MIKO PELED. Generalens søn. En israelers rejse i Palæstina. Oversat til dansk af Jens Olsen

Transkript

1 MIKO PELED Generalens søn En israelers rejse i Palæstina Oversat til dansk af Jens Olsen 3

2 Bogens tekst, fotografier og det historiske foto af forfatteren og hans far på omslaget: 2012 Miko Peled Trykt første gang i USA i 2012 med titlen: The General s Son og udgivet på forlaget Just World Books, 206 Alderman Road, Charlottesville, VA 22903, USA. All rights reserved. i Danmark: Vindelsti udgave, 1. oplag ISBN: Omslag: David Lund Nielsen Tryk: Specialtrykkeriet Viborg Forlaget Vindelsti Postboks Frederiksværk mail@vindelsti.dk 4

3 Indhold Indledning... 7 Første del: De tidlige år 1. Rødder Min far var Matti Peled Mod strømmen Anden del: Langt hjemmefra 4. Den røde baret Karate Sorte september Tredje del: Vejen til Palæstina 7. En rejse begynder To flag Frygtens virus Generalens ordre Hvem vil tale Gazas sag? Abu Ansar Trods Fjerde del: Håb om fred 14. Den næste generation Abu Ali Shahin En stat, to stater, tre stater Nogle ord til tak Henvisning til kort

4 Denne bog er tilegnet min mor, Zika Katznelson-Peled 6

5 Indledning En stille dag i 1997 sad jeg og så nyhederne i mit hjem i det sydlige Californien, da man stillede om direkte til Jerusalem. Palæstinensiske selvmordsbombere havde igen slået til i byens centrum. Jeg anede flygtigt en ung kvinde, der lå på en båre, men før jeg nåede at få ringet til min familie i Jerusalem for at sikre mig, at alle var i god behold, ringede min mor fra Israel. Miko, sagde hun anspændt, der er sprunget en bombe i Yehuda-gaden. Og Smadar, min niece på 13, var ikke kommet hjem. Smadars mor, min søster Nurit, er 12 år ældre end mig. Min familie har altid spøgende sagt, at jeg var hendes Bat Mitzvah-gave. Som barn syntes jeg, at hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set. Hendes hår var smukt kastanjebrunt, hun gik ofte med store, funklende øreringe, var altid solbrændt, og hendes smil lyste rummet op, hvor hun end befandt sig. Hun er mor til tre drenge og en pige. Hun er et oprigtigt menneske, modig, ligefrem og sjov. Tanken om, at hun måske havde mistet sin eneste datter, var for meget at skulle kapere på denne fredelige dag i Sydcalifornien. Jeg havde boet i Coronado sammen med min kone og to børn i næsten ti år (min datter Tali var endnu ikke født), men jeg betragtede stadig Jerusalem, hvor jeg var født og vokset op, som min hjemby. De to byer kunne ikke være mere forskellige. Coronado er en malerisk, californisk kystby. Gennemført velplejet og lidt glamourøs på en ganske selvbevidst måde. Et fredeligt område fuldt af optimisme og muligheder 7

6 og et dejligt sikkert sted at opfostre sine børn. Min familie og jeg levede et trygt liv i vores nyerhvervede ejerlejlighed, der lå i gåafstand fra de smukke strande og blot tre kilometer fra San Diego på den anden side af Coronado Bay-broen. Jeg havde oprettet en karateskole, som der var god søgning til, og jeg var på mange måder en travl og glad mand. Men vi var meget langt fra mit hjem i en af verdens ældste byer. Sammenlignet med Jerusalem, hvor enhver kiosk sælger aviser på fem forskellige sprog, og hvor indbyggerne lidenskabeligt diskuterer politik og dagens nyheder, havde Coronado altid forekommet mig at være kulturelt og politisk isoleret, og jeg savnede mangfoldigheden. Jeg blev født i Jerusalems Rehavia-kvarter, men tilbragte det meste af min ungdom i Motza Ellit, hvor mine forældre fik bygget et hus, da jeg var fire år gammel. Motza er et stille, beskedent samfund, der ligger gemt i byens vestlige del i de judæiske bjerge. Det er omgivet af natur, men ligger ikke langt fra konflikterne og volden, der er kommet til at karakterisere byen. Omkring otte kilometer derfra ligger den muromkransede Gamle By, der er en helligdom for jøder, kristne og muslimer. Byen er genstand for heftig kærlighed og for heftige diskussioner. Gennem tiderne er den blevet erobret og lagt i ruiner, genopbygget, erobret og atter lagt i ruiner. Jeg er et produkt af dette betrængte, smerteligt smukke sted. Dets historie, både den gamle og den nyere, og det jødiske folks kultur er uadskillelige dele af mig. Det ændrede mit liv i Coronado ikke på. Jeg talte i telefon i timevis med min familie og holdt mig løbende orienteret om de politiske og kulturelle forhold derhjemme. Jeg abonnerede sågar på israelske aviser. Jeg tjekkede troligt tv-kanalerne for nyheder om mit hjemland og sørgede altid for at få læst de nyeste hebraiske romaner og i det hele taget alt nyt om regionens politiske og historiske forhold helt tilbage til kong Herodes og Jesus af Nazaret. 8

7 Adskillige timer efter min mors opringning, da det næsten var midnat i Jerusalem, kom politiet hjem til Smadars forældre. Det var næsten, som om man ville lade Nurit og hendes mand Rami få tid til at nå til den uundgåelige konklusion, før man fulgte dem til lighuset. Da de var kommet tilbage derfra, ringede min anden søster Ossi straks til mig. Miko... Jeg behøvede ikke at høre mere. Hendes stemme sagde alt. Det var tid at flyve hjem. Det stod klart, at den unge kvinde, jeg havde set på båren, var min niece Smadar. Hun var død, dræbt, mens hun var ude for at købe skolebøger på en gade i den by, hun var vokset op i. Den forfærdelige tragedie blev udgangspunktet for min personlige rejse, en rejse, der forvandlede mit hjerte og førte mig ind i et aktivistisk og, efter nogles mening, risikofyldt liv. * Notabiliteter fra hele Israels politiske spektrum var til stede ved begravelsen af Matti Peleds barnebarn. Matti Peled, min far, var død to år før. En mand, der havde kæmpet indædt under Israels uafhængighedskrig, som havde været med til at lede erobringen af meget af det land, Israel nu omfattede, og som derpå kom i tvivl om sin rolle som herre over palæstinenserne. Han var generalen, der blev en fredens mand. En stærk trang til at finde en mening med Smadars død greb mig. I Israel var krig og krigens ofre en del af livet. Som barn havde jeg været med til utallige begravelser af unge mennesker, der var blevet dræbt under krigshandlinger eller militære operationer, og jeg kendte mennesker, der var blevet lemlæstede eller gjort til krøblinge på grund af terrorangreb. Men Smadar var min søsters barn. Jeg havde i årevis været frustreret over konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var stærkt foruroliget over, at man var så langt fra en fredelig løsning. Men konflikten var ikke 9

8 blevet et personligt anliggende, før min niece blev slået ihjel. Pludselig var det bydende nødvendigt for mig at forstå, hvad der havde fået to unge palæstinensere til at sprænge sig selv i luften og tage hendes liv, netop som det var ved at folde sig ud. Hendes død ledte mig til en ihærdig granskning af min zionistiske overbevisning, af mit lands historie og den politiske situation, der havde optændt de selvmordsbombemænd, som havde slået hende ihjel. Jeg var født ind i en kendt, zionistisk familie, der foruden min far omfattede kabinetssekretærer, dommere og endda en præsident for staten Israel. Min morfar, som jeg er opkaldt efter, dr. Avraham Katznelson, var en zionistisk leder. Han underskrev Israels uafhængighedserklæring og blev senere landets første ambassadør i Skandinavien. Min far var 16, da han frivilligt meldte sig til tjeneste i Palmach, eliteenheden, der kæmpede for Israels uafhængighed. Som ung officer var han chef for et infanterikompagni, der kæmpede under krigen i 1948, og i 1967 var han general og medlem af den israelske overkommando. Han blev senere valgt ind i Knesset, Israels parlament. Da jeg var barn, kom alverdens kendte militærpersoner og notabiliteter af alle mulige politiske observanser i vores hjem. Men efter Smadars død ville jeg møde menneskene på den anden side, dem, vi betragtede som vores fjender. Jeg opsøgte jødisk-palæstinensiske dialoggrupper i Californien i den hensigt at være med. Min kone Gila, der var vokset op i en kibbutz, var nervøs. Ingen af os havde nogensinde været i en palæstinensers hjem, og Gila frygtede for mit liv. Hvad nu, hvis de gør dig noget? Hvad nu, hvis du ikke kommer tilbage? spurgte hun, mens jeg gjorde klar til at tage af sted til mit første møde med nogle palæstinensere. Skønt jeg var 39 og var vokset op i et forenet Jerusalem, havde jeg aldrig haft arabiske venner. Nu skulle jeg for første gang møde palæstinensere på lige fod, og til min lettelse og forbløffelse 10

9 fandt jeg lighedspunkter. Som udlændinge havde vi både gode og dårlige minder om vores hjemland. Men palæstinenserne fortalte en ganske anderledes version af vores historie end den, jeg havde lært som dreng i Jerusalem. Den historie, jeg kendte, fremstillede Israel som en forsvarsløs David, der kæmpede mod en arabisk Goliat. Det var den, der havde fået mig til som ung patriot at melde mig frivilligt til en elitekommandoenhed i de israelske forsvarsstyrker, Israel Defense Forces, IDF. Mens jeg nu sad over for palæstinensere i Californien, hørte jeg om massefordrivelser, massakrer og alvorlige overgreb. Vi havde stolt kaldt den arabisk-israelske krig i 1948 for Frihedskrigen. Palæstinenserne kaldte den Nakba, Katastrofen. Dén var svær at sluge. Da andre jøder og israelere stormede ud fra dialogmødet, valgte jeg at blive og lytte, selv om det smertede mig usigeligt at måtte acceptere, at jeg ikke sad inde med den fulde sandhed. I og med at jeg kom fra en familie af politiske eksperter, troede jeg, at jeg vidste mere end nogen anden. Jeg begyndte at rejse til de besatte palæstinensiske områder, og jeg brød mit samfunds regler ved at mødes alene med palæstinensiske fredsaktivister i områder, de fleste israelere anså for farlige. Min søster Ossi var ude af sig selv: Du må ikke tage dertil, sagde hun. Det er farligt, og du er far og har ansvar for din familie og dine børn. Og min mor, der også var syg af bekymring, sagde: Der skal bare en enkelt galning til. På en tur til Vestbredden kom jeg til at stå over for det, der i mine øjne fremstod som den største hindring for fred: frygten for de andre, en frygt, jeg aldrig havde vidst, jeg nærede. Det var i december 2005, at jeg for første gang kørte fra Jerusalem til Vestbredden alene. Jeg kørte i en lejet bil på israelske nummerplader. Da jeg passerede den sidste israelske kontrolpost og kørte væk fra den brede, asfalterede hovedvej, kom jeg til gaderne fulde af huller og de smalle, snoede veje, 11

10 der er så kendetegnende for de besatte områder. Jeg var nu i fjendeland, og dæmonerne gik amok i mit hoved. Jeg så mig selv omgivet af fjendtlige arabere, der lå på lur for at slå mig ihjel. Jeg huskede, at da jeg var lille, forvissede min far sig altid om, at vi aldrig kørte i bil på Vestbredden uden hans AK-47 Kalasjnikov. Havde folk ikke advaret mig imod at gøre det, som jeg gjorde netop nu? Da jeg nåede frem, blev jeg hilst velkommen af aktivister, frihedsforkæmpere, der nægtede at bruge vold, og som ønskede at løse konflikten på fredelig vis. Jeg oplevede overhovedet ingen fjendtlighed hele den dag, og så tog jeg tilbage til Jerusalem. Jeg følte mig lettet, fuld af håb og nedslået på én og samme tid. Jeg vidste, at hvis der nogensinde skulle skabes fred, måtte frygten, der sad i mig som en virus, overvindes. Erfaret og tillært gennem århundreder var frygten blevet en næsten uadskillelig del af min kultur. Den måtte overvindes og erstattes af tillid. Opgaven var enorm. Min historie er beretningen om en israelsk dreng, en zionist, som indså, at hans udgave af historien ikke var den eneste, og som valgte at ville fremme freden i en situation, som de fleste kalder umulig. Jeg fornemmer, at mine rejser og den politiske indsigt, jeg fik ved min fars side, kan tjene som eksempel på forsoning ikke bare i Mellemøsten, men overalt hvor mennesker ser på de andre og føler frygt snarere end fælles menneskelighed. 12