Den mangfoldige fremtid

Transkript

1 Demografi Den mangfoldige fremtid AF HANS KORNØ RASMUSSEN Jeg er rådvild, sagde nationalskjalden Kim Larsen til forfatteren Klaus Rifbjerg i bogen Så mange var ordene fra Larsens melding var et svar til Rifbjergs let bebrejdende for ikke at sige anklagende spørgsmål om, hvorfor sangeren ikke forholder sig politisk til samfundsudviklingen. Kim Larsen uddybede: Grunden til, at jeg ikke kan finde ud af at lave politiske sange, er, at jeg er rådvild. Jeg kan ikke overskue det! Mere præcist kan det, efter min mening, ikke udtrykkes, at det i disse år er ualmindeligt svært at orientere sig i tidens politiske univers. Men det er ikke blot vanskeligt. Det synes også komplet uoverskueligt at forudsige noget fornuftigt om, hvor vi er på vej hen. Så på spørgsmålet om hvor jeg og folkeskolen befinder os i år 2025, kan jeg derfor med ovennævnte citat varme mig ved, at jeg ikke står alene, når jeg skriver: Jeg er også rådvild. For det kræver en ualmindelig veludviklet fantasi at forestille sig, hvor globaliseringen driver os hen, og hvilke konsekvenser religionernes renæssance får, for slet ikke at tale om klimaforandringer, atomar oprustning og folkevandringer. Men langt større er spørgsmålet, hvordan forholder vi os til de store forandringer, vi står midt i? Og for folkeskolen, hvordan skal den forberede de unge på den fremtid, vi dårligt ved, hvordan vi skal håndtere som enkeltperson og som samfund? Under dette virvar af problemkomplekser finder der overalt i verden dybtgående ændringer sted i befolkningernes udvikling og sammensætning. Langsomt og uafvendeligt sker disse radikale forandringer. I Danmark ses det først og fremmest ved mødet med de mange fremmedartede kulturer på dansk jord, samtidig med at den danske befolkning står over for en voldsom aldring. En forståelse af disse demografiske forandringer kan medvirke til at formindske rådvildheden, for netop demografien udgør en væsentlig brik til forståelsen af tidens store puslespil. Det følgende er fra min bog Den danske stamme en befolkningshistorie 1 om den mangfoldige fremtid, vi skal agere i i de kommende mange årtier Den mangfoldige fremtid efter år 2007 Verden er blevet én - ikke kun for astronauter, men også for almindelige mennesker. Bertrand Russell, britisk filosof. 2 Jordens befolkning I titusinder af år frem til 1700-tallet voksede Jordens befolkning næsten umærkeligt, og i mange perioder blev antallet af jordboere direkte sat tilbage på grund af klimaforandringer, naturkatastrofer eller dødelige epidemier. Da de første primitive landbrug kom til verden i Mellemøsten for omkring år siden, menes Jordens folketal at have været et sted mellem to millioner og 20 millioner mennesker. 3 Usikkerheden om antallet er gennemgribende, men under alle omstændigheder var kloden næsten uforståeligt tyndt befolket i forhold til den situation, vi i dag befinder os i. I midten af 1700-tallet, hvor den industrielle revolution lagde an til at lette i Europa, levede der i omegnen af 750 millioner mennesker på Jorden. Derefter begyndte menneskene at overleve i et omfang, der aldrig tidligere var set, og antallet af mennesker steg. Først langsomt, og derefter hurtigere og hurtigere. Det britiske tidsskrift The Economist har i en leder sammenlignet menneskets udvikling med bakterieformeringen i en petriskål. 4 Først vokser bakteriekolonien næsten ikke. På et tidspunkt begynder den at formere sig helt ukontrollabelt for til sidst at nå et punkt, hvor kolonien stopper sin tilvækst. Den biologiske sammenligning har under alle omstændigheder en høj pædagogisk forklaringsværdi. I begyndelsen var befolkningstilvæksten relativ beskeden, og først i 1830 nåede menneskeheden op på at have én milliard medlemmer. Også i de følgende 100 år fødtes der flere, end der døde, og i 1930 var det globale folketal vokset til to milliarder. Med andre ord tog det titusinder af år at nå den første milliard. Derefter 100 år at komme til den næste. Og så sættes turboen til. August Folkeskolen.dk 2 Carlo Cipolla, the Economic History of World Population, a pelican Book 1962, s Hans Kornø Rasmussen, Den danske stamme en befolkingshistorie, kapitel 8, Politikens Forlag Som note 1, s The Economist, July 28th 2007, s. 13.

2 Den følgende milliard var en realitet allerede 30 år senere i Den fjerde milliard tog kun 15 år, og den femte milliard var en kendsgerning 12 år efter, i På det tidspunkt flader den ekstreme stigning ud, for det tager også 12 år, før det globale folketal når seks milliarder i I skrivende stund, år 2007, lever der 6,7 milliarder mennesker på Jorden. 5 Indbygger nummer syv milliard forventes født i år 2013, og om alt går vel den ottende milliard i 2027, og 21 år senere, i år 2048, nås ni milliarder, siger prognoserne. Menneskeheden har således gennemlevet en svimlende udvikling. På hundrede år, fra 1930 til 2030, vil den menneskelige race mere end firedobles, fra to milliarder til over otte milliarder. Måske er sammenligningen til bakterierne alligevel ikke så skæv! Netop periodernes længder er det værd at dvæle ved. For den demografiske udvikling udfordrer i høj grad vores fornemmelse af tid. I forhold til det enkelte menneskes liv og erkendelse bevæger den demografiske udvikling sig i slowmotion. Hvis for eksempel det gennemsnitlige fødselstal falder, er det jo ikke en forandring, det enkelte menneske på nogen måde kan observere. De oplever kun, hvor mange børn de selv og deres omgivelser bliver beriget med, og samtidig kan det endelige resultat først gøres op, når personen og dennes omgivelser når op i en alder, hvor det er for sent at tænke på flere børn. Samfundsmæssigt er det også forandringer, der måske først skal reageres på mange år senere, hvor eventuelle konsekvenser viser sig. På den anden side er der alligevel tale om ufatteligt hurtige forandringer. For når klodens folketal tredobles, fra to milliarder mennesker i 1930 til seks milliarder i 1999, sker det jo over en årrække, der i den samme periode svarer til en gennemsnitsdanskers levetid! Måske er der for unge mennesker tale om en lang periode, og for politikere, der skal genvælges, en helt uoverskuelig tidshorisont, men i klodens og menneskehedens historie er der nærmere tale om et splitsekund. Forståelsen af den demografiske udvikling bliver ikke nemmere af, at resultaterne i sidste ende afhænger af andre umådeligt komplicerede sammenhænge, der involverer liv og død, religion, menneskers seksuelle adfærd, kønnenes kamp, økonomiske forhold, teknologiske fremskridt og kulturelle forskelle og forandringer. I det hav af storslåede eksistentielle overvejelser er den demografiske udvikling blot et resultat, der kan fremlægges som forholdsvis simple tal. Tilvæksten i Jordens befolkning er ved at aftage, og måske vil det globale folketal stabilisere sig på cirka 10 milliarder mennesker omkring næste århundredskifte. Lige som hos bakterierne ser det ud til, at væksten sandsynligvis vil stabilisere sig og på et tidspunkt måske begynde at falde. I bund og grund kan det, der er sket i Danmark de sidste omkring 300 år, overføres til hele verden. Danskerne har stort set opført sig som alle andre menneskelige skabninger. Det er 5 De globale folketal er hentet fra Population Reference Bureau, og fra United Nations Population Fund, org. den demografiske transition, som omtalt i kapitel 4, der øjensynligt er på spil overalt. For i stort set alle økonomisk udviklede lande og i 28 udviklingslande ligger fødselsraten allerede i dag under reproduktionsniveauet på 2,1 børn pr. kvinde, lige som tilfældet har været i Danmark siden Det hjælper også på fremtidens opbremsning i folketallet, at verdens, i skrivende stund, folkerigeste land Kina har valgt at snyde den demografiske transition ved i 1979 at indføre en tvungen et-barns-politik, hvor det blev forbudt alle kvinder at få mere end ét barn. Det er ikke helt lykkedes, men fødselsraten er nu nede på 1,6 barn pr. kinesisk kvinde. Jf. nedenfor, en smule over det niveau, europæerne frivilligt har valgt. Den forventede tilvækst på 2,5 milliarder mennesker frem mod år 2050, fra dagens 6,7 milliarder til 9,2, vil derfor stort set alene finde sted i ulandene undtagen Kina, og stigningen vil først og fremmest finde sted i de eksplosive byområder i verdens fattigste lande. Det afrikanske kontinent er det bedste eksempel på, hvordan landene her befinder sig på det trin af den demografiske transition, hvor europæerne befandt sig under deres industrielle revolution. I Afrika var folketallet i 1950 på 221 millioner mennesker, i dag lever der lidt over 900 millioner på kontinentet, og i år 2050 forventes antallet at nå 1,9 milliarder. Med andre ord mere end en otte-dobling på 100 år. Som nævnt i kapitel 5 fandt der i Europa en masseudvandring sted til den ny verden, dengang Europas befolkning eksploderede i antal. Det kan derfor ikke undre, at unge afrikanere i dag af al magt forsøger at komme ind i deres nye verden, der nu blot er Europa. For lige som Europa var befolket af unge mennesker i gamle dage, er det samme tilfældet i dagens Afrika. Som eksempel kan nævnes kontinentets to demografiske supermagter den Demokratiske Republik Congo og Nigeria, hvor henholdsvis 46 og 45 procent af befolkningerne var under 15 år ved indgangen til 2000-tallet. På det tidspunkt levede knap 50 millioner i Congo og 115 millioner i Nigeria. De mange unge vil i de kommende årtier få deres egne børn, og i år 2050 forventes folketallet i de to lande at være på henholdsvis 152 og 259 millioner, eller 411 millioner tilsammen. Omkring samme antal som der til den tid vil bo i EU-landene, hvis ikke der i mellemtiden kommer indvandrere til kontinentet. I store områder af verden vil folketallet derfor falde i de kommende årtier, mens det vil vokse kraftigt i de fattigste lande. Fælles for hele menneskeheden, uanset hvor man måtte bo, er dog, at levealderen forventes at stige. I gennemsnit for hele Jorden forventes levealderen at stige fra de nuværende 65 år til 75 år i år I Afrika forventes den nuværende gennemsnitlige levealder på 49 år at stige til 65 år. Længst fremme i den demografiske transition befinder sig det kontinent, hvor det hele også begyndte Europa. Europas fremtid Som beskrevet flere gange, har Europa historisk ført an i denne transition. Det var her, dødeligheden begyndte at falde, og det var også i Europa, det senere fald i fødselsraterne først satte ind. Sammen med Japan er det først og fremmest i

3 Demografi Folkeskolen.dk Europa, der i dag fødes så få børn, at det må bringe koldsved på panden af enhver ansvarlig politiker. Ikke i noget EU-land er fødselsraterne høje nok til at sikre uændret folketal i fremtiden, og i gennemsnit føder en EU-kvinde 1,5 barn. I Syd- og Østeuropa færre, og i Nord- og Vesteuropa en smule flere. Konsekvensen heraf er åbenbar. Europas folketal vil falde i fremtiden. Visse steder er nedgangen allerede sat ind. I årene fra 2001 til 2004 faldt folketallet i alle de otte nye EU-medlemslande i Østeuropa. I Vesteuropa var det samme tilfældet i Tyskland og i Italien. 6 Europa vil i de kommende årtier være præget af to forhold. Dels et kraftigt fald i folketallet og dels en omfattende nettoindvandring. Fremskrivninger for 25 EU-lande viser et forventet fødselsunderskud på omkring 49 millioner frem mod år Det betyder, at antallet af europæere vil falde fra 459 millioner indbyggere til 410 millioner. I samme fremskrivning forventes en nettoindvandring til EU-området på 40 millioner, således at det forventede folketal kun falder med ni millioner. 7 Sagt på en anden måde: Under forudsætning af en samlet nettoindvandring på omkring 40 millioner mennesker til EU, vil folketallet stort set kunne opretholdes, dog med en beskeden nedgang i antallet af EU-borgere. Der er dog et men: Selv med indvandringen af så mange unge vil der alligevel finde en umådelig aldring af verdensdelen sted. I 2050 vil der være færre i alle aldersklasser frem til 55 år i sammenligning med situationen i dag. De ældre erhvervsaktive, som dem mellem 55 og 65 år kaldes, vil vokse ganske beskedent i antal, mens der vil være 26 millioner flere ældre mellem 65 og 69 år, en stigning på 45 procent i forhold til i dag. Men den virkelige stigning vil finde sted blandt EU-borgere over 80 år. Denne gruppe vil vokse med 172 procent, og i antal vil der være mere end 32 millioner flere til den tid, end der er i dag. Der vil således blive brug for mange nye alderdomshjem i Europa. Ikke kun fordi der bliver så mange flere rigtigt gamle, men også fordi de lave fødselsrater betyder, at det bliver umuligt for de relativt få unge at skulle tage vare på deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Europas fremtid synes derfor klar: En betydelig indvandring skal medvirke til at holde de stærkt aldrende samfund demografisk kørende. Indtil nu har de tidligere EUlande i vid udstrækning kunnet hente arbejdskraft fra de otte østeuropæiske lande, der blev medlem i Ser man frem i tiden, er det dog en trafik, der bliver vanskelig at opretholde, da disse nye medlemslande har så lave fødselsrater og har haft det så længe, at folketallet, som nævnt ovenfor, har været faldende siden årtusindskiftet. De nye EU-lande har dog fortsat en betydelig arbejdsløshed, og forskellen i levevilkår mellem Øst- og Vesteuropa er også 6 Fremskrivningerne for EU er baseret på: The demographic future of Europe from challenge to opportunity, Commission of the European Communities, COM (2006) 0571 final, Brussels 12/ Som note 5. Opgørelsen indeholder ikke Rumænien og Bulgarien. Men argumenterne og konklusionerne i dette kapitel vil ikke ændres, hvis de to lande medtages. fortsat så stor, at denne trafik vil fortsætte en årrække endnu. Men på et tidspunkt vil også den reserve tørre ud, og fremtidens indvandrere skal hentes uden for Europa. Danmark frem til 2050 Ikke overraskende befinder Danmark sig grundlæggende i samme situation som resten af Europa. Fremtidens demografiske forandringer forventes dog ikke at blive nær så radikale i Danmark, som de vil blive i Sydeuropa, Østeuropa og i Tyskland. En forskel, der stort set alene kan henføres til, at de danske fødselsrater ligger over det europæiske gennemsnit. Den europæiske statistik, der er anvendt ovenfor, viste, at EU s samlede folketal, uden indvandring, ville falde med 49 millioner frem mod 2050, hvilket svarer til en nedgang i folketallet på 10,5 procent. I samme statistik indgår Danmark med et fødselsunderskud fra år 2005 til 2050 på , svarende til en nedgang i folketallet på 5,6 procent, altså kun cirka halvdelen af det europæiske gennemsnit. Samme EUprognose regner med en samlet nettoindvandring til Danmark på Det betyder, at Danmarks folketal, ifølge EU s statistikker fra 2006, stort set vil være uændret på 5,4 millioner fra år 2005 til Danmark bliver ikke i samme omfang ramt af en befolkningsnedgang som flertallet af Europas lande, hvilket skyldes, at vi har en højere fødselsrate. I 2004 på 1,8 barn pr. kvinde, det samme som Finland og Holland og kun svagt overgået af Frankrig og Irland. I år 2050 forventer EU-prognosen, at fødselsraten i Danmark fortsat vil ligge på 1,8, samme niveau som Frankrig, Irland, Holland, Finland og Storbritannien. Det er ikke kun EU og FN s afdeling for befolkningsforhold, United Nations Population Fund, UNFPA, der beskæftiger sig med fremtidens befolkningsudvikling. I Danmark er der også mange personer og institutioner, der har regnet på, hvordan befolkningsudviklingen vil forme sig i fremtidens Danmark. Og det er åbenbart, at det er muligt at nå frem til forskellige resultater, dels fordi der i sådanne fremskrivninger er indbygget en række forudsætninger, som det i virkeligheden er næsten umuligt at forudsige noget sikkert om, og dels fordi usikkerheden forstørres, jo længere tidshorisont der fremskrives. Som denne bog viser, er nyere tids Danmarkshistorie fyldt med eksempler på overraskende forandringer, som ingen havde forudset. Tag blot som eksempel den voldsomme stigning i indvandringen fra 1980 og frem, eller de dramatiske fald i fødselshyppigheden der satte ind i begyndelsen af 1980 erne. To demografiske forandringer, hvis konsekvenser fortsat sætter dybe spor i det danske samfund. Går man lidt længere tilbage, kan 1930 ernes bekymring for de lave fødselstal og den tiltagende aldring måske undre i dag, hvor situationen tegner sig langt sortere. Men dengang kunne ingen jo forudse, at danskerne ved Anden Verdenskrigs slutning pludselig satte gang i formeringen. Også denne demografiske omvæltning mærkes helt op til i dag, hvor disse store generationer er ved at gå på aftægt. Og sådan kan man blive ved. August

4 Det kan man også, når konsekvenserne af en given demografisk udvikling skal fortolkes. En forandring kan i nuet være negativ, men på længere sigt vise sig at være positiv. For eksempel har den voldsomme indvandring i 1980 erne måske betydet, at det danske samfund skærpede sine evner til at tilpasse sig og samarbejde med de anderledes kulturer, der siden er kommet til landet. Noget vi i høj grad kan og skal bruge i fremtiden, hvor Danmark efterhånden vil blive mere multietnisk, men sandsynligvis også mere multikulturelt. Det samme kan måske siges om aldringen af samfundet. Det kan være, at vi om 40 år ikke vil begræde, at der i Danmark vil leve flere ældre. Måske vil vi til den tid vælge samme model, som Israel allerede har præsteret i mange år, at importere unge filippinere til at passe vore gamle medborgere. Filippinerne uddanner i dag store overskud af sundhedsmedarbejdere, som kan arbejde i de rige lande og sende penge hjem til familien. Til den tid er der måske mange lande, der vælger den strategi? Det kan jo også være, at robotter bliver langt bedre til at passe de gamle end de rigtige mennesker, der gør det i dag? I øvrigt vil færre unge nok også betyde mindre kriminalitet. Danmarks Statistik udgiver hvert år en Befolkningsfremskrivning, hvor modellens forudsætninger indeholder de nyeste tendenser. De følgende tal baserer sig på fremskrivningen, der blev offentliggjort i juni Ifølge denne fremskrivning vil Danmarks folketal ikke, som i EU s opgørelse, være uændret i 2050, men vil stige med , fra til Denne stigning i forhold til EU s konstante folketal skyldes i langt overvejende grad, at Danmarks Statistik forudsætter, at fertiliteten for kvinder med dansk oprindelse er sat til 1,849 i 2007 og derefter stiger jævnt til 1,900 i 2030, hvor den derefter vil forblive. Det viser, at selv nogle meget små ændringer i forudsætningerne over langt tid vil medføre relativt store ændringer. Ved nærmere undersøgelse af denne befolkningsstigning viser det sig, at antallet af danskere vil falde. Gruppen af personer med dansk oprindelse, som de benævnes i Danmarks Statistik, vil nemlig, ifølge prognosen, være lavere i 2050 end i Den omtalte stigning i det totale folketal kan således alene tilskrives indvandrere og efterkommere, der i 2050 vil være steget med i forhold til i dag. Det kan også siges på en anden måde: I 2007 udgjorde personer med dansk oprindelse 91,2 procent af Danmarks samlede befolkning. En andel, der ifølge prognosen vil være faldet til 86,9 procent i år I relation til denne bogs titel Den danske stamme er det grundlæggende interessant, hvad begrebet personer med dansk oprindelse betyder. Givet er det, at det ikke nødvendigvis har noget at gøre med, hvor mange der har dansk statsborgerskab, om end der er en betydelig sammenhæng. Det har heller ikke noget at gøre med, om personerne er blonde og har lys hudfarve, om end der også her, indtil videre, eksisterer en betydelig sammenhæng. 8 Befolkning og valg, Statistiske Efterretninger, Danmarks Statistik, 2007:11, 26. juni Nej, i statistikken er personer med dansk oprindelse alle dem i Danmark, der enten ikke er indvandrere, eller ikke er efterkommere. Og netop dette sidste begreb er helt centralt i spørgsmålet om, hvilken type samfund, altså etnisk set, Danmark vil blive i fremtiden. I denne prognose er det interessant, at det netop er gruppen af efterkommere, der for alvor vil vokse. Efterkommere fra vestlige lande vil stige fra knap i 2007 til godt i Mere interessant er det dog, at gruppen efterkommere fra ikke-vestlige lande over den samme årrække vil fordobles fra omkring til knap I den traditionelle opfattelse af, hvad en dansker er for en størrelse, bliver det afgørende, hvad der sker med gruppen efterkommere fra ikke-vestlige lande. Statistisk set er en efterkommer et barn, der er født i Danmark af forældre, som begge er indvandrere eller har udenlandsk statsborgerskab. Lidt mere firkantet: Et barn født i Danmark af to udlændinge vil altid være efterkommer, også når samme efterkommer, hvad oftest er tilfældet i denne gruppe, opnår dansk statsborgerskab. Denne gruppe kan opgøres statistisk, og opgjort på den måde er det den befolkningsgruppe, der vil vokse kraftigst i fremtiden. Spørgsmålet er, hvad der sker med efterkommernes børn? Altså børnebørnene af indvandrere. Da indvandringen til Danmark fra ikke-vestlige lande er et forholdsvis nyt fænomen, er denne gruppe stadig meget lille. Men da indvandrernes børn dagens efterkommere i dag er relativt unge, vil de i de kommende år føde mange børn, og den efterfølgende generation af indvandrere vil derfor vokse kraftigt. Og det vil stort set ikke kunne ses i statistikken. For hovedparten af dagens efterkommere er danske statsborgere, og deres børn fødes som personer med dansk oprindelse, når blot én af forældrene har dansk statsborgerskab. Med andre ord vil begrebet efterkommere langsomt blive udvandet, efterhånden som tiden går. Det kan siges, at det altid har været sådan, også før begrebet efterkommere kom ind i statistikken. Ingen vil vel i dag tænke på, at efterkommere fra polakkerne, der kom til landet for 100 år siden, ikke i dag skulle være fuldblods danskere. Forskellen mellem dengang og i fremtiden er blot, at man i fremtiden kan se forskel på, hvem der oprindeligt har deres baggrund udenfor Danmark, selv om personen måske både taler flydende dansk og maler sig i rød-hvide farver til landskampe. Helt forvirrende bliver det, når de udenlandske børn, flest fra Sydkorea, Indien og Colombia der siden 1970 er adopteret til Danmark, skal placeres. I deres eget miljø benævnes de internationale børn, i Danmarks Statistik placeres de som danskere, mens de i mange folks, og måske også i deres egen, bevidsthed, måske er vanskeligere at placere entydigt. Det kan med sikkerhed siges, at der i fremtiden vil være langt flere danskere, der har baggrund i lande fra hele verden. Dermed vil der også blive flere og flere danskere, der har en anden kulturbaggrund, og som er medlem af andre trossamfund end folkekirken. Så i lighed med, hvad man gør i USA, vil vi måske også en dag sige en dansker med iransk oprindelse? Eller en dansker med sydkoreansk oprindelse?

5 Demografi Det er tale om en udvikling, der er uundgåelig. Lige som der handles, investeres, rejses og studeres som et resultat af globaliseringen, vil det samme ske med mennesker, der lever andre steder end der, hvor de er født. Det betyder også en eksplosion i antallet af børn født i blandede ægteskaber, både nationalt blandet, religiøst blandet og etnisk blandet. De fleste danskere vil sandsynligvis og forhåbentlig finde, at der er tale om en lidt eksotisk tilpasning til verden omkring os, mens enkelte andre vil finde det på grænsen til det upassende, at så mange folk fra fjerne egne af kloden skal bebo de danskes øer. Men mere farverigt bliver det. Hvis der er usikkerhed om de nytilkomnes plads i den danske stamme, er der til gengæld ikke den ringeste tvivl om, at stammen ældes. Da indvandrere som hovedregel er unge, og de derfor også står foran at skulle have deres egne børn, vil de udgøre et ungt tilskud til den danske befolkning. Men skal indvandringen virke som en modvægt mod fremtidige gennemsnitlige aldring, kræver det, at der hele tiden kommer en konstant tilgang udefra. At der ud fra det synspunkt kræves en konstant indvandring, skyldes det indlysende forhold, at indvandrere jo ældes i samme takt som de oprindelige danskere. Da indvandring i større målestok, som beskrevet i tidligere kapitler, er af relativ ny dato, betyder det også, at det i de første årtier af fremskrivningsperioden i alt overvejende grad vil være oprindelige danskere, der ældes. åbenbart, at Danmark gennem de sidste par århundreder har gennemlevet nogle kolossale forandringer, siden der i 1811 kun levede én million danskere i riget. Først og fremmest unge mennesker, der så småt begyndte at overveje at udvandre. Der kom nogle få indvandrere fra nabolandene, men ellers var der ingen tvivl om, hvem der hørte til stammen, og hvem der ikke gjorde. Fremtiden ser anderledes ud. Den tidligere ærkebiskop i Sydafrika og Nobelprisvinder Desmond Tutu har udtrykt det på følgende poetiske måde: Vi tilhører en verden, hvis blotte struktur og væsen er mangfoldighed i næsten forvirrende omfang. Det er som at leve i en tosses paradis at se bort fra denne grundlæggende kendsgerning. Bedre kan det ikke siges heller ikke om Danmark. Hans Kornø Rasmussen er forfatter og foredragsholder, cand. Polit. og ph. d. i international økonomi De kommende årtiers aldring af Danmark skyldes to forhold. For det første, som beskrevet, at der ikke fødes tilstrækkelig mange børn til at reproducere befolkningen, hvilket fører til, at de unges andel af befolkningen hele tiden vil falde. For det andet at levealderen stiger. Frem mod 2050 forudsætter Danmarks Statistik, at middellevetiden for mænd vil stige fra knap 76 år til 83 i år For kvinder forventes middellevetiden at stige fra de nuværende lidt over 80 år til 86 år. Aldringen af Danmark bliver derfor meget kraftig. Med få undtagelser vil der i år 2050 i alle aldersgrupper under 66 år være færre mennesker i Danmark, end der er i Og det på trods af at folketallet, som ovenfor nævnt, stiger med knap Men det er de modne aldersgrupper, der for alvor bliver flere af. Antallet af over 75-årige i Danmark vil stige med en halv million frem mod 2050, fra i år 2007 til i de kommende 43 år. Det svarer til en stigning på 131 procent. Det er dog en beskeden stigning i forhold til det, der vil ske med gruppen af danskere på over 90 år. Den vil næsten femdobles, fra i 2007 til i Folkeskolen.dk I 2007 var 715 danskere 100 år eller derover og modtog derfor et lykønskningsbrev fra kongehuset. I år 2050 vil den 82-årige Kong Frederik 10. få meget travlt. Det år skal han udsende fødselsdagshilsener til den eksklusive klub af over 100-årige. Men Kong Frederik får endnu mere at se til, da Kongehuset også sender lykønskninger til de stammemedlemmer, der kan fejre diamantbryllup for 60 års tro samvær, og til de par der har været gift 65 år og kan fejre krondiamantbryllup. Og med den stigende levealder vil de to grupper sandsynligvis også vokse betydeligt. August Set ud fra denne bogs fokus på demografien er det aldeles

6