Sikkerhedsliggjorde USA sin deltagelse i interventionerne i henholdsvis Kosovo og Libyen?

Transkript

1 Forsvarsakademiet VUT-II , Syndikat Sun Tzu Kaptajn Thomas Just Sikkerhedsliggjorde USA sin deltagelse i interventionerne i henholdsvis Kosovo og Libyen?

2 Abstract: This thesis is about how the American Presidents Clinton and Obama dealt with the conflicts in respectively Kosovo in 1999 and Libya in 2011 before America acted militarily as a consequence to possible genocides committed by the two governments. The analysis is founded in the Constructive approach and based upon the Securitization Theory by Buzan, Wæver and de Wilde. By analyzing speech acts by the presidents the thesis will examine if a securitization took place or not according to the premise and model in the theory. The analysis is twofold first the speech acts by Clinton is examined and then the same for Obama. The concluding remarks states that Clinton used the grammar of securitization in his speech acts, but certainly not the existential threats against the USA, which is needed to fulfill the premise of theory. The Obama analysis states that there was a fraction of securitization, but instead of securitizing the conflict in Libya, Obama securitized the importance for the USA not to be in the front seat in what happened in Libya and finally was Gaddafi securitized because of his connections to terrorism. Final conclusion is that they did not absolutely securitize either intervention. 2

3 Resumé: Dette speciale undersøger om USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i henholdsvis konflikterne i Kosovo i 1999 og Libyen i Det gøres ved at analysere taler afholdt af de amerikanske præsidenter Clinton i 1999 og Obama i For at specialet kan besvare disse spørgsmål anvendes den konstruktivistiske teori og model, der er opstillet i Buzan, Wæver og de Wildes bog Security: A New Framework for Analysis, også kendt som Københavnerskolen. I denne teori er det er det en sikkerhedsliggørende aktør, der skal formå at konstruere en eksistentiel trussel ofte mod staten således, at aktørens publikum accepterer truslen som påtrængende, og derved giver den sikkerhedsliggørende aktør mulighed for at handle hurtigt og uden for gældende sædvane og regler. Samtidig siger teorien, at den sikkerhedsliggørende aktørs muligheder for dramatisering i sin retoriske handling (speech act) og sociale status og kapital er vigtige faktorer i sikkerhedsliggørelse af en trussel På den baggrund empiri og teori er det naturligt at specialet valgte at analysere de nævnte præsidenters speech acts ved hjælp af Københavnerskolens teori for at undersøge om de sikkerhedsliggjorde USA's deltagelse i konflikterne eller om der er tale om en naturlig modus operandi for en USA som supermagt. Analysen er tosidet, således at specialet først analyserer og delkonkluderer på fem speech acts af Præsident Clinton, og dernæst analyseres fire speech acts af Præsident Obama. Gældende, for begge analyser, er, at de undersøger speech acts, der handler om de respektive konflikter, og hvordan USA gennem præsidenten ser konflikten udfolde sig og hvilke problemer og trusler, som USA adresserer, prioriterer og dramatiserer i så fald, at præsidenten sikkerhedsliggører den respektive konflikt. Ud fra teoriens tre komponenter for sikkerhedsliggørelse eksistentiel trussel, nødvendigt at handle hurtigt samt om sædvane og regler kan brydes, diskuteres hvordan komponenter er til stede i hver analyse, hvilket fører over i to delkonklusioner for henholdsvis Kosovo og Libyen. Delkonklusionen for Kosovo kan ikke endegyldigt konkludere, at Præsident Clinton sikkerhedsliggjorde konflikten og nødvendigheden af at USA skulle deltage i interventionen ud fra de fra teorien tre komponenters præmisser. Der er ikke grundlag for 3

4 at konkludere, at Clinton gjorde Kosovo til en eksistentiel trussel mod USA, men han italesatte nødvendigheden af, at USA skulle være deltager, og han accepterer at bryde sædvanen ved at intervenere i et suverænt land uden dets accept. Delkonklusionen for Libyen kan sammenfattende konkludere, at Obama ikke forsøgte at sikkerhedsliggøre konflikten i Libyen. Den eneste komponent fra teorien som kan identificeres, er behovet for at handle hurtigt, således at den libyske befolkning lider mindst overlast fra regeringstropperne. Tværtimod italesætter Obama behovet for, at USA ikke sammenkædes med opstanden i det Arabiske Forår herunder Libyen og taler gentagne gange om, at det er de involverede staters egen befolkning, der har retten og pligten til at forlange demokrati og dermed forbedrede rettigheder og vilkår, og derigennem skabe deres eget narrativ. Det skal bemærkes, at Obama i den sidste tale som var genstand for analyse, gjorde det tydeligt, at Gadaffi også var en trussel mod USA igennem sine forbindelser til terrorisme, og han taler om trusler mod den amerikanske befolkning fra muligheden for terrorangreb på amerikanske mål. Derfor anvendte Obama retorisk den sikkerhedsgrammatik, der er påkrævet jf. Københavnerskolen, men det kan konkluderes, at det ikke er tilstrækkeligt for at kategorisere Gadaffi som en eksistentiel trussel. Specialet konkluderer hermed, at præmisserne fra Københavnerskolens teori og model for sikkerhedsliggørelse ikke er til stede i tilstrækkelig grad i mine undersøgelser af speech acts fra de to præsidenter, hvorfor der grundlag for at konkludere at ingen af konflikterne blev sikkerhedsliggjort af de respektive præsidenter. Imidlertid er der evident, at Clinton talte mere ind i den korrekte sikkerhedsgrammatik om udfordringerne i Kosovo, end Obama gjorde om Libyen. 4

5 Indholdsfortegnelse Abstract:... 2 Resumé: Indledning Præsentation af emnet Motivation og relevans Problemfelt Problemformulering Begreber Afgrænsning Teori Metode Empiri Validitet Reliabilitet Formalia Struktur Teori og operationalisering Københavnerskolens sikkerhedsteori Sikkerhedsbegrebet Sikkerhedsliggørelse (securitization) Sektorer Operationalisering af Københavnerskolen Analyse Kosovo Tale af Præsident Clinton om regeringens udenrigspolitik, 26. februar Pressekonference ml. Præsident Clinton og Italiens Premierminister D Alema, 5. marts Udtalelser af Præsident Clinton og NATO s Generalsekretær Javier Solana, 15. marts Pressekonference med Præsident Clinton, 19. marts Udtalelser af Præsident Clinton om situationen i Kosovo, 22. marts Diskussion

6 Delkonklusion Libyen Udtalelse af Præsident Obama om Libyen, 23. februar Udtalelser af Præsident Obama og Mexicos Præsident Calderón ved en fælles pressekonference, 3. marts Pressekonference med Præsident Obama, 11. marts Udtalelse af Præsident Obama om situationen i Libyen, 18. marts Diskussion Delkonklusion Konklusion Perspektivering Bibliografi Billede:

7 1. Indledning Specialet har til formål at undersøge, om USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i interventionerne i henholdsvis Kosovo, 1999 og Libyen, Derfor undersøger jeg følgende: Det undersøges, om USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i interventionen, der begyndte den 24. marts 1999 mod Milosevics styre i Kosovo og Serbien, efter at fredsforhandlingerne i Rambouillet i Frankrig i marts 1999 mellem kosovo-albanerne og serberne havde slået fejl. Deltagelsen indeholdt både en luftkampagne og indsættelse af militære styrker på jorden i Kosovo. Desuden undersøges, om USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse ved at tage medansvaret for opfyldelsen FN resolutionen om Libyen som bevirkede, at USA deltog i opretholdensen af no-fly zonen over Libyen samt beskyttelsen af den libyske befolkning mod overgreb fra den libyske regerings sikkerhedsstyrker Præsentation af emnet Både Kosovo og Libyen konflikterne kan betragtes som humanitære interventioner, da der i begge cases var tale om, at det regerende regime valgte at bruge egne sikkerhedsstyrker til forholdsvis brutalt at nedkæmpe oprørere og fordrive civile med tunge konventionelle våben. Det medførte, at det internationale samfund endeligt besluttede at beskytte civilbefolkningerne, efter at flere forsøg på mægling var slået fejl. USA var i begge konflikter den aktør, som leverede hovedparten af de militære kapaciteter og støttestruktur dog trak USA sig tilbage i Libyen for så vidt angår offensive kapaciteter. De to cases er ens, idet at USA i begge tilfælde er en supermagt, hvis der udelukkende fokuseres på de militære kapaciteter og instrumenter som USA kan tilvejebringe Motivation og relevans Jævnfør ovenstående er der givet mulighed for, at forskellige nationale interesser og strategier samt den politiske italesættelse i den amerikanske centraladministration har influeret på USA's og i sidste ende den amerikanske præsidents beslutning om at deltage i interventionerne i henholdsvis Kosovo og Libyen. 7

8 Jeg vurderer derfor, at det er relevant at undersøge, om der har fundet sikkerhedsliggørelse sted ved de to præsidenters beslutninger om at medvirke ved interventionerne, eller var der udelukkende tale om en naturlig modus operandi for USA i kraft af dets status som supermagt? 1.3. Problemfelt Som allerede nævnt er specialets overordnede emne den amerikanske deltagelse i interventionerne i Kosovo og Libyen. Dette emne favner meget bredt og det vil ikke være muligt at behandle alle aspekterne i deres helhed. I forbindelse med Kosovo interventionen var der en relativ lang optakt til, at USA i NATO endegyldigt vedtog at iværksætte luftkampagnen. Kontaktgruppen for Kosovo havde i Rambouillet forsøgt at opnå en fredsaftale med Serbien (Norris, 2005), hvilket mislykkedes af forskellige årsager. I denne optakt har der fra præsident Clinton og den amerikanske centraladministration naturligvis været talt om Kosovo. Mellem Kosovo og Libyen har USA indledt to krige; Afghanistan i 2001 og Irak i 2003, der var iværksat under Præsident Bush. Disse krige har umiddelbart ingen lighed med de to interventioner, som dette speciale undersøger. Hverken Afghanistan eller Irak havde en humanitær dimension indlejret i rationalet, og drejede sig i Afghanistan om Krigen mod Terror (Bush, 2001), og i Irak var grundlaget fjernelse af en diktator med masseødelæggelsesvåben (Bush, 2003). I tilfældet med interventionen i Libyen var det igen tale om tilbagevenden til den humanitære intervention. Hvordan gjorde USA det til sin sag at deltage i disse interventioner? Kosovo var end ikke en suveræn stat, men et relativt lille territorium med blot to millioner indbyggere i det suveræne Serbien, mens Libyen var en relativt velfungerende nation, dog underlagt begrænsningerne fra Gadaffis diktatur. Hvilke temaer berørte henholdsvis præsident Clinton og præsident Obama i deres italesættelse af vigtigheden af USA's rolle ved sin medvirken? Var der tale om sikkerhedsliggørelse som argument? 8

9 Min undren er derfor, om det kan på- eller afvises, at der var tale om sikkerhedsliggørelse fra de to præsidenter, og dette vil jeg undersøge ved at undersøge taler af præsidenterne, hvor emnet har været Kosovo og Libyen Problemformulering Sikkerhedsliggjorde USA sin deltagelse i interventionerne i henholdsvis Kosovo og Libyen? 1.5. Begreber I dette speciale er begrebet intervention valgt, når der tales om USA's deltagelse i både Kosovo og Libyen konflikten. Begrebet er valgt, idet disse to konflikter ikke skal sidestilles med alle typer af konflikter og krige, hvor der kan være tale om stridende parter, der er i konflikt om fx ressourcer eller landområder. Intervention er udtryk for en indblanding, som kan eller kan ikke være accepteret af de stridende parter. Når begrebet amerikansk/amerikanske anvendes, henviser det til USA. Både Kosovo og Kosova anvendes i kilder og empiri. I dette speciale anvendes kun Kosovo Afgrænsning I relation til teorivalget undersøges og behandles stater og organisationer som aktører. USA behandles som værende den eneste militære supermagt i begge cases. Det er kun USA's rolle interventionerne, der behandles og undersøges. Jeg anvender udtrykket det internationale samfund som et neutralt udtryk i f.t. den internationale politik teori Teori For at undersøge USA's rolle i interventionerne bruger jeg specifikt en konstruktivistisk teori - Københavnerskolen, der har forklaringskraft til at undersøge, om der var tale om sikkerhedsliggørelse for USA's valg om deltagelse i de nævnte konflikter. Her undersøges 9

10 det, om USA oplevede konflikterne som eksistentielle truende mod staten, og derigennem traf en ekstraordinær beslutning om deltagelse i interventionerne 1.8 Metode Jeg vil foretage en tekstanalyse af de amerikanske præsidenter Clinton og Obama og forsøge at afdække, om der er et eller flere gennemgående temaer, som vil underbygge eller afvise, om der var tale om sikkerhedsliggørelse, herigennem vil jeg vil jeg få en diskussion og delkonklusioner, der anvendes i specialets endelige konklusion. Valget af tekstanalyse er taget, idet jeg analyserer taler af præsidenterne og anvender præmisserne fra Københavnerskolen for at uddrage relevante temaer i analysen. Teorien tager bruger relationerne mellem aktører til at give forklaringskraft for hvordan emner kan sikkerhedsliggøres. Dette speciale handler om konflikt og retten til at intervenere i en mulig humanitær katastrofe i et suverænt land, samt hvordan USA forholdt sig til interventionen før de iværksattes. Derfor er det nødvendigt og naturligt at basere mit teorivalg på netop disse emner. Det teoretiske perspektiv tager udgangspunkt i, at stater er anarkiske, men med grundlag i social interaktion, der undersøger forholdet mellem aktører og strukturer, altså at handlinger forklares ved hjælp af interaktionen i mellem aktører, hvilket betyder, at specialets problem undersøges med Københavnerskolen. Jeg foretager ikke en analyse af de fem sektorer som er opstillet i Københavnerskolen, idet jeg ikke finder det relevant i forhold til min undersøgelse og konklusion. Dvs. at jeg ikke vil foretage en analyse af fx den Økonomiske sektor med henblik på at afdække om, der er et tema i den analyserede tale, som indikerer, at taleren sikkerhedsliggører netop den sektor, således at aktøren kan få sit publikum til at acceptere truslen og dermed retfærdiggøre en ekstraordinær indsats, der ligger uden for gældende regler. Jeg anvender metoden som er visualiseret i pkt Jeg starter med en indledning, hvor mit emne præsenteres og motiveres, samt indeholder min valgte metode, empiri og teori. 10

11 I kapitel 2 præsenterer jeg min valgte teori og vil operationaliserer den således, at den håndteres i forhold til min valgte empiri. Kapitel 3 er mit analyseafsnit, hvor jeg først analyserer USA's deltagelse i Kosovo konflikten med henblik på at finde et eller flere temaer som lagde grunden for deltagelsen. Ud af denne analyse vil jeg fremkomme med delkonklusioner som skal denne grundlag for den endelige konklusion i kapitel 4. Samme metode anvendes i analysen af Libyen konflikten. Kapitel 4 præsenterer jeg den endelige konklusion, som er baseret på de fundne delkonklusioner fra kapitel 3. Kapitel 5 er min perspektivering i forhold til de erfarede analyser og delkonklusioner Empiri Dette speciale er funderet på førstehåndskilder. Indsamlingen af empiri er afsluttet 9. marts Validitet Som nævnt er specialet baseret på førstehåndskilder. Kilderne er udvalgt på baggrund af fx mediets troværdighed for at sikre kildens troværdighed. Søgningen er baseret på internetsøgning og kilderne er udelukkende hentet fra den amerikanske regerings officielle hjemmesider Reliabilitet Specialet har kun anvendt åbne kilder, og dets reliabilitet kan derfor være begrænset af, at der været kilder, som er klassificeret og derfor utilgængeligt. Disse kilder kunne have givet et bedre indblik i beslutninger og derfor have givet en anderledes analyse og derfor en mulig anden konklusion. Reliabiliteten vurderes imidlertid som høj, når der fravælges at inkludere eventuelle mulige klassificerede kilder Formalia Specialet er udfærdiget efter Forsvarsakademiets VEJLEDNING I UDARBEJDELSE AF SPECIALE af 5. september

12 1.13. Struktur Indledning Teori og metode Kosovo (analyse, diskussion og delkonklusion) Libyen (analyse, diskussion og delkonklusion) Konklusion Perspektivering 12

13 2. Teori og operationalisering Som ovenfor beskrevet vil jeg præsentere den valgte teori og endeligt operationalisere den, således at den kan anvendes som værktøj i min analyse. Jeg har fravalgt at anvende realisme teorierne, idet de primært beskæftiger sig med krig, magt og en generel opfattelse af international politik som et nulsumsspil, hvilket jeg ikke vurderer, er interessant at beskæftige sig med her. Liberalismen kunne også være en teori som kunne finde anvendelse i dette speciale, men jeg vurderer, at der er for lidt forklaringskraft i denne skole, idet den fortrinsvis beskæftiger sig med interdependens i mellem stater og fokuserer mindre på anvendelse af og behovet for militær magt. Jeg vil først beskrive sikkerhedsbegrebet, for derefter at beskrive sikkerhedsliggørelse og afslutte med en operationalisering af teorien Københavnerskolens sikkerhedsteori Bogen Security: A New Framework For Analysis (Buzan, Wæver, & de Wilde, 1998) er fundamentet for teorien bag Københavnerskolen, og jeg anvender bogens teori, begreber og metode i mit videre arbejde. Teorien tager sit afsæt i den konstruktivistiske skole fra teorier om international politik. Konstruktivisme er en social teori, som tester forholdet mellem aktører og strukturer, og dermed afviser det materialistiske fokus, der findes i traditionalisternes tilgange Sikkerhedsbegrebet Sikkerhedsbegrebet kan siges at være en diskurs, og siger således noget om hvordan og hvad der italesættes i tiden som en trussel, og hvad er vigtigt nok til at komme på den sikkerhedspolitiske dagsorden. Igennem de sidste 30 år har sikkerhedsbegrebet været genstand for forskydninger især for den amerikanske opfattelse. Jeg vil kort redegøre for, hvordan det er forandret. I starten af 1980 erne var det amerikanske sikkerhedsfokus rettet med Sovjetunionen (USSR) og de stater, der var vasaller i Warszawapagten. USA havde USSR s atomvåben (Suri, 2010) som et højt prioriteret fokus, da det klart kunne identificeres som en eksistentiel trussel mod USA. USA's fokus var altså rettet mod balancering af USSR 13

14 atomarsenal. Det var derfor relativt enkelt for meningsdannere inden for sikkerhed i USA at italesætte USSR s atomvåben som en prioriteret trussel. Da USSR ophørte med at eksistere i 1990 erne måtte sikkerhedsbegrebet naturligvis bevæge sig, og dermed var der en ny diskurs væk fra atomvåben til en ny sikkerhedstrussel. USA havde nu principielt ikke en ligeværdig modpart, og var med USSR s ophør eneste tilbageværende stormagt. USA opnåede hegemoni på verdens sikkerhed. USA oplevede en stigende trussel fra terrorisme, og der opstod således en anden diskurs af sikkerhedsbegrebet. Der skulle fokuseres på den interne sikkerhed i USA og ikke-statslige fjender. Men grundet sin førnævnte hegemoni var USA også stadig, og i højere grad end en under den kolde krig, nødsaget til at orientere sig mod verdens uløste konflikter. Årsagen til at alle verdens konflikter kunne involvere og iværksætte en aktion fra USA efter Murens fald var, at USA ikke kun skulle orientere sig mod de konflikter, som var indenfor USA sikkerhedssfære hvor fx Afghanistan tidligere var under USSR s sfære kunne USA nu iværksætte en aktion her. Ovenstående beskriver kort, hvorledes sikkerhedsdiskursen har bevæget sig gennem en periode i USA, og dermed har ændret karakter fra at være en direkte eksistentiel trussel ved udryddelse af USA med atomvåben fra USSR til en mere udefinerbar version af sikkerhedsopfattelsen, som er rettet mod en ukendt og asymmetrisk trussel sammenlignet med en typisk statslig fjende med militære magtmidler. Ovenstående foranledigede diskussionen i mellem wideners og narrowers (Buzan, Wæver, & de Wilde, 1998, s. 2), hvor det især i Europa førte til, at sikkerhed skal betragtes som en social konstruktion, der producerer og genproducerer sig autonomt af tid og kontekst hvilket gør Københavnerskolen til wideners. Københavnerskolen ser på sikkerhedsbegrebet som en social interaktion eller praksis, og herved er der en ny diskurs i spil. Sikkerhed skal dog ikke betragtes ugeneret til kun at være en positiv ting, men Københavnerskolen foretrækker dog sikkerhed i internationale relationer frem for usikkerhed i samme. Og det optimale mål er desecuritization, idet det sikkerhedsliggjorte emne kan flyttes fra den sikkerhedsmæssige arena og tilbage i den sædvanlige offentlige/politiske arena (Ibid. s. 29). 14

15 Teorien går også imod traditionalisternes a priori antagelse om, at sikkerhed kun er forbeholdt den militære sektor, men opfatter derimod not by confining security to the military sector but by exploring the logic of security itself to find out what differentiates security and the process of securitization from that which is merely political (Ibid. s. 4-5) som sin opgave, hvilket har medført securitization teorien Sikkerhedsliggørelse (securitization) Sædvanen tro, beskæftiger international politik teori sig med, at sikkerhed handler om overlevelse. Derfor vil et referenceobjekt (ofte staten), der opfatter sig selv som eksistentielt truet, kunne påberåbe sig en sikkerhedstrussel, hvilket kan legitimere brugen af ekstraordinære midler. Som ovenfor beskrevet, er Københavnerskolen wideners, men på trods af det, deler denne teori ovenstående opfattelse, nemlig at det drejer sig om statens overlevelse, men åbner samtidig op for yderligere sektorer, der kan konstrueres som objekter i et sikkerhedsdilemma. Såfremt en sikkerhedsliggørende aktør formår at konstruere et bestemt emne som en eksistentiel trussel mod et referenceobjekt, og aktøren kan få sit relevante publikum til at acceptere sin tese. Samtidig med at den sikkerhedsliggørende aktør hævder retten til, med henvisning til truslens karakter, at bruge ekstraordinære metoder eller bryde/omgå sædvanlige regler eller standard procedurer med hensyn til sikkerheden, så er der tale om sikkerhedsliggørelse. Aktøren har altså fokus på, hvornår og under hvilke betingelser noget bliver til trusler frem for a priori trusler. På den måde kan trusler konverteres til at blive en politisk proces, uden bestemt kausallogik, og dermed en del af sikkerhedspolitikken. Københavnerskolen tilsiger, at der er tre komponenter i en sikkerhedsliggørelse (Ibid. s. 26): 1. Der er tale om en eksistentiel trussel. 2. Det er nødvendigt at handle med det samme. 3. Sædvane og regler kan brydes, da det er acceptabelt i forhold til truslen. 15

16 Den sikkerhedsliggørende aktørs handling er en retorisk handling, som benævnes en speech act, der defineres således af teorien: By saying the words, something is done (like betting, giving a promise, naming a ship) (Ibid. s. 26). Således kan sikkerhedsdiskursen påvirkes igennem en dramatisering af truslen, og samtidig skal denne trussel præsenteres som den højeste prioritet. Ved at italesætte et bestemte emne som en trussel mod sikkerheden, påtager den sikkerhedsliggørende aktørs sig pligten og retten til at behandle den med ekstraordinære metoder. Men en speech act kan ikke gøre det alene, da det er essentielt at aktørerne har et relevant og beslutningsdygtigt publikum at tale til, samt at dette publikum har retten til at bevilge den sikkerhedsliggørende aktør magten til at anvende ekstraordinære metoder eller midler. Fx har en amerikansk præsident mere sikkerhedsliggørende magt end en dansk parlamentariker, men alligevel kan enhver aktør forsøge at sikkerhedsliggøre et emne, og enhver aktør kan ligeledes fejle i sit forsøg på en sikkerhedsliggørelse. En væsentlig pointe, i teorien, er, at det ikke er den sikkerhedsliggørende aktør, der skal underlægges en analyse, men derimod den praksis for sikkerhedsliggørelse, der finder sted (Ibid. s. 32). Det er principielt muligt at sikkerhedsliggøre alle emner, men, som nævnt tidligere, er det et krav, at den sikkerhedsliggørende aktørs publikum accepterer truslen som værende uopsættelig i et sikkerhedsperspektiv. Der er tre faciliterende conditioner, der jf. teorien giver en bedre chance for succes: 1) the demand internal to the speech act of following the grammar of security, 2) the social conditions regarding the positions of authority for the securitizing actor that is, the relationship between speaker and audience and thereby the likelihood of the audience accepting the claims made in a securitizing attempt, and 3) features of the alleged threats that either facilitate or impede securitization (Ibid. s. 33). Dette er ekspliceret nedenfor: 1) Evner speech act at tale til og med den aktuelle sikkerhedsdiskurs og bruger den sikkerhedsgrammatikken de rigtige ord. 2) Den sikkerhedsliggørende aktør sociale status eller sociale kapital - altså hvor meget tyngde har aktøren. 16

17 3) Hvilken beskaffenhed har truslens karakter, og er det muligt at afspejle den i synlige konkrete objekter det er nemmere at konstruere håndgribelige konventionelle militære kapaciteter som en trussel end den uhåndgribelige og usynlige globale opvarmning Sektorer En analyse der bruger Københavnerskolens teori og metode, identificerer og analyserer sikkerhedsliggørelse i de fem sektorer, som teorien af analytiske grunde sorterer samfundet i. Denne konstruktion af trusler følger samme som i sikkerhedsliggørelse, men de er rettet mod forskellige objekter alt efter hvilken sektor, der er tale om, ligesom trusselsnatur og overlevelseslogik er forskellige: Security means survival in the face of existential threats, but what constitutes an existential threat is not the same across different sectors (Ibid. s. 27). Sektorerne er: (1) den militære, hvor staten oftest (dog ikke altid) er referenceobjekt; (2) den politiske, hvor stater og overnationale enheder er referenceobjekter; (3) den økonomiske, hvor virksomheder og nationale økonomier er referenceobjekter; (4) den miljømæssige, hvor plante/dyrearter, habitat-områder og klodens klima kan være referenceobjekt; og (5) den samfundsmæssige, hvor referenceobjekterne er kollektive identiteter som nation, religion og etnicitet (Ibid. s ). Hver sektor har foruden referenceobjekter og sikkerhedsliggørende aktører også funktionelle aktører, der har indflydelse på dynamikken. Sektoropdelingen er en analytisk konstruktion, der hjælper med at lette kompleksiteten i forbindelse med analyser af sikkerhedsstrukturer: Sectors serve to disaggregate a whole for purposes of analysis by selecting some of its patterns of interaction Relations of coercion do not exist apart from relations of exchange, authority, identity, or environment. Sectors might identify distinctive patterns, but they remain inseparable parts of complex wholes. The purpose of selecting them is simply to reduce complexity to facilitate analysis (Ibid. s. 8). Sektoropdelingen i Københavnerskolen suppleres også af en opdeling af internationale relationer, der kan indarbejdes i en analyse i sikkerhedsliggørelse (Ibid. s. 5-7). 17

18 1. Internationale systemer: Det største felt af interagerende eller indbyrdes afhængige enheder, der ikke har noget niveau over dem i den moderne globale tidsalder er der tale om hele jordkloden. 2. Internationale subsystemer: Grupper af enheder inden for det internationale system, der på grund af deres intensitet eller særlige natur sammenholdt med deres interageren med eller deres indbydes afhængighed kan adskilles fra hele systemet. Såfremt der er tale om et territorialt subsystem er der tale om regioner. 3. Enheder: Aktører der er sammensat af forskellige subgrupper, organisationer eller samfund der adskiller sig markant ved en grad af sammenhængskraft og uafhængighed, samtidig med at de kan differentieres fra andre og yde indflydelse på de højeste niveauer. Enheder kan være stater, nationer, transnationale virksomheder. 4. Subenheder: Organiserede grupper eller individer inden for enheder, som er kapable eller forsøger at øve indflydelse på den enhed, subenheden opererer inden for. Subenheder kan være fx bureaukratier eller lobbyister. 5. Individer: Det laveste niveau for analyse. Niveauerne er ikke teorier i sig selv, men de giver en ramme og ontologiske rum, hvor der kan identificeres årsager til sikkerhedsliggørelse, og inden for hvilke der kan teoretiseres om sikkerhed. Der er mulighed for at aktører og processer folder sig ud og øver indflydelse på tværs af niveauerne, lige så vel som trusler kan bevæge op og ned i mellem niveauerne Operationalisering af Københavnerskolen Mit udgangspunkt for specialet er at undersøge om USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i interventionerne i Kosovo og Libyen. Jeg ønsker at undersøge dette ved en analyse af taler afholdt af de, på relevante tidspunkter, siddende amerikanske præsidenter Clinton og Obama. Jeg ønsker igennem mine analyser af talerne at fremdrage temaer i mine delkonklusioner, som skal præcisere, hvad det var, USA ville med deres deltagelse i interventionerne, samt at anskueliggøre hvordan USA opfattede sin rolle i de respektive konflikter og hvilket rationale de lå bag. 18

19 Altså, vil jeg undersøge om USA sikkerhedsliggjorde konflikterne og dermed identificere hvilke temaer, som grundlagde en eventuel sikkerhedsliggørelse. I de to analyser Kosovo speech acts og Libyen speech acts vil jeg ligeledes undersøge hvilke emner, der var relevante i 1999 (Kosovo) og hvilke der var relevante i 2011 (Libyen). Jeg antager, at den dekade der ligger i mellem de to konflikter vil præsentere specialet for en udvikling, som kan bruges i delkonklusionerne samt den endelige konklusion. Jeg analyserer ud fra statens perspektiv, med de nævnte amerikanske præsidenter som primærkilder. Dvs. at specialets kildemateriale består af komplette og uredigerede taler fra henholdsvis Præsident Clinton og Obama, hvori de adresserede de nævnte konflikter. Jeg vil undersøge, om der jf. Københavnerskolen er tale om en sikkerhedsliggørelse eller er det fortsættelse af gældende amerikansk udenrigspolitik. Mine analyser finder sted i næste kapitel. 3. Analyse I dette kapitel vil jeg gennemføre to analyser én af henholdsvis speech acts som er relevante for hvordan USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i interventionen i Kosovo og én af speech acts, som er relevante for hvordan USA sikkerhedsliggjorde sin deltagelse i interventionen i Libyen Kosovo Jeg har udvalgt fem officielle speech acts, som alle har Præsident Clinton som primær taler eller i fællesskab med en relevant person i forhold til konflikten i Kosovo. Jeg har udvalgt de passager, jeg finder, har relevans i sammenhæng med en analyse af, om der finder sikkerhedsliggørelse sted i de citater, der analyseres Tale af Præsident Clinton om regeringens udenrigspolitik, 26. februar 1999 I denne tale fremlægger Clinton sin doktrin for, hvordan han anskuer udenrigs- og sikkerhedspolitikken under sin embedsperiode. Præsident Clinton beskæftiger sig med de udenrigspolitiske forhold herunder, hvilke målsætninger han har for USA både med sigte på krav og forventninger til udlandet, og 19

20 stiller forventninger til USA's eget parlament for at gennemføre de nødvendige tiltag, så USA kan stå stærkest og bedst rustet til at møde fremtidens udfordringer. Clinton taler også om hvilke risici han ser for USA og det internationale samfund. Denne tale er fundamentet for, hvordan præsidenten ser USA's udenrigspolitik de næste ti år, og handler derfor langtfra udelukkende om, hvordan USA vil agere i forhold til krisen Kosovo. Clinton forsøger ikke at skjule sine hensigter med sine udtalelser om Kosovo, og det fremskridt Clinton taler om, er den samlede fred på Balkan, som han berører i tidligere afsnit af talen: The biggest remaining danger to this progress has been the fighting and the repression in Kosovo. Kosovo is, after all, where the violence in the former Yugoslavia began, over a decade ago, when they lost the autonomy guaranteed under Yugoslav law. We have a clear national interest in ensuring that Kosovo is where this trouble ends. If it continues, it almost certainly will draw in Albania and Macedonia, which share borders with Kosovo, and on which clashes have already occurred Potentially, it could affect our allies, Greece and Turkey. (Clinton, Remarks by the President on Foreign Policy, 1999). Clinton vælger at italesætte Kosovo med endnu kraftigere ord og begreber end i den mere generelle del af sin tale. Han bruger nu ordet danger, som godt kan oversættes til dansk med trussel. Altså er manglen på fred i Kosovo en trussel mod, at den nyligt skabte fred på resten af Balkan vil falde sammen. Begrebet fare er et tungtvejende udtryk, som Clintons publikum gerne skulle reflektere dybere over, og dermed drage de - for præsidenten korrekte konklusioner, nemlig at Kosovo skal sikkerhedsliggøres med det samme, således at den nyligt skabte skrøbelige fred på Balkan kan bibeholdes, men også yderligere udbygges med Kosovo som inkluderet region/enhed. Begrebet danger er den helt korrekte sikkerhedsliggørende grammatik i forhold til at italesætte en sikkerhedsliggørelse. Det kan opfattes som uansvarligt, at publikummet ikke accepterer danger, som noget, der skal handles på hurtigst muligt, da denne danger kan udvirke, at det kan få negativ indflydelse på USA's sikkerhed. Clinton nævner også vold/voldshandlinger, som han anvender til at nævne, at Kosovo var den region, hvor konflikten på Balkan startede. Igen et begreb som er korrekt i forhold til den sikkerhedsliggørende grammatik, som Københavnerskolen anser for at være basis for en større chance for opnåelse af succes. Vold er noget, der skal tages afstand til og gerne 20

21 bekæmpes, såfremt at man har de nødvendige midler til bekæmpelsen. Man kan også fortolke Clintons retorik omkring at nævne begyndelsen af konflikten på den måde, at hvis det internationale samfund eller USA havde interveneret ti år tideligere, så havde der aldrig været krig på Balkan. Clinton tager også de nationale interesser op. Han siger, at det er a clear national interest, at Kosovo er regionen, hvor den sidste konflikt på Balkan finder sted. Det er ikke klart, hvad præsidenten mener med denne udtalelse, men det kunne være et forsøg på, at kaste historiens vingesus ud over sin tale. Det vil sige, at denne tale i retrospekt vil være talen, som startede begyndelsen til enden på Balkans lidelser. Dog er vendingen kraftig retorik i forhold til en sikkerhedsliggørende aktørs forventninger til sit publikum, da det fortolkes til, at så snart der anvendes vendinger med nationale interesser, så vil der altid være at aspekt af sikkerhed for nationen et eller andet sted. Clinton betoner ligeledes, at konflikten, hvis den ikke stoppes, med stor sandsynlighed vil inddrage de nærmeste naboer Albanien og Makedonien, og kan potentielt få indflydelse på Grækenland og Tyrkiet. Clinton benytter altså lejligheden til at forsikre to meget svage nationer og to NATO allierede om, at USA vil tage ansvar og del i løsningen af den trussel som en forværrelse af konflikten i Kosovo vil medføre. Han siger implicit, at det er vigtigt for USA og det internationale samfund at drage omsorg for, at konflikten stoppes hurtigst muligt. USA er altså sikkerhedsliggørende aktør og opfatter Balkan konflikten/erne som en trussel imod Europa, som dermed er referenceobjektet. Clinton taler dernæst om de forhandlingerne, der har været mellem Kosovo Albanerne og Serbien med Kontaktgruppen (Weller, 1999) som mægler, samt hvilke fremskridt der er opnået i fredsprocessen. Han har dog en enkelt passage, der er anvendelig for analyse: Now, if there is a peace agreement that is effective, NATO must also be ready to deploy to Kosovo to give both sides the confidence to lay down their arms. Europeans would provide the great bulk of such a force, roughly 85 percent. But if there is a real peace, America must do its part as well (Ibid.). Clinton taler indledningsvist om en militær styrke, der skal ind i Kosovo på baggrund af en fredsaftale mellem de stridende parter. Det bemærkelsesværdige er, at han siger, at Europa skal stille med 85 % af styrkerne, men USA skal stadig være en part af de militære styrker, såfremt der opstår en rigtig fred. Det er en tvetydigt, hvad Clinton prøver at fortælle omverdenen. Jeg fortolker det således, at 21

22 de fredsbevarende styrker også skal bestå af militære styrker fra USA, og når der er en gennemført fredsskabende eller -bevarende mission og det kan kaldes en rigtig fred eller en varig fredsaftale, så skal USA stadig være en del af styrkerne i Kosovo. Clinton gør altså referenceobjektet Europa til en sikkerhedsansvarlig aktør, og påligger samtidig USA en sikkerhedsrolle på Balkan/Kosovo i en udefineret periode efter, at der er opnået fred. Referenceobjektet kan påstås at være Clintons publikum, idet han påligger objektet, at påtage sige 85 % af styrkefordeling i en kommende mission i Kosovo. Trusselsaspektet er dog noget mindre her, idet jeg forudsætter, at styrkerne ikke skal i regulær og direkte kamp med serbiske tropper, men dog stadig være nærværende de serbiske tropper er bare ikke en direkte eksistentiel trussel mod USA. Publikummet forudsættes at være indforstået med styrkefordelingen, men han sender et signal til nationen om, at USA ikke skal løse verdens problemer alene, og at USA har allierede, som er reelle sikkerhedspartnere. og derfor også påtager sig ansvaret for løsningen af trusler, der kan påvirke USA. Men Clinton giver også besked til det publikum, som ikke finder det nødvendigt at USA skal involvere sig i verdens konflikter og/eller ikke anerkender nødvendigheden af at løse konflikter rundt i verden er en hjælp til selvhjælp for USA. Clinton afslutter sine kommentarer om Kosovo med følgende bemærkning: Kosovo is not an easy problem. But if we don't stop the conflict now, it clearly will spread. And then we will not be able to stop it, except at far greater cost and risk (Ibid.). Clinton konkluderer med en hvis robusthed sine intentioner for Kosovo, og hvad det er for risici, som USA står med, hvis der ikke handles fra det internationale samfund nu, set i en amerikansk kontekst. Han forsøger at formulere, at konflikten ganske sikkert vil sprede sig (til andre lande i Europa), og det er en alt for usikker situation at stå i, da der kan trækkes paralleller tilbage til både Første og Anden Verdenskrig, hvor USA betalte en høj pris for at komme Europa til undsætning, men også verden som system fik svære betingelser fremadrettet. Clinton nævner, at globaliseringen ikke forhindrede kommunismen, og henviser også med denne kommentar til den opdeling af Europa og verden, der skete efter 1945, fordi kommunismen fik overtaget i en amerikansk-vestlig kontekst i halvdelen af Europa. Den samme konsekvens vil Clinton ikke risikere endnu en gang. Clinton italesætter, at det vil koste for USA, hvis ikke der gøres noget nu. Så dermed sikkerhedsliggører han endnu en gang og ultimativt situationen i Kosovo. Han gør dog denne gang det internationale 22

23 samfund til referenceobjektet, og udvider truslen til at inkludere risici, der ikke er umiddelbare håndgribelige, eksempelvis hvad kan der ske med Europa, hvis der ikke ageres, kan der komme nye diktaturer på det europæiske kontinent og fremtiden for USA's alliancer som for eksempel NATO er den truet? Pressekonference ml. Præsident Clinton og Italiens Premierminister D Alema, 5. marts 1999 Denne speech act er taget fra den ovenstående pressekonference, hvor der tales om flere emner, og pressen har mulighed for at stille spørgsmål til de to statsledere, efter at de begge har leveret deres officielle bemærkninger. Citatet er fra Clintons officielle indledende bemærkninger: We have learned that if we do not contain conflict in Europe, it will spread and we will pay a far higher price to deal with it down the road. That is why we and our allies acted to stop the war in Bosnia, and start it on the path toward reconciliation and democracy, and why we are seeking to end the conflict in Kosovo. If we don't, and it intensifies, there will be a major refugee crisis in the center of Europe (Clinton, Joint Press Conference of the President and the Prime Minister D'Alema of Italy, 1999). Som i foregående tale opstiller Clinton endnu en gang den præmis, at det er nødvendigt, at det internationale samfund, og naturligvis også USA, imødegår enhver konflikt/trussel, der måtte opstå i Europa. Igen italesætter præsidenten i entydige vendinger, at hvis USA ikke rejser sig mod konflikter i Europa, så vil den/de sprede sig, og USA vil stå med en langt større regning, end hvis USA udviser passivitet. På den måde benytter han den korrekte grammatik i en sikkerhedsliggørelse. Der kan argumenteres for, at der ikke er vægt nok på ordvalget til at tale om en tydelig eksistentiel trussel mod nationen, men der er nok bestemthed til, at præsidentens publikum bør forstå, at konflikter mellem stater i Europa vil være en trussel mod USA. Clintons position lægger også yderligere vægt bag ordene således at de fremstår absolut legitime, og der er særlig forklaringskraft til, at militære kapaciteter skal forberedes til indsættelse ved en eventuel afvisning af fredsprocessen om Kosovo. Clinton konstaterer også, at der vil opstå en massiv flygtningekrise, hvis USA og dets allierede ikke lykkes med at stoppe konflikten i Kosovo. Jeg fortolker det ikke til at være en 23

24 sikkerhedsliggørelse for præsidentens publikum i USA, da en flygtningekrise i Europa ikke umiddelbart ses at være en trussel mod USA. Jeg fortolker det til at være en italesættelse fra præsidenten målrettet mod de europæiske stater. Derigennem lægger han truslen over til dem, og anmoder dem om at stå sammen (i NATO), således at de samme stater igen ikke skal beskæftige sig med endnu flere flygtninge, som igennem 1990 erne har været en del af deres virkelighed på grund af de mange konflikter på Balkan. På en subtil måde udvirker Clintons speech act, at Europas ansvarlige stater bliver en form for sikkerhedsliggørende aktør, hvor referenceobjektet er deres egne befolkninger som givetvis ikke bryder sig om at modtage flere flygtninge, og truslen er derfor flygtningestrømme fra Balkan og de økonomiske ressourcer, der skal anvendes til at afhjælpe flygtninges lidelser. Ovenstående fortolkning bakkes op af, at Clinton udtaler dette ved en pressekonference med en af Europas ledere, som samtidig er den vesteuropæiske stat, der har truslen tættest på i fysisk forstand Udtalelser af Præsident Clinton og NATO s Generalsekretær Javier Solana, 15. marts 1999 De analyserede citater i dette afsnit er fra ovenstående modtagelse af Solana i Det Hvide Hus. Det er ikke en decideret pressekonference, men der er alligevel journalister til stede. Der er ikke officielle indledende bemærkninger fra hverken præsidenten eller generalsekretæren og der stilles kun få spørgsmål. Jeg har udvalgt et enkelt citat, som er et svar fra Clinton på et spørgsmål fra en journalist fra pressekorpset. Spørgsmålet drejer sig om, at NATO tidligere kun har reageret, når forbrydelser mod mennesker har været af en oprørende grusomhed, og om det på den baggrund er troværdigt at bruge trusler (mod Serbien), hvis der ikke handling på ordene? Clinton svarer følgende: Let me say, in sort of support of the other NATO allies as well, the reason we -- you're absolutely right, there's not a lot of precedent for what we're trying to do here. But the reason that we worked so hard -- that Secretary Albright, Secretary Cohen, the rest of us -- the reason we worked so hard to get NATO to take this position is to avoid the level of atrocity and death that we saw in Bosnia. We didn't want to go down that road again. We wanted to try to dramatically shorten the timetable from aggression and the loss of innocent life and upheaval, to action. (Clinton, Remarks by the President and NATO Secretary General Javier Solana, 1999). I dette citat forklarer Clinton, at der 24

25 ikke er mange fortilfælde for det spil, som NATO forsøger at vinde og heller ikke, at NATO skal intervenere i en konflikt som selvstændig aktør. Clinton gør det samtidig klart, at det er USA, som er hovedarkitekten bag ved alle NATOs tiltag. Det er bemærkelsesværdigt i denne speech act, at Clinton ikke taler USA ind i NATO rammen, men i stedet placerer han alt ansvar på USA i form af we, hvilket han bruger syv gange. Der kan således ikke herske tvivl om, at Clintons retorik og grammatik er en amerikansk sikkerhedsliggørelse af Kosovo konflikten, og han forlanger, at verdenssamfundet skal vide og acceptere, at det er USA, der er drivkraften for at få stoppet grusomheden i Kosovo og derigennem drage omsorg for, at konflikten ikke eskalerer til andre lande i regionen hvilket Clinton også tidligere har nævnt. Han har særligt fremhævet Grækenland og Tyrkiet, da begge lande er NATO partnere, men samtidig har et indbyrdes kompliceret og til tider fjendtligt forhold. Når Clinton siger, at der ikke er præcedens for, hvad USA ønsker at gøre gennem NATO samtidig med, at han vil formindske den tid, imellem at overgrebene i Kosovo startede, til at USA vil foretage en humanitær intervention. Så anmoder han sit publikum om, at være forberedte på at skulle foretage et valg om tilladelse til at anvende ekstraordinære metoder, for at kunne beskytte Kosovos befolkning mod deres egne regeringssoldater. Clinton er altså den åbenlyse sikkerhedsliggørende aktør der siger, at truslen fra Kosovo er af sådan en beskaffenhed, at det kræver ekstraordinære metoder og måske midler at løse den. Præsidenten har formentlig en dagsorden om at skabe opbakning til sin plan og politik for Kosovo, men samtidig også en ide om, hvad USA anvender NATO til. Clinton anvender både den rette grammatik for sikkerhedsliggørelse og har en del af sit væsentligste publikum med på scenen Pressekonference med Præsident Clinton, 19. marts 1999 Denne pressekonference starter med en officiel indledende kommentar fra Clinton som udelukkende drejer sig om situationen i Kosovo. Kommentaren er baseret på, at de serbiske forhandlere ved fredskonferencen har nægtet at underskrive det fredsudspil, der er accepteret og underskrevet af Kosovo Albanerne. Præsidenten nævner også, at ca serbiske sikkerhedspersoneller er i færd med at samle sig i og omkring Kosovo. Herefter taler Clinton om USA's rolle i konflikten: We must also understand our stake in peace in the Balkans, and in Kosovo. This is a humanitarian crisis, but it is much more. This is a conflict with no natural boundaries. It threatens our national interests. If it 25

26 continues, it will push refugees across borders, and draw in neighboring countries. It will undermine the credibility of NATO, on which stability in Europe and our own credibility depend. (Clinton, Press Conference by The President, 1999). I dette citat taler præsidenten direkte til den amerikanske nations selvopfattelse og sikkerhed for befolkningen. Han bruger begreberne: vores indsats, trusler mod vores nationale interesser og underminerer vores troværdighed ved, at NATO ikke løser denne krise. Jf. Københavnerskolen bruger Clinton absolut klassiske grammatiske sikkerhedsbegreber, som han ydermere dramatiserer ved at nævne den særdeles nærværende og håndgribelige trussel, som de serbiske soldater repræsenterer, og giver dem en entydig fjendtlig profil, hvorfor Serbien får samme profil. Clinton gør det tydeligt, at hans opfattelse er, at det er en potentiel trussel mod USA, hvis der ikke handles snart, og at det samtidig vil have en negativ effekt på USA troværdighed. Troværdighedsbegrebet er en klar sikkerhedsliggørelse for en amerikansk præsident, i og med at USA en stormagt og en unipol både økonomisk og militært. Min tolkning er, at præsidenten, i dette citat, mener, at statens militære indsats er på spil, og i de tidligere 1990 ere var der en tendens til, at verdenssamfundet var nølende og ventede for længe ved lignende konflikter hvilket Clinton også fremhæver ved at nævne Bosnien og den lange vej til fred dér. Så ved at handle hurtigt og beslutsomt kan det USA, det internationale samfund og NATO genvinde tilliden til egen formåen, men også sende signaler om, at USA pålægger sig selv retten til at beskytte civile befolkninger, selvom det er imod sædvanen og sker uden at staten, hvori det foregår, har anmodet om hjælp, eller at FN har udsendt en resolution som legitimerer en intervention til fordel for en etnisk befolkningsgruppe el.lign. I den empiri jeg har gennemgået er det første gang at Clinton anvender begrebet humanitær krise, og dermed italesætter han en anden diskurs end i sine tidligere argumenter for, hvorfor USA skal koncentrere sine kræfter om en relativt lille region i Europa. Diskursen er skiftet fra at være fokuseret mod at forhindre lidelser og drab på den del af den etniske befolkningsgruppe, der gør modstand, til at gælde enhver indbygger i Kosovo. Det er en metode, som det antages, at præsidentens publikum ikke kan undslå sig at acceptere, idet en humantær krise betyder ikke kun døden for de oprørere, som kæmper mod Serbiens regeringssoldater, men opfattelsen hos publikummet, ved at præsidenten taler om krise, bør så også dreje sig om børn og kvinder på flugt, og i yderste konsekvens også drab på dem. 26

27 Truslen er også, at det er en konflikt uden naturlige grænser, hævder præsidenten. Min tolkning er, at Clinton er dybt nede i konflikten og belyser begrebet religion. Det er igen en klar sikkerhedsliggørelse. Fordi Clinton taler om religion, er det tydeligt, at han refererer til den muslimske befolkning i Kosovo, som i hovedsagen er dem der undertrykkes af Serbien. Så citatet om de manglende naturlige grænser skal henvende sig til et enormt publikum - den muslimske verden og dens ledere, hvor ledere både kan være religiøse overhoveder og statsledere i en fortrinsvist muslimsk stat. Præsidenten vil dermed forsikre den muslimske verden om, at USA ikke skelner mellem religiøse tilhørsforhold i sin udførelse af sikkerhed i verden. Det analyserede citat, er en sikkerhedsliggørelse af truslen ved konflikten i Kosovo og i særlig de grad de afledte uoverskuelige konsekvenser, som vil udstrømme fra Kosovo, såfremt at USA ikke handler og handler beslutsomt og hurtig. Præsidentens publikum er naturligvis USA og det meste af verden, men i særlig grad Europa og den muslimske verden. USA s referenceobjekt er Europa på system niveauet, hvor truslen er krig på kontinentet, og på subsystem niveauet er referenceobjektet den muslimske verden, hvor truslen er indirekte rettet mod USA's interesser internationalt, men også ved at religiøs fanatisme kan ramme USA Udtalelser af Præsident Clinton om situationen i Kosovo, 22. marts 1999 Denne korte udtalelse fra Clinton er en direkte opfølgning på ovenstående tale fra den 19. marts Igen påpeger Clinton den numeriske opbygning af styrker fra de serbiske regeringstropper men giver samtidig oplysninger om, at der er stadig flere serbiske tropper på vej til Kosovo. Clinton tager stort set samme emner op som i foregående tale hvilket betyder, at han nu adresserer, at det er Milosevics ansvar for at få stoppet myrderierne og få etableret en fredsproces, som vil give Kosovo Albanerne deres rettigheder tilbage. Denne udtalelse fra Præsident Clinton er den sidste kommentar fra ham, inden at han den 24. marts 1999 proklamerer, at USA er involveret i luftkampagnen imod serbiske styrker. I slutningen af sin tale påtager præsidenten også en sikkerhedsliggørelse af udfordringen i Kosovo igennem følgende citat: Seeking to end this tragedy in Kosovo and finding a peaceful solution is the right thing to do. It is also the smart thing to do, very much in our national interests, if we are to leave a stable, peaceful and democratic Europe to our children. We have learned a lot of lessons in the last 50 years. One of them surely is that 27