INDHOLD ANGST-AVISEN. Redaktion: 2 Angst-Avisen. Kamma Kaspersen (ansv. red.) Alexandra Pilegaard Lind Marie Särs Andersen. Produktion: SaloDigital

Transkript

1

2 ANGST-AVISEN Redaktion: Kamma Kaspersen (ansv. red.) Alexandra Pilegaard Lind Marie Särs Andersen Produktion: SaloDigital Oplag: Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning. Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter. Bidrag på diskette eller mail til kk@angstforeningen.dk Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale. Angstforeningen er politisk og religiøst uafhængig og forholder sig neutral ang. medicin og behandlingsformer. Angst-Avisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer p.t. 3 x årligt.: april, august og december. Løssalg pr. stk.: kr Kontingent for kalenderåret 2003: kr Gaver og sponsorering op til kr. årligt er fradragsberettiget efter ligningslovens 8A. INDHOLD Redaktion, indhold...2 Forord...3 Nærmest lykkelig...4 En personlig historie...4 Indre mine...6 Et samfund på piller...7 Syg af medicin...8 Få ny brochure...9 Erfaringer fra et kognitivt...10 Fakta om Angstklinikken Ground Zero...12 Risikogalskab...13 Tit sad jeg i røret...14 Avisklip: Børn og unge...16 Mangler retningslinier...16 Psykiatere udenfor sygehusvæsenet...17 Bogreolen: Lær mig at leve...18 Sindets helbredens kraft...18 Hjernen som syndebuk...20 På herrens mark...21 Selvværd. Afspænding...22 Børns angst. Århus-gruppen...23 Forskningsnyt: Akupunktur. Foredrag...24 Bivirkning, Gener/Miljø. Kvalificeret terapeut...25 Den farlige stress. Stress og hukommelse...26 Nyt ansigt i Angstforeningen Angst-Avisen

3 Velkommen Der er rigtig mange mennesker, som bliver hjulpet af medicin mod angst. Jeg ville næppe være angstfri i dag eller være i stand til at leve et så udadvendt og givende liv uden medicinen. Det er nu snart tre år siden, jeg stiftede bekendtskab med et SSRI-præparat, der gjorde mig til den person, jeg i virkeligheden er. Jeg kan nu foretage mig ting, som jeg har lyst til uden først at spørge min angst om lov. Det er en frihed, der giver livsglæde, gør mig til en bedre mor for mine døtre og gør mig i stand til at samarbejde med andre, holde foredrag og indgå helt naturligt i relation til de mennesker, jeg møder på min vej. Jeg hører derfor til de heldige ca. 80%, der har glæde af et SSRI eller SNRIpræparat. Men vi er i Angstforeningen blevet opmærksom på, at der desværre er nogle mennesker, hvor medicinen ikke virker på samme hensigtsmæssige måde. Nogle har ingen eller ikke tilstrækkelig effekt af medicinen, og andre får det ligefrem dårligt af den. Der har været en del mediefokus i udlandet på de mennesker, der ikke tåler medicin mod angst og depression. Især BBC og Discovery har kørt meget kritiske udsendelser i vintermånederne, som de af jer, der har adgang til nettet, vil kunne gå ind og se via BBC s hjemmeside. Nu går medier ofte efter det sensationelle, og udsendelsen, jeg så på Discovery, tager udgangspunkt i de ganske få historier, hvor de mener, at medicinen har ført til selvmord eller aggressivitet. Når man tænker på, hvor mange millioner mennesker, der som jeg, har fået forøget deres livskvalitet, synes det at være som en storm i et glas vand. Men for dem det er gået ud over, er sagen naturligvis anderledes alvorlig. Derfor har vi i denne udgave valgt at bringe noget om senabstinenser af medicin, som er et stort problem for de personer, der lider af dette. Det er en meget ubehagelig hverdag at skulle gennemleve, og det gør det ikke nemmere at høre om alle de andre, der har fået hjælp af medicinen, når man selv er blevet dårligere. Vi bringer derfor to historier fra kvinder, der lider af senabstinenser. Avisen er som sædvanligt tætpakket med ny viden indenfor angstområdet og behandling. Det er som om, de 28 sider aldrig slår til. Vi håber derfor, at vi snart vil få økonomi til at udgive bladet fire gange årligt. Siden sidst har vi haft foredrag og arrangementer på Midtfyn, i Kalundborg, været på DK4 med programmet Angst som stadigvæk kan ses på kanalen af og til. 1. og 2. april er vi medarrangør på Psykiatrifondens temadage om angst i København og Odense, den 10. april bliver der foredrag med Psyk.Info. i Kolding og den 29. april foredrag om angst arrangeret af Psyk.Info. Århus. Omsider får vi udgivet egne publikationer. Der er netop kommet en brochure om hypokondri, en anden om kognitiv terapi og medicinsk behandling er på trapperne: I er velkomne til at bestille disse. De vil også blive lagt ind på medlemssiden, hvorfra de kan downloades. Angsttelefonens samtalelinie, er blevet udvidet med to dage, så den nu er åben: onsdag, torsdag, lørdag og søndag. Vi overvejer at få Angst-Avisen postomdelt med navn og adresse trykt på bagsiden, så vi ikke behøver at kuvertere de snart 800 blade. Men af diskretionshensyn vil vi fortsat bruge kuverter til de der ønsker det. Send os en mail eller ring, hvis du ønsker den diskrete model. Med venlig hilsen Kamma Kaspersen 3

4 Nærmest lykkelig? Af Alexandra Pilegaard Lind Lykkepiller, antidepressiver osv. Kært barn har som bekendt mange navne. Vi taler her om de såkaldte SSRIog SNRI-præparater. Men bliver man virkelig lykkelig og fjerner de depression og angst? Ren lykke er der vel næppe tale om, da kvalme, øget svedtendens og søvnløshed hører til de hyppigste bivirkninger, i hvert fald i starten. Lykken består nok snarere i den lettelse mange brugere af præparatet mærker, når deres invaliderende symptomer begynder at lette. Betegnelsen»lykkepiller«er derfor temmelig misvisende, og skal man tro diverse undersøgelser af SSRI, er der noget, der tyder på, at medicinen for nogle mennesker snarere burde kaldes»store-bivirkningspiller«. Efter at SSRI/SNRI-præparater efterhånden har gået deres sejrgang over hele verden, hvor de sælges i henved 100 lande til flere hundrede millioner mennesker, er kritiske røster nu begyndt at lyde. Hovedparten af disse mennesker har haft glæde af medicinen, men der findes efterhånden også en voksende skare, der hævder, at medicinen har ødelagt dem. Disse brugere klager over abstinenser ved ophør, selvom SSRI/ SNRI-præparater ikke betegnes som afhængighedsskabende. Ikke desto mindre udgav Verdensundhedsorganisationen WHO i 1999 en undersøgelse, der placerede præparatet Seroxat på toplisten over medicin, som læger mener, kan give markante abstinenssymptomer. Den lidet flatterende placering skyldes, at der ifølge WHO indgives dobbelt En personlig historie om angst og senabstinenser Af Alexandra Pilegaard Lind Karina Jørgensen er en ung kvinde, læreruddannet og mor til en datter. Hun lider af generaliseret angst. En angst, der gennem årene blot er blevet værre.»jeg har i virkeligheden lige fra første pille følt, at de gjorde mig mere syg«, fortæller Karina. Hun er i dag overbevist om, at hendes angst og de forværrede symptomer skyldes medicin og ikke hendes primære angstlidelse, generaliseret angst. Angst-Avisen har talt med hende og hørt hendes historie. så mange klager over Seroxat som over anden medicin i samme familie. Både i England og i USA har der de senere år været en del retssager mod medicinalfirmaer, der producerer medicinen. Til de absolut mere grelle eksempler hører en retssag fra Wyoming, USA. Medicinalfirmaet GlaxoSmithKline blev i juni 2001 dømt til at betale 6,4 millioner dollars til amerikaneren Donald Scheels familie. Selvsamme havde dræbt sin kone, datter og sig selv efter to dage på Seroxat. GSK hævdede imidlertid, at tragedien snarere skyldtes Donald Scheels underliggende sygdom, depression, end behandlingen heraf. To dage på SSRI er næppe nok til overhovedet at opnå en virkning. Alligevel er SSRI også blevet beskyldt for at kunne føre til selvmord, ligesom der også florerer mange andre»historier«om medicinen. Til rækken af»historier«om SSRI hører fx advarslen fra et svensk institut, Konsumentinstitutet Läkemiddel och Hälsa, der i november 2002 pegede på, at der kunne være risiko for blackout, hvis man indtager alkohol samtidig med SSRI. Undersøgelsen galdt for lægemidlet Cipramil og er således kun observeret i få tilfælde. I Danmark er der kun registreret tre tilfælde af Cipramil kombineret med alkohol-overfølsomhed. En stor dansk undersøgelse bekræfter til gengæld tilsyneladende mistanken om en mulig sammenhæng mellem SSRI og risiko for maveblødning. Ifølge undersøgelsen, der blev foretaget i Nordjyllands Amt fra 1991 til 1995, er der tre gange større risiko for maveblødninger end hos mennesker, der ikke tager denne medicin. Indtages medicinen sammen med gigtmedicin er risikoen endnu større. Kilde: Hvornår oplevede du første gang angsten? Det startede for ca. 6 år siden. Jeg indlod mig på et forhold til en mand, som viste sig at være psykopat. Dette satte for alvor gang i min psyke, hvilket ikke er underligt, hvis man skal tro diverse eksperter. Jeg fik af min læge ordineret Fontex, som jeg knaldede helt ud over. Jeg fik så meget angst, kunne ikke finde ro nogen steder, græd og græd. Jeg startede derfor hos en privatpraktiserende psykiater, hvor jeg fik diagnosen: Generaliseret angst. Hos ham fik jeg gennem to et halvt år forskellige piller. Jeg var i gang med det sidste af min læreruddannelse, og det var vigtigt, at jeg blev færdig, så jeg kunne få den sikkerhed, som en faglig identitet kan give. Fik du så færdiggjort din uddannelse? Ja, men det lykkedes kun, fordi min vilje er meget stærk. 4 Angst-Avisen

5 Håbet har også svigtet mange gange undervejs, og tanken om døden har ofte været oppe til realistisk forhandling med min forældresamvittighed. Heldigvis har denne tanke tabt hver gang. Desuden forsvandt psykopatkæresten ud af mit liv, og jeg kunne nu koncentrere mig om at blive færdig med min uddannelse. De to sidste eksamener gik ikke så godt, men jeg blev trods alt færdig. Hvordan gik det efterfølgende? Jeg søgte job og blev ansat på et skole- og behandlingshjem. Jeg havde fået mit ønskejob, hvor jeg skulle beskæftige mig med adfærdsvanskelige børn. Jeg fik så megen livsenergi, fordi så mange ting var ved at lykkes for mig. Jeg blev selvfølgelig også nervøs, hvilket ikke er unormalt. Derfor fik jeg benzodiazepiner af min psykiater. Men det gik helt galt. Jeg skiftede mærke igen og igen og skiftede mellem antipsykotisk medicin og benzodiazepiner. Jeg fik så meget angst og uro, at jeg troede, at jeg skulle dø. Jeg kæmpede med mig selv hver morgen. Havde piller i lommen og en lille seddel hvor jeg havde skrevet:»du kan sagtens klare det du er god nok«. Jeg holdt ud fra skoleårets start til sidst i november. Så blev jeg sygemeldt, og min nyvundne tro på mig selv og min faglige identitet led et alvorligt knæk Hvad skete der efter, at du desværre måtte melde dig ud af arbejdsmarkedet? Min angst og uro blev værre. Mit håb omkring pillernes virkning fortsatte, jeg troede stadigvæk, at det var et spørgsmål om at finde det rigtige præparat. Jeg ville dog ikke acceptere, at det skulle være sådan, og jeg begyndte at kontakte Angstklinikken på Rigshospitalet og i foråret 2000 kom jeg med i en angstgruppe. Det var fantastisk at møde syv andre mennesker med angst. Det var rart at møde mennesker, som kunne genkende symptomer og den indvendige angst. Jeg skiftede igen præparat adskillige gange. Jeg blev mere og mere syg. Til sidst fyldte angst hele døgnet. Da jeg kom til sidste gruppemøde (tre måneders behandling) havde jeg ikke sovet i 48 timer og jeg fik en recept på flere sovepiller og benzodiazepiner, som jeg kunne tage 4-5 gange i døgnet. Jeg var selvmordstruet og blev foreslået indlæggelse på dagpsykiatrisk hospital. Her startede jeg ugen efter og var på stedet i fem måneder. Kæmpede mig ud af sengen hver morgen og af sted med tog og bus, hvilket var et rent helvede, da jeg i den grad havde fået både panikangst og social fobi. Jeg havde angst døgnets 24 timer. Jeg havde kun ro, hvis jeg tog tre sovepiller. Så kunne jeg med lidt held sove i 2-3 timer. Ingen kunne se, at jeg var syg pga. pillerne. Igen og igen blev jeg dunket både af mig selv og af andre. Jeg var bare ikke god nok, fordi jeg ikke ville forstå, at jeg skulle bruge mine tanker til at styre angsten og alle forventningerne om angst. Men man kan altså ikke styre en angst, som ikke foregår i tankerne, men i kroppen og som i den grad er fysisk. For bivirknings- og abstinensangst er ikke en form for angst, der kan styres eller kontrolleres, ej heller kan udvikling af tolerans. Den sætter ind, når den vil og gerne, når man er mest sårbar. Jeg sov ikke meget og var konstant sårbar. Det var altså en umulig situation. Du er i dag medicinfri, hvordan lykkedes det dig overhovedet at komme videre? Efter en og en halv måned på denne måde sad jeg en nat hos mine forældre og læste i Lægemiddelkataloget. Her fandt jeg lige præcis på tryk de symptomer, som jeg oplevede. Her blev de kaldt bivirkninger og abstinenser. Jeg tog kopier og viste det frem til personalet. De mente, at den angst, som jeg beskrev, var min egen angst, og at det ikke havde noget med pillerne at gøre. Så var der kun en vej frem. Jeg måtte handle selv og det gjorde jeg. I en weekend stoppede jeg med mine SSRI. Indenfor 24 timer fik jeg det bedre. Så meget bedre, at jeg også stoppede med benzodiazepinerne. Nu startede så en periode med næsten de samme symptomer, som jeg havde gennemlevet det sidste år. Men jeg vidste, hvorfor jeg havde det sådan. Hver gang jeg blev i tvivl, læste jeg i Lægemiddelkataloget og tænkte på, at alle symptomer jo var forsvundet nogle dage, da jeg stoppede, og det måtte altså hænge sammen med, at jeg ikke længere fyldte kroppen med medicin. Jeg lærte at grine af symptomerne. Var faktisk i stand til at ligge på sofaen og ligesom udefra se på alle de fysiske symptomer, uden at jeg blev påvirket psykisk af det. Jeg har gennem de sidste tre år kæmpet for at blive normal igen. Kæmpet for at finde tilbage til den kvinde, som ikke har en hjerne af vat, som ikke har abstinenssymptomer, bliver depressiv og meget ked af det, er angst for fremtiden og får krampelignende anfald. forts... 5

6 ...forts. Men jeg synes, at det er svært at se mig selv i denne situation. Jeg vil så gerne kunne fungere på arbejdsmarkedet. Det er svært at blive accepteret af omgivelserne, for det er endnu ikke anerkendt, at medicin kan gøre dette ved nogle mennesker. Du taler om, at du stadig har abstinenser. Hvordan kommer de til udtryk? Jeg havde og har nogle mærkelige symptomer, og jeg har brugt meget energi og mange penge på at opsøge behandling af alskens slags. Jeg er undersøgt af speciellæger i alle ender og kanter bl.a. pga. ømme led, tørre slimhinder, mærkelige udslæt og allergiske reaktioner. Og jeg har rendt min praktiserende læge på dørene, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad der var galt. De senabstinenser jeg p.t. oplever (og der kan gå uger imellem) er som en influenzalignende tilstand. Lettere feber, ondt i halsen, skift mellem kulde og varme, sveder meget, mærker en stærk indre uro, bliver meget ked af det, kan ikke tænke, har tørre øjne, hovedpine, ondt i alle led, har mistet lugtesansen, bliver depressiv, trækker mig tilbage fra sociale oplevelser, kan ikke forholde mig til noget. Symptomerne kommer snigende over et par dage. Det ender med et reelt anfald af stærke rystelser, nærmest kramper, hjertebanken, tænderklapren og umotiverede muskelsammentrækninger og en stærk og hulkende gråd. Så går jeg i seng og lader angsten overtage min krop. Det tager mellem minutter og bagefter er jeg nærmest renset.jeg har lige læst i Helse (januar 03) at disse kramper og muskelspændinger er kroppens måde at»stresse af«på. Det er rart, når et anfald er ovre. Jeg er ikke bange for min angst, jeg lader den angribe mig, for jeg føler mig hel og i ro bagefter. Min mening om en evt. diagnose er i dag, at jeg lider af senabstinenser. Og det fik jeg vished for, da jeg sidste sommer kom i kontakt med andre i samme situation. Jeg har altid haft en slags nervøsitet/usikkerhed med baggrund i manglende selvværd og det at ikke føle sig god nok. Men angsten har jeg først for alvor lært at kende via medicinen. I mit nuværende liv kender jeg til to typer angst, og jeg kan uden problemer mærke forskel. Abstinensangsten, som får lov til at være der, og min egen (psykiske) angst, som dukker op, når jeg er stresset eller føler mig presset rent følelsesmæssigt. De eneste piller, som jeg i dag indtager en sjælden gang, er to hovedpinepiller. Den generaliserede angst og panikangsten hører fortiden til. Jeg er ikke angstfri, men jeg er fri. INDRE MINE hvor det prikker hvor det stikker alt for mange øjne kigger det ser ud som en lavine alle ser sig om med sine øjnene der kigger nedad aldrig op men ned og indad hvad skal sådan øjne ligne er de øjne stadig mine øjne, øjne alle vegne to og to som mine egne de to øjne der kan grine er de øjne ikke dine øjne, øjne ind imellem ser to øjne ind igennem alt på alt og det gør dine lige lukt i indre mine Benny Nielsen 6 Angst-Avisen

7 Et samfund på piller? Af Alexandra Pilegaard Lind Når talen falder på behandling af angst nævnes SSRI/SNRI-præparater og kognitiv terapi gang på gang. Enten hver for sig eller i kombination. Effekten heraf synes da bestemt også at være god, men der eksisterer samtidig en anden metode: benzodiazepiner. Disse tilhører gruppen af lægemidler, der bruges som sove- og»nerve«- medicin. Pga. fare for afhængighed anbefaler Sundhedsstyrelsen kun brug heraf i højst to uger. Alligevel bliver mange mennesker behandlet med benzodiazepiner i årevis. Emnet har været omstridt i årevis og deler den offentlige mening i to lejre. Et kig på hjemmesiden og dets links til artikler om forskellige aspekter af brugen af benzodiazepiner vidner herom. Benzodiazepiners virkning er kendt og veldokumenteret. De har en god angstdæmpende, søvnfremkaldende og muskelafslappende virkning. I modsætning til fx SSRI (»lykkepiller«) indtræder virkningen næsten med det samme. Undersøgelser viser at ca % af den danske befolkning bruger benzodiazepiner regelmæssigt. Kritikere taler derfor om en»misbrugsnation«. Andre er mere nuancerede og prøver at finde en forklaring på medicinens tilsyneladende popularitet.»de sidste årtiers gigantiske udvikling inden for lægevidenskaben har givet såvel patienter som læger den forestilling, at lægen ligesom medicinmanden Miraculix i tegneserien Asterix - har en»trylledrik«mod en hvilken som helst dårligdom. Det må ikke gøre ondt, heller ikke i sjælen - men medicin har ikke altid den tilsigtede virkning«, mener psykiater Jens Frydenlund. Benzodiazepin kan desværre let skabe afhængighed med efterfølgende abstinenssymptomer. Dette har været kendt siden starten af 1960 erne. Benzodiazepinforbruget i Danmark er dog ikke faldet af den grund. Mange brugere af benzodiazepiner taler netop om afhængighed og slemme langvarige mén.»benzodiazepiner burde vært godkjent som torturredskab, ikke som behandling«- Cecilie, ex-afhængig. Det interessante er, at abstinenserne efterhånden begynder at ligne det oprindelige problem - det som medicinen skulle hjælpe imod. De mest almindelige bivirkninger er fobier, depression, søvnproblemer og angst. Jens Frydenlund, der har mange års erfaring med afvænning af medicinafhængige, siger, at brugen af benzodiazepiner går ud over ens intellektuelle kapacitet. Han er en skarp kritiker af benzodiazepin, og mener kun, de bør bruges på sygehuse og kun ordineres af specialister ved svære, psykiatriske tilfælde. Han finder det tankevækkende at:»hvis man spørger en gruppe læger, hvilken hjælp de selv ville foretrække, hvis de kom ud for en krise, så svarer de forskelligt. Men der er ingen af dem, der siger, at de vil have stesolid«. Undersøgelser har dog vist, at 90 % af benzodiazepinerne blev udskrevet af de praktiserende læger. Heraf 2/3 over telefonen. Dette mønster er heldigvis ændret efter de senere års debat af problemet. Ikke alle er udelukkende kritiske over for benzodiazepiner. Det er nemlig individuelt, hvorledes de virker på forskellige mennesker. Man kan ikke komme udenom, at de er vanedannende, men nogle ophører med at indtage medicinen uden større problemer:»ikke alle mennesker har problemer med at blive afvænnet, det gælder ca. halvdelen af de personer, der har taget medicinen i længere tid«udtaler professor Ebba Holme Hansen på Benzoinfos hjemmeside. Afvænningsprocessen for den anden halvdel er desværre ikke nem. Jens Frydenlund vurderer, at nedtrapningen varer en måned for hvert år man har været afhængig. Han efterlyser større rummelighed i samfundet over for sorg og livskriser. Sjælelige smerter kan sjældent kureres med medicin. Han mener, at læger burde tilbyde samtaleterapi, men fremhæver at det er et politisk spørgsmål, da det kræver at lægen lærer dette. I det hele taget skal der en holdningsændring til med information til patienter og efteruddannelse til læger om bivirkninger og abstinenser. Holdningen fra Sundhedsstyrelsen er i klar:»det er vigtigt, at benzodiazepiner ikke bruges kritikløst mod stress, kriser eller bekymring over almenmenneskelige problemer. De bør så vidt muligt ordineres til korte behandlingsforløb. Når der er tale om anxiolytisk behandling (behandling af angst), bør man stræbe efter en periode på ikke over 4 uger og allerede ved starten træffe aftale om varighed og aftrapning.«alligevel findes der i Danmark langt over , der dagligt indtager benzodiazepiner fordi de på et eller andet tidspunkt har haft»ondt i livet«. Problematikken synes derfor trods alle gode intentioner og forslag langt fra løst! Kilde: 7

8 Syg af medicin - en personlig historie Af Alexandra Pilegaard Lind Jette er en kvinde først i 50 erne, som har lidt af forskellige former for angst i over 20 år. Hun startede med at blive behandlet med benzodiazepiner, men har i en kort periode også prøvet SSRI-medicin. Jette er i dag sengeliggende og ude af stand til at leve et almindeligt liv. Årsagen mener hun, skal findes i den medicin hun har fået. Hvordan startede det alt sammen? Som 23-årig fik jeg mine første angstanfald og fik stillet diagnosen panikangst og senere blev denne efterfulgt af socialangst. Jeg fik med det samme en recept på Lexotan, men synes ikke, at jeg blev ordentligt informeret om bivirkningerne. Jeg fortsatte med medicinen i 24 år, men fik det kun værre. Efterhånden udviklede jeg tolerance over for stoffet, det vil sige at der skulle flere piller til for at få den samme virkning. Min læge udskrev dog, hvad jeg havde brug. Det foregik altid telefonisk. Hvordan klarede du at passe job i den periode? De første 20 år passede jeg mit job, selvom det var svært. Jeg havde på trods af pillerne stadig meget angst og var desuden altid meget træt. Efterhånden havde jeg udviklet så megen socialangst, at jeg måtte sige nej til socialt samvær. Min daværende læge gik på pension og en nyudannet læge overtog hans praksis. Den nye læge sagde med det samme nej til flere piller og gav mig 3 måneder til at trappe ud. Min krop skreg efter stoffet og jeg var derfor meget nedbrudt både fysisk og psykisk. Lægen ville heller ikke sygemelde mig mere end 14 dage, hvorfor jeg så mig nødsaget til at melde mig ud af arbejdsmarkedet. Jeg havde hverken mulighed for at få sygedagpenge eller søge pension, da min læge ikke støttede mig. Heldigvis kunne min mand forsørge os begge. Hvordan gik nedtrapningen? Jeg fik ingen nedtrapningsplan og slet ingen hjælp fra min læge. Ved egen hjælp kæmpede jeg mig i løbet af et år ned på halv dosis, men jeg havde det meget dårligt og var sengeliggende det meste af tiden. Jeg måtte dog opgive at komme længere ned i dosis og jeg skiftede derfor læge i håbet om at han i mindste ville godtage den dosis jeg var kommet ned på. Det ville han heldigvis. Jeg fik det alligevel ikke bedre. Jeg var klar over, at jeg nok ikke kunne få flere piller. Derfor prøvede jeg mig frem med SSRI-medicin, hvor jeg fik mærket Fontex. Hvordan virkede den nye medicin? Jeg forsøgte i et år, men opnåede ingen virkning. Jeg kontaktede derfor i 1998 et privat rådgivningscenter. Her fik jeg en nedtrapningsplan på 3 mdr., så jeg kunne lægge benzo erne på hylden. Jeg havde selv formået at stoppe med Fontex. Jeg mener selv, at nedtapningen gik alt for hurtigt. Min krop kunne ikke nå at følge med. Jeg blev meget dårlig, fik kramper, rysteture, kvalme, tabte 10 kg, fik voldsom angst og kunne ikke stå på benene. Min mand måtte tage fri en måned fra arbejde for at hjælpe mig. Det lykkedes mig at trappe helt ned, og i de næste 10 måneder var jeg medicinfri. Hvordan gik de 10 måneder? Jeg var sengeliggende og fik kun ca. 2 timers søvn i døgnet på grund af abstinenserne, der blev ved, selvom jeg var stoppet med medicinen. I denne periode havde jeg kontakt med distriktspsykiatrien, men de troede ikke på, at mine abstinenser kunne være så voldsomme og langvarige. Til sidst fik jeg igen så voldsom angst, at jeg ikke turde være alene hjemme. Jeg tog på psykiatrisk skadestue, hvor jeg snakkede med to læger, men de kunne kun hjælpe mig med medicin. Det rådgivningscenter jeg tidligere havde haft kontakt med, foreslog mig derfor at prøve et behandlingshjem, der skulle have gode erfaringer med nedtrapning af piller. Hvordan finansierede du opholdet? Jeg søgte først kommunen om tilskud, men fik afslag, da de kun ydede tilskud til narkotika- og alkoholproblemer. Jeg betalte derfor selv de kr. som opholdet kostede. På behandlingshjemmet skulle jeg trappe helt ud af medicinen på kun en måned. Det var alt for hurtigt, og da jeg forlod stedet havde jeg det meget værre end ved ankomsten. Endnu mere angst, svede- og rysteture osv. Klagede du ikke? Jeg ved ikke om der var nogen klagemuligheder, men jeg havde heller ikke haft kræfter til det. Jeg tror heller ikke, at jeg ville have fået noget ud af at klage, da behandlingshjemmet påstod, at mine abstinenser var psykiske. Får du ingen støtte fra læge eller psykiater? Min læge mener, at det er min angst, der er den grundlæggende sygdom. Jeg har også talt med flere psykiatere, der heller ikke tror, at min sygdom skyldes medicin. Jeg har dog talt med flere, som er kommet ud af medicinen og har det meget bedre nu. Nogle har fået psykologbehandling, andre har ikke haft brug for hjælp, når først abstinenserne forsvandt helt. Jeg var heldig at få en støtteperson for 3 år siden, som selv har prøvet dette. Hun er guld værd for mig. Jeg havde slet ikke klaret det uden hende. Hun giver mig den støtte og hjælp som jeg mangler fra min læge. Derudover er jeg heldig at have nogle helt uundværlige veninder, som støtter mig og hjælper min mand med praktiske gøremål i huset, da jeg på nuværende tidspunkt intet 8 Angst-Avisen

9 kan. Bare det at klare den daglige hygiejne er et helvede for mig. Er du medicinfri i dag? Nej, det er jeg endnu ikke. Efter opholdet på behandlingshjemmet i 1999 kæmpede jeg dog selv videre, og det lykkedes mig at være medicinfri indtil januar I denne periode var jeg stadig sengeliggende, da jeg endnu engang havde mange abstinenser, selvom jeg var medicinfri. Jeg oplevede angst, depression, søvnproblemer, hovedpine, kvalme, høj puls, åndenød, kramper, muskelspændinger og maveproblemer. Jeg fortsatte med at få det værre og fik derfor i januar 2002 igen benzodiazepiner - denne gang Alprox. De virkede bare slet ikke. Jeg prøver derfor også 2 SSRI-præparater. Jeg prøver dem i 14 dage, men bliver meget dårlig af dem. I maj 2002 får jeg heldigvis kontakt til Jens Frydenlund, der er psykiater og ved meget om benzodiazepiners skadelige virkning. Jeg får en ny nedtrapningsplan, så jeg kan komme ud af Alprox som jeg stadig tager. Den nye plan er længerevarende, måske flere år. Så på nuværende tidspunkt ved jeg ikke, hvornår jeg vil være restitueret, da abstinenser efter nedtrapning kan vare længe, og jeg sikkert hører til den procentdel, der er hårdest ramt. Få ny brochure tilsendt: Angstforeningen har fået sin første egenproducerede brochure om hypokondri/sygdomsangst, som I kan få tilsendt ved henvendelse til os danskere lider af hypokondri, ofte sammen med en anden angstlidelse. Hypokondri har været angstlidelsernes stedbarn. Uvidenheden om denne invaliderende lidelse skriger til himlen, og den synes omgærdet af tabu og latterliggørelse. Det må vi have ændret på, og vi håber derfor at vi med denne brochure kan medvirke til at oplyse om symptomer og behandling. For hypokondri kan i langt de fleste tilfælde behandles. Inden længe kommer den næste brochure fra foreningens hånd. Den omhandler kognitiv og medicinsk behandling af angst, og er bygget op som interview med en psykolog og en psykiater fra vores faggruppe. I slutningen af maj skulle den være klar. 9

10 Erfaringer fra et kognitivt-fysioterapeutisk behandlingstilbud til mennesker med angst Lizette Myrting, Psykolog Psykiatrisk Afdeling Sundvej 2, 8700 Horsens Siden 1998 har vi på Psykiatrisk afdeling i Horsens haft et fast behandlingstilbud i gruppe for mennesker med forskellig slags angst (typisk: agorafobi med panikangst, generaliseret angst, socialfobi, til tider: ængstelig personlighedsstruktur). Behandlingen strækker sig over 15 gange á to timer, hvor vi seks patienter, en fysioterapeut og psykolog - mødes en gang om ugen. I og med der er så mange kropslige komponenter knyttet til en række angstlidelser har vi valgt at vægte det fysioterapeutiske bidrag relativt højt. Dette i tråd med den kognitiv-adfærdsterapeutiske antagelse om, at den måde vi tænker på påvirker vores kropslige reaktioner, følelser og handlinger ligesom den måde vi føler, handler og kroppen påvirker os smitter af på tankerne (her menes ikke bare ord og sætninger men også de ordløse tanke-billeder vældig mange med angst kan have). Til tider har vi ud fra tidsmæssige hensyn overvejet at skille det kognitiv-adfærdsterapeutiske tilbud fra det fysioterapeutiske, men fordelene ved en samtidig tilstedeværelse og samarbejde i nu et sammen med patienterne synes vi har vejet tungere, da det giver muligheden for at træde til med to fagligheder og den forhåbentlig - bedste integration af kropslige oplevelser og mentale tolkninger. Udover erfaringsudveksling imellem rummer første trin i tilbuddet undervisning om angst ud fra en kognitiv-adfærdsterapeutisk vinkel i kombination med undervisning i angstens fysiologi. Langsomt starter vi på kropslige øvelser, der styrker kontakten til kroppen (som af og til kan være mindre god fordi en stor mængde energi går på spekulationer og muskelspændinger). Andet trin i behandlingen omfatter en nærmere undersøgelse af angst-mønstret (hvornår kommer angsten, i hvilken styrke, i hvilken situation, hvor meget undgår man og tilrettelægger sig ud af angsten, hvilke støtteforanstaltninger sætter man op for sig selv i den manglende tro på at kunne håndtere angsten). I samme tidsrum fokuseres på åndedrættet og hvordan man kan få styr på sin vejrtrækning ved hyperventilation eller»blot«et angstanfald, hvor der sker ting i kroppen som typisk ikke sker under afslappede forhold; og hvor man uheldigvis kan komme til at tolke det som en misfunktion i kroppen:»er dette tegn på en blodprop?«- eller:»mine øjne kan ikke fokusere. De andre må tro jeg er kronisk skeløjet«. Ved andet trin går vi også i gang med at undersøge og udfordre de negativ automatiske tanker, der er knyttet til angst-følelsen og senere erstatte dem med mere realistiske og fleksible tanker, der skaber mindre angst. Det siger sig selv, at det giver en anden følelse om man tænker det er muskelspændinger frem for en alvorlig sygdom der er på færde, eller man bevidst forsøger at skele med øjnene i en afprøvning af om de andre overhovedet lægger mærke til det frem for at tage sin egen negative forudsigelse om hvad andre tænker om én som en kendsgerning. Eksponeringsdelen hører til i tredje og sidste trin af behandlingen. Det vil sige at man trinvist udsætter sig for angstprovokerende situationer (og det kan både være noget der sker i kroppen/hovedet eller udenfor én selv) og samtidig gør brug af de nye redskaber man har lært sig gennem forløbet. Til denne del af behandlingen hører også afspænding. Og selv om der har været debat om det effektive i afspænding i forhold til angst, synes langt de fleste patienter at det på det tidspunkt i forløbet er en positiv oplevelse at få knyttet på arbejdet med angsten. Til den sidste del af behandlingen hører desuden at der sættes nye mål på kort og langt sigt, hvilket naturligvis rækker ud over det aktuelle behandlingsforløb. Tilbagemeldingerne fra denne form for gruppebehandling afspejler ganske godt det faktum at vi er forskellige som mennesker. Nogle har klart et stort udbytte af den kropslige del af behandlingen og andre hylder mere det kognitive arbejde og den forandring der kan ske her. Det der dog kan være vigtigt at fremhæve er, at eksponeringsdelen er uhyre vigtigt i forhold til en formindskelse og/eller aflivning af angsten. At komme i gruppen i sig selv giver ikke nødvendigvis en forandring af angsten, men afprøvning og konfrontation her og i døgnets andre vågne timer er af vital betydning for et positivt behandlingsresultat. 10 Angst-Avisen

11 Fakta om Angstklinikken på Rigshospitalet. Af Elsebet Steno Hansen, afd.læge Angstklinikken på Rigshospitalet, der er en del af den psykiatriske afdeling, modtager patienter med diagnoserne panikangst og social fobi i et ambulant behandlingsforløb, der er fastsat til 12 uger. Behandlingen består dels af medicin, dels af kognitiv adfærdsterapi i gruppe og individuelt. Gruppeterapien foregår en gang om ugen og varer halvanden time. Individuelle samtaler aftales mellem patient og terapeut, typisk 8-10 gange i løbet af de 12 uger. Angstklinikkens faste stab består af en afdelingslæge, der er speciallæge i psykiatri samt en psykolog. Som med-terapeuter er yngre læger under uddannelse til speciallæge i psykiatri og psykologpraktikanter. Angstklinikkens overlæge og ledende psykolog har enkelte individuelle patienter, men har deres øvrige funktioner andetsteds i psykiatrisk afdeling. Medicinen der bruges i Angstklinikkken er de såkaldte SSRI-præparater (Selective Serotonin Reuptake Inhibitors), dvs. nyere præparater, der både modvirker angst og depression, fx Seroxat og Cipramil. Stoffer som Stesolid og Tafil, de såkaldte benzodiazepiner, bruger vi ikke i Angstklinikken, bla. fordi disse stoffer kan hæmme indlæring. En væsentlig del af terapien består netop af indlæring af teknikker til håndtering af angst. I gruppesessionerne gennemgås baggrunden for udviklingen af angst, de fysiske symptomer og gennemgang af hovedprincipperne i kognitiv adfærdsterapi. Der vil være praktiske øvelser og opgaver, der skal løses fra gang til gang. Vi har gode resultater med ovennævnte behandlingsmodel, der oprindeligt er udviklet i Canada. Har du brug for behandling i Angstklinkken? - skal du få din egen læge, praktiserende speciallæge eller lægelig ledet institution til at henvise dig. - du vil da blive indkaldt til en forsamtale hos psykolog eller psykiater, hvor vi vil vurdere, om du lider af panikangst eller socialfobi, og om vort behandlingstilbud i øvrigt er noget for dig. Hvis du eksempelvis samtidig lider af betydelig depression, vil vi sædvanligvis foreslå dig at blive behandlet for denne først, da du ellers ikke vil få noget ud af vor behandling. - ventetiden fra du er henvist til vi indkalder dig er p.t. 1-2 måneder. - ventetiden fra du har været til forsamtale og til du kan starte i gruppe,er højst 3 måneder. - behandlingen er som det fremgår, en»pakkeløsning«, og man vælger hele pakken, når man starter i et forløb. Man kan altså ikke fravælge medicin eller terapi, hvis man ikke kan acceptere den ene eller den anden del, bør man søge anden behandling. - behandlingstilbuddet omfatter kun de 12 uger. Når et forløb er afsluttet, vælger mange at have kontakt til praktiserende psykiater eller egen læge, også for at kunne lave aftaler om evt. medicinudtrapning. Vi anbefaler at medicinen tages i mindst et år. Nogle grupper fortsætter med at mødes privat i en periode eller kommer i en selvhjælpsgruppe i Angstforeningen, for at vedligeholde de kognitive teknikker. Angstklinikkens adresse er: ANGSTKLINIKKEN afd.6233 Att.sekretær Brit Mouridsen Psykiatrisk Klinik. Neurocentret, Rigshospitalet, Blegdamsvej Kbh. Ø, tlf Elsebet Steno Hansen,afdelingslæge Mette Hedegaard, Psykolog HVIS DU TILSIDESÆTTER... Hvis du tilsidesætter dine behov, bliver de til ønsker Hvis du tilsidesætter dine ønsker, bliver de til drømme Hvis du tilsidesætter dine drømme, bliver de til længsler Hvis du tilsidesætter dine længsler, bliver de til vrede Hvis du tilsidesætter din vrede, bliver den til angst Hvis du tilsidesætter din angst, bliver den til sygdom Hvis du tilsidesætter din sygdom, dør du 11

12 Den dag Ground Zero rejste sig Af Henning N. Larsen Den dag hvor den vestlige verden blev ramt af en kollektiv angst for livets skrøbelighed, sad andre allerede med følelsen af, hvad det betød og hvordan det føltes. De sad som jeg, med en viden om at dette ikke bare går over igen uden kamp og uden vilje, fordi de på det tidspunkt allerede i lang tid - ja faktisk dag efter dag - havde kæmpet mod det uvisse; angsten for hvad der gemmer sig i: det næste møde, den næste samtale, det næste supermarked, den næste telefonsamtale, den næste...verdens paniske angst for terrorangreb blev på én gang den»almindelige«del af befolkningens chance for at forstå og kende den hverdag, som mange angstramte lever med. Alt er uvist, og ingen kan give dig, det svar du ønsker på:»hvad er jeg bange for? Hvorfor? Hvornår sker det næste gang?i en artikel i Weekendavisens i foråret 2002 fortalte lægerne på Riget, om deres forskning og kortlægning af det, som i fagsprog kaldes panikangst. Artiklen forklarede de medicinske hensigter, og kom lidt ind på baggrunden for hvorfor nogle mennesker udvikler panikangst, og hvorfor andre ikke gør. Men set ud fra en patients synsvinkel manglede den det allervigtigste, nemlig hverdagen. Som samfundet så journalisten, der gerne ville, men alligevel ikke turde bryde det tabu, som vi andre dagligt har inde på kroppen. Fysisk eller psykisk? Den dag terrorangrebet ramte min person var jeg helt uforberedt, hvorved chokket forstærkedes. Alle mulige undskyldninger blev taget i brug og alle muligheder for fysiske test af lunger, hjerte, blod m.v. blev gennemført. At der selvfølgelig ikke kunne komme nogen beviselige resultater ud af dette, vidste vi i forvejen: selvklart mere bevidst hos lægen og mere underbevidst hos mig. Det handlede ikke om det fysiske - men det psykiske. Skammen over dette er fælles for mange angstpatienter - det er svært at bære, og bidrager til den øgede isolation derefter.havde det da bare været en brækket arm eller en ødelagt menisk, så kunne man stå på en venteliste, og vente på en forbedring. I stedet stod man tilbage med følelsen af at være en færdig mand, at være skør i andres øjne. Men man er ikke skør, sindssyg e.l., når man er panisk angst for det uforklarlige, man er blot et menneske på godt og ondt. Hverdag - en kamp tilbage til livet. For at forstå en ganske almindelig dag for en angstpatient skal du hensætte dig til New York i sekunderne før flyvemaskinerne eksploderede ind i de to tårne eller bedre: forestil dig, at de eksploderede ind i dine to ben, ville du blive stående? Svimle? Eller falde?panikken bagefter, frygten for hvad der nu sker og ikke mindst bevidstheden om, at din verden fremover aldrig kommer til at være den samme. Sådan er livet en almindelig hverdag for en angstpatient, hvor man skal til at lære selv basale ting igen, som ikke at blive rød i hovedet, ikke at gå i panik, ikke at blive hjemme fra arbejde, fordi angsten nærmest gør det umuligt at åbne døren ud til livet. Man kommer til at holde sig hjemme, for her er man i sikkerhed, her kan ingen overraske dig, og tage kontrollen fra dig. Isolationen tror man hjælper, fordi anfaldenes antal bliver mindre, og håbet spirer måske. I virkelighed er det de sidste krampetrækninger, før man går helt ned. At isolere sig hjemme, gør det kun endnu mere umuligt at komme ud næste gang - gør det endnu mere sandsynligt, at der kommer et anfald. Anfald. Hvad er det? hvad gør det? Forstil dig, at du står foran hele familien, arbejdskammeraterne og vennerne til dit eget bryllup eller barnedåb, og vil holde en tale. Du er godt forberedt, veltalende og glad, men så kommer mørket. Pludselig kan du ikke koncentrere dig, og den indstuderede tale glider væk fra dig over i et univers, hvor du kæmpende med al magt og kraft alligevel ikke kan nå den. Du rødmer, du sveder, du ryster, du bliver sanseløs tørstig, dit hjerte hamrer af sted og du sætter dig stille ned på stolen, mens de alle ser på dig; familien, vennerne og arbejdskammeraterne. Imens farer tankerne rundt i hovedet på dig i divergerende retninger. Du forstår ikke hvordan, og samtidig er du helt bevidst om, at dette ikke er godt, at der er noget helt forkert ved situationen. Hvor mange af deltagerne til din fest tror du taler til dig den aften, som de talte til dig dagen forinden? Ground Zero Så tager vi den derfra, så starter vi på 0 igen. Dette er nok det mest geniale ved hele situationen i New York, og samtidig en vigtigt pointe for den enkelte angstpatient. Du bliver nødt til at slå en markant streg i sandet, og se fremad. Fatte mod i en tid med modløshed og frygt, fordi det er selve livets kvalitet, der ellers kommer til at tabe kampen, hvilket jo ville være angstens allerstørste triumf. Men denne fjer i hatten skal angsten ikke have, og vi må rejse os igen, trods det at vi stadig ved, at vi lever med den. For størstedelen af befolkningen i den vestlige verden skal hverdagen nok indfinde sig igen, ja det er vel allerede sket, men for angstpatienten handler det om, at samfundet informerer om grunden til sygdommen, og ikke mindst får opbygget et beredskab hos lægerne, så de kan sende folk af sted med det samme til effektiv angstbehandling. Den dag Ground Zero rejser sig hos det enkelte menneske, bliver den dag hvor angstens første nederlag opstår, og derfra kan håbet, troen og livet igen spire og vokse frem. 12 Angst-Avisen

13 Risikogalskab Af Kamma Kaspersen (bragt i Weekendavisen i forkortet version) Under ovenstående deloverskrift kan man i Weekendavisen marts 2003 læse om, hvordan en ganske almindelig landsbylæges dagligdag i Præstø ser ud fra hendes synsvinkel. Læseren præsenteres for forskellige patienttyper, hvor mange synes at have det til fælles, at de lider af midlertidigt eller konstant ondt i livet og bekymring over at fejle noget alvorligt. Desuden et enkelt paradoksalt tilfælde med en sklerosepatient der synes at have affundet sig med sin skæbne og lever livet i overhalingsbanen. Ellers kan man fornemme mellem linierne, at danskerne, der er mindre syge end nogensinde (hvor ved man det fra?) bekymrer sig desto mere. Lægen fortæller, at hun ser 100 der intet fejler, og en der virkelig er syg. De der intet fejler, kommer pga. eksistentielle livskriser, hoste, dårligt fungerende familieforhold og angst for at fejle noget.hun finder det beklageligt, at man kan læse, at flere hundrede tusinde går uopdagede rundt med depression og betvivler dette. En patient, der har fået lykkepiller, og som føler, at hun er blevet mere ligeglad med det hele manden synes hun er blevet mindre hysterisk får forklaret tilstanden som om:»der er blevet lidt mere leverpostej, hverken top eller bund«. Hun siger også til patienten, at hun håber, at hun ikke skal blive ved med at tage lykkepillerne. betænkelig ved risikovurdering ved graviditet og de tunge valg, som dette medfører for den gravide. Var det bedre i gamle dage, da man tog sin skæbne på sig og bed smerten i sig, når man fik et handicappet barn? Jeg synes man får det indtryk. Som angstramt kan jeg nikke genkendende til billedet af lægen, for hun ligner desværre så mange af sine kollegaer. Hun ville ikke opdage min angstlidelse. Hun ville forveksle den med en eksistentiel livskrise og tale om, at nogle mennesker er mere følsomme end andre, og jeg ville gå hjem med min socialfobi, som faktisk har en anerkendt diagnose i WHO s ICD-10 klassifikation. Der findes ca af sådanne følsomme danskere, der lider af angst: socialfobi, panikangst, generaliseret angst, sygdomsangst/hypokondri (i artiklen kan jeg genkende et par af slagsen) og de kan bl.a. hjælpes vha. de lykkepiller, som lægen ikke håber, man skal blive ved med at tage. De kan også hjælpes med en målrettet kognitiv psykoterapi, men alt dette er viden, der er kommet inden for de sidste 10 år, så spørgsmålet er: Hvor lang tid tager det, før denne viden når ud i landets randområder? Indtil da, vil disse patienter dukke op hos lægen og bruge både hendes og deres egen tid på en lille sjælesørgersnak, der ikke løser problemet.håb og tro er et, anderledes er videnskabelige kendsgerninger: angstlidelser forsvinder stort set aldrig af sig selv. Ubehandlet vil disse mennesker dukke op igen og igen hos lægen også med følgesygdomme som misbrug. Men til hvilken nytte, når/hvis lægen enten ikke kan genkende eller anerkende lidelsen? Var ovenstående patient så et eksempel på en af de 100, der ikke fejler noget efter lægens mening? Det må man gå ud fra. Alligevel er lægen bekymret for alle patientforeninger, fagforeninger, speciallægeforeninger og politikere og medier, der vil ind og bestemme for hende i hendes lukkede rum, som hun kalder sin klinik, hvor hun sidder alene med patienten og sin tavshedspligt. Hun sammenligner sin gerning med præstens og vil helst:»være til stede de rigtige steder, dér hvor der er sygdom, liv og død.«underforstået: som det var, før verden gik af lave. Jeg kan sagtens forstå præsten, undskyld lægen fra Præstø, for hun er ved at blive rendt over ende af ny videnskab som lægegerning ellers burde være åben for. Man kan simpelthen opspore og behandle flere sygdomme i dag, end da hun fik sin praksis, og det er jo bekymrende. Måske har hun ikke tid til at indstille sig på nye tider? Hun er 13

14 Tit sad jeg i røret efter en angstfyldt nat og hylede Af Jessie Hanemann, Ålborg. Personlig beretning med panikangst En aften for 23 år siden kunne jeg ikke få luft, blev bange og troede jeg skulle dø. Jeg ringede til vagtlægen, som bad mig komme, men da jeg kom derind, var han på sygebesøg, og sekretæren havde et par piller til mig i en kuvert. Jeg slugte den ene og blev hurtigt rolig, men sløv. Om mandagen opsøgte jeg min egen læge med den sidste pille i hånden. Det viste sig at være stesolid. Han mente, vi skulle se tiden an. Jeg havde nu ro i en kort periode, men så begyndte det igen: Snurren i ansigtet, følelsen af hævet tunge, åndenød og indre uro blev nu min dagligdag. Lægen gav mig flere beroligende piller, og jeg undersøgte bivirkningerne på indlægssedlen. Jeg fik næsten bivirkningerne uden pillen. Jeg tog kun pillerne, når jeg absolut ikke kunne klare mig uden. At køre i bus blev umuligt. Større steder som Bilka gik heller ikke. På vej dertil kunne jeg frygte et angstanfald så meget, at jeg ikke nåede længere end til babytøjet indenfor. Jeg undskyldte mig med, at jeg ikke kunne tåle det blålige lys derinde. Jeg så godt at veninderne undrede sig, men for mig handlede det om at komme i sikkerhed, og ofte var det nok at komme ud og ind i bilen og sidde at krykke. Efter utallige besøg ved lægen kom jeg til psykiater. Måske var jeg ikke klar, måske forstod jeg ikke Freuds principper. Men jeg mærkede tydeligt, at det her hjalp mig ikke, så jeg stoppede. Jeg fik en rigtig god mandlig kammerat, som altid støttede mig. Han har i dag en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg vidste ikke at jeg skulle arbejde med mig selv. Jeg troede, at de psykiatere jeg rendte rundt til, havde en færdig pakket løsning på længde med en penicillin-kur. Angsten kom og gik, og jeg var så plaget af den, at jeg ofte ikke kom udenfor en dør. Min nabo (som i dag er min veninde) læste til sygeplejerske og kunne berolige mig med, at det ikke var fysisk, hvilket var en stor lettelse. Derefter kom jeg lidt ud igen, blev gladere, men samtidig tryghedsnarkoman. Det var vigtigt for mig, at jeg altid kunne komme i kontakt med mine venner, når symptomerne opstod. I mange år kom og gik angsten, og i perioder var jeg et frit 14 og glad menneske. Efterhånden fik jeg problemer med ryg, nakke og skulder og kom til fysioterapeut i 1986, og kommet med jævne mellemrum for at få løsnet spændingerne, der fulgte med angsten Når jeg ser tilbage på de 1000-kronesedler jeg har fået masseret ud af nakke og ryg, virker det helt grotesk. Det var svært at blive taget alvorlig. Hvis jeg mødte nogen i byen og de spurgte:»hvordan går det?«og jeg svarede:»jaaaaa, det går ikke så godt psykisk«. Så skulle de med bussen eller parkeringstiden udløb. Min angst var svær at skjule, og til fester sørgede jeg altid for at sidde ved udgangen, hvis jeg da overhovedet kom. Tit meldte jeg fra med influenza, det kunne alle jo forstå. En morgen for 5 år siden vågnede jeg, og alt kørte rundt i en svimmelhed, jeg ikke troede mulig, og jeg troede jeg skulle dø. Lægen mente, det var en virus på balancenerven. Det ville ikke gå væk, så jeg blev undersøgt af ørelægen og blev scannet. Man mente, det var psykisk. Efter 3 måneder var jeg på benene igen. Det havde kostet mig jobbet, jeg var nu ledig og presset økonomisk. Af arbejdsformidlingen blev jeg sendt ud til en jobsamtale. Jeg følte mig ikke helt klar. Allerede på vejen derud gik det galt. Angsten kom og jeg holdt på parkeringspladsen i håb om at kunne samle mig. Jeg var presset af tiden og måtte gå derind. Jobsamtalen foregik i en kold garage hvor medarbejderne gik ud og ind, og min angst tog til. Mine ben spjættede under bordet og på et tidspunkt havnede en halvfuld termokande på gulvet, hvorved jeg blev smurt ind i kaffe. For at redde mit skind og slippe hurtigt væk, slyngede jeg en temmelig høj timeløn ud som et krav, i håb om ikke at få jobbet. Men den gik ikke. De åd den, og jeg blev ansat. I starten kæmpede jeg en kamp for at komme op om morgenen, men kom nu langsomt ind i en rolig periode igen. Jeg havde på det tidspunkt mødt min mand og vi blev gift i år Alt tegnede godt, og jeg var glad. Pludselig fik jeg det værre end nogensinde. Mit hjerte bankede vildt, jeg var ør og svimmel, ukoncentreret, uvirkelighedsfølelse, indre uro, frygt for at blive sindssyg. Jeg sygemeldte mig, blev fyret. Alt gled fra mig. På det tidspunkt døde min egen læge, og jeg kom nu til et lægehus med fire læger. Min nye læge mente, at jeg skulle gå nogle lange ture og være sammen med mennesker, som jeg godt kunne lide. Jeg var stum! Hun kendte mig ikke og ville læse min journal, og jeg fik en ny tid tre uger senere. Tre uger i et helvede med angstanfald flere gange dagligt blev overstået, og jeg mødte op igen. Men den eneste Angst-Avisen

15 besked var, at jeg kunne gå hjem og læse i tlf. bogen og finde en jeg gerne ville behandles af og så ringe op til hendes sekretær for at blive henvist. Det var jeg ikke i stand til. En aften fik jeg det så slemt med trykken for brystet og spasmer i den ene arm. Jeg tog på skadestuen med frygt for blodprop i hjertet. Jeg blev grundig undersøgt af en meget sød kvindelig læge, som sagde, at det var panikangst, og jeg skulle have prof. hjælp og lykkepiller. Jeg var bange som aldrig før. Nu opsøgte jeg en ny læge i lægehuset. Det gav pote, han var utrolig sød, lyttede på alt hvad jeg sagde og tog mig alvorligt. Jeg blev udstyret med lykkepiller, og der blev sendt en henvisning til en af de ganske få kognitive behandlere her i Nordjylland på Psykologklinikken. Bivirkningerne fra medicinen var slemme, og jeg kunne ikke være alene. Tit sad jeg i røret efter en angstfyldt nat og hylede. Lægen sagde beroligende, at jeg skulle give det Specialisering af psykiatere indenfor bestemte diagnoser. Af Kamma Kaspersen Denne overskrift var emnet for Pårørendeforeningen af 1998 s foredrag, , af Søren Bredkjær, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab. Bredkjær fortalte, at når man var færdiguddannet som psykiater, fik man ikke yderlige tilbud i specialisering. Man måtte selv opsøge ny viden og kursus og høstede sjældent anerkendelse for det. Desuden arbejder de fleste psykiatere alene i provinsen, og har ikke umiddelbar tilgang til faglig viden. Mange lægestuderende har i dag, ikke lyst til at ende i en stilling, hvor de skal arbejde meget alene og vælger derfor psykiatrien fra. På flere fagområder i Danmark ser vi i disse år at man specialiserer sig. Sukkersyge har fx fået et særligt ambulatorium til området. Men ikke inden for psykiatrien, der fx spreder sig over 120 distriktpsykiatriske centre. Søren Bredkjær ønsker sig fagområder, hvor man kan være særlig kyndig inden for en bestemt gren af psykiatrien, fx med en 2-årg efteruddannelse inden for affektive lidelser. Man kunne fx dele psykiatrien op i 10 fagområder, bl.a.: skizofreni, affektive lidelser (manio-depressive), de ikke-psykotiske lidelser (herunder angst), spiseforstyrrelser, misbrug, medicinsk psykoterapi, gerontopsykiatri (de ældre), retspsykiatri og sexsualogi samt plads til de uafklarede psykiatriske diagnoser. Indenfor fysiske sygdomme har sådan en specialisering allerede draget fordel af dette. Det giver nemlig uro at have for mange mennesker med forskellige diagnoser blandet sammen. Fremtidsdrømmen er, at der i alle amter sidder nogle, der ved noget om diagnoser og psykofarmakalogi. Som det er i tid og bivirkningerne ville forsvinde. Jeg fik det langsomt bedre og begyndte at læse om angst på internettet, for jeg kunne stadig ikke gå ud alene. En dag så jeg en annonce i lokalavisen om Angstforeningen, der havde startet en gruppe her i Aalborg, og jeg kontaktede foreningen og kom i gang. Det var rart at kunne tale frit om angsten og få hjælp fra nogen som havde det på samme måde. En bog blev anbefalet, og jeg gik ombord i den. Det hjalp mig meget og jeg startede på Psykologklinikken. Der har jeg fået nogle redskaber at arbejde med og kombineret med læsning i bogen, som jeg nu har købt, går det fremad. Endelig har jeg fået fat i noget, der hjælper mig. Medicinen har dog gjort, at jeg har taget 8 kg på, og jeg har nu valgt at trappe ned fra en hel til en 1/2 pille. Denne gang giver jeg ikke op. Jeg vil vinde over angsten. øjeblikket, er der stor variation fra amt til amt. Bredkjær fortæller også at Dansk Psykiatrisk Selskab og Dansk Psykologforening omsider har godkendt hinandens uddannelse. Dette udløser en diskussion blandt tilhørerne, der er meget utilfredse med at det ikke er sket for længst, og man diskuterer forskellene mellem de to faggrupper. Også den ubeskyttede titel: psykoterapeut. omtales. Enhver kan kalde sig psykoterapeut, da det ikke er en beskyttet titel, og mange mennesker er desværre uvidende om dette. Man kan nemlig komme grueligt galt af sted med at sætte sin lid til en person, der kan være fuldstændig uvidende om den diagnose og de symptomer man har. Dansk Psykiatrisk Selskab vil indstille til et nationalt råd indenfor psykiatrien, hvor Sundhedsstyrelsen kan deltage. Bredkjær mener, at angst og depression har været nedprioriteret til fordel for distriktpsykiatrien, men sætter sin lid til, at vi i løbet af de næste 5-7 år får uddannet speciallæger og læger indenfor området, som vil kunne supervisere endnu flere. Samtidig går vi en udvikling i møde hvor blodprøvetagning kan svare på, om vi omsætter medicinen for hurtigt eller for langsomt, hvilket vil kunne målrette medicinering langt bedre end vi kender det i dag. Så alt i alt synes der håb forude, også for angstbehandling. 15

16 AVISKLIP om angst Børn må vente på psykiatri Siden 2001 er ventetiden på behandling på en børnepsykiatrisk afdeling steget, så nogle børn må vente op til et år. Antallet af børn på ventelisten er på landsplan steget fra 900 til 1100 siden Hver tredje barn må vente mere end tre måneder og nogle børn må vente op til et år. Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Jens Buchhave, opfordrer nu til at disse afdelinger kommer med under ventetidsgarantien. Vejle Amts Folkeblad, 27. marts Flere unge har brug for psykiatri. Et stigende antal unge henvises til psykiatrisk behandling på Kolding sygehus, på et ofte diffust grundlag. Henvisningen de har med er ofte diffus, fortæller overlæge Kim Birkedahl, der forsøger at forklare, hvad de kan og hvad de ikke kan tilbyde, hvilket kan betyde at visiteringen ikke opretholdes. Angstforeningen vil i den sammenhæng gøre opmærksom på, at befolkningsundersøgelser over forekomsten af angstlidelser i vestlige lande viser, at mindst 10% lider af angst. For 80% starter angstlidelsen INDEN de fylder 18 år! De fleste kender til panikangst men diagnoser som socialfobi og generaliseret angst stilles næsten aldrig. Disse lidelser er netop karakteristiske ved at være diffuse, og de unge kan ikke selv forklare sig og direkte sige, at de har angst, hvis hverken de eller lægen kender symptomerne på en angstlidelse. Det oplever vi desværre alt for ofte, når vi taler med angstramte. Børne- og Ungdomspsykiatri er et meget lille speciale og ser derfor formodentlig kun de svært invaliderede børn og unge. Men hvad med de unge der lider af disse skjulte angstlidelser. Angst er en hyppig forløber for misbrug, depression og selvmordstanker. Der er et stort forebyggelsespotentiale, der står urørt: Børn og unge bør have hjælp til deres angstlidelser. Af Kamma Kaspersen. Læserbrev til Fredericia Dagblad, ikke bragt Fredericia Dagblad, Overlæge Kim Birkedahl giver den 26. februar 2003 udtryk for at flere og flere børn og unge får psykiske problemer, fordi de har svært ved at finde et ståsted/en identitet (set på: Mangler retningslinier for samtaleterapi. Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri, phd., efterlyser en udmelding fra Dansk Psykiatrisk Selskab og Dansk Psykologforening om hvilke metoder, der skal anvendes til forskellige psykiske lidelser. I løbet af de sidste 10 år har kognitiv korttidsbehandling dokumenteret sin effektivitet til samme niveau som psykofarmaka. I nabolande som Norge og Sverige har man udarbejde retningslinier for behandling, der anbefaler kognitiv behandling ved en lang række lidelser. Danmark har desværre ikke sådanne retningslinier, hvorfor psykiatere og psykologer fortsat uddanner sig i samtalemetoder uden dokumenteret effekt, hvorfor det her til lands er vanskeligt overhovedet at finde en behandler, der benytter en virksom metode. Sundhedsvæsenet ville kunne spare penge på psykofarmaka og befolkningens behov ville i større grad blive indfriet. Dagens Medicin, s. 37, Set på Netdoktor 16 Angst-Avisen

17 Psykiatere uden for sygehusvæsenet Stress og dennes følgesygdomme er nu så udbredt, at disse er involveret i hver femte ansøgning om invalidepension hos PFA Pension. PFA har derfor indledt et samarbejde med en nyåbnet Psykiatrisk Privatklinik i København og med Stressklinikken i Hillerød samt udvidet firmabetalte sundhedsforsikringer med et tilbud om 12 konsultationer hos en psykiater. Virksomheder er omsider blevet opmærksomme på, at det betaler sig at sætte hurtigt ind med hjælp til medarbejderne, som ellers vil kunne udvikle angst, depression eller måske en blodprop. En kort intensiv indsats, der helst skal starte inden otte dage efter problemet er konstateret, vil kunne få medarbejderen hurtigt tilbage til jobbet, siger de to psykiatere Lars Aakerlund og Jesper Karle, der har forladt jobbet som afdelingslæger på psykiatrisk afd. På Bispebjerg Hospital. I det offentlige behandlingssystem afvises patienter med lettere psykiske lidelser som angsttilstande, stress og misbrug til fordel for de alvorlige kroniske lidelser som skizofreni, psykoser og maniodepressivitet. Det er en meget uheldig tendens, da de hyppigste psykiske lidelser ofte rammer mennesker i erhverv, der kan risikere at ende på langvarige sygedagpenge og førtidspension. Det er denne uheldige tendens de to psykiatere vil forsøge at vende med hurtig behandling. Hvis dette sker vil halvdelen af patienterne heller ikke få behov for medicin, men vil kunne klare sig med samtaler eller kognitiv terapi. Da de to psykiatere ikke har overenskomst med sygesikringen vil deres ventetid ikke være nær så lang som hos andre psykiatere. Det betyder så, at patienterne i første omgang selv skal lægge ud for behandlingen, men hvis de er gruppe 2-patienter får de refunderet omkring 2/3 af regningen Berlingske Tidende s.3, I forbindelse med ovenstående er Angstforeningen blevet ringet op af Søndagsavisen, der gerne ville høre vores holdning til at man opretter psykiatriske klinikker uden for det offentlige sundhedssystem. Her følger svaret, der stod at læse i Søndagsavisen, : AT KOMME OP på toppen af mit bjerg stod en angst og gjorde nar: - du kommer aldrig op! mit bjerg var det sådan set ikke men; som naboens dreng sagde om de paradisæbler han stjal i min have: de æbler har smag af en udfordring man bli r høj af så var det jeg tænkte sku man ta det bjerg og ta til sit? temmelig svimmel og flere gange døden snublende nær kæmpede jeg mig op op i den ro, man når når man når så højt alting undtagen mine rystende hænder var roligt og i ro - sært med de hænder, tænkte jeg, når ellers alt andet er i ro og tænkte så på den angst der nærmest hver nat ligger i min seng og med tilbageholdte skrig hvisker:»jeg dør, jeg dør!«- nå, men sådan er dét og sådan blev mit bjerg mit»vi arbejder for, at få den kognitive behandling ind i det offentlige, så det også bliver et gratis tilbud. Så jeg vil ikke sige, at vi er imod privatpraktiserende psykiatere men det er mere vigtigt for os, at det offentlige vil tilbyde den behandlingsform, som har dokumenteret effekt og som man i dag skal betale for, end at man kan springe en venteliste over,«siger rådgiver og informationsarbejder i Angstforeningen, Marie Andersen. har du et? Benny Nielsen 17

18 Bogreolen Lær mig at leve En bog om angst Af Lotte Houman Forlaget Human, 2002 Af Marie Särs Andersen Hvor går man hen for at bede om hjælp, og hvad gør man, når det eneste alternativ, det offentlige behandlingssystem kan tilbyde, er»lykkepiller«? Lotte Houman, som har udgivet»lær mig at leve«på sit eget forlag, fortæller åbent og ærligt i et letlæst sprog om sin egen kamp for at komme ud af angsten. Vi hører om den skuffelse og smerte hun føler, da hun efter flere krumspring endelig samler mod til at bede sin læge om hjælp for derefter at erfare, at det offentlige system ikke kan tilbyde hende andet end de»lykkepiller«, hun ikke har lyst til at spise, fordi hun inderst inde føler, at der må være en anden udvej. Vi hører, hvordan hun kommer i forbindelse med en alternativ behandler og lærer at få kontakt til sin krop og sine følelser. I stedet for at kæmpe imod angsten og betragte den som sin fjende lærer hun at lytte til den og acceptere den som en side af sig selv. En side, som hun trøster og taler blidt til, mens hun oplever, hvordan den således bliver mindre og mindre dominerende og giver hende plads til at udvikle sig til et helt og stærkt menneske. Bogen er ikke særlig informativ med hensyn til den konkrete behandlingsform, der har hjulpet forfatteren. Men for mange angstramte der forståeligt nok er vrede på angsten og dermed på en side af sig selv, kan»lær mig at leve«måske inspirere til at se anderledes og mere konstruktivt på angsten. Og selv om SSRI/SNRI (lykkepiller) for nogle mennesker kan være et uundværligt supplement til psykoterapi kunne mange af de behandlere, der ser receptblokken som eneste udvej, måske også have glæde af at læse bogen. Sindets helbredende kraft Tulku Thondup Borgens Forlag, 1998 Af Ronnie Rasmussen Overskriften er titlen på en fascinerende og tankevækkende bog af Tolku Thondup, der startede tilværelsen i en nomadefamilie i det østlige Tibet, men siden drog til USA grundet konflikten mellem Kina og Tibet. At være nødsaget til flugt fra sit hjemland er en sindsoprivende oplevelse for de fleste mennesker, men forfatterens største forandring synes at være, at han som 5-årig blev genkendt som reinkarnationen af en berømt religiøs mester, hvilket medførte at han adskiltes fra forældrene for at passes af ophøjede privatlærere, der tjente ham med stor respekt, da han fremstod som reinkarnationen af deres lærer. At acceptere denne indledning som fakta, er vel omtrent så svært for en dansker, som at læse skabelsesberetningen i biblen som andet end en myte med eventyrlige virkemidler. Dog slutter skabelsesberetningen jo ikke eventyrligt, da slutningen ikke skaber en god morale og harmoni. Men uanset forspillet til den lærdom som kristendommen og buddhismen bygger dele af læringen på, så er indholdet af»sindets helbredende kraft«uomtvisteligt sundt for angstslidende mennesker. Tolku Thondup skriver, at»buddhismens lære er, at alle væseners essentielle identitet er sindet, der i sin sande natur er rent, fredfyldt og perfekt. Det er Buddha selv«. For en angstslidende kan påstanden være svær at kapere, for det fredfyldte er ikke ligefrem vores hverdagskost, men forfatteren uddyber emnet på glimrende vis siden hen:»oplevelserne af sindets fredfyldte og åbne natur gjorde mig i stand til at helbrede mit livs barske begivenheder og finde styrke og glæde både under gode og dårlige omstændigheder«, siger en mand, der under flugten fra Tibet vandrede over kilometer tværs over Tibet til Indien. Men citatet fra en tidligere buddhistisk læremester er velsagtens det bedste middel mod angst, der findes. Shantideva sagde:»hvis du kan løse dit problem, hvorfor så bekymre dig? Hvis du ikke kan løse det, hvorfor så bekymre dig?«så nemt kan et kardinalpunkt i stort set enhver angstslidende - jeg har stiftet bekendtskab med gennem 12 år - med invaliderende angst anskueliggøres. Vi bekymrer os både det der kan løses, og det der ikke umiddelbart kan, og på den måde brænder vi en frygtelig masse energi af til ingen verdens nytte. Hvis man som menneske kunne efterleve Shantidevas doktrin, ville bekymringerne være absolut håndterbare, men det kræver øvelse at ændre tankemønstre. Terapeuter og angstslidende arbejder ofte med årsag og virkning i behandlingen, og jeg har selv ønsket at forstå, hvorfor jeg er invalideret af angst. Men med buddhismen som en tidlig pendant til nutidens kognitive terapi, siger Tolku Thondup:»Man kan ganske vist føle sig midlertidigt bedre tilpas ved at skyde skylden for ens ulykker på andre, men det ender altid med at skabe større smerte og forvirring. At acceptere uden at skyde skylden på andre er et vendepunkt for helbredelse. Det er sindets helbredende 18 Angst-Avisen

19 kraft.«anmelderen kan desværre kun nikke genkendende til den konklusion, for uanset jeg i dag kender de væsentligste årsager til angsten, så har det kun forøget vreden og frustrationerne! Bogen har tre dele.»første del giver overblik over hverdagsliv og meditation, der begge er nødvendige ingredienser i helbredelse. Anden del fremlægger specifikke øvelser til at helbrede mentale, følelsesmæssige, sociale og spirituelle problemer. Fysiske problemer er sværest at helbrede, men de kan ofte afhjælpes gennem øvelser, der frembringer fred, styrke og positiv energi, den ultimative kilde til fysisk velvære. Den afsluttende del fremlægger buddhistiske meditationer til at vække de kvaliteter, vi alle besidder, og med at åbne buddha-bevidsthedens uendelige helbredelseskraft for os selv og andre.«jeg kan se utallige sandheder i de»åbenbaringer«bogen byder på, men for en europæisk tænkende kan integrationen af tankerne være særdeles svære, fordi mange af de»kvaliteter«, samfundet bygger på, direkte modarbejder bogens budskab. En af vores kvaliteter er den intellektuelle og videnskabelige bedrevidenhed, hvis fornemste opgave er at punktere enhver teori med et tilnærmet metafysisk budskab, men uanset jeg er dybt påvirket af den tankevirksomhed, så giver»sindets helbredende kraft«et så konkret tilbud om lindring i sjælen, at jeg ikke bare stejler som en fornærmet og bange hest. Når jeg har anvendt endnu et afsnit fra bogen, vil jeg i overensstemmelse med den danske trang til dokumentation, indføre en akademisk forklaring på, hvorfor Tolku Thondup muligvis ikke bare skyder i blinde, når han postulerer, at sindet har en helbredende kraft:»hvis du udfører de øvelser, der er beskrevet i denne bog, er det muligt for dig at helbrede din smerte og dine problemer og igen få glæde og sundhed i dit liv. De vil i det allermindste hjælpe dig til at gøre din smerte og dine problemer mindre og samtidig gøre din glæde og sundhed større. Endvidere vil den fred og styrke, der skabes af sindets helbredende kraft, sætte dig i stand til lettere at acceptere smerte og problemer som en naturlig del af livet, på samme måde som vi hilser nattens mørke velkommen som en del af døgnets cyklus. Jeg håber, denne bog vil hjælpe mennesker til at lære, hvordan de kan blive lykkeligere og sundere. Ethvert menneske, hvis sind er åbent for den helbredende kraft, vil have gavn af at følge de helbredende øvelser i denne bog. Det er ikke nødvendigt at være en såkaldt buddhist. Øvelserne er imidlertid ikke ment som alternativer til konventionel behandling. Den rette medicin, adfærd, ernæring og motion er altid vigtig for at helbredelse kan finde sted.«som lovet følger den akademiske forklaring.»bernie Siegel, M.D, læge og underviser ved Yale University beskriver nogle af meditationens gavnlige virkninger således: Den er tilbøjelig til at sænke eller normalisere blodtrykket, pulsen og niveauet af stresshormoner i blodet. Den skaber ændringer i hjernebølgemønstrene, der viser en tilbøjelighed til nervøsitet..meditation øger også smertetærsklen og reducerer ens biologiske alder Kort sagt reducerer den sliddet på både krop og sind, hvilket hjælper mennesket til at leve bedre og længere«. Bogen indeholder mange eksempler på, hvordan man begrænser spændinger og uro i kroppen, og hvordan man lærer at beherske vejrtrækningen. Angstslidende tager så absolut ikke skade af at læse bogen i sin helhed, hvor den kommer langt bedre til sin ret end i denne anmeldelse med sporadiske sekvenser. Det er en tankevækkende bog. 19

20 Hjernen som syndebuk -Sandheden om psykofarmaka og psykisk sundhed Prof. emeritus i psykologi og neurovidenskab Elliot S. Valenstein Hans Reitzels Forlag. Trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN Af Karina Jørgensen Videnskabelig uredelighed. Dette begreb hørte vi i Danmark en del til for kort tid siden. Bjørn Lomborg, Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) og mange andre, boltrede sig i medierne. Denne debat kommer man automatisk til at tænke på, når man læser Hjernen som syndebuk. Kort fortalt forsøger forfatteren at gøre opmærksom på, at grundlaget for psykofarmaka (antipsykotiske midler, antidepressiva, angstdæmpende og stemningsstabiliserende midler) ikke bygger på videnskabeligt funderede etiske regler. I hvert fald ikke de grundregler, der stammer fra Karl Poppers videnskabsfilosofi m.fl., og som vi faktisk siden 1600-tallet har betragtet som god videnskabelig skik. Skikken tilsiger, at man skal gøre alt for at modbevise sin egen teori. Dette mener Bjørn Lomborgs kritikere ikke, at han gjorde. Samme kritik genfindes i denne bog. Den samlede verden omkring psykofarmaka har ikke været hård nok ved deres egne teorier. Neuropsykologen Elliot S. Valenstein påviser, med særdeles udbyggede kildehenvisninger, at det ikke er bevist, at psykiske lidelser skyldes biokemiske ubalancer i hjernen. Han gennemgår den historiske baggrund for de opdagelser, der ligger til grund for medikamenter, som siges at kunne afhjælpe bl.a. skizofreni, angst og depression. Midler som har betydet, at medicin ganske langsomt har fået fortrin frem for terapi. Synet på psykiske sygdomme er derved blevet ensidigt og en økonomisk overvejelse frem for helhedsorienteret, hvor arvelige, sociale og miljømæssige faktorer inddrages. Valenstein udelukker ikke, at psykisk sygdom sandsynligvis kan skyldes biokemiske forhold i hjernen, men han finder ikke tilstrækkeligt bevis herfor. Han påviser i bogen, at forskerne famler i blinde omkring psykiske lidelser. At ingen ved, hvorfor nogle medikamenter virker nogle gange og andre gange ikke. Man har forsøgt at lave en omvendt årsag/virkning, og da det ser ud til at fx SSRI virker på depression og angst, har man tilladt sig at konkludere, at depression og angst skyldes en for lille mængde serotonin i hjernen. Dette kan dog ikke bevises, og der er mange undersøgelser, som tyder på andre årsager. Det samme gør sig gældende for teorierne omkring skizofreni, hvor det er dopamin, der især arbejdes med. Det kaldes»juventibus slutninger«, når der fra et præparats virkning sluttes til en lidelses oprindelse. Så hvis det letter på depression at gå eller løbe ture, kan det altså sluttes, at depressionen skyldes manglende motion. Et søgt eksempel, men det siger noget om den metode, der benyttes. Der eksisterer ingen prøver, som kan vurdere den kemiske tilstand i hjernen, så længe vi er i live, og der er ingen overbevisende tegn på, at de fleste patienter med psykiske lidelser skulle have nogen kemisk ubalance. Valenstein er ikke modstander af biokemiske forklaringer på psykiske lidelser, faktisk skriver han:»jeg er så sikker som nogen naturvidenskabsmand på, at biologiske faktorer har en vigtig indflydelse på adfærden.«omkring psykofarmaka er der tale om tilfældige opdagelser og en fastholdelse af de tidlige teorier om sammenhængen mellem psyke og biokemi, og dette sker, mener forfatteren, i mangel af bedre. Succesen med medikamentel behandling overdrives, og bivirkningerne gøres i reglen så ubetydelige som muligt. Da de første angstdæmpende midler (anxiolytika bl.a. benzodiazepiner) kom frem - de benyttes også i dag - blev de udråbt som Lykkepiller, Slap af piller og Lykke på recept. De blev kaldt fuldstændig sikre, ligesom heroin blev det i Man ved bedre i dag, men læger udskriver stadig medicinen. Der blev i 2000, ifølge lægemiddelstyrelsens statistik, udskrevet døgndoser til danskere. I 2002 indløste danskere mindst én recept på et lægemiddel af typen benzodiazepin. 1,5 pct. af den danske befolkning står for mellem 60 og 75 pct. af danskernes samlede forbrug af sove- og nervemedicin. Samtidig kan jeg fortælle, at medicin til centralnervesystemet alt i alt udgør den største medicingruppe målt i både mængde og omsætning, og at sygesikringens udgifter til forbrug af antidepressiva steg fra 2000 til 2001 med 46 mio. kroner. 20 Angst-Avisen