler sig i Vesten og forsøger at indføre klassisk dannelse og kreativitet i uddannelsessystemet, er både USA og Europa begyndt at kigge længselsfuldt mod Kinas enorme vækstrater. Sidstnævnte bliver gjort til forbillede for fremtidens skole i længslen efter at rette op på den udeblevne økonomiske vækst i vores del af verden. Professor Niels Egelund argumenterede eksempelvis i sin kronik , at:»jo, vi kan godt indføre lidt kinesisk undervisningskultur i Danmark«. Efter at have været på officielt besøg på nogle af de bedste skoler i området omkring Shanghai er Niels Egelund blevet overbevist om, at vi i Danmark efter 1968»smed barnet ud med badevandet«. Men hvad er det helt præcist, der ikke skal smides ud med badevandet? Jeg mener, at Kina optræder som et ideologisk røgslør for en dansk uddannelsesdebat, der med Lars Løkkes Rasmussens ord skal skabe den»skole i verdensklasse, som danskerne fortjener«. 1/5

2 Kina tages altså som gidsel i forsøget på at bakke op om regeringens uddannelsesmæssige visioner i forhold til alt fra ønsket om indførelse af større skoler, der menes at øge konkurrenceevnen, til en teknokratisk indførelse af flere test og målbare resultater i undervisningen. Alt sammen tiltag, der menes at forbedre den nationale konkurrenceevne på lang sigt. Men hvordan udfolder diskussionerne om fremtidens skole sig så til gengæld set fra den anden side af spejlet fra et kinesisk perspektiv? Da Deng Xiaoping indførte etbarnspolitikken i 1979, var målet ikke blot at nedbringe befolkningens kvantitet, men også at forbedre dens kvalitet (suzhi). Samtidig blev optagelsesprøver til universitetet genindført efter have været afskaffet under Maos kulturrevolution. Målet var at skabe en højtuddannet elite, der kunne føre Kina ind i den første verden. Her er skolen en helt afgørende samfundsinstitution, og kinesiske forældre investerer alt, hvad de kan, i, at deres (ene) barn kan gå i de bedste skoler, modtage ekstraundervisning og klare sig bedst muligt i konkurrence med millioner af andre. Både i Kina og i Danmark er det den nationale vækst, der står øverst på dagsordenen. I Danmark er målet at øge den vækst, som tilsyneladende udebliver, men som er en forudsætning for velfærden, og i Kina er målet at fastholde de rekordhøje vækstrater, som på mange måder er nødvendige for at holde sammen på et land, hvor skellet imellem rige og fattige er dramatisk forøget. Og i Kina såvel som i Danmark er kreativitet og innovation for alvor kommet på dagsordenen. I Kina kommer dette imidlertid bl.a. til udtryk i form af et ønske om at komme eksamensterperiet til livs. Der er et udbredt ønske om at indføre et uddannelsessystem, hvor børn lærer andet og mere end at tilegne sig den nødvendige paratviden til at kunne bestå eksaminer. Siden 1980 erne har der været gentagne forsøg på at indføre en reform af det kinesiske uddannelsessystem. Denne reform kaldes Kvalitetsopbyggende Uddannelse (Suzhi jiaoyu). LÆS OGSÅ Kina vil straffe børn der svigter deres forældre Der er en parallel imellem de nutidige forsøg på at ændre uddannelsessystemet og de reformer, der fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede. For at forstå diskussionen om fremtidens skole i Kina er det nødvendigt at vende blikket lidt mod fortiden og se på det kinesiske oplysningsprojekt. Den berømte kinesiske forfatter og nationalhelt, Lu Xun, der fik stor betydning for Fjerde Maj-bevægelsen, udtalte i et berømt citat, at»barnet er halvt dødt«. Hermed rettede han en skarp kritik af den måde, hvorpå kinesiske børn blev fodret med udenadslære og bedømt på deres evne til at recitere klassikerne. Uddannelse var forbeholdt mandlige medlemmer af en lille elite, som havde til formål at stige op i graderne og blive embedsmænd. Den kejserlige embedseksamen blev indført under Han-dynastiet (202 f.kr. til 220 e.kr.). Den dannede vejen for elitestatus i Song-dynastiet ( ) og varede helt frem til 1905, hvor den blev afskaffet som del af Qing-dynastiets sidste forsøg på reform. Det sidste kejserdømme faldt i 1911, og herefter forsøgte Japan og nogle europæiske nationer at kolonisere Kina ved brug af militær magt. I kølvandet fulgte antijapanske og antivestlige bevægelser. Men i 1919 kulminerede kinesiske intellektuelles ønske om reform af den hidtidige hierarkiske konfucianistiske samfundsorden med Fjerde Maj-Bevægelsen. Fjerde Maj-bevægelsen ønskede at reformere en hierarkisk samfundsorden og var inspireret af vestlige ideer, heriblandt den amerikanske uddannelsesteoretiker og filosof John Dewey. Hans social-pragmatiske ideer fik stor betydning for ønsket om at reformere uddannelsessystemets fokus på recitation af klassiske tekster. Der blev indført et nyt skolesystem i 1920 erne, hvor Mandarin kom til at erstatte klassisk kinesisk i tekstbøgerne, og der blev indført et frikvarter, hvor eleverne kunne lege. Den kinesiske historiker Qi Jie har dog påpeget, at selv om der i Kina blev indført et masseuddannelsessystem, der på mange måder ligner det amerikanske, så ligner det mere det amerikanske i form end i indhold. Der var fortsat et hierarkisk forhold imellem lærer og elev, der ikke levnede meget plads til dialog, og udenadslære udgjorde fortsat hovedparten af undervisningen. I Kina hører man ofte et ønske om at ændre uddannelsessystemet således, at kinesiske unge udvikler de 2/5

3 kompetencer, man forestiller sig, at amerikanske unge er i besiddelse af. Således udtrykkes kinesiske supermagtsdrømme både af partikadrer og almindelige borgere. Det kinesiske spejl er kun i lille grad vendt mod Europa, for ikke at sige Danmark, og snarere mod USA. Siden 1980 erne har en ny generation af kinesiske intellektuelle læst John Dewey, såvel som al mulig anden form for vestlig pædagogik og psykologi. Da John Deweys egalitære og demokratiske ideer er kontroversielle i et autoritært styre som det kinesiske, forsøgte de kinesiske uddannelsesreformister at knytte ideerne til etbarnspolitikkens propaganda om befolkningskvalitet. Deraf navnet kvalitetsopbyggende uddannelse. Men hvor Deweys idé betonede vigtigheden af at give barnet tid til at udfolde kreativitet igennem leg, går den kinesiske diskurs i vid udstrækning ud på at skabe en ny slags borger. Ifølge antropologen Terry Woronov bunder den kinesiske fascination af USA i forestillingen om Harvard som det ypperste symbol på succes, både i forhold til USA s status som verdens største økonomi og som en fascination af amerikanernes evne til at vinde nobelpriser. Selv om der i Kina udtrykkes udbredt utilfredshed med det kinesiske undervisningssystem, mener studerende såvel som undervisere og forældre i vid udstrækning, at det er umuligt at indføre kvalitetsopbyggende uddannelse, medmindre hele uddannelsessystemet ændres. En far udtrykte det således:»vi siger til vores børn spis, spis, selv om de er mætte!«. Hans udtalelse viser en lede ved at stopfodre børn med viden, men det er ikke desto mindre nødvendigt, i og med at eksaminer er og bliver uundgåelige for at nå til næste trin i uddannelsessystemet. Reformerne har dog medført nogle ændringer. F.eks. offentliggøres eksamensresultater ikke længere for at mindske det sociale pres, og der er blevet indført flere supplerende fag og mere eksperimenterende undervisning. Men der er bred enighed om, at kvalitetsopbyggende uddannelse udgør et supplement til det eksisterende system snarere end en radikal reform. Desuden er det et elitært fænomen forbeholdt de bedste skoler. For størstedelen af kinesiske børn og unge, der vokser op på landet, er disse ideer uvedkommende. Hårdt slid og eksaminer ses som deres eneste vej ud af fattigdom. Studerende ved eliteuniversiteterne i Beijing og Shanghai fremhæver også ironien i, at kvalitetsopbyggende uddannelse samtidig fremføres ud fra et ønske om at nedbringe konkurrencen og med henvisning til, at Kina endnu ikke har haft en (legitim) kinesisk nobelprismodtager. Der er altså et ønske om at fremme Kinas konkurrenceevne ved at mindske presset på den enkelte. Selv højt rangerende medlemmer af partiet har udtrykt bekymring over, at børn og unge mennesker i Kina er underlagt for stort et pres, og at dette skader deres muligheder for selvudvikling. Da Kinas ungdom ses som en legemliggørelse af Kinas fremtid, er tanken, at dette forhold kan være en hindring for Kinas udvikling. I Kina er fremtidens skole en by i USA, men ikke en hvilken som helst by. Cambridge hjemsted for Harvard Universitetet opfylder en stor plads i den kollektive forestillingsverden. En eftermiddag i 2007 sad Gu Wei og jeg på en café i Beijings studenterkvarter. Gu Wei var en spinkel fyr på 24 år, der så lille ud i sin lidt for store jakke og havde tics i sit ene øje. Han var en af de mange studerende, der led af psykiske problemer. Fra anden etage havde vi udsigt til en menneskemængde, der masede sig frem mod Beijings højbane-tog. Gu Wei gav udtryk for, at han godt kunne forstå dem, der begår selvmord. Han forklarede:»det er, som om vi er på et tog, der drøner af sted mod fremtiden, og alle forsøger at holde fast for ikke at falde af, men ingen synes at stoppe op og reflektere over, hvor toget egentlig er på vej hen«. Hans udtalelse peger på misforholdet imellem de høje forventninger og de reelle muligheder for den enkelte. LÆS OGSÅKina har nu verdens næststørste økonomi I Kina er tal altid svimlende. 10 millioner unge kinesere tager hvert år den landsdækkende optagelsesprøve til universitetet. Gu Wei sagde om sig selv:»der var ansøgere til mit fag, og kun 200 blevet optaget. 3/5

4 Jeg var en af de 20 bedste i min provins«. Men selv om han altså var en af de få heldige, der havde klaret sig igennem nåleøjet, var han deprimeret og forvirret over sine fremtidsudsigter. Han havde kontaktet universitetets psykologiske rådgivningscenter på et tidspunkt, hvor han flere gange var dumpet i den såkaldte TOEFL-prøve, der er nødvendig for at søge optagelse ved et amerikansk universitet. Hans mor havde ønsket, at han skulle tage en overbygning på Harvard. Gu Wei sagde mismodigt:»i mellemskolen plejede vi at sige til hinanden, at skole betyder lidelse. Jo mere du lider, desto mere kan du opnå, men nu har jeg indset, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. På universitetet fortsætter konkurrencen, og selv når jeg bliver færdig, kan jeg måske godt få et velbetalt job, men jeg vil stadig ikke have tid til at nyde livet. En revisor arbejder 20 timer om dagen. Kun døden er en udvej«. Psykologen havde anbefalet Gu Wei at bruge tid på andet end sine studier. Gu Wei havde forsøgt at følge dette råd, og han forsøgte bl.a. at tilmelde sig klaverundervisning, men kun 20 ud af 200 ansøgere kunne optages, forklarede han. Dette domæne af fritidsaktiviteter var altså også omgærdet af konkurrence. Han havde også fulgt et kursus, der hed Værdsættelsen af berømte universiteter. På kurset så de studerende film om udenlandske universiteter, heriblandt Harvard. Kurset her føltes altså som at få hældt salt i såret.»jeg ville gerne have haft mulighed for at læse på Harvard, men hvad kan jeg dog lære af at se en film om Harvard? Det gjorde mig blot mere deprimeret«. På sin vis var drømmen om Harvard både hans problem og problemets foreslåede løsning et catch 22. Umiddelbart efter at jeg havde påbegyndt et feltarbejde i Beijing i 2005, skrev en 20-årig pige følgende besked på universitetets intranet, før hun sprang i døden fra en høj universitetsbygning:»jeg lavede en liste, skrev grunde til at dø i venstre side, grunde til at leve i højre side, fandt kun lidt at skrive i højre side, ude af stand til at forestille mig at fortsætte med at leve sådan her i årtier«. Da jeg interviewede en psykolog ved Qinghua Universitetets psykologiske rådgivningscenter, kaldte hun selvmordene for en offentlig hemmelighed. Hun forklarede, at der ikke var nogen offentligt tilgængelige statistikker på området, men at dette center var blevet oprettet i 1988 for at tilbyde terapi og udsættelse af eksaminer som del af et forsøg på at nedbringe antallet af selvmord. Selvmordene er et tabu, og de omtales officielt som uheld. I Kina er selvmord historisk set blevet forstået som en sidste måde at opnå anseelse på. I et patriarkalsk slægtskabssystem har svigerdøtre ofte begået selvmord, da det har været eneste måde at gøre oprør imod en marginaliseret position inden for mandens familie, særligt i forhold til en undertrykkende svigermor. Selvmord blandt kinesiske elitestuderende udgør altså et paradoks. Hvordan kan det være, at disse unge mennesker, der er iblandt de få heldige, som har klaret sig til toppen af et konkurrencepræget uddannelsessystem og dermed befinder sig et sted, hvor millioner drømmer sig hen, vælger at tage deres eget liv? Det er nærliggende at se selvmordene som en form for social kritik af ideen om højere uddannelse som vejen til succes og velstand både for den enkelte og for nationen. 4/5

5 Ressource: Offentliggjort: Feb 15, :43 PM POLITIKEN.dk 5/5