Projektledelse Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat. Teknologirådets rapporter 1996/1

Transkript

1 Gensplejsede planter - regulering og anvendelse Rapport fra et ekspertseminar marts 1995 Projektledelse Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat Teknologirådets rapporter 1996/1 Forord Denne rapport er blevet til på baggrund af et seminar, der blev afholdt i marts Seminaret blev afholdt, fordi der var behov for at få en fordomsfri diskussion af genteknologi-reguleringen blandt forskere, industri, myndigheder og meningsdannere. EU-kommissionen har lagt op til ændring af reglerne, så visse former for genteknologiske projekter lettere kan opnå godkendelse, end det er tilfældet i dag. Der har derfor været behov for at vurdere situationen og diskutere, om det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, at reglerne opblødes. Det har ikke været hensigten at nå til en egentlig konklusion - en god debat kan forhåbentlig lære den enkelte at vurdere fremtidige ændringer af reglerne, når de på et tidspunkt er blevet mere konkrete. Hovedparten af de følgende kapitler er redigerede udgaver af de indlæg, der blev givet på seminaret, mens andre er oprindelige indlæg. Det turde fremgå af de enkelte kapitler, hvor tæt de lægger sig op ad de "originale" bidrag. Projektet er gennemført af Teknologinævnet (nu Teknologirådet), med økonomisk støtte fra Miljøministeriet - det vil sige Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. Det er blevet til i samarbejde mellem Claus Frier (Miljøstyrelsen), Hans Erik Svart og Jan Højland (Skov- og Naturstyrelsen) og Henriette Hye-Knudsen og undertegnede fra Teknologirådet. Teknologirådet vil gerne benytte lejligheden til at takke for samarbejdet. En særlig tak skal gå til samtlige bidragydere i denne rapport, som forhåbentlig vil vække til yderligere debat om den genteknologiske udvikling i Danmark. Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat Indhold Forord - af Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat Genteknologi, politik og lovgivning - af Claus Frier, Miljøstyrelsen Lovgivningen, administrationspraksis og forskellige aktørers rolle sagsgangen - af Claus Frier, Miljøstyrelsen Status for forsøgsudsætninger og markedsføringsanmeldelser med genmodificerede planter i EU, af Jens G. Højland og Hans Erik Svart, Skov- og Naturstyrelsen Videnskab som grundlag for regulering af genteknologi af Claus Emmecke, Københavns Universitet Det etiske grundlag for regulering af genteknologi af Niels Holtug og Peter Sandøe, Københavns Universitet Genteknologi og Borgerne - af Lars Klüver, Teknologirådets sekretariat Genteknologi og økologi - af Marianne Philipp, Københavns Universitet Genteknologi i praksis - Insektresistens af Hans Peter Ravn, Statens Planteavlsforsøg (1 of 48) [ :00:57]

2 Herbicidresistente afgrøder - myter og/eller realiteter? af Jens C. Streibig, Kathrine H. Madsen og Gitte S. Poulsen, Landbohøjskolen Appendix: Program for seminar om gensplejsede planter, marts 1995 Liste over deltagere i seminaret Genteknologi, politik og lovgivning Af Claus Frier, Miljøstyrelsen, Klima- og Bioteknologikontoret Tidens to mest aktuelle emner med hensyn til genteknologi, politik og lovgivning Skal vi som myndigheder på genteknologiområdet være klædt anstændigt på lige for tiden, så er det især på to områder, vi skal have svar på rede hånd: risikovurdering af anvendelse af genetisk modificerede landbrugsafgrøder og principper for en sikkerhedsmæssig, hensigtsmæssig regulering af anvendelse af genteknologi generelt. Det første fordi der er aktiviteten langt størst med hensyn til både forsøgsmæssig udsætning af planter og med hensyn til markedsføring af nye produkter. Det andet fordi de helt grundlæggende spørgsmål i øjeblikket tages op til overvejelse i forbindelse med ændring af lovgivningen. Anledningen til og formålet med seminaret hænger sammen med netop de to aktuelle emner. Formålet er for det første, at få præsenteret viden om sikkerhedsmæssige og herunder især miljømæssige aspekter ved anvendelsen af genteknologi. Formålet er for det andet på den baggrund, at indlede en diskussion derom - dels en generel diskussion på baggrund af den igangværende ændring af lovgivningen, dels en mere snæver diskussion om genetisk modificerede landbrugsafgrøder på grund af den store aktivitet på det område. Aktiviteten på genteknologiområdet Typisk sker der med hensyn til en given teknologi en udvikling, men alt efter hvilke gevinster, der forventes af udvikling, sker det med forskellige indsatser og hastigheder. Genteknologien udvikler sig meget hastigt. Teknologien bliver stadig mere avanceret, og anvendelsens omfang øges. Den finder anvendelse i flere og flere sammenhænge, og der forskes, og der udvikles nye produkter. Et blandt flere mål for hvor hurtigt udviklingen går er blandt andet antallet af anmeldelser af forsøgsmæssige udsætninger og markedsføring af specielt genetisk modificerede planter (se senere). Et meget væsentligt samfunds- og sikkerhedsmæssigt aspekt ved udviklingen er, at produkterne af genteknologien nu er på vej fra virksomhederne ud på markedet til forbrugeren. Den hidtidige politik og lovgivning Her følger noget nær den kortest mulige version af historien om den hidtidige regulering af genteknologiområdet: Der findes to EU-direktiver - ét om udsætning af genetisk modificerede organismer og ét, som skal nævnes, men ikke er helt så aktuelt i denne sammenhæng, om indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer. Der er tale om en såkaldt horisontal regulering - en tværgående, generel regulering, hvorefter anvendelse af genteknologi skal godkendes uanset arten af anvendelse. De genetisk modificerede organismer vurderes "case-by-case". Det princip er videreført i den danske lov om miljø og genteknologi og er, - at når gensplejsede organismer skal sættes ud i naturen, skal sikkerhedsaspekterne vurderes sag for sag. Der er ingen organismer eller egenskaber, som er blevet erklæret sikre. Altså er der ingen positivlister (med f.eks. uproblematiske planter og egenskaber), og der er ikke dele af teknologien som er undtaget reguleringen. (2 of 48) [ :00:57]

3 Et andet princip i den danske lov er, - at både videnskabelig teori og fakta og værdiprægede overvejelser danner beslutningsgrundlag for konkrete afgørelser. Principperne indebærer lovfæstede krav om åbenhed, aktiv oplysning fra myndighedernes side og at ministeren træffer afgørelserne. Ændring af den eksisterende lovgivning Lovgivningen ændres, idet den tilpasses den nye situation. Hidtil er der først og fremmest lovgivet af sikkerhedsmæssige grunde for at forebygge utilsigtede miljø- og sundhedsmæssige effekter. Nu drejer det sig om også at tilgodese de kommercielle interesser og at fremme fordelene for forbrugerne og samfundet. I EU sker der ligesom i resten af verden en tilpasning til udviklingen. For det første tilstræbes det nu i EU, at anvendelsen af genteknologi reguleres af produktdirektiver (det er direktiver om f.eks. landbrugsafgrøder). For det andet er Europakommissionen i færd med en analyse af Direktiv 90/220/EØF om udsætning af genetisk modificerede organismer - en analyse, som skal afdække behov og muligheder for ændringer. Lovgivningen skal således ændres, og målet med ændringen af lovgivningen er som nævnt ikke helt så enkelt, som det har været. Behovet for en lovgivning, som indebærer en smidig, hurtig sagsbehandling og eventuel højere grad af fortrolighed vil blive diskuteret, og der vil blive diskuteret stramning og lempelse af den sikkerhedsmæssige side af lovgivningen. Tidens to mest aktuelle emner... igen Det er den sikkerhedsmæssige side af lovgivningen vi gerne vil have diskuteret her. Hvad er en sikkerhedsmæssigt (i bredeste forstand) fornuftig attitude til genteknologi? Hvad er de afgørende overvejelser i forbindelse med vurdering af konkrete genetisk modificerede landbrugsafgrøder? Den avendelse af genteknologi bringer særligt to sikkerhedsmæssige problemstillinger i fokus - De direkte miljømæssige effekter af de genetisk modificerede planter i økosystemer og De indirekte miljømæssige effekter af genteknologiens samspil med konventionel landbrugsteknologi. Vi har inviteret et bredt udsnit af aktører på genteknologiområdet i Danmark med henblik på at få en bred debat. De seneste år har de fleste seminarer og lignende om anvendelse af genteknologi handlet om enkelte planter og egenskaber - case-studies, og man har i den forbindelse selvfølgelig inviteret de specialister, som har haft forstand på netop de emner. Man har taget udgangspunkt i eksisterende principper for risikoanalyse, men ikke taget dem op til overvejelse. Nu er anledningen der til at diskutere generelt og principielt, og den er sammenfaldende med anledningen til at diskutere mere konkret. Vi tror og håber, at det vil øge alles udbytte af seminaret, at det generelle, det teoretiske, det specifikke og de meget konkrete eksempler sammenholdes, så emnerne kan støtte og supplere hinanden. Det er det meget aktuelle spørgsmål og derfor er det lige netop nu ekstra vigtigt og af stor betydning at mødes og diskutere regulering af anvendelse af genetisk modificerede landbrugsafgrøder! Lovgivningen, administrationspraksis og forskellige aktørers roller i sagsgangen Af Claus Frier, Miljøstyrelsen, Klima- og Bioteknologikontoret Man kan naturligvis ikke betragte "genteknologi og sikkerhed" isoleret fra alt andet - karakterisere teknologien og opstille en ideel regulering; men det kan være nyttigt at lade som om, man kan. (3 of 48) [ :00:57]

4 Som det gælder for enhver anden teknologi er udviklingen inden for genteknologien, når man ser på den fra en samfundsmæssig synsvinkel, forbundet med både fordele og ulemper. Fordelene vil jeg tillade mig stort set at se bort fra. Genteknologiområdet betragtes som et nøgleområde, når det gælder vækst og beskæftigelse i Europa i den nærmeste fremtid. Endvidere er der store forhåbninger om andre samfundsmæssige fordele. Blandt andet er der forventninger om, at teknologien som renseteknologi til rensning af f. eks. forurenet jord eller vand og som erstatning for traditionel, forurenende teknologi kan være med til at løse nogle miljø- og sundhedsmæssige problemer. Én meget karakteristisk ulempe, og det er den, dette handler om, ved anvendelse af genteknologi er, at viden om eller overblikket over mulige ulemper som for eksempel utilsigtede miljømæssige effekter er meget begrænset. Genteknologiens karakter i forhold til sikkerhedsmæssige aspekter Teknologiens karakter er fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt (når det gælder forudsigelse af miljømæssige konsekvenser) ny, ukendt og uoverskuelig. Lige fra begyndelsen, da teknologien blev udviklet og taget i brug, blev det videnskabeligt erkendt, at teknologien er forbundet med stor usikkerhed og muligheder for miljømæssige effekter. Modellering og erfaring Karakteristisk for forholdet mellem genteknologi og miljø er, at både teknologien og økosystemerne er komplekse. I arbejdet med miljøbeskyttelse anvendes ofte enkle modeller af hele eller dele af økosystemer til forudsigelse af en veldefineret, uønsket miljøpåvirkning. Modellerne er mest realistiske, når der er tale om en enkel teknologi, og forudsigelse af effekter bliver allerbedst, når de desuden kan baseres på erfaring med anvendelsen af teknologien. Udsætning af gensplejsede planter i naturen kræver ofte analyse og vurdering af meget komplekse sammenhænge i økosystemer. En gensplejset plante vil ofte kunne formere sig, spredes, leve i lang tid og dermed spille sin egen rolle i økosystemer (i modsætning til f.eks. et kemikalie). Derfor giver de praktisk anvendelige, enkle modeller ofte for simple svar. Erfaring med udsætning af gensplejsede organismer i naturen er meget begrænset. Det er kun i kort tid, man har gjort det, det er kun få steder man har gjort det, og det er kun få organismer, som er sat ud og derpå er blevet overvåget. Der er ikke hverken erfaring eller viden at basere detaljerede og samtidigt generelt anvendelige sikkerhedsforanstaltninger på. Tilsvarende har man ikke noget at basere en generel tryghed på. Nøglebegreber i en karakterisering af genteknologi i forhold til miljøbeskyttelse vil være "kompleksitet", "manglende viden" og "manglende erfaring" og dermed "usikkerhed". Et sidste punkt i karakteristikken af genteknologien er, at den udvikler sig meget hurtigt - mere om det senere. Lovgivning og administrationspraksis Den danske lov om miljø og genteknologi siger, -At når gensplejsede organismer skal sættes ud i naturen, skal sikkerhedsaspekterne vurderes sag for sag. Der er ingen organismer eller egenskaber, som er blevet erklæret sikre. Altså er der ingen positivlister (med f.eks. uproblematiske planter og egenskaber), og der er ikke dele af teknologien som er undtaget reguleringen. Et andet princip i den danske lov er, -At både videnskabelig teori og fakta og værdiprægede overvejelser danner beslutningsgrundlag for konkrete afgørelser. Principperne indebærer lovfæstede krav om åbenhed, aktiv oplysning fra myndighedernes side og at ministeren træffer afgørelserne. (4 of 48) [ :00:57]

5 Genteknologiens særstillinger i miljøbeskyttelsessammenhæng Genteknologien har på flere måder en særstilling i miljøbeskyttelsessammenhæng. Her er situationen, at miljømæssige problemer forebygges. Der er således ingen lig på bordet. Der er hidtil gjort meget for at forebygge uønskede miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af genteknologien. Der er ingen grund til at tro, at det ikke er lykkedes eller, at det er sket på baggrund af en unødvendig bekymring. Inden for mange andre områder er det i lige så høj grad et spørgsmål om oprydning efter anvendelser af teknologier, som man ikke i tide har forudset konsekvenserne af. En anden særstilling, som teknologien har, er at der ikke findes håndgribelige kriterier for, hvad der kan eller ikke kan accepteres. Det er som regel bekvemt for miljømyndigheder at have et håndgribeligt kriterium som baggrund for en beslutning om godkendelse eller afslag på en ansøgning. Det kan f.eks. være en grænseværdi eller betegnelsen giftig eller ugiftig (et kvantitativt eller et kvalitativt mål) eller en kvantificeret risiko. Det findes ikke, når det drejer sig om genteknologi. Risikoen ved anvendelse af genteknologi er ukendt. (Risikoanalyse er måske ikke det rette begreb at anvende i sammenhængen?) Når en ansøgning om tilladelse til udsætning af en gensplejset plante i naturen imødekommes, accepterer man ikke en specificeret risiko, man accepterer den gensplejsede plante og anvendelsen af den, og man vælger at leve med usikkerheden. Man imødekommer en ansøgning, når man vurderer, at usikkerheden er tilstrækkeligt lille. Til illustration skal nævnes, at det naturligvis også kan være svært at forholde sig til (kvantificerede risici), - at for A-kraftværker kræves, at frekvensen for en nedsmeltning er mindre end 1/ pr. år, eller - at ved projektering af fly anvendes et risikoniveau på 1/ pr. time for frekvensen af store uheld. Lidt nemmere er det måske at forholde sig til risikoberegninger baseret på erfaring (eller statistik) - der er i løbet af ét år 1/ chance for at dø ved et flystyrt, hvis man flyver km. Generelle sikkerhedmæssige principper - rent videnskabeligt: Risikoanalysen er sammensat af - effekt-identifikation og, hvis effekter identificeres -risikovurdering og endelig risikohåndtering. Det man gør, og formodentlig det bedste man kan gøre, er at håndtere anvendelse af genteknologi, som om der er tale om kendte risici. Viden om de miljømæssige effekter udvikler sig lige som teknologien, men det foregår ikke altid i et lige så højt tempo. På det seneste har en sag om en gensplejset rapsplante (som er ændret til at kunne tåle et ukrudtsmiddel) vist at den teknologiske udvikling har overhalet den igangværende forskning vedrørende konsekvenserne. Man er ikke i stand til at vurdere, hvilken indflydelse anvendelsen af planten vil få på brugen af bekæmpelsesmidler og dermed på miljøet. Det har foreløbigt betydet, at danske myndigheder har baseret en indvending imod tilladelse til markedsføring af planten på en antagelse om -men ikke dokumentation af - utilsigtede miljømæssige effekter. (5 of 48) [ :00:57]

6 Udviklingen af lovgivningen - hvad vil styre den? Oversigt over "aktørerne" som Miljøstyrelsen involverer i sagsgangen på genteknologiområdet: En væsentlig side af debatten om genteknologi handler fortsat om miljømæssige konsekvenser af anvendelse af teknologien. Det har hidtil været en debat, som mest har drejet sig om tekniske og naturvidenskabelige emner. Debatten er dukket op i takt med, at nye sager er blevet aktuelle, og den har drejet sig om de som regel snævre problemstillinger, sagerne har rejst. Sikkerhedsaspektet diskuteres således fortsat sag for sag i videnskabeligt regi. Idet der er tale om en relativt ny, avanceret teknologi, får det eksisterende naturvidenskabelige videngrundlag betydelig vægt i udarbejdelsen og i forvaltningen af lovgivningen. Det er ikke tilstrækkeligt at se på problemet som et naturvidenskabeligt problem. Holdninger vil som nævnt altid spille en rolle, og det er i den sammenhæng meget væsentligt at skelne mellem "videnskaben" og "videnskabsfolkene". Videnskaben er et vigtigt redskab, mens videnskabsfolkene, når det drejer sig om holdninger til genteknologi er ganske almindelige mennesker. Der har været tradition for at spørge videnskabsfolk om genteknologi, og derfor er holdninger til genteknologi også i høj grad kommet derfra. Videnskabsfolk siger stadig oftere, at der ikke er grund til bekymring. Det gør de, selv om ingen nye publicerede videnskabelige teorier og kun i meget begrænset omfang erfaring og fakta ligger bag. 20 år uden ulykker er ikke nødvendigvis en anvendelig erfaring. Omfattende erfaring med coli-bakterier eller roer kan ikke ukritisk anvendes i en generel betragtning. Der er blandt videnskabsfolk sket en holdningsændring uden, at det videnskabelige grundlag, som forsigtigheden i sin tid blev baseret på, er ændret. Det er sandsynligvis udtryk for, at mennesker bliver trygge ved det, som de har beskæftiget sig med i årevis. Det er svært, at holde fast i "forsigtigheden" - man kunne blive beskyldt for at råbe "Ulven kommer!". Holdninger har som følge af teknologiens og lovgivningens karakter en naturlig plads i debatten. Videnskabsfolk skal også have lov til at udtrykke holdninger, men det er væsentligt, at man ikke nøjes med at spørge videnskabsfolk, når det drejer sig om holdninger og ikke om videnskab på videnskabens præmisser. Konklusioner Usikkerheden er ikke blevet mindre, og det er behovet for viden og erfaring derfor heller ikke. Usikkerheden sammenholdt med de udtalte fordele og ulemper ved genteknologien - og nu produkterne af den - understreger behovet for debat og dermed behovet for åbenhed. Nu er det ikke kun teknologien, der er til debat, nu er det i lige så høj grad produkterne af den. Det er i højere grad et spørgsmål om at forholde sig til konkrete fordele og ulemper. Man har en lovgivning og en administrationspraksis, som er logisk sammenhængende. Lovgivningen er endnu relativt enkel og overskuelig, og den bygger på enkle principper om sikkerhed. Det muliggør en meningsfuld høring af offentligheden. Den lovfæstede åbenhed muliggør en debat, og genteknologien er stadig genstand for debat. Det skal naturligvis være en del af (6 of 48) [ :00:57]

7 grundlaget for politik og lovgivning. Det gælder ikke mindst nu, hvor man med produkter på markedet er kommet så langt ud af glaskolben som muligt. Lovgivningen ændres. Der er de kommercielle interesser, der er de samfundsmæssige fordele og der er de sikkerhedsmæssige aspekter, som skal tilgodeses, og de forskellige sider af lovgivningen kan i nogle sammenhænge være i indbyrdes konflikt. Behovet for en lovgivning, som indebærer en smidig, hurtig sagsbehandling vil blive diskuteret, og der vil blive diskuteret stramning og lempelse af lovgivningen. En lempelse af en lovgivning, som ikke opererer med kriterier, som kan justeres i den ene eller den anden retning, medfører, at usikkerheden mister noget af sin "magt". Det betyder i første omgang færre af de sikkerhedsforanstaltninger, som bare er der for en sikkerheds skyld. Her tænkes på sikkerhedsforanstaltningerne af både administrativ og praktisk art. Der vil blive diskuteret forskningsmæssige behov og herunder videnskabeligt og erfaringsmæssigt grundlag for vurdering af sikkerheden. De ulige størrelser vækst, beskæftigelse og miljøbeskyttelse skal måske vægtes, når der skal prioriteres, og forskningsmidler skal fordeles. Det vil være godt, hvis genteknologien kan indfri de store forventninger, der stilles til den. Det vil være godt, hvis man fortsat sikkerhedsmæssigt kan følge med udviklingen inden for genteknologien. Det vil også være godt, hvis teknologiens udvikling fortsat modsvares af en i enhver henseende hensigtsmæssig lovgivning. Det vil være skidt hvis usikkerheden negligeres. Det vil være skidt, hvis ikke åbenheden og overskueligheden og dermed muligheden for debat kan fastholdes i en ny lovgivning. Det vil være skidt, hvis en intensiv produktudvikling ikke følges af en tilsvarende forskningsindsats med sigte på sikkerhed på genteknologiområdet. Status for forsøgsudsætninger og markedsførings- anmeldelser med genmodificerede planter i EU Af Jan Grundtvig Højland og Hans Erik Svart, Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen Forsøgsudsætninger i EU I skrivende stund (efteråret 1995) er der siden anmeldeordningen trådte i kraft den 21. oktober 1991 rundsendt knapt 500 resuméer (SNIF'er) af anmeldelserne vedrørende forsøgsudsætninger med genmodificerede plantearter. Anmeldeordningen har blandt andet til hensigt at udveksle erfaringerne med reguleringen af udsætningerne af genmodificerede organismer i de enkelte medlemslande, herunder udviklingen af en harmoniseret risikovurdering. Se box 1. Box 1. SNIF: S ummary N otification I nformation F ormat Udsætningsdirektivet (90/220/EØF) fastslår bla. at; "Kommissionen etablerer en ordning for udveksling af de i anmeldelserne indeholdte oplysninger. De kompetente myndigheder sender Kommissionen et resumé af hver modtagen anmeldelse inden 30 dage efter modtagelsen." Endvidere står der i direktivet, at; "Kommissionen videresender straks disse resuméer til de andre medlemsstater, som inden for en frist på 30 dage kan anmode om yderligere oplysninger eller fremsætte bemærkninger gennem Kommissionen." (7 of 48) [ :00:57]

8 Denne ordning har fungeret siden 21. oktober Antallet af forsøgsudsætninger I skrivende stund (efteråret 1995) er der siden ikrafttræden foretaget knapt 500 forsøgsudsætninger med en række kombinationer af arter og egenskaber. Antallet af anmeldelser er eksponentielt stigende, i første halvår af 1995 er der således kommet flere anmeldelser end i hele 1994 (159 anmeldelser i 1994 mod 177 i første halvår af 1995). Denne udvikling stiller stadig større krav til de myndigheder, der administrerer det genteknologiske område. Hvilke EU-medlemslande? Blandt EU-medlemslandene er det kun i Irland, Luxemborg, Grækenland og Østrig, der endnu ikke er anmeldt forsøgsudsætninger med genmodificerede planter. Frankrig er det medlemsland, der har haft flest anmeldelser, men også Belgien, Holland og Storbritannien har haft mange anmeldelserne (se figur 1) Af de tre senest optagne medlemslande, er det kun Østrig, der endnu ikke har haft forsøgsudsætninger med genmodificerede plantearter. Efter Finlands indtræden i EU, har der ikke været nogen anmeldelser af forsøgsudsætninger i Finland. Anmeldelserne afspejler ikke nødvendigvis det reelle antal udsætninger, idet der kan være enkelte anmeldelser, der bliver afvist af myndighederne eller trukket tilbage af anmelderen. Der kan endog være tilladelser til forsøgsudsætning der ikke udnyttes. Endvidere skal det bemærkes, at enkelte arter kan være overrepræsenteret i materialet, idet der er virksomheder, der eventuelt har været villige til at stille det genmodificerede plantemateriale til rådighed for forskningsinstitutioner og lignende. (8 of 48) [ :00:57]

9 Hvilke arter? Forsøgsudsætningerne omfatter indtil nu 22 forskellige arter, hovedsageligt kommercielt interessante landbrugsafgrøder. Det er først og fremmest Raps, der har været størst interesse for at teste under frilandsforsøg, men også afgrøder som Majs, Roe, Kartoffel, Tomat og Julesalat har der været en hel del interesse for at afprøve på forsøgsmarkerne. Blandt de mere eksotiske arter kan nævnes Eucalyptus, Sojabønne, Nellike og Solsikke (se figur 2). (9 of 48) [ :00:57]

10 Hvilke egenskaber? De fleste anmeldelser vedrørende genmodificerede planter, omhandler test af herbicidresistente afgrødeplanter. Herbicidresistens i kombination med hansterilitet eller i kombination med virus og eller svamperesistens er også egnskabskombinationer der ønskes testet ved udsætningsforsøgene (se figur 3). Derudover er der en relativt stor interesse for egenskaber som resistens mod svampe, bakterier og vira samt resistens mod nematoder og insekter. Disse egenskaber kan eventuelt modvirke en mulig reduktion af udbyttet ved tilstedeværelsen af sygdomme eller predatorer. Ændringer af indholdsstoffer i planterne er også egenskaber, der er en vis interesse for at indsætte i de afgrødeplanterne. Disse planter er især interessante for fødevareindustrien med specielle krav til indholdsstofferne. (10 of 48) [ :00:57]

11 Danske forsøgsudsætninger I Danmark har der været foretaget forsøgsudsætninger med genmodificerede planter siden I box 2 ses hvilke plantearter og hvilke typer modifikationer, der er udført forsøgsudsætninger af. Som det ses er de fleste udsætningsforsøg sket med Sukkerroer. Igennem den årrække, der har været foretaget forsøgsudsætninger med Sukkerroer, er der sket relativt store ændringer i den måde forsøgsudsætningen foregår på. Markedsføringssager i EU I 1992 blev der indgivet en anmeldelse om markedsføring i EU af en genmodificeret Chrysanthemum, der var modificeret med hensyn til blomsterfarven. Anmeldelsen blev trukket tilbage af anmelder. (11 of 48) [ :00:57]

12 I 1993 blev der indsendt en anmeldelse om markedsføringstilladelse til en genmodificeret Tobak med resistens overfor et herbicid. Anmeldelsen blev godkendt i 1994 og der er således givet markedsføringstilladelse. I 1994 blev der anmeldt markedsføring af 3 linier af Raps, der er henholdvis hansteril, har genskabt hanfertilitet og hybriden mellem disse to. Alle tre linier er tillige herbicidtolerante. Der er endnu ikke givet markedsføringsgodkendelse til denne genmodificerede plante. I løbet af foråret 1995 kommer der markedsføringsanmeldelser om hansteril Majs, herbicidresistent Sojabønne og hansteril Cikorie (julesalat). Vi er således ved at nå det punkt hvor de planter, der har været udsat i forsøgsøjemed i nogle år, ønskes markedsført. Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at der også kan komme anmeldelser om markedsføring af genmodificerede planter, der ikke har været dyrket i forsøgsmæssigt øjemed i Europa, men kommer direkte fra f.eks. USA. Tendensen på markedsføringsområdet synes således at være den samme som på forsøgsudsætningsområdet, nemlig en hastig stigning i antallet af sager fra år til år. Fremtidens forsøgsudsætninger Hvilke genmodificerede plantearter vil vi se i fremtiden er svært at forudsige. Vi vil selvfølgelig fortsat se de arter, der i dag foretages forsøgsudsætninger med, men vi vil sandsynligvis også komme til at se træer, land- og gartneribrugsplanter, der endnu ikke er genmodificeret. Det er meget vanskeligt at forudsige hvilke indsatte egenskaber vi vil se fremover. Hvilke egenskaber der indsættes, vil blandt andet afhænge af hvilken modtagelse de genmodificerede planter får hos producenter og forbrugere. Hvis producenterne af en eller anden grund ikke ønsker at dyrke genmodificerede planter, eller forbrugerne ikke ønsker at købe produktet, vil fremtiden være usikker. Hvordan denne modtagelse bliver afhænger af mange faktorer, hvoraf en hel del har mere at gøre med holdninger (f.eks. politiske, etiske o.a.) end med biologi. Nogle bud på fremtidige indsatte egenskaber i planter: Herbicidresistens: Indtil nu har herbicidresistens været en af de mest almindelige nye egenskaber, der er indsat i planter. Af herbiciderne er det oftest et totalherbicid, planterne er blevet resistente overfor. Med et stigende antal arter, der bliver resistente overfor det samme herbicid, vil de genmodificerede planter uundgåeligt give anledning til ukrudtsproblemer. Det sker ved at en genmodificeret plante, der er resistent overfor et bestemt herbicid vil kunne optræde som ukrudt i en anden afgrøde, der er gjort resistent overfor det samme herbicid. Det er indlysende, at denne udvikling ikke kan fortsætte i ubegrænset tid, da det vil medføre, at de forskellige herbicider ikke længere vil være effektive i ukrudtsbekæmpelsen. Hvis disse herbicider ikke længere er virksomme vil man enten skulle vende tilbage til de herbicider man tidligere brugte, eller man skal vende tilbage til mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Sygdomsresistens kan være resistens overfor svampe-, bakterie- og virusangreb. Denne type resistens vil betyde at planterne ikke svækkes af sygdomme, og vil derfor kunne forøge landmandens udbytte. Problemet for firmaerne med at indsætte denne type resistens er, at det må forventes, at den sygdomsfremkaldende organisme relativt hurtigt vil omgå resistensen. Erfaringen fra traditionelt forædlingsarbejde inden for dette område viser, at resistensen omgås i løbet af relativt få år. Insektresistens er en resistens, der er rettet mod bestemte skadevoldende insektarter eller -grupper. Afhængig af resistensens virkemåde kan resistensen også omfatte andre insektarter end de, der er de primære skadevoldere. Vi har indtil videre set insektresistens i form af et indsat gen fra Bacillus thurengiensis (Bt), der producerer et endotoxin. Vi har blandt anmeldelserne også set planter, der er blevet gjort insektresistente ved, at der er blevet indsat et gen, der hæmmer optagelsen af føden i insektets tarm, således at insektet dør af sult med tarmen fuld af mad. Med hensyn til den miljømæssige vurdering af insektresistens hos genmodificerede planter, er det et emne der bør undersøges yderligere. Miljøtolerance: Hvis planter bliver tolerante over for bestemte påvirkninger fra miljøet og bliver f.eks. kulde- og tørketolerante, kan man tale om at de får øget deres miljøtolerance. Planterne, der får disse egenskaber, må nøje vurderes med hensyn til deres evne til at kunne etablere sig udenfor de dyrkede arealer. Hvis man i fremtiden ved hjælp af genteknologi f.eks. kan fremstille en kvælstof-fixerende plante, har man skabt en plante der (12 of 48) [ :00:57]

13 udviser miljøtolerance, idet en sådan plante vil kunne etableres uafhængigt af jordens indhold af kvælstof. Kvalitetsændring dækker over flere forskellige typer modifikationer. Disse kan f.eks. være nye indholdsstoffer, ændret forhold mellem indholdsstoffer, ændret holdbarhed og frugtmodning m.m. Der er i dag i verden lande (f.eks. Philippinerne, Malaysia), der i høj grad er afhængige af eksport af bestemte planteolier. Hvis man ved hjælp af genteknologi kan fremstille afgrødearter, der kan producere disse olier i andre dele af verden F.eks. Europa og Nordamerika, udgør dette en økonomisk trussel for de nuværende producenter. Hvorvidt en sådan produktion kan ske, reguleres ikke af lovgivningen på det genteknologiske område. Blandt de indholdsstoffer, der arbejdes på at indsætte i planterne, er stoffer af medicinsk betydning. Planterne kan i fremtiden blive kemiske fabrikker, der leverer råvarer til den farmaceutiske industri. Multi-gen-ændringer: I fremtiden vil vi også kunne se, at flere forskellige gener bliver indsat i samme plante. Hvilke kombinationer der kan blive tale om, er det umuligt at udtale sig om på forhånd, men der ses allerede nu en tendens til at kombinere de forskellige egenskaber. Hvilke typer risikovurderinger vil der skulle foretages? Hidtil har risikovurderingen været foretaget på de genmodificerede planter efter principperne "sag for sag" og "trin for trin". Dette forsigtighedsprincip må forventes også at gælde for fremtidige udsætninger. En af de svære opgaver ved risikovurdering af udsætning af genmodificerede planter er, at udlede hvor vidt udsætning af en given genmodificeret plante i stor skala vil kunne påvirke den omgivende natur, eller hvorvidt en given genmodificeret plante vil kunne etableres i de naturlige plantesamfund, og om planten i givet fald vil kunne skabe miljømæssige uønskede effekter. Efter en tid med genmodificerede planter, der er godkendt til markedsføring, vil man få den afprøvning i fuld skala, som er ønsket fra forskellig side. Vi vil da få mulighed for at kontrollere hvorvidt der er sket en påvirkning af naturlige plante- og dyresamfund eller ej. Hvis man ønsker at foretage en dokumentation af en eventuel ændring i det naturlige plante- og dyreliv, skal man allerede starte nu med at monitere udvalgte plantesamfund og/eller udvalgte arter. Videnskab som grundlag for regulering af genteknologi Af Claus Emmeche, Københavns Universitet, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier Indledning En af velfærdsstatens civiliserende virkninger har været forsøgene på at imødegå de trusler for menneske og miljø, som stammer fra den industrielle produktion, gennem indgående statslig eller korporativ regulering af virksomhedernes udnyttelse af materielle, menneskelige og samfundsmæssige ressourcer. Regulering af ny genteknologi ser umiddelbart ud til blot at være et nyt eksempel herpå, men samtidig er genteknologien her ved det 20. århundredes slutning også et eksempel på noget nyt. Genteknologi er ikke bare en teknologi som rejser "klassiske" forurenings- og ressourceudnyttelsesproblemer. Som et bredt sæt af teknikker til manipulation med arvematerialet - omprogrammering af planter og dyr - rummer den muligheder for at bidrage til mere miljøvenlige produktionsformer, samtidig med at den selv rejser særlige problemer for risikovurderingen. Det skyldes ikke mindst stor usikkerhed i vores viden om mulige virkninger og manglende erfaringer som reguleringen kunne tage udgangspunkt i. [1] En del af de økologiske risici, som man søger at regulere sig udenom, er af en spekulativ art i den forstand, at de kun i de færreste tilfælde kan undersøges eksperimentelt. Til gengæld kan det ikke udelukkes, at de kan være dramatiske, hvis spekulationerne holder stik. Situationen rejser nogle generelle spørgsmål, som jeg skal forsøge at besvare; dels om risikovurdering som (i en eller anden forstand) "hvilende på" naturvidenskab, dels om risikobegrebet som sådan i det moderne samfund. (13 of 48) [ :00:57]

14 Et forbehold: I denne sammenhæng er min rolle mere videnskabsteoretikerens end biologens. Det er videnskabens funktion og erkendelsesmæssige status, der interesserer mig. Min baggrund i teoretisk biologi berører helt andre aspekter af molekylærbiologien, og jeg taler ikke med ekspertens autoritet med hensyn til forhold der vedrører de enkelte plantearter, spredningsmekanismer eller mikrobiologiske forhold. Mine "svar" er også i denne forstand ufuldstændige. [2] Hvor langt kan man konkludere? Det første spørgsmål, man kan stille, er hvor langt man kan tillade sig at konkludere med hensyn til risici på baggrund af naturvidenskabelige undersøgelser af konkrete hændelsesforløb, såsom udsætning af bestemte genetisk modificerede organismer. Det bedste svar er: Ikke særligt langt! Der er flere problemer, både af teoretisk og praktisk-metodisk art. Teoretisk: Den teoretiske økologi giver ikke noget klart grundlag for at benytte generelle økologiske teorier som direkte skema efter hvilke konkrete vurderinger af konkrete organismer kan gives. Problemet kan formuleres alment således: Givet økosystem E1 og organisme p1 med genom g1, vil en ændring af g1 (f.eks. ændring af genet a1 til genet a2 eller indsættelse af et ekstra gen h1) føre til uønskede ændringer med hensyn til p1, E1 eller de øvrige organismer p2, p3,..., pn i E1? Man skal ikke kende meget til biologi ud over gymnasieskolens pensum, før man kan se, at problemet er fantastisk komplekst og at en besvarelse, der blot ønskes nogenlunde sikker, er uhyre vanskelig at give. Den teoretiske økologi - inklusive den evolutionære økologi - rummer, så vidt jeg kan se, ikke tilstrækkelig forudsigelseskraft (eller forklaringskraft med hensyn til generelle reguleringsmekanismer for økosystemers udvikling) til at takle dette problem generelt. Måske kan en analogi illustrere forholdet. Man kan sammenligne med ingeniørvidenskabens beregninger af effekten på bæreevnen for støttepiller i en bro, hvis man nedsætter diameteren i de cylindriske støttepiller - et problem, der også er forbundet med risikobetragtninger. Dette problem kan, i al fald i princippet, beregnes, og der ligger - som et (relativt) eksakt grundlag herfor - hele det teorikorpus, der kaldes klassisk mekanik. Et tilsvarende eksakt teorikorpus findes ikke for biologiens vedkommende, og det ligger næsten i sagens natur - nemlig de levende organismers særdeles komplekse karakter. Empirisk og metodisk: Der kan rejses en lang detaljeret intern videnskabelig diskussion om de udsætningsforsøg, man gennemfører og hvad de egentlig viser helt konkret. Det skal jeg ikke vove mig ind på her. Ofte er der jo tale om god populationsbiologisk grundforskning, som faktisk giver os ny viden trods det, at den er underlagt den almindelige ufuldstændighed og observationelle usikkerhed, som biologisk feltarbejde af denne art indebærer. Men det er temmelig oplagt, at det er forbundet med store vanskeligheder at slutte fra enkelte udsætningsforsøg, der forløber over en kort årrække og i et enkelt eller ganske få typer landbrugsøkosystemer, til langtidseffekter på den samlede biodiversitet i landskabet: Det vil sige slutninger - fra ét økosystem (hvedemark 1) til mange (er alle hvedemarker ens?); - fra én forsøgsperiode til lang tids anvendelse fremover; - fra nogle få populationer til mange populationer, med øget chance for mutationer, som bevirker utilsigtet rekombination af det splejsede gen. Hvilken erkendelse er da mulig? Forventer man at finde hard science som grundlag for risikovurdering, må forventningerne altså skuffes. Man kan så fundere over hvilken erkendelsesmæssig status, man kan tilskrive de slutninger, som faktisk drages ud fra de gennemførte udsætningsforsøg (og ud fra almen økologisk, genetisk, mikrobiologisk viden om de pågældende arter af organismer m.v.), når de nu ikke kan gælde som udtryk for "eksakt" naturvidenskab. Her er det væsentligt at betænke, at forventninger til en videnskab som økologien om samme grad af "eksakthed" som de teorier der ligger til grund for at forudsige planetbaner og lignende "simple" systemer er absurd. Biologi, økologi og mikrobiologi er helt forskellig fra det nogen kalder eksakt videnskab. Det skyldes systemerne selv, men det afspejles også i vores mangelfulde erkendelse af dem: Hvad der gælder for en organisme gælder ikke nødvendigvis for en anden, eller for samme organisme i et andet økosystem. Biologiske systemer er højkomplekse. Det forekommer intuitivt plausibelt, at der er en sammenhæng mellem deres grad (14 of 48) [ :00:57]

15 af kompleksitet og vores grad af uvidenhed om dem, og det understøttes af den teoretiske og videnskabsfilosofiske litteratur om den moderne biologi og biofysik. [3] Biologiske systemer er på én gang fysiske og informationelle. Det betyder at de kan forgiftes, at forgiftningen fysisk kan fortyndes, men at hvis en given påvirkning af systemet, for eksempel i form af forgiftning, har medført ændring af systemets informationelle del (dets genetiske hukommelse), så er fortyndingseffekter ikke på samme måde givet. D.v.s. denne egenskab, genetisk hukommelse, betyder større risiko for irreversible påvirkninger idet selve den evolutionære dynamik i systemet kan påvirkes. Radikalt uforudsete effekter på økosystemniveau kan ikke afvises. Kun det, vi kan forestille os, kan vi forsøge at vurdere (u)sandsynligheden af, og dermed afvise som astronomisk usandsynligt. Det radikalt uforudsete er pr. definition det, der overgår selv den vildeste fantasi.[4] Den menneskelige forhistorie er fuld af eksempler på begivenheder, intet menneske forudså. Risikovurderinger betydningsløse? Nu kunne en og anden positivistisk sjæl måske føle sig fristet til at konkludere, at på denne baggrund må enhver risikovurdering anses for ikke blot ueksakte, men simpelt hen helt uden betydning? At tale om videnskab som grundlag for risikovurdering ville i følge denne holdning tilmed være at tilsmudse naturvidenskabens ry som ypperste kilde til sikker viden om naturen. En sådan "positivistisk defaitisme" (opgiv risikovurdering: det kan aldrig blive rigtig videnskab) må imidlertid afvises, både ud fra en videnskabsteoretisk, en biologisk og en samfundsfaglig begrundelse. Videnskabsteoretisk er det som antydet en fejl at overføre nogle ret opskruede forventninger om eksakt forudsigelighed baseret på en meget snæver type teorier (som selv her har åbenbare grænser) til at skulle gælde som norm for al videnskab overhovedet. Mindre kan også gøre det. Biologisk er det jo også sådan, at vi for mange egenskaber, og mange plantearter, ud fra almindeligt botanisk og "autøkologisk" kendskab til disse arters normale biologi kan skønne, at der næppe vil være de større risici ved at ændre et gen, så visse pryd-planter får en blomsterfarve fremfor en anden. Genetisk bestemte "egenskaber" er jo så mange ting, [5] og vi kan i en række konkrete tilfælde netop foretage en biologisk baseret vurdering af konsekvenserne ved genetisk modifikation via ny genteknologi. [6] Sådan set er en vis pragmatisme på sin plads - det er næppe helt rigtigt at vi slet ikke kan overskue hvad vi gør, ligesom det heller ikke er sandt, at vi har tjek på det hele. Endelig kan man på det samfundsmæssige plan hævde, at det er udtryk for en misforståelse af risikovurderingens egentlige funktion i det moderne samfund kun at ville anerkende den, hvis den kan baseres på eksakt videnskab. Risiko-diskussioner er meget vigtige, fordi de er én af de måder, et komplekst samfund kommunikerer (mere eller mindre demokratisk) om udviklingen og anvendelsen af sin teknologi på.[7] Det ville være uansvarligt om man ikke foretog systematiske risikovurderinger af genteknologien, men man må blot være klar over deres begrænsninger. De må ikke komme til at skygge for, at det i sidste instans er et politisk problem at beslutte sig til den måde, man ønsker at regulere bioteknologien på. Problemet kan formuleres sådan: For en af de første gange i historien har samfundet mulighed for at iværksætte en politisk, demokratisk og rationel beslutningsproces med sigte på at undgå uønskede virkninger og bivirkninger af en ny teknologi før den for alvor frigives til generel anvendelse. Hermed skulle man kunne komme ulykker, forurening og eventuelle katastrofer i forkøbet, og sikre, at den nødvendige administrative og juridiske regulering foregriber sådanne hændelser. Problemet er, at det tilsyneladende er vanskeligt på et rationelt-videnskabeligt grundlag overhovedet at diskutere risici, som kun science-fiction forfattere (jf. Jurassic Park) eller "dybdeøkologiske miljø-fanatikere" synes at have fantasi til at forestille sig. Men måske kun tilsyneladende, for med et kynisk "held" har den menneskelige historie udstyret os med et rigt kildemateriale af erfaringer af større eller mindre dramatiske ændringer i økosystemernes sammensætning, som er fremkaldt ved at udsætte organismer fra fremmede himmelstrøg som hidtil har været effektivt isoleret fra det pågældende økosystem. Her synes en opfordring til økologerne nødvendig, skønt den i første omgang kan lyde paradoksal: Brug den økologiske fantasi! De videnskabelige økologer virker bange for at beskæftige sig med muligheden for egentlige uheld, ulykker eller sammenbrud, blot fordi man ikke rent empirisk kan udlede katastrofiske scenarier af konkrete undersøgelser af denne eller hin sukkerroe eller tomatplante. Man vil helst ikke gå udover en empirisk-beskrivende naturvidenskabelige tradition, og skønt den har rødder tilbage i god, spekulativ aristotelisk naturhistorie, mener man sig i dag hævet over spekulation. Men såkaldte spekulationer behøver ikke at være hinsides videnskab; blot de "skoles" og kombineres med rationel kritik. Der burde være en fase, hvor "de værst tænkelige scenarier" søges skitseret, alene for at overveje muligheden seriøst, hvorpå man så kan give sig til at diskutere hvilken gyldighed, det er rimeligt at tilskrive det pågældende scenarie på det konkrete vurderingsmæssige plan. (15 of 48) [ :00:57]

16 Selv i risikovurderingen af atomkraftteknologien (og trods det, at den af andre grunde må betragtes med skepsis) indgår betragtninger om "det værst tænkelige"; dét, som i følge teknologerne aldrig sker - eller som man før Tjernobyl aldrig mente ville ske. Her går anvendt økologi over i en art fremtidsforskning, men det er - så vidt jeg kan se (og med støtte i den tyske samfundsteoretiker Niklas Luhmann) - præcis det, der kendetegner videnskaberne om risici, hvis man ellers kan tale om risikoforskning som videnskab i traditionel forstand. For risici er netop samfundets måde i nutiden at kommunikere med sig selv om sin egen fremtid på - hvilket kan synes sært, idet fremtiden jo netop ikke kendes som "fortiden" (eller det billede vi i nutiden kan tegne af fortiden). Fremtiden og de fremtidige risici eksisterer altid kun her og nu som nutidens måde at forholde sig til beslutninger og tage beslutninger på. Beslutningsaspektet er centralt og skal forstås i videste forstand: Et samfundssystem kan vælge forskellige fremtider - gennem de beslutninger samfundets subsystemer tager om handleformer og typer af forpligtelser samfundets medlemmer pålægges at indgå i nationalt og internationalt. At vi kan vælge forskellige fremtider er relativt banalt, men alligevel dybt vigtigt, fordi den måde, "vi" (samfundets system af subsystemer) vælger at leve med og regulere genteknologien på, har betydning for vores livsform i det hele taget [8]. Også i mindre skala spiller konkrete beslutninger - f.eks. om godkendelse eller ikke godkendelse - en rolle, ikke blot for for den hastighed, hvormed nye genmodificerede planter vil blive indført på, men også for hvilke sjove nye planter vi får, og for selve holdningen hos almindelige borgere til hele systemet. Et særtræk i forbindelse med de tilladelser, miljømyndighederne i Danmark indtil nu (marts 1995) har givet til udsættelse af genetisk modificerede organismer til forsøg, har været, at alle ansøgninger fik tilladelsen. Man kan så håbe på at det er fordi alt er i den skønneste orden. Vil denne tendens fortsætte - også med de forventede ansøgninger fra firmaer om tilladelse til markedsføring - rejser det dog spørgsmålet om disse godkendelser blot er "en formel sag" som man siger; d.v.s. om myndighederne faktisk udøver sin beslutningskraft og dømmekraft på betryggende vis. Ny disciplin - eller kaos? I bestræbelsen på at sikre et godt vidensgrundlag for beslutninger kunne man godt forestille sig, at man skulle etablere en disciplin, som er i stand til at overskue de mangeartede risici, genteknologien rummer (alt fra klimaændringer til iltsvind eller hudsygdomme). Jeg tror nu ikke man skal forestille sig en sådan disciplin som andet en et tværfagligt felt for anvendt forskning. Der blev ikke udviklet en ny grundvidenskab om atomkraftkatastrofer på baggrund af atomteknologiens udvikling i 1960'erne og debatten om den i 1970'erne eller miljøkatastroferne i 1980'erne. Der er simpelt hen ikke ét samlet problem her. Jeg tror selv den eneste mulige "videnskab" i streng forstand om risici ved komplekse teknologier er af samfundsvidenskabelig art, men samtidig af tværfaglig karakter med hensyn til de humanistiske, etiske og naturmæssige aspekter. Som allerede antydet har risikoforskning karakter af fremtidsforskning. Man kunne selvfølgelig spørge om ikke også de nye kaosteoretiske udviklinger kan lære os noget; med andre ord, om ikke studiet af komplekse systemer i forskningsfelter som ikke-lineær dynamik og kunstigt liv [9] kan belære os om forudsigelighed, beregnbarhed og kontrollerbarhed af naturprocesser. Der er jo flere forhold, man umiddelbart kunne trække frem: (a) Naturen er ikke-lineær: Der er ikke et lineært forhold mellem input og output. Dette gælder i særlig grad biologiske organismer. (b) Komplekse systemer opretholder deres stabilitet indenfor en vis tolerancetærskel; denne tolerancetærskel er ikke-beregnbar: D.v.s. dens beliggenhed kan ikke på forhånd forudsiges, men kendes efter at denne tærskel er overskredet, til direkte skade eller direkte disintegration af systemet til følge. (c) Selvom naturen skulle være deterministisk (hvad der er en del der taler for at den ikke er), vil ikke-lineariteten medføre uforudsigelighed med hensyn til fremtidige tilstande af den som fysisk system: D.v.s. en model for f.eks. et økosystem kan være beregnbar, samtidig med at modelsystemet udviser deterministisk kaos og samtidig med at det virkelige system p.g.a. stor følsomhed på begyndelsesbetingelserne ikke er forudsigeligt. Dette er imidlertid ikke nok til at forestille sig en egentlig disciplin for risikovurderinger på baggrund heraf; dels fordi fysikkens studier af komplekse systemer ikke endnu er ordentligt integreret med de biologiske videnskaber; dels fordi en sådan fremspirende "de komplekse systemers videnskab" ikke lægger op til anvendelser men snarere til at begrunde en form for erkendelsesmæssigt mådehold, d.v.s. begrunde hvorfor det er nødvendigt med uhyre forsigtighed hvad angår det at ville lave "videnskabelige" modelberegningsbaserede risikoanalyser. Man kan tale om et videnskabeligt begrundet afmagtspostulat: Vi kan ikke kontrollere risici på baggrund af eksakt videnskab; og dette er bl.a. begrundet i komplekse systemers fysik, biologi og (16 of 48) [ :00:57]

17 matematik! Er videnskabens rolle tilfredsstillende? Skønt det ville kræve en dybere analyse af den rolle, forskningen spiller i risikovurderinger af genmodificerede planter, at vurdere, om denne rolle "spilles" godt eller skidt, kan der skitseres et foreløbigt svar. Man kan først konstatere, at risikovurderinger indgår i den politiske beslutningsproces, og den ræson, der ligger til grund for dem, adskiller sig næppe specielt fra den almindelige ræson for politiske beslutninger om infrastrukturelle, teknologiske og andre forhold, som skal reguleres politisk: En umiddelbar opfattelse vil være, at det administrative apparat i statsmagten har til opgave at frembringe et faktuelt korrekt beslutningsgrundlag for de politiske beslutninger. Kort: Videnskaben leverer facts til embedsmænd, og embedsmænd må forarbejde og fortolke dem og derved gøre det muligt for politikere - udfra disse oplysninger og politiske interessehensyn - at træffe beslutninger om lovgivning. For en mere differentieret betragtning er der tale om et kompliceret samspil mellem fire subsystemer: Offentlighedens system (nyhedsmedierne) Organisationssystemer (statslige; arbejdsmarkedets; og andre "non-governmental" interesseorganisationer) Videnskabelige systemer Det politiske system Hvert af disse systemer har deres egne kriterier for hvad der er vigtigt, interessant, betydningsfuldt o.s.v. - for eksempel er noget kun vigtigt i medierne, hvis det er nyt og har begivenhedskarakter, og dermed selekteres kommunikationen inden for offentlighedssystemet ud fra anderledes kriterier end indenfor eksempelvis det videnskabelige system, hvor der idealtypisk set kommunikeres om "løsbare problemer", "gåder" eller normalvidenskabelige "puslespil" på fronten af forskningen i det pågældende felt. Organisationssystemerne kommunikerer ikke om begivenheder men om sager, og selekterer efter juridiske og administrative kriterier, måske også efter politiske signaler; og det politiske system er kendetegnet ved en art formidling mellem de øvrige subsystemer af samfundet og har selv selektionskriterier for kommunikation som er orienteret efter ændring i aktuel fordeling af magt, indflydelse og eventuelle andre værdier som kan oversættes til det politiske systems sprog. Allerede kompleksiteten i dette samspil, og selve vanskeligheden ved indenfor det offentlige og politiske system at kommunikere om de vage ikke-videnskabelige former for frygt og utryghed overfor ny teknologi - tænk på den folkelige visdom om troldmandens lærling; myten om Golem eller Frankenstein, kunstnernes erkendelse af tilværelsens absurde eller ikke-kontrollable sider, eller for den sags skyld hele hybris & nemesis-motivet i vestlig filosofi og litteratur - disse vanskeligheder betyder, at presset på videnskaben for at udfylde rollen som garant for en rationel og sikker anvendelse af genteknologi øges; samtidig med at man risikerer, at subsystemerne taler forbi hinanden, og at teknologien udvikles efter en logik hinsides anticiperende styringsforsøg (så regulering altid blot er efterregulerende småjustering). Det synes ikke at være i EU eller Miljøministeriet udviklingsretningen fastlægges; og sådan noget som en strategi for et bæredygtigt landbrug synes indtil videre uden for rækkevidden af de reguleringsforsøg, der munder ud i godkendelser af bestemte genetisk modificerede planter. Især det sidste forekommer uacceptabelt: Herbicidresistente planter bør også vurderes på deres indirekte virkninger på landbrugets økosystemer i relation til forbruget af kemiske bekæmpelsesmidler. En økologisk vurdering må være en helhedsvurdering, og denne effekt kan være en meget væsentlig del af helheden. Videnskaben har grundlæggende to mulige roller i det samspil mellem de forskellige subsystemer af a) legitimerende: Man kan bruge videnskabelige undersøgelser legitimerende i en politisk argumentation for at det er "sikkert" at træffe de og de beslutninger. Det behøver ikke i sig selv at være forkert at der er sammenhæng mellem politik, legitimering og forsknings- og udredningsarbejdet. Det afgørende er hvordan sammenhængen er tidsligt og rumligt organiseret. Det er jo delvist indbygget i systemet, at store dele af sektorforskningens rolle er at yde de statslige delsystemer midler til løbende justeringer i den politiske og administrative proces. Det er imidlertid af afgørende vigtighed, at såvel sektor- som grundforskning netop er forskning; d.v.s. kritisk og fri til at undersøge virkeligheden som den er, og ikke som bestemte politiske aktører gerne ville have den til at være. (17 of 48) [ :00:57]

18 Lad to måske helt absurde (og til lejligheden udtænkte) eksempler illustrere dette: I X-land kræves den økologiske fagvidenskabs forhåndsgodkendelse af anvendelse af alle nye genetisk modificerede organismer, og de x'ske økologer afviser alle sager med henvisning til, at de strengt taget ikke kan overskue alle tænkelige risici i alle mulige verdener, hvorfor der aldrig godkendes nogen plante i X-land som bare har været tæt på et molekylærbiologisk laboratorium. I Y-land er der samme formelle krav til forhåndsgodkendelse, og y-økologerne arbejder inden for nøjagtigt det samme økologiske paradigme som x-økologerne. Arbejdsgangen i Y-land er til gengæld den, at der er indført brugerbetaling af den sektorforskning, der kræves i forbindelse med de ret bekostelige udsætningsforsøg og lige så omfattende kontrol (som i X-land) af de genetiske, cellebiologiske og andre forhold, før hver ny genetisk modificerede plante kan godkendes. Y-land er stort, markedet er enormt, og der er stor konkurrence, og her lader man de genteknologiske firmaer, der betaler bedst for undersøgelserne, få førsteprioritet i sagsgangen, hvad der efterhånden også afspejler sig i disse firmaers markedsandele. De fleste produkter i Y-land ender med at blive godkendt; det tager bare meget lang tid, koster mange penge, og opretholder en temmelig stor genetisk-økologisk ekspertise af sektorforskningsøkologer. Der er to konklusioner på historien. Den ene er, at det er fuldt ud tænkeligt, at man i to lande, ud fra samme videnskab, samme informationer om risici og samme regelsæt, henholdsvis godkender og ikke godkender en ansøgning, fordi der ikke går nogen simpel logisk vej fra viden om risici til beslutning om godkendelse. Den anden konklusion er videnskabssociologisk: X- og y-økologerne plejer at mødes på konferencer om risici, men efter nogle år bliver det sjældnere og sjældnere at x-økologerne dukker op: Staten skar ned i deres stab, da man fandt ud af at de stort set intet havde at lave. b) kritiske: Det ligger i videnskabens natur at være kritisk, skeptisk og stille ubehagelige spørgsmål, også til sig selv. Videnskab har en væsentlig kritisk funktion i forbindelse med genteknologi: (1) De ikke-statslige organisationer kan henvise til videnskabelige undersøgelser, der viser noget andet end det man i offentligheden eller hos firmaerne forventer eller forsikrer om - eller undersøgelser, som understreger forskellen mellem dette at tro på sikkerhed og dette at vise ikke-eksistensen af risici. (2) Videnskaben kan ved selv-kritisk selviagttagelse understrege den enorme ikke-viden, som risikovurderinger bygger på. (3) Videnskaben kan yderligere, gennem den almindelige metode- og teoriudvikling, bidrage til at gøre området for risici, der faktisk kan kommunikeres om, større, således at sådanne risici ikke længere er ikke-problemer, der er henvist til det politologer kalder området for "non-decision".(4) Videnskabens og filosofiens rolle er desuden over for offentligheden at påpege, at der ligger et kommunikationsetisk problem i at offentligheden er underlagt en "kommunikationens ontologi", så kun det, der kan kommunikeres om, er vigtigt - kun det, som kan gøres til en "begivenhed" i den offentlige kommunikation "er" også en begivenhed. Videnskabens rolle med hensyn til genetisk modificerede planter er her tvetydig: På den ene side er det godt at den muliggør kritisk diskussion af risici. På den anden side er det problematisk, hvis debatten herved skygger for andre og muligvis langt alvorligere miljøproblemer. Her ligger der måske en opgave for en tværfaglig forskning i økologiske risici: At vurdere hvilke af de globale og lokale miljøproblemer [10], der bør tiltrække sig størst politisk opmærksomhed (ozonlagets nedbrydning, den globale opvarmning med drivhusgasser, og tabet af biodiversitet er nok de tre værste). Political Risk Management Der bliver så i mødeoplægget spurgt, om den videnskabelige usikkerhed kan håndteres, så den er anvendelig i den politiske proces? Her må man straks gen-spørge: Anvendelig for hvem? Og "håndteres" hvordan? Spørgsmålet udtrykker selvfølgelig organisationssystemets (f.eks. Miljøministeriets) interesse i at kunne styre ved hjælp af noge klare kriterier for hvornår noget kan tillades eller må forbydes. Nogle grænseværdier ville være bekvemt. Men hvor stor en risiko skal der til med de genmodificerede planter før grænsen er nået? Svaret blæser som pollen i vinden. Usikkerheden med hensyn til risici skaber behovet for at reducere kompleksiteten, f.eks. til nogle formulerbare regler for sagsbehandling. Dette behov for kompleksitetsreduktion skaber så ny kompleksitet i systemet i form af af undersøgelser, som skal belyse problemet nøjere, og efter de mange undersøgelser står man så nu tilbage med en ny form for usikkerhed, måske på et højere niveau: Man har fået belyst nogle konkrete ting ved en enkelt plante eller det gen den har fået tilført; så man har opnået en ny viden, men har samtidig erhvervet en ny ikke-viden og dermed en ny kompleksitet om de faktorer man kunne have overset, om selve forsøgenes pålidelighed, om muligheden af at slutte fra small-scale til large-scale o.s.v., og dermed et væld af nye beslutninger. Det bliver ikke lettere. Kravet om enkelthed fører til ny kompleksitet, nye former for usikkerhed, måske til nye risici. Det kan være svært at se en vej ud, og det forekommer (i en sådan Luhmann-inspireret optik) overhovedet ikke oplagt, at det er inden for det videnskabelige system i sig selv, vi skal vælge at finde hjælp. Nu kan man netop indvende mod dette perspektiv, at det gør risici til noget nærmest socialt konstrueret, som ikke afspejler (18 of 48) [ :00:57]

19 faktiske tendenser og trusler, faktiske "dispositioner for uheld" i den eksisterende teknologi. [11] Hvis det vi ikke kan se, føle eller lugte, ikke behøver at bekymre os, kunne problemets løsning være at lukke øjnene for de risici, hvis realitet vi alligevel ikke er sikre på. Selvom det er oplagt, at vi på det psykologiske plan har hver vores individuelle risk management profil - vi kan jo ikke konstant være bekymrede for regnskov, bil-os, narkotikamisbrug og krig; af og til lukker vi af - så er det knap så oplagt at vi kan gøre psykisk flegma til overlevelsesstrategi for samfundet. Men måske det er ved at være på tide at naturvidenskabsfolk mødes med samfundsforskere og psykologer i et risikabelt samarbejde om at omtænke hele risiko-begrebet. Der er i disse år ved at ske et skift, som er ret fundamentalt, med hensyn til den måde vi opfatter naturen på. Både naturen i vekselvirkning med samfundet, men også vores egen krop: Tendensen peger bort fra en udpræget manipulerende kontrol-tankegang, der hele tiden - gennem det Bacon'ske diktum at viden er magt - søger at udvide grænsen for kontrol og udnyttelse; og så henimod en tankegang, som ikke ophæver magt- og beherskelsestanken, men samtidig søger at beherske beherskelsen. At anerkende, respektere og tilmed værdsætte de ikke-kontrollerbare og mere komplekse aspekter af naturen. Her bliver en ny naturfilosofi [12] nødvendig, som et kritisk bidrag til at sammentænke forskellige indsigter fra både human- og samfundsvidenskaberne, og som søger en viden, der ligger i den afmagts-erkendelse, at vi ikke kan beherske verden totalt, og at vi derfor systematisk bør vælge måder at indrette vores teknologi og samfund på som minimerer muligheden for katastrofer. Problemet er, at det er svært at se præcis hvilken livsform der gør det, for det er som om vi ikke kender andre livsformer end den moderne Vestlige. Vi tror, det er som at vælge mellem pest og kolera: Siger vi nej til A-kraft og udsigt til med mellemrum forekommende katastrofer og affaldsdeponeringsproblemer, siger vi måske også ja til mere snigende katastrofer som det globale drivhus. Her hjælper naturfilosofi der forbliver "ren" filosofi ikke. Et bedre naturforhold må realiseres i sammenhæng med politiske, sociale og økonomiske reformer på det globale plan. Vi lever i en verden af risici. Både kynisme og utopisme frister som alternativer til pragmatisme, mens pragmatismen som filosofi selv misforstås som værende identisk med principløshed og opportunisme. En mere bæredygtig naturfilosofis opgave er at indtænke det globale og overskride det trøstesløse i oplysningens dialektik. Litteratur Emmeche, C. (1991): Det levende Spil. Munksgaard, København. Emmeche, C. (1994): "Biologisk beregning og genets metafysik", Philosophia 23 (1-2): Emmeche, C. (1995): "Naturfilosofiens genkomst", Kritik nr. 113, s Gleick, James (1987): Chaos: Making a New Science, Viking, New York. Harste, Gorm (1992): "Politiseringen af Risici", Menneske og Natur - Arbejdspapir nr. 7 (Humanistisk Forskningscenter, Odense Universitet). Harste, Gorm (1993): "I begyndelsen var kommunikationen - eller: Kan sociale systemer have økologiske kriser?", Humanekologi nr.3/4, s [Nordisk Förening för Humanekologi, Telemark]. Harste, Gorm (1993): "Risikosamfundet", Tendens 5(2): Harste, Gorm (1995): "Politisk kommunikation i risikosamfundet", s i: Johs. F. Sohlman, red.: Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann. Forlaget politisk revy, København. Kauffman, Stuart (1993): The Origins of Order. Self-organization and selection in evolution. Oxford University Press, Oxford. Kristensen, Peer Hull (1984): Informationens og forandringens dobbeltspiral. 1.del. Arbejdspapir nr.7/84, Inst.f.Samfundsøkonomi og Planlægning, RUC, Roskilde. Latour, Bruno & S. Woolgar (1986): Laboratory Life: The construction of scientific facts. Princeton University Press, Princeton. [1 st ed. 1979]. Pagels, Heinz R.(1988):The Dreams of Reason. The computer and the rise of the sciences of complexity. Simon & Shuster (Bantam Books, N.Y.1989). Wimsatt, William C. (1976): "Complexity and organization", pp in: M. Grene & E. Mendelsohn, eds.: Topics in the Philosophy of Biology. Reidel, Dordrecht (= Boston Studies in the Philosophy of Science, vol.27). (19 of 48) [ :00:58]

20 Noter 1) Tak til arrangørerne for et godt mødeoplæg og gode spørgsmål. Jeg har som afsæt for diskussionen ændret enkelte af disse og selv stillet ekstra. Teksten er en tilrettet version af mit indlæg, inspireret af den efterfølgende diskussion. 2) Jeg tvivlede på om jeg havde noget at bibringe dette seminar og den overvejelse, som gjorde udslaget til at jeg forsøgte, var at de fundamentale usikkerheder al for sjældent udtales og diskuteres eksplicit. 3) Se fx Wimsatt (1976), Pagels (1988), og Kauffman (1993). 4) Kristensen (1984). 5) Det er især "simple" egenskaber, hvor et enkelt gen har en relativ veldefineret virkning i planten, jeg her taler om. En hel anden problematik ligger i pleiotrope virkninger eller egenskaber, der er styret af mange gener, for slet ikke at tale om egenskaber, der kun metaforisk eller meget upræcist kan kaldes "genetiske" (jf. Emmeche 1994). 6) At vi i nogle tilfælde kan vælge at fremstille "samme" ændring i planten ved hhs. traditionel planteavl og ny genteknik - hvor førstnævnte ikke kræves underlagt nogen risikovurdering - kan på en måde virke absurd; eller sætte hele diskussionen i perspektiv. Spørgsmålet om risikovurdering ved genteknologi (mht. planter) viser sig her blot som en øjenåbner for den langt mere almene og brede problemstilling, der handler om vore muligheder for at vurdere konsekvenserne af menneskelig påvirkning (inkl. gennem traditionel plante- og dyreavl) af de genetiske ressourcer. Perspektivet må som konsekvens medføre tilsvarende krav om bredere former for teknologivurdering. Tilsvarende må spørgsmålet om genteknisk tilført herbicidresistens føre til diskussion af det lang dybere spørgsmål om hvilken form for landbrug, vi faktisk ønsker. 7) Dette aspekt er kraftigt understreget i en række værker af den tyske samfunds- og systemteoretiker Niklas Luhmann. For en dansk introduktion til Luhmann findes en række interessante artikler af Gorm Harste, der selv har forsket i miljøadministrationens politologi. 8) Samtidig er den systemiske tyngde i dette "vi" (forstået ikke som et kollektivt subjekt men som et multisystemisk organisatorisk, samfundsmæssigt objekt) et faktum, som selv lader metaforen om det frie valg spænde betænkelig langt over en række beslutningsprocesser, som sjældent lader sig skue lige klart, bla. pga. de forskellige delsystemers forskellige interesser. 9) En populær introduktion til ikke-lineær dynamik ("kaosteori") er Gleick 1987; om kunstigt liv se Emmeche ) Hvilket viser, at også indenfor dette område er man tilbøjelig til at overse en "diskursetisk" diskussion om hvorvidt selve dagsordenen for debatten er acceptabel (tilsvarende med de humane reproduktionsteknikker, jf. Emmeche 1994). 11) Jeg er ikke selv sikker på, at den luhmannianske systemanalyse af "the risk management" i de moderne samfund logisk medfører en sådan radikal socialkonstruktivisme (som gør "the social construction of scientific facts" til argument imod en realistisk opfattelse af viden som fx. Latour & Woolgar 1986) og jeg er ret sikker på, at havde det ikke været for naturvidenskabens evne til, skal vi sige, at transcendere det sociale og nå til egentlig sand viden om naturen, så havde vi aldrig kunnet tale alvorligt om en miljøtrussel som ozon-hullet i himlen. At denne trussel så er forårsaget af de industrielle samfunds brug af bestemte former for kunstig kemi, gør den selvfølgelig "social konstrueret" i materiel forstand. Det etiske grundlag for regulering af genteknologi Af Nils Holtug og Peter Sandøe, Københavns Universitet, Institut for filosofi, pædagogik og retorik I følge en traditionel og indflydelsesrig opfattelse af naturen er de forskellige dyre- og plantearter skabt af Gud. Det er Guds plan, at skaberværket ser ud, netop som det gør. Mennesker bør derfor afholde sig fra at ændre på naturens orden. Følgelig er der også grund til at være etisk betænkelig ved udviklingen og brugen af genetisk modificerede dyr, planter og mikroorganismer. I kraft af udviklingen inden for naturvidenskaben tror de færreste i dag dog på, at de enkelte arter i bogstavelig forstand er skabt af Gud. Dyr, planter og mikroorganismer opfattes derimod som værende blevet til gennem en udviklingsproces. I denne (20 of 48) [ :00:58]